Éric Woerth, formand for Rådet. − (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Parlamentets afstemning om andenbehandlingen af budgetforslaget er sidste led i en procedure, der har været kendetegnet ved et meget kvalificeret samarbejde mellem budgetmyndighedens to parter og med Kommissionen. Jeg vil gerne varmt takke alle aktørerne herfor, især formanden for Budgetudvalget Reimer Böge, ordførerne Jutta Haug og Janusz Lewandowski samt kommissær Dalia Grybauskaitė.
På vores samrådsmøde den 21. november 2008 fik vi i fællesskab opstillet et afbalanceret budget for 2009, som sikrer en velafpasset finansiering af Den Europæiske Unions politikker under hensyntagen til de europæiske skatteyderes interesser. I fællesskab fik vi fastlagt finansieringsmetoderne for fødevarefaciliteten, hvorved vi opfyldte vores pligt til at støtte udviklingslandene, og i fællesskab fik vi fastlagt de konkrete foranstaltninger, der skal gøre det muligt for os at komme ud af den fastlåste situation, vi befinder os i, for så vidt angår samhørighedspolitikken, og endelig lancere programmerne for perioden 2007-2013.
Betydningen af dette initiativ blev understreget af stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råd, og dette er et væsentligt aspekt af det europæiske svar på den økonomiske krise, som vi straks må arbejde videre med. Afstemningen her i Parlamentet sikrer fuld gennemførelse af resultaterne af samrådet, og jeg kan derfor i overensstemmelse med den procedure, der er fastsat i traktaten, bekræfte, at Rådet godkender den maksimale forhøjelsessats, der følger af andenbehandlingen her i Parlamentet.
Formanden. − Tak for Deres erklæring, hr. Woerth!
Da Kommissionen ikke ønsker at fremsætte bemærkninger, kan jeg konstatere, at budgetproceduren er tilendebragt i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten og den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006. Jeg kan desuden konstatere, at Rådet og Parlamentet ifølge punkt 13 i den interinstitutionelle aftale accepterer den maksimale forhøjelsessats for ikke-obligatoriske udgifter, der fremgår af Parlamentets andenbehandling.
Budgetproceduren kan således betragtes som afsluttet, og budgettet kan erklæres for endelig vedtaget. Vi skal nu underskrive de forskellige redegørelser, men om lidt skal vi stemme om endnu en beslutning.
(Formanden opfordrede Éric Woerth, Dalia Grybauskaitė (medlem af Kommissionen), Reimer Böge (formand for BUDG) samt ordførerne Jutta Haug og Janusz Lewandowski til at slutte sig til ham.
(Budgettet blev underskrevet)
Jeg har lige hørt, at det er hr. Böges fødselsdag i dag, og jeg vil gerne ønske ham hjertelig tillykke.