Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2008/2199(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0114/2009

Indgivne tekster :

A6-0114/2009

Forhandlinger :

PV 25/03/2009 - 7
CRE 25/03/2009 - 7

Afstemninger :

PV 26/03/2009 - 4.7
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2009)0193

Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Onsdag den 25. marts 2009 - Strasbourg EUT-udgave

7. De transatlantiske forbindelser efter det amerikanske valg (forhandling)
Video af indlæg
Protokol
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A6-0114/2009) af Francisco José Millán Mon for Udenrigsudvalget om de transatlantiske forbindelser efter det amerikanske valg (2008/2199(INI)).

 
  
MPphoto
 

  Francisco José Millán Mon, ordfører. – (ES) Hr. formand! Jeg vil først takke skyggeordførerne, navnlig Adrian Severin, Alexander Lambsdorff og Joost Lagendijk, samt Udenrigsudvalget og de rådgivende ordførere, José Manuel García-Margallo og Godelieve Quisthoudt-Rowohl. Jeg takker dem alle for samarbejdet i forbindelse med udformningen af denne betænkning om forholdet mellem EU og USA.

På denne måde er det lykkedes os at udforme en betænkning med bred enighed om et meget vigtigt emne. Den betænkning, som vi skal stemme om i morgen, sender derfor et stærkt og overbevisende budskab fra Parlamentet på et meget passende tidspunkt. Jeg siger, at dette er et vigtigt emne, fordi det er tydeligt, at EU og USA er to vigtige aktører på verdensscenen, som skal arbejde tæt sammen, hvilket kun er rigtigt for to, der deler de samme principper og værdier – og mange af de samme interesser.

Det centrale budskab i betænkningen er, at tiden er meget gunstig, når det drejer sig om at styrke det transatlantiske forhold. Det skyldes grundlæggende tre ting: For det første er der en ny regering i USA, som er pragmatisk, som ved, at intet land kan håndtere de globale udfordringer alene, og som har vakt store forventninger i offentligheden i Europa og resten af verden. For det andet har vi et stærkere EU, der bedre kan handle eksternt end EU i 1995, da den nye transatlantiske dagsorden blev vedtaget. Vi vil desuden snart få et EU, der er styrket med Lissabontraktatens udenrigs- og forsvarspolitiske instrumenter. For det tredje befinder vi os i en ny kontekst med globale udfordringer, f.eks. den økonomiske krise og klimaændringerne, og ikke kun militære udfordringer som tidligere.

Over for de nye udfordringer vil samarbejdet med EU være særdeles nyttigt for USA. Dette transatlantiske forhold skal styrkes i to dimensioner: den institutionelle dimension og den fysiske dimension, som involverer samarbejde i praksis. Vi skal udnytte Lissabontraktaten til at styrke de institutionelle strukturer: to årlige topmøder, ikke kun ét, som den nye permanente formand for Rådet vil deltage i, etablering af et transatlantisk politisk råd, som hvert kvartal samler den højtstående repræsentant – og næstformanden for Kommissionen – og udenrigsministeren, opgradering af lovgivernes dialog gennem etablering af en transatlantisk forsamling og forbedringer af Det Transatlantiske Økonomiske Råd. Alle disse forbedringer vil gøre koordineringen mere intensiv og effektiv. De skal kombineres i en ny transatlantisk associeringsaftale, og forhandlingerne indledes, når Lissabontraktaten træder i kraft.

Betænkningens anden målsætning er at styrke samarbejdet i praksis. Det betyder, at vi skal fastlægge en dagsorden for den fælles håndtering af de mange udfordringer og konflikter samt bilaterale spørgsmål. For at udforme denne fælles dagsorden skal Rådet og Kommissionen i de kommende måder intensivere deres kontakter med den nye regering i Washington. Jeg glæder mig derfor over topmødet i Prag den 5. april med præsident Obama, som det påpeges i ændringsforslaget fra min gruppe.

Betænkningen opremser adskillige globale udfordringer, hvor USA og EU bør definere en fælles strategi, f.eks. den økonomiske krise, reel multilateralisme, der skal inddrage vækstlandene, årtusindudviklingsmålene, klimaændringer, fremme af menneskerettighederne osv. Den nævner også adskillige regionale spørgsmål, hvor vi skal handle på en koordineret måde. Det gælder konflikter, som f.eks. konflikten i Mellemøsten, og atomprogrammerne i Iran og Afghanistan. Forholdet til Rusland og landene i Latinamerika nævnes også. Nedrustning og sikkerhed er yderligere områder, der kræver yderligere koordinering, herunder kampen mod den alvorlige trussel fra terrorisme, der skal føres i fuld overensstemmelse med international lovgivning og med respekt for menneskerettighederne.

Betænkningen henviser også til visse bilaterale forhold på området for retslige og interne anliggender, herunder visumproblemet. Den understreger også behovet for, at det transatlantiske partnerskab bakkes op af civilsamfundet, især af de unge. Det økonomiske og handelsmæssige forhold indgår også i betænkningen, som understreger, at vi skal forbedre integrationen af det transatlantiske marked. På disse områder har jeg naturligvis indarbejdet mange forhold fra Økonomi- og Valutaudvalget og Udenrigsudvalget.

Endelig mener jeg, at Parlamentet med denne betænkning, hvis den vedtages i morgen, vil sende et klart budskab. Vi opfordrer til et styrket forhold mellem EU og USA, også på institutionelt niveau. Denne styrkelse vil efter min mening gavne begge parter og det internationale samfund som helhed.

 
  
MPphoto
 

  Alexandr Vondra, formand for Rådet. – (EN) Hr. formand! Jeg beklager, at jeg kom lidt for sent på grund af et møde i Udvalgsformandskonferencen her. Jeg ankom faktisk fra Washington i morges. Jeg vil takke Dem for invitationen til at deltage i denne vigtige og aktuelle forhandling om de transatlantiske forbindelser, og jeg vil takke ordføreren, Francisco José Millán Mon, for den værdifulde og omfattende betænkning, som jeg læste på rejsen med stor interesse. Der er meget i betænkningen, som formandskabet og Rådet er enige i.

Uanset vores politiske baggrund ved vi alle, at det transatlantiske forhold er afgørende for vores fremtid, for Europas fremtid. I seks årtier har det solide transatlantiske partnerskab været drivkraften bag fred, stabilitet og velstand for Europa og Nordamerika – og for hele verden. Jeg påstår, at dette ikke kun er historie. Det er også den bedst mulige dagsorden for det 21. århundrede. Det transatlantiske forhold sætter os i stand til at opnå resultater sammen, som ingen af partnerne kunne opnå alene. Jeg vil her citere vicepræsident Joe Biden under hans første besøg i München, hvor han tydeligt sagde, at Amerika har brug for Europa, og Europa har brug for Amerika. Vi har efter min mening fuld forståelse for en sådan erklæring. Når vi er enige, sætter vi betingelserne for den globale dagsorden. Når vi er uenige, er det vanskeligt at sætte en dagsorden, og det betyder, at det transatlantiske forhold sætter os i stand til at opnå resultater sammen, som vi ikke kan opnå alene.

Det amerikanske præsidentvalg i november sidste år skabte et hidtil uset niveau af entusiasme, forventning og interesser her i Europa. Det skyldes, at den amerikanske præsident, der vælges, betyder noget for europæerne. Præsident Obama har peget på en ny strategi over for de aktuelle udfordringer. Mange i Europa blev tiltrukket af denne forandring og af denne stemning præget af forandringer. Der blev skabt store forventninger på begge sider af Atlanten. Disse forventninger repræsenterer en mulighed for vores gensidige samarbejde på et tidspunkt, hvor vi har størst brug for det. Men de skal håndteres varsomt, fordi intet kan være mere skadeligt for vores forhold end svigtede håb, og jo højere håbene er, jo vanskeligere er det at opfylde dem.

Den nye regering har haft en energisk start. Som forventet har en stor del af præsidentens dagsorden fokuseret på den økonomiske og finansielle krise. Det var opmuntrende at se de tidlige beslutninger om Guantánamo – det talte vi om her for blot et par uger siden – en fornyet forpligtelse til at engagere sig i Mellemøsten og indkaldelsen til konferencen om Afghanistan, der vil blive afholdt den 31. maj i Haag. Alle disse initiativer er, hvad Europa har efterspurgt.

Der er pustet nyt liv i dialogen med USA. Mine kontakter med den nye regering, herunder møder med vicepræsident Biden og udenrigsminister Clinton her i Bruxelles, har vist mig, at USA ønsker en ny tone i samarbejdet med EU og vores partnere. Jeg glæder mig over den pragmatiske tilgang, der har kendetegnet disse tidligere kontakter.

Mens ændringen af tonen er vigtig, leverer den selvfølgelig ikke i sig selv resultater. Hvis vi skal samarbejde konstruktivt, skal vi sammen revidere vores politiske prioriteringer og revurdere, hvordan det transatlantiske partnerskab fungerer. Deres betænkning er et værdifuldt bidrag til denne proces. Det er naturligvis en proces, der begyndte på EU's side sidste år, da udenrigsministrene drøftede de transatlantiske forbindelser på to uformelle møder i Avignon og Marseille. Her skylder vi det franske formandskab tak for at have indledt dette, og vi skylder Portugal, som også spillede en rolle, tak. Det er en proces, som skal videreudvikles i de kommende måneder. Vi vil få en enestående mulighed i næste uge på det uformelle møde mellem stats- og regeringscheferne og den amerikanske præsident i Prag. Det transatlantiske forhold er rigt og varieret og omfatter mange politiske områder. Jeg kan ikke komme ind på dem alle, men jeg vil gerne fremhæve de områder, som vi især gerne vil drøfte på det kommende møde i Prag.

For det første: energisikkerhed og klimaændringer. Disse indbyrdes forbundne forhold bekymrer mange europæere dybt. Energisikkerhed er en nøgleprioritet, der skal forfølges gennem en omfattende strategi for energieffektivitet og fremme af vedvarende energiressourcer og spredning af energiforsyning, -kilder og -ruter. EU og USA skal, når det er muligt og nødvendigt, samarbejde på disse områder og fremme en fælles dagsorden. Hvad angår klimaet, vil dette år være afgørende. FN's klimakonference i København sidst i december vil være en historisk mulighed for at revidere og udvide anvendelsen af bindende internationale mål for bekæmpelsen af klimaændringer.

EU har fastlagt ambitiøse mål for energi og klimaændringer inden konferencen. Præsident Obamas erklæringer og udnævnelser i forbindelse med klimaændringer signalerer tilsyneladende en vigtig politisk ændring, men et stort arbejde ligge forude. Støtte fra USA på dette område er naturligvis vigtig, men ikke nok. Vi skal også opnå støtte fra udviklingslande, som f.eks. Kina.

For det andet: den økonomiske og finansielle krise. Den aktuelle krise er både alvorlig og global og kræver en stærk politisk reaktion på alle niveauer og i hele verden. EU og USA bærer et særlig ansvar i den forbindelse, både med hensyn til de foranstaltninger, der iværksættes hjemme, og med hensyn til international koordinering. Vi skal samarbejde med USA for at sikre, at vi reagerer på en koordineret måde over for den aktuelle globale krise og de aktuelle finansielle problemer. Vi skal arbejde sammen for at løse problemet med kontrol med det finansielle system og reformen af de internationale finansielle institutioner. Vi skal også koordinere vores politikker for øget vækst og beskæftigelse. Vi skal sikre, at de strategier, vi vælger, er forenelige og ikke skaber konkurrenceforvridninger på det transatlantiske marked. En stor del af dette vil foregå i grupper som G8 og G20, navnlig under G20-topmødet, som vil indlede præsident Obamas besøg i Europa. Men det er klart, at det transatlantiske forhold vil være nøglen for fastlæggelsen af den bredere globale dagsorden.

For det tredje: Afghanistan er et centralt spørgsmål for både Europa og USA. Det er et fælles problem – terroristangreb i både USA og Europa har haft deres oprindelse i den region. Det er en vigtig og vanskelig udfordring for alle europæiske politiske ledere at forklare borgerne, at deres egen sikkerhed skal forsvares i Kabul. Afghanistan var også hovedemnet på et uformelt møde mellem EU-trojkaen og vicepræsident Biden i Bruxelles den 10. marts. Vicepræsidenten udtrykte håb om, at Afghanistan ville forblive øverst på EU's dagsorden. Han gjorde det tydeligt, at USA ikke kun ønsker vores støtte til den overordnede strategi i Afghanistan, men også en forpligtelse til at matche denne støtte med konkrete ressourcer. De afghanske borgeres sikkerhed vækker stor bekymring, og derfor har vi forpligtet os til at øge størrelsen af vores politimission i landet. Ud over den civile EU-politimission er der brug for militærpoliti, dvs. de "gendarmer", som vi taler om. I den henseende er udsendelsen af gendarmeriinstruktører til området som et EU-bidrag til NATO-missionen en mulighed, som formandskabet har drøftet med den netop udnævnte særlige udsending for Pakistan og Afghanistan blandt EU-landene. Jeg har f.eks. mødt Pierre Lellouche fra Frankrig, og vi har også drøftet dette med Dick Holbrooke. Vi skal også sikre de nødvendige betingelser for, at præsidentvalget i Afghanistan kan blive en succes, og vi skal have det regionale aspekt for øje, navnlig ved at yde yderligere hjælp til udviklingen af en bæredygtig civil regering i Pakistan. Denne regionale dimension er derfor meget vigtig, og det tager vi i betragtning i tillæg til den nationale dimension og derefter den globale dimension.

For det fjerde: En multilateral indsats er afgørende for at imødegå risikoen for spredning af masseødelæggelsesvåben. EU og USA har udtrykt stigende bekymring for navnlig Irans atomaktiviteter og landets manglende overholdelse af dets internationale forpligtelser på atomområdet. EU og USA skal sammen sikre, at udviklingen af atomteknologi begrænses til legitime, civile formål. Det kan vi bedst opnå ved at fastlægge stærke, internationalt bindende regler, som støttes af pålidelige kontrolmekanismer. Samtidig er EU og USA parate til konstruktivt at løse dette og andre problemer i regionen sammen med Iran.

Endnu en udfordring for os er, hvordan vi skal arbejde sammen for at styrke den praktiske anvendelse af regelbaseret multilateralisme baseret på vores fælles værdier. Der er meget, vi kan gøre sammen her. Jeg er enig med præsident Obama i, at ethvert valg mellem sikkerhed og idealer er et falsk valg, hvilket også understreges af både udenrigsminister Clinton og vicepræsident Biden. I den henseende glæder jeg mig over præsident Obamas hensigt om at bevæge sig mod en lukning af Guantánamo.

Vi glæder os også over præsident Obamas tidligere engagement i løsningen af den arabisk-israelske konflikt, herunder udnævnelsen af George Mitchell til særlig udsending for regionen. Varig fred, der imødekommer både israelernes og palæstinensernes håb, er af afgørende betydning for befolkningen i regionen og er et centralt mål for både EU og USA. En fredsaftale vil også kunne sikre bredere fordele, ikke mindst større forståelse mellem Vesten og den bredere islamiske verden.

Jeg har med interesse læst de mange henstillinger i Deres betænkning med hensyn til den institutionelle struktur for det transatlantiske forhold. Jeg er helt enig i, at de institutionelle forbindelser mellem EU og USA skal afspejle vigtigheden af forholdet. Det tjekkiske formandskabs initiativer understreger dette. Vi har lige fra starten involveret os med amerikanerne og den nye regering på alle niveauer. Om 10 dage byder formandskabet præsident Obama velkommen til Prag til et uformelt topmøde med EU's stats- og regeringschefer. Som jeg har sagt, vil dette være en mulighed for at vurdere en række dimensioner af det transatlantiske forhold og bekræfte vores vilje til at arbejde sammen. Disse drøftelser vil f.eks. blive fulgt op af regelmæssige uformelle møder mellem EU's og USA's udenrigsministre. Jeg mener også, at vi kan opnå fordele ved mere regelmæssige og tætte kontakter mellem Parlamentet og Kongressen i USA.

Jeg er Parlamentet taknemmelig for den fortsatte støtte til udviklingen af det transatlantiske forhold og navnlig for Deres betænkning. Vi har i år en ny mulighed for at udvikle forholdet yderligere. For dette formandskab og for Rådet har det transatlantiske partnerskab altid været af strategisk betydning for Europa som helhed.

Jeg kan forsikre Dem om, at det tjekkiske formandskab ønsker at sikre, at det stadig er centrum for vores bredere eksterne strategi og vil spille en afgørende rolle i løsningen af de mange udfordringer og problemer, vi konfronteres med globalt i dag.

 
  
MPphoto
 

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Forbindelserne mellem EU og USA har fået en positiv, frisk start under præsident Obamas nye regering. I Kommissionen arbejder vi alle hårdt for at yde vores rimelige dagsorden til den genoplivede fælles dagsorden. Derfor er jeg også glad for denne særdeles aktuelle forhandling. Det glæder mig, at Parlamentet og Kommissionen tilsyneladende er enige her.

Vi ser frem til en travl EU-USA-kalender. I mine indledende bemærkninger vil jeg fokusere på vores hastende opgaveliste, men jeg vil også med det samme understrege to punkter med hensyn til de institutionelle strukturer for forholdet mellem EU og USA. Jeg mener for det første, at stærkere forbindelser mellem lovgiverne i EU og USA er afgørende for et vellykket transatlantisk partnerskab. For det andet vil jeg følge op på betænkningens henstillinger med hensyn til en revision af den nye transatlantiske dagsorden fra 1995.

Som mange andre har jeg allerede mødt udenrigsminister Clinton ved flere lejligheder, og jeg talte også for nylig med vicepræsident Biden, da han besøgte Bruxelles for nylig. En ting er klar: Denne amerikanske regering efterspørger pålidelige partnere til at håndtere de globale og regionale udfordringer, og de har identificeret Europa som den foretrukne, pålidelige partner. Vi skal gribe denne mulighed.

Men samtidig efterspørger de et EU, som kan lægge visse "varer" på bordet – ikke mindst i de vanskelige sager med f.eks. Afghanistan og lukningen af Guantánamo. Vi skal derfor udforme en klar holdning baseret på vores egne fælles interesser og tale med én stemme. Lad mig sige det klart: Dette afgørende transatlantiske venskab er ikke en ensrettet gade. Europa og EU skal levere varen.

Et stærkt EU er derfor en vigtig partner for USA i indsatsen for at løse de globale udfordringer. Vi skal efter min mening indledningsvis fokusere på et begrænset antal prioriterede områder.

Den meget vanskelige situation for verdensøkonomien danner selvfølgelig baggrunden for alt, hvad vi gør. Det primære mål er øget samarbejde mellem EU og USA og andre vigtige aktører i makroøkonomisk politik og reform af reguleringen af den finansielle sektor. Vi skal forbedre koordineringen for at styrke efterspørgslen og beskæftigelsen, og vi skal sikre, at vores politikker støtter hinanden og ikke forvrider handelen. Protektionistiske elementer på begge sider af Atlanten skal undgås. EU og USA skal arbejde tæt sammen for at gennemføre resultaterne af næste uges G20-topmøde, herunder udvikling af forenelige strategier for reform af reguleringen af den finansielle sektor. På Rådets sidste møde i Bruxelles blev der taget et stort skridt i den retning.

Vi skal også se på den transatlantiske økonomi, som tegner sig for halvdelen af verdens produktion og handel. Deres betænkning lægger med rette stor vægt på dette emne. Vi skal sætte skub i Det Transatlantiske Økonomiske Råd (TEC), så det mere effektivt kan fjerne de lovgivningsmæssige barrierer og fremme væksten, samtidig med at det på sigt skal være mere strategisk. TEC – som det kaldes – skal f.eks. kunne drøfte, hvordan vi undgår en "beggar-thy-neighbour"-politik i de nationale genopretningsplaner.

Om klimaændringer: For første gang i 10 år begynder EU's og USA's politikker at nærme sig hinanden. Vi skal koncentrere os om at opnå en aftale i København i december. Vi skal sammen gå forrest for at få f.eks. Kina og Indien med i en multilateral aftale og lancere et integreret CO2-marked som en del af det fremtidige globale marked. Vi skal begge fremme budskabet om, at rene, effektive teknologier og grønne job kan spille en rolle i den økonomiske genopretning. Præsident Obama har allerede helt rigtigt understreget dette. Det betyder også, at vi skal sikre øget samarbejde mellem vores energiforskningsprogrammer og styrke dialogen om energisikkerhed, som vores formand også har sagt.

Hvad angår bistands- og udviklingspolitikken, har både præsident Obama og udenrigsminister Clinton fremhævet disse områders betydning som en del af en omfattende udenrigspolitik. Det fremhæver i høj grad EU's styrke som verdens største donor. Vi bør søge fornyet forpligtelse fra amerikanerne over for årtusindudviklingsmålene og relancere dialogen mellem EU og USA om udviklingssamarbejdet med fokus på spørgsmål som effektivitet af bistanden og indbyrdes sammenhæng mellem politikkerne.

Økonomien står øverst på præsident Obamas dagsorden, men USA har også været hurtig til at revidere de vigtigste udenrigspolitiske spørgsmål.

Med hensyn til Afghanistan og Pakistan: Den nye regering er enig i vigtigheden af en mere omfattende politik, så der tilføjes en civil dimension i tillæg til den militære dimension. Den nye amerikanske vægt på opbygning af civil kapacitet og den regionale tilgang med fokus på Pakistan er i overensstemmelse med EU's årelange politikker. Kommissionens indsats i Afghanistan omfatter støtte til politiuddannelse, reform af retssystemet og fremme af indkomstmuligheder i landområder for at bekæmpe f.eks. dyrkningen af narko. Jeg har også modtaget klare signaler om amerikansk støtte – herunder fra vicepræsident Biden selv – til vores aktive indsats for at forberede en mulig EU-valgobservationsmission til Afghanistan, hvis sikkerhedskravene opfyldes. Jeg undersøger aktivt, om vi kan opnå yderligere finansiering på alle disse områder. Forleden drøftede vi det også med Richard Holbrooke, den særlige udsending for både Pakistan og Afghanistan. Vi ser frem til at deltage i den regionale konference i Haag og i konferencen om Pakistan i Tokyo.

Vi har ligeledes i Mellemøsten anmodet om tættere amerikansk engagement lige fra begyndelsen. Vi blev opmuntret af udenrigsminister Clintons deltagelse i konferencen i Sharm el-Sheik og hendes aktive involvering og deltagelse i det første møde med Mellemøstkvartetten. Vi skal nu drøfte, hvordan vi bedst inddrager både den nye israelske regering – og forhåbentlig også en palæstinensisk samlingsregering – for at opbygge en tostatsløsning. Vi blev opmuntret af Obama-regeringens ønske om at forhandle med resten af regionen, herunder Syrien. Vi skal også sammen med USA søge at inddrage Iran – som det allerede er sagt – som en del af indsatsen for at undgå atomspredning i regionen, så vi styrker vores arbejde med hensyn til både incitamenter og sanktioner.

EU spiller også en vigtig rolle mod øst. Vi vil forblive i tæt kontakt med USA i arbejdet for at fremme demokratiske og markedsorienterede reformer i regionen, herunder det nye østpartnerskab, som søger at skabe politisk associering og økonomisk integration med vores seks naboer mod øst.

Vi vil tale mere med USA end tidligere om, hvordan vi kan samarbejde med strategiske partnere, herunder Rusland og Kina samt Latinamerika. Lige nu og her vil jeg sikre, at EU's møde med præsident Obama i Prag den 5. april bringer forholdet videre på en håndgribelig måde med fokus på konkrete resultater. Dette vil sætte scenen for et vellykket topmøde mellem EU og USA i Washington, sandsynligvis i juni.

I juni vil vi også kunne udbygge en fornyet transatlantisk dagsorden og et bæredygtigt program for det praktiske samarbejde mellem EU og USA.

 
  
MPphoto
 

  Albert Deß, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om International Handel. – (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil begynde med at takke ordføreren, Francisco José Millán Mon, for denne fremragende betænkning, som omhandler alle de punkter, der er nødvendige for fair transatlantiske forbindelser. Dette beslutningsforslag om de transatlantiske forbindelser efter valget i USA viser, hvor vigtige disse forbindelser er.

I henhold til Kommissionens tal afhænger næsten 14 mio. arbejdspladser i EU og USA af disse transatlantiske økonomiske og investeringsmæssige forbindelser. Jeg håber, at USA's nye præsident vil tillægge disse forbindelser stor værdi, som han sagde i sin tale før valget i Berlin i juli 2008. Som han sagde dengang, så har Amerika ikke nogen bedre partner end Europa.

Vi bemærker i beslutningsforslaget, at dette partnerskab også er et vigtigt strategisk partnerskab for Europa. Dette partnerskab er faktisk forudsætningen, især i den aktuelle globale finansielle og økonomiske krise, for at møde de globale udfordringer. Forudsætningen for et levedygtigt transatlantisk partnerskab er dog, at amerikanerne også anerkender Europas berettigede betænkeligheder ved den transatlantiske handel.

Vi har særlig høje standarder i EU med hensyn til f.eks. forbrugerbeskyttelse, dyrevelfærd og miljøbeskyttelse. Vi ønsker også, at disse standarder overholdes af produkter, der leveres af USA til Europa. Jeg håber, at den nye præsident og hans nye regering vil arbejde på at indføre disse standarder i USA. Så vil vi heller ikke have nogen problemer.

Jeg er overbevist om, at dette beslutningsforslag vil blive vedtaget i morgen, fordi det indeholder alt, hvad der er nødvendigt for at sikre et godt forhold.

 
  
MPphoto
 

  José Manuel García-Margallo y Marfil, ordfører for udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget. – (ES) Hr. formand! Først vil jeg takke ordføreren for den indsats, han har ydet for at fremlægge en udførlig, stram og særdeles aktuel betænkning for Parlamentet i dag.

Formandskabet og kommissæren har henvist til de næste aftaler, vi har, startende med mødet i London efterfulgt af Prag, hvor EU og USA vil indlede et nyt forhold efter valget af præsident Obama.

Jeg vil gerne fokusere på betænkningen fra Økonomi- og Valutaudvalget, som har gjort et godt stykke arbejde, der blev vedtaget enstemmigt, og som fokuserer på følgende mål.

Det første mål er at komme på fode igen efter krisen. Enten kommer vi få fode sammen, eller også kommer vi ikke på fode igen. I øjeblikket ser vi de største skattefinansierede hjælpepakker, vores generation har oplevet siden krisen i 1929. De vil have større indvirkning og lavere omkostninger for skatteyderne, hvis vi kan koordinere vores indsats.

Det andet mål er at reformere den institutionelle finansielle struktur, som har vist sig at være utilstrækkelig i den aktuelle krise, og at genindføre gennemsigtighed for produkter, enheder og markeder. Enten gør vi det sammen, eller også kan vi slet ikke gøre det. Som kommissæren mindede os om, udgør vi den største økonomiske blok i verden, og vi deler. som ordføreren sagde, værdier, der understøtter denne tilnærmelse.

Det tredje mål er integrationen af de finansielle markeder for at modstå konkurrencen fra vækstmarkederne. For at gøre det skal vi tilpasse reguleringen af markederne, så vi i praksis kan anvende princippet om gensidig anerkendelse og bedre myndighedstilsyn på begge sider af Atlanten.

Kommissæren henviste til det fjerde mål, og sagde det bedre, end jeg kan: Vi skal sammen modstå fristelsen til at indføre protektionisme, og det vil være en god idé, hvis vi vedtog en fælles holdning i Doharunden.

Endelig skal vi, hvilket ikke er mindre vigtigt, sammen fjerne de globale skævheder, der i vid udstrækning er årsagen til denne krise.

Vi skal skabe et nyt internationalt monetært system, og det ville være en skam, hvis vi ikke blev hørt i den globale debat, fordi vi ikke kunne nå til enighed med vores vigtigste allierede.

 
  
MPphoto
 

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, for PPE-DE-Gruppen. – (ES) Hr. formand! Partnerskabet mellem USA og EU er grundlæggende baseret på værdier og et enormt økonomisk potentiale.

De to regioners BNP beløber sig til 23 mia. EUR, hvilket svarer til 60 % af verdens BNP. De to regioner tegner sig for 60 % af verdenshandelen og har kunnet mobilisere 75 % af verdens nettoinvesteringer.

Den stramme og afbalancerede betænkning, som Francisco José Millán Mon, ordføreren, har fremlagt for os, kunne ikke komme på et mere relevant tidspunkt, idet den – som han sagde – falder sammen med det første besøg af den nyvalgte præsident for USA i Europa, hvor han vil deltage i G20-mødet, 60-årsdagen for NATO og det ekstraordinære topmøde mellem EU og USA.

EU og USA skal kunne handle for at etablere lederskab, som efter min mening skal fornys i tre henseender.

Vi skal for det første sikre de principper og værdier, der styrker denne transatlantiske alliance.

Vi har for det andet brug for større ambition i den transatlantiske dialog om spørgsmål, som både ordføreren og kommissæren omtalte: Iran, Irak, Mellemøsten, Afghanistan osv.

Vi skal for det tredje søge at indlede en ny dialog om strategiske aspekter i forbindelse med globale udfordringer, f.eks. bekæmpelse af fattigdom, fødevare- og energisikkerhed, bekæmpelse af klimaændringer osv.

Det er meget tydeligt, at det Europa, vi ønsker at etablere som en "magt", ikke kan læne sig op ad USA, men skal stå ved siden af USA som to partnere, der deler en bestemt vision af verden og visse værdier, og som gensidigt respekterer hinanden.

Det betyder ikke, at EU skal udstede en blankocheck: Vi skal om nødvendigt forsvare vores holdninger, f.eks. med hensyn til dødsstraf, Den Internationale Straffedomstol, Kyotoprotokollen, Guantánamo og love med ekstraterritorial virkning, og USA skal respektere EU som en faktor, der bidrager til stabilitet og balance i verden.

Den nye udenrigsminister, Hillary Clinton, opsummerede det meget præcis – og jeg er næsten færdig – da hun foran Senatets udenrigsudvalg sagde: "USA kan ikke løse de mest presserende problemer alene, og verden kan ikke løse dem uden USA".

 
  
MPphoto
 

  Adrian Severin, for PSE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Amerikas Forenede Stater har brug for et stærkt Europas forenede stater. Den Europæiske Union har brug for en stærk amerikansk union. Sammen kan USA og EU være en garanti for verdens sikkerhed og stabilitet og skabe et mønster for den globale orden.

Denne betænkning handler ikke kun om at forbedre de transatlantiske forbindelser, men også om at afbalancere dem. Der er asymmetrier mellem de to kyster af Atlanten, som påvirker det transatlantiske samarbejde i negativ retning. Styrkelsen af det politiske EU er derfor nødvendig for det fremtidige samarbejde med EU. Det vil støtte bedre deling af byrderne i forbindelse med opfyldelsen af begge parters internationale ansvar.

Mellem disse to objektive strategiske partnere er der behov for dybere og bedre strukturerede forbindelser samt institutionalisering af disse forbindelser. Den betænkning, vi behandler i dag, anbefaler et strategisk forbedret partnerskab og den proces, der fører til det. Parallelt med dette skal vi søge at etablere et reelt konfederativt transatlantisk organ mellem os og USA.

Samtidig skal det transatlantiske strategiske partnerskab give ny mulighed for at fremme samarbejdet med den tredje vigtige aktør på den nordlige halvkugle, nemlig Rusland. Forbindelserne mellem USA og EU skal ikke ses som en transatlantisk alliance mod Rusland, men som et udgangspunkt for udviklingen af en formel for trilateralt samarbejde med henblik på at opretholde sikkerheden og stabiliteten i verden.

Endelig skal vi ikke først og fremmest udtrykke vores forventninger, så vi bedrager os selv, men vi skal basere os på realistiske antagelser af, hvad EU og USA kan opnå, samtidig med at vi forbedrer vores kapacitet til at gøre dette. På den baggrund støtter vi henstillingen i betænkningen. Jeg vil gerne personligt takke Francisco José Millán Mon for det enorme og venlige samarbejde, han udviste i forbindelse med udformningen af disse henstillinger.

 
  
MPphoto
 

  Sarah Ludford, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne tale om de retlige og sikkerhedsmæssige spørgsmål, der er omhandlet i denne betænkning, ikke fordi jeg ikke er interesseret i de økonomiske aspekter, men fordi jeg kun har tre minutter.

Der er tydeligvis et vitalt behov for transatlantisk samarbejde for at bekæmpe terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet, men det skal finde sted ud fra et egentligt retligt grundlag – i hvert land og internationalt – for at sikre en korrekt beskyttelse af de grundlæggende rettigheder. Hvad angår fælles brug af data, skal der dog være en fast og bindende retlig ramme for databeskyttelse.

Den klareste demonstration af den nye strategi fra præsident Obama er hensigten om at lukke Guantánamobasen. Det er særdeles glædeligt, og Parlamentet har opfordret medlemsstaterne til at reagere positivt på en formel anmodning fra USA om at genbosætte omkring 60 tidligere tilbageholdte fanger af lav risiko eller ingen risiko, som ikke vil blive anklaget. Denne anmodning blev officielt overbragt under besøget af vicepræsident Barrot og minister Langer, og jeg håber, vi snart vil se et resultat. Jeg kan forstå, at det hjælpes af amerikanernes vilje til selv at genbosætte nogle af de tilbageholdte, f.eks. de 17 uighuriske fanger.

Det ville også være godt, hvis præsident Obama kunne gå videre end sine bekendtgørelser fra januar og annoncere lukningen af alle CIA's tilbageholdelsesfaciliteter og et totalt stop for ekstraordinære overførsler. Fuld afsløring af, hvad der er sket i de sidste syv og et halvt år, herunder den skammelige brug af tortur, er nødvendig for at sikre, at det ikke gentages, og navnlig, at den hemmelige aftale med Europa ikke gentages.

Denne betænkning, som omfatter et ændringsforslag fra mig, opfordrer den nye amerikanske regering til at ratificere og tiltræde Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol. Det vil naturligvis styrke denne domstol. USA's afskaffelse af dødsstraffen ville ligeledes vise globalt lederskab.

Den omgående ikrafttrædelse af aftalen mellem EU og USA om udlevering og retshjælp vil sætte skub i det strafferetlige samarbejde og eliminere den grå zone, der gjorde de ekstraordinære overførselsflyvninger mulig. Men dette samarbejde kan kun støttes, hvis det sikrer fair behandling. Jeg har en vælger, der trues med udlevering og årtier i et sikret fængsel, fordi han har hacket sig ind på Pentagons computer. Det er alarmerende, at det lykkedes for ham, men han er computerekspert, ikke terrorist, og han lider af Aspergers syndrom. USA skulle frafalde denne udleveringsanmodning og lade ham blive retsforfulgt i Det Forenede Kongerige, hvis overhovedet.

Endelig vil jeg tale om ALDE-Gruppens ændringsforslag vedrørende onlinespil. Det er vigtigt, at vi hurtigt løser denne tvist, som omhandler forbud og retsforfølgelse fra amerikansk side, som kun rammer europæiske operatører af internetspil i ulovligt selektive sager. USA påstår foran WTO, at alle former for internetvæddemål er forbudt der, men det er ikke sandt. Onlinehestevæddemål og faktisk officielle statslotterier med base i USA tillades, men kun udenlandske leverandører forfølges.

Jeg er ikke specielt glad for internetspil – faktisk bekymrer det mig – men forskelsbehandling, der er i direkte strid med WTO's regler, hører ikke hjemme i et sundt transatlantisk forhold. Det gør visa for resten heller ikke, så jeg håber, vi meget snart får visumfritagelse for alle EU-borgere.

 
  
MPphoto
 

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Der er sandsynligvis intet vigtigt internationalt problem, som vi selv kan løse. Jeg taler ikke kun om Iran, Irak og Afghanistan. Selve principperne om international orden vakler på grund af den internationale terrorisme. Genèvekonventionerne skal reformeres, så de i højere grad kan tage højde for trusler, der ikke er knyttet til en bestemt stat.

Trods optimistiske erklæringer sås der i dag tvivl om NATO's fremtid. Hvis alliancen stadig skal kunne garantere vores sikkerhed, skal de europæiske lande puste nyt liv i deres politiske og militære engagement. Vores samarbejde skal dog være pragmatisk. Vi skal indrømme, at USA repræsenterer en anderledes, men lige så gyldig, demokratisk model, og vi skal være påpasselige, når vi uddeler råd om international lovgivning, Den Internationale Straffedomstol eller dødsstraf.

 
  
MPphoto
 

  Joost Lagendijk, for Verts/ALE-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Vi står på dørtærsklen til nye forbindelser mellem EU og USA. Vi ved alle, hvor stor skade disse forbindelser led i de otte år, George W. Bush sad i det hvide hus. Derfor var så mange europæere glade for valget af Barack Obama og hans løfte om at indføre fundamentalt anderledes strategier på en række områder. Francisco José Millán Mons betænkning omhandler alle disse vigtige områder. Eksempler på dette omfatter den fælles tilgang til klimaændringer og den finansielle og økonomiske krise. Der er også andre eksempler, f.eks. behovet for at følge en ny strategi i Afghanistan og Pakistan og lukningen af tilbageholdelsesfaciliteten i Guantánamo Bay. Det sidste spørgsmål, Guantánamo Bay, var én af de fejl, der i alvorlig grad skadede USA's moralske autoritet i hele verden. Det samme gælder for problemer som tortur og overførsel. Præsident Obama vil sætte en stopper for disse fremgangsmåder, og det glæder også i høj grad min gruppe.

Der er en anden beslutning, måske knap så iøjnefaldende, men efter min mening lige så skamfuld, som skal omgøres så hurtigt som muligt. Jeg henviser til USA's afvisning af ethvert samarbejde med Den Internationale Straffedomstol i Haag. Endnu værre er det, at den amerikanske Kongres hævnede sig ved at vedtage en amerikansk lov om beskyttelse af amerikanere i tjeneste kun en måned efter etableringen af Den Internationale Straffedomstol i juli 2002.

Hvad foreskriver denne lov præcis? Loven forbyder, at amerikanske institutioner og borgere samarbejder med eller udleverer oplysninger til Den Internationale Straffedomstol. Den forpligter amerikanere til at få en international garanti for immunitet, inden de deltager i FN-operationer. Den gør det med andre ord umuligt at retsforfølge dem. Lande, der har tilsluttet sig Den Internationale Straffedomstol, kan straffes for det, og det gør USA. Endelig er der det element, der har forårsaget størst besvær i mit land, Nederlandene, nemlig, at loven giver den amerikanske præsident alle nødvendige midler – og muligheden for at anvende alle nødvendige midler – til at sikre frigivelsen af amerikansk personel, der tilbageholdes af Den Internationale Straffedomstol i Haag. Derfor kalder vi i Nederlandene loven for "loven om invasion af Haag".

Vi kan spøge med det, og det har vi faktisk gjort med rette. Det kan dog få os til at undervurdere betydningen af alt dette. Loven var en ekstremt fjendtlig og meget symbolsk reaktion fra præsident Bush' side mod etableringen af Den Internationale Straffedomstol. Nu har vi brug for en lige så symbolsk, men forhåbentlig meget venlig, reaktion fra præsident Obama. Jeg opfordrer ham indtrængende til at tilbagekalde denne lov og samarbejde med Den Internationale Straffedomstol, og jeg opfordrer Kommissionen og Rådet til også at gøre præsidenten opmærksom på dette problem, når de mødes med ham i næste uge.

 
  
MPphoto
 

  Jiří Maštálka, for GUE/NGL-Gruppen. – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg har læst betænkningen med stor interesse, og jeg må helt ærlig sige, at jeg blev temmelig forvirret. Betænkningen består af 61 punkter, og den er udtømmende, men efter min mening meget uigennemsigtig. Den mangler eller medtager slet ikke en række områder, der angår de fleste almindelige mennesker i Tjekkiet og Europa. Jeg kan ikke finde en definitiv udtalelse om den aktuelle globale økonomiske krise og om EU's og USA's strategi. Jeg kan ikke finde nogen udtalelse om den krig, der føres med så ringe resultat af visse EU-lande sammen med USA i Afghanistan. Udtalelsen i betænkningen er uforklarlig vag. Hvad menes der med opfordringen til at "forelægge et nyt fælles strategisk koncept"? Påstanden om, at vi "glæder sig over udnævnelsen af Richard Holbrooke som eneste særlige udsending for Pakistan-Afghanistan-regionen" er fuldstændig upassende i en betænkning af denne type og er intet andet end en manifestation af spytslikkeri blandt en lille gruppe politikere, der valgte at bombe Jugoslavien for 10 år siden. Der tages heller ikke klar stilling til planen om at opstille dele af det amerikanske antimissilsystem i Centraleuropa, som for resten er blevet et stridsspørgsmål i internationale forhold, der opildner til et militariseringsprogram i rummet.

Selv om betænkningen i bemærkelsesværdig grad markerer et skifte fra en politik med dobbelte standarder i forhold til Østeuropa og lægger større vægt på international lovgivning, ligner betænkningen generelt et forsvarsdokument for EU's Højtstående Repræsentant for FUSP, Javier Solana. Opgaven er veludført, og der er ikke brug for grundlæggende ændringer. Dokumentet indeholder både opfordringer til at etablere to nye kombinerede europæisk-amerikanske organer og et forslag om dette. Efter min mening bør litterære frembringelser af denne art ikke indgives for Parlamentet. Vi har i stedet brug for en beslutning om, hvordan vi skal fortsætte i forhold til de grundlæggende problemer, der påvirker verden i dag.

 
  
MPphoto
 

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Jeg er i høj grad enig i ånden i Francisco José Millán Mons betænkning med hensyn til den ultimative betydning af sunde transatlantiske forbindelser for EU. Han har ret, når han henviser til politiske og sociale værdier, der reelt er fælles.

Ud over denne ros vil jeg fremsætte enkelte kritiske bemærkninger. Det er en skam, at ordføreren kun i forbifarten i punkt 35 nævner en fælles transatlantisk tilgangsvinkel til Kina. Der er ingen specifikke forslag, og det netop i disse tider med global krise og i opløbet til G20 i London, hvor alle øjne vil være rettet mod de finansielle reserver og Beijings magt. Ordføreren fremhæver i punkt 47 godt nok fælles transatlantiske handelsinteresser, som f.eks. håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder. Hvad med det område, der giver anledning til fælles bekymring, nemlig Kina?

Min anden bemærkning vedrører perspektivet for multilateralisme, en idé, der ofte har vundet gehør her i Parlamentet. Det er kun USA, der på grundlag af landets politiske vilje og militære kapacitet er villig og i stand til at sikre global stabilitet og sikkerhed. Lad os hurtigt sammenligne med Europa. Europas opgave er blot at støtte Washington på en ansvarlig og pålidelig måde. For mig er det kun reelt transatlantisk samarbejde, da vi skal være bevidste om, at Europa har langt mere brug for amerikanerne end omvendt, selv om USA har brug for Europa. Lad os tage det punkt med.

 
  
MPphoto
 

  Jana Bobošíková (NI). – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg lykønsker Francisco José Millán Mon med en nyttig og inspirerende betænkning om de transatlantiske forbindelser. Da der ikke er tid til en detaljeret analyse her, vil jeg blot komme med et par bemærkninger. For det første: Teksten i beslutningens punkt B bør ikke med sikkerhed anføre, at Lissabontraktaten vil træde i kraft. Vi ved det stadig ikke. For det andet: I de afsnit, der korrekt omhandler behovet for at reformere det internationale finansielle system, Verdensbanken og IMF, mangler kravet om reform og streng regulering af kreditvurderingsbureauerne. Disse bureauer gav banker og forsikringsselskaber den maksimale positive "Triple A"-vurdering selv på et tidspunkt, hvor de var fulde af giftige aktiver, reelt var ruinerede og udbetalte milliarder til deres chefer. For det tredje: I punkt 24 henvises der til rapporten fra et amerikansk panel af 16 nyhedsbureauer om globale tendenser i perioden indtil 2025. Jeg vil understrege, at lignende analyser er udarbejdet i Rusland og Kina, men disse rapporter er ikke tilstrækkeligt omhandlet i betænkningen. Der burde lægges mere vægt på Kina. I henhold til Financial Times i sidste uge er de tre største banker i verden målt efter markedskapitalisering kinesiske. Kinas BNP er ved at indhente USA's. EU bør tilpasse sine handlinger i overensstemmelse hermed. For det fjerde: I punkt 31 og 32 fremlægges en række konkrete planer med hensyn til Rusland. Der tales om behovet for konstruktivt samarbejde, men allerede i punkt 33 opfordres EU og USA til at udvikle en fælles strategi vedrørende seks lande fra det tidligere Sovjetunionen, hvor der tales russisk, og hvor der også er en russisk befolkning. I henhold til betænkningen skal denne strategi gennemføres uden Den Russiske Føderation. Hvis det sker, er jeg bange for, at vi desværre ikke taler om konstruktivt samarbejde, men om at gøde jorden for konflikter, og det ønsker vi forhåbentlig ikke.

 
  
MPphoto
 

  Elmar Brok (PPE-DE). – (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! EU og dets medlemsstater er sammen med USA kræfter, der arbejder for frihed og demokrati. De har højere værdier end alle andre lande i verden.

Amerikanerne viste endnu engang under det seneste valg, at de kan forny sig og puste nyt liv i denne proces baseret på værdier og demokrati. I verdensordenen er det, hvilket kreditstramningen igen har vist, afgørende, at vi europæere arbejder tættere sammen med amerikanerne og kæder vores interesser sammen, fordi det er vores eneste mulighed for at fastlægge standarder og uddybe forbindelserne mellem vores lande.

Derfor mener jeg, at Francisco José Millán Mons betænkning er særdeles vigtig på dette tidspunkt. Vi skal styrke Det Transatlantiske Økonomiske Råd og anvende en politik, der fjerner ikketoldmæssige handelshindringer, så vi kan sikre, at interesserne kædes sammen, at der skabes et transatlantisk marked, og at de politiske forbindelser også uddybes permanent.

Vi skal her anerkende, at det kun kan ske, hvis de lovgivende forsamlinger involveres, fordi det kun er gennem de lovgivende forsamlinger, at størstedelen af lovgivningen kan tilpasses, og at denne proces og forslagene i forbindelse med den transatlantiske dialog mellem de lovgivende forsamlinger og den transatlantiske forsamling er af afgørende betydning.

Det er desuden afgørende, at vi i dag udvikler langsigtede strategier, at vi kan udforme fælles planer, og at begge sider ved, hvad vores fælles interesser er om 10 eller 20 år, så vi kan basere vores praktiske politik på dem. Jeg mener også, at dette vil give det tjekkiske formandskab et udgangspunkt for at fremhæve dette på mødet med amerikanerne den 5. april, så vi i begges interesser kan opnå en stærkere forbindelse.

Den sidste bemærkning: Alt dette vil kun fungere, hvis EU er en stærkere og mere pålidelig partner, hvis det har noget, som f.eks. Lissabontraktaten, og får handlefrihed på det udenrigspolitiske område. Jeg vil derfor også opfordre til, at vi i dag beskytter vores interesser og husker, at vi skal tage disse skridt fremad, så vi kan indgå i et ægte og ligeværdigt partnerskab med USA.

 
  
MPphoto
 

  Erika Mann (PSE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne sige et par ord om vores økonomiske forhold. Jeg vil takke min kollega, Francisco José Millán Mon, for den fremragende betænkning.

Vi skal huske os selv på, hvad vi vil opnå. Jeg mener, det var Parlamentet, der med meget senere støtte fra Rådet og Kommissionen fik idéen om at indgå i et stærkere økonomisk forhold og etablere et transatlantisk marked. Idéen om et transatlantisk marked blev fulgt op af Det Transatlantiske Økonomiske Råd. Hvert af disse initiativer kan kun overleve, hvis der er stærk støtte til dem fra begge sider. En ny regering i USA betyder ikke automatisk, at vi opnår stærk støtte til Det Transatlantiske Økonomiske Råd, da vi befinder os i en enorm økonomisk og finansiel krise.

Jeg opfordrer derfor indtrængende både Kommissionen og Rådet til at sikre, at Det Transatlantiske Økonomiske Råd får den nødvendige støtte, fordi den gives ikke automatisk.

Jeg vil blot minde Dem om de tre punkter på dagsordenen, som er særdeles vigtige, og som vi skal tage fat om. Det ene er dagsordenen for tvistbilæggelse. Denne dagsorden er stadig meget bred, men jeg vil fokusere på en vigtig sag, nemlig sagen om Airbus-Boeing, der behandles af WTO og konstant udskydes. Jeg opfordrer Dem til at finde en løsning. Sagen er ikke på TEC's dagsorden, men vi skal finde en løsning, ellers vil der opstå problemer i en vigtig sektor.

Dernæst skal De sikre, at vi endelig får en køreplan, og at vi opnår gennemsigtighed med hensyn til, hvilke emner der drøftes i TEC. Det har vi anmodet om mange gange. Jeg ved, at Rådet arbejder på det, men der er endnu ikke sket ordentlig fremskridt. Vi ønsker en høring om containersikkerhed på begge sider i nærmeste fremtid. Det blev aftalt på vores sidste TEC-møde, men det kræver en opfølgning.

Til sidst vil jeg i forbindelse med energiintensive industrier opfordre Dem til at sikre, at TEC gøres opmærksom på idéen om at fastlægge et benchmark sammen. Det er den eneste måde, vi kan løse problemerne i de energiintensive industrier.

 
  
  

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

 
  
MPphoto
 

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). – (EN) Hr. formand! I næste uge rejser USA's præsident, præsident Obama, til Europa på sit første oversøiske besøg for at vise sit engagement i den transatlantiske alliance og dialog.

Med sit valg som præsident bragte han håb og forandring, ikke kun i USA, men i hele verden og også i Europa. Det er afgørende, at EU etablerer kommunikationsnetværk, så vi kan føre en stærk dialog med USA om mange centrale spørgsmål, f.eks. konflikten i Mellemøsten, den økonomiske krise og klimaændringer. Disse problemer er globale, og derfor skal de drøftes inden for rammerne af internationalt samarbejde mellem USA, EU, de europæiske lande, Kina, Indien og alle andre lande i verden.

 
  
MPphoto
 

  Bogusław Rogalski (UEN). – (PL) Hr. formand! Præsidentvalget i USA markerer en ny historisk æra for forbindelserne med dette land og en ny æra i landet selv. Jeg håber for USA, at dette vil være en evolutionær forandring, og ikke en revolutionær forandring.

Jeg er dog fuld af uro over de underlige, stærkere forbindelser mellem USA og Rusland på bekostning af internationale aftaler med nogle af landene i Europa, herunder Tjekkiet og Polen, om spørgsmålet om opbygningen af antimissilskjoldet, hvor USA har svigtet løfter, der tidligere er givet til disse lande. Vi skal også være opmærksomme på visa, som USA stadig kræver for borgere fra visse medlemsstater. Dette burde ikke forekomme i transatlantiske forbindelser mellem EU og USA.

Styrkelsen af det transatlantiske samarbejde skal prioriteres særlig højt i kampen mod terrorisme, men det skal frem for alt baseres på respekt for den internationale lovgivning. Som Barack Obama har sagt, kan ingen nation – uanset hvor stor eller magtfuld den er – bekæmpe disse udfordringer alene. Lad os huske dette her i Parlamentet, fordi det ofte forekommer mig, at vi tror, at EU kan klare denne globale udfordring alene.

 
  
MPphoto
 

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). – (PL) Hr. formand! I sin betænkning har vores kollega, Francisco José Millán Mon, samt kommissæren og ministeren fremlagt mulige løsninger, strategier og målsætninger, der skal lede os i vores samarbejde med USA. Jeg vil gerne vende tilbage til en anden tanke og dele den med Dem.

Barack Obamas valgslogan – "Den forandring, vi har brug for" vedkommer efter min mening også os europæere. Jeg tænker på en forandring i vores holdning til USA. På den ene side beundrer vi den velstand, økonomi, videnskab, filmkunst, musik og frihed, der findes i et så historisk ungt samfund. På den anden side er der mishag og endda fjendtlighed, navnlig fra mange venstreorienterede medlemmer, over for amerikansk politik, amerikansk religiøsitet og amerikansk kapitalisme. Paradoksalt nok er Rusland altid en ven, uanset hvad dette land gør, herunder de værste angreb, som f.eks. mordet på journalister, og USA er en partner forklædt som en fjende, en fjende, der hjalp, og det er sandt, med at befri Europa fra nazisterne, og som ikke var forpligtet til at yde sådanne ofre, men gjorde det af egen fri vilje. USA opfattes som en fjende, der hjalp med at genopbygge Europa, men har trods det aldrig opnået titlen som en permanent koalitionspartner.

Jeg taler derfor om passende standarder og vurderinger baseret på sund fornuft og ikke kun på den eneste korrekte og retfærdige ideologi, som om det var et ekko fra Moskva. Vi skal bedømme alt, hvad der er dårligt eller forkert ved USA, som sådan, men vi skal sætte pris på alt, hvad der er godt og kan hjælpe os med at opfylde EU's mål. Samarbejde skal baseres på realiteter og samtidig på en stabil vilje til at løse problemer sammen. De mange udtalelser, bifaldet, ændringsforslagene og hele beslutningsforslag fra venstrefløjen i de sidste fire år, som jeg ofte har været vidne til, har været båret af en negativ, generaliseret holdning og ikke nødvendigvis af kendsgerninger. Til sidst vil jeg sige, at Barack Obama kun blev præsident med nationens vilje, og det er en nation, som er værd at arbejde med, en nation, der beskytter værdier, som også er vigtige for os.

 
  
MPphoto
 

  Libor Rouček (PSE). – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Europa og USA står over for en hel serie globale problemer og udfordringer. Den finansielle og økonomiske krise, problemerne med global opvarmning, terrorisme, spredning af atomvåben, uløste problemer og konflikter i Mellemøsten, Irak og Afghanistan og mange andre problemer. Hverken EU eller USA kan løse nogle af disse problemer uden det nødvendige samarbejde, f.eks. strategisk samarbejde, og et strategisk partnerskab af den type, der allerede er talt om her. Et partnerskab baseret på de fælles værdier frihed, menneske- og borgerrettigheder og demokrati, værdier, som har vist deres værd i de sidste 60 år.

Med indsættelsen af den nye regering i USA er der en enorm vilje til at samarbejde her. For nogle uger siden besøgte nogle af os Washington, hvor vi talte med både viceministre i udenrigsministeriet og med vores sidestykker i Kongressen, Senatet og forskellige forskningsinstitutioner. Der er her en vilje til at samarbejde, til at gøre tingene sammen og til at løse problemerne sammen. Jeg vil derfor opfordre medlemmerne af Parlamentet til at indgå i et meget tættere og mere intensivt samarbejde med vores amerikanske sidestykker.

Det strategiske samarbejde mellem Europa og USA må dog ikke vendes mod tredjelande eller mod partnere, som f.eks. Rusland eller Kina. Problemer med nedrustning eller kontrol af atomvåben kan f.eks. ikke løses uden Ruslands samarbejde. Jeg glæder mig derfor f.eks. over genforhandling af START-traktaten, og jeg glæder mig over drøftelserne med vores russiske partnere om de amerikanske antimissilsystemer i Europa. Alt dette er vigtigt. Til sidst vil jeg ønske det tjekkiske formandskab held og lykke på det kommende topmøde i Prag og takke Francisco José Millán Mon for betænkningen.

 
  
MPphoto
 

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). – (ES) Hr. formand! For nylig sagde Gordon Brown i en tale, som han holdt i Washington i USA som den første europæiske leder, der talte i hovedstaden, at man politisk ikke havde nogen erindring om et tidspunkt, hvor Europa har haft så stor velvilje over for USA. Det er i høj grad sandt. Der har aldrig været så stor proamerikanisme, så meget amerikanisme kan man sige, i vores samfund som helhed, og det gælder naturligvis også for vores politiske, kulturelle og sociale elite.

Det burde vi udnytte. Dette er en fælles følelse, der rækker ud over personlig sympati for den nye regering, og som er kombineret med en bred fælles dagsorden, som vi kan arbejde på, og som er her og er forklaret godt i den betænkning, vi skal stemme om i morgen.

Det er dog også meget vigtigt, at vi er opmærksomme på, at vores interesser ikke altid er de samme, selv om vi deler mange ting, og at vi på visse områder som venner, der taler direkte med hinanden, skal se hinanden i øjnene og arbejde sammen, selv om der er visse områder, hvor vi fortsat er forskellige. Det gælder især, fordi vi tjener forskellige samfund, og jeg taler her specifikt om de økonomiske og handelsmæssige forhold. Her er der afventende problemer, der skal løses med det bedst mulige samarbejde, men uden at glemme hver sides position.

I den sammenhæng skal EU være selvkritisk med hensyn til, hvad vi skal gøre, og hvad vi skal forbedre for at være troværdige. Når Lissabon er vedtaget, vil vi have klarere instrumenter, og vi vil så kunne gennemføre dem. Men lige nu og her skal vi god erkende, at vi skal reformere vores egne måde at arbejde på, hvis vi vil opnå respekt og ses på USA's radar.

 
  
MPphoto
 

  James Elles (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Dette er efter min mening en meget vigtig betænkning, vi sidder med, når man tænker på, at vores ordfører, Francisco José Millán Mon, har kunnet føre denne betænkning næsten enstemmigt videre fra Udenrigsudvalget. Det har jeg ikke oplevet før: Alle grupper går sammen for at vise, at de går ind for et stærkere transatlantisk partnerskab. Jeg har faktisk bemærket, at vi nu i denne betænkning for første gang kalder det for det mest strategiske partnerskab, vi har. Vi har masser af andre, men dette er det centrale for os i EU.

Som det blev nævnt tidligere, er der en ny tone, men jeg fornemmer også, at det er en tone fra amerikanerne, der undersøger, hvad Europa kan gøre for at være en partner i det globale system, og at vi derefter skal overveje, hvad vi skal gøre for at bidrage til denne proces.

Højdepunktet under disse forhandlinger var, da kommissæren udtalte, at vi leder efter en mere strategisk dialog, hvor vi kan se på langsigtede tendenser, som f.eks. rapporten fra National Intelligence Council om tendenserne inden 2025 gør det. Det vil sætte os i stand til at se ud i fremtiden, så vi kan dele en fælles analyse, og så vi som resultat deraf kan handle sammen. Jeg har en mistanke om, at dette vil kræve en del af EU, måske vores støtte i budgettet for 2010, inden vi kan formulere vores egen langsigtede overvejelser, måske fordi der er meget få langsigtede overvejelser i både Kommissionen og her i Parlamentet, hvad angår de langsigtede tendenser, der er omhandlet i rapporten fra National Intelligence Council.

I den forbindelse skal vi finde en metode til at sikre mere jævnbyrdige betingelser for inddragelsen af europæere og amerikanere i disse forhandlinger. I de sidste fem år har vi set en enorm tilstrømning af amerikanske tænketanke til Bruxelles, som fortæller os, hvad vi burde gøre i forbindelse med bestemte politiske aspekter, men der er kun meget få europæere i Washington, der kan fortælle amerikanerne om vores idéer, hvad angår udviklingen af europæisk politik. Vi skal fokusere på det rigtige budgetmæssige input, så vi får mulighed for at komme med vores input og bidrage på lige vilkår til de transatlantiske drøftelser.

 
  
MPphoto
 

  Ana Maria Gomes (PSE). – (EN) Hr. formand! Det transatlantiske partnerskab, som blev reddet fra Bush-regeringens aske af valget af Obama, er ikke længere tilstrækkeligt til at løse de udfordringer, som menneskeheden primært står overfor, men det er stadig nødvendigt.

Europa skal udnytte denne mulighed og sammen med USA formulere en "exit strategi" for den nuværende globale krise, som sikrer menneskets sikkerhed, og som ikke kun reformerer det internationale finansielle system, men som også regulerer hele globaliseringsprocessen og investerer i bæredygtig økonomi på globalt plan.

Vi har brug for mere Europa og et stærkere Europa for at hjælpe Obama med at lukke Guantánamo, sætte en stopper for de hemmelige fængsler og definere en alternativ strategi for sikkerhedsudfordringerne i Afghanistan, Pakistan, Iran og Sudan og indføre retfærdighed og fred for israelerne og araberne.

Vi har brug for et stærkere Europa og et ægte partnerskab med USA for at opfylde årtusindudviklingsmålene. Kun et EU, der kan dele byrden og påtage sig sit globale ansvar og optræde som ét EU, der ikke kun er en sum af sine dele, vil blive taget alvorligt i Washington, vil kunne påvirke Obama-regeringens politikker og vil muliggøre det ægte transatlantiske partnerskab, som verden stadig har brug for.

 
  
MPphoto
 

  István Szent-Iványi (ALDE). – (HU) Hr. formand! I sin tale i Berlin sidste år sagde Barack Obama, at Amerika ikke har nogen bedre partner i verden end Europa. Det er på høje tid, at vi siger, at vi ikke har nogen bedre og vigtigere partner i verden end USA. Vi skal søge allierede mellem dem, som vi deler fælles værdier og interesser med, og ikke blandt dem, der er langt væk fra os.

Europa har intet alternativ til de transatlantiske forbindelser. Hele den vestlige verden står over for store udfordringer: international terrorisme, våbenspredning, klimaændringer og økonomisk krise. Over for disse kan vi kun lykkes og opnå resultater, hvis vi står sammen.

Hvad angår den økonomiske krise, kan fristelsen til protektionisme mærkes i hvert eneste land. Også i USA, der – som vi ved – har bekendtgjort et "køb amerikansk"-program. Vi skal handle sammen mod protektionisme, fordi protektionisme i sidste ende ikke beskytter os, men skader os alle.

Der næres store forventninger til præsident Obamas første besøg og rundtur i Europa. Vi forventer, at G20-topmødet vil lægge fundamentet for en fælles institutionel indsats for at fastlægge fælles regler, der vil sætte os i stand til at overvinde den globale økonomiske krise.

Europas ambition er at være en vigtig international aktør. Lissabontraktaten skaber de institutionelle forudsætninger for dette, men intet kan erstatte politisk vilje. Vi skal påtage os en større rolle i det internationale liv, fordi det er vores eneste mulighed for at opfylde vores ambitioner.

 
  
MPphoto
 

  Călin Cătălin Chiriţă (PPE-DE) . – (RO) Hr. formand! Jeg vil takke Francisco José Millán Mon for hans fremragende betænkning om transatlantiske forbindelser.

Som medlemmer af Parlamentet skal vi insistere på, at EU og USA udvikler en fælles strategi vedrørende de seks lande i Østeuropa: Moldova, Ukraine, Georgien, Armenien, Aserbajdsjan og Belarus, som er omfattet af den europæiske naboskabspolitik, for at opnå betydelige og varige resultater i gennemførelsen af det nye østpartnerskab og Sortehavssynergien. Jeg glæder mig over medtagelsen af mit ændringsforslag om dette spørgsmål i betænkningen, og jeg takker mine kolleger for deres støtte til denne idé.

Et andet punkt af særlig interesse er ordførerens forslag om at ophæve visumordningen for alle europæiske borgere, der ønsker at rejse til USA. Alle europæiske borgere skal behandles lige. Det er uacceptabelt, at visse EU-borgere behandles som andenrangsborgere.

Jeg vil gerne fremhæve de specifikke og vigtige fremskridt, der er sket med hensyn til visumfritagelsesprogrammet. I Rumænien indførte man f.eks. i januar 2009 nye biometriske pas med chip, der indeholder borgernes personlige oplysninger og omfatter mere end 50 sikkerhedselementer, hvilket er 18 mere end i de nuværende pas. Biometriske pas behøver dog efter min mening ikke være en forudsætning for at blive omfattet af visumfritagelsesprogrammet.

Inklusion af alle europæiske medlemsstater i visumfritagelsesprogrammet skal prioriteres højt i dialogen mellem Kommissionen og USA.

 
  
MPphoto
 

  Józef Pinior (PSE). – (PL) (mikrofonen var indledningsvis slukket) (...) som præsident Barack Obama kalder sit budskab på G20-topmødet i London. Den økonomiske krise er blevet en udfordring for hele verden, men også en mulighed for at uddybe og omformulere de transatlantiske forbindelser. Francisco José Millán Mons betænkning udpeger de strategiske aspekter af partnerskabet mellem EU og USA. Det illustrerer klart den betydning, som Parlamentet tillægger de transatlantiske forbindelser.

Dette nye kapitel i forbindelserne mellem EU og USA skal også udnyttes til at øge EU-institutionernes aktiviteter i USA. Jeg tænker her på europæiske institutioner, europæiske universiteter og europæiske fonde. Det er på tide, at vi omformulerer vores partnerskab, så Europa i Washington og USA kan vise det moderne EU's potentiale og det potentiale, som europæisk forskning, europæisk kultur og europæisk civilisation rummer. Vi skal udnytte, at USA har en ny præsident – en præsident, der præsenterer USA, som Europa altid har opfattet det, som et symbol på demokrati og frihed.

 
  
MPphoto
 

  Toomas Savi (ALDE). – (EN) Hr. formand! Præsident Obama sagde: "Amerika har ikke nogen bedre partner end Europa". Jeg tror, jeg taler på vegne af mange af os, når jeg siger, at det er gensidigt. Valget af præsident Obama indledte et nyt kapitel i de transatlantiske forbindelser, der har lidt alvorlige tilbageslag. Som næstformand for Delegationen for Forbindelserne med Canada har jeg endda oplevet en situation, hvor Canada fungerede som mægler mellem EU og USA.

Mit andet punkt: Jeg glæder mig over præsident Obamas løfte om diplomatiske forbindelser med Den Islamiske Republik Iran. Som understøtter af "Friends of a Free Iran" håber jeg dog, at den demokratiske opposition i Iran også vil blive inddraget. Forhandlingerne med Iran skal være gennemsigtige i enhver henseende. Denne nye æra i forbindelserne mellem EU og USA vil forhåbentlig også udvides til USA's forbindelser med tredjelande. Europas høje forventninger til præsident Obama skal nu følges op af handling.

 
  
MPphoto
 

  Alojz Peterle (PPE-DE). – (SL) Hr. formand! Den nye transatlantiske dagsorden var ny i 1995. Mange ting er ændret i årene siden, og derfor har vi brug for en ny partnerskabsaftale.

Der er gået 20 år siden Berlinmurens fald, og denne begivenhed blev efterfulgt af den historiske udvidelse af EU. I denne periode har vi været vidne til en dramatisk stigning i terrorismen og til nye trusler mod freden i regionen. Vi er også blevet bevidste om klimaændringer og har stået over for finansielle, økonomiske og energimæssige kriser. Det ville nære nyttigt, hvis vi gjorde regnskabet op efter kommunismens fald og så på verdens tilstand med en bedre fornemmelse for de globale aktørers indbyrdes afhængighed. Vores tættere partnerskab med USA skal udvikles inden for rammerne af nye udfordringer og ny viden.

Vi står ikke kun over for en finansiel eller økonomisk krise. Vi står også over for en global lederskabskrise. Vi skal opnå fremskridt på flere fronter samtidig. Vi kan ikke reformere det finansielle system, medmindre der sker fremskridt i Dohaprocessen, og medmindre vi opnår bedre resultater i indsatsen for fred og bekæmpelsen af fattigdom.

Hvis vi taler om effektiv multilateralisme, skal den udvikles, så alle bliver en vinder. "Yes, we can".

I den ånd går jeg ind for regelmæssige politiske høringer mellem de to partnere og navnlig for en styrkelse af den parlamentariske dimension af samarbejdet gennem etablering af en transatlantisk forsamling. Hvad angår denne betænkning, glæder jeg mig over den vægt, der tillægges fjernelsen af hindringer, som vanskeliggør investeringer og transatlantiske finansielle tjenesteydelser.

Endelig glæder jeg mig også over den vilje til tættere samarbejde om rumprogrammer, navnlig mellem ESA (Det Europæiske Rumagentur) og NASA, der gives udtryk for i betænkningen. Det betyder ikke, at jeg vil være astronaut, men blot at jeg er interesseret i nye teknologier.

 
  
MPphoto
 

  Helmut Kuhne (PSE). – (DE) Hr. formand! Langt de fleste mennesker i EU, sandsynligvis de fleste regeringer i EU og næsten helt sikkert flertallet her i Parlamentet håbede i november, at Barack Obama ville blive valgt til præsident. Det er en god ting, selv om der i nogle af talerne under denne forhandling høres en anelse skepsis med hensyn til, om alt dette nu var en god ting.

Europa skal selvfølgelig bevidst repræsentere sine egne holdninger i fremtiden, men tiden med ondsindede kommentarer om USA er ovre, fordi vi ikke længere blot belejligt kan bebrejde George Bush alt. Politikken vedrørende transatlantiske forbindelser kan fra EU's side – fra Parlamentets side – ikke længere blot føres ved at kaste krav i USA's retning. Nu skal vi svare med det, som vi vil bidrage med for at få dette partnerskab til at blive effektivt.

Tag f.eks. Afghanistan, som flere medlemmer har nævnt. Hvad skal EU gøre for at forbedre og styrke politimissionerne, for at støtte den civile støtte og den civile genopbygning af landet? Det bliver vores opgave som EU. NATO kan tage sig af den militære del. Dette er noget, som vi skal drøfte konkret. Hvad kan vi tilbyde?

 
  
MPphoto
 

  Janusz Onyszkiewicz (ALDE). – (PL) Hr. formand! I 50 år efter Anden Verdenskrig var grundlaget for opfattelsen af sikkerhed i Vesteuropa en tæt alliance med USA og princippet om, at sikkerhed er udelelig, og at USA's sikkerhed er direkte forbundet med Europas sikkerhed. Afslutningen af den kolde krig og den forhåbentlige uendelige udskydelse af en mulig storkonflikt i Europa kræver dog stadig, at dette princip ikke miskrediteres. Tværtimod skal det opretholdes og skal være udgangspunktet, når vi tænker på vores fælles sikkerhed.

Dernæst vil jeg henvise til Helmut Kuhnes bemærkning for et øjeblik siden. USA har afsluttet æraen med unilateral politisk handling og er parat til dialog med Europa og til at træffe fælles beslutninger i partnerskab med Europa. Spørgsmålet er, om vi er klar til dette, og om vi er klar til at være pålidelige, når det drejer sig om at gennemføre de beslutninger, der træffes i fællesskab?

 
  
MPphoto
 

  Tunne Kelam (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Francisco José Millán Mon har fremlagt en vigtig og fremragende betænkning. Nu er spørgsmålet, hvordan vi kan gennemføre den uden at miste tid.

Den globale økonomiske krise tilskynder i realiteten verdens to største demokratier til at gå sammen på grundlag af fælles værdier og lignende økonomiske systemer, fordi mere end halvdelen af verdens BNP produceres af USA og EU. Adrian Severin bemærkede ganske rigtigt den strategiske gensidighed, hvor Europa har brug for et stærkt USA, og USA har brug for et stærkt Europa. Hvis disse to partnere kan koordinere deres aktiviteter på en bedre og mere effektiv måde, vil dette have en helt igennem positiv indvirkning på verdensstabiliteten og på mange konkrete regionale problemer.

Ja, den nye regering i USA udviser større interesse for Europa, mere fleksibilitet og åbenhed, og det er en velkommen mulighed, som vi skal udnytte. Men vi skal også altid huske, at forbindelserne med USA stadig er EU's vigtigste strategiske partnerskab. Men tiden er ikke til erklæringer. Tiden er til gennemførelse, og tre konkrete prioriterede områder understreges i denne betænkning. Vi opfordrer til at nå til enighed om en fælles dagsorden af kort- og langsigtede mål, om både globale og regionale spørgsmål. Vi opfordrer til, at det 14 år gamle forhold erstattes af en ny aftale om transatlantisk partnerskab, der også omfatter et økonomisk råd, og vi opfordrer til etablering af Det Transatlantiske Politiske Råd og opgradering af de parlamentariske forbindelser i form af en transatlantisk forsamling.

 
  
MPphoto
 

  Martí Grau i Segú (PSE). – (ES) Hr. formand! Valget af præsident Obama har indvarslet en historisk tid for USA, og betydningen heraf fornemmes og deles bredt i Europa.

Præsident Obama er i dag på fuldstændig samme bølgelængde som Europa, hvad angår politisk handling baseret på nøgleordene "genopbygning" og "genopretning".

Premierminister Gordon Browns tale her i Parlamentet i går demonstrerer tydeligt den gensidige forståelse, der hersker. Disse ord "genopbygning" og "genopretning" fortjener uden tvivl det størst mulige omfang af proaktivt lederskab i lyset af den aktuelle krise, som danner baggrunden for, at vi planlægger en udvikling hen imod en grøn økonomi, hvor vækst og miljøbeskyttelse ikke er modsætninger, men supplerer hinanden på perfekt vis.

Vi ser dog også en "genopbygning" og "genopretning" af broerne mellem Europa og USA, der har lidt stor skade i de sidste 10 år.

USA's tilbagevenden til multilateralisme er et særdeles godt tegn for Europa, som gør vores målsætninger om verdensomspændende fred, retfærdighed og velstand mere levedygtige. I de senere år er der dog også opstået en kløft mellem civilsamfundene på begge sider af Atlanten.

Vi skal som europæiske institutioner fremme enhver form for interaktion mellem organisationer, den akademiske verden, kommunikationsmedier og alle, der er aktive i den sociale sfære, med henblik på at sikre, at dette brud heles.

 
  
MPphoto
 

  Luís Queiró (PPE-DE). – (PT) Hr. formand! I modsætning til Ana Maria Gomes, som talte for et øjeblik siden og sagde, at det transatlantiske forhold er blevet genfødt med valget af præsident Obama, mener jeg, at nyheden om dette forholds afslutning var særdeles overdreven. Det viser denne betænkning endnu engang, og derfor lykønsker jeg ordføreren.

I lang tid har Europa og USA været allierede med afgørende betydning for velstanden, udviklingen og globaliseringen. I lang tid har Europa og USA delt fælles udfordringer og endda haft fælles fjender, selv om nogle, især på denne side af Atlanten, tøver med at anerkende dette. I lang tid har både europæere og amerikanere vidst, hvad der skal gøres for at opfylde behovene i en verden, der stadig er uretfærdig, ulige og farlig, og som lige nu er i en global krise.

Denne krise må dog ikke få os til at trække os tilbage eller mindske vores diplomatiske bestemthed eller vores politiske og militære forpligtelser over for vores allierede eller få os til at vende ryggen til den kollektive økonomi eller tillade, at protektionisme igen vinder indpas, fordi det kan være fatalt for genopretningen af vores økonomier.

Europa og USA har takket være en økonomi, der nu er åbnet på globalt plan, fået nye faste allierede i Japan, Indien, Brasilien og en række lande i Asien.

Trods den aktuelle krise er der mange nationer i verden, der stadig ser på vores lande og håber, at de en dag kan leve som os. For alle disse nationer skal Europa og USA igen blive til den alliance, der leder, deler og globaliserer en økonomi, der sikrer velstand.

Derfor er det næste G20-topmøde så vigtigt, ikke fordi det er en mulighed for at finde ud af, hvem der står Barack Obama nærmest, men fordi det er en lejlighed til at vise, at vi kan give svar og lederskab: Vi vil samarbejde med de nye magter om de nødvendige reformer, men vi skal være opmærksomme på, at kun en økonomisk model baseret på menneskehedens kreative styrke vil sikre velstand – og jeg mener velstand, ikke grådighed – arbejdspladser og udvikling, så krisen kan overvindes.

Der er ingen anden mulighed, hvis vi ønsker en varig løsning, for at skabe nye arbejdspladser eller for at være solidariske med dem, der lider mest i denne vanskelige tid.

 
  
MPphoto
 

  Dushana Zdravkova (PPE-DE) . – (BG) Hr. formand, fru kommissær! Jeg vil takke ordføreren, Francisco José Millán Mon, for hans omfattende betænkning og for hans definitive holdning med hensyn til afskaffelse af visumordningen.

Fire år efter indledningen af forhandlingerne om ophævelse af visumkravene mellem USA og EU skal 80 mio. EU-borgere stadig stå i kø for at få et amerikansk visum i deres pas. Selv om der er opnået betydelige resultater, afviser den amerikanske regering at tage det endelige skridt og anvende princippet om gensidighed over for de resterende fem medlemsstater og medtage dem i visumfritagelsesprogrammet.

I vores beslutning af 22. maj 2008 opfordrede vi til, at forhandlingerne om medtagelsen af alle medlemsstater i visumfritagelsesprogrammet blev afsluttet inden valget til Parlamentet i juni. Det manglende fremskridt på dette område er bekymrende, og der er adskillige tegn i medierne på, at der ikke vil ske en reel ændring i den amerikanske politik.

Jeg vil også fremhæve kommissær Barrots besøg i Washington i sidste uge, hvor forhandlingerne om ophævelse af visumbegrænsningerne fortsatte. Det er endnu ikke klart, hvilke konkrete resultater der følger af dette besøg. Uanset Kommissionens indsats er jeg bange for, at de målsætninger, vi har fastsat, ikke vil blive opnået inden udgangen af Parlamentets valgperiode.

Jeg vil dog nævne, at nogle af de foranstaltninger, der er iværksat af enkelte medlemsstater, desværre bidrager til, at vores amerikanske partnere ikke opfatter EU som en forenet helhed. Derfor vil jeg benytte lejligheden til at opfordre alle europæiske regeringer til at ændre deres politik og træffe konkrete foranstaltninger med henblik på at yde reel støtte til Kommissionens repræsentanter.

Jeg opfordrer endvidere alle medlemmer af Parlamentet til at støtte den erklæring, som nogle medlemmer, herunder undertegnede, har udformet med henblik på at få USA til at ophæve visumordningen for borgere fra alle EU's medlemsstater.

 
  
MPphoto
 

  Urszula Gacek (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Valget af præsident Obama blev mødt med begejstring i både USA og Europa, men der forventes meget af USA's 44. præsident. Han står over for en række udfordringer, som ingen amerikansk leder i fredstid i mands minde har skullet håndtere. Han har en finansiel og økonomisk krise derhjemme, som grænser sig til en nedsmeltning af de finansielle markeder. Den har påvirket verdensøkonomien og er langt fra løst. Han har forpligtet sig til at finde en løsning for det krigshærgede Afghanistan og den afsmittende virkning, dette har på Pakistan. Han står over for faren ved et Iran, der kommer tættere og tættere på at blive en atommagt.

Vi tror på et stærkt transatlantisk forhold baseret på vores fælles værdier: demokrati og fri markedsøkonomi. Vi respekterer de prioriteringer, som præsident Obama og hans nye regering har fastlagt for deres arbejde. Vi bliver ikke fornærmede, hvis USA mener, at nogle af disse mål kun kan opfyldes gennem samarbejde mellem USA og Rusland. Europa rækker en åben hånd mod USA. For et par uger siden erklærede vi her i Parlamentet, at vi ønskede at samarbejde om lukningen af Guantánamo Bay og genhusningen af tidligere indsatte.

Medlemsstaterne fra den tidligere østblok står i særlig taknemmelighedsgæld til USA. Vi fik adgang til det transatlantiske fællesskab flere år, inden vi blev medlem af EU. Polen har fra sin side vist denne taknemmelighed gennem en vilje til at støtte USA overalt, hvor det er nødvendigt, herunder gennem militær tilstedeværelse i Irak og Afghanistan. Jeg appellerer til den nye regering om ikke udelukkende at tage denne støtte for givet. Den yngre generation af polakker, der er opvokset i et demokrati, har hurtigt glemt denne taknemmelighedsgæld. I indsatsen for at opfylde det bredere mål må USA ikke glemme, at disse loyale allierede er følsomme, navnlig når der trykkes på nulstilknappen for forholdet mellem USA og Rusland.

 
  
MPphoto
 

  Geoffrey Van Orden (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil komme med et par advarsler, navnlig til den nye Obama-regering. I de sidste 60 år har USA haft en række holdninger til den europæiske integration. Det ser naturligvis på dette som udenforstående og tror måske – efter min mening fejlagtigt – at det svarer til Amerikas egen historiske oplevelse. Dette synspunkt næres af den dominerende føderalistiske tendens i EU-institutionerne. Faren er, at de amerikanske partnere accepterer EU's egen udlægning som en kendsgerning og ikke som en fortælling, der fremlægges som en dokumentar med et vildledende og fiktivt indhold.

USA skal forstå, at mange af os mener, at EU går i den forkerte retning, og at EU's ønske om at skabe staten Europa ikke afspejler borgernes ønske, som med rette er knyttet til nationernes suverænitet og deres evne til at vælge og afsætte regeringer.

Det er heller ikke i USA's interesse, at den forpligtelse, som mange europæiske lande har accepteret over for koalitionen, tilsidesættes af et EU med en anden indstilling.

Jeg må sige, at jeg har stor respekt for Francisco José Millán Mon, og jeg kan tilslutte mig mange af synspunkterne i betænkningen, men ikke essensen af den, som er at løfte rollen for EU som en institution til at være vores eneste talsmand over for USA.

 
  
MPphoto
 

  Ioan Mircea Paşcu (PSE). – (EN) Hr. formand! Selv om vestlig enhed hjalp os med at vinde vores uafhængighed og afslutte den kolde krig, var de transatlantiske forbindelser ikke i topform, da vores lande kom med i både NATO og EU.

Den aktuelle krise og de fælles udfordringer – forværringen af sikkerheden, de globale spørgsmål som energi, klimaændringer, spredning af atomvåben og de nye magtcentre, de regionale problemer i f.eks. Mellemøsten, Afghanistan, Pakistan, Iran og Afrika – kræver maksimal intensivering af det transatlantiske samarbejde.

I den sammenhæng yder betænkningen et positivt bidrag ved primært at foreslå metoder til at institutionalisere disse forbindelser, etablere en fælles strategi over for Rusland og de seks østeuropæiske lande, opnå et forenet transatlantisk marked, integrere vores finansielle markeder gradvis og udvide USA's visumfritagelsesprogram til alle EU's medlemsstater.

Det må ikke mislykkes. Prisen for Vesten ville være tabet af initiativet i globale anliggender, muligvis i lang tid fremover.

 
  
MPphoto
 

  Alexandru Nazare (PPE-DE). – (RO) Hr. formand! På baggrund af de senere års udvikling i EU, i USA's regering og på globalt plan er tiden efter min mening moden til, at vi reviderer det transatlantiske partnerskab og tilpasser det til den nye virkelighed.

I den henseende glæder jeg mig over betænkningen fra min kollega, Francisco José Millán Mon, og vil lykønske ham. Denne betænkning konsoliderer i ét meget nyttigt dokument alle Europas vigtigste prioriteter i dets forhold til USA. Det glæder mig også, at de ændringsforslag, jeg har foreslået, er medtaget i betænkningen.

Jeg har et par bemærkninger.

For det første skal samarbejdet på sikkerhedsområdet fortsætte. Tiden er inde til, at Europa yder et større bidrag til krigsområdet i Afghanistan, hvor der kæmpes en vigtig krig om regionens fremtid. Mit land, Rumænien, har støttet USA's indsats i både Irak og Afghanistan.

Hvad angår energiområdet, mener jeg for det andet, at der er brug for en fælles indsats for at koordinere aktiviteterne og identificere nye rene energikilder.

Med hensyn til forholdet til Rusland, er tiden efter min mening inde til at vedtage en ensartet strategi for forholdet mellem USA og Europa på den ene side og Rusland på den anden.

Endelig glæder jeg mig over de særlig konstruktive forslag om etablering af transatlantiske rådgivende organer, herunder på området for udenrigs- og sikkerhedspolitik.

 
  
MPphoto
 

  Luis Yañez-Barnuevo García (PSE). – (ES) Hr. formand! Vi burde råbe: "Godt nyt! Godt nyt!". Præsident Obama har udrettet endnu et mirakel ved efter mange år at forene Parlamentet og EU i et fælles mål, nemlig at styrke de transatlantiske forbindelser.

Vi oplevede et lignende øjeblik, da Bill Clinton og Felipe González underskrev den transatlantiske dagsorden i 1995. Dengang herskede der stor optimisme omkring fremtiden. Derefter kom otte år med præsident Bush. Han delte grundlæggende de europæiske regeringer, men dog ikke i lige så høj grad den offentlige mening. Hans regering afveg konstant fra principper, der er grundlæggende for EU, f.eks. multilateralisme, støtte til FN og international legalitet.

Alt dette genopbygges i dag, og vi har velbegrundede håb for de fremtidige forbindelser mellem EU og USA. Jeg lykønsker derfor Francisco José Millán Mon med denne fremragende betænkning, som kommer i rette tid til at styrke forholdet mellem de to kontinenter.

 
  
MPphoto
 

  Íñigo Méndez de Vigo (PPE-DE). – (ES) Hr. formand! Jeg vil istemme råbet om "Godt nyt" fra Luis Yañez-Barnuevo García, fordi denne betænkning efter min mening er et vendepunkt i forholdet til USA.

En god ven fortalte mig for nylig, at hun havde været i USA, og at hun var overrasket over manglen på viden om de nye institutioner og de nye procedurer, der etableres ved Lissabontraktaten.

Hvis jeg skal rose én ting, give en meget positiv vurdering af én ting i denne enestående betænkning af Francisco José Millán Mon, er det netop dette: Den definerer de transatlantiske forbindelser inden for rammerne af Lissabontraktaten for os og kortlægger de vigtigste mekanismer, som Lissabontraktaten giver, så EU kan forblive på fornavn med USA.

Den giver os som europæere de værktøjer, vi skal bruge for at formulere dette europæiske ønske, der var så nødvendigt tidligere, som stadig er vigtigt i dag, og som uden tvivl vil fortsætte med at være vigtigt i fremtiden.

Jeg vil også lykønske Francisco José Millán Mon for den enestående betænkning, han har udformet.

 
  
MPphoto
 

  Alexandr Vondra, formand for Rådet. – (EN) Hr. formand! Jeg takker for alle Deres bidrag og bemærkninger i denne forhandling. Det glæder mig, at Parlamentet, Kommissionen og formandskabet er så enige om de vigtigste forhold i forbindelse med den strategiske dialog mellem EU og USA. Jeg er glad for den stærke støtte til de emner, vi valgte til vores første uformelle møde med præsident Obama, nemlig: for det første energisikkerhed og klimaændringer, for det andet økonomisk samarbejde og for det tredje samarbejde om sikkerhed og eksterne anliggender.

Jeg har lyttet nøje til de øvrige bemærkninger, herunder behovet for at skabe en ny transatlantisk dagsorden, uddybe samarbejdet på bistands- og udviklingsområdet, styrke samarbejdet om retlige og indre anliggender, fastholde momentum i Det Transatlantiske Økonomiske Råd og undersøge muligheder for at etablere Det Transatlantiske Politiske Råd osv. Vi vil tage dem i betragtning, når vi forbereder det almindelige topmøde mellem EU og USA i juni.

De medlemmer, der rejste andre spørgsmål, f.eks. visumfritagelsesprogrammet, fordi ikke alle EU-medlemsstater er omfattet af dette – vil huske, hvordan mit land for et år siden førte an i dette arbejde. Det var også genstand for en forhandling her i Parlamentet, så jeg kan forsikre Dem om, at vi fortsat vil rejse spørgsmålet over for den amerikanske regering.

Til sidst vil jeg tilføje følgende overvejelser. Den nye regering i USA har tilsyneladende forstået mange af de budskaber, som vi har sendt den i de seneste måneder og år om det transatlantiske forhold. Nu reagerer amerikanerne. Vi bliver f.eks. nu bedt om at yde større strategisk input om Afghanistan. Det er også tydeligt, at de forventer, at det strategiske input følges op af en praktisk forpligtelse. Jeg beder Dem huske dette, når vi drøfter vores praktiske bidrag til den kommende afghanske mission. Det bør ikke komme som en overraskelse for os, når vi først har engageret os i dybe og seriøse forhandlinger. Da præsident Obama i Berlin sidste år sagde, at Amerika ikke har nogen bedre partner end Europa, fremsatte han ikke kun en principerklæring, han opfordrede også Europa til at bevise det.

Dernæst er det tydeligt for os alle, at de udfordringer, vi står overfor, bliver flere og flere og mere og mere komplekse. For at vende tilbage til en af mine indledende bemærkninger bidrager vi til at fastlægge den globale dagsorden, når EU og USA er enige. Det betyder også, at vi skal tage vores del af lederskabet og få andre til at yde støtte og midler hen imod de fastlagte mål. For at kunne gøre det og for at være en troværdig partner for USA skal EU i videst muligt omfang tale med én stemme.

Det tjekkiske formandskab vil fortsat sikre, at det transatlantiske partnerskab forbliver en af hjørnestenene i EU's udenrigspolitik. Jeg ser frem til at videreudvikle dette forhold, så vi møder nye udfordringer sammen, og jeg glæder mig til det fortsatte samarbejde med Parlamentet i den forbindelse.

 
  
MPphoto
 

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Som mange allerede har sagt, har denne forhandling vist, at det er et spørgsmål om, hvordan vi kan gennemføre de vigtigste foranstaltninger sammen med en så vigtig strategisk partner som USA.

Da jeg fremsatte en del meget klare og praktiske bemærkninger i begyndelsen, har jeg kun et par konkrete bemærkninger nu.

For det første er lovgivernes rolle og den institutionelle struktur i forbindelserne mellem EU og USA af stor betydning. Vi støtter principielt utvetydigt stærkere forbindelser mellem de lovgivende forsamlinger i EU og USA. Det primære incitament til dette skal naturligvis komme fra lovgiverne selv. Jeg ved, at Parlamentet er parat til det, og det bør Kongressen også være. Jeg tror alligevel, at det vil være umagen værd, hvis EU's lovgivere også plejer mere intensive kontakter med Senatet, som har en længere valgperiode, og med medlemmer af Kongressen, hvis ekspertise på bestemte områder kan fremme dagsordenen for Det Transatlantiske Økonomiske Råd.

Som det er blevet sagt, vil Lissabontraktaten, når den træder i kraft, give Parlamentet en styrket rolle i udformningen af dialogen mellem EU og USA, især på lovgivningsområdet. Tænketanke vil, som det er nævnt, bestemt også være meget vigtige, ikke kun fra amerikansk side, men også fra EU til USA.

Hvad angår de europæisk-amerikanske institutioner, vil jeg først advare om, at den transatlantiske dagsorden skal være drevet af indhold og ikke af proces. På vores første møde med præsident Obama, er det derfor, som jeg tidligere har sagt, vigtigt, at vi viser, at vi kan fokusere på resultater.

Jeg har dog lyttet nøje til Deres opfordring til en revision af de nuværende ordninger under den nye transatlantiske dagsorden. Jeg vil iværksætte en gennemgang af strukturerne med henblik på at effektivisere dem, og Kommissionen vil fremlægge de nødvendige forslag.

Jeg vil også kort komme ind på Det Transatlantiske Økonomiske Råd (TEC). Günter Verheugen afholdte allerede den 23. marts 2009 et møde med sin amerikanske kollega, Froman. De vigtigste spørgsmål for Det Transatlantiske Økonomiske Råd under den nye regering er følgende. For det første at øge profileringen af politiske strategiske spørgsmål, samtidig med at topmødedagsordenerne lettes for byrden fra mere tekniske spørgsmål. For det andet tidshorisonten for et kommende arbejdsprogram. Her ønsker Günter Verheugen at fastlægge et meget langsigtet perspektiv, men det skal vejes op mod Kommissionens mandat, og vi skal have nogle resultater på kort sigt. Endelig: Hvordan skal vi håndtere presset fra medlemsstaterne, som vi har lovet, men endnu ikke forelagt, et midtvejsprogram, om at blive yderligere inddraget i Det Transatlantiske Økonomiske Råds arbejde.

For det andet vil jeg påpege, at vi er et fællesskab, der deler værdier med EU, men der er stadig ting, der skal gøres. Vi skal derfor fortsætte med at opfordre USA til at tilslutte sig de centrale FN-menneskerettighedskonventioner, herunder konventionerne om diskrimination af kvinder og børns rettigheder, blot for at nævne nogle få. Det omfatter vores holdning til Den Internationale Straffedomstol, som vi har understreget flere gange over for Bush-regeringen, men som vi vil tage op igen.

For det tredje ved vi, med hensyn til visumfritagelsesprogrammet og gensidighed, som mange af Dem nævnte, at syv medlemsstater blev optaget i visumfritagelsesprogrammet i november/december 2008 efter betydelig indsats fra medlemsstaterne og EU. Der er dog stadig fem medlemsstater, hvis borgere endnu ikke kan rejse ind i USA uden visum. Vi vil derfor fortsat rejse dette spørgsmål.

Jeg kan fortælle Dem, at næstformand Barrot og den tjekkiske minister Langer rejste spørgsmål igen i sidste uge i Washington. Amerikanerne har generelt vist forståelse for vores holdning, men har understreget, at regeringens foranstaltninger er baseret på lovgivningsmæssige krav, som klart fastlægger rammerne for kommende udvidelser af programmet, og som nøje overvåges af Kongressen. Minister Napolitano oplyste os, at endnu en medlemsstat er tæt på at blive optaget i visumfritagelsesprogrammet.

Endelig, hvad angår Afghanistan: Vi har ikke kun ydet en stor indsats tidligere. Vi er også, som jeg sagde før, parate til at bidrage til den civile indsats, og vi vil yde yderligere tilskud fra budgettildelingen til Asien til valget, politiet og navnlig landbruget, fordi det er vigtigt at have yderligere alternative eksistensmuligheder.

Jeg er altid åben over for nye idéer, og en idé, som er anført i betænkningen, ville være at opgradere udenrigsministrenes møder til Det Transatlantiske Politiske Råd med stærkere fokus på strategiske temaer. Som jeg tidligere har sagt, vil vi søge at opdatere den eksisterende transatlantiske dagsorden inden for disse rammer på baggrund af 15-årsdagen for den nye transatlantiske aftale i 2010.

 
  
MPphoto
 

  Francisco José Millán Mon, ordfører. – (ES) Hr. formand! Jeg vil først takke for talerne og de lykønskninger, jeg har modtaget. Det vigtigste element i denne forhandling er efter min mening, at der er bred konsensus om vigtigheden af forbindelserne mellem EU og USA og om behovet for at styrke dem, ikke kun gennem en fælles dagsorden for at håndtere alvorlige udfordringer og konflikter, men gennem nye institutionelle mekanismer.

Men én undtagelse har jeg ikke hørt væsentlige indvendinger, hverken mod de to årlige topmøder eller mod etableringen af et transatlantisk politisk råd, eller – naturligvis – mod forbedringen eller opgraderingen af niveauet for dialog mellem de lovgivende forsamlinger til en mere struktureret dialog, en form for transatlantisk forsamling, der anbefales i betænkningen.

Her glæder jeg mig også over, at kommissæren mente, at denne styrkelse af dialogen mellem de lovgivende forsamlinger er meget nyttig, og at hverken hun eller Rådets repræsentant er imod denne styrkelse af andre institutioner, som efter min mening er nødvendig delvis som følge af Lissabontraktaten. Dette er tilrådeligt og gavnligt for begge sider.

Jeg kan ikke inden for et minut besvare alle de bemærkninger, jeg har hørt, men jeg vil med hensyn til Rusland sige, at betænkningen, som Adrian Severin ved, anbefaler et konstruktivt samarbejde, men naturligvis uden at det berører menneskerettigheder og international lovgivning. Hvad angår Kina, er der udtrykkelige og underforståede referencer, når jeg taler om at involvere vækstlandene i den globale styring. Betænkningen kan naturligvis – og denne bemærkning vedrører også i vid udstrækning de heldigvis få ændringsforslag, jeg har modtaget – ikke berøre alle emner.

Betænkningen skal prioritere. Den er allerede for lang, og prioritering betyder at vælge, udvælge og nogle gange kassere. Jeg kan ikke blande emner, der er meget vigtige, men andre, der – selv om de er vigtige – ikke er helt så vigtige. Betænkningen skal være læselig. Derfor må den ikke kunne "falde ud af hænderne", som vi siger på spansk, når den læses, fordi den er så tung.

Jeg mener, at samarbejdet med USA er af afgørende betydning. Premierminister Gordon Brown mindede os om det i går her i Parlamentet. Jeg mener, at Parlamentet vil gøre sin pligt ved at vedtage denne betænkning i morgen: at sende signalet om, at vi ønsker og opfordrer til et endnu stærkere forhold til USA. Betænkningen minder os – som James Elles sagde for et øjeblik siden – om, at de vigtigste strategiske forhold, som EU har, er forholdet til USA.

Jeg er sikker på, jeg håber, og jeg har tillid til, at Kommissionen og Rådet vil gøre alt, hvad der er muligt i de kommende måneder og uger, som er så vigtige, for at styrke dette forhold, herunder gennem den institutionelle dimension.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

 
  
MPphoto
 
 

  Corina Creţu (PSE), skriftlig. – (RO) Valget af præsident Barack Obama kan markere starten på en ny æra i forholdet mellem EU og USA, hvis begge sider omsætter gode intentioner og venlige erklæringer til mere konkrete foranstaltninger, der har til formål at styrke båndene og etablere et mere effektivt samarbejde.

Den økonomiske krise og det aktuelle geostrategiske klima gør det endnu vigtige at forbedre det transatlantiske samarbejde, da vi i fællesskab står over for alvorlige udfordringer. USA og EU er forbundet af et partnerskab, der er fundamentalt vigtigt for begge sider, og som omfatter alle aktivitetsområder fra handel til militær alliance.

Under disse omstændigheder er det efter min mening afgørende, at vi eliminerer de sidste rester af forskelsbehandling i forbindelserne mellem USA og EU. Den kendsgerning, at der stadig kræves visum for borgere fra seks EU-medlemsstater, skal prioriteres i den dialog, som Kommissionen og Parlamentet fører med de amerikanske myndigheder, med henblik på at opnå ligebehandling for alle borgere fra EU baseret på fuldstændig gensidighed. I den henseende glæder jeg mig over, at det i denne betænkning anbefales, at USA anmodes om at ophæve visumkravene for seks lande, der endnu ikke er omfattet af visumfritagelsesprogrammet.

 
  
MPphoto
 
 

  Daniel Petru Funeriu (PPE-DE), skriftlig. – (EN) "Amerika har ikke nogen bedre partner end Europa", erklærede præsident Obama i Berlin i juli 2008. Europa har til gengæld ikke nogen bedre partner end Amerika. Dette er den hovedkonklusion og det motto, der kan udledes af denne fremragende betænkning.

I det 21. århundredes globale verden står Europa og Amerika over for fælles udfordringer, men deler de samme værdier og kæmper for de samme idealer. Alle henstillingerne i betænkningen om at intensivere forbindelserne mellem EU og USA er derfor ikke kun glædelige, men også absolut nødvendige.

Jeg mener bl.a., at personlige kontakter er den eneste nøgle til et varigt forhold og samarbejde. Jeg fastholder og støtter endnu engang opfordringen til den amerikanske regering om helt at ophæve visumordningen for EU-borgere så hurtigt som muligt. Det er uacceptabelt, at borgere fra fem EU-medlemsstater stadig mødes med hindringer og skal have visum for at rejse til USA. Europa er en samlet enhed, og det samme skal tilgangen til alle dets borgere, deres rettigheder og friheder også være.

Lad folk interagere, forskere samarbejde og virksomheder finde fælles løsninger på den aktuelle økonomiske krise. Fri bevægelighed mellem de to kontinenter er derfor blevet særdeles nødvendig og skal være et prioriteret emne allerede på Pragmødet den 5. april 2009.

 
  
MPphoto
 
 

  Csaba Sógor (PPE-DE), skriftlig. – (EN) I de sidste 18 år har USA skullet finde sig i at være udskældt – og måske ofte med god grund under den tidligere republikanske regering ledet af præsident Bush.

Jeg vil minde om, at uden amerikansk støtte og engagement ville mange problemer på det europæiske kontinent stadig hænge i luften. I den tidligere nævnte periode har det ofte vist sig, at EU har været magtesløs og ude at stand til at løse konflikter ved vores bagdør, på vores kontinent.

Uden amerikansk involvering og Daytonaaftalen ville der måske stadig være krig i Bosnien. Og jeg behøver ikke understrege, at Kosovos status stadig ville være uklar og dermed særdeles frustrerende for både Kosovos befolkning og de europæiske magter.

Trods de mange mangler i det amerikanske demokrati har de opnået noget, som vi kun kan drømme om: De har en sort præsident. Jeg nærer store forhåbninger til de transatlantiske forbindelser, og jeg håber inderligt, at tingene vil forbedre sig til gavn for både EU og USA.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik