Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 3. februar 2009 - Strasbourg

11. Hjemsendelse og genbosættelse af fangerne fra Guantánamo – CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om hjemsendelse og genbosættelse af fangerne fra Guantánamo og CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger.

  Alexandr Vondra, formand for Rådet. – (EN) Hr. formand! Jeg er bestemt klar over, at Parlamentet har været meget bekymret over Guantánamospørgsmålet. Jeg er også klar over, at Parlamentet gennem de forskellige beslutninger, der er blevet vedtaget siden 2002, løbende har givet sin mening til kende om dette problem. Jeg går derfor ud fra, at De, ligesom Rådet, glæder Dem over præsident Obamas beslutning om at lukke Guantánamo inden et år. Formandskabet gav udtryk for denne holdning i en erklæring, der blev offentliggjort kort efter, at præsident Obama underskrev dekretet. Som De sikkert ved, hilste ministrene enstemmigt denne beslutning velkommen på det seneste møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser).

Præsident Obama har endvidere varslet en beslutning om at suspendere retssagerne ved militærkommissionen, at bekræfte Genèvekonventionen, at indstille hemmelige tilbageholdelsesprogrammer og sætte en stopper for udvidede afhøringer. Denne kærkomne udvikling vil give os mulighed for at styrke det transatlantiske samarbejde yderligere med hensyn til bekæmpelsen af terrorisme.

Beslutningen om at lukke Guantánamo er naturligvis primært USA's ansvar. Ikke desto mindre drøftede ministrene på sidste uges møde i Rådet i lyset af vores fælles interesse i at bekæmpe terrorismen og håndhæve menneskerettighederne og retsstatsprincipperne, hvordan medlemsstaterne kunne yde USA praktisk bistand, og især om de ville acceptere tidligere fanger.

I sit dekret om at lukke Guantánamo beordrede præsident Obama, at samtlige fangers status skulle genbehandles. Denne proces er nu i fuld gang. Hjemsendelsen og genbosættelsen af fanger vil vedrøre dem, der kan løslades i lyset af denne fornyede behandling. Spørgsmålet om, hvorvidt medlemsstaterne vil acceptere tidligere fanger, er et nationalt anliggende. Man enedes dog i sidste uge om, at det ville være ønskeligt at komme med et fælles politisk svar, og at muligheden for en koordineret europæisk indsats kunne undersøges nærmere.

Dette emne rejser en række politiske, juridiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål, som kræver yderligere behandling og høring, og som – og det er også meget vigtigt – kræver, at medlemsstaternes justits- og indenrigsministre involverer sig. Denne proces er først lige begyndt, og Rådet vil vende tilbage til dette emne, når nogle af disse spørgsmål er blevet belyst yderligere. Det er et emne, der behandles løbende, og Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité drøfter det f.eks. i dag.

Jeg forstår godt, at Parlamentet fortsat er interesseret i dette emne, hvilket afspejles i det beslutningsforslag, der er blevet fremsat på dette møde, og som jeg har læst. Jeg vil gerne forsikre Dem om, at formandskabet vil lægge stor vægt på dette emne og vil holde Dem underrettet om resultatet af yderligere drøftelser i Rådet samt om enhver anden udvikling.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne byde hr. Vondra hjertelig velkommen, og det glæder mig at kunne gentage det, han netop sagde, for det er klart, at Kommissionen skal arbejde tæt sammen med formandskabet om dette vanskelige emne.

Jeg vil endvidere gerne give udtryk for min støtte til fru Ferrero-Waldner, der i sidste øjeblik er blevet forhindret i at være til stede her i aften. Jeg skal derfor tale på hendes og på egne vegne.

Kommissionen har været meget positiv over for de initiativer, som præsident Obama har truffet, siden han blev indsat. Nu er alle elementer til stede for at relancere forholdet mellem USA og Europa, og Kommissionen vil gøre en stor indsats for at genoplive dette partnerskab.

Det mest slående eksempel på USA's ændrede kurs er, at de har til hensigt at kigge på menneskerettighedsspørgsmålet i forbindelse med behandlingen af mistænkte terrorister. Vi glæder os naturligvis over, at præsident Obama har travlt med at få lukket Guantánamofangelejren, med at række hånden ud mod den islamiske verden og bekræfte USA's engagement i fredsprocessen i Mellemøsten.

Vi ser endvidere med tilfredshed på andre lige så vigtige elementer i de dekreter, der blev undertegnet den 22. januar, nemlig lukningen af de hemmelige CIA-fængsler, det fuldstændige forbud mod anvendelse af tortur og grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling og suspenderingen af retssagerne ved militærdomstolene.

EU fastholder en aktiv politisk dialog med USA, hvor vi naturligvis prioriterer fremme af menneskerettighederne i hele verden. Vi er endvidere aktive partnere med USA i kampen mod terrortruslen, men altid i overensstemmelse med vores forpligtelser på menneskerettighedsområdet.

Tilbageholdelsen gennem flere år af fanger uden retssag i Guantánamo har været til fordel for terrorgrupperne, som forsøger at radikalisere og rekruttere nye medlemmer. EU har allerede vist sin modstand mod Guantánamo. Deres Parlament, Europa-Parlamentet, har utrætteligt opfordret til at lukke lejren, fordi kampen mod terrorisme skal føres i overensstemmelse med folkeretten. I denne kamp mod terrorisme er det vigtigt at respektere menneskerettighederne, ikke blot af principielle årsager, men også for at modgå radikaliseringen rundt omkring i verden. Vi mener, at de rettigheder, alle fanger har i henhold til folkeretten, bør respekteres. Undtagen i væbnede konflikter bør individer ikke tilbageholdes vilkårligt, og de bør have ret til en retfærdig rettergang. Vi har rejst disse spørgsmål inden for rammerne af den politiske dialog med USA. Europa-Parlamentet har spillet en stor rolle med hensyn til at øge bevidstheden om dette problem.

Jeg vil gerne tilføje, idet jeg igen gentager det, hr. Vondra sagde tidligere, at de enkelte Guantánamofangers sager bør genoptages af de amerikanske myndigheder. En arbejdsgruppe bestående af forsvarsministeren og ministeren for indenrigssikkerhed samt af højtstående embedsmænd har netop indledt dette arbejde under ledelse af statsadvokaten.

Præsident Obama har varslet, at der vil blive gjort en ny diplomatisk indsats for at finde en løsning på Guantánamoproblemet.

På det seneste møde i Rådet (udenrigsministrene) den 26. januar blev der, som fru Ferrero-Waldner ville have oplyst, afholdt en kort drøftelse om Guantánamo. Flere medlemsstater gav udtryk for, at de ønsker at opstille fælles rammer for en samordnet EU-tilgang, selv om det i første omgang er op til medlemsstaterne i hvert enkelt tilfælde at afgøre, hvilket svar de vil give på anmodninger fra USA.

Vi har i tæt samarbejde med Rådets sekretariat foreslået at undersøge disse spørgsmål nærmere. Vi undersøger problemerne omkring, hvordan tredjelande eventuelt kan modtage tidligere fanger. Selv om de løsladte fanger i princippet burde vende tilbage til deres hjemland, vil nogle af dem, der forventes at blive løsladt efter den fornyede behandling, ikke kunne vende tilbage til deres hjemland af frygt for forfølgelse, tortur eller dårlig behandling.

Ligesom USA ønsker vi at undersøge nøje, hvad EU kan gøre for at hjælpe med at flytte disse mennesker til et mere sikkert sted. Disse særlige tilfælde vil imidlertid rejse følsomme og komplicerede spørgsmål, som vi skal tage højde for på forhånd. Princippet er altid det samme. Vi bør gøre, hvad det kræver at sikre, at menneskerettighederne overholdes til fulde. Under alle omstændigheder vil vi indtage en positiv og konstruktiv holdning over for den nye amerikanske regering. På samme tid skal vi træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at EU's tilgang er i overensstemmelse med vores forpligtelser på menneskerettighedsområdet og vores egen lovgivning.

Denne tilgang vil hverken være enkel eller hurtig. Vi vil blive stillet over for komplicerede spørgsmål, som kræver, at medlemsstaternes indsats koordineres, hvis vi vil nå frem til et sammenhængende europæisk svar. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at bidrage til debatten om, hvilke praktiske forholdsregler der bør træffes på fællesskabsplan.

For øjeblikket har USA ikke fremsat nogen formel anmodning. Som fru Ferrero-Waldner hele tiden siger, er der brug for et positivt samarbejde. Vi bliver nødt til at arbejde sammen med medlemsstaterne om dette.

På det næste møde i Rådet (retlige og indre anliggender) den 26. februar vil vi opfordre medlemsstaterne til at samordne deres tilgang, og vi vil muligvis bruge fortilfældet med den løsning, der blev brugt, da palæstinenserne blev bragt til Europa i forbindelse med begivenhederne i Fødselskirken i Betlehem i 2002.

Kommissionen ønsker naturligvis at hjælpe de medlemsstater, der beslutter sig for at modtage tidligere Guantánamofanger på deres territorium. Men det er selvfølgelig op til medlemsstaterne at tildele en status til de tidligere fanger, som også er borgere i tredjelande, og som potentielt kunne overføres til deres territorium.

De enkelte sager vil blive behandlet individuelt, idet der tages højde for den enkeltes situation, humanitære overvejelser og sikkerhedsspørgsmål. Beslutningen om at modtage og tildele en status falder i sidste ende ind under de enkelte medlemsstaters kompetenceområde. Denne tilgang skal dog i videst muligt omfang være en del af en fælles ramme.

Det var, hvad jeg havde at sige på mine egne vegne og på vegne af fru Ferrero-Waldner. Jeg tænker på, om jeg nu skulle komme med redegørelsen om transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger på det europæiske område. Lad mig bare fortsætte og komme med en redegørelse, der, selv om den er ret kort, vil besvare en stor del af Parlamentets spørgsmål.

Den vedrører CIA's brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger. Kommissionen har lige fra starten af fulgt en linje, der drejer omkring tre akser. For det første skal kampen mod terrorisme føres under fuldstændig overholdelse af de grundlæggende rettigheder. For det andet skal sandheden frem, uanset hvordan den ser ud. For det tredje, og det er for mig det vigtigste, skal sådanne handlinger forhindres i fremtiden.

Kommissionen har igen og igen givet udtryk for, at de fremgangsmåder, der henvises til som ekstraordinære udleveringer og hemmelig tilbageholdelse, udgør en krænkelse af de grundlæggende rettigheder, der knæsættes i den europæiske menneskerettighedskonvention og i chartret om grundlæggende rettigheder.

Kommissionen har endvidere erklæret, at det er afgørende, at de involverede medlemsstater udfører omfattende, uafhængige og upartiske undersøgelser for at få sandheden frem, uanset hvordan den ser ud. Dette er en positiv forpligtelse, som kan henføres til den europæiske menneskerettighedskonvention. Det skal siges, at flere medlemsstater allerede har indledt sådanne undersøgelser.

For så vidt angår påstandene om hemmelig tilbageholdelse i Polen, har Kommissionen skrevet til de polske myndigheder adskillige gange. Da jeg har fået ansvaret for spørgsmål om retfærdighed, frihed og sikkerhed, skrev jeg selv til de polske myndigheder den 28. maj 2008 for at understrege betydningen af, at der udføres ordentlige undersøgelser.

I forlængelse af denne skrivelse informerede vicestatsadvokaten mig om, at der endelig var blevet indledt en strafferetlig undersøgelse, og at han vil holde mig underrettet om undersøgelsens resultater. Det, mener jeg, er en væsentlig udvikling.

Jeg har endvidere henvendt mig til Rumænien vedrørende dette spørgsmål om hemmelige tilbageholdelser. I juni 2008 sendte den rumænske premierminister mig rapporten fra det rumænske senats undersøgelsesudvalg. Efter en række henvendelser besluttede de rumænske myndigheder sig for at indlede yderligere undersøgelser med henblik på at undersøge oplysningerne i den anden rapport fra hr. Marty, som Europarådet havde udpeget til ordfører.

Kun en sådan tilgang, som lægger vægt på behovet for at udføre ordentlige undersøgelser på nationalt plan, vil gøre det muligt at komme fremad. Unionen og Kommissionen har hverken beføjelser eller ressourcer til at træde i medlemsstaternes sted i denne søgen efter sandheden. Kun medlemsstaternes undersøgelsesinstrumenter og -ressourcer vil være tilstrækkelige til at løse denne opgave.

Det er klart, at Kommissionen håber, og det er et løfte til Dem, at disse undersøgelser bliver gjort færdige og i påkommende tilfælde gør det muligt at afgøre, hvem der havde ansvaret, og i påkommende tilfælde sørge for erstatning til ofrene.

Ud over at anmode medlemsstaterne om at foretage undersøgelser var et af Kommissionens praktiske bidrag efter Parlamentets beslutning af 2. februar 2007 at klarlægge definitionen af "statsluftfartøj", og da jeg var transportkommissær, fremsatte jeg en meddelelse om civil- og forretningsflyvning, som klarlagde sagen.

Parlamentet har endvidere krævet en vurdering af den nationale antiterrorlovgivning. For at få overblik over den aktuelle situation sendte Kommissionen et spørgeskema til medlemsstaterne om effektiviteten af terrorbekæmpelsesforanstaltningerne og om deres forhold til de grundlæggende rettigheder. Kommissionen har fået svar fra de 27 medlemsstater, og inden for de kommende seks måneder vil der blive offentliggjort et dokument, som gør rede for disse svar. For øjeblikket skal der kastes et virkeligt lys over alle disse svar.

Det var, hvad jeg havde at sige. Jeg har brugt en del tid, men det er rigtigt, at mens dette er et område, hvor Unionen har begrænsede beføjelser, har Kommissionen bestræbt sig på at opfordre til at få sandheden frem i lyset og fremme respekten for de grundlæggende rettigheder. Jeg kan kun sige en ting, og når jeg siger det, afgiver jeg et personligt løfte. Jeg vil naturligvis frem for alt fortsat arbejde for, at hele sandheden kommer frem, så vi kan sørge for, at sådanne beklagelige begivenheder ikke bliver gentaget.

  Alexandr Vondra, formand for Rådet. – (EN) Hr. formand! Jeg forventede to adskilte emner: Guantánamo på den ene side og hemmelig tilbageholdelse og udlevering på den anden side. Som vi alle ved, traf præsident Obama faktisk tre beslutninger i løbet af hans første dage som præsident. Den første har jeg allerede fortalt om, altså Guantánamo, men der blev også truffet to andre vigtige beslutninger.

For det første indstillede han CIA's hemmelige tilbageholdelsesprogram. Han besluttede, at alle fanger, der sidder fængslet i USA, for fremtiden skal registreres i ICRC. Med denne beslutning tog han fat på et spørgsmål, som har bekymret både Rådet og Europa-Parlamentet. Derfor glæder Rådet sig også meget over denne beslutning. Jeg er sikker på, at Parlamentet glæder sig lige så meget over den.

Præsident Obama satte endvidere en stopper for anvendelsen af de såkaldt udvidede afhøringsteknikker. Det amerikanske efterforskningspersonale kan ikke længere støtte sig til de juridiske udtalelser om tortur og andre afhøringsteknikker, der er blevet udarbejdet siden den 11. september. Det er en vigtig beslutning. EU er for et fuldstændigt forbud mod tortur og grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling.

For så vidt angår den tredje beslutning, har præsident Obama endvidere beordret en fornyet undersøgelse af overførsels- og udleveringspolitikkerne for at sikre, at de er i overensstemmelse med USA's forpligtelser i henhold til folkeretten. For fremtiden må politikkerne ikke – jeg citerer – "resultere i, at individer overføres til andre nationer med henblik på tortur eller andet med det formål eller med det resultat at underminere eller omgå USA's engagement eller forpligtelser med hensyn til at sikre menneskelig behandling af individer i amerikansk varetægt og under amerikansk kontrol".

Vi mener, at disse beslutninger, der blev truffet sammen med beslutningen om at lukke Guantánamo, som jeg allerede har nævnt, vil styrke samarbejdet med USA yderligere i kampen mod terrorisme. Jeg mener endvidere, den kan genskabe et bedre forhold i de transatlantiske forbindelser, og at den tilgodeser de følelser, der er blevet givet meget klart udtryk for her i Parlamentet og i en stor del af den offentlige mening i Europa.

Jeg mener, vi som udgangspunkt alle kan være enige om en ting, nemlig at konteksten for dagens forhandling har ændret sig umådeligt. Jeg er endvidere klar over, at CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger har været kilde til stor bekymring blandt mange af Parlamentets medlemmer. De har fulgt dette spørgsmål meget nøje, ikke mindst gennem det midlertidige udvalgs aktiviteter.

Parlamentets holdning kom klart til udtryk i Deres beslutning fra februar 2007. Jeg vil gerne understrege, at Rådet altid har gentaget dets engagement med hensyn til at bekæmpe terrorismen effektivt med alle til rådighed stående lovlige midler, for terrorismen i sig selv er en trussel mod et værdisystem, som er baseret på retsstatsprincipperne.

Rådet har endvidere gentagne gange udtalt, at de hemmelige tilbageholdelsesfaciliteter, hvor fanger tilbageholdes i et lovligt vakuum, ikke er i overensstemmelse med den humanitære folkeret og menneskerettighedslovgivningen. Det er stadig vores mening, og den holder vi fast ved, men den ændrede kontekst med den aktuelle udvikling i USA betyder, at jeg helst vil fokusere på fremtiden. Lad os se fremad i stedet for bagud. Rådet glæder sig meget over den amerikanske præsidents nylige beslutning om dette emne.

Det transatlantiske fællesskab har været et fællesskab med fælles værdier og skal blive ved med at være det, hvis vi skal kunne forsvare vores interesser i den globale verden. Der er ingen tvivl om, at menneskerettighederne og overholdelse af retsstatsprincipperne i forbindelse med kampen mod terrorisme er en del af denne fælles arv.

  Hartmut Nassauer, for PPE-DE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Bør fanger fra Guantánamo accepteres i EU? Det er det spørgsmål, vi skal stille os selv i dag. Svaret vil afhænge af de hensyn, vi vælger at lade os lede af.

Nogle påstår, at fangerne er blevet tortureret. Det er en grund til at acceptere dem af menneskelige hensyn. Det er sandt, at tortur er den mest umenneskelige og nedværdigende fremgangsmåde. Hvis disse mennesker er blevet tortureret, er de berettiget til sympati fra vores side, uanset de individuelle beskyldninger, der rettes mod dem. Men er det det eneste aspekt, vi skal tage hensyn til?

Mange af de mennesker, der er eller var fanger i Guantánamo, rejste til træningslejre for terrorister i Afghanistan efter den 11. september. De var ikke turister, som ønskede at opleve landets skønhed, men potentielle terrorister. Vi har pligt til at beskytte de europæiske borgere mod potentielle terrorister.

Der anvendes desværre tortur over hele verden, og vi fordømmer den konstant. Vi er endnu ikke gået så vidt som til at sige, at enhver, der er blevet tortureret, er berettiget til at blive accepteret i Europa. Det har vi endnu ikke gjort, og det er der en god grund til. Vi har i stedet afvejet dette hensyn mod behovet for sikkerhed i EU. Det skal vi også gøre i dette tilfælde. Vi skal sørge for, at potentielle terrorister ikke slår sig ned i Europa, og derfor vil jeg gerne i forbindelse med vurderingen af dette problem se, at behovet for sikkerhed får førsteprioritet og prioriteres højere end alle andre hensyn.

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Min kollega Claudio Fava vil tale på vegne af vores gruppe om spørgsmålene i forbindelse med CIA's flyvninger og den del af forhandlingen. Jeg vil fokusere på spørgsmålene i forbindelse med lukningen af Guantánamolejren, og jeg skal begynde med at svare Hartmut Nassauer.

Det er rigtigt, at kravene til de europæiske befolkningers sikkerhed udgør en standard, som vi skal afveje vores tiltag imod. Jeg vil dog gerne starte med følgende spørgsmål: Hvad skader vores sikkerhed mest? Frygten for at acceptere Guantánamofanger her, fordi de opfattes som en sikkerhedsrisiko efter deres løsladelse? Eller er det snarere det forhold, at denne lejr, som er i modstrid med folkeretten og krænker menneskerettighederne, er den grundlæggende årsag til en bølge af overvældende vrede, som millioner af mennesker over hele verden føler? Det skyldes, at den såkaldte vestlige verden, som ganske vist blev provokeret på hidtil uset vis med hændelserne den 11. september, i en vis grad var ude af stand til at kontrollere det, der skete, og derfor måtte acceptere, at en amerikansk præsident så stort på de grundlæggende menneskerettigheder, fordi han mente, at dette var en passende reaktion på denne provokation.

Jeg mener, at dette har ydet et større bidrag til den stigende usikkerhed i verden, end hvis vi skulle sige nu, hvor en anden præsident ønsker at føre landet tilbage til dets tidligere storhed ved at gøre USA til et symbol på overholdelsen af de grundlæggende rettigheder i hele verden, hvis vi europæere skulle sige nu, at vi ikke vil have noget som helst at gøre med det, at de selv må finde ud af, hvad de vil gøre ved det.

Vi ville udsende det budskab, at en sammenslutning af stater som EU, der selv mener, at den er et retssamfund, hvilket den bestemt også er, vil fralægge sig sit ansvar med dette argument på et tidspunkt, hvor en ulovlig situation bringes til ophør. Vi kan ikke forvente, at vores borgere vil acceptere, at dette er en sikkerhedsrisiko. Det er det forkerte budskab. Det er katastrofalt, for vi opfører os værre end dem, der ligesom Barack Obama tager ud og på trods af den store risiko, de selv løber, på trods af modstanden blandt militæret, på trods af modstanden i USA, for derovre siger folk også "lad dem blive i Guantánamo, send dem ikke herover, for her udgør de en endnu større risiko", dem, der siger, at på trods af denne modstand er der en symbolsk magt deri, at en ny præsident vender tilbage til overholdelsen af menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder, herunder rettighederne for dem, der ikke selv på nogen måde har overholdt menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder. Det ville være forkert ikke at hjælpe ham i denne situation, og det ville være i modstrid med i hvert fald min gruppes opfattelse af EU's opgave, som er at sikre, at det retssamfund, vi har skabt internt, eksporteres som et aspekt af den internationale politik.

Det kan vi kun gøre, når vi på troværdig vis inden for vores egne grænser er med til at sikre, at det enkelte individs grundlæggende rettigheder er en prioritet. Guantánamo er et skammens sted. Det er et torturens sted. Derfor er det et symbol på, at den vestlige sammenslutning af stater ikke kan hævde at føre den politik, den er fortaler for, og som er, at det vigtigste af alt er, at den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Dette er den første artikel i vores charter om grundlæggende rettigheder. Chartret nævner ikke, at denne ukrænkelighed kan indskrænkes. Vores følelse af overlegenhed over terroristernes filosofi har noget at gøre med, at vi siger, at vi endda vil give de grundlæggende rettigheder til de mennesker, der vil nægte andre disse rettigheder gennem deres handlinger.

Af den grund mener jeg, vi kan yde et større bidrag til verdenssikkerheden ved at lukke Guantánamo, ved at støtte Barack Obama og ved at spille en aktiv rolle, hvis den amerikanske regering anmoder os om det, og hvis vi kan arbejde sammen med regeringen om at indføre en proces for accepten af disse mennesker, end hvis vi prædiker om et falsk sikkerhedskoncept, som kun kan gennemføres, hvis politiet og efterretningstjenesterne gør deres arbejde. Det er ikke sådan, at folk, når de kommer ud af Guantánamo, kan flytte frit og ubemærket rundt her. Sikkerhedsaspektet er vigtigt, men de grundlæggende rettigheder skal prioriteres højere i denne sag.

(Bifald)

FORSÆDE: Marek SIWIEC
Næstformand

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Da senator Obama blev til præsident Obama, udstødte vi alle et lettelsens suk. Ondskabet, det ændrede regime, kampen mod terror - de europæiske borgere længes efter at lade disse eufemismer overgå til historien sammen med de mennesker, der opfandt dem.

At bryde med fortiden og vende tilbage til retsstatsprincipperne kræver imidlertid mod og mandshjerte, så jeg vil gerne takke den nye præsident. Han gjorde ret i at fordømme simuleret drukning som tortur, ret i at suspendere de militære retssager i Guantánamo Bay og ret i at vise sin beslutsomhed med hensyn til at lukke lejren fuldstændig inden for et år. Jeg glæder mig over, at rådsformanden i dag har forsikret os om, at USA nu har nægtet at anerkende alle de tarvelige fremgangsmåder, der har plettet landets regering i de senere år, herunder tortur i tredjelande og ekstraordinære udleveringer, for at bringe ulovligheden til ophør.

Europa må imidlertid ikke træde tilbage, trække på skuldrene og sige, at amerikanerne selv må ordne disse ting. Vi mangler den åbne debat og den kollektive holdningsændring, som det amerikanske demokrati baner vejen for. Ikke desto mindre var vores Unions medlemsstater alt for ofte medskyldige i de ting, Bushregeringen foretog sig. Hvis den 43. præsident lærte os noget, er det, at i forvaltningen af international retfærdighed ender "klar det selv"-mentaliteten i en blindgyde af fiasko.

Så Guantánamoudfordringen, problemet med de 245 mistænkte, der flyder rundt uden for retssystemet, er ikke kun et amerikansk anliggende. Det er en gåde, som vi skal løse sammen. USA skal retsforfølge de mistænkte, når der foreligger fornuftige beviser og i henhold til retsstatsprincipperne. Amerika skal løslade de mistænkte, der ikke foreligger tilstrækkelige beviser imod og forsvare dem, hvis de risikerer at blive udsat for tortur i hjemlandet.

Men hvad med dem, der løslades, som ikke udgør nogen trussel, men som ikke ønsker at blive i et land, der fængslede dem uberettiget? Bør Europa ikke, hvis det bliver bedt om det, tilbyde disse få borgere de rettigheder og frihedsrettigheder, som ingen andre lande vil tilbyde dem? Vi kan ikke for evigt balancere mellem Rådets påstand om, at det er op til de enkelte medlemsstater at træffe en beslutning, og Rådets erklærede ønske om en koordineret europæisk holdning. Europa skal tale med en stemme og spille sin rolle med hensyn til at få afsluttet denne retfærdighedskrænkelse. Mange af os har tidligere kritiseret Amerika for landets manglende evne til at arbejde sammen med andre. Det gjorde vi ret i, men nu har man måske brug for vores hjælp, og det ville være forkert at sige nej.

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Den konservative standardfortolkning af folkeretten kræver, at Guantánamo lukkes øjeblikkeligt og betingelsesløst. Efter den 11. september er intet imidlertid standard længere. Derfor står selv præsident Obama, der er så ivrig efter at ændre på tingene, over for et alvorligt problem med hensyn til, hvad han skal stille op med de mennesker, der for øjeblikket sidder i Guantánamo. Det er ikke almindelige fanger. Hver niende af dem, der er blevet løsladt fra Guantánamo, har øjeblikkeligt genoptaget terroraktiviteterne. Jeg skal derfor mane til forsigtighed, når vi rådgiver USA og EU's medlemsstater.

I denne sag er der tre ting, der er helt sikre. Vi er helt sikkert forpligtet til at fjerne vores borgere og indbyggere fra lejren. Vi er endvidere nødt til at isolere de individer, der udgør en alvorlig trussel. Derudover skal vi revidere Genèvekonventionen med henblik på at finde et egnet svar på problemet med statsløse terrororganisationer. Desværre behandles ingen af disse spørgsmål på behørig vis i beslutningsforslaget.

  Kathalijne Maria Buitenweg, for Verts/ALE-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Min gruppe glæder sig over hr. Vondras bemærkninger om Guantánamo Bay. Det viser sig, at EU i princippet leder efter et fælles svar, og at det tjekkiske formandskab vil hjælpe os med at finde det. Nøjagtig hvor fangerne vil blive flyttet til er fortsat et spørgsmål om nationale aftaler, men det rapporteres, at Europa i princippet vil reagere positivt på den amerikanske anmodning. Det vil glæde Parlamentet, for vi opfordrede tilbage i 2006 EU-medlemsstaterne til at insistere proaktivt på genbosættelsen af tidligere fanger, herunder i EU.

Mit spørgsmål til Rådet er følgende: Er De klar til at gøre dette proaktivt? Ville De nu spørge USA om, hvem disse fanger er? Vil De spørge om deres baggrund og om, hvad der vil ske med dem, så vi kan træffe de nødvendige forholdsregler? Jeg glæder mig dog over denne positive holdning, som forhåbentlig vil bringe de krænkelser af menneskerettighederne til ophør, som disse mennesker har været udsat for.

Dette er naturligvis skønt for Guantánamo Bay, som er et symbol, men vi må ikke glemme, at der også findes andre fængsler, som vi bør udtale os om. Jeg tænker f.eks. på Bagram i nærheden af Kabul, hvor mellem 600 og 700 mennesker tilbageholdes. Jeg anmoder Rådet og Kommissionen om at sørge for, at også disse fængsler bliver lukket.

Selv om jeg glædede mig over bemærkningerne om Guantánamo Bay, er jeg lidt skræmt over CIA. Jeg sætter pris på, at Rådet frem for alt vil se fremad og ikke bagud. Det forstår jeg så udmærket, for når man ser bagud, ser man et enormt rod. Det ville være for naivt at sige, at eftersom USA nu har en ny præsident, kan vi igen anvende de samme standarder for alle, og så glemme at se ind i os selv og ignorere den støtte, vi har ydet en regering, som man nu kan sige har handlet ukorrekt.

  Gabriele Zimmer, for GUE/NGL-Gruppen. – (EN) Mennesker er over en årrække i strid med alle de relevante grundlæggende retsprincipper og internationale aftaler blevet tilbageholdt og torteret samt nægtet en retfærdig rettergang. Deres grundlæggende menneskerettigheder er blevet tilsidesat. Den selvsamme magt, der søger at fremme menneskerettigheder, demokrati og frihed i verden, har i dette tilfælde selv krænket grundlæggende rettigheder og skabt sit eget lovløse område til sin krig mod terror. Det er uacceptabelt!

Det var af afgørende betydning, at Europa-Parlamentet konstant gentog sin opfordring til at lukke Guantánamo over en lang periode. Nu, hvor en ny regering har sagt, at den vil ændre sin politik, begynder vi europæere imidlertid at så tvivl om det, vi selv har opfordret til. Vi forholder os tøvende og er i færd med at indlede en pinlig periode med studehandler. Det er efter min mening en kynisk tilgang.

Hvad er der blevet af vores opfordring til at sikre menneskerettighedernes universalitet og udelelighed? Vi kan ikke sige ét og gøre noget andet. Det kan ikke være rigtigt, at vi på sin vis ønsker at retfærdiggøre og acceptere denne skammens lejr. Vi kan ikke kun opfatte fremme af menneskerettigheder som et vigtigt princip, når vi kræver det af andre, men ikke gøre noget for at fremme det selv.

Jeg opfordrer medlemsstaterne til at give klart udtryk for deres holdning, men jeg siger også på vegne af min gruppe, at lukningen af Guantánamo-fangelejren kun er et første skridt. Den amerikanske militærbase i Guantánamo skal også fjernes.

  Nils Lundgren, for IND/DEM-Gruppen. – (SV) Hr. formand! Vi er nok alle meget lettede over det, der er sket i USA. Situationen ligner den i begyndelsen af 1950’erne, hvor det amerikanske folk og det amerikanske system viste sin evne til at slippe af med McCarthyismen. USA udviser nu samme evne ved at vælge en ny præsident, der på sin første dag erklærede, at Guantánamo skulle lukkes. Det er vi taknemmelige for.

Problemet her var selvfølgelig tilbageholdelsen af personer, der var mistænkt for terrorisme og andre forbrydelser. Disse personer skal retsforfølges og enten frikendes eller dømmes, løslades eller straffes. De, der frikendes, skal behandles som uskyldige. Hvis vi stadig mistænker dem, er det sikkerhedstjenesternes opgave at følge op på dette på et senere tidspunkt. Jeg forstår ikke, hvorfor de personer, der ikke har kunnet dømmes, ikke kan blive i USA, men europæiske lande skal naturligvis være klar til at modtage dem ...

  Koenraad Dillen (NI). – (NL) Hr. formand! Enhver, der manipulerer retsstatsprincipperne, anvender samme metoder som de personer, som retsstatsprincipperne har til formål at bekæmpe. Lukningen af Guantánamo Bay-fængslet, hvor de indsatte ikke har ret til et forsvar, som vi kender det i den vestlige verden, er et skridt i den rigtige retning. Der er ingen grund til at gå nærmere ind på dette, da det er blevet fremhævet af mange før mig. Den kendsgerning, at George Bush, gennem sin hårde politik har været i stand til at beskytte det amerikanske folk mod et nyt terrorangreb som terrorangrebet den 11. september, ændrer ikke meget.

Et demokrati skal respektere retsstatsprincippet til alle tider og over alt, men som demokrati bør vi også overveje muligheder for at beskytte os selv mod religiøse ekstremister, der ønsker at ødelægge vores åbne samfund. Dette er et aspekt, som jeg ikke finder i de udkast, vi er blevet forelagt.

Endelig bør vi ikke udelukkende fokusere på Guantánamo. Selve Cuba, hvor den amerikanske Guantánamo-enklave ligger, er ét stort fængsel, hvor tusindvis af uskyldige politiske fanger er berøvet enhver mulighed for en retfærdig eller hurtig rettergang. Det samme gælder for vores store handelspartner Kina, som vi igen og igen ser igennem fingre med, når det gælder menneskerettigheder.

  Nils Lundgren (IND/DEM). – (EN) Hr. formand! Jeg vil blot spørge, hvorfor Martin Schulz fik lov til at overskride sin taletid voldsomt, hvilket ikke var tilfældet for os andre? Hvordan kan det være?

  Formanden. – Formanden for Europa-Parlamentet, Hans-Gert Pöttering, havde forsædet, da Martin Schulz tog ordet, og det er således et spørgsmål til Pöttering. Jeg kan ikke se, hvad det har med mit forsæde at gøre. Medlemmet bedes stille spørgsmålet igen, når Pöttering har forsædet.

  Urszula Gacek (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Hvad skal vi stille op med de tidligere indsatte fra Guantánamo Bay? Hvordan rammer vi den rette balance mellem hensynet til EU-borgernes sikkerhed og forsøget på at finde et opholdssted til de tidligere indsatte?

Lad mig først understrege, at jeg ikke vil gå ind i debatten om indsatte, der vurderes som farlige, men uegnede til rettergang i USA, selv om der stadig findes en sådan større gruppe. Selv de fanger, der er blevet frikendt og anses for ikke at udgøre en risiko, udgør imidlertid efter min mening stadig en risiko.

Der er grund til frygt, da 61 tidligere indsatte, som blev frikendt for alle anklager og efterfølgende løsladt, ifølge Pentagon nu er involveret i terroraktitiveter. En af disse er den næstkommanderende for al-Qaeda i Yemen, og en anden har sprængt sig selv i luften.

I går erklærede præsident Obama på offentligt tv, at han ikke kan være sikker på, om indsatte, der er blevet frikendt og løsladt, ikke udgør en sikkerhedsrisiko. Er det rimeligt at anmode EU om at påtage sig denne risiko? Jeg mener under alle omstændigheder, at vi skal have ret til at beslutte, hvorvidt vi vil påtage os denne risiko eller ej.

Medlemsstaterne har vist forskellige grader af vilje til at modtage tidligere indsatte. Jeg skal understrege, at beslutningen om at modtage indsatte suverænt skal ligge hos medlemsstaten. EU kan ikke påtvinge en medlemsstat at modtage en indsat, men beslutningen kan heller ikke træffes isoleret. I lyset af den frie bevægelighed i Europa, og især i det grænseløse Schengen-område, har medlemsstaternes beslutning om at give tidligere Guantánamo Bay-indsatte ophold i deres land sikkerhedsmæssige konsekvenser ikke kun for den pågældende medlemsstat, men også for nabolandene. Derfor kræver jeg og min gruppe, at sådanne beslutninger træffes i samråd med andre EU-medlemsstater.

  Claudio Fava (PSE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Lukningen af Guantánamo giver os mulighed for at rette op på en situation, der har krænket folkeretten og frem for alt ikke har været til gavn for krigen mod terror.

