Forhandlinger

Mandag den 23. marts 2009 - Strasbourg

17. Et år efter Lissabon: Udviklingen i partnerskabet mellem Afrika og EU (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A6-0079/2009) af Maria Martens for Udviklingsudvalget om Et år efter Lissabon: Udviklingen i partnerskabet mellem Afrika og EU

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Først og fremmest vil jeg gerne takke Udviklingsudvalget og ordføreren fru Martens for denne betænkning, der giver en første vurdering af det strategiske partnerskab mellem Afrika og EU et år efter topmødet i Lissabon.

Det er naturligvis med stor tilfredshed, jeg noterer mig de mange positive elementer, der understreges i denne betænkning, og de fremskridt, der er gjort i løbet af et år, hvilket er relativt kort tid til en så stor og frem for alt politisk ambitiøs øvelse. For blot at nævne ét af dem har vi i eftermiddag haft et møde mellem Parlamentets ad hoc-delegation for relationer med Den Afrikanske Unions Panafrikanske Parlament og Den Afrikanske Unions Panafrikanske Parlaments ad hoc-udvalg om relationer med Europa-Parlamentet og parlamenters betydning for gennemførelse og overvågning af Afrika/EU-strategien.

Det er i sig selv et konkret resultat. Der er ved at blive etableret en ny institutionel arkitektur mellem de to kontinenter, og jeg vil gerne lykønske de to formænd for det arbejde, de har udført.

I stedet for at uddybe de positive aspekter af Martens-betænkningen vil jeg hellere komme ind på tre centrale punkter, som fremhæves i betænkningen til forbedring af partnerskabet mellem Den Afrikanske Union og EU. Det første punkt er parlamenternes rolle. Alle ved, hvor meget jeg tror på parlamenternes rolle, både som aktører i den demokratiske proces og som dem, der kontrollerer den. Det er i denne dobbelte egenskab, at Europa-Parlamentet og Det Panafrikanske Parlament opfordres til at deltage i det strategiske partnerskab mellem Afrika og EU.

Jeg kan derfor forsikre om min fulde støtte til de fælles forslag, som er fremsat i Europa-Parlamentet og Det Panafrikanske Parlament, og som er gentaget i betænkningen. Disse består for det første af deltagelse på passende niveau i de fælles ekspertgrupper i forbindelse med de fire tematiske partnerskaber, der vedrører Dem. For det andet inddragelse i udarbejdelsen af de årlige statusrapporter. For det tredje deltagelse i den fælles task force og for det fjerde formændenes deltagelse i Afrika/EU-topmødet.

Jeg kan tilføje, at nogle af disse forslag allerede er ført ud i livet eller er ved at blive det. Hvad civilsamfundet og ikkestatslige aktører angår, er jeg om nogen overbevist om, at den vigtigste udfordring for 2009 består i hurtigst muligt at opnå håndgribelige resultater før midtvejsvurderingen, der er planlagt til efteråret 2009, og opfylde ambitionen om et partnerskab med mennesket i centrum uden for institutionerne.

I den forbindelse skal de ikkestatslige aktører spille en vigtig rolle, idet de bliver tilknyttet de fælles ekspertgrupper for hvert af de otte tematiske partnerskaber. På EU's side er der allerede sidste forår nedsat en styringsgruppe fra civilsamfundet til at overvåge og deltage i gennemførelsen af partnerskabet. På afrikansk side er der også for nylig blevet nedsat en styringsgruppe for civilsamfundet i regi af Den Afrikanske Unions økonomiske, sociale og kulturelle råd.

Det europæiske og afrikanske civilsamfund skal mødes i et forum i slutningen af april 2009 for at udarbejde konkrete forpligtelsesforslag til den fælles Afrika-EU-ministertrojka.

Med hensyn til strategiske partnerskaber og navnlig det, der behandler regeringsførelse og menneskerettigheder, glæder det mig, at Parlamentet bevæger sig i retning af en opfattelse af begrebet regeringsførelse, som jeg selv er meget enig i, nemlig god varetagelse af de udøvende funktioner og offentlig myndighed af en stat, der er upartisk og i stand til at opfylde sine borgeres behov og ønsker.

Det var derfor med det i tankerne, vi for to år siden oprettede tranchen på 2,7 mia. EUR til regeringsførelse for alle AVS-landene. Denne tilgang bygger på tre principper: dialog, incitament til reformer og partnerlandets ejerskab til disse reformer. Dog bliver der i betænkningen givet udtryk for tvivl og bekymringer, især med hensyn til forvaltningsprofilerne. Hvordan de udarbejdes, hvordan de bruges, og om de eventuelt vil påvirke den afrikanske peer review-mekanisme negativt.

Jeg vil gerne minde om, at forvaltningsprofilerne, der dækker alle dimensioner af disse – dvs. de politiske, økonomiske, sociale, institutionelle og miljømæssige dimensioner osv. – kun var udgangspunktet og på ingen måde styrede programmeringen af denne tranche.

Endvidere blev resultater og konklusioner af analysen drøftet med partnerlandets regering under dialogen om programplanlægning. På det grundlag blev regeringen tilskyndet til at forklare sin egen reformplan eller til, om nødvendigt, at komplettere den eller gå mere i detaljer for at påvise disse reformers relevans, ambition og troværdighed ud fra tre evalueringskriterier, som herefter gjorde det muligt at fastsætte de finansielle incitamenter for hvert land. I den forbindelse blev der lagt særlig vægt på lande, som har forpligtet sig til den afrikanske peer review-mekanisme og har gennemført denne review for at vise deres ønske om at fortsætte ad den vej. Denne øvelse satte meget klart fokus på de meget forskellige situationer i hvert land, de forskellige behov for reform samt den forskellige kapacitet til at udarbejde og foreslå en plan for regeringsførelsen. Fleksibilitet og pragmatisme har derfor været nødvendig ved fordeling af tranchen for tilskyndelsesforanstaltninger i forbindelse med regeringsførelse. I januar 2009 offentliggjorde Kommissionen en midtvejsrapport om processen i forbindelse med tranchen for tilskyndelsesforanstaltninger og sendte den til alle EU-institutionerne for alle tilfældes skyld.

  Maria Martens , ordfører. – (NL) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi drøfter betænkningen "Et år efter Lissabon: Udviklingen i partnerskabet mellem Afrika og EU", dvs. gennemførelsen af den fælles Afrika/EU-strategi om udvikling af Afrika, der blev fastlagt på Afrika/EU-topmødet i december 2007.

Det topmøde var en betydningsfuld begivenhed. For det var første gang, EU og AU sammen havde lagt en strategi på grundlag af fælles værdier og principper og gensidig respekt, at de var nået frem til aftaler om at nå 2015-målene sammen og sammen finde løsninger på fælles udfordringer på områder som f.eks. sikkerhed, migration og klima.

Vi kender alle til kritikken i vores egne lande, hvor folk spekulerer over, om det virkelig giver mening fortsat at investere penge i Afrika, især i disse økonomiske krisetider. Jeg vil gerne endnu en gang understrege, hvor vigtig vores indsats fortsat er for Afrikas udvikling, og det gælder begge kontinenter. Kommissær Michel ramte hovedet på sømmet, da han på et møde herom for ganske kort tid siden sagde, at jo mere fattigdom der er, jo mere ustabilitet er der. Det er også vigtigt, når man ser på de demografiske tendenser. Inden længe vil Afrika tegne sig for 20 % af verdens befolkning, mens Europa kun vil have 5 %. Vi har fælles problemer, vi står over for fælles udfordringer. Når mennesker mangler muligheder i Afrika, er det kun naturligt, at de søger dem i Europa. Afrika fortjener vores støtte, og ikke kun af den grund.

I dag drøfter vi gennemførelsen af den vedtagne strategi, og vi har en handlingsplan. Vi skal fortsætte med at handle sammen for at virkeliggøre strategien og handlingsplanen. Jeg er glad for de resultater, vi har nået med partnerskaberne indtil nu. I mine tidligere betænkninger har jeg altid givet udtryk for bekymring over, at parlamenterne manglede en klar specifik rolle i forbindelse med gennemførelsen af en fælles strategi. I 2007 udsendte Det Panafrikanske Parlament og Europa-Parlamentet en fælles erklæring, hvori de faktisk ganske fyndigt sammenfatter, hvad det drejer sig om. Jeg vil nu læse den op på engelsk.

"Som institutioner, der repræsenterer folkets vilje, skal vore parlamenter sørge for, at befolkningernes behov opfyldes, deres bekymringer høres af beslutningstagerne, og at deres ønsker afspejles i de politikker, som foreslås af de institutioner, der regerer dem. Vore parlamenter spiller en vigtig rolle med hensyn til at forme debatten om de fælles indsatsområder for vores kontinenters fremtid. De afspejler de forskellige holdninger i vores samfund og er derfor stedet, hvor debatten skal føres, og hvor forskellige synspunkter kan forenes til kompromiser."

– (NL) Det glæder mig derfor, at vi på det møde aftalte, hvilken rolle parlamenterne skulle have. Det er også takket være hr. Gahler, vores kolleger i Det Panafrikanske Parlament og alle de involverede, at der er indgået en aftale om parlamenternes rolle. Det drejer sig om deltagerne i ekspertgruppen i forbindelse med de otte partnerskaber og den koordinerende task force. Parlamenterne skal give deres input til de årlige statusrapporter, og formændene for Europa-Parlamentet og Det Panafrikanske Parlament skal inviteres til at fremsætte deres visioner på Afrika-topmøderne. Det er en vigtig detalje.

Jeg vil slutte af med endnu et spørgsmål til kommissæren. Vi ved, at definitionerne af ODA om kort tid – i april – igen vil stå på dagsordenen i forhandlingerne mellem EU og SEDAC, og at Kommissionen vil deltage. Kan kommissæren fortælle os om sin vision for denne drøftelse og om Kommissionens bidrag hertil?

  Filip Kaczmarek, for PPE-DE-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Udviklingspolitikken, der er et af de vigtigste områder af EU-politikken, sigter mod at løse globale problemer. Det var heldigt, og ikke på nogen måde tilfældigt, at den første fælles partnerskabsstrategi blev oprettet for Afrika og med deltagelse af Afrika.

En af årsagerne til, at udviklingspolitikken har fået så stor betydning, er, at den er blevet et instrument for en historisk orienteret politik. I den forbindelse er det grundlæggende mål med udviklingssamarbejde at modvirke fortidens processer og mekanismer. Jomo Kenyatta, der lagde grunden til Kenyas uafhængighed, beskrev det på en levende, om end forenklet, måde. Jeg ved, at kommissæren kender dette berømte citat. Jomo Kenyatta sagde engang. "Da missionærerne ankom, havde afrikanerne landet, og missionærerne havde Bibelen. De lærte os at bede med lukkede øjne. Da vi åbnede dem igen, havde de landet, og vi havde Bibelen."

