Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 12. marts 2009 - Strasbourg

13.2. Filippinerne

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om seks forslag til beslutning om situationen i Filippinerne.⁽¹⁾

  Bernd Posselt, forslagsstiller. – (DE) Fru formand, fru kommissær! Jeg har fulgt situationen i Filippinerne, lige siden det ulyksalige Marcos-par regerede landet. Siden da har denne store østat oplevet mange op- og nedture, op- og nedture med diktatur, forsøg på at udvikle sig i retning af frihed, økonomiske kriser og udvikling i retning af markedsøkonomi, som til stadighed blev kvalt i et hængedynd af korruption, dårlig ledelse og, desværre, konstante autoritære indfald.

Hvis vi ser på kortet, kan vi se, at denne ørepublik er af den allerstørste strategiske betydning. Ligesom Indonesien kontrollerer den visse søveje, der er centrale og vitale for vores økonomi, men også for Asiens. Derfor betyder stabilitet i regionen en hel del, og derfor er vi nødt til at gøre det klart for magthaverne, at det kun er gennem dialog, kun gennem retsstatsprincippet, kun ved at styrke demokrati, infrastruktur og små og mellemstore virksomheder, at dette land endelig vil opnå langsigtet stabilitet. Ellers vil det fortsat være truet af kollaps, og separatistbevægelser, bevægelser på de enkelte øgrupper og religiøse og kulturelle bevægelser, der går imod hinanden, vil true landets enhed. Det er derfor et spørgsmål, som er af central betydning for EU.

  Erik Meijer, forslagsstiller. – (NL) Fru formand! Mange stater i andre dele af verden blev til som følge af europæisk intervention. De er efterfølgerstater efter de europæiske landes kolonier, områder, der blev erobret for flere århundreder siden for at få fat i billige råstoffer. Udvinding af metaller og høst af tropiske planter var det vigtigste formål, mens også mennesker i nogle tilfælde blev handlet som slaver. Mennesker med helt andre sprog og kulturer befandt sig således i en af disse kolonier og adskilt fra dem, de havde meget mere til fælles med sprogligt og kulturelt.

Filippinerne blev erobret fra Spanien i 1898 af USA, der herefter gav sig til at styre øerne som sin egen koloni indtil 1946. Som uafhængig stat har landet siden udviklet et ry for dårlig regeringsførelse. Spørgsmålet er, om det er tilfældigt. Stater som denne er ikke resultatet af folkets vilje. De blev ikke dannet nedefra. De blev konstrueret ovenfra og af udefrakommende påvirkninger.

Stater som denne er ikke den bedste grobund for en demokratisk retsstat og for en fredelig løsning af samfundsmæssige konflikter. De holdes ofte sammen af magt, og hærens magt er stor. Der er ofte masser af muligheder for, at udenlandske virksomheder kan komme ind, hvorefter de mishandler, udnytter og ødelægger miljøet og deres ansatte. De får mulighed for at opføre sig dårligt ved at sørge for, at magthaverne i disse lande får privilegier og rigdomme.

Misbrug af den art skaber modbevægelser. Hvis staten ikke anser disse bevægelser for en lovlig opposition, der fredeligt kan udvikle sig til at blive deltager i regeringen, er der risiko for, at disse bevægelser vil bruge magt for at sikre deres selvopholdelse. Regeringen vil herefter svare igen med mere statsstøttet vold, måske endda uden at indrømme, at volden er begået af staten.

Siden 2001 er i hundredvis af aktivister, fagforeningsfolk, journalister og religiøse ledere blevet dræbt eller bortført. Oppositionsmedlemmer, der er blevet løsladt i kraft af en retsafgørelse, bliver så igen spærret inde af staten uden hensyn hertil. De, der er skyldige i mord og bortførelser, bliver hverken opsporet eller straffet. Udenlandske mæglingsforsøg er blevet afvist og er efterhånden ophørt.

Beslutningen indeholder med rette en opfordring til større bestræbelser på mægling, kompromiser og fredelige løsninger. Hvis ikke oppositionsbevægelserne integreres i den demokratiske retsstat, vil Filippinerne fortsætte med at være et kaotisk land med dårlige livsbetingelser.

  Marios Matsakis, forslagsstiller. − (EN) Fru formand! Situationen i Mindanao er alvorlig, fordi i hundredtusindvis af internt fordrevne mennesker lever under desperate betingelser. Den langvarige opstand er én årsag til denne sørgelige tingenes tilstand, men en anden er de ikke særlig demokratiske, successive filippinske regeringer, og internationale organisationer såsom FN's Menneskerettighedsråd holder i vid udstrækning den seneste regering ansvarlig for i bemærkelsesværdig grad at sikre straffrihed for udenretslige drab og tvungne forsvindinger af i hundredvis af filippinske borgere, hvis aktiviteter mentes at have været i strid med regeringens officielle politik.

En sådan straffrihed skal bringes til ophør. Endvidere må den filippinske regering hurtigt genoptage fredsforhandlingerne med MILF, og begge sider må give afkald på vold og løse deres uoverensstemmelser ved forhandlingsbordet.

  Leopold Józef Rutowicz, forslagsstiller. – (PL) Fru formand! Filippinerne er et land med en rig, om end ulykkelig, historie. Landet blev erobret af spanierne i 1521, efter at disse med magt havde overvundet lokalbefolkningens stærke modstand. Efter et oprør mod det spanske styre i 1916 overtog USA kontrollen med Filippinerne. Landet fik fuld uafhængighed efter en periode med midlertidig japansk besættelse i 1946 og blev i mange år regeret som diktatur af præsident Marcos. I 1983 blev lederen af den demokratiske opposition, Benigno Aquino, myrdet. I Filippinerne er både Morofolkets Islamiske Befrielsesfront og kommunistiske partisaner aktive. Abu Sayyaf-kampgrupper ønsker at løsrive den sydlige del af øerne fra resten af Filippinerne. Landet er hærget af korruption. Folk dør som fluer, dødsstraffen er udbredt, og personer, der af visse grupper betragtes som besværlige, bliver i al hemmelighed myrdet. Forsøg på at indføre og få respekteret menneskerettigheder og demokratiske principper møder alvorlige hindringer i landet. Filippinernes økonomiske udvikling og landets medlemskab af Sammenslutningen af stater i Sydøstasien er positive tegn.

Jeg støtter beslutningen, som er EU's bidrag til at træffe specifikke foranstaltninger til at bringe den interne konflikt i Filippinerne til ophør og genindføre retsstatsprincipperne.

  Raül Romeva i Rueda, forslagsstiller. – (ES) Fru formand! Tilfældet Filippinerne viser virkelig, at fredsskabelsesprocessen undertiden kræver, at vi ikke kun ser den ene vej.

I øjeblikket arbejder vi på mange fronter i Filippinerne, og de skal hver især gribes an på en særlig måde i deres egen kontekst. Det er derfor vigtigt at forstå de mange forskellige reaktioner. Der er en humanitær dimension i tilfældet Filippinerne, men der er også en klart politisk dimension, og de er begge fundamentale, hvis vi skal gøre fremskridt med de kuldkastede fredsforhandlinger. Jeg siger, de er kuldkastede, fordi det, der forekom som en god vej frem i sommer, blev blokeret af flere hændelser, og især fordi højesteretten mente, at et aftalememorandum var klart forfatningsstridigt.

Dette satte på det nærmeste hele forhandlingsprocessen i stå, og det, må jeg understrege, kræver en reaktion fra det internationale samfund på to niveauer.

Det første niveau er det humanitære. Jeg synes, det er klart, at situationen ikke bare for de 300 000 fordrevne mennesker, men også grundlæggende for de nu talløse ofre for forsvindinger, tortur og endog seriemord først skal efterforskes og derefter håndteres politisk af regeringen efter pres fra det internationale samfund.

For det andet er der dog også behov for en politisk reaktion. Norge har i nogen tid været i gang med at forhandle og fastlægge forskellige rammer, så det kan blive muligt at løse situationen gennem aftaler. Det er en form for paralleldiplomati eller stille diplomati. Det er ikke den form for diplomati, vi er vant til med højtstående embedsmænd, men det er nødvendigt.

Det er undertiden absolut nødvendigt, at der er aktører, som påtager sig den rolle, Norge spiller, og jeg mener, at EU ikke blot bør udvikle denne form for aktivitet, men også grundlægende bør støtte ethvert initiativ, der kan fremme dialog og bidrage til at løse uoverensstemmelser mellem de forskellige grupper, som i øjeblikket er involveret i konflikter i Filippinerne.

  Ewa Tomaszewska, for UEN-Gruppen. – (PL) Fru formand! Konflikten mellem Filippinernes regering og Morofolkets Islamiske Befrielsesfront fra Mindanao har kørt i årevis. Den har været ledsaget af terrorangreb udført af Abu Sayyaf-organisationen samt kidnapninger og mord. I 2004 døde hele 116 mennesker i et angreb på en færge i Manilabugten. Ifølge regeringen i Manila samarbejder Abu Sayyaf med al-Qaida. Kidnapningerne fortsætter. Fredsforhandlingerne blev suspenderet i august sidste år. I mellemtiden har separatistkonflikten allerede krævet over 120 000 ofre. Menneskerettighederne krænkes regelmæssigt. Vi opfordrer alle parter i konflikten til at indlede forhandlinger med det formål at finde frem til en aftale om økonomiske, sociale og politiske anliggender. Vi støtter alle bestræbelser, der sigter mod at opnå en fair og varig fred.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. (EN) − Fru formand! Som mange medlemmer allerede har sagt, står Filippinerne stadig over for meget store udfordringer. På den ene side er der spørgsmålet om mindretallene i Mindanao, og på den anden side de mange udenretslige drab. Det er vi ganske klar over.

Filippinerne har imidlertid gjort betydelige fremskridt med hensyn til opfyldelsen af sine internationale forpligtelser til at sikre og beskytte menneskerettighederne, idet landet har ratificeret 12 internationale menneskerettighedstraktater og har ophævet dødsstraffen, hvilket i vid udstrækning er sket takket være den aktive rolle, Europa-Parlamentet, Kommissionen og medlemsstaterne har spillet. Så billedet er blandet, men vi skal se både de positive og negative sider.

Men menneskerettighedssituationen er fortsat meget vanskelig, og vi benytter lejligheden på vores regelmæssige møder på højt embedsmandsplan til at rejse disse spørgsmål. Menneskerettighederne fortjener særlig opmærksomhed i vores forhold til Filippinerne, også under optakten til præsidentvalget i 2010, og vi bevæger os allerede i den retning.

Jeg vil derfor gerne fokusere på det langvarige problem, som jeg allerede har nævnt, nemlig udenretslige drab. Der er ganske vist blevet betydeligt færre mord på menneskerettighedsjournalister og jordrettighedsaktivister i de seneste to år. Men fra tid til anden er de blusset op igen, og der har været en opblussen for ganske nylig. Mest foruroligende er det, at de fleste gerningsmænd fortsat er på fri fod. Det er blevet et meget ømtåleligt politisk problem, og det har udhulet tilliden til regeringen.

Vi skal netop til at iværksætte en "EU-Filippinerne retsbistandsmission" under stabilitetsinstrumentet. Det, vi har i tankerne, er kapacitetsopbygning til det filippinske retsvæsen, bl.a. politi og militærpersonale, med henblik på at hjælpe dem med at efterforske tilfælde af udenretslige drab og retsforfølge personer, der er skyldige i mord.

Vi har også projekter i gang på lokalt plan for at fremme respekten for menneskerettigheder finansieret af EU's instrument for demokrati og menneskerettigheder. Disse omfatter overvågning af gennemførelsen af internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet, foranstaltninger til støtte for ratificeringen af Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC) og vælgeruddannelse.

Vi er i øjeblikket ved at revidere samarbejdet med alle vores partnerlande i forbindelse med midtvejsevalueringen, og der er gode grunde til at optrappe vores bestræbelser inden for områderne god regeringsførelse, retsvæsen og retsstaten i Filippinerne.

For så vidt angår fredsprocessen i Mindanao, ser regeringen ud til at være klar til at relancere forhandlingerne, og vi tilskynder til en hurtig genoptagelse af forhandlingerne mellem parterne og, naturligvis, til enhver diskret mægling, der måtte være. I mellemtiden har civilbefolkningen endnu engang måttet lide under den langvarige konflikt, og ECHO har ydet en betydelig bistand.

Endelig er forhandlinger om partnerskabs- og samarbejdsaftalen, der blev indledt sidste måned i Manila, aktuelle indsatsområder i vores forhold til Filippinerne. Også i den forbindelse søger vi at opnå en fælles forståelse om menneskerettigheder.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted efter forhandlingerne.

(1) Se protokollen.