I dag er det imidlertid ikke nok at give udtryk for støtte til præsident Obamas beslutning. Nu er det tid til at tage et ansvar, og det ansvar involverer også Europa og medlemsstaterne. Guantánamo er til dels en konsekvens af Europas tavshed og mange europæiske regeringers samarbejde i udleveringssystemet. I de senere år har vores regeringer på den ene side givet udtryk for, at Guantánamo skulle lukkes, og på den anden side sendt politi til lejren for at afhøre fangerne. Der er tale om et ansvar, som blev benægtet, da Parlamentet undersøgte sagen, men som er blevet erkendt og bekræftet gennem de seneste to år.

Februar 2008: Den britiske regering undskylder for CIA-flyvningerne; visse fly havde anvendt britiske baser, sagde udenrigsminister Miliband, og modsagde dermed Tony Blairs udtalelser fra tre år tidligere om, at intet ulovligt havde fundet sted på britisk jord. December 2008: Den spanske regering under Aznar vidste, at mange CIA-flyvninger havde anvendt spansk luftrum og spanske lufthavne. Dette kom frem i et hemmeligt dokument, der blev offentliggjort af El País, og som viste sig at være sandt. Den daværende udenrigsminister, Josep Piqué, som havde indrømmet anvendelsen af spanske lufthavne, sagde, at han ikke vidste, hvad der efterfølgende skete i Guantánamo. Han troede måske, at det var en forlystelsespark. I oktober 2008 indrømmede den portugisiske udenrigsminister Amado, at den forhenværende centrum­højre-regering under Barroso bevidst havde stillet portugisiske lufthavne og portugisisk luftrum til rådighed for ulovlige CIA-flyvninger. Amado sagde følgende: "Jeg valgte ikke at nævne det for ikke at forstyrre roen i de europæiske institutioner". Nu er vores spørgsmål: Hvad med borgernes ret til information? Eller skal vi tro på, at ikke engang Barroso vidste, hvilken civil og retlig uhyrlighed Guantánamo var og stadig er?

Min holdning kan sammenfattes som følger: I de seneste år har vi udvist rigelige mængder god vilje og hykleri, ikke mindst for så vidt angår det, som Rådet har ladet usagt i den periode. For to år siden rettede Parlamentet 46 henstillinger til Rådet. Det var vores forventning, at Rådet ville behandle i det mindste nogle af disse henstillinger med behørig opmærksomhed og med tiden have besvaret i det mindste nogle af henstillingerne. Vi mener derfor, at bistand til lukning af Guantánamo og påtagelse af vores fælles ansvar som EU og de 27 medlemsstater, Unionen består af, ville være et – om end lille – bidrag til at råde bod på vores kollektive tavshed.

  Sarah Ludford (ALDE). – (EN) Hr. formand! Hovedansvaret for lukningen af Guantánamo Bay og genbosættelsen af fanger ligger uden tvivl hos den amerikanske regering. Europa er imidlertid nødt til at erkende, at USA ikke kan klare denne opgave alene. Vi har givet udtryk for stor velvilje over for præsident Obama og for vores engagement i transatlantiske forbindelser. Det bør indebære et tilbud om praktisk bistand.

Der er også andre årsager til, at EU-medlemsstaterne bør samarbejde i forbindelse med lukningen af fængslet. For det første er der det humanitære synspunkt, som jeg næppe behøver at uddybe, og som vedrører behovet for at redde disse mænd fra det helvede, som mange af dem har været gennem i syv år. For det andet er der Europas troværdighed: Vi har opfordret USA til at lukke Guantánamo, og nu er vi nødt til at hjælpe med at gøre dette. For det tredje er der vores egen interesse i at gøre en ende på et kraftigt symbol, der fungerer som påskud for rekruttering af terrorister og radikalisering, og endelig det moralske ansvar, som Claudio Fava nævnte.

Jeg tror dog, at vi kommer til at behandle spørgsmålet om udlevering og de europæiske regeringers samarbejde i den forbindelse i et andet forslag til beslutning om ca. to uger. Jeg bifalder derfor i høj grad den fælles beslutning, som vi er nået til enighed om grupperne imellem og på tværs af det politiske spektrum, og jeg håber virkelig, at vi får et overbevisende afstemningsresultat i morgen. Hvis ALDE-Gruppen følger mit råd, vil vi hverken indgive eller støtte ændringsforslag til denne beslutning.

Jeg ønsker blot at fremhæve nogle få aspekter. For det første beskyldningerne om, at 61 frigivne fanger skulle være involveret i terrorisme: Vi har hørt fra advokater, der har kendskab til disse elementer, at beskyldningerne i bund og grund er uberettigede. Vi har kendskab til to personer, der er blevet involveret i terrorisme. De andre omfatter de otte personer i Albanien, der gav interviews til medierne, og de såkaldte "Tipton Three", som var britiske statsborgere, der lavede en film, som kritiserede Guantánamo. Det kan ikke kaldes en "tilbagevenden til terrorisme".

Endelig sikkerhedsspørgsmålene. Vi skal drøfte dem, men troværdige løsninger er på vej, og vi kan inddrage advokaterne heri.

  Mirosław Mariusz Piotrowski (UEN). – (PL) Hr. formand! Valget af Barack Obama som USA's præsident og hans undertegnelse af dokumentet om den kommende lukning af Guantánamo-fangelejren affødte en uhensigtsmæssig begejstring i Parlamentet. Medlemmer af det nu opløste Midlertidige Udvalg om CIA's Påståede Brug af Europæiske Lande ved Transport og Ulovlig Tilbageholdelse af Fanger tog ordet. Jeg skal minde Parlamentet om, at førnævnte udvalg ikke formåede at nå frem til en konklusion, selv om det havde travlt med at udtrykke sin forargelse og fordømme de såkaldte ekstraordinære udleveringer.

Vi ved allerede, at den nye præsident er bevidst om problemets alvor. Han har ændret holdning siden valgkampagnen, og kort efter at have aflagt ed udstedte han en forordning, der udvidede den periode, hvor de nuværende metoder til behandling af terrorister kan anvendes.

Vi er klar over, at det for mange EU-medlemsstater, herunder Polen, er umuligt at modtage anholdte terrorister. EU-medlemsstaterne og Parlamentet bør ikke desto mindre i stedet for at kritisere og svække kampen mod terror samarbejde med USA og påtage sig en del af ansvaret for at bekæmpe dette fænomen. Jeg skal igen mindre Parlamentet om, at terrorisme er en global trussel, der også påvirker EU-borgerne.

  Cem Özdemir (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Guantánamo-fangelejren er blevet et symbol på den manglende respekt for menneskerettighederne og retsstatsprincippet. Den nye amerikanske præsident Barack Obama har udsendt et både kraftfuldt og vigtigt budskab ved at beordre lukning af militærdomstolene i Guantánamo og love lukning af lejren inden for et år.

Det er imidlertid ikke kun USA, der har mistet troværdighed som følge af landets foragt for menneskerettigheder i forbindelse med krigen mod terror. Vores europæiske regeringer kan ikke frasige sig ansvaret, hvilket Parlamentets Midlertidige Udvalg om CIA's Påståede Brug af Europæiske Lande ved Transport og Ulovlig Tilbageholdelse af Fanger fastslog i sin betænkning fra februar 2007. Dette udstillede dobbeltmoralen i mange EU-medlemsstater, der med rette kræver, at kandidatlande skal respektere menneskerettighederne, men som selv krænker menneskerettighederne i EU.

EU skal også spille en aktiv rolle i processen med at finde en fælles løsning for alle de fanger, der ikke længere er under mistanke, og som ikke kan vende tilbage til deres hjemland. Dette gælder specifikt for Tyskland, der kan og bør hjælpe med at gøre det muligt at modtage flygtninge. Vi må ikke gentage den fejl, vi begik i forbindelse med den tyske tyrker fra Bremen, Murat Kurnaz, som fejlagtigt tilbragte fire år i Guantánamo Bay.

Den nye start i Washington er en mulighed for at sende et tydeligt signal om, at menneskerettighederne ikke må udvandes i krigen mod terror.

  Willy Meyer Pleite (GUE/NGL). – (ES) Hr. formand! Jeg håber og ønsker, at præsident Obamas erklæring om lukning af Guantánamo-fangelejren varsler en ændring i den amerikanske udenrigspolitik.

Jeg håber, at dette betyder enden på en politik, der gengældte terror med terror og kriminalitet med kriminalitet, og som i sidste ende lod hånt om folkeretten.

Jeg håber og ønsker, at dette er tilfældet. Problemet for EU er, at mange europæiske stater har støttet Bushs tidligere politik med at gengælde kriminalitet med kriminalitet og tortur med tortur. Og de har været allierede i denne politik. Dette er årsagen til, at undersøgelsesudvalget om CIA-flyvninger ikke kunne færdiggøre sit arbejde. Europæiske regeringer skjulte deres skændige handlinger, nemlig de skændige handlinger, der var affødt af Bushs udenrigspolitik. Derfor må vi insistere på, at de holdes ansvarlige. Det amerikanske folk har holdt Bush ansvarlig gennem deres stemmer.

Jeg håber også, at præsident Obama udviser mod og sikrer, at personer, der har udøvet tortur, og personer, der har tilbageholdt folk ulovligt, bringes for retten. For Guantánamo-fangerne er der nemlig kun én løsning i forhold til loven. Hvis der er beviser mod dem, skal de bringes for retten. Hvis der ikke er beviser mod dem, skal de løslades. Og amerikanske embedsmænd skal stilles til ansvar for de personer, der er blevet ulovligt tilbageholdt.

Det er det, der sker i mit land, og det er det, der sker i et hvilket som helst demokrati, der er baseret på grundlæggende demokratiske rettigheder.

  Bruno Gollnisch (NI). – (FR) Hr. formand! Det er efter min mening ikke vores opgave at fungere som udløb for den tilfældige politik, som USA desværre bevidst har ført på dette område. Denne politik er i strid med vores fælles vestlige principper og føres på et kynisk udvalgt område, der er et levn fra kolonitiden. Der gælder ingen retsregler der: hverken cubanske retsregler, der, som Koenraad Dillen så rigtigt sagde, ikke giver individet beskyttelse, amerikanske retsregler eller vores fælles arv i form af folkeretten.

Juridisk set er sagen efter min mening klar. Hvis der er strafferetlige anklagepunkter i henhold til almen ret mod nogle af fangerne, skal de dømmes efter en retfærdig rettergang. Hvis de f.eks. mistænkes for at have planlagt angrebene den 11. september, skulle de for syv år siden være blevet oplyst om anklagepunkterne, have haft adgang til advokatbistand og være blevet bragt for retten i USA. Der er ikke mangel på domstole i USA.

Hvis andre anses for krigsfanger efter de allieredes indgreb i Afghanistan, skal de tilbageholdes på de vilkår, der gælder i henhold til lovgivningen om krig, indtil fjendtlighederne officielt ophører.

Hvis der er fanger, som ikke henhører under nogen af disse to kategorier, skal de løslades og sendes hjem.

Jeg har fået at vide, at nogle af disse fanger potentielt er farlige, men hvis jeg personligt var blevet tilbageholdt i syv år i fuldstændig isolation, kan det godt være, at jeg ikke var potentielt farlig i begyndelsen, men jeg ville helt sikkert være blevet det til sidst. Det er efter min overbevisning tilfældet for de fleste personer på stedet.

Hvis nogle af fangerne ikke ønsker at vende hjem, kan de anmode deres fangevogtere om politisk asyl. Det var, hvad jeg ønskede at sige, og jeg vil gerne takke Barrot for hans undersøgelsesarbejde. Tiden vil vise, at dette har været den bedste analyse af disse ulovlige overførsler af fanger.

  Carlos Coelho (PPE-DE). – (PT) Hr. formand, hr. rådsformand, Jacques Barrot, mine damer og herrer! Parlamentet har adskillige gange opfordret til lukning af Guantánamo Bay-fængslet. Kommissionen og Rådet støttede os. Nu, hvor beslutningen er truffet, må der ikke herske tvivl om vores holdning. Vi lykønsker præsident Obama med hans beslutning. En beslutning, som han byggede på behovet for på ny at engagere USA med den moralske autoritet, som landet tidligere har haft internationalt.

Der skal ikke herske tvivl om, at Bush-regeringens beslutning om at åbne Guantánamo Bay-fængslet og vedtagelsen af programmet for "ekstraordinære udleveringer" var et slag mod denne moralske autoritet. Målet helliger ikke midlet. Det er uacceptabelt at krænke folkeretten, anvende tortur, åbne hemmelige fængsler eller få fanger til at forsvinde. I stater, hvor retsstatsprincippet finder anvendelse, bringes fanger for retten, og de har ret til at forsvare sig selv. Bush-regeringen tog fejl, da den begik disse handlinger, ligesom dens allierede – gennem tavst samtykke eller pinlig tavshed – også tog fejl.

Hvis USA beder EU om hjælp, må vi – som Barrot sagde – ikke nægte dette, forudsat at vi ikke tilsidesætter vores borgeres sikkerhed, uden dog at anvende denne som et påskud for manglende samarbejde. Vi har også brug for USA's samarbejde til at kaste lys over de ulovlige handlinger, der er foregået i Europa, med henblik på at undersøge, hvem de ansvarlige var, og sikre, at samme forbrydelser ikke begås i fremtiden. Vi må også spørge medlemsstaterne og de europæiske institutioner, hvad de har gjort for at gennemføre de henstillinger, som Parlamentet vedtog i februar 2007, og hvilken forklaring de eventuelt har givet for ikke at have gjort dette.

Claudio Fava henviste til formand Barroso. Jeg mener også, at vi skylder ham tak, da Kommissionen – i modsætning til Rådet, der modarbejdede, løj over for og skjulte oplysninger for Parlamentet – har opført sig loyalt og samarbejdet fuldt ud i forbindelse med vores undersøgelser.

  Jan Marinus Wiersma (PSE). – (NL) Hr. formand! Præsident Obama har holdt sit ord. En af hans første politiske handlinger var lukningen af Guantánamo-fængslet, som vi naturligvis glæder os over. Det drejer sig dog nærmere om en hensigtserklæring om lukning af Guantánamo, da den nye amerikanske regering står over for den vanskelige opgave med at finde en løsning for de indsatte, der stadig befinder sig i fængslet.

For det første skal deres status fastlægges, og det skal fastslås, om de alle kan løslades uden risiko. De har været tilbageholdt ulovligt af Bush-regeringen, hvilket er i klar strid med folkeretten. Det er derfor først og fremmest et amerikansk problem, der skal løses af den amerikanske regering. Det ligger endnu ikke fast, om USA vil bede de europæiske lande og EU om hjælp, og det ville være ren spekulation at foregribe begivenhedernes gang.

Jeg er endvidere uenig med de medlemmer, der mener, at vi allerede nu skal afgive løfter på basis af den antagelse, at EU er moralsk forpligtet hertil, da nogle lande kan have været involveret i transport af fanger til Guantánamo. Der er udelukkende tale om antagelser. Vi har aldrig kunnet bevise, at der var nogen sandhed i dette, og vi ved heller ikke, hvilke lande der skulle have været involveret i sådanne transporter, så det ville efter min mening være noget vagt at basere vores argument for at modtage fanger på dette, og jeg er glad for, at det ikke er sket i beslutningen.

VI skal naturligvis ikke udelukke muligheden for, at USA stadig fremsætter en sådan anmodning, og jeg deler min gruppeformands holdning til dette. Hvis denne anmodning fremsættes, vil vi helt sikkert skulle reagere positivt af hensyn til folkeretten, men også af hensyn til behovet for, at EU handler på en humanitær måde i en situation som denne.

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). – (ES) Hr. formand! Guantánamo er et problem, der ikke er skabt af EU. Det er et problem, der ganske vist ikke ville findes, hvis EU – ligesom det har fordømt det så mange gange – reelt havde afvist det frem for passivt og til tider aktivt at bidrage til eksistensen af dette sorte hul i folkeretten. Det er imidlertid indlysende, at vi ikke selv har skabt det. Vi har dog uden tvivl pligt til at indgå i et samarbejde for at få sat en stopper for situationen. Det er en klar forpligtelse, som vi skal leve op til.

Der er ingen tvivl om, at hvert enkelt tilfælde skal behandles individuelt. Fangerne i Guantánamo kan ikke behandles, som var de en uspecificeret del af en flok. De er mennesker med rettigheder, men også deres egen personlige historie. Nogle af dem er kriminelle, der skal dømmes som sådan, andre er uskyldige, og andre igen er uden tvivl potentielt farlige.

I tråd med sine værdier og principper samt sin storsindethed kan EU inddrages ved at udarbejde et fælles svar, som vil hjælpe med at løse problemet under overholdelse af EU's egne bestemmelser.

  Hélène Flautre (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand! Ifølge oplysninger fra CIA og ngo'er passerede 728 fanger det portugisiske luftrum mellem 2002 og 2006 på deres vej til Guantánamo. Hvad er disse tal for Spanien, Italien og andre medlemsstater?

EU, som ikke har taget kampen op mod overtrædelser af folkeretten i forbindelse med krigen mod terror, forsøger nu at følge trop med Obamas engagement.

Det forklarer, hvorfor vi stadig hører spage opfordringer fra medlemmer, der tilskynder medlemsstaterne til at modtage uskyldige fanger, som ikke kan vende hjem til deres eget land af frygt for tortur. Dette sker ikke på grundlag af solidaritet, velgørenhed eller gavmildhed, men blot for at overholde vores internationale forpligtelser.

Når der ses bort fra Barack Obamas budskab, vil Europa da være i stand til ikke blot at undersøge, målrette og påtage sig sit ansvar, men også standse sit ulovlige samarbejde i forbindelse med ekstraordinære udleveringer? Vil Europa kunne reformere styringen af sine egne efterretningstjenester? Vil EU kunne rehabilitere ofrene via juridiske processer og kompensation?

Jeg bifalder Jacques Barrots hensigtserklæring herom. Jeg må dog sige, at selv om vi finder ud af mere og mere om, hvad den tidligere portugisiske premierminister skjulte mellem 2002 og 2004, er resultaterne af hans initiativer som formand for Kommissionen for at få EU ud af denne gråzone af ulovlighed stadig fuldstændigt ukendte for os.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Jas Gawronski (PPE-DE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er glad for, at det nu anses for passende, at europæiske lande modtager fanger fra Guantánamo, hvilket var en idé, der underligt nok var udeladt fra min gruppes oprindelige beslutning. Jeg er helt enig med Martin Schulz og Graham Watson.

Første punkt i beslutningen vedrører de vigtige ændringer i USA's politik for humanitær ret. Jeg ser visse ændringer – i hvert fald i tonen – men også betydelig kontinuitet med den "forhadte" Bushs politik, i lyset af at præsident Obama ikke har afbrudt programmet med ekstraordinære udleveringer og CIA-fængsler i udlandet. Jeg siger dette til det tjekkiske formandskab, der lader til at have en anden opfattelse. Jeg ønsker ikke, at Obama-tilhængere bliver skuffede på et tidligt tidspunkt.

Den USA-fjendtlige propaganda, der allerede eksisterede i CIA-udvalget for to år siden, er vendt tilbage i den mundtlige forespørgsel om CIA-flyvninger i Europa. Jeg skal blot give jer et enkelt eksempel: I et punkt afsløres det, at der findes en hemmelig CIA-organisation i Polen. Den kendsgerning, at der er en CIA-organisation i et land som Polen, bør ikke komme som et chok – det ville være underligt, hvis der ikke var en sådan organisation – men jeg mener, at spørgerne er irriterede over, at organisationen er hemmelig. De vil altid foretrække, at efterretningstjenester handler uden hemmeligheder og åbent, og at CIA-flyene forsynes med påtegningen "CIA", som var de British Airways– eller Air France-fly. Jeg er bange for, at de bliver skuffede. Ikke engang Obama ville gå så langt.

  Stavros Lambrinidis (PSE). – (EL) Hr. formand! Det umenneskelige Guantánamo-fængsel skulle aldrig have været åbnet. Det ser i det mindste ud til, at det bliver lukket nu, men eventuelle lykønskninger over for præsident Obama skal selvfølgelig begrænses, hvis rapporterne i den amerikanske presse om opretholdelse af den unacceptable praksis med hemmelige bortførelser, afhøringer og tilbageholdelser i tredjelande er sande. For så vidt angår dette aspekt, har Europa naturligvis desværre også et ansvar i krigen mod terror. En meget alvorlig grund til bekymring er, at det eneste nationale parlament, der har opfordret Europa-Parlamentet til at forelægge CIA-udvalgets konklusioner og henstillinger, er den amerikanske Kongres. Ikke en eneste europæisk regering eller et eneste nationalt parlament har indbudt os. Lad os håbe, at de gør det nu, således at denne form for ulovlig praksis aldrig gentages.

  Marco Cappato (ALDE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! USA skabte Guantánamo-problemet, og den amerikanske præsident gør sig klar til at løse det. Vi har behov for at vide, om EU vil have beføjelserne eller kompetencen til at spille en rolle.

EU skal samarbejde. Vores medlemsstater skal modtage fangerne, såsom uygurerne, uden at give efter for pres fra Kina. Hvis vi ikke gør dette, risikerer vi at blive irrelevante i processen med at lukke Guantánamo.

Dette kan blive starten på nyt arbejde med at afdække sandheden, vores nationale regeringers ansvar – f.eks. den portugisiske regering under Barroso – og vores ansvar i forbindelse med opgivelsen af forslaget om eksil til Saddam Hussein. Dette forslag var det eneste alternativ til krigen, og vores regeringer, herunder USA, opgav det.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE). – (ES) Hr. formand! Guantánamos eksistens er blandt andet blevet muliggjort af mange europæiske landes samarbejde, herunder Spanien. Det er uacceptabelt på nuværende tidspunkt at sige, at det ikke er vores problem. Det er endnu mindre acceptabelt at sige, at lukningen af Guantánamo og konsekvenserne heraf udelukkende er den amerikanske regerings problem.

I årevis har den amerikanske efterretningstjeneste foretaget flyvninger i Europa uden sanktioner og transporteret fanger, mens vi har vendt det blinde øje til. Vi bør derfor påtage os vores ansvar og ikke blot opfordre til omgående lukning af Guantánamo, men også modtage nogle af de fanger, der ikke kan vende tilbage til deres eget land eller blive i USA og derfor anmoder om at blive modtaget af andre lande, herunder europæiske lande.

Portugal har allerede lovet at gøre dette, og efter min mening skyldes dette delvist en vis ansvars- og skyldfølelse. Spanien har et mindst lige så stort ansvar, og jeg griber derfor lejligheden til at opfordre den spanske regering til at modtage nogle af disse personer og påtage sig dette ansvar, som Portugal har gjort, og som mange organisationer har anmodet os om. Jeg skal understrege, at det ikke blot er vores moralske pligt, men også vores politiske ansvar.

  Marian-Jean Marinescu (PPE-DE) . – (RO) Hr. formand! Kampen mod terror har førsteprioritet i det moderne samfund. Der er imidlertid begået fejl og truffet kontroversielle beslutninger i et forsøg på at nå målet. Lukningen af Guantánamo-fangelejren, som har været en plet på det civiliserede samfunds image i det sidste årti, er en rimelig beslutning af afgørende betydning. Det næste skridt ville normalt være, at USA løste problemet med de personer, der er tilbageholdt på nuværende tidspunkt. EU og USA har gjort og gør sig til fortaler for menneskerettigheder og respekt for menneskelig værdighed, og de bør derfor samarbejde for at rette op på de fejl, der er begået.

Jeg mener, at det, inden vi rejser spørgsmålet om modtagelse af fanger i Europa, er absolut nødvendigt at stille alle nødvendige oplysninger til rådighed om mulige terroraktiviteter, som de var involveret i, eller muligt tilhørsforhold til terrorgrupper. Der skal gennemføres en grundig kontrol af disse oplysninger og en objektiv evaluering af de konsekvenser, som fangernes tilbagevenden til deres land kan have. En officiel anmodning fra USA er en absolut nødvendighed, og jeg mener, at beslutningen om at modtage fanger i Europa skal være op til medlemsstaterne, idet de lande, der træffer en sådan beslutning, samtidig skal være opmærksomme på, at de påtager sig ansvaret på vegne af EU.

For så vidt angår kommissær Barrots henvisning til Rumænien, har der før været fremsat grundløse beskyldninger. Rumænien har imidlertid besvaret alle forespørgsler fra de europæiske institutioner, modtaget CIA-udvalget og fremsendt alle relevante oplysninger. Det rumænske parlament har gennemført en undersøgelse og fremsendt resultaterne heraf til de berørte parter. Efter min mening er dette fuldt ud tilstrækkeligt. Jeg mener også, at Rumænien har givet relevante svar på de fuldstændigt grundløse beskyldninger, der er fremsat.

  Wolfgang Kreissl-Dörfler, (PSE). – (DE) Hr. formand! Der er ingen tvivl om, at ansvaret for Guantánamo ligger hos USA. Det ville imidlertid være solidarisk at hjælpe og støtte Barack Obama i hans bestræbelser på at vende tilbage til en situation, der er i overensstemmelse med folkeretten, når han anmoder os herom. Jeg tænker f.eks. på de uygurer, der ikke kan vende tilbage til Kina. Vi skal imidlertid også tænke på de personer, der har tilbragt fem eller syv år i Guantánamo. Vi kan ikke beslutte, om de skal bo i USA. Det er deres valg. München og de uygurer, der bor der, ville f.eks. være klar til at modtage dem og støtte og tage sig af dem, således at de kan overvinde deres traumatiske oplevelser.

Én ting skal dog gøres klart. Det er uacceptabelt, når den Bayerns indenrigsminister Joachim Hermann siger: "Alle, der tilbageholdes i Guantánamo, må have begået en forbrydelse". Retten til uskyldsformodning skal gælde dette tilfælde. Som leder af en politimyndighed bør denne minister træde tilbage. Vi uddanner politiet i andre lande til at anvende præcis denne ret til uskyldsformodning i deres arbejde og ikke give ordre til at skyde for tidligt. Det er noget, vi bør overveje nøje.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). – (FI) Hr. formand! Guantánamo og dets hemmelige fængsler skulle som udgangspunkt aldrig have været opført. Det er USA, der er hovedansvarlig for lukningen af fængslet og behandlingen af fangerne efterfølgende, men humanitære årsager og overholdelse af menneskerettighederne taler for, at de modtages i EU-medlemsstaterne. Hver enkelt medlemsstat beslutter på grundlag af sin egen lovgivning, om den vil modtage dem eller ej.

Samtidig skal jeg minde Parlamentet om de millioner af flygtninge i hele verden og de flygtningelejre, som folk har boet i i årevis. Vi kigger den anden vej og vender ryggen til dem. Den proaktive tilgang til menneskerettigheder er desværre selektiv i EU.

  Elmar Brok (PPE-DE). – (DE) Hr. formand, hr. kommissionsnæstformand, hr. rådsformand! I maj 2006 besøgte jeg Guantánamo sammen med Thomas Mann og James Elles. Vi gjorde det klart, at opførelsen af Guantánamo udgør en krænkelse af folkeretten og menneskerettighederne.

Den på daværende tidspunkt nyvalgte tyske kansler Angela Merkel nævnte også dette for præsident Bush i forbindelse med sit første besøg i Washington, og hun opfordrede også til løsladelse af Kurnaz. Det er min overbevisning, at præsident Obama har truffet den rette beslutning, og at den vil bidrage til at genoprette USA's troværdighed og den vestlige verdens troværdighed som helhed. Vi skal derfor gøre det klart, at spørgsmålet om troværdighed er af stor politisk betydning.

Samtidig skal vi slå fast, at fangerne på stedet ikke må opfattes som fredelige menneskerettighedsforkæmpere, og at de skal dømmes på dette grundlag. Under disse forhandlinger har jeg nogle gange fået en anden opfattelse. Vi skal sikre, at USA tager hovedansvaret i denne sag og forklarer, hvorfor landet ikke kan modtage mange af disse fanger. Disse personers hjemlande skal også forklare, hvorfor de ikke ønsker at modtage dem, eller fangerne skal bevise, at de ikke kan vende tilbage til deres hjemland, da de ville blive udsat for alvorlig forfølgelse.

Når dette er sket, kan vi begynde at overveje, om EU skal modtage nogle af fangerne. Dette er imidlertid kun muligt, når vi i hver enkelt sag har undersøgt, i hvor høj grad hver person er truet. Undersøgelserne skal ikke kun finde sted på nationalt niveau, da de åbne grænser i EU betyder, at vi skal anvende europæiske standarder på vurderingen af den sikkerhedsrisiko, som disse personer udgør.

Et medlem talte i dag om flygtninge. Der er ikke tale om flygtninge. Der er tale om fanger, og vi er nødt til at bevise, at de ikke er farlige, medmindre vi ønsker at løbe en uansvarlig risiko. Vi bør sikre, at de personer, der har en forbindelse til vores medlemsstater, modtages. Dette gælder f.eks. Kurnaz i Tyskland eller de omkring ni personer fra Det Forenede Kongerige. I alt mener jeg, at omkring 60 personer allerede er blevet modtaget af EU, og det må vi ikke glemme.

  Ana Maria Gomes (PSE). – (EN) Hr. formand! Portugal opfordrede til en EU-aftale om genbosættelse af personer fra Guantánamo, og dette er et strategisk element i den transatlantiske solidaritet samt en humanitær gestus over for folk, der er renset for mistanke, og som er blevet tilbageholdt, torteret og frataget retten til en retfærdig rettergang. Det er imidlertid også en pligt for de 14 EU-medlemsstater, der samarbejdede med Bush-administrationen ved at sende folk til tortur i Guantánamo og hemmelige fængsler, som Parlamentet har fremhævet. EU kan ikke frasige sig ansvaret for manglende overholdelse af retsstatsprincippet og menneskerettighederne.

Barroso har nægtet kendskab til hans regerings samarbejde i forbindelse med overførsel af fanger til Guantánamo og hemmelige fængsler, men ingen tror på, at hans militær, politi, efterretningstjeneste og administration har været så inkompetent, at de har givet USA mulighed for systematisk at misbruge det portugisiske luftrum, farvand og territorium.

Vil Barroso for at belyse dette offentliggøre notaterne fra møderne mellem hans diplomatiske rådgivere og Condoleezza Rice under sin periode som premierminister? Vil Barroso endvidere offentliggøre den juridiske udtalelse, som han bestilte hos sin juridiske rådgiver Carlos Blanco de Morais med henblik på at pålægge særlige sejladsbestemmelser for skibe, som nærmede sig de amerikanske militærfartøjer, der medbragte fanger gennem portugisisk farvand?

  Panayiotis Demetriou (PPE-DE). – (EL) Hr. formand! Europa-Parlamentet gav udtryk for sin holdning til Guantánamo i en særlig beslutning i 2006. Guantánamo skulle aldrig have været opført og skulle lukkes. Europa-Parlamentets holdning til terrorisme er lige så klar. Vi ønsker at bekæmpe terrorisme med alle lovlige midler, men vi ønsker ikke at bekæmpe terrorisme ved at krænke menneskerettighederne og folkeretten. Det er en kendsgerning, at USA har båret det meste af byrden i kampen mod terror. Men USA har også begået store fejl. Det var en stor fejl at opføre Guantánamo. Det var en stor fejl at behandle fangerne, som de gjorde. Det var en stor fejl at transportere dem, som de gjorde. Dette er blevet understreget i Parlamentet. Det, der er vigtigt i dag, er, at præsident Obama har truffet den rette beslutning ved at lukke dette skammens fængsel, og hans beslutning er både til gavn for USA's image og tro mod den amerikanske historie og hele det internationale samfunds historie.

Hvordan er EU involveret? EU er involveret på den måde, at det ønsker at støtte og bidrage til gennemførelsen af denne beslutning, som præsident Obama med rette har truffet. EU bør dog kun gøre dette på én betingelse: at der ikke er tale om en trussel mod EU-borgernes sikkerhed. Det er det grundlæggende krav, og uanset hvilken beslutning de enkelte medlemsstater træffer, bør den træffes på grundlag af dette synspunkt.

  Javier Moreno Sánchez (PSE). – (ES) Hr. formand! Raül Romeva i Rueda har ikke grund til bekymring: Den spanske regering vil samarbejde, som den altid har gjort. Jeg skal minde om, at den spanske udenrigsminister Miguel Ángel Moratinos i denne forbindelse var den første til at give møde for undersøgelsesudvalget, og at det var ham, der besvarede alle spørgsmålene, også hr. Romevas.

I dette Parlament har vi i nogen tid fordømt den tortur og umenneskelige og ydmygende behandling, der anvendes på Guantánamo-militærbasen med krigen mod international terror som undskyldning. Vi bifalder derfor præsident Obamas beslutning om at suspendere retssager i fire måneder og hans intention om at lukke fængslet permanent inden for et år.

Selv om ansvaret ligger hos den amerikanske regering, kan EU imidlertid ikke se den anden vej, men bør tilbyde sin assistance for at sikre, at fangelejren lukkes.

Vi bør også overveje muligheden af at modtage fanger fra lande, hvor det ikke er sikkert, at menneskerettighederne respekteres, hvis USA anmoder os om dette.

Vi vil i givet fald skulle afgive et fælles europæisk svar, som den spanske regering vil være en del af, og samtidig respektere de internationale juridiske rammer og fra sag til sag vurdere situationen for de enkelte borgere, de enkelte fanger – for så vidt angår oprindelse, tilbageholdelse og situation.

  Bogusław Sonik (PPE-DE). – (PL) Hr. formand! Terroristerne har erklæret vores civilisation kynisk, blodig og kompromisløs krig. De ønsker at ødelægge vores verden, der er bygget på respekt for menneskerettigheder og beskyttelse af frihed. Terrorangrebet den 11. september viste, at terrorister er klar til at anvende alle midler. USA påtog sig at forsvare den frie verden på vegne af os alle. Et tæt samarbejde mellem Europa og USA er det eneste håb om succes og om ødelæggelse af terrornetværkene. Europa er nødt til at påtage sig et ansvar i krigen mod global terror.

Det er korrekt, at menneskerettighedsforkæmpere henledte opmærksomheden på krænkelserne af disse rettigheder og anvendelsen af ydmygende metoder under afhøringer på Guantánamo. Disse metoder udgjorde ofte tortur. Det er også korrekt, at opmærksomheden blev henledt på tilbageholdelser uden rettergang og uden retten til en forsvarsadvokat. Der må ikke anvendes midler, som er forbudt i henhold til undertegnede internationale konventioner.

Den nyvalgte amerikanske præsident har allerede udstedt en forordning, der forbyder anvendelse af tortur under afhøringer af terrormistænkte. Det er korrekt og hensigtsmæssigt at fortolke dette som en sejr for alle dem, der har råbt vagt i gevær i forbindelse med dette spørgsmål. I henhold til samme forordning vil det imidlertid stadig være muligt at kidnappe terrorister og tilbageholde dem i korte perioder i transitlande. I bund og grund er respekten for fangernes værdighed øget, men samtidig bør muligheden for effektivt at lamme terroraktiviteter opretholdes, da vi ellers ville være i fare for at blive magtesløse.

Jeg vil også gerne henlede Parlamentets opmærksomhed på den ø, hvorpå Guantánamo-fangelejren ligger, og hvor politiske fanger tilbageholdes på vilkår, der er i strid med alle standarder. Disse personer er blevet tilbageholdt i adskillige år i fængslet, fordi de modsatte sig tyrannen Fidel Castros kommunistiske propaganda.

Den tjetjenske nation blev slagtet for vores øjne. Så vidt jeg er orienteret, nedsatte Parlamentet ikke et særligt udvalg, som skulle behandle denne situation. USA har anerkendt, at anvendelsen af tortur er forbudt, hvilket også gælder for tilstedeværelsen af hemmelige fængsler. Dette bør gøre en ende på drøftelserne om hemmelige fængsler og transitflyvninger.

FORSÆDE: Mario MAURO
Næstformand

  Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE). – (NL) Hr. formand! Kampen mod terror skal være en fælles indsats, som alle demokratier bør bidrage til. Det betyder ikke blot Europa, men også USA og andre.

Guantánamo passer ikke ind i en forfatningsfæstet stat, fordi en mistænkt i en forfatningsfæstet stat, selv en terrorist, har ret til beskyttelse og en retfærdig rettergang på basis af de værdier, som vi deler med hinanden.

Jeg bifalder præsident Obamas beslutning om at lukke Guantánamo Bay, men problemet kan og må ikke først blive et europæisk problem. De indsatte i Guantánamo Bay er fanger og potentielt farlige. Vi kan hjælpe, men når vi beslutter at gøre det – hvis der ikke er nogen anden udvej – vil dette kun være muligt på grundlag af en europæisk beslutning og europæiske standarder, som vi skal fastlægge i fællesskab. Vi skal klart anerkende, at det er et amerikansk problem, hvor vi kan være behjælpelige, om ikke andet så fordi menneskerettigheder er af afgørende betydning for os.

  Ioannis Varvitsiotis (PPE-DE). – (EL) Hr. formand! Den nyvalgte amerikanske præsidents beslutning om at lukke Guantánamo-fængslet var en af hans første og positive træk, og jeg støtter det helhjertet. Præsident Obama har imidlertid ikke ophævet CIA's ret til at anholde terrormistænkte på fremmed grund og tilbageholde dem i midlertidige centre for frihedsberøvelse. Det er særligt bekymrende, og denne bekymring bør udtrykkes i en fælles beslutning. Den fælles beslutning fra de to største partier i Europa-Parlamentet nævner imidlertid ikke dette aspekt, og jeg er derfor tvunget til at stemme imod den fælles beslutning.

  Genowefa Grabowska (PSE). – (PL) Hr. formand! Jeg er overbevist om, at vores dybt humanitære beslutning vil bidrage til at standse fjendskabet mellem Europa og den muslimske verden. Jeg opfordrer til at vedtage beslutningen, også i lyset af situationen for mine medborgere, som er blevet ofre for krigen mod terror, som er en krig efter princippet om "øje for øje, tand for tand". Jeg henviser til en polsk borger på 42 år, som blev kidnappet. Han blev taget til fange i grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan. Han er geolog og arbejdede i området. Han er blevet holdt fanget i området siden. Hans familie har oplyst, at de ved, at Piotr ikke er en vigtig person i den politiske verden på højt niveau, men de stoler på, at man vil gøre alt for at sikre hans frigivelse.

Jeg opfordrer hermed til, at denne mulighed for en forbedring af forbindelserne med den muslimske verden udnyttes, også af hensyn til beskyttelsen og forsvaret af vores borgere. Lad os udvise solidaritet og handle på vegne af de europæiske borgere, der mishandles, tilbageholdes, kidnappes eller holdes fanget i lejre.

  Marie Anne Isler Béguin (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand! Vi har alle kæmpet for lukningen af Guantánamo, og vi glæder os alle over præsident Obamas beslutning om at lukke dette skammens fængsel.

Nu burde det ikke være nødvendigt at bede os om at tage imod Guantánamo-fangerne. Som europæere, der er tro mod værdier vedrørende forsvar for menneskerettigheder, skal vi leve op til vores ansvar, vores pligt til at tage imod disse tidligere fanger.

Der har været rapporter fremme, og her henvender jeg mig til Rådet, i pressen om, at nogle medlemsstater ikke er ivrige efter at modtage dem. Derfor vil jeg opfordre Rådet og især eventuelle modstræbende medlemsstater til at acceptere, at disse fanger ankommer til deres lande.

Jeg vil også gerne sige til Dem, mine damer og herrer, at det værste, vi kan gøre, er at lade den saltvandsindsprøjtning, som lukningen af Guantánamo vil medføre, fordampe, fordi Europa ikke var rede til at påtage sig sit ansvar.

  Colm Burke (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Eftersom mange EU-medlemsstater var medskyldige i processen med ekstraordinær udlevering, mener jeg, at EU-landene, herunder Irland, har et kollektivt ansvar for at modtage et vist antal lavrisiko-Guantánamo-indsatte fra USA til genhusning inden for EU.

Den irske justitsminister, Dermot Ahern, har gjort en sådan modtagelse betinget af EU's godkendelse, men det er ikke nødvendigt for Irland at vente på et EU-direktiv for at få en afklaring af spørgsmålet om Guantánamo-indsatte. Vi kan selv beslutte at underskrive en bilateral aftale med USA, som Portugal har gjort.

De irske justits- og udenrigsministre har ikke sunget fra samme nodeblad i denne sag, idet minister Ahern tilsyneladende ikke var indstillet på at gå lige så langt som minister Martin med hensyn til modtagelse af indsatte. Nu er der behov for et sammenhængende lederskab fra den irske regering i denne sag. I det transatlantiske samarbejdes ånd og for at deltage i kampen mod international terrorisme bør Irland spille sin rolle for at hjælpe den nye amerikanske administration med at få lukket Guantánamo.

  Ioan Mircea Paşcu (PSE). – (EN) Hr. formand! EU har længe bedt om at få Guantánamo lukket. I dag har den nye amerikanske administration truffet denne beslutning, og EU-landene forventes at udvise solidaritet ved at overtage disse fanger. Men nogle er af den opfattelse, at denne solidaritet hovedsagelig skal udvises af lande, der tidligere i pressen er blevet nævnt som værende dem, der husede hemmelige CIA-fængsler.

Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at disse påstande ikke er blevet underbygget med fakta, hverken da de blev fremsat eller senere. Det gælder også for hr. Mate, som ikke kunne fremlægge beviser for at underbygge sine beskyldninger her i Parlamentet. Desuden har interne undersøgelser heller ikke underbygget disse beskyldninger. At man udnytter folks potentielle manglende hukommelse om, at disse beviser ikke kunne fremskaffes, gør dem heller ikke til beviser den dag i dag. Det er højst blot kynisk manipulation med dunkle hensigter.

  Zuzana Roithová (PPE-DE). – (CS) Hr. formand! Hele verden glæder sig over Barack Obamas plan om at lukke Guantánamo, fordi det er et symbol på nådesløs behandling mennesker – uanset om de er skånselsløse terrorister eller mistænkt for de værste forbrydelser. Nogle af dem er ikke en gang blevet sigtet og stillet for en domstol. Obama leverede en populær gestus og er nu ved at beslutte, hvad der skal ske med dem. Han skal frem for alt overtale Kongressen til at ændre lovgivningen, så fangerne kan overføres til amerikansk jord, hvor nogle kan udstyres med en ny identitet. Det er en utroligt varm kartoffel: Efter deres løsladelse er 60 Guantánamo-fanger vendt tilbage til terroraktiviteter, og derfor skal alle sagerne behandles enkeltvis. Det tjekkiske formandskabs forhandlinger om en løsning for Guantánamo er en mulighed for at understrege, at dialogen mellem USA og Europa om ændringer på den totalitære "frihedens ø" starter med menneskerettigheder og ikke bare menneskerettigheder for fangerne på den amerikanske base. Denne dialog bør især føre til løsladelse af politiske fanger i Cuba og ytringsfrihed og bevægelsesfrihed for uskyldige cubanske borgere.

  Armando França (PSE). – (PT) Hr. formand! Vi anser det for indlysende, at vi skal bifalde præsident Obamas beslutning: beslutningen om at lukke fængslet i Guantánamo-bugten, at forbyde tortur og ulovlige forhørsmetoder og at suspendere de militære retssager.

Jeg kan imidlertid forsikre mine kolleger, som ikke længere er til stede, om, at Portugal og den socialdemokratiske regering i Portugal ikke føler sig skyldige. Den socialdemokratiske regering i Portugal samarbejdede ikke med Bush-administrationen – tværtimod. Den portugisiske regering har gennem minister Amados initiativ netop skabt en mulighed for og en pligt til, at EU og andre demokratiske lande skal modtage fanger fra Guantánamo, som ikke er blevet sigtet. Det er det virkelig vigtige, og det skal vi fremhæve som et eksempel til efterfølgelse for andre EU-medlemsstater. Det er også vigtigt, at beslutningsforslaget vedtages i morgen af alle partier her i Parlamentet, så enigheden kan gøre beslutningen stærkere.

  Charles Tannock (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Fængslet i Guantánamo-bugten var en nødvendighed for USA på daværende tidspunkt. Lukningen nu er en sag for USA. Jeg er modstander af, at EU's medlemsstater bliver rodet ind i de uundgåelige juridiske komplikationer og den byrde, der vil blive pålagt vores sikkerhedstjenester ved at modtage fanger, der ikke er EU-borgere, og som tidligere blev betegnet fjendtlige kombattanter.

Jeg beklager ikke, at man har tilbageholdt de farligste terrorister, der er forhippede på at ødelægge vores levevis, når der findes beviser for, at de er det. Imidlertid var en af de største ulemper ved Guantánamo, at den forhindrede regulære straffesager mod de indsatte der. I sidste ende er regulære straffesager den eneste metode til at få afklaret statussen for Guantánamo-fanger, som ikke er statsborgere i et EU-land.

Eftersom de indsatte i Guantánamo blev fanget af USA, er det Amerikas ansvar at retsforfølge dem ved sine egne domstole eller sende dem tilbage til deres oprindelseslande, hvis de er uskyldige. Hvis præsident Obama mener det alvorligt med at lukke Guantánamo, hvilket jeg hilser velkommen, og med at beskytte USA og dets allierede, bør det være hans politik.

  Alexandru Nazare (PPE-DE). – (RO) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne uanset indholdet og resultatet af diskussionerne om CIA-fængsler hilse det velkommen, at medlemmerne af Europa-Parlamentet og Europas borgere udtrykker bekymring over manglende respekt for menneskerettigheder, uanset sammenhængen.

Tortur er uacceptabel, og der findes ikke nogen ekstraordinære omstændigheder, der kan ændre denne sandhed. Imidlertid vil jeg gerne fremføre nogle bemærkninger, eftersom man fortsat henviser til Rumænien i denne forbindelse. Jeg vil gerne erindre Dem om, at der hidtil er rejst beskyldninger mod os, uden at man har kunnet bevise noget som helst. Martin-betænkningen er det bedste eksempel på denne fremgangsmåde. Den indeholder beskyldninger mod Rumænien, som er både kontroversielle og uunderbyggede.

Jeg vil gerne henvise til dette fortilfælde i forbindelse med de beskyldninger, der er blevet rettet mod Rumænien, for dette kan måske også plette andre europæiske staters ry. Jeg vil gerne gentage, at det er uacceptabelt, at man slynger omkring sig med navne på medlemsstater som Rumænien i forbindelse med denne forhandling.

  Reinhard Rack (PPE-DE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne erklære mig enig med alle de talere, der ønsker at sikre, at Europa opfylder sin humanitære pligt ved især at støtte de mennesker, der er blevet fordømt, selv om man ikke har fundet nogen beviser mod dem. Der er tale om klassiske asylsager.

Imidlertid vil jeg gerne bede medlemsstaterne om ikke at forsøge at gå enegang, og det vil jeg gerne understrege særlig kraftigt. Europa skal lære at tale med én stemme og handle samlet. Det vil give os mulighed for at imødekomme den nye amerikanske administration og at leve op til vores eget billede af os selv som en Europæisk Union med fælles værdier, der forpligter os til at handle samlet.

  Ville Itälä (PPE-DE). – (FI) Hr. formand! Vi deler et fælles ønske om at lukke fangelejren i Guantánamo, og nu har vi en glimrende mulighed for at gøre det, fordi den nye amerikanske præsident har vist, at han har det samme ønske.

Hovedansvaret ligger naturligvis hos USA, men jeg håber, at EU kan gøre fælles front, og at medlemsstaterne vil udvise solidaritet og være fleksible og tage imod disse fanger i deres egne fængsler, hvor det er muligt, og når det er i overensstemmelse med deres egne betingelser for at gøre det.

Vi sluttede os til kampen mod terror for at forsvare menneskerettighederne. Nu skal vi engagere os for at hjælpe USA med at forsvare menneskerettighederne.

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). – (PL) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er to sider af denne sag. På den ene side har vi den juridiske situation. Jeg mener, at et lands borgere skal kunne vende tilbage til deres oprindelsesland. Måske kan man etablere en form for humanitært program til sager, hvor der findes en eller anden forhindring f.eks. politisk forfølgelse. Jeg vil også gerne helt klart sige, at selv om Portugal eller andre lande indvilger i at tage 20 af disse fanger, betyder det ikke, at disse personer skal blive i Portugal eller i et andet land. Unionen er nu en enhed, og derfor skal vi overveje dette problem. Endelig skal vi anvende de hensigtsmæssige procedurer, så disse mennesker ikke længere stigmatiseres som mistænkte eller farlige. Hvis ikke de er fri for en sådan stigmatisering, vil ingen ønske at tage imod dem. Dette er et alvorligt problem, som skal overvejes. Jeg vil slutte med at sige, at problemet især vedrører USA.

  Alexandr Vondra, formand for Rådet. – (EN) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne takke Dem for denne forhandling. Jeg finder den meget nyttig. Hvis De havde lyttet til forhandlingen på det seneste møde i Rådet, ville De have oplevet en tilsvarende vilje til at løse problemet, men også en bevidsthed om kompleksiteten af det problem, vi drøfter. Det har en moralsk og en politisk dimension, men også sikkerhedsmæssig og en juridisk dimension.

Vi er alle enige om, at præsident Obamas beslutning om at lukke Guantánamo var vigtig og rigtig, vi værdsætter den alle, og næsten alle de tilstedeværende bifalder den. Men nu diskuterer vi konsekvenserne, og hvad vi kan gøre for at udvise solidaritet – og her har vi interesse i at handle i transatlantisk harmoni – vi kan naturligvis se, at problemet er komplekst. Martin Schulz har sagt, at vi ikke kan bekæmpe terrorisme og samtidig havne i en konflikt om grundlæggende rettigheder. Han har helt ret, men Hartmut Nassauer har sagt, at der findes to dimensioner: Den ene er moralsk, og den anden drejer sig om sikkerhed. Han har også ret, og det er præcis derfor, at justits- og indenrigsministrene også skal drøfte dette. Ud fra et politisk perspektiv er der ikke kun tale om at spille med de moralske muskler, og vi skal heller ikke kun angribe problemet på grund af skyld. Det er bestemt mere kompliceret end som så.

Graham Watson talte om behovet for at tale med én stemme. Han har helt sikkert også ret, men samtidig – fordi det også drejer sig om det juridiske problem og spørgsmålet om kompetence – kan vi ikke tvinge medlemsstaterne til at invitere de indsatte fra Guantánamo. Hvis man skulle løse dette problem ved at beslutte at invitere disse indsatte hjem – forestil Dem, at De skulle påtage Dem indenrigsministrenes ansvar – bør man helt sikkert tænke grundigt over, hvordan dette problem skal håndteres. Jeg mener bestemt ikke, at Rådet og medlemsstaterne skal betragte det som nogen studehandel – slet ikke. Det drejer sig ikke om, at vi skal vaske os selv, men om ikke at blive våde. Kernen i problemet er ganske enkelt det forhold, at beslutningen om at lukke Guantánamo naturligvis hovedsagelig er USA's ansvar, det land, der har opført anlægget. Men vi har – og skal have – viljen til at udvise solidaritet og samarbejdsvilje til at løse problemet.

Der er også den taktisk diskussion. Skal vi servere dette på et sølvfad nu, eller skal vi vente, indtil der kommer en ansøgning? Men hvis vi modtager en ansøgning, skal vi være klar til at reagere. Derfor er Rådet begyndt at diskutere dette alvorligt på andendagen efter præsident Obamas beslutning. Jeg tror ikke, at vi kan undervurdere sikkerhedsspørgsmålet – som De har påpeget –for det er et faktum, at nogle af de indsatte, der blev løsladt, igen gik ind i terroraktiviteter, og det er et faktum, at en enkelt mand, hr. Said al-Shihri, nu er næstkommanderende for al-Qaeda i Yemen. Så USA skal i gang med et stort arbejde med at finde ud af, hvem disse mennesker er, og vi skal bryde med dem.

Juridisk mener jeg, at vi skal være klar over, at beslutningen om at tillade udenlandske statsborgere adgang til EU-medlemsstaterne er medlemsstaternes nationale kompetence. Det er det ene niveau. Men på et andet niveau har vi imidlertid en aftale om, at vi nu skal arbejde i retning af en europæisk ramme, som den nationale beslutning skal indpasses i. I både Schengen- og Dublinaftalerne opfordrer vi til en europæisk metode, fordi sikkerheden for alle Schengenmedlemmer på en eller anden måde vil blive påvirket af de enkelte medlemsstaters beslutning. Så der findes et internt behov for en koordineret fremgangsmåde.

Desuden undersøger EU muligheden for at bistå USA med genhusningen og rehabiliteringen af tidligere indsatte i tredjelande.

Nogle af Dem har rejst spørgsmålet om tempoet: Kan vi handle hurtigere, end vi gør nu? Jeg mener, at vi skal være klar over, at diskussionen først lige er begyndt. Der er kun gået en uge. De spørgsmål, vi skal løse, er virkelig komplicerede og vil tage tid, selv om præsident Obama selv har bedt om en gennemgang af fangernes sagsakter og har fastsat en frist på et år for lukningen af Guantánamo. Man kan ikke forvente, at Rådet skal kunne løse alle disse komplicerede problemer på nogle få dage.

Man skal desuden huske på, at det primære ansvar for Guantánamo ligger hos USA. Selv om medlemsstaterne giver udtryk for deres vilje til at arbejde i henhold til en koordineret metode, har spørgsmålet både en bilateral dimension og en multilateral dimension. Vi kender endnu ikke de enkelte medlemsstaters holdning til spørgsmålet om genhusning af indsatte. Mødet for justits- og indenrigsministrene, som finder sted senere på måneden, bliver meget nyttigt i denne sammenhæng. I mellemtiden arbejder antiterrorkoordinatoren Gilles de Kerchove også med forskellige muligheder her.

Så det er min omsummering om Guantánamo, som fyldte det meste af tiden. Med hensyn til spørgsmålet om ulovlig tilbageholdelse, hr. Favas favorittema, vil jeg blot gentage, hvad mine forgængere har sagt adskillige gange: Påstanden drejede sig om nationale efterretningsvæseners deltagelse; tilsynet med disse efterretningsvæsener er de enkelte medlemsstaters ansvar, og Rådet har ingen beføjelser til at gå videre, end det allerede har gjort.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Kommissionen er stort set enig i hr. Vondras synspunkter.

Alligevel vil jeg gerne sige, at efter denne lange forhandling står vi ved et vigtigt vendepunkt. Det er et vendepunkt i kampen mod terror. Vi skal fremover gå ind i denne kamp med en fornyet moralsk myndighed for hele det vestlige samfund, en kamp, hvor vi respekterer de grundlæggende værdier og de grundlæggende rettigheder.

Europa skal nu føre hele det internationale samfund i retning af et ønske om at bekæmpe terror i henhold til de selvsamme grundlæggende værdier, som gav anledning til kampen i første omgang. Det er et vigtigt vendepunkt, og Parlamentets erklæring er i den henseende særdeles nyttig, idet den forudsætter, at alle medlemsstater har viljen til at deltage i denne vigtige ændring.

Det er imidlertid korrekt, at det oprindelige ansvar ligger hos USA. De skal kontrollere de enkelte indsattes status, før de kan fremsætte en officiel anmodning om overførsel til en EU-medlemsstat. Det er den helt centrale betingelse. USA skal sende os en klar og begrundet anmodning i hvert enkelt tilfælde. Det er helt centralt.

I sidste ende er det naturligvis op til de enkelte medlemsstater at beslutte, hvorvidt de er villige til at modtage en tidligere indsat fra Guantánamo, men forhandlingen har vist, at det er meget, meget ønskeligt med et samarbejde på europæisk plan.

Koordineringen vil også være gavnlig med hensyn til at afgøre den juridiske status for de tidligere indsatte og vil også være nødvendig for at beskytte medlemsstater i forbindelse med diplomatiske eller andre anmodninger fra disse indsattes oprindelseslande. Der bliver behov for denne koordinering for især at berolige medlemsstaterne, og jeg tænker på det, hr. Nassauer sagde om bekymringerne for den offentlige orden og sikkerhed.

En koordineret europæisk fremgangsmåde kan endelig give os større gennemslagskraft i forhandlinger med USA om adgangen til dokumenter og overførselsprocedurer. Vi kan så eventuelt bidrage med økonomisk bistand for at lette modtagelsen i nogle medlemsstater.

Jeg vil sige i hr. Vondras tilstedeværelse, at vi naturligvis vil arbejde tæt sammen med det tjekkiske formandskab. Sammen med hr. de Kerchove er vi også i færd med at udfærdige det undersøgelsesdokument, der skal danne grundlaget for diskussionen, der skal finde sted på mødet i Rådet (justits- og indenrigsministre) den 26. februar.

Jeg vil også gerne sige, at vi uden tvivl vil benytte vores besøg i Washington sammen med hr. Langer, formand for Rådet (indenrigsministrene), til at tage alle spørgsmål vedrørende lukningen af Guantánamo op over for vores amerikanske kolleger.

Vi skal nu arbejde meget seriøst med dette spørgsmål og forberede de juridiske aspekter for at kunne reagere sag for sag på anmodningerne fra USA. Vi skal tage dette meget, meget alvorligt, idet vi naturligvis tager hensyn til ønsket om et positivt samarbejde i denne nye kamp mod terror, som vil omfatte overholdelsen af de grundlæggende værdier, der forener os, og som skal forene verdenssamfundet.

  Formanden. - Jeg har modtaget tre beslutningsforslag⁽¹⁾ om Guantánamo, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 3. Der vil senere blive givet meddelelse om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen om Guantánamo finder sted onsdag den 4. februar 2009, mens afstemningen om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger finder sted under næste mødeperiode.

  Călin Cătălin Chiriţă (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Den amerikanske præsident Barack Obamas beslutning om at lukke Guantánamo-fangelejren har symbolsk betydning for hele den demokratiske verden. Denne gestus sætter fokus på, at vi ikke må overse netop disse værdier i krigen mod terror, som vi udkæmper for at forsvare Vestens demokratiske værdier.

Terror skal bekæmpes energisk, men menneskerettighederne skal fortsat respekteres. Selv personer, der mistænkes for alvorlige forbrydelser, har ret til en retfærdig rettergang ved en domstol uden forudfattede holdninger og på et klart retsgrundlag og til en dom, der står i rimeligt forhold til deres forbrydelser.

Gisningerne vedrørende Rumænien i forbindelse med CIA’s hemmelige fængsler er fuldkommen uden hold i virkeligheden. Ingen har kunnet bevise, at de findes i Rumænien. Rumænien er en trofast allieret for USA inden for NATO og er involveret i kampen mod terror, især i Afghanistan. Både de rumænske myndigheder og den offentlige opinion lægger stor vægt på respekten for menneskerettigheder. Efter at have lidt under overgreb under den sovjetiske besættelse og det kommunistiske diktatur er Rumæniens borgere modstandere af enhver overtrædelse af menneskerettighederne.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) De seneste beslutninger fra den amerikanske regering har blot bekræftet – som om det var nødvendigt – hvad man længe har fordømt: At der findes et amerikansk sponseret netværk til kidnapning, tortur og ulovlig internering.

Disse beslutninger må ikke bruges til at rense USA og EU-regeringerne for deres ansvar for de systematiske overtrædelser af den internationale lovgivning og de mest grundlæggende menneskerettigheder.

Som tidligere skal vi kræve, at denne form for uværdig praksis bringes til ophør, og en undersøgelse af sandheden, herunder EU-regeringernes skyld i forbindelse med brugen af deres luftrum og område til fængsling og overførsel af ulovligt tilbageholdte fanger til f.eks. den amerikanske militærbase i Guantánamo. Dette er så meget desto mere nødvendigt i lyset af rapporter om, at de hemmelige amerikanske operationer med betegnelsen "ekstraordinære udleveringer" – med andre ord den ulovlige tilbageholdelse og transport af borgere – ikke er blevet undsagt af den nye amerikanske administration.

Derfor er vi modstandere af enhver aftale mellem staterne eller mellem USA og EU vedrørende "overførsel af fanger", der sidder i Guantánamo. Dette betyder ikke, at beslutninger og anmodninger fra enkeltpersoner, navnlig om asyl i Portugal, ikke kan behandles inden for rammerne af respekten for den nationale suverænitet, den portugisiske forfatning og den internationale lovgivning, herunder retten til asyl.

  Esko Seppänen (GUE/NGL), skriftlig. – (FI) EU viste sig som et uforståeligt sentimentalt samfund, da man ikke tog markante diplomatiske skridt inden for rammerne af de internationale organisationer for på grundlag af menneskerettighederne at fordømme de ulovlige aktiviteter, som USA gav sig af med.

Initiativet fra den nye præsidents side viser, at denne aktivitet betragtes som ulovlig og utilstedelig af etiske og moralske grunde. Det hele drejer sig om EU’s engagement i USA's ulovlige adfærd, da man sluttede op bag USA's tidligere præsident, og i frie EU-borgeres øjne betyder det, at EU tabte ansigt og anseelse. Måtte EU skamme sig over sin manglende handlekraft.

(1) Se protokollen.