Forhandlinger

Tirsdag den 16. december 2008 - Strasbourg

9. Energi og klimaændringer (indledning)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens redegørelser om klimaændringer og energi.

  Jean-Louis Borloo, formand for Rådet. – (FR) Fru formand, hr. kommissær, gruppeformænd, ordførere, mine damer og herrer!

Jeg er tilbage hos Dem nogle få uger – ganske få uger – efter vores seneste forhandling og i særdeleshed efter et vigtigt øjeblik, hvor der blev indgået en tillidspagt mellem Parlamentet og Rådet under Kommissionens årvågne øje med henblik på enstemmigt – som præsident Sarkozy sagde i formiddags – at søge en række mekanismer, der vil forpligte de 27 landes økonomier til en bæredygtig økonomi, til at reducere CO2-emissionerne, til at forberede sig til klimakonferencen i København og til at forberede vores økonomiers konkurrenceevne til det kommende århundrede.

Jeg er tilbage her i mødesalen efter et møde i Det Europæiske Råd, der traf en enstemmig afgørelse, og jeg mener ikke, at vi har svigtet denne tillidspagt, der er beseglet mellem os takket være mange og forskelligartede trepartsmøder, der var mere eller mindre uden fortilfælde. Jeg tænker på sidste weekends trepartsmøde om en række direktiver. Jeg synes også, at det sammenlignet med situationen under vores foregående møde for en måned siden er meget let at identificere uoverensstemmelserne.

Der er ingen uoverensstemmelse, hvis klimakonferencen i København bliver en succes. Der er merværdi, hvis klimakonferencen i København ikke bliver en succes, eller med andre ord hvis kun Europa forpligter sig. Industrien skal bl.a. yde en indsats ved at gøre de mest miljøeffektive teknologier mere konkurrencedygtige.

Det andet område af merværdi vedrører solidaritet, og det tredje vedrører energi. Energi og allokeringer til energi er et af hovedprincipperne i denne pakke sammen med vedvarende energi, biler mv.

Med hensyn til dette emne mener jeg, at vi alle i vores hjerter kan acceptere en overgangsperiode for de økonomier, der har mest kul, idet vi ved, hvor komplicerede overgangene er set fra et socialt synspunkt. Da vi har oplevet dem i en række af vores lande – f.eks. i Belgien og i Nord-Pas-de Calais-området i Frankrig – ved vi, at de er komplekse. Der er ikke ændret på grundprincipperne. Der er en overgangsperiode, og denne overgangsperiode finansieres af større solidaritet.

Den eneste ægte diskussion i Rådet i sidste uge handlede slet ikke om det, som jeg læser og hører her, men primært om det faktum, at kun 2 % af solidariteten er blevet fordelt strengt og direkte til de lande, der senest er kommet med i EU eller med andre ord de lande, der står over for den største energiovergang. Det var denne del af solidariteten, der skilte sig mest ud.

Med hensyn til resten er De opmærksom på de tekster, der er blevet forelagt i nogen tid, takket være indsatsen fra de forskellige udvalg og ordførere. Hvad angår kvaliteten af brændstoffer, er teksten mere ambitiøs end Kommissionens tekst. Med hensyn til vedvarende energi er den generelt i tråd med Kommissionens tekst. Når det handler om byrdedeling, er den identisk med Kommissionens tekst bortset fra nogle få detaljer. Den er en smule mere restriktiv på lang sigt med hensyn til CO2-emissioner fra biler.

Dybest set og afslutningsvis er der fuldkommen respekt for den generelle balance mellem den foreslåede pakke og de planlagte ambitioner for Det Europæiske Råds møde i marts. Vi befinder os i en periode med globale forhandlinger. Den europæiske gruppe, det europæiske kontinent eller i det mindste EU er den første globale organisation, der etablerer et system af klart beregnede målsætninger, anvendelsesmetoder og tiltag til år efter år, sektor for sektor og direktiv efter direktiv at vurdere de reelle ændringer, der finder sted i overensstemmelse med vores direktiver eller med andre ord under tilsyn fra Kommissionen på den ene side og Domstolen på den anden side.

Efter min mening har vi en plan for gennemgribende forandringer, der kan evalueres, og som er bindende og i overensstemmelse med vores ambitioner. Takket være trepartsmøderne er det punkt, vi nåede frem til i sidste uge i Rådet, i tråd med Europas ambitioner. Det er op til Europa at føre an i debatten i København og allerede nu sammen med Kommissionen på den ene side og Tjekkiet og Sverige på den anden side i samarbejde med værtslandet Danmark at begynde forberedelserne til denne vigtige konference og dette store humanistiske møde.

Det var det, som jeg indledningsvis ønskede at sige, og jeg vil tilføje, at Parlamentets arbejde virkelig har været et helt afgørende aktiv – ikke som jeg har hørt folk sige som det eneste middel til at lægge pres på regeringerne, men ganske enkelt på grund af dets generelle kvalitet.

Endelig vil De have bemærket, at Rådet f.eks. med hensyn til den CO2-opsamling og -lagring, der ligger hr. Davies så meget på sinde, i sidste øjeblik ændrede kurs for at komme så tæt som muligt på de ønsker, der var lagt for dagen.

Dette er det arbejde, der er blevet gjort. Der er seks tekster til forhandling. Vi står selvfølgelig til rådighed, hvis De skulle ønske en yderligere afklaring.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! I dag og i morgen har vi en af disse meget sjældne lejligheder, hvor politikere kan skrive historie. Den energi- og klimapakke, der er til afstemning i morgen, er en skelsættende lovgivningspakke, der ikke kun er betydningsfuld for EU, men for den internationale indsats for at bekæmpe klimaforandringerne, og som vi have konsekvenser i både EU og internationalt.

Jeg vil gerne takke det franske formandskab for dets engagement og dets indsats for at finde frem til et kompromis, men jeg vil primært udtrykke min oprigtige tak til og anerkendelse af Europa-Parlamentet for dets indsats i al denne tid, og det samme gælder for alle de politiske grupper og ordførerne. Alle har bidraget konstruktivt til at finde en kompromisløsning, der tegner godt for morgendagens afstemning.

Skønt der blev udtrykt en del bekymring – der var mange forslag, og mange af dem blev accepteret – og alle er en lille smule utilfredse, betyder det ikke, at pakken ikke er retfærdig eller ambitiøs. Den er ambitiøs, retfærdig og rimelig, og den vil leve op til vores miljømålsætning om at reducere drivhusgasemissionerne i EU med 20 % inden 2020. Pakkens struktur er således fortsat som den var i vores forslag, og pakkens miljømæssige integritet er fuldt ud bevaret sammen med den rimelige byrdefordeling blandt de forskellige parter.

Denne pakke indeholder et sæt foranstaltninger, der er de mest ambitiøse i verden. For ganske nylig har der lydt røster fra andre steder i verden om, at de vil kopiere vores pakke, hvilket er meget opmuntrende.

EU er verdensledende med hensyn til klimaforandringer, og hvis De vedtager denne pakke under morgendagens afstemning, vil vi bekræfte vores internationale verdensledende rolle i kampen mod klimaændringerne, og samtidig vil vi sørge for, at vores lande vil nyde godt af den tidlige overgang til en lavemissionsøkonomi.

EU er den første region i verden, der har reduceret emissioner. Vi kommer til at leve op til vores målsætning i henhold til Kyotoprotokollen både som EU-15 og som EU-27. Vi kommer til at opfylde målsætningen om en reduktion på 8 %. På grund af indsatsen fra de nye medlemsstater kommer vi som EU-27 tilmed over målsætningen om en reduktion på 8 %.

Vi er den eneste region i verden, der har en velfungerende ordning for handel med emissionsrettigheder med en pris på CO2. EU er den region i verden, der investerer mest i udviklingslandene i rene udviklingsprojekter, der ikke kun er nyttige, fordi vi høster anerkendelse for investeringerne i disse lande, men også fordi vi reducerer de globale drivhusgasemissioner, og fordi vi hjælper med at overføre teknologi til disse udviklingslande og investerer i dem og skaber job.

