Forhandlinger

Torsdag den 17. september 2009 - Strasbourg

9.1. Drab på menneskerettighedsforkæmpere i Rusland

  Formanden. − Jeg har modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾ om drabene på menneskerettighedsadvokater i Rusland, jf. forretningsordenens artikel 122.

  Heidi Hautala, forslagsstiller. − (FI) Hr. formand! Vi burde virkelig tænke på de menneskerettighedsaktivister, der for nylig blev dræbt i det nordlige Kaukasus og tænde et lys for at mindes dem. Vi skal huske på, at Natalia Estemirova, Zarema Sadulayeva, Alik Dzhabrailov og mange andre, som har lidt og mistet livet i deres forsvar for menneskerettighederne, fortjener støtte fra os alle. Desværre var vi ikke i stand til at støtte dem nok, mens de var i live.

Det er alarmerende, at Rusland ikke har været i stand til at gennemføre strafferetlige efterforskninger, der er omhyggelige nok til at opklare disse mord og bringe de skyldige for retten. Jeg har bemærket, at EU har kommunikeret officielt med Rusland om dette tema. Det er imidlertid helt åbenlyst, at vores anstrengelser er utilstrækkelige, og vi må alvorligt overveje, hvordan vi kan få retsstatsprincippet til at fungere i Rusland, og hvordan vi kan styrke denne sags profil langt mere, når vi skal forhandle om en ny partnerskabs- og samarbejdsaftale med dette land.

Vi skal også overveje, hvordan vi kan støtte menneskerettighedsforkæmpere i Rusland bedre, end vi gør nu. Vi må diskutere, om vi kan yde beskyttelse til folk, der er i fare, og hvorvidt EU-institutionerne hurtigt kan skaffe dem visa, så de kan slippe ud af Rusland, hvor deres liv er i fare. Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance mener, at det er vigtigt, at Europa-Parlamentet får et center, der formidler information om situationen for menneskerettighedsaktivister, hvis liv er i fare, og som bestræber sig på at hjælpe dem i samarbejde med de øvrige institutioner. Der er meget, vi kan gøre. Anna Politkovskaya sagde en gang, at Vesten kan gøre så meget, men Vesten gør så lidt.

(Bifald)

  Véronique De Keyser, forslagsstiller. − (FR) Hr. formand! Jeg vil udnytte den korte tid, jeg har, til at præcisere min gruppes position. Vi underskrev ikke den fælles erklæring og fremsætter et separat beslutningsforslag.

Først vil jeg gerne fortælle Dem, at vi er fuldkommen enige i det fælles beslutningsforslag vedrørende Natalia Estemirova, Zarema Sadulayeva og Alik Dzhabrailov.

Vi er blevet chokeret over disse nye mord, som i virkeligheden blot er et lille udsnit af mordene på menneskerettighedsaktivister i Tjetjenien.

I vores beslutningsforslag har vi opfordret til præcis det samme, som man gør i det fælles beslutningsforslag. Vi fordømmer angrebet, vi opfordrer til en undersøgelse, og vi udtrykker vores bekymring over forringelserne af menneskerettighederne for aktivister i Rusland.

Der, hvor vores position adskiller sig, er det fælles beslutningsforslags supplerende henvisning til alle menneskerettighedsforkæmpere og til situationen i det nordlige Kaukasus i almindelighed. Vi mener, at disse synspunkter kan fremføres mange andre steder – og det påtager jeg mig gerne – navnlig i beslutningsforslaget, der kommer til at gå forud for topmødet mellem EU og Rusland. Vi vil gerne have, at denne dagsorden om menneskerettighedsaktivister og beskyttelsen af disse aktivister bliver en del af dette beslutningsforslag, men også af vores fremtidige forhandlinger med Rusland.

Så problemet her drejer sig ganske enkelt om tid og sted. Det er et politisk spørgsmål, der burde have været taget op politisk, og ikke kun, når vi behandler uopsætteligheder. Derfor har vi besluttet at skelne, men med hensyn til selve problemets substans er vi naturligvis fuldkommen enige med de øvrige grupper.

  Renate Weber, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne fremlægge et par fakta for Parlamentet. Alene i år blev Stanislav Markelov, menneskerettighedsadvokaten, der repræsenterede den myrdede journalist Anna Politkovskaya, skudt ned midt om eftermiddagen i januar i Moskvas centrum. Ved samme lejlighed blev Anastasia Baburova, en journalist, der prøvede at beskytte ham, også dræbt.

I juli blev Natalia Estemirova, en velkendt russisk menneskerettighedsaktivist og journalist, fundet død i Ingusjetien efter at være blevet bortført af bevæbnede mænd i naboområdet Tjetjenien. Mindre end en måned efter blev en anden ikkeregeringstro aktivist, Zarema Sadulayeva, og hendes mand bortført og dræbt.

I august blev journalisten Malik Akhmedilov skudt ihjel kort efter at have forladt sit hjem i Dagestan. Seks fremragende journalister og menneskerettighedsaktivister dræbt på mindre end otte måneder.

Disse bortførelser og drab er kun toppen af konsekvenserne af den forværrede menneskerettighedssituation i Rusland, hvor uafhængige stemmer inklusive advokater, journalister og andre aktivister står over for stadig flere tilfælde af vold, trusler og uberettiget forfølgelse.

Menneskerettighedskrænkelserne i Rusland og navnlig i det nordlige Kaukasus kan ikke længere ignoreres. Vi må ikke være så naive, at vi tror, at det mægtige Rusland med en af verdens stærkeste efterretningstjenester ikke er i stand til at finde gerningsmændene og stille dem for retten.

Vi må alle uanset politisk farve forstå, at straffrihed for angreb på menneskerettighedsforkæmpere vil føre til mere vold og en voksende kultur præget af lovløshed. De russiske myndigheder skal sikre menneskerettighedsforkæmpernes fysiske sikkerhed, frie bevægelighed og ytringsfrihed i henhold til FN-erklæringen om menneskerettighedsforkæmpere.

  Bernd Posselt, forslagsstiller. – (DE) Hr. formand! Vores tidligere alderspræsident, Otto von Habsburg, blev en gang spurgt, om han var ked af at være medlem af Europa-Parlamentet i stedet for kejser. Han sagde nej, for hvis han var kejser, ville han være nødt til at kalde et fjols for "Deres Excellence", men som medlem af Europa-Parlamentet kunne han kalde et fjols for et fjols. Jeg kommer til at tænke på denne historie, når vi diskuterer menneskerettigheder.

Vi er ikke en diplomatisk instans, vi er en politisk, parlamentarisk instans. Vi kan sige sandheden. Der findes en talemåde: "Fisk stinker fra hovedet og nedad". Det er ikke sådan – og jeg vil gerne takke fru Weber for hendes klare udsagn – at disse hændelser og drab i Kaukasus på nogen måde er tilfældige eller en eller anden mørk magts værk, men siden hr. Putin kom til, hvilket hænger sammen med Tjetjenienspørgsmålet og de mystiske sprængninger af huse i Moskva, har der i årevis været et blodspor, der altid fører tilbage til Tjetjenien og påvirker uskyldige indbyggere. Civile og især menneskerettighedsaktivister, der som de nævnte – og mange af disse personer kendte vi personlig – ikke bare arbejdede for tjetjenernes menneskerettigheder, men også for et demokratisk Rusland, for en forståelse mellem befolkningerne i Tjetjenien og Rusland og for fred i Kaukasus. Disse personer myrdes en efter en.

Fru De Keyser, dette er grunden til, at det var nødvendigt med en uopsættelig forhandling. Vi bliver til grin, hvis en kvinde, der blev hyldet her i Parlamentet, og som besøgte os i Strasbourg på grund af sit engagement i menneskerettighederne, myrdes for øjnene af os, og vi så udsætter forhandlingen om spørgsmålet til et senere tidspunkt.

Rusland holder nøje øje med, om vi er i stand til at reagere med det samme – og vi skal reagere med det samme ved meget klart at sige: Stop disse myrderier, krænkelserne af menneskerettighederne og giv Tjetjenien og Rusland deres frihed, men sæt frem for alt en stopper for de systematiske krænkelser af menneskerettighederne og drab under mystiske omstændigheder.

  Tomasz Piotr Poręba (ECR) , forslagsstiller. – (PL) Hr. formand! Endnu en gang står menneskerettighedskrænkelser i Rusland på Europa-Parlamentets dagsorden.

Ud over de systematiske forfølgelser af religiøse og etniske mindretal bliver menneskerettighedsaktivister regelmæssigt slået ihjel. Journalister og ngo-arbejdere i Rusland sætter hver eneste dag livet på spil ved udførelsen af deres arbejde. Trusler, bortførelser, tortur, vilkårlige tilbageholdelser og mord bliver hverdagskost. Det, at de russiske myndigheder ikke efterforsker disse forbrydelser aktivt, at der ikke er opnået nogen reelle resultater, og at gerningsmændene fortsat er på fri fod, beviser ikke blot den fuldstændige ineffektivitet af myndighedernes indsats, men også deres stiltiende accept og ligegyldighed.

Respekt for menneskerettigheder bør være et centralt punkt i relationerne mellem EU og Rusland. Det er vores pligt at kræve, at Rusland sikrer en reel og effektiv efterforskning, at gerningsmændene straffes, og at der sættes en stopper for disse skrækkelige mord.

  Cornelia Ernst, forslagsstiller. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Som nyt medlem af Europa-Parlamentet vil jeg gerne starte med at sige, at menneskerettighedsspørgsmålet også er kolossalt vigtigt for mit parti, Die Linke, og at vi fordømmer enhver krænkelse af menneskerettighederne – uanset, hvor de begås, eller hvem der begår dem. Det har intet med indblanding i nationale anliggender at gøre.

Jeg har i årevis været virkelig bekymret og forarget over, at menneskerettighedsaktivister, der beskæftiger sig med situationen i Tjetjenien, igen og igen myrdes. Natalia Estemirova, Stanislav Markelov, Zarema Sadulayeva, disse eksempler på myrdede aktivister er virkelig chokerende. Derfor er det vigtigt, at vi her i Parlamentet beskæftiger os med dette spørgsmål.

Jeg er bekymret over, at sager som mordet på Anna Politkovskaya ikke efterforskes. Hvis denne sag nu genåbnes, håber jeg virkelig, at gerningsmændene findes og anholdes, for ellers er der risiko for flere blodsudgydelser, og det vil blive opfattet som carte blanche til at begå handlinger af denne art. Vi forventer, at der foretages en øjeblikkelig og fuldstændig efterforskning af disse mord, og at sagen behandles med hård hånd, for Rusland kan ikke vente længere med selv at tage kampen op for at beskytte menneskerettighederne. Det må ikke være sådan, at folk nærmest dømmes til døden, hvis de beskytter menneskerettighederne. Jeg mener også, at man ved det kommende topmøde mellem EU og Rusland er nødt til at løse disse spørgsmål hurtigst muligt, og ikke bare som underordnede spørgsmål, men med den fremtrædende position, de fortjener.

Personligt forventer jeg også, at menneskerettighedsspørgsmålene skal diskuteres åbent og ærligt her i Parlamentet. Jeg ville have foretrukket ikke at diskutere disse spørgsmål en torsdag eftermiddag, og jeg mener, at dette emne bør berøre os på samme måde, som hvis det havde drejet sig om erhvervsliv og handel. Sådanne spørgsmål får ofte en sekundær prioritering. Det ønsker vi at lave om på, og det var også, hvad jeg ønskede at sige her.

  Filip Kaczmarek, for PPE-Gruppen. – (PL) Hr. formand! I et land med en høj kriminalitetshyppighed kan man fremføre, at drab på menneskerettighedsaktivister er et tilfælde. De er tilfældige, fordi mange indbyggere generelt bliver ofre for kriminalitet i disse lande. I dag, den 17. september, er jeg nødt til at minde Dem alle om en trist årsdag, nemlig 70-året for den sovjetiske invasion af Polen. Efter denne invasion skød sovjetiske tropper mindst 21 768 polske borgere. Hvorfor nævner jeg dette? Det er, fordi russerne nu hævder, at det var almindelige forbrydelser, på samme måde som mordene på menneskerettighedsaktivister også er "almindelige forbrydelser".

Omfanget af drab på menneskerettighedsaktivister i Rusland er så stort, at det er helt hen i skoven at fortolke dette fænomen som resultatet af "almindelig kriminalitet". Teorien om, at disse mord er "tilfældige", holder ikke. Disse mords systematiske karakter betyder, at der må være noget i det politiske og sociale klima i Rusland, der har ført til sådanne hyppige mord. Den moralske krise i landet, en tendens til at trivialisere døden, manglende medmenneskelighed, relativisme og smuldrende værdier har skylden for, at dette problem ikke tages alvorligt. Jeg synes, at vores beslutningsforslag er afbalanceret og vil hjælpe russerne med at løse dette problem.

  Justas Vincas Paleckis, for S&D-Gruppen. – (LT) Hr. formand! Den Socialdemokratiske Gruppe kan ikke være uberørt af de seneste mord på menneskerettighedsaktivister i Rusland. Drabene på Anna Politkovskaya, Natalya Estemirova, Zarema Sadulayeva og Andrei Kulagin må ikke være meningsløse. Vi fordømmer på det skarpeste gerningsmændene til disse barbariske handlinger, og det forhold, at der i nogle regioner af Rusland hersker en atmosfære af straffrihed, og at politiske mord ikke efterforskes.

Den russiske præsident Dmitrij Medvedev har lovet, at gerningsmændene bag mordene vil blive fundet og straffet. Hans reaktion var kraftigere end den foregående præsidents, men indtil videre er der ikke sat handling bag ordene. Tiden vil vise, om de russiske myndigheder er i stand til at holde deres løfter, hvilket er så vigtigt for landets borgere og det internationale samfund. Efter vores mening har man ved beslutningsforslagets evaluering af de russiske handlinger i Nordkaukasus overskredet beslutningsforslagets anvendelsesområde, og derfor har Socialdemokraterne besluttet at vedtage deres eget dokument. Socialdemokraterne er overbevist om, at menneskerettighedssituationen i Rusland ville bedres betydeligt, hvis menneskerettighedssamtalerne mellem EU og Rusland blev intensiveret. Europa-Parlamentet, Dumaen, civile, sociale og menneskerettighedsrelaterede organisationer i EU og Rusland bør yde et aktivt bidrag til disse samtaler. Vi understreger, at beskyttelsen af menneskerettigheder skal drøftes indgående ved det næste møde mellem lederne for EU og Rusland. Dette spørgsmål er på vej til at blive en iboende del af den nye aftale mellem EU og Rusland.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE). – (LT) Hr. formand! Denne forhandling og Europa-Parlamentets beslutningsforslag om mordet på menneskerettighedsaktivister i Rusland er særlig vigtig, fordi vi nu hører det ene nyhedsindslag efter det andet om drab på menneskerettighedsforkæmpere i Rusland. Natalya Estemirova, Alik Jabrailov, Zarema Sadulayeva med flere. EU kan ikke være ligeglad med de brutale drab på menneskerettighedsaktivister. I vores forbindelser med Rusland skal vi understrege, og det gør vi også, at efterforskningen af disse mord tager for lang tid og som regel afsluttes, uden at man finder frem til de skyldige. Denne form for uacceptabel praksis er ved at blive normen i Rusland, navnlig i forbindelse med forbrydelser i Tjetjenien, hvor straffriheden trives. En af vores grundlæggende værdier er respekt for menneskerettigheder, den menneskelige værdighed og menneskeliv, og ingen pragmatiske interesser kan stå over disse værdier. Jeg mener, at det må være en æressag for den russiske præsident Dmitrij Medvedev at sikre, at der gøres alt for at efterforske bortførelserne af og mordene på menneskerettighedsforkæmpere til bunds og for at stille de skyldige for retten.

  Tunne Kelam (PPE). – (EN) Hr. formand! Menneskerettighedssituationen i Rusland har ændret sig til det værre. Vi opfordrer nu de russiske myndigheder til at gøre alt, hvad der står i deres magt for at sikre beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmperne. Vi ved, at det, der især mangler, af viljen til at gøre netop "alt". Det kan lade sig gøre, eftersom Kreml udøver en afgørende indflydelse på Ruslands magtstrukturer og retsvæsen. Af denne grund får det russiske retsvæsens manglende beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere en til at formode, at styret er medskyldigt i disse forbrydelser.

Vores budskab i dag bør rettes til EU-regeringerne og Kommissionen. Så længe Kreml formoder, at bekymringerne over menneskerettighedsforkæmpernes skæbne forbliver på erklæringsniveau uden konsekvenser for de økonomiske forbindelser, kan hr. Putin og hr. Medvedev slutte, at EU ikke har været i stand til at tage ved lære af det ganske ugenerte mord på Anna Politkovskaya.

  Bogusław Sonik (PPE). – (PL) Hr. formand! Vi drøfter virkelig menneskerettighedskrænkelser i Rusland på en dato med betydelig symbolværdi. For præcis 70 år siden, den 17. september 1939, besatte Den Røde Hær – i ledtog med Hitler – en tredjedel af Polen, der på det tidspunkt kæmpede mod den tyske invasion. Stalins tropper myrdede tusindvis af polakker, og hundredtusinder blev sendt i sovjetiske arbejdslejre. I Katyń blev tusindvis af polske officerer myrdet efter ordre fra Stalin. For os vil den 17. september for altid være en skammens dag for Stalins Rusland.

Det moderne Rusland er ikke modigt nok til at se denne skrækkelige sandhed i øjnene. Den siddende regering fremsætter lidet overbevisende begrundelser for deres tidligere alliance med Hitler. Den dag i dag nægter Moskva at give adgang til arkiverne om Katyń-massakren.

Mange landes historie indeholder skrækkelige begivenheder. Det er et led i en nations modningsproces, at den er i stand til at konfrontere sin fortid og fordømme de ting i sin historie, der skal fordømmes. Det moderne Tyskland er et eksempel på en sådan indstilling. Først da vil fortiden ophøre med at være en byrde for det moderne Rusland og give landet mulighed for at træde ind i samfundet af frie og demokratiske nationer med hovedet holdt højt. Først da vil Rusland en gang for alle kunne kaste den stalinistiske fortids møllesten af sin hals og holde op med at kæmpe mod sine egne borgere, som i øjeblikket sætter livet på spil for at forsvare de grundlæggende friheder og menneskerettigheder.

Vi ærer ofrene for disse mord. Vi vil huske jer alle.

  Rui Tavares (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! God eftermiddag, mine damer og herrer. Nyheden om mordet på Natalia Estemirova er blevet modtaget med stor sorg af alle her i Parlamentet, hvor vi hørte om hendes bortførelse den dag, vi var samlet for allerførste gang, og hvor vi så hørte om mordet et par timer senere. Det er noget, der nødvendigvis vil berøre alle, uanset hvor i verden de befinder sig. Som min kollega fru Ernst allerede har sagt, er jeg fast overbeviset om, at venstrefløjen skal forsvare menneskerettighederne og menneskerettighedsforkæmpere overalt, uanset hvilket land de befinder sig i.

Disse overfald, disse angreb på menneskerettighedsaktivister i Rusland, har haft meget foruroligende følger. De virker som chikane og bliver helt klart yderst traumatiserende for alle, der ønsker at forsvare menneskerettighederne i Rusland. De er derfor første linje i en offensiv, som senere vil føre til forringelse af hele menneskerettighedssituationen for ikke at nævne menneskerettighedsaktivisterne selv.

Følgerne af disse mord er derfor uforudsigelige og foruroligende. Uden en hurtig og effektiv retlig efterforskning og uden garanti for menneskerettighedsaktivisternes sikkerhed kan situationen faktisk udvikle sig endog yderst foruroligende. Derfor vil jeg med stor glæde stemme for dette beslutningsforslag og følge op på opfordringerne til de russiske myndigheder om at beskytte menneskerettighedsaktivisterne.

Jeg kommer fra Portugal, fra den anden ende af Europa, og i næste uge skal jeg til Rusland. Jeg skal faktisk hen på den russiske ambassade i morgen for at hente mit visum. Jeg mener, at forbindelserne mellem Europa og Rusland er af største betydning, og at Europa skylder Rusland meget. Det første, som Europa skylder Rusland, er ærlighed og klarhed i beskyttelsen af menneskerettighederne og vores russiske, europæiske medborgeres friheder.

  Eija-Riitta Korhola (PPE). – (FI) Hr. formand! Deres sprog er så smukt, at jeg har besluttet at takke Dem på ungarsk: köszönöm. Hr. Tavares, jeg vil gerne reagere på Deres bemærkninger. Arbejdet for menneskerettighederne er ikke blot noget, der angår venstrefløjen, det angår også centrum-højre, og lad os håbe, at det tilskynder os til samarbejde. Fru Ernst sagde noget helt rigtigt. Vi diskuterer dette emne her, mens de fleste medlemmer i plenarsalen allerede er på vej hjem, og vi skal sammen arbejde for at gøre dette til en politisk prioritering.

Jeg var engang medlem af Udvalget om Udenrigsanliggender, og da Underudvalget om Menneskerettigheder blev nedsat, blev jeg også medlem af det. Når jeg fremsatte ændringsforslag, sendte jeg dem undertiden til Udvalget om Udenrigsanliggender, og mine kolleger spurgte, hvorfor jeg stadig fremsatte ændringsforslag om menneskerettigheder der, da vi jo havde Underudvalget om Menneskerettigheder til det. Dengang mente jeg, at der var noget galt, hvis vores Underudvalg om Menneskerettigheder blev til en ghetto, eller menneskerettighederne blev forbeholdt et sådant organ. Lad os arbejde sammen for at forhindre noget sådant i at ske på menneskerettighedsområdet.

  Kristian Vigenin (S&D). – (BG) Hr. formand, fru kommissær! Hr. Posselts udtalelse irriterer mig. Jeg vil gerne understrege, at fru De Keysers resultater med hensyn til at forsvare menneskerettighederne ikke kan drages i tvivl i en drøftelse af denne art. Hun har bevist, at hun er en central person ved behandlingen af dette emne her i Parlamentet.

Jeg vil under ingen omstændigheder tillade, og jeg mener heller ikke, at det vil være rigtigt for os at sætte spørgsmålstegn ved S&D-Gruppens indsats for at beskytte menneskerettighederne, for det gjorde vi også, da Deres gruppe, hr. Posselt, forsøgte at bagatellisere forbrydelserne i Guantanamo og de amerikanske troppers behandling af irakiske fanger.

Vedrørende menneskerettighederne i Rusland er der bestemt tale om et alvorligt problem, som vi erkender, og det beslutningsforslag, som vi her fremsætter, er tilstrækkelig barsk og klart. Men vi mener, at Parlamentet skal fokusere på disse spørgsmål og ikke bare hver gang komme med en lang liste over problemer i vores relationer med Rusland, hvor de overhovedet ikke har nogen virkning.

Det, vi gør i den henseende, er at sende en delegation fra S&D-Gruppen til forhandlinger i Moskva i næste uge, hvor dette emne vil blive rejst. Brug ikke menneskerettighedsnødsituationer som denne til at opstille en lang liste over problemer. Det er ikke formålet med dagens forhandling.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Hr. formand! Jeg vil gerne udtrykke min sorg og dybeste bekymring over de begivenheder, der fandt sted i juni i år i Den Russiske Føderation. Jeg er rystet over de brutale mord på russiske aktivister som Natalia Estemirova og Andrei Kulagin og andre, som har støttet menneskerettighederne, og som har arbejdet for sandhed og retfærdighed. Alt må gøres for at fange og straffe morderne. Jeg bifalder og støtter de foranstaltninger, der skal træffes for at opklare disse mord.

Der er også sket et brud på internationale aftaler i august 2008, da russiske væbnede styrker under konflikten mellem Rusland og Georgien angreb beboede områder og ikke beskyttede civilbefolkningen mod krænkelser af deres rettigheder begået af væbnede styrker fra Sydossetien på et område, der i praksis kom under russisk kontrol. Den russiske regering skal entydigt gøre det klart, at overtrædelser af menneskerettighederne ikke vil blive tolereret.

  Charles Tannock (ECR). – Hr. formand! En kultur med straffrihed for lovovertrædelser er under udvikling i Rusland i forbindelse med overgreb på menneskerettighedsaktivister. Journalister, som tør udfordre den officielle fortolkning af tingenes tilstand, chikaneres, etniske mindretal lider uforholdsmæssigt hårdt under voldskriminalitet, som ikke straffes, folk, der kæmper for større frihed marginaliseres i bedste fald, i værste fald tvinges de til tavshed.

Det er svært at se helt nøjagtigt, hvor truslen mod menneskerettighedsforkæmpere i Rusland kommer fra, men igen og igen ser vi tilfældige overgreb, som ikke straffes, og en overfladisk indstilling fra retsvæsenets side.

Rusland er blevet vant til EU's undvigende reaktioner. Dette kan vi se på den måde, som EU har reageret på Ruslands tyranniske adfærd over for Ukraine eller Ruslands invasion og besættelse af suverænt georgisk område sidste sommer.

Der står helt klart vitale strategiske spørgsmål på spil, når det drejer sig om EU's gode forhold til Rusland, men vi kan ikke tillade, at disse spørgsmål helt ophæver vores pligt til at forsvare vores grundlæggende friheder og fælles europæiske værdier, friheder og værdier, som russerne selv skulle have forsvaret i fred og sikkerhed.

  Krisztina Morvai (NI). – (HU) Hr. formand! Jeg har nu i 25 år arbejdet professionelt med beskyttelse af menneskerettigheder. Det er grunden til, at jeg, især i min egenskab af advokat, føler dyb sympati, når jeg tænker på mine kolleger, som har mistet livet i forbindelse med dette fantastiske fag. I den forbindelse vil jeg også udtrykke min dybtfølte sympati med deres familier og efterladte.

Hvad er det rigtige at gøre i en sådan situation? Det er at opfordre til, at der øjeblikkeligt foretages en tilbundsgående undersøgelse af de relevante statsorganer. Jeg håber, at Parlamentet har både modet og den moralske myndighed til at gøre dette. Men jeg er bange for, at det ikke forholder sig sådan. Hvorfor? Fordi der kun stilles sådanne krav til lande uden for EU. Men det er noget andet, når det drejer sig om menneskerettigheder, som groft overtrædes i en EU-medlemsstat, som det skete i mit land, Ungarn, hvor mennesker blev skudt, da de deltog i et massemøde med tusindvis af mennesker, efter ordre fra det parti, som den mand, der i øjeblikket er formand for dette møde, næstformand Pál Schmitt, er medlem af. Formålet med demonstrationen var at mindes årsdagen for revolutionen i 1956 og kampen for frihed. Parlamentet har ikke undersøgt denne sag og den krisesituation, som landet stadig lever i.

Jeg er bange for, at så længe det ikke sker, og så længe en person, der var medlem af den regering, som sanktionerede, at der blev skudt på mennesker, kan være næstformand i Parlamentets Udvalg om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, kan vi ikke skabe tillid og tiltro til vores moralske myndighed i et andet land og anmode om denne form for undersøgelse i et land uden for EU. Derfor beder jeg Dem foreslå og kræve en øjeblikkelig undersøgelse af overtrædelser af menneskerettighederne i Ungarn.

  Cristian Dan Preda (PPE). – (RO) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg sige, at det skuffer mig, at alle medlemmer var til stede, da vi drøftede mejerikrisen, men nu, hvor det drejer sig om menneskerettigheder, tror jeg ikke, at der er mere end 40 af os tilbage her i salen. Det er en skam, at det forholder sig sådan. Jeg siger ikke, at mejerikrisen ikke er ikke vigtig, men et problem som menneskerettigheder er af den største politiske betydning for os alle.

I år, hvor mange lande i Central- og Østeuropa jo fejrer 20-året for kommunismens fald, vil jeg også sige, at jeg finder det uacceptabelt, at en regering lige uden for vores havelåge, som stod bag disse kommunistiske regimer, udviser en så stor ligegyldighed over for forbrydelser, der begås mod menneskerettighedsforkæmpere. Jeg mener, at vi alle skal tage skarpt afstand fra totalitarisme.

  Meglena Kuneva, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Forhandlingen i dag om menneskerettighedssituationen i Rusland kommer på det rette tidspunkt og er meget relevant. Den nylige bølge af vold mod menneskerettighedsforkæmpere har sat fokus på de alvorlige farer, de udsætter sig for i deres daglige arbejde. Mange har betalt den højeste pris for at belyse overtrædelser af menneskerettigheder. Vi mindes alle dem, som har mistet livet og dem, som viderefører deres arbejde i et sådant miljø.

En stor del af volden mod menneskerettighedsforkæmpere har fundet sted i det nordlige Kaukasus i en situation med stigende ustabilitet. Kommissionen kender mange af dem. De er højt respekterede partnere i gennemførelsen af menneskerettighedsprojekter. Uskyldige borgere, politibetjente og statslige embedsmænd har mistet livet i den fortsatte kamp i denne region.

Vold mod menneskerettighedsforkæmpere er ikke begrænset til Nordkaukasus. Der er rapporter om, at forkæmpere, advokater og uafhængige journalister i hele Den Russiske Føderation udsættes for vold, chikane og trusler. EU skal fortsat tage afstand fra denne vold og kræve, at Rusland overholder de forpligtelser, landet har givet tilsagn om som medlem af FN, OSCE og Europarådet.

Det er vigtigt, at angreb og drab på forkæmpere fra civilsamfundet undersøges til bunds, og at gerningsmændene uden ophør identificeres og straffes. Kun gennem effektiv og lovlig retsforfølgelse på grund af disse drab kan dette frygtens og lovløshedens klima fjernes.

Præsident Medvedev har udtalt sig mod, hvad han kalder den "retslige nihilisme", der findes i Rusland. EU er klar til at støtte Rusland i den løbende reform af retssystemet. EU glæder sig over muligheden for at drøfte sine bekymringer om menneskerettighederne med de russiske myndigheder. Vi glæder os over præsident Medvedevs mere åbne indstilling til at indlede drøftelser med EU om disse emner.

Det næste topmøde mellem EU og Rusland er en anden mulighed til at fortsætte disse diskussioner. Dette skal suppleres med udvekslinger af eksperter. De regelmæssige samtaler mellem EU og Rusland om menneskerettighedssituationen giver mulighed for at udvide emnekredsen og antallet af deltagere, som vi diskuterer menneskerettigheder med.

Sikkerhed for menneskerettighedsforkæmpere er den største bekymring. Vi kræver, at de russiske myndigheder gør alt for at sikre, at de, der arbejder med at kaste lys over overtrædelser af menneskerettighederne, kan gøre dette uden frygt for vold eller trusler.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted efter denne forhandling.

(1) Se protokollen.