Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 23. april 2009 - Strasbourg

3. Patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A6-0233/2009) af Bowis for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser (KOM(2008)0414 – C6-0257/2008 – 2008/0142(COD)).

Som mange ved, blev hr. Bowis for nylig syg og indlagt på hospitalet i Bruxelles. Han blev opereret, og det glæder mig at kunne sige, at operationen gik godt. Han er nu ved at komme sig og er et eksempel på grænseoverskridende sundhedsydelser. Min ven og kollega, hr. Bushill-Matthews, repræsenterer ham i dag.

  Philip Bushill-Matthews, ordfører. − (EN) Hr. formand! Min opgave er meget vanskelig og på samme tid meget nem. Den er meget vanskelig, da denne sag er yderst kompliceret og følsom, og da det er en sag, jeg personligt har arbejdet meget lidt med. Den er meget nem, da den vedrører en betænkning fra min kære kollega, hr. Bowis, der, som det blev sagt, er ved at komme sig over en alvorlig hjerteoperation, han fik foretaget for et par uger siden i Bruxelles.

Han har gjort et fantastisk stykke arbejde, idet han har bragt denne sag til en særdeles vellykket afslutning i dag, og idet han skabte grundlaget for denne succes i sin oprindelige betænkning om patientmobilitet helt tilbage i juni 2005. Jeg er sikker på, han gerne vil have mig til at takke kommissæren personligt for hendes støtte, skyggeordførerne og vores gruppes sekretariat samt hans egen dokumentalist for det enorme stykke arbejde, de alle har udført for at sikre bred enighed om så mange af de kontroversielle spørgsmål. Med deres hjælp ville John kaste lys over noget, der har været et meget forplumret område, og skabe klarhed der, hvor der tidligere herskede usikkerhed, hele tiden med udgangspunkt i de to principper om, at patienten altid skal komme i første række, og at patientens valg bør træffes efter behov og ikke midler.

I de sidste 10 år er de europæiske borgere gået til Domstolen i deres kamp for retten til at rejse til en anden medlemsstat for at blive behandlet. Det er klart, at patienterne ønsker denne ret, at de fortjener denne ret, og at de er berettigede til denne ret. De bør ikke skulle gå rettens vej for at opnå den. Det forslag, der ligger foran os, er vores chance for at gøre dette til virkelighed. Tiden er inde til, at vi politikere påtager os vores ansvar og udrydder det tidligere behov for dommere ved selv at skabe retssikkerhed.

De fleste vil helst behandles tæt på deres hjem. Men der vil altid være patienter, der af en eller anden grund ønsker at rejse til en anden medlemsstat for at blive behandlet. Hvis patienter vælger denne mulighed, skal vi sørge for, at de forhold, hvorunder de gør det, er gennemsigtige og retfærdige. Vi skal sørge for, at de ved, hvor meget de skal betale, hvilken kvalitet og hvilke sikkerhedsstandarder de kan forvente, og hvilke rettigheder de har, hvis noget skulle gå galt. I denne betænkning tages der fat på alle disse spørgsmål.

Lad mig slå fast, at denne patientrettighed på ingen måde bør være til skade for medlemsstaternes mulighed for at tilbyde alle deres borgere sundhedsydelser af høj kvalitet. I betænkningen beskrives det ikke, hvordan medlemsstaterne skal tilrettelægge deres egne sundhedssystemer. Kvaliteten af deres ydelser dikteres ikke. Den indeholder sikkerhedsforanstaltninger for medlemsstaterne med henblik på at hjælpe dem med at beskytte deres egne nationale sundhedssystemer, f.eks. ved at vælge et system med forhåndstilladelse under visse omstændigheder.

Sådanne forhåndstilladelser må imidlertid ikke anvendes til at begrænse patienternes valg. Den øgede adgang til grænseoverskridende sundhedsydelser bør tværtimod hjælpe med at stimulere de nationale systemer til selv at tilbyde bedre og bedre sundhedsstandarder.

Jeg ser frem til mine kollegers bemærkninger i den forhandling, der følger nu.

  Daniela Filipiová , formand for Rådet. – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er mig en stor ære at være til stede her i dag og deltage i drøftelserne om en række vigtige sager vedrørende folkesundheden, som er på dagsordenen i dag. Det gælder bl.a. patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser, patientsikkerhed og et europæisk tiltag vedrørende sjældne sygdomme.

Jeg vil gerne lægge ud med at sige, at alle tre sager er blandt det tjekkiske formandskabs prioriteter, og de vil ligeledes være at finde på dagsordenen for Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) den 7. juni 2009 i Luxembourg. Vi glæder os derfor meget over den kommende forhandling.

Det tjekkiske formandskab er helt bevidst om den vigtige rolle, Europa-Parlamentet spiller i lovgivningsprocessen på folkesundhedsområdet, og det forstår, at et tæt samarbejde mellem Rådet og Parlamentet er af afgørende betydning. Deres betænkninger om disse tre emner er derfor kommet på et godt tidspunkt.

Jeg vil nu gerne sige et par ord ud fra Rådets synsvinkel om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser.

Det tjekkiske formandskab er helt bevidst om behovet for at skabe retssikkerhed for patienter, der modtager sundhedsydelser i en anden medlemsstat, og det bygger videre på det franske formandskabs resultater på dette område. Vores mål er at få godkendt denne tekst, som skal være klar og forståelig for EU's borgere, som skal respektere primærretten, herunder subsidiaritetsprincippet, og som skal opfylde det erklærede mål om at etablere retssikkerhed for EU's borgere med hensyn til deres rettigheder, når de modtager grænseoverskridende sundhedsydelser. På samme tid skal betydningen af forslagets gennemførelse for stabiliteten af sundhedssystemerne i EU-medlemsstaterne dog overvejes nøje.

I lyset af forslagets grundlæggende betydning er der blevet ført og føres der fortsat meget intense drøftelser i Rådets retlige organer. Derfor er jeg på nuværende tidspunkt ikke i stand til at fortælle, hvorvidt Rådet vil nå frem til en politisk aftale inden det tjekkiske formandskabs afslutning, dvs. på EPSCO-Rådets møde til juni. Jeg kan dog træffe flere generelle konklusioner på indeværende tidspunkt. Det kommende direktiv skal kodificere al EF-Domstolens retspraksis vedrørende gennemførelsen af princippet om fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser på folkesundhedsområdet, og det skal endvidere regulere koordineringen af de sociale systemer og give medlemsstaterne mulighed for at betinge leveringen af sundhedsydelser i en anden medlemsstat af en forhåndstilladelse eller mulighed for at anvende et "gate-keeping"-system.

Vi finder disse principper i hr. Bowis' betænkning om forslaget til direktiv, som De skal drøfte. Der findes også andre emner, som Europa-Parlamentet og Rådet har til fælles, herunder betydningen af at informere patienterne fuldstændigt og korrekt om mulighederne for at modtage grænseoverskridende sundhedsydelser og den vægt, der lægges på at levere sikre ydelser af høj kvalitet.

Det tjekkiske formandskab glæder sig over Parlamentets omhyggelige arbejde med udarbejdelsen af denne betænkning, hvis formulering er et resultat af mange vanskelige, men frugtbare drøftelser i en række relevante udvalg. Jeg er klar over, at betænkningens formulering er et kompromis mellem de forskellige politiske grupper, og at det slet ikke var nemt at nå frem til dette kompromis. Jeg vil derfor gerne takke alle dem, der var med til at udarbejde den, og ordføreren, hr. Bowis, som vi naturligvis alle ønsker god bedring. Den er et værdifuldt bidrag, som gør det muligt at gå videre med lovgivningsprocessen for direktivforslaget. Rådet vil gennemgå betænkningens tekst i detaljer samt alle ændringsforslagene og vil nøje overveje, hvorvidt de skal indarbejdes i Rådets fælles holdning med henblik på at fremme en aftale under andenbehandlingen.

Som jeg nævnte tidligere, er det stadig for tidligt at sige, om EPSCO-Rådets junimøde vil udmønte sig i politisk enighed om forslaget til direktiv, da drøftelserne med udgangspunkt i kompromisforslaget fra det tjekkiske formandskab endnu ikke er tilendebragt. Under alle omstændigheder vil Rådet drøfte sagen yderligere og tage højde for den betænkning, Europa-Parlamentet vedtager.

  Formanden. − Jeg er sikker på, at fru Filipiová ikke vil have noget imod, at jeg oplyser, at hun selv er kørestolsbruger.

  Androulla Vassiliou, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Før jeg taler om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser, vil jeg gerne sende en særlig hilsen til ordføreren, hr. Bowis, som desværre ikke kan være til stede i dag, men som vi står i stor gæld til vedrørende denne sag. Jeg ønsker ham god bedring og held og lykke efter så mange års fremragende tjeneste til fordel for de europæiske borgere.

(Bifald)

Jeg vil også gerne takke alle skyggeordførerne for deres konstruktive arbejde og selvfølgelig hr. Bushill-Matthews, som i dag taler på vegne af hr. Bowis.

I går fejrede vi her i Strasbourg den europæiske dag for patientrettigheder. Ved at gøre det anerkendte vi den vigtige rolle, som patienterne spiller i forbindelse med sundhedsydelser, og vi erkendte vigtigheden af, at patienterne har både tillid til og viden om de ydelser, de modtager.

Det centrale spørgsmål i denne forbindelse er, hvad EU kan gøre for patienterne. Vi har her til formiddag mulighed for at tage et stort skridt fremad med hensyn til at skabe et Europa for patienter, for alle de europæiske borgere, som De, kære parlamentsmedlemmer, repræsenterer.

Allerførst må jeg sige, at jeg glæder mig meget over det hårde arbejde, Parlamentet har udført med hensyn til gennemgangen af forslaget til direktiv om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser, som om kort tid vil blive sat under afstemning i Parlamentet. Jeg vil gerne takke Dem alle for Deres spændende og ofte udfordrende drøftelser og for en meget effektiv proces.

Lad mig kort minde om grundlaget for dette forslag til direktiv samt direktivets væsentligste målsætninger og principper. Forslaget hidrører fra Domstolens retspraksis i de seneste ti år, ifølge hvilken den fastslog, at patienter er berettiget til at få godtgjort sundhedsydelser modtaget i udlandet, også selv om de kunne have fået de samme ydelser i hjemlandet.

Det er vigtigt. Det er en ret, som traktaten direkte giver EU's borgere. De afsagte domme var klare for de berørte personer, men spørgsmålet om, hvordan de fandt anvendelse i alle andre tilfælde, var obskurt. Derfor blev behovet for en lovgivningsramme synligt, så alle patienter i Europa kan udøve deres ret til at få godtgjort grænseoverskridende sundhedsydelser.

Denne ret bør ikke blot gælde patienter, der har adgang til oplysninger, som ikke er offentligt tilgængelige, og som har råd til en advokat. Derfor vedtog Kommissionen efter tilbundsgående overvejelser og omfattende høringer sit forslag til direktiv den 2. juli sidste år.

Dets overordnede mål er først og fremmest at give patienterne bedre muligheder og adgang til sundhedsydelser i hele Europa. Patienterne står i centrum for dette lovforslag, som også respekterer de europæiske sundhedssystemers mangfoldighed fuldt ud. Det vil jeg gerne slå helt fast. Jeg ved, mange har givet udtryk for bekymringer, men denne lovgivning vil ikke gennemtvinge ændringer i organisationen og finansieringen af de nationale sundhedssystemer.

Direktivforslaget indeholder tre overordnede målsætninger. For det første at klarlægge de vilkår, hvorunder patienterne vil få godtgjort grænseoverskridende sundhedsydelser med op til det beløb, de ville have fået dækket i hjemlandet, for det andet at forsikre om sundhedsydelsernes kvalitet og sikkerhed i hele Europa og for det tredje at fremme et europæisk samarbejde om sundhedsydelser.

Med udgangspunkt i disse tre søjler kan der gøres meget for vores borgere, primært for dem, der ønsker at gøre brug af grænseoverskridende sundhedsydelser, men også for alle patienter i hele Europa. Jeg glæder mig til Deres forhandling.

  Iles Braghetto, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Hvordan kan vi definere dette direktiv? Det giver mulighed for, at patienter kan vælge passende behandling og hurtig adgang til ydelser, mulighed for, at de regionale sundhedssystemer kan forbedre kvaliteten og effektiviteten af deres sundhedsydelser og mulighed for større europæisk integration i sundhedssektoren. Europæiske referencenetværk, teknologiske standarder og udvikling af telemedicin vil styrke det allerede igangværende grænseoverskridende samarbejde.

Det kræver et egnet informationssystem, overvågning af kvaliteten og effektiviteten af sundhedsfaciliteterne, garanti for de sundhedsprofessionelles faglige etik og en ikkebureaukratisk procedure for regulering af den grænseoverskridende mobilitet. Direktivet indeholder en afmålt reaktion på disse krav.

  Françoise Grossetête, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi. – (FR) Hr. formand, fru Vassiliou! Selv om han ikke er her, vil jeg allerførst gerne takke vores kollega, hr. Bowis. Jeg beklager endvidere hans fravær, fordi han er så engageret i betænkningen om patientrettigheder, at han virkelig fortjener at være her i dag.

Det er klart, at det bestemt ikke handler om et nyt direktiv om tjenesteydelser. Det handler om at forkaste den idé, at Domstolen skriver den europæiske lov i stedet for politikerne. Det er uacceptabelt.

De europæiske borgere har ret til at modtage behandling i en anden medlemsstat på visse betingelser. Jeg vil gerne berolige de medlemmer, der er bekymrede over potentielt fremtidigt misbrug. Dette direktiv respekterer fuldt ud medlemsstaternes suverænitet med hensyn til deres sundhedssystemer. Og i modsætning til hvad nogle af dens modstandere har sagt, henvender denne tekst sig til alle patienter og genetablerer mere retfærdighed, eftersom det hidtil kun var de rigeste, der havde adgang til grænseoverskridende pleje.

Med dette direktiv kan alle borgere modtage sådan pleje, under forudsætning af at de i tilfælde af hospitalsbehandling indhenter en forhåndstilladelse fra forsikringsmedlemsstaten, som således gør det muligt at få godtgjort udgifterne med et beløb, der svarer til det beløb, som ville være blevet dækket i oprindelsesmedlemsstaten.

Hvis man gør alt, hvad man kan, for at undgå medicinsk turisme, kan jeg kun se dette som et fremskridt. Det er et stort skridt fremad for et Europa for sundhed – det er mere retfærdigt, det giver vores medborgere flere oplysninger om de tilgængelige ydelser, og det øger samarbejdet i forbindelse med nye sundhedsteknologier.

  Bernadette Vergnaud, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. – (FR) Hr. formand, fru Vassiliou, mine damer og herrer! Vi skal fælde dom over en tekst, som jeg har håbet på og bedt om længe, især inden for rammerne af min betænkning om konsekvenserne af udelukkelsen af sundhedstjenester fra direktivet om tjenesteydelser.

Desværre sidder jeg efter den seneste afstemning tilbage med en dårlig smag i munden. Betænkningen, som den blev vedtaget i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed med støtte fra de fleste politiske grupper undtagen socialdemokraterne, er i virkeligheden, med enkelte forbedringer, blot en reaktion på Domstolens afgørelser. Ikke nok med at den ikke reagerer på de væsentligste udfordringer for sundhedspolitikkerne i EU, den løser heller ikke problemet med retsusikkerhed for patienterne og taler for en markedstilgang til sundhedsydelser.

For så vidt angår retsusikkerheden, er jeg ikke i tvivl om, at den vaghed, der hersker mellem betingelserne for anvendelse af dette direktiv og forordning (EØF) nr. 1408/1971 og om kort tid af forordning (EF) nr. 883/2004, som blev vedtaget i går, blot vil give anledning til nye afgørelser fra Domstolens side.

Med hensyn til markedstilgangen kan denne betænknings ånd allerede findes kortfattet i dens retsgrundlag, med andre ord artikel 95 om det indre markeds regler. Sundhed ville derfor blive en vare som en hvilken som helst anden og underlagt de samme regler om udbud og efterspørgsel.

Det kan kun give ulige adgang til pleje, hvor de velbehandlede og velinformerede borgere kan vælge den bedste pleje i EU, mens resten må nøjes med de ydelser, der allerede er for dårlige i mange medlemsstater, og som dette direktiv på ingen måde er med til at forbedre.

I samme ånd er ændringsforslag 67 ensbetydende med, at der indføres konkurrence mellem de nationale offentlige sundhedssystemer, eftersom det står enhver frit for at vælge, hvilket system de vil være medlem af i EU, forudsat at de betaler, selvfølgelig.

Endelig vil jeg gerne rejse spørgsmålet om forhåndstilladelse til hospitalsbehandling, hvis indførelse pålægger medlemsstaterne en lang række begrænsninger, selv om princippet både sikrer kontrol med den finansielle balance i socialsystemerne og garanti for patienterne med hensyn til godtgørelsesbetingelserne.

Af alle disse grunde og fordi jeg gør mig meget få illusioner om resultatet af dagens afstemning i lyset af den fantastiske enighed ...

(Formanden afbrød taleren)

  Diana Wallis, ordfører for udtalelsen fra Retsudvalget. − (EN) Hr. formand! På vegne af Retsudvalget vil vi gerne hilse dette forslag velkommen og understrege, hvad det fører med sig med hensyn til retssikkerheden, hvilket vi skal glæde os over, og også med hensyn til patienternes valg. Vi mener imidlertid også som et udvalg – og det mener jeg er vigtigt i lyset af de bekymringer, der er blevet givet udtryk for her til formiddag – at det respekterer subsidiaritetsprincippet og dermed de nationale sundhedssystemers integritet.

Det eneste område, hvor vi måske afviger en smule fra betænkningen, er, at vi gerne havde set, at der blev gjort mere for de patienter, hvor behandlingen desværre slår fejl. Vi mener ikke, at den gældende lovordning og de fastsatte kompetenceregler er klare nok. Det ville have været mere patientorienteret at sørge for, som vi har gjort det på andre områder, at patienterne kunne indbringe deres klager i deres bopælsland og kunne modtage erstatning i henhold til loven i deres bopælsland. Det ville være en god idé at se på dette en gang til.

  Anna Záborská, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling. – (SK) Hr. formand! Som ordfører for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling vil jeg gerne takke hr. Bowis for hans tætte samarbejde og vores mange drøftelser under udarbejdelsen af denne betænkning. Jeg sender ham mine bedste ønsker om god bedring.

Betænkningen vedrører direkte patientrettighederne, og de europæiske lovgivere skal her sørge for ligestilling i forbindelse med leveringen af sundhedsydelser til kvinder og mænd. Enhver form for kønsbaseret forskelsbehandling af enhver art fra sundhedsfaciliteternes, forsikringsselskabernes eller de offentlige tjenestemænds side er uacceptabel. Faren ved det foreslåede system er, at de grænseoverskridende sundhedsydelser, som omfatter en form for præferentiel behandling, primært vil blive anvendt af de økonomisk bedst stillede borgere.

Muligheden for interregionalt samarbejde er en måde at løse dette problem på. Grænseoverskridende regionale aftaler mellem finansinstitutter og sundhedsfaciliteter bør hjælpe med at harmonisere patienternes krav, stabiliteten af de offentlige finanser og især den prioritet, at staten sørger for, at dens borgere er ved godt helbred.

  Avril Doyle, for PPE-DE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Siden 1998 har EF-Domstolen besluttet, at patienter har ret til godtgørelse af sundhedsydelser modtaget i en anden medlemsstat. Denne betænkning forklarer med udgangspunkt i kommissærens forslag, hvordan principperne i Domstolens afgørelser finder anvendelse.

Jeg glæder mig over hr. Bowis' fremragende betænkning og den måde, hvorpå han behændigt har løst mange af de legitime problemer, der var i det oprindelige forslag. Denne betænkning er baseret på patienternes behov og ikke på patienternes midler. Definitionerne af hospitalsbehandling og forhåndstilladelse er blevet drøftet, og, så vidt jeg forstår, aftalt med Rådet og Kommissionen. Kvalitetsstandarderne forbliver et medlemsstatsanliggende, mens sikkerhedsstandarderne bliver et europæisk kompetenceområde. One-stop-shop-lignende kilder til patientinformation vil være vigtige i samtlige medlemsstater for at give patienterne mulighed for at træffe informerede valg, og bestemmelsen om gensidig anerkendelse af recepter, tror jeg, vil blive et meget vigtigt supplement til dette stykke lovgivning, og den bør komme hurtigst muligt.

Mens sundhedsydelserne oprindeligt var medtaget i forslaget til Bolkestein-direktivet om grænseoverskridende tjenesteydelser, viste det sig hurtigt, at der var behov for et separat direktiv om dette yderst vigtige sundhedsspørgsmål – som har forgreninger for alle aspekter af sundhedsydelserne i vores 27 medlemsstater. Patienterne vil altid foretrække at modtage sundhedsydelser tæt på deres bopæl. For øjeblikket går kun 1 % af vores budgetter til grænseoverskridende sundhedsydelser. Det skal vi holde os for øje.

Når omstændighederne kræver det, kan det imidlertid være fordelagtigt at modtage sundhedsydelser i en anden EU-medlemsstat – navnlig i grænseområderne, hvor den nærmeste sundhedsfacilitet måske ligger i et andet land, eller når der er mere ekspertviden til rådighed, f.eks. i forbindelse med sjældne sygdomme, eller en særlig pleje eller behandling kan leveres hurtigere i et andet land. Jeg anerkender fuldt ud, at de generelle kompetencer inden for sundhedspolitikken og finansieringen af sundhedspolitikken ligger og fortsat vil ligge hos medlemsstaterne.

Jeg har en enkelt bemærkning til Trakatellis-betænkningen. Der er mange bekymringer og fejlfortolkninger i forbindelse med ændringsforslag 15, og jeg glæder mig over, at den delte afstemning gør det muligt at stemme imod begrebet "udryddelse" af sjældne sygdomme, som har vakt stor bekymring. Jeg vil dog støtte resten af ændringsforslaget og det fremragende stykke arbejde, min kollega, professor Trakatellis, har udført om sjældne sygdomme.

  Dagmar Roth-Behrendt, for PSE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Allerførst vil jeg gerne på min gruppes vegne ønske hr. Bowis god bedring. Jeg ved, han arbejdede hårdt i udvalget indtil den sidste dag med afstemningen, og jeg håber nu, han er ved at komme sig over operationen og snart bliver rask, og at vi får ham at se igen her inden sommerpausen.

Lad mig starte med at sige, at min gruppe synes, det er en rigtig god betænkning. Vi kan se, at Kommissionens forslag er blevet omhyggeligt forbedret med adskillige ændringsforslag fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og med de kompromiser, vi nåede frem til sammen. Kommissær Vassiliou! De og Deres team gjorde et godt stykke arbejde, men der var plads til forbedringer, og det er lykkedes os at gøre teksten bedre.

Vi har været i stand til at sikre, at alle patienter nu får at vide, at de har rettigheder i EU ligesom alle andre. De kan flytte rundt, ligesom det er en selvfølge for alle arbejdstagere og studerende og for varer, tjenesteydelser og andre ting. Også patienterne skal have rettigheder i det indre marked. Det er dét, der fastsættes i denne lovgivning, og derfor glæder vi os uforbeholdent over den.

Vi skal dog også påpege, hvilke dele af betænkningen vi i særdeleshed tilslutter os. Det gælder f.eks. det forhold, at patienter skal have fri bevægelighed i forbindelse med ikkehospitalsbehandling. Vi mener dog også, at de nationale sundhedssystemer skal henhøre under medlemsstaternes kompetenceområde. Sundhedssystemerne skal kunne lægge planer for deres hospitalsbehandling, deres specialistbehandling, og deres investeringer i de pågældende medlemsstater skal være overkommelige. Vi ønsker ikke at tage denne myndighed, denne kompetence, fra medlemsstaterne. Men vi ønsker heller ikke at blive plukket for alt. Det er derfor rigtigt at indføre en forhåndstilladelse i forbindelse med visse former for behandlinger. Det er også noget, min gruppe er glad for at kunne tilslutte sig fuldt ud, og jeg skal vende tilbage hertil senere. Det er en god tilgang, og det er noget, der kendetegner betænkningen som helhed.

En af de ting, jeg glæder mig særdeles meget over rent personligt, er, at der endelig vil blive oprettet referencenetværk. Vi har længe krævet, at det skal stå klart, hvor i EU man anvender den bedste praksis, hvor behandlingerne udføres bedst, hvor de er mest vellykkede, og hvilket team på hvilket hospital i hvilken medlemsstat der har nyt at rapportere. Dette sker for øjeblikket ganske tilfældigt. Det er muligt, at en lille del af det videnskabelige samfund ved det, men ikke alle lokale læger. At vi er i stand til at forbedre denne situation ved hjælp af referencenetværkerne er et flot resultat. Disse informationskilder vil give alle patienter i samtlige medlemsstater mulighed for at kigge forbi eller ringe og spørge "Hvilke rettigheder har jeg?". De vil på deres eget sprog få at vide, hvilke rettigheder de har, og hvis de har spørgsmål, vil de få et svar. Det er en positiv udvikling.

Da jeg nærmer mig afslutningen på min taletid, skal jeg også nævne de områder, som et flertal i min gruppe er imod. For et stort flertal i min gruppe gælder det to punkter, som er afgørende for os og for vores stemmeafgivelse i dag. Det første af disse punkter handler om, at vi gerne vil have et dobbelt retsgrundlag. Vi er nødt til at bruge sundhedsartiklen, artikel 152, for at sikre, at det budskab, vi udsender til verden, er, at dette er et sundhedspolitisk spørgsmål, ligesom det er et spørgsmål om fri bevægelighed. Det er vi nødt til, og det er en forudsætning for vores støtte.

Derudover er vi overbevist om, at den forhåndstilladelse, der fremgår af artikel 8, stk. 3, er defineret uhensigtsmæssigt. Hvis ikke vi kan få rettet op herpå ved hjælp af de stillede ændringsforslag, vil min gruppe desværre ikke kunne stemme denne betænkning igennem, hvilket er noget, jeg personligt beklager, selv om det måske vil anspore os til at gøre det bedre under andenbehandlingen, hvis ikke vi kommer langt nok i dag.

  Jules Maaten, for ALDE-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Dette direktiv handler om patienter. Det kan jeg ikke understrege nok, for vi har selvfølgelig talt om en masse andre ting i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser, såsom fri bevægelighed for sundhedsydelser og hvad vi skal gøre med hensyn til markedet for sundhedsydelser. Det er udtrykkeligt ikke det, vi taler om nu.

Vi taler om en pragmatisk tilgang. Hvordan kan vi indrette systemet, så patienterne drager fordel deraf? Og hvis ikke vi gør det, hvem gør så? Patienterne står i en uhyre svag position. Vi ønsker ikke, at syge mennesker skal til at slås med kolde sundhedsbureaukrater, som kigger på sundhedspolitikken på computerens regneark med dets tal og statistikker. Det må ikke ske.

Derfor er det også et socialt direktiv. Grænseoverskridende sundhedsydelser har naturligvis længe været en mulighed for dem, der kan betale for det, men der skal også gøres noget for dem, der ikke kan betale. Det er dét, vi taler om her i dag.

Det er også derfor, at vores gruppe lægger vægt på forhåndstilladelsen, som naturligvis er et afgørende element her, fru Filipiová. Jeg glæder mig i øvrigt meget over, at Rådet er til stede her i dag. Forhåndstilladelsen skal være der, ikke for at gøre den grænseoverskridende pleje umulig – bestemt ikke – men snarere for at undgå alvorligt at underminere de nationale systemer. Det er vi enige i, og vi går videre på dette punkt, end vi måske normalt ville have gjort. Der er derfor brug for et kompromis. Vi mener, at der skal være undtagelser for sjældne sygdomme og livstruende sygdomme, hvor der er ventelister. Vi så gerne, at definitionen af hospitalsbehandling blev fastlagt på europæisk plan og ikke separat for hver enkelt medlemsstat, ganske enkelt for at give patienterne retssikkerhed og garantere sikkerheden inden for de nationale systemer.

Derudover mener vi ikke, at patienter, der allerede er så syge, skal ud i langvarige retssager, hvis noget går galt. I stedet bør der oprettes en europæisk ombudsmandsordning for patienter.

I Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed har vi naturligvis haft uoverensstemmelser om dette, og jeg opfordrer alle medlemmer på venstrefløjen til at tilsidesætte ideologien denne gang og sørge for, at vi får vedtaget et godt direktiv for patienter og en pragmatisk tilgang. Jeg lyttede med stor respekt til det, fru Roth-Behrendt sagde om denne sag.

Endelig vil jeg gerne sige mange tak til ordføreren, hr. Bowis. Han har gjort et fremragende stykke arbejde, og jeg håber virkelig, han snart bliver rask.

  Salvatore Tatarella, for UEN-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! I dag vedtager vi et direktiv af stor betydning, et direktiv, der vedrører patienter – som det allerede er blevet sagt – og alle europæiske borgere. På selve den aften, hvor valget til Europa-Parlamentet finder sted, kan alle europæiske borgere endnu en gang få at se, hvordan Parlamentet kan have en positiv indvirkning på deres liv.

