Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om seks beslutningsforslag om Rusland(1).
Marios Matsakis, forslagsstiller. − (EN) Fru formand! Rusland er en af EU's vigtigste handelspartnere. Landet er blandt andet ansvarlig for at levere en stor del af den energi, EU-landene har behov for. Desuden er Rusland af i dag ikke, hvad landet var tidligere. Det glæder os, for vi ønsker uforbeholdent et Rusland, som er en moderne og demokratisk nation, som vi kan samarbejde med om at fremme verdensfred og velstand. Uheldigvis rystes vores ønsker, og nu vores tillidsskabelse, af de overgreb på menneskerettighederne og den foragt for retsstatsprincippet, som fortsat konstateres i Rusland, om end i stærkt formindsket omfang. Et godt eksempel er den fuldstændig uacceptable måde, hvorpå de russiske myndigheder har håndteret hele sagen om det brutale mord på Anna Politkovskaja i 2006.
Med dette forslag til beslutning opfordrer vi den russiske regering til at gøre sit yderste for at sikre, at Ruslands demokratiske reformtiltag og det efterfølgende samarbejde med EU ikke bringes i fare af de brud på menneskerettighederne, der stadig sker i landet.
Józef Pinior , forslagsstiller. – (PL) Fru Formand! Elena Bonner talte her i går ved overrækkelsen af Sakharov-prisen, som hun deltog i sammen med sin datter, Tatjana Yankelevich. Hendes ord giver stadig genlyd her i salen i dag. Det var i sandhed betydningsfulde ord, som overbragte et budskab til Europa af i dag, til verden af i dag, fra én, der overlevede det totalitære styre i Rusland, og som repræsenterer Ruslands reelle stemme i verden af i dag.
Her i Europa-Parlamentet er vi bekymrede over den nuværende situation i dette storslåede land. Advokater og menneskerettighedsaktivister forfølges, intimideres, udsættes for trusler om vold og lever i frygt for deres liv. Det er alt sammen en integrerende del af Ruslands nuværende politiske system.
Den 4. december 2008 ransagede politiet arkiver, der befandt sig i organisationen Memorials kontorer, en anset menneskerettighedsorganisation, der arbejder med at registrere totalitarismens forbrydelser. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan forestille mig de russiske myndigheders potentielle grunde til at beslaglægge udstyr, der tilhører Memorial, organisationens computere eller sagsakter vedrørende Gulag-perioden. Jeg kan ikke forestille mig nogen forklaring på, hvorfor den slags sagsakter kunne udgøre en risiko mod den offentlige orden i dagens Rusland.
Retssagen mod Anna Politkovskajas mordere vækker også bekymring. Vi forventer ikke blot, at sagen klarlægger præcis, hvem der begik dette mord, hvem der var ansvarlig, og hvem der beordrede mordet begået. Vi forventer også, at domstolen forklarer alle omstændighederne ved dette chokerende drab. Derfor burde sagen være åben for journalister, medierne og alle dem, der ønsker at overvåge retsforhandlingerne.
Efter min mening bør der også indgå en menneskerettighedsbestemmelse i grundlæggende aftaler mellem EU og Rusland. Det virkelige Rusland er det, fru Bonner beskrev i Europa-Parlamentet i går.
Erik Meijer, forslagsstiller. − (NL) Fru formand! Efter 1991 var Rusland i nogen tid et land med åbne forskelle i den politiske opfattelse og politisk debat med et flerpartisystem og forskellige meninger om fremtiden. Uheldigvis ledsagedes denne mest demokratiske periode også af administrativ inkompetence, tilfældige privatiseringer og korruption. Den kaotiske periode under præsident Jeltsin i halvfemserne skabte en stemning for at vende tilbage til en stærk central statsmagt uden meget spillerum for opposition eller kritisk, dybdeborende journalistik.
Selv om der nu i modsætning til i den kommunistiske æra deltager forskellige partier i valgene, er det endnu en gang ét parti, der har magten, mens andre partier systematisk saboteres, og lederen af det herskende parti forherliges. En stor del af den offentlige opinion bakker op om denne leder og har intet til overs for nogen form for kritik, alternativer eller opposition. Denne situation vil ikke ændre sig, så længe Rusland forbliver rig og succesfuld på basis af gas- og olieeksporten. Derved begrænses muligheden for reelt demokrati betragteligt.
Dem, der er imod den herskende flertalsopfattelse, påpeger den enorme kløft mellem rig og fattig, den omfattende hemmeligholdelse, intolerance, de selvstyrende regioners begrænsede rettigheder, behandlingen af etniske mindretal, den voldelige situation i det nordlige Kaukasus, forsømmelsen af økonomisk svage regioner, mishandlingen af værnepligtige, diskriminationen mod homoseksuelle, visse morderes straffrihed, det ensidige partivalg af politi og retsvæsen og begrænsningen af ngo'ers og mediers frihed.
Vores sympati må ligge hos kritikerne. Vi kan hjælpe disse kritikere ved at vise et godt eksempel og støtte menneskerettighedsforkæmpere i kampen mod forsvinden, intimidering, hemmeligholdelse og drab. I praksis bidrager lande med et velfungerende parlamentarisk demokrati uforvarende til det modsatte.
Vi hjælper ikke kritikerne ved at opstille et raketskjold eller ved at støtte Georgiens bestræbelser på at besætte Abkhasien og Sydossetien. De opfattes som fjendtlige handlinger, som blot medfører, at folk samles om hr. Putin. Vi hjælper dem heller ikke ved i vores hang til gas og olie at lade menneskerettighedskrænkelserne i Rusland gå upåtalt hen. Beslutningen konstaterer med rette, at retsstatsprincippet og demokratiet skal prioriteres i vores kontakter med Rusland.
Tunne Kelam, forslagsstiller. − (EN) Fru formand! Denne forhandling burde have været ført for længe siden. Vi anfører vedvarende ordet "indbyrdes afhængighed" Denne indbyrdes afhængighed vedrører ikke blot energi og handel. Den vedrører også værdier, retfærdighed, menneskelig værdighed og sandhed. Det er værdier, som Rusland selv forpligtede sig til at respektere, da det blev medlem af Europarådet.
Denne debat bør minde os om vores fælles ansvar for den alarmerende tilbagegang i demokrati og menneskerettigheder i Rusland.
Den 3. december 2008 sendte 17 russiske menneskerettighedsgrupper en fælles erklæring til EU. Europas reaktion har efter deres udsagn ikke været tilstrækkelig i forhold til det, der finder sted i Rusland, og til Ruslands relationer med nabostater som Ukraine og Georgien. EU har forsømt at få Moskva til at opfylde samme standarder, som vi insisterer på, at andre partnere opfylder. Det er præcis denne forsømmelse, der har gjort det muligt for de russiske myndigheder groft at overtræde menneskerettigheder og international lov.
Elena Bonners tale til os i går indeholdt kernen i Andrej Sakharovs budskab: Gør det, I skal gøre. Gør det, jeres samvittighed byder jer at gøre. Gør vi det ikke, risikerer vi at blive medansvarlige for at sende retfærdigheden og menneskerettighederne i nabolaget i gaskammeret, mens vi gør pragmatiske forsøg på at sikre vores energiforsyninger.
Kan vi gøre en forskel? Alle dem, der har oplevet den sovjetiske totalitarismes brutalitet og tilsyneladende almægtighed kan forsikre jer om, at vi kan gøre en forskel, hvis vi sætter tilstrækkelig pris på vores egne værdier. Det russiske folk fortjener at nyde godt af samme værdier og retfærdighed som os.
Ewa Tomaszewska, forslagsstiller. – (PL) Fru formand! I Rusland bruges mord og likvidering fortsat til at bringe menneskerettighedsaktivister og alle anderledes tænkende til tavshed.
I Moskva, den 28. oktober, blev lederen af den russiske jesuiterorden, Otto Messmer, og den ecuadorianske præst Victor Betancourt myrdet. Den 31. august blev Magomed Jevlojev dræbt. Der er også blevet begået mordforsøg på Akhmed Kotiev, Zurab Tsetchoev, Dmitrij Kraiukhin, Stanisław Dmitrievskij og Karinna Moskalenko. Den 4. december organiserede russiske offentlige anklagere en ransagning af organisationen Memorials kontorer, hvorunder en database indeholdende oplysninger om tusindvis af ofre for Stalins styre blev beslaglagt.
Retssagerne om mordene på Anna Politkovskaja og Aleksandr Litvinenko viser, at de russiske myndigheder forsøger at forhindre et retfærdigt resultat, og at de forsøger at hindre verden i at erfare, hvem der beordrede drabene. I Rusland er det gængs at arrestere fredelige demonstranter og tyrannisere værnepligtige.
Jeg protesterer på det kraftigste mod overtrædelser af menneskerettighederne i Rusland. Jeg opfordrer de russiske myndigheder til at indstille forfølgelsen af menneskerettighedsforkæmpere.
Michael Gahler, for PPE-DE-Gruppen. – (DE) Fru formand! Vi har givet udtryk for vilje til at samarbejde med Rusland ved mange lejligheder. Vi ønsker økonomisk udveksling og politisk dialog med landet. Europa og Rusland behøver hinanden. Derfor er det så meget mere bekymrende at se, hvordan retsstatsprincippet og demokratiet udvikles i det land, hvis befolkning allerede har lidt under sovjetdiktaturet gennem så mange årtier.
Alle demokratiindikatorer har peget nedad, siden Vladimir Putin kom til magten. Det gælder presse- og mediefrihed, udtryksfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, og ikke blot for politiske partier, retsvæsenets uafhængighed og respekten for mindretal.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol her i Strasbourg har ved flere lejligheder fordømt Rusland, hvilket er et deprimerende bevis på borgerrettighedssituationen i landet. En af de ting, ransagningen af forsknings- og informationscentret Memorial i Skt. Petersborg den 4. december viser, er, at den nuværende ledelse tydeligvis forsøger at gøre sig fri af landets tyngende stalinistiske arv og dække over Stalins terror. Det er ikke noget godt grundlag for udviklingen af det demokratiske samfund, som er en betingelse for en succesfuld økonomisk og social udvikling i landet, eller for dets europæiske naboers tillid til det som en pålidelig, fredelig partner.
Det er i vores fælles interesse at presse på for en tilbagevenden til retsstatsprincipper og demokrati i Rusland i alle vores kontakter med regeringen, civilsamfundet og erhvervslivet.
Janusz Onyszkiewicz, for ALDE-Gruppen. – (PL) Fru formand! Rusland er for vigtigt for os til ikke at nære stærk interesse for det, der sker i det land. I den kommunistiske periode var problemet ikke ytringsfriheden. Problemet vedrørte i stedet ens egen frihed, efter man havde ytret sig. I dag forekommer situationen endnu værre. Nu er det ikke blot friheden, der står på spil, men sågar folks liv.
Beslutningen fremhæver de talrige og chokerende mord på menneskerettighedsforkæmpere eller mennesker, som de nationale eller lokale myndigheder anser for besværlige af andre grunde. De ansvarlige for disse mord får lov til at forsvinde ud af landet, som i tilfældet med Anna Politkovskajas mordere, eller også gemmer de sig bag deres parlamentariske privilegier som i tilfældet med Aleksandr Litvinenkos mordere Denne alarmerende situation betyder, at det vil blive vanskeligt for os at behandle Rusland som et land med reel vilje til at hævde de grundlæggende retsstatsprincipper.
Mikel Irujo Amezaga, for Verts/ALE-Gruppen. – (ES) Fru formand! Jeg beklager den tidligere forvirring om rækkefølgen for mit indlæg.
Menneskerettigheder og frihed er de vigtigste søjler i EU, og de skal også underbygge vores dialog med Rusland.
Uheldigvis bliver listen af krænkelser stadig længere, og de vanskeligheder, menneskerettighedsforkæmpere udsættes for i deres arbejde, bliver også stadig større.
Der er forekommet adskillige overgreb på menneskerettighederne i de seneste måneder, blandt mange andre. Stanislav Dmitrievskij, konsulent for Nisjnij Novgorod-stiftelsen til tolerancens fremme, har fået angrebet sit hjem. Bevæbnede tropper har kidnappet og banket Zurab Tsetchoev, en menneskerettighedsforkæmper i Ingusjetien.
Pårørende til Ilyas Timishev, en menneskerettighedsadvokat, er blevet tilbageholdt, afhørt og mishandlet.
Jeg vil her også minde om, at i sidste uge, den 12. december, besluttede den spanske regering at udvise Murat Gasajev til Rusland. Hr. Gasajev, en russisk statsborger fra Tjetjenien, blev ifølge Amnesty International tilbageholdt af den russiske efterretningstjeneste i 2004 og tortureret i tre dage.