En historisk orienteret politik er imidlertid ikke den eneste grund til, at Europa er engageret i udviklingsrelaterede problemer. Der er også mere pragmatiske grunde. Afrika er fortsat det fattigste kontinent i verden. Men for første gang i 30 år oplever det en periode med økonomisk vækst. Under alle omstændigheder kan vi tilføje, at denne økonomiske vækst er højere end i Europa. Der findes naturligvis afrikanske lande, hvor det er lykkedes uduelige regeringer at ødelægge økonomien. Generelt kan vi sige, at Afrika er et kontinent med et uudnyttet potentiale. Det glæder mig, at EU hjælper med til at genoplive og aktivere dette potentiale.

Derfor er et af strategiens mål at sikre en bredere dialog og et bredere samarbejde på andre områder end dem, der typisk vedrører udviklingsspørgsmål. Strategien dækker en bred vifte af politikker, bl.a. sikkerhed, energi og klimaforandring. Det er dog bekymrende, at der på de fleste af disse områder kun er gjort små fremskridt. Vi må også indrømme, at visse EU-medlemsstater ikke har været så engagerede i partnerskabet med Afrika som andre. Jeg er overbevist om, at partnerskabets andet år vil blive bedre, og at vi vil kunne nå vores mål hurtigere.

  Alain Hutchinson, for PSE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. kommissær! I et år har vi nu fejret udviklingen af denne nye proces, denne nye aftale mellem EU og Afrika. Da det er tilfældet, vil jeg tillade mig at være mindre forbeholden end normalt. Jeg mener, at det i anledning af etårsdagen må være på sin plads at slå en række ting fast.

Dernede er der mangel på alt. Der er mangel på ledere, læger, lærere og teknikere. Her taler vi om styret indvandring, og alligevel har vi ikke taget de nødvendige skridt til f.eks. at lade indvandrersamfundene stille sig til rådighed for deres stater. Dernede kan de ikke engang brødføde deres egne befolkninger. Her fornyer vi eksportsubsidierne til vores landbrugsprodukter og fremmer biobrændstoffer, der fører til enorme monokulturer dernede.

Dernede falder alting fortsat sammen, armoden spredes, sygdomme dræber, og der er mangel på vand. Her taler vi en masse, vi afgiver løfter, vi debatterer, og vi stemmer om beslutninger; men hvad sker der rent praktisk for menneskene i Afrika? Jeg mener – og det gør kommissæren også for den sags skyld, og jeg ved, at det er hans faste overbevisning – at det er på tide at bringe disse landes parlamenter sammen for således at bringe disse befolkninger sammen. Jeg mener ikke, at nogen proces mellem EU og Afrika vil kunne lykkes, så længe vi bliver på politiker- og teknikerniveau. Afrikas befolkninger skal være med, og det er gennem deres parlamenter, vi skal gøre det.

Jeg er begejstret over at høre, at der er vilje til at udvikle dette særlige forhold på parlamentsniveau. Jeg har imidlertid mine tvivl, for lige før denne forhandling havde vi en længere forhandling med kommissærens kollega fru Ashton om økonomiske partnerskabsaftaler. Underligt nok er det næsten umuligt at få partnerlandenes parlamenter inddraget i de aftaler. Vi kan ikke overbevise en del af Parlamentet, men heller ikke Kommissionen om, at det virkelig er nødvendigt at give deres parlamenter lejlighed til at udtale sig først, før vi – Europa-Parlamentet – bliver spurgt om vores holdning til spørgsmål, der direkte vil påvirke menneskers liv dernede. Når det er sagt, håber jeg, det vil ændre sig.

Jeg mener ligeledes, at det er vigtigt – og det understregede kommissæren heldigvis også – at inddrage ngo'er og det afrikanske civilsamfund langt mere og langt bedre i processen. Jeg nævnte også indvandrersamfundene, men det er relevant her. Jeg ved ikke, hvad der rent praktisk er gjort i den forbindelse, men jeg mener under alle omstændigheder, at det giver processen, som De har sat i gang, en chance for at lykkes.

  Toomas Savi, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! År 2007 var desværre det andet år i træk, hvor bidragene til den officielle udviklingsbistand faldt i den udviklede verden. Det glæder mig derfor, at ordføreren har gentaget behovet for indtrængende at bede EU's medlemsstater om at leve op til deres forpligtelser.

Jeg mener, at medlemsstaterne bør revidere deres nuværende bistand til mållandene, da statusdiagrammerne for 2008 for millenniumudviklingsmålene viser, at Afrika syd for Sahara er den eneste region, der sakker alvorligt bagud i forhold til de forventede fremskridt. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at opfordre medlemsstaterne til at øge deres bidrag til landene syd for Sahara, som er den mindst udviklede region i verden. Mållandene er heller ikke altid alt for modtagelige over for de betingelser, der er knyttet til EU's bistand. Vi bør fortsætte vores bestræbelser på at inddrage disse lande mere.

Den globale økonomiske krise tynger os alle, men vi må ikke glemme eller se bort fra, at de mindst udviklede lande nu også er de mest sårbare. Med den stagnerende situation i Afrika bliver Europa endvidere mere og mere skræmt af de immigrationsstrømme, der kan blive en belastning for velfærdsstaten. Det er langt klogere at behandle udviklingslandenes problemer, før de udvikler sig til bekymringer, som vi bliver nødt til at gøre noget ved her i Europa.

  Wiesław Stefan Kuc, for UEN-Gruppen. – (PL) Hr. formand, hr. kommissær! Endnu engang drøfter vi Afrika i Europa-Parlamentet. I dag taler vi ikke om krig, menneskerettigheder eller bistand til udviklingslandene. I stedet prøver vi at opsummere den aktuelle situation for partnerskabet mellem Afrika og EU. Desværre er dette partnerskab stort set ikkeeksisterende.

Retfærdigvis har vi høje forhåbninger om at nå opnå forståelse og samarbejde mellem AU, Det Panafrikanske Parlament og AU-Kommissionen. Imidlertid er Afrika stadig det fattigste kontinent på kloden, hvor mennesker har den laveste forventede levealder i verden, hvor der er sult og sygdom i et hidtil uset omfang, mens uddannelses- og sundhedsniveauet, især i fattige byområder og landsbyer, er nærmest på nul.

AU's positive påvirkning af den økonomiske situation er så lille, at det i praksis blot er en skinorganisation uden indflydelse, når det gælder om at løse daglige problemer. Det er en organisation for politikere, der bruger den til at deltage i det globale politiske liv. Afrika er et kontinent med rige naturressourcer, der bruges af hele verden. Imidlertid har dette ingen positiv indflydelse på befolkningens levestandard eller nedbringelse af fattigdommen. Forskellige organisationer prøver at løse fattigdomsproblemet, men fremskridtene kan knap nok ses. Det har ordføreren, fru Martens, slået helt klart fast.

Vi ved virkelig ikke, hvordan vi skal hjælpe Afrika, og betænkningen giver heller ingen løsning. Lad os erindre, hvordan et fredeligt Kenya druknede i blod på nogle få dage. Hvordan kan vi sikre, at den økonomiske bistand fra forskellige lande fordeles ordentligt? Det spørgsmål drøftede vi for nogle få måneder siden. Vi talte også om de skridt, Kina tager. Måske har Kina fundet den rette vej? Vi bør nøje undersøge den vej.

  Luisa Morgantini, for GUE/NGL-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Den fælles Afrika/EU-strategi er først og fremmest en stor udfordring, en anledning til, at vi viser, at vi kan se på os selv og vores politikker med friske øjne. Jeg mener, vi stadig må gennemtænke forholdet mellem vores to kontinenter og vores udviklingsstrategier meget nøje.

Det er en lang proces, og vi kan ikke forvente at løse alting på én gang, og det er også meget kompliceret, men det skal efter min mening primært være en inkluderende aktiv proces baseret på bottom up-princippet. Det er et partnerskab mellem ligeværdige parter.

Lissabontopmødet kunne ikke nå så vidt, måske på grund af det hastværk, det blev afsluttet med, og hverken EU eller AU kunne eller ønskede at give parlamenter og civilsamfund en strukturel rolle, hverken i Afrika eller i Europa. Der er nu gået et år siden topmødet, og som det stærkt fremhæves i Martens-betænkningen, har Europa-Parlamentet, Det Panafrikanske Parlament og civilsamfundet stadig ikke for alvor noget at skulle have sagt med hensyn til at fastlægge strategien.

Det er derfor afgørende – ikke mindst for at opfylde 2015-målene om udryddelse af fattigdom og sygdom og om udvikling på landbrugs- og uddannelsesområderne – at disse bliver inkluderet, og det gælder også alle de emner, der er blevet taget op, fra ørkendannelse til klimaforandringer og energi.

Det er derfor væsentligt at have fuldstændigt ejerskab og et demokratisk partnerskab, der er åbent for offentligheden og ikke udelukkende er begrænset til regeringer og udvalg. Europa-Parlamentet har styrket sine relationer til Det Panafrikanske Parlament, og der er ingen tvivl om, at disse fremskridt har påvirket den fælles Afrika/EU-strategi positivt.

Tilbage i 2007 opstod der imidlertid en række tvivlspunkter om finansiering. Vil der blive fundet midler til at gennemføre denne fælles strategi? Hvad er fremtiden for AVS-staterne og Cotonouaftalen? Hvordan vil vores forhold blive til internationale organisationer – Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og WTO? Lad os arbejde sammen om at gøre disse institutioner mere demokratiske.

Lad mig slutte af med at sige, at jeg mener, at vi skal fatte mod og gå videre med denne udfordring, fordi Afrika – som vi har erfaret i løbet af de seneste år – er et kontinent med rige menneskelige og økonomiske ressourcer, en ægte partner. Det er fantastisk at se, at der er stor velstand, og ikke kun død, ødelæggelse og krig, selv om vi naturligvis skal arbejde med disse områder for at skabe fred og opbygge demokrati.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne takke ordføreren, fru Martens, for denne solide betænkning. Det er godt, at Parlamentet ikke blot ser positivt på meddelelsen om et partnerskab, men også virkelig overvåger de håndgribelige resultater. Det er det, Afrika har brug for. Grundlaget for et vellykket partnerskab med Afrika kræver god regeringsførelse og menneskerettigheder. Det er væsentligt på et kontinent, hvor borgmestre kan vælte præsidenter, og hvor en anden præsident har lemlæstet sin egen befolkning for at gennemføre heksejagter. Rådet og Kommissionen bør gøre dette til et centralt indsatsområde.

Når jeg nævner god regeringsførelse, tænker jeg også på Kinas rolle, der kun nævnes i forbifarten i beslutningen. Det slår mig, at man undlader at anslå en kritisk tone over de undertiden katastrofale følger af Kinas engagement i Afrika. EU kan måske lære af de 2 mia. EUR, som Kina/Afrika-Udviklingsfonden investerer i Afrika. Den kendsgerning, at Beijing også investerer i lande som Zimbabwe, siger det hele om Kinas bidrag til langsigtet demokrati og god regeringsførelse i Afrika.

Jeg har også en bemærkning til ordføreren. I punkt 46 omtaler hun den afrikanske fødevaresikkerhed og fødevaresuverænitet. Det, som efter min mening mangler i denne beslutning, er en tekst, der tager fat på et problem, der har eksisteret i en årrække, nemlig andre staters eller udenlandske virksomheders leje eller endog opkøb af store landbrugsarealer, hvor høsten går til udenlandske investorer og derfor ikke kommer den underernærede lokalbefolkning til gode. Sådanne situationer er virkelig bekymrende. Endvidere skaber disse investeringer ingen job. Det er en skam, at der ikke i beslutningen tages fat på dette specifikke problem, som i øjeblikket endnu en gang får megen opmærksomhed i medierne.

  Michael Gahler (PPE-DE). – (DE) Hr. formand! Som formand for ad hoc-delegationen for forbindelserne til Det Panafrikanske Parlament vil jeg gerne benytte lejligheden i dag til at takke de mange involverede. Først og fremmest Maria Martens, der har udarbejdet en glimrende betænkning om fremskridt for Afrika/EU-strategien. For det andet de involverede institutioner. Inden for rammerne af et sekspartsmøde er det lykkedes os at nå frem til en forståelse mellem de to parlamenter. Begge kommissioner har tilsluttet sig, og det samme har de to parlamenter og de to råd. For så vidt angår Rådet, vil jeg gerne helt specifikt fremhæve den juridiske tjeneste, som altid er særdeles vigtig i den slags anliggender, da fælles holdninger somme tider svigter her. Efter det første møde i Addis Abeba er det imidlertid på vores andet møde i dag lykkedes at gennemføre og endelig vedtage det, vi var blevet enige om vedrørende inddragelsen af de to parlamenter.

Jeg vil gerne kommentere hr. Hutchinsons indlæg. Hvad er det egentlig, der sker? Ja, der sker mange dårlige ting i Afrika. Det er dog mit indtryk – men måske er det tilfældigt – at Afrika siden aftalen om den fælles strategi har reageret anderledes på kup. I Mauretanien, Guinea, Guinea-Bissau og Madagaskar har Afrika reageret ved at suspendere disse landes medlemskab. Det skete ikke tidligere. Dengang ville det have været business as usual.

I den forbindelse vil jeg også gerne sige, at vi, som europæiske regeringer, også bør tage hensyn til disse forhold. Hvis partnerskabet er baseret på fælles værdier, så må europæerne også reagere, når afrikanerne reagerer, når noget går galt i Afrika. Derfor har jeg tillid til, at vi vil kunne tilføre partnerskabet merværdi, hvis vi, som parlamenter, bliver mere engageret i gennemførelsen af strategien i fremtiden.

  Ana Maria Gomes (PSE). – (PT) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske fru Martens med denne vigtige betænkning og understrege, hvor vigtig Parlamentets rolle er for overvågning af gennemførelsen af den fælles Afrika/EU-strategi og handlingsplan.

Der er taget nogle vigtige skridt med hensyn til flere af de otte partnerskaber, som er med i strategien, især nedsættelsen af fælles ekspertgrupper og gennemførelsesteams og påbegyndelsen af dialogen i forbindelse med disse partnerskaber.

Jeg beklager imidlertid, at visse partnerskaber ved slutningen af det første gennemførelsesår kun er nået til det stadium i processen, hvor arbejdsmetoderne fastlægges, og endnu ikke har fastlagt, hvad der skal leveres, eller tidsplaner og budgetbevillinger.

Jeg håber, at den næste fælles årlige statusrapport bliver meget mere specifik end den første med hensyn til at præsentere resultater og angive finansieringsrammer. Det er særdeles vigtigt, at vi er opmærksomme på, at de forpligtelser, EU og medlemsstaterne har indgået, bliver opfyldt med henblik på at udvælge 2015-målene. Vi skal også sikre, at den globale recession, der rammer alle, ikke straffer afrikanske lande og befolkninger uforholdsmæssigt, eftersom de allerede er de mest sårbare.

Udvikling og demokratisk regeringsførelse i Afrika skal indgå i strategien for afslutning af krisen for os alle. I den henseende har vi også brug for at se mere betydelige fremskridt i alle partnerskaberne, bl.a. de politisk mere følsomme, som det er tilfældet med regeringsførelse og menneskerettigheder.

Europa-Parlamentets rolle i denne proces skal styrkes ved officielt at give det overvågningsfunktioner og inddrage det i strategigennemførelsesteamenes arbejde. Det er også afgørende at sikre, at aktører, der repræsenterer både det europæiske og det afrikanske civilsamfund, inddrages i processen, især nationale parlamenter, ngo'er og medier.

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne gøre opmærksom på tre spørgsmål i denne forhandling. For det første vedtog Europa-Parlamentet i december 2007 en ny Afrika/EU-strategi, der havde til formål at sikre lighed mellem de to sider. Hovedproblemet og kernen i strategien var at nedbringe fattigdommen i de afrikanske lande. Der blev imidlertid ikke gjort mange fremskridt på det område sidste år.

For det andet kan den fortsatte finansielle og økonomiske krise desværre forværre situationen for de afrikanske lande. De førende globale finansielle institutioner fremsætter følgende prognoser for 2009. IMF anslår, at verdens samlede BNP vil falde med 1 %, mens Verdensbanken anslår et fald på 2 %. WTO forudser en nedgang i værdien af den globale handel på hele 9 %. Det vil være første gang, det er sket i 50 år. Den krise, de fleste udviklede lande står i, vil ifølge IMF ramme udviklingslandene, også i Afrika, mens stigende arbejdsløshed og fattigdom kan skabe interne uroligheder og i nogle tilfælde føre til krig.

Jeg håber på baggrund af denne krise og dens eftervirkninger, som fortsat vil kunne mærkes i de næste par år, at Afrika/EU-samarbejdsstrategien vil blive ændret på passende vis, så den form for interne uroligheder eller måske endda væbnet konflikt som følge af den globale økonomiske krise kan forebygges.

  Juan Fraile Cantón (PSE). – (ES) Hr. formand! I december 2007 vedtog EU's stats- og regeringschefer i Lissabon den fælles Afrika-EU-strategi og den første handlingsplan for dens gennemførelse.

Der var tre kendsgerninger, der førte til denne strategi. Den første var, at vi på det afrikanske kontinent på én og samme tid oplever fredsprocesser og en gradvis konsolidering af de demokratiske systemer og vedholdende konflikter som i Darfur, høje fattigdomsniveauer og nye situationer som f.eks. de massive bølger af ulovlig indvandring.

Den anden kendsgerning er, at Afrika syd for Sahara er den fattigste region i verden. Befolkningen har en lav levetidsforventning, lave uddannelses- og alfabetiseringsniveauer og en høj demografisk vækst. 300 millioner mennesker lever for mindre end 1 EUR om dagen.

Den tredje kendsgerning er, at de store pandemier er fysisk placeret i Afrika, at mere end to tredjedele af de aids-smittede bor i Afrika, og at 90 % af alle malariadødsfald sker i Afrika.

I det sidste år har vi kun gjort mindre fremskridt mod de mål, vi har sat for os selv, og eftersom handlingsplanen dækker perioden frem til 2010, er det nødvendigt, at vi straks gør noget inden for to vigtige områder. For det første skal vi samarbejde om demokratisk regeringsførelse, styrkelse af institutionerne og en øget rolle for civilsamfundet, og vi skal være særlig opmærksomme på kønspolitikkerne. For det andet skal vi samarbejde om at løse de basale sociale behov, bekæmpe af sult og lancere udviklingsprogrammer inden for uddannelse, sundhed og adgang til basale ressourcer såsom vand.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). – (PL) Hr. formand! Det partnerskab, vi drøfter i dag, er svaret på Afrikas behov, da det yder støtte til demokratiseringsprocessen i de afrikanske lande og til menneskerettighederne og samtidig sikrer et stærkt bilateralt engagement i bekæmpelsen af klimaændringerne og inden for energisikkerhedsområdet.

I dag har vi på grund af vores voksende globale indbyrdes afhængighed og fælles ansvar også brug for forpligtelse fra de potentielt svagere partneres side. Tag for eksempel bekæmpelsen af klimaændringerne. Selv om Afrika bidrager mindst til forureningen af vores atmosfære, mærker det følgerne meget akut. Det er derfor, at vi er nødt til at inddrage de afrikanske lande i bekæmpelsen af klimaændringerne, især med henblik på at gøre mest mulig brug af de vedvarende energikilder, som disse lande har til rådighed.

Visse lande forsøger at trække de afrikanske lande ind i deres indflydelsessfære. Det bør ikke ske. Afrika har ikke brug for at blive kontrolleret. Det har tværtimod brug for vores hjælp og støtte. Samtidig bør vi også behandle Afrika som en ligeværdig partner i stedet for blot at behandle det som en modtager af økonomisk bistand. Når man er på lige fod, opnår man en større grad af forpligtelse.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne takke de forskellige talere.

Jeg glæder mig over, at der er tilfredshed med de første resultater, men det er naturligvis ikke tilstrækkeligt. Vi må forstå, at tingene kun har været på plads i et år, og at vi skal sætte farten op i 2009.

Jeg accepterer de forskellige taleres synspunkter, og de spørgsmål, de har rejst, er helt i overensstemmelse med mine egne overbevisninger. Det er åbenlyst, at der ikke kan ske nogen udvikling, hvis der som nævnt af hr. Hutchinson og fru Morgantini ikke er noget ejerskab. Det er ligeledes åbenlyst, at de nationale parlamenters og civilsamfundets rolle også er yderst vigtig.

Derudover beklager jeg, at det ikke var muligt at gennemføre en gennemgribende reform af de institutionelle mekanismer, der styrer Parlamentets ansvar for udviklingspolitikken. Jeg husker, at De anmodede om, at landestrategipapirerne ikke blot skulle drøftes her, men også i partnerlandenes nationale parlamenter. Det måtte jeg ikke for Det Europæiske Råd, og derfor sendte jeg landestrategipapirerne til Den Blandede Parlamentariske Forsamling. Ad den vej sendte De dem videre til de forskellige europæiske parlamenter, men alt dette er ikke koblet op på nogen form for institutionel regel, hvilket jeg ville ønske var tilfældet. Jeg vil gerne minde om, at det fortsat vil være en af mine absolutte hovedprioriteringer, for vi ville gøre enorme fremskridt, hvis De Europæiske Udviklingsfonde kom med på budgettet. Så længe de ikke er en del af budgettet, vil vi stadig have dårlige argumenter for ikke at lade Parlamentet spille den rolle, det burde, og som følge heraf vil udviklingskommissæren undertiden være magtesløs. Det ville være meget enklere, hvis jeg kunne diskutere prioriteringerne, programmerne og projekterne her i Parlamentet. Så kunne jeg komme videre og blive styrket af denne opbakning. Det er desværre endnu ikke tilfældet. Jeg håber, at vi kan nå så vidt.

Jeg vil heller ikke springe de emner over, som jeg ikke er enig i. Jeg vil gerne minde Dem om, at vi sidste år på europæisk plan brugte bidraget fra Kommissionen og medlemsstaterne, vel vidende at begge bidrog med 46 mia. EUR. Vi er imidlertid 1,7 mia. EUR bagud i forhold til programmet, eller rettere sagt i forhold til det mål, vi har sat. Det er jeg på ingen måde tilfreds med, og jeg mener, at vi er nødt til at slås for det i fremtiden. Parlamentet har brug for en sand ambassadør for dette budskab, én der kan lægge pres på. Vi får brug for hele vores politiske styrke bare for at få medlemsstaterne til at respektere de forpligtelser, de påtog sig i 2005. Det bliver ikke nemt. Jeg husker stadig kampen om milliarden til fødevarefaciliteten. Det var ikke nemt, men vi opnåede nogle gode betingelser. Vi fik yderligere en milliard, selv om den blev fordelt på tre år i stedet for på to. Heldigvis skrider projekterne fremad, og der er positive fremskridt i gennemførelsen af disse projekter. Jeg er derfor naturligvis helt enig.

(EN) Vi har ikke til hensigt at genåbne DAC-spørgsmålene. Der drøftes nogle marginale tilpasninger, f.eks. fredsbevarende missioner.

(FR) Vi har derfor ikke til hensigt at genåbne drøftelsen. Derudover er jeg nødt til at sige, at jeg er meget forsigtig. Jeg synes ikke, at vi skal genåbne denne drøftelse, for hvis vi gør det, så vil vi komme til at se, at der er visse medlemsstater, der vil deltage for at få hvad som helst med på budgettet hertil.

Jeg er nødt til at sige til Dem, hr. Cook, at jeg ikke er enig i det, der er blevet sagt om, at vi har mistet vores idealer. Det synes jeg ikke er tilfældet. Jeg synes blot, at man skal lytte til stemmerne her i Parlamentet for at forstå, at vi stadig har en stor forpligtelse til at forsvare udviklingslandene. Det er ikke korrekt at sige, at vi ikke bidrager til løsningen. Man kan naturligvis ikke forvente, at vi kan løse alting, men jeg gyser ved tanken om, hvor fattig verden ville være uden den europæiske bistand.

Den er ikke tilstrækkelig, det er jeg helt enig i, men den udgør 57 % af bistanden i verden. Desværre synes jeg ikke, at vi kan diskutere det nu, men spørgsmålet om, hvorvidt den europæiske bistand fra vores medlemsstater eller Kommissionen stadig når sit mål eller stadig er effektiv – hvorvidt det er en god måde at arbejde på – er en anden ting. Jeg kunne godt tænke mig at dreje forhandlingen tilbage til spørgsmålet om en eventuel etablering af budgetstøtte og betingelser herfor, fordi jeg, ligesom Dem, er meget usikker på sidstnævnte.

Når det er sagt, har vi stadig brug for at vide, hvad vi ønsker. Hvis vi ønsker at få en regering til at henvende sig til civilsamfundet eller befolkningen – eller parlamentet i nogle tilfælde – for at få dem til at deltage, må vi derfor acceptere, at vi skal pålægge betingelser. Det er, fordi det nogle gange ikke er nok at sige til en regering, at "vi håber, at I vil gøre det", at komme med lidenskabelige anmodninger eller blot venlige henstillinger. Spørgsmålet om de tilhørende betingelser – jeg bryder mig ikke om ordet "betingelse" og foretrækker at tale om kriterier – er stadig vigtigt. Når man f.eks. taler om profil, synes jeg stadig, at det er helt normalt at være i stand til at opsætte en. Den profil er ikke blevet brugt til at definere budgettet for initiativet. Det er stadig helt normalt for os at analysere de enkelte landes profiler for regeringsførelse, når vi er ved at være parat til at yde dem op til 25 % eller endda 30 % ekstra i form af økonomiske incitamenter. Alle disse debatter er stadig åbne. Jeg ønsker ikke at lukke dem, men jeg håber, at vi bliver i stand til at gøre det på et tidspunkt.

Jeg vil udelade alt, hvad der har med Kina at gøre. Jeg synes selvfølgelig, at det er en god diskussion. Jeg synes naturligvis, at udviklingslandene har ret til at udbyde det samarbejde, de ønsker, i licitation. Europa har ikke længere monopol på Afrika, og det er fint. Det er noget, jeg finder vigtigt.

Det er bestemt en god idé at sætte spørgsmålstegn ved kvaliteten af de udviklingspolitikker, der er etableret mellem Kina og Afrika. Vi kan ikke kritisere dem for at gøre det, men vi kan undre os. Jeg har f.eks. i flere måneder modtaget rapporter om kinesiske kontrakter i Den Demokratiske Republik Congo. Jeg siger ikke, at der er tale om dårlige kontrakter. Jeg siger blot, at der er en række spørgsmål, som fortjener et svar. Vi har travlt med at besvare dem for øjeblikket, især spørgsmålet om statsgaranti, for det er en aftale, der er indgået med et privat foretagende. Vi beskæftiger os også med procentandelen af lån i forhold til gaver, den kendsgerning, at de ikke blev udbudt i licitation, og den kendsgerning, at det er næsten det samme beløb som landets gæld til Den Europæiske Monetære Fond. Der skal findes en løsning på alle disse spørgsmål, men ikke ved at fordømme denne type forbindelse. De afrikanske lande har også ret til at indgå partnerskabsaftaler med kineserne. Jeg vil ikke komme tilbage til dette spørgsmål.

Jeg synes, fru Morgantini, at De har sat fingeren på nogle af de spørgsmål, som allerede er blevet rejst af hr. Hutchinson. Det er klart, at det reelle problem altid vil bestå i at sikre, at forholdet mellem os og udviklingslandene er et ægte partnerskab. Efter min mening var Lissabontopmødet et betydeligt skridt fremad, for vi udformede i det mindste i teksterne begyndelsen på en ny filosofi om ligeværdige partnere med hensyn til rettigheder og ansvar.

Vi er der dog ikke helt endnu, og det er et af de spørgsmål, der er knyttet til ejerskabet og til – når det er muligt – budgetstøtten. Det er knyttet til ejerskabet ved hjælp af civilsamfundet og ved hjælp af forhandling på parlamentarisk niveau. Jeg mener, at De har ret, og at det er de områder, vi skal arbejde med.

De stillede et andet spørgsmål, der optager mig meget, og som efter min mening er et vigtigt emne til debat. Det er, "hvordan vi kan opnå en bedre harmonisering: ved at få folk til at arbejde bedre sammen, ved at dele arbejdet bedre, ved at støtte den globale udviklingspolitik bedre mellem de forskellige partnere og ved at se på den rolle, som Verdensbanken, WTO, IMF, Kommissionen og alle de store donorer spiller?"

Det er korrekt, at der for øjeblikket – som det blev sagt på et andet møde – sker et vist overlap, og at nogle ting udføres dobbelt. Der er endda konkurrence, og det er ikke altid en nyttig konkurrence. Jeg kan fortælle Dem, at der er sket store fremskridt i de sidste to år, især i forhold til Verdensbanken. Jeg kan fortælle Dem, at jeg føler mig helt optimistisk, når jeg ser på Verdensbankens nye budskab, strategi og filosofi. Der er derfor plads til en anden slags samarbejde, til samarbejde mellem de forskellige partnere, og jeg synes, at De allerede har sat fingeren på et grundlæggende punkt, som vi er nødt til at se nærmere på.

God regeringsførelse er naturligvis et vigtigt element, og det er derfor, at vi har sørget for en pakke beregnet til god regeringsførelse.

Fru Gomez tog hul på det vigtige spørgsmål om den økonomiske krises indvirkning på den økonomiske og sociale situation i udviklingslandene. Stort set alle eksperter er i dag enige om, at væksten vil falde med mindst 2 %, hvilket vil betyde op til 50 mio. flere fattige. Det skal vi være meget opmærksomme på.

Med hensyn til os selv vil jeg blive meget glad, hvis medlemsstaterne holder de løfter, de kom med i 2005. Jeg kan forsikre Dem om, at vi i fællesskab vil slås meget hårdt for at tvinge medlemsstaterne til at gøre det.

For det andet har jeg meget travlt med at forberede en meddelelse – den aprilpakke, jeg har lovet – som ikke kun handler om offentlig udviklingsbistand. Jeg vil i pakken forsøge at udnytte en hel række af Kommissionens sektorbudgetter til udviklingspolitikker. Jeg kan fortælle Dem, at der er nogle virkelig interessante muligheder. Jeg arbejder også sammen med Den Europæiske Investeringsbank om pakken, især angående en støttende infrastruktur, i et forsøg på at udvikle dem så hurtigt som muligt og sikre en hurtig virkning. Jeg vil forelægge den i Parlamentet til april. Jeg vil blot gerne sige, at jeg mangler at komme ind på et meget vigtigt spørgsmål, nemlig de nationale parlamenters og civilsamfunds rolle.

Det vil jeg slutte med. Hr. Hutchinson foreslog engang, at der burde gøres nogle forsøg med at lade Europa-Parlamentets medlemmer, og måske også medlemmerne af medlemsstaternes parlamenter, tage hen, hvor end det er muligt, og holde drøftelser om landestrategipapirerne. Jeg har haft lejlighed til at gøre det i tre forskellige lande. Det gik rigtig godt, men det er klart, at det gik godt, fordi vi i de tre lande havde regeringens opbakning, for uden en sådan støtte ville det have været særdeles vanskeligt. Jeg synes derfor, at De har ret i, at det bestemt skal være en af prioriteringerne at få involveret parlamentsmedlemmerne. Tro mig, når jeg siger, at jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at sikre dette.

  Maria Martens, ordfører. – (NL) Hr. formand! Jeg har faktisk ikke meget at tilføje. Dette er den første forhandling om gennemførelsen af strategien. Vi er kommet i gang, men vi er stadig ved begyndelsen. Der er stadig utrolig meget at gøre. Afrika er stadig det fattigste kontinent. De har alle påpeget de ting, der bekymrer os, og hvilke udfordringer vi står over for, det være sig i forbindelse med fred og sikkerhed, økonomisk vækst, god regeringsførelse, kapacitetsopbygning eller parlamenternes og civilsamfundets rolle. Kommissæren er kommet med de nødvendige bemærkninger i den forbindelse.

Jeg vil gerne takke mine kolleger i Parlamentet, kommissæren og vores kolleger fra Det Panafrikanske Parlament. Vi vil blive ved med at følge denne proces.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted tirsdag den 24. marts 2009.