Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 6. maj 2009 - Strasbourg

3. Kapitalkravsdirektiver: Direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF – Fællesskabsprogram for finansielle tjenesteydelser, regnskabsaflæggelse og revision

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om:

– betænkning (A6-0139/2009) af Othmar Karas for Økonomi- og Valutaudvalget om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF om banker tilsluttet centrale organer, visse komponenter i egenkapitalen, store engagementer, tilsynsordninger og krisestyring (KOM(2008)0602 – C6-0339/2008 – 2008/0191(COD))

– betænkning (A6-0246/2009) af Karsten Friedrich Hoppenstedt for Økonomi- og Valutaudvalget om Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om oprettelse af et fællesskabsprogram til støtte for særlige aktiviteter i forbindelse med finansielle tjenesteydelser, regnskabsaflæggelse og revision (KOM(2009)0014 – C6-0031/2009 – 2009/0001(COD)).

  Othmar Karas, ordfører. – (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg har i dag lejlighed til at forelægge ikke blot resultatet af Økonomi- og Valutaudvalgets arbejde, men også resultatet af lange forhandlinger med Rådet og Kommissionen. I sidste uge nåede vi i en trilog frem til enighed om en fælles holdning til udformningen af en ny ramme for finansmarkederne.

Jeg vil bede Dem om at betragte disse forslag, som vi drøfter i dag, som én enkelt pakke. Nogle af os ønskede mere, nogle ønskede mindre. Det gjaldt Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Jeg kan fortælle Dem, at vi ikke blev enige om den laveste fællesnævner, men at vi forsøgte at blive enige om mere end den største fællesnævner.

Vi foreslog en linje for de næste skridt, for dette udgør kun et første skridt. Vi har ikke fundet en løsning på den økonomiske og finansielle krise. Men vi er rede til at tage et nyt skridt til at opnå et gennembrud i udformningen af en ny ramme for finansmarkederne. Dette vil føre til en forenkling af finansmarkedsreguleringen og til en europæisering, det vil skabe sikkerhed på finansmarkederne og stabilitet for alle markedsdeltagerne, det repræsenterer en udvikling af finansmarkederne, det er en reaktion på finanskrisen, og det vil sikre den decentraliserede sektor.

Jeg vil gerne sige tak til fru Berès, fru Bowles og mine kolleger i de andre grupper for deres støtte, og især vil jeg gerne takke sekretariatet og alle medarbejderne.

Dette forslag medfører større gennemsigtighed, større retlig sikkerhed og mere stabilitet, og det vil derfor skabe større tillid på et tidspunkt, der er kendetegnet af manglende tillid. Det er ikke den eneste lovgivning, vi foreslår. Under sidste mødeperiode besluttede vi at regulere kreditvurderingsinstitutterne, vi vedtog de nye tilsynsstrukturer for forsikringsindustrien, og Kommissionen forelagde et nyt forslag om hedgefonde. Dette er endnu en pakke, som skal vise vejen frem.

Jeg vil understrege fem punkter. Det første drejer sig om tilsyn med finansmarkederne, hvor vi som et første skridt har styrket CEBS' og Den Europæiske Centralbanks rolle. Vi har ligeledes opnået en bedre balance mellem hjemlandets og værtslandets regulerende myndigheder. Det andet skridt bør nu være en stærkere integration af finansmarkedstilsynene. Alle kravene hertil er opført i denne betænkning, fordi vi har brug for en integreret tilsynsstruktur, hvis vi skal overvinde de nye udfordringer.

Det andet område er securitisation, videresalg af lån. For første gang indfører vi en regel om, at et lån kun kan videresælges, hvis långiveren tilbageholder en reserve til securitisation. Tilbageholdelsen skal være mindst 5 %, men vi har bedt CEBS om at se på, om en forhøjelse er rimelig, og om at offentliggøre resultatet af deres arbejde i en Kommissionspublikation under hensyntagen til den internationale udvikling. Det er et vigtigt signal til markedet om, at uden tilbageholdelse er der intet. Tilbageholdelse fører til gennemsigtighed og også til bedre kontrol.

For det tredje har vi reguleret store engagementer i form af forholdet mellem egenkapital og risiko. Intet stort engagement kan udgøre mere end 25 % af bankens egenkapital. Og når banker låner til hinanden, må beløbet ikke overstige 150 mio. EUR.

Det fjerde punkt er, at vi arbejder på at forbedre egenkapitalens og hybridkapitalens kvalitet. Men vi tager imidlertid højde for den eksisterende lovgivning i medlemsstaterne, for vi ønsker ikke procykliske virkninger under den økonomiske og finansielle krise. For kooperativerne, sparekasserne og de passive kapitalindskud i Tyskland er det vigtigt, at vi har fået skabt en korrekt professionel overgangsregulering. Der er ikke desto mindre stadig meget, der skal gøres.

Jeg vil gerne som femte punkt fremhæve det procykliske aspekt.

I betænkningen står der, at Kommissionen meget hurtigt klart skal identificere de procykliske virkninger af de eksisterende direktiver, og at vi må sørge for, at de nødvendige ændringer gennemføres inden efteråret.

Jeg opfordrer Dem til at godkende denne betænkning og forslaget til aftale med trilogen, således at EU og Europa-Parlamentet stadig kan bevare den førende rolle i reformen af finansmarkederne. Det er ligeledes vigtigt, at vi gennemfører alle kravene til en fremtidig udvikling, således at vi kan åbne døren for et bedre, mere stabilt og mere tillidsfuldt finansmarked og endnu en gang påtage os den ledende rolle på det næste G20-topmøde. Det beder jeg Dem om Deres støtte til.

FORSÆDE: Mario MAURO
Næstformand

  Karsten Friedrich Hoppenstedt, ordfører. − (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Manglen på et ensartet fungerende finanstilsyn i hele Europa og systemets svigt på internationalt og europæisk plan er nogle af grundene til den nuværende finansielle og økonomiske krise. Vi skal derfor sikre, at der sker en koordineret indførelse af oplysninger i systemet, og at de enkelte organisationer udveksler oplysninger for at undgå en ny krise.

Det gode offentlige tilsyn, som nogle medlemsstater har, skal optimeres for alle 27 medlemsstater for at sikre en ordentlig overførsel af oplysninger. Hertil kræves der finansielle ressourcer. Vi skal løse krisen nu og skaffe ressourcerne nu. Det opnås netop med fællesskabsprogrammet til støtte for særlige aktiviteter i forbindelse med finansielle tjenesteydelser, regnskabsaflæggelse og revision

Jeg er glad for, at Kommissionen har reageret på Parlamentets opfordring til at handle, og at den foreslår at yde finansiel støtte til Fællesskabet på områderne finansielle tjenesteydelser, regnskabsaflæggelse og revision, samt til visse europæiske og internationale organisationers aktiviteter for at sikre, at de politikker, Fællesskabet fører på disse områder, er effektive. Der vil blive fremlagt et nyt fællesskabsprogram, således at midler fra fællesskabsbudgettet direkte kan finansiere disse forskellige institutioner.

En sådan medfinansiering af udvalgene og tilsynsmyndighederne kan i stor udstrækning bidrage til at sikre, at de opfylder deres mandat på uafhængig og effektiv vis. Programmet skal udformes fleksibelt og have tilstrækkelige midler til at sikre, at i det mindste niveau 3-udvalgenes, herunder CESR, CEIOPS og CEBS, behov kan dækkes. Kommissionens forslag lå 40 % under det, niveau 3-udvalgene betragtede som nødvendigt til de næste fire år. I Rådet var der ikke særlig stor lyst til en større forhøjelse af budgettet, selv om det stod klart, at der var behov for en betydelig forbedring af tilsynet med finansmarkederne.

