Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 18. december 2008 - Strasbourg

13.1. Zimbabwe

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om seks beslutningsforslag om Zimbabwe⁽¹⁾.

  Marios Matsakis, forslagsstiller. − (EN) Fru formand! Udviklingen i den politiske, økonomiske og humanitære situation i Zimbabwe bliver værre og værre. Truslen om et omfattende udbrud af kolera og andre potentielle epidemier kommer oven i den frygtelige situation, menneskene i Zimbabwe allerede befinder sig i.

Det står nu fuldstændig klart, at hr. Mugabe nærer meget begrænset interesse for sine landsmænds velvære. Han nærer langt større interesse for at leve et liv i personlig luksus og ødselhed. Det er hævet over enhver tvivl, at hr. Mugabe er totalt uegnet til at styre sit land i verden af i dag. Han finder på undskyldninger for sin politiske eksistens ved at foregive at bekæmpe den længst overståede britiske kolonitids spøgelser.

Vi europæere kan overhovedet ikke få hr. Mugabe til at tage imod fornuft. Den eneste chance for at tvinge ham til afgang er en drastisk ændring i Den Afrikanske Unions holdning. Det er en skændsel, at denne organisation ikke allerede har grebet ind på meget mere beslutsom vis. Efter min mening skal vores bestræbelser rettes mod Den Afrikanske Union og regeringerne i dens medlemslande. Vi skal gøre det helt klart for dem, at vi holder dem fuldt ansvarlige for den sørgelige situation i Zimbabwe og forventer, at de selv på dette meget sene tidspunkt virkelig skrider ind for at få hr. Mugabes styre til at træde tilbage og tage hjem eller risikere alvorlige konsekvenser, som ikke udelukker processer for forbrydelser mod menneskeheden.

  Catherine Stihler, forslagsstiller. − (EN) Fru formand! Hvis medlemmerne et øjeblik kunne forestille sig deres værste mareridt, ville det ikke på nogen måde bare minde om det, menneskene i Zimbabwe gennemlever. Præsidenten har vendt op og ned på tingene i dette engang så velhavende land. Landet er på sammenbruddets rand, i regeringskrise, uden job, med hyperinflation, ingen fødevarer, intet sundhedsvæsen, og sammenbruddet af de sanitære tjenester er nu ved at udløse et koleraudbrud.

For en uge siden sagde Zimbabwes præsident Robert Mugabe, at koleraudbruddet var blevet standset. Han påstod, at vestlige magter ønskede at bruge en epidemi som påskud for at invadere Zimbabwe og styrte ham. Imidlertid har Sydafrika erklæret det meste af sin nordlige grænse mod Zimbabwe for katastrofeområde, da sygdommen spredes ind over grænsen med flygtninge, og Oxfam har advaret om, at situationen i Zimbabwe kan blive meget værre.

Ifølge rapporter i dag er antallet af dødsfald oppe på 1 111, og sygdommen er i spredning. Der er 20 581 tilfælde af kolera. Kolera er en yderst smittefarlig sygdom forårsaget af en bakterie, der fremkalder en tarminfektion. Symptomerne inkluderer diarré og dehydrering. I den mest alvorlige form kan et pludseligt anfald af akut vandig diarré medføre døden som følge af alvorlig dehydrering og nyresvigt. Sygdommen kan dræbe raske voksne inden for få timer.

Som eksempel på sygdommens indvirkning på befolkningen vil jeg fortælle medlemmerne om Cynthia Hundes søn, Munashe. Munashe døde af kolera kort før sin 1-års fødselsdag. Cynthia havde taget arbejde i Sydafrika i et forsøg på at skabe en bedre fremtid for sin søn, da der ikke er arbejde i Zimbabwe, og havde efterladt Munashe i sin mors varetægt. Da hun vendte tilbage til moderens hjem, fandt hun den døende Munashe i hans mormors arme. I et interview med BBC sagde hun: "Jeg har det bare så dårligt... Det er vanskeligt at beskrive. Når man har en søn, nærer man drømme for ham. Jeg kom hjem i forventningen om at se ham løbe omkring i huset, men det skete bare ikke".

Jeg opfordrer indtrængende medlemmerne til at støtte dette beslutningsforslag, der fordømmer Zimbabwe, og til at hjælpe uskyldige ofre som Munashe.

  Erik Meijer, forslagsstiller. − (NL) Fru formand! Under de tidligere uopsættelige forhandlinger om Zimbabwe, der blev afholdt den 7. juli 2005 og den 24. april 2008, pegede jeg på, hvorfor det var lykkedes for hr. Mugabe at forblive så længe ved magten.

Menneskene husker deres lands voldelige fortid. For mange er han fortsat helten fra kampen for frihed. Ud fra denne tankegang skal alt, hvad han gør, a priori anses for godt. Alle hans modstandere tjener som tidligere andre landes interesser og hjemme kun det privilegerede hvide mindretals interesser. Skulle hr. Mugabe miste magten, ville landet blive koloniseret igen, og flertallet af befolkningen ville blive diskrimineret imod. Virkeligheden ser imidlertid anderledes ud.

Hr. Mugabes pludselige radikalisme for få år siden, hvor han aldrig havde formået at gennemføre en grundig reform af ejerskabet af landbrugsjorden og havde tilladt den fortsatte eksistens af kløften mellem rig og fattig, havde hovedsagelig til hensigt at tiltrække nye tilhængere i den unge generation og at undgå at støde sine gamle kampfæller endnu mere fra sig.

Med denne tilgang vandt han måske nok flere fanatiske og voldelige tilhængere, men bestemt ikke støtte fra flertallet af sine landsmænd. I årevis havde Europa og USA fejlbedømt situationen i Zimbabwe og derved pådraget sig mistanke om at have koloniale bagtanker. Det var præcis disse fjendeforestillinger, der sikrede Mugabes forbliven ved magten.

Modstanden stiger nu, hvor alle indser, hvor ineffektiv og katastrofal hans politik er. Uden at myrde og intimidere ville han ikke have vundet præsidentvalget, og oppositionens snævre flertal i parlamentet ville have sikret den regeringsmagten.

Udviklingen er nu nået et skridt videre end under de tidligere uopsættelige forhandlinger. Drikkevandsforsyningen er brudt sammen, og koleraen kræver ofre. Det giver ikke anledning til at triumfere over den kuldsejlende modstander, men til at hjælpe menneskene i Zimbabwe. De fortjener en bedre regering, men den kan ikke påtvinges af nogen udefra. Hvad vi kan gøre er at forhindre hr. Mugabe i at få støtte udefra.

  Mikel Irujo Amezaga, forslagsstiller. – (ES) Som der står i betænkningen, har Zimbabwe i henhold til skøn fra 2007 en befolkning på 12 mio., og næsten halvdelen af dem sulter. Den forventede levealder er 36 år. Kun 40 % af landets lærere er i arbejde, og kun en tredjedel af eleverne deltager i klasseundervisningen. Det viser, at hr. Mugabe ikke blot slår nutiden ihjel. Han slår også fremtiden ihjel.

At undertrykke og træde menneskerettigheder under fode hører også til dagens orden. Folk, der hævder menneskerettighederne i Zimbabwe, har systematisk været genstand for vilkårlig tilbageholdelse, arrestation og tortur. Regeringens lovgivning har indskrænket udtryksfriheden, forsamlingsfriheden, den frie bevægelighed og foreningsfriheden alvorligt.

Jeg vil gerne nævne nogle få eksempler, da regeringen har indført mere og mere frihedsfjendske love, som er blevet brugt mod disse menneskerettighedsforkæmpere. De omfatter loven om informationsadgang og beskyttelse af privatsfæren, som regeringen har brugt til reelt at lukke munden på journalister, loven om offentlig orden og sikkerhed, som har indskrænket forsamlingsfriheden i alvorlig grad, mens hundredvis af menneskerettighedsforkæmpere, herunder økonomisk uafhængige arbejdere, er blevet vilkårligt tilbageholdt, og loven om private frivillige organisationer, som blev genindført af regeringen i 2002 og formodentlig anvendt til at intimidere og chikanere ngo'er.

På mit modersmål euskera, baskisk, som ikke er officielt her i Parlamentet, betyder "mugabe" "uden grænser", et godt motto for dette individ.

Diktatoren i dette afrikanske land er ikke blot endnu et navn på den lange liste over diktatorer, vi har været så uheldige at have på denne klode. Efter min mening hører han til oppe blandt de ti førende diktatorer. Det er min opfattelse, at vi i EU skal gøre vores yderste for at få dette individ til at gå af og ende sine dage for Menneskerettighedsdomstolen.

Derfor ønsker vi Zimbabwe et glædeligt 2009 uden Mugabe.

  Andrzej Tomasz Zapałowski, forslagsstiller. – (PL) Fru formand! For to måneder siden drøftede vi den store hungersnød, som plagede Ukraine i 1930'rne. Følgende spørgsmål er tit blevet stillet: Hvordan kunne denne tragedie ske? Hvorfor forholdt verden sig tavs? Når vi i dag betragter de begivenheder, der finder sted i Zimbabwe, dukker et lignende spørgsmål op: Hvordan kan det i verden af i dag være muligt for en leder at ødelægge sit eget land? Hvorfor gør verden så lidt for at tage problemet op?

Beslutningsforslag alene vil ikke ændre ledelsen i Zimbabwe. Vi burde spørge os selv, om vi er parat til blot at stå på sidelinjen, mens Zimbabwes folk sendes ud i ødelæggelsen, akkurat som FN-styrkerne så til, mens folk blev slagtet i Rwanda. Måske ville vores reaktion på situationen i Zimbabwe være mere beslutsom, hvis landet havde masser af råmaterialer. Dagens beslutningsforslag er et glimrende dokument, men det er og bliver kun et dokument. Det kræver mere dynamisk handling, hvis folk skal reddes. Derfor skal vi helt afgjort støtte Zimbabwes naboer, så der kan ydes passende hjælp ved Zimbabwes grænser.

  Charles Tannock, forslagsstiller. − (EN) Fru formand! I de senere år har Zimbabwe været til forhandling så ofte, at vi nærmest er løbet tør for fordømmende ord. Men vi skal hæve vores røst, fordi Zimbabwes befolkning, der har lidt i så lang tid, har fået mundkurv på af denne skånselsløse despot, Robert Mugabe.

Han har mistet enhver ret til at gøre krav på demokratisk legitimitet, fordi han hensynsløst lader hånt om menneskerettigheder, politisk frihed og retsstatsprincippet. Den nylige nedskydning af Perence Shiri, én af Mugabes bødler, giver et fingerpeg om den vrede, der rører sig under Zimbabwes overflade. Shiri har 20 000 menneskers blod på sine hænder. Det var Shiri, som med støtte fra det kommunistiske Nordkorea systematisk massakrerede uskyldige civile i de tidlige 1980'ere i Matabeleland. Som om det ikke var slemt nok, har Mugabes ligegyldighed nu forårsaget en koleraepidemi, en sygdom som nærmest var blevet totalt udryddet i hele Zimbabwe indtil for ganske nylig.

Som reaktion på den internationale foruroligelse fremsætter Mugabe den uhyrlige påstand, at udbruddet er folkemord begået af Storbritannien, mit land, den tidligere koloniherre. Det er måske denne grundløse beskyldning for nykolonialisme, der kombineret med vores egen postkoloniale skyld hindrer os europæere i at gribe mere håndfast ind.

Retter vi så blikket mod Afrikas bud på en løsning, konstaterer vi oceaner af ligegyldighed og ineffektivitet. Den kenyanske premierministers og den botswanske præsidents skarpe fordømmelse af Mugabe står i skærende kontrast til apatien blandt de fleste andre afrikanske lande og ledere, især Sydafrika, selv om vi nu må håbe, at præsident Zuma anlægger en strammere kurs.

Hvis Den Afrikanske Union tragter efter noget i stil med EU's autoritet, skal den tage fat på Mugabes terrorregime og overveje muligheden af at skride ind for at tvinge Mugabe fra magten. Vi burde som én konkret foranstaltning tilskynde til at rejse anklage mod Mugabe ved Den Internationale Straffedomstol via en resolution i FN's Sikkerhedsråd, som har bevist sit værd i præsident al-Bashirs tilfælde i forbindelse med Darfur. Jeg håber, at når jeg næste gang tager ordet for at tale om Zimbabwe, bliver det for at hilse Mugabes afgang og overdragelse af magten velkommen.

  Ioannis Kasoulides, for PPE-DE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Zimbabwe er ved at udvikle sig til en dybt kriseramt stat. Halvdelen af befolkningen vil kun overleve med udenlandsk fødevarehjælp. Ellers trues den af hungersnød. Der er så godt som ingen adgang til sanitære tjenester og rent vand, og som følge heraf er en ødelæggende koleraepidemi under udbredelse i Zimbabwe og de omkringliggende lande.

Alt sammen fordi hr. Mugabe og hans gamle venner ønsker at straffe deres eget folk for at have stemt for hans afgang. Den sydafrikanske mægling slog fejl, og de afrikanske lande har hidtil skuffet med hensyn til at gribe håndfast ind. Dette er et billede af en alvorlig humanitær katastrofe. Derfor skal hr. Mugabe som et første skridt anklages for forbrydelser mod menneskeheden ved Den Internationale Straffedomstol, og der skal udstedes en international arrestordre mod ham.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, for PSE-Gruppen. – (PL) Fru formand! Zimbabwe har kæmpet med en meget alvorlig humanitær krise i nogen tid nu. Næsten halvdelen af befolkningen sulter, der findes faktisk ikke adgang til rindende vand, og de sanitære forhold er forfærdelige. I det forløbne tiår er den forventede levealder i Zimbabwe faldet fra 60 år for begge køn til 37 år for mænd og 34 for kvinder. En omsiggribende koleraepidemi har allerede krævet 800 ofre, mens over 16 000 mennesker er smittet. Ifølge Læger uden Grænser kan der snart blive tale om ca. 1,5 mio. kolerasmittede.

