Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 3. december 2008 - Bruxelles

13. Den fremtidige udformning af de globale finansmarkeder og EU's økonomiske genrejsningsplan (forhandling)

  Formanden. – Jeg byder velkommen til studerende fra det europæiske universitet i Rom, som har taget plads i den officielle loge.

Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om mundtlig forespørgsel til Rådet og Kommissionen om den fremtidige udformning af de globale finansmarkeder og EU's økonomiske genrejsningsplan (O-0124/2008 – B6-0487/2008) og (O-0125/2008 – B6-0488/2008).

  Pervenche Berès, spørger. – (FR) Hr. formand, hr. Alumnia, hr. Novelli, hr. Barroso! For kort tid siden hørte vi, at tiden var inde til, at Kommissionen puffede til medlemsstaterne. Hvis det er Kommissionens strategi, er De velkommen her i Parlamentet og vil få vores fulde støtte til gennemførelsen af en sådan strategi.

For os ligger det aktuelle problem i graden af samarbejde mellem medlemsstaterne. Alt for ofte oplever vi en realisering af situationens hastende karakter og en sammenstilling af nationale løsninger, der derefter klædes ud som en europæisk løsning. Vi skal efter vores mening gå videre på en anden måde, hvis vi ønsker at udnytte ressourcerne på en bedre måde.

Hvad angår den internationale finansielle arkitektur, opfyldte og definerede G20 de fremtidige tidsfrister. Når jeg ser på Økofin-Rådets konklusioner, som blev vedtaget i går, slår det mig, at jeg ikke ser et mandat til Kommissionen i disse konklusioner. Jeg opfordrer derfor Rådet til at oplyse, hvordan det vil gennemføre dets forslag, navnlig med hensyn til visse jurisdiktioners manglende samarbejdsvilje og med hensyn til definition af Den Internationale Valutafonds rolle i forhold til andre internationale finansielle institutioner.

Rådet og Kommissionen bedes også oplyse os, hvilke faser der herefter følger med udgangspunkt i den vedtagne tidsplan, og under hvilke betingelser Parlamentet vil blive inddraget i disse forhandlinger, da det efter min mening er den måde, vi skal gå frem, hvis vi ønsker europæisk dynamik.

Med hensyn til genopretningsplanen blev et tal på 1,5 % fremhævet. Sammenlignet med de tal, der tidligere har været nævnt, må dette betragtes som et skridt i den rigtige retning. Vil det være nok? Er det reelt 1,5 %, eller vil allerede planlagte udgifter blot blive omdøbt? Det skal vi undersøge i detaljer.

Hvad angår selve planen, har jeg tre bemærkninger. For det første: Hvis der ikke sker reel koordinering som defineret i traktatens artikel 99, som opfordrer medlemsstaterne til at betragte deres økonomiske politikker som spørgsmål af fælles interesse, vil planen mislykkes. Det overrasker mig, at denne metode end ikke bruges i gårsdagens konklusioner fra Økofin-Rådet. Koordineringen af økonomiske politikker i denne kritiske fase kan ikke blot bestå af medlemsstaternes fremlæggelse af genopretningsplaner, som deres regeringer først har drøftet, og Kommissionen derefter vurderet. Det er ikke nok.

For det andet er jeg overrasket over, at der i dette dokument ikke henvises til udsigterne til et tilbageslag, som helt sikkert er uforenelig med den nuværende traktat, men den idé om mulig forening af medlemsstaternes lån i eurozonen, som cirkulerer rundt omkring, nævnes heller ikke længere, hvilket efter min mening er fornuftigt.

Hvis Kommissionen ønsker at være modig, er tiden inde til at igangsætte sådanne forhandlinger. Måske Rådet ikke umiddelbart støtter et sådant forslag, men i betragtning af Deres tidligere indsats her i Parlamentet er jeg næsten sikker på, at De vil kunne få Parlamentets støtte, og det er derfor umagen værd, at De forfølger denne linje.

Det tredje emne er arbejdspladser og lønninger. De henviste netop til betydningen af målet om arbejdspladser. De må ikke glemme, at det skal være kvalitetsarbejdspladser, ellers vil vi ikke nå de mål, vi har fastlagt i Lissabonstrategien.

Endelig har jeg en sidste bemærkning om Den Europæiske Investeringsbank. Den er nu blevet pålagt mange opgaver, men vi skal overvåge, hvordan bankerne selv gennemfører disse faciliteter og redskaber, som nu igen foreslås, fordi de små og mellemstore virksomheder er nødt til at bruge banksystemet for at få adgang til dem. Vi ved, hvor skrøbeligt banksystemet er, og jeg vil gerne bede Dem undersøge dette spørgsmål nøje. Jeg opfordrer os alle til at tage ved lære af fortiden, dvs. at definere de offentlige udgifter, der kan støtte vores langsigtede målsætninger på en koordineret måde, ellers er der ingen mening med offentlige udgifter.

  Formanden. – Jeg vil gerne byde formanden for Rådet, hr. Novelli, som var medlem af Parlamentet fra 1999-2002, hvis jeg husker korrekt, velkommen tilbage.

  Hervé Novelli, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil først svare fru Berès ved først at give en kort oversigt over begivenhederne i det sidste års tid.

Den krise, som begyndte i USA, har, som De alle ved, fortsat konsekvenser. Situationen i den finansielle sektor har tilsyneladende stabiliseret sig og viser tegn på forbedring, selv om alt endnu ikke er faldet på plads, og udfordringen er nu at begrænse indvirkningen af finanskrisen på realøkonomien og virksomhederne så meget som muligt.

Den prognose, som Kommissionen offentliggjorde i begyndelsen af november, viser et betydeligt fald i den økonomiske vækst i EU, som forventes at blive 1,4 % i 2008, mens den bare i 2007 var 2,9 %.

I 2009 forventes den økonomiske aktivitet i EU i henhold til Kommissionen at stagnere med en årlig vækstrate på 0,2 % af BNP. Vækst forventes at vende tilbage meget langsomt i løbet af året, så vi når et årligt gennemsnit på 1,1 % i 2010. Det vil være situationen, så vidt den kan forudsiges, i de kommende uger og måneder.

Med hensyn til den finansielle situation – hvis den ser ud til at udvikle sig i en bedre retning end for få måneder siden, er det primært resultatet af medlemsstaternes og centralbankernes målrettede indsats, herunder Den Europæiske Centralbanks indsats. Da min kollega og ven, Jean-Pierre Jouyet, har talt udførligt om dette emne, vil jeg ikke komme nærmere ind på det.

Stats- og regeringscheferne for landene i eurozonen mødtes den 12. oktober og indgik for første gang aftale om en fælles handlingsplan, hvis principper blev godkendt af Rådet den 15. og 16. oktober.

Alle medlemsstaterne har nu vedtaget nationale foranstaltninger i overensstemmelse med principperne i denne plan f.eks., som De allerede ved, gennem garantiordninger for finansieringen af banker og systemer, der støtter deres rekapitalisering.

Den Europæiske Centralbank har desuden ydet en betydelig indsats for at sikre likviditet til markedet ved at sprede sine opfordringer til at afgive bud og udvide sit omfang af sikkerhedsstillelser.

Vi har efter min mening udvist solidaritet ved at støtte medlemsstater, der er havnet i finansielle vanskeligheder. Vi hjalp en medlemsstat, Ungarn, i begyndelsen af november. Det var vi nødt til. Vi er nu også blevet enige om at hæve den øverste grænse for lån, som EU kan yde under denne ordning, fra 12 mia. EUR til 25 mia. EUR.

Som fru Berès allerede har sagt, er tiden nu inde til at relancere vores økonomi. Medlemsstaterne og EU skal handle samlet og bidrage til et bredere svar på globalt plan.

Hvad angår genopretningen af den europæiske økonomi, har Kommissionen taget initiativ til at offentliggøre en meddelelse den 26. november om en økonomisk genopretningsplan for vækst og beskæftigelse. Rådet er meget tilfreds med denne meddelelse, og det glæder mig, at fru Berès betragter dette som et skridt i den rigtige retning.

For at løse krisen fuldstændig og navnlig for at lære af den skal vi analysere, hvad der er sket. Den oprindelige finansielle turbulens opstod, som De ved, på subprimemarkedet i USA. Den spredte sig gradvis og afslørede alvorlige fejl og mangler i vores finansielle system.

Makroøkonomisk afspejler denne krise også virkningerne af manglende intern balance, hvad angår privat gæld, og manglende ekstern balance, navnlig det aktuelle underskud i USA. Jeg understreger dog, at det først og fremmest er en krise i reguleringen af de finansielle markeder, som har afsløret, at visse dele af vores lovgivnings- og overvågningsmæssige rammer ikke fungerer.

En stor del af disse aspekter er allerede blevet drøftet i forbindelse med køreplanerne og arbejdet i Økofin-Rådet under det franske formandskab. Ud over de hasteforanstaltninger, der iværksættes på fællesskabsplan for at genskabe tilliden til de finansielle markeder og beskytte sparernes indestående, støtte finansielle institutioner og sikre bistand til medlemsstater i vanskeligheder, er de grundlæggende reformer, som fru Berès efterspørger, efter min mening allerede på vej.