Ved slutningen af forhandlingerne var vi blevet enige om et tal på omtrent 40 mio. EUR for de fire år, dvs. 500 000 EUR til niveau 3-udvalgene for 2009 og yderligere 38,7 mio. EUR for årene 2010-2013, hvoraf 13,5 mio. EUR er øremærket til udvalgene. Med hensyn til udvalgene for regnskabsaflæggelse og revision var Kommissionens oprindelige forslag til en reform af denne organisation for svagt. Det betyder, at Parlamentet har været i stand til at foretage forbedringer, og vi har efter trilogforhandlingerne opnået et acceptabelt resultat, hvad angår de enkelte finansielle referencebeløb og finansieringsperioder. I lyset af Larosière-gruppens og betænkningens seneste konklusioner er der god grund til, at Kommissionen over for Parlamentet og Rådet og inden den 1. juli 2009 forelægger en beretning og de nødvendige lovgivningsforslag om en yderligere reform af reguleringen af og tilsynet med de europæiske finansmarkeder, således at dette program kan tilpasses til de gennemførte ændringer.

På baggrund af den aktuelle finanskrise forekommer det vigtigt først og fremmest at prioritere større konvergens for tilsyn og samarbejde inden for de finansielle tjenesteydelser i forbindelse med regnskabsaflæggelse og revision.

På plenarmødet for 14 dage siden, da vi drøftede Solvens II, sagde jeg, at det var vigtigt, at Europa udsendte klare signaler, som blev hørt i resten af verden. Jeg mener, at vi i de sidste uger har udsendt klare signaler, herunder også med hr. Karas' betænkning om kreditvurderingsinstitutter, og at vores internationale partnere kan tage os alvorligt, og at vi ikke længere blot er passagerer, som det har været tilfældet i de sidste årtier. Det er et godt signal.

Jeg vil gerne takke skyggeordførerne, fru Bowles og fru Berès. Da dette er min sidste tale i Parlamentet, vil jeg gerne sige tak til Kommissionen, mine kolleger og Rådet for deres samarbejde. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Dem. Lad mig give Dem et eksempel på et glædeligt resultat af dette samarbejde. Det tjekkiske formandskab for Rådet besluttede for en halv time siden at godkende det resultat, der blev opnået under trilogforhandlingerne. Vi har et forslag, som vi kan vedtage i dag, og jeg er sikker på, at de store grupper i Parlamentet også vil stemme for disse forslag.

Endnu en gang tak for Deres samarbejde.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! To uger efter vores sidste forhandling om foranstaltninger til bekæmpelse af finanskrisen er jeg glad for denne lejlighed til at drøfte med Dem, hvilke yderligere foranstaltninger der er blevet truffet til imødegåelse af denne udfordring.

Jeg er især i dag glad for, at der er udsigt til at opnå enighed i førstebehandlingen om to vigtige foranstaltninger, nemlig et fællesskabsprogram til støtte for særlige aktiviteter i forbindelse med finansielle tjenesteydelser, regnskabsaflæggelse og revision og en ændring af kapitalkravsdirektivet (CDR). Begge disse foranstaltninger er et vigtigt bidrag ikke bare til genopretningsbestræbelserne, men endnu mere afgørende er det, at de vil gøre det finansielle tilsyn mere effektivt på lang sigt og styrke EU's finanssektor.

Først vil jeg gerne hilse Parlamentets ændringsforslag til forslaget til et fællesskabsprogram til støtte for særlige aktiviteter i forbindelse med finansielle tjenesteydelser, regnskabsaflæggelse og revision velkommen. Finanskrisen har vist, er der er behov for yderligere at skærpe EU's tilsynsordninger. Den har ligeledes mindet os om, at det er vigtigt, at de organer, der arbejder med regnskabsaflæggelse og revisionsstandarder, er transparente og uafhængige.

Hvis man ønsker at opnå disse mål, er det efter Kommissionens opfattelse nødvendigt at styrke de vigtigste organers rolle på dette område, men det skal ske både på europæisk og internationalt niveau. Derfor foreslog Kommissionen at give dem finansiel støtte.

Vi mener, at der er enighed om, at disse organer har brug for en stabil, diversificeret og tilstrækkelig finansiering. Når programmet er gennemført, vil det hjælpe dem til at udføre deres arbejde mere effektivt og mere uafhængigt. Programmet vil for de tre udvalg af tilsynsførende være et første skridt til at styrke deres beføjelser på linje med henstillingerne i Larosière-rapporten.

Det vil give dem mulighed for at udforme projekter, som kan øge konvergensen i tilsynene i Europa og samarbejdet mellem de nationale tilsynsførende. Udveksling af oplysninger vil især blive gjort lettere gennem nye it-redskaber. En fælles uddannelse af nationale tilsynsførende vil medføre, at der etableres en fælles tilsynskultur.

Programmet vil også lægge fundamentet til de næste skridt i tilsynsreformerne, som Kommissionen vil beskæftige sig med i de kommende uger. Vi skal ligeledes sikre høj kvalitet i reglerne for regnskabsaflæggelse og revision, som er harmoniserede på internationalt plan. Vi skal sikre lige vilkår for europæiske brugere, og at disse regler udarbejdes af dem, der fastsætter standarderne.

Det er en vigtig forudsætning for at kunne skabe et positivt forretningsmiljø for virksomheder, og det er især vigtigt i den aktuelle økonomiske sammenhæng. Ved at undgå at International Standards Committee Foundation, European Financial Reporting Advisory Group og det internationale Public Oversight Board skal være afhængige af frivillig finansiering fra ikkediversificerede eventuelt interesserede parter, kan vi forbedre standardfastsættelsesprocessens kvalitet og troværdighed.

Ved at styrke European Financial Reporting Advisory Group vil man bedre kunne råde EU, når International Accounting Standards Board udarbejder internationale standarder for regnskabsaflæggelse. Formålet med at hjælpe det internationale Public Oversight Board med at øge dets tilsynskapacitet er at sikre, at de internationale revisionsstandarder vil opfylde EU's kvalitetskrav, når de bruges.

De foreslåede ændringsforslag ændrer Kommissionens forslag til, hvorledes finansieringen skal fordeles på modtagerne. Vi er ikke helt tilfredse med dette. Vi ville især have foretrukket, at der ikke blev foretaget en omfordeling af beløbene fra European Financial Reporting Advisory Group (EFRAG) til EU-udvalgene af tilsynsførende.

EFRAG er et europæisk organ. Det er et afgørende element i EU's indflydelse på International Accounting Standards Committee Foundations proces til fastsættelse af standarder. Hvis vi tager beløb fra EFRAG og giver dem til andre europæiske organer, sender vi ikke det rigtige budskab. Men vi erkender, at det kun er et begrænset beløb, der vil gå fra EFRAG til EU-udvalgene af tilsynsførende.

Vi mener ligeledes, at vi stadig kan opnå de fleste af programmets målsætninger, og derfor kan vi støtte ændringsforslagene. Som hr. Hoppenstedt sagde, er jeg glad for at kunne meddele, at Coreper her til formiddag har godkendt de foreslåede ændringer, og det betyder, at både Rådet og Kommissionen nu kan støtte Parlamentets forslag.

Jeg vil nu gå over til ændringen af CDR. Jeg er glad for at kunne sige, at Kommissionen generelt kan støtte Parlamentets ændringsforslag. Jeg siger generelt støtte, ikke fuldt ud støtte, da Kommissionen stadig har visse bekymringer med hensyn til securitisation.

Det forslag, som Kommissionen vedtog i oktober sidste år, er et resultat af omfattende høringer, en proces, der startede før finanskrisen. I mange henseender har det vist sig, at denne ændring af CDR kommer på det rigtige tidspunkt, og at den udgør en stærk første reaktion på krisen.

Europa-Parlamentet reagerede prisværdigt og hurtigt, og vedtog dette forslag i førstebehandlingen. Som følge heraf har vi nu strammere principper for likviditetsrisikostyring, stærke regler om risikodiversificering, skærpet tilsyn, et bedre kapitalgrundlag samt, hvilket er endnu bedre, krav om rettidig omhu i forbindelse med securitisation. Det er i enhver henseende et betydeligt fremskridt.

Med hensyn til den nu berømte tilbageholdelse på 5 % er jeg glad for at se, at Parlamentet har modstået sektorens opfordringer til at fjerne det, som de blot sidste år betegnede som fuldstændig tåbeligt. Jeg vil gerne understrege, at tilbageholdelsesreglen nu fremstår som almindelig sund fornuft og ikke spor tåbelig. G20 har anerkendt den som en meget vigtig foranstaltning til styrkelse af finanssystemet. Der er ikke skyggen af tvivl om, at Kommissionen i fremtiden vil støtte alle yderligere foranstaltninger, der gør teksten endnu mere vandtæt.

Kommissionen er gået forrest i forbindelse med de globale initiativer til håndtering af krisen. Baselkomitéen for Banktilsyn vil følge trop. Jeg er derfor meget glad for Europa-Parlamentets forslag om en revision ved slutningen af 2009. Komitéen vil overveje, om det er nødvendigt at forhøje tilbageholdelseskravet i lyset af den internationale udvikling.

Det glæder mig også, at Parlamentet har modstået sektorens ønsker om mindre stringente regler for interbankrisici. Vi skal huske på, at banker ikke er risikofri. Det er en vigtig lære, vi kan drage af finanskrisen. Det er absolut nødvendigt med tilstrækkelig diversificering og sikkerhedsstillelse, hvis man skal sikre finansstabiliteten.

Hvad angår egenkapital, forstår jeg, at nogle medlemmer er tilbageholdende, når det drejer sig om at nedjustere visse nationale instrumenter, som ikke lever op til kriterierne for kerneniveau 1. Lad mig være mere præcis. Jeg forstår denne tilbageholdenhed, men kun i den nuværende økonomiske sammenhæng. En stor del af genopretningen er på rette spor. Kommissionen vil fortsat arbejde på yderligere at forbedre kvaliteten af egenkapitalen, således som man blev enige om på G20-topmødet.

Med hensyn til securitisation er Kommissionen stadig af den opfattelse, at det i visse henseender ville have været en god idé at præcisere og specificere, hvorledes tilbageholdelsen på 5 % skal beregnes. Jeg forstår, at Europa-Parlamentet har arbejdet under tidspres, og jeg glad for, at Kommissionen har fået endnu en mulighed for stramme teksten i den rapport, der skal foreligge i slutningen af 2009.

De to betænkninger, som De skal stemme om i dag, viser, at når medlemmerne af Europa-Parlamentet, finansministrene og kommissærerne tænker fremad og udviser politisk lederskab, er det muligt at reagere hurtigt og effektivt på de udfordringer, vi møder. De to foranstaltninger, som vi drøfter i dag, vil i stor udstrækning bidrage til at bane vejen for revisionen af EU's finans- og tilsynsramme.

Ud over disse foranstaltninger fremlagde vi i onsdags en pakke af vigtige initiativer som en reaktion på finanskrisen. Det drejer sig om alternative investeringsfonde, aflønningsstrukturer og detailinvesteringsprodukter.

Sidst, men ikke mindst vil Kommissionen om ca. tre uger fremlægge sine synspunkter om opfølgningen af Larosière-rapportens henstillinger om finanstilsyn. Efter Det Europæiske Råds godkendelse i juni vil der blive fremsat yderligere lovgivningsforslag til efteråret.

  Gary Titley, ordfører for Budgetudvalgets udtalelse. − (EN) Hr. formand! Jeg tager ordet til hr. Hoppensteds betænkning for at gøre rede for Budgetudvalgets udtalelse. Ligesom for hr. Hoppenstedt er dette min sidste tale i Parlamentet efter 20 år.

Budgetudvalget erkender, at der er et presserende behov for disse vigtige forslag. Det er helt klart, at visse vigtige EU-politikker vil blive undermineret uden ordentlig finansiering, og vi er derfor glade for at støtte dette forslag. Men vi vil gerne understrege, at disse penge kommer fra margenen i udgiftsområde 1a, og denne margen vil således bliver reduceret, hvilket igen medfører en begrænsning af finansieringen af andre projekter, som kunne være vigtige i fremtiden. Det bør vi huske på.

For det andet skal vi sikre, at disse organisationer på ingen måde bliver agenturer, for hvis det skete, ville de naturligvis falde ind under den interinstitutionelle aftale om agenturer.

Til slut skal det understreges, at vi ikke ønsker, at Budgetudvalgets holdning bliver undermineret af en alt for hurtig gennemførelse af disse forslag. Det er grunden til, at Budgetudvalget støttede hr. McCreevys forslag mandag aften om en interimfinansiering, således at vi kan sikre ordentlige finansielle procedurer og en ordentlig trilog om konsekvenserne af disse forslag.

  Formanden. − Tak, hr. Titly for de 20 år af Deres liv, som de har viet den europæiske sag.

  John Purvis, for PPE-DE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Vi synes at være en række veteraner, der nu tager ordet, men jeg ville ønske, at jeg ikke holdt min sidste tale i Parlamentet under de værste økonomiske omstændigheder i mit liv – og det er et liv, der startede under de vanskelige tider i 1930'erne – og jeg ville ønske, at jeg ikke skulle tale i en forhandling om et stykke europæisk lovgivning, som ikke er helt tilfredsstillende, er jeg bange for, nemlig kapitalkravsdirektivet.

Jeg og min gruppe vil støtte det kompromis, som hr. Karas med stor dygtighed og tålmodighed og under stort tidspres nåede frem til under de aktuelle feberagtige økonomiske forhold. Men jeg håber, at mine kolleger, som kommer tilbage efter valget, helt vil vende tilbage til den fælles beslutningsprocedure, som virkelig kan afprøve og finpudse vores lovgivning. Jeg frygter, at meget af denne alt for forhastede lovgivning vil vise sig at have utilsigtede og uhensigtsmæssige konsekvenser. Jeg er f.eks. bange for, at reglerne om store engagementer, som kommissær McCreevy lovpriste, og som var affødt af ægte bekymring for modpartsrisiciene, vil gøre det meget mere vanskeligt igen at få sat gang i interbankpengemarkedet i det omfang, det er nødvendigt. Jeg er bange for, at den nye regel om tilbageholdelse, som kommissær McCreevy ligeledes lovpriste, i virkeligheden vil hindre den genoplivning af securitisation, som er en vigtig og hovedsagelig positiv mekanisme til at finansiere ejendomslån, billån og forbrugerudgifter.

Alle de statslige stimuleringer, man kan forestille sig, kan ikke opveje et døende securitisationsmarked. Derfor håber jeg, at man, når tiden er inde til at revidere dette direktiv, vil have foretaget de nødvendige konsekvensanalyser, at man vil have søgt klog rådgivning, at man vil have set grundigt og indgående på den globale sammenhæng, og at omfattende og hensigtsmæssige regler i sidste ende vil blive gennemført.

  Pervenche Berès, for PSE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Jeg beklager, at formandskabet ikke er til stede. Kommissær McCreevy! De har gjort Deres mandat som kommissær for det indre marked til et mandat med lovgivningsstop. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal udtrykke mig, men De burde have ændret mening og i sidste ende fulgt Den Socialdemokratiske Gruppes råd, som allerede da hr. Katiforis' betænkning blev forelagt, fortalte Dem, at der var behov for lovgivning om kreditinstitutterne, eller De burde have lyttet til vores ordfører, Poul Nyrup Rasmussen, som fortalte Dem, at det var nødvendigt at indføre tilbageholdelse i forbindelse med securitisation i banksektoren.

Og endelig burde De også have besluttet at indføre garantier for bankindskud. Som De ser, er denne lovgivningsferie ikke på sin plads. Heldigvis skal vi ikke drøfte disse spørgsmål med Dem i den næste valgperiode. Det siger jeg, fordi Deres sidste forslag om alternative fonde og investeringsfonde var urimeligt, og det bevises af, at De ikke engang vil indvillige i at komme og drøfte det med os i Økonomi- og Valutaudvalget.

Med hensyn til hr. Karas' betænkning er det efter min mening vigtigt at vedtage betænkningen i dag, da den sender et signal i EU til vores banker og til alle vores G20-partnere om, at der skal indføres tilbageholdelse for securitisation. Egenkapital skal defineres bedre. For fremtiden er det nødvendigt med mere grænseoverskridende tilsyn med grupper, og der er behov for et integreret tilsyn på linje med Jacques de Larosières rapport. Og endelig er det nødvendigt at oprette clearingorganer for derivater og credit default swaps.

Jeg vil ligeledes takke hr. Karas for, at vi har kunnet genåbne trilogen, således at vi, før dette direktiv træder i kraft, kan revidere tilbageholdelsestærsklen. Efter at have bestilt undersøgelser, og efter at have givet CEBS til opgave til at fastlægge, hvorledes denne tilbageholdelse kan foregå bedst og mest professionelt, har vi kunnet efterprøve, om den tærskel på 5 %, som vi skal stemme om i dag, er den rigtige tærskel, så meget desto mere da vi har ændret tilbageholdelsens rækkevidde ved at have truffet et valg, som efter min opfattelse var det rigtige, nemlig ved at stryge de garantier, som hr. Purvis ønskede.

Hvad angår hr. Hoppenstedts betænkning, vil jeg gerne sige ham oprigtig tak, da vi her bliver involveret på nyttig og positiv vis. Tidligere fortalte Kommissionen os, at den ikke kunne finansiere niveau 3-udvalgene. Men i dag er det muligt, selv før disse udvalg bliver agenturer. Det er vi glade for. På ordførerens foranledning kan således både driftsomkostningerne og projektomkostningerne finansieres, og på denne måde vil Parlamentet få et klart indblik i, hvilke projekter der bliver finansieret. Det kan vi kun hilse velkommen. Det er den rette vej.

Til sidst vil jeg gerne komme ind på regnskabsstandarderne og de betingelser, på hvilke de internationale organisationer er med til at udarbejde dem. Vi har lagt pres på disse organisationer, for at de forbedrer deres styreform og bedre definerer deres rolle. Også på det område mener jeg, at Europa-Parlamentet med hr. Hoppenstedts betænkning har gjort et godt stykke arbejde, og jeg vil gerne sige tak til ordførerne og til Parlamentet, hvis det, som jeg håber, senere vedtager disse to betænkninger med stort flertal.

  Sharon Bowles, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Den CDR-tekst, man er blevet enig om, er et godt fremskridt i forbindelse med kernekapital, engagementer og tilsyn. Bestemmelsen om securitisation, hvor der nu er proportionelle sanktioner, hvis man ikke overholder princippet om rettidig omhu, er ikke perfekt, men den passer til formålet, dvs. genopbyggelse af tilliden og udbedring af securitisationsmarkedet. Det faktum, at der skal foretages en revision af tilbageholdelsessatsen ved slutningen af året, betyder, at vi har dækket alle områder, herunder det internationale samarbejde.

De problemer, vi havde i Europa med securitisation, skyldtes, at vi købte i USA, men frygt har standset vores egen securitisation. Bankerne har mistet deres vigtigste instrument til at videresælge deres lån – et vigtigt instrument, fordi det frigav kapital til yderligere långivning og var en hoveddrivkraft for vækst. I 2006-2007 beløb den samlede europæiske securitisation sig til 800 mia. EUR, hvoraf 526 mia. EUR gik til støtte til europæiske boliglån og milliarder af euro til bilkøb, kreditkortudgifter og lån til SMV'er – og ja, herunder noget i retning af 40 mia. EUR i tyske SMV-lån. Det er de områder, hvor kreditstramningen har ramt hårdest. Det er ikke tilfældigt. Vi må se i øjnene, at bankernes udlån er begrænset af deres kapital, og de kan ikke komme videre, før de kan rejse mere kapital eller videresælge deres lån. Så jo hurtigere vi kan få gang i en europæisk kvalitetskontrolleret securitisation desto bedre.

Man kunne tro, at hvis en tilbageholdelse på 5 % sikrer, at bankerne opfører sig ordentligt, så skulle 10 % sikre det endnu mere, men den tilbageholdte andel får påført en kapitalafgift, hvilket begrænser den kapital, der kan frigives, og det igen begrænser udlånsmulighederne. Hvis man fastlægger 10 % på et tidspunkt, hvor der stadig er pres på kapitalen, vil det blot ramme låntagere og erhvervslivet, ikke bankerne. Det er derfor, at andre fora, som ligeledes startede med forslag om en højere tilbageholdelse, nu ser ud til også at ville lægge sig fast på 5 %.

I sidste ende vil det være intelligent tilsyn og overvågning, som vil forhindre nye fremtidige udskejelser, og ikke en regulering af det gamle og forgangne. I forbindelse med niveau 3-udvalgene kan vi se, at det er Parlamentet og ikke medlemsstaterne, der har indset, at huller ikke kan fyldes uden ressourcer. Det har det fulgt op ved at kræve flere ressourcer til disse udvalg. Internationale regnskabs- og revisionsorganisationer vil også få fordel af en mere diversificeret og neutral finansiering, og af at EU kan starte her, men EU kan ikke gøre det i det uendelige, hvis andre lande ikke også går med. Det er jeg glad for at have præciseret. Man skal også forsøge at få finansiering fra brugersiden, f.eks. investorer.

  Konstantinos Droutsas, for GUE/NGL-Gruppen. – (EL) Hr. formand! Den økonomiske krise i dag er en krise, der skyldes overproduktion og alt for stor akkumulation af kapital. Som alle erkender, er det selve det kapitalistiske system, der er i krise. Man forsøger at fremstille denne krise som en finanskrise, en likviditetskrise, for at vildlede arbejdstagerne og for at undgå at erkende de virkelige årsager, som førte til stigende arbejdsløshed, mindre indtægter, fleksible arbejdsmarkedsforhold og selve angrebet på dem.

De foranstaltninger, der er blevet truffet for at føre tilsyn med regnskabsstandarderne, og som skal kontrollere kredit og egenkapital, vil ikke begrænse bankernes manglende ansvarlighed. Det er i virkeligheden foranstaltninger, som bankerne selv ønsker, således at de stadig kan udvise uansvarlighed under dække af en overfladisk kontrol og et tilsyn, som i stedet for at beskytte de små indskydere, som har været og fortsat er udsat for den økonomiske krises risici, vil sikre, at bankerne kan fortsætte med at arbejde under samme betingelser som før, og som vil gøre det muligt for dem at bruge nye redskaber til at øge deres profit.

Bankernes forbehold i forbindelse med en medfinansiering fra staten til gengæld for selv et minimum af kontrol er typisk for deres holdning. Det er en holdning uden ansvarlighed, som i den jungle, som markedet er, medfører øget profit og højere priser, samtidig med at arbejdstagerne endnu en gang skal betale prisen for krisen. Arbejdstagerne lader sig ikke narre eller vildlede af EU's afgørelser med henblik på at standse krisen. De ved, at disse afgørelser lægger hele krisens vægt på deres skuldre og sigter på at sikre endnu større profit for kapitalen.

  Nils Lundgren, for IND/DEM-Gruppen. – (SV) Hr. formand! Vi har lige oplevet en global finansiel nedsmeltning, og den fortsætter med at plage os. Derfor er det nødvendigt at undersøge, hvorfor det skete, før vi begynder at handle på EU-plan. Jeg vil gerne sige følgende. For det første har vi en ejerløs kapitalisme. De store selskaber styres ikke længere af aktionærerne, men af pensionsfonde, forsikringsselskaber og andre former for fonde. Det fører til, at tjenestemænd kan styre, som de vil, og det gør de på en måde, der tjener deres egne interesser, og det betyder, at de øger risikoen enormt, hvilket fører til den situation, vi har i dag. Vi har banker, som er "alt for store til at gå fallit", som slagordet siger. Glass-Steagall-loven skulle hindre dette, men den er blevet afskaffet i USA. Vi bør overveje, om dette ikke kunne være en del af løsningen. Vi har indskudsgarantier for små opsparere og selv for ret så store opsparere. Det betyder, at folk, der sætter penge i banken, ikke bekymrer sig om, om bankerne er sikre, da de ved, at skatteyderne vil beskytte dem. Det er et problem. Centralbankcheferne punkterer ikke boblen, men de bliver i stedet for rost, når de hele tiden forsikrer, at boblen kan vokse i det uendelige.

Alan Greenspan fik et fantastisk godt ry for noget, som i praksis viste sig at være en vigtig del af forklaringen på, at tingene gik så dårligt. Subprime-lån var begyndelsen på dette og spillede en afgørende rolle, og de blev indført at politikere, som nu siger, at de vil løse problemet ved at fratage markederne mere magt. Det tvivler jeg på. Man omgik reguleringssystemet i Basel II ved hjælp af "shadow banking". Nu taler man om nye regler for kapitalen. Hvis det betyder mere "shadow banking", vil det ikke hjælpe. Jeg mener derfor, at vi skal gå helt anderledes til værks og spørge, hvad der skal gøres. Så vil vi opdage, at der skal gøres meget lidt på EU-niveau. Dette er et globalt problem, og det skal håndteres andre steder.

  Sergej Kozlík (NI). – (SK) Hr. formand, mine damer og herrer! Efter min opfattelse er et af de bedste skridt, Europa-Parlamentet tog i indeværende valgperiode, den beslutning, der blev truffet sidste år om behovet for en stærk regulering og større stabilitet i finanssystemet. Det er en skam, det ikke skete tre år tidligere. Fremlæggelsen af forslaget til kapitalkravsdirektivet er endnu et praktisk resultat i denne sammenhæng. Finanskrisen har henledt opmærksomheden på tilsynsmekanismens mangler, herunder det konsoliderede tilsyn.

Jeg er enig i, at udgangspunktet for en løsning på dette problem skal være oprettelsen af et decentraliseret europæisk system af banktilsynsorganer, der er baseret på modellen med de europæiske centralbanker. Jeg går også ind for strengere securitisationsregler. Ordregiverne bør beholde en vis procentdel af risikoen ved de engagementer, som de securitiserer, og man skal kræve mere rettidig omhu af investoren. Det er den eneste måde, hvorpå man kan opnå fremskridt.

  Zsolt László Becsey (PPE-DE). – (HU) Hr. formand! Jeg vil gerne gratulere ordførerne og gruppernes skyggeordførere med det kompromis, man nåede frem til. Skønt mange af os er af den opfattelse, at argumenterne er langt fra at være ideelle eller positive, er det ikke desto mindre vigtigt, at forordningen udarbejdes nu før valget.

Jeg vil gerne fremsætte nogle få kommentarer. Jeg er ordfører for mikrokreditter, og jeg er glad for, at betænkningen indeholder et krav, som også var med i min betænkning, om, at der skal udarbejdes et system til risikoforvaltning, som også afsejler visse kendetegn ved mikrokreditter, som f.eks. ingen traditionel sikkerhedsstillelse eller overskud. Jeg håber, at dette vil blive gjort så hurtigt som muligt. Jeg var meget kritisk over for tilsynsordningerne selv under forhandlingen om ændringen i 2005. Dette gælder især for tilsynet med moderselskaberne, hvilket ligeledes giver anledning til bekymring med hensyn til de lande, hvor datterselskaberne ligger, selv om datterselskaberne generelt befinder sig i de nye medlemsstater.

Sårbarheden er blevet begrænset, selv om den stadig eksisterer, af det kollegiesystem, som efter min mening kun er et skridt i den rigtige retning, men ikke den virkelige løsning. Men for at udvise kompromissind vil jeg fremhæve, at denne situation er et fremskridt, først og fremmest fordi det aktuelle kompromis også foreslår, at der hurtigt skal udarbejdes et forslag til forordning om et integreret tilsynssystem, der er baseret på Larosière-rapporten. Det er efter vores opfattelse allerede et godt tegn, og det vil gavne fællesskabsprocessen.

Jeg vil gerne fremsætte en særlig tak for den solidaritet, man har udvist over for landene uden for euroområdet i forbindelse med ændringsforslaget til artikel 153, stk. 3, hvor man accepterede mit forslag om, at den særlige risikopræmie først skulle gælde fra slutningen af 2015 for disse landes kreditter, som de normalt har modtaget i euro fra de offentlige finanser eller centralbanken. Under hensyntagen til alt dette foreslår jeg en samlet afstemning om kompromiset, herunder tilbageholdelsen på 5 %, da dette er et udtryk for en vis form for fremskridt.

Hr. formand! Da dette er min sidste tale, vil jeg til slut også takke Dem og alle mine kolleger for det arbejde, som jeg har kunnet udføre her de sidste fem år.

  Elisa Ferreira (PSE). – (PT) Hr. formand! I år vil den europæiske velstand falde med 4 %, og ledigheden vil stige til 26 mio. Verden og EU burde have reguleret finansmarkederne mere, bedre og tidligere.

Jeg er glad for det arbejde, som Parlamentet har udført – meget af det under tidspres – men jeg vil gerne understrege Den Socialdemokratiske Gruppes bidrag, som burde have fået meget mere anerkendelse tidligere.

Jeg beklager, at Kommissionens reaktion har været for langsom, for stykvis og for begrænset i forhold til det, situationen krævede og stadig kræver, som det kan ses af det seneste forslag om hedgefonde.

Vedtagelsen af kapitalkravsdirektivet er endnu et skridt i den rigtige retning. Vi ved, at det ikke er ambitiøst nok og ikke lever helt op til forventningerne, men det vigtigste i dag er at give de finansielle institutioner og markederne et klart signal om, at man ikke længere kan fortsætte, som man plejer. Jeg vil rose ordføreren og skyggeordførerne, især Pervenche Berès, for deres arbejde på at finde et kompromis.

Dette direktiv indfører klare regler, men der er stadig meget, der skal gøres under næste revision i forbindelse med nogle af de mere kontroversielle spørgsmål, især hvad angår niveauet for tilbageholdelse på securitisationsområdet.

Det er absolut afgørende, at Parlamentet sikrer, at dette direktiv bliver vedtaget, således at man kan sende et klart budskab til Europas borgere om, at tingene ændrer sig og vil fortsætte med at ændre sig, og at vi bekymrer os om dem.

  Wolf Klinz (ALDE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Finanskrisen har gjort det klart, at der er behov for at ændre rammen for finansmarkedet i EU. Min gruppe støtter de forslag, der blev udarbejdet i trilogforhandlingerne, især forslaget om et nyt kapitalkravsdirektiv for bankerne. Tilsynet vil blive mere risikoorienteret, misbrug af særlige finansieringsselskaber vil standse, og de strukturerede produkters kvalitet vil blive forbedret som følge af tilbageholdelsen på 5 % inden for securitisation. Men jeg beklager, at regelen om samme års interbanklån er meget restriktiv, og at de passive kapitalindskud kun accepteres som fuldgyldig kapital i en overgangsperiode.

Det fremskridt, der er opnået med omstruktureringen af finansmarkedsrammen er godt, men endnu ikke tilstrækkeligt. Arbejdet vil derfor fortsætte. Jeg håber, at bankerne vil være mere samarbejdsvillige, end de har været i de sidste måneder, hvor jeg så dem mere i rollen som en bremsende kraft end som en partner i forsøget på at finde en fremadskuende løsning.

  Werner Langen (PPE-DE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil begynde med at sige, at vi med dette andet projekt, som vi drøfter i dag, er begyndt at få bragt finansmarkedsreguleringen på normal fode. Finansmarkedskrisen skyldes delvist markedernes svigt og delvis manglende regulering. Vi har opstillet en liste over foranstaltninger, som skal reguleres af kreditvurderingsinstitutterne. Vi har vedtaget beslutningsforslag om kapitalkravsdirektivet, om chefaflønninger, om hedgefonde, om regnskabsbestemmelser og om den europæiske tilsynsstruktur. I dag behandler vi det andet punkt.

Der føres forhandlinger på grundlag af en afstemning i udvalget, ikke i den normale førstebehandlingsprocedure, men på grundlag af en aftale, der blev indgået mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet. Jeg erkender, at hr. Karas har opnået meget. Men en række kolleger har ligesom mig en anden opfattelse, som hr. Klinz understregede. Det drejer sig hovedsageligt om tilbageholdelsen på securitisationsområdet. Securitisationsmarkedet og finansmarkedskrisen opstod ikke mindst, fordi der blev skabt finansmarkedsprodukter uden selvrisiko. Derfor stoler bankerne ikke længere på hinanden, fordi ingen længere har værdipapirer, som de står inde for med risiko. Man foreslår en tilbageholdelse på 5 %. Efter min opfattelse er 10 % mere hensigtsmæssigt, og jeg har derfor stillet et ændringsforslag. Jeg er overbevist om, at Rådet, hvis det accepterer alt det andet, også må overveje de 10 %. Parlamentet har ansvar for at give borgerne yderligere forsikringer om, at en sådan global finanskrise aldrig vil gentage sig.

Derfor foreslår jeg og anmoder om, at vi accepterer det kompromis, som hr. Karas nåede frem til bortset fra tilbageholdelsen på 10 % og fradrag af passive kapitalindskud.

  Ieke van den Burg (PSE). – (EN) Hr. formand! Jeg står med lidt blandede følelser her i min sidste forhandling i Parlamentet. Jeg er meget glad for den afgørelse, vi traf i forbindelse med Hoppenstedt-betænkningen om at øge finansieringen af niveau 3-udvalgene. Det er et skridt i retning af et stærkt europæisk tilsyn med finansmarkederne, som har udviklet sig langt ud over de nationale grænser. Jeg har været en stærk fortaler for dette, og jeg håber, at man fortsat vil føre en stærk debat om dette i næste valgperiode.

Forslaget om kapitalkravsdirektivet (CDR) er efter min mening ikke et godt eksempel på bedre regulering under Lamfalussy-proceduren, som vi har udviklet i de 10 år, jeg har været i Parlamentet. Jeg vil støtte resultatet, for det er nødvendigt at sende et stærkt signal til markedet, men jeg ville have foretrukket en mere principiel fremgangsmåde og større gennemsigtighed i den politiske proces. Vi arbejdede under pres og opnåede dette forhastede resultat. Jeg håber, at man ved slutningen af året, når der skal gennemføres en mere omfattende revision af CDR, vil tage Lamfalussy-processen med i betragtning. Jeg anbefaler stærkt, at Økonomi- og Valutaudvalget genindfører denne proces.

I min sidste tale vil jeg også tilslutte mig det, fru Berès sagde og sige til hr. McCreevy, at det er en skam, at det, han har gjort for at regulere finansmarkederne, er for lidt og kommer for sent. Jeg vil gerne sige til mine kolleger i Økonomi- og Valutaudvalget, at jeg har værdsat deres samarbejde i mine 10 år i Parlamentet. Jeg håber, at de i næste valgperiode vil få en kommissær, som udelukkende vil beskæftige sig med finansmarkederne og have en portefølje, som virkelig fokuserer på dette meget vigtige spørgsmål, som har bragt os i denne meget vanskelige situation, og som virkelig vil gøre en indsats for regulering af og europæisk tilsyn med finansmarkederne.

  Udo Bullmann (PSE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Hvis man skal dræne en sump, spørger man ikke de fedeste frøer, hvordan de ønsker, at det skal gøres. Det er det, der er problemet med den betænkning om kapitalkravsdirektivet, som vi drøfter i dag. Hvis vi ikke ønsker at oprette dårlige banker om ti eller tyve år, skal vi få bankerne og kreditinstitutterne til at påtage sig en betydelig forretningsrisiko, hvis de fortsætter med at handle med kritiske produkter. 5 % er ikke nok.

Kommissær McCreevy foreslog 15 %, hvilket senere af industrien blev forhandlet ned til 5 %. Det accepterede Rådet, og Parlamentet gjorde en sørgelig figur her. De tyske socialdemokrater vil stemme for en højere tilbageholdelse, og vi vil også stemme for en fortsættelse at de passive kapitalindskud, da en konkurrencepolitik, som angriber en forretningsmodel, og som ikke har noget at gøre med en omstrukturering af bankerne, er uretfærdig.

Jeg håber, at vi får vedtaget et fornuftigt beslutningsforslag, og at vi efter den 7. juni vil have et Parlament, som vil have rygrad og mod nok til at bruge klar tale i forbindelse med omstruktureringen af finansmarkedet.

  Antolín Sánchez Presedo (PSE). – (ES) Hr. formand! Dette direktiv er en første reaktion på finanskrisen fra august 2007, og vi bør ikke forhale vedtagelsen af det. I lyset af omstændighederne bør det gennemføres med forsigtighed for at undgå brutale ændringer, og det bør ledsages af en mere ambitiøs revision under hensyntagen til den internationale udvikling.

De finansielle institutioner har brug for et solidt kapitalgrundlag, og de skal kunne konkurrere på afbalanceret vis på grundlag af en ensartet definition af egenkapital, især af hybridinstrumenter, og på grundlag af en proportional styrkelse af forvaltningen af større risici. Det er vigtigt at få indført større gennemsigtighed og at forene udstedernes og investorernes interesser i securitationsprocessen. Tilbageholdelse af mindst 5 % af securitiserede produkter på statusopgørelsen, undgåelse af at bruge disse mange gange og en styrkelse af princippet om rettidig omhu for investorerne er skridt i den retning. Når man opretter kollegier af tilsynsførende for grænseoverskridende grupper, og når man styrker Det Europæiske Banktilsynsudvalgs rolle, går man i retning af en større integration af det europæiske tilsyn.

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). – (LT) Hr. formand! Jeg vil ligeledes takke mine kolleger for fem års fremragende samarbejde, selv om jeg må understrege, at der stadig er mange spørgsmål, som skal løses i næste valgperiode. Først og fremmest løser dette direktiv ikke problemet med at evaluere bankernes aktiviteter.

Den risikobaserede fremgangsmåde egnede sig ikke til formålet, og der er nødvendigt at overveje en anden form for evaluering som f.eks. det, man kalder den resultatbaserede fremgangsmåde. Vi har desuden stadig ikke besluttet, hvem der skal betale. Hvilket lands skatteydere skal risikere deres penge, hvis en stor europæisk koncern har problemer?

Vil der blive oprettet en særlig fond på europæisk plan? Vil forskellige lande bidrage til en fælles fond? Før vi har svaret på det, kan vi ikke sige, at vi har en stærk og velforberedt regulering af finanssektoren.

  Miloslav Ransdorf (GUE/NGL). – (CS) Hr. formand! Det er min faste overbevisning, at de foranstaltninger, vi drøfter i dag, også skal have en forebyggende karakter, da situationen er meget alvorlig. Mængden af finansielle derivater på verdensmarkedet er fem gange større end verdens samlede bruttonationalprodukt, og det er en boble, som vil briste, og bruttonationalproduktet vil som følge heraf falde drastisk, især i USA. Det ville skade hele verden og også de europæiske lande. Der består også fare for en overdreven stor inflation, da den fremherskende idé, især i USA, synes at være, at alle problemer kan løses ved at indskyde flere og flere penge i systemet, selv om der er alvorlige mangler ved denne strategi. Jeg mener derfor, at det forebyggende aspekt er meget vigtigt, og at visse af de mere kontroversielle instrumenter, der bruges på finansmarkederne, som f.eks. "shadow banking", simpelt hen bør forbydes.

  Formanden. − Før jeg giver ordet til kommissær McCreevy, føler jeg, da flere medlemmer har talt i Parlamentet for sidste gang, at det er min pligt at takke dem for deres indsats i årenes løb ikke bare på vegne af medlemmerne af Parlamentet, men også på vegne af de europæiske borgere og vælgere. De har valgt at prøve på at forbedre forholdene, og det fortjener de de europæiske borgeres taknemmelighed for.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. − (EN) hr. formand! Jeg vil først gerne takke hr. Karas og hr. Hoppenstedt og andre, fordi de så ihærdigt har bestræbt sig på at finde et kompromis på disse to områder.

Jeg skal i forbindelse med hr. Hoppenstedts betænkning fremhæve, at det positive resultat af Coreper-mødet her til formiddag baner vejen for en vedtagelse i førstebehandlingen. Vi er meget glade for enigheden om dette strategiske initiativ, fordi det sender det rigtige signal om, at vi er fast besluttet på at reagere på finanskrisen, styrke finanstilsynet og forbedre standardevalueringsprocessen for regnskabsaflæggelse og revision. Men det er kun et første skridt i en meget lang proces. Vi ser i de kommende måneder frem til at fortsætte dette arbejde med Dem i det nye Parlament.

Med hensyn til securitisation er vi alle enige om, at kravet om en tilbageholdelse på 5 % er et første skridt. Baseludvalget vil arbejde på størrelsen af tilbageholdelsen. Dette er et krav fra G20. EU er foran, og vi vil bidrage til større overensstemmelse på globalt plan.

Lad mig fremsætte nogle bemærkninger om securitisation. Fru Bowels kom med et skarpt indlæg i denne forbindelse. Hun går i høj grad ind for securitisation og understregede dets gode aspekter og det beløb, der tilføres kapitalmarkederne for små og mellemstor virksomheder og långivere i det hele taget i EU's medlemsstater. Hvis jeg skulle have givet indtryk af, at jeg ikke erkender fordelene ved securitisation, vil jeg gerne understrege, at dét gør jeg helt bestemt. I min tidligere egenskab, og længe før jeg kom her, kendte jeg til fordelene ved securitisation. Men spørgsmålet drejer sig om, hvilken andel den oprindelige långiver skal beholde i denne sag. Jeg accepterer det fru Bowles sagde om, at der i fremtiden vil blive påført en kapitalafgift på den tilbageholdte andel. Man kan ikke være sikker på, hvornår finanskrisen vil være slut. Men uanset hvornår vi vil se afslutningen på krisen, er jeg overbevist om, at der vil blive stillet krav til de finansielle institutioner om, at de på alle niveauer skal sidde inde med en meget større kvalitetskapital til sikring af deres udlån. Jeg vil ikke være her – men mange af Dem vil være her – men ligegyldig hvad afslutningen bliver, vil det blive det uundgåelige resultat af denne finanskrise – ikke med det samme, ikke på mellemlang sigt, men på lang sigt vil det helt sikkert ske. Hvis jeg brugte min krystalkugle, er det dét, jeg vil se i årene fremover. Det er altså procentdelen, der diskuteres. Folk kender mit synspunkt. Jeg har haft meget stærke meninger om dette i lang tid.

Der er blevet stillet forskellige ændringsforslag under forløbet i Rådet og i Europa-Parlamentet om forskellige ting på det ene eller det andet område, som mine tjenestemænd på min anmodning har udtalt sig stærkt imod, for jeg er fast overbevist om den simple kendsgerning, at 5 % af noget, er bedre end 55 % af intet. Jo flere ændringer vi har – vi kan have 5 %, 10 %, 15 % – så er 15 % af intet stadig intet. Derfor er jeg glad for, at Kommissionen med sin rapport ved slutningen af året får lejlighed til at vende tilbage til dette spørgsmål, således at man kan sikre en opstramning af formuleringen. Det er min helt klare opfattelse, for der visse ting, jeg ikke ønsker at se. Men jeg vil gerne erkende, hvad fru Bowles og andre har sagt om fortjenesten ved securitisation for kapitalmarkedet. Jeg håber, at jeg aldrig har givet indtryk, at det ikke er tilfældet.

Afslutningsvis vil jeg tilslutte mig formanden og ønske de medlemmer, der forlader Parlamentet, held og lykke i deres fremtidige karriere Jeg har kendt de fleste af dem i den ene eller anden egenskab i de fem år, jeg har været her, og jeg værdsætter deres bidrag, selv om jeg ikke altid har været enig med dem. Jeg burde måske ikke fremhæve nogen, men jeg vil alligevel gerne særlig nævne hr. Purvis i denne forbindelse. Jeg har altid fundet hans råd klogt, afbalanceret, velovervejet og ikke dogmatisk, og jeg ønsker ham al mulig succes i fremtiden.

  Othmar Karas, ordfører. − (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil først gerne takke Dem for Deres støtte og for det signal, vi sender til sparere, erhvervslivet, banker og finansverdenen.

Vi har haft en meget åben forhandling. Den understregede også svaghederne og behovet for yderlig handling. Jeg kan fortælle Dem, at alle Deres ønsker og Deres kritik og forbehold spillede en rolle i forhandlingerne, at vi forsøgte at indarbejde dem i betragtningerne og i anmodningen om en revision. Alt det, der blev sagt her i dag, spillede en rolle i den fremlagte aftale – i visse tilfælde var det ikke nogen stor rolle – men alt spillede en rolle.

Det er derfor helt klart, at dette er et vigtigt skridt fremad, men det er ikke det sidste skridt, da vi meddeler, at vi ønsker, at der tages yderligere skridt i denne aftale, og vi fastlægger retningen for denne forhandling. Forhandlingen vil med andre ord fortsætte, den skal fortsætte. Men jeg mener, at det er vigtigt, at vi i denne valgperiode sender et klart signal om, at vi er kompetente, at vi ønsker at skabe tillid, sikkerhed og stabilitet, at vi kan reagere hurtigt, og at vi ved, hvad der skal gøres for fremtiden. Jeg opfordrer Dem derfor til, at vi sammen tager dette skridt og med et stort flertal.

Jeg takker Dem mange gange for denne forhandling.

  Karsten Friedrich Hoppenstedt, ordfører. − (DE) Hr. formand! Jeg har allerede udtrykt min mening om visse ting i mit første indlæg. Men jeg vil ikke desto mindre endnu en gang klart understrege, at verden, herunder vores partnere i USA, Kina og andre steder, holder øje med EU, Rådet, Kommissionen og Parlamentet for at se, hvordan vi reagerer på krisen. Jeg har allerede sagt, at vi har reageret, hvilket kan ses af ændringen af visse bestemmelser. Der sker ligeledes fremskridt i USA i form af genforsikringsdirektivet og andre ting som f.eks. sikkerhedsstillelse. Derudover er det en udbredt opfattelse, at hvis vi i Europa ikke fremlægger noget konkret, vil vores partnere ikke reagere.

I sidste måned og også i denne måned traf vi afgørelser og fik dem påbegyndt, og det lykkedes os at finde rimelige løsninger sammen med Rådet.

Jeg vil endnu en gang benytte af mig lejligheden til at takke Kommissionen, som sommetider gik lidt hårdt frem, og Rådet, hvor vi prøvede at finde rimelige løsninger på nattemøder og på trilogmøder, og for blot en time siden godkendte de også vores rimelige kompromis.

Jeg vil naturligvis også takke mine medkæmpende i Økonomi- og Valutaudvalget, fru Berès, fru Bowels og mange andre, men også medarbejderne, som måtte bære en stor del af byrden.

Jeg tror, at det er vigtigt måske at understrege endnu en gang, at jeg var involveret i indførelsen af det europæiske indre marked, at jeg var koordinator under indførelsen af euroen og lignende ting. Det er alt sammen milepæle, som helt naturligt har orienteret dette arbejde og ligeledes udformningen af politikken. Det har været morsomt at arbejde sammen med Dem, og jeg vil endnu en gang takke mine kolleger, Kommissionen og Rådet – det har jeg allerede sagt – for deres samarbejde. Jeg ønsker alle dem, som har besluttet ikke at vende tilbage, held og lykke i fremtiden.

Vi har mange opgaver, herunder den opgave at fortælle, hvor vigtig EU er, og at Europa-Parlamentet udfører et vigtigt arbejde. I forbindelse med valget i Tyskland den 7. juni og andre steder fra den 4.-7. juni, er det ligeledes vigtigt at henlede folks opmærksomhed på, hvor vigtigt vores arbejde er. Jeg håber, vi vil se en stor valgdeltagelse. Endnu en gang tak til alle og held og lykke. Dette er min sidste tale, som jeg allerede har sagt.

  Formanden. – Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag onsdag den 6. maj 2009.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Paolo Bartolozzi (PPE-DE), skriftlig. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Ved at ændre direktiverne om kreditinstitutter, deres egenkapital, store engagementer, tilsynsordninger og krisestyring går EU i retning af en justering af hele systemet.

Det ændrede direktiv ville fjerne de skønsbeføjelser, som medlemsstaterne har over deres egne midler, hvilket ville forhindre en harmonisering af tilsynspraksis og retfærdig konkurrencepraksis mellem banker. Disse uoverensstemmelser må overvindes ved hjælp af fælles regler for at gøre det muligt for revisioninstitutioner og centralbanker at se banksystemets mulige insolvens i øjnene, særlig i lande, der har indført euroen. Ændringerne vedrører behovet for at stramme op på tilsynet med grænseoverskridende bankkoncerner.

Genåbningen af de interinstitutionelle forhandlinger om den aftale, der er indgået mellem Europa-Parlamentet og Rådet, vedrørte den minimumstærskel, der skal fastsættes for securitisationernes nominelle værdi. Dette henviser til det risikobeløb, som bankerne skal fastsætte i deres egen balance, når de anbringer "strukturerede" produkter hos opsparerne.

I Rådet stemte alle medlemsstaterne for, at denne tærskel holdes på 5 %. Hvis den blev hævet, ville det blive umuligt for securitisationsmarkedet at komme på fode igen, og det ville ikke bidrage til at gøre markederne sikre igen.

(Mødet udsat kl. 11.50 og genoptaget kl. 12.05)

FORSÆDE: Diana WALLIS
Næstformand

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Fru formand! Jeg henviser til forretningsordenens artikel 145. På mødet den 24. april påstod Hans-Peter Martin under mit fravær fra afstemningen, at en stemme var afgivet ulovligt med et stemmekort fra min plads af en uautoriseret person. Formandskabet kunne øjeblikkeligt fastslå, at dette var ukorrekt.

Jeg forstår, at mange af mine kolleger her under valgkampagnen bliver nervøse. Dette svarer dog på det nærmeste til en anklage om snyd, bedrageri, en uberettiget berigelse fra min side. Det er en anklage om en alvorlig kriminel lovovertrædelse. Hr. Martin bagvasker, anklager og bagtaler Parlamentet, dets medlemmer, selv tjenestemændene og især hans østrigske kolleger igen og igen i al offentlighed med forvridninger, halve sandheder og usandheder, og grænsen for, hvad jeg kan tolerere, er overskredet. Jeg kræver, at hans anklage trækkes tilbage, og at formandskabet kommer med en undskyldning og en fordømmelse.

(Bifald)

  Formanden. − Tak, hr. Mölzer. Som det vil være kollegerne bekendt, blev maskinen kontrolleret sidste gang, og det blev påvist, at der ikke havde været nogen anden eller upassende brug af maskinen, så spørgsmålet er blevet opklaret.

Jeg ser, at Hans-Peter Martin har bedt om ordet. De får ordet for en kort bemærkning.

(Mumlende protest)

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Fru formand! De bedes kalde forsamlingen til orden.

(Latter)

Eller vil jeg blive straffet og blive frataget min diæt, hvis jeg vover at råbe "folkeafstemning"?

Jeg har ret til at fremsætte en personlig bemærkning i henhold til artikel 149. Jeg kan på det bestemteste afvise min kollegas udtalelser. Jeg kan huske, hvad jeg rent faktisk sagde på plenarmødet, da mange af højreekstremisterne og flokken bag mig var fraværende. Jeg står ved det. Og hvis jeg anklages …

(Protest)

Man hører mange andre protester her, der er så forfærdelige, at jeg ikke ønsker at gentage dem offentligt. Men sådan er højreekstremisterne. Vi ved det fra historien, og det er en enorm fare, der ligger foran os.

Med hensyn til anklagen om min handlings uretmæssighed, vil jeg blot gerne påpege, at der måske har været forskellige forsøg på at kriminalisere mig, men aldrig nogen kriminel efterforskning, ikke fordi de østrigske dommere eller offentlige anklagere var forudindtaget, men fordi de så, hvor ubegrundede disse påstande var. Hvis højreekstremisterne nu går i offensiven med sådanne argumenter, er det op til vælgerne at dømme.

(Formanden afbrød taleren)

  Formanden. − Vi har hørt Dem. Jeg har sagt, at sagen er opklaret. Det er tilstrækkeligt. Tak!

⁂

  Beniamino Donnici (ALDE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Fru formand, som De ved, men som mange af mine kolleger her i Parlamentet ikke ved, er EF-Domstolen endelig på grund af formandskabets store mangel på information om dette spørgsmål, som holdes skjult, nået frem til en afgørelse i den langvarige tvist, der desværre har været mellem mig på den ene side og Europa-Parlamentet og hr. Occhetto på den anden side.

Domstolen har forkastet den beslutning, som Parlamentet vedtog den 24. maj om ikke at bekræfte mit mandat efter de nationale myndigheders bekendtgørelse, og Europa-Parlamentet er blevet dømt til at betale sagsomkostningerne. Hensigten med Domstolens rettidige afgørelse var at genoprette Parlamentets legitime sammensætning, inden mandatet udløb, men kl. 17 den 4. maj gav Parlamentets formand, Hans-Gert Pöttering, Parlamentet en ensidig, tvetydig og forvirret redegørelse for sagen, hvor han endnu en gang opfordrede Retsudvalget til at bekræfte mine beføjelser, selv om han var helt klar over, at dette kun var et notat. Ikke nok med det, han anmodede heller ikke om et ekstraordinært møde i Kommissionen, fordi dette var det sidste møde i valgperioden, medmindre han beslutter at forlænge mit mandat til næste periode også.

Jeg opfordrer derfor formandskabet til at rette op på denne nye store fejltagelse senest i morgen for at leve op til Domstolens afgørelse. Fru formand, jeg ville have foretrukket, at Europa-Parlamentet var blevet sparet for dette store juridiske nederlag, men til trods for alt vil jeg gerne give udtryk for min agtelse for Dem og mine kolleger i Parlamentet.

  Formanden. − Tak, hr. Donnici. Deres bemærkninger er blevet noteret, og formanden fremsatte naturligvis en erklæring mandag eftermiddag. Deres bemærkninger vil blive videregivet til præsidiets møde her i eftermiddag.