Hr. Gasajev flygtede til Spanien, hvor han søgte asyl i 2005. Hans ansøgning blev afvist på basis af en fortrolig rapport udarbejdet af de spanske myndigheder, som hverken han selv eller hans advokat fik adgang til.
Spanien er medunderskriver af konventionen mod tortur, og der er givet grønt lys for at udvise ham på basis af de russiske myndigheders diplomatiske forsikringer
Talrige rapporter fra menneskerettighedsorganisationer har gentagne gange givet udtryk for bekymring over brugen af tortur i Den Russiske Føderation, specielt i republikkerne i det nordlige Kaukasus såsom Tjetjenien og Ingusjetien.
Hvis Murat Gasajev udvises, er der helt reelt fare for, at han vil blive underkastet tortur og andre former for mishandling, når han er kommet i russisk varetægt.
Jeg vil slutte med at gentage noget, som min gruppefælle hr. Horáček, sagde, og bruger her som aftalt det ekstra minuts taletid. I juli mindede han om, at fangerne i Jukos-sagen, Mikhail Khodorkovskij og Platon Lebedev, tilbageholdes i Chita-fængslet i Sibirien. Der er også andre.
Jeg vil derfor gerne anmode om, at vi gør alt i vores magt for at sikre deres løsladelse, og også tilskynder Rusland til at gøre ytrings- og pressefrihed til virkelighed og ikke at hindre ngo'ers arbejde. Alle disse faktorer er af afgørende vigtighed for vores fælles fremtid i Europa.
Andrzej Tomasz Zapałowski, for UEN-Gruppen. – (PL) Fru formand! I dag er der endnu en gang rejst kritik af den russiske regering for at tolerere og undertiden endda anspore til aktiviteter, som ligger milevidt fra de principper om borgerskab, som er grundlæggende for ethvert civiliseret land. Russerne er forbitrede over, at menneskerettighedsforkæmpere er blevet kidnappet, intimideret eller sågar myrdet. Samtidig er der i Rusland imidlertid også betydelig støtte til selv samme regering på trods af den helt åbenbare måde, den knuser al opposition på.
Hovedparten af russerne sætter pris på en stærk ledelse, endda en skånselsløs ledelse. Russerne vil genopbygge det russiske imperium, uanset hvordan målet nås. Europa foregiver ikke at bemærke dette, da de økonomiske interesser selvfølgelig er af yderste vigtighed. Og en stor del af den russiske befolkning ønsker en genforening af de tidligere sovjetrepublikker med Rusland, sågar dem, der i dag er med i EU. Det udgør et endnu mere alvorligt problem end de menneskerettighedskrænkelser, der sker i Rusland. Alligevel, på trods af denne store fare, tier vi i den sag.
Kathy Sinnott, for IND/DEM-Gruppen. – (EN) Fru formand! Rusland er Europas største og nærmeste nabo og pga. vores handelsforbindelser også én af det vigtigste. Det, der sker i Rusland, er meget vigtigt for Europa af disse grunde. Desuden har begivenhederne i Rusland meget stor indflydelse på Europa. Derfor, men også pga. de menneskerettighedskrænkelser, der omtales i den, er dette forslag til beslutning så vigtigt.
Jeg vil gerne fremhæve mit møde med Garri Kasparov her i Parlamentet i Strasbourg, mens han var kandidat til præsidentvalget i Rusland. Han kom som æresgæst, da han var kandidat. Kasparov gjorde det sågar dengang klart for os, at Kremls holdning til politisk aktivitet betød, at de behandlede ham som statsfjendtlig og kriminel – mange af de ting vi taler om i dag – hvorved han risikerede at blive mishandlet og konstant var truet af arrestation af sig selv eller sine tilhængere.
Undertiden rækker den slags aktiviteter endda ud over Ruslands grænser og sågar ind i EU. Under vores nylige rejse med Udvalget om Andragender til Bulgarien fortalte den bulgarske ortodokse kirke, der lider alvorligt under forfølgelse i Bulgarien, om Ruslands indflydelse på deres situation.
Vi skal holde op med at frygte for energisikkerheden, for den slags overvejelser lægger en dæmper på vores strategi over for Rusland og får os til gå på listesko i deres nærvær. I stedet skal vi bruge stærke og klare ord over for Rusland, når vi minder dem om, at de er medlemmer af Europarådet og medunderskrivere af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Strasbourg-aftalen, og vi må insistere på, at de respekterer demokrati og menneskerettigheder både i og uden for Rusland.
