Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2008/2330(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

A6-0241/2009

Forhandlinger :

PV 05/05/2009 - 10
CRE 05/05/2009 - 10

Afstemninger :

PV 06/05/2009 - 6.12
CRE 06/05/2009 - 6.12
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2009)0370

Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Onsdag den 6. maj 2009 - Strasbourg EUT-udgave

16. Stemmeforklaringer
Video af indlæg
Protokol
  

Mundtlige stemmeforklaringer

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. – Vi vil nu gå videre til dagens stemmeforklaringer. Jeg er sikker på, at dette vækker stærke følelser blandt Dem, men der er rigtig mange medlemmer, der har skrevet sig op til at tale, og jeg tror, de er til stede.

 
  
  

– Betænkning: Petya Stavreva (A6-0259/2009)

 
  
MPphoto
 

  Inese Vaidere (UEN). – (LV) Hr. formand! Det var ikke helt klart, hvilken betænkning jeg skulle tale om nu. Jeg har ønsket at tale om Stauner-, Maldeikis- og Corbett-betænkningerne. Ja, jeg vil gerne sige noget. Jeg reagerede bare ikke med det samme.

I forbindelse med denne pakke til 5 mia. EUR, hvoraf de fleste går til udvikling af landdistrikterne, vil jeg navnlig understrege, at det er meget vigtigt ikke kun at se på officielle indikatorer, men også de reelle behov for udvikling af landdistrikterne. Bredbånd er nødvendigt i alle medlemsstater, men der er medlemsstater, som f.eks. min egen, hvor det er nødvendigt med forbedringer af vejinfrastrukturen og andre foranstaltninger for at bevare landskabet. Jeg opfordrer Dem indtrængende til at se i retningen af konvergenspolitik og samhørighedspolitik og til at yde mere støtte til de medlemsstater, der er ramt af økonomiske vanskeligheder, og som måske befinder sig på et lavere økonomisk udviklingsniveau end de ældre medlemsstater.

 
  
MPphoto
 

  Zita Pleštinská (PPE-DE). – (SK) Hr. formand! Stavreva-betænkningen er en af de tre betænkninger, der omhandler den kombinerede pakke til 5 mia. EUR. I forbindelse med den økonomiske krise kan vi se, at vi mangler midler til at investere i projekter i energisektoren og udvikling af landdistrikterne, som er værst ramt af den økonomiske krise. Jeg glæder mig over, at Parlamentet har vedtaget den foreslående forordning inden for rammerne af den europæiske økonomiske genopretningsplan, som stiller 1,5 mia. EUR til rådighed for alle medlemsstater gennem Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

Landdistrikter kan gennemføre projekter med henblik på at udvikle bredbåndsbaserede internetinfrastrukturer. Jorden spiller en essentiel rolle i landbrugssektoren. Anvendelsen og forvaltningen af landbrugsjord er af største betydning, hvis vi skal leve op til de nye udfordringer i forbindelse med klimaforandringer, vedvarende energi, vandknaphed og biodiversitet.

Jeg opfordrer medlemsstaterne til ikke at vente, men at udarbejde deres nationale planer hurtigt, til tiden og i detaljer og til at fremlægge gennemskuelige informationer om de nye retlige bestemmelser. De skal samtidig indføre hurtigere og forenklede processer for både udgifter og indberetning.

 
  
MPphoto
 

  Neena Gill (PSE). – (EN) Hr. formand! Min valgkreds i West Midlands omfatter både byområder og landdistrikter, og bredbåndssituationen i landdistrikterne er direkte rystende. Lad mig nævne en by ved grænsen til Wales, Knighton, hvor iværksættere svigtes af dårlige forbindelser, og hvor alle siger "hjælp mig". En af mine vælgere ønskede at etablere en virksomhed, der tilbød internettjenester – hvilket var særlig vigtigt, fordi han var handicappet, og han kunne bedst arbejde hjemmefra. Som følge af monopolet var forbindelsen desværre meget langsom og ikke fremmende for driften af en virksomhed.

Denne støtte er derfor afgørende for landdistrikterne og den økonomiske genopretning, og jeg vil sikre, at den fordeles retfærdigt på tværs af alle medlemsstater, så områder uden brugbar bredbåndsdækning prioriteres. Jeg opfordrer alle parter til hurtigt at mødes om dette og én gang for alle bygge bro over denne uretfærdige digitale kløft.

 
  
  

 
  
MPphoto
 

  Christopher Heaton-Harris (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Som en bemærkning til forretningsordenen vil jeg gerne sige, at De korrekt sagde, at vi var her sent, og jeg takker tolkene for at være blevet hos os. Men vi har ikke valgt at være her så sent: Det var formandens afgørelse tidligere i dag, hvilket var en utrolig vilkårlig afgørelse, der aldrig er set før – at udskyde stemmeforklaringerne til efter forhandlingen i stedet for efter afholdelsen af afstemningen som anført i forretningsordenen.

Så vi er her i aften, fordi formanden på det tidspunkt handlede i strid med forretningsordenen. Alle os, der forsøger at afgive vores stemmeforklaringer, gør, hvad vi kan for legitimt at blive hørt i et Parlament, der reelt ikke lytter til mindretal.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. – Hr. Christopher Heaton-Harris! Jeg vil præcisere et punkt i forretningsordenen for Dem. Det er faktisk efter afstemningen, men ikke umiddelbart efter afstemningen. Den forskel giver os mulighed for at fortolke bestemmelsen.

Vi kommer nu til en betænkning, som jeg er meget glad for, at hr. Christopher Heaton-Harris har ønsket at udtale sig om, da det er hr. Gérard Onestas betænkning.

 
  
  

– Betænkning: Gérard Onesta (A6-0027/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Christopher Heaton-Harris (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Jeg er mærkeligt nok kommet til at respektere denne betænknings ordfører i tidens løb, og jeg vil tale om andragender generelt, fordi de har været til stor nytte for mig. Selv om borgerne ikke forstår de europæiske institutioner, og selv om de måske er lidt bange for dem, kan de have brug for at få registreret en tvist. Den måde, som vi tidligere registrerede andragender på, har været lidt akavet, men det gav borgerne chancen for at fremsætte et problem i en lidt anden fase, når de måske havde udtømt mange andre muligheder. Jeg har bragt andragender til dette sted fra borgere i hele min valgkreds. "Earls Barton seven" var en af mine mest berømte sager.

Pointen er, at proceduren for andragender sandsynligvis er den eneste procedure, der er værd at beskytte på dette sted. Andre regler og procedurer blegner til ligegyldighed, når de sammenlignes med vigtigheden af Udvalget for Andragender.

 
  
  

– Betænkning: Richard Corbett (A6-0273/2009)

 
  
MPphoto
 

  Christopher Heaton-Harris (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Ligesom hr. Richard Corbett ønsker jeg ikke at foregribe resultaterne af den anden folkeafstemning i Irland, og jeg ønsker bestemt ikke at foregribe afstemningen i Yorkshireregionen og Humber i det kommende valg til Parlamentet. Men jeg ønsker hr. Richard Corbett held og lykke i hans videre aktiviteter, når han forlader dette sted i juli. Jeg er spændt på, hvad Parlamentet vil gøre uden sin ordfører for forretningsordenen, den mand, der næsten egenhændigt bag scenen har arbejdet for at eliminere de mindre gruppers indflydelse og mindretallets stemme her i Parlamentet.

Denne betænkning er måske ikke så dårlig, men fordi den ikke er så dårlig, er den værd at undersøge yderligere, fordi ændringerne af forretningsordenen umiddelbart er helt retfærdige. Det er, hvad de opnår i praksis, og hvordan de gennemføres af Formandskonferencen og Præsidiet, der virkelig betyder noget. Med hensyn til pakken om forretningsordenen og dens tilpasning til Lissabontraktaten tror jeg dog, at han er gået over stregen.

 
  
MPphoto
 

  Syed Kamall (PPE-DE). (EN) Hr. formand! For et par uger siden drøftede vi betænkningen om totalitære regimer. Dengang påpegede jeg, at der jo var en fælles tråd, der forbandt nationalsocialismen og sovjetsocialismen, nemlig selve socialismen.

Vi ved, at ordføreren, hr. Richard Corbett, tror på det europæiske projekt. Han lægger ikke skjul på, at han tror på yderligere politisk og økonomisk integration. Han ønsker "Europas forenede stater" eller "Europas forbundsrepublik". Når han søger at opnå disse mål, opfordrer han dog til undertrykkelse af mindretallets synspunkter og ødelægger næsten egenhændigt princippet om ytringsfrihed.

Jeg ved, at han ikke har særlig stor agt for princippet om ytringsfrihed. Når man ser på denne betænkning, ville enhver ond diktator fra det forrige århundrede have været stolt over at have hr. Richard Corbett på sin side.

 
  
MPphoto
 

  Daniel Hannan (NI). (EN) Hr. formand! Siden 2004 har jeg haft mange nye kolleger fra tiltrædelseslandene, og nogle af dem kalder jeg med stolthed mine venner. Når vi taler om de forfærdelige forhold, de levede under, er det for mig mest tankevækkende, at de siger, at det virkelig skræmmende ved at leve i Comeconlandene ikke var manglen på demokrati eller manglen på ejendomsrettigheder, men manglen på et sikkert retsstatsprincip. Hvis man var en besværlig systemkritiker, ville man ikke blive stillet for en domstol. Ens liv ville blive gjort vanskeligt – kørekortet ville på mystisk vis forsvinde i posten, børnene ville ikke blive optaget på universitetet, man ville kun kunne finde tilfældige job.

Det bekymrende for mig er, at en tilsvarende dobbeltmoral er ved at vinde frem i vores institutioner. Da hr. Václav Klaus kom her, peb og larmede medlemmerne her, og de sukkede højlydt, og ikke én blev sat på plads. Men da vi protesterede til fordel for en folkeafstemning, fik 14 af os en bøde. Velmenende Kristelige Demokrater kan begå åbenlyst bedrageri og slippe af sted med det, men en østrigsk EU-skeptiker, der har fotograferet medlemmer tilmelde sig et møde uden derefter at deltage, fik en bøde på tusinder af euro for effektivt at udfylde en formular forkert. De mener måske, at dette ikke skulle siges af mig. Jeg levede ikke under dette system, men det gjorde hr. Václav Klaus, og når han advarer os mod at gå tilbage til det, skal vi efter min mening lytte.

 
  
MPphoto
 

  Richard Corbett (PSE). – (EN) Hr. formand! Ærlig talt! Jeg har aldrig hørt så meget sludder i mit liv end det, der er sagt om denne betænkning. "Diktatur og manipulation"? Hvorfor i alverden fik den et så stort flertal, hvis den er en så negativ betænkning?

Den første fejl, som kritikerne af betænkningen begår, er, at betænkningen ikke nævner Lissabontraktaten eller gennemførelsen af Lissabontraktaten. Den del blev sat til side, så det nye Parlament kan tage fat på det, og blev ikke behandlet i dag. Kritikerne har tilsyneladende ikke en gang læst betænkningen.

Med hensyn til udtalelsen om, at den har til hensigt at bringe mindretal til tavshed, er der ikke ét ændringsforslag i betænkningen eller i nogen af de betænkninger om forretningsordenen, jeg har udformet, som har denne virkning. Dette Parlament består af mindretal i modsætning til nogle nationale parlamenter, der er domineret af ét partis flertal eller af regeringen. Dette er et parlament, hvor alle er et mindretal, og jeg håber, denne diversitet forbliver gældende i lang tid.

Hvad angår bemærkningerne om at råbe efter hr. Václav Klaus, som ikke har noget med denne betænkning at gøre, ved jeg, at et par medlemmer forlod salen under hans tale, men da den portugisiske premierminister var her, forsøgte Deres samling at stoppe hans tale. De råbte ham ned. Han kunne ikke en gang tale, fordi De ikke ønskede, at han skulle fremsætte sit proeuropæiske budskab.

Så jeg afviser bestemt det, der er blevet sagt. Jeg er bange for, at jeg har brugt min tid, så jeg ikke kan afgive den stemmeforklaring, jeg egentlig ville afgive, som var, at jeg er glad for, at min betænkning blev vedtaget i sin helhed, med undtagelse af en enkelt fejl, som angivelig opstod, da PPE-Gruppen misforstod sin afstemningsliste. Forhåbentlig kan vi korrigere det i det næste Parlament.

 
  
MPphoto
 
 

  Inese Vaidere (UEN). – (LV) Hr. formand! Jeg vil gerne understrege, at Parlamentet er en institution, som fremmer demokrati både i hele Europa og internt i Parlamentet. Der var desværre forskellige punkter i denne betænkning, forskellige argumenter, som jeg ikke kunne støtte. Selv om de var inspireret af de højeste intentioner, mener jeg ikke, at Parlamentet burde støtte en regel, som er restriktiv og rettet mod én enkelt person. På samme måde mener jeg ikke, at demokratiet vil blive forbedret ved at give Parlamentets formand ret til at afgøre, om en skriftlig erklæring skal tillades eller ej. Når alt kommer til alt, har alle medlemmer en ret til at blive hørt. Forhandlinger ved hjælp af blå kort kan ende med at blive en udligning af partiernes interne scorer. Jeg følte mig desværre nødsaget til at stemme mod disse forslag fra Parlamentet.

 
  
  

– Indstilling ved andenbehandling: Malcolm Harbour (A6-0257/2009)

 
  
MPphoto
 

  Siiri Oviir (ALDE). – (ET) Hr. formand! Det er ikke altid, at vores postkasser er fulde af interessante materialer for og imod før en afstemning om en betænkning, og dette er en kilde til både bekymring og uretfærdighed. Jeg stemte for den fælles holdning med henblik på at vedtage betænkningen, fordi jeg er tilfreds med den støtte, der gives til forslag, som anfører, at foranstaltninger, der påvirker brugernes adgang til internettet, skal respektere de grundlæggende rettigheder. Spørgsmål vedrørende beskyttelse af privatlivets fred og forbrugerbeskyttelse i forbindelse med elektronisk kommunikation er også omhandlet på en afbalanceret måde.

 
  
MPphoto
 

  Christopher Heaton-Harris (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Denne betænkning vedrører kernen i det, som borgerne tror, de får ud af EU. Mange briter troede, at de fik en form for et økonomisk, handelsbaseret Europa, og at det var et Europa for beskæftigelsen. Hr. Jo Leinen, fortalte os tidligere i dag, at det faktisk snarere var et socialt Europa.

Hvad vi gjorde i Harbour- og Trautmann-betænkningerne, var grundlæggende at vælge. Vi valgte faktisk, at vi ikke ønsker endnu en foranstaltning om det indre marked. Borgere, som skrev til os, og som var bekymrede over denne betænkning, forstod faktisk ikke, at det var en foranstaltning om det indre marked.

Hvis De inden denne betænkning downloadede ting ulovligt – f.eks. musik eller film – kunne Deres internetudbyder lukke og opsige Deres konto uden varsel. I forbindelse med betænkningen ville et kompromisforslag have sikret, at udbyderen skulle have kontaktet Dem, og De kunne bestride dette. Med den pakke, som blev vedtaget – som sandsynligvis vil blive fanget i forligsforhandlinger i årevis – har vi en situation, hvor De skal gå til domstolen for at standse, hvad der kan være ulovlige og afskyelige websteder, og det er bestemt ikke, hvad europæerne ønsker.

 
  
MPphoto
 

  Syed Kamall (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne forklare min stemme, navnlig hvad angår bestemmelserne om e-data i Harbour-betænkningen. Mens vi forsøger at skabe den rette balance mellem national sikkerhed og borgerlige friheder, frygter mange af os efter min mening, at flere og flere regeringer indsamler flere og flere personlige oplysninger om os. Næsten hver dag kan vi i de britiske medier læse historier om vores "big brother" Labour-regering, der indsamler flere og flere personoplysninger om enkeltpersoner og endda afviser at returnere disse oplysninger, når det bevises, at borgerne er uskyldige. Takket være en dom fra EF-Domstolen vil nogle uskyldiges oplysninger nu blive returneret.

Det er interessant, at vi også talte om, at forbrugerne skulle informeres, hvis beskyttelsen af personoplysninger blev brudt på elektroniske kommunikationsnetværk. Der mangler noget. Vi har nemlig ikke drøftet, hvad der sker, når informationstjenester, som f.eks. Google eller Facebook, mister personoplysninger, og det glæder mig, at vi i denne betænkning opfordrer Kommissionen til at undersøge dette yderligere.

 
  
MPphoto
 
 

  Ewa Tomaszewska (UEN). – (PL) Hr. formand! Telekommunikationspakken var en forordning, der fik vores borgere til at være usædvanlig aktive. Internetbrugere, der handlede sammen og alene, var målrettede i forsvaret af deres ret til at have fri adgang til information og til at være aktive på internettet uden eksterne begrænsninger. Det er en luksus for et medlem af Parlamentet at modtage direkte signaler om, hvad vælgerne forventer, og det var takket være vælgerne, at jeg tillagde denne afstemning tilstrækkelig betydning. Dette skaber håb om et borgernes Europa, og det Europa vil ikke kun eksistere for embedsmændenes skyld. Jeg takker alle, der har sendt os e-mails om dette.

Som resultat af disputten i den indledende afstemningsfase begik jeg en fejl med min stemme to gange, men heldigvis havde det ingen betydning for det endelige resultat.

 
  
  

– Indstilling ved andenbehandling: Catherine Trautmann (A6-0272/2009)

 
  
MPphoto
 

  Siiri Oviir (ALDE). – (ET) Hr. formand! Fastlæggelsen af en retlig ramme sætter os i stand til for EU's borgere at samle de fremskridt, der er sket på området for permanente internetforbindelser med høj hastighed, trådløs kommunikation og udviklingen af tjenester med høj merværdi, og opnå 100 % bredbåndsdækning. Vi har brug for bestemmelser, der omhandler enkeltpersoners ret til at bruge internettet. Det var disse holdninger, der fik mig til at støtte fru Catherine Trautmanns betænkning.

 
  
MPphoto
 
 

  Daniel Hannan (NI). – (EN) Hr. formand! Jeg oplever nu, at Bruxelles ønsker at få fat om internettet. Kommissær Reding siger, at det er uacceptabelt, at internettet er reguleret af en privat virksomhed og endda – endnu værre i hendes øjne – en privat virksomhed med et kontraktligt forhold til det amerikanske handelsministerium.

Det er den samme kommissær Reding, som i et tætbesat felt kom med det, der må være det tåbeligste argument, jeg har hørt fra Kommissionen i lang tid, da hun sagde, at vi havde brug for et fælles .eu-domænenavn for at gøre internettet mere tilgængeligt for kvinder.

Internettet fungerer. Det nuværende system med domænenavne og registreringer fungerer fantastisk godt. Kan De give mig én EU-politik, der er halvt så vellykket som internettet? Den fælles landbrugspolitik? Den fælles fiskeripolitik? Næppe. Anklageren har talt.

 
  
  

– Betænkning: Astrid Lulling (A6-0258/2009)

 
  
MPphoto
 

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand! Det er klart, at vi skal anerkende behovet for mere effektivt at gennemføre princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv samt medarbejdende ægtefæller. For 22 år siden blev et tilsvarende direktiv vedtaget. Parlamentet og Kommissionen har løbende opfordret til en revision af direktivet, fordi tiderne har ændret sig.

I dag har vi nået et punkt, hvor vi har godkendt ændringsforslagene til direktivet, og der er vedtaget et nyt direktiv, som forbedrer situationen for medarbejdende ægtefæller inden for landbrug, håndværk, handel, små og mellemstore virksomheder og freelanceerhverv. Jeg glædede mig over denne beslutning og støttede betænkningen.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Efter mit ur er vi nu startet på den sidste dag i vores lovgivningsarbejde. Hr. Christopher Heaton-Harris! De har æren.

 
  
MPphoto
 

  Christopher Heaton-Harris (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Et spørgsmål, som feminismen løbende har drøftet, er spørgsmålet om den hjemmegående husmoder. Lad mig forsøge at tale om dette ud fra nutidige forhold hjulpet af en kvinde ved navn Kristen McCauliff.

Et spørgsmål, som feminismen løbende har drøftet, er spørgsmålet om den hjemmegående husmoder. I tredje sæson af "Simpsons" kaldet "Homer Alone" tages der fat på det samme emne. Begyndende med en stresset Marge vises hendes dagligdag i hurtigt tempo. Som en perfekt storm bringer kombinationen af spøgefugle på radioen, tæt trafik, en uforskammet medtrafikant og Maggie, der spilder sin mælk ud over Marge og bilen, hende til bristepunktet i bilen midt på en bro, så hun skaber trafikprop i begge retninger. Den lokale nyhedsrapporter, Kent Brockman, dukker op for at rapportere om situationen. Der er her, de ligestillingsspørgsmål, der er omhandlet i Ann Crittendens "The Price of Motherhood", bringes på banen, når Brockman siger: "Det har slået klik for en overanstrengt og underværdsat husmor, som nu har parkeret sin bil på en bro".

Jeg kunne fortsætte med netop denne episode af Simpsons, men jeg kan roligt sige, at det er der ikke tid til, så jeg indgiver resten skriftligt, fordi det er bestemt god læsning.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Jeg beklager, at vi ikke kan afgive stemmeforklaringer over video. Det ville have været fantastisk.

 
  
MPphoto
 

  Syed Kamall (PPE-DE). (EN) Hr. formand! Jeg vil end ikke forsøge at gøre dette efter, men jeg vil blot lykønske hr. Christopher Heaton-Harris, da han i aften – eller i går aftes afhængigt af, hvordan De ser på det – nåede op på sin tale nr. 100 her i Parlamentet, og jeg ved, at De er taknemmelig for det.

Vi skal alle anerkende den ekstremt vigtige rolle, som kvinder, og navnlig ægtefæller, spiller i små virksomheder og navnlig, når det gælder selvstændige erhvervsdrivende. Inden jeg blev valgt, var jeg selv selvstændig erhvervsdrivende, og min kone spillede en afgørende rolle i den virksomhed.

Det er helt rigtigt, at vi anerkender dette, og når vi taler om kvinder i små virksomheder, vil jeg afslutte med ordene fra den store filosof, John Lennon. Han sagde: "Kvinde, jeg kan næppe udtrykke mine blandede følelser i min tankeløshed. Trods alt vil jeg altid stå i gæld til dig. Og kvinde, jeg vil forsøge at udtrykke mine inderste følelser og taknemmelighed for at vise mig betydningen af succes".

 
  
MPphoto
 
 

  Neena Gill (PSE). (EN) Hr. formand! I det nuværende økonomiske klima er det efter min mening afgørende, at vi gør alt, hvad vi kan for at støtte de medlemmer af samfundet, der ønsker at yde et bidrag til økonomien. Derfor har EU tidligere indført lovgivning om barselsorlov for både kvinder og mænd.

At arbejde fra otte til fire er ikke en mulighed for alle. Der er derfor mange, der er selvstændige, heraf mange kvinder, som ofte overses. Bedre barselsbeskyttelse ville hjælpe ægtefæller inden for landbrug, handel og små virksomheder, og det ville opmuntre kvinder til at blive involveret i disse vigtige industrier, hvor de i øjeblikket er underrepræsenterede.

Det er nu eller aldrig for dem – ægtefæller eller samlevere. De skal gives en klart defineret erhvervsmæssig status og have fastlagte rettigheder, og de skal nyde mindst samme sociale beskyttelse som selvstændige erhvervsdrivende. Der er ingen "retur til afsender" for dem. Medlemsstaterne skal sikre at medarbejdende ægtefæller kan blive medlemmer af sikringsordninger, der omfatter sygesikring, invaliditet og alderspension.

Vi skal sætte en stopper for den situation, hvor kvinder mister deres rettigheder, når de passer eller føder børn.

 
  
  

– Betænkning: Gabriele Stauner (A6-0242/2009)

 
  
MPphoto
 

  Inese Vaidere (UEN). – (LV) Hr. formand! Generelt støtter jeg anvendelsen af ressourcer fra Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen, og det er godt, hvis vi kan hjælpe dem, der er kommet i vanskeligheder. Jeg ved dog ikke, om dem, der er kommet i vanskeligheder, altid skal findes mellem de mest udviklede lande. Uanset om det drejer sig om tyske, franske eller spanske bilproducenter, har jeg det indtryk, at lignende fejl og problemer også rammer borgere i de mindre udviklede lande, i de små medlemsstater. Hvis 100 mennesker mister deres job i et land med en befolkning på 2,3 mio., har det lige så stor betydning, som når 10 gange så mange mennesker mister deres job i de store medlemsstater. Jeg ønsker derfor, at denne fond i højere grad dirigeres mod de små medlemsstater og medlemsstaterne med en lavere levestandard, hvor truslen om arbejdsløshed er større.

 
  
 

 
  
MPphoto
 

  Richard Corbett (PSE). – (EN) Hr. formand! På baggrund af Deres tidligere bemærkning om, at det nu var efter midnat, og de omkostninger, dette medfører for Parlamentet, vil jeg afstå. Men jeg tænkte på, om De kunne give os et tal for, hvad disse tre herrers fremsigelser af hr. Homer Simpsons fortrædeligheder og andre ting, der er fuldstændig irrelevante for vores forhandlinger, har kostet os.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. – Hvis jeg husker reglen korrekt, er vores venner, tolkene, berettiget til en særlig pause, hvis de skal arbejde efter midnat. Vi skal derfor benytte nye teams, så de kan få et velfortjent hvil.

Reglen gælder ikke kl. 23.59, men den gælder kl. 00.01. Jeg kender ikke de præcise omkostninger.

 
  
  

– Betænkning: Gabriele Stauner (A6-0242/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Ewa Tomaszewska (UEN). – (PL) Hr. formand! Jeg tilslutter mig fru Gabriele Stauners betænkningsudkast, som jeg sagde under forhandlingen. Jeg går ind for, at det skal være nemmere at anvende Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen. Det bekymrer mig meget, at kun 3 % af fonden er anvendt indtil videre. Det var min hensigt at stemme for betænkningen, og jeg anmoder om, at det føres til protokols. Heldigvis ændrede min fejl ikke det endelige afstemningsresultat. Jeg vil også gerne udtrykke min glæde over, at vi også har vedtaget betænkningerne af hr. José Albino Silva Peneda og fru Jean Lambert.

 
  
  

– Betænkning: Eugenijus Maldeikis (A6-0261/2009)

 
  
MPphoto
 

  Neena Gill (PSE). – (EN) Hr. formand! Vi støttede denne betænkning, fordi den håndterer de økonomiske vanskeligheder på den rigtige måde. Vi skal udnytte denne situation, ikke trække os tilbage og råbe "hjælp mig". I stedet skal vi udvikle nye fremgangsmåder og teknologier, der vil gøre os stærkere end i går.

Med mit kendskab til mig selv og Dem ved jeg, at min gruppes fokus, nemlig at investere i energieffektivitet og støtte forsøg på at udvikle smarte byer, repræsenterer en fantastisk mulighed for os alle og præsenterer en vision for fremtiden. Kombineret med bestemmelser om energisikkerhed, reduktion af emissionerne og jobskabelse benytter denne betænkning en holistisk tilgang, som repræsenterer den bedste mulighed for, at økonomien kan trives i fremtiden.

Nogle medlemmer af Parlamentet og nogle politiske partier afviser idéen om omfattende investeringer på nuværende tidspunkt. Deres kortsynethed gør mig åndeløs og vil kun være skadelig på lang sigt. Vi kan tydeligt se, hvad der skal gøres, så jeg opfordrer den britiske regering til at gøre sit yderste for at stille midlerne til rådighed gennem denne pakke.

 
  
MPphoto
 

  Inese Vaidere (UEN). – (LV) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne give en meget positiv vurdering af både denne betænkning og af planen om at bruge Fællesskabets finansielle støtte til projekter på energiområdet til at bidrage til den økonomiske genopretning. Det er klart, at projekter med tilknytning til energi er vores fremtid, og at de lande, der tilpasser sig en lavemissionsøkonomi, og som bedre kan udvikle og indføre bæredygtige energikilder, vil klare sig bedst i konkurrencen. I den forbindelse giver den korte tidsfrist for indgivelse og vurdering af projekter anledning til bekymring, fordi den igen kan skabe yderligere vanskeligheder for de nye medlemsstater. Jeg vil også gerne se Kommissionens forslag og et detaljeret program for, hvordan den vil øge midlerne til energieffektivitetsprojekter. Vi burde ligeledes overveje isoleringen af bygninger, som vil yde et væsentligt bidrag på både nationalt og regionalt plan. Jeg mener, at der skal ydes støtte til lokale, regionale og individuelle foranstaltninger.

 
  
MPphoto
 
 

  Daniel Hannan (NI). – (EN) Hr. formand! Under denne snak om vækstpakker og genopretningsprogrammer mangler der en ganske vigtig del i billedet. For at pumpe penge i en økonomi skal disse penge først suges ud af økonomien. Den ensidede måde, som vi har drøftet dette på, nåede sit maksimum på det nylige G20-topmøde, hvor verdenslederne pralede af at have pumpet en trillion dollar i verdensøkonomien.

"I verdensøkonomien": Hvor kom de fra, hvis ikke – i den bredeste forstand – fra verdensøkonomien? Saturns ringe? Den røde jord på den vrede Mars? Det, vi i virkeligheden taler om, er at tage penge ud af skatteydernes lommer og give dem til bureaukratier, nationale eller internationale, som kan bruge dem på vores vegne.

Hvis det virkelig var den bedste fremgangsmåde, hvis vi alle ville klare os bedre med statslige embedsmænd, der beslutter, hvordan vi skal bruge vores midler, ville vi have tabt den kolde krig, og vi ville have haft denne forhandling på russisk.

 
  
  

– Betænkning: Othmar Karas (A6-0139/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Syed Kamall (PPE-DE). (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne afslutte med at takke alle tolkene og takke Dem alle.

Det er vigtigt at anerkende betænkningen inden for den kontekst, den er udformet i. Den bliver én ud af en række betænkninger, som vi vil se om den finansielle situation, men vi overser tilsyneladende, som min kollega, hr. Daniel Hannan, sagde, selve pointen.

Hvordan startede krisen? Den startede faktisk i USA med problemet med subprimelån. Hvordan startede problemet med subprimelån? Det startede, fordi bankerne blev opfordret eller tvunget til at låne penge ud til kunder, der ikke var kreditværdige. Så vi opbyggede et bjerg af gæld – i hele verden, ikke kun i USA.

Når det drejer sig om at overvinde dette bjerg af gæld, foretrækker jeg Jimi Hendrix' tilgang i stedet for vækstpakker og yderligere finansiel regulering. Når han så et bjerg af gæld, sagde han: "OK, jeg står ved siden af et bjerg, og jeg hugger det ned med håndkanten. Jeg står ved siden af et bjerg, og jeg hugger det ned med håndkanten". Det kan vi efter min mening alle lære noget af.

 
  
  

– Betænkning: Janusz Wojciechowski (A6-0185/2009)

 
  
MPphoto
 

  Siiri Oviir (ALDE). – (ET) Hr. formand! Jeg støttede vedtagelsen af hr. Janusz Wojciechowskis betænkning, fordi vi dermed efter min mening fjerner et aktuelt eksempel på hykleri. Nemlig at vi går i kamp for forskellige dyr, der lever uden for EU, hvilket naturligvis er prisværdigt, men vi ser ikke, hvad der sker hjemme hos os selv. Formålet med betænkningen var netop at eliminere denne selvmodsigelse, og nu kan vi harmonisere medlemsstaternes lovgivning vedrørende standarderne for dyrevelfærd i forbindelse med slagtning eller aflivning. Denne betænkning taler om god samvittighed.

 
  
MPphoto
 

  Daniel Hannan (NI). – (EN) Hr. formand! Ikke for første gang og helt sikkert ikke for sidste gang spørger jeg mig selv, hvordan dette vedrører EU.

Metoder til slagtning af dyr afspejler forskellige kulturelle, nationale og religiøse traditioner, og det er tegn på usædvanlig formastelighed, at vi tramper ind på dette følsomme område.

Jeg vil bruge min resterende tid – da dette jo er, som De siger, vores sidste lovgivningsdag inden valget – til først og fremmest at takke Dem, hr. Gérard Onesta, for Deres overbærenhed og Deres gode humor under hele dette møde, og jeg vil takke medarbejderne, parlamentsbetjentene og tolkene. Hvis denne forlængelse af mødet til efter midnat har medført disse ekstraordinære omkostninger, så håber jeg først og fremmest, at en del af dem er gået til deres overtid. De udviser en professionalisme, som mange af medlemmerne af Parlamentet kunne lære noget af. Dernæst vil jeg igen anmode formanden om at undersøge reglerne. Vi er her, fordi afstemningen ikke blev efterfulgt, som det udtrykkeligt er fastsat i artikel 163, af stemmeforklaringerne. I henhold til denne artikel har hvert medlem, når forhandlingen er afsluttet, ret til at afgive en stemmeforklaring af højst 60 sekunders varighed. Det alarmerer mig virkelig, at vi vilkårligt har tilsidesat de udtrykkelige bestemmelser i vores forretningsorden.

Hvis vi vil ændre denne regel, så er det fint. Det er der en procedure for. Men så længe reglen siger dette, bør vi overholde den i bogstav og ånd.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Tilgiv mig, at jeg modsiger Dem, hr. Daniel Hannan, men Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har drøftet dette for længe siden: "Når forhandlingen er afsluttet" betyder ikke "straks forhandlingen er afsluttet".

Vi befinder os i øjeblikket i fasen "når forhandlingen er afsluttet", men jeg er sikker på, at De vil komme tilbage til mig for at få det ændret. Jeg har tillid til Dem.

 
  
MPphoto
 

  Ewa Tomaszewska (UEN). – (PL) Hr. formand! Rituel slagtning af dyr, der påfører dem ekstreme lidelser, er ikke forenelig med vores civilisation. Jeg tror ikke, at en religion, der har gode intentioner, kan kræve sådan noget af sin menighed. En sådan form for slagtning er snarere en skik blandt vilde og primitive stammer, og vi bør ikke acceptere den. Hvis religiøs tolerance skal bruges som argument, så skal vi tilføje, at der er religioner i verden, som praktiserer rituelle drab af mennesker. Skal vi også acceptere det? Er det vores fællesskab af værdier?

En afvisning af ændringsforslag 28 ville i det mindste have givet mulighed for at opretholde eller indføre et forbud mod sådanne metoder i særlige medlemsstater. Vedtagelsen af ændringsforslag 28 afslører Parlamentets sande, blodtørstige ansigt. Jeg stemte for betænkningen som helhed, men det gjorde jeg, fordi andre bestemmelser forbedrer forholdene for dyr, der skal slagtes.

 
  
MPphoto
 
 

  Neena Gill (PSE). – (EN) Hr. formand! Aflivningstidspunktet er et af de vigtigste, men potentielt et af de mest følsomme områder, vi kan lovgive om i Parlamentet. Men vi kan ikke bare lade være, fordi mange af mine vælgere i West Midlands er bekymrede for, at lovgivningen vil påvirke deres religiøse rettigheder.

Beslutningen om, hvorvidt et dyr skal bedøves inden slagtning, bør ikke træffes her, men på medlemsstatsniveau gennem åben dialog og efter høring af de religiøse samfund.

Vi skal gå, ikke løbe. Det er efter min mening den bedste tilgang til dette spørgsmål. Parlamentets rolle er ikke at pålægge normer og værdier, men at repræsentere og afspejle vælgernes synspunkter og skabe en balance. Vi kan løse det sammen. Mens de fleste medlemmer af Parlamentet foretrækker, at dyr bedøves inden slagtning, mener vi, at vi skal fastholde religiøse samfunds ret til at spise kød, der er aflivet i overensstemmelse med deres religiøse tro.

Til sidst vil jeg takke Dem, hr. formand, på vegne af alle, der er her i aften. Det er vist kun de ensomme, der er her i aften, og vi er Dem alle håbløst hengivne, og derfor er vi her i aften.

 
  
  

– Betænkning: José Albino Silva Peneda (A6-0241/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand! De europæiske sociale modeller står over for mange problemer i øjeblikket, f.eks. demografiske ændringer og globalisering, som ofte påvirker de drøftede modeller. Derfor skal de europæiske sociale modeller moderniseres på baggrund af langsigtede tendenser, samtidig med at de bevarer deres oprindelige værdier.

I forbindelse med den nuværende økonomiske krise er det ekstremt vigtigt, at socialpolitik går hånd i hånd med økonomisk politik. For at disse metoder kan være effektive, skal de have en demokratisk struktur, dvs. de skal være baseret på foranstaltninger, der arbejder fra græsrodsniveau og opefter, og de skal gennemføres på lokalt plan, dvs. tættere på borgerne. Forslaget var i overensstemmelse med disse principper, og derfor støtter jeg hr. José Albino Silva Penedas betænkning.

 
  
  

– Betænkning: Jean Lambert (A6-0263/2009)

 
  
MPphoto
 

  Formanden. - Fru Siiri Oviir! De generer mig ikke det mindste, og desuden glæder det mig at fortælle Dem, at De er den sidste taler om den sidste betænkning

 
  
MPphoto
 

  Siiri Oviir (ALDE). – (ET) Hr. formand! Nogle gange er det godt at komme først, og nogle gange er det godt at komme sidst. Jeg vil gerne nævne følgende. I den aktuelle alvorlige økonomiske krise styres EU's arbejdsmarked af det forhold, at flere og flere mennesker afskediges, hvilket øger det samlede antal mennesker, der lider af fattigdom og udstødelse i Europa. I dag er det meget vigtigt, at social inddragelse og den tilknyttede arbejdsmarkedspolitik føres via en integreret og forenet tilgang i genopretningsplanen for den europæiske økonomi.

Vi har talt længe om fleksibilitet i arbejdsmarkedspolitikken. Det er på høje tid, at vi også taler om fleksibilitet i socialpolitikken. Med det mener jeg, at arbejdsmarkedspolitikken og politikken for social bistand skal hænge sammen. Det kræver den nuværende situation. Betænkningen støtter aktiv inddragelse af arbejdsledige, og det er efter min mening meget positivt at stemme for vedtagelsen af denne betænkning.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. - Fru Siiri Oviir! Deres fanklub blev her helt til slutningen.

Næste møde starter om kort tid, fordi det allerede er torsdag den 7. maj 2009, den sidste dag i Parlamentets sjette valgperiode.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik