Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 9. marts 2009 - Strasbourg

24. Bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (kortfattet forelæggelse)

  Formanden. − Næste punkt på dagsordenen er en kortfattet forelæggelse af betænkning (A6-0058/2009) af hr. Medina Ortega på vegne af Retsudvalget om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (2008/2180(INI)).

  Manuel Medina Ortega, ordfører. − (ES) Fru formand! På dette sene tidspunkt en mandag har Kommissionen sikkert større bekymringer end denne betænkning. Kort sagt reagerer vi på en rapport fra Kommissionen, en rapport om anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område.

Dette område er faktisk ikke et fællesskabsområde, men et mellemstatsligt område, inden for hvilket Rådet med denne forordning har forsøgt at fremme samarbejdet mellem retterne. Jeg tror dog ikke, at Den Europæiske Union har været konsekvent nok i forsøget på at nå dette. Der er dog truffet visse foranstaltninger, såsom formuleringen af praktiske idéer, anvendelsen af elektroniske medier m.v., men jeg erkender, at det er ret svært for Kommissionen at handle.

Jeg ved ikke, hvad Kommissionen har opnået, eller hvad den håber at opnå, men det virker til, at det er ret svært at nå nogen vegne på grund af de store vanskeligheder, der er forbundet med denne form for mellemstatsligt samarbejde. Det, vi ønsker, er, at retsmyndighederne samarbejder, men vi taler om 27 lande, retsmyndigheder, der anvender 22 forskellige sprog, og væsentligt forskellige retssystemer, og vi forsøger at skabe resultater.

Kommissionen mener, at resultaterne er utilfredsstillende, at der er en enorm forsinkelse i gennemførelsen af disse samarbejdsmekanismer, og at vi derfor ikke har ressourcerne til at opnå dette. Den ideelle løsning ville være at gøre brug af fysiske midler. Hvad kan Kommissionen f.eks. gøre for at udstyre retterne, særligt de lavere retter, med teknologiske faciliteter såsom videokonferencesystemer? Videokonferencer kan virke som en idé, der virker uopnåelig i mange mindre retter i Den Europæiske Union, men de synes at være den eneste måde at opnå dette på.

Jeg synes, at Den Europæiske Union skal gøre brug af de institutioner, der allerede eksisterer, og navnlig det europæiske retlige netværk. Vi bør styrke denne institution, så dommerne selv kan udvikle denne kommunikationstype ved anvendelsen af deres samarbejdssystemer.

På den anden side er hele området for uddannelsen af dommere af afgørende betydning. Det er også noget, som Kommissionen ikke kan gøre på egen hånd. Det, Kommissionen kan gøre, er at fremme udviklingen af sådanne kurser, hvor der undervises i fællesskabsret og viden om de forskellige retssystemer.

Bortset fra det er der et andet stort problem, nemlig det sproglige problem. Hvordan skal f.eks. en spansk dommer kommunikere med en finsk dommer, når de to sprog er så forskellige? Man kan ikke kræve, at dommere ud over at skulle være eksperter i deres egen lovgivning, som i sig selv er kompleks nok, også skal have den slags kundskab.

Hvad kan vi gøre rent praktisk for at hjælpe dommerne med hensyn til tolkning og oversættelse? Hvad kan vi gøre for at hjælpe dem med at opnå dette? Jeg har med udarbejdelsen af denne betænkning ikke sat mig for at indtage en mere skærpet eller hårdhændet holdning til Kommissionen. Jeg tror, at opgaven er temmelig vanskelig. Det, jeg gerne vil vide, idet jeg udnytter, at vi her har en kommissær, der interesserer sig for emnet, er, hvad Kommissionen mener, der kan gøres for at stramme op på denne 2001-forordning, som var en smule vag, og som i lidt for stor udstrækning var baseret på frivillig handling. Jeg ved ikke, om den rent praktisk vil føre til nogen resultater, eller om det vil være muligt at arbejde videre med den.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. − (FR) Fru formand! Jeg vil gerne i første omgang takke hr. Medina Ortega, som rejser en lang række vigtige spørgsmål. Det er rigtigt, at dommere og andre aktører i retsvæsenet i de enkelte lande bør være mere opmærksomme på denne forordning.

Det skal understreges, at den direkte bevisoptagelse, som nævnt i forordningens artikel 17, har forenklet og fremskyndet bevisoptagelsen uden synderlige problemer. De nævnte centrale organer, der henvises til i denne forordning, har en væsentlig rolle at spille med henblik på overvågning af de retter, der har ansvaret for at udføre anmodninger i medfør af forordningen, og for at løse eventuelle problemer.

Assistancen fra de centrale organer kan være afgørende for små lokale retter, der for første gang konfronteres med et problem vedrørende bevisoptagelse i en grænseoverskridende sag.

It og videokonferencer, der anvendes parallelt med et sikkert e-mailsystem, bør være standardudstyr for fremsendelsen af beviser. Den sædvanlige opgave for det europæiske retlige netværk i civil- og handelsretlige sager er, som De nævnte, at lette det retlige samarbejde i Europa. Siden netværket trådte i kraft, har gennemførelsen af forordningen om bevisoptagelse ved talrige lejligheder været en central del af netværkets arbejde. En håndbog om anvendelsen af forordningen blev udarbejdet i 2006 og fremsendt til alle de europæiske retter i 2007. De har ret i, hr. Medina Ortega, at det europæiske retlige netværk i civil- og handelsretlige sager uden tvivl kan gøre brug af sine kontakter til at gøre en større indsats for at sikre, at forordningens frister med hensyn til anmodninger om bevisoptagelse i højere grad overholdes. Det er rigtigt.

Jeg vil gerne fortsætte og kort se nærmere på perspektiverne for fremtiden. Det er rigtigt, at der i forordningen fastsættes præcise kriterier for anmodningens form og indhold. Anmodningen skal opfylde specifikke formkrav og indeholde specifikke oplysninger: navn og adresse på sagens parter, retssagens art og genstand og en beskrivelse af den ønskede bevisoptagelse. Det fastsættes også i forordningen, at anmodningen skal affattes på et af de officielle sprog i den anmodede medlemsstat eller på et andet sprog, som den anmodede medlemsstat har meddelt, at den kan acceptere, men som De lige har understreget, er sprog ikke det største problem.

En anmodning om bevisoptagelse bør normalt udføres hurtigt. Er det ikke muligt at udføre anmodningen inden 90 dage efter, at den er kommet den anmodede ret i hænde, bør denne give den anmodende ret meddelelse herom med angivelse af grundene til dette.

Faktisk er det kun muligt at afslå at udføre en anmodning om bevisoptagelse i særlige og nøje afgrænsede tilfælde.

Sådan er forordningen. En undersøgelse af dens anvendelse blev foretaget i marts 2007, og på grundlag heraf vedtog Kommissionen en rapport i december 2007. Rapporten blev udarbejdet i overensstemmelse med forordningens artikel 23. Hvad står der i den? At forordningen generelt har forbedret, forenklet og fremmet samarbejdet mellem retterne om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område.

Forordningen har allerede nået sine to hovedmål, at forenkle samarbejdet mellem medlemsstaterne og fremskynde bevisoptagelsen.

Der er sket forenklinger, navnlig gennem indførelse af en direkte fremsendelse mellem retterne, selv om anmodninger nu og da sendes til de centrale organer, og gennem indførelse af standardformularer. Der er også sket fremskridt med hensyn til den hastighed, hvormed anmodninger om bevisoptagelse behandles. De fleste udføres heldigvis hurtigere end før forordningens ikrafttrædelse og inden for den frist på 90 dage, der er fastsat i forordningen.

Jeg vil derfor sige, hr. Medina Ortega, at vi ikke anser det for nødvendigt at ændre forordningen. Det er dog yderst vigtigt at forbedre dens virkemåde. I den handlingsplan, som Rådet vedtog i november 2008, betroede den Kommissionen at skabe en EU-portal for e-justice. Skabelsen og ikrafttrædelsen af den første version af denne portal i år er naturligvis en absolut prioritet for os og mig.

Hvad angår anvendelsen af videokonferencer, vil det også blive gjort til en prioritet. Det europæiske retlige netværk i civil- og handelsretlige sager er i øjeblikket ved at udarbejde en håndbog om de retlige aspekter ved anvendelsen af videokonferencer i forbindelse med bevisoptagelse. Håndbogen vil naturligvis blive sendt til de europæiske dommere og forventes at være færdig i slutningen af året. Det vil indgå som en del af portalen, der som nævnt bliver tilgængelig ved udgangen af året.

Retslokalerne skal selvfølgelig stadig udstyres med videokonferenceudstyr. Vi håber at kunne drage fordel af de nye finansieringsmetoder under revisionen af de finansielle overslag for 2010-2013. Finansieringsmuligheder for grænseoverskridende projekter eksisterer allerede i programmet om civilret, hvor anvendelsen af videokonferencer er en prioritet.

Jeg vil gerne sige Dem, hr. Medina Ortega, at jeg er enig med Dem på et vigtigt punkt, som efter min opfattelse bør være en prioritet for Stockholm, nemlig uddannelsen af dommere. Med hensyn til det spørgsmål, som De her til aften har rejst vedrørende bevisoptagelse, har vi virkelig brug for en passende uddannelse af dommere. Det vil for mit vedkommende være en af retningslinjerne for det kommende Stockholmprogram.

Jeg takker Dem under alle omstændigheder for denne nyttige betænkning, som har været yderst instruktiv.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen.