Forhandlinger

Torsdag den 15. januar 2009 - Strasbourg

10.3. Pressefrihed i Kenya

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om seks beslutningsforslag om pressefrihed i Kenya.⁽¹⁾

  Marios Matsakis, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Pressefrihed er synonym med ytringsfrihed og demokrati. Dette gælder naturligvis ikke på den mest ønskelige måde i vores samfund, hvor det ikke er uhørt, at der findes mediebaroner, og at der sker indblanding i mediernes virke fra regeringers og politiske partiers side, men tværtimod er et ganske iøjnefaldende fænomen i en række vestlige lande, herunder USA og nogle EU-medlemsstater. For så vidt angår lovgivningen, nyder medierne i vores samfund dog i det mindste godt af den teoretiske lovbeskyttelse, der er nødvendig, for at de kan fungere så tæt på det korrekte som muligt.

Dette er et område, hvor vi har en anden opfattelse end den kenyanske regering, som er ved at indføre lovforanstaltninger, der kan anvendes til statens eventuelle undertrykkelse og forfølgelse af pressen. Vi opfordrer derfor de kenyanske myndigheder til at overveje deres holdning til spørgsmålet på ny og give deres massemedier den lovgivningsmæssige frihed, der er nødvendig, for i det mindste at forsøge at fungere så demokratisk som muligt. Den kenyanske regering er nødt til at forstå og acceptere, at beskyttelsen af pressen er uhyre vigtig for landets vej til forbedring af befolkningens levestandard. Vi håber og tror, at den appel, vi har fremsat via denne beslutning, ikke vil blive betragtet som indblanding, men som et venligt råd til Kenyas regering om, at appellen vil blive taget alvorligt, og at der vil ske en mere fornuftig genovervejelse af, hvad man har gjort indtil nu.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, forslagsstiller. − (PL) Hr. formand! Kenya har i lang tid måttet kæmpe med en alvorlig politisk krise. Den nuværende præsident, hr. Kibaki, er ved at iværksætte foranstaltninger, hvor det åbenlyst er hensigten at begrænse ytrings- og pressefriheden. Den 2. januar 2009 overtrådte han bestemmelserne i verdenserklæringen om menneskerettigheder og det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder ved at godkendte nogle ændringsforslag til den kenyanske kommunikationslov fra 1998, som giver de nationale myndigheder nye rettigheder, herunder retten til at afmontere sende- og modtageudstyr samt at kontrollere og ændre indholdet af massemediernes budskaber. Det internationale samfund erklærer enstemmigt dette for at være et yderligere skridt i retning af mediecensur i Kenya.

På trods af tidligere forpligtelser, som følge af aftaler, der blev indgået for at danne Kenyas store koalitionsregering, undlod præsidenten desuden at høre den siddende premierminister både om denne beslutning og alle øvrige beslutninger. Dette forværrede krisen i Kenya, der allerede havde varet i over et år, og som havde krævet ca. 1 000 ofre og gjort 350 000 mennesker hjemløse. EU kan ikke forholde sig passivt, mens grundlæggende frihedsrettigheder helt åbenlyst trædes under fode.

Vi må glæde os over den kenyanske præsidents forsikringer om, at ændringsforslaget vil blive taget op til revision, og at alle politiske kræfter vil blive hørt i denne sag for at tilføre disse ændringsforslag et nyt, demokratisk aspekt og sikre bred opbakning i det kenyanske samfund. EU skal støtte disse foranstaltninger og følge dem detaljeret for at fremme pluralismen under processen med at opbygge et civilsamfund. Samtidig skal de kenyanske myndigheder træffe skrappere foranstaltninger for at indføre normale tilstande i landet, herunder oprettelse af en særkommission bestående af lokale og internationale eksperter med henblik på at straffe de personer, der er skyldige i volden og forårsagede krisen sidste år. Der er en chance for, at disse foranstaltninger vil stabilisere den interne situation og forhindre en humanitær katastrofe, som uundgåeligt er en trussel for dette østafrikanske land med en befolkning på ti millioner indbyggere.

  Colm Burke, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Jeg beklager, at præsident Kibaki har undertegnet den kenyanske kommunikationslov 2008. Denne lov ignorerer rettighederne til ytringsfrihed og pressefrihed som nedfældet i verdenserklæringen om menneskerettigheder og gentaget i andre internationale konventioner, herunder det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder.

