Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 11. marts 2009 - Strasbourg

17. Revisionsrettens særberetning nr. 10/2008 om EF's udviklingsbistand til sundhedstjenester i Afrika syd for Sahara (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel (O-0030/2009 – B6-0016/2009) af Borrell Fontelles for Udviklingsudvalget om Revisionsrettens særberetning nr. 10/2008 om EF's udviklingsbistand til sundhedstjenester i Afrika syd for Sahara.

  Anne Van Lancker, spørger. − (NL) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Afrika er det eneste kontinent, der ikke har gjort nævneværdige fremskridt med hensyn til opfyldelse af milleniumudviklingsmålene, især på sundhedsområdet, dvs. mødre- og børnedødelighed og bekæmpelse af hiv/aids, tuberkulose og malaria. Det skyldes udelukkende deres svage sundhedssystemer og den mangel på menneskelige ressourcer, som sundhedsområdet lider under. Det er derfor indlysende, at investeringer i sundhedssektoren bør være et væsentligt element i fattigdomsbekæmpelsen.

Det er også Kommissionens synspunkt, men selv om Kommissionen har hævdet dette i årevis, har den i henhold til Revisionsrettens beretning gjort meget lidt for at skabe ændringer i praksis. Kommissionen gør en indsats, især via vertikale midler til bekæmpelse af aids, og det kan efter vores mening meget vel være nødvendigt, men det må ikke ske på bekostning af de overordnede investeringer i den basale sundhed.

Fru kommissær, budgettet til de basale sundhedssystemer er ikke blevet øget siden 2000 i forhold til den samlede udviklingsbistand. På baggrund af Revisionsrettens beretning er det derfor berettiget at stille Kommissionen et par spørgsmål og komme med et par anbefalinger. Jeg vil gerne understrege fire ting.

For det første, at budgettet til sundhedssektoren bør øges. Hvad der er brug for her, er naturligvis et fælles initiativ fra EU og dets partnerlande. I henhold til Abuja-erklæringen har udviklingslandene forpligtet sig til at investere 15 % af deres budgetter. Det er imidlertid umuligt at gøre det, hvis Kommissionen og Europa kun er parat til at bruge 5,5 % af Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) på sundhedssektoren. Jeg vil derfor gerne bede Dem forklare, hvorledes Kommissionen vil sikre, at investeringerne i sundhedssektoren vil blive forøget inden for rammerne af den 10. EUF.

For det andet bør budgetstøtten udnyttes bedre og mere effektivt. Selv om dette område prioriteres højt af Kommissionen, bliver det vurderet lavt i Revisionsrettens beretning. Ikke desto mindre har budgetstøtten potentiale til at afhjælpe manglerne i de sydlige landes sundhedssystemer. Selv om sektorbudgetstøtte faktisk kan rettes mod sundhedssystemerne, bliver det kun brugt meget lidt i Afrika syd for Sahara.

Generel budgetstøtte kan også være nyttig, såfremt Kommissionen kan forpligte og anspore partnerne til at vælge sundhedsplejen som en central sektor, og vi vil gerne opfordre Kommissionen til at gøre det. Mit spørgsmål til Kommissionen lyder: Hvordan vil De sikre, at støtten bliver målrettet endnu mere, både via sektorstøtte og generel budgetstøtte?

Kontrakter om milleniumudviklingsmålene er et af Kommissionens mest lovende instrumenter. Jeg støtter 100 % op om dem, men de er oprigtigt talt for utilstrækkelige og kortsigtede, for de er kun beregnet for de dygtige studerende, og der er derfor hårdt brug for alternativer til de øvrige.

For det tredje bør ekspertisen forbedres. Ifølge beretningen har Kommissionen for lidt ekspertise til at bringe sine politiske forslag for sundhedssektoren til udførelse. Det er derfor, at vi gerne vil bede Kommissionen om at sikre denne ekspertise ved at inddrage flere sundhedseksperter og ved at arbejde mere effektivt sammen med WHO og medlemsstaterne.

For det fjerde er der brug for en bedre koordinering af sundhedssektoren. Det er helt afgørende, at EU-adfærdskodeksen om arbejdsdeling i udviklingspolitikken bliver iværksat i praksis, og at der sker en bedre koordinering af investeringerne i og programmerne om sundhedspleje EU-landene imellem. Derudover skal vi sikre, at de såkaldte oversete lande blandt de trængende lande også sikres bistand på sundhedsområdet.

Jeg vil gerne afslutte med at takke hr. Staes, der på vegne af Budgetkontroludvalget støtter den bekymring som Udviklingsudvalget har givet udtryk for, og som har bedt Kommissionen om at gøre rede for sine planer med henblik på dechargeproceduren, og helst inden udgangen af 2009.

Det er klart, at Parlamentet opfordrer Kommissionen til én gang for alle at udmønte sine politiske prioriteringer i praksis mere overbevisende og med bedre instrumenter. Det er der stor brug for, hvis vi ønsker at have en chance for at nå milleniumudviklingsmålene i 2015, for den basale sundhedspleje fortjener bæredygtige investeringer på langt sigt.

  Androulla Vassiliou, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! Kommissionen glæder sig meget over Revisionsrettens særberetning om EF's udviklingsbistand til sundhedstjenesterne i Afrika. Forhandlingen om denne mundtlige forespørgsel giver os mulighed for at diskutere vores sundhedsstøtte til Afrika med Dem, Europa-Parlamentet.

Jeg vil ikke her gentage den formelle reaktion, som Kommissionen allerede er kommet med på Revisionsrettens særberetning, og som allerede er offentliggjort på internettet.

Desværre har der ikke været meget pressedækning af beretningen, og når den er blevet nævnt, så er tingene blevet lidt forsimplet, idet det er blevet sagt, at "Europa ikke har holdt sine løfter i Afrika". Lad mig derfor blot forklare et par få vigtige punkter, før vi begynder forhandlingen.

Kommissionens forpligtelse til at støtte milleniumudviklingsmålene står stadig helt ved magt, og de sundhedsrelaterede mål 4, 5 og 6 er en integreret del af disse mål: en reduktion af børnedødeligheden med to tredjedele, en reduktion af mødredødeligheden med tre fjerdedele og en opbremsning og formindskelse af udbredelsen af hiv/aids. Det er det, vores udviklingssamarbejde står for, men vores forpligtelse bør ikke kun måles ud fra budgettildelingerne til sundhedssektoren.

Der er ingen tvivl om, at børnedødeligheden vil blive reduceret ved hjælp af effektive tiltag inden for sundhedstjenesterne, især vaccinationer. Derfor overvåger vi ikke kun vaccinationsdækningen i vores sundhedsprogrammer, men også i mange af vores generelle budgetstøtteoperationer. Børnedødeligheden afhænger imidlertid også af andre faktorer såsom ernæring, boligforhold, adgang til rent vand, sanitet og uddannelse. Derfor kan og vil vores bistand ofte ligge uden for selve sundhedssektoren.

Da vi traf beslutning om sektortildelingerne og de forskellige former for vores udviklingsbistand, aftalte vi i Paris og Accra at lægge stadig større vægt på de grundlæggende principper om bistandseffektiviteten. Lad mig komme med to eksempler. Det første er partnerregeringernes lederskab. Det betyder, at man efter en indgående drøftelse med partnerlandet accepterer de sektorer, der er foreslået med henblik på støtte. Det er måske ikke sundhedssektoren, men uddannelse eller vand og sanitet.

For det andet er der tilpasningen til de nationale systemer. Det betyder, at vores bistand helst skal kanaliseres i form af budgetstøtte (såfremt de grundlæggende kriterier er opfyldt). Hvis landet har en tilstrækkelig velformuleret fattigdomsstrategi, bør vores støtte helst kanaliseres som generel budgetstøtte.

Selv om denne støtte ikke er øremærket til sundhedssektorstøtte, er den knyttet til sundhedsmål, f.eks. vaccinationsdækningsgraden eller andelen af fødsler, hvor der er uddannet personale til stede. Sådanne mål er normalt en del af fattigdomsstrategien, og de bliver monitoreret, og budgetstøtteudbetalingerne er ofte knyttet sammen med fremskridtene i forbindelse med disse mål.

Udover de globale forpligtelser over for bistandseffektiviten, der blev aftalt i Accra og Paris, har vi, Den Europæiske Union, i fællesskab aftalt en adfærdskodeks, der f.eks. forudser en reduktion i antallet af sektorer, som de enkelte donorer er aktive inden for, med det formål at reducere de administrative og ledelsesmæssige byrder for vores partnerlande på grund af det store antal donorer. Det er meningen med det tiltag om arbejdsfordeling, som EU's medlemsstater og Kommissionen er blevet enige om. Vi ved, at det ikke altid vil være let at blive enige om dette på landeniveau, især da sundhed scorer højt i offentligheden, og fordi alle donorer og donorlande ønsker at være til stede og blive set. Vi vil nogle gange blive nødt til at modstå denne tendens og lade andre donorer gøre arbejdet.

Jeg håber derfor, at vores forhandling i dag vil bidrage til en yderligere afklaring af disse forhold og hjælpe med at sikre, at Europa opfylder sine løfter over for Afrika.

  John Bowis, for PPE-DE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg takker kommissæren for hendes svar. Jeg er sikker på, fru kommissær, at tal kan betyde mange ting, og at vi er nødt til at se meget nøje på dem. Men i dag ser vi naturligvis på Revisionsretten, så vi er nødt til at se på tallene. Nogle gange ville jeg ønske, at vi kunne se på mennesker i stedet for på tal, men vi er enige om, at "der er ingen velstand uden sundhed". Det er ikke kun et slogan, men en realitet i mange lavindkomstlande.

Vi er enige om, at Revisionsretten siger, at kun 5,5 % af EUF-midlerne går til sundhed, selv om det er EU's – og Parlamentets politik – at 35 % bør bruges på sundhed og uddannelse. Der er et forkert tal her, og det står måske ikke så slemt til, som tallet lader antyde. Det viser imidlertid, at vi er nødt til at gøre det meget bedre, og det indebærer samarbejde – hvis jeg kan bruge det ord – med det løfte om 15 %, som landene selv har fastsat i Abuja-erklæringen.

Nu vil jeg dog vende tilbage til menneskene. Tag til Mali og se, hvordan diabetes er ude af kontrol, og se på omkostningerne for familierne: Over 30 % af familiernes indkomst bliver brugt på insulin, hvis de er nødt til at tage det - og de er nødt til at tage det. Tag til Chad og spørg til de mentale sundhedstjenester, og de vil fortælle Dem, at de plejede at have dem før borgerkrigen. Tag til et hvilken som helst sted i Afrika og se den umenneskelige behandling af mennesker med epilepsi, hvor vi med et par få cent kunne gøre dem anfaldsfrie. Tag til et hvilket som helst sted i Afrika og se de børn, der er blevet forældreløse på grund af aids, og mød de bedsteforældre, der forsøger at opfostre børnebørnene, fordi forældrene er døde.

Statistikkerne er der. Vi ved, at Nord-, Syd- og Mellemamerika, der har 14 % af verdens befolkning, bærer 10 % af den globale sygdomsbyrde og råder over 42 % af sundhedspersonalet. I Afrika syd for Sahara bor 11 % af verdens befolkning, og de bærer 25 % af den globale sygdomsbyrde og råder over 3 % af sundhedspersonalet. Det afspejler den drøftelse, vi havde tidligere. Men vi er nødt til at se på disse ting, for man kan ikke have sundhed uden sundhedstjenester, uden sundhedspersonale og uden sundhedsuddannelse.

Vi er også nødt til at se på nogle af de projekter, vi er gået i gang med. Det drejer sig ikke kun om tuberkulose, aids og malaria, men om alle de andre sygdomme. Det er oversete sygdomme, hvor Kommissionen er stolt over sit samarbejde med lægemiddelvirksomhederne om initiativet om at hjælpe de mennesker, der har brug for disse lægemidler. Vi er nødt til at se på årsagerne til sygdommene, og drøftelserne her til aften har fokuseret på disse.

Det er kun, hvis vi stykker alle disse ting sammen, at statistikkerne stemmer – og det betyder, at folk vil gøre deres. Det, som vi gør bedre, vil hjælpe folk med at blive bedre, og deres økonomier ville derfor også blive bedre.

  Bart Staes, for Verts/ALE-Gruppen. – (NL) Fru formand, mine damer og herrer! Revisionsrettens beretning vil først blive fremlagt officielt i Budgetkontroludvalget i næste uge. Jeg vil derfor gerne lykønske Udviklingsudvalget og fru Van Lancker, som har sørget for, at forhandlingen bliver afholdt her i dag, og at vi i morgen vil vedtage en beslutning, som i detaljer beskriver, hvad der er gået galt.

Vi bør hæfte os meget ved fru Van Lanckers lange indlæg og de anbefalinger, hun kom med. Fru kommissær, vi bør også være meget opmærksomme på hr. Bowis' tale, hvor han på allerbedste vis forstod at opremse manglerne.

Ingen, der læser Revisionsrettens beretning, kan blot skøjte hen over spørgsmålet. Tallene taler for sig selv, og fru Van Lancker har ret i, at det vil blive meget vanskeligt, hvis ikke umuligt, at indfri milleniumsmålene for denne sektor. Hvis man ser nærmere på de tal, som Revisionsretten citerer for de enkelte lande, bliver man bragt tilbage til jorden med et bump.

Hvad angår forekomsten af aids, er 34 % af befolkningen smittet i Swaziland, 23 % i Lesotho og 14 % i Malawi. Børnedødeligheden i Swaziland var 78/1000 i 1997 sammenlignet med 86/1000 i dag. I Lesotho var den forventede levealder i midten af 90'erne 60 år, og nu er den kun 41 år. I Kenya dør mere end hvert tiende barn, før de fylder fem. Anbefalingen, Revisionsrettens analyse af EU-politikkens effektivitet har i de seneste par år været meget foruroligende.

Jeg håber derfor, at Kommissionen vil formå at besvare spørgsmålene inden den 10. april, hvilket jeg som ordfører for Budgetkontroludvalget fik med i beslutningen, så vi kan indarbejde svarene i dechargeproceduren, der skal finde sted i slutningen af april.

  José Ribeiro e Castro (PPE-DE). – (PT) Fru formand, fru kommissær! Enhver, der besøger Afrika syd for Sahara, kan i de fleste lande nemt konstatere den enorme svaghed i deres sundhedssystemer og den ekstremt negative indvirkning, som denne svaghed har på livet og sundheden for de mennesker, som disse tjenester skulle hjælpe.

De tal, der jævnligt offentliggøres på internationalt niveau, bekræfter dette konstant. I den henseende er tanken om, at enkle og praktiske tiltag, som ikke er særlige udførlige eller særlig dyre, er tilstrækkelige til at redde mange liv, særdeles foruroligende. Den europæiske finansielle støtte kan være afgørende i denne forbindelse, og vi skal altid huske på, at samarbejde på sundhedsområdet er rent strategisk og direkte involverer ikke bare ét af milleniumudviklingsmålene, men mange af dem. Revisionsretten fandt, og jeg citerer, at "trods Kommissionens målsætninger om opfyldelse af milleniumudviklingsmålene og trods sundhedskrisen i Afrika syd for Sahara er de finansielle tildelinger til sundhedssektoren i Afrika syd for Sahara som andel af Kommissionens samlede udviklingsbistand ikke steget siden 2000". Citat slut. Den anerkendte også, og jeg citerer igen, at: "Kommissionen har mobiliseret betydelig ekstrafinansiering som bidrag til Den Globale Fond for bekæmpelse af hiv/aids, tuberkulose og malaria. Men Kommissionen har haft mere fokus på bekæmpelse af disse tre sygdomme end på støtte til sundhedssystemerne, som er dens politiske prioritet". Citat slut.

I henhold til Retten skyldes det, og jeg citerer igen, at "Kommissionen ikke har haft tilstrækkelig sundhedsekspertise til at sikre, at sundhedsfinansieringen anvendes så effektivt som muligt". Citat slut.

Revisionsretten stiller derfor Kommissionen direkte over for en kæmpe udfordring, som jeg bakker op. På vores vegne vil jeg gerne gentage denne udfordring på basis af disse datas objektivitet og denne vurdering. Sundhedstjenesterne er allerede en del af vores udviklingsbistandsprioriteter, men de skal være det i endnu større omfang, og de fortjener derfor øgede midler. En optimering af, hvordan bistanden gives, idet vi skal være opmærksom på de tilsyneladende modstridende behov for koordinering af ledelsen og nærheden til de modtagende lande, vil kunne redde mange liv.

Kommissionen må ikke undlade at tage denne udfordring op, og jeg opfordrer den til at gøre det. Hr. Bowis har netop holdt et rørende indlæg, hvor han satte ansigter, menneskelige ansigter, på Revisionsrettens kolde tal. For os er udfordringen, hr. kommissær, at sikre, at vores samarbejde kan give de samme ansigter et udtryk af lykke og håb. Det er derfor, at det er så vigtigt, at vi ændrer tallene i vores sundhedssamarbejde.

  Marie Anne Isler Béguin (Verts/ALE). – (FR) Fru formand! Jeg ønskede i virkeligheden ikke at tale om denne beretning, men vil blot tilføje et punkt, som står mit hjerte meget nær, og som jeg har rejst ved flere lejligheder på AVS-møderne. Det er spørgsmålet om sundhedsforholdene for tuaregfolket i Niger. I den forbindelse vil jeg meget gerne rejse problemet med de europæiske virksomheder, der udnytter naturressourcerne i de afrikanske lande, og i særdeleshed det franske selskab, Areva, der skal til at udvinde uran i Niger uden at give nogen information til de lokale samfund, med det resultat, at de folk, der bor der, f.eks. bruger radioaktive materialer eller metalskrot til køkkenredskaber.

I dag tillader myndighederne i Niger ikke, at der udføres seriøse undersøgelser af situationen omkring radioaktivitet blandt disse mennesker, men vi ved, at de befinder sig i en alarmerende situation.

Vi har på et AVS-møde anmodet om, at der bliver gennemført en epidemiologisk undersøgelse af disse mennesker. Jeg forelægger denne anmodning for Kommissionen igen I dag.

FORSÆDE: Manuel António dos SANTOS
Næstformand

  Androulla Vassiliou, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Jeg har ikke kun lyttet opmærksomt til, hvad der er blevet sagt her til aften, og jeg har ikke kun været opmærksom på, hvad der står i Revisionsrettens beretning, men jeg er også som tidligere nævnt netop kommet tilbage fra et besøg i Côte d’Ivoire og Liberia og har med mine egne øjne set, hvilke behov disse lande har på sundhedsområdet. De har behov for infrastruktur, de har behov for uddannet sundhedspersonale, hvilket vi allerede har talt om, og de har behov for lægemidler.

Behovene er enorme, og jeg er derfor helt enig med Dem i, at vi er nødt til at styrke vores bestræbelser på at tilbyde vores hjælp på sundhedsområdet i de fattige lande i Afrika.

Jeg kan forsikre Dem om, at jeg vil viderebringe Deres bemærkninger til min kollega, Louis Michel, og jeg er sikker på, at han også vil overveje alle Deres forslag og bemærkninger meget omhyggeligt, som jeg netop har gjort.

  Formanden. Jeg har modtaget et beslutningsforslag⁽¹⁾, der er indgivet i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

(1) Se protokollen.