Landets økonomi er i en sørgelig forfatning. Inflationsraten har længe været verdens højeste. Over 80 % af befolkningen lever for under én dollar om dagen. Myndighederne i Zimbabwe lader ikke til at bemærke, hvor alvorlig situationen er, og er ikke skredet ind. Præsident Mugabe har ikke opfyldt sit løfte om at skabe en national samlingsregering, og politiske modstandere forfølges fortsat.

Den kritiske situation i Zimbabwe kræver en beslutsom reaktion fra EU's side, og både Rådet og Kommissionen bør bekræfte deres engagement i sagen ved fortsat at yde humanitær hjælp til den lidende befolkning. Vi skal lægge pres på Zimbabwes regering for at få dem til at ophæve restriktionerne mod nødhjælpsorganisationer og ophøre med at arrestere menneskerettighedsforkæmpere. Desuden bør vi støtte delegationen af ældre statsmænd, så dens medlemmer kan få tilladelse til at rejse ind i Zimbabwe.

Processen med indførelse af demokratiske ændringer i Zimbabwe vil kræve engagement fra andre afrikanske landes, regionale institutioners og internationale organers side. Sikrer man retfærdige parlamentsvalg og overvåger oprettelsen af en ny regering, kunne det skabe mulighed for en stabilisering af situationen. Samtidig skal det internationale samfund være parat til at yde økonomisk støtte til genopbygningen af statsstrukturer, der bygger på retsstatsprincippet.

  Zdzisław Zbigniew Podkański, for UEN-Gruppen. – (PL) Fru formand! Oplysningerne i beslutningsforslaget om Zimbabwe er chokerende. 5,1 mio. mennesker svarende til halvdelen af befolkningen sulter, over 300 000 mennesker trues af en koleraepidemi, 1,7 mio. er smittet med HIV, og den gennemsnitlige forventede levealder er 37 år. Ingen regering kan klare alt dette på egen hånd.

Derfor bør vi give vores fulde støtte til alle initiativer til forbedring af situationen i Zimbabwe. Forslagsstillerne henleder i beslutningsteksten med rette opmærksomheden på den kendsgerning, at vi skal fremme og øge omfanget af den humanitære nødhjælp, og at Rådet, Kommissionen og EU's medlemsstater skal starte andre aktiviteter, der blandt andet omfatter diplomatiske tiltag og ydelse af økonomisk og praktisk støtte til Zimbabwe. Indsatsen skal ikke blot fokusere på i dag, men også være langsigtet og bygge på et specifikt program. Jeg bruger vendingen "med rette", fordi endnu en beslutning ikke vil bidrage til at mætte befolkningen. Det der er behov for, og som befolkningen i Zimbabwe venter på, er praktisk nødhjælp.

  Michael Gahler (PPE-DE). – (DE) Fru formand! De eneste gode nyheder fra det hærgede Zimbabwe er, at vi i dag sandsynligvis er vidne til de sidste måneder af Mugabe-styrets eksistens.

De gode nyheder fra Afrika er, at flere og flere lande er imod tingenes tilstand i Zimbabwe. Som første næstformand i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU kan jeg berette, at vores afrikanske kolleger tilsluttede sig vores kritiske vurdering af situationen i Zimbabwe for første gang for tre uger siden under samlingen i Port Moresby. Også i Sydafrika øges presset på regeringen for endelig at ophøre med at støtte Zimbabwes styre. Situationen er forværret ved, at flygtningene nu også bringer sygdom med sig ind i Sydafrika. Forhåbentlig vil situationen være bedret, når verdensmesterskabet starter, da det kan være forklaringen på Sydafrikas ændrede holdning, nemlig på grund af frygt for, at gæsterne holder sig væk. Det burde i sig selv være en grund til at ophøre med at støtte Mugabes styre.

  Ewa Tomaszewska (UEN). – (PL) Fru formand! Vi debatterede situationen i Zimbabwe den 24. april 2008. Under den debat var vi inde på problemet med valgresultaterne og mere specifikt præsident Mugabes fortsatte greb om magten på trods af de resultater. I dag behandler vi de dramatiske følger af begivenhederne. Over 12 500 koleraramte kan ikke regne med hjælp fra regeringen, mens 565 mennesker allerede er døde. Epidemien er også ved at spredes over grænsen til Sydafrika.

Ovennævnte tal, som kommer fra FN-rapporter fra begyndelsen af december, er lavere end dem, der nu offentliggøres af humanitære organisationer. Ifølge dem er mere end 1 000 mennesker allerede døde, mens over 20 000 personer er smittet med kolera. Millioner af mennesker sulter eller har ikke adgang til vand. Den Afrikanske Union træffer ikke effektive foranstaltninger til forbedring af situationen i Zimbabwe. Præsident Mugabe skal nu tvinges for Den Internationale Straffedomstol, og der skal omgående skrides ind for at få kontrol med koleraepidemien og sikre, at der kommer fødevarer og medicinhjælp til Zimbabwes befolkning.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) Fru formand! Vi har fulgt Zimbabwes langsomme dødskamp gennem mange år. Ud over politisk vold og stadig dybere fattigdom oplever vi nu denne proces tage yderligere fart, efterhånden som den uundgåelige hungersnød og sygdom får tag i de 5 mio. indbyggere. Vi skal være derude for menneskenes skyld, give dem mad, yde dem lægehjælp og støtte deres brændende ønske om frihed.

For at hjælpe dem skal vi isolere deres leder, hr. Mugabe, fra hans afrikanske tilhængere ved at få alle afrikanske ledere til at fordømme ham. Uden for Afrikas grænser skal vi arbejde på at fjerne alle internationale tilhængere, de sædvanlige mistænkte Kina og Rusland, ved at udfordre dem til at afskære al støtte til og handel med Mugabe. Vi skal imidlertid også ransage vores egen samvittighed, da det ikke er så længe siden, vi fra EU's side og med EU som vært inviterede Mugabe til at deltage i topmødet mellem AU og EU i Lissabon.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. − (FR) Fru formand! Jeg er alle de medlemmer taknemmelig, som lancerede en indtrængende appel for Zimbabwe, eftersom landet står over for en krise af uset omfang, og som bliver værre, idet ikke en eneste sektor går fri.

På politisk plan oplever vi en stigning i volden, som det fremgår af beretningerne om, at menneskerettighedsaktivister udsættes for vilkårlige arrestationer eller forsvinder. Det seneste udbrud af politisk vold kan få enhver kriseløsning til at fejle og tvinge parterne til at indtage uforsonlige holdninger.

På det humanitære plan forværres situationen, som det fremgår af koleraepidemien, der breder sig og truer Zimbabwes nabolande.

På det økonomiske plan er situationen katastrofal. Priserne på de basale livsfornødenheder stiger fortsat. Regningen for det gennemsnitlige fødevareindkøb steg 1 293 % i sidste uge.

På det sociale plan stiger risikoen for en eksplosion dag for dag med de skadelige følger, situationen kunne få for stabiliteten i hele regionen.

Hvad kan vi så gøre? Zimbabwes behov er enorme. De øges eksponentielt, og det skyldes hovedsagelig den nuværende regerings dårlige ledelse.

På det humanitære plan fortsætter Kommissionen sit aktive engagement. En mission i felten fra den 15. til den 19. december er i færd med at nyvurdere den humanitære situation. Det vil sætte os i stand til bl.a. meget hurtigt at afgøre, om der er yderligere behov.

På det politiske plan vil Kommissionen, og derudover det internationale samfund som helhed, kunne hjælpe Zimbabwe, forudsat vi kan arbejde nært sammen med en lovlig regering, som er fleksibel nok til at vedtage de nødvendige politiske og økonomiske foranstaltninger.

Sidstnævnte er afhængigt af, at aftalen af 15. september føres ud i livet, og at der etableres en national samlingsregering. Det afhænger også af de berørte parter i regionen og af et stærkere engagement fra Den Afrikanske Unions side. Vi giver udtryk for et dybtfølt ønske om at se et sådant engagement i alle de kontakter, vi har med dem.

Afslutningsvis kan jeg forsikre Dem om, at Kommissionen, som følger situationen derude meget nøje, vil fortsætte samarbejdet med alle medlemslandene og med vores afrikanske og internationale partnere om at finde en retfærdig løsning, som vil gøre det muligt for Zimbabwe at komme ud af den nuværende krise, som alle medlemmer har fordømt på det skarpeste.

Tak fordi De har lyttet. Det er rigtigt, at vi under denne højtid ikke kan glemme alle de mennesker, der lider i Zimbabwe. De regnes blandt de folk, som utvivlsomt lider størst nød i dag.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted efter forhandlingerne.

(1) Se protokollen.