Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Onsdag den 4. februar 2009 - Strasbourg EUT-udgave

13.  Konsulær beskyttelse af EU-borgere i tredjelande (forhandling)
Video af indlæg
Protokol
MPphoto
 
 

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om konsulær beskyttelse af EU-borgere i tredjelande.

 
  
MPphoto
 

  Alexandr Vondra, formand for Rådet. − (EN) Hr. formand! Denne forhandling om konsulær beskyttelse kommer, som så mange andre, på det rigtige tidspunkt. En række hændelser i de sidste par år har fremhævet betydningen af konsulær beskyttelse blandt EU's medlemsstater. Fra Libanon i 2006 via Chad til de nylige tragiske hændelser i Mumbai, alle har de påvist de stigende risici for Unionens borgere, når de er på rejse i udlandet. Omfanget af disse risici bliver endnu større, efterhånden som stadig flere mennesker benytter sig af lavprisrejser til at besøge mere fjerntliggende egne af verden.

Det er derfor vigtigt, at medlemsstaterne arbejder sammen på dette område. Det giver mulighed for bedre service og et øget konsulært bistandsniveau. Det gavner EU's borgere direkte.

Traktaterne tilvejebringer et grundlag for dette samarbejde. Artikel 20 fastslår klart, og jeg citerer: "Enhver unionsborger nyder i tredjelande, hvor den medlemsstat, hvori han er statsborger, ikke er repræsenteret, enhver medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheder beskyttelse på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat. Medlemsstaterne udarbejder indbyrdes de nødvendige regler og indleder de påkrævede internationale forhandlinger med henblik på at sikre denne beskyttelse."

De i artiklen nævnte bestemmelser er fastlagt i en afgørelse, der blev truffet i 1995. Afgørelsen gør klart, at der i et tredjeland kan anmodes om bistand fra andre medlemsstater end ens egen, forudsat der ikke findes nogen tilgængelig fast repræsentation eller en tilgængelig og kompetent honorær konsul.

I praksis betyder det, at en konsul, der anmodes om bistand af en borger fra en anden medlemsstat, skal afvise at yde en sådan bistand, hvis den pågældende borgers myndigheder (konsulat eller ambassade) også er repræsenteret.

Afgørelsen fra 1995 er truffet mellem medlemsstaterne og afspejler den kendsgerning, at konsulær bistand og beskyttelse udelukkende henhører under national kompetence, og at konsulære forbindelser hovedsagelig bestemmes i henhold til Wienkonventionen om konsulære forbindelser.

Reglerne om samarbejde på dette område afspejler også den kendsgerning, at konsulær bistand og beskyttelse betragtes forskelligt i forskellige medlemsstater. Nogle anser det for eksempel for at være en grundlæggende ret for alle borgere. Andre anser det for at være en tjeneste, som staten tilvejebringer. Det er grunden til, at traktaten henviser til konsulær beskyttelse som noget, man "nyder" og ikke noget, man "er berettiget til".

Siden Jolokrisen i 2000 er det konsulære samarbejde blevet udviklet til også at omfatte visse aspekter af krisestyring. Terrorangrebene i USA viste, at sågar tredjelande med en højtudviklet infrastruktur kan have vanskeligt ved at klare sig under ekstreme omstændigheder.

Medlemsstaterne udarbejdede derefter retningslinjer for håndtering af sådanne kriser. Selv om disse retningslinjer ikke er bindende, har de været taget i anvendelse på effektiv vis ved en række lejligheder og er blevet forfinet i lyset af erfaringerne.

Rådet har for nylig udviklet konceptet med en ledende stat. Det betyder, at én eller to medlemsstater kan overtage ledelsen, når indsatsen til beskyttelse og evakuering skal koordineres i tilfælde af en alvorlig hændelse, specielt i et land, hvor kun få medlemsstater er repræsenteret.

Samarbejdet med visse lande uden for Unionen er også blevet øget, eksempelvis med USA, som vi holder årlige samråd med om konsulære spørgsmål. Norge, Schweiz og Canada har også samarbejdet med EU om specifikke hændelser, for eksempel under kriserne i Libanon, Chad og Mumbai.

Kommissionen og Rådssekretariatet indgår også i det europæiske konsulære samarbejde. For en række år siden etablerede Rådssekretariatet et sikkert internetforum, hvorigennem de konsulære myndigheder udveksler oplysninger om spørgsmål såsom ajourførte råd om rejser. Rådet har også stillet et højtudviklet telekonferencesystem til rådighed for medlemsstaterne, som har fundet udstrakt anvendelse under konsulære kriser.

For ca. tre år siden blev der etableret en platform for udveksling af information og politisk koordinering af indsatsen på EU-niveau, som går under betegnelsen krisekoordineringsordninger (CCA). De to hovedaktører i CCA optræder som følger: Først beslutter formandskabet bistået af Rådssekretariatet og Kommissionen, om CCA skal aktiveres. Dernæst påtager COREPER II sig rollen som aktionsplatform med ansvar for koordineringen af medlemsstaternes indsats eller forberedelse af de beslutninger, der eventuelt skal tages på EU-niveau.

Det væsentligste operationelle redskab udgøres af EU's Fælles Situationscenter (SitCen) i Rådssekretariatet. SitCen yder logistik- og informationsbistand.

