Forhandlinger

Onsdag den 19. november 2008 - Strasbourg

16. Demografiske tendenser – Den økonomiske og sociale indvirkning (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om demografiske tendenser – den økonomiske og sociale indvirkning.

  Jean-Pierre Jouyet, formand for Rådet. − (FR) Fru formand! Da vi desværre er nødt til at tilbringe en del af aftenen sammen, skal jeg på vegne af Rådet og kommissær Potočnik forsøge at opsummere Rådets målsætninger med hensyn til de demografiske tendenser og deres økonomiske og sociale indvirkning.

Den aldrende befolkning eller den øgede andel af ældre skyldes hovedsagelig den økonomiske, sociale og medicinske udvikling, der giver europæerne mulighed for at leve et langt liv med et velfærdsniveau og en sikkerhed, der ikke er set før i historien. Det er dog også en af de største udfordringer, som Unionen står over for i de kommende år.

Aldringen kan tilskrives fire faktorer. For det første er antallet af børn pr. kvinde lavt med et EU-gennemsnit på 1,5 barn, hvilket ligger et godt stykke under den udskiftningskvotient på mindst 2-2,1, som er nødvendig for at kunne stabilisere befolkningens størrelse.

Den anden faktor er den faldende fertilitet i de sidste årtier, der er fulgt efter fødselstilvæksten i efterkrigsårene, og som nu er skyld i, at de store årgange er talstærke i aldersgruppen 45-65.

Med en stigning på 8 år siden 1960 kan den samlede forventede gennemsnitslevetid, og det er den tredje faktor, forventes at stige yderligere 5 år eller mere inden 2050.

Den fjerde og sidste faktor er, at Europa, som De ved, oplever en stigende migration fra andre lande. I 2004 kom der 1,8 mio. immigranter, hvilket er flere, end hvad der kom til USA, set i forhold til den samlede befolkning, men denne immigration kan kun delvis kompensere for den indvirkning, den lave fertilitet og den længere forventede levetid har.

Vi befinder os derfor i en situation, hvor ældrebyrden, dvs. antallet af personer på 65 år og derover i forhold til personer i alderen 15-64 år, forventes at bliver fordoblet og nå op på 50 % inden 2050. Det betyder, at Unionen, der før havde fire personer i den arbejdsdygtige alder for hver borger på 65 år og derover, vil opleve, at dette tal falder til bare to.

Den demografiske ændring, som jeg lige har beskrevet med disse faktorer, ledsages af dybtgående sociale ændringer, som vedrører familiemønstret, og som bl.a. vil give sig udslag i et stigende antal ældre, som bor alene, og personer med en meget høj alder, som ikke kan klare sig selv.

Som De ved, hører de fleste af disse spørgsmål under medlemsstaternes kompetenceområde. Det gælder familiepolitik, socialsikringsordninger og i vid udstrækning skattepolitik, og Rådet mener på denne baggrund, at Lissabonstrategien og den åbne koordinationsmetode danner rammen om medlemsstaternes arbejde på området, og de fleste medlemsstater er enige i, at der ikke bør etableres nye strukturer.

For Rådets vedkommende er det vigtigste ledende princip, at der foruden en bedre balance mellem arbejds- og privatliv bør gøres en øget indsats for at afbalancere de roller, som mænd og kvinder spiller i husholdningen, og tilbyde kvalitativt bedre pasningsfaciliteter for børn og andre plejekrævende personer.

I et aldrende samfund vil de unges bidrag blive særlig vigtigt. Vi må anstrenge os mere for at bekæmpe arbejdsløshed blandt unge og mindske tidligt skolefrafald. Det bør være vores topprioritet at investere i børn, hvis vi vil forbedre de unges fremtidsudsigter.

Selv om tendensen er bekymrende, må vi også erkende, at Europa er mere berørt af pensionering end af aldring, og at det uden sunde offentlige finanser bliver umuligt at håndtere alle konsekvenserne af den demografiske aldring.

Det betyder, at vi må være særligt opmærksomme på pensionsordningernes bæredygtighed og fortsætte reformerne af dem, så de bliver moderniseret og bæredygtige, hvilket er i tråd med Unionens nuværende strategi. Det vil også være nyttigt at opmuntre ældre arbejdstagere til at fortsætte på arbejdsmarkedet og især give dem fornuftige incitamenter.

Rådet er fuldt ud klar over udfordringerne og har vedtaget henstillingerne fra udvalget for social beskyttelse om holdninger til den demografiske ændring i Europa og de heraf følgende udfordringer. Herudover vedtog Rådet den 30. maj sine konklusioner om de politikker, der opfylder familiers behov, og fastsatte en række initiativer, der skal støtte familiepolitikkerne.

I den forbindelse blev der den 18. september afholdt et uformelt møde, som det franske formandskab havde organiseret, og som familieministrene deltog i. Drøftelserne på mødet handlede især om børnepasning som en måde at sikre en balance mellem arbejds- og familieliv på, og beskyttelse af børn på nettet.

Til slut opfordrer Rådet Kommissionen til at betragte det første forum om Europas fremtidige demografi, der fandt sted i Bruxelles den 30.-31. oktober, som udgangspunkt for en struktureret og varig dialog i og mellem medlemsstaterne, og til at handle, så Kommissionen kan yde den bedste støtte til relevante organer, for at de kan finde de bedste strategier til imødegåelse af den demografiske ændring.

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! Jeg kommer nok til at overskride tiden, men lover at kompensere for det i det næste svar.

Parlamentets anmodning om en erklæring fra Rådet og Kommissionen vedrørende de demografiske tendenser kommer på det rigtige tidspunkt. På fredag fremlægger Kommissionens tjenestegrene deres anden demografiske rapport lige tids nok til det europæiske demografiforum den 24.-25. november.

EU undergår en større demografisk transformation. Alle medlemsstater har oplevet, at levetiden er steget, og fødselstallet er faldet ibefolkningen som følge af videnskabelige, økonomiske og sociale fremskridt. I dag lever europæerne et længere og sundere liv end deres forfædre, og vi kan forvente, at levetiden også vil stige i fremtiden.

Den europæiske befolknings aldring er ikke længere et abstrakt scenario i en fjern fremtid. Fødselstilvæksten begyndte for 60 år siden, og de første store årgange har nu nået pensionsalderen. Så EU's demografiske udvikling har nået et vendepunkt. Fra nu af vil antallet af personer på 60 år og derover stige med to mio. personer om året i de næste 25 år.

Samtidig falder vækstraten i befolkningen i den arbejdsdygtige alder drastisk og når bunden om ca. seks år. Der er i dag fire personer i den arbejdsdygtige alder, mellem 15 og 64, for hver person på 65 år og derover i de 27 medlemsstater. I 2060 vil dette forhold være to til en.

Nogle ser aldringen som en trussel og tegner et mørkt billede af konflikten mellem generationerne. Men den demografiske ændring behøver ikke at udgøre nogen trussel, hvis vi ser på de muligheder, den frembyder. Et længere og sundere liv betyder, at man kan være aktiv i længere tid. De fleste store årgange er bedre uddannede end de foregående generationer. De er stadig raske og sunde i dag.

Jeg er overbevist om, at den demografiske ændring giver mulighed for en øget solidaritet mellem generationerne. Jeg tror dog ikke, at den vil komme af sig selv. Samfundet må i højere grad drage nytte af alle generationernes evner og give alle en chance for at udnytte deres fulde potentiale. Det betyder, at vi må modernisere vores socialpolitikker i tråd med den nye sociale dagsorden, som Kommissionen vedtog i juli. I den nye sociale dagsorden fastslås det, at Europas aldrende samfund er et prioriteret indsatsområde, og en række politiske initiativer anbefales. Vores mål er at hjælpe medlemsstaterne med at få mest ud af situationen og effektivt at håndtere konsekvenserne af et aldrende samfund.

Strategien og henstillingerne i Kommissionens meddelelse fra 2006, "Den demografiske udvikling i Europa – En udfordring, men også en chance", er stadig gyldige. I meddelelsen gives der udtryk for tillid til Europas evne til at tilpasse sig de demografiske ændringer. Men det understreges også, at der er behov for at gøre en indsats på fem centrale områder, nemlig at fremme den demografiske fornyelse i Europa ved at skabe betingelserne for, at vores medborgere kan få opfyldt deres ønske om at få børn, navnlig ved at forene arbejde og familie- og privatliv, øge beskæftigelsen i Europa ved at sikre, at der skabes flere og bedre jobs, og at arbejdstagerne kan arbejde i længere tid for at forbedre balancen mellem erhvervsaktive og ikkeerhvervsaktive; fremme et mere produktivt og dynamisk Europa ved at optimere færdighederne på alle alderstrin; tage imod og integrere migranter i Europa ved at tiltrække kvalificerede og ikkekvalificerede arbejdstagere fra andre lande og lette deres integration for at kompensere for arbejdsmanglen, og sikre de offentlige finansers bæredygtighed ved at konsolidere budgetterne og reformere socialsikringssystemerne for at sikre en tilstrækkelig social beskyttelse og offentlige tjenesteydelser i fremtiden.

Lissabonstrategien dækker allerede de vigtigste politiske initiativer på området, men den fokuserer i mindre grad på de langsigtede perspektiver end på den demografiske debat. Kommissionen har derfor foreslået yderligere værktøjer i form af toårige rapporter om den demografiske situation i Europa og toårige demografifora.

I rapporten fra 2008 vil fokus være på de store årganges potentiale. Et stigende antal personer i 60'erne og 70'erne vil sandsynligvis være indstillet på fortsat at spille en aktiv rolle i det sociale og økonomiske liv.

Beskæftigelsesfrekvensen blandt ældre er steget i de senere år, hvilket vender den tidligere tendens til tidlig pensionering. Men der må gøres mere endnu. Når de fylder 60 år, er kun 40 % af mændene og 30 % af kvinderne erhvervsaktive. De fleste personer i den aldersgruppe er dog stadig raske og i stand til at bidrage til økonomien og samfundet. De aldrende store årgange kan også yde et stort bidrag til samfundet som sundhedsplejere og frivillige. Deres bidrag bør anerkendes og støttes af offentlige politikker. Det er vigtigt at sikre, at det stigende antal ældre kan føre et uafhængigt liv så længe som muligt.

Et centralt formål med demografiske fora er at fremme en gensidig læring på grundlag af god praksis mellem medlemsstaterne. Det næste europæiske demografiforum, der afholdes i Bruxelles den 24.-25. november, fokuserer på familiepolitikker og aktiv aldring. Det vil også give lejlighed til at vurdere, hvor forberedte medlemsstaterne er på den demografiske ændring og identificere de vigtigste muligheder for en yderligere indsats.

I starten af næste år præsenterer Kommissionen en opdatering af den demografiske ændrings indvirkning på de offentlige udgifter i fremtiden, især på pensionsområdet og i sektoren for sundhed og langtidspleje, baseret på Eurostats nye befolkningsfremskrivninger.

Som afrunding vil jeg understrege, at det er de enkelte medlemsstaters ansvar at gennemføre de rette politikker for at imødegå den demografiske ændring. Men den demografiske ændring er en udfordring, som vi alle i fællesskab står over for. Medlemsstaterne kan lære meget fra hinandens gode og dårlige resultater i deres tilgang til denne demografiske ændring. Kommissionen tilskynder derfor til en europæisk debat om demografiske ændringer og tilbyder en platform for udvekslingen af erfaringer og gensidig læring.

  John Bowis, for PPE-DE-Gruppen. – (EN) Fru formand! De to indledende talere har med rette fremhævet lang levetid som den vigtigste demografiske ændring. Det betyder naturligvis, at befolkningen lever et længere og for det meste sundere liv, men de bliver senere i livet skrøbelige i krop eller sind.

Det har forårsaget en kolossal stigning i neurodegenerative sygdomme, og de deraf følgende omkostninger er enorme. I mange lande er lægemidler mod Parkinsons sygdom dyrere end lægemidler mod kræft. Det Forenede Kongerige forventer, at der inden 2051 vil være en stigning på 154 % i antallet af personer med demens.

Langtidspleje kommer senere ind i billedet. Den var førhen nødvendig i 70'erne. Nu indtræder den først i 80'erne og i stigende grad i 90'erne, men den får stadigt større omkostninger for enkeltpersoner og familier og konsekvenser for deres opsparinger.

Udfordringen er at sikre, at den lange levetid bliver en belønning og ikke en straf. Vi må gøre op med vores formodninger om aldring og bevæge os fra "hvordan kan vi yde pleje?" til "hvordan kan vi fremme en sund alderdom?". Det betyder naturligvis en sundere livsstil tidligt i livet. Ingen tobak og stoffer, fornuftige drikkevaner, sund mad, motion, men også håndtering af stress.

Fleksible arbejdstider og tid til fritid og familie. Det betyder, at man skal forberede livet efter arbejdslivet med fleksible pensionsaldre og en gradvis tilbagetrækkelse fra arbejdsmarkedet, sådan som jeg oplevede i Nederlandene. Det betyder en øget social støtte på nye og innovative måder, flere hjemmeserviceydelser, så ældre kan blive i deres eget hjem i længere tid. Ydelser og anordninger, der skal passe til de ændrede behov.

Da min mor rundede de 80, havde hun brug for en fax for at kommunikere. Da hun blev 90, havde hun brug for en trappelift. Da hun blev 100, havde hun brug for stimulering, da hendes hørelse, syn og mobilitet blev dårligere. Hendes sind var dog rask, men skulle beskyttes og stimuleres, hvis hun skulle kunne leve livet fuldt ud.

  Jan Andersson , for PSE-Gruppen. – (SV) Fru formand! Tendensen med færre og færre arbejdstagere og flere og flere ældre kan beskrives som dramatisk, men samtidig er det alligevel en positiv udvikling, at vi faktisk lever sundere i længere tid.

Det frembyder dog en række udfordringer for os. Jeg vil redegøre for nogle af dem. Der bliver født færre børn nu end tidligere. Når det er sagt, er situationen meget forskellig i de enkelte medlemsstater. Vi kan se, at resultatet er bedre i de medlemsstater, der har en ordning, så forældre kan kombinere arbejdsliv med forældreskab, både når det gælder kvinden og manden i en familie. Vi må i den forbindelse tage ved lære af hinanden.

Selv om vi har en aldrende befolkning, er den langsigtede tendens at forkorte arbejdslivet. Det skyldes både, at folk starter deres karriere senere i livet, og også at karriereforløbet er blevet kortere, med undtagelse af de sidste par år, der har haft en mere positiv udvikling. Vi må gøre noget ved begge sider af problemet for at forlænge arbejdslivet og ikke mindst finde fleksible løsninger, inden vi går på pension.

Vi har i dag drøftet det "blå kort", men vi må sikre, at alle dem, der kommer fra andre verdensdele, hvor arbejdsløsheden i øjeblikket er høj, integreres og kommer ind på arbejdsmarkedet, også dem med handicap og andre problemer. Det skal alt sammen gøres inden for Lissabonprocessens rammer, så vi kan imødegå udfordringerne på lang sigt.

  Marian Harkin, for ALDE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Der dukker mange spørgsmål op her i aftenens debat, men jeg vil gerne se nærmere på et af dem, nemlig pleje og plejere.

Hvis vi er heldige nok og lever længe nok, får vi højst sandsynligt brug for pleje, og selv om der er forskelle mellem medlemsstaterne, vil plejen i vid udstrækning bestå af uformel pleje.

Plejerne danner grundlaget for den formelle pleje og sociale forsorg og er uundværlige i ydelsen af langtidspleje. Hvis vi forventer, at plejerne fortsat skal yde pleje, og det skal de, må deres behov være uløseligt forbundet med udviklingen af sundheds- og socialpolitikken.

I den forbindelse glæder det mig at se, at websiden for GD SANCO har et kort afsnit om plejere, og jeg er ikke i tvivl om, at det er et resultat af den redegørelse, som Parlamentets interessegruppe for plejere forelagde GD SANCO vedrørende dets årlige arbejdsprogram.

Plejepersonale har dog brug for mere end omtale. Vi mener, at det er på tide at formulere en ny social kontrakt for pleje, der går langt videre end den traditionelle holdning til en kontrakt mellem stat og individ, og som tilskynder til et nyt engagement fra arbejdsgivere, lokale agenturer og lokalsamfund. EF-Domstolens nylige afgørelse om forskelsbehandling ved association viser vejen frem.

Den uformelle plejer eller medlemsstaten bør ikke bære eneansvaret for ydelsen af pleje. Uden en ordentlig støtte vil det uformelle plejesystem bryde sammen, mens omkostningerne simpelt hen vil være for store ved et eksklusivt statsbaseret system. Derfor har vi brug for denne bredere sociale kontrakt.

Endelig er der omkring 100 mio. plejere i hele EU. De er ubetalte, undervurderede og modtager i mange tilfælde ikke tilstrækkelig støtte. Jeg bifalder omtalen på GD SANCO's webside, men det er kun et første skridt. Det er i kraft af sin størrelsesorden et europæisk spørgsmål, og der bør koordineres en indsats mellem medlemsstaterne.

En politik for plejepersonale bør være en del af arbejdet i GD SANCO og GD for Beskæftigelse, sociale anliggender og arbejdsmarkedsforhold.

  Guntars Krasts, for UEN-Gruppen. – (LV) Fru formand! Europas indbyggere bliver gamle! Sideløbende med denne tendens vil der sandsynligvis være en negativ stigning i indbyggertallet. Det er allerede tilfældet i mange medlemsstater. Antallet af erhvervsaktive i forhold til antallet af pensionister er faldende i alle medlemsstater. En lav fødselsrate sammen med en længere forventet levetid og immigration lægger et øget pres på pensioner, sundhedsbeskyttelse og sociale ydelser. Der er dog nogle medlemsstater, der har formået at vende Europas negative demografiske udvikling.

I disse lande har man opnået en balance mellem privatliv og arbejdsliv, hvilket gør det muligt for forældre at opfostre deres børn uden at give afkald på karrieren og drage nytte af de dermed forbundne økonomiske og sociale fordele. Jeg er ikke i tvivl om, at det er medlemsstaterne, der må finde de vigtigste økonomiske, sociale og kulturelle løsninger for at bekæmpe befolkningens aldring. Der er dog også opgaver, som bør udføres på EU-plan. EU's arbejdsmarked gemmer stadig på enorme reserver. Vi må sikre, at der ikke i det indre marked er hindringer for arbejdskraftens frie bevægelighed. Uanset hvor vanskeligt det måtte synes, må vi vende tilbage til en liberalisering af tjenesteydelser, og vi må tage det vedtagne servicedirektiv op til fornyet revision. Gennemførelsen af de to grundlæggende friheder vil medvirke til at modregne det finansielle underskud, der skabes af den demografiske udvikling. Vi bør naturligvis også indtage en ikkediskriminerende holdning til køn og alder.

  Jean Lambert, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Det er interessant at se, at vi ofte opfatter den faldende fødselsrate mv. som et problem. Det er ikke nødvendigvis tilfældet, hvis det betyder, at vi så begynder at dele noget af den overdrevne velstand, som vi har her i EU, med personer fra andre lande, og ser på teknisk innovation og på, hvordan vi kan øge vores produktivitet og måske endda producere mindre af det ragelse, som i øjeblikket fylder i vores liv og på vores planet.

Der er selvfølgelig også spørgsmålet om at udnytte den potentielle arbejdsstyrke bedst muligt. Det er derfor, at direktiverne mod forskelsbehandling på beskæftigelsesområdet er så vigtige, og hvorfor det er afgørende, at medlemsstaterne gennemfører dem korrekt. De bør også se nærmere på hindringerne for en glidende pensionering, som f.eks. spørgsmål om, hvilken betydning det har for pensionen, hvis man skærer i arbejdstiden? Og hvilken betydning har det for ens liv og adgang til sociale ydelser?

Vi bør også overveje, hvad der sker i den nuværende finanskrise med hensyn til vores tanker på området. Vi vil sandsynligvis opleve, at flere ældre arbejdstagere bliver fyret, fordi lovgivningen om ikkeforskelsbehandling ikke gennemføres korrekt, med alle de konsekvenser, der følger for mange af dem, som måske aldrig kommer i arbejde igen.

Andre vil få endnu sværere ved at tage hul på arbejdslivet eller få forfremmelser, der kan bygge deres pensioner op. Det er alle aspekter af, hvad der sker, hvis man ikke har arbejde i en vis periode. Der er spørgsmålet om utilfredsheden blandt de unge, der ikke kan finde arbejde, og som får det sværere, og selvfølgelig de problemer, som mange personer vil støde på, når deres private pensionsordninger eller arbejdsmarkedspensionsordninger ikke kan foretage udbetalingerne, sådan som de havde regnet med.

Så vi må også se på den demografiske situation i forhold til den nuværende krise og på, hvordan vi kan udnytte situationen til at øge uddannelsesniveauet. Vi må benytte os af situationen for at hjælpe befolkningen med at forbedre deres færdigheder og måske finde mindre fysisk krævende arbejde. Det er noget, som vi i lang tid har sagt skal gøres. Vi bør se på, hvordan vi kan øge kvalifikationerne fra videregående uddannelsesinstitutioner hos den gruppe personer, der aldrig har haft den mulighed i deres ungdom.

Vi har nu en mulighed for at undersøge en række af de punkter, som vi ved, er problematiske, og virkelig begynde at overveje, hvordan vi kan tackle den demografiske situation.

  Pedro Guerreiro, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Efter vores opfattelse bør denne debat ikke hedde "demografiske tendenser – den økonomiske og sociale indvirkning", men "økonomisk og social politik og dens indvirkning på de demografiske tendenser".

Prognosen for de demografiske tendenser i et land eller region bør ikke holdes adskilt fra de vedtagne politikker i det pågældende land eller region, eftersom disse politikker bestemmer og former den demografiske udvikling.

For eksempel bygger prognoserne 50 år frem i tiden på formodninger, som bør forklares, herunder de økonomiske politikker, der bestemmer de fremsatte scenarier. Med andre ord, det vi i dag burde drøfte ud fra de udarbejdede prognoser, er de konsekvenser, som arbejdsløshed, øget jobusikkerhed, deregulering af arbejdstiden og en pengepolitik, der fokuserer på lønmoderation og -nedgang, har for den demografiske udvikling. Det vi i dag burde drøfte er konsekvenserne af EU's rentepolitik for mange tusinde familier, som har optaget lån for at købe huse, konsekvenserne af liberalisering og privatisering for offentlige services og konsekvenserne af små pensioner for millioner af pensionisters uafhængighed og livskvalitet. Det vi burde drøfte er de politikker, der fremmer en centralisering og koncentration af velstanden og øger den sociale ulighed.

Det, der i virkeligheden er på spil, er overholdelsen eller krænkelsen af menneskerettigheder som retten til mad, beskæftigelse, anstændige lønninger, bolig, sundhed, uddannelse og fritid.

  Kathy Sinnott, for IND/DEM-Gruppen. – (EN) Fru formand! Vi står over for en krise i Europa, som vi først finder en løsning på, når vi erkender, at vi selv har skabt den.

I EU dræber vi årligt over halvanden million børn inden fødslen. Vi ødelægger vores fremtid og undrer os derefter over, hvorfor vi har en krise. Vi taler om et fertilitetsproblem, men det her er ikke et fertilitetsproblem. Det er en nægtelse af at lade millioner af undfangede børn blive født. Medmindre vi ærligt erkender problemet, kan der ikke være nogen løsning. Løsningen er, at vi må respektere livet og støtte familien, så børn kan vokse op i omsorgsfulde omgivelser. Når dette skridt er taget, kan vi tage hul på at håndtere udfordringen fra den skæve demografi. Forbedringen sker ikke fra den ene dag til den anden, men vi kan på nuværende tidspunkt stadig undgå en katastrofe.

Vi bør nøje studere Japan. For to årtier siden var landet den anden største økonomi i verden og et af de mest avancerede. I 2007 toppede den japanske befolkning og begyndte at falde. I 1995, 12 år før denne nedgang, gik Japan ind i en periode med deflation, da den negative demografiske udvikling begyndte at kræve sin pris. Landet lider stadig under den. Japan er 20 år længere fremme end Europa i denne udvikling, men var også 20 år længere fremme end de europæiske lande med hensyn til legaliseringen af abort. Vi når toppen i 2025, altså kun om 17 år. Jeg spekulerer på, om den deflation, vi nu oplever i 2008, er her for at blive, med en bankkrise, der erstattes af en demografisk krise, som vil følge os, indtil vi lærer at respektere livet igen.

  Philip Claeys (NI). – (NL) Fru formand! Jeg glæder mig over, at Rådet og Kommissionen udsteder en erklæring om den økonomiske og sociale indvirkning af de nuværende demografiske tendenser. Mange politikere har en dårlig vane med at tænke kortsigtet og tilsidesætte en langsigtet politik. Vores demografiske udfordring er et livsvigtigt problem på lang sigt, hvilket også kræver langsigtede løsninger. Den gennemsnitlige fødselsrate for kvinder i EU er 1,5, hvilket er for lavt til at kunne udskifte de nuværende generationer. Det er også her, at problemet ligger. En mulighed er at gå efter en nem kortsigtet løsning ved at tale for en endnu større indvandringsstrøm fra lande uden for Europa. Selv om det i teorien kan virke som en god idé, vidner virkeligheden i vores storbyer dagligt om den slappe indvandringspolitiks totale fiasko over de sidste 30 år. Det europæiske arbejdsløshedstal ligger på 20 mio., men Kommissionen ønsker alligevel at hente flere immigranter ind. Må jeg for resten påpege, at arbejdsløshedsprocenten blandt ikkeeuropæiske immigranter er væsentligt højere end blandt den europæiske befolkning i medlemsstaterne?

Den manglende tid forhindrer mig i at nævne de sociale problemer, bl.a. det sociale sammenbrud, som en storstilet immigration forårsager. Det, vi har brug for, er en politik i medlemsstaterne, der støtter de unge europæiske familiers ønske om at få børn. Der er behov for skatteforanstaltninger for at gøre det mere attraktivt at få børn. Børnepasningen bør også forbedres og udvides. Vi bør også vove at overveje muligheden af at aflønne den forælder, der vælger at blive hjemme og bruge det meste af hans eller hendes tid på at opfostre børnene.

  Othmar Karas (PPE-DE). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg hilser denne debat velkommen, for den øger bevidstheden snarere end at vække bekymring. Vi må handle nu og ikke vente til i morgen.

Den demografiske ændring har sine årsager, konsekvenser og udfordringer, som omfatter et faldende befolkningstal, færre erhvervsaktive personer og sandsynligheden for, at vi lever i længere tid. De børn, der fødes i de næste par minutter, vil sandsynligvis leve, til de er 100. Og det gælder halvdelen af disse børn. Befolkningen bliver ældre, og vi får færre børn. Det medfører dramatiske ændringer i aldersstrukturen og befolkningsstrukturen. Vi er her i Parlamentet stillet over for nye krav til infrastruktur og nye krav til offentlige serviceydelser, erhvervslivet, uddannelse og sociale systemer. Det er et aldrende kontinent. Jean-Claude Juncker har engang sagt, "Hvis vi ikke hurtigst muligt tilpasser vores social-, pensions- og sundhedssystemer, så de er rustet til fremtiden, ender vi som tabere i globaliseringsprocessen i stedet for vindere."

Hvad skal der gøres? Der er en hel del ting, der kan gøres. Sikre befolkningen en god balance mellem arbejdsliv og privatliv. Ikke længere tvinge personer til at opgive deres arbejde. Nye børnepasningsordninger og mobile tjenesteydelser som "meals on wheels" er påkrævet. I alle medlemsstater bør ansvaret for finansieringen af pleje overdrages fra socialsikringssystemerne til Fællesskabet. Vi står over for en udfordring på uddannelsesområdet. Vores mål bør være at blive det mest børnevenlige og menneskevenlige kontinent i verden. Vi må anerkende den tid, der bruges på at opfostre børn og yde andre former for pleje, for 80 % af plejerne er familiemedlemmer. Lige løn for lige arbejde er også vigtigt. Der er stadig meget at tage fat på, og vores problemer skyldes en lang række forskellige årsager.

  Françoise Castex (PSE). – (FR) Fru formand, hr. minister! Jeg vil gerne sige et par ting. Den hindring, vi vil støde på, når vi skal tackle den demografiske udfordring, er det faldende antal arbejdsdygtige. To tal: I 2010 vil der være 217 mio. personer i den arbejdsdygtige alder, og i 2050 vil tallet ligge på 180 mio., altså et underskud på næsten 36 mio. personer.

Bør vi frygte en mangel på arbejdskraft? Bør vi frygte en ubalance mellem arbejdsstyrken og dem, der er afhængige?

Vi foreslår to løsninger på problemet, som sigter mod en optimal forvaltning af de menneskelige ressourcer. For det første, fuld beskæftigelse. Vi må arbejde hen imod fuld beskæftigelse. Der er i øjeblikket særdeles store muligheder for beskæftigelse som følge af underbeskæftigelsen blandt unge, kvinder, personer på over 55 år og underkvalificerede personer. Vi er vidner til et kolossalt spild af færdigheder. Det kan meget vel være, at vi kan opveje manglen på arbejdskraft, hvis beskæftigelsen for kvinder og personer på mellem 55 og 65 år inden 2050 øges til det niveau, der svarer til det højeste i Europa.

Endelig, livslang læring og uddannelse. Vi ønsker at arbejde hen imod en optimal længde for arbejdslivet. Det kan ikke accepteres, at en arbejdstager, en 50-årig projektmanager, ikke har meget bedre karrieremuligheder end stagnation. Vores virksomheders sociale ansvar er på spil her.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Marco Cappato (ALDE). – (IT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Verdens befolkning er fordoblet på få årtier, hvilket har haft ødelæggende konsekvenser for jorden, og derfor er det positivt, at den europæiske tendens i det mindste delvist er anderledes.

Der er bestemt problemer med hensyn til social velfærd, men løsningen er ikke at tilskynde befolkningen til at få flere børn, men snarere til at øge pensionsalderen, fjerne forskelsbehandlingen af ældre i lande som Italien, hvor hindringerne for at arbejde efter pensionsalderen er så store, at pensionen bliver til en pligt snarere end en rettighed.

Jeg opfordrer især formandskabet til at gøre en indsats på verdensscenen for at sammenkalde til FN's nye befolkningskonference, som nu i årtier er blevet blokeret af stater som Vatikanstaten og dem, der frygter ansvarlige politikker for sexformidling og familieplanlægning.

  Ewa Tomaszewska (UEN). – (PL) Fru formand! Europas demografiske tendenser har nu været dybt alarmerende i mere end en halv snes år. Den fødselsrate, der skal til for at opretholde befolkningen, er 2,16. I Polen er raten 1,2. Samtidig betyder de medicinske fremskridt og den sundere livsstil, at befolkningen lever længere. Europa aldres, men er ikke ved at dø ud. I 2030 vil forholdet mellem den arbejdende befolkning og den ikkearbejdende befolkning være 1:2.

Uhensigtsmæssige familie- og socioøkonomiske politikker, fremme af familiemodeller med få børn, barnløse ægteskaber i medierne og politikker, som bidrager til familiesammenbrud, er vigtige årsager til de uheldige demografiske ændringer i Europa. De vigtigste konsekvenser vil være en mangel på arbejdskraft på arbejdsmarkedet, en truende økonomisk udvikling, et dramatisk fald i pensionssystemernes effektivitet og øgede udgifter til sundhedsvæsenet som følge af de særlige behov i et aldrende samfund.

  Irena Belohorská (NI). – (SK) Fru formand! Jeg hilser debatten om disse spørgsmål velkommen og mener, at det er særlig vigtigt nu, hvor vi samtidig både skal løse en finansiel og økonomisk krise. De demografiske tendenser viser, at vi har en aldrende befolkning, som skyldes en kombination af bedre sundhedspleje og faldende fødselsrater. Derfor må vi forberede os på den realitet og træffe forholdsregler på de relevante områder.

På det sociale område bliver det relativt vanskeligt at udbetale pensioner. På sundhedsområdet må vi overveje, hvordan vi især kan behandle aldersrelaterede sygdomme. Vi ved f.eks., at næsten to tredjedele af alle kræfttilfælde er forbundet med en alder på over 60 år.

Det sociale systems bæredygtighed kræver, at beskæftigelsesmulighederne for ældre øges, forbedres og tilpasses. Det drejer sig hovedsagelig om kvinder på 55 år og derover og mænd på mellem 55 og 64 år. Det er muligt at opveje det faldende befolkningstal med indvandringen af unge fra tredjelande, men vi må frem for alt forsøge at skabe de forhold, der kan stabilisere gruppen af veluddannede unge, som i øjeblikket rejser til USA.

I lyset af den dårligere reproduktive sundhed hos de unge kvinder bør vi støtte assisteret reproduktion. Mange unge familier har ikke råd til denne behandling. Jeg mener ikke, at vi vil kunne efterleve Lissabonstrategien. Lad os i det mindste prøve at genoplive idéen om et europæisk familiestøtteforbund enten gennem en skattebonusordning eller gennem bedre faciliteter for børn på førskoletrinnet. Man bør kunne gå på barselsorlov med fuld løn og ikke med mindsteløn.

  Gabriela Creţu (PSE). – (RO) Hr. formand! Jeg er ked af at modsige ministeren, men vi har ikke bare et, men flere problemer. Vi har ikke bare demografiske problemer, men også politiske, sociale og etiske problemer. Vi erklærer, at vi ønsker en højere fødselsrate, men 30 % af de børn, der fødes i dag, lever under fattigdomsgrænsen. Konsekvenserne for fremtiden vil være ringe uddannelse, dårlige jobs, lavere produktivitet og små forsikringsbidrag.

Rådets holdning til direktivet om arbejdstid er i fuldstændig modstrid med intentionerne om at opnå en balance mellem arbejdsliv og privatliv. Ufrugtbarhed er en tilstand, der er anerkendt af WHO, men ikke i mange af medlemsstaterne. Forsikringen dækker derfor ikke udgifterne til behandling. For at betale for et enkelt IVF-forsøg i Rumænien skal en person, der tjener en gennemsnitsløn, og som lægger alt til side, arbejde i ni måneder. Det er nødvendigt med mellem tre og fire forsøg for undfangelsen, og så går der endnu ni måneder, inden barnet er født.

Den mest effektive løsning er, at vi fremmer en konsekvent politik i medlemsstaterne og sikrer overensstemmelse mellem de erklæringer, der fremsættes, og de foranstaltninger, der vedtages.

  Samuli Pohjamo (ALDE). – (FI) Fru formand! Udfordringerne fra de demografiske tendenser synes særligt store i de sparsomt befolkede regioner nordpå. De unge og veluddannede udvandrer fra en region, mens den ældre del af befolkningen hurtigt vokser i forhold til resten. Det betyder øgede omkostninger til organiseringen af sociale og sundhedsmæssige ydelser, et problem, der forværres af de lange distancer. Med ny teknologi og innovation er det dog lykkedes at udvikle nye tjenesteydelser, som kan udnyttes i hele Unionen til fordel for den ældre del af befolkningen.

En anden måde at vende en udfordring til en mulighed er gennem en effektiv regionalpolitik. En effektiv regionalpolitik kan trække på de muligheder, regionerne byder på, skabe nye jobs og merværdi for hele Europa. Samtidig kan tendenserne i befolkningen gøres til et mere positivt fænomen.

  Jan Cremers (PSE). – (NL) Fru formand, hr. kommissær, hr. Jouyet, mine damer og herrer! Da Parlamentet drøftede indvirkningen af den demografiske udvikling inden sommeren, havde den nuværende økonomiske krise endnu ikke ramt os i sit fulde omfang. Krisen kommer til at øge presset på vores sociale systemer. Som følge af den forventede stigning i arbejdsløsheden kan man måske gå ud fra en vis lempelse på arbejdsmarkedet på kort sigt. På lang sigt løser det dog ikke det specifikke problem med en aldrende befolkning.

Hvis et forværret økonomisk klima i højere grad presser de ældre arbejdstagere ud af arbejdsmarkedet før tid, gentager vi vores gamle fejl. Vi bør nu i fremtiden fokusere på fleksible pensionsordninger på frivillig basis kombineret med en arbejdsmarkedsstruktur, der sikrer, at det bliver en reel mulighed at arbejde i længere tid. Den finansielle krise har endnu engang vist, hvorfor vi bør håndtere pensionsfondene med forsigtighed. Bæredygtigheden af pensionssystemet, der er forbundet med både den demografiske og økonomiske udvikling, og som bygger på risikofrie investeringsstrategier over lang tid, bør spille en afgørende rolle. Desuden bør Kommissionen vende blikket mod reguleringen og overvågningen af europæiske pensionsprodukter.

  Miroslav Mikolášik (PPE-DE). – (SK) Fru formand! De unges ændrede levevis indebærer, at de efter endt studium ønsker at bruge nogle år på at rejse og så bygge en karriere op. På det tidspunkt er de unge, herunder de unge kvinder, over 30 år, og de fleste af dem får derfor kun et barn. Familien betragtes nu om dage som en negativ byrde, og herudover er de unge mænd ikke i stand til at tilbyde kvinder ægteskab og sikkerhed.

Antallet af aborter er på det højeste nogensinde, og mange kvinder tager hormonale svangerskabsforebyggende midler, så antallet af kvinder, der rent fysiologisk kan blive gravide er forsvindende lille. Frugtbarhedsindekset i de europæiske lande svinger mellem 1,1 og 1,3. Kun Frankrig, som i lang tid har ydet finansiel støtte til familier, har et indeks, der nærmer sig 2. En nylig europæisk familiekongres på Ružomberok-universitet ...

  Mairead McGuinness (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Det ser ud til, at vi alle vil leve længere, men få færre børn. Jeg formoder, at årsagerne hertil er meget komplekse og forskellige. Jeg tror, at børn betragtes som et "problem", og det er, hvad man hører, når man taler med personer, der ikke har børn. Vi taler også om et "børnepasningsproblem" snarere end "børnepasningsløsninger".

Ældre føler også, at de er en byrde og bekymrer sig over, hvem der vil passe dem senere i livet. Jeg tror, at dem af os, der er midaldrende, frygter denne truende skæbne, for der vil være endnu færre til at betale for vores pensioner og passe os, når vi også engang bliver for gamle til det.

Plejepersonalets rolle i samfundet, som fru Harkin så rigtigt påpegede, er fuldstændigt undervurderet, og det må ændres. Efter at have lyttet til aftenens debat, og i forbindelse med den finansielle og økonomiske krise, spekulerer jeg på et spørgsmål, som Kommissionen måske kan besvare, om den mener, at problemet med den demografiske udvikling kan blive forværret af den situation, vi nu befinder os i? Det ville være beklageligt.

  Silvia-Adriana Ţicău (PSE). – (RO) Fru formand, hr. kommissær! EU bør forberede sig på at håndtere de demografiske udfordringer. Det sociale Europa bør kunne indfri borgernes forventninger ved at tilbyde uddannelser af god kvalitet, et effektivt og tilgængeligt sundhedsvæsen og jobs, der sikrer et anstændigt liv og garantien om en anstændig pension.

EU har en aldrende befolkning. Samtidig er fødselsraten kun steget i få medlemsstater, bortset fra Irland og Frankrig, som har klaret sig godt på det område, takket være de specifikke politikker, der er blevet vedtaget. Selv om spædbørnsdødeligheden samtidig er faldet til 4,7 pr. tusind på EU-plan, er der stadig medlemsstater, hvor tallet ligger på 12 pr. tusind.

Europa har brug for at investere i sundhed, uddannelse og social velfærd. Velbetalte jobs sikrer arbejdstagerne et anstændigt liv, men sikrer også de ressourcer, der er nødvendige for at betale til pensionerne. Pensionssystemet er et system, der bygger på solidaritet mellem generationerne.

  Toomas Savi (ALDE). – (EN) Fru formand! Europa er et aldrende samfund. Der er mange i Europa, der vælger karrieren frem for at koncentrere sig om deres familieliv, indtil det er alt for sent for dem at få børn.

Da jeg for nylig er blevet bedstefar, er jeg en ivrig fortaler for den estiske familieplanlægningsordning, der giver en af forældrene mulighed for at blive hjemme i 18 måneder efter barnets fødsel og sikrer sociale ydelser, som i mere eller mindre grad svarer til forælderens løn før hans eller hendes orlov – forældreydelser.

Jeg er overbevist om, at vi, medmindre vi ønsker at bebyrde vores børn med urimeligt høje skatter, bør gå i gang med at gennemføre en lignende ordning i hele EU. I Estland har denne politik f.eks. hjulpet nationen ud af en situation med en tilsyneladende endeløs befolkningsnedgang.

  Avril Doyle (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Enhver borgers vigtigste arbejde er at opfostre den næste generation. Og uden at true og belære nutidens unge gifte eller enlige kvinder må vi genindføre friheden til at vælge for alle de kvinder, som ønsker at blive hjemme for at få barn nummer to eller tre, og sikre, at de ikke tvinges til at blive på arbejdsmarkedet af økonomiske og finansielle omstændigheder.

Vi må sikre, at de fulde pensionspoint, forældreorloven eller barselsorloven fastholdes for hjemmegående kvinder, så deres alderdom er økonomisk sikret, og at staten belønner dem ordentligt for at have gjort det vigtigste stykke arbejde for os alle, nemlig at opfostre den næste generation.

Et andet punkt er, at den obligatoriske pensionsalder, den traditionelle pensionsalder på 65 år, bør revideres og revideres hurtigst muligt i lyset af de gennemsnitligt flere sunde år, som de fleste af os kommer til at opleve. I gennemsnit er kvinderne langt oppe i 30'erne, når de føder deres første barn. Vi må revidere denne situation hurtigst muligt.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). – (PL) Fru formand! Vi er alle klar over, at det europæiske samfund bliver ældre, men er vi alle klar over, hvilke konsekvenser det vil få for vores økonomi og arbejdsmarked? I globaliseringens tidsalder antager de demografiske problemer betydelige proportioner. Derfor har EU behov for en integreret indsats på en lang række niveauer.

På den ene side må vi sikre, at Lissabonstrategiens mål opfyldes, stræbe efter at øge beskæftigelsesniveauet, øge kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og standse tendensen til tidlig pensionering. Vi må også lægge mere vægt på uddannelse, særligt på ingeniør- og it-området, der er afgørende for en videnbaseret økonomi. Det er også vigtigt at fremme livslang læring og forberede arbejdstagerne på at være åbne over for nye udfordringer.

  Jean-Pierre Jouyet, formand for Rådet. − (FR) Fru formand! Jeg skal prøve at følge Deres råd. Debatten har været meget frugtbar, og det fremgår tydeligt af de forskellige indlæg, at der er mange områder at tage fat på, hvis den demografiske udfordring skal imødekommes.

Der er forskellige handlingsmuligheder, som kan supplere hinanden, hvilket jeg senere vil redegøre for. Det er til en vis grad rigtigt, at vi må øge beskæftigelsesfrekvensen, og det er rigtigt, at vi får brug for immigration til at vende det demografiske underskud, og det er også vigtigt, at immigrationen kontrolleres og organiseres. Det er også rigtigt, at vi har brug for familiepolitikker og støtte til den nuværende fødselsrate, og det er nødvendigt at yde pleje til ældre og forbedre behandlingen af dem. I den forbindelse må vi være særligt opmærksomme på udviklingen af uddannelses- og børnepasningssystemet og en lempelse af de ældres afhængighed.

Som flere talere har sagt, må vi især vurdere vores styrke inden for ny informationsteknologi og forskning og udvikling med al den fleksibilitet, der præger lægebistanden og sundhedsydelserne, og alt det, der kan gøres for at fremme prænatal diagnostik, hjælp i de første år og offentlig børnepasning. Der er derfor flere udfordringer, men vi har allerede ressourcerne til at håndtere det demografiske underskud.

Vi må være rede til at overvåge konsekvenserne af den demografiske ændring, sådan som understreget i debatten. Vi må holde øje med, om vores socialsikrings- og pensionssystemer, som er et af kendetegnene ved vores europæiske solidaritetsmodel, er levedygtige. Vi må træffe langsigtede foranstaltninger trods den økonomiske og finansielle krise, som vi i øjeblikket oplever, for at sikre, at disse systemer er levedygtige, og vi må også overveje den fremtidige indvirkning af den demografiske ændring på forskellige aspekter af arbejdets tilrettelæggelse. Hr. Cappato benyttede et specifikt eksempel til illustrering heraf, og det havde han god grund til.

Endelig mener jeg, at Kommissionen, hvilket kommissær Potočnik uden tvivl er enig i, Parlamentet og Rådet må fortsætte deres dialog i samme ånd som den, der har præget dagens debat. Europa står ganske rigtigt over for en langvarig udfordring, og vi må foregribe begivenhedernes gang, organisere os og ikke give den økonomiske og finansielle krise lov til at forhindre os i at handle og initiere en reform.

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! Vi har i dag hørt et klart budskab om, at vi står med en meget alvorlig udfordring, nemlig det aldrende samfund.

Det 21. århundrede er på mange måder en skrøbelig periode, og det må vi gøre noget ved. Vi må alle gøre vores bedste. Som nævnt bør lang levetid være en belønning og ikke en straf. Det blev også nævnt, at det ville være i overensstemmelse med Lissabondagsordenen, og jeg er enig. Vi kan opfatte Lissabondagsordenen på en enkel måde som en, der stræber efter et videnbaseret samfund, og som tager højde for bæredygtigheden af socialsikring, miljøet og økonomien. Det, vi har lært af denne krise, er, at selv fortjenester skal være åbenlyst bæredygtige.

Så den nuværende finansielle krise bør ikke bortlede vores opmærksomhed fra nogle af de problemer, som vi tålmodigt har drøftet i de senere år, herunder det problem, vi drøfter i dag. Det er kun et supplerende problem. Når vi har løst det, må vi komme ud af den finansielle krise med en struktur, der kan tage alle de udfordringer op, som det 21. århundrede bringer os. Så det er vigtigt, at vi i den forbindelse er bekendt med alle de mulige aspekter af bæredygtighed, bæredygtigheden af vores jord, mellem levende liv på jorden, mellem mennesker og generationer, hvilket i høj grad er væsentligt for det demografiske spørgsmål, vi i dag drøfter.

Vi bør bestemt tage hånd om det i vores politikker. Det demografiforum, der afholdes den 24. og 25. november, som nævnt i min åbningstale, er i hvert fald et godt tidspunkt at gøre det på. Vi bør absolut fortsætte dialogen mellem Rådet, medlemsstaterne, Parlamentet og Kommissionen. Diskussionerne i dag viser, at debatten kommer på et særlig belejligt tidspunkt. Jeg vil gerne takke Dem på vegne af Kommissionen for disse synspunkter. Alle de ting, De har nævnt, er ekstremt vigtige, fremme den demografiske fornyelse, forene familie- og arbejdslivet, spørgsmålet om plejere, mobilitet og ikkeforskelsbehandling og andre politikker. Det er alt sammen relevant, når vi taler om dette problem.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.