Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2008/0157(COD)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

A6-0070/2009

Forhandlinger :

PV 22/04/2009 - 17
CRE 22/04/2009 - 17

Afstemninger :

PV 23/04/2009 - 8.8
CRE 23/04/2009 - 8.8
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2009)0282

Forhandlinger
Torsdag den 23. april 2009 - Strasbourg EUT-udgave

9. Stemmeforklaringer
Video af indlæg
PV
MPphoto
 

  Formanden. − I lyset af at en række medlemmer har anmodet om adskillige stemmeforklaringer, foreslår jeg, at alle stemmeforklaringer gives i rækkefølge i ét og samme indlæg.

 
  
  

Mundtlige stemmeforklaringer

 
  
  

- Betænkning: Paulo Casaca (A6-0184/2009)

 
  
MPphoto
 

  Jim Allister (NI). - (EN) Hr. formand! For hver dag, der går, er der flere og flere af mine vælgere, der finder det svært at få tingene til at hænge sammen. Så læser jeg denne betænkning og opdager, at 1,6 mia. EUR af de europæiske skatteyderes penge er blevet brugt på denne parlamentsbygning, og at 9,3 mio. EUR er blevet ødslet væk på Parlamentets politiske partier, og derefter bladrer jeg videre og ser en bekræftelse af en forpligtelse til at nedbringe CO2-emissionerne med 30 % inden 2020, men ikke en eneste gang nævnes den mest skandaløse emission af alle, nemlig emissionerne fra de unødvendige rejser hertil, der foretages 12 gange årligt. Denne betænkning er rystende læsning, for så vidt angår de oplysninger, den indeholder, om dette parlaments adfærd.

 
  
MPphoto
 
 

  Richard Corbett (PSE). - (EN) Hr. formand! Lad mig sætte Jim Allisters bemærkninger i perspektiv. Parlamentet koster hver enkelt borger 1,74 GBP pr. år. Af hensyn til Jim Allister har jeg omregnet til pund. Til sammenligning koster underhuset i Det Forenede Kongerige, House of Commons, hver af landets borgere 5,74 GBP pr. år, og overhuset, House of Lords, 1,77 GBP pr. år for hver borger i Det Forenede Kongerige. Med andre ord er Europa-Parlamentet meget billigere i drift pr. borger.

Dette betyder imidlertid ikke, at vi skal hvile på laurbærrene. Selvfølgelig skal vi være på vagt, og selvfølgelig skal vi reducere omkostningerne. Jim Allisters bemærkning om, at de 12 årlige mødeperioder i Strasbourg koster så og så mange penge, er naturligvis korrekt. Beslutningen herom ligger imidlertid ikke hos Parlamentet, men derimod hos de medlemsstater, der i Edinburgh med John Major som formand desværre gjorde det til en juridisk forpligtelse for Parlamentet at rejse hertil 12 gange om året. Jeg opfordrer medlemsstaterne til at tage denne beslutning op til fornyet overvejelse.

 
  
  

- Betænkning: Søren Bo Søndergaard (A6-0150/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Richard Corbett (PSE). - (EN) Hr. formand! Dette indlæg vedrører spørgsmålet om decharge til Rådet. Det henleder igen opmærksomheden på den gentlemanaftale, der stammer fra tiden før direkte valg, om, at Parlamentet og Rådet som to grene af den lovgivende myndighed hver især bærer det fulde ansvar for deres egne interne budgetter, uden at de hver især gennemgår hinandens budget internt eller kritiserer det.

Efter min mening er tiden moden til, at vi reviderer denne gentlemanaftale, ikke mindst fordi Rådets budget nu ikke blot omfatter Rådets administrative budget som en institution, dvs. en medlovgiver sammen med Parlamentet, men ligeledes et budget, der muligvis vil blive forøget fremover som følge af udøvende funktioner inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Formålet med gentlemanaftalen har aldrig været at anvende den på udøvende funktioner. Formålet har aldrig været at værne budgettet mod en parlamentarisk undersøgelse, og jeg synes, at det er på høje tid at indlede drøftelser med Rådet med henblik på at genoverveje den aftale.

 
  
  

- Betænkning: Paulo Casaca (A6-0184/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Astrid Lulling (PPE-DE).(FR) Hr. formand! Jeg undlod at stemme om decharge 2007 vedrørende Europa-Parlamentets budget som følge af nogle afsnit i denne betænkning, som tager udgangspunkt i de fejlbehæftede oplysninger og usandheder, der offentliggøres i medierne, herunder navnlig i denne forbindelse vedrørende medlemmernes frivillige pensionsfond.

Daniel Cohn-Bendit kan sove trygt, fordi han som skatteyder ikke vil blive anmodet om at sikre rettighederne for hverken deltagerne i denne fond, der allerede er pensioneret, eller for disse personers enker eller børn, over for hvem der består forsørgerpligt, eller for de medlemmer, der stopper med at arbejde her den 14. juli.

Hvis han mener, at de medlemmer, der deltager i den frivillige pensionsfond, ikke bør deltage i afstemningen om decharge, bør han feje for sin egen dør først. Uden så meget som at tøve deltager han endvidere i afstemningen om kreditter fra Parlamentets budget, der anvendes til finansiering af hans tillæg, selv om det lige i gennemsigtighedens navn er kommet frem, at han f.eks. kun en eneste gang i løbet af fem år har vist sig til et møde i et udvalg, som han medlem af. Hans legendariske indsats med hensyn til parlamentets lovgivningsarbejde, for det er ikke nok bare at give en sludder for en sladder og afholde pressemøder, burde tilskynde ham til at være mere diskret, men da han er et levn fra '68, kan man under ingen omstændigheder forvente bedre.

Desuden vil ingen erklæringer, selv om de måtte komme fra gruppeformændene, ændre noget som helst ved Parlamentets juridiske ansvar, der er hugget i sten.

 
  
  

- Betænkning: Christofer Fjellner (A6-0148/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Daniel Hannan (NI). - (EN) Hr. formand! Vi har lige vedtaget finansieringen for en endeløs række af europæiske agenturer og halvofficielle organer, f.eks. Det Europæiske Lægemiddelagentur, Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser, Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur osv., og efter min mening bør der af tre årsager gøres indsigelse herimod. Der er det euroskeptiske argument, det juridiske argument og det demokratiske argument imod disse agenturer og organer.

Jeg forventer ikke, at det euroskeptiske argument vil få særlig stor opbakning her i Parlamentet. Argumentet bygger på det meget åbenlyse faktum, at det ikke er nødvendigt at håndtere disse ting på fællesskabsplan. Jeg forventer heller ikke, at det juridiske argument vil give genlyd. Ifølge dette argument har mange af disse agenturer intet retsgrundlag som sådan på nuværende tidspunkt, selv om de måtte have fået retskraft i medfør af Lissabontraktaten eller traktaten om en forfatning for Europa. Det demokratiske argument tror jeg imidlertid, at selv de føderalistiske medlemmer vil tillægge en vis gyldighed. Argumentet bygger på den betragtning, at når et parlament som dette uddelegerer den daglige forvaltning af sine politikker til organisationer, som vi knap nok aflægger besøg hos, og som vi næsten aldrig ser noget til – måske aflægger et udvalg et enkelt besøg en gang om året hos os – og vi forventer, at disse organisationer gennemfører denne politik på betingelse af, at vi lydigt skriver checks ud hvert år, har vi forringet vores demokrati.

Ifølge Hayek er overdragelsen af beføjelser til eksterne agenturer, selv hvis disse udgør faste elementer, ikke desto mindre det første skridt i retning af, at demokratiet overgiver sine beføjelser. Alle Parlamentets medlemmer, uanset om de er føderalister eller euroskeptikere, bør være opmærksom på denne fare.

 
  
  

- Betænkning: Mathieu Grosch (A6-0215/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE).(ET) Hr. formand! Jeg har virkelig mange bemærkninger. Jeg har aldrig gjort dette før, men jeg anser det for vigtigt at gøre det i dag. Jeg vil nemlig først tale om Mathieu Groschs betænkning, som jeg stemte for, og jeg tilsluttede mig også Transportudvalgets henstillinger, da jeg er af den opfattelse, at der bør vedtages én omformuleret og ajourført forordning i stedet for de to nuværende forordninger, der vedrører bustransport. Dette skridt vil bidrage til at sikre klarhed og mindske bureaukratiet.

 
  
  

- Betænkning: Silvia-Adriana Ticău (A6-0210/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand! Det næste punkt er Silvia-Adriana Ţicăus betænkning, som jeg ligeledes støttede, da den også gør det muligt at sikre en endnu mere ensartet gennemførelse af den nye forordning om vejtransport. Jeg mener, at vi i lyset af de internationale aspekter inden for dette område bør muliggøre registerforespørgsler på tværs af Europa for at beskytte kunderne bedre mod illoyal konkurrence.

 
  
  

- Betænkning: Mathieu Grosch (A6-0211/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand! Også jeg støttede Mathieu Groschs betænkning, da den udelukkende omhandler transport og bidrager til øget effektivitet og retssikkerhed på det indre marked for vejtransport, mindsker de administrative udgifter og muliggør en mere loyal konkurrence. Jeg mener, at vi inden for rammerne af integrationen af det fælleseuropæiske marked i de kommende år ligeledes bør fjerne begrænsningerne på adgangen til medlemsstaternes hjemmemarkeder.

 
  
  

- Betænkning: Silvia-Adriana Ticău (A6-0254/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand! Jeg støttede Silvia-Adriana Ţicăus anden betænkning om bygningers energieffektivitet, da den vil bidrage til en kortlægning af de udfordringer, som Europa står over for med hensyn til energiudbud og energiefterspørgsel. Dette er ensbetydende med et bidrag til en besparelse på 20 % energiforbruget gennem øget energieffektivitet. Investeringer i energieffektivitet vil hjælpe med til at give den europæiske økonomi et skub i dag, da de vil skabe næsten så mange arbejdspladser, og måske sågar flere, end investeringer i traditionelle infrastrukturer. En øget energieffektivitet er den mest effektive måde, hvorpå EU kan nå målet om at reducere CO2-emissionerne, skabe arbejdspladser og mindske EU's stigende afhængighed af eksterne energileverandører.

 
  
  

- Betænkning: Jean-Paul Gauzès (A6-0191/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand! Jean-Paul Gauzès betænkning – jeg er ikke sikker på, at jeg udtalte hans navn korrekt – omhandler kreditvurderingsinstitutter, og jeg støttede denne betænkning, da mangler og fejl med hensyn til kreditvurderinger og tilsynet med disse institutter har bidraget til den aktuelle finanskrise. Det forhold, at der kun findes få kreditvurderingsinstitutter, og at deres aktivitetsområde er globalt, samt at deres hovedkvarterer ofte ligger uden for EU, får mig til at tænke på, hvor effektiv EU-lovgivning mon kan være inden for dette område. Jeg er enig i, at samarbejdet mellem EU og tredjelande skal intensiveres for at løse dette problem, og at vi kun gennem samarbejde kan opnå et harmoniseret lovgrundlag.

 
  
  

- Betænkning: Michel Teychenné (A6-0209/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand! Hvad angår betænkningen om passagerers rettigheder ved sørejser og rejser på indre vandveje er lovgivning på dette område meget velkommen, da dette skridt også vil medføre, at europæere, der rejser med disse transportmidler, får flere rettigheder, og at de europæiske forbrugere vil blive sikret ensartede rettigheder, når de benytter forskellige transportmidler.

 
  
  

- Betænkning: Gabriele Albertini (A6-0250/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand! Jeg tilsluttede mig Gabriele Albertinis betænkning om buspassagerers rettigheder, da foranstaltninger til beskyttelse af buspassagerer vil bidrage til, at de uligheder, der er almindelig udbredt i EU, endelig afskaffes, og til at sikre ligebehandling af alle passagerer, som det allerede er tilfældet med fly- og togpassagerer. Da denne lovgivning vedrører såvel transportvirksomheder som passagerer og indeholder mange nye pligter for transportvirksomheder, er det rimeligt, at der indrømmes tjenesteudbyderne en lidt længere gennemførelsesperiode for at opnå det bedste resultat.

 
  
  

- Betænkning: Anne E. Jensen (A6-0226/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand! Med hensyn til Anne E. Jensens betænkning om intelligente transportsystemer har gennemførelsen af disse systemer vist, at systemerne er effektive, at de gøre transporten mere effektiv, pålidelig og sikker, samt at de bidrager til opnåelsen af det politiske mål om at gøre transport renere. Derfor stemte jeg for betænkningen.

 
  
  

- Betænkning: Ulrich Stockmann (A6-0217/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand! Ulrich Stockmanns betænkning om Marco Polo II-programmet er værd at støtte, da programmet indebærer, at det er muligt at mindske overbelastningen på vejene, forbedre transportsystemernes miljøbeskyttelsesmetoder samt fremme kombinationen af transportformer. Jeg er imidlertid bekymret over, at der for hvert år, der går, er stadig færre ansøgninger om økonomisk støtte og således også planlagte projekter, der kan finansieres inden for rammerne af dette program.

