Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Forhandlinger
Onsdag den 17. december 2008 - Strasbourg EUT-udgave

7. Overrækkelse af Sakharov-prisen – 20-årsdagen for indstiftelse af Sakharov-prisen (Højtideligt møde)
Video af indlæg
PV
MPphoto
 

  Formanden. − Mine damer og herrer, det højtidelige møde er åbnet.

 
  
 

Mine damer og herrer, lad os byde velkommen til følgende tidligere modtagere af Sakharov-prisen:

1990: Aung San Suu Kyi, repræsenteret ved Zoya Phan

1991: Adem Demaçi

1992: Mødrene fra Plaza de Mayo, repræsenteret ved Hebe Pastor de Bonafini

1993: Oslobođenje, repræsenteret ved Lidija Korać

1994: Taslima Nasreen

1995: Leyla Zana

1996: Wei Jingsheng

2000: ¡BASTA YA!, repræsenteret ved José María Alemán Amundarain

2001: Dom Zacarias Kamwenho

2002: Oswaldo José Payá Sardiñas, repræsenteret ved Adam Mascaró Payá

2004: Den hviderussiske journalistforening, repræsenteret ved Zhanna Litvina

2005: Kvinder i hvidt, repræsenteret ved Blanca Reyes, samt

Hauwa Ibrahim, samt

Journalister uden Grænser, repræsenteret ved Jean-François Julliard

2006: Aleksandr Milinkevitj

2007: Salih Mahmoud Mohamed Osman.

En særlig velkomst til Elena Bonner, Andrej Sakharovs enke.

(Vedvarende bifald)

 
  
MPphoto
 

  Formanden. − Fru Bonner, tidligere modtagere af Europa-Parlamentets Sakharov-pris for åndsfrihed, kommissær Ferrero-Waldner, mine damer og herrer – lad mig i dag sige "kære venner"! I dag er ikke nogen almindelig dag for Europa-Parlamentet. Det er en dag, hvor vi mindes et af EU's centrale anliggender, nemlig indsatsen for fred, fremskridt og menneskerettigheder eksemplificeret ved modtagerne af Sakharov-prisen. Med Andrej Sakharovs ord "er det umuligt at opnå ét af disse mål [fred, fremskridt og menneskerettigheder], hvis de øvrige to bliver ignoreret".

Vi er samlet her i dag, 20 år efter den første overrækkelse af Sakharov-prisen og et par dage efter 60-årsdagen for den internationale menneskerettighedserklæring, for at hylde en række mænd og kvinder, der har udvist særligt mod – menneskerettighedsaktivister, advokater, journalister, religiøse ledere, organisationer – der har kæmpet for menneskerettighederne med mod, engagement og lidenskab. Vi hylder også de kvinder, mødre og familier, der kæmper for deres familiemedlemmers rettigheder.

Jeg vil gerne komme med en særlig velkomst til alle de tidligere års modtagere af Sakharov-prisen, som beærer os med deres tilstedeværelse i dag. Vi ser frem til et endnu tættere samarbejde med Dem inden for rammerne af Sakharov-netværket, som vi undertegnede og vedtog i går. Der er nogle prismodtagere, der gerne ville have været til stede her sammen med os i dag, men som beklageligvis ikke kan være det på grund af diktaturstyret i deres lande. Aung San Suu Kyi er stadig …

(Bifald)

… i husarrest i Burma/Myanmar. Oswaldo Payá og repræsentanterne for Kvinder i hvidt, Laura Pollán og Berta Soler, fik forbud mod at forlade deres land af de cubanske myndigheder, selv om alle de nødvendige procedurer blev sat i værk for mere end to måneder siden. Dette forbud er en klar påvisning af de omstændigheder, som de demokratiske kræfter i Cuba er tvunget til at arbejde under. I den forbindelse vil jeg gerne sige, at dette hverken svarer overens med ånden i den nyligt genoptagne politiske dialog eller med samarbejdet mellem Cuba og EU.

