Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 11. marts 2009 - Strasbourg

16. Det 5. Verdensvandforum i Istanbul, 16.-22. marts 2009 (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om mundtlig forespørgsel til Kommissionen om det 5. Verdensvandforum i Istanbul, 16.-22. marts 2009, af Josep Borrell Fontelles for Udviklingsudvalget (O-0026/2009 – B6-0015/2009).

  Pierre Schapira, spørger. – (FR) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Om nogle få dage vil en delegation her fra Parlamentet rejse til Istanbul for at deltage i Det 5. Verdensvandforum, en begivenhed, som samler alle de globale aktører, der interesserer sig for vand: FN-agenturer, udviklingsbanker, stater, faglige organisationer, ngo'er og lokale myndigheder.

På et tidspunkt, hvor vand bliver en stadig mere sparsom ressource, og tempoet i klimaændringerne får os til at forvente stadig flere konflikter over adgangen til vand, ønskede jeg at forberede dette møde ved at sætte en stærk tekst til afstemning her i Parlamentet for at skabe grundlaget for en europæisk indsats på dette område.

Som De ved, er situationen alvorlig. Vandmangel har bredt sig ud over de traditionelle tørkeområder. Adgang til vand, hvis kvalitet hele tiden bliver ringere, er blevet et stort problem for os alle. FN-tallene taler for sig selv. En mia. mennesker har ikke adgang til sikkert drikkevand, to og en halv mia. mennesker har ikke adgang til sanitet, fem tusinde børn under seks år dør hver dag af sygdomme, der forårsages af mangel på rent drikkevand eller sanitet eller på grund af disses dårlige kvalitet.

Det skandaløse er, at de første ofre altid er de fattigste. Adgang til vand, som bliver en af de store udfordringer i de kommende år, kan betyde en yderligere forsinkelse af gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene. Det næste Verdensvandforum skal give os mulighed for at finde løsninger i fællesskab for at reagere på denne kolossale udfordring.

Min førsteprioritering var at understrege, at vand er en fælles ressource for menneskeheden, som bør være en universel ret. Det er det første afsnit i forslaget til beslutning, og det er vigtigt, fordi de politikker, vi gennemfører, afhænger af det. Vi skal huske på, at dette grundprincip betyder, at vi siger "nej" til at gøre vand til en vare, for vi ved desværre kun alt for godt, hvilke ødelæggende følger dette vil få.

Rapporten fra FN's Udviklingsprogram (UNDP) fra 2006 viser, at der har været tale om en grov uretfærdighed. Manglen på distributionssystemer har ofte ført til mangel på rent drikkevand for de dårligst stillede. Derfor må millioner af mennesker ty til uofficielle kilder, hvor man på grund af mellemhandlere kræver priser, der er fem til 10 gange så høje.

Vi kæmper for adgang til rent drikkevand og sanitet for alle. Dette betyder, at vandet skal forblive under offentlig kontrol, idet staten alene kan varetage den fælles interesse. Det er dette princip, der skal styre vores politikker, og det glæder mig, at man henviser til dette i beslutningsforslaget.

Gennem offentlig indgriben kan man rent faktisk løse dette problem med tilgængelighed. Et prissystem, der er retfærdigt og bæredygtigt for alle, vil både være billigere for de fattige end at måtte ty til den uofficielle sektor og give mulighed for at investere i de nødvendige infrastrukturer.

Dette mål kan kun nås, hvis vi alle bidrager til det. Den offentlige udviklingsbistand skal derfor bruges sammen med de lokale myndigheders ressourcer, banklån, privat kapital og innovative partnerskaber.

Jeg vil navnlig gerne understrege betydningen af solidaritetsbaseret finansiering, hvilket blev muligt i henhold til Oudinloven i Frankrig. Denne giver lokale myndigheder mulighed for at opkræve en cent pr. kubikmeter af forbrugernes vandregning til at finansiere internationale samarbejdsforanstaltninger, der udelukkende anvendes til vand.

Fru kommissær, er Kommissionen indstillet på at tilskynde til udvikling af et instrument af denne art? En sådan udvikling skal ske i overensstemmelse med begrebet almenvellet, og derfor er jeg glad for, at man i teksten til beslutningsforslaget påpeger, at offentlige-private partnerskaber skal defineres præcist og være omfattet af regulering.

Siden det sidste Verdensforum er de lokale myndigheders rolle blevet anerkendt af alle interessenter, herunder medlemmer af Parlamentet og ministre. Det næste forum i Istanbul bliver vigtigt på grund af to store fremskridt: de lokale myndigheders underskrivelse af en aftale om vand og en todages konference, som udelukkende er viet til de lokale myndigheders rolle.

Fru kommissær, er De parat til at anvende de lokale myndigheders enorme reserver af ekspertise og af menneskelige og økonomiske ressourcer til at fremme Nord-Syd-partnerskabet? Med deres positive erfaringer og deres tekniske færdigheder bag sig er byerne i Nord ivrige efter at hjælpe deres kolleger i udviklingslandene.

Endelig har FN i dag offentliggjort en rapport om vand, hvori man kommer med nogle skræmmende forudsigelser for fremtiden. Under det dobbelte pres fra befolkningstilvæksten og klimaændringerne er vandkrisen blevet forværret af den utilstrækkelige politiske reaktion. Selvom vand er hovedprioriteringen for al udviklingspolitik, går bare 6 % af den internationale bistand til dette område.

Derfor ønsker jeg, at Europa, vores Parlament og Kommissionen sender et stærkt budskab til befolkningerne i Syd, for denne ulige adgang til vand kan ikke fortsætte.

  Formanden. - Jeg vil gerne komme med en kort personlig bemærkning: Jeg håber virkelig, at vand ikke ophører med at være en fælles ressource, og at det bliver en ret for alle.

  Androulla Vassiliou, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Først og fremmest vil jeg gerne undskylde på vegne af min kollega, Louis Michel, fordi han ikke kan være til stede selv. Han er i Congo. Men jeg vil med stor fornøjelse besvare disse spørgsmål, fordi de er så vigtige.

Kommissionen er fuldstændig enig i, at vandforsyning og sanitetstjenester mest naturligt løses på det lokale niveau, gennem lokalregeringen, kommuner og lokalsamfund. Vi må imidlertid erkende, at der findes svagheder mellem disse forskellige niveauer, tydeligst i de svagere lande, hvor man ikke prioriterer leveringen af grundlæggende tjenester så højt.

Ved de europæiske udviklingsdage her i Strasbourg sidste år fokuserede man på de lokale myndigheders rolle, da disse er i centrum for adgangen til væsentlige tjenester, betydningen af den lokale forvaltning samt borgernes deltagelse. Dette er naturligvis et vigtigt spørgsmål inden for vandsektoren, og gennem sine forskellige instrumenter arbejder Kommissionen på at øge opbakningen til de lokale myndigheder og styrke partnerskabet mellem lokale aktører fra Nord og Syd.

På EU-niveau er den europæiske vandpolitik også baseret på princippet om god forvaltning, hvor man tilskynder til, at borgerne, lokalsamfundet, ngo'er og interessenter engagerer sig og deltager. Dette kommer ikke blot til udtryk i vandrammedirektivet, men også i initiativer som EU's vandinitiativ, som blev lanceret på Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg, og som indebærer en styrkelse af de lokale aktørers rolle.

I Afrika, hvor millenniumudviklingsmålene vedrørende vand og sanitet stadig ikke er på rette spor, skal der investeres mere, og Kommissionen har vist sit politiske engagement ved at oprette en finansieringsmekanisme.

Vandfaciliteten til en halv mia. EUR har gjort det muligt at mobilisere det dobbelte af dette beløb gennem samfinansiering af et stort antal programmer for at forbedre situationen med hensyn til vand, sanitet og hygiejne for millioner af mennesker. Det har også forbedret forvaltningen af vandressourcerne i AVS-landene. Fokuseringen på at inddrage de lokale aktører har været en af merværdierne ved denne facilitet.

EU vil være repræsenteret ved ministerdelen af Verdensvandforummet ved det nuværende tjekkiske formandskab. Udtalelsen, der er under forberedelse, omfatter henvisninger til behovet for forsvarlig forvaltning gennem kapacitetsudvikling og institutionelle reformer på alle niveauer.

Kommissionens politik, som blev vedtaget i 2002, fremmer en integreret forvaltning af vandressourcer i udviklingslandene. Det er inden for disse rammer, at de forskellige anvendelser af vand – såsom drikkevand, sanitet, kunstvanding osv. – skal behandles for at nå frem til en optimal fordeling af fordele mellem alle brugerne.

Desuden er man i øjeblikket ved at undersøge bedste praksis fra forskellige erfaringer med grønne bælter omkring byerne, navnlig i Afrika, inden for rammerne af initiativet om den store grønne mur for Sahara og Sahel som led i en feasibilityundersøgelse, der støttes af Kommissionen. Vi vil overveje at yde yderligere støtte til dette initiativ inden for rammerne af Afrika-EU-partnerskabet om klimaændringer.

Det glæder mig at kunne meddele, at vandfaciliteten vil blive videreført under 10. Europæiske Udviklingsfond, og at der er afsat 200 mio. EUR til dette formål. Medlemsstaterne opfordres til at bidrage med yderligere finansiering.

Kommissionens strategi er baseret på en integreret samarbejdsramme med partnerregeringerne, EU's medlemsstater og alle de involverede interessenter.

Vandfaciliteten supplerer de nationale programmer med sin kapacitet til at arbejde med decentrale aktører og udvikle innovative løsninger. Under de igangværende forberedelser af vandfaciliteten under 10. EUF identificerer man navnlig potentialet ved offentlige vandoperatører, som leverer mere end 90 % af vand- og sanitetstjenesterne verden over.

Derfor udgør offentlige-offentlige partnerskaber en meget omkostningseffektiv metode til fremme af princippet om "forsvarlig forvaltning" inden for AVS-landenes vandsektor, som potentielt kan have en langvarig og bæredygtig indvirkning på de institutionelle og organisatoriske ændringer. Sådanne partnerskaber – f.eks. i form af uddannelse og teknisk bistand – kan være en effektiv metode til at fremme principperne om forsvarlig forvaltning inden for AVS-landenes vandsektor.

Endelig vil jeg gerne bekræfte, at vi drøfter bistandseffektivitet og arbejdsfordeling med relevante partnere inden for mekanismerne i EU's vandinitiativ. Der er foretaget en kortlægning af EU's udviklingsbistand til vandsektoren for at forbedre den igangværende dialog. Spørgsmålet om donorer til ikkeindtægtsdækkede områder er vigtigt inden for vandsektoren, og Kommissionen har til hensigt at tage hensyn til dette ved udformningen af den nye vandfacilitet under 10. EUF.

  José Ribeiro e Castro, for PPE-DE-Gruppen. – (PT) Fru formand, fru kommissær! Jeg vil gerne gentage de ord, der blev sagt her i Parlamentet for flere år siden, den 13. marts 2006, af Eija-Riitta Korhola. Hun beskrev situationen vedrørende adgangen til rent vand som følger: "Tallene er alarmerende: 3.900 børn dør hver dag på grund af mangel på rent vand. En femtedel af verdens befolkning, omkring 1,1 mia. mennesker, lider under mangel på rent vand. Samtidig står mere end 40 % uden hensigtsmæssige vandforsynings- og kloakeringstjenester."

Tre år er gået siden denne udtalelse, og hvad er der sket? Det er sket det, at det globale scenario desværre er præcis det samme, og det må nødvendigvis give anledning til bekymring. Vi står nu over for en alvorlig krise med hensyn til grundlæggende sanitet, som berører os alle. Jeg vil gerne påpege, at dette problem især berører de fattigste og mindst udviklede områder af verden, ikke mindst Afrika syd for Sahara. Det er stadig det område, der påvirkes mest af den manglende vandkvalitet, navnlig i landdistrikterne og i slumbyerne omkring de større byer. Men problemet er kolossalt. Jeg står med en UNICEF-brochure, der stammer fra 2001. Men udsagnene er i det store og hele stadig gældende og meget slående. Hvad fortæller det os? Det fortæller os, at disse 1 mia. mennesker er spredt over stort set hele verden. Disse 1 mia. mennesker har ingen adgang til rent vand: 4 % i Mellemøsten og Nordafrika, 4 % i Central- og Østeuropa, 19 % i Det Sydlige Asien, 25 % i Afrika syd for Sahara og 42 % i Østafrika og Stillehavsområdet. Hvis vi kigger på tallene inden for hvert af disse områder, er det i regionerne i Østafrika og i Stillehavsområdet og i Afrika syd for Sahara, at tallene er mest alarmerende, idet henholdsvis 24 % og 43 % af befolkningerne stadig ikke ved begyndelsen af årtiet, der startede i 2000, havde adgang til rent og sikkert vand.

Det er vigtigt at huske på de sundhedsmæssige komplikationer, hvoraf nogle er dødelige, der skyldes denne mangel på vand, og hvordan disse påvirker udvikling og fremskridt for de befolkninger, der ikke har adgang til dette basisgode i en rimelig kvalitet og kvantitet, og ligeledes grænsestridighederne, der skyldes kampen om adgang til vand, og hvordan disse risikerer at blive mere akutte, hvis der ikke gøres noget for at forebygge dem.

EU kan som en global aktør og som den største bidragyder til verdens bestræbelser på at løse dette problem ikke undlade at tage del i de store diskussioner om dette spørgsmål. Jeg glæder mig over de rapporter, som kommissæren har givet os her i Parlamentet. Derfor glæder jeg mig også over afholdelsen af og den europæiske deltagelse i dette 5. Verdensvandforum. Dette giver endnu en gang mulighed for, at alle de vigtigste aktører kan diskutere spørgsmålet objektivt og forberede en klar stillingtagen til dette problem. Jeg kan ikke gøre andet end at støtte disse bestræbelser, hvilket hele Udviklingsudvalget også har gjort i form af at fremme subsidiariteten. Desuden findes der mange ansvarsområder, der skal løses på lokalt plan, og derfor støtter jeg også de andre ønsker fra vores udvalg. Mine damer og herrer, vand er et gode, der er vigtigt for livet, for os alle hver især og for menneskeheden.

  Inés Ayala Sender, for PSE-Gruppen. – (ES) Fru formand! I det store og hele glæder det mig, at det 5. Verdensvandforum skal afholdes i Istanbul, og især, at EU deltager i form af en delegation fra Kommissionen og ligeledes en fra Europa-Parlamentet. Jeg forstår også og støtter behovet for at støtte de offentlige myndigheder på lokalt plan i deres forsøg på at etablere demokratiske og participatoriske systemer og forbedringer eller fornyelser inden for vandforvaltningen og ligeledes at støtte decentraliseringsprocessen.

Det første og grundlæggende mål med alt dette er at beskytte den grundlæggende ret til vandforsynings- og sanitetstjenester, men dette skal naturligvis ske inden for klare rammer, hvor man respekterer den bæredygtige udvikling, som i EU fastsættes gennem rammedirektivet om vand som referencepunkt, mens millenniumudviklingsmålene danner grundlaget for udvikling.

Jeg må sige, at alt dette – og jeg vil fremføre det i morgen i et ændringsforslag, som jeg håber, at Parlamentet vil vedtage – var genstand for en diskussion sidste efterår på den internationale udstilling i Zaragoza, Expo 2008, hvor Europa-Parlamentet desuden for første gang deltog på lige fod med Kommissionen. På Expo diskuterede mere end 2 000 eksperter i den såkaldte Water Tribune og ngo'er i forummet ved navn Agora samt delegationerne fra Kommissionen og Parlamentet og genererede en kolossal mængde debat samt meget interessante og kreative forslag om vandforvaltning.

Dette blev omsat til "2008 Zaragozachartret", der blev vedtaget den 14. september 2008. Det indeholder 17 punkter, og jeg vil gerne fremhæve nogle af disse. Det hedder i chartret:

– at adgangen til drikkevand og sanitet er en menneskeret, der skal garanteres af alle offentlige myndigheder;

– at adgangen til vand har kolossal betydning for udviklingen;

– at prognoserne viser, at klimaændringer kan ændre adgangen til og efterspørgslen på vand over hele planeten;

– at en bæredygtig produktion af fødevarer hænger direkte sammen med en effektiv udnyttelse af vand.

– at floders afvandingsområder er de bedst egnede områder til at udnytte vandet, og en forsvarlig forvaltning af disse gør det muligt at løse konflikter mellem lande, regioner og brugere, og endelig

– at de offentlige myndigheder skal tage initiativ til at fremme den nødvendige lovgivning og de nødvendige ordninger for at sikre alles adgang til vand.

Jeg opfordrer kommissæren til at tage hensyn til konklusionerne i Zaragozachartret, hvor vi, Kommissionen og Parlamentet, deltog ved siden af eksperter, ngo'er og organisationer, og som rent faktisk udgjorde et forum for de forberedende diskussioner med henblik på det 5. Verdensvandforum i Istanbul.

Jeg mener, at det er umagen værd at indarbejde chartrets og ligeledes Water Tribunes konklusioner i den europæiske diskussion og debatoplæg, som EU fremviser i vores pavillon på denne internationale udstilling.

  Roberto Musacchio, for GUE/NGL-Gruppen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! For to år siden holdt vi en forhandling her i Parlamentet og vedtog et præcist beslutningsforslag om vand i forbindelse med det 4. Verdensforum, der blev afholdt i Mexico City. Dengang skrev vi, at vand skal betragtes som en menneskeret, og at der skal udformes aktive politikker for at virkeliggøre denne ret gennem former for offentligt-privat samarbejde, hvor man især fokuserer på lokalsamfundene.

Desværre fandt beslutningsforslaget ikke støtte hos Kommissionen, som var til stede i Mexico City – det vil jeg minde kommissæren om i dag – selv om det blev rost i høje toner af mange lande, navnlig i Latinamerika. Selve arten af denne type forum, en privat struktur, blev desværre prioriteret højst. Nu har vi mulighed for at sende en parlamentsdelegation til Istanbul, og det ville være en fordel, hvis vores tilstedeværelse der blev bakket op gennem en lige så stærk beslutning som i 2006: Det har vi ikke helt opnået endnu, så derfor fremsætter jeg disse ændringsforslag.

Vi er nødt til at nå til et virkeligt vendepunkt i spørgsmålet om vand. Den forfærdelige statistik for vandmangel er kendt af alle, og situationen kan kun blive værre som følge af klimaændringerne. Det er netop inden for klimaændringer, at der er behov for nye foranstaltninger. Klimaændringer gør adgangen til vand vanskeligere, og ringe adgang til vand forværrer igen klimaændringerne. Så sammen med spørgsmålet om rettigheder og om offentligt-privat samarbejde skal vi også sørge for at skabe en stærk sammenhæng med Kyoto-protokollen. Det er FN, der skal inddrages i de centrale spørgsmål på vandområdet. Et dedikeret FN-organ kan varetage den globale vandforvaltning og fjerne den fra den private filosofi, der stadig er til stede i forummet i dag. Dette vil fremme en forbindelse med de vigtige konventioner om klimaændringer og ørkendannelse, der udgør en del af FN-rammerne.

Der vil så naturligvis skulle sikres en hensigtsmæssig finansiering. Den kan komme fra generelle skatter og afgifter på f.eks. mineralvand, som – og det vil jeg gerne påpege over for mine kolleger – vi bruger overdrevne mængder af her i Parlamentet. Privatiseringen af vand skal stoppes: Den vil betyde, at adgangen til en livsvigtig ressource ikke længere er en rettighed, men et marked. Jeg mener, at hele Europas historie kan lære os, at det er det offentlige, der har garanteret retten til vand i vores hjem, hvilket ikke er tilfældet på andre kontinenter, hvor den private sektor holder sit indtog i stadig større grad.

Det er praktiske spørgsmål, men de har også kolossal moralsk betydning. Det er ikke et tilfælde, at store verdslige og religiøse bevægelser og berømtheder går i brechen for retten til vand. For nylig og mange gange gennem de senere år er Europa-Parlamentets mødesal blevet stillet til rådighed – med rette og det takker jeg formændene for – for vigtige møder mellem globale aktivistorganisationer. På det seneste af disse møder fremsatte man tanken om en egentlig protokol om retten til vand, og jeg er sikker på, at vi alle bør støtte denne.

  Filip Kaczmarek (PPE-DE). – (PL) Fru formand! De fleste af os kan tage den frie adgang til vand for givet. Vi bruger store mængder vand hver eneste dag. Det er imidlertid værd at huske på, at ifølge skøn fra Verdenssundhedsorganisationen har en sjettedel af jordens befolkning, dvs. over en mia. mennesker, ikke adgang til vand, der opfylder grundlæggende minimumsstandarder for renhed. Dette betyder, at i civilisationen i det 21. århundrede, lider millioner af mennesker af tørst og dør på grund af sygdomme, der skyldes, at de har drukket forurenet vand. For nylig var jeg i Lagos, den største by i Afrika, hvor knap 1 % af befolkningen har adgang til rindende vand.

Statistikker af denne art er skrækkelige, men alligevel kommer vandproblemerne ikke på avisernes forsider, de vækker ikke mediernes interesse og er ikke genstand for diskussioner og drøftelser, som det f.eks. er tilfældet med aids, kampen mod malaria eller global opvarmning. Det skylder helt sikkert, at problemet kun vedrører 2 % af europæerne, mens det berører 27 % af den afrikanske befolkning. Man skønner, at alene i Afrika dør flere mennesker hvert år af at drikke forurenet vand end af aids og malaria tilsammen.

Man kan derfor sige, at manglende adgang til drikkevand ikke dræber på en iøjnefaldende måde, der kommer på mediernes forsider, og ikke skaber så bred interesse som katastrofer som et jordskælv, en tsunami, en oversvømmelse eller væbnede konflikter. Som hr. Ribeiro e Castro allerede har sagt ligger det imidlertid fast, at gennemsnitlig 6 000 børn hver dag dør af sygdomme, der skyldes vandmangel. Dette betyder, at der dør et barn hvert 15. sekund. Kan De forestille Dem verdens reaktion, responsen, graden af mobilisering og beslutsomhed, hvis dette skete i Europa og ikke i Afrika syd for Sahara eller i Asien?

Derfor er problemet med adgang til vand ikke kun et problem for udviklingslandene, men også for de udviklede lande. Universel adgang til drikkevand er en væsentlig forudsætning for landenes udvikling og kampen mod fattigdom. Medmindre dette behov bliver opfyldt, giver det ingen mening at tale om at forbedre sundhedsplejen eller undervisningen i udvikling. Hvis ikke man kan sikre vand til landbruget og småindustrien, er hele samfund dømt til dagligt at kæmpe for deres overlevelse. Dette fører til væbnede konflikter, migration og destabilisering. Det hæmmer med andre ord udviklingen og øger uligheden med hensyn til udvikling.

Der vil også være politikere til stede ved det forum, vi taler om. De vil drøfte spørgsmål af aktuel betydning. Et af disse spørgsmål er situationen i Darfur, hvor præsident al-Bashir udviser organisationer, der bl.a. har bidraget til at sikre, at Darfurs befolkning har adgang til vand. Der vil derfor blive lejlighed til at overtale bl.a. præsident al-Bashir til at lade internationale organisationer levere vand til befolkningen i Darfur.

  Giulietto Chiesa (PSE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil også gerne som hr. Musacchio erindre Dem om, at Parlamentet i februar samtidig med Mikhail Gorbatjovs verdenspolitiske forum var vært for en konference med en meningsfyldt titel: "Fred med vand", en konference, der førte til udarbejdelsen af et memorandum for en verdensomspændende vandprotokol, der fortjener at blive taget alvorligt, og som desuden fik støtte fra alle de store politiske grupper i Parlamentet, men som tilsyneladende er blevet ignoreret af Udviklingsudvalget, som udformede dette dokument.

Det var nok ikke et tilfælde: den tekst, vi forhandler om i dag, virker rent faktisk svag og vag på alle de centrale punkter, der står på dagsordenen i Istanbul. Tag eksemplet med vand som en grundlæggende menneskeret. Hvis det er en ret – og det er absurd at benægte det – kan det ikke samtidig være en vare. En ret kan ikke købes eller sælges i et frit samfund. En ret købes kun i et samfund af slaver. Vi er imidlertid udmærket klar over, at store private interesser ønsker at overtage ejerskabet til denne ret. Så hvad vil Europa sige i Istanbul? Hvem, som der f.eks. står i betragtning J, skal styrke den økonomiske prioritering af vand? Det er et godt eksempel på en tvetydig ordlyd. Og er staten eller det offentlige den eneste aktør inden for vandpolitik? Eller er den, som der står i punkt 12 i beslutningsforslaget, en "vigtig aktør"? Hvad betyder denne sætning i virkeligheden? Den er for resten i modstrid med punkt 2 i samme dokument, hvor det helt rigtigt siges, at vand er "et offentligt gode", der skal holdes "under offentlig kontrol".

Vi befinder os kort sagt midt i en generel krise for vores samfunds udviklingsmodel, men alligevel klynger vi os stadig til tanken om, at markedet kan få ret til selve naturen med henblik på privat gevinst. Endelig er der endnu et meget svagt punkt: Dokumentet indeholder ingen organisatoriske forslag vedrørende vandforvaltningen i verden. I ovennævnte memorandum skitserede man imidlertid et forslag om et verdensagentur, som gentages i et af de ændringsforslag, som jeg vil stemme for.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). – (PL) Fru formand! Det 5. Verdensvandforum er en begivenhed, der bør give mulighed for at arbejde med systemet til offentlig vandforvaltning, og dette vil være effektivt, gennemsigtigt, reguleret og i overensstemmelse med målene for en bæredygtig udvikling, der kan opfylde samfundets behov. De lokale myndigheder får en særlig rolle og særlige opgaver på dette område. Desuden har fødevarekrisen vist, at der er behov for udvikling af nye teknikker, f.eks. til kunstvanding af landbrugsområder. Samtidig er det vigtigt at sikre, at der anvendes naturlig gødning eller gødning, der hurtigt nedbrydes i jorden og ikke trænger ned i grundvandet.

Endelig vil jeg gerne vide, hvordan Kommissionen har til hensigt at reagere på Europa-Parlamentets ønske, der kom til udtryk i beslutningen af 15. marts om det 4. Verdensvandforum, vedrørende støtte til og fælles finansieringsmetoder for vandforvaltningen? Problemet med vand er den største udfordring, som verden og Europa står over for.

  Alessandro Battilocchio (PSE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Mine kolleger har ret, tallene er alarmerende og kræver nøje overvejelse. Mange, alt for mange mennesker i verden, nægtes stadig deres grundlæggende ret til vand. I de senere år er reguleringen på dette område blevet udvidet betydeligt. I Istanbul vil jeg imidlertid gerne se, at man henleder opmærksomheden på behovet for at rationalisere de mange internationale organer, der spiller en rolle i forvaltningen, styringen og kontrollen af verdens dynamik på vandområdet, og hvis aktiviteter og kompetencer i dag ofte overlapper hinanden. Reformen kan ikke udsættes længere.

Jeg håber også, at det 5. Verdensvandforum vil anerkende princippet om vand som en global offentlig ressource, og at denne tankegang vil vinde frem med deraf følgende hensigtsmæssige politikker for beskyttelse af vand, om offentligt ejerskab og om forbrugs- og distributionsprocedurer.

  Marie Anne Isler Béguin (Verts/ALE). – (FR) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg mener, at vi her i Parlamentet i fællesskab har gentaget det samme i årevis.

Jeg mener, at alt allerede er blevet sagt om vand, om denne menneskehedens fælles ressource, og desværre skal det siges igen, fordi situationen langt fra bliver bedre, snarere tværtimod. Den nyeste rapport fra FN viser, at situationen tilsyneladende bliver værre. Derfor mener jeg, at på trods af de forslag, der er blevet fremsat, og de politikker, som EU har gennemført, som er et første skridt i den rigtige retning, er vi virkelig nødt til at gå videre endnu, for uden vand kan der ikke være liv. Vi skal også være klar over, at mange befolkninger, navnlig i lande, som vi både har samhandel og dialog med, har fået deres vandforsyning ødelagt eller stadig ikke har adgang til drikkevand.

Det er fuldstændig utilstedeligt og uacceptabelt. Efter min mening skal vi virkelig støtte – og jeg mener, at EU bør yde støtte på internationalt plan og i Istanbul – vands status som en fælles ressource for menneskeheden. Det er ikke en vare, som kan handles, eller som kan sælges af vores multinationale selskaber. Det skal vi virkelig kæmpe for i Istanbul, og jeg tror, at vores kolleger vil kæmpe for dette.

  John Bowis (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Jeg har lyttet til mine kolleger, der med rette har fremhævet vandmanglen, den manglende adgang til vand, de sygdomme, som dette kan forårsage. Alt dette er af grundlæggende betydning for dette Vandforum.

Jeg vil blot nævne den anden side af sagen, fordi de af os, der for nylig var i Guyana til AVS-regionalkonferencen, blev i høj grad opmærksomme på de lande, der har for meget vand på grund af klimaændringerne. Hr. Musacchio talte om klimaændringernes betydning for vand, hvordan det kan blive forurenet, hvordan det kan tørre ud, hvordan man kan miste adgangen til det, men her har vi for meget, og vi skal huske på, hvad det betyder med hensyn til forurening af vandressourcerne, skader på afgrøder osv.

Så jeg mener, at vi spørgsmålet om skovrejsning/skovfældning skal føjes til listen over temaer på vandforummet, for hvis ikke vi gør det rigtigt, vil vi få både oversvømmelser og tørke.

  Androulla Vassiliou, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Ingen må undervurdere vands betydning og behovet for en forsvarlig forvaltning af vores vandforsyning. Men som jeg sagde indledningsvis, skal vi også hjælpe de fattigere områder af verden med at få adgang til rent drikkevand. Kommissionen vil fortsat bistå disse lande.

Vand er et af menneskets primære behov, hvilket man anerkendte ved det 4. Vandforum i Mexico i 2006. Som jeg sagde tidligere, vil EU naturligvis være til stede og fremføre sine stærke argumenter på alle de punkter, jeg har været inde på, ved det kommende forum i Istanbul.

Hr. Bowis var inde på et andet meget vigtigt spørgsmål – og jeg er enig med ham – nemlig, at vi på grund af klimaændringerne ser, at andre dele af verden bliver oversvømmet med vand. Vi er virkelig nødt til at gribe ind over for dette. Som han meget klart sagde, er skovrejsning en af løsningerne på problemet.

  Formanden. − Jeg har modtaget et beslutningsforslag⁽¹⁾ , der er indgivet i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 12. marts 2009.

(1) Se protokollen.