EU's charter om grundlæggende rettigheder fastsætter retten til sundhedsydelser, og med dette direktiv giver vi nu denne ret et indhold. Det er et spørgsmål, der vedrører en enorm masse borgere. En ny Eurobarometerundersøgelse viste, at 50 % af de europæiske borgere i dag er klar til at rejse ud for at modtage behandling i udlandet i håb om at finde en bedre, hurtigere behandling af deres sygdom, og 74 % af borgerne mener, at når de rejser til udlandet for at blive behandlet, bør udgifterne godtgøres af deres egen medlemsstat.

Området er for øjeblikket underlagt de nationale love, og borgerne informeres for lidt om mulighederne, godtgørelsen og den mulige behandling i udlandet. I dag behandles kun 4 % af de europæiske borgere i udlandet. EU har kun ensartede bestemmelser om akut behandling i udlandet på baggrund af forordningen om det europæiske sygesikringskort.

I dag efterkommer Parlamentet de europæiske borgeres krav om sundhedsbeskyttelse, og Europa forbereder sig inden for sundhedsområdet på at fjerne grænserne og give alle patienter mulighed for at vælge, hvor de ønsker at blive behandlet.

  Claude Turmes, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Det direktiv, vi arbejder med i dag, skal frem for alt ses som et supplement til det samarbejde, der har fundet sted i tre årtier mellem medlemsstaterne og deres socialsikringssystemer.

I mit land, Luxembourg, leveres over 30 % af sundhedsydelserne allerede i dag uden for landets grænser, og derudover er hr. Bowis, som jeg ønsker god bedring, et perfekt eksempel på korrekt anvendelse af den eksisterende forordning, eftersom han blev indlagt på hospitalet i Bruxelles til akut behandling. Han er blevet behandlet godt, og for en britisk statsborger er der ingen problemer med godtgørelsen.

Hvad er det så, dette direktiv skal gøre bedre? Det skal først og fremmest forbedre de oplysninger, borgerne får. Oplysninger om de leverede ydelser, oplysninger om referencecentrene, som fru Roth-Behrendt forklarede så fint, og frem for alt oplysninger om ydelsernes kvalitet. Jeg mener, at mange medlemsstater, herunder min egen, skal gøre fremskridt med hensyn til kvalitetskriterierne og oplysningerne om ydelsernes kvalitet. Derudover skal jeg naturligvis have et sted at henvende mig, hvis jeg er i udlandet, og tingene går galt.

Alt dette reguleres godt i den foreliggende tekst, men vi mener, der er tre ting, der skal forbedres. Vi mener først og fremmest, at en ordning med forhåndstilladelse til hospitalsbehandling har en dobbelt fordel. For det første er det en stor fordel for de europæiske borgere, da de ved nøjagtigt, hvornår de vil få udgifterne godtgjort, og behandlingen vil også blive finansieret på forhånd. For det andet gør den det muligt at planlægge for store hospitalsinfrastrukturer, da markedets usynlige hånd ikke vil skabe et godt sundhedssystem. Det skal planlægges.

Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliances andet krav vedrører et dobbelt retsgrundlag, da vi ikke ønsker, at sundhedssektoren skal opfattes som et marked. Det skal være meget klart, at systemet er organiseret, frem for alt af medlemsstaterne.

Det tredje punkt vedrører sjældne sygdomme. Vi ønsker en specifik lovgivning, da denne sag er for vigtig, og vi ville vildlede Europas borgere, hvis vi sagde "tag ud og se et sted i Europa, så bliver det ordnet". Vi ønsker en specifik lovgivning. Vi vil altså ikke have et Bolkenstein II. Vi vil have en tekst, der giver retssikkerhed, og som tjener størstedelen af de europæiske borgere.

  Kartika Tamara Liotard, for GUE/NGL-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Også jeg vil gerne sende en stor tak til hr. Bowis. Han har arbejdet meget hårdt med denne betænkning, og jeg håber, han snart bliver rask igen.

Jeg bliver dog nødt til at sige, at Kommissionen med den vildledende term "patientrettigheder" forsøger at indføre markedsprincipper på sundhedsområdet i hele Europa. Det siger sig selv, at min gruppe er for flere patientrettigheder og patientmobilitet i grænseområder. Vi går selv meget længere. Vi mener, at alle, rige som fattige, har ret til passende adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet.

Jeg har dog store problemer med, at forslaget er baseret på artiklen om det indre marked, hvilket i sig selv antyder, at de økonomiske interesser går forud for patienternes interesser. Derudover er forslaget overflødigt. Godtgørelsen af udgifter ligger allerede fast. Det forhold, at nogle forsikringsselskaber og medlemsstater ikke overholder disse aftaler, skal håndteres bedre.

Desuden er forslagets behandling af et spørgsmål, der henhører under medlemsstaternes kompetenceområde, ulige, hvilket betyder, at folk med en fed tegnebog har adgang til bedre ydelser. Det foreslåede system med godtgørelse og udgifter i henhold til hjemlandets bestemmelser indfører en form for patientmobilitet, der er i modstrid med princippet om lige adgang for alle til sundhedsydelser. Forslaget indebærer også en stor risiko for, at det snart ikke længere vil være patienten, der har ret til at søge behandling i udlandet, men snarere forsikringsselskaberne eller medlemsstaterne, der vil kunne tvinge patienterne til at opsøge den billigste leverandør. Det vil dermed blive en patientforpligtelse i stedet for en patientrettighed.

Da vi har 27 lande med 27 forskellige sundhedssystemer, vil Kommissionens forslag, som udelukkende er baseret på artikel 95 – den famøse harmoniseringsartikel – resultere i en optrævling af de nationale sundhedssystemer og dermed fjerne ansvaret fra medlemsstaterne. Vi er for, at man tager patienternes lige adgang som udgangspunkt og ikke giver markedet en større rolle på sundhedsområdet.

  Hanne Dahl, for IND/DEM-Gruppen. – (DA) Hr. formand! Patientdirektivet kan i den form, som det har, få den konsekvens for sundhedssektoren, at det bliver meget vanskeligt at styre de offentlige udgifter. Derfor vil jeg gerne bede om, at man stemmer for ændringsforslag 122, der handler om forhåndsgodkendelse. Jeg mener, at alle borgere skal have fri og lige adgang til behandling efter tur og behov. Og det betyder, at det er læger, der skal afgøre, hvilken behandling jeg skal have – og hvornår.

Dette direktiv er desværre et udtryk for den meget klare tendens, at vi gør os til forbrugere i stedet for borgere. I stedet for at være borgere i et samfund, der er baseret på princippet om gensidig forpligtelse, er vi nu forbrugere i et stort indre marked. Men sagen er den, at det er menneskeligt at være borger. Man er borger lig med menneske. Men som forbruger er man reduceret til at være genstand for en marketingsindsats. Det betyder, at man er objekt i stedet for subjekt. Patienterne skal være subjekt og ikke objekt for en marketingsindsats.

  Jim Allister (NI). – (EN) Hr. formand! Jeg tilslutter mig dem, der har sendt de bedste ønsker til vores ordfører, og ønsker ham god bedring.

Jeg er sikker på, at opnåelsen af de bedste ydelser for vores vælgere er i alles interesse. For mig er det imidlertid afgørende, at dette direktiv får den rigtige balance mellem fri bevægelighed på den ene side og patientsikkerhed og ansvarlighed på den anden side. Jeg er ikke interesseret i at fremme den medicinske turisme og mener derfor, at den nationale uafhængighed med hensyn til forskriftsaspekterne skal beskyttes, og at vi skal undgå at harmonisere standarderne efter den lavest mulige fællesnævner. Vi skal endvidere træffe forholdsregler imod et øget pres på de lokale ydelser til skade for de indfødte patienter, og dette er særdeles relevant i områder, hvor der er specialer, som folk vil opsøge.

Derudover skal der tages behørigt fat på spørgsmålet om opfølgende behandling efter behandling i udlandet, for jeg er bange for, at ydelser såsom fysioterapi og andre lignende ydelser risikerer at blive overbebyrdet som følge af krav om opfølgende behandling.

  Colm Burke (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne hilse denne betænkning om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser fra min kære kollega, hr. Bowis, velkommen. Jeg beklager, at hr. Bowis ikke er til stede her i Parlamentet i dag, og jeg ønsker ham god bedring.

Det har været en ære for mig at deltage i arbejdet med at forbedre patientrettighederne i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser. Jeg har selv nydt godt af grænseoverskridende sundhedsydelser. Jeg var så heldig, at jeg havde råd til at betale. Nu vil jeg gerne, at dem, der ikke er så heldige, som jeg var, får mulighed for at udøve deres ret til at rejse ud for at modtage sundhedsydelser uden at skulle bekymre sig om udgifterne, fuldt informeret om deres rettigheder og kvaliteten af den behandling, de kan forvente at modtage.

Spørgsmålet om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser er blevet drøftet og afgjort via Domstolen i de senere år. Det er derfor på tide og passende, at vi, folkets repræsentanter, klart og utvetydigt definerer patienternes uomtvistelige ret til adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet, uanset deres midler og geografiske placering, for folket.

Vi bør også have ret til adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet tæt på hjemmet. Vi bliver dog nødt til at indse, at dette ikke altid er muligt, især i forbindelse med sjældne sygdomme, hvor den nødvendige behandling måske ikke er tilgængelig i patientens forsikringsmedlemsstat.

Hvis vi er nødt til at rejse udenlands efter sundhedsydelser, bør vi ikke udsættes for nogen form for usikkerhed med hensyn til betaling af regningen for det, der ofte er dyre behandlinger. Det glæder mig derfor, at denne usikkerhed og forvirring er blevet fjernet en gang for alle. Når patienter har fået en forhåndstilladelse under normale omstændigheder, vil de kun skulle betale de udgifter til behandlingen, der er højere end det, den samme eller tilsvarende behandling ville have kostet i hjemlandet.

Oplysninger om kvalitet og behandlingsstandarder i andre medlemsstater er en anden vigtig faktor for dem, der måske er nødt til at rejse udenlands efter behandling. Vi har arbejdet hårdt for at sikre, at disse oplysninger bliver tilgængelige for patienterne, hvis de er nødt til eller ønsker at rejse efter behandling. De nationale kontaktpunkter, der stilles forslag om i dokumentet, er således en af de centrale nyskabelser og vil spille en enorm rolle med hensyn til at fremme og lette patientmobiliteten. Jeg glæder mig over denne betænkning, og håber den kommer igennem i dag.

  Guido Sacconi (PSE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Fru Roth-Behrendt forklarede på fremragende vis vores gruppes holdning og skitserede især perfekt, hvorfor vi glæder os så meget over, at vi er kommet så langt med forbedringen af denne tekst. Hun gjorde det dog også klart, at det er vigtigt at gå det sidste skridt, nemlig et dobbelt retsgrundlag og en mere klar og retfærdig mulighed for, at medlemsstaterne får forhåndstilladelse med hensyn til hospitalsbehandling.

Så lad os nu holde op med at drøfte dette, for vi kender direktivet særdeles godt, da vi har drøftet det i månedsvis. Jeg vil gerne stille to særdeles politiske spørgsmål, eftersom tiden er inde til at træffe en beslutning. Det første spørgsmål går til kommissær Vassiliou: Nøjagtig hvad mener Kommissionen om det dobbelte retsgrundlag? Det andet spørgsmål går især til Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater – jeg er ked af, at min ven hr. Bowis ikke er her, da vi har løst en lang række problemer under denne valgperiode med ham som koordinator for de største grupper i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, og også jeg ønsker ham naturligvis god bedring – jeg spørger PPE-DE-Gruppen samt Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa: Mener De, at det er bedre at gå videre til andenbehandlingen uden Den Socialdemokratiske Gruppes stemme i Europa-Parlamentet? Uden et stort flertal?

Jeg opfordrer Dem derfor til seriøst at overveje ændringsforslag 116 og 125 om det dobbelte retsgrundlag og ændringsforslag 156 og 118 om forhåndstilladelse. Hvis disse dokumenter godkendes, stemmer vi for, og ellers vil det ikke være muligt. Det er op til Dem at overveje sagen og vælge, hvilket resultat De ønsker.

  Karin Riis-Jørgensen (ALDE). – (DA) Hr. formand! Vi står midt i en europæisk valgkamp – en valgkamp, hvor vi skal komme tættere på de europæiske borgere. Her har vi nu en lov, som i den grad kommer tæt på de europæiske borgere. Lad os dog gribe den og sætte patienten i centrum. Som en af Den Liberale Gruppes ordførere har jeg som min fokusgruppe haft en mand, som I alle kender fra jeres hjemegn. Jeg kommer fra landet, og når jeg tager ind til supermarkedet, møder jeg en mand på en knallert med en trækasse bagpå. Denne mand er i centrum for patientmobiliteten. For alle skal nemlig uanset pengepung og ressourcer have mulighed for at komme til udlandet og modtage behandling, hvis de ønsker det. Og det er jo ganske få, der reelt ønsker at tage af sted. Det er de desperate, der rejser ud.

Men for at min mand på knallerten rent faktisk kan tage af sted, skal han naturligvis ikke selv lægge pengene ud. Heldigvis er der bred enighed her i Parlamentet om, at den enkelte patient ikke skal have penge op af lommen. Dette er virkelig en forbedring af Kommissionens forslag. Den Liberale Gruppes kerneændringsforslag har været at få en europæisk patientombudsmand. Tak for opbakningen til det. Patientombudsmanden skal jo netop sikre, at EU-borgeren, patienten, får den ret, som denne lov giver. Nu ligger bolden hos Rådet. De ministre, der jo altid siger, at vi skal tæt på EU-borgerne. EU skal tæt på EU's borgere. Her har I en sag på et sølvfad. Grib den! Lad være med at forspilde denne mulighed!

  Ewa Tomaszewska (UEN). – (PL) Hr. formand! Det haster med at få defineret patientrettighederne i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser. Patienterne har ret til at vide, på hvilket grundlag de vil blive ydet lægehjælp, uanset om de arbejder og pludselig har brug for hjælp, eller om de på grund af vanskeligheder med at få adgang til specifikke medicinske ydelser i deres hjemland beslutter sig for at rejse til sundhedsfaciliteter i en anden EU-medlemsstat.

De bør informeres om eventuelle afgifter, de skal betale, samt om mulighederne for forhåndsfinansiering. De bør endvidere sikres adgang til pålidelige oplysninger om kvaliteten af de ydelser, der er tilgængelige i anbefalede sundhedsfaciliteter. Her tænker jeg på referencenetværk og kontaktpunkter. Patienterne bør sikres oplysninger om deres rettigheder i tilfælde af skade som følge af forkert behandling samt om gensidig anerkendelse af recepter. Det vil være nyttigt at overvåge de grænseoverskridende sundhedsydelser med henblik på at vurdere situationen på dette område. Jeg vil gerne ønske hr. Bowis god bedring.

  Margrete Auken (Verts/ALE). - (DA) Hr. formand! Jeg siger tak til hr. Bowis for hans fortræffelige ledelse af forhandlingerne, som jo ikke har været enkle. Et af de svære emner har været hjælpen til patienter med sjældne sygdomme – et emne, der også skal diskuteres senere her i formiddag. Vi ønsker alle at give disse patienter de bedste behandlingsmuligheder og ser naturligvis store fordele i et tæt europæisk samarbejde. Men det er ingen hjælp, hvis vi bare lader dem rejse rundt i Europa uden at have snor i det hjemmefra, lægefagligt såvel som økonomisk. Vedtages teksten i den foreliggende form, giver den alle patienter med en sjælden sygdom mulighed for at rejse ud og få en hvilken som helst behandling, som hjemlandet så skal betale for. Hvordan holdes der styr på udgifterne, og hvordan sikrer man, at patienterne ikke fejl- eller overbehandles? De er jo helt prisgivet behandlerne. De risikerer også tunge konflikter med deres hjemland, som kan nægte at betale, under henvisning til at det ikke er en rigtig sjælden sygdom, de lider af. Der er jo ikke enighed om, hvordan den slags skal identificeres. Vi foretrækker langt en særskilt lovgivning på dette område for bedst muligt at hjælpe mennesker med sjældne sygdomme.

  Adamos Adamou (GUE/NGL). – (EL) Hr. formand! Jeg vil også gerne ønske vores ven hr. Bowis god bedring og held og lykke og på samme tid takke ham for hans hårde arbejde.

Jeg vil gerne starte med at sige, at vi overhovedet ikke har nogen indvendinger mod grænseoverskridende sundhedsydelser. Tværtimod erkender vi, at medlemsstaterne skal gøre brug af de beføjelser, de har fået tildelt i medfør af artikel 152 i traktaten om Den Europæiske Union. Desværre er dette direktiv baseret på artikel 95, og jeg venter på, at kommissæren forklarer dette retsgrundlag for os.

Vi vil ikke have en politik, der er til fordel for de økonomisk privilegerede patienter og til skade for de lavere samfundsklasser. Hr. Maaten er her ikke, men jeg mener ikke, det er "ideologisk fleksibilitet" at sige, at vi risikerer i sidste ende at stå med et dobbeltsporet sundhedssystem.

Vores mål skal være at levere lige sundhedsydelser, uden at EU griber ind i socialsikringssystemerne, og uden at kommercialisere sundhedssektoren.

  Urszula Krupa (IND/DEM). – (PL) Hr. formand! Forordningen om mulighederne for at modtage behandling i andre EU-medlemsstater, som vil træde i kraft efter vedtagelsen af direktivet om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser, vil resultere i, at Fællesskabet griber ind i sundhedssystemerne i modstrid med de tidligere bestemmelser. Derudover vil der blive skabt muligheder for behandling, især for rige patienter, og på samme tid vil der blive lagt hindringer i vejen for adgangen til sundhedsydelser, især for patienter i fattige medlemsstater. Strategien med at tildele eliten særlige privilegier med hensyn til adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet anvendes for øjeblikket af den liberale regering i Polen, og dette medfører privatisering af offentlige sundhedsfaciliteter og fratager det meste af samfundet muligheden for at modtage behandling. Uanset Domstolens holdning bør menneskets sundhed ikke gøres til en handelsvare, men en umistelig ret, der skal sikres med offentlige sundhedsydelser i overensstemmelse med princippet om respekt for og beskyttelse af retten til liv og sundhed og ethvert menneskes umistelige værdi.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Hr. formand! Pensionsbegæringer, arbejdsløshedsforsikring og sygeforsikring – knap 25 år efter Schengenaftalens indgåelse halter de sociale bestemmelser fortsat bagefter. Feriegæster udnyttes ofte på det groveste og skal betale ublu regninger lokalt, som enten kun godtgøres delvist eller slet ikke godtgøres, når de kommer hjem til deres hjemland i EU.

Ofte accepterer man desværre ikke det europæiske sygesikringskort, mens afregningen medlemsstaterne imellem ikke rigtig fungerer. Især i tider med stramme budgetter skal der imidlertid fokuseres mere på patienten i forbindelse med leveringen af sundhedsydelser. I den forbindelse skal patientrettighederne naturligvis forbedres. Om en patient med behov for akut medicinsk behandling er i stand til at indhente en forhåndstilladelse til godtgørelse af udgifterne til hospitalsbehandling må opfattes som værende tvivlsomt. Hvis vi konstant sparer på det medicinske personale som følge af omkostningspres, vil jeg sige, at vores sundhedssystem går i den forkerte retning. Derfor giver et bedre samarbejde mening, men det må absolut ikke tillades at forfalde til et bureaukratisk forhindringsløb.

  Péter Olajos (PPE-DE). – (HU) Hr. formand! "Hvis det eneste værktøj, du ejer, er en hammer, begynder ethvert problem at ligne et søm", siger man. Dette citat beskriver også mine følelser om den aktuelle krise. Jeg ser vækst og genopretning overalt.

Jeg mener, at denne lovgivning vil åbne en række muligheder for os. Ud over at revolutionere sundhedsydelserne kan den også give jobskabelsen og den økonomiske udvikling ny fremdrift. Indførelsen af patientmobilitet vil ikke blot få betydning for sundhedssektoren. Den kan få positiv betydning ikke blot for værtslandenes kulturelle tilbud, men også for deres restaurationssektorer. Faktisk kan den også udmønte sig i skabelse af tusindvis af job i hospitalssektoren. Dette ville resultere i højere indtægter, ikke blot – og bestemt ikke primært – i sundhedssektoren, men i de tilknyttede sektorer.

På samme måde kan sektoren for finansielle tjenesteydelser også se frem til vækst. Driften af det nye system vil bestemt også kræve et stort antal clearingcentraler, sundhedsmæglere, rådgivere, forsikringseksperter, tolke og oversættere. I rehabiliteringsperioden ville hele kæden inden for den medicinske turisme nyde godt heraf. Den største fordel ved denne regulering er, at den skaber en vind-vind-situation. Hvis en medlemsstat f.eks. ikke ønsker, at dens borgere skal udnytte denne nye mulighed, vil den forbedre niveauet for dens egne sundhedsydelser og ventelister. Hvis en medlemsstat tiltrækker patienter fra andre lande, bringer det penge til landet og til sundhedssektoren, hvilket resulterer i en stigning i niveauet for patientbehandling i det pågældende land.

Som ungarsk medlem af Europa-Parlamentet kan jeg se en enestående mulighed i at fremme den medicinske turisme baseret på patientmobilitet i Europa. Der kommer allerede mange patienter fra andre lande for at modtage behandling i mit land, men der har hersket en del forvirring om forsikringsspørgsmålet. Tingene har i vid udstrækning afhængt af udsendelseslandets allernyeste bestemmelser. Jeg er sikker på, at denne regulering vil forbedre livskvaliteten for os alle. Jeg ønsker hr. Bowis god bedring. Han har i øvrigt også tidligere modtaget langvarig behandling i Ungarn. Jeg glæder mig over denne lovgivning. Det er mig en stor glæde at støtte dette fremragende dokument.

  Anne Van Lancker (PSE). – (NL) Hr. formand! Det vigtigste for en god sundhedspolitik er, at alle skal kunne modtage gode sundhedsydelser til en overkommelig pris, gerne tæt på hjemmet. Når kun 1 % af patienterne rejser til udlandet efter behandling, skyldes det udelukkende usikkerheden om kvalitet og godtgørelse.

Lige nøjagtig derfor er dette direktiv godt nyt, frem for alt for folk i grænseområderne, for patienter på lange ventelister, for folk med sygdomme, der kan behandles bedre i udlandet. Disse patienters ret til at modtage behandling i udlandet bør imidlertid ikke true medlemsstaternes mulighed for at organisere og finansiere deres egne sundhedsydelser ordentligt, da dette er nødvendigt for at sikre sundhedsydelser for alle. Derfor gør Parlamentet rigtigt i at trække nogle grænser. Jeg skal nævne tre af disse.

For det første regulerer dette direktiv med rette kun patienternes og ikke sundhedspersonalets mobilitet. Målet må ikke være at skabe et marked for sundhedsydelser. På dette punkt er betænkningen helt i orden.

For det andet skal medlemsstaterne selv kunne bestemme, hvilke sundhedsydelser de tilbyder, og hvad der kan godtgøres. Dette håndteres meget fint i direktivet.

For det tredje skal godtgørelsen af ambulant behandling forenkles, men i tilfælde af hospitals- og specialistbehandling skal medlemsstaterne have en forhåndstilladelse, da disse former for behandling er dyre behandlinger. Et land, der ønsker at garantere sundhedsydelser for alle, skal kunne planlægge behandlingen på denne måde. På dette punkt er betænkningen utilstrækkelig. Den opstiller stadig for mange betingelser for forhåndsgodkendelse, som gør det vanskeligt for medlemsstaterne. Jeg vil gerne tilslutte mig dem af mine kolleger, der har gjort det klart, at dette virkelig er et afgørende punkt for min gruppe, hvis den skal kunne godkende direktivet.

Endelig vil jeg gerne tale for et dobbelt retsgrundlag, for sundhedsydelser er bestemt medlemsstaternes offentlige ansvar over for deres befolkninger, og de kan derfor ikke blot overlades til det frie marked. Jeg håber, at disse to grænser kommer med hele vejen.

  Elizabeth Lynne (ALDE). – (EN) Hr. formand! Hvorfor skulle en patient miste synet, mens han venter på en operation for grå stær i f.eks. Det Forenede Kongerige, når han uden problemer kan blive opereret i en anden medlemsstat? Hvorfor skulle en person, der med store smerter venter på en ny hofte, ikke kunne drage fordel af, at der ingen ventelister er i andre medlemsstater – nogle gange til lavere priser end i oprindelseslandet? Og hvorfor skulle nogle hjertepatienter vente i månedsvis på en operation for at få åbnet arterierne? Hvis en læge tilråder behandling, og denne ikke kan udføres i hjemlandet, har vi brug for en lovramme, der sikrer, at patienterne kan få behandling andetsteds.

Som det allerede er blevet sagt, er det alt for ofte de fattigste, der står over for forskelsbehandling og ulighed i forbindelse med adgangen til sundhedsydelser. Derfor glæder jeg mig over, at ordføreren har accepteret mit ændringsforslag om at gøre det klart, at medlemsstaterne har ansvar for at give tilladelse til og betale for behandling i et andet land.

Vi må ikke forbeholde de grænseoverskridende sundhedsydelser for dem, der har råd til dem. Vi må heller ikke udelukke de handicappede, og derfor glæder jeg mig over, at mange af mine ændringsforslag herom er blevet accepteret. Patienternes rettigheder og sikkerhed skal stå i første række. Også derfor glæder jeg mig over, at ordføreren støttede mine ændringsforslag om reguleringen af sundhedsprofessionelle. Jeg vil gerne minde Parlamentets medlemmer om, at disse forslag beskytter det, der allerede er EU-borgernes ret i henhold til en dom afsagt af Domstolen for nogle år siden.

Endelig vil jeg gerne ønske hr. Bowis god bedring. Hans erfaringer viser betydningen af samarbejdet mellem EU's medlemsstater.

  Jean Lambert (Verts/ALE). – (EN) Hr. formand! Jeg har i nogen tid haft et problem med dette direktiv, da titlen ikke rigtig afspejler det, selve direktivet handler om. Nogle af de taler, vi har hørt i dag om jobskabelsesordninger osv., forstærker mine bekymringer. En masse af de involverede spørgsmål er, som vi ved, spørgsmål om valg og betaling, og det handler derfor lige så meget om social sikring som om sundhedsydelser.

I denne uge ajourførte vi rent faktisk den forordning, der er den del af vores system, som allerede sikrer samarbejde, og som allerede sikrer, at sundhedsydelser ikke kan afvises i en anden medlemsstat, hvis der er akut behov derfor. Jeg skal indtrængende opfordre medlemmerne til at læse forordningens nye ordlyd.

Dette direktiv handler om valg. Det handler om penge efter patienternes valg, og jeg skal opfordre folk til ikke at blande de to forskellige systemer sammen, sådan som det er sket i flere ændringsforslag. Når vi har disse to forskellige filosofier, bør vi efter min opfattelse også have et dobbelt retsgrundlag.

  Jens Holm (GUE/NGL). – (SV) Hr. formand! Hele grundlaget for denne betænkning er forkert. Den er baseret på traktatens artikel 95, som sikrer markedsfrihed og dermed ikke vedrører folkesundheden eller patienterne. Retten til gode sundhedsydelser i samtlige medlemsstater bør prioriteres højt, men i stedet er Kommissionens udgangspunkt et marked, hvor sundhedsydelserne behandles som enhver anden vare. Dette direktiv prioriterer de borgere, der kan betale store summer for rejse og ophold, og dem, der har god viden om og kontakter inden for sundhedsbureaukratiet. Det handler om dem, der tjener mange penge, og de veluddannede, og ikke om dem, der har de største behov.

Nogle mener måske, at ændringsforslaget fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om, at medlemsstaterne skal kunne give forhåndstilladelse, før en behandling gennemføres, er godt. Problemet er imidlertid, at det er fuldt af restriktioner, og at der lægges en enorm bevisbyrde på medlemsstaternes skuldre. Den offentlige planlægning vil blive vanskeliggjort, og det nationale sundhedssystem risikerer at blive tappet.

Det vil i sidste ende være Kommissionen og Domstolen, der afgør, om medlemsstaternes forhåndstilladelser er forholdsmæssige. Hvis direktivet baseres på artikel 95, som vedrører markedet, vil det være markedet og ikke de gode sundhedsydelser, der bliver den væsentligste faktor.

  Johannes Blokland (IND/DEM). – (NL) Hr. formand! I de seneste måneder er der blevet lagt et stort stykke arbejde i denne betænkning om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser. Jeg takker ordføreren, hr. Bowis, for alt det arbejde, han har udført, og ønsker ham god bedring.

Grænseoverskridende sundhedsydelser er en kendsgerning, og patienternes rettigheder skal beskyttes i denne forbindelse. Vi skal dog passe på, at dette ikke går for vidt. Sundhedsydelserne skal være et medlemsstatsanliggende. Samarbejdet på EU-plan må ikke finde sted på bekostning af behandlingskvaliteten eller de principielle etiske valg, som medlemsstaterne træffer. Den etiske mangfoldighed skal bevares, og jeg er derfor glad for, at dette spørgsmål behandles i betænkningen.

Jeg mener, at retsgrundlaget er et meget vanskeligt punkt. Jeg synes, det er uheldigt, at man har valgt artikel 95 til dette formål. Retsudvalget var af samme mening. Efter min mening er dette imod subsidiaritetsprincippet på dette politikområde, og det gør det vanskeligt for medlemsstaterne at træffe uafhængige valg uden Domstolens indgriben.

  Lydia Schenardi (NI). – (FR) Hr. formand! Den 2. juli 2008 forelagde Kommissionen et forslag til direktiv om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser i et forsøg på at overkomme de eksisterende barrierer.

Dette spørgsmål er en prioritet for samtlige medlemsstater. Ikke alle har imidlertid ressourcer til at sikre patienterne et givent niveau for kvalitet og sikkerhed, hvad enten det drejer sig om behandlingerne eller lægernes faglige kvalitet. Det synes derfor nødvendigt at fastlægge medlemsstaternes ansvarsområder på dette område.

I lyset af de mange forskellige måder at organisere behandlingssystemerne på i EU må vi ikke glemme, at sundhed skal forblive en i det væsentlige national kompetence, og at alle stater har frie hænder med hensyn til at definere deres egne sundhedspolitikker.

I betragtning af mobiliteten blandt europæiske arbejdstagere – selv om den kun vedrører 3-4 % af borgerne og står for lidt under 10 mia. EUR om året – er der fortsat mange usikre faktorer med hensyn til behandlingernes kvalitet og sikkerhed, patienternes rettigheder, databeskyttelse og klagemuligheder i tilfælde af skader.

Vi går dog desværre i retning af en uundgåelig harmonisering nedad, og vi vil i denne forbindelse forblive ekstremt forsigtige i vores støtte til denne betænkning med henblik på bedre at kunne forsvare vores medborgeres sociale acquis.

  Pilar Ayuso (PPE-DE). – (ES) Hr. formand! Allerførst vil jeg gerne påskønne hr. Bowis' bestræbelser på at sikre bred enighed om dette emne og sende ham vores bedste ønsker om god bedring.

Det forslag, vi skal stemme om, vil være et stort skridt fremad, hvor medlemsstaterne går i gang med et fælles sundhedsprojekt. Det vedrører et meget komplekst emne, eftersom sundhed i EU er et kompetenceområde, som reguleres efter subsidiaritetsprincippet. Med dette forslag har vi dog brudt denne barriere ned, og det har vi gjort, fordi det er nødvendigt at passe på patienterne.

Det er bestemt et flot resultat, for uden at komme ind på spørgsmålet om retsgrundlaget anerkender dette direktiv patienternes ubestridelige rettigheder, og det åbner en række nye muligheder for, at de kan få bedre behandling.

Det er et direktiv, som er udformet for patienterne, og som handler om patienterne.

Det er et meget komplekst direktiv, som visse lande –som f.eks. mit eget – er mistroiske over for. Et direktiv, hvor vi taler om et universelt sundhedssystem for over 1 mio. fællesskabsborgere.

I denne forbindelse er det ganske klart, at sundhedssystemer som vores kræver anerkendelse af, at en gæstende patient ikke bør have flere rettigheder end en indfødt patient i den medlemsstat, hvor behandlingen finder sted.

Derfor har vi stillet et ændringsforslag, som skal indarbejdes i forslaget, og som understreger, at patienter, som kommer fra andre medlemsstater, skal overholde regler og bestemmelser i den medlemsstat, som behandlingen finder sted i, navnlig for så vidt angår valg af læge eller hospital.

På denne måde er vi alle klar over, at en situation, hvor patienter kommer fra andre medlemsstater, ikke må resultere i nogen form for forskelsbehandling af borgerne i den medlemsstat, hvor behandlingen finder sted.

Vi kan heller ikke give patienterne ret til at rejse ubegrænset.

Vi støtter endvidere forslaget om udelukkelse af organtransplantation fra direktivets anvendelsesområde.

Endelig mener jeg, at vi har taget et stort skridt fremad, og derfor støtter Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater direktivet, selv om vi mener, at man burde være gået lidt længere, navnlig med hensyn til de europæiske borgere, der bor i andre medlemsstater, og især dem, der lider af kroniske sygdomme.

  Edite Estrela (PSE). – (PT) Hr. formand! Mine kolleger, fru Roth-Behrendt og hr. Sacconi, har allerede forklaret vores gruppes holdning meget klart. Som de sagde, mener vi, det er afgørende at ændre retsgrundlaget.

En sundhedsydelse er ikke en vare. Vi forstår derfor ikke, hvorfor ikke Kommissionen har nævnt EF-traktatens artikel 152. Det er endvidere afgørende at kræve forhåndstilladelse til hospitals- og specialistbehandling for at beskytte patienterne. Kun med denne forpligtelse til at indhente en forhåndstilladelse kan man garantere sikker behandling af høj kvalitet.

Jeg skal slutte af med at ønske hr. Bowis god bedring. Han er et eksempel på, at de grænseoverskridende ydelser allerede fungerer uden dette direktiv.

  Siiri Oviir (ALDE) . – (ET) Hr. formand, mine damer og herrer! Blandt advokater siger man, at når to advokater mødes, har de tre meninger. Jeg ønsker ikke at så tvivl om Domstolens afgørelser, men jeg kan ikke tilslutte mig, at advokaterne hidtil skulle have bestemt over politikken om patientmobilitet. Al lægehjælp, uanset dens særlige kendetegn, falder ind under traktaten om oprettelse af Den Europæiske Unions anvendelsesområde.

Det er en kendsgerning, at formålet med det program af sociale foranstaltninger, som vi godkendte sidste år, ikke vil blive nået, medmindre vi vedtager en stor bid af dem, nemlig patientrettighederne i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser. Det er vores pligt som folkevalgte repræsentanter at skabe retslig og politisk sikkerhed på dette meget vigtige område. Det drøftede direktiv vil ikke ophæve ulighederne mellem medlemsstaternes sundhedsydelser, hvis det bliver vedtaget, men det er et stort skridt i retning af retfærdighed og lige rettigheder for patienter.

Det er uacceptabelt, at vi i teorien bekræfter retfærdighed, når vi i praksis ser bort fra den som følge af indenlandsk finansiel tilbageholdenhed. Uanset hvor velbegrundet den er, så kan finansiel tilbageholdenhed ikke legalisere manglende hensyn til patientrettighederne eller sætte patientrettighederne over styr. Afslutningsvis vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Bowis, for hans ansvarsbevidste og yderst kompetente arbejde.

  Roberto Musacchio (GUE/NGL). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Allerførst vil jeg gerne sende hr. Bowis mine bedste ønsker. Den afgørende prøve for dette direktiv er dets retsgrundlag.

Hvis det handler om at garantere alle ret til at modtage bedst mulig behandling hvor som helst, hvad har markedets retsgrundlag så at gøre med det? Retsgrundlaget burde være retten til sundhed. Derudover burde retten til sundhed frem for alt sikre retten til at modtage den bedst mulige behandling i ens hjemland, hvilket ville være underlagt de europæiske kvalitetsstandarder og ikke gemme sig bag subsidiaritetsprincippet.

Men hvis det er markedet, der bestemmer retsgrundlaget, kunne man forledes til at tro, at det er for at bolkesteinisere sundheden og tilgodese forsikringsselskaberne eller dem, der vil tjene på sundheden.

Man kunne således forledes til at tro, at Parlamentets ændringsforslag om selv det mest centrale spørgsmål om retsgrundlaget risikerer at blive dømt uacceptable, og det kræver en grundig forklaring fra kommissærens side, før afstemningen finder sted her i Parlamentet.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). – (EN) Hr. formand! Der er blevet gjort et stort stykke arbejde for at sikre, at folk, der bliver syge, får den behandling, de har behov for, uanset hvor de befinder sig, og uanset hvem de er.

Desværre er der også blevet gjort et stort stykke arbejde for at sikre, at de ikke får den hjælp. I dette direktiv er det forhåndstilladelsen fra sundhedsmyndighederne og ikke den medicinske diagnose, der fratager patienterne deres rettigheder. Det sætter os tilbage til udgangspunktet. Forhåndstilladelsen var grunden til, at patienterne i det hele taget gik til Domstolen, og Domstolens afgørelser er grunden til, at vi står her i dag med et direktiv.

Nu er vi tilbage ved udgangspunktet. Geografisk bestemt død er fortsat reglen. Sundhedsmyndighederne vil igen, ligesom dem i mit eget land, Irland, kunne nægte patienter tilladelse til at rejse efter behandling i medfør af dette direktiv, nøjagtig som de gør det i henhold til den nuværende E112, som det var vores mål at forbedre.

  Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE). – (NL) Hr. formand! Allerførst vil jeg gerne sende mine bedste hilsner til hr. Bowis. I dette direktiv er patienten i centrum, den vokale patient, der kan og også ønsker at vælge den bedste behandling, gerne tæt på, men hvis den er langt væk, så også længere væk.

Denne lovgivning kan vi takke de meget tapre EU-borgere for, der gik til Domstolen for at få god behandling og pleje i en anden medlemsstat, da deres eget land lod dem i stikken. Domstolen fastslog, at de havde ret. I dag fastsætter vi ved lov det, som Domstolen fastslog, og vi beskriver endvidere de særlige forhold, hvorunder den vokale borger kan få ret til grænseoverskridende behandling.

Dette direktiv er fantastisk nyt for alle, der lever i grænseområderne, fantastisk nyt for folk med sjældne sygdomme, fantastisk nyt for folk på ventelister, for deres hofter vil bryde sammen inden september. Disse folk har nu et valg.

Vi har forbedret informationsaspektet, vi har defineret reglerne for godtgørelse mere nøjagtigt, og vi har defineret de europæiske referencenetværk, som sikrer, at behandlingskvaliteten bliver forbedret. Vi har sørget for tvistbilæggelse via en ombudsmand, selv om der også var andre muligheder. Jeg skal henvise til den hollandske tvistbilæggelsesmodel på sundhedsområdet, der blev lanceret for nylig. Vi har mulighed for at bruge testområder, og vi i grænseområdet Limburg, hvor jeg kommer fra, vil meget gerne deltage. Vi har endvidere bemærket, at sundhedssystemerne i medlemsstaterne ikke er blevet ændret. Borgerne får ret til at vælge, og for mig er friheden til at vælge meget vigtig.

  María Sornosa Martínez (PSE). – (ES) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Allerførst vil jeg gerne takke hr. Bowis og skyggeordførerne for deres arbejde og ønske hr. Bowis god bedring.

Jeg mener, at dette direktiv har været et forsøg på at udvikle en bredere lovramme end de nuværende forordninger, som allerede beskytter borgernes ret til at modtage sundhedsydelser i andre medlemsstater, ved at indarbejde Domstolens retspraksis. Det er imidlertid ikke lykkedes, da direktivet skaber mere retsusikkerhed med to kanaler til mobilitet, som ikke udelukker hinanden, nemlig forordningerne og direktivet. Derudover har det kun et retsgrundlag, som er det indre marked, eftersom der ikke er nogen klar definition af grundlæggende rettigheder såsom ydelsesporteføljen, socialsikringsfordele og den nødvendige, fuldstændig uundværlige forhåndstilladelse.

Det er uacceptabelt, at et så grundlæggende universelt princip som adgangen til sundhedsydelser udelukkende opstilles i henhold til reglerne for det indre marked. Dette risikerer at underminere sundhedssystemerne i mange medlemsstater, og derudover giver vi ikke vores borgere et ærligt svar med hensyn til denne grundlæggende ret, som vi alle er berettiget til.

  Holger Krahmer (ALDE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Ved at fastslå at patienter har ret til godtgørelse af udgifterne til behandling modtaget i udlandet, har Domstolen givet os en klar opgave. I denne henseende er Kommissionens forslag fremragende. Det er et forslag, det er værd at rejse sig for. Jeg beklager det, der er sket her i Parlamentet i de seneste uger med hensyn til dette direktiv. Man har fremmanet markedets spøgelser, og der er blevet skabt absurde tilknytninger til direktivet om tjenesteydelser. Nogle af ændringsforslagene – og det siger jeg som en, der voksede op i det tidligere DDR – får mit blod til at fryse til is. Et eksempel herpå er, at medlemsstaterne kan iværksætte passende foranstaltninger for at dæmme op for patientstrømme. Hvad er det for nogle folk? Man skulle tro, at man vil rejse et nyt jerntæppe. Det er endnu mere bemærkelsesværdigt, at et sådant forslag skulle komme fra Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance.

Vi taler om et socialt Europa, noget, vi taler meget om i disse dage – især medlemmerne af Den Socialdemokratiske Gruppe ynder at tale om det. Her til frokost har vi mulighed for at gennemgå denne syrlige test og gøre det klart, om det for os handler om patientrettigheder, eller om vi foretrækker de nationale sundhedsbureaukratiers snævre perspektiv.

  Frieda Brepoels (PPE-DE). – (NL) Hr. formand! Sundheden bliver mere og mere vigtig i Europa, og jeg mener, at patienterne klart forventer større sikkerhed om deres rettigheder, men de forventer også korrekte og pålidelige oplysninger. Dette forslag om patientmobilitet kommer således slet ikke for tidligt. Vi har alle ventet længe på det. Det er derfor beklageligt, at den mand, der helligede en stor del af sin karriere til dette spørgsmål, nu selv er fraværende af helbredsårsager, og jeg tilslutter mig af hele mit hjerte dem, der har ønsket John god bedring.

Jeg vil gerne primært koncentrere mig om et par positive punkter, som er i patienternes interesse. Oprettelsen af et kontaktpunkt i patientens hjemland, hvor patienten kan få alle former for oplysninger, samt af en patientombudsmand og uden tvivl den større målestok takket være det bedre samarbejde mellem medlemsstaterne giver absolut patienterne merværdi, navnlig dem, der lider af sjældne sygdomme.

Jeg mener, at der, for så vidt angår det nagende spørgsmål om forhåndsgodkendelse af hospitalsbehandling, er fundet et meget kreativt kompromis, som er til fordel for såvel patienten som sundhedsforsikringsselskaberne. Men for at holde det omvendte fænomen, nemlig en overdreven tilstrømning, under kontrol, og det er vigtigt for min region Flandern, fastslås det udtrykkeligt i betænkningen, at et hospital aldrig kan tvinges til at acceptere udenlandske patienter, hvis det ville betyde, at landets egne borgere ville komme på venteliste.

Som indbygger i et grænseområde mellem Flandern, Nederlandene, Tyskland og Vallonien glæder jeg mig meget over forslaget om, at Kommissionen udpeger visse grænseregioner som testområder for nyskabende projekter i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser. Jeg tror, resultaterne af en sådan test ville være yderst informative for andre regioner. Jeg håber, at Euregion kan tjene som eksempel i denne forbindelse.

  Dorette Corbey (PSE). – (NL) Hr. formand! Jeg vil gerne lægge ud med en tak til hr. Bowis for hans meget energiske og loyale indsats til fordel for folkesundhed og patientmobilitet, og jeg vil gerne ønske ham god bedring.

Sundhedsydelser er et nationalt kompetenceområde, men der er kontaktpunkter med Europa. Patienterne er bevidst om behandlingsmulighederne i andre lande og ønsker at gøre brug af ydelser i andre lande. Det er uden tvivl tilfældet for patienter i grænseområder, og når der er lange ventelister i patienternes hjemland.

Der er intet i vejen med at søge pleje og behandling i andre lande, men fremgangsmåden skal reguleres ordentligt. For det første må der ikke finde tvungen sundhedsturisme sted. Det bør ikke ske, at forsikringsselskaberne presser patienterne til at rejse til et andet land for at modtage billig behandling.

For det andet skal der være nogle minimumskvalitetsgarantier. Enhver, der får patienter behandlet i udlandet, skal tilvejebringe gode oplysninger og være sikker på, at kvaliteten er, som den bør være.

For det tredje – og det er meget vigtigt – skal medlemsstaterne forbeholde sig ret til at kræve en forhåndstilladelse. Sundhedsområdet er ikke et frit marked. For at opretholde vores ydelser har vi brug for at planlægge, og hospitalerne skal vide, hvilke patientstrømme de kan forvente.

Personligt mener jeg, at det vigtigste er, at direktivet er med til at sikre, at det primært er behandlingsmetoderne, der krydser grænserne. Der hersker stor ulighed mellem medlemsstaterne, men det er ikke et problem, man kan løse ved at sende patienterne over grænsen. Det kan man til gengæld ved at udveksle behandlingsmetoder, og også dette kan direktivet bidrage til.

  Zuzana Roithová (PPE-DE). – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg har igennem flere år kritiseret, at det er Domstolen, der bestemmer, at patienterne har ret til at få betalt udgifter i udlandet. Domstolen garanterer, at borgerne ikke skal vente på tilladelse fra deres sundhedsforsikringsselskab, og at de kan gå direkte til lægen, når de har brug for det, og at de har ret til godtgørelse af udgifterne med mindst det beløb, behandlingen ville have kostet i hjemlandet, da dette ikke bør være nogen hindring for den frie bevægelighed for personer. Dette fastsættes i traktaterne, men socialdemokraterne har kæmpet imod denne ret gennem fem år. I mellemtiden har regeringerne tabt flere sager over for deres borgere. Vi har hundredvis af gange hørt fra lobbyisterne, at der er risiko for, at forsikringsselskaberne kollapser. De er bange for, at patienterne vil rejse til lande, hvor de ikke skal vente flere måneder eller år på en operation, som de skal derhjemme. Patienterne vil derfor skulle indhente en forhåndstilladelse fra deres sundhedsforsikringsselskaber, før de modtager omkostningskrævende behandlinger. Både patienter og læger i hele EU har imidlertid brug for en enkel regel for, hvornår de skal indhente en tilladelse. Jeg støtter derfor ikke forslaget om at udarbejde 27 definitioner af specialiseret og omkostningskrævende behandling til dette formål. Dette er hyklerisk, da det involverer det beløb, som forsikringsselskaberne ville være villige til at betale for behandlingen af borgere i udlandet. Hvorfor så ikke anføre det direkte i euro?

Jeg har støttet forslagene om at udvikle et system for at forbedre kvaliteten og sikkerheden af sundhedsydelser og offentliggøre objektive kvalitetsvurderinger af sundhedsfaciliteterne. Dette indebærer nationale eller internationale hospitalsgodkendelser. Kompromisforslaget er måske nok mere overordnet, men det ansporer alligevel i høj grad lande, der fortsat mangler sådanne systemer. Jeg håber, at alle hospitaler snart vil opnå frivillige nationale eller europæiske godkendelser med dertilhørende kvalitetskontrol. Det skal hospitalerne i Tjekkiet allerede gøre. Jeg mener endvidere, at Kommissionen ikke bør udpege, men blot koordinere grænseområderne som pilotområder, hvor der kan testes grænseoverskridende sundhedsprojekter. Jeg beklager, at socialdemokraterne bliver ved med at kæmpe en hyklerisk kamp under falske påskud mod en klarlæggelse af patientrettighederne i EU.

  Genowefa Grabowska (PSE). – (PL) Hr. formand! Det er ikke godt, når Domstolen træffer afgørelser om borgernes rettigheder, men det er rigtig skidt, når denne situation gentager sig selv, og Domstolen konstant gør dette i stedet for Parlamentet og Rådet. Jeg glæder mig derfor over Bowis-betænkningen og ønsker forfatteren god bedring. Jeg kan i betænkningen se en mulighed for at forbedre sundhedsstandarderne i mit eget land Polen.

Jeg vil dog gerne henlede opmærksomheden på tre vigtige elementer i betænkningen. For det første mener jeg, at det er forkert udelukkende at behandle sundhedsydelser som en handelsvare. Borgerne sikres ret til sundhedsydelser gennem såvel deres nationale forfatninger som EU-lovgivningen. Derfor bør retsgrundlaget ændres. For det andet skal anvendelsen af grænseoverskridende sundhedsydelser baseres på patientens informerede valg og ikke på tvang. For det tredje skal beslutningen om at modtage behandling i en anden medlemsstat baseres på behov og ikke på størrelsen af patientens pengepung.

Jeg mener helt bestemt, at det europæiske åbne rum for sunde borgere også skal åbnes for de borgere, der er syge og har behov for hjælp i en anden medlemsstat.

  Christofer Fjellner (PPE-DE). – (SV) Hr. formand! Af alle de beslutninger, vi træffer her i Europa-Parlamentet, er den i dag en af dem, jeg er mest stolt over. Det er en beslutning om at åbne Europa og garantere fri bevægelighed for dem, der er syge og har brug for sundhedsydelser, for dem, for hvem fri bevægelighed kan være et spørgsmål om liv og død. Det er en beslutning, der giver alle mulighed for at bestemme over deres egen sundhed, og det er ikke kun dem, der er velinformerede eller rige, der får denne mulighed, for vi vil gøre det muligt for alle at modtage sundhedsydelser der, hvor de ønsker.

Socialdemokraterne vil tvinge folk til at indhente en forhåndstilladelse. Det betyder med andre ord, at De vil tvinge dem, der er syge, til at bede om lov, før de går til lægen, i hvert fald hvis de gør det i en anden EU-medlemsstat. Hvorfor gør De det? Så De kan sige nej, selvfølgelig! De vil kunne kontrollere, regulere og planlægge – og tage magten fra patienterne. Men vi har ikke brug for Deres forhåndstilladelse for at sikre, at folk ikke selv skal betale. Hvis jeg går til lægen i Stockholm i dag, er det ikke nødvendigt at spørge om lov eller betale penge. Sandheden er, at De var imod dette forslag lige fra starten af. De har forsøgt at indskrænke, besværliggøre og ødelægge det. Nu gør De det igen.

Da vi drøftede dette spørgsmål i Sverige, forsøgte De at sikre, at folk ikke ville kunne søge sundhedsydelser, hvor de ville i Sverige. Nu ønsker De ikke, at folk skal kunne søge sundhedsydelser, hvor de vil i Europa. De siger, at De støtter forslaget, men da vi stemte om det i udvalget, afholdt De Dem fra at stemme. Er det ikke så kujonagtigt, som det kan være? De ved ikke en gang, hvordan De vil stemme i dag. De ved ikke en gang, hvad De skal stemme om.

I dag har vi alle et valg. Vi kan vælge at forsvare enten patienternes rettigheder eller bureaukraternes og politikernes rettigheder til at bestemme og regulere. Jeg ved godt, hvordan jeg vil stemme. Jeg vil stemme for, at der fokuseres på patienterne. Det er noget, jeg mener, at alle her i Parlamentet bør gøre, hvis De vil kunne se Dem selv i spejlet i aften.

  Åsa Westlund (PSE). – (SV) Hr. formand! Alle patienter bør have ret til sundhedsydelser, når de har brug for det. Vi socialdemokrater mener, at det er vigtigt, at folk kan søge sundhedsydelser i udlandet, f.eks. når ventelisterne er for lange i deres hjemland. Det er også derfor, det var den socialdemokratiske regering i Sverige, der tog initiativ til et direktiv på dette område. Det må dog ikke være størrelsen af ens pengepung, der afgør, om man modtager sundhedsydelser, og bestemmelser om sundhedsydelser skal træffes tæt på patienten og ikke af bureaukrater i EU-systemet.

Kommissionens forslag til direktiv giver EU-bureaukraterne en masse beføjelser. Derudover tager det ikke højde for alle de mennesker, der ikke er i stand til at betale store summer. Ikke desto mindre har de svenske centrum-højre-medlemmer her i Parlamentet ukritisk rost Kommissionens forslag. Vi derimod har stillet forslag og arbejdet hårdt for at gøre det lettere for folk uden fede tegnebøger at rejse udenlands for at modtage behandling. Vi har også arbejdet hårdt for at gøre det klart, at sundhedsydelser er medlemsstaternes kompetenceområde og ikke noget, EU's bureaukrater skal træffe bestemmelser om. Vi har ikke opnået alt det, vi gerne ville. Jeg skal derfor indtrængende opfordre alle medlemmer til at støtte vores ændringsforslag til artikel 8, stk. 3. Så vil vi også kunne støtte direktivet, og vi vil få en hurtig løsning på alle de europæiske patienters problemer.

  Emmanouil Angelakas (PPE-DE). – (EL) Hr. formand, fru kommissær, fru Filipiová! Jeg vil gerne starte med at takke kommissær Vassiliou for hendes initiativ til direktivforslaget og ordføreren, hr. Bowis, for hans fremragende stykke arbejde, og jeg vil gerne sende ham mine bedste ønsker om god bedring.

Jeg ved godt, at det ikke er let at nå frem til et resultat, som yderligere kan promovere de grænseoverskridende sundhedsydelser, hvis man tager for det første forskellene mellem medlemsstaternes socialsikringssystemer, for det andet de forskellige økonomiske niveauer i medlemsstaterne og for det tredje de forskellige niveauer for de sundhedsydelser, der leveres i de enkelte medlemsstater, i betragtning. Med dette i mente har ordføreren udført et fremragende stykke arbejde.

Den betænkning, vi drøfter i dag, rejser spørgsmålet om patientmobilitet, navnlig med hensyn til at se og behandle patienter i specialiserede sundhedscentre. En ting er helt sikker, og det er, at dette ikke vil fremme den medicinske turisme, men vil give de europæiske borgere mulighed for at få de bedst mulige sundhedsydelser og kende deres rettigheder, uden ulempen med at få godtgjort deres udgifter, eftersom medlemsstaterne vil oprette et klart system med forhåndsgodkendelse af sådanne udgifter.

Vi må ikke glemme, at dette punkt har været genstand for adskillige afgørelser fra Domstolens side. Denne betænkning tager fat på en række vigtige spørgsmål. Definitionen af sundhedsydelser forbliver et medlemsstatsanliggende, udgifterne betales op til det beløb, der ville være blevet betalt, hvis behandlingen havde fundet sted i medlemsstaten, spørgsmålet om sundhedsydelser til patienter med sjældne sygdomme behandles, uanset om de er dækket af patientens oprindelsesmedlemsstat, forslagene om oprettelse af en europæisk ombudsmandsinstitution, som skal behandle klager fra patienter, er et skridt i den rigtige retning, og endelig lægges der vægt på behovet for en oplysningskampagne for at gøre patienterne opmærksomme på deres rettigheder.

Der skal stadig tages fat på flere spørgsmål, herunder for det første yderligere kortlægning af udgiftsberegningsmekanismen, for det andet en liste over sygdomme, der er omfattet af systemet, for det tredje anerkendelse af recepter, da et lægemiddel ikke nødvendigvis er tilgængeligt i alle medlemsstater, og for det fjerde fremme af e-sundhed.

Bortset fra det er den overordnede indsats et skridt i den rigtige retning, og det er en skam, at socialdemokraterne har trukket sig tilbage i dag. Jeg håber, at drøftelserne vil gå hurtigt fremad, og jeg har en fornemmelse af, at Europa-Parlamentets bidrag er et svar på tidens og de europæiske borgeres vitale krav.

FORSÆDE: Luigi COCILOVO
Næstformand

  Charles Tannock (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! De fleste af mine Londonvælgere er meget lidt interesserede i eller ved meget lidt om, hvad et medlem af Europa-Parlamentet rent faktisk laver, og hvilket formål EU tjener. I denne uge er der imidlertid to betænkninger på plenarmødet, som offentligheden virkelig kan glæde sig over. Den første handler om loftet for roamingtakster i telekompakken, og den anden vedrører patienternes rettigheder til udvalgt medicinsk behandling i andre EU-medlemsstater.

Jeg vil også gerne støtte min Londonkollega hr. Bowis' betænkning. Han kan desværre ikke være her i dag på grund af hans dårlige helbred, og jeg ønsker ham god bedring. Han vil naturligvis være et stort savn for det kommende Parlament.

I Det Forenede Kongerige er der ofte store forsinkelser i forbindelse med behandling inden for det offentlige sundhedsvæsen, og behandlingen er meget omkostningskrævende i forhold til andre EU-medlemsstater. Et mere fleksibelt europæisk marked med rimelige bestemmelser om tilladelser på sundhedsområdet er en vind-vind-situation for såvel den brede offentlighed som medlemsstaternes nationale sundhedsbudgetter.

  Catiuscia Marini (PSE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! I dag behandler vi et meget vigtigt direktiv med henblik på i væsentlig grad at sikre retten til mobilitet for europæiske patienter, retten til sundhedsydelser i EU's medlemsstater.

Sundhedsydelser kan imidlertid ikke opfattes på lige fod med andre tjenesteydelser, der leveres på det indre marked, og borgerne som patienter kan ikke sidestilles med almindelige forbrugere. Retten til sundhed afspejles i retten til at modtage behandling og pleje, startende i ens hjemland. Patienternes ret til mobilitet må ikke være et påskud for visse medlemsstater til at undlade at investere i nationale sundhedsydelser, hvorved de i bund og grund tvinger borgerne til sundhedsturisme og ikke giver dem noget valg.

Direktivet ville gøre bedre i at håndtere uligheder i forbindelse med adgangen til og kvaliteten af ydelser i de lande, patienterne bor i. Sundhed er ikke en vare, det er en social rettighed. Problemerne med retsgrundlag og forhåndstilladelse er i bund og grund en måde at afvise retten til sundhed på.

  Marios Matsakis (ALDE). – (EN) Hr. formand! Denne betænkning er en milepæl for leveringen af sundhedsydelser til EU-borgere. Den sætter klart og tydeligt patienternes sundhed i første række, og den sætter scenen for, hvordan sundhedssystemerne i de forskellige medlemsstater kan konkurrere om at forbedre sig på et sundt grundlag. Denne lovgivning vil uden tvivl udmønte sig i en væsentlig forbedring af sundhedsydelserne i Europa. Den vil endvidere skabe lighed med hensyn til behandlingen af patienter, hvor alle borgere, rige og fattige, kendte og ukendte, efter behov får adgang til bedre behandling i udlandet.

Mine oprindelige bekymringer med hensyn til de eventuelle skadelige virkninger på de nationale systemer i mindre og fattigere medlemsstater er blevet ryddet af vejen takket være bestemmelsen om forhåndstilladelse, der skal indføres som en beskyttelsesforanstaltning. Jeg kan nu med vished sige, at denne lovgivning er god for såvel patienterne som sundhedssystemerne i samtlige medlemsstater, og den fortjener vores fulde, enstemmige opbakning. Jeg undrer mig over den negative holdning, som mine socialdemokratiske kolleger indtager i denne forbindelse.

  Elisabeth Schroedter (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand! Jeg er fuldstændig uenig med hr. Matsakis, for Kommissionens forslag giver faktisk ikke de patienter, der modtager behandling uden for deres hjemlands grænser, retssikkerhed. Derudover er det ikke lykkedes at afklare gråzonerne med hensyn til socialsikringssystemerne i henhold til forordning (EF) nr. 883/2004. Kun en klar ordning med forhåndstilladelse i tilfælde, hvor der er tale om omkostningskrævende behandling, kan sikre patienterne godtgørelse.

Direktivet er endvidere uklart, for så vidt angår dets retsgrundlag – hvilket andre medlemmer allerede har gjort opmærksom på – herunder i forhold til kompetencefordelingen mellem medlemsstaterne og Europa. Medlemsstaternes sundhedssystemer er solidariske systemer, der sikrer alle lige adgang, uanset hvor tunge deres tegnebøger er, og hvor de bor. EU-lovgivningen må ikke sætte disse solidariske systemer over styr. Også i denne henseende er Kommissionens forslag uhensigtsmæssigt, og vi er derfor nødt til at få vores ændringsforslag vedtaget, hvis vi skal stemme for dette forslag.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Det er uacceptabelt, at Kommissionen og et flertal i Parlamentet under påskud af at fremme patientrettighederne på sundhedsområdet ønsker at så tvivl om de nationale offentlige sundhedsydelser, som det er tilfældet i Portugal.

Ved at opfordre til at forslaget vedtages med udgangspunkt i EF-traktatens artikel 95, som vedrører harmonisering på det indre marked, forsøger de i virkeligheden at liberalisere sektoren, hvilket er uacceptabelt. Dette er en sektor, hvor markedets logik og de økonomiske og finansielle gruppers profit ikke må komme i første række. Sundhed må ikke være business. Derfor agter vi at forkaste Kommissionens forslag.

Der findes allerede forordninger og aftaler om grænseoverskridende sundhedsydelser, og de kan forbedres uden at så tvivl om medlemsstaternes ansvar og rettigheder i forbindelse med ejerskabet og forvaltningen af deres nationale sundhedssystemer, som vi mener skal være offentlige, universelle og tilgængelige for alle.

  Christel Schaldemose (PSE). – (DA) Hr. formand! Ja, vi har snakket om hele dagen, at det er utrolig vigtigt, at vi skaber god sundhed og god tryghed for borgerne med dette forslag. Og der er også rigtig mange gode ting i forslaget – masser af krav til, hvordan patienterne skal have ret til at få information og sådan noget. Men lad os nu være helt ærlige. Den reelle tryghed for patienterne giver vi kun, hvis vi sikrer, at der bliver en forhåndsgodkendelse, inden patienterne rejser ud. Det betyder, at patienterne kan være 100 procent sikre på, at de har ret til at få behandling, hvor meget behandling de kan få dækket, men også at de kommer det rigtige sted hen og får denne behandling. For mig at se er den tryghed ganske afgørende. Og en forhåndsgodkendelse giver også et redskab for sundhedsvæsenerne til at sikre tryghed for de patienter, der bliver hjemme.

  Olle Schmidt (ALDE). – (SV) Hr. formand, fru kommissær! Endelig! Kommissæren og hr. Bowis har gjort et fremragende stykke arbejde. Den heftige debat forud for dette direktiv er forbavsende. EU og vi her i Parlamentet har en enestående mulighed for "igen at komme tæt på folket", som vi så lyrisk ønsker og gentagne gange har understreget. Og hvad sker der? Vi tøver, og mange her i Parlamentet – herunder de svenske socialdemokrater – vil gøre tingene endnu vanskeligere for patienterne og forringe deres muligheder for at modtage sundhedsydelser i udlandet. Hvorfor? Jeg kan kun forestille mig, at det er et ønske om at redde systemerne og ikke de patienter, der har brug for behandling. Jeg er glad for, at vi er kommet så vidt, fru kommissær. De har taget Deres del af ansvaret. Her i Parlamentet har vi nu mulighed for at tage vores del af ansvaret. Og hvis så bare også Rådet vil tage sin del af ansvaret!

  Proinsias De Rossa (PSE). – (EN) Hr. formand! Leveringen og finansieringen af sundhedsydelser af høj kvalitet til en overkommelig pris er de enkelte medlemsstaters ansvar. Europas rolle er en koordinatorrolle. Der er naturligvis et stort behov for bedre koordinering af vores sundhedssystemer i EU, navnlig i grænseområderne, men det kan dette direktiv ikke gøre. Dets formål bør være at sikre, at der omhyggeligt opstilles rammer for borgernes ret til sundhedsydelser i andre medlemsstater, så de enkelte medlemsstaters evne til at finansiere og organisere deres hjemlige ydelser ikke undermineres af sundhedsturisme.

Jeg bliver nødt til at sige, at fru Sinnott med hendes klædevifteri her i Parlamentet i dag som altid tager fejl. Ingen i Irland er død som følge af en krænkelse af retten til at rejse til en anden medlemsstat for at få behandling. Der findes faktisk en fond for dem, der ønsker sådan behandling.

I sidste ende er det patienternes medicinske behov, der tæller, ikke forbrugernes valg. Forhåndstilladelsen og det dobbelte retsgrundlag er afgørende, og hvis ikke de kommer med i direktivet, kan jeg ikke støtte det.

  Daniela Filipiová , formand for Rådet. – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke alle Parlamentets medlemmer for deres kommentarer, forslag og bemærkninger. Jeg kan oplyse, at Rådets og Europa-Parlamentets holdninger falder sammen på en lang række områder, selv om der fortsat er spørgsmål, vi skal drøfte videre sammen. Hr. Bushill-Matthews, der repræsenterer ordføreren, hr. Bowis, nævnte i sin indledende tale, at dette er et kompliceret og følsomt emne. Som hr. Maaten sagde, er det nødvendigt at nå frem til et kompromis, ikke blot i Europa-Parlamentet, men også i Rådet selvfølgelig. Det glæder mig, at JURI-udvalget ser positivt på forslaget med henblik på at øge retssikkerheden. Jeg skal ligeledes tilslutte mig hr. Braghettos udtalelse om, at forslaget udgør en mulighed for de nationale sundhedssystemer. Forslaget vil på samme tid forbedre patientrettighederne, som fru Roth-Behrendt sagde. Jeg skal naturligvis gentage, at direktivet også skal fungere rent praktisk, og at det derfor skal afspejle de enkelte medlemsstaters finansielle, lovgivningsmæssige og organisatoriske muligheder. Det er endvidere klart, at Rådet i lyset af de mange ændringsforslag skal bruge nogen tid på at komme igennem dem alle. Drøftelserne mellem Rådet og Europa-Parlamentet vil fortsætte. Vi skal have fundet den rette balance mellem de forskellige synspunkter og forslag, men jeg tror, det i sidste ende vil lykkes for os takket være vores gensidige samarbejde.

  Androulla Vassiliou, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Som vi har set det igen i dag, er Parlamentets drøftelser om dette emne både righoldige og følelsesladede. Dets forhandlinger føjer en masse til Kommissionens initiativ, og de ændringsforslag, det skal stemme om, vil også udgøre et yderst værdifuldt input på en række nøgleområder.

For så vidt angår patienternes rettigheder til sikre sundhedsydelser af høj kvalitet, har mange bekræftet den grundlæggende betydning af at sikre klarhed og garantier. Det er jeg helt enig i, og jeg håber meget, at denne ambition bliver bekræftet.

For så vidt angår spørgsmålet om overtagelse af udgifterne til behandling i udlandet, er der blevet givet udtryk for klare bekymringer over, at mange patienter ikke har råd til grænseoverskridende sundhedsydelser. Dette er en vigtig og yderst fornuftig pointe. Der findes store indkomstmæssige uligheder i Europa, og dette har alvorlige følger for adgangen til en række grundlæggende tjenester, herunder sundhedsydelser. Der skal tages fat på dette spørgsmål. Det er imidlertid en vanskelig opgave at mindske sådanne uligheder, især i lyset af den aktuelle økonomiske krise. Det vil kræve en omfattende, koordineret indsats fra EU og medlemsstaterne på alle niveauer.

Desværre er det begrænset, hvad vi kan gøre i forbindelse med direktivforslaget. Kommissionens forslag lader døren stå åben for, at medlemsstaterne direkte kan overtage udgifterne til grænseoverskridende behandling, f.eks. med en ordning med skriftlig bekræftelse af det beløb, der vil blive betalt. Hvis Parlamentet ønsker, at dette skal være klart i teksten, kan jeg kun tilslutte mig det. Forslaget til direktiv forsøger ikke at undgå dette, men passer omhyggeligt på at respektere medlemsstaternes ansvar med hensyn til organisationen af sundhedsydelserne. Derfor var vi påpasselige med at begrænse den grænseoverskridende behandlings finansielle indvirkning på de nationale sundhedssystemer og sygesikringsfonde. De to mål er imidlertid ikke uforenelige. Det ville være op til medlemsstaterne at forene dem i videst muligt omfang til fordel for patienterne, især dem med de laveste indkomster.

For så vidt angår forholdet mellem dette direktiv og forordningen om socialsikring, tror jeg, vi er enige om behovet for, at der er en klar forbindelse, hvilket vil sige, at når en patient ansøger om en forhåndstilladelse, og forordningens betingelser er opfyldt – hvis der med andre ord er unødvendige forsinkelser – skal forordningen finde anvendelse. Det skal være krystalklart, at dette betyder, at forordningens takster finder anvendelse, så patienterne kan nyde godt af det mest fordelagtige system.

For så vidt angår forhåndstilladelse til hospitalsbehandling, er de foreslåede bestemmelser baseret på to overvejelser. For det første Domstolens retspraksis. Domstolen har fastslået, at en sådan ordning er berettiget under visse omstændigheder. Det har vi kodificeret i artikel 8, stk. 3. For det andet ville det ikke være hensigtsmæssigt at gå videre end disse bestemmelser med en løsere – eller ubetinget – ordning med forhåndstilladelse, som udbredes de facto eller ved lov udbredes i samtlige medlemsstater. Vi ved alle, at patientmobiliteten vil forblive et meget begrænset fænomen. Det betyder, at dens budgetmæssige indvirkning også vil være begrænset. Det er derfor ikke nødvendigt at skabe unødvendige barrierer for patienterne. Forhåndstilladelsen til hospitalsbehandling skal forblive en beskyttelsesmekanisme, der finder anvendelse, når det er berettiget.

I lyset heraf kunne ordninger med en forhåndserklæring, som ordføreren foreslår, udmønte sig i indirekte – og unødvendig – kontrol af patienterne, som hæmmer processen i stedet for at lette den. Jeg ved godt, at baggrunden for dette forslag ikke var at nå et sådant resultat, men tro mig, dette ville rent faktisk indskrænke patienternes rettigheder, som Domstolen har defineret. Sådanne administrative mekanismer risikerer at være både besværlige og vilkårlige.

Jeg er bekymret over forslaget vedrørende definitionen af hospitalsbehandling. Denne definition er et centralt punkt i forbindelse med patientrettigheder, da den opstiller grænserne for forhåndstilladelsesordningen. Vi har foreslået at definere begrebet hospitalsbehandling via en fællesskabsliste baseret på eksperters fælles forståelse, som skulle tage højde for den teknologiske udvikling. Dette ville muliggøre en fornuftig og moderne tilgang til begrebet hospitalsbehandling.

Nogle opfordrer til, at der uafhængigt udarbejdes nationale lister, og det gør de fleste medlemsstater også. En definition baseret på nationale lister ville rent faktisk medføre uoverensstemmelser med hensyn til, hvordan hospitalsbehandling opfattes i de enkelte medlemsstater, og risikerer at undergrave patienternes rettigheder. Hvis vi skulle gå den vej, skulle disse lister baseres på klart definerede kriterier og underkastes en revisionsproces. Ellers ville de underminere patientrettighederne som defineret af de europæiske dommere.

Nogle har sagt, at hvis vi vedtager dette direktivforslag, vil kun få patienter drage fordel deraf, og at det vil være de meget få informerede patienter. Jeg mener tværtimod, at vi med dette direktiv giver hver eneste patient mulighed for og ret til at blive fuldt ud informeret, så de kan træffe et informeret valg, inden de forlader hjemmet.

Jeg forstår godt de bekymringer, der er blevet rejst med hensyn til problemet med at få klare oplysninger om sundhedsprofessionelle, når man søger sundhedsydelser i udlandet. Dette er ganske enkelt et spørgsmål om patientens sikkerhed. Her skal vi blive enige om praktiske løsninger, som også respekterer en række nøgleprincipper, såsom retten til beskyttelse af personoplysninger og uskyldsformodning. Jeg er sikker på, at vi kan finde fælles fodfæste med udgangspunkt i Deres indledende forslag.

Der blev henvist til ændringsforslag 67 om fravigelse af reglen om medlemskab af socialsikringsordninger. Dette kan desværre ikke accepteres.

For så vidt angår retsgrundlaget for direktivforslaget, vil mange gerne have føjet artikel 152 til artikel 95. Jeg forstår, at dette er et vigtigt spørgsmål for nogle af de politiske grupper, men det er vanskeligt at have en endelig holdning i denne fase af direktivets behandling. Det er vigtigt at vurdere dette spørgsmål i lyset af tekstens udvikling med henblik på at afgøre, hvad det rigtige retsgrundlag er. Det er klart, at hvis indholdet af den endelige tekst berettiger det, kan det bestemt overvejes at føje artikel 152 til artikel 95. Jeg er åben over for at overveje dette på et hvilket som helst senere tidspunkt i den fælles beslutningsprocedure.

(Bifald)

Nogle har igen rejst spørgsmålet om den eventuelle overdrevne tilstrømning af patienter fra andre medlemsstater og om, hvordan det modtagende sundhedssystem vil blive beskyttet. Mit svar er det samme som det, jeg vil give dem, der frygter en overdreven udstrømning, hvis ikke der indføres en forhåndstilladelse til hospitalsbehandling, og det er, at målet med forslaget ikke er at fremme patientmobiliteten. Som jeg sagde tidligere, er patientmobiliteten et begrænset fænomen, og vi regner ikke med, at dette ændrer sig. Derfor vil det ganske enkelt være uforholdsmæssigt at give medlemsstaterne carte blanche til at iværksætte foranstaltninger med henblik på at afvise patienter og kontrollere tilstrømningen. Medlemsstaterne skal sørge for, at patienter fra andre medlemsstater ikke forskelsbehandles. Det ville være nødvendigt at vurdere enhver form for kontrol af de indkommende patienter med hensyn til, om den udgør en acceptabel undtagelse fra princippet om ikkeforskelsbehandling begrundet i nationalitet, der fastsættes i EU-traktaten.

For så vidt angår patienter, der lider af sjældne sygdomme, forstår jeg godt, at De søger efter den bedste tilgang for at give dem mulighed for at få de sundhedsydelser, de har brug for, men nogle gange er det bedste det godes værste fjende. I dag skal De stemme om hr. Trakatellis betænkning, der vedrører den seneste strategi, som Kommissionen allerede har udarbejdet om sjældne sygdomme, og som indeholder et forslag til Rådets henstilling. Som De ved, er det i forbindelse med disse sygdomme kompliceret og ikke altid muligt at få en hurtig diagnose og adgang til behandling i hjemlandet. For at give patienter med sjældne sygdomme mulighed for at nyde godt af fordelene ved det europæiske samarbejde er det derfor nødvendigt at indlemme dem i dette direktiv om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser. Jeg tror, der er bred enighed om behovet for europæisk samarbejde om referencecentre, f.eks. i forbindelse med sjældne sygdomme. Jeg skal derfor indtrængende opfordre Dem til at beholde sjældne sygdomme inden for direktivets anvendelsesområde.

For så vidt angår den foreslåede udelukkelse af organtransplantation, kan jeg ganske simpelt ikke være enig. Transplantation er en medicinsk procedure, og det er vanskeligt at retfærdiggøre, hvorfor ikke patienter skulle have ret til den som en grænseoverskridende sundhedsydelse, som det fastsættes af Domstolen. Spørgsmålet om organtildeling er imidlertid en anden sag. Jeg har derfor bedt eksperter i Kommissionen om at kigge nærmere på dette spørgsmål for at finde ud af, om man kunne behandle organtildeling i en anden sammenhæng.

I dag tager vi et stort skridt fremad med hensyn til dette direktivs vedtagelse. Nu hvor der kun er få uger til det næste valg til Europa-Parlamentet, vil jeg gerne rose dette Parlament og dets administration for den store indsats, det har gjort for at gøre denne afstemning mulig i dag, og det vil jeg gerne takke Dem alle for. Lad mig også endnu en gang takke hr. Bowis og skyggeordførerne for deres indsats og hårde arbejde og ønske hr. Bowis god bedring. Vi håber, han snart kan vende tilbage til sine opgaver og et normalt liv.

(Bifald)

  Philip Bushill-Matthews, for ordføreren. − (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke samtlige kolleger for en meget sund forhandling – undskyld ordspillet. Jeg vil især gerne personligt takke ordførerne fra de seks udvalg og undskylde, at jeg ikke har gjort det før. De har udarbejdet yderst værdifulde udtalelser, og jeg vil gerne takke dem for deres kommentarer og deres indsigt her til formiddag. Jeg skal endvidere takke alle kolleger i hele salen for deres varme hilsner til hr. Bowis, både fagligt for hans arbejde og personligt gennem deres ønsker om god bedring, som det skal glæde mig at bringe videre.

Som alle andre betænkninger er denne baseret på kompromiser, og det er ikke altid muligt at få alle til at enes om alting. Jeg anerkender og respekterer den kendsgerning, at der fortsat er nogle vanskeligheder for visse politiske grupper og delegationer, og der er således fortsat en række ændringsforslag, der skal stemmes om på plenarmødet senere her til formiddag.

Jeg vil derfor især gerne takke kommissæren for hendes afsluttende bemærkninger, som forhåbentlig vil gøre det lettere for nogle af vores kolleger i andre grupper at finde ud af, hvordan de skal stemme. Jeg håber virkelig, at betænkningen som sådan i lyset af disse bemærkninger vil få bred positiv støtte på tværs af og i de politiske grupper, for det at prioritere patienternes behov bør selvfølgelig være hævet over partipolitiske hensyn.

Jeg erkender, at en aftale i dag vil komme for sent til en formel aftale under førstebehandlingen under det tjekkiske formandskab, men jeg kan forstå, at der i princippet allerede er bred politisk enighed i Rådet takket være det arbejde, formandskabet har udført, og det vil jeg gerne takke for.

Jeg ved, at John gerne vil have omsat denne aftale til handling jo før jo bedre, og det samme vil mange patienter i EU, som allerede har ventet længe nok. På ordførerens vegne opfordrer jeg Kommissionen, den nye formand for Rådet og den kommende valgperiodes nye parlamentsmedlemmer til at prioritere en hurtig andenbehandling i anden halvdel af 2009, så eventuelle vanskeligheder hurtigt kan blive ryddet af vejen. Vi vil ikke miste fremdriften nu. Denne betænkning vil ikke blot give rigtige mennesker i EU rigtige fordele, men vil også vise, at samarbejde på EU-plan kan give folk individuelle fordele, uanset hvor de bor, og uanset hvor mange midler de har til rådighed. Dagens afstemning vil vise vejen frem. Lad os gå ud ad vejen sammen så hurtigt, som vi overhovedet kan rent praktisk, for når alt kommer til alt, ved mine kolleger, ligesom ordføreren, ikke, om de måske pludselig selv en dag får brug for grænseoverskridende sundhedsydelser.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Cristian Silviu Buşoi (ALDE), skriftlig. – (RO) Jeg vil gerne takke ordførerne fra de forskellige udvalg for det bemærkelsesværdige stykke arbejde, de har udført. Betænkningen er et stort skridt fremad med hensyn til at forbedre patientmobiliteten i EU.

I et Europa, hvor den frie bevægelighed er en grundlæggende værdi, er det at sikre patientmobiliteten en selvfølge og noget absolut afgørende for at tilbyde dem, der har brug for lægehjælp, sundhedsydelser af højst mulig standard. Dette kunne på længere sigt betyde en forbedring af de nationale sundhedssystemer i kraft af en vis grad af konkurrence mellem dem.

Til trods for de væsentlige forbedringer er der dog fortsat nogle problemer, der ikke løses i dette forslag. Jeg mener, der er behov for større klarhed i forbindelse med godtgørelsesvilkårene og de bestemmelser, der ligger til grund for ordningen med forhåndstilladelse, når en sådan er nødvendig. Jeg beklager endvidere, at sundhedspersonalets mobilitet ikke er blevet medtaget i forslaget, da patienternes og sundhedspersonalets mobilitet hænger tæt sammen. For at kunne tilgodese patienternes behov effektivt, har vi brug for regler, som sikrer sundhedspersonalets mobilitet, og som samtidig opretholder en balance mellem de nationale sundhedssystemer, så ingen stat ender med at mangle sundhedspersonale.

  David Martin (PSE), skriftlig. – (EN) Det foreslåede system med grænseoverskridende sundhedsydelser skal først og fremmest være et system, som respekterer patientrettighederne, som er baseret på folkesundhed og det indre markeds principper, og som ikke forskelsbehandler patienter efter deres mulighed for at betale for medicinsk behandling. Jeg mener personligt, at den offentlige sygesikring i Det Forenede Kongerige skal have ret til at kræve forhåndstilladelser af patienter, som ønsker at modtage medicinsk behandling i udlandet. Patienter i Det Forenede Kongerige, der ikke har råd til at rejse udenlands efter medicinsk behandling, må ikke behandles anderledes end dem, der kan betale udgifterne, men som agter at kræve disse udgifter godtgjort fra det offentlige sundhedsvæsen, når de vender tilbage til Det Forenede Kongerige. Jeg synes, denne fremgangsmåde er uretfærdig, da den giver patienter mulighed for at få prioriteret behandling i udlandet og dermed springe over køen i det offentlige sundhedsvæsen.

  Iosif Matula (PPE-DE), skriftlig. – (RO) De nye muligheder, som patienter i Europa kan drage fordel af, er et stort skridt i forbindelse med harmoniseringen af sundhedssystemerne i Europa og sikringen af alle europæiske borgeres ret til medicinsk behandling af god kvalitet. Forslaget til direktiv fastsætter de principper, der er fælles for alle sundhedssystemer: oprettelse af europæiske netværksmodeller, oprettelse af kontaktpunkter for patienter i samtlige medlemsstater og e-sundhed.

Denne betænkning giver samtlige medlemsstater, herunder indirekte Rumænien, væsentlige fordele. Direktivet tilgodeser patienternes behov bedre, da de kan modtage medicinsk behandling i en anden medlemsstat i en situation, hvor en sådan behandling ikke kan modtages på et hospital i deres hjemland, eller hvis de skal vente på at modtage den. Udgifterne vil blive betalt af hjemlandet.

Et andet vigtigt aspekt vedrører udvekslingen af god praksis og mobiliteten af specialiseret sundhedspersonale samt borgernes frie adgang til oplysninger om grænseoverskridende sundhedsydelser. Medlemsstaterne skal sørge for, at borgerne er bekendt med de nødvendige procedurer og behandlingskriterier samt med rejseudgifterne og de medicinske standarder på det udenlandske behandlingscenter. Dette er lige præcis grunden til, at jeg støtter oprettelsen af informationscentre, så borgerne kan vælge både behandlingsmetode og -sted.

  Mary Lou McDonald (GUE/NGL), skriftlig. – (EN) Medlemsstaterne har et ansvar over for deres folk med hensyn til planlægning og levering af sundhedsydelser.

Sundhed er ikke en vare, der kan købes og sælges på det indre marked.

Dette forslag er en skændsel. Det viser, at Kommissionen i blinde følger dens tvivlsomme og forældede liberaliseringsdagsorden. Den vil bare privatisere alt, hvad den kan, og i endnu højere grad centralisere magten i egne hænder. Den diskriminerer mindre rige folk i rige lande og alle – bortset fra de superrige – i mindre rige lande. Den er et charter om ødelæggelse af de offentlige sundhedsydelser i medlemsstaterne.

Kommissionen burde hænge med hovedet af skam og øjeblikkeligt trække dette forslag tilbage.

  Nicolae Vlad Popa (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Forslaget til direktiv om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser forsøger at skabe en sammenhængende fællesskabsramme for at give patienterne sikkerhed på dette område, hvor retningslinjerne hidtil er blevet udstukket af Domstolen. Selv om Domstolens principper er fuldt ud anvendelige, er flere gråzoner nu blevet klarlagt takket være ovennævnte betænkning.

I forbindelse med gennemførelsen af Domstolens afgørelser om patienternes ret til at modtage medicinsk behandling i en anden medlemsstat i fællesskabslovgivningen, opretholder forslaget til direktiv balancen med hensyn til medlemsstaternes ansvar på dette område.

Direktivets bestemmelser har endvidere til formål at lette adgangen til sundhedsydelser, idet der henvises til et behov for at skabe en ordning med direkte godtgørelse mellem oprindelseslandets finansieringsorgan og værtshospitalet.

Et andet interessant punkt i betænkningen henviser til den gensidige anerkendelse af recepter. Teksten indeholder kun anbefalinger vedrørende muligheden for, at et apotek i oprindelseslandet anerkender og udfører en recept, som en læge i et andet land har udstedt, idet det er op til den enkelte medlemsstat at afgøre, hvilke lægemidler der er receptpligtige.

  Richard Seeber (PPE-DE), skriftlig. – (DE) Generelt er den aftale, der er blevet indgået om at forbedre patientmobiliteten, en god ting. Forenklingen af grænseoverskridende levering af sundhedsydelser er et vigtigt skridt i retning af virkelig fri bevægelighed for mennesker. Økonomisk set vil en bedre anvendelse af specialiserede klinikkers kapacitet også være fordelagtig. Men hvis vi ser bort fra alle disse positive aspekter, må vi dog ikke glemme de enorme udfordringer, som en bedre sammenkobling af de nationale systemer indebærer. Først og fremmest skal der herske større sikkerhed om udgiftsspørgsmålet. De medlemsstater, der udfører behandlingen, må ikke stilles dårligere som følge af manglende klarhed om, hvorvidt patienten eller oprindelseslandet skal betale regningen.

Afregningsordningen skal fastlægges nøjagtigt, og der skal tages højde for de forskellige nationale forhold.

Derudover skal den indenlandske levering af sundhedsydelser beskyttes, og det er ikke hensigten, at den indenlandske levering skal lide under den større patientmobilitet. Det glæder mig at se, at dette bekræftes i teksten. For fremtiden er grænseoverskridende levering af sundhedsydelser endnu en milepæl på vejen mod europæisk integration. For så vidt angår gennemførelsen, skal der imidlertid lægges stor vægt på at sikre, at øget patientmobilitet ikke resulterer i sundhedsturisme.

  Esko Seppänen (GUE/NGL), skriftlig. – (FI) I en medlemsstat som Finland, hvor geografi og sprog er barrierer for fattige folk med hensyn til at modtage sundhedsydelser uden for landets grænser, risikerer et direktiv som dette at øge ulighederne i adgangen til disse ydelser. Kun de rige kan vælge alternative ydelser i andre medlemsstater, og dermed underminerer de det offentlige sundhedssystem, der er de fattiges sikkerhedsnet. De offentlige midler siver ud til ydelser i udlandet for de rige. Derfor kan jeg ikke støtte vedtagelsen af dette direktiv. Det er endvidere urimeligt, at direktivets retsgrundlag er det indre markeds levedygtighed og ikke patienternes rettigheder.