Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2009/2046(BUD)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

A7-0009/2009

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 15/09/2009 - 5.6
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2009)0011

Forhandlinger
Tirsdag den 15. september 2009 - Strasbourg EUT-udgave

6. Stemmeforklaringer
Video af indlæg
PV
  

Skriftlige stemmeforklaringer

 
  
  

– Betænkning: Brian Simpson (A7-0001/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  David Casa (PPE), skriftlig. − (EN) På baggrund af Domstolens domme i Open Skies-sagerne har Kommissionen åbnet mulighed for indgåelse af fællesskabsaftaler, der skulle træde i stedet for bilaterale aftaler, der var blevet indgået mellem visse medlemsstater og tredjelande. Kommissionen har derfor forhandlet sig frem til en aftale, der skal erstatte de bilaterale aftaler mellem Mongoliet og visse EU-medlemsstater.

 
  
MPphoto
 
 

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Formålet med dette forslag er at erstatte visse bestemmelser i eksisterende bilaterale lufttrafikaftaler mellem EU-medlemsstaterne og Mongoliets regering og vedrører aspekter, der efter min opfattelse er af afgørende betydning, herunder tekniske spørgsmål, beskatning af brændstof og takster.

Jeg glæder mig navnlig over, at der lægges stor vægt på overensstemmelse med Fællesskabets konkurrencelovgivning, idet en række bestemmelser i tidligere bilaterale aftaler tydeligvis var konkurrencebegrænsende. Jeg støtter derfor hr. Simpsons betænkning, da den følger disse generelle retningslinjer.

 
  
  

– Betænkning: Brian Simpson (A7-0002/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  David Casa (PPE), skriftlig. − (EN) I forbindelse med Rumæniens og Bulgariens tiltrædelse af EU blev det anført i tiltrædelsesakterne, at der skulle udarbejdes en protokol om ændring af aftalen om søtransport mellem EU og dets medlemsstater og Kina. Jeg stemmer for indgåelsen af denne protokol.

 
  
  

– Betænkning: Reimer Böge (A7-0008/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for betænkningen om anvendelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond til fordel for Frankrig, fordi jeg mener, at denne fond hjælper landene med at reagere effektivt og fleksibelt på katastrofebetingede situationer, i dette tilfælde stormen i januar sidste år, som ramte det sydvestlige Frankrig og forårsagede alvorlig ødelæggelse. Dette finansielle solidaritetsinstrument anvendes, når den ødelæggelse, der er forårsaget af en katastrofe, er så omfattende, at der ikke er tilstrækkelige nationale ressourcer til at reagere effektivt på krisen, og formålet er at fremme økonomisk vækst og imødekomme den berørte medlemsstats behov.

 
  
MPphoto
 
 

  Jean-Pierre Audy (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for betænkningen udarbejdet af min kære tyske kollega og ven, hr. Böge, hvori Europa-Parlamentet opfordres til at støtte forslaget til afgørelse om anvendelse af ca. 109 mio. EUR i forpligtelses- og betalingsbevillinger i 2009 fra Den Europæiske Unions Solidaritetsfond for at hjælpe Frankrig, der blev offer for en katastrofe forårsaget af stormen Klaus, som i januar 2009 ramte 31 departementer i den sydvestlige del af landet og forårsagede alvorlige ødelæggelser, der anslås at beløbe sig til omkring 4 mia. EUR. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke hr. Lamassoure, formanden for Parlamentets Budgetudvalg, for den hurtige behandling af denne sag i samarbejde med Kommissionens tjenestegrene.

 
  
MPphoto
 
 

  David Casa (PPE), skriftlig. − (EN) I januar 2009 blev det sydvestlige Frankrig ramt af en storm, der forårsagede alvorlig ødelæggelse og således gav Frankrig mulighed for at søge støtte fra Den Europæiske Unions Solidaritetsfond. Jeg stemte for anvendelsen af fonden.

 
  
MPphoto
 
 

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Efter min mening er solidaritet mellem medlemsstaterne i EU, herunder navnlig EU-støtte til katastroferamte lande, et klart tegn på, at EU ikke længere blot er et frihandelsområde. Med vedtagelsen af særlige bistandsinstrumenter som Den Europæiske Unions Solidaritetsfond viser Fællesskabet, som vi ønsker skal være "forenet i mangfoldighed", sin evne til at forblive forenet i modgang, også i situationer, som stiller høje krav til menneskelige og materielle ressourcer. Det glæder jeg mig meget over.

Jeg håber, at Solidaritetsfonden ikke vil blive anvendt for ofte, idet det vil betyde, at Europa ikke er ramt af mange alvorlige ulykker, men jeg håber også, at fondens struktur og tilgængelighed vil blive løbende forbedret og hyppigt revurderet, således at den kan opfylde alle reelle behov hurtigt og uden bureaukrati.

Jeg vil gerne minde om de brande, der har hærget i mit land, navnlig i 2003, og jeg anerkender, at mekanismer som denne fond har været meget vigtige og nyttige. Den meget vanskelige periode, som Frankrig stod igennem i januar i år, begrunder efter min mening anvendelsen af fonden. Det meget store flertal for betænkningen i Budgetudvalget bekræfter, at dette er en god foranstaltning.

 
  
MPphoto
 
 

  Véronique Mathieu (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg glæder mig over anvendelsen af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond til fordel for Frankrig med det formål at yde støtte til oprettelsen af skader forårsaget af stormen i januar 2009, der ramte det europæiske og franske skovbrug hårdt. Støttebeløbet forventes udbetalt i oktober 2009, med andre ord ni måneder efter stormen. Denne intervention sker hurtigere set i forhold til fondens gennemsnitlige sagsbehandlingstid, der indebærer, at der går ca. et år fra katastrofens indtræden til udbetaling af støtte.

Selv om vi bør glæde os over dette fremskridt, bør vi fortsat opfordre til, at fonden stilles hurtigere til rådighed. Dette er vanskeligt på grund af den nuværende procedure for forvaltning af Solidaritetsfonden. I maj 2006 forelagde Kommissionen imidlertid et revideret forslag til forordning med støtte fra et stort flertal i Europa-Parlamentet. Jeg beklager, at Rådet endnu ikke har behandlet dette forslag, og jeg opfordrer nu Rådet til hurtigst muligt at overveje muligheden for at fremskynde anvendelsen af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond.

 
  
  

– Betænkning: Reimer Böge (A7-0006/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  Jean-Pierre Audy (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for betænkningen udarbejdet af min kære tyske kollega og ven, hr. Böge, hvori Europa-Parlamentet opfordres til at støtte forslaget til afgørelse om anvendelse af 4,1 mio. EUR i forpligtelses- og betalingsbevillinger fra Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) for at hjælpe den spanske og portugisiske tekstilindustri (regionerne Cataluña og Norte-Centro). Formålet er at yde støtte til arbejdstagere, som er ramt af konsekvenserne af gennemgribende strukturelle ændringer i verdens handelsmønstre, og at hjælpe dem med at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Jeg er enig med mine kolleger i, at anvendelsen af fonden skal fremskyndes, og at dens komplementaritet med andre eksisterende instrumenter såsom Den Europæiske Socialfond skal vurderes.

 
  
MPphoto
 
 

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen med det formål at yde supplerende støtte til portugisiske arbejdstagere, som er ramt af afskedigelser i tekstilindustrien og af konsekvenserne af gennemgribende strukturelle ændringer i verdens handelsmønstre.

Anvendelsen af 832 800 EUR fra fonden har til formål at genintegrere arbejdstagerne på arbejdsmarkedet ved hjælp af personlige beskæftigelsesplaner, der er udarbejdet i samarbejde med arbejdstagerne, og som omfatter personlig udvikling og strategier for integration på arbejdsmarkedet.

 
  
MPphoto
 
 

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) EU-støtte, især fra Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen, er af afgørende betydning for at hjælpe de mennesker, der har mistet deres job på grund af de udflytninger, der har fundet sted som følge af globaliseringen. I de seneste år har Portugal, især på baggrund af den globale økonomiske krise, haft vanskeligt ved at opsuge og reintegrere de arbejdsløse på arbejdsmarkedet.

En lang række virksomheder er flyttet for at drage fordel af de lavere lønomkostninger i f.eks. Kina og Indien, hvilket har haft alvorlige konsekvenser for hele den nationale økonomi. Det er af afgørende betydning, at vi yder denne støtte fra Globaliseringsfonden for at hjælpe disse arbejdstagere, ikke blot for at forbedre deres personlige og familiemæssige situation, men også af hensyn til den nationale økonomi generelt, fordi formålet med disse ekstraordinære foranstaltninger på længere sigt er at hjælpe disse arbejdstagere med at finde og fastholde et nyt job.

 
  
MPphoto
 
 

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for, fordi denne støtte efter min opfattelse er vigtig for portugisiske arbejdstagere. Jeg mener imidlertid ikke, at Portugals ansøgning var ambitiøs nok. Den portugisiske regering ansøgte Globaliseringsfonden om 833 EUR pr. afskediget arbejdstager i tekstilsektoren, mens Spanien ansøgte om 3 006 EUR pr. arbejdstager i den samme sektor.

Det overrasker mig også noget, at Globaliseringsfonden her midt i en økonomisk krise med stigende arbejdsløshed, hvor virkningerne af globaliseringen kan mærkes, har modtaget og imødekommet så få ansøgninger fra medlemsstaterne. Faktisk har EGF 500 mio. EUR til rådighed for alle medlemsstaterne i år, og der er indtil videre kun blevet anvendt 60 mio. EUR.

 
  
MPphoto
 
 

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Vi stemte for denne betænkning, da Europa-Parlamentet giver grønt lys for, at Portugal modtager 832 800 EUR til dækning af bistand til afskedigede arbejdstagere i tekstilindustrien i de portugisiske regioner Norte og Centro. Der er tale om et meget lille beløb, og det er blot en lindrende foranstaltning i betragtning af den meget store arbejdsløshed i Portugal i dag, navnlig i disse regioner.

Som bekendt blev den portugisiske ansøgning om midler forelagt Kommissionen i januar i år, og den vedrører 1 588 afskedigelser indrapporteret mellem februar og november 2008 i 49 tekstilvirksomheder i Portugals nordlige og centrale regioner.

En ansøgning om 3 306 750 EUR til dækning af bistand til 1 720 afskedigede arbejdstagere i 30 tekstilvirksomheder i Cataluña, Spanien, er imidlertid også blevet imødekommet.

Vi har imidlertid i virkeligheden i højere grad brug for en produktionsfremmende politik, især inden for tekstilsektoren, for at forhindre yderligere virksomhedslukninger og yderligere afskedigelser.

 
  
MPphoto
 
 

  Patrick Le Hyaric (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Selv om jeg er enig i det grundlæggende princip, mener jeg, at der i lyset af krisens alvor er behov for helt andre foranstaltninger, ikke mindst for at give SMV'er adgang til lån og yde lån, der fremmer beskæftigelsen, den territoriale udvikling og udviklingen af menneskelige evner.

 
  
MPphoto
 
 

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. − (DE) Spaniens og Portugals ansøgninger om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) understreger endnu engang klart globaliseringens konsekvenser. I landene i Sydøstasien, herunder navnlig i de særlige økonomiske zoner, hvor folk udnyttes og ansættes uden sociale minimumsstandarder, produceres der tekstilvarer til dumpingpriser, der herefter sælges på det europæiske marked.

Europæiske virksomheder, som respekterer arbejdstagernes sociale rettigheder, der er blevet etableret og opbygget gennem årtier, stilles dårligere, idet deres omkostninger således er højere. Vi må stoppe denne udvikling med det samme. Der skal snarest muligt indføres et forbud mod import af produkter til EU, som ikke er produceret under overholdelse af specifikke sociale minimumsstandarder. Indtil dette sker, kan vi kun forsøge at mindske globaliseringens skadelige indvirkning i de berørte lande. Jeg har derfor uden forbehold stemt for frigivelsen af støtte fra fonden.

 
  
MPphoto
 
 

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) anerkender globaliseringens skadelige indvirkning, der er meget tydelig i Europas industriregioner, og er således forankret i det solidariske europæiske projekt og bringer det tættere på borgerne ved at yde bistand til de arbejdstagere, der er hårdest ramt af denne udvikling. De portugisiske regioner Norte og Centro, hvor økonomien var baseret på traditionelle sektorer såsom tekstilindustrien, har været i gang med en modernisering siden begyndelsen af 1990'erne i et forsøg på at tilpasse sig den hastigt voksende konkurrence.

Tekstilindustrien beskæftiger omkring 15 % af arbejdsstyrken i disse områder af landet, og på landsplan er næsten 98 % af arbejdsløsheden i sektoren koncentreret i disse to regioner. Den forværrede økonomiske situation, der har ramt disse regioner og andre regioner – især regionerne i den yderste periferi som f.eks. Madeira, hvor turismen er meget vigtig – har svækket den sociale samhørighed, navnlig på grund af den stigende arbejdsløshed. Jeg støtter derfor anvendelsen af 832 800 EUR fra Globaliseringsfonden på baggrund af de 1 588 afskedigelser i tekstilindustrien i de portugisiske regioner Norte og Centro. Dette beløb skal anvendes fornuftigt til at omskole disse arbejdstagere og reintegrere dem på arbejdsmarkedet hurtigt og på bæredygtig vis.

 
  
  

– Betænkning: Jutta Haug (A7-0003/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  David Casa (PPE), skriftlig. − (EN) Forslaget vedrører revisionen af traditionelle egne indtægter, moms og BNI og omfatter tilpasninger på grundlag af økonomiske overslag. Forslaget er yderst teknisk, så jeg vil blot anføre, at jeg har stemt for dette forslag.

 
  
  

– Betænkning: Jutta Haug (A7-0009/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  David Casa (PPE), skriftlig. − (EN) I januar 2009 blev det sydvestlige Frankrig ramt af en storm, der forårsagede omfattende skader, og Frankrig er derfor berettiget til midler fra Den Europæiske Unions Solidaritetsfond. Jeg er enig med ordføreren og stemmer således for ændringsbudget nr. 7/2009.

 
  
MPphoto
 
 

  Patrick Le Hyaric (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Det er efter min mening uacceptabelt at stemme om bevillingerne til fremme af vaccination mod bluetongue og bevillingerne til Europol og Eurojust under ét. Jeg støtter bevillingerne til bekæmpelse af sygdommen bluetongue, men jeg er imod bevillingerne til Europol og Eurojust.

 
  
MPphoto
 
 

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. − (DE) I januar 2009 blev Frankrig ramt af en alvorlig storm. Stormen Klaus forårsagede ødelæggelser, navnlig af landets infrastruktur. Formålet med Solidaritetsfonden er at dække en del af de skadesomkostninger, der skal betales af statskassen. Alle krav er opfyldt i dette tilfælde. På denne baggrund, og navnlig af hensyn til den grænseoverskridende solidaritet med de franske borgere, der var – og i nogle tilfælde stadig er – berørt af stormen Klaus, har jeg stemt for ændringsbudgettet.

 
  
MPphoto
 
 

  Robert Rochefort (ALDE), skriftlig. – (FR) Jeg glæder mig over vedtagelsen i dag af betænkningen udarbejdet af vores kollega fru Haug, som jeg gav min fulde støtte. Med denne afstemning giver vi grønt lys for, at Den Europæiske Unions Solidaritetsfond anvendes for anden gang i år. EU har tidligere ydet støtte til Rumænien og udviser nu solidaritet med den franske befolkning, der i januar 2009 blev ramt med fuld kraft af den ødelæggende og meget voldsomme storm Klaus, der blev klassificeret som en "større naturkatastrofe" og derfor faldt ind under fondens hovedanvendelsesområde. Et samlet beløb på over 120 mio. EUR er således blevet stillet til rådighed.

Som De ved, er der hårdt brug for denne støtte til departementerne i den sydvestlige del af mit land, hvor der er sket store skader. Jeg vil gerne takke medlemmerne for støtten til denne betænkning. Nu skal det naturligvis sikres, at den franske regering inddrager de lokale myndigheder behørigt i processen, og at disse midler anvendes uden at forfordele de pågældende myndigheder. Det ville være uacceptabelt, hvis midlerne udelukkende tilfaldt den private sektor.

 
  
  

– Betænkning: Jutta Haug (A7-0010/2009)

 
  
MPphoto
 
 

  John Stuart Agnew, John Bufton og David Campbell Bannerman (EFD), skriftlig. − (EN) Vi anerkender, at der er et meget reelt behov for en bluetonguevaccine, især hos kvæg- og fåreavlere i den sydlige og østlige del af England, der gennem massevaccination på deres egne gårde har opført en brandmur mod bluetongue, som deres kolleger i den nordlige og vestlige del af landet har nydt godt af. Hvis vi ønsker at stemme for EU-støtte til denne vaccine, er vi nødt til (i samme afstemning) at stemme for øget finansiering til Eurojust og Europol. Disse to agenturer opererer uden for de tilladte grænser i henhold til britisk lov, og øger således statens magt voldsomt på bekostning af den enkeltes frihed. Det er foragteligt, at EU forsøger at skjule sådanne foranstaltninger i betænkninger af denne art og herefter anmoder medlemmerne af Europa-Parlamentet om at stemme herom under ét og ikke særskilt. Vi kunne således ikke med god samvittighed stemme for en sådan betænkning og har således undladt at deltage i afstemningen om dette punkt.

 
  
MPphoto
 
 

  David Casa (PPE), skriftlig. − (EN) Denne betænkning vedrører ændringsbudget om opførelse af nye forpligtelsesbevillinger på 51 640 000 EUR. Disse midler vil blive anvendt til bekæmpelse af bluetongue, drift af en højfluxreaktor samt til tilførsel af midler til Europol og OLAF. Jeg har støttet ordførerens holdning under afstemningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Derek Roland Clark (EFD), skriftlig. − (EN) Jeg anerkender, at der er et meget reelt behov for en bluetonguevaccine, og beklager, at den britiske regering nægter at støtte sit eget landbrug på dette vigtige område. Denne betænkning omfattede en række foranstaltninger til afhjælpning af denne situation, men den omfattede imidlertid også en række foranstaltninger helt uden relation til landbruget, som ville have haft katastrofale følger for Det Forenede Kongerige. Der blev navnlig anmodet om midler til Eurojust og Europol, agenturer, der opererer uden for de tilladte grænser i henhold til britisk lov.

Det er foragteligt, at EU forsøger at skjule sådanne foranstaltninger i betænkninger af denne art og herefter anmoder medlemmerne af Europa-Parlamentet om at stemme herom under ét og ikke særskilt. Jeg kunne således ikke med god samvittighed stemme for en sådan betænkning og har således undladt at deltage i afstemningen om dette punkt.

 
  
MPphoto
 
 

  Nigel Farage (EFD), skriftlig. − (EN) Jeg anerkender, at der er et meget reelt behov for en bluetonguevaccine, og beklager den britiske regerings negative holdning til dette vigtige spørgsmål. Denne betænkning omfattede en række foranstaltninger til afhjælpning af denne situation, men den omfattede imidlertid også en række foranstaltninger helt uden relation til landbruget, som ville have haft katastrofale følger for Det Forenede Kongerige.

Der blev navnlig anmodet om midler til Eurojust og Europol, agenturer, der opererer uden for de tilladte grænser i henhold til britisk lov. Det er foragteligt, at EU forsøger at skjule sådanne foranstaltninger i betænkninger af denne art og herefter anmoder medlemmerne af Europa-Parlamentet om at stemme herom under ét og ikke særskilt. Jeg kunne således ikke med god samvittighed stemme for en sådan betænkning og har således undladt at deltage i afstemningen om dette punkt.

 
  
MPphoto
 
 

  Mairead McGuinness (PPE), skriftlig. − (EN) Fine Gael-medlemmerne af PPE-Gruppen stemte for ændringsbudget nr. 8/2009. Vi bemærker, at denne afstemning omfatter oprettelsen af en konto vedrørende supplerende finansiering til drift af højfluxreaktoren (HFR) i Petten, Nederlandene. Anlægget blev oprindelig etableret med det formål at vurdere materialer, der anvendes i fusions- og fissionsreaktorer. Det er blevet et uundværligt anlæg til fremstilling af radioisotoper til medicinalindustrien og dækker omkring 60 % af den europæiske efterspørgsel. Betænkningen støtter bl.a. også en styrkelse af budgettet til udryddelse af sygdommen bluetongue og bevillinger til Europol og OLAF. I betragtning af højfluxreaktorens karakter og fordelingen af konti stemte Fine Gael-delegationen for ændringsbudget nr. 8/2009.

 
  
MPphoto
 
 

  Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL), skriftlig. − (EN) Jeg stemte for ovennævnte betænkning, der støtter en stigning i forpligtelsesbevillingerne til programmer for udryddelse og overvågning af dyresygdomme og overvågning af den fysiske tilstand hos dyr, som frembyder en risiko for folkesundheden, der er fremkaldt af eksterne faktorer.

Jeg vil samtidig gerne understrege, at jeg ikke er enig i de andre spørgsmål, der rejses i betænkningen, der ikke burde have været medtaget i denne betænkning:

– oprettelsen af konto 10 04 04 02 (Drift af højfluxreaktoren (HFR))

– oprettelsen af konto 18 05 02 03 (Den Europæiske Politienhed)

– en forhøjelse af fællesskabstilskuddet til Eurojust

– ændringer i stillingsfortegnelsen for OLAF uden yderligere bevillinger.

 
  
MPphoto
 
 

  Marie-Christine Vergiat (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Betænkningen om forslaget til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 8/2009 for regnskabsåret 2009 indeholder en række modstridende punkter. Der fokuseres på en forhøjelse af budgettet til udryddelse af sygdommen bluetongue hos får, gennemførelse af et forskningsprogram vedrørende driften af en atomreaktor i Nederlandene, Europol- og Eurojust-programmer og OLAF.

Jeg stemte naturligvis ikke imod dette udkast til betænkning, fordi jeg ønskede at gå imod foranstaltninger, der er af afgørende betydning for fåreavlere.

Jeg ønskede at sige fra over for den vedvarende brug af atomkraft.

Jeg ønskede frem for alt at bekræfte mit tilsagn om at bekæmpe opførelsen af en fæstning, et sikkerhedsstyret og ineffektivt Europa, der skal garantere vores medborgeres sikkerhed, via Europols og Eurojusts budgetter.

Der skal sættes en stopper for disse politikker, der under dække af bekæmpelsen af usikkerhed og terrorisme i stigende grad underminerer vores medborgeres grundlæggende friheder og rettigheder, og de forskellige implicerede fællesskabsagenturer og -organers mandater skal tages op til revision.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik