Formanden. − Mine damer og herrer, jeg er trist og rystet over i dag at måtte meddele Dem, at der sidste weekend druknede mere end 300 mennesker, da en række både med flygtninge sank i Middelhavet ud for Libyens kyst. Bådene transporterede mennesker fra Nordafrika og Afrika syd for Sahara. Nogle af flygtningene blev reddet af de egyptiske og libyske myndigheder, og nogle omkomne er blevet fundet, men hundredvis af mennesker savnes stadig. Jeg vil gerne på Europa-Parlamentets vegne give udtryk for, at vi er meget chokerede og triste over denne hændelse.
Gennem de seneste to år har EU oplevet en stigende indvandring over Middelhavet, og den økonomiske krise betyder, at vi kan forvente at se betydeligt flere mennesker, der flygter fra fattigdom i Afrika.
Det store antal flygtninge, der på tragisk vis mister livet i forsøget på at nå EU, truer med at gøre Middelhavet til en kæmpemæssig, åben grav; det er op til os at finde løsninger, som kan sætte en stopper for disse tragedier.
Jeg vil nu bede Dem iagttage et minuts stilhed til minde om de omkomne.