I den forbindelse vil jeg gerne udtrykke min glæde over den enighed, der er opnået i Rådet om fire direktivforslag, som vil få afgørende betydning for forbedringen af den finansielle sektors stabilitet, beskyttelsen af enkeltpersoner og yderligere styrkelse af det indre marked. Det drejer som om kapitalkravsdirektivet, direktivet om indskudsgarantier, solvens II og direktiv om institutter for kollektiv investering i værdipapirer.

Desuden arbejdes der med overvågningen af finansielle institutioner, som indtil nu ikke har været overvåget. Arbejdet på europæiske forordninger vedrørende kreditvurderingsinstitutter er blevet indledt og forventes afsluttet i foråret 2009.

Jeg er ikke i tvivl om, at Parlamentet deler vores ønske om at sikre, at disse tekster vedtages så hurtigt som muligt. Det franske formandskab for Rådet har desuden påtaget sig opgaven med at igangsætte det langsigtede arbejde med konjunkturfremmende foranstaltninger med henblik på at revidere regelsættet for tilsyn og revision og med de incitamenter, der tilbydes i den finansielle sektor, ved at undersøge aflønningen af ledere og markedsaktører, som er et meget vigtigt emne. Hvad angår tilsyn i Europa, er der allerede rapporteret om konkrete fremskridt i de seneste par måneder: øget konvergens mellem de nationale tilsynssystemers fremgangsmåder, så alle gennemfører dokumenterne på en ækvivalent måde, styrkelse af tilsynssystemerne med grænseoverskridende grupper gennem etablering af tilsynsråd og mere effektive europæiske tilsynskomitéer med indførelsen af kvalificeret flertalsafgørelser på deres møder med henblik på at forbedre deres beslutningsprocedurer.

Jeg mener dog, at der skal indføres mere radikale ændringer på dette område, og vi ser i høj grad frem til det arbejde, der udføres af Jacques de Larosières højniveaugruppe, som også skal undersøge tilsyn, herunder især spørgsmålet om tilsyn med investeringsfonde.

Under alle omstændigheder viser alle disse resultater og denne indsats, at EU stadig er drivkraften i det internationale arbejde, der udføres for at imødegå finanskrisen. EU har bestemt været en drivkraft i den internationale aktivitet, der har til formål at gennemføre den dybdegående reform af den globale finansielle arkitektur, herunder en forøgelse af de internationale finansielle institutioners kapacitet for at forhindre, at krisefaktorer genopstår.

Krisen har allerede meget tydeligt vist, at disse problemer, som er globale, skal løses på globalt plan. Det franske formandskab har derfor taget initiativ til at forslå USA, at der afholdes et internationalt topmøde med de nye økonomier som deltagere med henblik på at definere principperne og den indledende indsats for genopbygningen af den internationale finansielle arkitektur.

På den baggrund har formandskabet fremlagt forslag for medlemsstaterne. Disse forslag blev drøftet på mødet i Økofin-Rådet og derefter vedtaget af stats- og regeringscheferne. Europa kunne dermed, og det er efter min mening meget vigtigt, tale med én stemme på Washingtonmødet den 15. november.

Inden G20-topmødet spillede Økofin-Rådet sin rolle ved at fastlægge EU's fælles budskab med hensyn til den internationale finansielle arkitektur. På sit møde den 4. november undersøgte det alle relevante spørgsmål med henblik på at træffe beslutning om et europæisk svar på krisen, og dets forslag blev efterfølgende godkendt af stats- og regeringscheferne på deres uformelle møde den 7. november.

Denne europæiske enighed har efter min mening været forudsætningen for det meget vigtige fremskridt, der er opnået, navnlig hvad angår vores partnere i USA og de nye økonomier, når det drejer som om støtte til global vækst og regulering af og tilsyn med de globale finansielle markeder, hvis princip er blevet udvidet til alle berørte parter, markeder og jurisdiktioner.

Jeg er overbevist om, at dette topmøde repræsenterer starten på en revision af de internationale finansielle institutioners redskaber og ressourcer. Den Internationale Valutafond skal tilføres en lang række instrumenter, som vil sætte den i stand til hurtigt og fleksibelt at støtte medlemsstaterne. Verdensbanken skal opfordres til at yde den nødvendige finansiering til nye og fattige økonomier, så de kan håndtere manglerne og prisstigningerne i forbindelse med markedsressourcer.

De internationale finansielle institutioner skal ikke kun have ressourcerne til at håndtere kriser, de skal også spille en central rolle i forebyggelsen af dem. Den Internationale Valutafond skal især kunne identificere enhver akkumulering af risici og bobler i det finansielle system og anbefale de tilsvarende økonomiske politikker i samarbejde med Forum for Finansiel Stabilitet.

Rådet støtter derfor uden forbehold den erklæring, som stats- og regeringscheferne for G20-landene udsendte den 15. november. Alt er nu på plads for udformningen af fælles europæiske holdninger, så denne "Washingtonerklæring" kan gennemføres inden for de tidsrammer, der er fastlagt for den næste internationale tidsplan.

Endelig kan vi ud over fremskridtene i forbindelse med de grundlæggende spørgsmål udlede to vigtige budskaber af dette.

Europa talte efter meget hurtige forberedelser med én stemme på Washingtontopmødet. Europa skal forblive en drivkraft i de aktuelle forhandlinger om reform af den internationale finansielle arkitektur.

Vores interne forhandlinger og reformer, som vi vil blive ved med at vedtage, skal fortsætte for at bidrage til denne proces, som først lige er indledt.

  Joaquín Almunia, medlem af Kommissionen. – (ES) Hr. formand, hr. Novelli, hr. Jouyet, fru Berès, mine damer og herrer! For mindre end en måned siden talte vi i Strasbourg om resultaterne af og konklusionerne fra Washingtonmødet.

I dag spørger fru Berès Rådet og Kommissionen, hvilke skridt der skal tages for at gennemføre konklusionerne i praksis, og hvilke foranstaltninger hver europæisk institution skal iværksætte til dette formål.

Jeg må sige til hende, at jeg er helt enig i, at disse beslutninger, som f.eks. dem, der er vedtaget i Økofin-Rådet og Det Europæiske Råd siden september 2007, skal træffes hurtigt, mens vi dog respekterer alle fællesskabsinstitutionernes rolle. Alle fællesskabsinstitutioner skal inddrages i indsatsen for at opnå konsensus, så Europa får én holdning til alle forhold, der er nødvendige for at regulere det finansielle system mere effektivt og for at finde løsninger på dets problemer. EU vil fortsat kunne lede verden ved at finde løsninger på kommende møder i forlængelse af Washingtonmødet.

Kommissionen arbejder naturligvis på dette. Vi både spiller en rolle i de Larosières gruppe og udvikler vores egne initiativer. Kommissionen opdaterede disse meddelelser på Økofin-Rådets møde så sent som i går. Kommissionen vil desuden bruge sine egne beføjelser til sammen med Rådet og Parlamentet at opnå de krævede aftaler så hurtigt som muligt.

Det er meget vigtigt, at vi koordinerer EU's foranstaltninger og holdninger på det finansielle område, fordi vi skal deltage i den globale koordineringsproces, og Europa kan ikke deltage i global koordinering, hvis det selv har flere forskellige holdninger. Vi skal deltage med én fælles holdning, som formelt er vedtaget i EU.

Hvad angår den økonomiske genopretnings- og reflationsplan, som Økofin-Rådet drøftede i år, var ministrene enige med Kommissionen i, at skattemæssig stimulering i betragtning af den økonomiske situation og recessionen, som har ramt USA, Japan, euroområdet og visse store EU-økonomier uden for euroområdet, er afgørende. Den monetære politik skal fortsat opretholde efterspørgslen, men den kan ikke bære hele byrden alene, navnlig i lyset af den aktuelle situation på finans- og kreditmarkederne.

Skatte- og budgetpolitikkerne skal også bibringe stimulering. Kommissionen har foreslået en stimulerende foranstaltning, som den finder både nødvendig og mulig i en situation som den aktuelle. Vi har defineret det omfang, hvori vi vil bidrage med europæiske ressourcer og foranstaltninger, både gennem EU-budgettet og gennem Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling. Jeg indrømmer, at nogle medlemmer af Økofin-Rådet desværre ikke kunne tilslutte sig vores forslag til Rådet og Parlamentet om at gøre det muligt at bruge ikkeanvendte midler mere fleksibelt uden at ændre det samlede loft over EU's budget. Det ville sætte os i stand til at afsætte 5 mia. EUR til investeringer i infrastruktur og bekæmpelse af klimaændring på europæisk plan.

Forslaget fik desværre ikke tilstrækkelig enstemmig tilslutning. Vi håber, det alligevel vil blive videreført. Ud over den europæiske indsats (gennem EU-budgettet og Den Europæiske Investeringsbank, og her enedes ministrene faktisk om at øge kapitalen ved udgangen af 2009, som Kommissionen havde foreslået) anmodede vi også medlemsstaterne om at yde en indsats svarende til 170 mia. EUR i 2009 ved at vedtage de foranstaltninger, der efter deres mening bedst kan fremme efterspørgslen under de aktuelle omstændigheder.

Dette forslag tager højde for medlemsstaternes eget ansvar, da de er ansvarlige for budgettet for finansiering af genopretningen gennem skattepolitikken. Det tager også højde for, at ikke alle medlemsstater har samme manøvrerum. Vi kan ikke i øjeblikket bede Ungarn eller Letland om at bidrage med lige så som Tyskland eller Nederlandene. Det er naturligvis ikke Kommissionens holdning. Alle medlemsstater bør få gavn af indsatsen og den efterfølgende genopretning, selv om de ikke alle kan bidrage i samme omfang, fordi deres situationer er forskellige. Koordinering er derfor afgørende.

Ved at koordinere foranstaltningerne kan én plus én blive tre. Uden koordinering kan én plus én give et negativt resultat. Det er et klart eksempel på det påtrængende behov for koordinering. Nogle lande har intet manøvrerum, mens andre skal beslutte, om de vil bruge det rum, de har. Hvis vi ikke maksimerer hvert lands energier og muligheder, vil vi i sidste ende miste alt. Det er det budskab, som Kommissionen fremlagde for ministrene i Økofin-Rådet i går.

Jeg har tre meget specifikke bemærkninger.

For det første sagde et medlem af Parlamentet under den forrige forhandling, at stabilitets- og vækstpagten ikke længere er i kraft. Som jeg har sagt til Parlamentet ved mange lejligheder, og nu gentager jeg det, er stabilitets- og vækstpagten stadig i fuld kraft, og den er i fuld kraft, fordi vi i 2005 reviderede den og indførte den fleksibilitet, som sikrer, at den kan bruges i en situation som denne. Pagten er i kraft, fordi vi reviderede den i 2005, og det er ikke nødvendigt at genopfinde eller ændre den. Vi skal kun gennemføre og overholde den, men vi skal overholde den inden for de grænser og med den fleksibilitet, som budgetpolitikken foreskriver i tider som disse.

For det andet henviste fru Berès til europæiske obligationer. Der er nogle store lande, som klart udelukker denne mulighed, og som afviser at overveje den. Skal der ske en fælles udstedelse af nationale statsobligationer? Der er nogle store lande i euroområdet, som afviser denne mulighed. Der er dog en tredje mulighed, der støttes enstemmigt, og som vi agter at bruge. Den involverer yderligere og mere specifik finansiering fra Den Europæiske Investeringsbank til de investeringer og foranstaltninger, der betegnes som afgørende for at opretholde efterspørgslen og maksimere indvirkningen af denne EU-dækkende indsats i en tid som denne.

Endelig er jeg helt enig i fru Berès' opfordring til at sikre kvalitetsarbejdspladser. Da Kommissionen i genopretningsplanen inkluderede ikke kun skattemæssige foranstaltninger, men også 10 prioriterede foranstaltninger for smarte investeringer, var målet mere vækst, mere bæredygtighed og beskæftigelse af højere kvalitet end det, der kan opnås med kortsigtede foranstaltninger. Vi indrømmer, at sådanne foranstaltninger i nogle tilfælde er midlertidige, hvilket er et af kravene i indsatsen. De har dog ikke de to andre egenskaber, der kræves, for at der er tale om skattemæssige kvalitetsforanstaltninger, nemlig at de kan sætte skub i og styrke efterspørgslen på kort sigt, og at de udvider mulighederne for vores økonomier under den økonomiske genopretning, som helt sikkert følger efter.

  Jean-Paul Gauzès, for PPE-DE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, ærede ministre, hr. kommissær! Hvad angår spørgsmålene, viser de klart Parlamentets ønske om at blive informeret og yderligere inddraget i processen med at reformere de finansielle markeders arkitektur. Parlamentet er også fast besluttet på, at Europa skal tale med én stemme, som det er blevet sagt.

Hvad angår Europas økonomiske genopretning, er samlet og koordineret indsats naturligvis afgørende, som det er blevet påpeget. Vi støtter fra vores side Kommissionens forslag om at kombinere alle tilgængelige europæiske og nationale politiske muligheder for at bekæmpe denne krise. Opgaven er nu at genskabe tilliden blandt europæerne og dermed forbrugerne.

Vi skal også finde den rigtige balance mellem den lange sigt og den korte sigt. De iværksatte foranstaltninger, navnlig i forbindelse med banksektoren, er gode, når det drejer sig om at bekæmpe finanskrisen: stigning i kapitalen, interbanklånegarantier og garantier for lån. Vi skal dog være på vagt, når vi faktisk skal opfylde disse foranstaltningers målsætning, nemlig at genindsætte bankernes i deres primære rolle som leverandører af likviditet og kredit – kort sagt målsætningen om finansiering af realøkonomien.

Den rolle, som Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling spiller, skal styrkes. Den Europæiske Investeringsbanks reserver skal bruges til at styrke dens kapitalgrundlag. Budgetstruktureringen er også et skridt i den rigtige retning. Men ord til side – det, der tæller, er gennemførelse af de planlagte foranstaltninger. Vi skal undgå at blæse, mens vi har mel i munden. Jeg vil her nævne statsstøtte i forbindelse med bankrelaterede programmer. Jeg vil også her nævne stabilitets- og vækstpagten, som De netop omtalte. Vi skal indse, at vores medborgere, som i disse krisetider forventer, at Europa kommer med løsninger, ikke må føle, at Europa siger én ting den ene dag og derefter gør det modsatte den næste dag.

Hvad angår spørgsmålet om regulering af kreditvurderingsinstitutterne, som jeg er Parlamentets ordfører for, vil vi, hr. minister, arbejde ihærdigt for at gennemføre et effektivt og pragmatisk system, som ikke blot reagerer på den aktuelle situation, men som sætter disse institutter i stand til at arbejde langsigtet.

  Poul Nyrup Rasmussen, for PSE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil først og fremmest bekræfte over for kommissær Almunia, at "én plus én" ikke er to, men tre, hvis vi gør det sammen. Det vil jeg forsøge at forklare mit lille barnebarn, og han vil forstå det, fordi han bliver en god europæer.

Jeg vil ikke tale om koordinering, fordi min gode kollega, fru Berès, har fremhævet dette spørgsmål, som De også selv har gjort det. Jeg vil blot sige én ting om dette – og det er også henvendt til EU's formandskab og Rådet – og det er, at der er stor risiko for, at vores medlemsstater endnu ikke reelt har indset omfanget af behovet for finansielle investeringer. Jeg vil illustrere det: Hvis vores mål er at opretholde det nuværende beskæftigelsesniveau i EU, skal vi investere 1 % mere af BNP ikke kun i 2009, men også en ekstra procentdel i 2010 og en ekstra procentdel i 2011. Der dokumenteres af vores makroøkonomiske beregninger for hele EU.

Jeg håber, at det, som vi gør inden jul, vil være en begyndelse – og jeg ved, at det franske formandskab deler denne ambition. Fastlæg derfor en tidsplan, der siger: Lad os evaluere indvirkningerne inden næste forår og inden Rådets forårsmøde. Lad os inden Rådets forårsmøde begynde at fastlægge nye finansielle stimulerende foranstaltninger. For jeg frygter, at Kommissionens nuværende prognose – og den har gjort det så godt, den kan – vil blive suppleret af en ny, som viser os, at den opgave, der skal løses, er endnu mere krævende.

Endelig vil jeg tale om regulering. Jeg takker formandskabet varmt for at sige, at dette er en lovgivningsmæssig krise. Jeg er enig. Derfor er jeg så skuffet over de informationer, jeg i går modtog i Økonomi- og Valutaudvalget under fru Berès' ledelse. Vi har i Parlamentet enstemmigt vedtaget en betænkning, der siger, at vi på grund af denne lovgivningsmæssige krise skal have nye forordninger vedrørende alle finansielle aktører uden undtagelse, herunder hedgefonde og private equity.

I går modtog jeg en meddelelse fra kommissær McCreevy om, at han indbyder alle aktører til en ny høring om hedgefonde. For to år siden havde vi de sidste høringer om hedgefonde, der udelukkende vedrørte fyrene i Londons børsverden. Nu har vi en ny høring to år senere. Vi har ikke brug for flere høringer. Vi har brug for forordninger. Vi ved præcis, hvad problemet er. Så sagde hr. McCreevy i går: "Jeg vil for resten ikke gøre noget ved private equity". Han spørger dog lobbyisterne for private equity, om de vil være så venlige at bede dem, der ikke er omfattet af adfærdskodeksen, om at blive dækket.

(Afbrydelse fra et andet medlem)

(FR) Fru formand, mine damer og herrer! Det er min tur nu!

(EN) Det, jeg forsøger at sige, er: Jeg har brug for Deres hjælp – og jeg taler til Dem, kommissær Almunia – jeg ønsker, at De skal forstå, at borgerne simpelthen ikke kan forstå, at vi, EU, ikke kan gøre vores pligt og regulere det finansielle marked på en omfattende måde, så vi kan sikre, at denne situation ikke opstår igen, og så vi kan finansiere denne udvidelse, præcis som kommissær Almunia har beskrevet.

Jeg vil virkelig gerne have et svar før jul, så jeg kan sige til mit lille barnebarn: "Lad os komme i gang!"

  Daniel Dăianu, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Medmindre vi opnår et virkelig fælles standpunkt i EU for reel reform, vil det blive meget vanskeligere at opnå tilstrækkelige globale regler for de finansielle markeder. Fornuftige mennesker ville sige, at en massiv fiasko med hensyn til både regulering og tilsyn sammen med de afslørede mangler i et alt for simplificeret økonomisk paradigme giver et uimodsigeligt svar på, hvad der skal gøres. Men der er stadig nogle, som hævder, at blød regulering skal være normen i det nye system. De tager efter min mening fejl, uanset om de virkelig mener det, eller om de er drevet af snæversynede interesser.

Én af Keynes' læresætninger – at meget flygtige kapitalstrømme er skadelige for handel og velstand – har vist sin relevans i det enorme aktuelle rod og andre kriser, herunder på vækstmarkederne. I årtier har vi nu hørt et mantra i hele verden: at der ikke kan gøres meget gennem nationale politikker, fordi de globale markeder vil straffe en regering. Men er de globale finansielle markeders sammensætning skænket af Gud? Er de globale markeder – bortset fra deres teknologiske systemer – ikke også produktet af menneskers beslutninger om at fastlægge regler for finans, handel og investering? Påstanden om, at vi ikke kan gøre noget ved den finansielle verden, når den skaber elendighed, er ikke overbevisende. Der kan gøres meget med hensyn til at regulere alle finansielle enheder (herunder hedgefonde og private equity-fonde), begrænse gearing, indføre konjunkturfremmende foranstaltninger og revisionsbestemmelser, koordinere politikkerne bedre og håndtere kreditvurderingsinstitutterne.

Undergangen af et paradigme, som ligestiller frie markeder med ingen regulering, skal ses i sammenhæng med en mere og mere flerpolet økonomisk verden i forsøget på at skabe et nyt internationalt finansielt system. Et åbent globalt økonomisk system afhænger af sidstnævnte. Medmindre vi gør det rigtige nu, risikerer vi at lamme gøre vores liberale demokratier. Jeg håber, at den nye amerikanske regering vil være imødekommende i denne henseende, men vi skal i Europa vokse med denne periodes vigtighed.

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg vil først helhjertet tilslutte mig hr. Rasmussens vurdering, nemlig at vi taler om et helt nyt forhold mellem stat og marked for hele den finansielle verden. Jeg tror, vi er enige om det. Også med hensyn til hr. McCreevys rolle vil jeg sige, at han bør spille en mindre rolle end tidligere, og han bør ikke under nogen omstændigheder få mulighed for at forsinke processen nu.

Det, som vi kan lære af de finansielle markeders kollaps, er, hvad der ske, hvis staten er for tilbageholdende og ikke tør anvende de regler, den har udpeget som de rigtige.

Jeg vil igen gerne kæde den aktuelle uenighed om en New Green Deal sammen med den europæiske genopretningsplan. Der er efter min mening stadig for mange, der afskriver sig ansvaret i Rådet og i Kommissionen, som antager, at bæredygtighedsstrategier eller aggressiv klimabeskyttelse kun er mulig på bekostning af arbejdspladser. Og de samme kræfter, som holder tingene tilbage deroppe, holder efter vores mening – vi grønne bekymrer os også om beskæftigelsen – også udviklingen af fremtidssikrede produktionsmetoder, fremtidssikrede økonomiske systemer og fremtidssikrede nye produkter tilbage, og de blokerer vejen fra Europa til fremtidens globale markeder.

Dette er efter min mening meget farligt, og den svage regulering af bilindustrien, vi i øjeblikket er i gang med, er det dårligt tegn på, hvor frygtsomme vi er. Genopretningsplanen er nu lidt Keynes, lidt grøn, men underneden er den stadig den samme gamle smøre.

Små ændringer er ikke nok for Europa. Måske koordinering kan vinde mere frem, hvis strategierne formuleres mere ensartet. Gennemgangen af hele EU-budgettet i begyndelsen af næste år vil give Kommissionen mulighed for at se på de forskellige alvorlige kriser, som vi skal overvinde på en systematisk og ensartet måde.

  Sergej Kozlík (NI). - (SK) Hr. formand, mine damer og herrer og ærede gæster! Jeg glæder mig over EU-institutionernes initiativ, der gav impulsen til at tage fat om finanskrisen på globalt plan. Det økonomiske svar på konsekvenserne af finanskrisen baseret på en plan for genopretning af vækst og beskæftigelse i EU forekommer mig snarere at være en forhastet improvisation.

Planen idealiserer situationen og glemmer, at EU er en gruppe af nationale stater, som hver befinder sig i forskellige omstændigheder og har forskellige prioriteter og løsninger på økonomiske problemer og økonomisk udvikling. Planen undervurderer betydningen af den koordinerede udvikling af energiinfrastrukturer som helhed, ikke kun grøn økonomi, og den koordinerede udvikling af vej- og jernbaneinfrastrukturer som en forudsætning for en effektiv fordeling af investeringer samt behovet for at tage fat om finansieringen af landbrugssektoren. Det skyldes, at verden parallelt med finanskrisen også står over for truslen om en energi- og fødevarekrise.

  José Manuel García-Margallo y Marfil (PPE-DE). – (ES) Hr. formand! Jeg vil ikke sige en masse om den usædvanlige og historiske karakter af den nuværende krise. Alle mine kolleger har nævnt det, og hr. Rasmussen har udtrykt det meget godt. Jeg vil blot tilføje tre ting her: Dette er den værste likviditetskrise, jeg har oplevet, og jeg er ved at være oppe i årene. Der er ingen navigationskort eller køreplaner for denne krise, og endelig er vi udmærket klar over, at finanskrisen raser, og markederne er løbet tør.

Det første, vi skal gøre, er derfor at normalisere de finansielle markeder, og i den henseende vil jeg tale om Den Europæiske Centralbank.

I Parlamentet er der en form for ærbødig respekt for Den Europæiske Centralbank. Jeg er lægmand på mange områder, også dette, men jeg må sige, at Den Europæiske Centralbank hurtigt skal sænke renten, og at det haster. Overførselsmekanismerne fungerer ikke godt, som vi så det i oktober, da den officielle rentesænkning ikke blev afspejlet i realrenten.

Dernæst skal der sikres likviditet på længere sigt end i øjeblikket. Jeg er klar over, at reglerne for garantier skal ændres, for at det kan ske, men det skal ske. Finansielle institutioner låner penge ud over en lang periode, og de skal også have pålidelig finansiering over en lang periode.

De nationale banker hjælper i overensstemmelse med Den Europæiske Centralbanks politik med at sikre likviditet, og det kan resultere i statsstøtte, der fordrejer konkurrencen. Vi skal derfor holde nøje øje med dette område.

Mit tredje og sidste punkt er, at budgetpolitik lige nu har vist sig at spille den centrale og førende rolle i langt højere grad end den monetære politik. Budgetpolitik har eksterne virkninger, og det betyder, at tæt koordinering er afgørende. Jeg er helt enig i kommissærens bemærkninger.

Jeg er endvidere også enig i, at forbrug er vigtigt, men klogt forbrug med klare målsætninger, der forbedrer den europæiske økonomis konkurrenceevne, er det allervigtigste. Det er vores eneste mulighed for igen at opnå balance i vores budget på mellemlang sigt.

Jeg er enig i, at stabilitets- og vækstpagten stadig er i kraft, og at kommissæren som det første bør fortælle os, hvad han forstår ved at afvige fra referenceværdien. Betyder det med et par hundrededele, et par tiendedele eller et par point? Tro mig, hr. kommissær. Jeg vil holde nøje øje med det arbejde, De skal gøre for at sikre, at stabilitets- og vækstpagten forbliver i kraft Jeg håber, De må blive belønnet, hvis De opnår dette, og at De må blive draget til ansvar, hvis ikke.

  Elisa Ferreira (PSE). – (PT) Hr. formand! Vi har i dag flere gange hørt, at en krise normalt skaber muligheder, og det er sandt. Hvis vi vil udnytte de muligheder, der viser sig, er det nemt at beslutte, hvilken vej vi skal gå.

På EU-plan er vi for det første opmærksomme på behovet for at indføre ordninger for gennemsigtighed for, regulering af og tilsyn med de finansielle markeder. Det er ikke nødvendigt, at kommissæren iværksætter flere høringer, eller at formandskabet analyserer og bestiller flere undersøgelser og forslag: Vi behøver ikke se længere end til forslagene fra Socialdemokraterne, som blev fremsat på det rigtige tidspunkt, og hvoraf mange er blevet vedtaget af Parlamentet.

For det andet kan Europa internationalt ikke optræde passivt på den internationale scene. Det skal spille en aktiv rolle i opbygningen af den nye internationale orden, og det skal være fortaleren for en ny arkitektur, der ikke efterlader sorte huller i systemet, som f.eks. de huller, der i øjeblikket udgøres af skattelyene.

Vi har for det tredje i dag hørt formanden for Kommissionen sige, at der blandt de forskellige medlemsstater er modvillighed mod koordineringen af strategier. Hvis vi ikke så ofte havde hørt fra medlemmer af Kommissionen, at markederne regulerer sig selv, at staten ikke skal involvere sig, at de finansielle markeder ikke har indvirkning på væksten og beskæftigelsen, så ville der måske have været en mere aktiv solidarisk ånd mellem de forskellige lande.

Det forslag, vi behandler i dag, er dog kun den første del i en lang proces, hvis vi sammenligner det med Kinas og USA's programmer. Det definerer heller ikke dets mål tilstrækkeligt, og dette mål skal være beskæftigelse. Endelig kan et europæisk program ikke være en samling af nationale dagsordener.

Nu er det på tide, at vi viser de europæiske borgere, at Europa er et netværk af rettigheder, der også omfatter det økonomiske område, at Europa beskytter dem i krisetider, og at det fremmer solidaritet med og vækst- og støtteprogrammer for de små og mellemstore virksomheder, som i øjeblikket ikke får gavn af de foranstaltninger, der aktuelt gennemføres i banksektoren. Realøkonomien er netop det, og vi er her som europæere for at viser borgerne, at Europa også er her og frem for alt på deres side.

  Sophia in 't Veld (ALDE). - (NL) Hr. formand! Det forekommer mig mærkeligt, at der i de senere år aldrig har været nok penge til uddannelse, pleje, innovation og miljø, og nu lige pludselig regner det med milliarder. Den bedste redningsplan for fremtiden er et stærkt europæisk marked kombineret med sunde offentlige finanser, for vi bør ikke ødsle de kommende generationers arv bort.

Den private gældskrise bør ikke blot veksles til offentlig gæld. Kommissionen skal stå fast for at sikre streng overensstemmelse med stabilitetspagten og reglerne om statsstøtte, og i den forbindelse glæder jeg mig over hr. Almunias og fru Kroes' bemærkninger. Når alt kommer til alt, er det ikke kun bankfolk, men også politikere, der skal bruge borgernes penge fornuftigt. Det er ikke seddelpressen, men Lissabonstrategien, der skal sættes i højeste gear, fordi den kan sikre os store fordele.

Et frit tjenesteydelsesmarked kan f.eks. skabe tusinder af arbejdspladser uden ekstra omkostninger. Det er derfor efter min mening overraskende, at medlemsstaterne er så langsomme med at gennemføre tjenesteydelsesdirektivet. En redningsplan for det stigende antal unge, der forlader skolen uden kvalifikationer, er mindst lige så hård for de sparere, der er blevet ført bag lyset, fordi disse unge mennesker uden kvalifikationer ikke vil have nogen muligheder i samfundet.

Vi bør alternativt investere i indsatsen for at nå det mål på 3 % til forskning og udvikling, der blev fastlagt tilbage i 2000. Når alt kommer til alt, har industrien aldrig opfyldt sit løfte om en andel på 2 %, men modtager alligevel milliarder i støtte i øjeblikket.

Endelig kan tingene gå gruelig galt på det frie marked, og derfor er regler og markedstilsyn bestemt ingen luksus, men situationen kan alligevel ikke sammenlignes med de økonomiske og sociale ruiner, der blev efterladt af forskellige eksperimenter med nationalisme og socialistisk statsøkonomi.

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Hr. formand! Jeg er ikke den eneste, der har svært ved at deltage i denne nye selvvigtighed fra de europæiske beslutningstageres side, når det drejer sig om styring af finanskrisen. Hvis Europa, EU, var et velfungerende demokrati, skulle man nemlig først rejse spørgsmålet om ansvarlighed, og hvordan det hele har kunnet ske.

Det er simpelthen ikke sandt, at alle de problemer, vi står overfor i dag, involverer en tsunami eller noget andet naturskabt. Dette er menneskeskabt. Med den kærlighed for lovgivning, der kendetegner EU, må man spørge sig selv, hvorfor der ikke blev gjort noget, da bankerne begyndte at overskride de nationale grænser i mærkbart omfang? Hvorfor blev der ikke gjort noget – trods tilsvarende advarsler – da derivater begyndte at krybe ind? Jeg kan tydeligt huske, at nobelprismodtageren Joseph Stiglitz behandlede alle disse punkter. Der var stilhed, tabu. Det er her, vi skal begynde, fordi vi kan kun finde løsningen for fremtiden, hvis vi erkender vores egne fejl.

  Margaritis Schinas (PPE-DE). – (EL) Hr. formand! Parlamentet skal udsende et klart budskab om begge sider af dagens forhandling: for det første om rationalet for det finansielle system, vi skal opbygge til fremtiden, og for det andet om vores indledende reaktion på den genopretningsplan, som Kommissionen fremlagde den 26. november. Med hensyn til det første punkt er der ingen tvivl om, at Kommissionen tydeligt har forstået budskabet om, at perioden med selvregulering eller ingen regulering er helt og aldeles slut. Hvis der er nogen i Kommissionen eller endda i Parlamentet, der havde det indtryk, at realøkonomien kunne bygges på rationalet om ingen regler, har de aktuelle begivenheder vist, at de tog fejl. Det tog os lidt tid, men nu har vi indset det. Jeg tror ikke, vi kan bebrejde kommissær Almunia. Andre kan have udsat Kommissionen for dette rationale, men nu er det for sent. Nu skal den nye økonomiske orden baseres på et rationale, der er styret af regler, regler og atter regler.

Den andel del af genopretningsplanen, som Kommissionen fremlagde i sidste uge, indeholder nogle positive punkter, og vi skal anerkende, at det er lykkedes for Kommissionen (og jeg ved, hvor svært det er) at forene meningsforskelle og tilbyde regeringerne en indbyrdes forbundet ramme for foranstaltninger med fælles rationale. Nu kan jeg høre folk til højre og venstre, der f.eks. siger "vi ønskede det på en anden måde", "det er for dyrt" eller "det kan vi ikke lide". Det er de samme mennesker, der – hvis Kommissionen ikke havde gjort noget – ville have sagt "Kommissionen gør ikke noget" eller "vi venter på, at Kommissionen kommer med en plan". Jeg tror derfor, at det andet budskab, vi skal sende til kommissæren er, at rationalet bag denne pakke er det rigtige. Det vil hjælpe regeringerne, og det kan være den redningsflåde, som vil redde realøkonomien i land i de første dage af en krise.

  Donata Gottardi (PSE). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Ved at udarbejde en rednings- og genopretningsplan for den europæiske økonomi sender EU et indledende budskab til borgerne og også til markederne. Der er store forventninger, og vi må ikke skuffe dem. I en tid, hvor finansiel konsolidering og niveauet af offentlig gæld kan blive ramt af offentlige indgreb, både med hensyn til de faktisk bevilgede ressourcer og de garanterede, der gennemføres for at redde de største finansielle og industrielle aktører med tydelige følger for de offentlige finanser og den personlige indtjening, har vi brug for en koordineret tilgang på europæisk plan, også for at bekæmpe skatteunddragelse og skattely. Det er vigtigt, at alle bevillinger og nationale planer strengt og effektivt koordineres og målrettes mod samme målsætning.

Det glæder mig at påpege, at der er planer om at afklare den fleksible anvendelse af stabilitetspagten, som skal være målrettet, midlertidig og relevant med mekanismer, der er rettet mod strukturelle ændringer, effektiv fordeling af offentlige midler, omstrukturering af offentlige udgifter og investeringer i vækst i overensstemmelse med Lissabonstrategiens målsætninger, der navnlig fokuserer på de små og mellemstore virksomheders rolle. Den fælles tilgang skal også omfatte makroøkonomiske budgetpolitikker samt lønpolitikker og en gradvis, skarp mindskelse af skattebyrden på arbejde og pensioner. Dette skal gennemføres ved hjælp af skattefradrag, reviderede skattesatser og kompensation for skattemæssigt efterslæb med henblik på at bekæmpe fattigdommen, ikke kun den ekstreme fattigdom, og fremme forbruget og den økonomiske vækst ved at indføre konjunkturfremmende foranstaltninger som svar på den aktuelle økonomiske krise, der forvarsler en recession. Vi skal dog være opmærksomme på, at vi skal sikre indkomsterne og relancere forbrugerefterspørgslen med fokus på miljømæssig og social bæredygtighed, så vi undgår blindt at skulle reproducere modeller og systemer, der har vist alle deres svagheder.

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). – (EN) Hr. formand! Jeg mangler i denne genopretningsplan en reference til de finansielle markeder. I begyndelsen af dette år, hvor vi forhandlede om brede økonomiske retningslinjer, fremsatte Parlamentet et forslag om at medtage en finansiel markedsdimension i retningslinjerne.

Dengang var Kommissionen desværre imod forslaget. Begivenhederne siden har desværre vist, at vi havde ret. Jeg opfordrer Dem indtrængende til ikke at begå denne fejl igen og til at kæde den økonomiske genopretningsplan sammen med den opgraderede handlingsplan for finansielle tjenesteydelser. Hvis vi vedtager denne strategi, kan de realøkonomiske behov på lang sigt afspejles i en løbende modernisering af EU's finansielle arkitektur.

– (LT) Hr. formand! Jeg opfordrer endvidere til, at De undersøger Deres forslag set med finansmarkedsdeltagernes øjne. Kommissionen kommer nu med så mange nye forslag, at det er vanskeligt selv for os, medlemmerne af Parlamentet, at få overblik. De er ikke særlig velkoordinerede. Tænk bare på, hvordan lederne af institutionerne og investorerne på de finansielle markeder, som bestemt har problemer med at træffe beslutninger, må have det. Det giver langt fra det indtryk, at markedet er stabilt. Jeg tror, der kræves mere koordinering.

  John Purvis (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Vi har hørt meget om koordinering, men jeg begynder at tænke på, om koordinering efterhånden er nok, om vi skal gå videre til solidaritet og ikke kun koordinering, fordi krisen er gået fra at være en bankkrise, hvilket er slemt nok, til at være en national krise. Ligesom koordineringen med rette er gået fra at være national til europæisk til global, skal vi måske nu overveje, om der er behov for mere solidaritet. Jeg vil spørge Kommissionen og Rådet, om de behandler spørgsmålet om de globale institutioner, da den mundtlige forespørgsel specifikt omhandler Den Internationale Valutafond, eller alternative institutioner, der kan udfylde solidaritetsrollen på globalt plan.

Mit andet spørgsmål vedrører den type af stimulerende foranstaltninger, som vi søger efter i forbindelse med skattemæssig stimulering, hvis det er den foretrukne vej. Skal vi gå momsvejen, og skal vi tillade en reduktion af momssatserne fra den højeste eller mellemste sats til den laveste sats i visse områder – og hvad gør vi ved det? Ville det ikke være bedre at koncentrere det på den måde i stedet for at sprede det bredt til et meget lavere niveau for nedsættelse?

Regulering: Vi har hørt meget, især fra vores venner på venstrefløjen, om, at vi skal have mere og mere regulering, afskaffe hedgefonde og private equity, kreditvurderingsinstitutter osv. Må jeg dog indtrængende opfordre Kommissionen og Rådet til at overveje følgende? Vi skal vente, vi skal tænke os grundigt om, og vi skal for enhver pris undgå utilsigtede konsekvenser. Hvis ny regulering er velbegrundet – og det kan meget vel være tilfældet – skal det være den rigtige regulering, og den må ikke vise sig at være til skade for genopretningen og hindre eller forsinke den. På nogle områder vil jeg gerne støtte hr. McCreevy i hans afmålte svar på problemerne og ikke fordømme ham, som mange af vores kolleger tilsyneladende ønsker at gøre.

Endelig de offentlige finanser. Stabilitets- og vækstpagten påvirker lande både i og uden for eurozonen. Hvis midlertidige uforholdsmæssigt store underskud er velbegrundede – og det er et stort hvis – skal de være midlertidige. De skal kunne indhentes inden for en realistisk tidsplan, og hvis nogle lande har råd til gæld, mens andre ikke har, så vil vi helt sikkert komme tilbage til dette spørgsmål om gensidig solidaritet. Jeg vil bede Kommissionen og Rådet oplyse mig om, hvilke tidsplaner de betragter som realistiske i forbindelse med dette problem.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Mit spørgsmål vedrører deres holdning til, at Island og Ungarn indfører euroen som en sekundær valuta. Mener De, at det kan løse de to landes problemer?

Mit andet spørgsmål er: Mener De, at det vil være muligt at indføre en risikopræmie for derivater, der så kan bruges til at styrke bankernes egen kapital?

Mit tredje spørgsmål er: Mener De, at en sænkelse af momssatsen vil stimulere import især fra Kina og Indien? Ville det ikke være mere fornuftigt at overveje skattenedsættelser for vores virksomheder og arbejdstagere, at udbetale investeringspræmier, at fokusere på progressiv afskrivning og frem for alt øge aktiverne med en mindre værdi med en faktor på 10 for at undgå beskatning af fiktive overskud og fastholde pengene i virksomhederne, så der nemmere kan udbetales lønninger?

  Silvia-Adriana Ţicău (PSE). – (RO) Hr. formand! EU's økonomiske genopretningsplan omhandler sunde investeringer, og derfor støtter den en forhøjelse af budgetbevillingerne med ca. 200 mia. EUR i den kommende periode som en del af den økonomiske stabilitets- og vækstpagt.

Jeg sætter især pris på Den Europæiske Centralbanks parathed til at sænke renten for at sikre de likviditetsniveauer, banksystemet har brug for for at kunne investere i realøkonomien.

Jeg sætter også især pris på forslaget om at ændre den finansielle ramme for at investere 5 mia. EUR i løbet af de første to år i udvikling af bredbåndsinfrastrukturen og forbindelsen af Europas elektricitetsinfrastrukturer.

Jeg glæder mig over det initiativ, som Den Europæiske Investeringsbank har lanceret sammen med en række nationale banker med det formål at skabe en 2020-fond, som er øremærket til energi- og klimaaktiviteter og til udvikling af transportinfrastrukturen.

Det vil være muligt at bruge statsstøtte til at støtte forskning og udvikling, innovation, kommunikations- og informationsteknologi, transport og energieffektivitet.

  Ján Hudacký (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Den toårige økonomiske genopretningsplan kan efter min mening blive et godt, koordineret svar fra EU's side på den økonomiske krise, hvis den udføres og gennemføres på en rimelig måde. Det beløb, der foreslås til at støtte EU's økonomi, skal sikre en finansiel ramme, der er tilstrækkelig til at stimulere medlemsstaternes økonomier hen imod nye udviklingsimpulser. De 30 mia. EUR, der tilvejebringes i lige store dele fra EU's budget og Den Europæiske Investeringsbank, skal målrettes effektivt mod udviklingen af den videnbaserede økonomi og lavemissionsøkonomien samt på mellemlangsigtede og langsigtede energieffektivitetsprogrammer.

Hvad angår skatteincitamenter, skal de stadig høre ind under medlemsstaternes område. Personligt går jeg ind for at sænke momssatserne for visse produkter, der nøje vedrører energieffektivitet, og som kan stimulere store energibesparelser.

Endelig må jeg indrømme, at jeg har visse betænkeligheder i forbindelse med planen om at anvende maksimal fleksibilitet under den reviderede stabilitets- og vækstpagt. Nogle regeringer har en tendens til at misbruge sådanne foranstaltninger til deres egne populistiske og udelukkende politiske målsætninger uden et klart udviklingskoncept.

  Charles Tannock (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne yde en særlig hyldest til den tyske kansler, Angela Merkel, som er blevet Europas nye Margaret Thatcher. Hun tror ligesom jernladyen på afbalancerede budgetter, og at vi ikke kan forbruge os ud af kreditkrise og økonomisk krise uden finansiering. I stedet og i modsætning dertil har den britiske premierminister, Gordon Brown, fremlagt en massiv skattemæssig ekspansiv krisepakke baseret på låntagning og forbrug uden mulighed for at opnå et afbalanceret budget.

Jeg erkender, at det var vores egne britiske banker, der med deres ansvarsløse udlån samt regeringens manglende regulering og tilsyn bragte os ud i dette rod i første omgang, men denne skattepolitik – som er særdeles uansvarlig – skal også ledsages af nedskæringer i det offentlige forbrug og velgennemtænkte planer til finansiering heraf på længere sigt. Ellers vil vi efter en periode med økonomisk nedgang indbyde til en periode med massiv inflation, som vil undergrave vores opsparede midler og underminere de europæiske økonomier.

  Colm Burke (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Jeg glæder mig over det arbejde, som medlemsstaterne, Rådet og Kommissionen udfører for at håndtere dette vanskelige spørgsmål. Mange af mine kolleger har allerede i detaljer talt om den indsats, der kræves. På nuværende tidspunkt bør medlemsstaterne dog ikke ændre deres forpligtelse over for udviklingslandene. Der er behov for, at EU's medlemsstater bibeholder udviklingsbistanden. Finanskrisen forventes at have en alvorlig indvirkning på finansieringen af humanitære foranstaltninger, og nogle analytikere forudsiger, at udviklingsbistanden vil blive beskåret med mindst en tredjedel.

EU's medlemsstater bør ikke slække på opfyldelsen af milleniumudviklingsmålene nu, hvor det er fristende at reducere udgifterne. Den globale finansielle nedsmeltning har vist, hvor indbyrdes afhængige vi er i den globaliserede verden. Selv om udviklingslandene har undgået mange af de umiddelbare virkninger af finanskrisen som følge af deres begrænsede eksponering for de globale markeder, advarer økonomer om, at der vil være en afsmittende virkning i form af en reduceret tilstrømning af bistand, pengeforsendelser fra udvandrere og udenlandske direkte investeringer samt lavere økonomisk vækst.

Vi kan komme til at opleve, at udviklingslandene lider betydeligt under et finansielt rod, de ikke selv har skabt. Medlemsstaterne bør derfor fastholde status quo.

  Formanden. – Jeg undskylder over for hr. Gollnisch og hr. Sikierski, der har bedt om ordet, men tiden løber fra os, og vi standser derfor efter fem taler.

  Hervé Novelli, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil først og fremmest sige til hr. Almunia, at han korrekt fremhævede tre aspekter, der er meget vigtige for at sikre, at genopretningen bliver effektiv.

Det første vedrører en tilstrækkelig stærk indsats. Fra dette perspektiv er 1,5 % af BNP efter min mening et ganske betydeligt genopretningsmål i betragtning af de summer, vi taler om.

Det andet handler om at tage hensyn til medlemsstaternes forskellige situationer. Han understregede rigtigt, at landene ikke alle så at sige var i samme båd, hvad angår den økonomiske eller budgetmæssige situation, men det fritager dem ikke fra at yde en virkelig koordineret indsats. Det er noget, som formandskabet vil arbejde på inden det næste møde i Rådet. Jeg er overbevist om, at vi på denne måde til sidst – selv om jeg ikke ved, hvor længe det til tage – vil kunne genoplive vækst og beskæftigelse.

Jeg vil sige, at De fremsatte Deres pointe om, at alle vores foranstaltninger er fokuseret på finansiering af realøkonomien, særdeles godt, hr. Gauzès. Hvis vi hjælper bankerne, kan de investere i denne økonomi, og vores eneste mål – og dette understregede De med rette – er at finansiere de små og mellemstore virksomheder. Jeg mener, at Rådet i går sende en meddelelse til Kommissionen om støtte til bankerne, og det er klart, at vi ønsker fleksibel og hurtig beslutningstagning med hensyn til den støtte, der kan ydes til bankerne og de finansielle institutioner under de nuværende omstændigheder. Jeg mener, at Rådet er blevet hørt, og jeg vil sige til Dem, at Rådet deler Deres ønske om, at kreditvurderingsinstitutter på europæisk og, vil jeg tilføje, internationalt plan reguleres effektivt, som mange af mine kolleger og mange medlemmer af Parlamentet har sagt.

Selv om hr. Rasmussens tale snarere var henvendt til Kommissionen, vil jeg sige, at jeg er enig med ham i understregningen af, at ingen del af markedet bør fritages fra regulering eller tilsyn. Hvis der er et budskab, vi har taget med os, er det, at der mangler regulering af visse dele af markedet. Reguleringen skal derfor forbedres og skal nogle gange skabes i situationer, hvor den er afgørende. Dette var et vigtigt budskab fra Washingtontopmødet den 15. november, og Europa skal naturligvis arbejde hen imod disse målsætninger, herunder på området for spekulative midler.

Det er sandt, at reguleringen af de finansielle markeder skal koordineres på internationalt plan, hr. Dăianu. Derfor blev Washingtontopmødet afholdt på EU's initiativ. Det var efter min mening stemmen fra Europa, et forenet Europa, der var den afgørende faktor på topmødet, og som satte topmødet i stand til at skitsere en form for køreplan for ægte regulering af det internationale finansielle system, og det skyldtes, at Europa kunne arbejde effektivt med sit eget program.

For at være præcis, fru Harms, foreslår genopretningsplanen langsigtede investeringer. Måske De ikke synes om det, men det er alligevel, hvad den foreslår.

Jeg vil sige til hr. Kozlík, at vi skal støtte landbrugspolitikken og de øvrige store europæiske politikker. De nævnte energipolitik, og det var efter min mening korrekt, at De gjorde det. De er prioriteter, og det skal de blive ved med at være, også i denne vanskelige periode.

Den Europæiske Centralbanks indsats har efter min mening spillet en afgørende rolle for løsningen af de problemer, vi har oplevet på det seneste, hr. García-Margallo, og bankens formand har tydeligt angivet, at inflationen holdes nede i Europa, og at han derfor, som en række medlemmer har bemærket, forventer nyt manøvrerum på området for monetær politik.

Fru Ferreira var efter min mening ganske skarp med hensyn til EU's svar. I modsætning til hende mener jeg, at EU har reageret hurtigt på krisen ved at træffe beslutninger inden for meget kort tid takket være det positive samarbejde mellem vores institutioner – Kommissionen, Rådet og Parlamentet – og tak for det.

Hvad angår støtte til små og mellemstore virksomheder, gennemfører vi snart en forhandling om de afgørelser, der er truffet på Rådets møde om konkurrenceevnen vedrørende vedtagelsen af en "Small Business Act" for Europa, og jeg mener, at Europa også på dette område har spillet sin rolle med hensyn til finansieringen af små og mellemstore virksomheder og den prioritet, de skal tildeles, herunder i en periode med økonomisk nedgang.

De påpegede, fru in't Veld, korrekt, at kortsigtet genopretning skal baseres på langsigtede strukturreformer inden for rammerne af Lissabonstrategien. Denne strategi er blevet endnu vigtigere netop i denne periode med økonomisk nedgang, og strukturreformerne har kunnet følge deres kurs.

Jeg hørte tydeligt, at hr. Martin opfordrede til en fælles indsats for at identificere de sande prioriteter.

Vi havde regler, men disse regler fungerede ikke, hr. Schinas. Det er sagens kerne. Vi har derfor brug for regler, regler, som er effektive. Naturligvis ikke overregulering, men en ægte ramme, der passer til den europæiske konkurrencedygtighed.

Jeg er enig i Deres ønske om at bekæmpe skattesvig, fru Gottardi. Det franske formandskab har endvidere gjort dette til en prioritet på europæisk og internationalt plan. Jeg er også enig i Deres meget relevante bemærkninger om behovet for effektiv økonomisk genopretning.

Jeg er enig i, at den normale nedgang i den finansielle sektor er en integreret del af genopretningen af den europæiske økonomi, fru Starkevičiūté, og at dette skal ske inden for en koordineret ramme.

Jeg mener ligesom Dem, hr. Purvis, at vi skal gå i retning mod større solidaritet – det er vigtigt. Det er desuden det, som vi foreslår ved at basere reformen af det internationale finansielle system på de institutioner, der blev oprettet på Bretton Woods, herunder navnlig Den Internationale Valutafond, en global og politisk legitim institution, som helt sikkert vil få en styrket rolle i de kommende år. De nævnte spørgsmålet om moms. Formandskabet går faktisk ind for en sænkelse af momssatsen, der især målrettes mod meget arbejdskrævende sektorer, som ikke kan flyttes.

Hr. Rübig talte om det samme emne. Moms er et instrument, der – hvis den sænkes – kan opretholde aktivitet og navnlig beskæftigelse, men disse momssænkelser skal være målrettede, og med det mener jeg, at det skal kunne påvises, at de er fuldstændig passende. Forhandlingen om dette spørgsmål er dog stadig ikke fiks og færdig, som De ved.

Et af principperne i Kommissionens forslag om økonomisk genopretning, fru Ţicǎu, er investeringer, som er reelle og rettidige, men også vedvarende og strukturelle. Jeg er helt enig med Dem på dette område.

Den Europæiske Investeringsbank er, hr. Hudacký, et meget vigtigt redskab for at støtte den økonomiske genopretning, herunder ved hjælp af forskellige investeringer. Det er et grundlæggende punkt. Vi vil få lejlighed til at drøfte det under Rådets forhandlinger i næste uge.

Jeg mener alligevel, hr. Tannock, lige som hele Rådet gør, at vi har brug for genopretning, der er samstemmende, men som kan ændres tilbage, når vi igen oplever vækst.

Endelig vil jeg sige til Dem alle, at denne forhandling og Deres spørgsmål har været meget vigtige og interessante for Rådet. De viser, at der er bred enighed mellem os med hensyn til behovet for at have en stærk og ensartet europæisk stemme, som kan høres i internationale sammenhænge. Parlamentets støtte er afgørende. I den henseende takker jeg Dem.

Vi skal, og det er jeg overbevist om, ændre vores tilgang til det finansielle system og reguleringen af det fuldstændig. Det skal ske på europæisk plan, men der skal også tages hensyn til løsninger, der findes på internationalt plan – hvis der er én ting, vi har lært af denne krise, så er det nemlig, at det moderne finansielle system i sandhed er internationalt. Det er derfor på internationalt plan, at løsninger skal findes ansporet af Europa.

  Joaquín Almunia, medlem af Kommissionen. – (ES) Hr. formand, hr. Novelli, mine damer og herrer! Jeg er først og fremmest meget taknemmelig for Deres bemærkninger og observationer og for den interesse, De viser for Kommissionens initiativer, navnlig den genopretningsplan, vi har drøftet i eftermiddag. Jeg vil ikke gentage mange af de svar, som hr. Novelli lige har givet. Jeg er enig i praktisk talt alle hans bemærkninger til det, som talerne har sagt.

Jeg vil blot nævne seks punkter meget hurtigt. For det første er jeg enig med de medlemmer begyndende med hr. Gauzès, som sagde, at kreditkrisen er særdeles alvorlig og er roden til de meget store problemer, som realøkonomien aktuelt står overfor. Så sent som i går drøftede vi i Økofin-Rådet, hvordan vi kunne forbedre effektiviteten af de rekapitaliserings- og indskudsgarantiplaner, der er blevet og vil blive vedtaget af de forskellige medlemsstater. Det drejer sig om mange af skatteydernes penge: Betydelige midler er blevet anvendt til at garantere bankernes og de finansielle institutioners drift eller til at yde dem kapital. Det er nu et spørgsmål om at få kreditten til at strømme tilbage til økonomien, da den er en afgørende ingrediens, for at økonomien kan fungere effektivt.

Da den ikke fungerer effektivt, er de prognoser, som hr. Rasmussen nævnte, og som jeg fremlagde for en måned siden, desværre ikke længere de prognoser, som jeg ville fremlægge i dag. Derfor bekendtgjorde jeg i går over for ministrene, at jeg vil fremlægge nye økonomiske prognoser den 19. januar.

I mellemtiden har Den Internationale Valutafond, OECD og andre institutioner offentliggjort overslag for 2009, der er endnu mere bekymrende end dem, der er afspejlet i Kommissionens prognoser fra den 3. november. Den Europæiske Centralbanks prognoser vil blive fremlagt i morgen og er også nedslående.

Min anden bemærkning er, at vi bestemt vil se mere regulering af finansielle tjenesteydelser. Der er faktisk allerede mere regulering. Så sent som i går gav Rådet, som hr. Jouyet sagde tidligere, på Kommissionens initiativ sin politiske godkendelse af mindst fire – hvis jeg husker korrekt – initiativer fra Kommissionen om regulering af forskellige aspekter af finansielle markeder eller tjenesteydelser. De eksisterende bestemmelser skal ændres, ikkeregulerede områder skal reguleres, og kvaliteten af bestemmelserne og overvågningen af gennemførelsen af disse regler på europæisk og globalt plan skal forbedres. Vi taler om alt dette.

Da beslutningen om forslaget til solvens II-direktivet snart forelægges Parlamentet, vil jeg oplyse Dem, at reaktionen i Rådet stadig ikke altid er i overensstemmelse med Rådets egne erklæringer om det, der skal gøres med hensyn til finansiel regulering og tilsyn. Parlamentet er bekendt med dette, da det forhandler med Rådet om dette direktiv. Der er ikke enighed om, hvordan tilsynet bedst koordineres i forsikringssektoren. Vi skal omgående nå til enighed om dette tilsyn på europæisk plan, og vi taler allerede om et organ af tilsynsførende i forbindelse med institutioner, der opererer globalt.

Med hensyn til hedgefonde mener vi principielt, at deres aktivitet skal reguleres. Vi har sagt det i Kommissionen, Rådet har sagt det, og Washingtontopmødet har sagt det.

Jacques de Larosières højniveaugruppe analyserer dette blandt andre faktorer. Kommissær McCreevy mødtes i går med Økonomi- og Valutaudvalget.

Jeg hørte Kommissionens formand under sit nylige besøg i Parlamentet gentage over for Dem, at Kommissionen vil regulere hedgefonde, og at det er, hvad vi vil gøre. Vi drøfter, i hvilket omgang, på hvilke områder og hvilke dele af hedgefondenes aktiviteter der skal reguleres, hvilket ikke kun vil påvirke hedgefonde. Vigtige bidrag til denne forhandling kommer fra beskæftigelsesområdet og den betænkning, Parlamentet har udformet på hr. Rasmussens initiativ.

Jeg er helt enig med de medlemmer, der nævnte investeringer og nødvendigheden af at kæde de nødvendige investeringer på mellemlang og lang sigt sammen med energi- og klimapakken. Jeg er enig med de medlemmer, der sagde, at der er manøvrerum i vores monetære politik, uden at vi bringer Den Europæiske Centralbanks eller andre centralbankers uafhængighed i fare. Det er indlysende. Inflationen i euroområdet var i henhold til Eurostat 2,1 % ved udgangen af november. For blot få måneder siden talte vi om inflationstal, der var dobbelt så høje, og denne margen bruges nu. Den Europæiske Centralbank mødes her i Bruxelles i morgen. Jeg ved ikke, hvad den vil gøre, men jeg har hørt erklæringerne fra bankens formand, hr. Trichet, og de er meget klare på dette område.

Mit næste punkt vedrører stabilitets- og vækstpagten. Pagten anfører klart, at et underskud, der bryder grænsen på 3 %, udløser proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud med en enkelt undtagelse, nemlig når den økonomiske situation er usædvanlig, og vi befinder os i en usædvanlig økonomisk situation. Den anden betingelse, som gælder samtidig med den første, er, at det uforholdsmæssigt store underskud skal være midlertidigt, og midlertidigt betyder ikke flere år, men kun ét år. Den tredje betingelse, som gælder samtidig med de første to, er, at det uforholdsmæssigt store underskud ikke må være langt over referenceværdien, og her taler vi, hr. García-Margallo – uden at gå i tekniske detaljer, der ikke egner sig for det overvejende lægmandspublikum i Parlamentet – om få tiendedele af et procentpoint.

Endelig vil jeg som svar til hr. Parish og en anden, der nævnte spørgsmålet om moms, sige, at Kommissionens dokument eller plan omfatter en række instrumenter, der kan bruges til at tilvejebringe en skattemæssig stimulering, og et af dem er bestemt at reducere en vigtig afgift eller snarere satsen på en vigtig afgift som moms. Det er dog også en kendsgerning, at Kommissionen ikke vil tvinge nogen til at gøre det. Læs planen, så vil De se, at der ikke er tale om nogen forpligtelse, hvilket der heller ikke kan være. Et tredje punkt – og det er en oplysning, der kom frem under gårdagens forhandlinger i Økofin-Rådet – er, at kun én af de 27 medlemsstater gik i går ind for at bruge dette instrument, og det var den medlemsstat, der allerede har brugt det.

  Formanden. – Tak, hr. kommissær, især for Deres tale om emner lige fra matematik til teologi.

Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Louis Grech (PSE), skriftlig. – (EN) Finanskrisen har skabt store udfordringer for EU og den globale økonomi. Koordinerede foranstaltninger fra medlemsstaternes side har effektivt stabiliseret EU's banksystem, men det skal stadig gøres meget for at begrænse krisens spredning til den bredere økonomi og for at beskytte husholdninger, virksomheder og arbejdspladser. I en indbyrdes afhængig verden kan håndteringen af disse udfordringer give EU mulighed for at indtage førerpositionen med henblik på at tilføre den globale finansielle arkitektur klarhed, socialt ansvar og forudsigelighed.

Enhver gennemførelse af afhjælpende foranstaltninger skal være rettidig, omfattende og ledsaget af passende lovgivning, som omhandler rodårsagerne til krisen. Der skal især lægges vægt på regulering af nye finansielle produkter, f.eks. subprimelån og deres derivater, og de enheder, der er involveret i deres markedsføring, f.eks. banker, hedgefonde og private equity. Der er behov for at revidere forretningsmodellen for kreditvurderingsinstitutter og det retlige grundlag for deres vurderinger.

Under genopretningen skal vi prioritere løsninger, der beskytter arbejdspladser, vækst og de svageste, fremmer økonomisk energi og bæredygtighed, og som samtidig sikrer, at parter, der ønsker at opretholde status quo, holdes på afstand.

  Gábor Harangozó (PSE), skriftlig. – (HU) Jeg glæder mig over den forenede europæiske indsats med henblik på at imødegå krisen og de initiativer, der har til formål at bevare og skabe nye europæiske arbejdspladser.

Samtidig vil jeg henlede opmærksomheden på, at lande, som er i en så vanskelig skattemæssig situation som Ungarn, ikke råder over monetære eller skattemæssige redskaber eller muligheder for at sænke skatterne. I disse lande kan økonomisk stimulering derfor kun ske gennem omfordeling og effektiv anvendelse af europæiske ressourcer og gennem reduktion af lønomkostningerne, effektivisering af konkurrencereguleringen og reduktion af de administrative omkostninger.

Det glæder mig især, at vores kombinerede indsats på dette område støttes af kommissær Joaquín Almunia. Jeg mener derfor, at initiativerne vedrørende strukturfonde er af yderste vigtighed, og jeg støtter deres omgående godkendelse. En hurtigere godkendelse af de største projekter samt støtte i form af kreditter til små og mellemstore virksomheder kan hjælpe med at stimulere efterspørgslen.

Samtidig mener jeg, at vores indsats for de mest udsatte stadig er utilstrækkelig, og jeg opfordrer derfor til, at byggemodning og nybyggeri også medtages i de ændringer, der foreslås på området for boligstøtte. I de underudviklede regioner og samfund er der stadig jordstykker og projekter, som ikke er egnede til fornyelse, og vi skal derfor fremme byggeriet af moderne og energieffektive boliger. Ved at gøre det kan vi bidrage til EU's målsætninger med hensyn til energibesparelser og jobskabelse, samtidig med at vi hjælper de mest udsatte.

  Janusz Lewandowski (PPE-DE), skriftlig. – (PL) Ved fremlæggelsen af sin kriseplan annoncerede Kommissionen behovet for en fællesskabsindsats for at stabilisere og genoplive økonomien. Denne annoncering kom dog få dage efter den såkaldte forligsforhandling, som fastlægger linjerne for EU's budget for 2009. Budgettet afsætter ikke yderligere midler til overvindelse af krisen, og det er svært at forestille sig, at en plan, der beløber sig til 200 mia. EUR, kan være fuldstændig budgetneutral.

Det omstridte argument om, at kilderne til finansiering af støtten på 1 mia. EUR til lande, der er truet af hungersnød, viser, at det ikke bliver nemt at få 27 lande til at blive enige om den yderligere finansiering, nemlig de betalinger på mere end 116 mia. EUR for 2009, som man blev enige om på mødet mellem Parlamentet og Rådet den 21. november. Alene af den grund er hr. Barrosos plan ikke mere end summen af de nationale foranstaltninger ledsaget af løfter om større tolerance over for budgetunderskud og regler om statsstøtte.

Jeg håber dog, at evt. potentiel lempelse af stabilitets- og vækstpagten ikke bliver det eneste resultat af Kommissionens plan. Det vil være tilfældet, hvis vi opfylder løftet om at øge forskudsbetalingerne og strømline strukturfondene, der skal fungere som lokale og industrispecifikke krisepakker i perioden 2009-2010. Det vil vende den katastrofale tendens til at udvide kløften mellem forpligtelserne og de regionalpolitiske midler, der faktisk udnyttes.