Denne lov vil tillægge den kenyanske informationsminister betydelige beføjelser til at foretage razziaer i medievirksomheder, som anses for at være en trussel mod nationens sikkerhed, og at afmontere deres sendeudstyr. Loven vil også give staten ret til at regulere det indhold, der skal udsendes og offentliggøres af henholdsvis elektroniske og trykte medier. Jeg glæder mig imidlertid over, at præsident Kibaki for nylig tog initiativ til at revidere medieloven og viste sig villig til at behandle ændringsforslag til loven fremsat af repræsentanter for medierne.

Ytringsfrihed er en fundamental menneskerettighed, som fastsat i artikel 19 i verdenserklæringen om menneskerettigheder. Jeg opfordrer den kenyanske regering til at indlede en høring af interessentgrupperne for at få opbygget en konsensus omkring, hvordan man bedre kan regulere kommunikationsbranchen uden indblanding i pressefriheden og uden overtrædelse af rettighederne ifølge verdenserklæringen om menneskerettigheder.

Endelig vil jeg gerne understrege, at der er behov for at justere den kultur af straffrihed, der hersker i Kenya, for at dem, der er ansvarlige for volden efter valget for et år siden, bliver bragt for retten. Jeg opfordrer til, at der oprettes en uafhængig kommission bestående af lokale og internationale juridiske eksperter, som skal foretage undersøgelser og retsforfølgelse i forbindelse med voldsepisoderne efter det svindelprægede valg i december 2007.

  Erik Meijer, forslagsstiller. − (NL) Hr. formand! Kenya har en fortid præget af vold. Efter Anden Verdenskrig, da Europa langsomt måtte acceptere, at selvstændighed for de afrikanske lande i sidste ende var uundgåelig, var Kenya i den grad undtaget, ligesom det land, der nu hedder Zimbabwe, var. Ifølge koloniherskerne var der for mange fremmede kolonister og for mange udenlandske økonomiske interesser i disse lande til, at man kunne overlade dem i hænderne på de overvejende sorte befolkninger.

I modsætning til andre vestafrikanske lande kom Kenyas selvstændighed ikke fredeligt, men først efter en langvarig og voldelig kamp anført af selvstændighedsbevægelsen Mau Mau. Behovet for en voldelig kamp har været grobund for fortsat vold og intimidering. Sejrherrerne tilhører hovedsagelig en af de større stammer, Kikuyu. De andre befolkningsgrupper er altid blevet holdt i opposition, om nødvendigt i kraft af manipulerede valgresultater. Det seneste præsidentvalg viste endnu en gang, at en ikke-Kikuyu ikke kan blive præsident, selv ikke når de fleste vælgere har stemt på ham.

Takket være et kompromis er oppositionskandidaten nu premierminister, og freden i landet synes at være genoprettet. Mens Zimbabwe ud af de to afrikanske lande med manipulede præsidentvalg anses for at være landet med det dårlige kompromis, er Kenya blevet rost for at være landet med det gode kompromis. I flere år anså Vesteuropa og USA Kenya for at være en rigtig succeshistorie. Det var et land med relativ velstand, frihed for internationale virksomheder, venskab med Vesten og fokus på turisme. Kenya har nu mistet sit image som succeshistorie. Fødevaremangel og en ny presselov har skabt fornyede spændinger. Denne fødevaremangel kan til dels tilskrives, at præsidenten til gengæld for bygning af en havn har udlejet 40 000 hektar landbrugsjord til oliestaten Qatar med henblik på leverance af fødevarer.

Presseloven synes at være et instrument, som præsidenten bruger til at begrænse koalitionsregeringens magt og at eliminere kritiske modstandere. Dette er så meget desto mere chokerende i betragtning af, at loven kom til verden uden, at premierministeren endog blev hørt. Koalitionskompromiset mellem præsidenten og premierministeren er i fare, hvis præsidenten har mulighed for at gå uden om premierministeren, hvilket begrænser regeringens rolle og beskytter præsidentens egen rolle over for den kritiske presse.

  Charles Tannock, for PPE-DE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Indtil voldsepisoderne sidste år havde Kenya et omdømme som et af Afrikas politisk mest stabile lande og havde tradition for en relativt fri og stærk presse.

Præsident Kibaki er nødt til at indse, at politisk stabilitet og en fri presse er indbyrdes selvforstærkende. Den foreslåede begrænsning ytringsfriheden er upassende for et land, der ledes af en mand, som kom til magten med løfter om en nye æra af åbenhed og gennemskuelighed. Desværre er der tilsyneladende mange erfarne politikere i Kenya, som stadig ikke er blevet tilstrækkeligt hårdhudede til at kunne tåle de uundgåelige knubs, som en fri presse og et demokrati giver. Jeg håber, at præsident Kibaki er modtagelig for vores råd og skifter mening. Det ville berolige os vedrørende Kenyas angivelige forpligtelse til at være et frit samfund styret af en koalitionsregering, hvor magten er delt. Det ville også styrke Kenyas sag med hensyn til moralsk autoritet og lederskab i en ustabil region.

Jeg glæder mig over præsidentens løfte om nu at behandle nogle ændringsforslag til denne lov og i større omfang høre medierne. Da premierminister Raila Odinga og hans parti ODM er stærkt imod denne lovgivning, er det også vitalt for regeringens stabilitet, at loven ikke i endnu højere grad bliver et betændt politisk emne, der deler vandene.

  Catherine Stihler, for PSE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg er glad for at have mulighed for at tage ordet om dette fælles beslutningsforslag om pressefrihed i Kenya. For et år siden var jeg ligesom så mange andre rystet og skuffet over, at gadedemonstrationerne efter det svindelprægede præsidentvalg førte til uroligheder og etniske sammenstød, som spredte sig til hele landet, hvor mere end 1 000 mennesker blev dræbt, og yderligere 350 000 blev hjemløse. De personer, der er ansvarlige for voldsepisoderne efter valget for et år siden, skal bringes for retten, og det er nu uhyre vigtigt for Kenya, at man får en periode præget af forsoning og tolerance.

I den sammenhæng er det meget dårlige nyheder, at præsident Kibaki fredag den 2. januar 2009 undertegnede den kenyanske kommunikationslov 2008, som ændrer den kenyanske kommunikationslov af 1998. Denne lov går stik imod pressefriheden og ignorerer de internationale konventioner, som den kenyanske regering har undertegnet. To paragraffer betyder rent faktisk, at der indføres direkte mediecensur foretaget af regeringen. I § 88 tildeles informationsministeren betydelige beføjelser til at foretage razziaer og afmontere sendeudstyr i medievirksomheder, der anses for at være en trussel mod nationens sikkerhed. I § 46 tildeles staten ret til at regulere det indhold, der skal udsendes og offentliggøres af både elektroniske og trykte medier. I selve Kenya har journalister, premierminister Odinga og ODM været imod loven, og vedtagelsen understreger en alvorlig mangel på samråd med den nuværende store koalition. Jeg beklager vedtagelsen af denne lov og opfordrer kraftigt til, at der ved en eventuel revision af medieloven tages højde for de mange, mange forbehold, der er givet udtryk for.

  Ewa Tomaszewska, for UEN-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Som medlem af Solidarność og som en, der har oplevet militærstyre i Polen, ved jeg, at ytringsfriheden er demokratiets livsnerve. Den kenyanske regering har undertegnet og ratificeret verdenserklæringen om menneskerettigheder og andre internationale konventioner, bl.a. det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder. Disse konventioner omfatter retten til ytringsfrihed.

Det Østafrikanske Journalistforbund informerer os nu om, at regeringen har til hensigt at indføre censur i Kenya. Jeg håber, at præsident Kibaki vil afholde sig fra enhver ændring af medielovgivningen, som kunne krænke ytringsfriheden. Jeg opfordrer de kenyanske myndigheder til at opgive deres planer om at indføre censur, at opbygge en konsensus med henblik på at fremme pressefriheden og den offentlige kommunikation. Jeg håber, at de religiøse og etniske minoriteters rettigheder vil blive respekteret i Kenya. For et år siden døde over 1 000 mennesker under protester i forbindelse med valget, og 350 000 flygtede fra deres hjem. Jeg håber, at de personer, der er ansvarlige for disse hændelser, vil få deres retfærdige straf.

  Tadeusz Zwiefka (PPE-DE). – (PL) Hr. formand! Selv hvis det er sandt, at nogle af de private medier i Kenya hjalp til med at anspore til uroligheder efter den følelsesbetonede valgkampagne, kan dette ikke retfærdiggøre en begrænsning af ytringsfriheden.

Angrebet på pressefriheden i Kenya indebar også krænkelse af de fundamentale principper for parlamentarisk demokrati. Det er værd at understrege, at den nye lovgivning blev vedtaget med 25 ud af parlamentets 220 medlemmer. Dette er en totalt ubegribelig situation. Og hvad værre er, er at Kenya indtil da havde brystet sig af at have nogle af de mest veludviklede og pluralistiske presseforhold i hele Afrika. Dette vil ændre sig, efter at den nye lovgivning er gennemført, hvor det bliver muligt for specialtjenester at blande sig i mediernes aktiviteter, lukke redaktionsafdelinger og kontrollere det trykte eller talte ord. Begrænsning af mediernes frihed i den nationale sikkerheds navn kan kun få den modsatte virkning af det, der var hensigten.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). – (LT) Hr. formand! Hvorfor skal vi dog bekymre os om pressefriheden i Kenya? Hvorfor drøfter Europa-Parlamentet dette emne som en sag, der vedrører krænkelse af menneskerettighederne, og som en hastesag?

Først og fremmest fordi ytringsfriheden er en fundamental menneskerettighed, jf. artikel 19 i verdenserklæringen om menneskerettigheder, som Kenya har undertegnet. Og derfor skal landet ligesom alle andre signatarlande ikke alene overholde erklæringens ånd, men også dens bogstav.

De demonstrationer, der fandt sted for næsten et år siden efter præsidentvalget i Kenya og udviklede sig til uroligheder og etnisk konflikt, hvor mere end 1 000 mennesker blev dræbt, og titusindvis blev hjemløse, er det stærkeste argument for ikke at tillade, at noget lignende sker igen. Derfor bør den kenyanske regering og præsidenten handle i fællesskab og opfylde deres egne forpligtelser om at respektere presse-, ytrings- og forsamlingsfriheden. Desuden er det især vigtigt, at de bekæmper straffriheden og drager de personer til ansvar, som er ansvarlige for urolighederne for et år siden.

  Marios Matsakis (ALDE). – (EN) Hr. formand! Mens vi drøfter humanitære spørgsmål og pressefrihed i tredjelande, vil jeg gerne benytte lejligheden til at informere om, at medierne rapporterer fra Gaza, at de FN-kontorer, som tidligere på dagen blev bombet af de israelske styrker, står helt i flammer, og at alle de humanitære FN-forsyninger, som blev opbevaret der, og hvor EU havde bidraget med en stor del, er blevet fuldstændig ødelagt. Det samme et sket med kontorlokalerne for Reuters og for andre internationale journalister i Gaza. Jeg vil gerne tilkendegive, at jeg har den samme opfattelse som FN's generalsekretær, hr. Ban Ki-moon, der for tiden er i Israel, og som efter sigende er helt og aldeles oprørt over de israelske myndigheder.

  Formanden. – Hr. Matsakis! Tak for denne erklæring, men jeg bør i teorien ikke anerkende den, fordi det ifølge reglerne kræves, at når man anmoder om at få ordet ved at fange mit blik, skal det dreje sig om det emne, som bliver drøftet, og det er jo pressefriheden i Kenya – selv om ingen vil være uenig i, at de begivenheder, De henviser til, ganske rigtigt er dramatiske.

  Leopold Józef Rutowicz (UEN). – (PL) Hr. formand! Europa-Parlamentets beslutning om pressefriheden i Kenya fokuserer på et vigtigt emne. Diktaturer begynder med restriktioner på presse- og informationsfriheden samt de borgerlige rettigheder. Jeg håber, at denne proces vil blive stoppet ved hjælp af internationale og nationale foranstaltninger. Det er min opfattelse, at præsident Kibaki og premierminister Odinga vil træffe passende foranstaltninger. Beslutningen, som jeg støtter, vil afgjort bidrage til demokratiseringsprocessen i Kenya.

  Janusz Onyszkiewicz (ALDE). – (PL) Hr. formand! Under kommunismen i bl.a. Polen stod der i en af bestemmelserne i straffeloven, at enhver spredning af informationer, som kunne føre til civile optøjer, ville blive straffet. Denne type bestemmelse var usædvanlig nyttig til at slå ikke alene enkeltpersoner, men især også pressen, oven i hovedet med. Vi ser nu, at der ligger noget lignende bag de lovgivningsmæssige tiltag i Kenya. Man kan ikke som argument eller trussel sige, at pressen skal have mundkurv på, da det nemt kan give ballade i landet. Dette kan ikke retfærdiggøre eller forklare denne type censur. Pressen er der for at holde befolkningen informeret, og det er i den grad en af demokratiets hjørnesten.

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne starte med at understrege, at ytringsfriheden, herunder fjernsyns- og radioaktiviteter, er en af de søjler, som EU hviler på. Denne frihed er blandt de centrale europæiske værdier, og den kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

Kommunikationsloven af 2008, som trådte i kraft i Kenya den 2. januar 2009, omfatter en række punkter, som efter vores mening nemt kunne være et indgreb i mediernes frihed. Vi bemærkede derfor med tilfredshed præsident Kibakis beslutning den 7. januar om at tage en række omstridte paragraffer i denne lov op til revision. Det glæder os meget, at hr. Kibaki bemyndigede informations- og kommunikationsministeren og kammeradvokaten til at mødes med medierepræsentanter for at foreslå nogle ændringer af loven, som kunne eliminere disse betænkeligheder.

Ytringsfrihed og pressefrihed er en del af den offentlige forvaltning i ordets bredeste betydning, og dette er i sig selv et centralt punkt i EU's udviklingsstrategi. Jeg mener helt ærligt, at en fri og ansvarlig presse er en uhyre vigtig forudsætning for demokratiet og retsstaten, som begge er uundværlige komponenter ved bæredygtig udvikling. Kun på basis af dialog vil medierne og den kenyanske regering kunne udvikle en fælles forståelse og opbygge gensidig respekt. Europa-Kommissionen ser således med interesse frem til resultaterne af den møderække, der skal være i Kenya mellem de involverede parter, og den håber, at de pågældende parter vil nå til enighed om passende anbefalinger til ændringsforslag til medieloven.

For så vidt angår voldsepisoderne efter valget, glæder Kommissionen sig over rapporten fra undersøgelseskommissionen om voldsepisoderne (Waki-rapporten). Europa-Kommissionen påskønner den kenyanske regerings forpligtelse til at gennemføre rapportens anbefalinger, herunder oprettelse af en særdomstol for at sikre, at de personer, der er ansvarlige for voldsepisoderne, vil komme til at stå til ansvar for deres handlinger.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted om et øjeblik.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Sebastian Valentin Bodu (PPE-DE), skriftlig. – (RO) I begyndelsen af 2009 led demokratiet i Kenya et nederlag i form af et anslag mod pressefriheden. Præsident Mwai Kibaki har, selv om han efterfølgende har ændret opfattelse, undertegnet en lov, der tildeler de kenyanske myndigheder retten til at gennemføre razziaer på redaktionskontorer, aflytte journalisters telefonsamtaler og kontrollere indholdet af udsendelser med begrundelsen "national sikkerhed". Som om det ikke var nok med disse overgreb, fastsættes der i loven også enorme bøder og fængselsstraffe for journalister, der findes skyldige i "antiregeringsaktiviteter". Selv om præsident Kibaki en uge senere beordrede, at disse regler skal ændres, er vi ikke klar over, hvad disse "ændringsforslag" vil gå ud på.

Denne lov er i sin oprindelige form en påmindelse om de mørke tider med diktatur, hvor den kenyanske presse blev tvunget i knæ. Kenya er på nuværende tidspunkt et demokrati, og jeg er af den faste overbevisning, at ingen, heller ikke præsident Kibaki, ønsker sig tilbage til tidligere tider. Et angreb på pressefriheden er et angreb på demokratiet. Det internationale samfund skal fortsat lægge pres på de kenyanske myndigheder for, at de skal udvise respekt for borgerrettighederne, navnlig pressefriheden.

  Marianne Mikko (PSE), skriftlig. – (ET) Udviklingen i Kenya er en overtrædelse af verdenserklæringen om menneskerettigheder og det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder. Helt fundamentale søjler for demokratiet som ytringsfrihed og pressefrihed bliver ikke respekteret. Den frie presse er i alvorlig fare.

Statskontrol og censur var omfattet i nogle paragraffer i et ændringsforslag til en kommunikationslov. Præsident Kibakis initiativ, som ikke var velovervejet, har nu resulteret i, at ændringsforslaget er blevet til lov.

Det er uhørt, at en regering skal have ret til at foretage razziaer på avisers samt radio- og tv-stationers redaktionskontorer og kontrollere, hvad der bliver udsendt og i hvilken form. Dette har absolut intet med et demokratisk samfund at gøre.

Det er afgørende, at de nugældende lovbestemmelser bliver ændret. Det er muligt at regulere pressen uden at bringe ytringsfriheden og pressefriheden i fare. Dette skal ske hurtigst muligt.

(1) Se protokollen.