Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 6. maj 2009 - Strasbourg

12. Den Europæiske Flygtningefond for perioden 2008-2013 – Minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere (omarbejdning) – Ansøgning om international beskyttelse fra tredjelandsstatsborgere eller statsløse (omarbejdning) – Oprettelse af "Eurodac" til sammenligning af fingeraftryk (omarbejdning) – Oprettelse af et europæisk asylstøttekontor (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om:

– betænkning (A6-0280/2009) af Bárbara Dührkop Dührkop for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af beslutning nr. 573/2007/EF om oprettelse af Den Europæiske Flygtningefond for perioden 2008-2013 for så vidt angår inddragelse af finansieringen af visse fællesskabsforanstaltninger og ændring af finansieringsloftet (KOM(2009)0067 – C6-0070/2009 – 2009/0026(COD))

– betænkning (A6-0285/2009) af Antonio Masip Hidalgo for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne (omarbejdning) (KOM(2008)0815 – C6-0477/2008 – 2008/0244(COD)),

– betænkning (A6-0284/2009) af Jeanine Hennis-Plasschaert for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (omarbejdning) (KOM(2008)0820 – C6-0474/2008 – 2008/0243(COD)),

– betænkning (A6-0283/2009) af Nicolae Vlad Popa for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af "Eurodac" til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af forordning (EF) nr. […/…] [om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i en af medlemsstaterne af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs] (omarbejdning) (KOM(2008)0825 – C6-0475/2008 – 2008/0242(COD)) og

– betænkning (A6-0279/2009) af Jean Lambert for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk asylstøttekontor (KOM(2009)0066 – C6-0071/2009 – 2009/0027(COD)).

  Bárbara Dührkop Dührkop, ordfører. − (ES) Fru formand! Jeg har den ære at indlede denne forhandling under ét om fem meget vigtige betænkninger om fastlæggelsen af en fælles europæisk politik på asylområdet.

Min betænkning er begrænset til ændringen af Den Europæiske Flygtningefond med henblik på at omfordele midlerne for at oprette et europæisk asylstøttekontor, som institutionelt vil få status som et kontrolorgan. Et af kontorets ansvarsområder bliver at fremme og forbedre det praktiske samarbejde mellem medlemsstaterne med henblik på at bistå i gennemførelsen af det fælles europæiske asylsystem.

Da nogle af de opgaver, der i øjeblikket er tildelt og finansieret under Den Europæiske Flygtningefond, nu vil blive varetaget af kontoret – det gælder f.eks. fremme af god praksis, tolkning og oversættelse samt støtte til udvikling og anvendelse af fælles statistikker med det formål at sikre gennemskuelighed og sund forvaltning af ressourcer – skal nogle af flygtningefondens midler overføres til kontoret.

I henhold til de gældende regler tildeles 10 % af fondens midler til disse opgaver. Kommissionen foreslår, at denne procentdel sænkes til 4 %, og at resten overføres til det nye kontor. På den måde reduceres fondens tildeling for perioden 2008-2013 fra 628 mio. EUR til 614 mio. EUR. Vi er enige med Kommissionen i, at disse beløb er tilstrækkelige til den første fase af fonden indtil 2013, hvor en revision er planlagt.

Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender har fundet det passende at give mig den velkomne opgave med at argumentere for oprettelsen af dette kontor. Forslaget er blevet godkendt enstemmigt i de to berørte udvalg: Udvalget om Borgernes Rettigheder og Budgetudvalget. Selv om Parlamentet, som vi ved, er tilbageholdende med hensyn til oprettelsen af nye organer, da Parlamentets primære hensyn som budgetmyndighed er at sikre korrekt og rimelig forvaltning af de tildelte ressourcer, i dette tilfælde for at sikre praktisk samarbejde mellem medlemsstaterne om asyl.

Vi ved alle, at godkendelsesprocenterne for asylansøgninger varierer betydeligt mellem medlemsstaterne, hvilket medfører en række administrationsvanskeligheder for værtsmedlemsstaten. Det gælder navnlig for lande, der ligger ved EU's sydlige grænser, som regelmæssigt oplever at bliver overvældet af store antal mennesker, der kommer til deres grænser, idet de blandt alle disse mennesker skal identificere de mennesker, der har brug for beskyttelse.

Et tilbud om støtte til genbosættelse og intern, frivillig overflytning af asylansøgere er det bedste bevis på og udtryk for solidaritet, som medlemsstaterne burde udvise. Det er og bør også være hovedformålet med oprettelsen af dette kontor.

Fru formand! Dette er slutningen på min tale om det emne, vi behandler i øjeblikket, og ligesom Dem vil jeg gerne bruge et par minutter, som er mine sidste, til at sige et par afskedsord.

Dette er min sidste tale på dette plenarmøde. Jeg vil ligesom Dem takke alle medlemmerne af Parlamentet, mine gruppekolleger, formanden for Udvalget om Borgernes Rettigheder og mine kolleger i udvalget for det samarbejde, vi har nydt i de forgangne år. Vi har haft diskussioner, og vi har ikke altid været enige, men jeg mener, at vi i sidste ende altid har ydet et godt stykke arbejde, som vi har kunnet taget med på plenarmøderne i Parlamentet.

Da jeg kom her første gang for 22 år siden, kom jeg til et EF med 12 medlemsstater. Det glæder mig, at jeg nu forlader et EU med 27 medlemsstater. Det har været et sandt privilegium at være i selve maskinhuset af den europæiske integrationsproces. Det har været en unik, fantastisk oplevelse. En af de største succeser har været at opnå det "aldrig igen" som var kernen i skabelsen af den europæiske enhed. Jeg mener, vi kan lykønske os selv med dette.

Når jeg forlader stedet, er jeg glad for at have haft mulighed for denne oplevelse, og jeg beder om Deres forståelse, fordi jeg vil nu forlade denne forhandling. Jeg vender tilbage til Baskerlandet, hvor vi oplever nogle historiske begivenheder: Efter 30 år med en baskisk nationalistregering får vi nu en socialdemokratisk præsident for Baskerlandet, Patxi López, og jeg vil gerne repræsentere min politiske gruppe i morgen, når han tiltræder.

Mange tak og for sidste gang: farvel.

(Bifald)

  Antonio Masip Hidalgo, ordfører. − (ES) Fru formand! Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender har besøgt indvandrercentre i forskellige dele af Europa – som De selv har gjort det med særlig iver – og har konstateret meget svingende vilkår og utålelige forhold, der skal bringes i orden.

Asylansøgere skal dog ikke sammenlignes med illegale indvandrere. Asylansøgere er flygtet fra forfølgelse. De er ikke tiltrukket af økonomiske faktorer, men er blevet fordrevet af regimer, som er imod frihed. Vi spaniere er meget bevidste om dette, da så mange af os som republikanske landsforviste blev modtaget i Mexico, Frankrig og andre lande.

Da hjemsendelsesdirektivet blev forhandlet, blev det klart præciseret, at den retsakt ikke ville gælde for den kommende lovgivning om modtagelse af asylansøgere. Kollegerne fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater sagde det samme. Det er efter min mening afgørende for asylansøgere, at de modtager information på et sprog, de forstår. Hvis information til en asylansøger begrænses til et sprog, han forstår eller "kan formodes at forstå", sænkes de eksisterende krav, hvilket ikke er acceptabelt fra et juridisk synspunkt eller med hensyn til tolkningen af menneskerettigheder. Retten til at blive ordentlig informeret er grundlæggende, fordi den er grundlaget for alle andre rettigheder.

Jeg har undersøgt de finansielle omkostninger ved mit forslag om materiel bistand. Jeg foreslår, at bistanden til asylansøgerne skal sikre dem en levestandard, som kan sikre asylansøgernes sundhed og midler til deres underhold. At anmode om mindre ville efter min mening være en fornærmelse mod asylansøgernes værdighed.

Mit forslag præciserer den anden begrundelse for frihedsberøvelse (artikel 8, stk. 2, litra b)) og omhandler et foreløbigt interview i overensstemmelse med retningslinjerne for frihedsberøvelse fra De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge. Jeg foreslår også i artikel 9, stk. 5, afsnit 1, at frihedsberøvelsen uden videre tages op til revision af retsmyndighederne, hvis omstændighederne ændrer sig, eller nye oplysninger bliver tilgængelige, efter anmodning fra asylansøgeren eller ved mangel herpå automatisk, som jeg sagde tidligere.

Mundtligt ændringsforslag 2 og kompromisændringsforslag 5, som blev vedtaget i udvalget, vedrører spørgsmålet om gratis adgang til juridisk bistand kun i det omfang, det er nødvendigt, og på anmodning fra asylansøgeren. Jeg anmoder om delt afstemning om disse to punkter for at komme tilbage til juridisk bistand, som er tættere på at være gratis, som efter min mening er det rigtige.

Hvis de oprindelige forslag om social bistand til indvandrere reduceres, som andre grupper har opnået under afstemningen i udvalget, er det endelig efter min mening nødvendigt at sikre effektiv adgang til arbejdsmarkedet, selv om vi aktuelt befinder os i en krise. På den måde vil asylansøgerne opnå uafhængighed og blive integreret i værtssamfundet, og vi vil reducere de sociale udgifter, der er forbundet med dem. Jeg vil varmt takke hr. Barrot og Kommissionen for den indsats, han har ydet i forbindelse med dette direktiv.

FORSÆDE: Edward McMILLAN-SCOTT
Næstformand

  Jeanine Hennis-Plasschaert, ordfører. − (NL) Hr. formand! Jeg har først et par generelle bemærkninger. Jeg har været meget involveret i udformningen af den europæiske asyl- og immigrationspolitik i de sidste par år på vegne af min gruppe, Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa. Jeg er sikker på, at faktisk alle kan se nyttigheden og nødvendigheden af en sådan politik. Når alt kommer til alt, råber et Europa uden indre grænser jo på en fælles tilgang på dette område. Når det er sagt, vil jeg påpege, at de standarder, som vi er blevet enige om, og de resultater, vi har opnået indtil videre, står i stærk kontrast til de ambitioner, der er fastsat i Tampereprogrammet, Haagprogrammet og senest den franske pagt om indvandring og asyl.

Problemet er, at den højeste fællesnævner pludselig bliver den laveste, hver gang Rådet skal træffe en konkret beslutning, og dermed opnås den ønskede harmonisering ikke. Når det gælder gennemførelse i de nationale lovgivninger, er der desuden mange medlemsstater, som ikke lever op til de aftaler, vi har indgået, og det gælder både tidsplaner og nøjagtighed.

Det har i praksis ført til enorme forskelle mellem medlemsstaterne. Det skaber ikke kun forvirring – det er også vand på møllerne for alle, der misbruger systemet. Det synes ikke at være gået op for Rådet – hverken helt eller delvist – at en forbedring af kvaliteten kombineret med mere konsekvens og solidaritet ikke alene er i asylansøgernes interesse, men også i medlemsstaternes egen interesse.

Hvad angår min egen betænkning, vil jeg sige følgende: Den nuværende Dublinforordning er også produktet af et skrøbeligt politisk kompromis, som Rådet nåede frem til. Det betyder, at vi nu har en tekst, der indeholder for mange tvetydige afsnit og huller. Jeg støtter helhjertet Kommissionens ønske om at skabe et ensartet og effektivt Dublinsystem.

Efter min mening er artikel 31 det vigtigste politiske element i den foreslåede omarbejdning. Som jeg mere eller mindre lige har sagt, er manglen på konsekvens og solidaritet fra Rådets side den største forhindring for, at vi kan skabe en fælles asyl- og immigrationspolitik. Fra det perspektiv alene kan jeg sagtens forstå bestemmelserne i artikel 31 i Kommissionens forslag.

Det er dog stadig en kendsgerning, at Dublinsystemet ikke blev udviklet og ikke var tænkt som et instrument til byrdedeling. En anden indlysende ting er, at Dublinsystemet i sig selv ikke er udformet som en reaktion på et særligt pres fra asylansøgere eller en stor byrde på visse medlemsstater. Jeg frygter derfor, at Kommissionens forslag, trods de gode hensigter, ikke vil kunne skabe mere konsekvens og solidaritet mellem medlemsstaterne.

Jeg vil også påpege, at de medlemsstater, der nu kæmper med store byrder på grund af deres demografiske situation eller måske deres geografiske placering, ikke hjælpes af dette forslag eller kun hjælpes i utilstrækkelig grad. Det betyder, at spørgsmålet om solidaritet skal behandles i en bredere kontekst.

I de sidste par år er det blevet krystalklart, at det, som medlemsstaterne har brug for, er både en gulerod og en stok. Det betyder efter min mening, at det også er på tide, på høje tid, at vi opnår et gennembrud, fordi solidariteten mellem medlemsstaterne skal styrkes på den ene eller den anden måde.

Jeg ved, at visse medlemsstater har reageret ganske negativt – mildt sagt – på de forslag, som Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender har vedtaget. Jeg ved godt, at jeg bevæger mig ud på gyngende grund, hvad angår Kommissionens initiativret. Ret skal dog være ret, og jeg er ærlig talt træt af blot at høre fine ord om denne sag.

Jeg er sikker på, at Stockholmprogrammet for det kommende svenske formandskab også vil indeholde de mest fantastisk formulerede bestemmelser, men, hvis jeg må sige det lige ud, hr. formand for Rådet, vil jeg råde Dem til at lade dette spørgsmål være, fordi medlemsstaterne i virkeligheden igen hurtigt vil vende det ryggen.

  Nicolae Vlad Popa, ordfører. – (RO) Hr. formand! Fællesskabets it-system Eurodac blev sat i drift i januar 2003 og er udviklet til at sammenligne asylansøgeres, visse tredjelandestatsborgeres eller statsløse personers fingeraftryk. Systemet sikrer korrekt, nøjagtig og hurtig anvendelse af Dublinforordningen, som har til formål at skabe en effektiv og operationel ramme for at afgøre, hvilken af EU's medlemsstater der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning.

Eurodac er en elektronisk database, der indeholder fingeraftrykkene for alle, som har søgt om international beskyttelse, og som er ældre end 14 år. Formålet med denne betænkning er at få systemet til at fungere mere effektivt og løse de problemer, der er konstateret efter en vurdering af dets første fem års drift. Vi har fremlagt en række effektive, praktiske løsninger på problemerne med medlemsstaternes indsamling og overførsel af fingeraftryksoplysninger.

I den første fase indsamles fingeraftrykkene inden for 48 timer efter indgivelsen af asylansøgningen, mens medlemsstaterne i den anden fase videregiver de indhentede oplysninger til det centrale Eurodacsystem inden for 24 timer. Betænkningen indeholder bestemmelser, som tillader, at tidsfristen på 48 timer forlænges i følgende undtagelsestilfælde: når en karantæneperiode for alvorlige sygdomme skal iagttages, fordi fingeraftrykkene er ødelagt, og hvis der opstår velbegrundede og dokumenterede tilfælde af force majeure, så længe disse forhold gør sig gældende.

Betænkningen støtter idéen om oprettelse, så snart som muligt, af et decentraliseret Eurodac-, VIS- og SIS II-forvaltningsagentur med henblik på at sikre, at disse systemer fungerer så effektivt som muligt. Dette forvaltningsagentur skal udarbejde et sæt fælles krav, som skal opfyldes af alle personer, der bemyndiges til at få adgang til Eurodacfaciliteter og -oplysninger. Der indføres endvidere bestemmelser om forbud mod overførsel af data, der er registreret i Eurodacsystemet, til myndighederne i et uautoriseret tredjeland, navnlig asylansøgernes oprindelsesland med henblik på at beskytte asylansøgernes familiemedlemmer mod de alvorlige konsekvenser, de kunne blive udsat for.

Ved udformningen af betænkningen fastsatte vi nogle bestemmelser, der vil sikre, at systemet kan fungere så effektivt som muligt, samtidig med at personoplysninger og grundlæggende rettigheder beskyttes.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg takke skyggeordførerne, som vi har nydt et fremragende samarbejde med, og vores kolleger fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, som stemte for betænkningen med stort flertal. Jeg vil også takke de medlemmer, der har fremsat ændringsforslag. Jeg vil gerne nævne det særlig gode samarbejde med repræsentanterne fra Rådet og Kommissionen, som jeg også takker.

  Jean Lambert, ordfører. − (EN) Hr. formand! Vi hørte tidligere fru Bárbara Dührkop Dührkop tale om Den Europæiske Flygtningefond og de ændringer, der foreslås i forbindelse med den for at støtte oprettelsen af et europæisk asylstøttekontor, og jeg er ordfører for den forordning, der vedrører netop dette forslag – asylstøttekontoret.

Idéen er, at dette er et kontor, som skal støtte medlemsstaterne i at forbedre – vi ville sige kvaliteten (vi ved, at nogle medlemsstater har et problem med idéen om at forbedre kvaliteten) – af beslutningsprocedurerne ved asylansøgninger, men dette kontor skal også hjælpe med at sikre ensartethed på tværs af medlemsstaterne og støtte medlemsstater, der er særlig pressede på forskellige tidspunkter enten af blandede strømme af mennesker, der kommer til disse lande, eller af andre årsager.

Vi har allerede hørt om de problemer, der opstår som følge af manglen på ensartethed mellem medlemsstaterne i deres beslutningsprocedurer ved asylansøgninger, og det har bestemt været en del af baggrunden for de vanskeligheder, der er i forbindelse med Dublinsystemet.

Men vi ønsker denne forbedring, og en del af dette handler om at tilbyde uddannelse. Vi går ind for, at UNHCR's retningslinjer skal benyttes i denne forbindelse – måske som udgangspunkt, hvis de ikke er retningsgivende – og at medlemsstaterne kunne udnytte tidligere erfaringer. Endelig skal kontoret kunne tilbyde fælles uddannelse eller faktisk specifik uddannelse til medlemsstaterne, når behovet opstår, ved at udnytte den ekspertise, der findes i medlemsstaterne selv, men også i UNHCR og bestemt de relevante ikkestatslige organisationer.

Vi troede på et tidspunkt, at vi kunne opnå en aftale om dette ved førstebehandlingen, men vores ønske om at samle pakken af foranstaltninger vedrørende det fælles europæiske asylsystem betyder, at vi ikke nåede så vidt. Men vi har haft betydelige drøftelser mellem skyggeordførerne og også med Rådet om dette, og det forklarer nogle af de ændringsforslag, vi nu behandler, hvoraf nogle er tekniske og omhandler forhold, der normalt er omhandlet i forordningen, som var udeladt i det oprindelige forslag.