 
  
  

- Betænkning: Petr Duchoň (A6-0220/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand! Jeg støttede Petr Duchoňs betænkning, da jernbanetransport spiller en meget vigtig rolle inden for rammerne af den europæiske transport, selv i dag, på trods af det fortsatte fald i godstransporten. Jeg støttede ligeledes betænkningen, da jeg er enig med ordføreren i, at denne lovgivning skal udarbejdes således, at jernbanenettet fremover bliver effektivt for alle brugere.

 
  
  

- Betænkning: John Bowis (A6-0233/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand! I formiddags har vi også drøftet og netop stemt om en række betænkninger fra sundhedspakken. Jeg støttede beskyttelsen af patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser, da jeg er af den opfattelse, at Parlamentets valgte repræsentanter for længe har affundet sig med, at advokater har udarbejdet lovgivningen på dette område, selv om lovgivning bør udarbejdes af politikere, dvs. medlemmer af Parlamentet, der er valgt af europæiske vælgere. Dette er den sidste mulighed for at behandle og vedtage dette direktiv.

 
  
  

- Betænkning: Antonios Trakatellis (A6-0231/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand! Antonios Trakatellis' betænkning om sjældne sygdomme virker som en tilføjelse til betænkningen om patientrettigheder, som jeg støttede, selv om jeg ikke tilsluttede mig henstilling 15 i sidstnævnte betænkning, da denne henstilling hører det forrige århundrede til, og da politikerne ikke bør påvirke genetisk forskning.

 
  
  

- Betænkning: Gilles Savary (A6-0199/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand! Jeg stemte for betænkningen om bytrafik og handlingsplanen på dette område, eftersom bytrafik spiller en meget stor rolle i forbindelse med EU's gods- og personbefordring. Som følge heraf er udarbejdelsen af en særskilt strategi for bytransport fuldt ud begrundet.

 
  
  

- Betænkning: Anne Jensen (A6-0227/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand! Til sidst vil jeg gerne nævne Anne Jensens betænkning om en handlingsplan for intelligente transportsystemer, da der i denne handlingsplan fokuseres på geografisk overensstemmelse.

 
  
  

- Betænkning - Paul Gauzès (A6-0191/2009)

 
  
MPphoto
 

  Daniel Hannan (NI). - (EN) Hr. formand! I dag markerer vi årsdagen for den største englænder gennem tiderne og måske den største dramatiker og forfatter nogensinde. En ting, der kendetegner Shakespeares værker, er at uanset de oplevelser, vi knytter til dem, belyser de altid vores oplevelser mere, end vores oplevelser belyser skuespillene. Det bedste, jeg kan gøre i dag, er at citere John af Gaunts dødstale fra Richard II, der ikke blot beskriver vores budgetproblemer i Det Forenede Kongerige vidunderligt, men ligeledes vores situation her i Europa.

Først budgettet:

Dette land af så kære sjæle; dette kære, kære land[...]

er nu lejet ud – og jeg dør med navnet på mine læber – som til en bolig eller simpel gård.

Men hør nu hans beskrivelse af Lissabontraktaten eller traktaten om en forfatning for Europa:

England, omgivet af det triumferende hav,

med klippekyster, der tilbageviser sejren,

som proklameres af en misundelig Neptun, bukker sig nu i skam,

indhyllet i blækklatter og rådne pergamenterklæringer.

Det England, der havde for skik at erobre andre,

har forvandlet sig selv til en skamfuld erobring.

Hvis der findes en bedre beskrivelse end denne, har jeg den stadig til gode.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. − Jeg var ikke bekendt med Deres evner udi rapsodi. De reciterede meget flot.

 
  
  

- Betænkning: Silvia-Adriana Ticău (A6-0254/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Syed Kamall (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Når vi stemmer om emner i Parlamentet, bør vi altid sikre os, at vi sætter den moralske dagsorden.

Det er rimeligt, at vi drøfter energieffektivitet. Jeg har helt ærligt ikke noget problem med dette på hverken europæisk plan, nationalt plan eller lokalt plan. Jeg mener, at der kan gøres mest på dette område på lokalt plan, men det er godt at udveksle bedste praksis og idéer på europæisk og nationalt plan.

Ved på denne måde at lægge os i spidsen, skal vi imidlertid vise moralsk lederskab. Hvordan kan vi snakke om bygningers energieffektivitet, når vi fortsætter ordningen med to parlamenter, et her i Strasbourg og et i Bruxelles? Hvad med Parlamentets CO2-emissioner i Strasbourg, når vi årligt snakker om titusinder af tons CO2-emissioner? Det er på tide, at vi sætter en stopper for hykleriet, viser lederskab og lukker parlamentet i Strasbourg.

 
  
  

- Betænkning: John Bowis (A6-0233/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Syed Kamall (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Indledningsvis vil jeg sende en hilsen til min kollega, John Bowis, og jeg er sikker på, at vi alle ønsker ham god bedring. Gudskelov, at han kunne drage fordel af et andet lands sundhedssystem. Han kunne som britisk statsborger benytte sig af Belgiens fremragende sundhedssystem.

Dette er et lille skridt i den rigtige retning for borgere i hele EU, der ønsker at kunne beslutte, hvor de skal tage hen i forbindelse med sundhedsydelser. Hvis patienterne oplyses om helbredelseschancerne for forskellige sygdomme i en række forskellige lande, og de får valget, er de i stand til at vælge, i hvilket land der vil være størst chance for helbredelse. Udnyttelsen af disse sundhedsydelser er et positivt skridt i den rigtige retning.

Jeg har ofte rettet kritik mod nogle af de initiativer, som vi her har drøftet, men jeg mener, at dette er et positivt skridt. Vi ser frem til at tilbyde et valg og en bedre service til patienter i hele EU.

 
  
  

- Betænkning: Brian Crowley (A6-0070/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Zuzana Roithová (PPE-DE). – (CS) Hr. formand! Jeg ønsker også at afgive stemmeforklaring vedrørende Crowley-betænkningen om beskyttelsestiden for ophavsret. Jeg stemte imod betænkningen, der ikke er blevet tilstrækkelig gennemtænkt, men som vil få indvirkning på forbrugernes pris for musik i de kommende 45 år. Jeg ønsker at hjælpe almindelige kunstnere, og for at gøre dette er der behov for lovgivning inden for regulering af kontraktvilkår og kollektiv rettighedsforvaltning samt oprettelse af et socialsikringssystem, pensionsordninger eller ændringer af licensafgifter. Konsekvensanalyser viser, at kun 2 % af omsætningen går til de almindelige kunstnere, mens resten går til pladeselskaberne og de største kunstnere. En efterfølgende omfordeling vil være til skade for lovende små kunstnere og vil ligeledes medføre, at forbrugerne og skatteyderne skal betale flere hundrede millioner euro mere. Forslaget gør det kompliceret for biblioteker, arkiver, kunstskoler og uafhængige filmproducenter. Der er ingen tydelig indvirkning på audiovisuelle kunstnere. Alle juridiske myndigheder advarer imod forslaget, og derfor stemte jeg imod det.

 
  
  

- Betænkning: Anne E. Jensen (A6-0226/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Brigitte Fouré (PPE-DE).(FR) Hr. formand! Jeg stemte for Anne E. Jensens betænkning, dvs. betænkningen om forslaget til direktiv om ibrugtagning af intelligente transportsystemer. Formålet med dette direktiv er at sikre interoperabiliteten mellem de informations- og kommunikationsteknologier, der anvendes i transportsystemer.

Der skal tilskyndes til innovation på transportområdet, især hvis dette kan øge køretøjssikkerheden. Det forholder sig sådan, at innovation vil miste sin gavnlige virkning, hvis ikke vi sikrer os, at den kan bruges inden for hele EU.

Dette direktiv bør gøre det muligt at bidrage til en reduktion i antallet af trafikdræbte i Europa ved både at reducere kollisionsrisikoen og ulykkernes alvorlighed. Jeg erindrer om, at EU har sat sig selv et mål om at halvere antallet af trafikdræbte inden 2010 i forhold til antallet i 2000.

I denne forbindelse beklager jeg, at direktivet om grænseoverskridende samarbejde inden for vejsikkerhed, som vi vedtog for adskillige måneder siden, stadig ikke er blevet vedtaget af EU's transportministre, da også det ville gøre det muligt at redde liv ved at fremme håndhævelsen af de straffe, som førere af motorkøretøjer idømmes, hvis de bryder loven i en anden medlemsstat end den, hvor deres køretøj er indregistreret.

 
  
  

- Betænkning: Petr Duchoň (A6-0220/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Brigitte Fouré (PPE-DE).(FR) Hr. formand! Med hensyn til Petr Duchoňs betænkning om godstransportkorridorer vil jeg oplyse om, at Parlamentet lige har vedtaget denne betænkning om et europæisk banenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport. Jeg stemte for denne betænkning, der skulle muliggøre en øget og bedre jernbanetransport af gods.

Det var nødvendigt med europæisk handling inden for dette område. Den måde, som jernbanegodstransport fungerer på i øjeblikket, er faktisk utilfredsstillende, da der er for få garantier med hensyn til pålidelige køreplaner for de virksomheder, der ønsker at transportere deres gods pr. bane.

Vi skal gøre banegodstransport mere attraktiv for virksomheder, da øget banetransport i stedet for vejtransport vil medføre færre drivhusgasser og færre lastbiler i trafikpropper på vejene, herunder motorvejene.

Derfor håber jeg nu, at medlemsstaternes transportministre vil følge i Parlamentets spor, således at der kan åbnes for et bedre europæisk banenet for godstransport.

 
  
  

- Betænkning: Antonios Trakatellis (A6-0231/2009)

 
  
MPphoto
 

  Bernd Posselt (PPE-DE).(DE) Hr. formand! Jeg stemte imod hr. Trakatellis' betænkning på grund af det helt uacceptable ændringsforslag 15, som blander helbredelse af sygdomme sammen med mord på ufødte børn, og som lugter langt væk af racehygiejne. Vores holdning skal være klar og tydelig. Alle mennesker har ret til livet fra det øjeblik, hvor æg og sædcelle mødes, og indtil deres naturlige død, og med ændringsforslaget sættes der grundlæggende spørgsmålstegn ved retten til livet. Et ufødt barn vil ikke længere have ret til livet, blot fordi han eller hun er født med en sygdom. Det er præcis det modsatte af meningen med lægegerningen – det er mord.

Derfor er hr. Trakatellis' betænkning uacceptabel og ændringsforslaget en skandale, der miskrediterer Parlamentet, som ellers igen og igen har støttet bioetik og beskyttelsen af ufødte menneskeliv.

 
  
MPphoto
 

  Ingeborg Gräßle (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg har for første gang som medlem af Parlamentet deltaget i afstemningen om decharge for Kommissionen, og jeg ønsker at redegøre for årsagerne hertil. Min største bekymring vedrører den måde, hvorpå Europa-Kommissionen har håndteret tiltrædelsen af de to nye lande, Rumænien og Bulgarien.

Der er mange problemer, som skal løses i Rumænien og Bulgarien, med hensyn til omfattende korruption, og det drejer sig om mange penge, europæiske midler, som er forsvundet. Europa-Kommissionen startede ikke indefrysningen af disse midler før 2008. Vi mistede mange penge i 2007 og skal nu kæmpe med kontrolsystemer, som dårligt nok er etableret, eller som kun fungerer indimellem. I Rumænien er der omfattende korruption og problemer, som retsvæsenet skal kæmpe med. Alle disse problemer skyldes førtiltrædelsesprocessen.

Jeg ønsker over for Europa-Kommissionen at gøre opmærksom på, at den i fremtiden skal håndtere tiltrædelsesprocesserne anderledes, og at der ville være opnået langt større fremskridt, hvis andre lande havde fulgt processen tidligere.

Jeg ønsker at opfordre Kommissionen til at hjælpe begge lande med at etablere effektive finansielle kontrolsystemer og støtte genoprettelsen af de systemiske svagheder i de pågældende to lande. Ellers vil vi have et permanent problem, et permanent problem for hele Europa.

 
  
  

Skriftlige stemmeforklaringer

 
  
  

- Betænkning: Paulo Casaca (A6-0184/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Alexander Alvaro (ALDE), skriftlig. − (DE) Europa-Parlamentet stemte i dag om hr. Casacas betænkning om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2007. Betænkningen omhandlede endvidere spørgsmålet om Europa-Parlamentets pensionsfond.

Europa-Parlamentets pensionsfond er en frivillig ordning. Pensionsfonden er nu præget af økonomiske problemer, og der er underskud.

Europa-Parlamentets medlemmer af Det Frie Demokratiske Parti er imod anvendelsen af skatteindtægter til at dække underskuddet. Det er uansvarligt at forvente, at de europæiske skatteydere skal betale for disse underskud. En sådan løsning bør undgås. Europa-Parlamentets medlemmer af Det Frie Demokratiske Parti har stemt imod decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget i forbindelse med Europa-Parlamentet. Muligheden for at anvende skatteindtægter til at dække underskuddet er ikke helt afvist.

 
  
MPphoto
 
 

  Richard James Ashworth (PPE-DE), skriftlig. − (EN) De britiske konservative kan ikke godkende decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2007, Sektion I, i forbindelse med Europa-Parlamentet. Vi insisterer derfor på, at de europæiske skatteydere skal have noget for pengene i Europa-Parlamentets budget, og vi støtter derfor størstedelen af ordførerens betænkning. Vi bifalder især de fremskridt, der er opnået i gennemførelsen af Parlamentets budget, som anført i Revisionsrettens årsberetning for 2007. Vi støtter endvidere ordførerens bemærkninger om medlemmernes frivillige pensionsfond. Vi vil imidlertid i tråd med vores hidtidige strategi fortsat stemme imod forslaget om decharge, indtil vi oplever reelle fremskridt i opnåelsen af en revisionserklæring uden forbehold fra Revisionsretten.

 
  
MPphoto
 
 

  Monica Frassoni (Verts/ALE), skriftlig. (IT) Gruppen De Grønne har i dag stemt for Casaca-betænkningen om decharge for 2007 i forbindelse med Europa-Parlamentet.

Vi ønsker at understrege, at Parlamentets præsidium med vedtagelsen af betænkningen på plenarmødet skal tage ansvar og umiddelbart træffe foranstaltninger i overensstemmelse med bestemmelserne om den frivillige pensionsfond, og at der skal træffes en målrettet beslutning om, at den frivillige pensionsfonds underskud under ingen omstændigheder skal dækkes af ekstra midler fra Parlamentets budget, hverken direkte eller indirekte, og at listen over deltagere i fonden skal offentliggøres hurtigst muligt.

Det skal understreges, at Parlamentet, for så vidt som det skal garantere medlemmernes pensionsrettigheder, også skal have fuld kontrol over fonden og sine investeringspolitikker. Vi forventer, at disse beslutninger træffes inden udgangen af april 2009.

 
  
MPphoto
 
 

  Marian Harkin (ALDE), skriftlig. − (EN) Jeg har undladt at stemme, da jeg er medlem af pensionsfonden.

 
  
MPphoto
 
 

  Jens Holm og Eva-Britt Svensson (GUE/NGL), skriftlig. − (SV) Vi har stemt imod Casaca-betænkningen om decharge for Europa-Parlamentet af følgende tre grunde. For det første tager vi afstand fra en situation, hvor parlamentsmedlemmernes frivillige pensionsfond finansieres af skatteydernes penge. For det andet tager vi afstand fra en situation, hvor skatteydernes penge kan gå til en privat pensionsfond, hvor listen over deltagere og begunstigede er hemmelig og ikke offentliggjort.

For det tredje er vi imod anvendelsen af endnu flere af skatteydernes penge for at dække pensionsfondens nuværende underskud som følge af spekulationsorienterede investeringer. Vi støtter dog punkt 105 og 109 i Casaca-betænkningen, som er med til at fjerne nogle af de betænkeligheder vi har om parlamentsmedlemmernes frivillige pensionsfond, men da Casaca-betænkningen ikke medfører nogen ændring af den nuværende situation, har vi stemt imod decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2007 i forbindelse med Europa-Parlamentet.

 
  
MPphoto
 
 

  Kartika Tamara Liotard og Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. − (NL) Vi har stemt imod Casaca-betænkningen om decharge for Europa-Parlamentet af følgende tre grunde. For det første tager vi afstand fra en situation, hvor parlamentsmedlemmernes frivillige pensionsfond finansieres af skatteydernes penge. For det andet tager vi afstand fra en situation, hvor skatteydernes penge kan gå til en privat pensionsfond, hvor listen over deltagere og begunstigede er hemmelig og ikke offentliggjort.

For det tredje er vi imod anvendelsen af endnu flere af skatteydernes penge for at dække pensionsfondens nuværende underskud som følge af spekulationsorienterede investeringer. Vi støtter dog punkt 105 og 109 i Casaca-betænkningen, som er med til at fjerne nogle af de betænkeligheder vi har om parlamentsmedlemmernes frivillige pensionsfond, men da Casaca-betænkningen ikke medfører nogen ændring af den nuværende situation, har vi stemt imod decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2007 i forbindelse med Europa-Parlamentet.

 
  
MPphoto
 
 

  Toine Manders (ALDE), skriftlig.(NL) Jeg gik desværre glip af starten af afstemningen, men jeg kan fuldt ud tilslutte mig betænkningerne om decharge og især Casaca-betænkningen. Det vil netop i disse tider være uansvarligt, hvis vi dækker pensionsfondens underskud med skatteindtægter. Et eventuelt underskud i fonden er et anliggende, der skal løses af fonden og fondens medlemmer og ikke af de europæiske skatteydere.

Parlamentsmedlemmerne skal foregå med et godt eksempel og udvise forsigtighed i anvendelsen af EU-midlerne. Det gælder både i forbindelse med deres indtægter, pensionsordninger og udgifter. Det glæder mig derfor, at Parlamentet støtter betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Carl Schlyter (Verts/ALE), skriftlig. (SV) Jeg nægter at give decharge til en institution, der bruger over 1 milliard EUR på en ekstra pensionsordning, hvoraf to tredjedele er finansieret af offentlige midler. De medlemmer af Europa-Parlamentet, der deltager i denne ekstra pensionsfond, skal acceptere en nedsættelse af luksuspensionen, ligesom lavindkomstgrupperne er tvunget til at acceptere en nedsættelse af deres pension. Forslaget om decharge vedrører 2007, men vi kan ikke vente et år med at give udtryk for vores modstand imod en beslutning, der blev truffet i 2008, om ekstra indbetalinger til pensionsfonden.

 
  
MPphoto
 
 

  Olle Schmidt (ALDE), skriftlig. (SV) Jeg har undladt at stemme, da jeg meldte mig ud af den frivillige pensionsfond den 21. april 2009 og derfor ikke har ønsket at påvirke resultatet af afstemningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Kathy Sinnott (IND/DEM), skriftlig. (EN) Som medlemmer af Parlamentet er det meningen, at vi skal repræsentere de europæiske borgere. Alle EU's vælgere lider under konsekvenserne af den økonomiske krise, især med tab og nedsættelse af pensioner. I min egen valgkreds, Munster, Irland, går mange arbejdstagere en usikker fremtid i møde som pensionister, da de pensionsordninger, som de har betalt til, er faldet betydeligt i værdi eller i nogle tilfælde gået helt tabt med lukningen af deres arbejdspladser.

Det glæder mig i forbindelse med afstemningen om betænkningen at kunne erklære, at jeg har en interesse i henhold til Parlamentets forretningsorden. Som medlem betaler jeg til en pensionsfond. Jeg opfatter dog ikke dette som en interessekonflikt.

Det forekommer mig at være urimeligt for parlamentsmedlemmer at forvente immunitet, og vi bør alle bære konsekvenserne af den økonomiske krise. Som parlamentsmedlem går borgernes interesser forud for mine egne.

 
  
MPphoto
 
 

  Søren Bo Søndergaard (GUE/NGL), skriftlig. − (DA) Jeg har stemt imod Casaca-betænkningen om decharge for Europa-Parlamentet af følgende tre grunde. For det første tager jeg afstand fra en situation, hvor parlamentsmedlemmernes frivillige pensionsfond finansieres af skatteydernes penge. For det andet tager jeg afstand fra en situation, hvor skatteydernes penge kan gå til en privat pensionsfond, hvor listen over deltagere og begunstigede er hemmelig og ikke offentliggjort.

For det tredje er vi imod anvendelsen af endnu flere af skatteydernes penge for at dække pensionsfondens nuværende underskud som følge af spekulationsorienterede investeringer. Jeg støtter dog punkt 105 og 109 i Casaca-betænkningen, som er med til at fjerne nogle af de betænkeligheder vi har om parlamentsmedlemmernes frivillige pensionsfond, men da Casaca-betænkningen ikke medfører nogen ændring af den nuværende situation, har vi stemt imod decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2007 i forbindelse med Europa-Parlamentet.

 
  
  

- Indstilling ved andenbehandling: Silvia-Adriana Ticău (A6-0210/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. (PT) I forslaget klarlægges bestemmelserne om udøvelse af vejtransporterhvervet.

Forslaget indeholder nye bestemmelser, der har til formål at øge sikkerheden for og kvaliteten af vejtransport og sikre fastlæggelsen af fælles økonomiske forvaltningskriterier for de pågældende virksomheder.

I den nye strategi for vejtransportaktiviteter er virksomhederne forpligtet til at ansætte en uddannet leder med ansvar for den pågældende virksomheds transportaktiviteter og dokumentere virksomhedens økonomiske formåenhed.

Andre vigtige elementer i teksten er punkterne om personlig databeskyttelse, oprettelsen af et register med offentlige og fortrolige afdelinger samt nedlæggelse af de såkaldte "postkasseselskaber".

Kravene om adgang til vejtransporterhvervet, nemlig vandel og faglige kvalifikationer, svarer til en klarlæggelse af aktiviteterne, som forhåbentlig vil gøre det muligt for virksomhederne at opnå fremgang på en mere gennemsigtig måde og yde kunderne bedre beskyttelse og sikkerhed.

 
  
  

- Indstilling ved andenbehandling: Mathieu Grosch (A6-0211/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Dirk Sterckx (ALDE), skriftlig. − (NL) Jeg kan ikke acceptere det kompromis, der blev indgået mellem ordføreren og Rådet om reglerne for adgang til det internationale vejtransportmarked. Vi mener, at fastlæggelsen af nye grænser og nye begrænsninger for fragt ikke er løsningen på problemerne inden for vejtransportsektoren som følge af den økonomiske krise. Endvidere kan vi ud fra et miljømæssigt synspunkt ikke acceptere begrænsninger som f.eks. kravet om, at de varer, der transporteres i forbindelse med en indkommende international transport, skal være fuldt ud leveret inden iværksættelse af fragtkørsel. Dette er slet ikke i overensstemmelse med realiteterne for vejtransport og står i vejen for effektiv forvaltning af godstransport. Kravet vil blot resultere i flere tomme lastbiler.

Imidlertid går jeg stærkt ind for en fast strategi for adgangen til vejtransporterhvervet. Hvis vi har faste regler for adgangen til erhvervet, behøver vi ikke at frygte et åbent europæisk transportmarked.

 
  
  

- Betænkning: Silvia-Adriana Ticău (A6-0254/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Martin Callanan (PPE-DE), skriftlig. − (EN) Jeg erkender, at der er behov for at forbedre bygningers energimæssige ydeevne, og jeg er overbevist om, at EU kan spille en positiv rolle i denne sammenhæng. Faktisk mener jeg ikke, at betænkningen lægger tilstrækkelig vægt på betydningen af bygningers energimæssige ydeevne i en bredere sammenhæng med hensyn til at løse klimamæssige problemer, f.eks. klimaændringer.

Opførelsen af bygninger med større energimæssig ydeevne er en relativt enkel, relativt billig og relativt fordelagtig proces. Bygninger med større energimæssig ydeevne vil endvidere have meget stor positiv betydning for nedbringelse af kulstofemissionerne i EU. Europa-Kommissionen har imidlertid opstillet energieffektivitet som en flagskibspolitik på bekostning af motorindustrien. Jeg er overbevist om, at det er en helt forkert politik at pege på bilproducenterne som syndebukke for klimaændringerne, og at det vil have den modsatte virkning.

Desværre har Nissan i min valgkreds i den nordøstlige del af England for nylig offentliggjort, at der vil blive foretaget indskrænkning af både arbejdspladser og produktion. Det vil være naivt at ignorere den betydning, som EU-reguleringen af den nuværende krise har haft for bilindustrien. Krisen kunne stort set have været undgået med en mere afbalanceret europæisk miljøpolitik, som lagde tilstrækkelig vægt på bygningers energimæssige ydeevne.

 
  
MPphoto
 
 

  Călin Cătălin Chiriţă (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for fru Ţicăus betænkning, da jeg mener, at større energimæssig ydeevne for bygninger er af afgørende betydning for beskyttelsen af miljøet og for mindskelse af forbrugernes energitab.

Europas borgere skal imidlertid ikke bære alle omkostningerne for forbedringen af bygningers energimæssige ydeevne. EU og medlemsstaterne skal afsætte de nødvendige økonomiske midler til dette formål. De skal inden udgangen af 2014 oprette en energieffektivitetsfond, baseret på bidrag fra Fællesskabets budget, Den Europæiske Investeringsbank og medlemsstaterne, der skal fungere som katalysator til at øge private og offentlige investeringer i projekter til forøgelse af bygningers energieffektivitet, nedsætte momssatsen for produkter og tjenester, der vedrører energieffektivitet og vedvarende energi, samt udvide godkendelseskriterierne for støtte til forbedring af bygningers energimæssige ydeevne fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til at omfatte andre bygninger end boliger. Andre instrumenter omfatter projekter vedrørende direkte offentlige udgifter, lånegarantier og subsidier samt sociale tilskud.

 
  
MPphoto
 
 

  Edite Estrela (PSE), skriftlig. – (PT) Omkostningerne og sikkerheden for energiforsyning er afgørende faktorer i forbindelse med EU's konkurrenceevne. Større energieffektivitet er en af de mest omkostningseffektive måder, hvorpå EU kan opfylde målsætningerne for CO2-emissioner, skabe flere arbejdspladser, mindske omkostningerne for virksomhederne, mindske de sociale omkostninger på grund af stigende energipriser og reducere EU's stigende afhængighed af eksterne energileverandører.

Bygningers energimæssige ydeevne udgør på nuværende tidspunkt ca. 40 % af energiforbruget, og det vil med en omarbejdning af dette direktiv være muligt at forbedre den nuværende situation. Alle relevante aktører skal være klar over de fordele, der er forbundet med at forbedre den energimæssige ydeevne, og have adgang til relevante oplysninger om, hvordan denne målsætning kan opfyldes. Det er derfor helt afgørende, at de finansielle støtteinstrumenter til forbedring af bygningers energimæssige ydeevne skal være tilgængelige for lokale og regionale myndigheder.

 
  
MPphoto
 
 

  Peter Skinner (PSE), skriftlig. − (EN) Jeg bifalder initiativet til sikring af, at bygningers energimæssige ydeevne er så effektiv som mulig. Der skal helt klart skabes en balance mellem de nødvendige foranstaltninger, der skal træffes for at forbyde CO2-emissioner, hvor det er muligt, og de økonomiske omkostninger. Forslaget om energiattestering af sådanne bygninger er et af de vigtigste punkter, som kan bidrage til at styre forbruget på en informeret måde.

 
  
  

- Betænkning: Jean-Paul Gauzès (A6-0191/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Jens Holm, Kartika Tamara Liotard, Erik Meijer og Eva-Britt Svensson (GUE/NGL), skriftlig. − (EN) Vi går fuldt og helt ind for mere stringente regler om finansielle aktiviteter og kreditvurderingsinstitutter. Vi har imidlertid valgt at stemme imod Gauzès-betænkningen i dag. Grunden er, at betænkningen er utilstrækkelig, og at der ikke lægges nok vægt på de vigtige spørgsmål. Der er stærkt behov for offentlige kreditvurderingsinstitutter, som ikke er profitforetagender, fordi det er den eneste måde, hvorpå man kan undgå interessekonflikter i forbindelse med vurderingsprocessen. Dette punkt blev ikke behandlet tilfredsstillende i betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Astrid Lulling (PPE-DE), skriftlig. – (FR) Jeg stemte uden tøven for Gauzès-betænkningen. Hr. Gauzès har endnu en gang vist sin dygtighed som forhandler. Det er heldigt, at der kunne indgås et kompromis om denne tekst.

Europa vil gå forrest og vise vejen med fastsættelse af et retsgrundlag for kreditvurderingsinstitutter, selv om USA stadig ikke har truffet praktiske foranstaltninger i denne sammenhæng. En del af troværdigheden for og tilliden til kapitalmarkederne afhænger af de vurderinger, som de pågældende kreditvurderingsinstitutter foretager og offentliggør.

Det retsgrundlag, som vi fastlægger i dag, skal kunne forbedre betingelserne for gennemførelse af sammenligninger af disse vurderinger, forudsat at der er tilsyn med de regulerede aktiviteter.

Det var imidlertid vigtigt, at kompromiset ikke var i form af en løsning, der blot havde til formål at forbyde enhver henvisning til vurderinger uanset sammenhæng, hvis vurderingerne ikke var foretaget inden for rammerne af forordningen. En sådan strategi ville ud over at være ødelæggende for de vigtige frihedsrettigheder, f.eks. ytringsfrihed og fri handel, formentlig have prioriteret markederne uden for Europa til ulempe for de europæiske markeder og sikkert også have prioriteret private og økonomiske transaktioner til ulempe for offentlige transaktioner, der er underlagt regler om gennemsigtighed. Jeg kan derfor fuldt og helt tilslutte mig den valgte løsning.

 
  
MPphoto
 
 

  Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. − (SV) Den verdensøkonomiske situation er stadig turbulent, og så sent som i går meddelte Den Internationale Monetære Fond, at den økonomiske krise kan blive meget værre. Det vil formentlig ikke komme som en overraskelse, at dette er en glædelig tid for nidkære tilhængere af regler og kontrol.

Fastlæggelsen af rammerne for vidtrækkende kontrolsystemer for driften af finansmarkedet, endda inden der er foretaget undersøgelser og analyser, er imidlertid en meget stor fejltagelse. Flere vigtige aktører, herunder Sveriges nationalbank, mener, at det er lykkedes Kommissionen på en meget lidt troværdig måde at påvise et dårligt fungerende marked, som berettiger yderligere regulering af kreditvurderingsinstitutterne.

Dette bekymrer tilsyneladende slet ikke EU. Lovgiverne i Bruxelles er indstillet på at give EU grundlag for at fremme deres egne positioner i stedet for at tage højde for den verdensøkonomiske turbulens. Hvis der er et system i verden i dag, som er globalt i ordets bogstaveligste forstand, er det de finansielle markeder. Yderligere kontrol af kreditvurderingsinstitutterne, f.eks., skal derfor iværksættes og planlægges på globalt plan, hvis og når det vurderes at være nødvendigt. Da Parlamentet prøver at finde løsninger inden for rammerne af EU-samarbejdet, har jeg valgt at stemme imod betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Mary Lou McDonald (GUE/NGL), skriftlig. − (EN) Jeg går fuldt ud ind for strengere regler om økonomiske aktiviteter og kreditvurderingsinstitutter.

Jeg har imidlertid valgt at stemme imod Gauzès-betænkningen i dag. Grunden er, at betænkningen er utilstrækkelig, og at der ikke lægges nok vægt på de vigtige spørgsmål. Der er stærkt behov for offentlige kreditvurderingsinstitutter, som ikke er profitforetagender, fordi det er den eneste måde, hvorpå man kan undgå interessekonflikter i forbindelse med vurderingsprocessen. Dette punkt blev ikke behandlet tilfredsstillende i betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. − (DE) Vi udvisker nu de grå zoner på de finansielle markeder og pålægger strengere krav, og det er ikke for tidligt. Dette tiltag vil dog blot behandle symptomerne og ikke løse det grundlæggende problem. De senere års deregulering har medført opførelsen af nye – og takket være deres kompleksitet, obskure – finansielle produkter. Jeg har derfor stemt til fordel for strengere finansielt tilsyn, selv om det alene ikke vil være tilstrækkeligt.

Hvis vi ønsker at forhindre opbygningen af den slags korthuse i fremtiden, er den eneste løsning at forbyde de risikable finansielle produkter. Oprettelsen af vores egen tilsynsmyndighed vil helt sikkert skabe mere bureaukrati, men ikke give mere økonomisk mening eller fjerne kasino-mentaliteten.

 
  
MPphoto
 
 

  John Purvis (PPE-DE), skriftlig. − (EN) Selv om kreditvurderingsinstitutterne skal påtage sig noget af skylden for den manglende sikkerhedsstillelse af subprime-pantebreve, der førte til finanskrisen, er det med nogen betænkelighed, at de britiske konservative har stemt for planerne om at regulere kreditvurderingsinstitutterne som beskrevet i Gauzès-betænkningen. Kreditvurderingsinstitutterne skal ikke betragtes som syndebukke, da det lige så meget var bankverdenen og lovgivningen, der fortrængte risikostrategierne.

Vi håber, at EU, USA og kreditvurderingsinstitutterne sammen kan oprette et system, der fungerer efter hensigten. Hvis dette skal lykkes, skal en hårdhændet reguleringsstrategi udskiftes med en strategi, hvor risikoelementet accepteres i alle investeringer, og hvor der er mulighed for nogen accept af de vurderinger, som kreditvurderingsinstitutterne foretager uden for de rammer, vi har stemt om i dag. Strategien skal i hvert fald være tilstrækkelig fleksibel til at kunne tilpasses nye omstændigheder og give markedet råderum.

 
  
MPphoto
 
 

  Olle Schmidt (ALDE), skriftlig. − (SV) Jeg deltog ikke i afstemningen på grund af mine særlige forbindelser til kreditvurderingsindustrien.

 
  
MPphoto
 
 

  Peter Skinner (PSE), skriftlig. − (EN) I G20-henstillingerne til arbejdsgruppen om finansielle tjenesteydelser er der helt tydeligt brug for større gennemsigtighed og regulering af kreditvurderingsinstitutterne. I betænkningen, som er Europa-Parlamentets reaktion på G20, skabes den rette balance. Der er dog stadig tvivl om det kompetenceniveau, som Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg skal udvise, hvis de skal spille en central rolle i en sådan regulering.

 
  
  

- Betænkning: Gabriele Albertini (A6-0250/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Alessandro Battilocchio (PSE), skriftlig. − (IT) Mange tak, hr. formand! Jeg har stemt for betænkningen.

Med Rådets forordning (EF) nr. 11/98 og nr. 12/98 blev der oprettet et fælles marked for international personbefordring med bus. Denne liberalisering har medført betydelige fordele for de europæiske borgere i form af et større udvalg af destinationer og attraktive priser. Den har desuden bidraget til en konstant vækst inden for denne sektor siden midten af 1990'erne.

Denne positive tendens er dog ikke altid blevet fulgt op af relevante tiltag til beskyttelse af passagerernes rettigheder. Passagererne har gjort opmærksom på mange problemer i form af aflysninger, overbookning, mistet bagage og forsinkelser.

I modsætning til passagerer, der vælger andre transportformer, er buspassagerer ikke beskyttet på grund af et hul i fællesskabslovgivningen.

Jeg bifalder derfor forslaget fra Transport- og Turismeudvalget, der har til formål at fastlægge buspassagerers rettigheder ved hjælp af det dokument, som vi skal stemme om. Forslaget er især interessant, fordi selskaberne holdes ansvarlige i tilfælde af død eller tilskadekomst og skal tilbyde kompensation og assistance i tilfælde af aflysninger og forsinkelser. I forslaget anerkendes endvidere rettighederne for personer med nedsat mobilitet eller andre handicap, og forslaget indeholder krav om oprettelse af håndhævelsesorganer, der skal være ansvarlige for at håndhæve bestemmelserne og håndtere klager.

Det er et vigtigt skridt i retning af ligestilling for alle passagerer.

 
  
MPphoto
 
 

  Brian Crowley (UEN), skriftlig. − (EN) Den Europæiske Union har skabt et vellykket indre marked med enestående bevægelighed for kapital, tjenesteydelser og mennesker. Men etableringen af denne bevægelighed er ikke i sig selv tilstrækkelig. Vi skal beskytte borgerne i EU-landene, når de rejser i EU, og vi skal sikre lige adgang til vores transporttjenester.

Vi har haft vellykkede EU-politikker med hensyn til passageradgang og kompensationsrettigheder i luftfartssektoren, og jeg bifalder i høj grad, at EU har stillet lignende forslag i relation til andre transportsektorer. Det er dog vigtigt altid at respektere de forskellige transportsektorers specifikke karakteristika. Hvis de samme principper for rettigheder og retfærdig adgang og ligebehandling skal opretholdes for alle former for transport, skal der tages højde for de forskellige transportformers karakteristika. Ellers vil vi svigte både passagerne og virksomhederne.

Det glæder mig, at dette forslag om passagerrettigheder omfatter skibstransport samt transport i indre farvande og bus, og at Europa-Parlamentet har udarbejdet en lovgivning, som er retfærdig og afbalanceret, og som vil vise sig at være uhyre effektiv i beskyttelse og fremme af passagerernes rettigheder i EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Timothy Kirkhope (PPE-DE), skriftlig. − (EN) De konservative bifalder den overordnede målsætning om at fremme passagerrettigheder og adgang for handicappede og oprette rimelige vilkår for internationale buspassagerer og har derfor stemt for betænkningen. Vi ville dog have foretrukket, at der var fastsat en undtagelse for de regionale tjenester, da Det Forenede Kongerige har liberaliseret markeder, som er gået fra kontrakter om offentlige tjenesteydelser over til åben konkurrence. De lokale aspekter af de busruter, der kører i grænseområderne, anerkendes heller ikke i forslaget. De konservative er også bekymret over forholdet mellem visse aspekter i forordningen, især bestemmelserne om ansvar. I modsætning til jernbane- og luftfartssektoren, består bustransportindustrien af et betydeligt antal mellemstore virksomheder med begrænsede midler.

 
  
MPphoto
 
 

  Fernand Le Rachinel (NI), skriftlig. – (FR) Buspassagererne skal have samme rettigheder som jernbane- og luftfartspassagererne. Det er filosofien i denne betænkning.

I realiteten og i princippet skal alle passagerer være lige for loven. Der er dog mange forbehold.

Disse forbehold opstår netop på grund af denne sektor, der domineres af mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder. Vi kan ikke stille os tilfreds med foranstaltninger som dem, der er foreslået på plenarmødet, og som under dække af bedre beskyttelse af passagerrettigheder blot medfører uhåndterlige begrænsninger for buschauffører og uundgåelige billetprisstigninger for passagererne.

Hvordan kan vi forvente, at en chauffør, hvis job er at køre sikkert, også skal tage et særligt kursus, der vil gøre det muligt for ham at yde assistance til personer med nedsat mobilitet eller handicap?

Hvorfor ikke fastsætte en klar og tydelig undtagelse fra den nye europæiske forordnings anvendelsesområde for bymæssige og regionale transporttjenester i rutefart, der selv er dækket af kontrakter om offentlige tjenesteydelser.

Hvorfor forsøge at skabe rettigheder til kompensation af en værdi på 200 % af billetprisen i tilfælde, hvor ombordstigning nægtes på grund af overbookning?

I Frankrig har Fédération nationale des transporteurs de voyageurs foreslået pragmatiske løsninger på alle disse problemer. Nogle af disse forslag er taget op. Men ikke alle. Og det er beklageligt.

 
  
MPphoto
 
 

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. – (PT) Hr. Albertinis betænkning har til formål at fastlægge tydeligere rammer for anvendelsen og driften af bustransport. Ved at afgøre spørgsmål forbundet med rettighederne for personer med nedsat mobilitet og fastlægge klarere regler i tilfælde af passagerers død eller tilskadekomst samt i tilfælde af tab eller ødelæggelse af bagage bidrager bestemmelserne i denne betænkning til at øge sikkerheden for både passagerer og virksomheder. Betænkningen indeholder endvidere løsninger i forbindelse med kompensation og assistance i tilfælde af aflysninger, forsinkelser eller afbrydelse af en rejse.

Således er der skabt betingelser for formidling af mere præcise oplysninger til passagererne – inden, under og efter rejsen. Derudover klarlægges passagerernes rettigheder samt virksomhedernes ansvarsområder med henblik på at gøre disse mere konkurrencedygtige og mere sikre.

 
  
  

- Betænkning: Brian Crowley (A6-0070/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Edite Estrela (PSE), skriftlig. – (PT) Jeg har stemt for Brian Crowleys betænkning om betingelserne for beskyttelse af ophavsret og beslægtede rettigheder til fremme af europæiske udøvende kunstnere og europæisk musik.

Med Europa-Parlamentets forslag indføres større fordele for udøvende kunstnere, der vil være beskyttet i hele deres levetid på lige fod med forholdene i USA og i tråd med de europæiske principper om støtte af kreativitet og kultur.

Efter min opfattelse vil en forlængelse af beskyttelsestiden fra 50 til 70 år fremme investeringer i musikalsk innovation, skabe flere valgmuligheder for forbrugerne og opretholde Europas konkurrenceposition i forhold til det globale musikmarked.

 
  
MPphoto
 
 

  Vasco Graça Moura (PPE-DE), skriftlig. – (PT) De portugisiske direktører inden for denne sektor betragter dette som et meget vigtigt spørgsmål for de europæiske og portugisiske musikindustrier. De bekræfter, at Kommissionens forslag om at forlænge beskyttelsestiden for udøvende kunstnere og fonogramproducenter med hensyn til indspilninger vil dække et stort behov og medføre, at Europa kan opretholde sin konkurrenceposition i forhold til det globale musikmarked.

Der er tydelig støtte fra udøvende kunstnere og producenter, da næsten 40 000 udøvende kunstnere har underskrevet et andragende med en opfordring til EU om at mindske forskellen i forhold til andre lande, der allerede har længere beskyttelsestid.

Det er forhåbningen, at en forlængelse af beskyttelsestiden vil fremme reinvestering i meget forskellig ny musik og medføre større valgmuligheder for forbrugerne. Det skal endvidere bemærkes, at pladeindustrien yder et meget stort bidrag med hensyn til beskæftigelse og skatteindtægter og er en stor eksportør af intellektuelle ejendomsrettigheder.

På grund af disse spørgsmål, som ovennævnte direktører har rejst, har jeg stemt for kompromisteksten til afstemning i dag. Forslaget vil gøre det muligt for Rådet og Parlamentet at nå til enighed og lette Rådets vedtagelse af direktivet.

 
  
MPphoto
 
 

  Tunne Kelam (PPE-DE), skriftlig. − (ET) Jeg har stemt for ændringsforslag 79 om at henvise forslaget om forlængelse af beskyttelsestiden for ophavsret ud over 50 år til fornyet behandling på udvalgsplan.

Kommissionens forslag skal forberedes yderligere, og Parlamentet skal have længere tid til at træffe beslutningen. I Kommissionens nuværende forslag er der tilsyneladende fastlagt en objektiv begrundelse for at skabe kunstige monopoler i forbindelse med kulturelle værker.

Jeg er helt enig i, at der er mange kunstnere, som får for lidt udbytte af deres arbejde. Løsningen er imidlertid ikke altid at give produktionsselskaberne flere fordele, men at overføre nogle af disse fordele til kunstnere og udøvende kunstnere.

 
  
MPphoto
 
 

  Arlene McCarthy (PSE), skriftlig. − (EN) Det er ikke retfærdigt, at komponister, der komponerer musik, eller designere, som laver cd-omslag, modtager beskyttelse i deres levetid plus 70 år, hvorimod den udøvende kunstner kun modtager beskyttelse i 50 år efter udgivelsen. Beskyttelsestiden er ikke fulgt med den forventede levetid, og det betyder, at musikere mister fordelene af deres udgivelser, netop når de holder op og har størst behov for indtægterne. Talentfulde musikere trækker det korteste strå i den nuværende ordning. 38 000 udøvende kunstnere har anmodet om vores støtte til at bringe denne forskelsbehandling til ophør. Det handler om udligning af rettigheder for almindelige udøvende musikere.

Jeg beklager, at der har været mange falske påstande om denne lovgivning. I en økonomisk krisetid skal vi støtte vores kreative industrier og de kunstnere, der bidrager til vores BNP, beskæftigelse, vækst og globale eksport. Denne lovgivning vil gøre en stor forskel for fattige musikere, der fortjener ligestilling. Jeg håber, at Rådet og Kommissionen vil støtte Parlamentets ønske om at indføre den pågældende lovgivning inden afslutningen af denne valgperiode.

 
  
MPphoto
 
 

  Ieke van den Burg (PSE), skriftlig. – (NL) Det hollandske arbejderparti (Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet) støtter forslaget med ændringer, da det indeholder mange positive elementer for kunstnere, f.eks. beskyttelse af kunstnernes integritet og oprettelse af en fond for studiemusikere. Vi har stemt for de ændringsforslag, der har til formål at give kunstnerne 100 % af de indtægter, som kommer fra forlængelsen af beskyttelsestiden. Det indgåede kompromis er et skridt i den rigtige retning, men det er bestemt ikke optimalt.

Det hollandske arbejderparti har imidlertid alvorlige betænkeligheder med hensyn til mindre etablerede kunstnere, som for at få lov til at indspille plader skal afgive enhver indtægt fra indspilningen, der overstiger deres forskud. Vi håber derfor, at Kommissionen snart vil stille forslag til fremme af kunstnernes stilling over for pladeselskaberne, herunder i forbindelse med kontrakter, der omhandler de første 50 års beslægtede rettigheder.

 
  
MPphoto
 
 

  Thomas Wise (NI), skriftlig. − (EN) Selv om jeg fuldt ud støtter idéen om udvidelse af ophavsretten, er forslaget ikke tilstrækkeligt. EU har vist en manglende evne til at løse problemet logisk og effektivt, og jeg har derfor stemt imod forslaget.

 
  
  

- Betænkning: Ulrich Stockmann (A6-0217/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. – (PT) Oprettelse af det andet Marco Polo-program er et vigtigt skridt, da det vil sikre den nødvendige økonomiske støtte til de foranstaltninger, der har til formål at øge og forbedre godstransportsystemets miljøpræstationer.

Med forslaget følges der op på evalueringen af effektiviteten af det første Marco Polo-program, der viste, at blot 64 % af målsætningen om modalskift er opfyldt indtil nu, og det er langt fra de beregnede målsætninger.

Håbet er, at det nye Marco Polo-program vil drage fordel af bedre økonomiske vilkår med henblik på at opfylde de fastsatte målsætninger, som nu også vil omfatte motorveje til søs-projekter og projekter, der involverer foranstaltninger til mindskelse af trafikbelastningen.

Efter min opfattelse skal programmet, der er rettet imod fremme og støtte af projekter, som har til formål at overflytte vejgodstransport til nærskibsfart, jernbanetransport og indlandsskibsfart, være fuldt ud i stand til at afhjælpe trafikbelastningen og forureningen og sikre effektiv og mere miljøvenlig transport.

 
  
  

- Betænkning: Petr Duchoň (A6-0220/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Elisabeth Jeggle (PPE-DE), skriftlig. − (DE) I Transport- og Turismeudvalgets betænkning er der ikke taget tilstrækkelig højde for den reelle interesse for jernbanetransporten som helhed med hensyn til bedre anvendelse af den kapacitet, der er til rådighed.

Infrastrukturvirksomheder er forpligtet til at opretholde kapacitetsreserver til lejlighedsvis trafik i deres årlige netkøreplaner. Dette indledende krav giver ikke infrastrukturvirksomhederne nogen fleksibilitet i beslutningsprocessen om sådanne foranstaltninger i praksis. Kommissionens oprindelige forslag er strammet op, da der med kapacitetsreserverne skal garanteres tilstrækkelig kvalitet for internationalt oprettede godstransportveje.

Den reelle anvendelse af jernbaneselskabernes kanalansøgninger kan ikke beregnes så nøjagtigt, at det kan indgå i planlægningen. Disse kapaciteter bortfalder i køreplansprocessen, således at andre senere kanalansøgninger ikke kan efterkommes. Hvis den allerede marginale netværkskapacitet ikke anvendes af godstransportvirksomheder, vil den til sidst blive elimineret til ulempe for alle brugerne. Med forordningen vil man opnå præcis det modsatte af målsætningen om bedre udnyttelse af den kapacitet, der er til rådighed.

For at begrænse den negative virkning på passager- og godstrafikken på kort sigt er der brug for en forordning, hvor infrastrukturforvalterne har mulighed for at afgøre, om en sådan foranstaltning er velegnet under hensyntagen til jernbanepassagertrafikkens krav, eller hvordan der kan tages bedre højde for jernbanegodstrafikkens behov.

 
  
MPphoto
 
 

  Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. – (NL) Mere og mere grænseoverskridende godstransport over store afstande overflyttes fra jernbane- til vejtransport. De vigtigste årsager hertil er, at der bygges flere motorveje, og at de direkte jernbaneforbindelser til virksomheder opgives, og at vejtransport bliver forholdsmæssigt stadig billigere. Disse årsager glemmes ofte. Vi har udelukkende fokuseret på to andre punkter. Et af disse punkter er, at koordineringen mellem jernbaneselskaberne i de forskellige medlemsstater er utilstrækkelig, hvorfor jernbanegodsvogne skal vente unødvendigt lange perioder, før de sammenkobles med et lokomotiv, som vil føre dem videre. Der findes nu en løsning på dette problem i form af pendultoge, der kører i fast rutefart.

Det andet kritiske punkt er, at denne transportform er langsom, da den skal vente på passagertogene, som har førsteprioritet. Duchoň-betænkningen har til formål at ophæve passagertransportens førsteprioritet. På travle strækninger kan dette medføre, at EU fastlægger krav om at tilsidesætte almindelige tidsplaner ved at droppe en række toge. Borgerne vil hurtigt erfare, at denne nedgang i togtjenesterne skyldes EU. I stedet for at begrænse passagerbefordringen er der behov for at løse flaskehalsproblemet og afhjælpe den manglende jernbanekapacitet. Det er positivt, at teksten er nedtonet i denne sammenhæng.

 
  
MPphoto
 
 

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. − (DE) Godstrafikken er i øjeblikket hovedsageligt koncentreret på veje, og den andel, der transporteres via jernbane, til søs eller i luften, er mindsket. På et tidspunkt med stadigt mere snævre marginer og ekstrem konkurrence er lastbilchaufførernes overhalingsmanøvrer og de overtrætte førere og alt for store læs fatale risici. Ud over risikoen for ulykker er godstrafikken, der har en tendens til at bryde sammen, uholdbar i forhold til trafikbelastning, støj og miljøforurening.

Det er på høje tid, at godstrafikken overflyttes til jernbanerne, men hvis det skal lykkes, skal vi finde bedre tekniske løsninger og logistiske modeller for koordinering og organisering af netværk. Betænkningen er et skridt i den rigtige retning, og jeg har derfor stemt for den.

 
  
MPphoto
 
 

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. – (PT) Oprettelsen af et reelt fælles jernbanemarked er uhyre vigtig for at opfylde EU's politiske målsætninger om bæredygtig transport og vigtig for Europa og den europæiske transportsektors fremtid. Det er endvidere vigtigt, at denne sektor er en integreret del af de foranstaltninger, som vil bidrage til at sikre, at Lissabonstrategiens målsætninger opfyldes.

Jernbanegodstrafikken er også en meget væsentlig faktor på forskellige områder for transportdriften.

Oprettelsen af et europæisk banenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport med regelmæssig togdrift, som let kan krydse fra et nationalt net til et andet, vil forhåbentlig gøre det muligt at foretage forbedringer og skabe mere konkurrencedygtig godstransport.

Det er efter min opfattelse uhyre vigtigt at støtte foranstaltninger, som har til formål at forbedre situationen i jernbanegodssektoren og gøre det muligt for denne sektor at være fuldt ud integreret i det fremtidige europæiske transportnet.

 
  
MPphoto
 
 

  Brian Simpson (PSE), skriftlig. − (EN) Jeg vil gerne takke ordføreren og Europa-Kommissionen for deres mod til at forsøge at prioritere jernbanegodstrafikken i EU.

Jeg kunne personligt godt tænke mig et mere radikalt forslag, der indeholder en strategi, som omfatter prioriterede veje for bestemte ruter og anerkendelse fra resten af jernbaneindustrien af, at jernbanegodstransport er vigtig og skal udvikles og støttes.

To faktorer hindrer jernbanegodstransporten i Europa. For det første er der en reel mangel på interoperabilitet, især i forbindelse med signalering, og for det andet er der selve jernbaneindustrien – især passageroperatører og infrastrukturforvaltere, der gør alt for at sikre, at jernbanegodstransporten nedprioriteres i forhold til tildeling af kanaler og udarbejdelse af køreplaner.

Denne betænkning er trods alt begyndelsen til enden for bekvemmelighedsægteskabet og vil i det mindste give operatørerne inden for jernbanegodstransporten en chance for at udvikle deres erhvervsaktiviteter.

Hvis vi opretholder status quo, vil der ikke være nogen jernbanegodstransport om 20 år. Vi skal handle nu for at gøre jernbanegodstransport bæredygtig, attraktiv og konkurrencedygtig, ellers vil vi ikke kunne få godstransporten væk fra vejene.

 
  
  

- Betænkning: John Bowis (A6-0233/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Martin Callanan (PPE-DE), skriftlig. − (EN) Jeg bifalder indsatsen fra min kollega, John Bowis, i forbindelse med dette dokument, der er meget vigtigt i forhold til patienters rettigheder. De konservative støtter patientmobilitet inden for EU og ser det som en mulighed for at styrke leveringen af offentlige sundhedsydelser.

Det er muligvis interessant, at der først blev fokuseret på spørgsmålet efter en sag i Det Forenede Kongeriges sundhedssystem. En kvinde, der valgte at rejse til Frankrig for at få foretaget en hofteoperation på grund af ventetid hos de lokale sundhedsmyndigheder, blev nægtet refundering. Men hun forelagde sin sag for EF-Domstolen, som traf en vigtig afgørelse – nemlig at patienter skal have ret til at rejse til andre EU-medlemsstater for at få behandling og derefter få refunderet udgifterne af de nationale offentlige sundhedsmyndigheder.

Jeg er ikke nogen stor fan af EF-Domstolen, som er en vigtig faktor i EU's konstante akkumulering af nye beføjelser, men denne afgørelse var af meget stor betydning. Jeg håber, at mange af mine vælgere, der er blevet svigtet af Labour-regeringens dårlige forvaltning af det nationale sundhedssystem, vil kunne drage fordel af forslagene i betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Anne Ferreira (PSE), skriftlig. – (FR) Jeg stemte imod betænkningen om grænseoverskridende sundhedsydelser, da forslagene hverken er i overensstemmelse med EU's målsætning om et højt sundhedsniveau, traktatens artikel 152 eller EU-borgernes krav om at kunne modtage sikre sundhedsydelser af god kvalitet tæt på hjemlandet.

I betænkningen er forhåndsgodkendelse ikke fastsat som grundregel for at modtage behandling i andre EU-medlemsstater. Forhåndsgodkendelse giver mulighed for forvaltning af de sociale systemers finansielle ligevægt og sikrer samtidig patienters ret til refundering og de oplysninger, som de har behov for inden modtagelse af hospitalsbehandling i udlandet.

Derudover er det uacceptabelt, at bedre kvalitet af sundhedsydelser skal opnås gennem konkurrence mellem sundhedstjenesteyderne eller ved at diskutere princippet om fri bevægelighed for patienter. Sidstnævnte afhænger af deres sundhedstilstand.

De godkendte ændringsforslag er for vage og kan medføre, at problemerne skal afgøres af EF-Domstolen.

Med direktivet forøges ulighederne i modtagelsen af sundhedsydelser blandt Europas borgere, da det udelukkende er de personer, som kan betale udgifterne til sundhedsydelserne forud for behandling, der kan vælge kvalitetsydelser.

 
  
MPphoto
 
 

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Helt grundlæggende handler det om, at betænkningen blev vedtaget uden at ændre grundlaget for artikel 95 eller med andre ord, at sundhedsydelser betragtes som markedsvarer, og det er helt uacceptabelt. Det ville derfor have været bedre at forkaste Kommissionens forslag, som vi argumenterede for. Desværre delte flertallet ikke vores opfattelse.

Derfor sikrer patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser ikke medlemsstaternes eksklusive kompetence med hensyn til afgørelser om organisering og finansiering af de nationale sundhedssystemer. Dette omfatter endvidere deres kompetence i forhold til etablering af ordninger om forhåndsgodkendelse af hospitalsbehandling i udlandet.

Borgernes ret til sundhed samt rettighederne for de personer, der arbejder i sektoren, er ikke sikret. Vi har brug for at styrke solidariteten og koordinationen mellem de sociale sikringsordninger i de forskellige EU-medlemsstater, især ved at anvende, fremme og mere hensigtsmæssigt håndtere rettighederne og behovene hos brugerne af sundhedsydelserne.

Vi har derfor stemt imod betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Christa Klaß (PPE-DE), skriftlig. − (DE) Jeg har stemt for direktivet om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser, da det vil medføre større retssikkerhed for patienterne. Især i EU's grænseområder, f.eks. min hjemby i det store område, der omfatter Tyskland, Belgien, Luxembourg og Frankrig, eller i landdistrikter med mangel på sundhedsydelser, er fremme af patientmobilitet en vigtig del af forbedringen af sundhedsydelsernes effektivitet.

Den tyske sundhedssektor vil tjene på grænseoverskridende patientmobilitet, hvis patienter fra andre EU-medlemsstater i højere grad udnytter vores sundhedsydelser af høj kvalitet, f.eks. i forbindelse med rehabilitering. Medlemsstaternes suverænitet skal opretholdes. Det påhviler medlemsstaterne selv at levere sundhedsydelser og organisere de nationale sundhedssystemer. I tråd med subsidiaritetsprincippet skal direktivet kun omfatte regulering af områder, der vedrører grænseoverskridende patientmobilitet. Man kan ikke gå på kompromis med den høje kvalitet og de høje sikkerhedsstandarder i Tyskland. Etiske standarder, som medlemsstaterne følger med god grund, f.eks. i forbindelse med kunstig inseminering, dna-analyse eller assisteret selvmord, skal ikke drages i tvivl.

 
  
MPphoto
 
 

  Astrid Lulling (PPE-DE), skriftlig. – (FR) Jeg bifalder formålet med betænkningen, som er at gøre det lettere for patienter at modtage sundhedsydelser i andre medlemsstater og klarlægge procedurerne for refundering af udgifter efter behandling, som ikke er fastsat i den europæiske lovgivning på nuværende tidspunkt. Sikker og effektiv behandling af høj kvalitet skal derfor være tilgængelig for alle europæiske borgere gennem samarbejdsmekanismer mellem medlemsstaterne.

Jeg ønsker dog at understrege, at medlemsstaterne skal have enekompetence til at organisere og finansiere sundhedssystemerne. Forhåndsgodkendelse af hospitalsbehandling er det vigtigste instrument til udøvelse af denne beføjelse. Det siger sig selv, at man i forbindelse med udøvelsen af denne beføjelse skal respektere principperne om proportionalitet, behov og ikkediskrimination.

Hvad angår retsgrundlaget vil jeg argumentere for et dobbelt retsgrundlag for at sikre respekten for medlemsstaternes nationale kompetence. Kommissionens forslag omfattede rent faktisk adskillige forsøg på at snige sig ind på dette område.

I den endelige tekst skal der være en retfærdig balance mellem patienternes rettigheder og medlemsstaternes nationale kompetencer i sundhedssektoren.

 
  
MPphoto
 
 

  Linda McAvan (PSE), skriftlig. − (EN) På vegne af Europa-Parlamentets Labour-medlemmer bifalder jeg mange af de positive aspekter af betænkningen om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser. Vi støtter især de ændringsforslag, hvor det klarlægges, at de nationale regeringer skal være fuldt ud ansvarlige for deres nationale sundhedssystemer, og hvor der er fastsat bestemmelser om behandling.

Vi er imidlertid stadig i tvivl om, hvorvidt bestemmelserne er tydelige nok. Patienter, der rejser til en anden EU-medlemsstat for at modtage behandling, skal vide, om de vil få refunderet udgifterne, og de skal have modtaget alle nødvendige oplysninger om behandlingstypen og -kvaliteten i værtslandet. Labour-medlemmerne anmoder derfor om, at det i direktivet klarlægges, at medlemsstaterne kan etablere en ordning med forhåndsgodkendelse. Vi støtter endvidere et kombineret retsgrundlag beskrevet i artikel 152 og 95 for at sikre, at sundhedsspørgsmål og ikke spørgsmål om det indre marked prioriteres. Labour-medlemmerne undlod at stemme i den endelige afstemning for at gøre opmærksom på, at disse to spørgsmål bør behandles ved andenbehandlingen.

 
  
MPphoto
 
 

  Arlene McCarthy (PSE), skriftlig. − (EN) Jeg undlod at stemme om betænkningen, fordi den ikke indeholder en tilstrækkelig garanti for beskyttelse af integriteten for og finansieringen af Storbritanniens nationale sundhedssystem og heller ikke giver sikkerhed eller klarhed for det mindretal af patienter, der har råd til at modtage sundhedsydelser i en anden EU-medlemsstat.

De britiske konservative i Europa-Parlamentet har ét formål med forslaget om at få sneget deres afviste sundhedssystem med voucher-ordning ind ad bagvejen i EU. I henhold til forslaget kan de få velhavende patienter på denne måde bruge det britiske sundhedssystems midler til privat hospitalsbehandling i resten af Europa. Borgere, der betaler skat, forventer, at deres penge investeres i det nationale sundhedssystem og ikke i andre sundhedssystemer i EU. Det kommer således ikke som nogen overraskelse, at det konservative parlamentsmedlem, Dan Hannan, for nylig argumenterede for privatisering af sundhedssystemet.

Under en forhandling for nylig om betaling af grænseoverskridende sundhedsydelser mellem Storbritannien og Irland udtalte den konservative skyggesundhedsminister, Andrew Lansley, at det britiske sundhedssystems midler altid er værdifulde og kritiserede overførslen af 180 millioner GBP af det britiske sundhedssystems midler til Irland. De britiske konservative har imidlertid ikke støttet vores forslag om et tydeligt prioriteringssystem, som er af afgørende betydning for at beskytte det britiske sundhedssystems midler og tjenesteydelser.

 
  
MPphoto
 
 

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Jeg stemte imod Bowis-betænkningen og Kommissionens forslag, da selve retsgrundlaget viser, at finansielle interesser og et ukontrolleret marked danner præcedens over patienters ret til bedre og mere sammenhængende sundhedsydelser. Dette forslag går imod løfterne om et socialt solidarisk Europa og vil medføre, at kun de mest velhavende vil have adgang til de meget opreklamerede grænseoverskridende sundhedsydelser.

Det vil svække de nationale sundhedssystemer og skræmme de patienter væk, der overvejer at tage til udlandet for at få behandling. Sundhedssystemet er og skal fortsat være medlemsstaternes ansvar. Det er uacceptabelt at behandle sundhedsydelser som markedsvarer frem for offentlige tjenester. Derudover indeholder direktivet et forslag om en kompensationsordning for udgifterne til grænseoverskridende sundhedsydelser, som er overflødig, da der i ordningen for koordinering af de sociale sikringsordninger i henhold til forordningen fra 1971 blev indført kompensation for udgifter til sundhedsydelser.

 
  
MPphoto
 
 

  Kathy Sinnott (IND/DEM), skriftlig. − (EN) Jeg undlod at stemme om betænkningen, da jeg inderligt ønsker, at borgerne kan få den behandling, de har brug for. Jeg har imidlertid betænkeligheder vedrørende spørgsmålet om forhåndsgodkendelse. Med forhåndsgodkendelsen i dette direktivforslag ophæves patienternes rettigheder. Det er grunden til, at patienterne gik rettens vej til at starte med, og de pågældende domsafgørelser er grunden til, at vi i dag stemmer om grænseoverskridende sundhedsydelser. Vi er tilbage ved udgangspunktet, hvis vi inkluderer forhåndsgodkendelse i direktivet. Behandling i henhold til geografisk område vil fortsat være reglen, og patienter vil møde de samme forhindringer, som de gør på nuværende tidspunkt, når de ansøger om godkendelse til at modtage behandling i udlandet.

Jeg beklager endvidere, at der i betænkningen ikke er etableret et retsgrundlag, som prioriterer patienternes helbred. Det er i stedet en forspildt chance, hvor patienternes helbred anvendes som varer med henblik på profit.

 
  
MPphoto
 
 

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. − (EN) De vigtigste ændringsforslag om forhåndsgodkendelse er slået fejl. Ændringsforslagene var afgørende for bevaringen af det britiske sundhedssystem i Skotland og Det Forenede Kongerige generelt. Vi tabte afstemningen om et kombineret retsgrundlag, der kunne have prioriteret folkesundheden, i stedet for et retsgrundlag udelukkende baseret på det indre marked. På grund af afvisningen af begge disse vigtige områder og den omstændighed, at dette er førstebehandlingen, har jeg intet andet valg end at undlade at stemme.

 
  
MPphoto
 
 

  Marianne Thyssen (PPE-DE), skriftlig. – (NL) Patientmobilitet er et faktum, men den nødvendige retlige sikkerhed for patienter og ansatte i sundhedssektoren er endnu ikke etableret. Derfor er Kommissionens direktivforslag positivt. Jeg bifalder endvidere hr. Bowis' bestræbelser på at indgå et kompromis vedrørende dette uhyre vanskelige spørgsmål. Takket være hans indsats er der foretaget betydelige forbedringer af Kommissionens forslag. Jeg kunne imidlertid ikke støtte den endelige betænkning, da to punkter forbundet med medlemsstaternes kompetence til at organisere og finansiere deres nationale sundhedssystemer ikke var inkluderet.

Vi har appelleret til, at der inkorporeres et retsgrundlag, som giver medlemsstaterne mulighed for at opkræve de reelle udgifter af de udenlandske patienter og indføre sambetaling for den behandling, som de modtager i det pågældende land. Vi har endvidere hele tiden været fortalere for at give medlemsstaterne mulighed for at afvise patienter under visse omstændigheder, f.eks. når der er lange ventelister. Det er særlig vigtigt i Belgien, et lille land med en relativt stor tilstrømning af udenlandske patienter.

Teksten, som vi skal vedtage i dag på plenarmødet, indeholder ikke tilstrækkelige garantier i denne sammenhæng. Jeg undlod af denne grund at stemme i den endelige afstemning.

 
  
MPphoto
 
 

  Georgios Toussas (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) EU's og de småborgerlige regeringers antigræsrodspolitik sænker standarderne for offentlige sundhedsydelser, som resulterer i stress for patienterne, ventelister, mangel på de forskellige tjenester, høje skatter, manglende dækning for personer uden forsikring og indvandrere osv.

Den drastiske reduktion i sociale ydelser, kommercialiseringen og den yderligere privatisering af sundhedssystemerne og angrebet på forsikringsrettigheder gør det meget lettere for store koncerner at høste de enorme indtægter fra den lukrative sundhedssektor.

I direktivet om "patientmobilitet" fremmes det fælles sundhedsmarked, anvendelsen af Maastrichttraktatens frihedsrettigheder og mobiliteten for patienter og ansatte i sundhedssektoren for at sikre kommercialiseringen af sundhed.

Refundering af en del af udgifterne til behandling i udlandet er en fælde beregnet til at få græsrodsbevægelsernes godkendelse af oprettelse og kommercialisering af et flersporet sundhedssystem med klassediskrimination i forbindelse med retten til at leve.

Patienters rettigheder kan udelukkende sikres gennem et helt frit offentligt sundhedssystem, der dækker alle sundhedskrav (specialkrav og andre krav) for hele befolkningen uanset økonomisk eller forsikringsmæssig status. Det er kun med et sådant system, som skal udvikles på græsrodsplan og med en græsrodsøkonomi, at man kan sikre kvantitative og kvalitative forbedringer af sundhedstjenesterne og effektiv beskyttelse af arbejdstagernes sundhed og liv.

 
  
  

- Betænkning: Amalia Sartori (A6-0239/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Alessandro Battilocchio (PSE), skriftlig. − (IT) Jeg har stemt for betænkningen.

Sektorundersøgelser har løbende vist, hvordan 10-12 % af brugerne, der årligt behandles på hospitalerne i Europa, bliver syge af infektioner, som de pådrager sig på hospitalerne. Hvis disse procentsatser omregnes til tal, er det endnu mere skræmmende. Det er beregnet, at antallet af patienter inden for EU, der er smittet med infektioner på hospitalerne, ligger på ca. 5 millioner personer.

For at vende tilbage til talen fra min kollega, fru Sartori, kan sikkerhed og effektivitet i forbindelse med sundhedsydelser fremmes gennem oprettelse af et program, hvor der helt overordnet tages højde for følgende grundlæggende punkter: 1) ansættelse af flere sygeplejersker med speciale i infektionskontrol, 2) fremme af sundhedsarbejderes og det paramedicinske personales uddannelse med særligt fokus på nosokomielle infektioner og resistens over for antibiotika i de virusser, der forårsager de pågældende infektioner, 3) etablering af muligheden for nye opdagelser som følge af forskning i disse sygdomme.

 
  
MPphoto
 
 

  Edite Estrela (PSE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for forslaget om patientsikkerhed. Selv om kvaliteten af sundhedsydelserne i Europa er forbedret betydeligt på grund af fremskridt på det medicinske område, kan medicinske procedurer sommetider være ødelæggende for patienternes helbred. Nogle negative virkninger skyldes lægefejl, der kunne undgås, eller infektioner, som opstår under behandlingen.

Betænkningen indeholder følgende vigtige forslag: bedre indsamling af oplysninger på lokalt og regionalt plan, bedre formidling af oplysninger til patienterne, ansættelse af flere sygeplejersker med speciale i infektionskontrol, fremme af sundhedsarbejderes og det paramedicinske personales uddannelse med særligt fokus på infektioner, som erhverves på hospitalerne. Jeg støtter fuldt ud disse foranstaltninger.

 
  
  

- Betænkning: Antonios Trakatellis (A6-0231/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Liam Aylward (UEN), skriftlig. − (EN) Jeg bifalder det foreslåede initiativ til forbedring af sundhedsydelser til personer, der lider af sjældne sygdomme. På grund af disse sygdommes særlige karakteristika, f.eks. sjældne kræftformer, immunforsvarssygdomme, toksiske og smitsomme sygdomme, er der ikke tilstrækkelig ekspertise til rådighed til trods for, at disse sygdomme berører 36 millioner EU-borgere.

Et forstærket samarbejde mellem specialister og forskningscentre i Europa og udveksling af oplysninger og tjenester er en naturlig måde, hvorpå EU kan hjælpe borgerne. Det er en direkte måde, hvorpå der kan skabes fordele for borgerne. I forslaget opfordres medlemsstaterne indtrængende til at oprette nye ekspertisecentre og uddannelseskurser for at udnytte forskningsmidlerne optimalt i forbindelse med sjældne sygdomme og samle de eksisterende forskningscentre og netværk med oplysninger om sygdomme. Jeg støtter disse foranstaltninger og opfordrer flere medlemsstater til at indgå i et samarbejde, som vil skabe større mobilitet for patienterne og de eksperter, der skal tjene borgerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Edite Estrela (PSE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for betænkningen om sjældne sygdomme, da en fælles indsats på EU-plan og nationalt plan på området for sjældne sygdomme er en absolut nødvendighed. Selv om der er en meget lav forekomst af hver af de sjældne sygdomme, berøres millioner af europæiske borgere, fordi der er mange forskellige typer sjældne sygdomme.

Det er efter min opfattelse uhyre vigtigt at støtte uafhængige organisationer, skabe adgang til oplysninger om sjældne sygdomme, oprette ekspertisecentre i de forskellige medlemsstater, udvikle uddannelseskurser i de eksisterende centre og mobilisere eksperter og ansatte. Der er brug for tilstrækkelige ressourcer til at sikre, at der ydes en umiddelbar indsats på området for sjældne sygdomme.

 
  
MPphoto
 
 

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. − (EN) Jeg stemmer for betænkningen udarbejdet af hr. Trakatellis. Jeg anerkender, at der er mange forskellige typer sjældne sygdomme, som droppes i forskningen, fordi de medicinske institutter foretager en form for sortering og ignorerer de personer, der lider af sjældne sygdomme, hvis behandling ikke er nær så økonomisk interessante som almindeligt forekommende sygdomme.

Det gælder især de sjældne genetiske sygdomme, som er arvelige. Vi bør fremme forskningen på disse områder ved at yde støtte til en del af forskningsudgifterne. Jeg har også en særlig interesse, da en af disse sygdomme forekommer i min egen familie.

 
  
MPphoto
 
 

  Elisabeth Jeggle (PPE-DE), skriftlig. − (PT) Den udtrykkelige opfordring i ændringsforslag 15 til at udrydde sjældne sygdomme gennem genetisk rådgivning af forældre, som er smittebærere, og gennem udvælgelse af sunde embryoer forud for implantation, er ikke blot i strid med den gældende lovgivning i Tyskland. Netop på grund af Tysklands historie vil det også være helt uacceptabelt og principielt forkert at kræve eller henstille til udryddelse og udvælgelse af handicappede personer, selv om de endnu ikke er født.

Det er bekymrende, at disse forslag og formuleringer viser en total mangel på respekt for værdien af menneskeliv, uanset om vi taler om syge eller raske mennesker. Med de foreslåede tilføjelser erstattes målsætningen om etablering af terapeutisk behandling af sjældne sygdomme af målsætningen om, at man ikke skal føde syge mennesker.

Det er ikke i overensstemmelse med betydningen i de europæiske og internationale menneskerettighedserklæringer. Den reelle målsætning i en overbevisende europæisk politik skal være at hjælpe personer, der er berørt af en sygdom, eller som risikerer at pådrage sig en sygdom, ikke en tidlig udvælgelse på grundlag af kvalitetskriterier.

Betænkningen og de enkelte ændringsforslag, især ændringsforslag 15, er ikke i overensstemmelse med mine kristne værdier. Jeg har derfor stemt imod betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Mairead McGuinness (PPE-DE), skriftlig. − (EN) Der er mange spørgsmål i beslutningsforslaget, som jeg støtter. Jeg kan dog ikke støtte betænkningen generelt på grund af inddragelsen af de spørgsmål, som efter min opfattelse og helt reelt handler om subsidiaritet – dvs. medlemsstaternes kompetenceområder – og derfor ikke er noget, som Europa-Parlamentet bør have en mening om. Spørgsmålet om racehygiejnisk praksis er et sådant spørgsmål, som med vedtagelsen af ændringsforslag 15 er omfattet af beslutningsforslaget. Jeg kan ikke acceptere ændringsforslag 15. Det handler om subsidiaritet, og det er ikke EU's opgave at lovgive om racehygiejnisk praksis. Jeg kan derfor ikke støtte betænkningen generelt.

 
  
  

- Betænkning: Jean-Pierre Audy (A6-0168/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Richard James Ashworth (PPE-DE), skriftlig. − (EN) De britiske konservative har ikke stemt for betænkningen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2007, Sektion III, i forbindelse med Kommissionen. Vi insisterer derfor på, at de europæiske skatteydere skal have noget for pengene i Europa-Parlamentets budget, og vi støtter derfor størstedelen af ordførerens betænkning. Vi støtter især ordførerens kritik af Kommissionens manglende sikring af, at Bulgarien og Rumænien opnår tilstrækkelige standarder for finansiel kontrol. Vi ønsker dog at fremhæve, at Den Europæiske Revisionsret i de sidste 14 år ikke været i stand til at afgive en revisionserklæring uden forbehold for EU's almindelige budget. Europa-Kommissionen bærer det overordnede ansvar for regnskaberne, og vi vil derfor i tråd med vores hidtidige strategi fortsat stemme imod forslaget om decharge, indtil vi oplever reelle fremskridt i opnåelsen af en revisionserklæring uden forbehold fra Revisionsretten.

 
  
MPphoto
 
 

  Călin Cătălin Chiriţă (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Jeg har i dag sammen med de øvrige rumænske medlemmer af PPE-DE-Gruppen stemt imod Pierre Audys betænkning om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2007, da ændringsforslag 13 ikke blev vedtaget. Revisionsrettens beretning for regnskabsåret 2007 dækker stadig udelukkende projekter fra 2000-2006, da 2007 hovedsageligt har været en forberedelsesfase for gennemførelsen af programmerne for 2007-2013. Konsekvenserne af de nye regler for programmeringsperioden 2007-2013, der er enklere og strammere end de regler, som var gældende indtil 2006, kan endnu ikke vurderes.

Jeg ønsker at understrege, at det er nødvendigt at forenkle procedurerne til gennemførelse af strukturfondene, især forvaltnings- og kontrolsystemerne. Systemets kompleksitet er en af årsagerne til medlemsstaternes uregelmæssigheder. Jeg ønsker endvidere at understrege, at det er nødvendigt at træffe de forenklingsforanstaltninger, som Kommissionen foreslog i revisionen af forordningerne om strukturfondene for perioden 2007-2013 som reaktion på den nuværende finanskrise. Denne forenkling af procedurer er af afgørende betydning for mindskelsen af de administrative byrder på nationalt, regionalt og lokalt plan. Det er vigtigt at sikre, at en sådan forenkling af procedurer ikke bidrager til en større fejlfrekvens fremover.

 
  
MPphoto
 
 

  Jeanine Hennis-Plasschaert, Jules Maaten, Toine Manders og Jan Mulder (ALDE), skriftlig. – (NL) Det hollandske folkeparti for frihed og demokrati (VVD) har stemt imod decharge for Europa-Kommissionen. VVD mener, at Kommissionen ikke har opnået tilstrækkelige fremskridt i forbindelse med at fremme indførelsen af nationale erklæringer i medlemsstaterne. Der er kun fire lande indtil nu, som har indført nationale erklæringer, og et af disse lande er Nederlandene. Derudover mener VVD, at der i EU-medlemsstaterne stadig forekommer for mange fejl i tildelingen af EU-midler, som det er påvist i de revisioner, der er udført af Den Europæiske Revisionsret. Revisionsretten udstedte en revisionserklæring med forbehold, bl.a. med hensyn til landbrugs-, samhørigheds og strukturpolitikken. VVD mener, at revisionssystemerne på disse områder skal forbedres. Der har været for få fremskridt i de seneste fem år.

 
  
MPphoto
 
 

  Rumiana Jeleva (PPE-DE), skriftlig. – (BG) Hr. formand! Jeg har stemt for betænkningen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2007 i forbindelse med Kommissionen.

Samtidig ønsker jeg at gøre opmærksom på, at jeg har stemt imod de tekster i betænkningen, der har til formål at indføre indsamling af kvartalsrapporter om forvaltningen af midler fra strukturfondene og Samhørighedsfonden, især i forbindelse med Bulgarien og Rumænien. Jeg har stemt imod disse forslag, da jeg er af den faste overbevisning, at det i de tilfælde, hvor vi har brug for mere kontrol, er en god idé at gennemføre kontrollen samtidig og i samme omfang i alle medlemsstaterne og ikke blot i en eller to medlemsstater. Jeg deler endvidere Parlamentets og ordførerens bekymring om, at midlerne til Bulgarien, som Kommissionen har indefrosset eller trukket tilbage, beløber sig til næsten 1 milliard EUR.

Som angivet i betænkningen blev disse tab og indefrysningen af midler grundlæggende pålagt på grund af uregelmæssigheder vedrørende udbud og udgifters støtteberettigelse, manglende anvendelse af investeringsmidler til det påtænkte formål og manglende administrativ kapacitet. Endelig ønsker jeg at gøre opmærksom på min bekymring om, hvorvidt de bulgarske borgere vil blive berøvet instrumenter til fremme af europæisk solidaritet, og hvorvidt de ufortjent vil betale prisen for den bulgarske regerings fejltagelser.

 
  
MPphoto
 
 

  Mairead McGuinness (PPE-DE), skriftlig. − (EN) Jeg har stemt for forslaget om decharge for Kommissionen, men jeg har visse forbehold.

Hr. Barroso lovede for fem år siden, at der ikke ville være problemer angående budgetkontrol og formelle revisionserklæringer, når hans embedsperiode var slut. Trods fremskridt er der stadig problemer i forbindelse med denne proces.

22 lande har indtil nu fremlagt en årlig oversigt og opfyldt de grundlæggende minimumskrav, men ikke alle er tilfredsstillende. Kun otte lande har opfyldt kravene og fremlagt en formel analyse eller revisionserklæring, og desværre er Irland ikke et af disse lande. Vi skal sikre, at der opnås meget større fremskridt med hensyn til decharge for 2008-budgettet.

 
  
MPphoto
 
 

  Alexandru Nazare (PPE-DE), skriftlig. – (RO) PPE-DE-Gruppens medlemmer af Det Demokratiske Liberale Parti (PDL) har stemt imod decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2007, da der i betænkningen er en henvisning til Bulgariens og Rumæniens forvaltning af europæiske midler.

Betænkningen om decharge, som henviser til uregelmæssighederne vedrørende adgang til Phare-midler inden 2007, indeholder fortsat en bestemmelse om udarbejdelsen af en særberetning om forvaltningen af EU-midler i Rumænien og om foranstaltninger, der er truffet til bekæmpelse af korruption. Derfor har Europa-Parlamentets medlemmer af PDL stemt imod betænkningen.

Særberetningen er ikke nødvendig, da der allerede er en samarbejds- og verifikationsmekanisme til rådighed, godkendt af Det Europæiske Råd i december 2006. Udarbejdelsen af en yderligere beretning svækker troværdigheden for den samarbejds- og verifikationsmekanisme, der allerede er etableret. Selv Europa-Kommissionens reaktion via Kommissionens talsmand, Mark Gray, bekræfter rent faktisk, at det er formålsløst at træffe en sådan foranstaltning, så længe der allerede er afprøvede mekanismer til rådighed til detektering af uregelmæssigheder i forvaltningen af EU-midler.

 
  
  

- Betænkning: Søren Bo Søndergaard (A6-0153/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Philip Claeys (NI) , skriftlig. – (NL) Jeg har stemt imod betænkningen om decharge, da det er umuligt at tage Regionsudvalget alvorligt i dets nuværende form. Bl.a. på grund af den uklare definition af termen region er Regionsudvalget en ekstremt heterogen enhed, som ud over europæiske nationer f.eks. også omfatter bymæssige bebyggelser. Det er også meget mærkværdigt, at regionerne i de senere år har organiseret sig i politiske grupper uden at have demokratiske mandater fra vælgerne.

 
  
  

- Betænkning: Christofer Fjellner (A6-0176/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Martin Callanan (PPE-DE), skriftlig. − (EN) De britiske konservative er imod Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Jeg anfægter idéen om, at EU kan fastsætte og regulere grundlæggende rettigheder. Jeg er også imod chartret om grundlæggende rettigheder, da det er vedtaget af EU til trods for den omstændighed, at ingen af instrumenterne til gennemførelse af chartret – EU's forfatning og Lissabontraktaten – er ratificeret.

Oprettelsen af et agentur til at overvåge Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder var helt spild af skatteydernes penge og iværksat af forfængelighed. Det samme gælder for mange af EU's agenturer, der udfører det samme arbejde, som allerede udføres på nationalt plan, og som uden skam anvendes til at fremme EU's føderalistiske dagsorden. Mange af borgerne i min valgkreds sætter spørgsmålstegn ved de enorme beløb, der spildes på dette og andre agenturer, især på et tidspunkt med økonomisk krise, hvor borgerne betaler mere og mere i skat til finansiering af EU's ødselhed.

 
  
MPphoto
 
 

  Philip Claeys (NI) , skriftlig. – (NL) Jeg har stemt imod betænkningen om decharge, da Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder er en overflødig institution, som derudover er fjendtligt indstillet over for retten til ytringsfrihed.

 
  
  

– Forslag til beslutning (B6-0191/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Edite Estrela (PSE), skriftlig. – (PT) Jeg har stemt imod beslutningsforslaget om en indsats for at imødegå udfordringerne ved skovrydning og skovødelæggelse, da skovrydning skaber meget alvorlige miljøproblemer, som er vanskelige at afhjælpe, f.eks. ændringer i vandbalancen, ørkendannelse, klimaændringer og tab af biodiversitet.

Der skal være større sammenhæng mellem bevaring af skove og politikker om bæredygtig forvaltning og andre interne og eksterne EU-politikker. Derfor har vi brug for en evaluering af virkningen på skovene af EU's politikker om energi (især biobrændsel), landbrug og handel.

Jeg mener endvidere, at det er absolut nødvendigt at yde økonomisk støtte til at bekæmpe skovrydningen i de tropiske skove. Begrænsning af skovrydningen vil spille en meget vigtig rolle i bekæmpelsen af og tilpasningen til klimaændringerne.

 
  
  

- Betænkning: Gilles Savary (A6-0199/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Alessandro Battilocchio (PSE), skriftlig. − (IT) Jeg har stemt for betænkningen.

Transportstyring på grundlag af borgernes behov og krav er et af de grundlæggende politiske diskussionspunkter i EU. Med Civitas-programmet (iværksat i 2002), som har til formål at fremme omfattende fordeling af transport i byerne, og hvidbogen "Den europæiske transportpolitik frem til 2010: De svære valg" (iværksat i 2001), som har til formål at oprette et mere optimalt system for transport i byerne, har Kommissionen allerede fremlagt en reel handlingsplan til optimering af kvaliteten af transporten i Europa. Den har foreslået et system til gradvist at adskille den stigende efterspørgsel efter mobilitet fra den økonomiske vækst med henblik på så vidt muligt at kontrollere miljøforureningen og samtidig beskytte det europæiske produktionssystem. Efter at have anerkendt situationen ønsker Kommissionen nu at sikre, at alle EU-borgene får et transportnet, der er effektivt og samtidig meget sikkert.

Vi skal fokusere på fire punkter: 1) beskyttelse af passagerernes rettigheder og forpligtelser, 2) fremme af vejsikkerheden, 3) fremme af sikkerheden generelt, 4) begrænsning af vejtransport for at mindske trafikbelastningen for landtransporten.

 
  
MPphoto
 
 

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. – (PT) Den nuværende hurtige vækst i byerne kombineret med den stigende europæiske befolkningskoncentration i byområderne er forhold, som Europa-Parlamentet forsøger at analysere for at bidrage til den enorme indsats, der skal ydes på dette område.

Under hensyntagen til subsidiaritets- og proportionalitetsprincipperne indeholder betænkningen forslag, som efter min opfattelse er vigtige.

Som et af de vigtigste punkter i betænkningen henledes opmærksomheden på de spredte foranstaltninger, der er truffet, og som netop på grund af den manglende koordination ikke er sammenhængende, hverken med hensyn til lovgivning eller gennemførelse.

Jeg er enig i, at der er behov for en fælles indsats, hvor man skal fremme optimeringen af forskellige transportmuligheder i byerne gennem en forbedring af byplanlægningen. Derudover støtter jeg kontinuerlig forskning og innovation på dette specifikke område og samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne, som skal lette udvekslingen af oplysninger, hvor det er nødvendigt, om bedste praksis til anvendelse i de forskellige lande. Endelig ønsker jeg at understrege betydningen af den europæiske industri i udviklingen af teknologier, som kan fremme forvaltningen af og sikkerheden og energieffektiviteten for bytransport i de europæiske byer.

 
  
  

- Betænkning: Anne E. Jensen (A6-0227/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Alessandro Battilocchio (PSE), skriftlig. – (IT) Mange tak, hr. formand! Jeg har stemt for Jensen-betænkningen, hvori der er fastsat omfattende politiske rammer og aktioner for den koordinerede udvikling af intelligente transportsystemer på EU-plan.

Trafikbelastning på vejene, stigende CO2-emissioner og trafikulykker er nogle af de helt store udfordringer for Europas transportsektor, og jeg tror, at intelligente transportsystemer er et vigtigt instrument, som kan skabe mere effektiv, sikker og miljøvenlig transport og dermed bidrage til udviklingen af bæredygtig mobilitet for borgerne og økonomien.

Jeg er enig i, at intelligente transportsystemer kan forbedre de europæiske borgeres levevilkår og øge færdselssikkerheden samt nedbringe de skadelige emissioner og miljøforureningen. Jeg er af den faste overbevisning, at intelligente transportsystemer vil øge transporteffektiviteten og dermed mindske trafikken.

Selv om der er udviklet eller indført adskillige systemer for forskellige transportformer (jernbanetransport, søtransport og lufttransport), er der ingen tilsvarende sammenhængende europæiske rammer for vejtransport.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik