Formanden. Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om den mundtlige forespørgsel til Kommissionen (B6-225/2009) af hr. Cappato for Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa om interoperabilitet af mobiltelefonopladere (O-0057/2009).
Marco Cappato, forfatter. − (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Det spørgsmål, vi drøfter, er meget klart og ligetil: Der er omkring 500 mio. mobiltelefoner i brug i Europa, og der findes 30 forskellige typer opladere. Den tekniske begrundelse for denne diversitet: Der er ingen. Der er ingen teknisk begrundelse. Det er blot dels en kilde til uretfærdig spekulation fra producenternes side, dels en kilde til indlysende miljøskader, da hundreder af millioner mobiltelefonopladere på grund af den uundgåelige fælde, som forbrugerne er fanget i, smides væk hver andet eller tredje år.
Europa-Kommissionen, kommissær Verheugen, har allerede svaret meget hurtigt på vores forespørgsel, hvori der krævedes handling for at standardisere dette udstyr, så i dag er vi her for at spørge kommissæren, hvor langt man er kommet. En mulig løsning er selvregulering, hvorved jeg mener, at producenterne af mobiltelefoner og dermed af opladere kan blive enige om meget hurtigt at indføre en standard, der sætter en stopper for denne helt latterlige og skadelige situation.
Vi vil derfor gerne med det samme sige til kommissær Verheugen, at uanset hvilken garanti for selvregulering producenterne ønsker at give, vil vi gøre det meget klart, at vi vil gribe ind med regulering, hvis dette svar er utilstrækkeligt, og at denne regulering ikke udelukkende bør gælde mobiltelefoner og mobiltelefonopladere, men også andre digitale anordninger, for hvilke det samme problem gør sig gældende. På denne måde vil Europa også – jeg er færdig, fru formand – kunne indføre standarder, der i sidste ende også kan indføres som internationale standarder. Dette er en stor mulighed vedrørende et teknisk spørgsmål, men et spørgsmål, der er vigtigt for de europæiske forbrugere.
Günter Verheugen, næstformand i Kommissionen. − (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg er glad for at kunne oplyse medlemmerne af Europa-Parlamentet om, at der er gjort reelle fremskridt med hensyn til harmonisering af mobiltelefonopladere i Europa.
Jeg vil dog først gerne takke hr. Cappato og hr. Manders for deres engagement i dette problem, der er en daglig realitet for Europas borgere.
Jeg er helt enig med dem i, at vi må sætte en stopper for det stadig voksende antal opladere, og at det i fremtiden skal være muligt at oplade mobiltelefoner ved hjælp af en enkelt standardiseret oplader. De hundreder af millioner af ubrugelige opladere og adaptere i Europa udgør en latterlig miljøbelastning, og er samtidig et dyrt irritationsmoment for forbrugerne. Nu om dage har enhver, der oplader deres mobiltelefon generelt brug for en helt anden oplader. Selv forskellige modeller fra den samme fabrikant bruger ikke en standardiseret oplader.
Dette er ikke et nyt problem. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at opladning af en mobiltelefon ikke er det samme som at fylde bezin på en bil. Det er teknisk mere kompliceret. For nogle få år siden havde teknologien endnu ikke nået et niveau, hvor fuldstændig harmonisering var muligt, særlig på grund af sikkerhedsrisici. Mobiltelefoner kunne overophede eller endog eksplodere under opladningen.
I mellemtiden er disse problemer blevet overvundet, og der er ikke nogen tekniske årsager, der forhindrer harmonisering.
Jeg har derfor taget specifikke skridt til at tilskynde industrien til at bringe en standardoplader på markedet.
Jeg har tillid til, at industrien vil handle hurtigt. I vores egenskab af en europæisk institution må vi dog fastholde fokus på spørgsmålet. Vi bør på ingen måde udelukke muligheden for at indføre lovkrav. Som det måske vil være bekendt, meddelte netværksoperatørerne på deres seneste kongres i Barcelona, at det fra 2012 vil være muligt at oplade størstedelen af de nye mobiltelefoner, de sælger, med en enkelt standardiseret oplader.
Dette er godt, men det er ikke nok. Kommissionen ser gerne en fuldstændig harmonisering på grundlag af en fælles standard og en bindende forpligtelse fra industrien til at gøre dette. Kommissionen forventer, at industrien indgår en bindende aftale i form af et memorandum inden udgangen af april. Dette memorandum skal underskrives af de største fabrikanter af mobiltelefoner og skal sikre, at alle opladere kan oplade alle mobiltelefoner, og at alle mobiltelefoner kan oplades af alle opladere.
Kommissionen vil ikke tøve med at fremsætte et lovgivningsforslag, hvis industrien ikke indgår en frivillig aftale.
Jeg forventer, at problemet automatisk vil blive løst for andre anordninger som f.eks. digitale kameraer og MP3-afspillere, når vi har fået et gennembrud for mobiltelefoner. Sker dette ikke, kan der også være behov for lovindgreb her.
Kommissionen regner stadig med Europa-Parlamentets værdifulde støtte til at løse dette irriterende problem en gang for alle.
Paul Rübig, for PPE-DE-Gruppen. – (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! I dag kan vi fejre den europæiske dag for mobiltelefoner, fordi vi i dag sammen med Kommissionen og Rådet har vedtaget "Roaming II forordningen". Vi er nået frem til en god løsning, der vil resultere i en nedbringelse af omkostningerne i forbindelse med brug af mobiltelefoner. Dette er en god ting i en økonomisk krise. Vi planlægger også et omkostningsreduktionsprogram for opladere, hvilket er meget vigtigt for de europæiske borgere.
Opladere bør være forsynet med et mærke, der viser deres effektivitetsklasse, på samme måde som køleskabe, så man kan se, hvor meget elektricitet, de bruger. Det er også vigtigt for os at indføre et lovkrav om en automatisk afbryder, så opladeren automatisk slukker, når anordningen er opladet. Derudover bør vi anmode standardiseringsorganerne om at udarbejde forslag, der vil gøre dette muligt.
Jeg mener, at den tidsplan, som Kommissionen her har fremlagt, er god, da den kræver, at industrien når frem til en aftale inden udgangen af april, ellers vil den blive underlagt teknisk lovgivning. Dette er naturligvis ikke så let, som det ser ud. På den ene side har vi forbindelsen mellem opladeren og mobiltelefonen. Det vil være ligetil at fastsætte en teknisk standard herfor. På den anden side frembyder stikkontakten et problem, som vi er bekendt med fra de europæiske standarder. I dette tilfælde skal vi også udvikle forslag til en løsning på dette problem, der ikke blot vedrører Europa, men også resten af verden. Måske kan vi involvere Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO) for at finde frem til en løsning på globalt plan.
Silvia-Adriana Ţicău, for PSE-Gruppen. – (RO) Fru formand! Det emne, vi drøfter her, vil rent faktisk berøre et stort antal forbrugere i EU. Jeg skal også nævne, at 2009, der er året for kreativitet og innovation, er et år, hvor vi kan gøre fremskridt i retning af denne standardisering, hvis denne aftale indgås mellem fabrikanterne af mobiltelefoner, skønt dog på et frivilligt grundlag for nuværende.
Jeg mener, at vi først og fremmest har behov for en fælles teknisk standard. Jeg mener også, at det er vigtigt, at de europæiske institutioner, der beskæftiger sig med standardisering, også inddrages, så egentlig forskning kan finde anvendelse på markedsplan.
Jeg mener, at en forbrugeroplysningskampagne også er vigtig, fordi det ikke er nok, at vi blot sætter denne mærkning om energieffektivitet på mobiltelefonerne. Jeg mener også, at det er vigtigt, at der lanceres en forbrugeroplysningskampagne om typen af mobiltelefonopladere.
2012 er ikke langt væk. Jeg tror, at der vil være tid nok, til at overholde fristen i 2012, hvis fabrikanterne virkelig investerer i denne nye type fælles oplader.
Jeg vil dog gerne nævne, at forskningen rent faktisk har resulteret i nogle anvendelser, der allerede findes på markedet: Der findes opladere, der kan bruges til at oplade to eller tre apparater. Selv om apparaterne er forskellige modeller og af forskellige fabrikater, kan de oplades samtidig.
Derfor bør vi investere mere i forskning, efter min mening navnlig i forskning inden for ikt-sektoren. Der gøres fremskridt. I syvende rammeprogram for forskning har vi afsat store beløb. Det ser dog ud til, at der ikke er gjort nok inden for det temmelig snævre område, som mobiltelefonopladere er. Derfor mener jeg, at aftalen mellem fabrikanterne er et skridt fremad, men den skal også ledsages af nogle fælles standarder.
Toine Manders, for ALDE-Gruppen. – (NL) Fru formand! Vi drøfter her i dag et emne, som er af særlig interesse for forbrugerne, nemlig en standardforbindelse til mobiltelefonopladere. Da jeg er liberal, går jeg naturligvis ind for at tillade det indre marked at fungere med mindst mulig regeringsindgriben i markedet. Når det er sagt, må forbrugerne også have valg. I øjeblikket har forbrugere, der køber en ny telefon, ikke noget valg overhovedet. Opladeren skal købes automatisk sammen med telefonen, og dette giver ofte anledning til stor irritation hos forbrugerne. Hvad mere er, viser forskningen, at forbrugerne bruger 300 mio. EUR om året på nye opladere, fordi de er automatisk inkluderet i købet af nye telefoner. Resultatet heraf er også, at miljøet belastes med i omegnen af 300 mio. EUR om året for ikke at nævne det energispild, som disse billige opladere forårsager, da de ofte efterlades i stikket, selv når selve telefonen er blevet fjernet, hvor de fortsætter med at forbruge energi.
Min kollega, hr. Cappato, og jeg har i årevis opfordret til indførelsen af en europæisk standard, og jeg vil gerne rose kommissæren for den måde, hvorpå han reguleret dette ved at flirte lidt med industrien samtidig med, at han også truede den og sagde til den: "I finder en løsning, eller også indfører vi bindende lovgivning". Jeg vil gerne lykønske ham endnu mere med denne strategi, da jeg som liberal er imod tvungen regulering, når overtalelse kan bruges i stedet. Overtalelse betyder, at folk foretrækker at gøre noget, fordi de kan se en fordel i det, og jeg tror, at kommissæren har opnået en usædvanlig succes hermed.
Jeg har fortalt denne lille vittighed nogle gange før: Da jeg mødte min kone for 35 år siden, overtalte jeg hende til at gå ud med mig. Hvis jeg havde tvunget hende, ville hun sandsynligvis ikke have set værdien af det, vi har sammen i dag, og det ville derfor ikke have varet længe. Jeg mener, at dette eksempel også gælder industrien, således at den, hvis den skal løse et problem selv, vil gøre det bedre, end hvis en løsning gennemtvinges af politikerne.
Jeg mener derfor, at dette er en fremragende løsning. Jeg håber, at De vil have held til ikke blot at få indført en standard for mobiltelefonopladere, men også for andre former for elektrisk udstyr, da det samme irritationsmoment gør sig gældende for disse elektriske apparater også. Hvis en familie tager på weekend, tager de måske 30 opladere med. Der er altid nogen også her i Parlamentet i dag f.eks., der er nødt til at spørge nogen, om de har en oplader, de kan låne, fordi de har glemt deres egen. Så er man nødt til at finde en bestemt oplader af et bestemt fabrikat og en bestemt model. Jeg vil endnu en gang lykønske kommissæren. Jeg håber, at dette virkelig vil ske i 2012, og jeg håber, at De reagerer kraftigt, hvis industrien ikke lever op til sine forpligtelser, da dette er meget vigtigt. De må holde den store pisk i reserve, men fortrinsvis nå frem til en løsning gennem overtalelse og selvregulering. De har haft held hermed, og jeg vil derfor lykønske Dem.
Paul Rübig (PPE-DE). – (DE) Fru formand! Jeg har et spørgsmål mere til kommissær Verheugen. USB 2 porte kan overføre ikke blot energi, men også data. Ville dette ikke være en alternativ løsning?
Günter Verheugen, næstformand i Kommissionen. – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg havde allerede noteret mig dette hr. Rübig. Jeg vil gerne sige, at det er grunden til, at jeg har et så afslappet forhold til dette spørgsmål, da jeg ikke mener, at vi gør livet unødigt kompliceret for industrien, da USB standarden allerede findes. Alle mine eksperter fortæller mig, at den eksisterende standard kan anvendes til alle håndholdte anordninger. Man kan ikke bruge den samtidig til stationære pc'er og mobiltelefoner, men det er muligt for alle håndholdte anordninger.
Dette er også mit svar til fru Þicãu. Den standard, De beder om, findes faktisk allerede. Derudover bør jeg fortælle Dem, fru Þicãu, at der vil blive gennemført en intensiv undersøgelse af spørgsmålet om energiforbrug og af den indvirkning, som opladere af denne art har på miljøet. Vi vil se nærmere på dette spørgsmål, senest når vi begynder arbejdet med gennemførelse af direktivet om energiforbrugende produkter, som vi har fremlagt et nyt forslag om for Parlamentet.
Min slutbemærkning er endnu engang rettet til hr. Rübig. Jeg mener, at tanken om en automatisk slukkontakt er rigtig god, og det gælder ikke kun opladere. Jeg tror, det er et emne, som vi kan komme meget længere med. Kommissionen arbejder allerede på det og vil vende tilbage med resultaterne.