Forhandlinger

Torsdag den 15. januar 2009 - Strasbourg

7. Stemmeforklaringer

Mundtlige stemmeforklaringer

– Riera Madurell-betænkning (A6-0491/2008)

  Daniel Hannan (NI). – (EN) Hr. formand! Området ligeløn og ligestilling mellem kønnene har måske været det ypperste eksempel i EU på juridisk aktivisme og på, at traktaten siger én ting, og derefter tolker EF-Domstolen dette på en ekspansionistisk og kreativ måde.

I Romtraktaten er der en sætning om emnet, der umiddelbart virker letforståelig: "Mænd og kvinder skal have samme løn for det samme arbejde". Men i en række omstridte domme – bl.a. Defrenne mod Sabena og Barber mod Guardian Royal Exchange – er definitionen i stigende grad blevet udvidet til først at omfatte feriegodtgørelser og pensioner mv. og derefter til at omfatte arbejde af tilsvarende værdi.

Det er slet ikke klart, hvordan en arbejdsgiver skal kunne bedømme, om et arbejde er af tilsvarende værdi. Skal han f.eks. indregne muligheden for at få fat i ansøgere med passende kvalifikationer. Min pointe har i virkeligheden ikke noget med ligestilling mellem kønnene at gøre, men med retfærdigheden for medlemsstater, der tror, at de har undertegnet en bestemt traktat og derefter finder ud af, at den i domstolene fortolkes af dommere, der giver den en betydning, som det på ingen måde kunne være hensigten, at den skulle have.

Inden vi åbner døren for massive nye udvidelser via Lissabontraktaten, burde vi sætte den til folkeafstemning. Pactio Olisipiensis censenda est!

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Philip Claeys (NI). – (NL) Hr. formand! Jeg kan ikke identificere mig med fru Riera Madurells betænkning, og det er ikke fordi jeg er imod princippet om ligestilling mellem kønnene. Tværtimod naturligvis, men problemet med den foreliggende betænkning og faktisk alle tilsvarende betænkninger i dette politisk korrekte Parlament er dens formynderiske tone. Hvordan kan man f.eks. nogensinde bifalde, at bevisbyrden vendes om, selv om det er et centralt punkt i retsstatsprincippet, at det skal bevises, at en person er skyldig, og ikke at vedkommende er uskyldig?

Hvorfor skal virksomhederne belemres med pligten til hvert år at fremsende en virksomhedsplan for ligestilling mellem kønnene? Dette er meget formynderisk, og belaster jo virksomhederne med bureaukratisk idioti bare for at gøre et stort nummer ud af en række principper, som er alment accepteret, men ikke altid så nemme at gennemføre i praksis. Hvordan kan vi tvinge en virksomhed til at rekruttere lige mange mænd og kvinder i stedet for blot at kigge på, hvem der er mest egnet til jobbet?

– Beslutningsforslag B6-0051/2009 (situationen i Mellemøsten/Gazastriben)

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). – (LT) Hr. formand! Jeg stemte for beslutningen om situationen i Gazastriben, da mange af de ting, som er vigtige for indbyggerne i Litauen, som har valgt mig til dette Parlament, er indeholdt i denne beslutning.

Vigtigst af alt er en øjeblikkelig og varig våbenhvile. De tal, der blev offentliggjort i går af nyhedsbureauer i hele verden, er foruroligende – mere end 1 000 døde, hundredvis af sårede, lemlæstede, grædende børn. Dette kan ikke vare ved.

Som medlem af Europa-Parlamentets Underudvalg om Menneskerettigheder er menneskerettighedskrænkelser og den humanitære situation i Gazastriben specielt vigtige punkter for mig. Der burde ikke være nogen forhindringer for at kunne yde humanitær bistand. Støtte skal gives til dem, der har fået tildelt støtte, og som har mest for brug for den – civilbefolkningen.

Jeg er meget glad for denne beslutning fra Europa-Parlamentets side. Det var der virkelig brug for. Europa-Parlamentet tier aldrig og skal ikke tie, når mennesker dør.

  Mairead McGuinness (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Det synes temmelig nytteløst at glæde sig over dette beslutningsforslag om Gaza, hvilket jeg dog naturligvis gør, fordi man indtil nu ikke har kunnet trænge igennem med ord på grund af støj og larm fra raketangreb, kugler og skrig fra mænd, kvinder og børn, der er blevet såret, og som er døde i regionen. Men måske kan der i dag tages yderligere skridt i retning af en våbenhvile i regionen, hvilket ville være særdeles positivt.

I denne henseende støtter vi Egyptens bestræbelser på som mægler at skabe våbenhvile. Selv om Egypten og de arabiske ledere måske kan gøre deres indflydelse gældende over for Hamas, tror jeg, at det for Israels velkommende er USA, som har indflydelsen, skønt jeg håber, at dette beslutningsforslag, som fik eftertrykkelig opbakning på plenarmødet i dag, vil øge presset for øjeblikkelig og reel humanitær bistand, for en våbenhvile og for en varig fred i regionen.

  Daniel Hannan (NI). – (EN) Hr. formand! Først og fremmest var jeg glad for at se, at der ikke blev grebet ind over for parlamentsmedlemmer, som besluttede sig for at demonstrere under afstemningen med deres skilte med budskabet "Stop krigen" og deres palæstinensiske flag. Jeg håber, at vi nu har skabt præcedens for, at vi i modsætning til dem, der demonstrerede for en folkeafstemning, accepterer retten til at fremføre sine synspunkter på en passende måde som en del af den demokratiske proces.

Ligesom alle andre her i Europa-Parlamentet er jeg naturligvis forfærdet over, hvad der er sket i Mellemøsten. Taberne er ikke den ene side eller den anden side, men alle de positivt indstillede mennesker i hele regionen. Der er familier i Gaza, som fredeligt forsøger at opdrage deres børn, som udtrykker forfærdelse over det helvede, der åbner sig over dem som følge af raketangrebene. Der er israelere, som forstår, at et selvstændigt Palæstina en dag vil være deres nabo, og at denne type aktioner nok ikke bidrager til, at det bliver en velvilligt indstillet nabo. Under de nuværende omstændigheder er der dog ingen, som ønsker at høre på sådanne røster.

Jeg vil bare sige, at jeg er forvirret over, at man i beslutningen insisterer på proportionalitet. Jeg er ikke helt sikker på, hvad proportionalitet betyder. Ville kritikere af den israelske regering have det bedre, hvis det havde regnet ned med et tilsvarende antal raketter på tilfældige landsbyer i Gaza? Jeg kan se, at formanden har hævet sin hammer, så jeg vil bare sige, jeg håber, at våbenhvilen hurtigt kan forhandles på plads, og at vi kan vende tilbage til at tale sammen og finde en fredelig løsning.

  Bernd Posselt (PPE-DE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne takke Rådets formand, den tjekkiske udenrigsminister, Karel Schwarzenberg, og kommissæren for eksterne forbindelser og den europæiske naboskabspolitik, Benita Ferrero-Waldner, for at have deltaget i vores forhandling i går og desuden mine kolleger for afstemningen i dag, som næsten var enstemmig.

EU er faktisk meget mere forenet, end man går og siger. Hvis vi bliver ved med det, kan vi opnå noget i Mellemøsten, og vi skal derfor fortsætte i denne retning.

Der er ingen tvivl om de enkelte bestanddele: "Ja" til Israels ret til at eksistere, "nej" til krig og blodsudgydelse, "nej" til Hamas' raketangreb, "nej" til Hamas' terrorisme og, helt afgørende, "ja" til forhandlinger om stridens kerne, herunder spørgsmålet om bosættere, da dette punkt sammen med den uacceptable terrorisme fra Hamas' side er de centrale punkter.

De grundlæggende bestanddele ligger således på bordet, og så der det EU's opgave handlekraftigt og beslutsomt at drive tingene fremad i stedet for at lade det udarte sig til en snakkeklub, hvor man ikke kan enes, hvilket vi desværre har været i de seneste år vedrørende Mellemøsten.

  Hannu Takkula (ALDE). – (FI) Hr. formand! Jeg tror, at vi i EU og Europa-Parlamentet alle ønsker fred for denne region – fred og en våbenhvile. Desuden er vi for at få en våbenhvile i stand nødt til at gøre en enorm anstrengelse for at sikre, at terroristorganisationen Hamas afvæbnes helt.

Efter min mening kunne der i dette beslutningsforslag være blevet gjort mere ud af Hamas' karakter som terroristorganisation, men det kan jo, når der skal sammenstykkes et kompromis som dette mellem forskellige parter, være vanskeligt at få igennem. Under alle omstændigheder er vi som europæere nødt til at forblive upartiske og objektive, og først og fremmest skal vi altid fastholde principperne om demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed og modsætte os terror under nogen omstændigheder. Det er det allervigtigste. Vi skal også huske på, at alt dette begyndte med et terrorangreb, og nu vi er nødt til at få terrorelementet udryddet.

  Kristian Vigenin (PSE). – (EN) Hr. formand! Det glæder mig, at vores plenarforsamling var i stand til at vedtage denne beslutning med et så imponerende flertal og uden nogen stemmer imod. Vi i vores gruppe og jeg personligt har støttet denne beslutning, fordi Europa-Parlamentet skal have en klar holdning og finde fælles fodslag, selv om beslutningen i dag ikke helt svarer til holdningen i Den Socialdemokratiske Gruppe.

Lad mig gentage, at Den Socialdemokratiske Gruppe udtrykker sin dybeste harme over volden i Gazastriben, konsekvenserne af den israelske hærs uforholdsmæssigt voldsomme magtanvendelse og den militære optrapning, som koster hundredvis af ofre – hvoraf de fleste er civile, herunder mange børn – og at vi dybt beklager, at civile og FN-mål er blevet ramt.

Vi understreger igen, at enhver opgradering af de politiske relationer mellem EU og Israel skal være stærkt betinget af respekt for international humanitær folkeret, af reelt engagement i en omfattende fredsaftale, af et ophør af den humanitære krise i Gazastriben og det besatte palæstinensiske område samt af respekt for fuld gennemførelse af interimassocieringsaftalen mellem EF og PLO.

– Riera Madurell-betænkning (A6-0491/2008)

  Astrid Lulling (PPE-DE). – (FR) Hr. formand! Jeg vil blot gerne komme med en præcisering, da en af mine kolleger i en mundtlig stemmeforklaring sagde en række ting og hævdede, at beslutningen indeholder nogle ting, som den rent faktisk ikke gør. Der påhviler ikke arbejdsgiverne nogen pligt til at udarbejde planer om ligestilling. Vi har fjernet alle disse forpligtelser og alle disse krav fra betænkningen, da den blev vedtaget i Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling. Vi fremlage en fælles beslutning, og jeg håber ikke, at mine kolleger er modstandere af at fremhæve, at det er nødvendigt at tilskynde til social dialog mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på anvendelse af ligestillingsprincippet, eller at medlemsstaterne opfordres til at tilskynde arbejdsgiverne til løbende at give deres ansatte og deres repræsentanter oplysninger om overholdelse af ligestillingsprincippet. Alt det, der blev kritiseret, er altså ikke længere med i den vedtagne beslutning, og jeg ville gerne gøre dette helt klart.

– Beslutningsforslag RC-B6-0028/2009 (Belarus)

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). – (LT) Hr. formand! Jeg stemte for vores beslutning om EU's strategi vedrørende Belarus. Jeg mener, at dokumentet perfekt afspejler de ændringer, der i det seneste halve år har fundet sted i landet, og som skal vurderes.

En enlig svale gør godt nok ikke nødvendigvis nogen sommer, men Belarus er en stor og vigtig stat, en nabo til EU, og vi er utvivlsomt glade for enhver positiv ændring. Frigivelse af politiske fanger, ophævelse af visse restriktioner på pressefriheden samt dialog med EU om energimæssige, miljømæssige og andre anliggender er positive ændringer.

Jeg vil i dag gerne udtrykke min overbevisning om, at tiden er kommet til, at en delegation fra Europa-Parlamentet kan besøge Belarus, og i denne beslutning bliver dette vigtige område tydeligt nævnt. Jeg håber, at tidspunktet nærmer sig, hvor Belarus vil kunne drage fordel af de positive muligheder, som den europæiske naboskabspolitik udgør. Lad os nu bare ikke stoppe op på halvvejen, og dette gælder for både Belarus og EU.

  Roberto Fiore (NI). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg stemte imod beslutningen, selv om den indeholdt velafvejede og acceptable elementer. Jeg mener ikke længere, der er gode nok grunde til at bevare sanktionsordningen over for Belarus. Med hensyn til økonomisk og politisk frihed samt religionsfrihed er det et land, der næsten fuldt ud har overholdt de grundsætninger om frihed, som vi tror på.

Jeg mener, at det i stedet er nødvendigt at indføre reelle, passende forbindelser med Belarus for at integrere dette land i Europa – frem for alt i en periode, hvor vi konstaterer, at vi selv har brug for mere åbne forbindelser til Rusland. Belarus kunne være et fremragende brohoved mellem Europa og Rusland, og efter min opfattelse skal vi indlede et reelt, udbytterigt forhold med dette land frem for at true med sanktioner.

Skriftlige stemmeforklaringer

– Mathieu-betænkning (A6-0488/2008)

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for betænkningen om finanskontrol med EU's budgetmidler til Afghanistan og Europa-Parlamentets beslutninger om denne sag udarbejdet af min kollega Véronique Mathieu.

Det er et udtømmende, vel udarbejdet dokument, hvor ikke mindre end tre udvalg under Europa-Parlamentet kom med deres udtalelser, herunder Budgetudvalget, hvis udtalelse jeg udarbejdede.

Atter en gang vil jeg gerne henlede opmærksomheden på de vigtigste ting, som resultaterne af vores støtte til Afghanistan afhænger af. Disse ting omfatter først og fremmest koordineringen af økonomisk støtte, ikke blot mellem EU's medlemsstater og Europa-Kommissionen, men blandt medlemsstaterne selv, såvel som samordning med andre donorer.

For det andet vil jeg gerne understrege betydningen af at foretage en prioritering. Det er min klare holdning, at udviklingen af infrastrukturer, støtte til alternative erhvervsformer til livets ophold, som vil bidrage til at reducere fattigdommen og erstatte produktion af opium med andre alternative aktiviteter, og endelig sundheds- og uddannelsesorganer skal være med på EU's oversigt over prioriterede områder.

  Robert Atkins (PPE-DE), skriftlig. – (EN) Jeg og mine kolleger fra det britiske Konservative parti støtter fuldt ud EU og de internationale bestræbelser på at fremme fred, demokrati og velstand for befolkningen i Afghanistan. Stabiliteten i Afghanistan fremover er et afgørende problemområde for sikkerheden i bl.a. EU's medlemsstater.

Vi bakker op om den økonomiske støtte til udvikling og fremme af "good governance" i Afghanistan, men mener ligeledes, at denne økonomiske støtte skal overvåges effektivt. Gennemskuelighed ved anvendelse af skatteydernes penge er af stor betydning, og enhver dokumentation for uretmæssig tilegnelse eller misbrug skal håndteres behørigt.

Vi ønsker at gøre det klart, at vores støtte til den foreliggende betænkning på ingen måde indebærer anerkendelse af Lissabontraktaten, som er nævnt i betragtning 11 i betænkningen. Vi er i princippet modstandere af Lissabontraktaten.

  Călin Cătălin Chiriţă (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Jeg har stemt for betænkningen af Véronique Mathieu om budgetkontrollen med fællesskabsmidler i Afghanistan. Det er en velovervejet betænkning med stor betydning, da en succes med de finansielle, politiske, civile og militære bestræbelser på at stabilisere Afghanistan er særlig vigtig for EU og hele den demokratiske verden.

Rumænien bidrager til disse internationale bestræbelser i Afghanistan med 721 soldater som en del af ISAF-missionen (i NATO-regi) og 57 soldater i "operation varig frihed" (koalitionsmissionen). Under disse missioner er der adskillige rumænske soldater, som er blevet dræbt eller såret, og det vækker sorg hos deres familier og i det rumænske samfund. Vi ønsker ikke, at tabet af disse menneskeliv skal være forgæves. Det, vi ønsker er, at Rumæniens finansielle, militære og humane bidrag til den europæiske og internationale indsats resulterer i langvarig stabilitet i Afghanistan og udryddelse af rugekasserne for terrorisme.

  Dragoş Florin David (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for betænkningen, idet Kommissionen skal øge omfanget af de ressourcer, der tildeles til bekæmpelse af narkotikahandel.

Den støtte, EU gav i perioden 2004-2007, består af direkte og indirekte støtte. Mellem 2002 og 2007 stod den direkte EU-støtte for 70 % (970 mio. EUR) af den samlede EU-støtte, mens indirekte EU-støtte, som blev forvaltet af internationale organisationer, stod for 30 % af EU-støtten (422 mio. EUR).

Alligevel må man vedkende sig den manglende samordning på internationalt plan mellem donorlandene. Denne situation forekommer desuden mellem forskellige EU-medlemslande og Kommissionen på et tidspunkt, hvor de sammen kunne spille en forenende rolle. Som en direkte følge heraf, er effektiviteten i forhold til omkostningerne meget lavere end den burde være, og man kan føle sig overbevist om, at den afghanske befolkning i meget større omfang kunne have fået glæde af de internationale midler og fællesskabsmidler, der var tildelt landet.

  Koenraad Dillen (NI) , skriftlig. – (NL) EU er blandt de største donorer af udviklingsbistand og humanitær bistand til Afghanistan. Mellem 2002 og 2007 gav Europa-Kommissionen i alt 1 400 000 000 EUR i støtte til landet.

Dette er en fremragende betænkning, fordi den bygger på korrekte forslag, og der anføres en række sunde henstillinger. For eksempel skal kontrollen med fællesskabsmidler forlænges, og der skal gøres mere ihærdige anstrengelser for at gøre noget ved den stadig stigende korruption i landet. (Gælder dette faktisk ikke for alle udviklingslande, som modtager støtte fra os?)

Europa-Parlamentet argumenterer desuden for mere udviklingsstøtte og en forlængelse af Kommissionens delegation i Kabul for at kunne gennemføre den kontrol, den revision og det tilsyn, der er behov for.

Da det i Afghanistan er knald eller fald med hensyn til at bekæmpe den internationale terrorisme, er yderligere budgetmæssige tiltag mere end velkomne.

  Carl Lang (NI), skriftlig. – (FR) Indholdet af betænkningen om budgetkontrol af fællesskabsmidler i Afghanistan viser endnu en gang, at Vestens interventionspolitik i disse regioner ikke har gjort nogen forskel. Vores tilstedeværelse forlænger bare krigen og de deraf følgende lidelser frem for at eliminere dem.

At tale om demokrati og ligestilling mellem kønnene i et land, hvor skikkene nogle gange grænser til barbari, er typisk for den lykkelige uvidenhed hos de ultraeuropæere, som stadig foretrækker at involvere sig i internationale spørgsmål i stedet for at tage sig af Europas problemer.

I Afghanistan, der har været hærget af krig i århundreder, vil de etniske grupper aldrig acceptere nogen fremmed besættelsesmagt, uanset hvor "humanitær" den måtte være. Det vil blot forstærke holdningerne hos Taliban og andre ekstremistiske grupperinger i stedet for at muliggøre, at der fremkommer en stærk og duelig lovlig magtbase, som kan stabilisere landet.

Europæerne skal så hurtigt som muligt trække sig tilbage fra hvepsereden i Afghanistan.

  Bogusław Liberadzki (PSE), skriftlig. – (PL) Jeg stemmer for vedtagelse af betænkningen om budgetkontrol med fællesskabsmidler i Afghanistan (2008/2152(INI)).

Fru Mathieu påpeger med rette, at Afghanistans sociale nøgletal er katastrofalt dårlige. Der er fortsat konflikt eller krig såvel som stammerelaterede og internationale sammenstød samt narkotikahandel og korruption. Og derfor har Afghanistan brug for international hjælp.

Jeg vil gerne udtrykke min støtte til at hjælpe Afghanistan. Jeg bifalder det langsigtede løfte om tiltag, der har til formål at yde støtte til dette land, og jeg mener, at de prioritetsområder, der er beskrevet i Kommissionens landestrategidokument 2007-2013, opfylder behovene for det afghanske samfund.

  Alexandru Nazare (PPE-DE), skriftlig. – (RO) EU er en af de vigtigste donorer i Afghanistan og bidrager til at stabilisere og forbedre sikkerheden i området, hvilket giver konkrete resultater som f.eks. stigningen i den forventede levetid.

EU skal fortsætte med at yde støtte til Afghanistan. Vi kan dog ikke se bort fra, at nogle af pengene fra Fællesskabets budget, som i sidste ende kommer fra skatteydernes lommer, bliver spildt. Jeg synes derfor, at den foreliggende betænkning er et positivt tiltag som instrument til at strømline tildelingen af EU-bistand i Afghanistan og til at maksimere den økonomiske virkning af midlerne. I den forstand er koordinering og kontrol med de midler til udviklingsbistand, der gives til Afghanistan, tre elementer, som medvirker til at opnå det, der er hensigten med pengene.

I den foreslåede betænkning sammenfattes der en række problemer vedrørende tildeling af fællesskabsmidler til Afghanistan, og der foreslås en række realistiske henstillinger. Jeg vil gerne udtrykke min støtte til den foreliggende betænkning, og jeg håber, at den vil blive fulgt op af gennemførelse af en række specifikke foranstaltninger, der har til formål at forbedre virkningen af de anvendte fællesskabsmidler og sikre strengere kontrol med anvendelsen af dem. Selv om man jo også skal huske på den nuværende økonomiske situation i de fleste af vores lande, tror jeg, at det er Europa-Parlamentets pligt som en enhed med budgetmæssige funktioner i EU at garantere maksimal effektivitet ved anvendelse af offentlige penge.

  Luca Romagnoli (NI), skriftlig. – (IT) Jeg har stemt for betænkningen af fru Mathieu om budgetkontrol med fællesskabsmidler i Afghanistan.

I betænkningen drages der meget klare konklusioner om de opnåede resultater som følge af fællesskabsstøtten lige fra tidspunktet for underskrivelse af aftalen og indtil nu, og selv om resultaterne kunne have været mere vidtrækkende, har de været positive og bemærkelsesværdige. Jeg henviser især til reduktionen i spædbørnsdødeligheden, forbedringen i adgang til grundlæggende sundhedspleje og den væsentlige stigning i antallet af børn, der går i skole. Jeg er også enig med ordføreren i, at der bør gøres meget mere for at forbedre koordineringen mellem EU og de internationale donorer for at undgå dobbeltarbejde og eventuelle kilder til korruption i landet.

Desuden er det mere end nogensinde uhyre vigtigt, at man, når man tilbyder økonomisk bistand til et land, der er alvorligt ramt af sociale og politiske problemer, har et kontrolsystem, som er effektivt, for ellers er risikoen, at situationen ikke vil blive forbedret, men tværtimod forværret. Jeg håber derfor, at kontrolsystemet især forudgående bliver forbedret og håndhævet i større udstrækning, end det hidtil har været tilfældet.

– Riera Madurell-betænkning (A6-0491/2008)

  Robert Atkins (PPE-DE), skriftlig. – (EN) Jeg og mine kolleger fra det britiske Konservative parti støtter fuldt ud princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i alle livets aspekter, herunder adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår.

Vi mener dog, at disse anliggender først og fremmest skal håndteres af medlemsstaterne og ikke af EU. Vi har således valgt at undlade at deltage i afstamningen om den foreliggende betænkning.

  Gerard Batten, Godfrey Bloom, Derek Roland Clark, Nigel Farage, Michael Henry Nattrass og John Whittaker (IND/DEM), skriftlig. – (EN) UKIP støtter fuldt ud ligestilling for mænd og kvinder. Det Forenede Kongerige har dog i forvejen en ligestillingslov og kan ændre og forbedre den, når og hvis dette er et krav fra parlamentets og befolkningens side. Yderligere lovgivning og bureaukrati fra EU's side er derfor unødvendig. Desuden er EU udemokratisk og ikke nogen garant for nogens rettigheder, herunder kvinders rettigheder.

  Koenraad Dillen (NI) , skriftlig. – (NL) Jeg stemte imod denne politisk korrekte betænkning – nummer 117 i rækken – som er sendt til godkendelse her i Europa-Parlamentet. Først og fremmest vil jeg gerne påpege, at den foreliggende betænkning er totalt unødvendig, da ligestilling mellem kønnene i EU har været der i mange år. Desuden gør jeg indsigelse mod den omvendte bevisbyrde, der omtales positivt i betænkningen (punkt 20), men som ikke gavner noget land, der følger retsstatsprincippet, hvorimod der gives total almagt til de organisationer, som får til opgave at gennemføre direktivet (punkt 19).

Det forhold, at medlemsstaterne vil blive forpligtet til at få virksomhederne til hvert år at udarbejde virksomhedsplaner for ligestilling mellem kønnene og at garantere en afbalanceret kønsfordeling i virksomhedsbestyrelser står i diametral modsætning til friheden ved at drive en virksomhed. For de virksomheder, der står over for vanskeligheder som følge af den internationale finanskrise, kan det supplerende papirarbejde, som dette krav medfører, meget vel vise sig at blive katastrofalt. På et frit marked med sunde virksomheder vil det altid være folk med gode egenskaber, det være sig mandlige eller kvindelige egenskaber, der klarer sig bedst, sådan som vi har set det mange gange før.

  Constantin Dumitriu (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Under den nuværende økonomiske krise er kvinder blandt dem, der er hårdest ramt af arbejdsløshed eller lønnedgang. På EU-plan har vi brug for, at medlemsstaterne gennemfører bestemmelserne i direktiv 2002/73/EF, og at Europa-Kommissionen holder øje med disse tiltag og regelmæssigt holder Europa-Parlamentet ajour.

Som det også antydes i fru Madurells betænkning, er et af de største problemer ved bekæmpelse af kønsdiskrimination på arbejdsmarkedet også manglende oplysninger om de rettigheder, som ofrene for forskelsbehandling har. Ansvaret for dette ligger i lige stor grad hos medlemsstaterne, EU's institutioner, som f.eks. Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder, og arbejdsgiverne. Organisationer i civilsamfundet skal på dette område også spille en vigtig rolle. De kan benytte oplysningskampagner og overvågningsrapporter for at kompensere for den manglende aktivitet på nationalt eller europæisk plan.

Kommissionen er forpligtet til at holde øje med, at medlemsstaterne træffer foranstaltninger, der har til formål at skabe balance mellem arbejds- og privatlivet, reducere lønforskellen mellem kvinder og mænd samt give kvinder adgang til ledelsesposter. I Rumænien var det de forordninger, der blev vedtaget EU-plan, som hjalp os med at få et institutionelt system på plads, som garanterer, at rettigheder for mænd også er lig med rettigheder for kvinder.

  Edite Estrela (PSE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for Riera Madurell-betænkningen om gennemførelse af direktiv 2002/73/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, da jeg mener, at det er vigtigt at anvende princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i de anliggender, der er omfattet af direktivet.

Blandt de forskellige fejl ved gennemførelse af direktivet vil jeg understrege, at der i lovgivningen i en række medlemsstater ikke er henvist specifikt til kønsdiskrimination. Som påpeget af ordføreren er der forsat stor lønforskel, idet kvinder får lønninger, som gennemsnitlig er 15 % lavere end mænds. Denne forskel blev blot indsnævret med 1 % fra 2000 til 2006. I forbindelse med Lissabonstrategien er det helt afgørende, at denne situation, hvor der ikke sker noget, bliver ændret, og derfor er jeg enig med ordføreren i, at det er vigtigt at henstille til Europa-Kommissionen, at den aktivt holder øje med gennemførelsen af direktivet og overholdelsen af den nationale lovgivning.

  Mieczysław Edmund Janowski (UEN) , skriftlig. – (PL) Jeg har stemt for fru Madurells betænkning om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse og forfremmelse. Ligebehandling, uanset køn, race, religion osv., er en fundamental menneskerettighed. Men naturligvis må vi ikke glemme de naturlige biologiske forskelle, der er mellem mænd og kvinder.

Efter min mening er automatisk anvendelse af en politik med en fast kønsfordeling på 50/50 faktisk ikke noget tegn på, at vi er bekymret over ligestilling mellem kønnene. Når der er tale om et fysisk krævende job som f.eks. arbejde i miner eller på et stålværk osv., fører denne tilgang blot til latterlige situationer, præcis som det er tilfældet, når der er tale om sygeplejersker eller lærere. Og vi kan heller ikke tvinge piger til at tage en teknisk uddannelse for at opretholde balancen på 50/50. Grundlæggende problemer omfatter adgang til uddannelse på alle niveauer, besættelse af lederstillinger (bl.a. stillinger i politiske institutioner), gennemførelse af princippet om ligeløn for lige arbejde, tilstrækkelig adgang til social sikring og tilskud såvel som lægebehandling (under hensyntagen til barselsorlov). Fagforeningerne bør spille en vigtig rolle på dette område. Det er et vigtigt emne på lokalt, regionalt og nationalt plan samt på EU-institutions-plan.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at gøre opmærksom på domstolsafgørelser, hvor der diskrimineres mod mænd ved, at det næsten altid automatisk er kvinderne, der får forældremyndigheden i skilsmissesager.

  Jörg Leichtfried (PSE), skriftlig. – (DE) Jeg stemte for betænkningen af fru Riera Madurell om gennemførelse af direktivet om ligebehandling.

Efter min mening er det på høje tid, at kvinder behandles på lige fod med mænd i alle, og ikke bare nogle, henseender.

Man kan ikke sige – ikke engang tilnærmelsesvis – at der er lige muligheder for adgang til at få en erhvervskarriere eller et almindeligt arbejdsliv. Med hensyn til indkomstforskellene mellem kønnene mindskes de i en række medlemsstater kun meget langsomt, mens de i andre lande endog øges igen.

Gennemførelsen af dette direktiv er især vigtig for mig på grund af disse åbenlyse uretfærdigheder og navnlig fordi jeg som familiemenneske i høj grad sætter pris på og respekterer kvinder.

  Astrid Lulling (PPE-DE), skriftlig. – (FR) Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling er bekymret over håndhævelsen af direktivet om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår.

Da der ikke foreligger nogen rapport fra Europa-Kommissionens side har vi i vores udvalg udført vores egen undersøgelse blandt nationale parlamenter og ligestillingsorganisationer. Der er blevet sendt åbningsskrivelser til 22 medlemsstaterne. I 15 medlemsstater er der en række definitioner, som ikke blevet gennemført korrekt. Pr. 5. oktober 2008 havde ni medlemsstater endnu ikke meddelt Kommissionen hvilke foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre direktivet.

Vores initiativbetænkning er et advarselssignal til medlemsstaterne. Desværre blev der i udvalget vedtaget nogle overdrevne erklæringer og påstande. Jeg havde derfor fremlagt en alternativ beslutning.

Det er lykkedes for os at blive enige om en fælles beslutning, som jeg stemte for i afventning af rapporten om gennemførelsen, som vi vil modtage i første halvdel af 2009. Denne rapport vil gøre det muligt at foretage en grundig analyse, således at de deraf følgende foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre overholdelse af traktaten og lovgivningen vedrørende ligebehandling og mulighederne for mænd og kvinder, kan iværksættes.

  Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. – (SV) Forskelsbehandling og chikane hører ikke hjemme i et liberalt samfund. Den foreliggende betænkning minder os om den rystende kendsgerning, at mange medlemsstater fortsat har lang vej at gå med hensyn til at stille mænd og kvinder lige i livet og i arbejdslivet. Ansvaret for f.eks. at bekæmpe uretfærdighederne på arbejdsmarkedet påhviler dog ikke EU's institutioner, men er og skal fortsat være en sag for ansvarlige borgerne samt deres politiske repræsentanter og fagforeningsrepræsentanter i medlemsstaterne. Jeg er absolut imod disse formuleringer, hvor formålet er at anvende disse uretfærdigheder som argumenter for stigende overstatslighed på bekostning af medlemsstaternes selvbestemmelse. Forøgelse af afstanden mellem dem, der styrer, og dem, der bliver styret, er ikke vejen frem for et liberalt samfund, der hviler på princippet om ligestilling mellem alle mennesker.

Det primære formål med betænkningen er imidlertid at illustrere hvordan forskelsbehandling og chikane stadig kan ødelægge menneskers chancer her i livet og perspektiverne for selvstændiggørelse. Dette er så vigtigt, at jeg trods alt har valgt at stemme for det alternative beslutningsforslag.

  Iosif Matula (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for betænkningen om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår.

Selv om ligestilling mellem kønnene er en grundlæggende rettighed i EU, viser de officielle statistikker alligevel, at der fortsat er forskelle med hensyn til beskæftigelsesgrad, navnlig i de lande, som for nylig kom med i EU.

Under hensyntagen til, at ligebehandling af mænd og kvinder stadig er et strukturproblem, pålagde Det Europæiske Råd i Lissabon i marts 2000 Den Europæiske Union det mål, at beskæftigelsesgraden for kvinder skal øges til over 60 % inden 2010, hvilket der skal holdes nøje øje med i de nye medlemsstater.

Jeg tror, det er af afgørende betydning for os at gennemføre det europæiske direktiv for at sikre, at forskelsbehandlingen af kvinder på arbejdsmarkedet bringes til ophør på et tidspunkt, hvor det er nødvendigt med en kraftanstrengelse for at ændre holdningen over for dette spørgsmål, navnlig i landdistrikterne.

  Nicolae Vlad Popa (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Jeg har stemt for denne betænkning, da jeg mener, at den anmodning, der er indeholdt i betænkningen, om, at Kommissionen skal holde nøje øje med gennemførelsen af direktiv 2002/73/EF og overholdelse af den vedtagne lovgivning efter gennemførelsesprocessen, er lovlig og nødvendig.

Ved at vedtage denne betænkning har Europa-Parlamentet forsynet medlemsstaterne med et nyttigt instrument til konsolidering af medlemsstaternes nationale lovgivning vedrørende ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.

På grundlag af de indhentede statistikker er der dog stadig en forskel på 28,4 % i beskæftigelsesgraden mellem mænd og kvinder, hvilket understreger, at manglende ligestilling mellem kønnene på arbejdsmarkedet fortsat er et problem, der skal tages fat på.

Derfor mener jeg, at medlemsstaterne skal gøre sig de nødvendige anstrengelser for at gennemføre de strategier, der har til formål at fremme ligestilling mellem kønnene.

  Luca Romagnoli (NI), skriftlig. – (IT) Jeg stemmer for betænkningen af fru Riera Madurell om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår.

Jeg er enig med mine kolleger i, at princippet om ligestilling på arbejdsmarkedet stadig langt fra bliver håndhævet i praksis til trods for bestræbelserne fra EU's side på at øge procentdelen af kvinder på arbejdspladsen i henhold til Lissabonstrategiens mål. Jeg er enig med ordføreren i hans udtalelser, for så vidt angår medlemsstaternes gennemførelse af direktiv 2002/73/EF og nødvendigheden af, at alle medlemsstater gennemfører de instrumenter, som dette direktiv foreskriver, til styrkelse af den nationale lovgivning om ligebehandlingen af mænd og kvinder i erhvervslivet. Ligestilling mellem kønnene i erhvervslivet er ikke alene et værdigt princip rent etisk, men er og vil blive ved med at være grundlaget for den bæredygtige, holdbare, økonomiske udvikling af EU som helhed.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. – (EN) Ligestilling mellem mænd og kvinder har høj prioritet i EU. Der er stadig meget at gøre for at opnå dette princip, og jeg håber, at vi vil gøre dette til en politisk målsætning på alle arbejdsområder i Europa-Parlamentet. Det bør ikke kun være Udvalget om Kvinders Rettigheder, der rejser disse spørgsmål.

  Andrzej Jan Szejna (PSE), skriftlig. – (PL) På trods af, at ligestilling mellem kønnene er en grundlæggende rettighed, er manglende ligestilling mellem kønnene på arbejdsmarkedet i forbindelse med lønninger, beskæftigelsesgrad og jobkvalitet fortsat et alvorligt strukturproblem. Desværre ser vi, at et højere uddannelsesniveau ikke altid fører til mindre forskelle mellem lønningerne for mandlig og kvindelig arbejdskraft.

Fru Madurells betænkning viser medlemsstaternes manglende indsats med hensyn til gennemførelse af direktiv 2002/73/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår.

Først og fremmest fremhæver ordføreren, at der er mange medlemsstater, som ikke på korrekt måde har gennemført definitionen af forskelsbehandling i deres retssystemer. I mange lande er den eneste bindende definition en generel definition, der ikke nævner kønsdiskrimination. I andre lande er sexchikane ikke defineret, eller også er begrebet kun omfattet af en generel definition af chikane (i Polen er sexchikane defineret i § 6, artikel 183a, i arbejdsretten), hvilket gør det meget vanskeligere for forurettede at forfølge deres rettigheder.

Græsrodsinitiativer, der har til formål at øge bevidstheden i samfundet, samt de initiativer, der har til formål at hjælpe ofre for forskelsbehandling, er særdeles vigtige i bekæmpelsen af forskelsbehandling.

– Beslutningsforslag B6-0051/2009 (situation i Mellemøsten/Gazastriben)

  Marco Cappato (ALDE), skriftlig. – (IT) For at kunne skelne holdningen hos Partito Radicale fra holdningen hos dem, som her i Europa-Parlamentet udtrykker begrundelser modsat vores, trak vi lod om, hvem af os der skulle undlade at stemme, og hvem der i stedet ikke skulle deltage i afstemningen. Den løsning, som EU søger at fremme, om en langsigtet strukturel fred i Mellemøsten, og som i dag blev gentaget her i Strasbourg af formanden, hr. Pöttering, er en sag mellem to suveræne, selvstændige stater.

EU's grundlæggere var af en modsat overbevisning. For at opnå fred skulle man give afkald på absolut national suverænitet. Det er det, der står i Ventotenemanifestet.

I dag skal vi lægge øre til, at langt hovedparten af borgerne i Israel ønsker, at Israel kommer med i EU, men de bliver overhørt af de israelske og også de europæiske herskende klasser.

Det "inklusive" Europa i tiden efter Anden Verdenskrig, som var åbent over for nye medlemsstater og et referencepunkt for nabostaterne, har været en fredsskabende faktor, om end på en utilstrækkelig måde. Det "eksklusive" Europa bestående af nationalstater, der efterstræber europæiske "grænser" og "jødisk-kristne rødder", er et Europa, som fører til krig, i Mellemøsten samt på Balkan og i Kaukasus, og som frembringer spændinger som f.eks. i Ural, Tyrkiet og Maghreblandene.

Som ikkevoldeligt radikalt parti mener vi, at den strukturelle løsning på fred hedder europæisk føderalisme, dvs. et Europas forenede stater, som åbner døren for Tyrkiet, for Israel og fremover for demokratiske stater, der giver afkald på deres egen absolutte suverænitet.

  Proinsias De Rossa (PSE), skriftlig. – (EN) Jeg fordømmer betingelsesløst de vilkårlige og brutale drab på civile i Gaza, og det samme gør jeg med de afstumpede og uforsvarlige drab på civile i Israel som følge af Hamas' raketter.

Jeg stemte for Europa-Parlamentets beslutning om Gaza, fordi den udtrykkeligt støtter resolutionen fra FN's Sikkerhedsråd med opfordring til øjeblikkelig våbenhvile. Med denne beslutning rettes opmærksomheden også mod Europa-Parlamentets afgørelse i december om at udsætte opgraderingen af EU's forbindelser med Israel. Selv om sprogbrugen i beslutningen er svagere, end jeg gerne havde set, har en beslutning, der har opnået et overvældende flertal ved afstemning i Europa-Parlamentet, ikke desto mindre større chance for at påvirke beslutningerne i Israel og hos Hamas end enkeltstående politiske gruppers beslutninger.

Jeg er imod opgraderingen af EU's forbindelser med Israel og mener, at handelsaftalen med Israel skal suspenderes, indtil landet overholder normerne ifølge menneskerettighederne og engagerer sig i konstruktive og reelle forhandlinger med sine naboer om at gennemføre tostatsløsningen på konflikten. Alle medlemsstater bør nu indvillige i at annullere deres tidligere beslutning om at opgradere forbindelserne med Israel som et middel til at få dem til at fremlægge realistiske forslag.

  Manuel António dos Santos (PSE), skriftlig. – (PT) Jeg valgte at undlade at stemme om beslutningsforslaget om situationen i Mellemøsten/Gaza af den simple grund, at jeg ikke mener, at en beslutning fra Europa-Parlamentet i øjeblikket kan retfærdiggøres.

Jeg mener, at en drøftelse af sagen, uden en afstemning, ville være en mere effektiv måde til at få Europa-Parlamentet involveret i dette spørgsmål.

  Koenraad Dillen (NI) , skriftlig. – (NL) "Une fois n'est pas coutume". Dette er en meget upartisk beslutning, som fortjener al vores støtte, fordi der er en klar anmodning til begge parter i konflikten om ikke at ty til vold. Vi skal dog ikke foregøgle os noget som helst om den virkning, Europa og endnu mindre Europa-Parlamentet kan have på, hvordan situationen i Mellemøsten udvikler sig. Inden vi kan finde en løsning, skal Hamas ophøre med sine raketangreb på Israel. Samtidig skal Israel neddrosle sit uforholdsmæssigt høje voldsniveau, som uskyldige børn og borgere blive ofre for. Til trods for min støtte til denne beslutning vil jeg minde Europa-Parlamentet om, at terroristorganisationen Hamas fortsat er hovedårsagen til optrapningen.

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. − (EN) Jeg stemte for den fælles beslutning, selv om den var mindre barsk i sin fordømmelse af Israels aktion i Gaza end jeg gerne havde set.

Hamas' vilkårlige raketangreb kan ikke støttes, men det var alligevel ikke udelukkende Hamas' ansvar, at våbenhvilen blev brudt. Israels aktion er helt ude af proportioner, og det, at den rammer uskyldige civile – mænd, kvinder og børn – er en form for kollektiv straf, som er en overtrædelse af international humanitær folkeret.

Angrebene på FN's kontorer og hjælpeforsyninger ser ud til at være en bevidst handling, der har til formål at afskære de nødlidende fra hjælp og fjerne dem, der fungerer som uvildige observatører af Israels barbariske aktioner.

  Mathieu Grosch (PPE-DE), skriftlig. – (DE) Jeg mener, det er ret og rimeligt, at Europa-Parlamentet taler med én stemme. Vi skal rette vores kræfter mod at gøre det klart for både Israel og Hamas, at vi modsætter os enhver form for voldelige fjendtligheder og kræver absolut respekt for fredsbevarende styrker og hjælpeorganisationer.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. − (PT) På trods af opfordringen til en våbenhvile, hvilket er et presserende punkt, som vi er enige i, er den beslutning, der er vedtaget af Europa-Parlamentet, om den særdeles alvorlige situation i Gazastriben slet ikke tilstrækkelig og indeholder endda negative aspekter, navnlig ved sammenligning med resolutionen fra FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC) af 12. januar. I Europa-Parlamentets beslutning gør følgende sig gældende:

– Til trods for den brutale aggression, forbrydelserne og krænkelserne af de mest grundlæggende menneskerettigheder er der ikke ét fordømmende ord om Israel.

– Dobbelttydigheden bliver bekræftet, og det skjules, at der i Palæstina er en kolonimagt og et koloniområde, en angriber og et offer, en undertrykker og en undertrykt part, en udnytter og en udnyttet part, og Israels ansvar tilsløres.

– EU hvidvaskes, selv om EU er medskyldig og har et medansvar for at Israel slipper ustraffet. Tænk på den nylige beslutning om at forstærke de bilaterale relationer med dette land eller EU-landenes skamfulde undladelse af at stemme ved afstemningen om den resolution, der blev vedtaget af UNHRC.

– Desuden er der i en situation, der er så alvorlig som den nuværende, ikke nogen kritik af Israels krænkelse af FN's resolutioner, den fortsatte besættelse, de ulovlige bosættelser, den adskillende mur, mordene, frihedsberøvelserne eller de utallige ydmygelser, det palæstinensiske folk udsættes for, og der nævnes end ikke noget om palæstinensernes ret til en stat med grænserne fra 1967 og med hovedstad i Østjerusalem.

  Jens Holm og Eva-Britt Svensson (GUE/NGL), skriftlig. − (SV) Vi bifalder, at det i beslutningen kræves, at Israel omgående ophører med at slå indbyggerne i Gaza ihjel. Imidlertid beklager vi, at det i beslutningen ikke kræves, at associeringsaftalen med Israel suspenderes, og at opgraderingen af forbindelserne med Israel indstilles. Dette er indlysende krav, som bør stilles til et land, der så umiskendeligt bryder de løfter, man har afgivet, dvs. at respektere menneskerettighederne og folkeretten.

Vi stiller desuden spørgsmålstegn ved påstanden om, at Israels angreb blev iværksat som reaktion på raketangreb fra Hamas. Israel har konstant brudt våbenhvilen, bl.a. den 4. november sidste år, da israelske tropper trængte ind i Gazastriben og dræbte seks palæstinensere, samt den kollektive afstraffelse af det palæstinensiske folk ved hjælp af embargoer, afbrydelse af elforsyningen, udvidelse af bosættelserne, opførelse af mure, kidnapning af ledende palæstinensiske politikere osv.

På trods af dette bifalder vi den fælles beslutning og kravet om, at Israel straks ophører med at begå drab.

  Mikel Irujo Amezaga (Verts/ALE), skriftlig. – (ES) Formanden, hr. Pöttering, har haft travlt med at understrege, at der ikke var nogen stemmer imod. Jeg stemte imod denne beslutning. Selv om jeg indrømmer, at den indeholder mange positive elementer, navnlig anvendelse af udtrykket "kollektiv afstraffelse" af folk i Gaza, mener jeg ikke, at beslutningen er tilstrækkelig. Det eneste praktiske, som dette Parlament kan gøre, er at søge at stille associeringsaftalen med Israel i bero. Alt andet er bare snak – positive og pæne ord – men tom snak. I det politiske liv tæller fine ord ikke noget. Det, der er brug for, er handling, og INTET vil ændre sig i Gaza efter denne beslutning. Hvis vi havde talt om alle andre stater end Israel, ville beslutningen have haft meget mere styrke. Jeg mener, at Israel har ret til at eksistere i fred, men det skal ikke forstås sådan, at landet kan slippe af sted med alt, og det skal Israel vide. Desuden er det eneste, som man med dette offensive initiativ vil opnå, at skærpe konflikten. Dette er ikke nogen god dag for dette Parlament, fordi vi har valgt at snakke i stedet for at handle.

  Carl Lang (NI), skriftlig. − (FR) Den tekst, der blev fremlagt af samtlige grupper i Europa-Parlamentet, hvis formål er at repræsentere de europæiske befolkningers interesser, indeholder faktisk en række fremragende henstillinger, som f.eks. en opfordring til, at kampene skal ophøre, men i teksten er der ikke nogen henvisning til importen af denne konflikt til Europa. Ud over den vold, der samtidig fandt sted, var der to billeder fra demonstrationerne mod den israelske intervention, som var særligt chokerende.

Det ene var af demonstranterne, hvoraf de fleste var indvandrere, som viftede med palæstinensiske og algeriske flag samt Hamas' og Hizbollahs flag såvel som bannere med inskriptioner på arabisk.

Det andet var af lederne fra den yderste venstrefløj i Frankrig, Olivier Besancenot fra Den Revolutionære Kommunistiske Liga og Marie-George Buffet fra Kommunistpartiet, i protestmarch sammen med imamerne.

Disse billeder illustrerer to foruroligende udviklingstendenser. For det første den gradvise hvervning af de mange indvandrere fra den muslimske verden, som islamiske foreninger foretager, og sammensværgelsen mellem islamiske bevægelser og den ekstreme kommunisme på venstrefløjen, to revolutionære bevægelser, hvis formål er at ødelægge vores civilisation. Mere end nogensinde før kræver beskyttelse af det europæiske folks identitet og frihed, at sådanne demonstrationer forbydes, og at der gennemføres en politik for at vende migrationsstrømmene.

  Roselyne Lefrançois (PSE), skriftlig. − (FR) Set i lyset af den alvorlige situation i Gaza kunne Europa-Parlamentet ikke blive ved med at tie. Jeg har derfor støttet denne beslutning, hvor der opfordres til en øjeblikkelig og varig våbenhvile, herunder ophør med militæraktioner fra Israels side i Gazastriben og ophør med affyring af raketter mod Israel fra Hamas' side.

Jeg beklager dog, at teksten ikke indeholder en fast og uforbeholden fordømmelse af den israelske hærs angreb, som jo allerede har resulteret i mere end 1 000 dræbte, hovedsagelig civile. Selv om jeg er enig i, hvad Martin Schulz, formanden for Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet, sagde før afstemningen, hvor han gentog, at disse angreb er uacceptable, ville jeg have foretrukket, at denne foragt var blevet udtrykt på skrift.

Ligeledes går forslaget, selv om man beder de israelske myndigheder om at garantere uafbrudt levering af humanitær bistand og fri adgang for den internationale presse til Gaza, ikke så langt, som jeg gerne så, nemlig at gøre opgraderingen af EU's forbindelser med Israel betinget af, at Staten Israel overholder den humanitære folkeret.

Europa skal spille en hovedrolle i løsningen af denne konflikt, men en aftale om varig fred mellem israelere og palæstinenserne kan efter min mening kun opnås med oprettelse af en levedygtig palæstinensisk stat, som anerkender og bliver anerkendt af Israel.

  Willy Meyer Pleite (GUE/NGL), skriftlig. – (ES) Den fælles beslutning om Gaza har positive aspekter, som f.eks. anmodningen om en øjeblikkelig våbenhvile, anerkendelse af de 1 000 dræbte som følge af den israelske hærs aktion, herunder kvinder og børn, samt anerkendelse at, at Israels embargo af Gaza udgør et brud på international humanitær folkeret.

På trods heraf kunne jeg ikke stemme for beslutningen, da den tillægger Hamas den samme grad af ansvar som Israel. I beslutningen anerkendes det ikke, at det var den israelske hær, som brød våbenhvilen den 4. november med sin indtrængen på land og en række luftangreb, men i stedet skydes skylden på Hamas. Beslutningen er helt klart utilstrækkelig i og med, at man ikke beder Kommissionen og Rådet om at iværksætte barske foranstaltninger. EU bør stille den nuværende associeringsaftale mellem EU og Israel i bero som følge af krænkelse af artikel 2, hvor der står, at respekt for menneskerettighederne er en betingelse for aftalen. Desuden kræves der i den fælles beslutning ikke et stop for den israelske blokade af Gaza, og der er heller ikke noget krav om, at de 27 EU-medlemsstater annullerer al våbeneksport til Israel.

  Alexandru Nazare (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Med denne beslutning er det lykkedes at bringe de største politiske grupper i Europa-Parlamentet sammen om at udarbejde en erklæring, som er strengt nødvendig i lyset af den nuværende humanitære og sikkerhedsmæssige situation i Mellemøsten.

Uanset hvilken udvikling, der førte til udbruddet af denne konflikt, har den allerede i væsentligt omfang negativ betydning for de civile i området og for FN's tilstedeværelse i Gaza. Jeg mener ligesom mine øvrige kolleger, at vi er ved det punkt, hvor der kun kan nås vedvarende resultater gennem dialog, som kun er mulig med en våbenhvileaftale.

Desuden har Rumæniens konsekvente holdning til dette spørgsmål i betydelig grad haft indflydelse på formuleringen i dette dokument. Det glæder mig at kunne stemme for et dokument, der udtrykker det synspunkt, som både den europæiske politiske familie, jeg tilhører, og mit hjemland har.

  Vural Öger (PSE), skriftlig. − (DE) Jeg bifalder vedtagelsen af beslutningen om situationen i Gazastriben. Det er bydende nødvendigt, at Europa-Parlamentet udtrykker sin holdning til krisen. Det er Europa-Parlamentets pligt at fordømme denne humanitære katastrofe, da vi jo påberåber os moralsk lederskab vedrørende respekt for menneskerettighederne. Det er præcis derfor, Europa-Parlamentet ikke fortsat kan tie. Jeg har derfor stemt for dette beslutningsforslag. Ikke desto mindre kunne Europa-Parlamentet godt have sendt et stærkere signal, da beslutningen fortsat er for svag på en række punkter. Det er vigtigt, at vi opfordrer til en varig våbenhvile og fordømmer, at civilbefolkningen lider. Det er desuden vores pligt at foreslå praktiske løsninger til afslutning af krigen og at opfordre EU til at engagere sig i dette i Mellemøstenkvartetten. Da USA for tiden er noget lammet på grund af præsidentskiftet, skal EU udvise større pligtfølelse. Der opfordres til en pause i forhandlingerne om at udbygge forbindelserne med Israel set i lyset af den overdrevne militære aktion. Desværre nævnes dette ikke i beslutningen. Hvis Israel ikke ønsker at forhandle direkte med Hamas, er det op til EU at arbejde for at sikre, at andre taler med Hamas. Videreførelse af den militære offensiv koster for mange liv. Tom snak er ikke nok, når man står over for en så alvorlig humanitær krise.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) I den fælles beslutning lukker man øjnene for årsagerne til Israels aggressive og barbariske krig, idet man anser det for at være en reaktion på Hamas' raketangreb. Alle og enhver ved, at krigen var planlagt på forhånd, og at den skyldes den israelske besættelse og Israels afvisning af FN's resolutioner om en uafhængig palæstinensisk stat med hovedstad i Østjerusalem. Det er resultatet af Israels aggressive politik, som støttes af USA og EU, i form af ulovlige bosættelser og landets afslag på at vende tilbage til grænserne i 1967.

Selv om man i beslutningen taler om at standse krigen, træder man mest vande, idet man ikke opfordrer EU til at træffe nogen foranstaltninger – end ikke, at den nye præferenceaftale skal stilles i bero for at lægge pres på Israel. Man fordømmer ikke Israels aggressive politik, men blander sig tværtimod i palæstinensernes interne problemer.

De kræfter, som har undertegnet beslutningen, opfordrer til og indvilliger i at give EU en stærkere rolle, hvilket har noget at gøre med, at man har imperialistiske ambitioner i regionen. Disse kræfter styrker USA's og NATO's plan for et "bredere Mellemøsten", som EU er enig i, og hvis formål er, at imperialisterne underlægger sig hele regionen.

Det er af disse grunde, at Det Kommunistiske Parti i Grækenland ikke stemte for den fælles beslutning fra de politiske grupper og kræver, at den antiimperialistiske kamp forstærkes, idet det konstateres, at der ikke findes god og dårlig imperialisme.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Jeg ønskede ikke at stemme for Europa-Parlamentets fælles beslutning om situationen i Gazastriben, fordi den, selv om den har positive punkter, ikke med rene ord fordømmer den militære overreaktion, som førte til en humanitær katastrofe. Den choktilstand og beklagelse, som Europa-Parlamentet udtrykker over angrebene på civile og den forhindrede adgang til humanitær bistand, er ikke tilstrækkelig. Man bør fra europæisk side leve op til sit ansvar og kræve, at den israelske aggression definitivt ophører, og at man begynder at gøre en indsats for at finde en gennemførlig langsigtet løsning. Desværre er denne stærke politiske vilje ikke at finde i den kompromisbeslutning, som Europa-Parlamentet vedtog.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. − (PT) Israels ret til at eksistere i fred og sikkerhed er umistelig. Palæstinensernes ret til at leve i et frit område, administreret af dem selv samt i fred og med demokrati og respekt for menneskerettighederne er også umistelig. Enhver løsning for regionen skal garantere, at der ikke er nogen trussel mod disse rettigheder.

Konfrontationen i Gaza viser via den omvendte situation på Vestbredden, at selv om forholdet mellem parterne er spændt og konfliktfyldt, kan det fungere, hvis begge er villige til at acceptere den anden parts eksistens. Dette er ikke tilfældet med Hamas, som anvender det område, man tog kontrol med, til at forfølge sit erklærede mål, nemlig at forhindre Israels eksistens.

Disse omstændigheder gør dog ikke dødsfaldene i Gaza mindre tragiske. Hamas bruger jo uden noget hensyn til palæstinensernes liv befolkningen som menneskeligt skjold mod Israels angreb og dødsfald i egne rækker som propagandavåben. Israel, der er fast besluttet på retmæssigt at garantere sin sikkerhed, fortsætter med kampene på trods af dette tragiske udfald. Processen er uundgåelig, hvis det internationale samfund, herunder de arabiske lande, ikke fremmer overlevelsesmulighederne for den ene part og sikkerheden for den anden part som målsætning for fredsprocessen i Mellemøsten.

  Luca Romagnoli (NI), skriftlig. – (IT) Jeg stemmer for beslutningsforslaget om den tragiske situation i Gazastriben.

Jeg deler fuldt ud betænkelighederne ved, at konflikten endnu ikke nærmer sig en afslutning på trods af ønsket om, at fjendtlighederne ophører som udtrykt af hele det internationale samfund. Jeg vil sammen med mine kolleger udtrykke min dybe beklagelse over, at den civile befolkning i Gaza lider, og jeg mener, at den eneste mulige løsning, ikke alene i dette område, men i hele Det Hellige Land, er dialog, forhandling og diplomati og aldrig krig, som kun kan forværre hadet.

EU kan og skal spille en fremtrædende rolle i denne proces, både med hensyn til at opnå en våbenhvile og åbne kanaler til humanitære formål. Jeg stemmer således for beslutningsforslaget, og jeg håber, at forligsbestræbelserne hurtigst muligt resulterer i konkrete fremskridt hen imod fred.

  Martine Roure (PSE), skriftlig. – (FR) Konflikten mellem Israel og Gaza har simpelthen varet ved for længe.

Når de døde nu skal tælles i tusinder, er det vores overordnede pligt at sikre, at kamphandlingerne øjeblikkeligt stopper.

Politikken med at isolere Gaza har slået fejl, og det radikaliserer befolkningen, som blev det første offer.

Der er ikke nogen militær løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina.

Den eneste mulige bilæggelse er en varig og omfattende fredsaftale mellem parterne. Vi anmoder derfor om, at der afholdes en international konference, som iværksættes af Mellemøstkvartetten og med deltagelse af alle interessentgrupper i regionen, og som skal organiseres hurtigst muligt på basis af Den Arabiske Ligas initiativ, dvs. den tidligere aftale mellem israelerne og palæstinenserne.

I mellemtiden er det vores holdning, at enhver opgradering af de politiske relationer mellem EU og Israel helt igennem skal gøres betinget af, at den internationale humanitære folkeret respekteres. Vi er således stadig modstander af afstemningen til støtte for Israels øgede deltagelse i fællesskabsprogrammer.

  Flaviu Călin Rus (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Gazastriben, hvor der opfordres til en øjeblikkelig våbenhvile i dette område.

Jeg mener, at dialog uanset de modstridende parters holdning er den eneste måde til at løse ethvert problem til det fælles gode.

  Olle Schmidt (ALDE), skriftlig. − (SV) Den beslutning, som Europa-Parlamentet vedtog i dag vedrørende situationen i Gaza, indeholdt ikke nogen fordømmelse af terroristorganisationen Hamas, som brød våbenhvilen i december og bruger civile som menneskeligt skjold. På trods af denne mangel i beslutningen mener jeg, at det er vigtigt at stemme for opfordringen til en våbenhvile i regionen, og jeg har derfor stemt for beslutningen.

  Brian Simpson (PSE), skriftlig. − (EN) Situationen i Gazastriben er dybt beklagelig. Hundredvis af uskyldige civile er omkommet, og tusindvis står i øjeblikket dagligt ansigt til ansigt med døden. Ja, jeg accepterer Israels ret til at leve i fred. Ja, raketangreb hen over grænsen er uacceptable og skal ophøre.

Men Israels reaktion er helt ude af proportioner og kan ikke støttes.

Israelerne har ikke respekteret det internationale samfund. De har bombarderet FN-lejren, de har angrebet skoler og børn. Dette er totalt uacceptabelt og skal ophøre. Vi skal øjeblikkeligt have en våbenhvile.

Jeg vil stemme for dette beslutningsforslag, fordi Europa-Parlamentet skal lade sin stemme høre, således at de uskyldige palæstinensere, der er fanget i Gaza, ikke vil blive glemt.

Israel har ret til at leve i fred. Men landet har ikke ret til at anrette formålsløs ødelæggelse og sprede død og ødelæggelse blandt uskyldige civile. Disse aktionsmidler betyder, at landet er blevet angriberen, ikke offeret.

  Bart Staes (Verts/ALE), skriftlig. − (NL) Jeg har stemt ja til det foreliggende kompromisforslag, selv om det mangler den saft og kraft, jeg gerne havde set. Jeg er rystet og vred over det israelske flyvevåbens og landtroppernes voldsomme offensiv, der er helt ude af proportioner i et tæt befolket område.

Jeg føler mig solidarisk med og er bekymret over skæbnen og sikkerheden for de 1,5 millioner palæstinensere, der er fanget i Gaza, og for hvem det er umuligt at forlade Gazastriben, og over den humanitære situation for palæstinenserne på Vestbredden, som til trods for samarbejde fra de palæstinensiske nationale myndigheders side, ikke oplever nogen forbedring i deres levevilkår.

Det er uheldigt, at det i kompromisforslaget ikke nævnes, at det er problematisk at opgradere relationerne mellem EU og Israel. Jeg vil kraftigt opfordre Rådet til at stille opgraderingen af forbindelserne med Israel i bero, indtil alle parter har indgået en fuld og varig våbenhvile, og Israel giver uindskrænket adgang vedrørende humanitær bistand.

Relationerne mellem EU og Israel kan kun opgraderes, såfremt menneskerettighederne og den internationale humanitære folkeret bliver respekteret, den humanitære krise i Gazastriben og de besatte palæstinensiske områder bringes til ophør, og der gøres en ihærdig indsats for en omfattende fredsaftale og fuldstændig gennemførelse af interimassocieringsaftalen mellem EF og PLO.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. − (EN) Jeg støtter beslutningen om Gaza og støtter opfordringen om en øjeblikkelig våbenhvile.

– Beslutningsforslag B6-0033/2009 (situation på Afrikas Horn)

  Alessandro Battilocchio (PSE), skriftlig. – (IT) Jeg stemmer for dette beslutningsforslag. Situationen på Afrikas Horn er fortsat særdeles bekymrende. Problemerne og konflikterne er så sammenfiltrede, at EU konstant skal være opmærksom for at undgå en dramatisk forværring af situationen. Jeg mener ligesom resten af min gruppe, at situationen på Afrikas Horn kræver omgående og omfattende tiltag.

Som tidligere nævnt er de største vanskeligheder en følge af en lang række konflikter mellem de forskellige lande i regionen. Det er derfor absolut af grundlæggende betydning at arbejde med sikkerhedsforholdene og de mange dermed forbundne forhold, som f.eks. hvordan regeringsændringer skal overvåges. Regeringerne skal indtrængende opfordres til proaktivt at engagere sig i at forbedre menneskerettighederne.

  Marie-Arlette Carlotti (PSE), skriftlig. – (FR) Afrikas Horn er for tiden plaget af selvforstærkende problemer:

– krig, både borgerkrige og regionale krige,

– manglende demokrati og frihed samt

– sult og fødevarekrisen.

Skibskapringer, der giver mindelser om en anden tidsalder, er blot det seneste resultat af dette kaos.

Stillet over for disse tragedier, som er ved at rive regionen fra hinanden og resulterer i blodsudgydelser, kan vi ikke blive ved med at tie eller hævde, at vi ikke kan gøre noget.

Det er nu, hvor det internationale samfund viser tegn på træthed over for en krise, der tilsyneladende ingen ende vil tage, at EU mere end nogensinde skal spille en ledende rolle.

Ved at iværksætte operation "Atalante" til beskyttelse af sårbare skibe og levering af fødevarehjælp til somaliske flygtninge har EU vist, vi kan finde reelle og effektive løsninger i akutte situationer.

Men EU skal også finde svar på de mere generelle politiske kriser i regionen.

EU skal etablere det regionale politiske partnerskab for fred, sikkerhed og udvikling på Afrikas Horn, som Udviklingsudvalget iværksatte, da dets betænkning blev vedtaget i april 2007.

Lad ikke Afrikas Horn blive et lovløst område, hvor der ikke sker nogen udvikling.

  Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. − (SV) Da det er min faste overbevisning, at Europa-Parlamentet ikke bør involvere sig i udenrigspolitik, har jeg stemt imod beslutningsforslaget i sin helhed. Dette betyder ikke i sig selv, at jeg mener, at alt i beslutningen er forkert eller uønsket. Tværtimod er der i betænkning også positive elementer, som jeg helhjertet ville støtte, hvis det havde været en erklæring fra f.eks. den svenske regering. Et eksempel på dette var der med sagen om den svensk-eritreiske journalist Dawit Isaak, som siden 2001 har siddet fængslet uden rettergang.

  Alexandru Nazare (PPE-DE), skriftlig. – (RO) EU's og det internationale samfunds chancer for at ændre de grundlæggende realiteter i Somalia er små. Dog er der en af konsekvenserne, skibskapringer, som er meget mere inden for vores rækkevidde. Vi skal ikke glemme, at skibskapring først og fremmest er en fremgangsmåde til at skaffe sig en indtægt for de befolkningsgrupper, der bor i den sydlige og mellemste del af Somalia. Denne indtægt anvendes derefter til at puste yderligere liv i de konflikter, der hærger landet og regionen.

En større tilstedeværelse af skibe i regionen kan have en positiv indflydelse på sikkerhedsforholdene i Somalia og således i regionen som helhed. EU skal derfor støtte de moderate elementer i den somaliske ledelse, som er stærkt engageret i stabilitet og fred i regionen. Bekæmpelse af skibskapringer er en mulighed, der står åben for EU, som har den nødvendige militære evne og kan bidrage ikke alene til genetablering af sikkerheden af en vital transitvej, men også til oprettelse af stabilitet og fred i regionen.

  Luca Romagnoli (NI), skriftlig. – (IT) Jeg stemmer for beslutningsforslaget om situationen på Afrikas Horn.

Den skrøbelige situation i denne del af Afrika betyder, at EU's institutioner skal indtage en resolut holdning. Derfor stemmer jeg for opfordringen til Rådet om at udnævne en speciel EU-repræsentant eller -udsending til Afrikas Horn. Etiopien, Eritrea, Somalia og Djibouti skal samarbejde, hvis landene ønsker at komme ud af det nuværende dødvande.

Derfor skal den eritreiske regering genoverveje sin nuværende manglende deltagelse i IGAD. Derfor skal Djibouti gøre sit yderste for at sikre bedre retlig beskyttelse af faglige rettigheder. Derfor skal Etiopien tilbagekalde proklamationen om registrering og regulering af civile organisationer og velgørende institutioner. Derfor skal Somalia standse en af de værste humanitære og sikkerhedsmæssige kriser i verden.

– Beslutningsforslag RC-B6-0028/2009 (Belarus)

  Alessandro Battilocchio (PSE), skriftlig. – (IT) Det ser endelig ud til, om end det stadig er en meget spag start, at Lukashenkos styre sender signaler om, at man er ved at åbne op over for det internationale samfund. Lad os tage dette til efterretning og hurtigt arbejde hen imod en fælles proces til forbedring af forbindelserne med dette land, som ligger så tæt på vores grænser. Imidlertid skal vi ikke rykke os en tomme vedrørende vores krav om respekt for menneskerettighederne og garantier for ytrings- og informationsfriheden. Billederne af undertrykkelsen af en række af oppositionens forsøg på fredelige demokratiske demonstrationer står stadig levende for mig.

Jeg vil desuden anmode om, at der gøres en større indsats for at aftale fælles regler om det følsomme emne med besøg af belarussiske børn hos værtsfamilier i EU i sommermånederne. Hvert år ændrer den belarussiske regering sin strategi i denne sag, og det fører ofte til meget vanskelige situationer, der har en negativ indvirkning, især på de selvsamme børn, som i forvejen er underprivilegerede på andre måder. De nuværende fremskridt hilses velkommen, men vejen er stadig meget lang. Vi håber, at hr. Lukashenko efter mange startvanskeligheder ønsker at gå ad denne vej, i det mindste delvist, sammen med os.

  Martin Callanan (PPE-DE), skriftlig. − (EN) Belarus er fortsat i stor udstrækning ugleset af EU på grund af præsident Lukashenkos autoritære styre. I de seneste fem år har Europa-Parlamentet to gange tildelt Sakharovprisen til belarussiske dissidenter, og andre har været blandt favoritterne. Dette viser en udtrykkelig anerkendelse af, at menneskerettighederne og de politiske frihedsrettigheder er undertrykt i Belarus.

Ikke desto mindre er der tegn på, at hr. Lukashenko langsomt begynder at interessere sig for Vesten. Situationen i Belarus er naturligvis fortsat alvorlig, men vi er nødt til at erkende, at en af måderne til at lokke Belarus i retning af EU er at anerkende og reagere på hr. Lukashenkos tilnærmelser. Det er kort sagt et spørgsmål om både pisk og gulerod.

Som en person med dybtgående interesse for de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien ser jeg paralleller mellem denne region og Belarus. I denne beslutning lægges der ikke låg på kritikken af hr. Lukashenko, men der udstikkes en slags køreplan for, hvordan han kan normalisere forbindelserne med EU.

Vi skal ikke foregøgle os noget om Belarus og skal ikke tøve med at afbryde dialogen, såfremt situationen bliver forværret. Men med denne beslutning er der et vist håb om, at forbindelserne med tiden kan blive bedre, og derfor stemte jeg for beslutningen.

  Koenraad Dillen (NI) , skriftlig. − (NL) Jeg har stemt for dette beslutningsforslag. Europa-Parlamentet glæder sig over, at restriktionerne på pressefriheden er blevet lempet noget i Belarus, og at nogle få politiske fanger er blevet løsladt. Det er dog også blevet påpeget, at andre dissidenter stadig sidder bag tremmer. For at forbedre forbindelserne anføres det i denne beslutning, at Belarus skal udvikle sig til et land uden politiske fanger, at regeringen skal garantere ytringsfriheden osv. Lovgivningen skal også ændres, og belarussere skal have bevægelsesfrihed.

Selv om alle er positivt stemt, vil jeg gerne stille følgende spørgsmål. Skulle Europa-Parlamentet ikke lade disse beslutninger gælde for lande, som Europa har nære forbindelser med? Kina ligger lige for, hvor menneskerettighedssituationen er mindst lige så rystende som i Belarus. Eller der det muligvis erhvervshensyn, som afholder os fra at gøre dette?

  Alexandru Nazare (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Beslutningen ligger i forlængelse af en løbende og produktiv dialog med regeringen i Minsk og er udtryk for de betænkeligheder, som Europa-Parlamentet og de borgere, det repræsenterer, har ved menneskerettighedssituationen og ved udviklingen i Belarus generelt.

De belarussiske myndigheder har gjort nogle prisværdige fremskridt, men vi håber, at de vil indlede en demokratiseringsproces, og at der ikke blot er tale om en overfladisk gestus. Ordlyden i denne beslutning er tilstrækkelig bestemt, men også fint nuanceret, således at vi giver udtryk for vores tilfredshed med det første punkt samt vores bekymring over det andet punkt.

De aktuelle begivenheder i regionen understreger endnu en gang, hvor vigtigt det er, at der er gennemskuelighed i regeringen, og at regeringer har et demokratisk ansvar over for de borgere, de repræsenterer. De demokratiske værdier, som er blevet indført, er forbundet med stabilitet og udvikling for både samfund og markeder, herunder energimarkederne. Denne beslutning er et skridt i den rigtige retning i og med, at disse værdier atter bekræftes.

  Zdzisław Zbigniew Podkański (UEN), skriftlig. – (PL) Relationerne mellem EU og Belarus afhænger af begge parter. Hvis der er en fælles god vilje, vil dialog være mulig, og det vil en passende naboskabspolitik og et østligt partnerskab også være. Partnerskab kan ikke bygge på forbud og ordrer, og derfor bifalder jeg Europa-Kommissionens seneste initiativ til forbedring af forbindelserne med Belarus. Objektivt set må vi indrømme, at Belarus også har gjort en masse for at fremme forståelsen. Eksempler på dette omfatter registrering af bevægelsen "For frihed", tilladelse til offentliggørelse og omdeling af oppositionsaviser og åbenhed over for initiativet med det østlige partnerskab. EU har større forventninger. Der er naturligvis gode grunde til dette, men der er også gode grunde til mange af Belarus' forventninger.

Der er brug for symmetri og forståelse mellem partnerne på mange områder. For eksempel kan man, eftersom vi opfordrer de belarussiske myndigheder til at ophøre med at udstede udrejsevisa til deres borgere, navnlig børn og studerende, undre sig over, at EU ikke træffer foranstaltninger for at forenkle og liberalisme visumreglerne for borgerne i Belarus. Disse problemer er især vigtig for dem af os, der bor i grænseregioner, som er forbundet med både kulturelle og familiemæssige bånd.

Ud over kulturelle anliggender og spørgsmålet om nationalitet er økonomien og samarbejdet på tværs af grænserne også vigtige punkter. Også her kan og skal Kommissionen og Rådet gøre mere.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. − (PT) Den nuværende kontekst og de fremtidige forbindelser med Belarus udgør en udfordring for EU's udenrigspolitik. Visse signaler fra Minsk berettiger til at genoptage visse forbindelser. Alligevel er det dog klart, at energiområdet i den nuværende sammenhæng spiller en væsentlig rolle i forbindelse med, at processen drives fremad. Dette er forståeligt nok. Realitetssans er en et væsentligt element i udenrigspolitik. Imidlertid er det ikke sådan, at realitetssans kan, skal og må adskilles fra værdier og strategi. Fremme af demokrati i Belarus er et spørgsmål om både værdier og strategi. Denne opfattelse af, hvad der på mellemlangt og langt sigt er i Europas interesse, skal være et centralt punkt i denne nye fase af relationerne. Ellers kommer vi ind i et fremtidigt afhængighedsforhold, hvor værdierne kommer i anden række efter de kortsigtede strategier, og udfaldet vil blive dårligere.

  Luca Romagnoli (NI), skriftlig. – (IT) Jeg vil gerne meddele, at jeg stemmer for beslutningsforslaget om EU's holdning i forhandlingerne med Belarus.

Det glæder mig, at den belarussiske udenrigsminister har bekræftet, at hans land har til hensigt at deltage i det østlige partnerskab sammen med andre østeuropæiske lande. Det er dog nødvendigt, at Belarus nøje overholder internationale sikkerhedsstandarder og krav ved bygning af et nyt atomkraftværk og overholder konventionen om nuklear sikkerhed.

Endelig beklager jeg, at Belarus er det eneste land i Europa, der fortsat har dødsstraf. Hvis man skal overveje en fremtidig udvidelse af EU, skal denne barbariske strafform afskaffes.

  Flaviu Călin Rus (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for EU's beslutning om Belarus, da jeg mener, at ethvert initiativ, der kan medvirke til at indføre mere demokrati i et hvilket som helst land i verden, er et positivt skridt.

Demokratiseringsprocessen i Belarus vil fremme respekten for borgernes rettigheder og frihedsrettighederne.

Denne beslutning hilses velkommen, da jeg håber, at der gennem denne foranstaltning vil være et stadigt stigende antal belarussiske borgerne, som har nemmere adgang til at få visa til EU-stater, således at vi kan lære dem om vores værdier og traditioner. Jeg håber også, at Belarus i løbet af kort tid ikke længere har nogen politiske fanger eller personer, der holdes i husarrest.

  Charles Tannock (PPE-DE), skriftlig. − (EN) Jeg og mine kolleger fra det britiske Konservative parti støtter fuldt ud, at der er behov for, at den demokratiske opposition i Belarus involverer sig i processen med gradvis genoptagelse af relationerne mellem EU og Belarus. I øjeblikket gør præsident Lukashenko, som er den lokale stærke mand, der styrer landet med autoritær hånd, tilnærmelser over for EU og distancerer sig fra Moskva, og denne proces skal vi tilskynde til ved at forbedre vores politiske forbindelser med Minsk.

Vi støtter også kravet til regeringen i Belarus om at håndhæve og respektere menneskerettighederne, hvilket er en vigtig del af processen i retning af at forbedre relationerne mellem EU og Belarus.

Af disse grunde og for at understrege den betydning, vi tillægger en demokratisk fremtid for Belarus, har vi valgt at støtte denne fælles beslutning. Vi ønsker også at gøre det klart, at for så vidt angår punkt 16 i denne fælles beslutning, er spørgsmålet om dødsstraf en samvittighedssag for medlemmer af det britiske Konservative parti.

– Beslutningsforslag RC-B6-0022/2009 (Srebrenica)

  Alessandro Battilocchio (PSE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for dette beslutningsforslag.

Srebrenica er et sår, der har efterladt et stort ar i Europas historie. De overlevende kan stadig skildre, hvordan der fra april 1992 til april 1993 var tusindvis af flygtninge, som i et forsøg på at redde sig fra de bosniske serberes indtrængen skjulte sig i kældre, garager og selv huse, der var blevet forladt af serberne; hvordan de kun havde rødder at spise; hvordan de var befængt med lopper; hvordan de forfrosne i den lange vinter i 1992 varmede sig ved at afbrænde dæk og plastflasker; og hvordan ligene af dem, der døde af sult og kulde, blev ædt af hunde. Sytten år efter massakren er der stadig hundredvis af døde, som ikke er blevet identificeret.

Jeg mener således, at indførelse af en mindedag vil sikre, at vi ikke glemmer, vil udtrykke solidaritet med familiemedlemmerne til ofrene for denne meningsløse massakre og vil mere afgørende puste nyt liv i vores politik om et Europa præget af fred, social retfærdighed og frihed i visheden om, at der kun kan opnås respekt for lighed gennem erkendelse af forskelle.

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. − (EN) Denne beslutning minder os på tragisk vis om, at menneskets umenneskelighed mod mennesket ikke er noget, der endte med holocaust i Anden Verdenskrig. Det fortsatte i Europa med Srebrenica, og det fortsætter i dag i Gaza!

  Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. − (NL) Jeg bakker op om den årlige mindedag for folkedrabet i Srebrenica, præcis fordi interventionen fra EU's og medlemsstaternes side havde skabt en falsk fornemmelse af sikkerhed, og som følge heraf kunne indbyggerne ikke flygte i tide. De, der går ind for militær intervention, vil ikke bryde sig om at høre denne kritik. Under mit indlæg i går aftes blev jeg midt i min tale afbrudt af formanden, muligvis på grund af den irritation, indholdet i mit indlæg skabte. Den sidste bid, som man næppe kunne høre, fordi formanden blev ved med at bruge sin hammer, harmonerer meget godt med den foreliggende betænkning.

Srebrenica er desuden et symbol på, at den optimistiske opfattelse af humanitær intervention og oprettelsen af sikre zoner slog fejl. Det skulle helt fra begyndelsen have været gjort klart, at en fremmed militær tilstedeværelse kun kunne give falske forhåbninger. Det fik Srebrenica til at være en operativ base vendt mod de serbiske omgivelser, samtidig med at det var uundgåeligt, at byen til sidst ville blive opslugt af selvsamme omgivelser.

Uden en nederlandsk hær i Srebrenica ville der ikke have været en krigssituation, og der ville ikke have været behov for hævn fra serbernes side. Ofrene er ikke kun anledning til, at Mladić og Karadžić skal bringes for retten, men også til at tænke over den fejlslagne militære intervention og på alle forsøgene på at skabe enighed i et etnisk opsplittet Bosnien.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Europa-Parlamentets fælles beslutning om Srebrenica er et forsøg på at fordreje historien og dække over ansvaret eller skubbe det fra sig vedrørende forbrydelserne begået af de amerikanske og europæiske imperialister, opsplitning af landet og den barbariske krig, som NATO med hjælp fra EU førte over for ofrene i det tidligere Jugoslavien.

Samtidig forsøger man med beslutningen at højne positionen for det foragtede amerikansk inspirerede Internationale Krigsforbrydertribunal i Haag, hvor imperialisterne ønsker at stille deres ofre for retten, og som allerede er blevet brugt til fysisk at eliminere Jugoslaviens leder Slobodan Milosevic.

Når man kalder begivenhederne i Srebrenica for den største forbrydelse efter Anden Verdenskrig og foreslår en mindedag i EU's medlemsstater, selv om der er stadig hersker alvorlig tvivl om, hvad der faktisk skete der, er det en grov forvanskning af historien, fordi den største forbrydelse efter Anden Verdenskrig og til dato i Europa faktisk har været de amerikanske og europæiske imperialisters nedslagtning af befolkningen i Jugoslavien.

Det Kommunistiske Parti i Grækenland ønsker ikke at støtte vedtagelse af sådanne uacceptable beslutninger, navnlig på et tidspunkt, hvor vi alle er vidne til Israels daglige drab på hundredvis af børn og civile i Palæstina, som sker med støtte fra de selvsamme imperialistiske kræfter, der nu vender det blinde øje til, og det jugoslaviske folk var ikke part i den pågældende beslutning.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. − (PT) Det sorte kapitel i Europas historie, den menneskelige evne til at afsløre det værste af sig selv, er ikke slut. Srebrenica og den forfærdelige tragedie, som udspillede sig der, er ikke alene det seneste eksempel på menneskelig grufuldhed. Hvis man ikke allerede vidste det, minder det også om, at ødelæggelse altid er mulig, at menneskets grundvilkår er en konstant kamp for fred, og at der ikke er noget af det, vi opnår, som varer varigt. Mindet om denne massakre, højtideligholdelsen af denne tragedie, er imidlertid også en hyldest fra det onde til det gode.

For os portugisere, der geografisk og kulturelt befinder os langt væk stederne for de største europæiske rædsler i det 20. århundrede, og som har en anden historie, er det endnu vigtigere at huske dem. Geografi og kultur gør, at vi har hver vores historiske baggrund, men de to ting gør ikke, at vores menneskelige grundvilkår er forskellige. Mindet om, hvad vi kunne have været vidne til, bør udgøre en væsentlig del vores arv.

  Luca Romagnoli (NI), skriftlig. – (IT) Jeg stemmer for beslutningsforslaget om at indføre den 11. juli som en mindedag for ofrene for massakren i Srebrenica.

Den tragiske måned i juli 1995, hvor serbiske tropper anført af Ratko Mladić dræbte over 8 000 bosniere, griber os fortsat alle om hjertet. Den bedste måde, hvorpå man kan ære ofrene for grusomhederne i krigen i det tidligere Jugoslavien, er at indføre en mindedag, således at man husker, hvad der skete.

Vi må også anstrenge os yderligere og bringe yderligere ofre for at sikre, at de personer, der er skyldige i folkedrabet, bringes for retten (først og fremmest general Ratko Mladić) i respekt for de fædre, mødre, børn, brødre og søstre til de uskyldige ofre, der døde i disse år, og også i respekt for Europa, som ønsker at leve i frihed.