Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 10. marts 2009 - Strasbourg

20. Flerårig genopretningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om forslaget til Rådets forordning om en flerårig genopretningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet (KOM(2009)0093 – C6-0081/2009 – 2009/0029(CNS)).

  Philippe Morillon, formand for Fiskeriudvalget. – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Parlamentet besluttede enstemmigt at acceptere Rådets anmodning om anvendelse af hasteproceduren i denne sag både i Fiskeriudvalget i sidste uge og i mødesalen denne morgen.

Vi er selvfølgelig alle klar over behovet for, at EU lever op til de forpligtelser, som den kompetente internationale kommission ICCAT indgik i november måned. Vi skal i særdeleshed gennemføre de henstillinger, som denne organisation vedtog for at dæmpe det vedholdende problem med overfiskning af almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet og for at håndtere de deraf resulterende alvorlige risici for artens fremtid og dermed for fiskeindustrien selv.

To af mine kolleger i Fiskeriudvalget, fru Fraga Estévez og hr. Romeva i Rueda, besøgte Marrakesh, og de vil tale herom under forhandlingen. For mit eget vedkommende vil jeg gerne minde Dem om, at vores udvalg lægger stor vægt på denne sag, der bringer de væsentlige aspekter af den fælles fiskeripolitik i spil: ressourceforvaltning, flådeforvaltning, respekt for internationale, regionale og bilaterale aftaler, tekniske foranstaltninger og først og fremmest overvågning, hvilket jeg lige straks vil vende tilbage til. Efter vores mening er det afgørende spørgsmål at prøve den fælles fiskeripolitiks troværdighed.

Der kunne derfor helt klart ikke være tale om at gennemføre den nye genopretningsplan uden først at høre Europa-Parlamentet.

Jeg er derfor glad for, at Kommissionen i sidste ende valgte den eneste juridisk og politisk acceptable kurs for gennemførelse af ICCAT’s henstillinger, nemlig forelæggelsen af et forslag til en forordning i passende form på basis af traktatens artikel 37.

Omsætningen til fællesskabsretten af de forpligtelser, som Kommissionen har indgået på vegne af EU i regionale fiskeriorganisationer, er trods alt næppe en ukontroversiel operation, og vi skal insistere på, at den altid skal gennemføres under denne institutions demokratiske øje.

Jeg er i alt væsentligt meget tilfreds med de forskellige forslag til foranstaltninger, der er i overensstemmelse med udfordringerne, skønt de er temmelig restriktive for vores operatører, og jeg vil understrege, at de væsentligste af disse foranstaltninger utvivlsomt vedrører overvågning, da ingen genopretningsplan kan være effektiv uden overvågning.

Jeg er derfor kommissæren taknemmelig for dette forslag, og forhåbentlig vil han udvise lige så stor beslutsomhed ved gennemførelsen af planen, når Rådet har ratificeret den, som han gjorde i forbindelse med indgåelsen af en tilfredsstillende aftale med ICCAT.

  Joe Borg, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Først vil jeg gerne understrege, at Kommissionen lægger stor vægt på en bæredygtig bestand og et bæredygtigt fiskeri af almindelig tun samt på Europa-Parlamentets betydning i denne proces.

Inden for rammerne af 2006-genopretningsplanen for østtun, på basis af en evaluering af dens gennemførelse i fangstårene 2006, 2007 og 2008 og i lyset af ny videnskabelig rådgivning besluttede ICCAT at vedtage en ny genopretningsplan. ICCAT's videnskabelige komité gav klart udtryk for, at genopretningsplanen for 2006 var utilstrækkelig til at genoprette bestanden, og den gentog sin bekymring med hensyn til fangstkvoteniveauet og den overdrevne fiskeriindsats.

ICCAT-kontrahenterne identificerede desuden visse svipsere i gennemførelsen af planen for 2006, og de besluttede derfor at vedtage en ny plan. Denne plan tager fat på det videnskabelige udvalgs bekymringer ved især at reducere fangstkvoteniveauet og ved at indføre nye foranstaltninger vedrørende fiskeri- og opdrætskapaciteten.

Det skal også bemærkes, at den nye genopretningsplan på Fællesskabets initiativ introducerede obligatoriske årlige fiskeriplaner på ICCAT-niveau. Det er et effektivt instrument til at undgå overfiskning ved at identificere de fartøjer over 24 meter, der fisker efter almindelige tun og fastsætte deres individuelle kvoter. Jeg er overbevist om, at etableringen af den årlige fiskeriplan er et vigtigt redskab til at sikre fuld respekt for kvoterne.

Den nye genopretningsplan forbedrer også den eksisterende plan og introducerer nye kontrolforanstaltninger for at løse de mangler, kontrahenterne identificerede, hvilket Philippe Morillon nævnte.

De væsentligste foranstaltninger i den nye genopretningsplan er en betydelig reduktion af fangstkvoten fra 27 500 t til 22 000 t i 2009 og yderligere reduktioner til 19 950 t for 2010 og 18 500 t i 2011. EF-kvoten for 2009 er således reduceret til 12 406 t fra de 15 641 t, der var forudset i 2006-planen. Fangstperioderne for alle år er reduceret – specielt for notfartøjer, der tegner sig for størstedelen af dette fiskeri. Foranstaltninger vedrørende fastfrysning og reduktion af fiskeri- og opdrætskapaciteten er en splinterny og afgørende komponent i den nye plan. Overkapacitet har i nogen tid været identificeret som den væsentligste drivkraft bag overfiskning. Nu er tiden inde til at gøre en ordentlig indsats for at løse problemet, og Fællesskabet er i lighed med andre ICCAT-medlemmer nødt til at deltage i opgaven.

Indførelsen af de førnævnte fiskeriplaner er en anden foranstaltning. Endvidere justeres undtagelserne fra mindstemål for landede fisk. På Atlanterhavet gøres der ikke længere undtagelser for flydetrawlere, mens undtagelserne for kystnært småfiskeri er blevet fjernet bortset fra ét tilfælde. Kun stangfartøjer nyder stadig godt af tidligere undtagelser. I Middelhavet undtages det kystnære småfiskeri. Kontrolforanstaltningerne styrkes – specielt med hensyn til fælles fiskerivirksomhed, vedtagelse af et generelt forbud mod omladning til søs og indførelsen af et regionalt ICCAT-observationsprogram.

Afslutningsvis vil jeg sige, at situationen for almindelig tun er utrolig alvorlig. Overskridelsen af kvoter og den manglende overholdelse – specielt vedrørende dataindsamling – underminerer genopretningsprocessen. Jeg er imidlertid overbevist om, at vores aftale om hurtigt at vedtage foranstaltninger, der skal eliminere overfiskning og sikre nøje overholdelse af ICCAT's foranstaltninger, kan vende situationen og bringe tunbestanden op på et bæredygtigt niveau.

Vi skal sikre os, at vi ikke fremover kommer til at opleve situationer, som dem vi så i fjor. Det gøres bedst, hvis Rådet hurtigt vedtager den nye genopretningsplan for almindelig tun. Enhver forsinkelse i vedtagelsen af denne forordning bør derfor undgås – specielt hvis vi ønsker at sikre Fællesskabets troværdighed på internationalt plan og fremme genopretningen af denne bestand. Jeg er overbevist om, at hvis denne plan overholdes, så repræsenterer den en realistisk chance for en gradvis genopretning af almindelig tun. Der er derfor straks behov for en afgørende og effektiv indsats på EU-plan.

Efter vedtagelsen er Kommissionen besluttet på at arbejde tæt sammen med medlemsstaterne og med andre ICCAT-kontrahenter for at sikre og nøje overvåge den fulde gennemførelse af genopretningsplanen.

Endelig vil jeg gerne udtrykke min påskønnelse af Europa-Parlamentets konstruktive tilgang og samarbejde i håndteringen af dette følsomme emne, der har afspejlet vores fælles interesse og engagement i at sikre, at EU's fiskeripolitik og vores internationale forpligtelser respekteres fuldt ud.

  Carmen Fraga Estévez, for PPE-DE-Gruppen. – (ES) Hr. formand! Min politiske gruppe stemte for anvendelsen af uopsættelighedsproceduren for genopretningsplanen for almindelig tun, fordi det er helt afgørende, at de nye foranstaltninger træder i kraft inden sæsonstarten i april.

Jeg vil imidlertid også gerne minde alle om, at ingen genopretningsplan kan redde almindelig tun, før fiskekapaciteten reduceres, idet man starter med fiskekapaciteten for visse af Fællesskabets fiskerflåder, der er velkendte, og som er blevet nævnt i denne sammenhæng i mange år. I alle disse år har de pågældende medlemsstater ladet deres flåder vokse til skandaløse niveauer, mens Kommissionen har set passivt til. Det har ført til denne situation, hvor der næsten ikke er nogen udvej.

Da den aktuelle genopretningsplan blev vedtaget i 2007, stillede jeg et ændringsforslag, der blev vedtaget af Parlamentet og indføjet af Kommissionen i den endelige tekst, hvorved medlemsstaterne blev forpligtet til at indsende fiskeriplaner, der viste, at deres flådekapacitet var tilpasset den kvote, som de var tildelt.

Trods dette måtte fiskeriet atter lukkes i starten af 2008 – hvilket faktisk var tidligere end det foregående år – da man opdagede, at næsten hele fællesskabskvoten var blevet opbrugt på nogle få uger. Det vil sige, at vi klarede os endnu værre.

Ifølge artikel 5 i den nye genopretningsplan er medlemsstater med overkapacitet nu forpligtet til at fjerne mindst 25 % af denne inden 2010. Ikke alene finder jeg denne reduktion utroligt mild sammenlignet med de begåede udskejelser, men i betragtning af fortilfældene er jeg yderst bekymret over Kommissionens og ICCAT's (Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet) evne til at håndhæve denne forpligtelse i betragtning af den tydelige mangel på politisk vilje, som de involverede medlemsstater klart har udvist.

Jeg beder derfor så mindeligt kommissæren om her og nu at garantere, at denne manglende politiske vilje ikke smitter af på Kommissionen, og at Kommissionen denne gang vil gøre en håndfast indsats, der går længere end blot igen at lukke fiskeriet tidligt på foråret.

  Rosa Miguélez Ramos, for PSE-Gruppen. – (ES) Hr. formand! Forslaget til Rådets forordning vedrørende en flerårig genopretningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet omsætter den bindende beslutning, som Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT) vedtog ved konsensus på sit årsmøde i november 2008.

Som det tidligere er sagt, bør denne forordning træde i kraft inden fiskesæsonens start i april måned, hvilket betyder, at den obligatoriske høring af Europa-Parlamentet skal gennemføres på dette plenarmøde. Vi vil gerne hjælpe med at sikre en effektiv politisk aftale i Rådet om dette emne, der efter vores mening er utrolig vigtigt og fortjener stor opmærksomhed fra vores side. Derfor var der enstemmig opbakning til den uopsættelige forhandling fra Parlamentets Fiskeriudvalg.

Formålet med årlige fiskeriplaner, reducerede fangstperioder, styrkede overvågningssystemer, gydepladser i Middelhavet og tilstedeværelsen af ICCAT-observatører ved notfiskeri og på tunfiskebrug, som alt sammen er indeholdt i forordningen, er at sikre overholdelse af de vedtagne forvaltningsforanstaltninger samt sporbarhed i alle faser. Jeg tror, at det bliver meget vellykket.

Enhver kontrahent – hvilket jeg finder det vigtigt at pointere – skal indsende en fiskeriplan for de fiskefartøjer og bundgarn, der fanger almindelige tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet. Fiskeriplanen identificerer bl.a. de autoriserede fiskefartøjer over 24 meter og de foranstaltninger, der er indført for at sikre, at de individuelle kvoter ikke overskrides.

En anden af de vigtige foranstaltninger, der skal vedtages, er en reduktion af fangstperioden og en udvidelse af de lukkede perioder for notfartøjer, langlinefartøjer, levende madding og dørgefartøjer, flydetrawlere og sportsfiskeri. Justeringsplanerne for lande med overskydende flådekapacitet og opfedningsbrug for almindelig tun er også vigtige.

Mine damer og herrer. Jeg har læst ganske meget om tun i de seneste dage, og jeg vil gerne tage nogle emner op i den korte tid, jeg har tilbage.

Ud over den næsten ikkeeksisterende styring som svar på fiskerinationernes parallelle interesser og høj markedsefterspørgsel, er adskillige faktorer af forskellig art medvirkende til at gøre situationen meget usikker for den almindelige tun, der er en stærkt overfisket art.

Det er et faktum, at EU – eller snarere tre medlemsstater (Frankrig, Spanien og Italien) – tilsammen tegner sig for halvdelen af verdens tunfangster. Det er derfor helt afgørende, at EU er i stand til at forsyne ICCAT med statistikker af samme kvalitet som fiskeriet eller den anvendte fiskeriindsats – ikke mindst fordi statistik er vigtig, hvis vi ønsker at forske for at besvare spørgsmålene eller opfylde behovene fra tunbiologi og -økologi, der virkelig er en udfordring for den aktuelle videnskabelige forskning.

Hvis vi ønsker at redde denne art, er vi nødt til at lære mere om den. Efter min mening er alt vedrørende dataindsamling og statistik derfor særlig vigtigt.

  Raül Romeva i Rueda, for Verts/ALE-Gruppen. – (ES) Hr. formand! Tiden er inde til at tale rent ud af posen. Jeg synes ikke, at vi står med en genopretningsplan. Det er snarere, hvad man kan kalde en dødsattest.

Den manglende politiske ansvarlighed hos visse regeringer og Kommissionen kombineret med en slags blindhed i dele af selve sektoren har ført til et scenario, hvor vi er nødt til at spørge os selv, ikke om vi er i stand til at hjælpe med at genoprette bestandene, men hvornår vi ikke længere ser og finder tun i vores have og oceaner. Jeg taler ikke om et årti, men om højst fem år.

I denne forbindelse bør Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet i virkeligheden kaldes Den Internationale Kommission for Fangst af Alle Tun.

Regeringer og Kommissionen har vendt det døve øre til de videnskabelige henstillinger, der gang på gang har gjort dem opmærksom på kollapset i håbet om en politisk reaktion, der aldrig er kommet. Konsekvensen af denne attitude – vi skal ikke bedrage os selv – er endnu et skridt hen imod afgrunden.

Nu, hvor vi er nået til dette punkt, frygter jeg, at der ikke er mange muligheder tilbage for at redde tunen, skønt der fortsat er en brugbar løsning.: Vi skal arbejde for at få tun medtaget på CITES-listen som en truet art og dermed sikre dens fremtid ved at forbyde en erhvervsmæssig udnyttelse af den.

  Iles Braghetto (PPE-DE). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg er glad for muligheden for uopsætteligt at diskutere de foranstaltninger, der skal vedtages for at redde bestandene af almindelig tun og gradvist nedsætte de af ICCAT vedtagne kvoter.

EU skal stå ved sit tilsagn om at støtte genopretningsplanen fra Marrakesh, der skal suppleres gennem medlemsstaternes overvågning for at forhindre ulovlig tunfiskeri. Det er særlig udbredt i Middelhavet, hvilket nylige journalistiske undersøgelser har afsløret i fjernsynet og pressen. EU skal også tage spørgsmålet om illoyal konkurrence fra lande ved Middelhavets sydlige kyster op på rette sted.

Jeg glæder mig særligt over følgende aspekter af den foreslåede forordning: forslaget om at bringe fiskerikapaciteten i overensstemmelse med den tildelte kvote; forpligtelsen til at levere oplysninger om gennemførelsen af de respektive årlige fiskeriplaner inden for tidsfristerne; det gensidige internationale inspektionsprogram til sikring af genopretningsplanens effektivitet; og bestemmelser vedrørende sports- og fritidsfiskeri. Med andre ord en skrappere og mere krævende plan end tidligere til regulering af disse meget omfattende fiskeriaktiviteter.

  Ioannis Gklavakis (PPE-DE). – (EL) Hr. formand! Forslaget til en forordning om bevarelse af almindelig tun i Atlanterhavet og Middelhavet, som vi i aften drøfter som en uopsættelig forhandling, indeholder bestemmelser om reducerede kvoteniveauer frem til 2011, fiskerestriktioner i visse områder og i visse perioder, nye mindstemål, restriktive foranstaltninger for sports- og fritidsfiskeri, en reducering af fiskerikapacitet opfedningsenhedernes kapacitet, styrkede kontrolforanstaltninger og anvendelse af ICCAT's internationale fælles inspektionsprogram for at sikre planens effektivitet.

Jeg er enig i forordningens indhold i betragtning af, at overfiskeri af tun har bragt bestandene ned på meget farlige niveauer. Vi må ikke glemme, at Kommissionen i de seneste to år har indført et fremskyndet forbud mod tunfiskeri inden fangstperiodens afslutning, fordi det viste sig, at visse medlemsstater havde overfisket med op til 200 %, hvilket tydeligvis har skadet de personer, som ikke har brudt loven, men som også er blevet tvunget til at indstille tunfiskeriet.

Der er imidlertid to punkter i den nye forordning, der bekymrer mig.

Det første er den stramme tidsplan for medlemsstaternes justering af deres fiskeriindsats. ICCAT's henstilling nævnte 2010 som ansøgningsåret, mens forordningen nævner 2009, dette år, nu. Denne tidsfrist er meget stram, og jeg frygter, at der bliver problemer.

Det andet punkt er de øgede udgifter vedrørende det styrkede inspektionsprogram, der skal afholdes af medlemsstaterne. Man bør måske undersøge muligheden for fællesskabsstøtte.

  Sebastiano Sanzarello (PPE-DE). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Som vi kan se ud fra det, der hidtil er blevet sagt, er ICCAT-planen endnu ikke fuldt implementeret. Det betyder, at planen for regulering af tunfangstmetoder, der er meget varierende fra notfiskeri til traditionelt fiskeri med et system af faste net, kræver en ekstra finjustering, før den kan anvendes fuldt ud. Vi skal sondre mellem den vilkårlige fangst af arter, der finder sted ved notfiskeri – og som er endnu værre, når flåderne overskrider grænserne og deres utilstrækkeligt overvågede kvoter, sådan som det tidligere blev påpeget – og traditionelt fiskeri med faste net. Det er pr. definition umuligt at udvælge byttefisk ved brugen af faste net: Med dette system varer fangstperioden fra 50 til 60 dage.

Når ICCAT udsteder nye bestemmelser, skal den tage hensyn til denne mangfoldighed i fiskerisystemerne. Den skal også betænke, at fiskerisystemet for tun med faste net også er en kulturel og historisk aktivitet, der ikke skader miljøet, og som giver beskæftigelse til tusindvis af mennesker. Jeg mener også, at UNESCO bør overveje at beskytte dette fiskerisystem, da det har kulturel betydning samt indvirkning på økonomien og beskæftigelsen. Efter min mening bør ICCAT indføre flere kontrolsystemer i sine programmer. Det bør ikke være muligt vilkårligt at opsnappe tun, inden de når ind i Middelhavet. I Middelhavet bør der ikke være vilkårligt fiskeri drevet af den almindelige tuns kommercielle værdi. Afslutningsvis vil jeg gerne sige til kommissæren, at det er umagen værd at gøre en diplomatisk indsats for at begrænse fiskeriet i Middelhavet til de lande, der grænser op til Middelhavet – så andre lande får forbud mod at fiske der – fordi disse lande har en interesse i at beskytte fiskebestandene i Middelhavet samt en fælles interesse i at sikre deres fremtidige fiskeri.

  Joe Borg, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne takke medlemmerne for deres kommentarer, for de punkter, der er taget op under forhandlingen samt for deres accept af anmodningen om en uopsættelig forhandling. Som jeg slog fast i starten, skal de foranstaltninger, der blev vedtaget i Marrakesh, gennemføres hurtigst muligt, så de kan gælde fra starten af denne fiskerisæson.

Dette år bliver en klar prøve på vores evne til at udvise engagement i denne endemiske bestands bæredygtighed. Jeg kan ikke stærkt nok understrege over for alle kontrahenter og ikke mindst vores egne fiskere, hvor vigtigt det er at respektere de nyligt vedtagne foranstaltninger. Det er den eneste chance for at sikre bestandens overlevelse. En manglende overholdelse af den nye genopretningsplan vil få alvorlige konsekvenser og føre til fiskebestandens sammenbrud.

Med hensyn til det emne, som fru Fraga Estévez tog op, er jeg helt enig i, at hvis genopretningsplanen skal blive en succes, skal vi reducere kapaciteten for specielt notfartøjsflåden, der lægger størst pres på bestanden af almindelig tun. I denne henseende vil jeg gerne henvise til det faktum, at vi i fjor enedes om en omstruktureringspakke, der blev udløst af brændstofkrisen, og at vi opmuntrer medlemsstaterne til at bruge denne omstruktureringspakke til at reducere fiskerflåden og i særdeleshed flåden af notfartøjer. Vi hører opmuntrende nyt om én bestemt medlemsstat, nemlig Frankrig, der tilskynder visse fiskere til at tage deres fartøjer ud af drift for at reducere fiskerikapaciteten.

Der er behov for lignende tiltag i de øvrige medlemsstater og i særdeleshed i f.eks. Italien, der har en ganske betydelig overkapacitet. Vi drøfter derfor i øjeblikket med de italienske myndigheder, om de kan foretage sig noget i den allernærmeste fremtid.

Jeg må understrege, at vi i fjor lukkede fiskeriet tidligt for ikke at komme under pres fra en medlemsstat eller en gruppe af medlemsstater. Vi lukkede fiskeriet tidligt, da den samlede fællesskabskvote ifølge vores egne beregninger var udtømt. I år er vi – også som følge af de årlige fiskeriplaner, der blev vedtaget i Marrakesh på grund af Fællesskabets vedholdenhed – villige til at lukke fiskeriet tidligt for visse medlemsstater. Hvis fiskerflåden i en bestemt medlemsstat overskrider sin kvote, vil vi ikke tøve med at lukke fiskeriet for denne medlemsstat. På denne måde vil kun den pågældende medlemsstats fiskerflåde og ikke hele Fællesskabets fiskerflåde lide under følgerne af dens overskridelser. Forhåbentlig vil det være nok til at finjustere vores indsats yderligere i løbet af fiskesæsonen.

Hvis ikke vi lever op til denne nye genopretningsplan, vil vi i de kommende år se den alvorlige konsekvens, at der slet ikke bliver noget fiskeri. Forhåbentlig kan vi alle leve op til planen.

Jeg må derfor sige, at jeg desværre ikke er enig med hr. Romeva i Rueda i, at genopretningsplanen er en dødsattest. Efter min mening vil en korrekt gennemført genopretningsplan give en realistisk og rimelig mulighed for at genoprette bestanden. Det er et tegn på vores beslutsomhed, at vi reducerede kvoterne fra 15 641 t til 12 406 t i 2009, at vi diskuterer emnet i dag, at Rådet forhåbentlig vedtager en beslutning senere på måneden, og at vi allerede i indeværende fangstperiode gennemfører den genopretningsplan, der blev vedtaget i Marrakesh i november måned. Vi agter ikke at acceptere et misbrug af de fiskemuligheder, der bygger på Marrakeshaftalen.

Vi har ikke ventet på en naturlig gennemførelse af Marrakeshaftalen, der ville være kommet for sent i fangstperioden for almindelig tun. Vi har besluttet at få alle parametre af Marrakeshplanen indført helt fra starten.

Forhåbentlig vil disse parametre blive ordentligt overholdt, da vi på denne måde sammen kan genoprette denne endemiske bestand. Hvis ikke det sker, bliver vi imidlertid nødt til at gribe sagen an på en anden måde næste år.

  Formanden. − Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag d. 12. marts 2009 kl. 12.00.