EU er den region i verden, der investerer mest i forskning, og med vores pakke og den foranstaltning, som hr. Borloo nævnte tidligere om at investere provenuet fra salget af 300 mio. t CO2 inden 2015 – der kan beløbe sig til ca. 9 mia. EUR – kommer vi til at investere endnu mere i forskning. EU er også den eneste region i verden, der med en vedtagelse af pakken i morgen vil have opstillet en ensidig målsætning på 20 %, og vores ledere har bekræftet vores reduktion på 30 %, der er nødvendig for effektivt at bekæmpe klimaændringerne (ifølge de seneste videnskabelige informationer vil måske ikke engang 30 % være tilstrækkeligt).

Med vedtagelsen af denne pakke i morgen vil vi ikke kun have taget et skridt, men et spring fremad i kampen mod klimaændringerne, ligesom vi også vil foregå med et eksempel for andre lande og regioner i verden. Nogle lande har allerede fulgt vores eksempel. I går annoncerede Australien en pakke til bekæmpelse af klimaændringer. Den er ikke så ambitiøs som vores, men den er alligevel meget vigtig. Landet har opstillet en ensidig målsætning, det indfører et emissionshandelssystem, og det er meget ambitiøst med hensyn til de mellem- og langsigtede mål. Det har understreget sin vilje til at samarbejde med os om at nå frem til en international aftale i København. Alle ved nu, hvilke prioriteringer USA's kommende præsident Obama har opstillet – energisikkerhed, klimaforandringer – og han gentog det i går.

EU er verdensledende med hensyn til at udarbejde forskellige dokumenter og gennemføre undersøgelser, hvilket bliver meget nyttigt under næste års forhandlinger. Det fremgik klart i Poznań i sidste uge, at verdens lande er fast besluttet på at arbejde hårdt næste år for at sikre en ambitiøs international aftale i København, og EU vil bidrage til dette mål ved at udarbejde dokumenter om, hvordan aftalen skal være, hvad grundelementerne skal være, hvordan strukturen skal være, og hvordan vi kan finansiere en sådan aftale.

Da vi diskuterede denne pakke, blev der udtryk bekymring over CO2-lækage, der handler om, hvorvidt CO2-intensive industrier på grund af emissionshandelssystemet og primært på grund af bortauktioneringen vil flytte til lande uden CO2-begrænsninger for at fortsætte CO2-udledningen i disse lande (hvilket også er skadeligt for EU, fordi det vil betyde tab af job).

Nogle meget kulafhængige medlemsstater var bekymrede over bortauktioneringen i kraftsektoren, og andre lande udtrykte bekymring vedrørende fleksibilitet i forslaget om byrdedeling. Med kompromiset tages der hensyn til alle disse bekymringer. Industrien er sikret langsigtet forudsigelighed, og der bliver givet afgiftsfritagelse, ligesom der tages hensyn til konkurrencespørgsmålet. Samtidig skal det understreges, at disse industrier fortsat vil yde deres rimelige bidrag til nedbringelsen af CO2-emissioner i EU, fordi de ikke kun er underlagt emissionshandelssystemets låg, men også skal overholde referencepunktet vedrørende de bedst tilgængelige teknologier. Så selv disse industrier kommer til at gennemføre reduktioner.

Jeg vil vende mig mod bortauktioneringen i energisektoren, fordi jeg har hørt en masse klager over og utilfredshed med, at vi har givet opt-out-muligheder til nogle medlemsstater inden for denne sektor. For det første skal det understreges, at det er en mulighed for medlemsstaterne, fordi de var meget bekymrede over forslagets sociale virkninger. Vi skulle lytte til disse bekymringer, og det gjorde vi. Jeg tror imidlertid ikke, at landene til sin tid vil benytte sig af disse opt-out-muligheder af den simple grund – specielt for de lande, hvor energisektoren er privatejet og priserne uregulerede – at de vil stå i et dilemma om, hvorvidt de skal give pengene til finansministeriet, staten, der kan bruge dem til gode formål, eller om de skal lade den private sektor få en uventet fortjeneste uden nogen grund. Det får vi se. Det kan blive et politisk spørgsmål i fremtiden. Så jeg vil sige til dem, der er modstandere af vores aftale om dette punkt, at de har samme mulighed i deres egne lande for at overtale regeringerne til ikke at udnytte muligheden, når den tid kommer. På den anden side kan de pågældende medlemsstater udnytte opt-out-bestemmelserne, hvis de finder det vigtigt af sociale eller andre årsager.

Med hensyn til fleksibilitet vedrørende CDM'er og byrdedeling svirrer der for det første mange tal i luften om, hvor stor en del af den emissionsreducerende indsats, der vil finde sted på den hjemlige scene, og hvor meget man vil tillade at gennemføre i udlandet. Jeg vil derfor understrege, at alle disse sammenligninger henviser til 2005. De faktiske reduktioner, der skal gennemføres indenlandsk, er langt større, fordi de skal sammenlignes med 2020 og vanlig praksis. De faktiske reduktioner bliver langt større i EU. Jeg har bedt mine tjenestegrene om en analyse, og for den samlede byrdedeling og ordningen for handel med emissionsrettigheder vil indsatsen i EU blive på omkring 60 %, mens 41 % kan være i udlandet i udviklingslandene.

Lad os ikke glemme, at der er brug for investeringer i udviklingslandene. Det er et af de emner, der hele tiden bringes på bane af vores internationale partnere og her i EU af alle dem, der er interesserede i at overføre teknologi til samt investere og reducere CO2-emissionerne i udviklingslandene.

Hvorfor er det dårligt? Vi skal finde en balance, for hvis vi gør for stor en indsats i udlandet og ikke indenlandsk, betyder det, at alle fordelene for erhvervslivet i EU går tabt, for vores pakke handler ikke kun om at bekæmpe klimaændringer, men også om at sikre en mere effektiv økonomi. Vi skal levere incitamenterne til at gøre vores erhvervsliv mere ressource- og energieffektivt, og en energi- og ressourceeffektiv virksomhed er ensbetydende med en økonomisk effektiv virksomhed – en mere konkurrencedygtig virksomhed – hvilket til gengæld betyder mere innovation i EU. Vi har derfor brug for en større indsats i EU. Det er noget, vi skal stræbe efter.

For alle dem, der klager over dette kompromispunkt, er der atter en stor mulighed. Gå til jeres hjemlande og tal med regeringerne i Østrig, Sverige, Danmark, Finland og de øvrige lande – der er 12 lande på listen – der har bedt om denne ene ekstra %, og bed dem om ikke at bruge de CDM'er, der er tilladt i henhold til kompromiset. Det er op til jer. Gør det der, ikke her. Her skal I stemme for pakken. Pakken hører sammen. Det er ikke et forslag hist og et forslag pist. Det ene påvirker det andet. Så lad være med at begå denne fejl. Hvis I har indvendinger, så giv dem til kende i jeres hjemlande, der har mulighed for at få denne ekstra % CDM.

Jeg vil ikke tale om den fjerde bekymring, der var solidaritet. Hr. Borloo gav svaret, og det franske formandskabs løsning var meget klog.

Jeg ønsker ikke at bruge mere tid, da jeg allerede har talt for meget. Det vigtige er nu at se fremad. Vi skal skue fremad mod København. Vi har et års hårde forhandlinger foran os. Lad os atter samarbejde i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om at overtale vores internationale partnere til at nå til enighed i København. 30 % er det minimum, vi skal enes om i København for effektivt at bekæmpe klimaforandringerne. Vi skal starte nu. Samtidig skal vi fortsat tage vare på vores industrier.

For at vende tilbage til spørgsmålet om flydende CO2 er det ikke kun et spørgsmål om at bevare vores job, beskæftigelse og konkurrenceevne, men også et miljøspørgsmål. Jeg ønsker ikke at se virksomheder omfordele og udlede CO2 i lande uden CO2-begrænsninger. Det er derfor et miljømæssigt, socialt og økonomisk spørgsmål, og vores kompromis afvejer alle disse spørgsmål: de sociale spørgsmål, de økonomiske spørgsmål og de miljømæssige spørgsmål. Efter min mening skal vi fortsætte denne kurs. Under gennemførelsen af denne pakke skal vi selvfølgelig fortsætte vores samarbejde med Rådet og Europa-Parlamentet, men vi bør også hente arbejdsmarkedets parter ind i diskussionen. Vi bør samarbejde, fordi det er meget vigtigt for Europa og for resten af verden.

(Bifald)

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! De forslag, som vi skal drøfte i dag, vender op og ned på den måde, hvorpå vi producerer og forbruger energi. Lavere CO2-emissioner er også ensbetydende med en større energieffektivitet og flere bæredygtige energikilder. Markedsvenlige ETS-ordninger vil være den største drivkraft bag de teknologiske ændringer i de kommende år. CO2-målene i ikke-ETS-sektorer er i realiteten bindende energieffektivitetsmål i medlemsstaterne. Direktivet om kulstofopsamling og -oplagring, der faktisk omhandler underjordisk lagring af CO2, indebærer, at der ikke vil ske forskelsbehandling af nogen af energikilderne, hvis disse er i overensstemmelse med samfundets interesser.

Grænserne for CO2-emissionerne fra biler vil faktisk begrænse vores stigende afhængighed af olie. En andel på 20 % vedvarende energi af det samlede energiforbrug i 2020 betyder, at vi vil kunne sige, at vi har nye energikilder, ikke blot inden for el, men ligeledes inden for opvarmning og afkøling og transport. Vi må aldrig glemme den energiudfordring, vi står overfor. Det Internationale Energiagentur har i fire år sagt, at vi økonomisk, globalt, miljømæssigt og socialt bevæger os ad en potentielt ubæredygtig vej. Dette skyldes den risikable balance mellem udbud og efterspørgsel. Med hensyn til priserne bør vi ikke lade os vildlede af de nugældende oliepriser, som skyldes den økonomiske nedgang. Vi skal til enhver tid huske, hvor oliepriserne lå for blot et par måneder siden.

Det væsentligste i den seneste betænkning vedrører flytningen af formuer. Hvis formuer forlader EU, gør arbejdspladser det også. Det er derfor meget vigtigt at indse, at det globale miljø udgør en så stor udfordring i energisektoren, at vi skal reagere på det. For EU er dette en særlig udfordring, da vores importafhængighed vil stige fra 50 % til 70 %, hvis der ikke iværksættes nogen foranstaltninger. For olie og gas vil den nærme sig 90 % eller sågar 100 %. Dette betyder, at forsyningssikkerheden og ganske indlysende også tab af arbejdspladser vil blive et problem. Den foreslåede pakke indeholder gennemgribende ændringer, der vil medføre, at vores importafhængighed fortsat vil være rimelig og ligge på omkring 50 % i 2030, og som vil medføre, at der indføres konkurrencedygtige avancerede teknologier i EU til produktion og forbrug af energi. Det vil også gøre det muligt for os at bidrage til en bæredygtig udvikling af verden. Med kulbrinternes nutidige volatilitet kan vi ikke forestille os en god og sund udvikling i de regioner, der i dag er fattigst. Dette er den eneste mulige ændring.

Efter min opfattelse er de foranstaltninger, der skal iværksættes, vanskelige. Det er ikke let at foretage ændringer i energisektoren, og det tager altid mange år. Vi har imidlertid ikke noget valg, da vi styrkes af ikke blot de politiske lederes forventninger, men ligeledes af det forhold, at vores forslag er baseret på videnskabelig dokumentation og på dokumentation fra de globale institutioner, der overvåger vores situation på de globale oliemarkeder.

Jeg vil gerne takke Parlamentet, især ordførerne, og det franske formandskab, der i de meget vanskelige forhandlinger ikke nedtonede vores ambition, men derimod styrkede vores forslag, således at det er mere afbalanceret og stærkere. Jeg mener, at vi kan være stolte af de resultater, vi har opnået gennem trepartsforhandlingerne. Jeg vil derfor gentage min tak til ordførerne, der virkelig har ydet en enorm indsats for at fremføre Parlamentets holdninger og med Kommissionens hjælp at opnå formandskabets støtte til disse yderst ambitiøse forslag, der vil revolutionere energisektoren.

  Formanden. − Tak, hr. kommissær.