For Parlamentet er UNHCR's rolle inden for dette asylstøttekontor absolut kritisk. Vi ønsker også, at ikkestatslige organisationer knyttes tæt til kontoret i det rådgivende forum, og at de skal kunne tilbyde og have fordel af uddannelse, hvis de er inddraget i asylprocessen i en medlemsstat.

Det er dog lidt mere vanskeligt at nå til enighed med Rådet om Parlamentets rolle. Vi ønsker, at Parlamentet involveres ganske betydeligt ved udvælgelsen af den administrerende direktør, måske med Agenturet for Grundlæggende Rettigheder som model for dette. Det andet omtålelige punkt er, som fru Jeanine Hennis-Plasschaert anførte i sin indledning om Dublinsystemet, spørgsmålet om, hvor meget vi faktisk kan se på medlemsstaternes samarbejde fra et udgangspunkt, hvor det er obligatorisk snarere end frivilligt. Så disse er bestemt de to problemer i øjeblikket.

Det glæder os, at Rådet har tilkendegivet, at det kan acceptere vores ændringsforslag om selve uddannelsesaktiviteterne og inddragelsen af eksterne eksperter, f.eks. hvad angår tolkning, når det er nødvendigt.

Så vi mener, at vi bevæger os fremad, men vi vil se – når vi måske får en tilkendegivelse fra Kommissionen om, hvordan vi øger samarbejdet mellem medlemsstaterne – hvor langt vi kan komme med dette forslag.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Formålet med de lovgivningsforslag, De lige har vurderet, er at oprette et ægte fælles asylsystem, der giver mere beskyttelse, er mere effektivt og er mere ensartet.

Jeg takker varmt de fem ordførere for deres betydelige og fremragende arbejde. Det er første gang, at Parlamentet som medlovgiver har vurderet asylspørgsmål. Det skal siges, at et frugtbart samarbejde nu er blevet indledt. Det glæder mig, at Parlamentet generelt støtter målsætningerne i Kommissionens forslag. Denne støtte er afgørende, hvis vi skal kunne overvinde visse mangler i lovgivningsinstrumenterne fra første fase. På det tidspunkt blev de vedtaget blot efter høring af Parlamentet.

Jeg vil dog gerne kommentere nogle af ændringsforslagene, som giver anledning til bekymring, og som fortjener særlig opmærksomhed. Jeg vil først henvende mig til hr. Nicolae Vlad Popa. Med hensyn til Eurodac er jeg generelt enig i hans forslag. Nu vil jeg henvende mig til hr. Antonio Masip Hidalgo og tale om adgang til modtagelsesforhold. Jeg kan acceptere et ændringsforslag vedrørende det følsomme spørgsmål om ækvivalensen af den materielle bistand, der ydes til asylansøgere, og de sociale ydelser, der som minimum garanteres nationale statsborgere.

For Kommissionen skal der dog være en referenceindikator. Denne indikator vil ikke forpligte medlemsstaterne til at yde social bistand til asylansøgere, men den vil tillade, at der indføres klare regler for at sikre asylansøgernes værdighed og for at hjælpe os og dermed Kommissionen med at overvåge anvendelsen af fælles standarder i hver medlemsstat.

Det samme gælder for princippet om ligestilling med nationale statsborgere, hvad angår adgang til sundhedsydelser for mennesker med særlige behov. Også her kan jeg acceptere ændringsforslaget, men jeg ønsker også, at der bevares en referenceindikator, da Kommissionens forslag har til hensigt at overvinde de nuværende mangler med hensyn til beskyttelsen af sårbare personers sundhed. Det var alt om modtagelsesforhold. Jeg takker igen hr. Antonio Masip Hidalgo for den fremragende fremlæggelse.

Nu går jeg videre til Dublinforordningen. Jeg er taknemmelig for fru Jeanine Hennis-Plasschaerts særdeles gode fremlæggelse af betænkningen om revisionen af Dublinforordningen. Jeg vil understrege, at dette spørgsmål har stor betydning for mig: familiesammenføring og problemet med uledsagede mindreårige. Dublinsystemet er ofte blevet kritiseret for den negative indvirkning, det kan have på asylansøgere, navnlig hvad angår familier eller sårbare personer.

Kommissionen ønskede i sit forslag at sikre, at familier i praksis ikke adskilles, og at mindreårige ikke overføres, medmindre det sker for at blive genforenet med deres familier. De ændringsforslag, der ændrer denne tilgang, kan vi ikke støtte. Jeg vil understrege spørgsmålet om solidaritet, som er genstand for nogle af de ændringsforslag, der er fremsat inden for rammerne af Dublinforordningen.

Først vil jeg takke ordføreren, fru Jeanine Hennis-Plasschaert, og Parlamentet for at indføre muligheden for at suspendere overførslen af asylansøgere, når en medlemsstat støder på problemer. Det er dog vanskeligt at gå videre inden for rammerne af Dublinforordningen, da denne forordning som sådan ikke kan bruges som et instrument til at fordele asylansøgerne mellem medlemsstaterne. Jeg har bestemt hørt Deres opfordring til solidaritet, og Kommissionen kan acceptere et ændringsforslag i præamblen til forordningen for at sende et politisk signal om at skabe forbedrede, formelle solidaritetsmekanismer.

Jeg agter faktisk senere at foreslå konkrete instrumenter med henblik på at forbedre solidariteten på EU-plan og lette presset på asylsystemerne i visse medlemsstater. Vi skal nå frem til en mere retfærdig fordeling af modtagerne af international beskyttelse mellem medlemsstaterne. EU har allerede tilladt, at Den Europæiske Flygtningefond støtter pilotprojekter på dette område. Når støttekontoret er i drift, kan det desuden yde ekspertstøtte til de medlemsstater, som ønsker det. De har dog påpeget problemet, nemlig behovet for mere solidaritet og mere ensartethed mellem de forskellige medlemsstater.

Og nu til støttekontoret. Jeg takker fru Bárbara Dührkop Dührkop og fru Jean Lambert for deres bemærkelsesværdige, hurtige og effektive arbejde, da Kommissionen jo først fremsatte sine forslag den 18. februar. I dette tilfælde har jeg virkelig brug for Parlamentets støtte for hurtigt at oprette kontoret, og jeg bemærker med tilfredshed, at der er tilslutning til ændringsforslaget om Den Europæiske Flygtningefond.

Jeg vil kommentere visse aspekter af spørgsmålet om støttekontoret. Spørgsmålet om solidaritet vejer tydeligvis tungt i Parlamentets overvejelser, ligesom det gør hos mig. Jeg bemærker, at ændringsforslaget opfordrer til, at kontoret støtter gennemførelsen af en obligatorisk procedure til fordeling af personer, der modtager international beskyttelse. Kommissionens forslag afspejler teksten i pagten om indvandring og asyl, som fastlægger et frivilligt system.

Som jeg lige har sagt i et tidligere svar, bliver løsningen dog ikke nem, men Kommissionen arbejder på en mere koordineret procedure. Kontoret vil i mellemtiden støtte de interne omfordelingsprocedurer, som de er defineret, uanset deres form. Forordningen om oprettelsen af kontoret er ikke det rigtige sted at lovgive om de grundlæggende principper for disse procedurer, men endnu en gang vil Kommissionen som ved Dublinforordningen acceptere et ændringsforslag i præamblen.

Kommissionen mener dog, at kontorets eksterne mandat ikke bør begrænses til genbosættelsesaktiviteter og regionale beskyttelsesprogrammer. Ændringsforslag, der begrænser støttekontorets mandat, skal undgås. Der er ændringsforslag, der har til formål radikalt at ændre proceduren for udnævnelsen af den administrerende direktør for det fremtidige kontor. Pas på! Den procedure, der foreslås i disse ændringsforslag, kan forsinke udnævnelsen af direktøren betydeligt. Vi har brug for, at dette kontor oprettes hurtigt og effektivt. Den procedure, Kommissionen foreslår, er den vandrette procedure, der i øjeblikket bruges i forbindelse med 20 forvaltningsagenturer, der falder ind under den første søjle. Det ville være beklageligt, hvis vi fraviger en harmoniseret procedure, når der gennemføres horisontale drøftelser i den interinstitutionelle gruppe vedrørende agenturer, som Parlamentet deltager i.

Jeg skal afslutte min tale. Jeg har allerede talt længe, men Parlamentets arbejde er af en sådan art, at jeg vil give detaljerede svar. Nogle har kritiseret forslagene om Dublin og har kritiseret modtagelsesforholdene for at være for generøse. Nogle siger: "Ja, men dette asyl-Europa bliver en magnet for ubegrundede asylansøgninger". Andre har tydeligvis påberåbt sig subsidiaritetsprincippet. Jeg er ærlig talt ikke enig i denne kritik. Kun ægte harmonisering af de europæiske asylbestemmelser baseret på klare standarder, der fremmer retfærdighed og effektivitet, vil sætte Europa i stand til at sætte handling bag dets ønske om at beskytte dem, der faktisk har brug for beskyttelse, og samtidig undgå misbrug, som fremmes af tvetydige standarder, der gennemføres på uensartede måder. Erfaringen viser, at der ikke skabes en magneteffekt, når medlemsstaterne håndterer asylansøgninger på en objektiv og professionel måde – langt fra. Der er efter min mening ingen uforenelighed mellem bekæmpelsen af misbrug af procedurer og forbedring af standarderne for beskyttelse.