Bernd Posselt (PPE-DE). – (DE) Fru formand! Problemerne med retsstatsprincippet i Rusland er ikke tilfældige afvigelser, men en kræft, der spredes systematisk. Vi er i anden fase af Putin-æraen, med hr. Medvedev til at pynte på det, og tredje fase er under forberedelse.
Hr. Putin begyndte sin første fase med den anden tjetjenske krig, hvor et lille land blev angrebet på en måde, der svarede til folkemord, og hvor motivet var enorme koloniinteresser i dets råstoffer. Siden da er sagen eskaleret, retsstatsprincipperne og pressefriheden er blevet indskrænket, menneskerettighedsforkæmpere som Karinna Moskalenko er blevet forfulgt hele vejen til den europæiske hovedstad Strasbourg, og vi har set en total mangel på fremskridt og, som jeg sagde tidligere, ikke blot tilfældige afvigelser, men systematisk tab af de sidste rester af demokrati og retsstatsprincipper.
Derfor skal EU vise betydelig mere kraft. Det er noget, vi i forhandlingerne om en aftale skylder mennesker som Anna Politkovskaja, Aleksandr Litvinenko og mange andre, som er døde, fordi de vovede at undersøge disse afvigelser eller sige tingene rent ud.
Enhver, der drøfter spørgsmålet åbent i Rusland, udsætter sig for livsfare, og hver gang tales der om gådefulde, dunkle omstændigheder. Derfor har vi, der lever i frihed og relativ sikkerhed, pligt til at sikre, at der langt om længe kastes i hvert fald et vist lys over omstændighederne, og til her i Parlamentet i det mindste at gøre, hvad vi kan, nemlig at tale klart og oprigtigt til de siddende russiske magthavere. I sidste ende er det det eneste sprog, de forstår, som Elena Bonner gjorde klart i sin bevægende tale i går.
Lad os følge det eksempel, modige folk som Elena Bonner og Andrej Sakharov har sat, og lad os så endelig gøre ende på hykleriet og selvbedraget. Lad os sige det, som det er. Det ville være den bedste tjeneste, vi kunne gøre det russiske folk.
John Bowis (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Anna Politkovskaja blev myrdet for to år siden. Hun blev skudt ned i elevatoren i det lejlighedsbyggeri, hun boede i. Der var smidt et skydevåben ved siden af hende. Det skete i fuldt dagslys. Spørgsmålet dengang lød "Hvem trykkede på aftrækkeren?" Spørgsmålet siden da har været "Hvem trak i de snore, der trak de hænder, som trykkede på aftrækkeren?" Stilen var mafiadrab, men hun havde aldrig skrevet om mafiaen. Hun skrev kun om den russiske regering og dens handlinger i Tjetjenien. Det var en advarsel til andre frittænkende journalister om ikke at betræde græsset omkring myndighederne.
Det vil lykkes, medmindre verdensopinionen og klar besked fra EU's institutioner fremtvinger en ordentlig retssag og en ordentlig klarlægning af, hvem der gav ordrerne. Vi kan ikke give Anna livet tilbage, men vi kan give hende retfærdighed. Vi kan gøre hende til et symbol på frihed og ikke på undertrykkelse. Det skal vi samles om.
Paulo Casaca (PSE). – (PT) Fru formand! Vi nærmer os afslutningen på en yderst vigtig forhandling, som vi som allerede nævnt burde have ført for længe siden. Rusland er væsentligt for os i alle henseender, men specielt som et land, hvor menneskerettighederne skal respekteres. Disse menneskerettigheder omfatter nødvendigvis forkastelsen af fremmedhad og homofobi. Jeg vil gerne opfordre alle medlemmer til at sikre, at der henvises eksplicit til disse to store svøber i Rusland, som med rette anses for sådanne i beslutningsforslaget, og til ikke at indvillige i at fjerne disse referencer.
Zbigniew Zaleski (PPE-DE). – (FR) Fru formand, hr. kommissær! Beslutningen henviser direkte til nogle forkastelige sager.
Denne beslutning skal ikke være en hastebeslutning, men en konstant appel til de russiske myndigheder, eftersom vi fordømmer deres forfølgelsesmetoder. Denne beslutning er en appel til det russiske folk, til de militante personer og de russiske helte, som vil kæmpe for frihed, indtil ingen længere behøver at frygte henrettelse for at have benyttet sin ytringsfrihed.
Jeg mener, vi bør rette vores appel i sammenhæng med relationerne og møderne mellem den russiske regering og Europa-Kommissionen.
Marcin Libicki (UEN). – (PL) Fru formand! I dag drøfter vi menneskerettighedsovertrædelser såsom mordet på fru Politkovskaja, men også andre hændelser, der har fundet sted i Rusland, og som er tegn på statens terrorpolitik mod sin egen befolkning.
Vi må ikke glemme, at Rusland ud over at overtræde menneskerettighederne også er ved at blive mere imperialistisk og, efter en kort pause i begyndelsen af halvfemserne, atter truer sine naboer. Denne situation skyldes, at kommunismen aldrig formelt er blevet stillet til regnskab og fordømt. I dag kan vi tale om Tyskland som et demokratisk land med respekt for mennesker, fordi Tyskland har overvundet Hitler og sin nazifortid.
I dag skal vi forsøge at sikre, at den kommunistiske fortid behandles både her i Parlamentet, og hvor som helst vi kan øve indflydelse, da det er den eneste måde at dæmme op for flodbølgen af russisk terrorpolitik hjemme og landets imperialistiske ambitioner i udlandet.
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. − (FR) Fru formand! Den 5. november henviste præsident Medvedev i sin første årstale til Det Russiske Føderative Råd eksplicit til Europarådets konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.
Denne symbolske reference i jubilæumsåret for verdenserklæringen om menneskerettigheder viser den nye præsidents interesse i anliggender, der vedrører reform af retsvæsenet og disse reformers indvirkning på menneskerettighederne. Hans ord er opmuntrende, men EU bliver nødt til at følge udviklingerne på området meget nøje. Realiteterne i de seneste uger har endnu en gang mindet os om de store udfordringer, russiske menneskerettighedsforkæmpere står over for. Vi har selvfølgelig lyttet nøje til de forskellige talere. De har bevidst fremhævet de alvorlige trusler mod menneskerettighederne i Rusland.
To år efter Anna Politkovskajas død er retssagen om mordet startet. Den startede oprindelig for åbne døre, som så blev lukket for senere igen at blive åbnet for offentligheden. Retssagen vil blive fulgt på nært hold af alle dem, der forsvarer udtryksfriheden.
Som mordet på Magomed Jevlojev i politiets varetægt i slutningen af august minder os om, bliver journalistik en stadig farligere profession i Rusland.
I begyndelsen af december blev Memorial, én af de ældste og mest prestigefyldte ngo'er, der arbejder med den smertefulde fortid i det tyvende århundredes Rusland, genstand for en politiransagning. Denne ransagning resulterede i konfiskering af historiske arkiver om gulag-fangelejrene.
Hvis vi virkelig vil fortsætte det arbejde, vi påbegyndte i april under konferencen om forbrydelser begået af totalitære styrer i Europa, en konference som jeg selv åbnede, så siger det sig selv, at historikerne ubetinget skal have adgang til arkiverne. Ransagningen den 4. december er et urovækkende signal til dem, der tror på behovet for en ærlig debat om fortidens dybe sår. Denne debat er påkrævet for at sikre den nødvendige forsoning i fremtiden.
Selvfølgelig giver samrådene mellem EU og de russiske myndigheder rig lejlighed til at gentage behovet for at overholde de forpligtelser, som Rusland tilsluttede sig på menneskerettighedsområdet. Kommissionen fortsætter sin indsats til støtte for civilsamfundets initiativer, ikke mindst gennem det europæiske initiativ for demokrati og beskyttelse af menneskerettighederne.
Vi prioriterer også støtte til reform af retsvæsenet i samarbejdsprogrammerne med Rusland. Under det seneste møde med Rusland kom jeg i kontakt med nye embedsmænd med ansvar for retsvæsenet, og jeg er fast besluttet på at tilstræbe en stram dialog med dem. Desuden forhandler EU og Rusland i øjeblikket om et nyt kontraktgrundlag til erstatning for den nuværende partnerskabs- og samarbejdsaftale.
Overholdelse af menneskerettighederne skal naturligvis være et centralt led i denne nye aftale. De forpligtelser, parterne har indgået inden for rammerne af FN, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og Europarådet, skal opfyldes, og Kommissionen er fortsat aktiv i så henseende. Fru Ferrero-Waldner har bedt mig takke Dem for at have indledt denne forhandling og har forsikret mig om sit personlige engagement. Jeg er også selv engageret i dette, idet jeg har lejlighed til at føre dialog med Moskvas myndigheder inden for sikkerhed og retfærdighed.
Det er alt, hvad jeg kan sige om sagen, fru formand. Jeg håber, at 2010 giver de russiske embedsmænd lejlighed til at opfylde deres forpligtelser i højre grad, for det har de ikke gjort i år.
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted nu.
Skriftlige erklæringer (artikel 142)
Urszula Gacek (PPE-DE), skriftlig. – (EN) Der sker fortsat alvorlige menneskerettighedsovertrædelser i den igangværende Jukos-sag. Fem år efter Mikhail Khodorkovskij blev arresteret, holdes han og andre Jukos-funktionærer fortsat fængslet under tvivlsomme omstændigheder. Sagen mod den tidligere Jukos-advokat Vasilij Aleksanjan, som har været i undersøgelsesfængsel siden 2006, er dybt foruroligende. Dødssyg af aids, lymfekræft og tuberkulose har Aleksanjan erklæret, at han nægtede at give efter for afpresning for at få ham til at give falsk vidneudsagn om Khodorkovskij til gengæld for lægebehandling. Hvor hans sygdom tidligere kunne holdes i ave, udviklede han derfor dødelige komplikationer. Selv om fristen for at rejse anklage mod ham udløb i december 2008, vil retsmyndighederne kun løslade Aleksanjan mod en urimelig kaution på 1,4 mio. EUR. I mellemtiden er Khodorkovskij ikke blevet prøveløsladt, selv om han er berettiget til det i henhold til russisk retspraksis. Efterforskerne har forberedt nye, utroværdige anklager mod Khodorkovskij og har holdt ham i undersøgelsesfængsel i næsten to år.
Håndteringen af disse og mange andre sager afslører alvorlige svagheder i Ruslands retssystem. Løsladelse af disse mennesker vil være en klar markering af Ruslands succes med at bekæmpe retlig nihilisme. Partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Rusland bør gøres afhængig af en løsning på spørgsmålene om retsstatsprincippet, herunder spørgsmålet om politiske fanger.
Eija-Riitta Korhola (PPE-DE), skriftlig. – (FI) Rusland er medlem af Europarådet og af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og er eller burde på basis af sit medlemskab være fuldt forpligtet til at overholde menneskerettighederne. Imidlertid står det slet til med den faktiske menneskerettighedssituation i landet. Fremmedhad og homofobi er ifølge Moskvas Menneskerettighedskontor i stigning, og det har i 2008 ført til 100 menneskers død på grund af deres race, nationalitet, religion eller seksuelle orientering. I oktober blev lederen af den russiske jesuiterorden, Otto Messmer, og den ecuadorianske præst Victor Betancourt brutalt myrdet i deres lejlighed i Moskva. Problemet er, at de russiske myndigheder i praksis ikke fordømmer sådanne forbrydelser.
At forsvare menneskerettigheder i Rusland betyder desuden at bringe sig selv i en specielt farlig situation. Situationen for menneskerettighedsforkæmpere vækker alvorlig bekymring. Det samme gør de problemer, ngo'ere, der fremmer menneskerettighederne, konfronteres med. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg har behandlet adskillige sager indbragt af russiske borgere. Kendelserne antyder, at mange sager vedrører alvorlige menneskerettighedsovertrædelser og undertrykkelse fra de russiske statsmyndigheders side.
Vi bliver nødt til at se alvorligt på disse forhold, når vi forhandler om en ny aftale, som indeholder en omfattende ramme for forbindelserne mellem EU og Rusland. De forhandlinger, der blev indledt på topmødet mellem EU og Rusland i november, skal anerkende den centrale position, menneskerettighederne, retsstatsprincippet og demokratiet indtager. Vi skal også insistere på, at de russiske myndigheder ufortøvet retter sig efter alle Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols kendelser.
Menneskerettighedsadvokater, som behandler påstande om krænkelser og samtidig løber enorme personlige risici under efterforskningen af sager, fortjener den største respekt for det værdifulde arbejde, de udfører. De bør have garanti for statslig beskyttelse og passende støtte fra det internationale samfunds side.