Derudover har på hinanden følgende formandskaber organiseret regelmæssige konsulære krisestyringsøvelser, som har vist sig specielt værdifulde. Der blev i slutningen af 2008 lanceret et europæisk konsulært uddannelsesprogram med henblik på at forbedre samarbejdet mellem konsulære embedsmænd, både i hovedstæderne og i felten. Det er også under overvejelse at samle konsulære faciliteter på samme sted.

Der kan bestemt gøres mere. Mange andre spørgsmål, eksempelvis fængselsforhold, forældres bortførelse af børn og konsulær informationspolitik, diskuteres regelmæssigt. Men vi må også se den kendsgerning i øjnene, at mens forventningerne og kravene fra borgere konstant vokser, er de konsulære myndigheders ressourcer altid begrænsede. Støtte til forbedret samarbejde på det konsulære område modsvares ikke altid af passende budgetter på nationalt plan. Det vil fortsat være en udfordring at løse denne firkants kvadratur.

Erfaringen viser, at samarbejdet på det konsulære område er værdsat, og at vi i en række tilfælde kan være tilfredse med resultaterne. Den succesfulde evakuering af 20 000 EU-borgere fra Libanon i 2006 er blot ét eksempel.. Formandskabet har forpligtet sig til at arbejde videre med dette, og jeg vil gerne sige tak til Parlamentet for dets støtte.

 
  
MPphoto
 

  Günter Verheugen, næstformand i Kommissionen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg træder i dag i stedet for min kollega i Kommissionen, Jacques Barrot, som gerne ville have været personligt til stede, men som er nødt til at deltage i en anden institutionel sammenhæng.

I henhold til artikel 20 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab nyder enhver unionsborger under ophold i et tredjeland, hvor den medlemsstat, hvori han er statsborger, ikke er repræsenteret, enhver medlemsstats konsulære myndigheders beskyttelse på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat. Artikel 20 bestemmer også, at medlemsstaterne indbyrdes udarbejder de nødvendige regler for at sikre denne beskyttelse. Hr. Vondra har allerede været inde på dette. I lyset heraf har medlemsstaterne indført koordineringsmekanismer til konsulær beskyttelse, især via de i 2006 og 2008 fastlagte retningslinjer, som ikke er retligt bindende, men som hjælper missionerne med at opbygge deres samarbejde i felten.

Derudover pålægger artikel 20 i traktaten om Den Europæiske Union medlemsstaternes diplomatiske og konsulære missioner at øge deres samarbejde.

I december 2008 vedtog Rådet retningslinjerne for iværksættelsen af konceptet med en ledende stat i relation til konsulært samarbejde. I henhold til disse retningslinjer vil der ved en fremtidig større krise med følger for den konsulære beskyttelse i det pågældende tredjeland blive udnævnt en medlemsstat som ledende stat med ansvar for beskyttelsen af unionsborgerne på vegne af de andre medlemsstater. Den ledende stat skal koordinere alle de foranstaltninger i felten, som medlemsstaterne har iværksat, og er ansvarlig for at sikre, at alle unionsborgere modtager bistand. Enhver person med ret til konsulær beskyttelse fra sin egen medlemsstat er berettiget til at bede den ledende stat om bistand.

Hensigten er at lette samarbejdet mellem medlemsstaterne i felten ud fra den tanke, at der vil blive stillet yderligere ressourcer til rådighed i form af personale, finansielle midler, udstyr og lægehjælpshold. Den ledende stat skal også overdrages ansvaret for at koordinere og lede foranstaltninger til tilvejebringelse af bistand, genforening af mennesker og eventuel evakuering af borgere til et sikkert sted med hjælp fra de andre berørte medlemsstater. Medlemsstaterne skal imidlertid nå til enighed om, præcis hvad der menes med ordlyden "hvor den medlemsstat [...] ikke er repræsenteret" i artikel 20 i EF-traktaten. Det skulle dække situationer, hvor en unionsborger uanset grunden ikke kan nå frem til en af sin egen medlemsstats missioner. Medlemsstaterne er i færd med at udarbejde fælles kriterier for det.

Det er altså situationen på papiret. Det forhold, at virkeligheden kan være en helt anden, er noget, indtil flere medlemmer af Parlamentet kan skrive under på. Jeg har af talerlisten set, at hr. Guardans Cambó, hr. Karim og fru Mann agter at tage ordet om dette tema. De vil sikkert fortælle os noget om deres erfaringer fra Mumbai i december. Det er mit indtryk, på trods af at kun tre medlemsstater ikke har ambassade i New Delhi, og at kun syv ikke opretholder et konsulat i Mumbai, at det, og her vejer jeg mine ord på en guldvægt, alligevel var meget vanskeligt for de berørte europæiske borgere at få tilstrækkelig beskyttelse.

Jeg påpeger det nu, fordi det naturligvis er rigtigt at lære af erfaringer som denne. I lyset af denne erfaring anlægger Kommissionen det synspunkt, at der stadig er meget at gøre for at sikre, at EU's borgere i fuldt omfang og i det virkelige liv kan påberåbe sig den ret, de er garanteret i henhold til artikel 20 i EF-traktaten. Borgerne forventer, at EU yder en merværdi i beskyttelsen af dem i tredjelande. Beskyttelse ydet af diplomatiske og konsulære missioner er i sidste instans ikke begrænset til krisesituationer, men omfatter også ydelse af bistand i dagligdagens situationer.

Kommissionen foreslår blandt andet bedre information til EU's borgere. Vi har allerede foreslået, at ordlyden i artikel 20 trykkes i alle pas og offentliggøres på plakater i lufthavne og rejsebureauer, og vi arbejder også sammen med Rådssekretariatet på en website om konsulær beskyttelse, som kommer til at indeholde en ajourført liste over medlemsstaternes ambassader og konsulater i tredjelande.

Inden for rammerne af en bedre formidling til EU's borgere af, hvad unionsborgerskabet betyder for dem, er Kommissionen klar til at tackle alle de problemer på dette område, som borgerne henleder dens opmærksomhed på, og at gøre alt i sin magt for at virkeliggøre den ret til beskyttelse, som EU's borgere nyder i henhold til artikel 20.

Lissabontraktatens ikrafttrædelse ville tilvejebringe et klart retligt grundlag for EU's retsbestemmelser på området. Den nye formulering af artikel 20 i EF-traktaten (artikel 23 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde) muliggør vedtagelsen af direktiver "om de koordinations- og samarbejdsforanstaltninger, der er nødvendige for at lette denne beskyttelse". Det betyder, at Kommissionen kunne fremsætte lovforslag på dette område i den nærmeste fremtid.

 
  
MPphoto
 

  Ioannis Varvitsiotis, for PPE-DE-Gruppen. – (EL) Hr. formand! Jeg sætter pris på denne forhandling og takker både Rådet og Kommissionen for den information og redegørelse, de har givet. Jeg var i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender ordfører for grønbogen om diplomatisk og konsulær beskyttelse af unionsborgere i tredjelande, og jeg har derfor fortsat stor interesse i udviklingen inden for denne sektor.

På det tidspunkt slog jeg til lyd for, at artikel 20 skulle udlægges bredere og omfatte flere rettigheder for EU's borgere, fordi det ville styrke konceptet om en europæisk nationalitet, være et praktisk udtryk for EU's fordele i dagligdagen og i sidste ende ville styrke den europæiske solidaritet.

Det nylige terrorangreb i Mumbai påviste nytten af og behovet for styrket koordinering af beskyttelsen af borgere fra EU's medlemsstater i sådanne situationer. Offentliggørelsen i december 2008 af Rådets retningslinjer for iværksættelse af konceptet om en konsulært ledende stat i en krisesituation er et første positivt skridt og indeholder vigtige idéer. Imidlertid venter vi med betydelig interesse på retligt bindende forslag.

Jeg er klar over, at der er betydelige praktiske vanskeligheder. Imidlertid anser jeg det for yderst vigtigt, at det gøres klart, hvordan EU's borgere, der befinder sig på krisestedet, informeres om, hvem den ledende stat er. Det, der er sagt indtil i dag, er efter min mening ikke tilfredsstillende. Under alle omstændigheder sætter jeg pris på den betydning, det franske formandskab tillagde spørgsmålet, og jeg forventer, at det tjekkiske formandskab fortsætter initiativerne.

 
  
MPphoto
 

  Martine Roure, for PSE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Retten til konsulær og diplomatisk beskyttelse er en af søjlerne i det europæiske borgerskab. Hr. minister, De citerede artikel 20 i traktaten. Den er meget klar. Hver borger har ret til konsulær beskyttelse. Det er ikke en mulighed, det er en ret.

De dramatiske begivenheder i Mumbai viser, at denne ret faktisk langt fra er garanteret. Beskyttelsesniveauerne varierer fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket medfører diskrimination i behandlingen af borgerne, som aldrig får oplysninger om, hvilket konsulat de skal kontakte i tilfælde af behov. Der mangler tydeligvis finansiel støtte mellem medlemsstaterne. Europæiske borgere, der har mistet alt, bliver ofte stillet over for konsulatkontorer, som er meget utilbøjelige til at bære de finansielle udgifter.

Medlemsstaterne har en pligt til at gøre en ende på denne situation. Det er nødvendigt at gøre retningslinjerne bindende og stille information til rådighed for borgerne. EU skal indlede forhandlinger med tredjelande for at sikre den nødvendige diplomatiske beskyttelse.

Som det blev nævnt af kommissæren har begivenhederne i Mumbai også vist den uacceptable mangel på garanti for diplomatisk beskyttelse af medlemmer af Europa-Parlamentet. EU og specielt Kommissionen skal starte forhandlinger umiddelbart, og vi bemærkede os Deres ord, hr. kommissær, mens Rådet skal indgå ad hoc-aftaler med tredjelande for at sikre specifik diplomatisk beskyttelse af medlemmer af Europa-Parlamentet. Det er det mindste, vi kan gøre.

 
  
MPphoto
 

  Ignasi Guardans Cambó, for ALDE-Gruppen.(ES) Hr. formand! I dag kan borgerne rejse i Europa uden at krydse grænser, kan stemme i andre medlemsstater end deres egen, kan hæve deres pension og nyde godt af socialsikring i en hvilken som helst medlemsstat, som de vælger at leve i. Desuden samarbejder politistyrkerne med hinanden. Den offentlige anklager i Stockholm kan få en person arresteret i Sevilla ved hjælp af en europæisk arrestordre uden at blive involveret direkte i lokale procedurer.

Når det drejer sig om at irettesætte borgere for deres handlinger, har medlemsstaterne været indstillet på at afgive suverænitet. Når det drejer sig om beskyttelsen af de selv samme europæiske borgere uden for EU, er det, som om de er rejst med en tidsmaskine, hvor de konstaterer, at tiden har stået stille, siden de forlod Europa..

Uden for EU er vi bare 27 stater, 27 administrationer, 27 flag og 27 konsulatsystemer eller, i visse tilfælde, end ikke det. I en krise mister en europæisk borger sin europæiske status. Det europæiske borgerskab findes ikke.

De 180 millioner europæere, der rejser rundt i verden, konstaterer, at de kun kan modtage beskyttelse, hvis de laver sig selv om til tyskere, spaniere, polakker eller italienere igen. Som europæere eksisterer de ikke uden for EU. Det er en alvorlig manglende opfyldelse af traktaten, som, sagt i al høflighed, gør Rådets redegørelse fra for lidt siden til en omgang science fiction.

Alt det, Rådet sagde om den formodede gennemførelse af traktatens artikel 20, den ledende stat, videokonferencer og fælles situationscentre, er ren science fiction i en nødsituation. Desuden har nogle af os, som kommissæren sagde, haft lejlighed til at opleve denne tingenes tilstand på nærmeste hånd.

Artikel 20 i traktaten fungerer ikke: Der er ingen gennemførelsesprotokoller, der er ingen retlige bestemmelser, der er overhovedet ingen oplysninger til borgerne, der er ingen konsekvenser for dem, der ignorerer artiklen.

I bedste fald hjælper konsulerne hinanden. Der findes vejvilje, som den måske fandtes i det 19. århundrede, som den måske fandtes i Peking i 1800-tallet. Situationen er som følger: Der eksisterer samarbejde mellem konsuler, som spiser middag sammen, snarere end en forpligtelse til i fællesskab at tjene borgerne ud fra en bestemmelse i europæisk lovgivning.

Af samme grund er Kommissionen både før og naturligvis også efter Lissabontraktatens ikrafttræden forpligtet til at gennemføre artikel 20, til at gøre de europæiske borgere stolte af deres pas og til at sikre, at visse embedsmænd forstår, at det 19. århundrede er ovre, og at Europa rent faktisk eksisterer, når som helst en europæisk borger er i vanskeligheder i New Delhi, Beirut eller et andet sted i verden.

 
  
MPphoto
 

  Ryszard Czarnecki, for UEN-Gruppen. (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne fastslå, at jeg ikke deler denne yderst kritiske holdning til det forslag, næstformanden i Kommissionen har fremsat på vegne af Rådet i dag. Det er efter min mening ikke et spørgsmål om at have eller ikke have en traktat, men snarere om, hvorvidt europæisk solidaritet er et koncept, der kun forekommer i politiske erklæringer, eller om det er en specifik politisk praksis, som gælder for borgerne i forskellige medlemsstater. Hvis sidstnævnte er tilfældet, er det ikke absolut nødvendigt at have traktaten.

Under det slovenske formandskab for EU repræsenterede Frankrig EU i mange lande såsom Asien, Afrika og Latinamerika, da Slovenien ikke havde ambassader disse steder. Jeg er nysgerrig efter at vide, om slovenske borgere, og sammen med dem andre borgere i de mindre medlemsstater, nu ville få samme egnede bistand, hvis de henvendte sig til de franske konsulater i disse lande. Det er et relevant spørgsmål.

Vi bør udvide konceptet med europæisk solidaritet. For mig ser det i virkeligheden ud som om Lissabontraktaten ikke er en absolut forudsætning.

 
  
MPphoto
 

  Irena Belohorská (NI). – (SK) Hr. formand! I henhold til artikel 20 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab nyder enhver unionsborger i tredjelande diplomatiske og konsulære myndigheders beskyttelse på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat. Det er i denne forbindelse vigtigt at understrege nødvendigheden af, at EU udvikler samarbejdet i forhold til de konsulære tjenester.

Europæerne hører til blandt de mest mobile samfund i verden, idet næsten 9 % af borgerne rejser til lande, hvori deres hjemlande ikke er repræsenteret på dette niveau. Eksempelvis har Slovakiet, som jeg repræsenterer i Parlamentet, en meget begrænset konsulær repræsentation i Mellem- og Sydamerika, som mange slovakiske statsborgere rejser til. Trods de konsulære tjenesters forpligtelser må jeg tilføje, at de fleste europæere ikke er bekendt med deres rettigheder, og at det er en sørgelig kendsgerning, at ikke engang de konsulære tjenesters medarbejdere er bekendt hermed.

For at sikre en bedre information af borgerne om konsulær beskyttelse bør vi sigte mod at medtage et uddrag af artikel 20 i alle europæiske standardpas. Betydningen af den konsulære beskyttelse i tredjelande blev tydeliggjort i krisesituationer som f.eks. tsunamien i 2004 eller den libanesiske konflikt i 2006. Som følge af de forskellige konsulære instrukser skal EU-borgerne jonglere med lige så mange ordninger, som der er medlemsstater, og disse ordningers retskraft og juridiske rækkevidde kan variere.

De nylige begivenheder i Mumbai viser, at der langt fra er fundet en løsning på spørgsmålet om de konsulære tjenester. Oprettelsen af fælles europæiske kontorer ville sikre en funktionel samhørighed og ville samtidig reducere de strukturelle omkostninger, der er forbundet med medlemsstaternes diplomatiske og konsulære netværk.

 
  
  

FORSÆDE: Manuel António dos SANTOS
Næstformand

 
  
MPphoto
 

  Sajjad Karim (PPE-DE).(EN) Hr. formand! Det er allerede blevet nævnt, at EU's borgere rejser vidt omkring. Der foretages årligt ca. 180 mio. rejser fra EU til tredjelande, og teoretisk set er de rejsende beskyttet i medfør af artikel 20 som allerede nævnt af kommissæren og navnlig Rådets formandskab i denne forhandling.

I medfør af artikel 20 bestemmes det udelukkende, at EU-borgere, hvis medlemsstat ikke er repræsenteret i det pågældende tredjeland, skal nyde konsulær bistand på samme vilkår som landets borgere. Medlemsstaternes forskellige tilgange hertil anerkendes i handlingsplanen fra 2007 og 2009.

Det er naturligvis nødvendigt, at der fastlægges kriterier for, hvornår og hvordan andre konsulære tjenester bør inddrages, og disse kan grundlæggende sammenfattes i tre punkter. Jeg vil ikke gennemgå dem her, men de to første giver meget mening. I det tredje kriterium kræves det, at borgeren fremlægger bevis for sin nationalitet, enten i form af pas, identitetskort eller anden form for dokumentation, hvis der gøres krav på diplomatisk eller konsulær repræsentation.

Der er stort problem forbundet hermed, da man sagtens kan forestille sig, at en europæisk borger, der flygter fra en situation, faktisk ikke er i besiddelse af denne form for dokumentation.

Der ydes bistand i tilfælde af død, alvorlige ulykker, alvorlig legemsbeskadigelse, anholdelse, tilbageholdelse, bistand til ofre for voldelig kriminalitet samt støtte til og hjemsendelse af nødlidende EU-borgere. Støtteforanstaltningerne er omfattende, men ikke udtømmende. Der skal gøres noget mere.

Med henblik på at opnå alt dette har vi hørt om konceptet med en ledende stat, der vil bestræbe sig på at sikre, at alle EU-borgere får bistand, og sørge for koordinationen mellem medlemsstaterne.

Teoretisk set er alt dette nu meget godt, men i praksis var det bestemt ikke det, jeg oplevede i Mumbai. Der foregik ingen reel informations- og efterretningsudveksling, og det var ikke den form for samarbejde, som jeg forventede at se. I stedet oplevede jeg kun, at medlemsstaterne konkurrerede, og en yderligere centralisering eller konsolidering af de konsulære tjenester vil indebære risiko for, at den fleksibilitet, som repræsentationer har brug for på stedet i forbindelse med hastigt forandrede omstændigheder, går tabt.

 
  
MPphoto
 

  Erika Mann (PSE).(DE) Hr. formand! Sajjad Karim har fuldstændig ret. Problemet ligger i selve ordlyden, i selve grundlaget for artikel 20. Det er nødvendigt at tage højde for den virkelige situation på stedet. Selvfølgelig er det det. F.eks. har ikke alle medlemsstater konsulær beskyttelse, og i mange tilfælde er den konsulære beskyttelse, der måtte være, meget begrænset, og sikkerhedsstrukturen er utilstrækkelig – også for konsulerne selv.

Personligt kan jeg i denne forbindelse fortælle, at den tyske konsul kørte hele natten for at mødes med sine kolleger, og at han kørte med sin chauffør, men ingen sikkerhedsfolk, på veje, der på ingen måde var sikre. Sådanne forhold er simpelthen uacceptable. Man kan ikke rejse til lande såsom Indien eller til latinamerikanske lande – der er mange andre lande, hvor tilstedeværelsen er påkrævet i lige så høj grad som i et så kritisk sted som Mumbai – og kun råde over et lille antal medarbejdere og en mangelfuld sikkerhedsstruktur. Efterretningsoplysninger videregives overhovedet ikke, medlemsstaterne har ingen adgang til oplysningerne osv. Dette betyder, at der ingen ende er på begrænsningerne, og at det ikke kan komme som nogen overraskelse, at medlemsstaterne er ude af stand til at yde deres egne borgere eller deres egne tjenestemænd en beskyttelse, der så meget som kommer i nærheden af den beskyttelse, de måtte ønske.

Derfor er det vigtigt, at Rådet og Kommissionen iværksætter en grundig analyse af dette problem. Man kan ikke prædike om altid at være til stede i hele verden og se Europa som en global partner, når man ikke engang har en sikkerhedsstruktur og ikke råder over nogen form for avancerede informationssystemer. Vi latterliggør simpelthen os selv, hvis ikke vi grundigt analyserer vores egne strukturer og sikrer den nødvendige supplerende beskyttelse.

Jeg vil således straks opfordre Rådet og Kommissionen til grundigt at genoverveje strukturerne, gennemføre simuleringer i lighed med andre lande og ikke kun fokusere på de største hovedstæder og storbyerne, men indse, at det ud over i disse enorme lande og enorme byer også er nødvendigt med en passende repræsentation i verdens andre storbyer.

Det, der skete i Mumbai, vil ske igen. Der vil komme et andet Mumbai, ligesom tidligere katastrofer er blevet gentaget. Jeg opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at erkende og være forberedt på dette.

 
  
MPphoto
 

  Sarah Ludford (ALDE). (EN) Hr. formand! Ignasi Guardans Cambó og andre som f.eks. Sajjad Karim og Erika Mann har illustreret misforholdet mellem ord og handling. Faktisk kan vi ikke engang blive enige om, hvordan artikel 20 skal fortolkes. Ministeren sagde på engelsk, at der kun var tale om en "berettigelse" og ikke en rettighed, mens Martine Roure citerede de fransktalende, der taler om "un droit", en rettighed. Der hersker ingen tvivl om, at det i chartret om grundlæggende rettigheder er knæsat som en rettighed.

Der vil helt sikkert ikke blive gjort fremskridt, medmindre det juridisk bekræftes, at der er tale om en rettighed med bindende EU-beslutninger og fælles standarder samt retten til at gøre indsigelse i retten mod en afvisning af beskyttelse.

Ministeren nævnte, at samhusning af ansatte ved konsulære repræsentationer var under overvejelse. Min erfaring inden for visumpolitikken er, at forsøg på at få medlemsstaterne til at indvillige i samhusning svarer til at rulle en sten op ad et bjerg.

Kommissær Günter Verheugen nævnte, at praktiske foranstaltninger var under udvikling. Disse blev imidlertid lovet i 2007-handlingsplanen: oplysninger i pas, på plakater, et websted under opbygning. Hvad er der blevet af disse tiltag? Jeg søgte efter "konsulær beskyttelse" på Europa-webstedet uden at finde noget som helst.

På Rådets websted om rejser står der "under opbygning", hvilket jeg tror er et metafor for den kendsgerning, at vi svigter borgerne, idet vi undlader at udfylde unionsborgerskabets rammer.

 
  
MPphoto
 

  Eoin Ryan (UEN). (EN) Hr. formand! Jeg anser det for at være meget vigtigt – og jeg er enig med mange af de tidligere talere i – at EU-borgerne har behov for at føle sig sikre, og jeg mener, at vi bør prioritere at sørge for borgernes sikkerhed, når de befinder sig uden for EU, især i krisesituationer som den i Mumbai.

Mumbai er et godt eksempel på, hvordan det ikke skal køre. Jeg støtter det nyligt fremsatte forslag om en ledende stat. Efter min mening er det meget vigtigt, men for øjeblikket står det lysende klart, at systemet ikke fungerer. Jeg mener, at vi alle bør se det som en prioritet at få systemet til at fungere, da man, som en anden formulerede det, virkelig ville føle sig langt mere europæisk, hvis en medlemsstats ambassade tog sig af en, hvis man var i vanskeligheder, mens man befandt sig i Fjernøsten eller i Sydamerika eller et andet sted uden for EU, og efter min mening er denne følelse af "europæiskhed" af stor betydning.

(Formanden afbrød taleren)

 
  
MPphoto
 

  Luca Romagnoli (NI). (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er klart, at de europæiske borgeres stadigt stigende mobilitet betyder, at konsulaterne skal samarbejde.

Jeg ser positivt på Kommissionens forslag – først og fremmest fordi man med forslaget søger at forenkle procedurerne for økonomisk hjælp til borgere i nød. Der hersker ingen tvivl om, at retten til konsulær beskyttelse på nuværende tidspunkt er fragmentarisk og ulige fordelt. Unionsborgerskabet eksisterer ofte ikke i udlandet, og der kan være borgere, der ønsker, at de var statsborgere i et andet land eller sågar i EU. Jeg ønsker, at der appelleres til den europæiske stolthed – ikke kun, når det passer institutionerne, men også når det passer borgerne, når disse måtte være i vanskeligheder og håber, at unionsborgerskabet i det mindste på denne måde kan være til gavn.

 
  
MPphoto
 

  Javier Moreno Sánchez (PSE). - (ES) Hr. formand, mine damer og herrer! Den konsulære beskyttelse er et grundlæggende element i unionsborgerskabet. Borgerne ønsker at føle sig europæiske, når de befinder sig i EU, men også når de opholder sig uden for Europa. De ønsker, at EU opfylder deres behov, især i nødsituationer.

EU reagerede ikke korrekt i Mumbai, og samme scenario har udspillet sig i andre krisesituationer. Lad mig kort fremlægge en idé, der dog ikke vil være en universalløsning, men som virkelig vil støtte europæiske borgere i tredjelande.

Jeg vil her genfremsætte forslaget om et europæisk frikaldsnummer til brug i nødsituationer. Dette nummer, som skulle gengives i pas sammen med artikel 20, ville gøre det muligt for borgerne at få adgang til nødvendige oplysninger på deres eget sprog om EU-medlemsstaternes konsulater, der – og jeg understreger – vil være forpligtet til at hjælpe borgerne.

Borgerne forventer handling og ikke blot ord fra EU.

 
  
MPphoto
 

  Gay Mitchell (PPE-DE). (EN) Hr. formand! Når vi bliver parlamentsmedlemmer, får vi tildelt en passérseddel i lighed med mange andre ansatte i EU's institutioner. Jeg spekulerer på, om formandskabet og Rådet er klar over, at dette dokument er fuldstændig værdiløst i medlemsstaterne?

Jeg har selv oplevet at befinde mig i en meget vanskelig situation i Nederlandene på en rejse tilbage fra Afrika efter et tjenstligt ærinde for Parlamentet. Jeg er bekendt med, at et andet medlem – et medlem fra Det Forenede Kongerige – stødte på vanskeligheder i Dublin. Det er virkelig nødvendigt, at vi oplyser vores respektive medlemsstater om, at dokumentet er et rejsedokument fra Parlamentet, Kommissionen og EU, og at det skal respekteres fuldt ud. Det personale, der beskæftiger sig med rejsende i lufthavne og i havne bør modtage en udførlig orientering om dette dokuments gangbarhed.

Jeg anmoder formandskabet om at tage spørgsmålet op med hver enkelt medlemsstat og sikre, at det bliver gennemført, da tjenestemænd og parlamentsmedlemmer, der rejser i tjenstligt ærinde for Parlamentet, bør nyde denne form for beskyttelse.

 
  
MPphoto
 

  Kathy Sinnott (IND/DEM). (EN) Hr. formand! Som parlamentsmedlem har jeg ved flere lejligheder kontaktet ambassader og konsulater, fordi en person er blevet skadet, meldt savnet, bestjålet eller bortført, eller i de tragiske situationer, hvor en person er afgået ved døden. Jeg er sikker på, at mange andre parlamentsmedlemmer har oplevet det samme. Jeg kan heldigvis meddele, at indsatsen og samarbejdet i de situationer, hvor jeg har haft kontakt til en irsk ambassade, har været enestående. Imidlertid er mit hjemland ikke repræsenteret i alle lande, og vi har været afhængige af andre europæiske landes ambassader.

Af erfaring, men uden at gå i detaljer, vil jeg blot sige, at jeg kunne ønske mig en bedre koordinering og mere indbyrdes hjælp ambassaderne imellem, når det drejer sig om de store lande, der har ambassader og konsulater i næsten alle lande, således at de kan hjælpe alle de andre medlemsstaters ambassader med deres statsborgere.

 
  
MPphoto
 

  Alexandr Vondra, formand for Rådet. – (EN) Hr. formand! Jeg synes igen, at det har været en meget nyttig debat. Jeg har fuld forståelse for, hvor stor betydning dette spørgsmål har for parlamentsmedlemmerne, da det er et yderst følsomt emne, hvor medlemmerne konfronteres med forventningerne hos de borgere, der om få måneder skal vælge dem. Så jeg har fuld forståelse for det emne, som Parlamentet behandler med omhu og med en så kritisk tilgang.

En anden årsag til, hvorfor jeg har forståelse for emnet er, at jeg kommer fra et mellemstort land, Den Tjekkiske Republik, der ikke er et tidligere imperium og således ikke har ambassader eller konsulater overalt i verden. Det, som irerne og andre borgere forventer af EU i denne sammenhæng, er efter min mening meget logisk.

Nu skal jeg imidlertid tale på vegne af Rådet, så der skal tages højde for visse juridiske rammer, som vi har fået udstukket, og det er en kendsgerning, at budgettet og alle disse punkter er vigtige. Det er ligeledes nødvendigt, at vi anerkender og skelner mellem det, der på den ene side er det reelle problem, og det, der er et spørgsmål eller problem, som bør præciseres bedre.

Jeg var ikke i Mumbai, og jeg lyttede meget opmærksomt til de kritiske bemærkninger, som blev fremsat af Ignasi Guardans Cambó og andre, der deltog i Europa-Parlamentets mission til Indien på det tidspunkt, hvor dette tragiske angreb fandt sted. Da jeg forberedte mig til den særlige høring i går, var mit første spørgsmål: Er der et spansk konsulat i Mumbai? Jeg har aldrig været der, så jeg ved det ikke. Jeg fik indtil flere gange bekræftet, at Spanien faktisk har et konsulat i Mumbai, og dem, der var til stede, ved det. Jeg tror simpelthen, at det var et spørgsmål om en formel forpligtelse for Tyskland at hjælpe Ignasi Guardans Cambó og hans delegation, hvis vi citerer artikel 20 og beslutningen som helhed.

Spanien sendte et fly, så vidt jeg er orienteret, for at hjælpe med at evakuere sine statsborgere, ligesom Frankrig og Tyskland gjorde det. Af en efter min mening uforklarlig årsag afviste Ignasi Guardans Cambó tilbuddet om at flyve tilbage med det spanske fly og vendte efterfølgende i stedet tilbage med det franske fly.

Jeg kender ikke årsagen. Jeg har blot de oplysninger, som er stillet til rådighed for mig. Generelt tror jeg, at vi alle er enige om, at enhver forbedring af de juridiske rammer bestemt er ønskværdig, så jeg vil oplyse Dem om i det mindste nogle af det tjekkiske formandskabs delvise aktiviteter, der har til formål at styrke den konsulære beskyttelse inden for de nuværende juridiske rammer.

Der er eksempelvis et projekt, som går ud på at medtage en oplysning i de nationale pas, som vil gøre ihændehaverne opmærksom på, at de kan anmode om konsulær beskyttelse fra enhver anden medlemsstats ambassade eller konsulat i et tredjeland, hvis ihændehaverens hjemland ikke er repræsenteret i det pågældende tredjeland. Dette er i det mindste et forsøg på at afklare situationen på stedet.

For det andet vil formandskabet intensivere og ensrette anvendelsen af nødpas (ETD), som kan udstedes af enhver medlemsstats repræsentation til enhver medlemsstats statsborger, der har mistet sit pas eller fået det stjålet.

For det tredje og sidste vil formandskabet ligeledes arrangere to konsulære seminarer eller undervisningskurser for at bidrage på en meget praktisk og effektiv måde til dette konsulære beskyttelsesteam.

Disse arrangementer vil omhandle CCA-ordningen, og en rigtig konsulær krise vil blive simuleret. Undervisningen vil omfatte en definition af og gennemførelse af praktiske afprøvninger af alle de relevante mekanismer i CCA-rammen, herunder samarbejdet mellem alle de berørte myndigheder og institutioner. Erfaringerne vil sågar i form af feltarbejde vise deltagerne, hvordan de skal opføre sig og reagere omgående i en situation med et ekstremt psykologisk pres og tidspres. Jeg ved ikke, om dette vil underholde os tilstrækkeligt før valget, men det er i det mindste et af vores bidrag til løsningen af dette væsentlige problem.

 
  
MPphoto
 

  Günter Verheugen, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! I traktaterne tildeles Kommissionen ikke initiativret med hensyn til konsulær beskyttelse. Inden for rammerne af sine begrænsede beføjelser forsøger Kommissionen så vidt muligt at øge effektiviteten af de unionsborgerskabsrettigheder, som europæiske borgere er berettigede til – se f.eks. Kommissionens handlingsplan 2007-2009.

Jeg gentager, at en vedtagelse af Lissabontraktaten afgjort ville medføre en meget kraftig forbedring af denne situation. Jeg håber, at Kathy Sinnott, der delte sine erfaringer med os, vil bruge den kendsgerning, at Lissabontraktaten ville ændre situationen, og sine erfaringer til at bidrage til organisering af støtte til Lissabontraktaten i Irland.

De beklagelige begivenheder i Mumbai er et bevis på, at der allerede i dag tydeligvis er overvældende god plads til forbedringer, hvis vi skal opfylde EU-borgernes berettigede forventninger.

 
  
MPphoto
 

  Erika Mann (PSE). (EN) Hr. formand! Jeg har blot en kort henstilling til Rådet. Jeg sætter meget stor pris på Deres indlæg, men kan De sikre, at De med annonceringen i dag af denne form for simulering indbyder nogle af de personer, der faktisk befandt sig i Mumbai, fordi det kunne give Dem en vis indsigt?

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

 
  
MPphoto
 
 

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (PSE), skriftlig. – (PL) EU-borgernes stigende mobilitet kræver, at vi tilpasser vores nuværende konsulære beskyttelsesprincipper og tager nye forhold i betragtning. EU-borgerne skal have adgang til beskyttelse og bistand fra deres hjemlande, via deres diplomatiske missioner og konsulater (artikel 3 i Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser og artikel 1 i Wienerkonventionen om konsulære forbindelser) og, i henhold til Maastrichttraktaten, yderligere diplomatisk og konsulær beskyttelse uden for EU's grænser i kraft af deres status som EU-borgere. I praksis betyder dette, at enhver EU-borger i forbindelse med ophold i tredjelande, hvor den medlemsstat, hvori han er statsborger, ikke er repræsenteret, nyder enhver medlemsstats diplomatiske og konsulære beskyttelse på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat.

Desværre afslørede den kritiske situation i Mumbai efter bombningerne sidste år mangler hos mange diplomatiske repræsentationer med hensyn til den praktiske anvendelse af fællesskabsbeslutninger om EU-borgernes sikkerhed. Snesevis af europæere, herunder Parlamentets delegation, der var i Indien, da det skete, stødte på administrative problemer og uforholdsmæssigt lange ventetider, før de modtog kopier af mistede dokumenter. Dette viste, at det ikke er nemt at gennemføre konceptet med europæisk solidaritet.

Retten til konsulær beskyttelse i tredjelande er et af hovedelementerne i unionsborgerskabet. Medlemsstaterne skal gøre deres ypperste for at sikre, at det gennemføres korrekt, og at alle EU-borgere sikres ligebehandling og omsorg på ens vilkår.

 
  
MPphoto
 
 

  Toomas Savi (ALDE), skriftlig. – (ET) Hr. formand! I henhold til artikel 20 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab nyder enhver unionsborger "i tredjelande, hvor den medlemsstat, hvori han er statsborger, ikke er repræsenteret, enhver medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheders beskyttelse på samme vilkår som statsborgere i denne medlemsstat".

Sidst i november sidste år befandt vores kollega, Ignasi Guardans Cambó, sig i Mumbai under terrorangrebene, og han var vidne til, at diplomater fra nogle af medlemsstaterne begik adskillige traktatbrud, da der blev skelnet mellem EU-borgere, som blev forskelsbehandlet på grundlag af deres nationalitet.

Nogle af medlemsstaternes diplomaters adfærd i Mumbai udgjorde ikke blot en krænkelse af EU-borgernes rettigheder, men afspejlede ligeledes mangler i EU's integrationsproces. Det er derfor af afgørende betydning for EU, at denne konkrete sag bliver undersøgt, og at der bliver iværksat tiltag for at sikre, at en sådan situation ikke opstår igen.

Jeg ville sætte pris på, at Rådet og Kommissionen garanterer, at gennemførelsen af traktatens artikel 20 bliver overvåget nøje, og at enhver afvigelse bliver grundigt undersøgt.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik