Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 14. januar 2009 - Strasbourg

9. Gasleverancer fra Rusland til Ukraine og EU (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens redegørelser om gasleverancer fra Rusland til Ukraine og EU.

  Alexandr Vondra, formand for Rådet. – (EN) Hr. formand! Rådet vil gerne takke Parlamentet for at have sat dette punkt på dagsordenen for årets første mødeperiode. De vil sandsynligvis være enig med mig i, at det tjekkiske formandskab var ualmindeligt forudseende, da vi gjorde energiforsyningssikkerhed til en af de vigtigste prioriteter for vores formandskab.

EU kan uden tvivl forvente større afbrydelser af gasleverancerne som følge af konflikten mellem russerne og ukrainerne og mellem Gazprom og Naftogaz. Afbrydelsernes omfang svarer nu til ca. 30 % af Fællesskabets samlede gasimport. Der er således tale om en situation, som vi end ikke oplevede i koldkrigsårene – den fuldstændige afbrydelse, som vi står over for i dag.

Rådet og Kommissionen var opmærksomme på, at problemet kunne opstå. Vi stod som bekendt over for en lignende situation for tre år siden, i 2006, og det er mere eller mindre et årligt tilbagevendende problem, eftersom Rusland hvert år hæver priserne på den gas, som landet eksporterer til sine nabolande, mod markedsniveauet. Vi var derfor særligt på vagt i betragtning af Fællesskabets store afhængighed af russisk gas. Rent faktisk er visse medlemsstater næsten 100 % afhængige af gas fra Rusland.

Jeg vil navnlig gerne fremhæve den vanskelige situation i lande som Bulgarien og Slovakiet, for den forklarer, hvorfor dette problem i eksempelvis de central- og østeuropæiske lande er blevet altoverskyggende – befolkningen fryser, og situationen trækker forsider i pressen. Jeg ved, at i visse andre lande, som ikke er ramt af problemet i samme grad, er situationen sikkert anderledes, i det mindste i pressen.

Denne gang fik vi allerede den 18. december 2008 via ordningen for tidlig varsling mellem EU og Rusland en formel advarsel fra russisk hånd om, at der kunne opstå et problem, hvis de igangværende forhandlinger mellem Ukraine og Rusland ikke førte til enighed om priser, transitafgifter og gældsafvikling. Vi var derfor ikke helt så overraskede over det, der skete, men vi var overraskede over afbrydelsens omfang og betydning.

Vi tog derfor kontakt på højeste niveau inden den 1. januar 2009 for at forhindre en afbrydelse af leverancerne. Det tjekkiske formandskab har fulgt situation nøje længe inden årsskiftet. Personligt mødtes jeg allerede med russiske embedsmænd i Prag to dage før juleaften.

Kommissionen traf de fornødne foranstaltninger for at kunne følge udviklingen mellem jul og nytår og underrettede Gaskoordinationsgruppen i starten af januar. Både før og efter 1. januar 2009 modtog formandskabet og Kommissionen – vi har et meget tæt samarbejde med hr. Piebalgs – forsikringer fra begge parter om, at gasleverancerne til EU ikke ville blive berørt.

Det tjekkiske formandskab har som bekendt sammen med Kommissionen og med hjælp fra visse medlemsstater været i kontakt med både de ukrainske og russiske gasselskaber og er flere gange rejst til møder med begge parter.

I den forbindelse har vi ikke forsøgt at bebrejde nogen af parterne eller valgt side eller endog handlet som mægler, eftersom dette er en handelsstrid. Vi har i stedet gjort begge parter kraftigt opmærksomme på situationens alvor og understreget, at Ruslands troværdighed og pålidelighed som leverandørland og Ukraines som transitland uden tvivl har lidt skade. I takt med at situationen er blevet mere alvorlig, har vi også optrådt som "formidler" i spørgsmålet om gasleverancerne til Fællesskabet – en rolle, som begge parter i høj grad påskønnede, eftersom de slet ikke talte med hinanden.

Lad mig give Dem en kort gennemgang af forløbet siden tidligt om morgenen den 1. januar 2009 – nytårsdag. Den 1. januar 2009 meddelte Rusland, at landet havde standset gasleverancerne til Ukraine, men fuldt ud opretholdt leverancerne til EU. Samme dag udsendte det tjekkiske formandskab og Kommissionen en erklæring, hvori de opfordrede begge parter til at finde en hurtig løsning og overholde deres kontraktlige forpligtelser over for EU's forbrugere.

Da det den 2. januar 2009 stod klart, at leverancerne til EU begyndte at blive berørt, udsendte det tjekkiske formandskab en formel erklæring på vegne af EU, og tidligt om morgenen samme dag tog vi i Prag imod en ukrainsk delegation anført af energiminister Jurij Prodan. Delegationen bestod af personer fra hele det ukrainske politiske spektrum, bl.a. præsident Jusjtjenkos rådgiver, repræsentanter for Naftogaz og repræsentanten for MFA.

Den 3. januar 2009 holdt vi et frokostmøde i Prag med direktøren for Gazexport, Alexander Medvedev, og jeg deltog personligt i begge møder. Begge møder afslørede en åbenlys mangel på gennemsigtighed i kontrakterne mellem Gazprom og Naftogaz og i særdeleshed en mangel på tillid, som er til hinder for at nå frem til en aftale. Parternes historier var vidt forskellige på visse punkter, så det var på det tidspunkt, at vi begyndte at bringe spørgsmålet om overvågning på banen.

I et forsøg på at håndtere problemet med de divergerende synspunkter opstod formandskabets og Kommissionens idé om en fælles undersøgelsesmission anført af den tjekkiske handels- og industriminister, Martin Říman, og Matthias Ruete, generaldirektøren for GD TRAN, og den fik mandat til denne opgave på et ekstraordinært møde i Coreper I, som vi indkaldte til den 5. januar 2009, den første arbejdsdag efter ferien.

Missionen tog til Kiev. Medlemmerne besøgte bl.a. fordelingscentralen, og næste dag, den 6. januar 2009, rejste de til Berlin for at møde Gazproms repræsentant. I lyset af at gasleverancerne til flere EU-medlemsstater var blevet kraftigt reduceret, hvilket havde medført en større afbrydelse af energiforsyningen, udsendte formandskabet og Kommissionen ligeledes den 6. januar 2009 en yderst håndfast erklæring, hvori de opfordrede begge parter til straks og betingelsesløst at genoptage gasleverancerne til EU. Formandskabet og Kommissionen forsøgte efterfølgende at fremskynde indgåelsen af en hurtig politisk aftale mellem Den Russiske Føderation og Ukraine, således at gasleverancerne straks kunne genoptages. Gasleverancerne var også hovedtemaet på Kommissionens møde med den tjekkiske regering, det traditionelle strategimøde, som fandt sted den 7. januar 2009 i Prag, og dominerede også det første uformelle rådsmøde, som vi afholdt i Tjekkiet – det uformelle møde i Rådet (almindelige anliggender) blev afholdt i Prag i torsdags. Vi havde planlagt at afholde forhåndsdrøftelser om energiforsyningssikkerheden, men vi var naturligvis også nødt til at reagere omgående, og derfor vedtog formandskabet på vegne af EU en stærk erklæring, som alle godkendte.

Efter at gasleverancerne via Ukraine den 7. januar 2009 var gået helt i stå med alvorlige konsekvenser til følge for de medlemsstater, der havde ringe muligheder for at afbøde virkningerne af afbrydelsen, øgede vi presset, og efter lange og vanskelige forhandlinger lykkedes det os at få begge parter til at godkende oprettelsen af en overvågningsgruppe bestående af uafhængige EU-eksperter, ledsaget af observatører fra begge parter. Gruppen blev indsat i begge lande og fik til opgave at sørge for en uafhængig overvågning af den gasmængde, der transporteres via Ukraine til EU. Overvågningen var en forudsætning for, at Rusland ville genoptage gasleverancerne.

Som De muligvis har konstateret, var det ikke let at få oprettet denne mission. Først skulle der findes en løsning på ukrainernes modstand mod at lade en russisk ekspert indgå i overvågningsmissionen, og efterfølgende forkastede Rusland et bilag, som Ukraine ensidigt havde føjet til den aftale, der var kommet i stand efter formandskabets møjsommelige mæglingsindsats.

Efter at premierminister Topolánek havde foretaget flere rejser til Kiev og Moskva og efter vanskelige forhandlinger med præsident Jusjtjenko og premierminister Timosjenko og også premierminister Putin i Moskva, blev en aftale, som dannede retsgrundlag for anvendelse af observatører og sikrede genoptagelsen af de russiske gasleverancer til EU, langt om længe undertegnet den 12. januar. Rusland meddelte efterfølgende, at leverancerne ville blive genoptaget om morgenen den 13. januar kl. 8.00, men så – jeg ved ikke, om det var den 13. januar – forløb tingene alligevel ikke som forventet.

Mandag den 12. januar indkaldte vi, det tjekkiske formandskab, til et ekstraordinært møde i Rådet (energi) for at presse på for at få skabt større åbenhed omkring spørgsmål vedrørende transit, fastlægge kortsigtede afhjælpende foranstaltninger frem mod den fulde genoptagelse af leverancerne og drøfte mellemlange til langsigtede foranstaltninger til afværgelse af konsekvenserne af så omfattende afbrydelser i fremtiden.

Rådet vedtog også de konklusioner, der er afspejlet i dokument 5165, og som opfordrer begge parter til straks at genoptage gasleverancerne til EU og udvikle løsninger, der kan forhindre en gentagelse. I disse konklusioner indvilgede Rådet desuden i hurtigst muligt at sørge for en styrkelse af de mellemlange til langsigtede foranstaltninger, bl.a. i forhold til gennemsigtigheden omkring den fysiske gasstrøm, efterspørgslen og lagerkapaciteten og regionale og bilaterale solidaritetsordninger, at gøre noget ved de manglende energiinfrastrukturforbindelser (som er et kæmpe problem), at fortsætte indsatsen for at sprede forsyningsruterne og -kilderne og håndtere de finansieringsmæssige aspekter, der er forbundet hermed, bl.a. ved at fremskynde revisionen af direktivet om gasforsyningssikkerhed.

Mandag den 19. januar vil der sandsynligvis blive afholdt endnu et møde i Gaskoordinationsgruppen.

Rådet (transport, telekommunikation og energi) tager spørgsmålet op igen på dets møde den 19. februar i forbindelse med dets konklusioner om Kommissionens meddelelse om anden strategiske energiredegørelse.

Disse konklusioner og Kommissionens meddelelse vil blive drøftet på Det Europæiske Råds møde i marts, hvor de seneste ugers begivenheder uden tvivl vil få passende opmærksomhed.

Tillad mig at fremsætte nogle afsluttende bemærkninger til denne indledende redegørelse. For det første har formandskabets vigtigste mål i den seneste strid været at sikre en øjeblikkelig genoptagelse af gasleverancerne i de aftalte mængder. Striden er som bekendt endnu ikke slut, og det er vigtigt, at EU ikke bliver inddraget i de bilaterale tvister mellem Gazprom og Naftogaz.

For det andet opfordrer både formandskabet og Kommissionen fortsat begge parter til at gå i dialog og nå frem til et kompromis, som gør det muligt at genetablere gasleverancerne til EU. Manglende overholdelse af aftalen af 12. januar fra enten russisk eller ukrainsk side ville i formandskabets og Kommissionens øjne være uacceptabelt. Betingelserne for genoptagelse af leverancerne – som fastlagt i aftalen – er blevet opfyldt, og der er derfor ingen grund til ikke at genoptage leverancerne for fuld styrke.

Formandskabet er fuldstændig klar over, at der stadig er en række problemer. De skal løses, ellers vil der fortsat være usikkerhed omkring leveringen af russisk gas via Ukraine.

Først er der spørgsmålet om den tekniske gas, som Ukraine behøver for at holde sit transitsystem kørende. Det er nødvendigt, at parterne sammen når frem til en klar aftale om, hvem der er ansvarlig for leveringen af teknisk gas, og hvem der betaler for den.

Dernæst er det afgørende, at kontrakterne mellem Rusland og Ukraine om gaspriser og transitafgifter indeholder klare og juridisk bindende bestemmelser, der forhindrer lignende afbrydelser i fremtiden. Formandskabet har sammen med Kommissionen gentagne gange opfordret begge parter til at indgå en sådan kontrakt. Hverken vi eller Kommissionen agter dog at gribe ind i forhandlingerne om de kontraktlige vilkår mellem de to gasselskaber.

Formandskabet er også opmærksom på, at der er bred enighed blandt medlemsstaterne om, at der straks bør vedtages kortsigtede, mellemlange og langsigtede løsninger, som kan forhindre lignende situationer i at opstå i fremtiden. Energiforsyningssikkerheden er en af formandskabets vigtigste prioriteter. Formandskabet er gået foran og leder forhandlingen om mulige løsninger på vores energiafhængighed, både i forbindelse med det uformelle rådsmøde, hvilket jeg nævnte, og mødet i Rådet (transport, telekommunikation og energi). Af de punkter, der er nævnt i Rådets (energi) konklusioner, vil jeg gerne fremhæve følgende.

For det første er medlemsstaterne enige om, at etableringen af en funktionel og effektiv solidaritetsmekanisme vil være en af hjørnestenene i EU's energiforsyningssikkerhed fremover.

For det andet forudsætter solidaritet en sammenkobling af de europæiske energinet samt forbedringer af energiinfrastrukturen.

For det tredje er en øget gaslagerkapacitet afgørende for, at solidaritetsmekanismen kan fungere.

For det fjerde tilskynder formandskabet i lyset af den aktuelle krise også til, at der inden udgangen af 2009 opnås enighed om revisionen af direktivet om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden.

Desuden er EU nødt til at satse på flere forskellige gasressourcer og forsyningsruter. I den forbindelse afholder formandskabet et topmøde om den sydlige korridor i maj 2009 og forventer håndgribelige resultater med hensyn til en spredning af energiressourcerne og forsyningsruterne samt et tættere samarbejde med landene i det sydlige Kaukasus og Centralasien.

EU kan ikke opnå energiforsyningssikkerhed, medmindre det indre marked for energi gennemføres fuldt ud og bliver funktionsdygtigt. Formandskabet ser således frem til et tæt samarbejde med Parlamentet om et kompromis om den tredje energipakke ved andenbehandlingen.

Formandskabet er også parat til at fortsætte drøftelserne om anden strategiske redegørelse, og målet er, at resultaterne kommer til at fremgå af konklusionerne fra Det Europæiske Råds forårsmøde.

Endelig bør EU for at øge energiforsyningssikkerheden bl.a. også styrke gennemsigtighedsmekanismen.

Jeg mener, at Fællesskabet er parat både politisk og teknisk. Politisk set har formandskabet sammen med Kommissionen og andre medlemsstater lagt betydelige kræfter i at løse situationen og vil fortsat gøre det. Teknisk set har vi i de seneste uger handlet i overensstemmelse med direktivet om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden.

Med dette direktiv oprettedes Gaskoordinationsgruppen, som nu viser sig effektiv. Direktivet pålægger medlemsstaterne at udarbejde nationale beredskabsforanstaltninger i tilfælde af sådanne situationer, fastsætter minimumsstandarder for sikkerheden i gasforsyningen til husholdningskunder og pålægger Gaskoordinationsgruppen at forestå koordinationen på fællesskabsplan.

Denne mekanisme har haft en betydelig virkning i forhold til at afbøde konsekvenserne af krisen. For at give Dem en idé om hvor betydelig, kan jeg fortælle, at gas fra lagrene blev anvendt og solgt til nabolande og endog til medlemmer af Energifællesskabet, alternative brændstoffer blev anvendt til fremstilling af elektricitet, gasproduktionen blev øget – bl.a. i Algeriet, Norge og andre steder i Rusland – og der blev foretaget ekstra gasleverancer til flere nabolande.

Jeg vil stoppe her. Jeg kan forsikre Dem om, at alt bliver gjort på såvel politisk som teknisk plan for at tilskynde de ukrainske og russiske forhandlere til at genoptage gasleverancerne til EU i fuld overensstemmelse med aftalen og for at minimere de negative konsekvenser for vores borgere og økonomien, indtil dette sker. Vi er som bekendt på den varme linje hele dagen i Parlamentet, for tiden er ved at løbe ud, og vi har behov for resultater. Hvis vi ikke opnår resultater, vil det uundgåeligt få politiske konsekvenser for vores forbindelser med begge lande.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Vi oplever i øjeblikket en af de alvorligste energikriser i europæisk historie, som kan sammenlignes med oliekriserne i 1970'erne og 1980'erne. Forskellen er, at oliekriserne var globale, mens denne krise helt klart er en EU-krise.

Hvordan ser situationen ud i dag? Trods de afgivne løfter og den protokol, som russiske og ukrainske ministre, jeg selv og de to involverede gasselskaber undertegnede mandag den 12. januar 2009, flyder gassen stadig ikke via Ukraine til EU's forbrugere.

Kommissionen har opfyldt sin del af aftalen ved at sende et hold europæiske observatører til vigtige steder i Rusland og Ukraine. De skal kontrollere aktiviteterne og rapportere om deres planmæssighed. Det lykkedes os inden for 24 timer at samle en stab bestående af embedsmænd fra Kommissionen og eksperter fra branchen, og de ankom til Rusland og Ukraine allerede sidste lørdag for at kunne sikre genoptagelsen af gasleverancerne, så snart protokollen blev undertegnet.

I går genoptog Rusland gasleverancerne til Ukraine i et relativt lille omfang svarende til under en tredjedel af de normale leverancer, men besluttede at benytte et indgangspunkt, der ifølge det ukrainske selskab er vanskeligt at anvende, og det førte til, at Ukraine standsede leverancerne. Meldingen fra vores observatører bekræfter, at det var teknisk vanskeligt (dog ikke umuligt) at forestå gasforsyningen under disse vilkår.

I dag opstod den samme situation desværre, og den eneste løsning er, at de to parter sørger for en fuld koordinering af deres tekniske aktiviteter, således at mængderne og indgangspunkterne er i overensstemmelse med gasforsyningssystemets kapacitet.

Hvis der ikke sker en yderligere koordinering, kommer der ingen gas, og EU-observatørerne og Kommissionens embedsmænd på stedet forsøger at tilskynde begge parter til at indgå en teknisk aftale, der kan sikre denne koordinering.

Samtidig vælger jeg ikke side. Jeg agter ikke at lægge skylden på den ene eller den anden part. Det står imidlertid helt klart, at begge parter har mistet deres ry som EU's pålidelige energipartnere.

(Bifald)

For at vende tilbage til sidste måneds begivenheder vil jeg gerne sige, at EU reagerede prompte og gav udtryk for sine bekymringer, og begge parter er af de øverste politiske ledere konstant blevet opfordret til straks at genoptage leverancerne og opfylde deres forpligtelser.

Da vi af erfaring ved, at aftaler sædvanligvis først bliver indgået natten mellem den 31. december og den 1. januar, har vi gennem årene i forbindelse med vores almindelige kontakt med begge parter altid mindet dem om venligst at finde en løsning på deres bilaterale gasanliggender, eftersom vores gasforsyning er berørt heraf.

Det er desværre ikke sket. Vi kan se, hvor vi står i dag trods alle disse bestræbelser, og jeg er fast overbevist om, at løsningen ligger i de to parters hænder. Men ønsker de en løsning? Formandskabet og Kommissionen har opfordret og opfordrer fortsat Rusland og Ukraine til straks at genoptage gasleverancerne. Vi har gjort vores del. Vi er fuldt i stand til at redegøre for, hvor gassen transporteres hen. Føres så meget som én kubikmeter gas i en anden retning, vil vi opdage det. Jeg mener, at de foranstaltninger, som vi har truffet, er fyldestgørende.

Hvis begge parter imidlertid fremfører, at der er behov for andre foranstaltninger, er vi parate til at se på det, for jeg oplever også en manglende koordination og kontakt mellem de to parter.

Det er status på krisen. Hvad nu? Jeg ved, at uanset hvilken løsning vi finder nu, vil den være midlertidig, og for at genskabe tilliden til denne forsyningsrute har vi behov for en langvarig løsning. Kontakten med parterne vil derfor med sikkerhed fortsætte under det tjekkiske formandskab, men vil desværre nok også skulle fortsætte under det svenske formandskab.

Jeg mener imidlertid, at vi har fundet løsninger i forhold til forsyningssikkerheden gennem anden strategiske energiredegørelse og Parlamentets og Rådets arbejde med energi- og klimapakken. Det er de løsninger, der er på bordet. Vi kan ikke være afhængige af eksterne leverandører, som ikke opfylder deres kontraktlige forpligtelser og ikke tager hensyn til forbrugernes interesser.

Jeg vil dog gerne fremhæve særligt to problemer, som bør løses med det samme:

Det ene er manglende sammenkoblinger. Det er rigtigt, at medlemsstaterne har udvist solidaritet, men i mange tilfælde blev hjælpen vanskeliggjort af, at vi ikke har en infrastruktur, der er i stand til at levere gas fra de nuværende lagerfaciliteter til de steder, hvor der er et akut behov for gas. Jeg mener, at den økonomiske hjælpepakke, som også tilgodeser infrastrukturprojekter, er et rigtig godt instrument til at løse problemet disse steder, fordi der ikke altid er tilstrækkelig stor kommerciel interesse i at foretage denne type investeringer.

For det andet forspildte vi helt klart en mulighed i 2004, da vi drøftede gasforsyningssikkerhedsdirektivet. Det instrument, som blev udviklet, var svagt og opfyldte ikke de daværende behov. Vi har udarbejdet og fremlægger inden længe et nyt forslag til gasforsyningssikkerhedsdirektivet. En konsekvensvurdering er under udarbejdelse og forslaget vil inden for de kommende uger blive forelagt Parlamentet.

Jeg mener, at vi bør reagere med det samme og finde frem til koordinerede fællesskabsmekanismer, der reelt kan afhjælpe denne form for kriser.

Formandskabet har virkelig arbejdet hårdt, og jeg vil gerne rose formandskabet for altid at gå forrest. Det har Kommissionens fulde opbakning. Jeg mener, at vi i disse vanskelige tider har vist, at EU er i stand til at tale med én stemme. EU ledes af formandskabet med støtte fra Kommissionen.

Jeg bifalder imidlertid også i høj grad Parlamentets indsats, for Parlamentet skaber grundlaget for en aftale. Hvis to parter ikke taler sammen på regeringsniveau, hvis selskaberne forsøger at spille uærligt spil, hvem kan så sikre politisk stabilitet? Det kan partier fra hele det politiske spektrum i Ukraine og Rusland, som taler sammen, og jeg vil gerne takke hr. Saryusz-Wolski for hans arbejde med at sikre en sådan meningsudveksling og også hr. Pöttering, som var med til at forsone parterne. Det ville være så let at finde en løsning, hvis blot de ville tale sammen.

Jeg mener således, at der var tale om en meget vigtig indsats, og jeg håber meget, at der efter dagens møde i Parlamentet – som følges af begge parter – vil være skabt yderligere incitamenter til at løse problemet. Den part, der lider mest, er den part, som ikke er ansvarlig for krisen, den part, som er trådt til for at løse op for konflikten, og denne indsats koster de europæiske skatteydere og de europæiske forbrugere penge.

Jeg mener derfor, at det er på høje tid, at gassen igen strømmer ind i EU under stabile forhold.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Jacek Saryusz-Wolski, for PPE-DE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Denne omfattende afbrydelse af gasleverancerne har dramatiske konsekvenser for europæiske borgere, europæisk erhvervsliv og europæisk beskæftigelse, og den kommer oven i den økonomiske krise. Ved de kommende Europa-parlamentsvalg vil vi som medlemmer af Parlamentet skulle besvare spørgsmål om, hvad vi har gjort for at beskytte vores erhvervsliv, vores beskæftigelse og vores borgere.

Modsat nogle af de første opfattelser er der tale om et problem af politisk og multilateral karakter og ikke som sådan et bilateralt eller kommercielt problem. Da vi for tre år siden var vidne til den første gaskrise som følge af Ruslands lukning af energiforsyningen, blev EU klar over sin sårbarhed og sine begrænsninger. Allerede dengang stod det klart, at vi har behov for en fælles ekstern EU-politik på energiområdet.

Vores gruppe, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, har støttet denne tanke helt fra starten. Det var vores gruppe, som gik forrest ved at anmode om en initiativbetænkning om en fælles europæisk ekstern energipolitik, som jeg havde den ære at forelægge for Parlamentet i september 2007, og som fik opbakning fra alle de politiske grupper og nærmest blev vedtaget enstemmigt.

I betænkningen opfordres der til at udvikle en helhedsstrategi med en præcis køreplan for indførelsen af en fælles europæisk ekstern energipolitik, og det anbefales at iværksætte en række tiltag: på kort sigt solidaritetsmekanismer, fælles forsvar af vores interesser og et mere effektivt energidiplomati og på mellemlang sigt diversificering, bl.a. ved hjælp af Nabucco-rørledningen, lagerfaciliteter, investeringer og sammenkoblinger.

Nogle af vores anbefalinger er blevet taget op – om end sent – i Kommissionens anden strategiske energiredegørelse. Det glæder vi os over, og vi glæder os også over det tjekkiske formandskabs indsats for at løse den aktuelle krise og mægle mellem de to parter.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, hvis vi skal undgå lignende situationer i fremtiden. Det vil kun være muligt, hvis vi udstyrer os selv med en egentlig fælles EU-energisikkerhedspolitik og udviser solidaritet på EU-plan, da det ville sikre varige, holdbare og systematiske løsninger. Det ville betyde, at medlemsstaterne (repræsenteret ved Kommissionen) ville stå stærkere i forhandlinger, og at EU talte med én stemme over for vores partnere, være det producent- eller transitlande. I mellemtiden kunne vi forsøge at købe gas direkte fra Rusland ved den russisk-ukrainske grænse.

Jeg har to spørgsmål til formanden for Rådet og Kommissionen. Kommissær Piebalgs og vicepremierminister Vondra! Vil De kommentere muligheden for, at EU træder til og sammen med Ukraine overtager ansvaret for transitten? Hvilke pressionsmidler råder EU over? Hvordan kan vi reagere i denne situation? Vores gruppe forventer, at formandskabet og Kommissionen griber hurtigt og radikalt ind over for vores energipartnere, Rusland og Ukraine, og får genetableret gasleverancerne. Vores gruppe vil bede Parlamentet om løbende at følge sagen tæt, selv under valgkampagnen og frem mod valget. Jeg vil gerne oplyse Dem om, at vi har nedsat en kontaktgruppe mellem Parlamentet, det russiske parlament og det ukrainske parlament.

  Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Min gruppe anmoder om, at der nedsættes et midlertidigt udvalg i henhold til forretningsordenens artikel 175 for at besvare mange af de spørgsmål, som hr. Saryusz-Wolski har rejst, med andre ord, at vi ligesom Kommissionen – og også Rådet naturligvis – forsøger at drage relevante konklusioner på baggrund af situationen – hvilket vi forhåbentlig kan gøre sammen – inden mødeperioden i maj.

De forhandlinger, som vi har haft med repræsentanterne for Gazprom og Naftogaz – med andre ord med Rusland og Ukraine – har bekræftet vores indtryk af, at begge parter opfører sig uansvarligt. Jeg kan kun bekræfte, hvad kommissær Piebalgs sagde, nemlig at ingen af dem i øjeblikket handler ansvarligt eller som en ansvarlig EU-partner. Det skal have passende konsekvenser.

Selv om jeg støtter de vedtagne initiativer, må jeg sige, at vi i nogen tid har vidst, at Ukraine afviser at oprette de overvågningsstationer, som det lovede. De penge, som EU har bevilget, er fortsat ikke blevet brugt, og det har vi ikke reageret på. Desuden har vi i mindst to måneder vidst, at parterne ikke nåede til enighed inden fristen den 1. november, som blev fastsat i starten af oktober. I mine øjne var den 18. december måske lidt for sent. Kommissionen burde have gjort væsentligt mere på det punkt for at være forberedt på det værste og burde også have fortalt medlemsstaterne, hvad de kunne have i vente. Ganske vist blev der udvist stor solidaritet, men jeg ville have forventet, at Kommissionen havde forudset risikoen for en negativ udvikling som denne.

Det, der imidlertid er vigtigt nu, er ikke, at vi peger fingre – det er ikke min hensigt – men at vi ganske enkelt drager de relevante konklusioner, at vi er bedre forberedte næste gang, eller snarere – og naturligvis langt vigtigere – kan forhindre, at en sådan situation opstår igen.

Jeg må tilføje, at vi måske har brugt lidt for meget tid på at drøfte liberaliseringer og markeder – som bekendt særligt i gassektoren. Det ville ikke have hjulpet os, og det hjælper os bestemt ikke nu. Som vi hele tiden har påpeget, er gassektoren usædvanlig, den er ødelagt – man kunne endog sige styret – af politik, og det er nytteløst at gøre liberaliseringen af gassektoren til det altafgørende princip, når der for Ukraine og Rusland fortsat er tale om et politisk spil. Vi har i den forbindelse behov for en slagkraftig fælles kommunikation, og det skal vi gøre lige så kraftigt opmærksom på.

Jeg er enig i det meste af det, der er blevet sagt. Vi har behov for flere rørledninger. Vi er enige om, at Nabucco-rørledningen er et yderst vigtigt projekt. De nævnte desuden selv gasrørledningen gennem Sahara, som vi også skal overveje. Disse projekter kan ikke gennemføres fra den ene dag til den anden, men vi er nødt til at sende signaler. Vi har behov for langt flere samkøringslinjer og sammenkoblinger. De vil imidlertid heller ikke bare komme af sig selv. Tro ikke, at markedet vil tage sig af denne opgave, for det har det ingen interesse i. Der er trods alt ikke tale om investeringer, som giver et umiddelbart afkast, men om investeringer, der sikrer os reserver. Gasreserverne er naturligvis ingen undtagelse. Det er fuldstændig uacceptabelt, at mange lande har få eller ingen gasreserver eller endog afviser at oplyse Kommissionen om sådanne reserver. Vi er nødt til at stå sammen i den forbindelse.

Selv om jeg har kritiseret flere enkeltheder, er det meget vigtigt, at Parlamentet og Kommissionen kalder visse lande til orden og pålægger dem langt om længe at føre en fælles europæisk energipolitik. Jeg er enig med hr. Saryusz-Wolski på det punkt: Vi har sammen opfordret til dette og fået alt for lidt opbakning fra Rådet – eller snarere medlemsstaterne. Hvis vi ønsker en sådan politik, anmoder jeg om, at vi udvikler en fælles strategi inden maj – vores sidste møde. Det er trods alt uacceptabelt, at Parlamentet går på ferie eller til valg uden reelt – og forhåbentlig sammen – at have draget relevante konklusioner af disse tragiske begivenheder.

  István Szent-Iványi, for ALDE-Gruppen. – (HU) Hr. formand! Vi har nu en aftale og mange løfter, men stadig ingen gas. Nu må det være nok! Vi kan ikke se til, mens Europa uskyldigt bliver offer for et kynisk magtspil. Hvis gasleverancerne ikke genoptages straks, må det have klare og afgørende konsekvenser. Vi kan ikke acceptere en situation, hvor millioner af europæere er uden varme, og vi kan ikke acceptere, at flere hundrede tusinde arbejdspladser bringes i fare.

Indtil nu har Europa undgået konflikter med de berørte lande og har givet politiske indrømmelser og udtrykt politiske velvilje. Denne taktik er mislykkedes. Vi liberale har længe krævet et opgør med vores afhængighed, vores energiafhængighed, af Rusland.

Den klare konklusion, som vi må drage af denne krise, er, at Nabucco-rørledningen skal gøres til et egentligt alternativ, og at der skal ydes finansiel bistand til den. Vi er nødt til at udforme en fælles energipolitik, der sikrer større solidaritet blandt medlemsstaterne og en bedre koordinering ved at sammenkoble nettene. Vi er nødt til at sætte fart på udviklingen af vedvarende og alternative energikilder og forbedre energieffektiviteten.

Dette vil imidlertid kun løse vores problemer på mellemlang og lang sigt, og vi er derfor nødt til at insistere på, at Ukraine og Rusland overholder deres internationale forpligtelser, og meddele dem, at så længe dette ikke er tilfældet, vil det få konsekvenser for alle aspekter af vores bilaterale forbindelser.

Rusland skal bevise, at landet handler i god tro, og gøre alt, der står i dets magt for at sikre, at gasleverancerne straks genoptages. Ukraine skal gøres opmærksom på, at selv om det i øjeblikket betaler en politisk fastsat pris for gas, som er lavere end markedsprisen, er denne pris reelt dyrere for landet end markedsprisen, fordi den gør Ukraine mere sårbar og modtagelig over for afpresning.

Nu sættes EU så på en prøve over for borgerne. Er EU i stand til effektivt at forsvare sine interesser? Hvis EU ikke består prøven, har Europa ingen reel fremtid, men hvis EU består prøven, kan Europa se fremad med optimisme.

  Hanna Foltyn-Kubicka, for UEN-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Gaskrisen i Europa er permanent og stikker langt dybere, end den europæiske politiske elite giver udtryk for. Vi må kraftigt understrege, at krisen ikke kun har økonomisk karakter. Det er frem for alt en politisk krise, som grunder i Europas magtesløshed over for Putins aggressive politik.

Lad os ikke narre os selv – Rusland er ligeglad med nogle få dollars. Baggrunden for de seneste dages begivenheder har været den russiske regerings aggressive handlinger, en regering, som ønsker at øge sin dominans i Sydøsteuropa. Ukraine har strategisk betydning for russerne, ikke kun fordi gasledningen til Europa går gennem landet, men fordi den russiske sortehavsflåde har base i Sevastopol. Aftalen om leje af denne flådebase udløber i 2017, men de færreste mener, at russerne frivilligt vil forlade Krim. Gazproms krav støttes af hele det politiske og militære maskineri i Kreml, som ønsker at sætte den ukrainske regering i et dårligt lys, svække den og bringe Ukraine i knæ. Desværre har Europas passive holdning hjulpet Putin tættere på dette mål.

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne starte med at sige, at Tjekkiet har fået en meget barsk start på sit formandskab, og at landet i forbindelse med denne nye gaskrise ikke kunne have gjort mere inden for de seneste uger, end der er blevet gjort i de forgangne år, for at sikre en afklaring af europæiske eksterne energipolitiske spørgsmål.

Vi ser i øjeblikket et konkret eksempel på, at det ofte anvendte udtryk "ekstern energipolitik" står for en fælles strategi, der ikke findes i Europa. Ud over den igangværende forhandling om russisk gas skal europæerne sammen finde ud af, hvilket forhold de reelt ønsker til Rusland i fremtiden. Gas er blot én problemstilling, handel med råvarer er en anden, men vi taler her om EU's grundlæggende forhold til sin største nabo mod øst, og det skal der en afklaring på.

Samtidig skal der en afklaring på, hvordan EU i fremtiden agter at forholde sig til lande, som fortsat vakler mellem Rusland og EU. Efter min mening kunne vi reelt have forudset det, der nu er sket i Ukraine. For enhver, som kender til Ukraine, er det ingen overraskelse, at ikke kun Gazprom og den russiske stat, men også Ukraine blander politik og økonomiske interesser sammen. Den værste trussel, som Ukraine lige nu står over for, er, at landet på grund af visse politiske aktørers interesser risikerer at miste det tættere samarbejde med og det bedre omdømme i EU, som det har opnået. Den kritik, der har været af kompetente skikkelser i Rusland under denne strid, gælder i mindst lige så høj grad Naftogaz, RosUkrEnergo, ledelserne og den ukrainske regering.

Dette er langt mere end en handelstvist, og jeg synes, at det tjekkiske formandskab i de seneste dage har styret os fint igennem krisen. Jeg håber, at de planer, som kommissæren har forelagt, vil bære frugt. Jeg vil gerne takke Kommissionen for dens klare holdning til det uforsvarlige forsøg på at få genåbnet det farlige atomkraftværk Bohunice. Det ville ikke tjene noget formål, men snarere være endnu en overtrædelse af fællesskabsretten, denne gang begået af EU selv.

  Esko Seppänen, for GUE/NGL-Gruppen. – (FI) Hr. formand, hr. kommissær, fru kommissær, hr. formand for Rådet! Kommissionen har påtaget sig rollen som mægler i gasstriden mellem Rusland og Ukraine og har gjort sit bedste for at få genoptaget leverancerne.

Jeg har ikke for vane at rose Kommissionen, men på vegne af min gruppe vil jeg gerne takke kommissærerne. De har ikke handlet som en dommer, men som en læge, dog ikke en kirurg, men snarere en psykiater. Der er lige nu behov og brug for sådanne personer.

Når den ukrainske præsident og premierminister kaster sig ud i en magtkamp, begynder folk at fryse i andre dele af Europa. I betragtning af omstændighederne er gårsdagens forslag fra formanden for Udenrigsudvalget, hr. Saryusz-Wolski, om at EU bør indføre sanktioner for at beskytte gasleverancerne, uansvarligt. Skulle vi tilslutte os en EU-boykot af russisk gas? Polen burde naturligvis statuere et eksempel for andre og afvise russisk gas.

Vores gruppe håber, at Kommissionen vil fortsætte sin aktive mæglingsindsats og skabe stabilitet.

  Gerard Batten, for IND/DEM-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne henvise til en tale om dette emne, som min kollega hr. Bloom holdt den 25. oktober 2006. Han sagde bl.a., at tanken eller forestillingen om, at Det Forenede Kongeriges energiforsyning på nogen måde kunne blive kontrolleret af en form for ordning med en gangster som Putin, var fuldstændig grotesk, og at det var helt vanvittigt at forvente sig noget af et stykke papir underskrevet af Putin. "Manden er en gangster."

Hr. Putin gør i øjeblikket, hvad enhver habil gangster ville gøre – lukker forsyningen og tvinger prisen op. Europa vil have to muligheder: betale alt, alt for meget for en ustabil gasleverance fra Rusland eller finde alternative leverandører, hvis dette er muligt. Det Forenede Kongerige skal sørge for, at landets svindende gasforsyninger forbliver en national ressource, og ikke tillade, at de bliver en fælles EU-ressource. Vi må også få iværksat et program for opførelse af nye atomkraftværker.

  Jana Bobošíková (NI). – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Trods Rådets og Kommissionens aktuelle indsats er visse medlemsstater fortsat uden gas fra Rusland, deres økonomier er i fare, og folk er bange for at fryse. Det er en høj pris at betale for EU's kortsigtede udenrigs- og energipolitik, og desværre betales prisen af de svageste.

Tomme gasrørledninger, produktionsnedskæringer og kolde skoler er prisen for den unødige russofobi, der har indfundet sig hos de EU-medlemsstater, som har modsat sig genoptagelsen af de strategiske partnerskabsforhandlinger med Rusland. Det er prisen for vores ukritiske støtte til orangepartierne i ukrainsk politik og for at forsøge at føre østeuropæisk politik fra Bruxelles. Det er prisen for vores fanatiske afvisning af atomkraft. Desuden er det prisen for den langsigtede indsats for at få indflydelse på de enkelte medlemsstaters nationale energipolitik. Hvilke råd ville De give den slovakiske premierminister Fico, som nu står over for et "Sofies valg"? Mens temperaturen viser minus 20 °C, og gassen er holdt op med at flyde fra øst, truer Kommissionen i Bruxelles med at straffe Slovakiet, hvis landet genstarter sit atomkraftværk i Jaslovské Bohunice. Kan det være rigtigt, at landet skal forholde sig passiv, mens fabrikker bukker under, og mennesker fryser, og Slovakiets reserver kun rækker 20 dage endnu?

Vi ser nu vigtigheden af, at det enkelte EU-land er selvforsynende med energi. Det ville være rart med en varm, hjemmestrikket trøje i stedet for en tyndslidt EU-overfrakke. Vi bør tage ved lære af dette og undgå at overdrage energirelaterede beføjelser til Bruxelles, sådan som der tragtes efter i Lissabontraktaten.

  Giles Chichester (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Det er næsten uhyggeligt, som historien på denne tid af året gentager sig med hensyn til afbrydelsen af gasleverancerne via Ukraine. Vi bør alligevel ikke være overraskede, for er der noget bedre tidspunkt at fange folks opmærksomhed på end i en kold tid?

Det er ikke vanskeligt at gennemskue Ruslands dagsorden i denne konflikt, men jeg var alligevel særligt overrasket over historien i pressen om, at Gazprom i lyset af sidste års rekordhøje oliepriser har akut behov for at få en aftale i stand baseret på højere gaspriser, inden gaspriserne falder i takt med olieprisfaldet.

Hvordan det end måtte forholde sig, er konsekvenserne de samme som for tre år siden. EU-medlemsstaterne er i risiko for at blive for afhængige af import af gas fra en enkelt dominerende leverandør. Det er ikke længere tilstrækkeligt at sige: Vi har behov for russisk gas, Rusland har behov for vores hårde valuta, og så er handelen sikret. Vi er nødt til at skride til handling og beskytte forsyningssikkerheden.

Medlemsstaterne må vise mod og mandshjerte og være forberedte på at betale for etableringen af de fornødne gaslagerfaciliteter og reserver. Det ville være en god start at blive enige om, hvor mange dages forsyninger en fornuftig reserve skal svare til. En spredning af forsyningen er et andet oplagt skridt, og opførelsen af LNG-terminaler rundt om i Europa er et godt eksempel. Det virker logisk at betragte rørledningsprojekterne Nord Stream og Nabucco i et mere gunstigt lys. Vi er nødt til at øge indsatsen for at forbedre effektiviteten og fremme energibesparelser i elforbruget – både i industriens og husholdningernes forbrug. Der kan opnås kæmpe besparelser.

Frem for alt er vi nødt til at genfinde en bedre balance i vores energisammensætning og gøre det både i forhold til en målsætning om forsyningssikkerhed og i forhold til klimapolitikken. Ved at øge andelen af energi fra vedvarende kilder, atomkraft og ren kulteknologi kan vi gøre begge dele, men løsningerne er tidskrævende, og i mellemtiden må vi hurtigt og opfindsomt forsøge at forbedre energieffektiviteten.

  Jan Marinus Wiersma (PSE). – (NL) Hr. formand! Jeg kan tilslutte mig mange af mine kollegers synspunkter. Den situation, der har udspillet sig i de seneste uger, har givet anledning til stor overraskelse. Så sent som i går blev jeg pludselig voldsomt irriteret, da jeg hørte vores russiske og ukrainske kolleger erklære, at de bestemt ikke havde skylden. Vi modtager konstant modstridende oplysninger om, hvad der præcis sker. Vi hører én historie, så en anden, og det er meget vanskeligt for os medlemmer af Parlamentet at få nøjagtige oplysninger. Vi håber, at forvirringen bliver løst inden for de kommende dage, og at gassen som lovet vil flyde på ny.

Kommer der gang i gasleverancerne igen, betyder det så, at vi blot fortsætter som hidtil? Det vil jeg ikke mene. Det samme skete i 2006, men dengang var konsekvenserne for EU langt mindre alvorlige. Årsagen til konflikten mellem Rusland og Ukraine dengang var gasprisen, og situationen førte til en afbrydelse af gasleverancerne til Europa. Vi advarede dengang om, at der var en risiko for, at scenariet ville gentage sig, og det er, hvad der er sket nu. Vi ved, at gasleverancerne er til forhandling hvert år, fordi Ukraine og Rusland anvender etårige kontrakter. Det var først i sidste måned, da krisen brød ud igen, at EU skred til handling. Meget af det, som vi drøftede allerede i 2006, har i sidste ende vist sig ikke at have haft nogen effekt. Allerede dengang vidste vi, at vi var alt for afhængige, eftersom en enkelt rørledning leverer knap 80 % af vores gas via et enkelt land. Allerede dengang drøftede vi behovet for øjeblikkeligt at forsøge at finde alternative forsyningsruter. Allerede dengang stod det klart, at vi ikke var helt sikre på, om vi inden for EU kunne hjælpe hinanden i tilfælde af problemer i visse lande, som det i øjeblikket er tilfældet i Bulgarien, Slovakiet og en række andre lande. Der er kun gjort lidt ved dette i de seneste år. I de seneste uger blev det klart, hvor vanskeligt det er at indføre en mekanisme, der giver os mulighed for at hjælpe hinanden.

Rusland og Ukraine har påført sig selv og deres omdømme nogle hårde skrammer. Efter min opfattelse er det i første omgang ikke op til os at bebrejde det ene eller det andet land. Det er åbenlyst, at begge lande har en ringe forståelse for forbrugervenlighed. Rent faktisk påfører de lige nu deres største kunde stor skade. Vi er en af Ruslands gode kunder, vi betaler for rørledningen gennem Ukraine, vi betaler vores regninger til tiden, og vi betaler markedsprisen for gassen. Jeg tror ikke, at det kan slås fast tydeligt nok for begge parter.

Situationen rejser naturligvis en række spørgsmål. Hvad med interessekonflikten i den russiske gassektor, Kremls indflydelse på Gazprom? Jeg har tilfældigvis lidt forstand på ukrainske forhold, og jeg ved af erfaring, at landets gassektor er meget lyssky. Jeg mener, at vi bør se nærmere på en række ting. Ligesom hr. Swoboda er jeg tilhænger af en parlamentarisk undersøgelse af, hvordan denne situation opstod, hvad EU ikke formåede at gøre, men burde have gjort i de seneste år, og præcis hvordan gassektoren i Ukraine og i Rusland er opbygget, således at vi måske kan forhindre, at en lignende situation opstår i fremtiden, og få en bedre forståelse af, hvad det er, der foregår lige nu.

  Janusz Onyszkiewicz (ALDE). – (PL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær! I den aftale, som blev undertegnet i oktober sidste år, erklærede Ukraines premierminister, Julia Timosjenko, og Vladimir Putin, at de over en periode på tre år var parate til at overgå til markedspriser for transmission og lagring af gas. Aftalen blev understreget af en formel aftale mellem Gazprom og ukrainske Naftogaz.

Gazprom har imidlertid for nylig fremsat et krav om en kraftig og helt urealistisk prisstigning. Denne form for afpresning er mulig, fordi Gazprom har et monopolagtigt greb om Ukraine. Mange EU-lande er i en lignende situation. Det betyder til forskel fra oliemarkedet, at der ikke er et frit gasmarked i Europa.

I USA er prisen på gas for nylig faldet til 198 amerikanske dollars pr. 1 000 m3, mens Gazprom forlanger 450 amerikanske dollars af Ukraine. Denne situation må ændres gennem en spredning af gasleverandørerne og gennem opbygningen af et transmissionsnet inden for EU og i nabolandene, så der ligesom med olie bliver et egentligt paneuropæisk marked for gas, der kan begrænse risikoen for afpresning som følge af monopolistisk prisfastsættelse.

  Marcin Libicki (UEN). – (PL) Hr. formand! Denne gaskrise viser, hvor vigtigt det er, at EU taler med én stemme i gasanliggender, særligt når det drejer sig om gasleverancerne fra Rusland, som ikke er en pålidelig partner og leverandør.

I juli sidste år vedtog Parlamentet en betænkning fra Udvalget om Andragender, som jeg havde udarbejdet, og hvoraf det klart fremgår, at spørgsmålet om Europas energi- og gasforsyning ikke er at bilateralt anliggende. Dengang drejede det sig om den nordlige gasrørledning fra Rusland til Tyskland. Jeg appellerer nu til Kommissionen og formandskabet om at sørge for, at EU taler med én stemme, og at sagen gøres til et EU-russisk anliggende snarere end et spørgsmål om bilaterale forbindelser. Jeg opfordrer til, at alle kravene i betænkningen af 8. juli sidste år efterkommes, bl.a. bør der ske en egentlig og fuld markedsintegration i EU.

  Bernard Wojciechowski (IND/DEM). – (PL) Hr. formand! Flere politikere har i gasdebatten talt til fordel for den ene eller den anden part i konflikten. Vi kender imidlertid ikke sagens kendsgerninger. EU's observatører er hjælpeløse. Det eneste, vi ved, er, at vi har at gøre med useriøse parter.

Situationen er også et bevis på EU's mangelfulde energipolitik. Der gives ikke støtte til alternative idéer som opførelse af atomkraftværker. Der gøres indsigelse mod anvendelsen af kul under henvisning til de miljømæssige konsekvenser. Vi er nået dertil, hvor det eneste alternativ har været at gøre Centraleuropa afhængig af Rusland. Situationen i det fattige Slovakiet er et godt eksempel.

  Irena Belohorská (NI). – (SK) Hr. formand! I forbindelse med gaskonflikten mellem Ukraine og Rusland vil jeg som et af de parlamentsmedlemmer, der repræsenterer borgerne i Slovakiet, gerne henlede EU's opmærksomhed på den omstændighed, at denne interessekonflikt ikke kun påvirker de to parter, der giver hinanden skylden for miseren, men også en tredje part, hvis borgere bliver ofre for krisen, eftersom der stadig ikke er udsigt til, at der bliver leveret russisk gas via Ukraine.

Slovakiet har været uden gas i otte dage, og med de aktuelle restriktioner, der er indført over for erhvervslivet, hvor virksomheder drives under nødberedskab, kan vi kun opretholde forsyningen i 11 dage. Slovakiets gasleverancer er endnu engang kommet i klemme mellem de to stridende parter. Sagt meget kort: to parter, to sandheder, ingen gas.

Jeg kan oplyse Dem om, at i dag kl. 11.45 afviste den ukrainske premierminister, Julia Timosjenko, Slovakiets anmodning om at genoptage gasleverancerne med den forklaring, at Ukraine ikke har tilstrækkelig gas. "Vi har ikke egne reserver, og det vil I heller ikke få". Jeg vil også gerne understrege, at som følge af vores afhængighed af russisk gas og forbuddet mod at genåbne V1-kernekraftværket i Jaslovské Bohunice bliver truslen mod Slovakiets energiforsyningssikkerhed større og større.

Jeg vil gerne takke kommissæren for hans forslag og indsats for at finde en løsning. Jeg kender til en foranstaltning, som De kan træffe – indstille bistanden til Ukraine, som er en af de uansvarlige parter.

  Herbert Reul (PPE-DE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Dette er som bekendt en dramatisk situation. Ruslands og Ukraines handlinger er uansvarlige. Det skal også nævnes, at Kommissionen bærer en vis skyld, eftersom vi var relativt lang tid om at gribe ind, om end kommissær Piebalgs har håndteret problemet på fremragende vis i løbet af de seneste dage. Det var en glimrende idé at sende et hold eksperter, og jeg mener, at vi skal takke ham for de seneste dages initiativer.

Tiden er imidlertid også inde til at spørge, hvorfor vores reaktioner over for sådanne begivenheder altid er så kortsigtede. Hvor mange gange har Rusland ikke tiltrukket sig opmærksomhed på denne måde? Det er bestemt ikke første gang. Vi har nu i flere år oplevet periodiske afbrydelser af gasleverancerne, og derfor må vi spørge os selv, om vi – Parlamentet og EU-institutionerne – reelt har gjort nok for at løse problemet med forsyningssikkerheden, eller om vi måske i stedet har prioriteret andre spørgsmål. Jeg mener, at hr. Swoboda gjorde ret i at fremhæve denne problemstilling.

Vi har gjort en stor indsats for at finde ud af, hvorvidt og til hvem og på hvilke betingelser vi skal sælge forsyningsnettene med henblik på privatisering. Vi har brugt uger, endog måneder, på at prøve at finde en løsning på klimaproblematikken, men ikke taget tilstrækkeligt hensyn til, at der også er en tredje yderst vigtigt politisk opgave, nemlig at garantere forsyningssikkerheden. Hvad har vi gjort for at sikre en mere varieret energisammensætning i Europa og mindske vores afhængighed? Hvad har vi gjort for at sikre, at kulkraftværker også indgår i vores energisammensætning? Gennem vores klimapolitik har vi rent faktisk lagt kulkraftværkerne for had og dermed øget vores afhængighed af gas. Hvad har vi gjort for at øge vores støtte til atomkraft? Svaret er: alt for lidt. Vi har været alt for forsigtige. Hvad har vi gjort for at få færdigundersøgt andre mulige rørledningsruter? Hvad har vi gjort på LNG-området? Hvad er der gjort i forhold til den eksterne energipolitik? De seneste dages begivenheder har vist, at det er på høje tid, at vi gennem vores energipolitik gør noget ved forsyningssikkerheden. Det er helt klart det vigtigste problem.

  Reino Paasilinna, (PSE). – (FI) Hr. formand, hr. kommissær, fru kommissær! Parlamentet skal snart stemme om den tredje energipakke om el- og gasmarkedet. Vi har netop godkendt energi- og klimapakken, men nu, hvor vi oplever en krise, bør vi afholde et møde i større regi og invitere vores partnere. Det har vi den politiske kapacitet til, og vi har behov for et samarbejde.

Jeg er også tilhænger af idéen om at nedsætte en arbejdsgruppe i henhold til forretningsordenens artikel 175, der skal rapportere tilbage til Parlamentet, eksempelvis i maj. De russiske og ukrainske delegationer bør også være repræsenteret.

Som det også er blevet sagt, er der tale om en alvorlig situation. Millioner af mennesker fryser, og fabrikker lukkes ned. Ved at forhindre gas i at nå frem til EU har Ukraine inddraget os i sine problemer. Rusland gjorde det samme, da landet afskar den rørsektion, der leder gas til EU.

Der flyder imidlertid gas gennem andre transitlande. Takket være EU's hurtige indsats – og den skal vi takke kommissæren for – er måleraflæsere på plads. Russisk gas er øjensynligt begyndt at flyde til det ukrainske net, men når stadig ikke frem til Unionen. Der er opstået en ejendommelig situation. Både EU og Rusland forsøger at anlægge energirørledninger i nye områder: EU uden for Rusland og Rusland uden for den tidligere Sovjetrepublik. Det giver arbejde til rørledningsindustrien.

Jeg ville være mere tilbageholdende med at indføre sanktioner over for de stridende parter og mener ikke, at sanktioner er fornuftige. Jeg er skeptisk over for at anvende magt, da det risikerer at skade os mere, end det vil skade dem. Derimod mener jeg, at det er yderst vigtigt at knytte energichartertraktaten til den kommende partnerskabs- og samarbejdsaftale. En mulighed ville også være at etablere et syndikat, som kan administrere gasleverancerne via Ukraine. Det ville være en hurtig og øjeblikkelig foranstaltning. En neutral part bør også inddrages.

  Formanden. – Mange tak for den sidste bemærkning.

  Henrik Lax (ALDE). – (SV) Hr. formand! EU er verdens største økonomiske magt. Ikke desto mindre fryser mange mennesker i deres eget hjem. Hvorfor er EU ikke i stand til at garantere opvarmning? Som aldrig før står det nu klart, at EU må mindske sin afhængighed af russisk gas. EU skal opbygge et fælles el- og gasmarked for at beskytte befolkningens adgang til energi. Det kræver solidaritet inden for Unionen. Frankrig og Tyskland indtager en nøgleposition. Ingen, end ikke Tyskland, kan regne med mere gas fra Gazprom i mange år fremover. Nord Stream er ingen løsning. Mæglingen i gasstriden mellem Rusland og Ukraine vil give EU en god mulighed for at pålægge begge parter at følge regler, der er i overensstemmelse med et fælles EU-energimarked. Vi skal udnytte denne mulighed.

  Inese Vaidere (UEN). – (LV) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne betragte dette problem i et bredere politisk perspektiv. I virkeligheden er den såkaldte gasstrid mellem Rusland og Ukraine blot én af faserne i Ruslands kamp for indflydelse i Europa. Både Ukraine og Georgien er lande, som vi med glæde vil have på vores side, men Rusland ønsker at genvinde sin tidligere indflydelse over dem. Ligesom højsommeren med OL's og feriehøjsæsonens start blev valgt som tidspunkt for invasionen af Georgien, vælges nu vinteren og juleferien som tidspunkt for denne gasstrid. Desuden fik ingen af landene vist den forventede vej til medlemskab af NATO og EU. Det var forudsigeligt, at vores manglende evne til effektivt at gribe ind over for russernes angreb på Georgien ville gøre Ukraine til det næste mål. Ruslands politiske teknologi er en af de stærkeste i verden, og landet har vist, at det er parat til at ofre enorme ressourcer i kampen for at nå sine politiske mål, i dette tilfælde ved at trække indgåelsen af aftalen i langdrag og på den måde stille Ukraine i et dårligt lys. Denne form for politisk teknologi er i stand til at påvirke processer i lande, som russerne har en interesse i, og til forskel fra os planlægger og forudser de begivenheder. Der skal findes et kompromis, og gasleverancerne skal genoptages, hvis Rusland da kan levere tilstrækkelige forsyninger.

  Dimitar Stoyanov (NI). – (BG) Hr. formand! Den generelle holdning er, at Bulgarien var det land, som blev hårdest ramt af gaskrisen. Det siger sig selv, at begge parter bærer en del af skylden, skylden for afbrydelsen af gasleverancerne og for, at Bulgarien nu står med reserver, der ikke er tilstrækkeligt store til at kunne modstå denne gaskrise. Lad os imidlertid se på, hvad vi kunne gøre i fremtiden. En mulighed er en rent intern politisk løsning, der går ud på at finde alternative energikilder, som Bulgarien kan bruge til at opfylde sine behov i andre lignende situationer. Den anden mulighed, som vi har i øjeblikket, er imidlertid direkte afhængig af Kommissionen.

Vi har, eller snarere Bulgarien har, en kæmpe energiressource, som blev lukket af politiske grunde. Der er tale om atomkraftværket Kozloduy. I øjeblikket anvender Bulgarien kulfyrede elkraftværker, som forurener miljøet langt mere, end et atomkraftværk gør. Jeg er sikker på, at mine kolleger hos De Grønne er enige i dette. Lukningen af de første fire reaktorblokke på Kozloduy-værket, som undergik snesevis af test og atter test, der viste, at reaktorerne var fuldstændig sikre, var en kæmpe fejltagelse. Lukningen har været til stor skade for det bulgarske folk, og nu lider bulgarerne endnu mere, fordi vi ikke har noget sted at få energi fra.

Derfor fremsætter jeg følgende appel til Kommissionen: Det er på høje tid at give både Bulgarien og Slovakiet lov til at genåbne deres fuldstændig sikre atomkraftværker og derved sikre landene et værn mod deres energiknaphed.

  Charles Tannock (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Ruslands anvendelse af gasafbrydelsen som et diplomatisk våben har endnu engang bekræftet, at EU har behov for en fælles ekstern energisikkerhedspolitik gennem et medlemsstatsligt samarbejde. En sådan politik har den åbenlyse fordel, at den vil minimere vores sårbarhed over for Ruslands brutale taktik gennem fremme af brugen af alternative energikilder som LNG, anlæg af nye gasrørledninger som Nabucco og rørledningen gennem Sahara samt opbygningen af et integreret europæisk elnet.

Den vil imidlertid samtidig kunne sætte skub i den grønne dagsorden ved at fremme vedvarende energi og energieffektivitet og sikre et comeback for atomkraft. Jeg støtter Slovakiets ekstraordinære opfordring til Kommissionen om at genåbne landets Bohunice-reaktor, hvilket også vil være til gavn for bekæmpelsen af klimaændringerne.

Jeg er ikke i tvivl om, at Rusland herser med Ukraine og forsøger at svække regeringen ved nu også at inddrage USA i hele denne misere forud for præsidentvalget i Ukraine næste år og desuden sætter Ukraines euro-atlantiske ambitioner på spil.

EU er imidlertid blevet trukket ind i denne strid som et indirekte offer for Kremls gasdiplomati. Jeg kan ikke lade være med at føle, at Rusland planlagde, at lukningen af gassen skulle falde sammen med starten på det tjekkiske formandskab, selv om premierminister og rådsformand Topolánek med stor behændighed har håndteret denne krise.

Ukraine er muligvis skyldig i anklagerne om at have tappet russisk gas, men det er måske forståeligt nok i lyset af, at der stadig ikke er kommet en afklaring på de bilaterale aftaler.

Ukraine er i øjeblikket pålagt at betale et mellemled ekstra 500 mio. USD om året. I betragtning af at Ukraines gasgæld til Rusland er oppe på 2,4 mia. USD, kunne gælden være afskrevet over ca. fem år ved at droppe denne betaling, som ifølge den ukrainske vicepremierminister angiveligt ender i korrupte politikeres lommer.

Vi er nødt til at modstå ethvert forsøg på at afskære Ukraine fra en fremtid i Vesten og i særdeleshed en fremtid som fuldgyldigt medlem af EU. Den bedste måde at sikre, at Rusland ikke længere kan herse med eller lægge pres på Ukraine – eller endog provokere EU til at presse Ukraine til at indgå et forlig – er ved at kæmpe for en fælles europæisk ekstern energisikkerhedspolitik, som vil sikre solidaritet mellem medlemsstaterne i tider med kriser og energiknaphed.

  Adrian Severin (PSE). – (EN) Hr. formand! Det problem, som vi har at gøre med her, er ikke blot en tvist mellem Rusland og Ukraine. Der er tale om en tvist mellem Europa og Rusland, der drejer sig om Ukraines geopolitiske status, en tvist mellem EU og Ukraine, der drejer sig om Ukraines europæiske perspektiver, en tvist mellem EU og Rusland, der drejer sig om det russiske monopol på gasforsyningen, og en tvist mellem EU og Ukraine, der drejer sig om det ukrainske monopol på transit af gas.

Tilsammen placerer alle disse tvister os midt i en energikrig, der handler om magtdeling. Vi er ikke gidsler i denne krig, vi er kombattanter. Vi er ikke mæglere, men en af de parter, som har en legitim interesse i krigen. Konsekvenserne af denne krig strækker sig fra én krise til en anden. Kunne vi indstille kampene og afholde en fredskonference?

Vi har behov for regler for et frit energimarked, som vores russiske og ukrainske partnere tilslutter sig. Vi har behov for garantier og mekanismer, der kan styrke disse regler, og et voldgiftssystem til bilæggelse af tvister samt en institution, der kan aktivere disse mekanismer. Vi har behov for en fælles europæisk energipolitik, der føres ved hjælp af hensigtsmæssige retlige og politiske instrumenter og er konsolideret i en helhedsaftale med leverandør- og transitlandene, henholdsvis Rusland og Ukraine. Sanktioner vil ikke fungere. Konfrontationer er heller ikke løsningen. Lad os stå sammen og forhandle på strategisk og samordnet vis. I den henseende skal vi nedsætte en interparlamentarisk ad hoc-arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Europa-Parlamentet, den russiske Duma og den ukrainske Rada, som fast følger konsensusprocessen og strategiudviklingen, så længe det måtte være nødvendigt.

  Toine Manders (ALDE). – (NL) Hr. formand, mine damer og herrer! Vores samfund kan ikke fungere uden energi, hvilket er helt åbenlyst netop nu. Det er nødvendigt, at gassen fortsat flyder, og på kort sigt er det efter min opfattelse særligt vigtigt, at alle diplomatiske løsninger drøftes. Det er, hvad Kommissionen og Rådet gør netop nu på en meget prisværdig måde for at sikre, at gasleverancerne genoptages hurtigst muligt. At true med juridiske skridt er naturligvis ikke en særlig effektiv fremgangsmåde.

På mellemlang sigt mener jeg, at det er yderst vigtigt at etablere et europæisk marked for energi, såfremt der træffes foranstaltninger, som vi hidtil ikke har formået at træffe. Det er tid til handling. I den forbindelse forestiller jeg mig, at medlemsstaterne spiller en vigtig rolle, f.eks. ved at fremskynde rørledningsprojekterne Nabucco og Nord Stream. Vi skal frem for alt sørge for, at der etableres et europæisk net for både gas og el, som vil mindske vores afhængighed og gøre os i stand til at skabe et velfungerende marked, udvise større solidaritet og bedre kunne foregribe knaphedsproblemer. Vi er imidlertid nødt til at smøge ærmerne op, og jeg spekulerer på, hvorfor medlemsstaterne foreløbig ikke har formået at træffe nogen foranstaltninger.

  Dariusz Maciej Grabowski (UEN). – (PL) Hr. formand! EU har med succes taget hånd om den globale opvarmning – det var tilstrækkeligt at vedtage et beslutningsforslag for at opnå øjeblikkelig succes. Vi har formået at sænke temperaturen i Europa og sikre en vinter, der har påvirket hele kontinentet. Det er et bevis på EU's magt og kapacitet i henhold til princippet om, at "man kan, hvad man vil". Vores succes er imidlertid blevet vendt til nederlag, fordi vi nu har behov for mere energi til opvarmning af vores hjem og arbejdspladser. Det var noget, som embedsmændene ikke forudså.

På det energipolitiske område begynder EU at ligne lægen i Hašeks roman "Den gode soldat Svejks eventyr", som ordinerer ét lægemiddel til behandling af alle sygdomme – et lavement. EU har begrænset sig til mundtlige erklæringer, konferencer og i særdeleshed en flirt med russerne, der har givet Rusland mod til at bruge energiressourcer som et politisk pressionsmiddel. Det hele forværres af, at Rusland har fundet en allieret i form af Tyskland, som landet anlægger en rørledning gennem Østersøen sammen med.

Konklusionen er klar for alle: Vi er nødt til at træffe hasteforanstaltninger, der gør os uafhængige af russisk gas ud fra princippet om, "at de svageste går ned først", hvilket betyder, at vi først skal redde de lande, der grænser op mod øst, og som er fuldstændig afhængige af russisk gas, f.eks. Polen og de baltiske lande, medmindre EU betragter private interesser og interesserne hos dem, der repræsenterer Rusland, som værende vigtigere.

  Nickolay Mladenov (PPE-DE). – (BG) Hr. formand! I øjeblikket holdes borgerne i 18 medlemsstater som gidsler i den politiske strid mellem Ukraine og Rusland. Jeg anvender begrebet "politisk strid", fordi vi alle er vidne til, hvordan Gazprom og energileverancerne fra Rusland anvendes som et politisk våben for at lægge pres på en selvstændig stat. Europas borgere holdes som gidsler. Gassen kommer fra Rusland, men russerne har lukket for hanerne. Det er korrekt, at Ukraine bærer en del af skylden, og derfor opfordrer jeg både Rådet og Kommissionen til at give vores ukrainske venner klar besked om, at medmindre oppositionen og regeringen anlægger en fælles holdning til vigtige emner, som påvirker landets udvikling, vil de ikke være i stand til at modstå det pres, der lægges på henholdsvis dem og os. Ligesom vi i vores lande har fundet konsensus om vigtige spørgsmål, skal også de finde konsensus om vigtige spørgsmål.

For det andet skal Gazprom betale erstatning til vores lande, og Bulgarien, som er det hårdest ramte land i Europa, og som er fuldstændig afhængig af gasleverancerne fra Rusland, skal kræve sine rettigheder og gøre dem gældende over for leverandøren, som i dette tilfælde er Rusland.

For det tredje, og når det drejer sig om energi i Europa, skal vi sende et og samme budskab. Vi skal sige klart "ja" til atomkraft i Europa, "ja" til alternative energikilder, "ja" til forskellige rørledninger, som kan gøre os mindre afhængige af en enkelt leverandør, "ja" til større lagerfaciliteter og "ja" til flere forbindelser mellem medlemsstaterne, så vi fremover kan undgå en lignende krise.

Til sidst vil jeg gerne sige, at i Bulgariens tilfælde er regeringen også kommet under hård kritik. I alle de år, regeringen har været ved magten, har den hemmeligholdt forsyningsaftalerne med Rusland og har ikke gjort noget for at sprede landets forsyningskilder.

  Atanas Paparizov (PSE). – (BG) Hr. formand, hr. minister, hr. kommissær! Som repræsentant for det hårdest ramte land beder jeg Dem og de institutioner, som De repræsenterer, om øjeblikkeligt at skride til handling for at få genoptaget leverancerne under anvendelse af ethvert politisk middel og ethvert folkeretligt grundlag. I forbindelse med fordelingen af de uudnyttede 5 mia. EUR håber jeg, at Rådet og Kommissionen på grundlag af solidaritetsprincippet vil imødekomme Bulgariens forslag om at tilgodese projekterne til etablering af grænseoverskridende forbindelser mellem Bulgarien og Rumænien og Bulgarien og Grækenland og projekter til udvidelse af lagerfaciliteterne i Chiren, således at de mest presserende behov kan dækkes, samt projekter til udvikling af muligheder for fælles brug af LNG-terminaler.

Som ordfører for et af dokumenterne i den tredje energipakke føler jeg frem for alt, at spørgsmålet om åbenhed og overholdelse af reglerne er vigtigere end alle de andre spørgsmål, der vedrører tredjelandsklausulen. Jeg håber også, at Kommissionen hurtigst muligt vil besvare den anmodning, som vi sendte via fru Podimata, vedrørende de langsigtede foranstaltninger, der vil blive truffet, således at vi inden Det Europæiske Råds forårsmøde rent faktisk kan have en fælles politik og effektive foranstaltninger, der kan løse problemer à la dem, som vi oplever netop nu, og som hr. Barroso i dag beskrev som værende uden fortilfælde, uberettigede og uforståelige.

  Metin Kazak (ALDE). – (BG) Hr. formand! Trods aftalen mellem Rusland og Ukraine om at genoptage de russiske gasleverancer til Europa brast vores håb om at modtage gas endnu engang. Uanset om årsagerne er tekniske, finansielle eller politiske, kan denne uhørte gasembargo ikke retfærdiggøres. I en vinter med rekordlave temperaturer er det hensynsløst og umenneskeligt at dømme millioner af europæiske borgere til at fryse. For Bulgarien, som er det EU-land, der er hårdest ramt at situationen, er det særligt vigtigt, at princippet om Pacta sunt servanda overholdes, og at gasleverancerne genoptages straks. Der bør søges rimelig erstatning for den skade og de lidelser, som folk er blevet påført, og for brud på aftalerne.

Jeg vil gerne rose det tjekkiske formandskab for dets aktive rolle som mægler i løsningen af krisen. Mere end nogensinde er EU nødt til at praktisere de tre musketerers gamle solidaritetsmotto, "en for alle og alle for en", og yde finansiel bistand til de lande, som er blevet ramt, bl.a. Bulgarien, til gennemførelse af afgørende vigtige projekter, der kan garantere dem energiforsyningssikkerhed. Det er på høje tid at vise vores unions styrke og sammenhold og vedtage en langsigtet energistrategi.

  Eugenijus Maldeikis (UEN). – (LT) Hr. formand! Det er tydeligt, at denne gaskrise er et politisk problem, ikke en handelstvist. Gazprom og Naftogaz varetager den vigtigste opgave i denne konflikt, nemlig at forsøge at overbevise os alle og samfundet om, hvor umuligt transit er i teknisk, teknologisk og økonomisk forstand. Det bliver gentaget konstant. Så meget desto mere som disse såkaldte EU-partneres handlinger hverken er styret af almindelig forretningspraksis eller af energichartret. Det lader til, at disse to ting ikke eksisterer i vores partneres verden. Desværre kan jeg ikke se nogen vilje hos hverken den ukrainske eller den russiske regering til at finde en løsning. Det forekommer mig, at de forsøger at vinde tid i disse forhandlinger, og jeg mener, at kun politiske foranstaltninger vil kunne være med til at løse det politiske problem, indtil der er fundet en løsning på de tekniske transitspørgsmål. Jeg mener, at vi skal sigte efter politiske aftaler og politiske garantier mellem EU, Rusland og Ukraine, indtil vores mellemlange og langsigtede mål er nået. Jeg vil gerne sige en ting om energisolidaritet. Bulgariens premierminister og Slovakiets premierminister rejser til Moskva og Kiev for at forhandle. Denne uge med energisolidaritet må ikke ende med, at forhandlingerne endnu engang antager en bilateral form. Efter min mening ville energisolidaritet for Bulgarien og Slovakiet i denne situation være en genåbning af de lukkede atomkraftværker. Det ville være ægte energisolidaritet.

  John Purvis (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Jeg drager tre forholdsvist åbenlyse konklusioner af hårdknuden mellem Rusland og Ukraine.

For det første skal vi mindske vores afhængighed af gas, som vi i stigende grad vil være nødt til at importere. Det betyder, at vi i højere grad skal udnytte det lokale energipotentiale, herunder i særdeleshed vedvarende energi og atomkraft.

For det andet skal vi forbedre solidariteten inden for EU via gensidig støtte mellem medlemsstaterne i forbindelse med levering af el, gas og olie. Det kræver langt bedre og udvidede net og rørledninger. Hvorfor skal Bulgarien undvære gas, mens Rumænien på den anden side af Donau har gas? Hvorfor har Slovakiet ingen gas, mens nabolandene Østrig, Polen og Tjekkiet har? Disse huller i gasnettet skal lukkes straks. Hvordan ser tidsplanen ud for det, hr. kommissær Piebalgs?

For det tredje skal vi sikre en spredning af vores forsyningskilder og vores lagerfaciliteter til gas og olie. Hvorfor er vi ikke bedre til at udnytte de udtømte gasfelter i den sydlige del af Nordsøen til lagring?

Vi skal i vid udstrækning udvide vores LNG-infrastruktur, udvikle rørledningssystemer fra alternative kilder og finde alternative forsyningsruter. Vi har behov for flere og bedre forbindelser til Norge, Nordafrika og Vestafrika, til landene omkring Det Kaspiske Hav og i Kaukasus, til Levanten og Golfstaterne i Mellemøsten.

Afslutningsvis vil jeg derfor spørge Kommissionen og Rådet, om de er hurtige nok til at fremme vedvarende energi og atomkraft og investerer tilstrækkeligt i anlæg af rørledninger og opførelse af LNG-terminaler og i udvikling af politiske forbindelser, der kan sikre kontinuitet og diversitet i forsyningen.

Vi kan selvsagt ikke være afhængige af Rusland eller Ukraine i det omfang, vi er i dag. Vi må øjeblikkeligt lade vores egne europæiske interesser komme i første række.

  Dariusz Rosati (PSE). – (PL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær! Ruslands fremfærd med at lukke for gassen til kunderne i EU er uacceptabel i betragtning af de kontraktlige forpligtelser, som Rusland har indgået. De europæiske borgere betaler rettidigt for deres russiske gas og har ret til at forvente levering til tiden, uanset eventuelle uoverensstemmelser mellem Rusland og Ukraine. Premierminister Putins beslutning om at standse leverancerne, som blev meddelt via tv, er ikke kun i strid med de indgåede kontrakter, men viser samtidig, at Gazprom ikke er et selskab, der arbejder i henhold til markedsprincipperne, men er et selskab, der adlyder Kremls politiske bud. Denne forhandling bør sende et klart signal til Rusland og Ukraine om straks at genoptage gasleverancerne.

Jeg vil også gerne sige, at ukrainernes opførsel er skuffende. Striden med Rusland, de uklare bestemmelser om betaling af mellemled for gas og de interne politiske magtkampe på højeste plan i regeringen stiller Ukraine i et dårligt lys i offentlighedens øjne og forhindrer landet i at gennemføre sine europæiske ambitioner. Det er meget pinefuldt for mig, da Ukraine er en vigtig nabo og en strategisk partner for os.

Den aktuelle gaskrise har omsider bekræftet, at Europa er nødt til at tage vare på sin egen energiforsyningssikkerhed. Vi kan ikke længere acceptere passivitet. Jeg opfordrer Kommissionen til straks at fremsætte lovgivningsinitiativer, som kan gøre den nødvendige spredning af energiforsyningen mulig, som vil sikre en egentlig og ikke en påtaget energisolidaritet, og som vil resultere i en sammenkobling af de enkelte medlemsstaters nationale gastransmissionssystemer.

  Bilyana Ilieva Raeva (ALDE). – (BG) Hr. formand, mine damer og herrer! I lyset af den voldsomme økonomiske krise og gaskonfliktens alvorlige konsekvenser er der behov for synergier mellem alle de nationale og europæiske institutioner. Problemets omfang kræver, at vi på tværs af partiskel fokuserer på indsatsen og alliancerne på EU-plan af hensyn til de europæiske borgere og deres interesser og rettigheder.

Alternative energikilder og nye teknologier vil mindske vores afhængighed af import af råvarer og energi. De økonomiske og sociale problemer, der opstår som følge af gaskrisen, efterfølges nu af miljøproblemer. Overgangen fra gas til brændselsolie til drift af hele industrier, som det er sket i Bulgarien, vanskeliggør EU's planer om at reducere udledningen af drivhusgasser. Vi værdsætter EU-institutionernes hurtige indgriben, men vi har behov for et privilegeret partnerskab for at kunne mindske vores energiafhængighed. Derfor skal der gennem EU's økonomiske hjælpepakke ydes finansiel bistand til det aktuelle behov for opbygning af en alternativ energiinfrastruktur, særligt i de mest afhængige lande som Bulgarien.

Vi opfordrer Parlamentet til at vedtage en klar holdning til støtte for tiltag, der er koordineret mellem alle institutionerne og er rettet mod at løse denne gaskrise og forhindre en gentagelse i fremtiden.

FORSÆDE: Diana WALLIS
Næstformand

  Romana Jordan Cizelj (PPE-DE). – (SL) Fru formand! Afbrydelsen af den russiske gasforsyning gennem Ukraine er ikke kun et bilateralt anliggende eller en handelstvist. Det er et problem, der har en klar multilateral dimension, eftersom salg og transit af gas kun kan være en handelsaktivitet, hvis de nødvendige betingelser er opfyldt, og det vil efter min mening sige, når der som minimum er åbenhed, entydige regler, konkurrence, troværdighed og kontrol.

Mit spørgsmål og min bekymring er følgende: Hvem vil yde erstatning til de virksomheder, der allerede har været nødt til at indstille deres aktiviteter? Hvem vil yde erstatning til de berørte borgere? Med det vil jeg sige, at Europa er nødt til at stille nogen til regnskab.

Hvad kan vi gøre nu? Lad os styrke vores diplomatiske indsats. Vi skal være hurtigere og dygtigere til at udforme en fælles energipolitik. Det tredje område, som jeg gerne vil henlede Deres opmærksomhed på, er diversificering: diversificering af energikilder, forsyningsruter og de lande, hvorfra vi importerer energiprodukter.

Med hensyn til gas vil jeg gerne nævne to prioritetsområder: anvendelsen af flydende naturgas (LNG) og Nabucco-rørledningsprojektet. Begge tiltag vil sikre en spredning af vores forsyningsruter og eksportlande. Nabucco-projektet skal prioriteres over Nord Stream- og South Stream-projekterne, ikke kun på europæisk plan, men på medlemsstatsligt plan.

Jeg vil derfor gerne anmode om, at Kommissionen som minimum forsyner os med basale oplysninger om fremskridtene med Nabucco-projektet. Jeg vil også gerne vide, hvilke yderligere tiltag Kommissionen har iværksat for at forhindre, at sådanne problemer opstår igen i 2010, og give os et fingerpeg om, hvornår gassen kan forventes at begynde at flyde til EU igen.

  Szabolcs Fazakas (PSE). – (HU) Fru formand! Nu, hvor gasleverancerne ventes at blive genoptaget som følge af EU's først tøvende, men derefter koordinerede og resolutte indsats, kan vi trods de forskellige tekniske og andre angivelige problemer nu drage et lettelsens suk, men vi kan ikke hvile på laurbærrene.

For det første er årsagen til striden mellem Rusland og Ukraine ikke blevet afdækket eller afhjulpet, og konflikten kunne således når som helst bryde ud igen. Desuden har gaskrisen endnu engang påvist vores afhængighed og sårbarhed. En anerkendelse af dette kan for alvor åbne op for udviklingen af en fælles europæisk energipolitik, hvor det første skridt for EU vil være at tage fælles ansvar for forsyningssikkerheden.

I den henseende er vi nødt til at finde frem til nye kilder og forsyningsruter og sammenkoble medlemsstaternes net. Vi kan imidlertid ikke forvente, at denne udvikling vil finde sted på markedsvilkår. Der vil snarere skulle ydes europæisk støtte på grundlag af fælles europæiske interesser.

Nabucco-rørledningen er en langsigtet løsning, mens udviklingen af net, der forbinder de nye medlemsstater, kunne påbegyndes allerede i dag ved hjælp af de 5 mia. EUR, der er bevilget til formålet i den økonomiske hjælpepakke. På den måde ville vi slå to fluer med ét smæk, eftersom udbygningen af infrastrukturen kunne sætte gang i den europæiske økonomi og beskæftigelse og samtidig kunne afbøde virkningerne af lignende kriser.

  Ivo Belet (PPE-DE). – (NL) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Dette er ikke et nyt problem. Det har været genstand for debat i årevis her i plenarforsamlingen og i Udvalget om Industri, Forskning og Energi. Den russiske regering har aldrig gjort det mere tydeligt for os, hvor sårbare vi er blevet, og hvor let det er at bestikke os. Nu er det tid til handling.

Hr. kommissær! Deres konklusion om, at der mangler sammenkoblinger, kunne ikke være mere præcis. Det er et område, som vi skal styrke, og det er vi bestemt i stand til. Vi skal have sammenkoblet gasnettene inden for EU. En af hovedårsagerne til, at dette ikke er sket, er, at licenserne er nationale. Vi bør harmonisere dem på mere effektiv vis, da de er forskellige i hver enkelt medlemsstat. Vi er nødt til at finde løsninger, der sikrer en bedre strømlining af de nationale procedurer. Jeg ved godt, at udvalget kun har få beføjelser på området, men vi bør alligevel forsøge at skabe et gennembrud. Noget, der kunne fungere – og det nævnes også i Kommissionens forslag – er at udpege en koordinator for hvert grænseoverskridende projekt, en person, som kunne mægle i forhandlinger om sammenkoblinger og sætte gang i tingene. Denne koordination kan være afgørende, og det er den bestemt på vindenergiområdet. Det glæder mig, at De i Deres anden redegørelse klart anfører, at koordination vil indgå i den planlagte udvikling af et offshorenet for vindmøller, særligt med henblik på at etablere forbindelser til net på land.

For det andet bør vi rette langt større opmærksomhed mod flydende naturgas (LNG), eftersom denne type gas er betydeligt mere fleksibel og gør os langt mindre sårbare. For det tredje bør nettene indrettes til bæredygtig energi, der som bekendt genereres lokalt, og vi skal sørge for, at sådan energi tildeles prioriteret adgang til nettene.

Det står klart, hvad vi skal gøre. Jeg antager, at der nu er politisk vilje til at gå i gang, og at der vil blive truffet grundlæggende og specifikke beslutninger på det kommende forårstopmøde.

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). – (PL) Fru formand! En kunde, som betaler en aftalt pris, har opfyldt sin forpligtelse. Rusland er ansvarlig for krisen og bør pålægges sanktioner. Sagens kerne er tydeligvis Ukraine. Rusland kan ikke acceptere Ukraines politiske kurs. Det må landet komme over, ligesom det kom over tabet af politisk indflydelse i landene i sovjetblokken. Verden forandrer sig, og det må Rusland ganske enkelt acceptere.

Ruslands teatralske optræden med at lukke for gassen syntes at vise, at landet var ligeglad med at sælge os sit produkt. Sådan virkede det i det mindste. Jeg mener, at Rusland af hensyn til sin økonomi og befolkning bør lytte til markedet og passe på sit image som en pålidelig partner. De to parters afhængighed af hinanden er – og det understreger jeg – måske det vigtigste aspekt af kontrakten og samarbejdet.

Jeg tror, at sandheden i sidste ende vil gå op for russerne, og at Europa vil lytte til Rusland og blive en god mægler.

  Zita Pleštinská (PPE-DE). – (SK) Fru formand! Gazprom og Naftogaz spiller hasard med de europæiske forbrugeres tillid. Hundredvis af virksomheder i Slovakiet er blevet tvunget til at indstille produktionen, og folk fryser i deres hjem i Bulgarien. De europæiske borgere bør ikke betale prisen for erhvervsmæssig og politisk gambling.

Det er vanskeligt at afgøre, hvilken part der bærer den største skyld, men ét står klart – Slovakiet og Bulgarien har behov for hjælp med det samme. De har behov for en øjeblikkelig løsning, de har behov for en øjeblikkelig genoptagelse af gasleverancerne, og de har behov for at vide, hvad der vil ske med deres atomkraftværker.

Jeg tror ikke, at vi trods det, der er sket, vil vende ryggen til landene i den tidligere sovjetblok, herunder Ukraine, som ønsker at frigøre sig fra russernes indflydelse. Borgerne i Ukraine bør ikke lide, fordi deres politikere ikke har magtet deres opgave.

  Evgeni Kirilov (PSE). – (EN) Fru formand! Generelt set kunne jeg godt tilslutte mig de medlemmer, som roste det tjekkiske formandskabs aktive indsats.

Jeg kan imidlertid ikke tilslutte mig den politiske tone, som vicepremierminister Vondra slog an i sine indledende bemærkninger. Hans politiske tone er alt for afslappet. Ja, vi har talt, og vi taler, med én stemme, men denne stemme er ikke stærk nok. Når vi ser på de kvaler, der har ramt millioner af europæisk borgere, som lider i denne hårde vinter, kan vi nemlig ikke forholde os afslappede. Gad vid, hvorfor! Vi skal gribe til handling, og jeg tilslutter mig de mange kolleger, som anmodede om en undersøgelse, for vi er nødt til at finde ud af, hvilken af de to parter der er mest uansvarlig. De står dog begge med et ansvar! Måske er årsagen til denne afslappede politiske snak, at det nu ikke kun drejer sig om Rusland, men også om Ukraine, og sådan må det ikke være.

Jeg mener vitterlig, at ikke blot Parlamentet, men også formandskabet, bør hæve røsten af hensyn til de borgere, som lider.

  Fiona Hall (ALDE). – (EN) Fru formand! Denne krise fremhæver vigtigheden af at gøre EU mindre energiafhængig, men når vi drøfter energiforsyning, må vi ikke glemme den grundlæggende betydning af også at kontrollere energiefterspørgslen.

Vi har et mål om at forbedre EU's energieffektivitet med 20 % i 2020, og vi har en række retsakter, der fokuserer på energibesparelser. Disse tiltag til forbedring af energieffektiviteten vil ikke kun bidrage til bekæmpelsen af klimaændringer og energifattigdom – de vil også forbedre Europas energiforsyningssikkerhed betragteligt.

Der er naturligvis en god grund til, at Kommissionens handlingsplan om energieffektivitet har en international dimension og anerkender betydningen af at tilskynde forbedringer af energieffektiviteten i lande uden for Europa, ikke mindst i de lande, der står for levering og transit af energi til Europa. Faktum er, at hvis de forbruger mindre, vil vi sandsynligvis få mere. Dette aspekt er også vigtigt ud over den umiddelbare politiske side af krisen.

  András Gyürk (PPE-DE). – (HU) Fru formand! Jeg foreslår, at vi siger tingene, som de er. EU har ikke lært af erfaringerne fra gaskrisen i 2006 mellem Rusland og Ukraine og har fejlet bravt i den aktuelle krise. Beslutningstagerne reagerede på lukningen af gashanerne som om, at den kom fuldstændig bag på dem. Denne energiforsyningskrise, som er den alvorligste til dato, kan være den sidste advarsel til medlemsstaterne, og vi må gøre noget for at mindske vores energiafhængighed.

Jeg tror, at det nu står klart for alle, at den konflikt, der er brudt ud mellem Rusland og Ukraine, ikke blot er en privat, bilateral retstvist, eftersom den påvirker flere hundrede millioner EU-borgere. Den aktuelle krise er ikke kun en test af vores fælles energipolitik, men også af solidariteten inden for EU.

Spørgsmålet er nu, om medlemsstaterne kan bevæge sig væk fra de politikker, der hidtil har været baseret på separate aftaler. Spørgsmålet er nu, om EU er i stand til at tale og handle som en enhed i et så vigtigt spørgsmål.

  Eluned Morgan (PSE). – (EN) Fru formand! Det glæder mig at se, at hr. Vondra er tilbage. Jeg takker ham for forklaringen af situationens alvor, men hvornår indser Rådet, at indtil EU taler med én stemme i energispørgsmål, særligt i forbindelse med Rusland og Ukraine, vil vi stå svagt?

Jeg vil give Dem et eksempel, hvor Rådet ikke gør dette. Om kort tid indleder vi andenbehandlingen af energiliberaliseringspakken. Kommissionen fremlagde en omhyggeligt udformet holdning om tredjelande, der investerer i EU, hvor det foreslås, at Kommissionen taler på vegne af EU i disse anliggender. Hvad gjorde man i Rådet? Man søgte tilflugt i nationale holdninger og sagde nej – vi medlemsstater, vi skal have det sidste ord, ikke Kommissionen.

Det er denne del og hersk-politik, verdens ældste trick, som De og Deres kolleger er faldet for. Indtil De forstår, at det at forene kræfterne for at opnå større indflydelse internationalt er vejen frem, vil vi altid være i en sårbar position. De må forklare de europæiske borgere, hvorfor de lige nu sidder og fryser. De er nødt til at ændre Deres holdning på dette punkt. Er De villig til at gøre det?

  Alexandr Vondra, formand for Rådet. – (EN) Fru formand! Først vil jeg gerne komme med en undskyldning til Dem. Det er første gang, jeg er her, og jeg brugte muligvis så lang tid på indledningen, at jeg var med til at få tidsplanen til at skride. Jeg mener imidlertid, at det var umagen værd at opsummere, hvad vi har gjort siden tidligt om morgenen den 1. januar.

At tale med én stemme er netop, hvad vi forsøger at gøre i dette vovestykke. Jeg mener, at det indtil videre er lykkedes os ret godt.

De nævnte pakken om det indre energimarked. Den er ikke genstand for den aktuelle forhandling – vi er i gang med at drøfte en krisesituation. Jeg kan imidlertid fortælle, at ud fra, hvad jeg ved fra drøftelserne i Rådet, skyldes frygten for en fuldstændig ejendomsretlig adskillelse alene strategiske bekymringer i visse lande. Det er bl.a. diskussionen om en tredjelandsklausul. Jeg nævnte imidlertid i min redegørelse, at det tjekkiske formandskab har gjort dette emne til en af sine prioriteter, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at finde en løsning og et kompromis mellem Rådet og Parlamentet.

Forvent imidlertid ikke, at formandskabet vil finde en mirakuløs løsning på gamblingen med gassen i Central- og Østeuropa. Situationen er anderledes end på en ø, hvor man frit kan indføre energi i en hvilken som helst havn, man måtte ønske. Sådan er situationen ikke i lande, der er beliggende som f.eks. Slovakiet eller Bulgarien. Det er korrekt, at der er lande, som er bedre rustet i krisesituationer som denne, selv i netop denne region. Vi må imidlertid huske på, at man eksempelvis ikke kan bygge gaslagerfaciliteter, hvor som helst. Det kræver de rette geologiske forhold.

I mit land er vi eksempelvis så heldige, at alle lagerfaciliteter befinder sig i den østlige del af landet. Vi kan trække på disse lagre og distribuere gas, selv om der næsten ikke kommer nogen leverancer udefra. Vi er i stand til at overleve i nogle få uger eller måneder, men ikke længere. Slovakiet derimod er så uheldig, at disse geologiske lagre befinder sig i den vestlige del af landet, og det er ingen let sag at vende gasstrømmen. Det kræver kompressorer på rørledningerne, ellers vil det forårsage problemer.

Med hensyn til det at tale med én stemme kan jeg på baggrund af min erfaring sige til dem, som anfører, at dette er et politisk problem, at selvfølgelig er det et politisk problem. Det er et politisk problem, fordi folk fryser. Det er således en politisk vanskelig situation. Jeg er naturligvis enig med dem, der som hr. Saryusz-Wolski og hr. Szent-Iványi siger, at dette er en form for kynisk spil, og midt i alt dette er der kampen om, hvem der skal kontrollere infrastrukturen i landet. Andre som hr. Swoboda og hr. Wiersma fremhæver, at vi ikke bør anlægge en sort/hvid tilgang til dette, og at Ukraine kræver en vis opmærksomhed – de har også ret. Ukraine gør naturligvis ikke sagen lettere. Det er i det mindste min personlige holdning. Vi bør imidlertid også være opmærksomme på, at Bulgarien og Slovakiet befinder sig i en forfærdelig situation, for pludselig er der et land, som ønsker at udnytte denne vanskelige situation og inddrage disse lande i konflikten med Ukraine. Det er, hvad vi kan observere netop nu, bl.a. på baggrund af udviklingen i dag. Det er således en vanskelig situation – hvad kan vi gøre?

Så er der dem, der frygter at komme med i spillet i det hele taget, fordi de betragter det som et spil "Sorteper", hvor der er fare for, at den, som ender med "Sorteper", kommer til at betale regningen. Jeg synes ikke, at en person, der er bange for at spille, er modig. Jeg mener, at en modig person er en, som er villig til at tage en risiko.

Hvorfor ikke købe gas ved grænsen mellem Ukraine og Rusland? Et fremragende eksempel! Vi har diskuteret dette, men hvem er kontrahenterne på EU's side? Det er private virksomheder, som er bange, fordi de ikke har kontrol over den gas, der kommer ind. Der bør naturligvis kunne findes en løsning, men det vil kræve, at Ukraine er villig til at opgive en andel i rørledningen. Det forhindrer landets parlament som bekendt, og de er ikke parate til at gøre det. De europæiske virksomheder bør påtage sig en vis rolle, men det er ikke muligt at sætte noget i værk inden for uger eller endog måneder. Vi er derfor nødt til at øge presset. I dag gav vi eksempelvis udtryk for, at situationen må få retlige følger. Det, tror jeg, er vigtigt i forhold til begge parter.

Jeg ønsker ikke at gentage mig selv og endnu engang bruge for lang tid. Jeg vil gerne frem for alt takke Dem for Deres interesse og aktive indstilling – fra hr. Saryusz-Wolski, PPE-DE-Gruppen til alle her. Vi har behov for Deres hjælp og opmærksomhed. Vi har behov for Deres hjælp til at henlede opmærksomhed på dette problem i de europæiske lande, hvor situationen ikke er forsidestof. Det er primært i den del af Europa, hvor der ikke er nogen krise. Det ville gøre det lettere for os at tale med én stemme på en mere aktiv måde.

Sidst, men ikke mindst, er jeg enig med de fleste af dem, som nævnte behovet for en mere strategisk tilgang, behovet for mellemlange og langsigtede løsninger – det er præcis her, at det tjekkiske formandskab planlægger at sætte ind. Vi har seks måneder – og vi har måske fire måneder til at samarbejde med Dem om det – men vi er fuldstændig enige med Kommissionen og medlemsstaterne om at omsætte målene i praksis og gøre dette til et vigtigt punkt på Det Europæiske Råd i marts og naturligvis også afholde et topmøde i maj om den sydlige korridor for at fremme forsyningsspredningen, bl.a. gennem Nabucco-projektet.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg vil forsøge at gøre det så kort som muligt. Ud fra et udenrigspolitisk synspunkt er der mange konsekvenser, og vi begyndte at se på dem i 2006, da vi fik den første advarsel. Det vigtigste er, hvad vi sammen kan gøre i fremtiden. Vi har ét problem, og det er naturligvis traktaten. I henhold til traktaten er der ikke nogen fælles ekstern sikkerhedspolitik. Med Lissabontraktaten ville vi have fået en solidaritetsklausul, som kunne have været anvendt til at sikre den bedre koordination, som nævnes alle vegne. For det andet har vi i to år haft et energidiplomati. Der er underskrevet forholdsvis mange hensigtserklæringer. Vi har arbejdet med spørgsmålet, men meget er fortsat teori eller befinder sig i forberedelsesfasen. Det er meget vanskeligt at få alle aktørerne samlet på én gang. Vi kan normalt kun fastsætte rammerne, f.eks. for Nabucco-rørledningen. Vi forsøgte efterfølgende at sikre os den mængde gas, der er nødvendig for at kunne forsyne og anlægge rørledningen. Her tror jeg, at der er behov for offentlig-private partnerskaber. Det var mit andet punkt. Det tredje er naturligvis, som vi alle ved – og som det så ofte er blevet sagt – at denne gaskonflikt er en handelsstrid, men en strid med en klar politisk biklang.

Vi oplever også en kraftig forværring af forbindelserne mellem Rusland og Ukraine, men vores primære mål skal være at stabilisere situationen mest muligt. En af mulighederne vil være vores nye idé om et østligt partnerskab, hvor vi gerne så, at de østlige partnere samarbejdede. Med hensyn til Ukraine afholder vi i slutningen af marts en fælles international konference om investering i genopbygningen og moderniseringen af Ukraines gastransitsystem. Jeg mener, at denne konference kommer på et meget opportunt tidspunkt. Med hensyn til de bilaterale forbindelser – mellem EU og Rusland og mellem EU og Ukraine – mener jeg, at det står klart, at leverings- og transitaspekterne i de nye aftaler, der i øjeblikket er under forhandling, har fået ny betydning og vil komme i større fokus.

Mit sidste punkt er, at vi ikke kun ser mod øst, men også mod syd. Vi har allerede arbejdet sammen med mange arabiske lande omkring initiativer om at føre gas via Tyrkiet, forhåbentlig til en fremtidig Nabucco-rørledning. Det betyder, at spredningen af rørledninger, energikilder og naturligvis energiformer vil – som det også er blevet sagt her – være den vej, vi skal gå i fremtiden. For at det kan lade sig gøre, har vi behov for det rette retsgrundlag, og det kan blive vanskeligt.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil blot sige nogle få ting. For det første er vores opgave at få genoptaget leverancerne med det samme, fordi folk lider, erhvervslivet lider, og folk mister deres arbejde. Det er således den vigtigste opgave, ikke at skabe yderligere hindringer.

Derefter bør der imidlertid foretages en analyse af situationen og træffes foranstaltninger. Vi bør se på nogle af vores stereotype betegnelser, for hvis 2006 kunne kaldes en advarsel, er dette et reelt chok.

I virkeligheden undervurderer vi, hvad der reelt skete. Hvis to landes regeringer beskylder hinanden for at have lukket for gasleverancerne, så er den eneste konklusion, jeg kan drage – eftersom jeg har tillid til landene og deres regeringer – at nogen må have pillet ved rørledningerne, og det er meget vanskeligt at tro.

Så det, der er sket, er meget usædvanligt, og jeg mener, at det bør få stor indflydelse på den energipolitik, som vi forsøger at skabe. Derfor mener jeg heller ikke, at noget emne længere bør være tabu. Vi er vitterlig nødt til at drøfte, hvordan vi garanterer forsyningssikkerheden under alle tænkelige forhold.

For at være ærlig, så forventede jeg på intet tidspunkt en fuldstændig afbrydelse af leverancerne. Det var aldrig med i mine betragtninger. Det kom også som et chok for mig. De kan bebrejde mig som energikommissær og sige, at jeg burde have forudset dette. Det var imidlertid slet ikke ventet. Det er noget nyt, som aldrig er sket før, og vi må i fremtiden være forberedte på sådanne situationer.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen (torsdag den 15. januar 2009).

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Cristian Silviu Buşoi (ALDE), skriftlig. – (RO) EU oplever endnu engang en gaskrise. Det står ikke klart, hvem der bærer skylden. Rusland? Ukraine? Begge? Jeg tilskynder på det kraftigste Kommissionen til at offentliggøre oplysninger, der kan afdække årsagerne til denne situation. EU bør påtage sig ansvaret for at finde frem til, hvem der reelt bærer skylden.

Krisen har desværre fremhævet, at mange EU-lande er sårbare over for energiafpresning og kan ende med at lide skade som følge af misforståelser – snarere af politisk end af økonomisk karakter – mellem landene i det tidligere Sovjetunionen. Det står helt klart, at vi må fremskynde udviklingen af en fælles europæisk energipolitik, der bl.a. bygger på en fælles ekstern tilgang. Med hensyn til naturgas skal vi fremskynde spredningen af forsyningskilderne og transitruterne. Det er afgørende, at vi får sat skub i Nabucco-projektet.

Jeg mener, at energikommissæren må fremlægge en rapport, der i detaljer beskriver de foranstaltninger, som Kommissionen har truffet eller snarere IKKE har truffet til støtte for Nabucco-projektet i løbet af det seneste år.

  Sylwester Chruszcz (UEN), skriftlig. – (PL) I dagens forhandling er der blevet sagt meget om gasleverancer og forbindelserne, sammenkoblinger og de europæiske økonomiers afhængighed. Vi må tage ved lære af den aktuelle krise.

Vi må også betragte Yamal II-rørledningen som en fornuftig løsning, der er i vores interesse. Den er ikke kun bedre end rørledningen gennem Østersøen til Tyskland, som går uden om Polen, den vil også øge vores energiforsyningssikkerhed. Hvis Yamal II anlægges, vil det betyde, at en langt større mængde gas vil passere via Polen til resten af Europa. Desuden er det en mere omkostningseffektiv og virkningsfuld løsning end den nordlige rørledning, og endelig kan Yamal II anlægges langt hurtigere.

Det, mener jeg, er den vej, vi skal gå for at sikre alle EU-medlemsstater energiforsyningssikkerhed.

  Corina Creţu (PSE), skriftlig. – (RO) Gaskrisen sætter spot på to store problemer, som EU står over for.

På energifronten har vi fortsat ikke en fælles strategi, fordi der mangler den fornødne samhørighed. I øjeblikket er 11 ud af de 27 EU-lande blevet berørt af afbrydelsen af leverancerne. Afhængigheden af russisk gas er imidlertid et fælles sikkerhedsproblem i betragtning af, at energivåbenet kan anvendes når som helst, særligt over for Ruslands tidligere satellitstater. I den situation er det EU's pligt at finde en løsning, der kan skabe et sikkert energiområde for nye medlemsstater. Europas egentlige problem er spredningen af gaskilderne og ikke transitruterne mellem Rusland og EU.

For det andet afslører gaskrisen, hvor politisk svagt et delt og tøvende EU er. En af de iøjnefaldende ulemper er EU-formandskabet. Vi har særligt i krisetider behov for en repræsentativ person, der kan tale på vegne af EU. Et kor af forskellige stemmer risikerer at latterliggøre idéen om et forenet Europa, for ikke at nævne EU's internationale image og indflydelse. Det er derfor nødvendigt at indføre et længerevarende EU-formandskab, der desuden er uafhængigt af medlemsstaternes politiske strukturer.

  Daniel Dăianu (ALDE), skriftlig. – (EN) Endnu en advarsel.

Den aktuelle gaskrise viser endnu engang, hvor svag og ineffektiv EU's energipolitik er. Når EU-landenes nationale regeringer er under stort pres, sætter de grundlæggende deres lid til egne ressourcer. Det er ikke overraskende i lyset af omstændighederne, men det viser endnu et aspekt af den manglende solidaritet inden for EU. Krisen gør det også klart, hvad der er absolut nødvendigt i forhold til fremtidige EU-energipolitiske tiltag, hvis vi da i virkeligheden ønsker en europæisk energipolitik. Ligesom vi har olielagre, bør vi opbygge gaslagre. Vi er nødt til at øge antallet af gasleverandører, forsyningsruter og leveringsmekanismer (som i tilfældet med flydende naturgas). Anlægget af Nabucco-rørledningen bør fremskyndes, og finansieringen af projektet bør styrkes gennem inddragelse af EIB. Argumentet om, at der ikke vil være tilstrækkelig gas til rådighed de steder, hvor nye forsyningsruter udvikles, holder ikke ved nærmere eftersyn. Vi skal udvikle vedvarende energikilder i et højere tempo og spare energi. Sidst, men ikke mindst, skal vi udvikle grænseoverskridende energisammenkoblinger, så EU-medlemsstaterne kan hjælpe hinanden, når behovet opstår.

  Dragoş Florin David (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Energisektoren er en vigtig økonomisk og geopolitisk faktor. Nu om dage dækkes knap halvdelen af EU's energibehov via import, og prognoserne viser, at importen vil tegne sig for 70 % af naturgasforsyningen og 100 % af olieforsyningen i 2030. Det må være de vigtigste motiver for straks at udvikle en fælles energipolitik. Det kræver, at vi baserer gennemførelsen af en fælles energipolitik på tre hjørnestene: fuldstændig sammenkobling af de nationale net på EU-plan, spredning af vores forsyningskilder og indførelse af aktive energibesparende foranstaltninger.

Alle disse tiltag skal også føre til, at vi undgår energikriser som den nuværende, der vedrører leverancerne af russisk gas via Ukraine, og som medfører store problemer for EU's befolkning og skaber kaos i økonomien. Er det virkelig lige så let at stjæle gas fra et net som en pung fra en lomme? Kan man virkelig afskære forsyningen sådan uden videre, på nogle få minutter, uden først at underrette forbrugeren? Jeg mener, at vi skal undersøge løsninger på problemet med EU's energiforsyningssikkerhed, inden vi undersøger den manglende overholdelse af internationale traktater og aftaler og den omstændighed, at en leverandør, som sikrer størstedelen af sin omsætning gennem gaseksport, behandler rettidigt betalende europæere med ligegyldighed og manglende interesse.

  András Gyürk (PPE-DE), skriftlig. – (HU) EU har ikke taget ved lære af erfaringerne fra gaskrisen mellem Rusland og Ukraine i 2006. Beslutningstagerne reagerede på afbrydelsen af gasleverancerne som om, at den kom fuldstændig bag på dem. Denne energiforsyningskrise, som er den alvorligste til dato, kan være den sidste advarsel til medlemsstaterne. Vi er nødt til at gøre noget for at mindske vores energiafhængighed. Den konflikt, der er brudt ud mellem Rusland og Ukraine, er ikke kun en privat, bilateral retstvist, eftersom den påvirker flere hundrede millioner EU-borgere.

Den aktuelle krise er ikke kun en test af vores fælles energipolitik, men også af solidariteten inden for EU. Spørgsmålet er nu, om medlemsstaterne kan bevæge sig væk fra de politikker, der hidtil har været baseret på separate aftaler. Spørgsmålet er, om EU er i stand til at tale og handle som en enhed i et så vigtigt spørgsmål.

De seneste dages passivitet er særligt pinefuld, eftersom Kommissionen gjorde et godt stykke arbejde med at fastlægge tiltag, der kan mindske Europas afhængighed. Vi kan kun tilslutte os det, der er fastlagt i handlingsplanen for energisikkerhed og solidaritet. Der skal hurtigst muligt investeres i udvikling af alternative forsyningsruter og i sammenkobling af de eksisterende net. Støtten til energieffektive infrastrukturer bør udvides, og vi skal styrke energidimensionen i den eksterne EU-politik, der i øjeblikket er ved at tage form.

Jeg tror ikke, at den aktuelle krise ville have haft en så drastisk effekt, hvis det ikke var fordi, at medlemsstaterne først var kommet til fornuft i sidste øjeblik og fik engageret sig i en fælles europæisk energipolitik med mere end blot løfter.

  Filip Kaczmarek (PPE-DE), skriftlig. – (PL) Det har vist sig, at den aktuelle krise i gasforsyningen til Ukraine og Europa har langt alvorligere følger end tidligere kriser, som skyldtes det samme problem med Ruslands monopolistiske stilling inden for gasforsyning til EU. Krisen har fået os til at forstå den reelle betydning af ord og begreber, som vi så ofte anvender, men ikke altid forstår, ord som forsyningssikkerhed, EU-solidaritet, fælles energipolitik og spredning af energiforsyningen og forsyningsruterne for gas og andre brændstoffer. Vi behøver ikke engang at kende de egentlige årsager til Ruslands adfærd for at drage vores konklusioner. At kende motiverne er naturligvis vigtigt for at kunne foretage en moralsk og politisk vurdering af, hvordan individuelle lande og virksomheder opfører sig, men faktum er, at uanset hvilke motiver de enkelte aftaleparter måtte have, så har mange EU-borgere oplevet de barske konsekvenser af ikke at have adgang til gas. Sandheden er vigtig, men den leverer ikke gas. Lad os benytte lejligheden til at få nogle seriøse svar på flere spørgsmål. Vil vi være i stand til at drage de rigtige konklusioner af den aktuelle situation? Vil vi være i stand til at se ud over de kortsigtede perspektiver, som udnyttes af de nuværende oppositionspartier, der kynisk bruger situationen til at foretage grundløse angreb på deres egne nationale parlamenter? Vil Nabucco-rørledningen blive anlagt? Vil vi øge vores obligatoriske brændstofreserver? Vil de ideologiske modstandere af atomenergi ændre holdning? Lad os håbe det!

  Janusz Lewandowski (PPE-DE), skriftlig. – (PL) Lektien af den aktuelle gaskrise er helt klar, og EU må tage den til efterretning. Der er tale om endnu et vendepunkt, og det bør være det sidste, der udstiller de 27 landes mangel på lederskab. Det er, hvad de europæiske borgere forventer, selv i de lande, der ikke er direkte berørt af gasembargoen, og som er mindre afhængige af leverancer fra Gazprom.

Den solidaritetsmekanisme, der blev skitseret i direktivet fra 2004, er slet ikke i stand til at imødegå de aktuelle udfordringer. Vi er nødt til at blive enige om en praktisk fælles solidaritets-, sikkerheds- og energispredningspolitik. Vi har ikke behov for slagord. Vi har behov for investeringer i infrastruktur. Vi er nødt til at sikre os selv imod en fremtidig krise ved at øge vores gaslagerkapacitet. Energisolidaritet fordrer grænseoverskridende sammenkoblinger, der forbinder de enkelte landes transmissionsnet. Polen er et godt eksempel på det. Selv om landet hovedsageligt forsynes via rørledninger fra Rusland, der går uden om Ukraine, og derfor er mindre udsat i den aktuelle krise, er Polen ikke forbundet til Vesteuropas transmissions- og lagringssystem.

Vi er bekymret for, at den aktuelle krise ender med at forringe Ukraines og ikke kun Ruslands troværdighed. Denne konsekvens af gaskrisen er ikke mindre alvorlig end de midlertidige problemer, som forbrugerne oplever i en hård vinter.

  Marusya Ivanova Lyubcheva (PSE), skriftlig – (BG) Det er meget vanskeligt for os at drøfte gaskrisen, når Rådet, Parlamentet og Kommissionen er endt med at være bundet på hænder og fødder. Drøftelsen er dog yderst vigtigt, om end utilstrækkelig. Jeg vil gerne takke alle mine kolleger fra de forskellige politiske grupper og medlemsstater for deres støtteerklæringer til Bulgarien og de andre lande, som er ramt af krisen.

Det får dog ikke gassen til at flyde igen og genopretter ikke almindelige europæiske levevilkår for vores medborgere. Som følge af krisen er Bulgarien gået fra at være et energicentrum på Balkan til at være gaskrisens epicenter.

Derfor er der behov for en hurtig indsats. Konsekvenserne af krisen er humanitære og økonomiske. Situationen destabiliserer vores land yderligere oven i finanskrisen. Parlamentet må vedtage en beslutning, hvori det giver udtryk for sin holdning og foreslår foranstaltninger, der kan hjælpe os med at komme igennem krisen. Her og nu! Disse foranstaltninger skal omfatte atomkraft og bestræbelser på at finde nye naturgaskilder. Vi har behov for en ny aktionsmekanisme og et sæt værktøjer.

Hvis Parlamentet ikke bliver en del af løsningen af problemet nu, vil det ende med at blive en del af selve problemet. Det vil få negative politiske konsekvenser for EU.

  Marian-Jean Marinescu (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Den aktuelle krise har endnu engang understreget, at det primære problem er afhængigheden af russiske energiressourcer og Ruslands udnyttelse af denne situation på en måde, der ligger uden for almindelige internationale procedurer.

Der må handling bag kommissionsformandens og rådsformandens erklæringer under krisen i Georgien, der henviste til behovet for en ændring af EU's forhold til Rusland.

Lissabontraktaten må ratificeres, så vi kan skabe en fælles europæisk energipolitik.

Vi skal starte med straks at anlægge Nabucco-rørledningen.

Det er absolut nødvendigt at fremme energiprojekter, der gør Sortehavsregionen mere synlig, og anvende energikilder fra landene ved Det Kaspiske Hav.

Udvidelsen af det europæiske energifællesskab mod øst og indføjelsen af energi som en prioritet i den nye ramme, der er skabt via det østlige partnerskab, kan også bidrage til at løse den nuværende situation.

  Katrin Saks (PSE), skriftlig. – (ET) Det er en skam, at det tjekkiske formandskab ikke kunne påbegynde arbejdet som oprindeligt planlagt, men måtte lægge ud med gaskonflikten mellem Rusland og Ukraine – på samme måde, som det seneste formandskab først måtte forsøge at få afsluttet krigen mellem Rusland og Georgien.

Intet er imidlertid så skidt, at det ikke er godt for noget. Takket være denne gaskrise er energispørgsmålet nemlig rykket frem i forreste række, særligt behovet for en fælles energipolitik.

Denne fælles energipolitik kan imidlertid ikke udformes i Bruxelles, hvis medlemsstaterne ikke er motiveret af den fælles interesse, men i stedet indgår bilaterale aftaler, der er fordelagtige for dem alene. I den forstand er en fælles politik nødt til at opstå i medlemsstaternes hovedstæder, ikke i magtkorridorerne i Bruxelles, sådan som man kunne forvente.

Jeg håber, at det vil lykkes talsmanden at skabe større forståelse herfor.

  Toomas Savi (ALDE), skriftlig. – (EN) Rusland lukkede for gasforsyningen på et yderst ubelejligt tidspunkt for de europæiske forbrugere, og det er afgørende, at gasleverancerne genoptages uden videre omstændigheder. Når krisen er løst, må vi imidlertid tage vores afhængighed af russisk gas op til grundig overvejelse, og i den forbindelse bør vi se på to aspekter.

For det første må Rusland sørge for at være i stand til at opfylde sine forpligtelser over for EU. Forældet teknologi og forældede infrastrukturer kan bringe den stabile strøm af gas til EU i fare. Det skal også bemærkes, at trods de ambitiøse planer om Nord Stream-gasledningen, er der ingen sikkerhed for, at de russiske naturgasfelter er tilstrækkeligt store til, at Rusland kan opfylde sine forpligtelser.

For det andet har Kreml haft tendens til at bruge økonomiske instrumenter som politiske værktøjer. EU bør aldrig blive offer for en sådan politisk adfærd. Jeg opfordrer EU til at diversificere sin energipakke og på den måde komme ud af sin afhængighed af en enkelt naturgasleverandør.

  Daniel Strož (GUE/NGL), skriftlig. – (CS) Som jeg ser det, er der to aspekter af problemet med gasforsyningen fra Rusland til Ukraine og videre til EU. Det første er, at mange mennesker er oprørte og råber: "Hvor vover Rusland at gøre dette!" Jeg spørger: "Hvorfor ikke?" Når EU selv i overvejende grad er et neoliberalistisk projekt, hvor markedskræfterne angiveligt løser alt, hvorfor må Rusland så ikke have lov til at opføre sig forretningsmæssigt og kræve tilbagebetaling af de penge, som det har til gode hos en skyldner? Gaskrisen blev ikke udløst af Rusland, men af Ukraine, og det er ikke et politisk problem, men et økonomisk anliggende. Det må gøres helt klart. Det andet aspekt (og det er noget, som jeg har kritiseret flere gange tidligere) er EU-organernes og -institutionernes fokus på irrelevante problemer, der kun bortleder opmærksomheden fra de virkelig presserende anliggender – og her er Parlamentet ingen undtagelse. Tendensen blev bekræftet af EU's reaktion på Ruslands retmæssige beslutning om at indstille gasleverancerne. I stedet for den pinagtige pylren om den ukrainske regering, som skal forestille at være en form for "beskyttelsesfilter" mellem Rusland og EU-landene, og i stedet for at fantasere om den perfekte form på en agurk burde EU have forberedt sig på en krise af denne karakter for længe siden. Hvordan har EU hjulpet eksempelvis slovakkerne og bulgarerne, som er blevet hårdest ramt af gaskrisen? Var EU overhovedet i stand til at hjælpe dem? Hvis ikke, er der noget galt med integrationen.

  Kristian Vigenin (PSE), skriftlig. – (BG) I gaskrisen mellem Rusland og Ukraine er dem, der er endt med at blive hårdest ramt, samtidig de mest uskyldige. Den nuværende situation viser med al tydelighed, hvor afhængig Europa er ikke kun af leverandørlandet, men også af transitlandene. Den viser også, hvor urimelig kritikken af alternative rørledninger har været, f.eks. Nord Stream- og South Stream-rørledningerne. Desværre fremhæver den også, hvor magtesløs EU er i forhold til at yde assistance til de medlemsstater, der er hårdest ramt, og garantere borgernes sikkerhed.

Vores grundlæggende opgave nu er at få genoptaget gasleverancerne. EU er nødt til at anvende alle sine politiske ressourcer til at overbevise Rusland og Ukraine om at løslade de 18 medlemsstater, som de i øjeblikket holder som gidsler.

Dernæst skal der ydes støtte til de lande, som er hårdest ramt. I en situation med økonomisk krise og faldende markeder kan konsekvenserne af en knaphed på gas vise sig at være fatale for mange virksomheder i mit land og for tusinder af mennesker, som vil miste deres arbejde. Hvem vil bære ansvaret for det?

Den tredje og vigtigste foranstaltning på lang sigt er anlæg af alternative gasrørledninger, særligt Nabucco-rørledningen, investeringer i sammenkobling af medlemsstaternes gasforsyningsnet og opførelse af lagerfaciliteter for at sikre større reserver.

Den klare konklusion på alt dette er, at vi har behov for en fælles europæisk politik, men det er en skam, at vi altid først indser noget sådant efter en alvorlig krise.

  Andrzej Tomasz Zapałowski (UEN), skriftlig. – (PL) Sagen om gaskrisen i EU, Ukraine og på Balkan bør primært betragtes som et led i Ruslands kamp for politisk og økonomisk indflydelse i de tidligere sovjetrepublikker.

Det land, der kæmpes om nu, er Ukraine. Rusland er gået ind i den kommende valgkamp og ønsker at bruge krisen til at vise den ukrainske befolkning, at hvis den forbliver tro mod Rusland, vil Ukraine have adgang til billig gas og olie.

Den aktuelle konflikt viser også, at denne form for geopolitisk indflydelse er vigtigere for Rusland end et godt forhold til EU. Rusland har i sine planer taget højde for de økonomiske omkostninger ved at lukke for gasleverancerne. Vi bør derfor ikke narre os selv – dette er kun begyndelsen af kampen for indflydelse i Ukraine.

EU er som altid blind og ønsker fortsat at sætte sin lid til import af gas og olie til dækning af energibehovene. Samtidig ligger EU's egne kul- og brunkulsressourcer (inklusive i Polen) ubrugt hen. Jeg ved ikke, om det er politisk dumhed eller ganske enkelt et spørgsmål om at fastholde energipresset på visse lande i Fællesskabet.

  Marian Zlotea (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Problemet med, at Ukraine og EU forsynes med gas fra Rusland, må løses hurtigst muligt. EU har behov for en energisikkerhedspolitik, en spredning af ressourcerne og solidaritet i energisektoren for at forhindre lignende kriser, som går ud over borgerne.

Over halvdelen af EU-medlemsstaterne er berørt af, at Rusland har indstillet gasleverancerne. I Bulgarien er gasforsyningen til industrien blevet reduceret eller afbrudt, da landet er 90 % afhængig af gas fra Rusland.

Jeg støtter både formandskabets og Kommissionens holdning og deres indsats for at få parterne i dialog, så der kan findes et kompromis. Uden teknisk koordination mellem de to parter kan der ikke leveres gas. I fremtiden er vi nødt til at holde dialogen åben med begge parter for at undgå at ende i en lignende situation.

Rådet og Parlamentet foreslår via den energipakke, der er til forhandling, en række foranstaltninger, bl.a. at anvende flere energileverandører af hensyn til forbrugerne. Vi håber, at pakken vil blive vedtaget ved andenbehandling.

Denne krise skal løses hurtigst muligt, for den berører både de europæiske borgere og europæisk erhvervsliv. Vi har behov for en fælles ekstern politik på energiområdet.