Til sidst vil jeg takke Parlamentet for dets engagement som medlovgiver på det følsomme asylområde. Jeg vil sige dette meget enkelt, men dybtfølt, også til formandskabet: Vi har virkelig brug for Parlamentet for at opnå accept af denne asylpolitik. Det er en politik i overensstemmelse med vores europæiske værdier, som faktisk nogle gange kan vække frygt og kritik, selv om alt dette er en del af vores kontinents humanitære ånd og tradition.

Derfor er jeg meget taknemmelig over for alle medlemmerne og navnlig over for de fem ordførere for deres fremragende arbejde.

  Jan Kohout, formand for Rådet. − (EN) Hr. formand! Denne nye fase i vores arbejde for at skabe et fælles europæisk asylsystem kræver en betydelig indsats både fra Parlamentet og fra Rådet.

Rådet tilslutter sig fuldt ud behovet for yderligere harmonisering på asylområdet. Ved vedtagelsen af den europæiske pagt om indvandring og asyl glædede Rådet sig over de opnåede fremskridt på asylområdet til dato, men anerkendte ligeledes, at der stadig var betydelige forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til beslutninger om beskyttelse og formen af den pågældende beskyttelse.

Rådet gentog, at beslutninger om beskyttelse og flygtningestatus er hver medlemsstats ansvar, men tilkendegav samtidig, at tiden er inde til nye initiativer for at gennemføre oprettelsen af det fælles europæiske asylsystem, der er omhandlet i Haagprogrammet, og dermed tilbyde en højere grad af beskyttelse, som Kommissionen foreslår i sin handlingsplan for asyl.

Rådet glæder sig derfor over de fire vigtige lovgivningsforslag, som Kommissionen fremsatte mellem december og februar 2009 til dette formål, og som er fokus for vores forhandling i dag.

Disse forslag vedrører modtagelsesforholdene for personer, der søger om international beskyttelse, den såkaldte Dublinforordning og Eurodac, som alle blev fremsat i december sidste år, samt forslaget om oprettelse af et europæisk asylstøttekontor, som blev fremsat i februar i år.

Disse forslag har allerede været genstand for intensive drøftelser i Rådets organer i den korte periode, siden de blev fremsat. Forslagenes art og kompleksiteten af de spørgsmål, de vedrører, betyder, at undersøgelsen endnu ikke er afsluttet på alle niveauer af Rådet.

Jeg kan derfor ikke komme med en fast holdning fra Rådets side, hvad angår de ændringsforslag, som Parlamentet fremlægger i betænkningsforslagene. Det eneste, jeg kan sige, er, at Rådet nøje vil undersøge alle elementer af Parlamentets betænkninger med henblik på at opnå fremskridt i forbindelse med disse vigtige foranstaltninger inden for den kortest mulige tidsramme.

Jeg håber navnlig, at vi kan opnå hurtigt fremskridt i forbindelse med de to forslag med det mest begrænsede anvendelsesområde. Det er forslagene om oprettelse af et europæisk asylstøttekontor og om ændring af Eurodacforordningen. Det er derfor også de forslag, hvor drøftelserne i Rådets organer er længst fremme, og hvor det allerede nu kan siges, at der er opnået en betydelig grad af konvergens mellem Rådets og Parlamentets synspunkter.

Oprettelsen af et europæisk asylstøttekontor vil fremme udvekslingen af information, analyser og erfaring mellem medlemsstaterne og vil hjælpe med at videreudvikle det praktiske samarbejde mellem de forvaltninger, der er ansvarlige for undersøgelsen af asylansøgninger. Det vil også bruge den fælles viden om oprindelseslandene til at bringe nationale fremgangsmåder, procedurer og dermed beslutninger i overensstemmelse med hinanden. Både Rådet og Parlamentet går ind for oprettelsen af et sådant kontor. Formandskabet mener, at forslaget kan og bør være genstand for en tidlig aftale mellem Parlamentet og Rådet på et grundlag, der er acceptabelt for begge institutioner. Som de ærede medlemmer ved, ledsages dette forslag af et forslag om ændring af Den Europæiske Flygtningefond. Da dets formål er at sikre finansieringen af støttekontoret, bør begge instrumenter vedtages samtidig.

Rådet håber også, at der kan opnås tidlig enighed om Eurodacforordningen, da Kommissionen kun foreslår nogle tekniske forbedringer, som vil medvirke til, at systemet kan fungere bedre.

De drøftelser, der indtil videre har fundet sted i Rådet om de to øvrige forslag – ændringen af direktivet om modtagelsesforhold og den såkaldte Dublinforordning – tyder på, at de problemstillinger, der rejses i disse forslag, uden tvivl er mere komplekse og vanskelige.

Kommissionens forslag vedrørende direktivet om modtagelsesforhold har, som De er bekendt med, til formål at ændre det eksisterende direktiv og udbedre de mangler, Kommissionen har konstateret i de senere år. Kommissionen finder, at det spillerum, som det gældende direktiv giver medlemsstaterne, er for stort, og at dette har undermineret målsætningen om at sikre tilstrækkelige modtagelsesforhold for asylansøgere i alle medlemsstater. Derfor har Kommissionen fremsat en række ændringsforslag vedrørende sådanne forhold, f.eks. adgang til beskæftigelse for asylansøgere, forbedrede materielle modtagelsesforhold, bedre imødekommelse af sårbare personers behov og anvendelse af frihedsberøvelse.

Dublinforordningen, dvs. forordningen om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, har til formål at forhindre misbrug af asylprocedurer, ved at den samme person indgiver flere ansøgninger i flere medlemsstater. Kommissionen fremsætter nu en række ændringsforslag, som har til formål at øge effektiviteten af det nuværende system og sikre bedre beskyttelsesstandarder for asylansøgere. Forslaget omfatter også en procedure til suspension af overførsler, hvis en medlemsstat oplever et særligt pres på sit asylsystem, som bevirker, at medlemsstaten ikke kan tilbyde asylansøgerne tilstrækkelige beskyttelsesstandarder og modtagelsesforhold.

Den detaljerede undersøgelse af Kommissionens forslag om modtagelsesforhold og Dublin gennemføres aktuelt i Rådet. Rådet har endnu ikke fastlagt sin holdning til en række spørgsmål, der er omhandlet i de to forslag, og visse centrale spørgsmål drøftes stadig. De omfatter inden for rammerne af direktivet om modtagelsesforhold spørgsmålet om adgang til beskæftigelse og frihedsberøvelse, og hvordan vi inden for rammerne af Dublinforordningen bedst imødekommer særligt pressede medlemsstaters behov. Det står allerede klart for formandskabet, at der skal udføres mere arbejde i Rådet for at opnå den nødvendige enighed mellem medlemsstaterne om disse forslag, så det kan deltage i drøftelser med Parlamentet med henblik på at opnå en aftale mellem de to institutioner. Det er naturligvis stadig vores mål, og Parlamentet kan være forvisset om, at Rådet fuldt ud vil overveje Parlamentets synspunkter, som de fremgår af de ændringsforslag, der er fremsat i de relevante betænkningsudkast.

Både Rådet og Parlamentet ønsker at skabe et fælles europæisk asylsystem, som sikrer et højt niveau af beskyttelse, og som fungerer effektivt. Vi står derfor over for en vigtig udfordring med at finde de rigtige løsninger, som vil sætte os i stand til at nå dette mål. Jeg er sikker på, at viljen er der både fra Rådets og Parlamentets side til at gøre det muligt, og Rådet vil nu på den baggrund gennemføre en detaljeret undersøgelse af Parlamentets forslag i forbindelse med alle disse fire instrumenter.

  Simon Busuttil, ordfører for udtalelsen fra Budgetudvalget. – (MT) Hr. formand! Som min kollega, fru Jeanine Hennis-Plasschaert, korrekt sagde, og her vil jeg lykønske hende, er denne pakke baseret på princippet om solidaritet. Solidaritet skal gælde alle, der fortjener beskyttelse, men solidaritet skal for første gang også gælde de lande, der bærer en uforholdsmæssig byrde. Denne solidaritet indføres efter godkendelse af Kommissionens forslag om at suspendere Dublinforordningen for lande, der bærer en uforholdsmæssig byrde. Den samme solidaritet ligger der også i Parlamentets forslag om at indføre en ordning for byrdedeling, som ikke længere er frivillig, men retligt bindende for alle.

Vores indsats for at sikre solidaritet undermineres dog af begivenhederne i verden udenfor, og folk kan ikke forstå, hvorfor vi bliver ved med at tale om solidaritet her i Parlamentet, når alle andre forsøger at skubbe deres ansvar over på andre. I dette øjeblik, mens vi drøfter dette i Parlamentet, er der opstået en alvorlig situation mellem Malta og Italien, som er den tredje af denne slags inden for kun få dage.

To både, der var på vej mod Lampedusa med 130 immigranter, ligger nu uden for Lampedusa, men Italien nægter at sejle ud og redde dem. I henhold til international lovgivning skal disse mennesker eskorteres til den nærmeste havn, og som næstformand Barrot sagde, da den første situation opstod, er den nærmeste havn i dette tilfælde Lampedusa. Italiens eller nærmere den italienske minister Maronis opførsel er ulovlig i henhold til den internationale lovgivning, er nedladende over for Malta og er umenneskelig over for de involverede immigranter. En sådan opførsel taler ikke til Italiens ære, og denne situation er også alvorlig, fordi der udsendes et farligt budskab om, at et land ikke skal redde immigranter, fordi byrden med at beholde dem så falder tilbage på landet. Dette er et ekstremt farligt budskab.

Jeg vil derfor henvende mig til næstformanden for Kommissionen, hr. Jacques Barrot, og anmode ham om straks at gribe ind for at løse op for denne situation. Jeg vil også anmode ham om at insistere på, at Italien overholder dets internationale forpligtelser, og præcisere over for alle EU's medlemsstater, at dette ikke kun er et spørgsmål mellem Malta og Italien, men at det er et fælles ansvar, som dermed skal bæres af os alle. Hvis vi ikke viser solidaritet i praksis, vil vi underminere tilliden imellem os, og vi vil også underminere alle de europæiske borgeres tillid. Hvis vi virkelig tror på solidaritet, må vi ikke lade national egoisme få overtaget. Alle skal yde en indsats.

  Agustín Díaz de Mera García Consuegra, for PPE-DE-Gruppen. – (ES) Hr. formand! Jeg vil lykønske ordføreren, fru Jeanine Hennis­Plasschaert, med hendes vilje til at indgå i dialog og forhandling om denne betænkning.

Jeg vil minde Dem om, at asyl er en moralsk forpligtelse for de mere heldige lande. Vi må ikke glemme, at solidaritet – trods de alvorlige økonomiske forhold, vi oplever lige nu – er et grundlæggende element, der skal være udgangspunktet for vores politikker om asyl og immigration. Solidaritet med alle, der med god grund anmoder om vores beskyttelse, og solidaritet med de fællesskabspartnere, der som følge af deres geografiske beliggenhed og størrelser står over for det største indvandringspres.

På dette område er "asylpakken" et instrument, der er både nødvendigt og afgørende for den fremtidige udvikling af EU's immigrationspolitikker. Jeg vil dog understrege, at foranstaltninger, der er så vigtige som den, vi behandler i dag, kræver mere tid til refleksion og overvejelse. Den stramme manøvremargen, vi har haft som følge af de fastlagte tidsrammer, er helt utilstrækkelig.

Forslaget indeholder flere aspekter, der bestemt skal revideres i den nærmeste fremtid. Jeg refererer her til situationen for asylansøgere, de tilfælde, hvor de frihedsberøves, den grundlæggende forskel mellem begreberne "varetægt" og "frihedsberøvelse", de forhold, hvorunder de kan frihedsberøves, fastlæggelsen af undtagelser fra overførsel, eksistensen af undtagelser fra det generelle princip om at fastlægge, hvilket land der er ansvarligt for at behandle ansøgningen, anvendelsen af særlige oplysninger om, hvem der indgår i kernefamilien, og den hjælp, der bør gives til medlemsstater, der bærer en stor del af ansøgningsbyrden.

Trods disse spørgsmål og i betragtning af den hast, vi har arbejdet med, kan vi generelt sige, at der er vedtaget en afbalanceret betænkning. Dette er en afbalanceret pakke, der afspejler de fleste af min gruppes betænkeligheder, navnlig med hensyn til at garantere rettighederne for personer, der søger international beskyttelse, og med hensyn til støtte til de medlemsstater, der modtager mange internationale ansøgninger.

Til sidst vil jeg minde Dem om, at retten til effektiv retlig beskyttelse er en grundlæggende rettigheder i henhold til europæiske forfatninger og navnlig i henhold til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Domstolene burde derfor være den øverste garant for de individuelle rettigheder for alle, der søger international beskyttelse. For at opnå dette skal ansøgere, der har brug for det, have juridisk bistand.

Endelig vil jeg kraftigt understrege behovet for et europæisk asylstøttekontor og den støtte, det ydes gennem Den Europæiske Flygtningefond.

  Roselyne Lefrançois, for PSE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Som skyggeordfører for omarbejdningen af Dublinforordningen vil jeg takke Kommissionen for kvaliteten af den tekst, den har fremlagt for os. Den sikrer faktisk betydelige forbedringer af Dublinsystemet, navnlig hvad angår de grundlæggende rettigheder for personer, som søger international beskyttelse.

Disse fremskridt omfatter først og fremmest styrkelsen af princippet om familiens enhed, den yderligere opmærksomhed, der gives mindreårige, indførelsen af begrebet om barnets tarv, garantien for bedre information og appelmuligheder for personer, der søger international beskyttelse, den strenge begrænsning af brugen af frihedsberøvelse og muligheden for midlertidigt at suspendere overførsler til medlemsstater, hvis modtagelsesforhold er under særligt pres, eller som ikke yder et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau.

Under afstemningen i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender lykkedes det for os at blokere Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, som ønskede at fjerne nogle af disse bestemmelser, herunder bestemmelsen om forvaltningen af frihedsberøvelsen af asylansøgere. Det er faktisk en vigtig garanti for os, da personer, som søger international beskyttelse, ikke er forbrydere. Der er derfor ingen grund til at sætte dem bag tremmer.

Nogle af punkterne i betænkningen er dog stadig problematiske, ikke mindst spørgsmålet om, hvilket sprog der skal bruges til at give ansøgeren information. Det skal efter vores mening være et sprog, som sidstnævnte kan forstå, og ikke et sprog, som han eller hun formodes at kunne forstå. Jeg vil tilføje, at frihedsberøvelse af en person sker i overensstemmelse med den europæiske konvention om menneskerettigheder.

Vi mener også, at anmodninger fra uledsagede mindreårige på EU-territorium undersøges af den medlemsstat, hvor den seneste anmodning blev indgivet, for at undgå, at mindreårige overføres fra én medlemsstat til en anden. Disse bestemmelser var indeholdt i Kommissionens oprindelige forslag, men PPE-DE-Gruppen var med ordførerens støtte imod dette forslag.

Da Dublinforordningen ikke har til formål at sikre en retfærdig fordeling af ansvaret for behandlingen af anmodninger om international beskyttelse, er det efter min mening afgørende, at der oprettes andre instrumenter, som kan styrke solidariteten, som kommissær Barrot sagde, med de medlemsstater, der er beliggende ved EU's ydre grænser.

  Jeanine Hennis-Plasschaert, for ALDE-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Som jeg allerede sagde under min første tale til medlemmerne, er der stadig enorme forskelle mellem medlemsstaterne, og den ønskede harmonisering i den henseende er faktisk mislykkedes. Det kan vi ikke længere nægte. Direktiverne fastlægger en række proceduremæssige standarder snarere end en standardprocedure. I betragtning af de mange forskelle, som vi nu forsøger at afstemme, går Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa helt klart ind for en pragmatisk tilgang.

Fra vores side mener vi, at yderligere tilnærmelse af medlemsstaternes love, herunder naturligvis også retningslinjer for korrekt håndhævelse, er den eneste vej frem, men igen skal dette ledsages af de nødvendige kontroller af situationen og en pragmatisk tilgang.

Vi mener, at oprettelsen af et europæisk asylstøttekontor og gennemførelsen af den foreslåede omarbejdning af direktivet om modtagelsesforhold og Eurodacforordningen er afgørende i denne sammenhæng. Det er derfor en skam, og det siger jeg som en sidebemærkning til Kommissionen, at vi stadig skal vente på offentliggørelsen af både den omarbejde procedure og anerkendelsesdirektivet. Deres offentliggørelse er planlagt til den 24. juni. Hvad angår bedre sammenhæng og lovgivning, ville det dog have været mere logisk, hvis disse to forslag var blevet føjet til den aktuelle asylpakke.

Jeg accepterer, at Rådet har det endelige ord på dette område. Lad mig dog igen understrege, at bedre sammenhæng, bedre kvalitet, mere ensartethed og mere solidaritet er afgørende for alle medlemsstater. Jeg vil kun sent glemme vores besøg til Europas ydre grænser og navnlig de velkendte brændpunkter. I den henseende har EU's troværdighed længe været på spil. Må jeg derfor indtrængende opfordre Dem til at holde Deres løfter!

  Mario Borghezio, for UEN-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! For kort siden hørte jeg nogle alvorlige og endda bagvaskende udtalelser fra et maltesisk medlem mod den italienske regering og navnlig mod minister Maroni.

Det spil, der i øjeblikket spilles på Malta, er faktisk ikke særlig klart, og jeg vil straks forklare mig. Jeg vil ikke kalde det et beskidt spil på grund af den respekt, der bør udvises over for en EU-medlemsstat, men vores kollega burde ærligt have sagt, at Malta altid har søgt at opretholde sit usædvanlig store territorialfarvand, som strækker sig helt til øen Lampedusa. Den italienske regering har ved mange lejligheder anmodet Malta om at reducere det usædvanlig store territorialfarvand. Malta foretrækker at beholde det, som det er, så landet samtidig kan fastholde dets ret til støtte fra EU.

Hele sandheden skal derfor frem: Sandheden om Italiens evne og vilje til at modtage, beskytte og garantere rettighederne for immigranter, der deltager i og er ofre for denne trafik, er så himmelråbende åbenlys og veldokumenteret, at jeg ikke behøver gentage den.

Hvad angår det springende punkt i denne betænkning, vil jeg understrege, at det er vores pligt – i stedet for at blive ved med disse tvister, der ligner hanekampene i Manzonis berømte roman – og medlemsstaternes pligt ikke at give efter for lokketonerne fra de blåøjede idealister, der er fyldt med hykleri og meget specifikke politiske og økonomiske interesser, men i stedet at tvinge os selv til meget strengt at anvende det hellige princip om asyl. Når vi gør det, må vi ikke give efter for dem, der ønsker, at vi bruger det til forkerte formål, som ikke er i overensstemmelse med de noble principper, der ligger til grund for det, og vi skal forhindre, at det udnyttes netop til fordel for de kriminelle organisationer, der organiserer og udnytter handel med ulovlige immigranter, som vi henviser til i den aktuelle situation.

Jeg gentager: Det er vores pligt ikke at lade som om, ikke at vælge argumenter, der kan udnyttes, men at finde en fælles tilgang, der går så vidt som til at kæmpe og vedtage effektive foranstaltninger for at sikre, at retten til asyl opretholdes og ikke bliver en ret for udnyttende kræfter og organiserede forbrydersyndikater til at udnytte noble og gode love til at opnå deres afskyelige mål om at udnytte mennesker fra udviklingslandene.

  Jean Lambert, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg er også skyggeordfører for denne pakke, og jeg vil tale om det, hr. Agustín Díaz de Mera García Consuegra sagde om den moralske forpligtelse her. Når vi taler om streng gennemførelse, som nævnt af nogle medlemmer, ønsker nogle af os faktisk snarere at sikre, at reglerne gennemføres på en retfærdig måde, og at de ikke forhindrer, at mennesker, der har brug for beskyttelse, faktisk får denne beskyttelse. Et af spørgsmålene i forbindelse med denne pakke, er hvordan vi forbedrer dette og sikrer, at alle medlemsstater benytter samme høje standard.

Hvad angår omarbejdningen af direktivet om modtagelse af asylansøgere, glæder vi os i høj grad over Kommissionens oprindelige forslag og ønsker at bevare dele af det, ikke mindst bestemmelserne om adgang til arbejdsmarkedet og tilstrækkelig indkomststøtte, som vi stemte om tidligere i dag. Jeg beklager dybt, at mit eget land, Det Forenede Kongerige, siger fra netop på grund af disse to forslag. Det er i enhver forstand af ordet en skam.

Adgang til sundhedspleje er naturligvis afgørende, ikke kun i nødsituationer, men også løbende sundhedspleje, navnlig for mennesker, der har været udsat for tortur og derfor har brug for støtte til deres mentale velfærd.

Hvad angår omarbejdningen af Dublinforordningen, glæder vi os også over det oprindelige forslag. Vi støtter suspensionsordningen og vil bestemt stemme for at bevare den bredest mulige definition af familiesammenføring.

  Giusto Catania, for GUE/NGL-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er med en vis bevægelse, at jeg nu leverer min sidste tale i denne valgperiode, og jeg vil først tage fat på de ting, der er sagt her i Parlamentet for at opfordre kommissær Barrot til at gribe ind og løse dette problem, der alt for ofte involverer medlemsstater, som gerne vil lade som, at asylansøgernes skæbne er andres ansvar.

For et par minutter siden så vi, at sorteper blev sendt frem og tilbage mellem Italien og Malta, ligesom vi for et par dage siden hørte om skibet "Pinar", der var til havs for længe, så flere mennesker, der sandsynligvis kunne have været reddet, døde. Dette er derfor det, som jeg tror, vi taler om, når vi taler om asyl. Vi taler om dette reelle behov, denne forpligtelse, som medlemsstaterne skal udvise over for modtagelsespolitikker.

Jeg glæder mig over forslagene fra mine kolleger, hr. Antonio Masip Hidalgo og fru Jeanine Hennis­Plasschaert, om ændringen af modtagelsesdirektivet og Dublinforordningen. Begge forslag går i retningen mod en forbedring af EU's modtagelsessystem for asylansøgere.

Vi har efter min mening en pligt til at understrege ækvivalensen mellem europæiske borgere og asylansøgere, fordi asyl ikke er noget, som medlemsstaterne giver til mennesker, der flygter fra krig. Asyl er en pligt for medlemsstaterne, og det er en rettighed for disse mennesker til at blive i vores lande med alle de rettigheder, som europæiske borgere nyder. Jeg mener derfor, at dette er et benchmark for civilisationen af vores politiske initiativ og vores lovgivningsmæssige kapacitet.

Jeg er derfor enig i ændringsforslagene til dette direktiv og denne forordning. Jeg mener, at vi skal garantere retten til asyl til alle, der anmoder om det, fordi EU's fremtid afhænger af kvaliteten af vores modtagelse. Dette bør efter min mening være et punkt, der definerer selve vores opfattelse af EU.

  Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. – (NL) Hr. formand! I morgen på den sidste dag, hvor denne sammensætning af Parlamentet mødes, stemmer vi om en pakke af forslag om forbedring af vores asylpolitik. Efter fem års drøftelser om og besøg på asylcentre er det på tide, at vi kommer med konkrete foranstaltninger. Hvis vi efter alt dette skal vente længere på gennemførelsen, vil den endelige reaktion i virkeligheden komme for sent.

Som følge af begivenhederne i 2005 og 2006 har vi skullet håndtere ulovlig indvandring, men i den proces er asylansøgeren bogstavelig talt faldet over bord. Selv om jeg går ind for at oprette et agentur til samarbejde, er jeg betænkelig ved dets form og mission. Hvordan kan vi oprette en pålidelig liste over sikre oprindelseslande? Hvilke kilder skal vi bruge til at udforme en sådan liste? Hvordan kan vi yde tilstrækkelig beskyttelse til informationskilder fra lande, som ikke er sikre? Kan sådanne kilder offentliggøres, og hvor troværdig vil en sådan liste være for en uafhængig dommer? Jeg vil gerne høre fra Rådet, hvordan vi kan undgå dette problem.

Hvorfor har vi ikke uddelegeret det praktiske samarbejde til Frontex? Dette agenturs opgave er begrænset, og det ville være særdeles velpositioneret til at løse denne opgave, hvis vi øgede dets finansiering. På den måde ville vi faktisk kunne reagere effektivt over for de faktiske forhold, som Frontex alligevel allerede står overfor. Ud fra vores erfaringer med asylansøgeres og indvandreres ulovlige indrejse kunne vi så fastlægge tilstrækkelige ordninger for modtagelse af asylansøgere. Det er efter min mening en meget praktisk løsning.

  Hubert Pirker (PPE-DE). – (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Af de forslag, der fremsættes for os, støtter jeg med glæde forslaget til forordningen om oprettelse af et europæisk asylstøttekontor, Den Europæiske Flygtningefond og Eurodacforordningen.

Jeg tager dog afstand fra direktivet om modtagelsesforhold og Dublinforordningen – og det er jeg tilsyneladende den eneste, der gør i forhandlingen indtil videre.

Direktivet om modtagelsesforhold er blevet oprettet, så flygtninge – ægte flygtninge – kan gives den bedst mulige bistand på den kortest mulige tid. Det forekommer mig dog, at ændringsforslagene vil indføre, hvad der svarer til en invitation til indvandring via asyl eller en invitation til at misbruge asylsystemet, hvis De ønsker at tolke det på den måde.

Hvorfor? Alle asylansøgere skal have hurtig adgang til arbejdsmarkedet. Jeg mener, at det er et spørgsmål, som skal afgøres af medlemsstaterne. Det, der foreslås, er, at den gruppe personer, som kan indgive en asylansøgning, udvides til personer med psykiske problemer – ja, jeg kender mange mennesker med psykiske problemer, men de har ikke alle ret til asyl – og f.eks. alle ældre. Der benyttes svævende retlige begreber. Jeg kan heller ikke acceptere, at alle asylansøgere skal have social bistand på samme måde som medlemsstaternes egne statsborgere. Da det ikke er tilfældet, får ca. 95 % simpelthen ikke asyl. Det, der foreslås i disse ændringsforslag, er efter min mening den forkerte vej at gå. Jeg vil derfor stemme imod dem sammen med delegationen fra Østrigs Folkeparti.

Dublinforordningen er lige sådan i visse henseender, da den fremmer asylshopping. Denne nye bestemmelse, der indføres som en frivillig bestemmelse, betyder, at en asylansøger kan udvælge det land, han vil indgive ansøgning i, og det vil – naturligvis, hvis den godkendes – føre til asylshopping.

Jeg mener også, at det er problematisk midlertidigt at suspendere overførsler. Jeg kan godt forstå Maltas situation, men det er efter min mening bedre, hvis vi lader støtteteams yde støtte hurtigt, end at gå den vej, der foreslås her. Vi skal sikre, at vi hurtigt hjælper flygtninge, men vi skal for enhver pris forhindre misbrug af asyl.

  Claude Moraes (PSE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne straks komme med et andet synspunkt, som er, at asylpakken og de fem ordførere, der har arbejdet omhyggeligt med den, bør støttes af hele Parlamentet.

Vi har en skyggeordfører for Eurodac- og Lambert-forslagene, og jeg mener, at vi har haft et fremragende samarbejde om at skabe en pakke, der er realistisk og kan gennemføres, og som omhyggeligt tager hensyn til gennemskueligheden. Hvad angår spørgsmålet om Eurodac – det følsomme spørgsmål om asylansøgeres fingeraftryk – har vi set forbedringer af den måde, fingeraftryksoplysninger bruges på, og rollen og beføjelserne for den europæiske tilsynsførende for databeskyttelse er blevet udvidet og præciseret.

Vi ville gerne se centrale henvisninger til flere artikler i chartret om grundlæggende rettigheder, til menneskeværdighed og børns rettigheder og til den gode beslutning om spørgsmålet om sprog og asylansøgere, som hr. Antonio Masip Hidalgo og fru Rosalyne Lefrançois har rejst så godt.

Hvad angår Lambert-betænkningen om oprettelse af et europæisk asylstøttekontor, mener vi, at dette er et afgørende skridt fremad for samarbejdet mellem medlemsstaterne for at gøre det fælles europæiske asylsystem til virkelighed. Den Socialdemokratiske Gruppe støtter denne betænkning, men vi har også fremsat ændringsforslag. Vi ønsker at se øget gennemskuelighed og ansvarlighed, hvilket ordføreren efter min mening også søger at opnå. Vi ønsker relevant inddragelse af UNHCR og ikkestatslige organisationer, og jeg har fremsat ændringsforslag, der indfører gode niveauer for Parlamentets granskning i systemet.

Jeg kan forstå kommissærens bemærkninger om den hurtige forordning og oprettelsen af det europæiske asylstøttekontor, men ansvarlighed og gennemskuelighed af asylinformation er også meget vigtige forhold. For at det europæiske asylstøttekontor kan fungere, skal det fremlægge de mest brugbare, gennemskuelige og objektive oplysninger, som regelmæssigt granskes. Med disse sikkerhedsforanstaltninger vil vi få en stærk tilføjelse til et retfærdigt og afbalanceret fælles europæisk asylsystem.

  Bogusław Rogalski (UEN). – (PL) Hr. formand! Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis indeholder omfattende information om asylrettigheder. Det er en grundlæggende rettighed, når der er tale om forfølgelse i en persons oprindelsesland på grund af race, religion, etnisk oprindelse, politisk overbevisning eller medlemskab af en bestemt politisk gruppe, og det er ganske udbredt i verden i dag. At give mennesker denne ret bør også betyde at give dem retten til at udvikle deres liv. Det skal være en grundlæggende betingelse.

For at opnå dette skal vi give de mennesker, der har søgt om asyl, adgang til arbejdsmarkedet, fordi vi på den måde bedst sætter asylansøgeren i stand til at klare sig selv. Det forhindrer også social isolation og hjælper asylansøgeren med bedre at lære værtslandets kultur at kende. Mennesker, der har søgt om asyl, skal garanteres adgang til så bred procesmæssig bistand som muligt, og det omfatter juridisk bistand af høj kvalitet, så de nemmere kan forstå deres rettigheder.

  Adamos Adamou (GUE/NGL). – (EL) Hr. formand! Eurodacsystemet bruges til at indsamle fingeraftryk fra asylansøgere. Selv om vi anerkender, at der gøres et forsøg på at forbedre den tidligere gennemførelsesramme for Eurodac, står vi stadig tvivlende på to væsentlige områder: Før det første respekten for de grundlæggende rettigheder for mennesker, der kommer til Europa for at opnå en bedre fremtid, idet disse grundlæggende er EU-straffeattester, som vi kategorisk afviser. For det andet om de foranstaltninger, der vedtages, er i overensstemmelse med selve EU's grundprincipper, herunder f.eks. beskyttelse af personoplysninger, og om de omhandlede foranstaltninger er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Vi kan ikke tilslutte os registrering af fingeraftrykkene fra børn på 14 år.

De foreslåede foranstaltninger, som vi er uenige i, forhindrer asylansøgere i at anmode en anden medlemsstat om endnu en chance, hvis de afvises af den første, når nu – som vi alle ved – asylprocedurerne altid er underlagt en vis subjektivitet, hvilket kan være til skade for en person, som allerede er blevet gjort til offer.

Da dette min sidste tale i Parlamentet, vil jeg takke Dem, alle mine kolleger og personalet for samarbejdet.

  Catherine Boursier (PSE). – (FR) Hr. formand, hr. Barrot, mine damer og herrer! Jeg er også glad for at kunne udtale mig om en så vigtig sag som asylpakken, navnlig på denne valgperiodes næstsidste dag.

Gennem vores arbejde og trods vedtagelsen i første fase af det europæiske asylsystem er vi blevet opmærksomme på de vedvarende forskelle mellem de forskellige medlemsstater med hensyn til anerkendelse af flygtningestatus.

Trods de betydelige fremskridt, som direktivet har sikret med hensyn til modtagelsesforhold – som nævnt navnlig af min kollega, fru Rosalyne Lefrançois, hvis observationer jeg er helt enig i – skal vi anerkende, at medlemsstaterne stadig har for stort råderum i denne forbindelse. Jeg vil derfor også insistere på, at vi inden for dette område – frem for alt inden for dette område – finder frem til, hvordan vi sikrer europæisk solidaritet.

Endelig vil jeg nu mere end nogensinde før understrege, at asylansøgere, der har brug for international beskyttelse, er sårbare og derfor skal gives særlig opmærksomhed. Det betyder navnlig, at de ikke bør frihedsberøves.

Forhandlingen om hjemsendelsesdirektivet er afsluttet. Vi var alle enige. Der er ingen grund til at genåbne denne forhandling, når vi drøfter asyl.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Jeg vil takke alle talerne, og jeg vil navnlig takke ordførerne igen. Jeg har blot en eller to bemærkninger, først om problemet med sprog og navnlig henvendt til fru Rosalyne Lefrançois. Jeg må sige, at Kommissionen fandt, at forslaget om, at asylansøgere skal informeres på et sprog, de formodes at forstå, er afbalanceret. Hensigten med denne foranstaltning er at sikre, at der kan gives tilstrækkelig information til asylansøgere, samtidig med at det gøres muligt at bekæmpe mulige tilfælde af misbrug fra visse asylansøgeres side.

Jeg vil gerne takke Parlamentet. Lad mig dog udtrykke overraskelse over især hr. Hubert Pirkers tale. Jeg kan ikke tillade, at hr. Hubert Pirker fordrejer Kommissionens forslag. Når hr. Hubert Pirker siger, at Dublinrevisionen kan føre til "shopping", kan jeg ikke acceptere det. Det er ikke muligt, og det er ikke sandt. Kommissionens forslag ændrer ikke de principper, Dublinsystemet er baseret på. Asylansøgere vil ikke kunne vælge asylland, selv om det er sandt, at beslutningen om den ansvarlige medlemsstat træffes ud fra objektive kriterier, men under hensyntagen til menneskelige forhold og især familiesammenføring.

Jeg kan ikke tro, at De som medlem af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater ikke har forståelse for problemerne ved familiesammenføring. Jeg kan ikke acceptere, at De fordrejer dette forslag. For Kommissionen drejer det sig også om at fastlægge klare garantier for at undgå misbrug af systemet. Vi har bl.a. indført en procedure for identifikation af sårbare personer. Medlemsstaterne skal naturligvis sikre retfærdig, afbalanceret gennemførelse af de principper, vi har foreslået.

Til hr. Johannes Blokland vil jeg også sige, at det er vigtigt, at vi ikke forveksler Frontex' missioner med støttekontorets. De er forskellige missioner, der kræver forskellige kompetencer, hvis vi virkelig ønsker, at asylansøgninger skal behandles med den nødvendige fasthed og menneskelighed i Europa.

Jeg kan ikke tro, at Parlamentet ikke kan nå til bred enighed på grundlag af ordførernes arbejde. De tilhører naturligvis forskellige politiske familier med forskellige politiske og filosofiske holdninger, men lad os ikke glemme, at dette Europa, som har oplevet forfølgelse og nogle gange de risici, som bringer de forfulgte menneskers liv i fare, ikke er en model på dette område. Dette handler ikke om idealistisk præken. Det handler om at være tro mod vores værdier. Jeg insisterer på dette. Jeg har personligt brug for meget bred støtte fra Parlamentet.

  Jan Kohout, formand for Rådet. − (EN) Hr. formand! I mine slutbemærkninger vil jeg understrege, at Rådet glæder sig over Parlamentets ønske om at gøre tidligt fremskridt med disse vigtige betænkninger og dets anerkendelse af betydningen af et velfungerende fælles europæisk asylsystem.

Jeg kan forsikre Dem om, at Rådet nu omhyggeligt vil overveje Parlamentets holdning til forslagene i det arbejde, der aktuelt udføres i Rådets relevante organer. Rådet vil især i detaljer undersøge Parlamentets ændringsforslag med henblik på at fastslå, om der kan opnås enighed om disse forslag, hvor arbejdet nu er længst fremme.

Jeg vil også kommentere princippet om solidaritet. Et par ærede medlemmer påpeger korrekt, at visse medlemsstater på grund af deres geografiske og demografiske situation reelt oplever et særligt pres på deres asylsystemer.

På den baggrund understregede Rådet princippet om solidaritet i den europæiske pagt om indvandring og asyl, som blev vedtaget i efteråret 2008. Pagten opfordrer tydeligt til solidaritet på et frivilligt og koordineret grundlag hen imod bedre omfordeling af modtagere af international beskyttelse samt godkendt lovgivning, f.eks. en del af programmet om solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme, og omhandler finansiering af sådanne aktiviteter, som medlemsstaterne kan deltage i – igen frivilligt.

Det skal bemærkes, at det europæiske asylstøttekontor kan fungere som katalysator for sådanne overførsler inden for EU ved at fremme udvekslingen af information i forbindelse med sådanne overførsler. Kontoret kan desuden hjælpe med at koordinere udsendelsen af embedsmænd fra andre medlemsstater til medlemsstater under særligt pres. Denne forordning kan dog ikke bruges som retligt grundlag for oprettelsen af en procedure for overførsler inden for EU.

Til sidst vil jeg sige, at der ligger mere arbejde foran os på dette område, da Kommissionen allerede har annonceret, at den agter at fremsætte yderligere lovgivningsforslag med henblik på at gennemføre det fælles europæiske asylsystem. Disse forslag vil omhandle asylprocedurer og standarder for kategorisering af ansøgere som flygtninge samt oprettelse af genbosættelsesordninger for mennesker, der er under UNHCR's beskyttelse. Vi skal gøre fremskridt så hurtigt som muligt, mens vi dog sikrer, at hastighed ikke går ud over kvaliteten. Det er noget, som vi helt sikkert kan blive enige om alle sammen.

  Antonio Masip Hidalgo, ordfører. − (ES) Hr. formand, kommissær Barrot! De har min støtte. Det, De anmoder Parlamentet om, får De i det mindste fra denne ordfører, og De får det lige fra første linje i min betænkning. Jeg vil også gerne sige, at De i Deres to taler i eftermiddag har givet os en retlig, moralsk og historisk lektion.

En af talerne henviste til effektiv retlig beskyttelse. Effektiv retlig beskyttelse er naturligvis et grundlæggende princip. Derfor anmoder jeg om, at det kræves, at asylansøgere modtager information på et sprog, de forstår, og ikke på noget andet sprog. Hvis det ikke sker, vil der ikke være tale om effektiv retlig beskyttelse, og det bør De ikke modsige, fordi De så taler i strid med selve de retlige principper, De selv henviste til tidligere.

  Nicolae Vlad Popa, ordfører. – (RO) Hr. formand! Det land, jeg kommer fra, Rumænien, var indtil 1989 regeret af et totalitært kommunistisk regime, som De måske endda kan betegne som kriminelt. Dette regime fastholdt dets borgere, som om de var i et stort fængsel. Alligevel risikerede titusinder af mennesker deres liv ved at flygte fra landet og søge om politisk asyl. Jeg kender mange sådanne mennesker, og jeg ved, hvor vigtig international beskyttelse er, især den beskyttelse, der ydes af institutionen for politisk asyl.

Det er dog vigtigt, at vi kan identificere ægte asylansøgere, dvs. de mennesker, hvis ansøgning om politisk asyl kan begrundes fuldt ud. Ved at forbedre registreringssystemet kan vi naturligvis behandle disse sager meget hurtigere. Samtidig vil jeg dog også drøfte et andet problem, som vedrører netværk, navnlig de strafbare aktiviteter for de netværk, der smugler asylansøgere. Disse netværk tjener enorme pengesummer ved at transportere asylansøgere til EU's medlemsstater. Bekæmpelse af sådanne strafbare aktiviteter skal efter min mening prioriteres højt, og der skal udformes en strategi for denne indsats.

  Jean Lambert, ordfører. − (EN) Hr. formand! Jeg glæder mig over den generelle støtte til det europæiske asylstøttekontor, der er givet udtryk for i eftermiddag, og jeg takker kollegerne for deres samarbejde og det arbejde, vi har udført for dette.

Vi håber, at vi så hurtigt som muligt kan få dette kontor i gang. Dets formål er naturligvis at forbedre tilliden mellem medlemsstaterne, når asylsystemernes effektivitet forbedres på grundlag af det praktiske samarbejde mellem eksperter, uddannelse og alt andet, der er involveret. Når denne tillid forbedres, vil medlemsstaterne måske være mindre bekymrede over, at de skal samarbejde på en obligatorisk måde for at opfylde forpligtelser.

Jeg glæder mig over kommissærens tydelighed med hensyn til asylstøttekontorets og Frontex' forskellige missioner. De er meget forskellige organer med meget forskellige formål, selv om internt samarbejde og effektivitet naturligvis er vigtige forhold. Et af de omtalte aspekter var information om tredjelande, dvs. oprindelseslandene for de personer, der søger om international beskyttelse. Det er naturligvis én af de ting, som asylstøttekontoret vil se på: hvordan vi samler disse informationer fra en lang række kilder i et mere standardiseret format og måske et format, som giver mennesker større tillid til, at informationerne ikke bruges politisk.

Jeg tror, at mange af os undrer os over, hvordan ét land kan acceptere mennesker fra Tjetjenien som flygtninge med ganske høj godkendelsesfrekvens, mens et andet land tæt på det ikke accepterer nogen fra Tjetjenien overhovedet. Mange af os finder dette vanskeligt at forstå, når de samme oplysninger er tilgængelige. Så tilliden til kvaliteten af informationer og den måde, de kan bruges på af medlemsstaterne, er også en meget vigtig del af det udvidede samarbejde, vi oplever. Vi ser frem til, at dette gennemføres.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Selv om jeg ikke kan give et reelt tilfredsstillende svar, vil jeg ikke lade det spørgsmål, der blev rejst af hr. Simon Busuttil, de italienske medlemmer, som talte – hr. Mario Borghezio og hr. Giusto Catania – og alle de andre, stå ubesvaret. Jeg vil dog sige, at det problem, vi står overfor i Middelhavet, ikke kun vedrører Malta og Italien. Europæerne skal virkelig gøres opmærksomme på den stadig mere tragiske og dramatiske situation, der er beskrevet her.

Jeg har personligt været på Lampedusa og Malta. Jeg mødte de to ministre i Bruxelles under den første hændelse. Vi har gudskelov kunnet finde en løsning. Jeg vil dog igen rejse spørgsmålet over for alle indenrigsministrene på det næste møde i Rådet for indre anliggender i begyndelsen af juni.

Vi vil så vidt muligt forsøge at hjælpe Malta og Italien, men det er sandt, at Europa og alle medlemsstaterne skal tage fat om en situation, som vi ikke kan overlade til to medlemsstater alene.

Vi skal derfor overveje denne sag. Det har været drivkraften bag denne forhandling, som har fundet sted, og som har vist behovet for mere solidaritet mellem europæerne.

  Formanden. − Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 7. maj 2009.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Marian-Jean Marinescu (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Eurodac er et centralt redskab for forvaltningen af data om personer, der anmoder om international beskyttelse, og indvandrere, der tilbageholdes for at have krydset grænsen ulovligt, eller som bliver boende inden for en medlemsstats territorium efter deres lovlige opholdsperiode.

Reformen af Eurodacforordningen vil løse problemerne med effektiviteten af de retlige bestemmelser i den, f.eks. forsinkelser ved overførsel af fingeraftryk fra nogle medlemsstater til det centrale Eurodacsystem, udveksling af data om anerkendte flygtninge i en bestemt medlemsstat og unøjagtig udpegelse af de myndigheder, der har adgang til Eurodacdatabasen.

En mere effektiv udnyttelse af Eurodacdatabasen kan efter min mening kun opnås, hvis Eurodac bruger samme tekniske platform som SIS II og VIS. Biometrisystemet skal være det samme for SIS, VIS og Eurodac for at sikre deres interoperabilitet og holde omkostningerne nede.

Jeg opfordrer Kommissionen til at fremlægge de lovgivningsforslag, der er nødvendige for at oprette et agentur, som er ansvarligt for forvaltningen af disse tre it-systemer, så disse redskaber kan samles på ét sted, så vi på lang sigt sikrer optimal synergi mellem dem og undgår duplikering og uoverensstemmelser.

  Toomas Savi (ALDE), skriftlig. – (EN) Jeg glæder mig i høj grad over idéen om at oprette et europæisk asylstøttekontor, da situationen i tredjelande, navnlig i Afrika og Mellemøsten, bliver stadig værre. Jeg tager afstand fra enhver idé om "fort Europa", der ville være isoleret fra problemerne i den tredje verden, som i mange tilfælde er direkte eller indirekte forårsaget af de tidligere kolonimagter. Europa kan ikke vende ryggen til sine forpligtelser over for lande, som det engang udnyttede hensynsløst.

Det europæiske asylstøttekontor vil sikre en koordineret tilgang til den fælles europæiske asylpolitik. Jeg er enig i princippet om solidaritet i EU, når det drejer sig om asylansøgere. Nogle medlemsstaters grænser udgør EU's ydre grænse, og derfor berøres de konstant af immigrationsstrømme.

Det europæiske asylstøttekontor vil forhåbentlig hjælpe med at lette byrden for disse medlemsstater.