Forhandlinger

Torsdag den 15. januar 2009 - Strasbourg

10.1. Iran: sagen om Shirin Ebadi

  Formanden. – Næste punkt på dagordenen er fortsættelse af forhandlingen om fem beslutningsforslag om Iran.⁽¹⁾

  Marios Matsakis, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Forfølgelsen af nobelprismodtageren fru Shirin Ebadi er blot ét eksempel ud af mange på det, der sker i Iran i øjeblikket, og disse forfølgelser burde ikke komme som nogen overraskelse for os i betragtning af snæversynet hos det anakronistiske præstestyre i landet.

Og vi burde heller ikke blive overrasket over, at styret i Iran overhovedet ikke vil tage notits af denne beslutning. De vil grine ad den og smide den i papirkurven på nøjagtigt samme måde, som de har behandlet alle de foregående beslutninger fra Europa-Parlamentet. Og kan man fortænke dem i det? De ved, at vores beslutninger kun er ord, ikke handlinger, og i deres optik er de ikke det papir værd, de er skrevet på.

Hvis vi virkelig ønsker at være med til at skabe forandringer i Iran, skal vi sætte handling bag vores ord. Vi kan f.eks. fjerne PMOI fra vores liste over terrorister, eller vi kan sætte en stopper for lukrative kontrakter mellem EU's medlemsstater samt ansøgerlandene og Iran. Med et sådant initiativ kan vi være sikre på, at myndighederne i Teheran vil tage os alvorligt og vil tænke sig om to gange inden man fortsætter med at forfølge de borgere, der søger demokratiet.

Så for mig at se skulle vi have haft et yderligere beslutningsforslag med opfordring til regeringerne i visse EU-medlemsstater, som f.eks. Det Forenede Kongerige og Frankrig, samt ansøgerlandene, som f.eks. Tyrkiet, om at ændre deres hykleriske holdning over for Iran og begynde at tage reelt fat på problemet med det samme og effektivt.

  Catherine Stihler, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Historien med Shirin Ebadi, der er advokat og vinder af Nobels fredspris, og som er den første muslimske kvinde og den første iraner, der modtager prisen, er sikkert velkendt for de fleste her i dag. Hun var den første kvindelige dommer i sit land, men blev tvunget til at tage sin afsked på grund af den iranske revolution.

Hun forsvarede iranske kvinders og børns rettigheder og kæmpede for at ændre skilsmisse- og arvelovene i Iran. Hun trodsede magthaverne og forsvarede religiøse minoriteter og deres rettigheder, og senest har hun været forsvarer for syv medlemmer af Bahá'í-trossamfundet, der var blevet arresteret kollektivt, og som bliver forfulgt ligesom mange andre troende i Iran. Men det er hendes arbejde for menneskerettighederne og hendes mod og beslutsomhed, som har gjort, at hun har vundet respekt hos alle her i Europa-Parlamentet.

Modigt grundlagde hun sammen med andre menneskerettighedsaktivister Center for Beskyttelse af Menneskerettighederne i Teheran. Formålet var at rapportere om krænkelser af menneskerettighederne i Iran, at yde advokatbistand til politiske fanger og at hjælpe deres familier. Imidlertid har myndighederne lige fra begyndelsen forsøgt at få kontoret lukket. Medarbejderne er blevet truet, fængslet og intimideret. Shirin Ebadi har personligt modtaget talrige dødstrusler, og det internationale samfund har i et godt stykke tid udtrykt sin bekymring for hendes sikkerhed. Og lige inden jul, da man på kontoret skulle til at fejre 60-års-dagen for verdenserklæringen om menneskerettighederne, fik de iranske sikkerhedsfolk så centret lukket.

Centret skal straks åbnes igen. Vi skal sætte Kommissionen, den højtstående repræsentant, det tjekkiske formandskab og vores egne medlemsstater under pres for at tage denne sag op og sørge for, at centret bliver åbnet igen.

Det er vanskeligt for os her i Europa-Parlamentet fuldt ud at fatte det mod, den tapperhed og den styrke, der er nødvendig hos menneskerettighedsaktivister som Shirin Ebadi for at fungere i Iran og sætte sig op imod et diktatur. Det arbejde, som menneskerettighedsadvokater og -aktivister udfører, er imidlertid nødvendigt for at kunne kaste lys over, hvad der sker i Iran, og for at give f.eks. Alaei-brødrene håb. Arash og Kamiar Alaei er begge læger og hjælper dem, der har hiv og aids, og er blevet anklaget for at samarbejde med fjenden, når de jo bare har forsøgt at hjælpe de syge.

Jeg håber, at Centret for Menneskerettigheder bliver åbnet igen, og at Europa-Parlamentet vil gøre alt, hvad der er muligt, for at hjælpe Shirin Ebadi. Som medmennesker er hendes kamp immervæk også vores kamp.

  Jean Lambert, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Efter min opfattelse er det vigtigt, at vi støtter menneskerettighedsforkæmpere, uanset om vi tror, at regeringer vil lytte til os eller ej. Folk har ofte sagt til os, at de fatter ekstra mod ved, at røster udefra anerkender den trussel, de er udsat for.

Som tidligere nævnt er dette en alvorlig sag, fordi et angreb på en så internationalt anerkendt forkæmper for menneskerettighederne signalerer, at folk, der sætter spørgsmålstegn ved staten eller udøver deres grundlæggende rettigheder, som f.eks. retten til religionsfrihed, ikke kan føle sig sikre. Så de må indordne sig under staten eller tage konsekvenserne.

Shirin Ebadi selv har flere gange modtaget dødstrusler, ikke mindst fordi hun har været forsvarer for de syv ledere af Bahá'í-trossamfundet i Iran, som selv bliver udsat for alvorlig forfølgelse. Der har i det seneste døgn været yderligere anholdelser af folk, som har arbejdet sammen med hende, og faktisk også andre medlemmer af Bahá'í-trossamfundet.

Når vi kigger på, hvad vi gør her, er vi også nødt til at indse, at vi faktisk ser en ændring i anerkendelsen af menneskerettighederne i visse regeringer i hele verden, og at dette har en indvirkning på lande, som EU samarbejder med. De føler nu, at de ikke behøver at lægge så megen vægt på menneskerettighederne, fordi de kan handle og samarbejde med lande, som egentlig er ligeglad med menneskerettighederne. Efter min opfattelse er det derfor endnu vigtigere for os at sikre, at vi forsøger at værne om disse standarder, og at vi som tidligere nævnt undlader at øge samhandelen med lande, som bekymrer sig uendelig lidt om menneskerettighederne, men gør os en kraftanstrengelse for at støtte dem, der arbejder for menneskerettighederne, og de demokrater, der gør modstand mod de udemokratiske kræfter.

  Tunne Kelam, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Situationen for iranske borgere, der lever under mullahernes undertrykkende diktatur, er foruroligende og er siden 2005 blevet forværret på samtlige områder. Jeg opfordrer således kraftigt Kommissionen til at fortsætte med at følge menneskerettighedssituationen der og at fremlægge en omfattende rapport om situationen i første halvdel af dette år.

Vi protesterer i dag mod chikanen mod vinderen af Nobels fredspris, Fru Shirin Ebadi og hendes Center for Beskyttelse af Menneskerettighederne. Man har ofte spurgt, hvad resultatet så er af disse protester. Dette spørgsmål skal også rettes til Rådet og Kommissionen.

Det iranske styre er potentielt den største trussel mod verdensfreden og retsstatsprincippet. Efter al sandsynlighed vil Teheran i den nærmeste fremtid have atomsprænghoveder, og landet har allerede de missiler, der skal til for at affyre dem. Iran er også storeksportør af terrorisme til f.eks. Irak, og landet støtter Hizbollah og Hamas.

Samtidig håber EU stadig på at påvirke dette diktatur via kompromiser og har indtil for nylig hjulpet terroriststyret i Teheran med at binde de vigtigste demokratiske oppositionskræfter på hænder og fødder, idet man ironisk nok mente, der var tale om en terroristorganisation.

Så vi har brug for et klart og overbevisende standpunkt, for så vidt angår menneskerettighederne, og også at prioritere menneskerettighedssituationen i Iran højt ved forhandlinger med Teheran.

  Erik Meijer, forslagsstiller. − (NL) Hr. formand! Hr. Matsakis har ret. Forfølgelsen af Shirin Ebadi er ikke en isoleret hændelse. Blandt styrets kritikere havde hun i flere år en privilegeret position. Oprettelsen af Centret for Menneskerettigheder skabte det indtryk, at tingene slet ikke var så ringe endda i Iran.

De fleste af ofrene for præstestyret i Iran er ukendte. Afvigende politiske holdninger, protester på vegne af diskriminerede etniske og religiøse minoriteter, homoseksualitet og kampen mod underprivilegerede kvinders stilling er alt sammen årsager til, at man bliver spærret inde eller myrdet. Mange ting, som vi tager for givet i Europa, kan koste én livet i Iran. Nogle af ofrene bliver i nærværelse af store menneskemængder hængt i høje kraner til skræk og advarsel.

Omverdenen, herunder Europa, er desuagtet ikke særlig interesseret i denne forfærdelige situation og den måde, hvorpå dette kan bringes til ophør. Den internationale opmærksomhed har det med at være rettet mod andre ting. Selv om det internationale samfund gerne så Irans militære magt begrænset og ville standse anvendelsen af atomenergi, lægger man hovedsagelig vægt på, at man fortsat får leveret olie og opretholder og/eller udvider de gode handelsforbindelser.

Som følge heraf har Iran været under konstant trussel om krig, hvorimod der ikke er blevet udtrykt kritik af den manglende overholdelse af menneskerettighederne. Det fører endda til en situation, hvor man køber sig til samarbejde med det iranske styre ved konstant at anbringe de vigtigste eksiloppositionsgrupper på EU's liste over terrorister. Vi skal sætte en stopper for denne bizarre situation, hvor der efter hver retsafgørelse, hvor denne placering på listen over terrorister erklæres for ulovlig, træffes en ny, identisk beslutning i Rådet på vegne af EU.

I modsætning til de fleste andre ofre for forfølgelse i Iran er Shirin Ebadi ikke anonym, men internationalt kendt og respekteret. Indtil videre har nobelprisvinderens status til tider sikret hende en begrænset grad af frihed. Det forhold, at denne status nu er ved at være slut, indikerer, hvor nødvendigt det er med international støtte til de kræfter, der vil forandre tingene.

  Bernd Posselt, for PPE-DE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Mit kontor i München ligger i en gade, hvor der bor mange kristne armeniere fra Iran. De er medlemmer af et af de allerældste kristne samfund i verden og er samtidig patriotiske persere. Dette viser, at der i Iran/Persien er en ældgammel tradition for at være tolerant, ikke alene over for forskellige religioner, men også over for de mange folkeslag, der udgør det store imperium.

Det går stik mod den iranske/persiske ånd at styre landet på en så intolerant måde, som mullaherne gør. Det går stik mod de bedste, mest ædle traditioner i et af de allerældste lande på jorden. Det er derfor i det iranske folks interesse fremover, at vi mere klart fordømmer disse overgreb.

Fru Shirin Ebadi, der med stor personlig risiko har fordømt disse overgreb, og som vandt Nobels fredspris som følge deraf, gør fortsat dette på vegne af alle etniske grupper og alle religiøse samfund. Vi kan ikke tolerere en sådan rædselsfuld, modbydelig forfølgelse af fru Ebadi. Hun har brug for vores solidaritet. Jeg appellerer derfor til Rådets tjekkiske formandskab om, at man også i denne sag gør brug af sin sunde menneskerettighedspolitik.

  Józef Pinior, for PSE-Gruppen. – (PL) Hr. formand, hr. kommissær! Først og fremmest vil jeg gerne gøre opmærksom på, at repræsentanten for det tjekkiske formandskab har været fraværende under denne forhandling. Dette beklager jeg meget, da Den Tjekkiske Republik er arvtager til den demokratiske tradition i hele Central- og Østeuropa om kampen for menneskerettighederne. Jeg gentager, at det er dybt beklageligt, at der ikke er nogen repræsentant for det tjekkiske formandskab, som deltager i denne forhandling, selv om andre rådsformandskaber, som f.eks. det tyske formandskab, altid har sendt en repræsentant.

Vi drøfter i dag menneskerettighederne i Iran, der er et vigtigt land i Mellemøsten og et land, som vil have en afgørende betydning for den politiske situation i regionen. Den iranske regering bør derfor så meget desto mere være forpligtet til helt og aldeles at respektere menneskerettighederne og de internationale standarder inden for den humanitære folkeret.

Vi forsvarer nobelprisvinderen Shirin Ebadi og opponerer mod myndighedernes seneste aktioner og den regeringskampagne, der har til formål at vende den offentlige mening mod Shirin Ebadi. Jeg vil også gerne gøre opmærksom på yderligere anholdelser af universitetsstuderende i Shiraz, idet der i denne uge, mens Europa-Parlamentet har haft møde i Strasbourg (helt præcist den 12. januar), er blevet anholdt yderligere seks personer. Vi skal forsvare den iranske studenterbevægelses uafhængighed. Jeg vil desuden gerne fremhæve den undertrykkelse og chikane, der finder sted, af læger, som er involveret i aidsforskning.

Ud af alt dette kan man kun drage én konklusion, nemlig at Europa-Kommissionen og hele Den Europæiske Union nøje skal holde øje med menneskerettighedssituationen i Iran.

  Leopold Józef Rutowicz, for UEN-Gruppen. – (PL) Hr. formand! I Iran, hvor de fundamentalistiske principper støttes af en stor del af samfundet, bliver aktiviteterne i alle demokratiske institutioner, som er baseret på andre kulturelle læresætninger, mødt med en del modstand og intolerance. Dette er den typiske situation i Iran.

Selv om de politikere, der er ved magten i Iran, for at forbedre deres image måske skriver under på nogle forpligtelser som følge af internationale aftaler, er den daglige virkelighed meget anderledes. Sagen med Shirin Ebadi, vinderen af Nobels fredspris og direktør for Center for Beskyttelse af Menneskerettighederne, kan måske tjene som et eksempel. Når hendes aktiviteter er udsat for grov chikane, skyldes det, at den herskende klasse, der er bange for at miste sin status og ikke kan holde justits med de fundamentalister, som er involveret i antidemokratiske aktiviteter, er svag. Vi støtter beslutningen. Efter min opfattelse skal der tages mere radikalt fat på dette område.

  Alexandru Nazare (PPE-DE) . – (RO) Hr. formand! I Iran har man muligvis de dårligst dokumenterede tilfælde af menneskerettighedskrænkelser i hele det internationale samfund. I øjeblikket er der ikke noget tegn på, at situationen bliver bedre. I den sammenhæng er forfølgelsen af fru Shirin Ebadi en meget alvorlig sag, og det samme gælder for den allerede nævnte situation med de seks studerende.

Det er opmuntrende, at der på initiativ fra flere politiske grupper er blevet foreslået en række beslutninger om dette emne. Jeg tror dog, at den beslutning, der er fremsat af Det Europæiske Folkeparti opfylder vores forpligtelse med hensyn til at forsvare menneskerettighederne meget bedre. Som borger i et land, der for kort tid siden har oplevet både et totalitært styre og ytringsfrihed garanteret af et demokratisk styre, kan jeg ikke andet end have forståelse for denne kvindes sag og hendes kamp for menneskerettighederne, og jeg er sikker på, at dette anliggende vil blive taget i betragtning.

Denne konstruktive kritik kan kun bidrage til bedre relationer mellem EU og Iran.

  Paulo Casaca (PSE). – (PT) Hr. formand! Jeg vil ikke alene gerne støtte denne beslutning, men især støtte holdningen hos alle de venner af et frit Iran, der ligesom bl.a. hr. Matsakis har følt det vigtigt at fremhæve, at det vigtigste spørgsmål er eftergivenhedspolitikken over for det iranske styre. Det er en politik, hvor olie og erhvervskontrakter er vigtigere end principper.

Helt fra starten var det en skandale, at "People's Mujahedin of Iran" blev anbragt på listen over terroristorganisationer. Den handling gjorde det, som var et usædvanlig vigtigt reelt problem, til et spørgsmål om politik, der er det modsatte, og dette svarer til at gøre en tjeneste for dem, der faktisk har terrorisme som politik.

Jeg vil derfor atter kraftigt opfordre Rådet til straks at bringe denne situation til ophør og fjerne "People's Mujahedin of Iran" fra listen over terroristorganisationer.

  Janusz Onyszkiewicz (ALDE). – (PL) Hr. formand! Zbigniew Brzeziński beskriver den nye bue af ustabilitet, der strækker sig fra Egypten til Pakistan, som den vigtigste trussel mod global stabilitet og de fremtidige perspektiver for global udvikling. Ifølge ham er det vigtigste land i denne bue, dvs. en slags hjørnesten, Iran. Hvis vi ikke løser problemet med Iran, hvis vi ikke sikrer, at det bliver et forudsigeligt og demokratisk land, vil det være meget vanskeligt at forestille sig at kunne udrydde den fare, som hr. Brzeziński taler om.

Vi kan imidlertid ikke indføre demokrati eller stabilitet i Iran. Iranerne selv skal gøre det. Og med iranere mener jeg de mennesker, der bor i selve Iran, som f.eks. fru Ebadi, samt iranske udvandrere, som f.eks. Miriam Rajavi. Det er derfor vigtigt at støtte præcis disse demokratiske bevægelser og endelig at erkende, at Mujahedin ikke er en terroristorganisation.

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). – (PL) Hr. formand! Ironisk nok svarer situationen i Iran til situationen i Gaza, da Hamas blev valgt, dvs. at regeringen er blevet valgt af folket.

Dette er et problem for os, da vi ikke kan stille meget op. Der skal ske ændringer i Iran. Vi kan kun sige vores mening over for hele verden og sende et budskab til Iran, dvs. at vi fordømmer krænkelserne af menneskerettighederne og manglen på demokrati, uanset om magthaverne kan lide det eller ej. I det aktuelle tilfælde vil ord muligvis tjene som vores våben og samtidig yde støtte til de mennesker i Iran, der kæmper for reel frihed, hvilket jeg håber de vil opnå.

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Europa-Kommissionen holder nøje øje med, hvordan situationen for fru Shirin Ebadi udvikler sig, og anser truslerne mod hende og hendes kolleger efter ransagningen på deres kontor i Teheran den 29. december for uacceptable. Ransagningen af kontoret er den seneste i en række intimiderende handlinger, der er rettet mod fru Ebadi, og som f.eks. har omfattet lukningen i december af Center for Beskyttelse af Menneskerettighederne, som er en organisation, hun var leder af.

Europa-Kommissionen støttede derfor fuldt ud det franske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union i forbindelse med forelæggelsen af to erklæringer om fru Ebadis sag den 31. og 22. december sidste år. Kommissionen understreger navnlig, at de iranske myndigheder skal opfylde deres internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet, især retten til fredeligt at forsamles som anført i international konvention om civile og politiske rettigheder. Iran har undertegnet og ratificeret denne konvention, og dermed skal landet gøre det muligt, at Center for Beskyttelse af Menneskerettighederne genåbnes, og centret skal have den juridiske status, man i mange år har bedt om.

I 2009 vil Kommissionen ligesom tidligere benytte enhver mulighed for at lægge pres på de iranske myndigheder om at yde fru Ebadi og andre menneskerettighedsforkæmpere (enkeltpersoner eller organisationer) beskyttelse og at gøre det muligt for dem fortsat at være aktive i landet uden indblanding i deres lovlige aktiviteter.

Som bekendt sætter problemerne med kernekraft og menneskerettigheder i høj grad en grænse for vores aktiviteter i Iran. Kommissionen vil i 2009 desuagtet forsat samarbejde på områder af fælles interesse, navnlig ved bekæmpelse af narkotikahandel. Det er også lykkedes for os at opretbeholde en række programmer, der støtter menneskerettighederne og god offentlig forvaltning, f.eks. et projekt til støtte for børns rettigheder i samarbejde med UNICEF og projekter til støtte for en retsreform.

Vi følger også op på initiativer, der har til formål at styrke samarbejdet og udvekslingssprogrammerne inden for uddannelse og kultur – udvekslinger inden for rammerne af Erasmus Mundus-programmet, besøg i Bruxelles for nylig af flere iranske journalister eller udsendelse i Persien af de fjernsynsprogrammer, som Kommissionen ønsker at få vist inden årets udgang. Det er på trods heraf klart, at vores forbindelser ikke vil kunne udvikle sig normalt, medmindre menneskerettighedssituationen i Iran forbedres markant.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted

efter forhandlingerne

(1) Se protokollen.