(Bifald)

Andrej Sakharov gjorde Europa-Parlamentet en særlig ære, da han for mere end 20 år siden takkede Parlamentet for dets beslutning om at opkalde prisen efter ham, og han gav sit samtykke. Andrej Sakharov så med rette denne pris som en opmuntring til alle dem, der har forpligtet sig over for menneskerettighedssagen i hele verden.

Jeg vil nu også gerne byde Elena Bonners datter Tatjana hjertelig velkommen til Parlamentet. Vi glæder os meget over, at du er her hos os, Tatjana!

I 1988, da prisen blev uddelt for første gang, var prismodtager Nelson Mandela i fængsel. Samme år blev der stillet en tom stol frem til Andrej Sakharov, ligesom der er blevet stillet en tom stol frem til Hu Jia i dag. Nu som dengang hylder vi disse mennesker for deres heroiske engagement til trods for deres påtvungne fravær. Nu som dengang misbruger autoritære styrer deres magt til at lukke munden på dem, der forsøger at udøve deres grundlæggende ret til ytrings- og åndsfrihed. Nu som dengang mislykkes det for undertrykkerne at få disse modige stemmer til at tie.

I dag skal vi lytte til to meget modige kvinder, der begge er hustruer og mødre, og som har viet deres liv til friheden i deres land, og som derfor bærer på håbet for millioner af mennesker i deres hjemlande og i hele verden.

Fru Bonner, Deres indsats for Deres mand, Andrej Sakharov, og for Deres lands frihed bidrog til de historiske forandringer i Europa, og de var en betingelse for bestræbelserne for at forene vores kontinent. Jeg vil aldrig glemme, hvordan De modtog mig i Deres lejlighed i Moskva, efter at jeg havde besøgt Deres mands gravsted i februar 1990. Det var en bevægende oplevelse. Det er dejligt at se Dem her i Europa-Parlamentet i dag.

Vi ved, hvor mange anstrengelser De har gjort for at være her hos os i dag. Jeg er sikker på, at De er klar over, hvor meget mine kolleger værdsætter Deres tilstedeværelse. Vi byder endnu engang Deres datter Tatjana velkommen. Hun har gjort meget for at hjælpe Dem og videreføre den yderst humane og værdige arv efter Deres mand. Jeg vil gerne bede Dem om at tale til os efter næste del af denne prisuddelingsceremoni.

Mine damer og herrer, mod og selvopofrelse har altid været afgørende for udviklingen af menneskerettighederne ned gennem århundrederne. Hu Jias beslutning om at sige et par få ord til deltagerne på et møde i vores Underudvalg om Menneskerettigheder var et eksempel på dette store mod. Det budskab, han vil give os i dag via sin hustru Zeng Jinyan, er en lignende uselvisk handling. Dagens cyberdissidenter – som Zeng Jinyan er en af – kan sammenlignes med de sovjetiske dissidenter, der i deres tid udbredte og skaffede ørenlyd for deres idéer via samizdatlitteraturen.

Modtageren af Sakharov-prisen 2008, Hu Jia, blev nomineret som repræsentant for de stille stemmer i Kina og Tibet, men i dag skal vi høre en af disse stemmer. Jeg er sikker på, at vi en dag også kommer til at høre Hu Jia selv tale her i Europa-Parlamentets mødesal.

(Bifald)

Nu vil jeg gerne bede om at få afspillet det budskab, vi modtog for et par dage siden fra Hu Jias hustru, Zeng Jinyan.

 
  
MPphoto
 

  Zeng Jinyan, Hu Jias hustru. (EN) Kære venner, jeg er Hu Jias hustru, Zeng Jinyan. Hu Jia er for øjeblikket fængslet og kan derfor ikke være til stede ved ceremonien for at modtage sin Sakharov-pris.

Jeg har ikke noget pas, så jeg kan heller ikke komme til Europa for at deltage i ceremonien i anledning af 20-årsdagen for indstiftelsen af Sakharov-prisen. Det er vi meget kede af.

Den gode nyhed er, at Hu Jia den 10. oktober blev overført fra Chaobai-fængslet i Tianjin til Beijings kommunale fængsel, og de betingelser, han lever under nu, er blevet forbedret. Hvad angår hans helbred, ser han lidt bedre ud. Han ser ud til at være i lidt bedre form, end da han var i Chaobai-fænglset.

Han har dog fået taget to blodprøver i løbet af en måned, og vi kender ikke resultatet af disse. Selv om vi har spurgt efter det, har familien ikke fået besked om resultatet af testene. Denne adfærd bekymrer os. Det får os til at frygte, at hans cirrhose er forværret.

Jeg besøgte Hu Jia i Beijings kommunale fængsel den 21. november 2008. Før vores møde blev vi hver især af fængselsmyndighederne advaret om, at det var forbudt for os at tale om det faktum, at han var blevet tildelt Sakharov-prisen.

Så under mit besøg kunne ingen af os tale om prisen. Vi kunne heller ikke drøfte den pr. brev, da al vores korrespondance bliver tjekket. Selv om det eneste, vi gør, er at give udtryk for synspunkter om sociale forhold, eller hvis Hu Jia taler om fængslet, og fængselsmyndighederne ikke bryder sig om det, bliver vores breve konfiskeret, eller også bliver Hu Jias breve returneret til ham. Vi håber meget, at vi får mulighed for at kommunikere mere normalt, men for øjeblikket er det meget hårdt.

I slutningen af oktober 2008 eller i begyndelsen af november, jeg er ikke helt klar over, hvornår det var, fortalte det statslige sikkerhedspolitik Hu Jia, at han var blevet tildelt Sakharov-prisen.

Og da jeg så ham den 21. november, kunne jeg fornemme, at han var meget glad over det. Jeg ved, at Hu Jia talte med sin mor og politimændene om det. Dette er mere eller mindre hans ord:

"Måske tænkte Europa-Parlamentet på det arbejde, som jeg har udført inden for områder som aids og miljø. Med hensyn til menneskerettigheder er mit arbejde langt fra tilstrækkeligt, og jeg bliver nødt til at arbejde dobbelt så hårdt."

Han sagde også, at Sakharov-prisen var meget vigtig for Kina, og at han var sikker på, at det i fremtiden vil vise sig, at han har ret. Jeg håber naturligvis selv, at han kommer hjem så hurtigt som muligt. Hu Jia sagde, at han håbede, at han blev Kinas sidste samvittighedsfange, men virkeligheden er en ganske anden. Siden den 3. april, hvor han fik sin dom, er der flere andre, f.eks. Huang Qi, Zeng Honglin og Chen Daojun, der er blevet arresteret af myndighederne, fordi de gav offentligt udtryk for deres synspunkter, og nogle af dem er blevet retsforfulgt og idømt fængselsstraffe.

Det viser, at situationen for åndsfriheden stadig er forfærdelig, og at der ikke er grund til optimisme.

Men selv under disse omstændigheder er der nu en lang række enestående og velmenende mennesker i det kinesiske samfund, som gør en stor indsats for at udbrede kendskabet til de faktiske forhold i Kina og give udtryk for deres dybtfølte synspunkter, og internettet giver dem en meget interessant platform. Men desværre skal der nogle gange betales en meget høj pris.

Hvis sandheden skal frem, så er ens mod ikke altid nok. Nogle gange er den pris, der skal betales, meget, meget høj. Der har været tilfælde, hvor slægtninge til menneskerettighedsaktivister, forfattere og andre, der har brugt deres åndsfrihed, også er blevet chikaneret af politiet, har mistet deres jobs eller er blevet sat i husarrest. Hvad værre er, nogle er endda blevet retsforfulgt og dømt.

Hu Jia selv var blevet ulovligt kidnappet af politiet flere gange siden 2004, uden nogen form for retslig procedure. Han blev konstant forfulgt, og til sidst blev han idømt en fængselsstraf, og jeg, hans hustru, bliver ofte chikaneret af politiet.

Andre, der er i samme situation, f.eks. Chen Guangchen og hans kone, Guo Feixiong og hans kone, og selv deres barn, der er blevet nægtet adgang til uddannelse. Takket være mange opfordringer fra forskellige sider fik Guo Feixiongs barn senere mulighed for at vende tilbage til skolen, selv om det sker under utilfredsstillende omstændigheder.

Af alle disse årsager vil jeg gerne respektere det ønske, som Hu Jia har givet udtryk for ved flere lejligheder. Han har ofte sagt, at han gerne vil oprette et netværk, der skal hjælpe menneskerettighedsaktivisternes familier. Det skal yde familierne moralsk opbakning og lette det mentale pres, de lever under, så de bliver bedre rustet til at klare myndighedernes pres på en mere aktiv og optimistisk måde, og det skal afholde myndighederne fra at tage grusom hævn over familierne.

Jeg kan ikke gøre meget lige nu. Jeg vil gerne bruge de 50 000 fra Hu Jias Sakharov-pris som opstartspenge til etablering af en fond, der skal støtte menneskerettighedsaktivisternes familier. Det har altid været Hu Jias ønske.

Hvorfor er Hu Jias arbejde for menneskerettighederne så vanskeligt?

Jeg tror først og fremmest, at det skyldes, at Kinas retsvæsen ikke er tilfredsstillende. Der er love, der er alle mulige paragraffer og reguleringer, men de bliver ikke brugt.

I virkeligheden er situationen for retsstatsprincippet katastrofal. Retsvæsenet er ikke uafhængigt. Indtil 2004 brugte Hu Jia det meste af sin tid på aids- og miljøproblemer. Han tilbragte meget tid i felten, på kampagner, hvor folk behøvede ham til at iværksætte konkrete handlinger.

Siden 2004 har politiet regulært nægtet ham at nyde godt af sin bevægelsesfrihed, og han havde intet andet valg end at deltage i menneskerettighedsbevægelserne hjemmefra, skrive artikler og offentliggøre rapporter fra feltarbejdet.

Jeg synes, at det vigtigste og mest interessante, han gjorde gennem alle disse år, var, at han altid blev ved med at sige sandheden. Han holdt aldrig op med at skrive om det, han observerede. Han holdt aldrig op med at beskrive de realiteter, den ene efter den anden, som de kinesiske medier ikke kan sige noget om. Han holdt aldrig op med at offentliggøre alt dette på websites, så offentligheden kunne lære om den kinesiske virkelighed og forstå den.

Efter min mening er det hans største bidrag.

Hvis man ser på Kina nu, ser man, at alle taler, men det er meget almindeligt at lyve. Der er dog mennesker, der fortsætter deres søgen efter sandheden. For vores børns skolebøger, vores aviser og radio- og tv-medier, vores biblioteker og alle disse dokumenter og arkiver ligner alle det, man finder i romanen "1984". De bliver skrevet på et andet sprog for at beskrive en fiktiv virkelighed.

Hvad er den sande situation, det sande Kina? Vi ved det ikke.

Det er derfor, at der er en gruppe af tænkende mennesker, som Hu Jia, i Kina, der aldrig har opgivet deres søgen efter sandheden. Men Hu Jia har betalt en meget høj pris.

Vores barn er nu lige et år gammelt. Det er en meget vigtig periode i hendes liv, men Hu Jia kan ikke være ved hendes side. Det er meget svært for mig at tale om det, men jeg tror…

Og så har Hu Jia også altid været meget optimistisk. Han sagde, at han mente, at Kina oplevede den mest åbne periode i landets historie, og at man skulle gribe chancen for at fremme et mere retfærdigt, frit og demokratisk samfund i Kina.

Det kan vi bestemt mærke i dagligdagen, selv om regeringen stadig holder meget tæt kontrol med medierne og forsamlingsfriheden, og måske endnu tættere kontrol med anvendelsen af den nye teknologi. På den anden side bruger civilsamfundet også den nye teknologi og den platform, som internettet stiller til rådighed, for at fremme et mere retfærdigt retsvæsen og et mere retfærdigt samfund og til at udforske og udstille det virkelige Kina.

Den skal også varetage borgeruddannelsen og uddanne borgerne i menneskerettigheder. Det er et reelt håb, og uanset om regeringen ønsker det eller ej, og uanset om ledende personer i og uden for Kina anerkender det eller ej, er Kina hurtigt på vej frem mod et åbent og demokratisk samfund.

Endelig vil jeg gerne sige, at uanset hvad der sker, skal vi fastholde en aktiv og optimistisk attitude og gøre vores bedste for at fremme retsstatsprincippet i Kina og for at fremme demokratiet og friheden i Kina.

Vi er meget fortrøstningsfulde om, at vi snart bliver i stand til at hilse et åbent Kina velkommen. Vi er fulde af håb om et fredeligt Kina.

Jeg vil gerne udtrykke en dybfølt tak til vores venner i Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet har fra starten af interesseret sig for Hu Jias sag og har udfoldet betydelige bestræbelser for Hu Jias og andre kinesiske menneskerettighedsaktivisters skyld, og det fortjener respekt.

Det er heller aldrig ophørt med at gøre opmærksom på behovet for, at friheden bliver en realitet for det kinesiske folk. Mange tak for det.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke alle de venner, jeg aldrig har set. Hvis I ikke havde støttet os i så lang tid, hvis ikke I havde interesseret jer for vores skæbne, hvis ikke I konstant havde opmuntret os, tror jeg aldrig, at vi havde fundet modet til at konfrontere en så vanskelig samfundsmæssig virkelighed.

Det hjælper os med at bevare håbet og fortsætte vores indsats.

Jeg takker Dem. Tak for Deres indsats for til fordel for Hu Jia, for mig og for vores familie. Tak for Deres indsats til fordel for menneskerettighedsaktivisterne og for Deres bidrag til fremskridtene i det kinesiske samfund.

Mange tak.

(Stående bifald til taleren)

 
  
MPphoto
 

  Formanden. − Mine damer og herrer, det rørende budskab fra Zeng Jinyan, der fremførte det på vegne af sin mand, Hu Jia, udløste et stående bifald. Lad os lade Zeng Jinyans rørende indlæg trænge dybt ind i os.

Før jeg opfordrer Elena Bonner til at tage ordet, vil jeg gerne komme med følgende udtalelse på vegne af Europa-Parlamentet. Medlemmerne af Parlamentet ønsker at have gode forbindelser med Kina og tillægger disse forbindelser den allerstørste betydning. Kina er en stor nation. Europa behøver Kina, og Kina behøver Europa. Vi giver udtryk for vores synspunkter om menneskerettighederne som venner af det kinesiske folk, og vi er bevidst om, hvor meget vi sammen kan gøre for fred og fremskridt i verden. Menneskerettighederne må aldrig blive betragtet som en trussel mod nogen nation, men snarere som en individuel, kollektiv og universel rettighed for det enkelte folk, ja, for alle folk.

Fru Bonner, jeg giver Dem nu ordet.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Elena Bonner, enke efter dr. Andrej Sakharov (transskription baseret på fransk tolkning)(FR) Hr. formand! Tak, fordi De har givet mig ordet. Det er meget svært for mig at tage ordet efter at have lyttet til denne pragtfulde unge kvindes ord. Der er mange trusler mod hendes liv og fremtid, og jeg synes, og alle os, der er samlet her i salen i anledning af Europa-Parlamentets overrækkelse af Sakharov-prisen, synes, at De har gjort alt, hvad der står i Deres magt for i det mindste at forsvare Hu Jia, hendes mand, men også hendes barn, mod alt det, der truer dem.

Vi er klar over, hvor stort Kina er, og hvor stor magt det udøver. Af principielle årsager bør vi dog aldrig gøre indrømmelser, når menneskerettighederne er i fare. Vi bør aldrig komme med den mindste indrømmelse eller vige i nogen sag, uanset om vi står over for kriser som f.eks. finanskrisen og den økonomiske krise, som vi netop har været igennem, da det er selve grundlaget for vores fremtid og vores civilisation, for forsvaret af menneskerettighederne og dermed af menneskeheden som helhed.

Det er selve grundlaget for vores fremtid, og jeg er til trods for de venskabelige følelser, vi måtte nære, til trods for den nærhed, jeg føler med alle menneskene her, til trods for Europa-Parlamentets holdning, holdningen i Europarådets Parlamentariske Forsamling og de principielle holdninger, der er vedtaget af disse forsamlinger, nødt til at være ærlig og sige, at denne pris, Sakharov-prisen, og bemærkninger som dem, der er fremkommet her, er en slags stadig tilbagevendende ledemotiv, men der er også behov for pragmatiske beslutninger.

Det er vigtigt, at de nævnte principper udgør grundlaget for enhver aktivitet, uanset om den er af økonomisk eller anden karakter. For eksempel bør enhver økonomisk beslutning, herunder beslutninger om anvendelse af naturressourcer, være baseret på principper. Uden disse principper kan samfundet ikke sejre. Det var en grundlæggende trosartikel, en grundlæggende trossætning for Andrej Sakharov, som sagde, at man skal gøre, hvad ens samvittighed fortæller en og handle i overensstemmelse hermed.

Nu vil jeg gerne komme ind på et andet emne. I dag fejrer vi 20-årsdagen for indstiftelsen af denne pris. I nogle lande bliver folk myndige som 18-årige, mens man i andre lande bliver myndig som 21-årig, og når folk fejrer denne fødselsdag, får de som regel gaver. Jeg har også en gave til Dem, som jeg selv har pakket ind. Det er faktisk en ting fra Rusland. Jeg ønskede at være sikker på, at den kan blive gengældt i form af en lille gave.

Det er en slags papyrus, jeg ruller ud for Dem her. Det er også lidt som den rulle, som Toraen er skrevet på. De kan se, at der er en liste på den med 97 titler på. Det er faktisk en liste over alle de udmærkelser, som vinderne af Sakharov-prisen har modtaget, og jeg tror, at når De ønsker at forklare Deres børn, hvem Andrej Sakharov var, ja, så kan de vise dem denne rulle med alle de oplysninger, der står på den, og fortælle, hvad den betyder i kraft af de prismodtagere, der er blevet udmærket med anerkendelsen af den pris, der bærer hans navn.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Formanden. − Vi takker Dem oprigtigt for Deres budskab, fru Bonner, som De fremførte så vidunderligt. Mine damer og herrer, inden jeg hæver mødet – og vi glæder os over at se ikke kun kommissær Ferrero-Waldner, men også kommissær Figeľ her – vil jeg gerne bede Dem om at rejse Dem som udtryk for vores solidaritet med alle de fraværende prismodtagere, der stadig er nødt til at kæmpe for deres rettigheder, og som er blevet berøvet deres frihed som et resultat heraf. Lad os vise dem vores støtte, ikke med et minuts stilhed, men med et minuts bifald for fred, fremskridt og menneskerettigheder, den arv, som Andrej Sakharov efterlod os alle.

(Medlemmerne rejste sig og kom med et stående bifald som udtryk for deres solidaritet)

Jeg takker alle mine kolleger her i Parlamentet.

Hermed er punktet afsluttet.

(Mødet udsat et kort øjeblik)

 
  
  

FORSÆDE: Manuel Antonio dos SANTOS
Næstformand

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik