Carlo Fatuzzo (PPE-DE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Det glæder mig utrolig meget at kunne tale i dette store Parlament, som er fyldt med medlemmer fra alle vores 27 medlemsstater. Det er sjældent, jeg har mulighed for at blive hørt af så mange.
Det tilfalder mig i denne forbindelse at forklare min stemme for hr. Belders betænkning om handelsmæssige og økonomiske forbindelser med Vestbalkan. Jeg er bestemt for, at EU gør det så let som muligt for disse Balkanstater at komme med i EU. Jeg mener, det er vigtigt, at den økonomiske støtte er højere end den, der hidtil er blevet allokeret, og at vi skal gøre det muligt at forbedre forbindelserne mellem Balkanstaterne og Europa, udvikle turismen og give alle Balkanborgere, unge såvel som gamle, mulighed for at leve et bedre liv, end de har gjort hidtil.
Marian Harkin (ALDE). – (EN) Fru formand! Først vil jeg gerne blot have ført til protokols, at jeg trykkede på den forkerte knap vedrørende McGuinness-betænkningen. Faktisk støtter jeg McGuinness-betænkningen om fødevaresikkerhed fuldt ud, men det tjekker jeg med tjenesten senere.
Jeg er især enig i, at den fælles landbrugspolitik bør tilpasses for at tilgodese fødevaresikkerhedshensynene, og at landbrugerne har behov for en stabil politik for at kunne planlægge for fremtiden. Vi kan ikke få sikkerhed, men vi har med sikkerhed brug for en vis grad af stabilitet.
Derudover støtter jeg den kendsgerning, at markedet alene ikke kan yde landbrugerne indkomstsikkerhed, og opfordringen til en detaljeret konsekvensanalyse, navnlig vedrørende konsekvenserne for fødevaresikkerheden. Hvis vi ser på særlige EU-forslag, f.eks. om plantebeskyttelsesmidler, har vi igen brug for en korrekt, detaljeret konsekvensanalyse, og vi skal tage fødevaresikkerheden i betragtning, når vi foretager denne analyse.
Mairead McGuinness (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke mine kolleger for deres godkendelse af denne betænkning og Marian Harkin for hendes opmuntrende ord.
Den giver et klart indtryk af Parlamentets holdning til landbrugspolitik, ikke blot på europæisk plan, men også på globalt plan. Den opfordrer især til, og det er vigtigt, at der igen sættes fokus på landbrugspolitikken i udviklingslandene, og at vi yder bistand, så dem, der kan producere fødevarer, gør det lokalt. Jeg mener, at de 1 mia. euro, som EU vil afsætte til dette formål, er et skridt i den rigtige retning.
Jeg støtter selvfølgelig min egen betænkning. Jeg mener, den er et blåtryk for fremtiden med hensyn til den måde, hvorpå Parlamentet opfatter landbruget. Selv om debatten om fødevaresikkerhed er forsvundet fra den politiske dagsorden, har vi stadig problemet med, at 30.000 børn hver dag dør af sult.
David Sumberg (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Jeg er Dem taknemmelig for, at De har givet mig mulighed for at forklare, hvorfor jeg afholdt mig fra at stemme om McGuinness-betænkningen. Den fokuserer på et meget væsentligt aspekt af EU, og det er den absolutte vigtighed af at sikre fødevareforsyninger til dem, der sulter, og til dem, der ikke har nogen ordentlig fødevareforsyning. Det kan ingen være imod, og jeg er bestemt ikke imod det. Problemet med betænkningen er imidlertid efter min opfattelse, at den ser på og henviser til den fælles landbrugspolitik, men at den ikke nævner den kendsgerning, at der er et presserende behov for reform – og yderligere reform – af denne politik.
Den tjener ikke det europæiske folk godt. Den tjener ikke de britiske landbrugere godt. Indtil den byrde bliver taget af de europæiske skatteyderes skuldre, vil vi være i vanskeligheder. Jo, betænkningens målsætninger er rigtige, men jeg er bange for, at den slet ikke tager fat på det centrale problem.
Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). – (PL) Fru formand! Jeg er helt enig i de fleste forslag og udtalelser i McGuinness-betænkningen, som blev vedtaget for et øjeblik siden. Der vil med stigende hyppighed opstå pludselige udsving i fødevarepriserne på verdensmarkedet, som får negative konsekvenser.
Prisstigningerne rammer lavindkomstfamilierne hårdest, hvor en stor del af budgettet går til mad. Det er lige nøjagtig disse mennesker, der fortjener at få hjælp - de mest trængende, både i udviklingslandene og i EU. Jeg er enig i, at den fælles landbrugspolitik bør tilpasses de nye forhold, så den tilgodeser problemerne med fødevaresikkerhed bedre, og derfor bør vi modsætte os afviklingen af markedsforvaltningsforanstaltningerne og nedskæringerne i EU's landbrugsudgifter i de kommende finansielle overslag.
Det er en god idé inden for rammerne af FAO at etablere et internationalt observationsorgan for priser på landbrugsprodukter og deres produktionsfaktorer med henblik på at overvåge disse data på internationalt plan og reagere hurtigt på udsving. Jeg mener, at oprettelsen af et system på verdensplan af fødevarelagre bør overvejes.
Syed Kamall (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Jeg er taknemmelig for, at jeg har fået mulighed for at forklare, hvorfor jeg også afholdt mig fra at stemme om denne betænkning.
Jeg tror, de fleste her i Parlamentet, uanset hvilken del af det politiske spektrum de kommer fra, er enige i, at fødevaresikkerheden er meget vigtig. Problemet er, at vi ikke er enige om, hvad fødevaresikkerhed er. For mange af os er fødevaresikkerhed at sørge for, at der er nok mad til alle verdens mennesker, hvor de end kommer fra. For andre er den et påskud for protektionisme. For dem er fødevaresikkerheden kun fødevarer produceret i EU til europæerne. "Lokal produktion" er et udtryk, jeg ofte har hørt brugt. Jeg hører folk bruge fødevaresikkerheden som påskud for at lukke af for import fra resten af verden, hvorved de spærrer for den eksport af høj kvalitet, vi ser fra mange af verdens fattigere lande, og hvorved de dømmer mange flere landbrugere i de fattigere lande til fattigdom.
At sige, at den fælles landbrugspolitik bør være fødevaresikkerhedens hjørnesten, er en forbavsende udtalelse, som vi skal argumentere effektivt imod.
Christopher Heaton-Harris (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Jeg tilslutter mig min fremragende kollega Syed Kamalls bemærkninger i denne sag. Jeg afholdt mig fra at stemme, da mit parti var blevet indskærpet at afholde sig fra at stemme, men alle ved, at fødevaresikkerhed er et ekstremt vigtigt emne for os alle, og derfor er jeg forvirret over den måde, hvorpå Parlamentet håndterer denne sag.
I denne betænkning, som jeg tror, vi alle er for, nævner vi det problem, vi var lige ved at skabe for os selv ved at stemme for direktivet om plantebeskyttelsesmidler. Vi har netop undermineret den europæiske fødevaresikkerhed. Ca. tre minutter efter at vi stemte for denne betænkning, sikrede vi os praktisk talt, at vores landbrugere ikke vil kunne producere fødevarer nok til vores kontinent i fremtiden. Det synes jeg er mærkeligt. Det er en skam, at ingen andre synes at læse de betænkninger, der drøftes her i Parlamentet.
Avril Doyle (PPE-DE). – (EN) Fru formand! En af de største bekymringer og et af de centrale elementer i forbindelse med den globale fødevaresikkerhed er at sikre tilstrækkelig, bæredygtig produktion og at sikre fødevaresikkerheden i de såkaldt udviklede lande, f.eks. her i EU, så vi kan eksportere vores overskudsproduktion og ikke konkurrerer mod hinanden på verdensfødevaremarkederne og derved øger priserne for folk i de regioner, der ikke har klimaet, jorden, knowhowen og investeringerne til at producere deres egne fødevarer.
Vi skal være meget forsigtige med vores politikker for at sikre, at vi ikke blot ud fra et miljømæssigt, men også ud fra et globalt synspunkt tilgodeser behovet for bæredygtig fødevareproduktion
Peter Baco (NI). – (SK) Fru formand! Jeg stemte for betænkningen om den fælles landbrugspolitik og global fødevaresikkerhed, fordi den behandler emner, jeg igen og igen har rejst i Europa-Parlamentet som prioritetsspørgsmål.
Det første emne indebærer et fald i producenternes omkostninger, som vil give større global konkurrencedygtighed. Det andet emne er reduktionen af volatiliteten på fødevaremarkederne, især gennem større lagre. Det tredje emne vedrører indstillingen af landbrugets faldende sociale betydning ved at øge den offentlige bevidsthed om dets unikke og uerstattelige rolle. Det fjerde emne vedrører tilendebringelsen af den vilkårlige forvaltning af den fælles landbrugspolitik ved at foretage en systemisk organisation af politikken med fokus på langsigtede mål. Det femte og sidste emne indebærer et stop for landbrugets nedgang i de nye medlemsstater, som skyldes den fælles landbrugspolitiks diskriminerende principper, samtidig med at udnyttelsen af uudnyttet landbrugspotentiale skal fremmes i disse lande, de nye medlemsstater.
David Sumberg (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Dette er typisk for Den Europæiske Union. Her afsætter vi flere penge til at forsøge at overtale offentligheden til at stemme for den jammerlige Lissabontraktat. Da offentligheden fik muligheden i Republikken Irland, gjorde den det helt klart, at den ikke vil have denne traktat, og hvis det britiske folk havde fået chancen – og de burde de have fået, for det var de blevet lovet af Labourregeringen under det seneste parlamentsvalg – ville de også have forkastet denne traktat med et overvældende flertal.
EU burde virkelig have hørt budskabet klart og tydeligt – folk vil ikke have den traktat. Folk vil ikke have mere kontrol i Bruxelles og Strasbourg. Folk vil have deres egne regeringer og deres egne lovgivningsmagter til at træffe de beslutninger, der vedrører dem. Indtil EU har forstået dette budskab, vil vi blive ved med at pumpe skatteyderne for flere penge til at tvinge folk til stemmeurnerne under påskud af, at De rent faktisk har overtalt dem til at ændre mening. Det gør de ikke.
Marian Harkin (ALDE). – (EN) Fru formand! Jeg vil allerførst gerne sige, at dette er en fremragende betænkning. Vi taler altid om at knytte EU til borgerne og om, at EU's projekt ikke kan videreføres uden EU's borgeres deltagelse.
Der findes to typer demokrati. Det repræsentative demokrati, som vi har her i Parlamentet, og deltagelsesdemokratiet, som denne betænkning handler om. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at den civile dialog går to veje. Den er gensidig. Derfor skal EU's institutioner tage hensyn til de bekymringer og idéer, borgerne fremsætter. Det synes jeg, at de 1 mio. underskrifter til handicapspørgsmål og det dokument, vi drøfter her i Parlamentet for øjeblikket, er et fremragende eksempel på.
Jeg er ikke enig med den foregående taler, for jeg mener, at hvis vi lader Lissabontraktaten gå igennem, giver den os mulighed for at knytte borgerne til EU på en meget mere meningsfuld måde. Vores rolle her i Parlamentet er at sikre, at Lissabontraktaten, hvis vi lader den gå igennem, fungerer effektivt.
Daniel Hannan (NI). – (EN) Fru formand! Man kan udlede meget af titlen på denne betænkning om perspektiver for udvikling af den civile dialog under Lissabontraktaten. Det gør ikke noget, at Lissabontraktaten, hvilket det regelmæssigt er nødvendigt at minde Parlamentet om, ikke er trådt i kraft. Den er blevet forkastet tre gange i dens forskellige former af 55 % af de franske vælgere, 62 % af de nederlandske vælgere og 54 % af de irske vælgere.
Lad os hellere fokusere på den del af titlen, der kommer fra Orwells kærlighedsministerium – perspektiver for udvikling af den civile dialog. Almindelige vælgere, der er ubevandrede i EU's besynderlige idiom, forstår måske ikke disse ord på samme måde, som vi gør her i Parlamentet. De betyder nemlig, at der skal skabes et nyt propagandabudget for at forsøge at få folk til at ændre mening.
Jeg må sige, at end ikke alle de euro, der findes i Den Europæiske Centralbanks bokse, vil være nok til at overbevise folk om en idé, der ganske enkelt er dårlig.
Dialog omfatter pr. definition to parter. EU skal være i stand til at modtage såvel som til at give. Det betyder at underkaste traktaten en folkeafstemning. Pactio Olisipiensis censenda est!
Syed Kamall (PPE-DE). – (EN) Fru formand! De skal have tak for, at De giver mig mulighed for at forklare, hvorfor jeg stemte, som jeg gjorde, om denne betænkning.
Når jeg læser titlen på betænkningen om den civile dialog under Lissabontraktaten, minder den mig om noget, Mahatma Gandhi engang sagde. Da han blev spurgt om den vestlige civilisation, sagde han, at det da ville være en god idé. Derfor tænkte jeg, da jeg læste titlen på denne betænkning om den civile dialog under Lissabontraktaten, at det da ville være en god idé, ville det ikke? Hvis bare vi havde en civil dialog. Hvis bare vi havde en tovejsdialog. En af de tidligere talere sagde, at dialog i høj grad er en tovejsproces, men hvis vi kigger på nogle af de civilsamfundsorganisationer, der oprettes med henblik på at fremme Lissabontraktaten, ser vi kun organisationer, der er fuldt ud rettet mod at fremme denne grundlæggende udemokratiske traktat. Hvor mange organisationer, der er imod traktaten, vil der blive oprettet, eller vil det blive tilladt at fremme? Der er ikke nogen tovejsdialog, og det er derfor, EU's borgere, når de får mulighed og bliver spurgt om Lissabontraktaten, vil forkaste den.
Syed Kamall (PPE-DE). – (EN) Fru formand! De skal have tak for Deres tålmodighed her i Parlamentet. Jeg ville gerne tale om dette emne, men jeg har bare alt for meget at sige i dag, så jeg glæder mig over alle de afstemninger, der er blevet afholdt i Parlamentet i dag. Ja til den fælles fiskeripolitik, og ja, lad os tale om bæredygtig udvikling – men de to strider naturligt imod hinanden. Hvis De vil se på en bæredygtig fiskeripolitik, skal De se på ejendomsrettigheder og markedsbaserede løsninger. Se på de lande, hvor fiskerne får omsættelige rettigheder, der gives videre fra generation til generation. Det er den bedste måde at sikre sig bæredygtige fiskebestande på, ikke nogen kunstig kommunistisk metode, hvor man planlægger fiskeriet centralt. Det er derfor, vi oplever et stort svind i fiskebestandene, og vi alle vil ende med at lide.
Formanden. – Vi udsætter nu mødet. Vi vender tilbage til stemmeforklaringerne efter det højtidelige møde.