18. Aftale/Mauritius om visumfritagelse for kortvarige ophold – Aftale EF/Seychellerne om visumfritagelse for kortvarige ophold – Aftale EF/Barbados om visumfritagelse for kortvarige ophold – Aftale EF/Saint Kitts og Nevis om visumfritagelse for kortvarige ophold – Aftale EF/Antigua og Barbuda om visumfritagelse for kortvarige ophold – Aftale EF/Bahamas om visumfritagelse for kortvarige ophold (forhandling)
Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om:
– Betænkning af Busuttil for Udvalget for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslaget til Rådets Afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Mauritius om visumfritagelse for kortvarige ophold (KOM(2009)0048 – C7-0015/2009 – 2009/0012(CNS)),
– Betænkning af Busuttil for Udvalget for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslaget til Rådets Afgørelse om indgåelse af aftalen mellem EF og Republikken Seychellerne om visumfritagelse for kortvarige ophold (KOM(2009)0052 – C7-0012/2009 – 2009/0015(CNS)),
– Betænkning af Busuttil for Udvalget for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslaget til Rådets Afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Barbados om visumfritagelse for kortvarige ophold (KOM(2009)0050 – C7-0017/2009 – 2009/0014(CNS)),
– Betænkning af Busuttil for Udvalget for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslaget til Rådets Afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Saint Kitts og Nevis om visumfritagelse for kortvarige ophold (KOM(2009)0053 – C7-0013/2009 – 2009/0017(CNS)),
– Betænkning af Busuttil for Udvalget for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslaget til Rådets Afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Barbados om visumfritagelse for kortvarige ophold (KOM(2009)0050 – C7-0017/2009 – 2009/0014(CNS)),
– Betænkning af Busuttil for Udvalget for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslaget til Rådets Afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Commonwealth of the Bahamas om visumfritagelse for kortvarige ophold (KOM(2009)0055 – C7-0014/2009 – 2009/0020(CNS)),
Simon Busuttil, ordfører. – (MT) Fru formand! Vi vil trodse kulden i mødesalen og under dette punkt behandle lande, der kan prale af langt højere og noget mere passende temperaturer. Disse betænkninger vedrører nemlig en aftale om visumfritagelse for kortvarige ophold indgået mellem EU og EU's indbyggere og indbyggere i seks forskellige lande – Republikken Mauritius, Republikken Seychellerne, Barbados, Føderationen St. Kitts og Nevis, Bahamas samt Antigua og Barbuda.
Denne fritagelse gælder for EU-borgere, som rejser til disse lande og omvendt, dvs. når borgere fra disse lande rejser til EU. Den gælder for ophold, der varer højst tre måneder inden for et tidsrum på et halvt år. Denne fritagelse omfatter alle personkategorier, dvs. både almindelige borgere og diplomater, der rejser af forskellige grunde. Den gælder især for de mange turister, som er EU-borgere og rejser på ferie til disse seks lande, og derfor vil vi i høj grad lette tingene for dem.
Men undtaget fra denne aftale er netop de, der rejser ind i landene med henblik på udøvelse af lønnet beskæftigelse. I disse betænkninger har vi indføjet en bestemmelse, hvorefter hvert af disse tredjelande kun kan suspendere eller opsige denne aftale for alle EU-lande og således ikke udelukke enkelte lande fra aftalen. Dette blev gjort for at sikre alle EU-borgere lige vilkår og herudover som et udtryk for solidaritet. På den anden side vil EU gøre det samme, hvilket vil sige, at EU også kan suspendere eller opsige en aftale på vegne af alle medlemsstaterne. EU eller hvert enkelt af disse lande kan enten suspendere hele aftalen eller dele af den, når hensyn til den offentlige orden, den nationale sikkerhed eller folkesundheden tilsiger det, eller i tilfælde af, at et land genindfører visumpligt. Frem for alt vil jeg gerne gøre det klart, at inden vi stemte om disse betænkninger i udvalget, bad vi om og fik en garanti fra Kommissionen for, at der ville blive sikret fuld gensidighed. Netop dette var et væsentligt princip for os, nemlig at disse lande garanterer, at der er fuld gensidighed, når de ophæver deres visumkrav, mens vi ville gøre det samme til gengæld. Således ville vi fjerne visumkrav på begge sider. Denne aftale er blevet opnået, som vi ønskede det, og viser endnu en gang klart, at EU er i stand til at forhandle med én stemme på internationalt niveau og vise solidaritet over for alle lande. Dette viser endnu en gang EU's evne til at åbne sine døre for borgere fra lande i hele verden.
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. – (FR) Fru formand! Jeg vil også gerne takke hr. Busuttil for hans glimrende betænkning.
De seks tredjelande – Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Mauritius, Saint Kitts og Nevis og Seychellerne – blev overført fra negativlisten til positivlisten i forordning (EF) nr. 539/2001 i medfør af en ny forordning, (EF) nr. 1932/2006, der blev vedtaget den 21. december 2006, hvori det blev bekræftet, at disse lande levede op til forordningens kriterier.
Denne forordning indeholdt regler for, hvordan visumfritagelsen for borgere fra disse lande skulle gennemføres, efter at en bilateral aftale om visumfritagelse mellem EF og hvert af disse lande var blevet indgået og trådt i kraft.
Som hr. Busuttil nævnte, var det vigtigt at sikre fuld gensidighed, da nogle af disse lande på det tidspunkt stadig pålagde borgere fra en eller flere medlemsstater visumpligt.
På grund af de midlertidige visumregler, som blev anvendt af Caricomlandene – landene i Det Caribiske Fællesmarked – over for indbyggere fra flere medlemsstater under World Cup i cricket, begyndte de formelle forhandlinger om visumfritagelsen først i juli 2008.
For at sikre, at borgerne kommer til at drage fordel af visumfritagelsen så snart som muligt, foreslog Kommissionen, at aftalerne, som blev underskrevet den 28. maj 2009, skulle anvendes midlertidigt, og siden da har de været anvendt midlertidigt, indtil de procedurer, der var nødvendige for, at de kunne indgås formelt, blev afsluttet.
Ud fra princippet om gensidighed omfatter visumfritagelsen alle kategorier af personer – indehavere af almindeligt pas, diplomatpas eller tjenestepas/officielt pas – og for indrejse til ethvert formål, undtagen med henblik på udøvelse af lønnet beskæftigelse.
Som hr. Busuttil sagde, er det formålet med aftalerne, at alle EU-borgere behandles lige, og derfor indeholder de en bestemmelse om, at de seks tredjelande kun kan suspendere eller opsige aftalen for alle EU's medlemsstater, og at EU omvendt også kun kan suspendere eller opsige aftalen for alle sine medlemsstaters vedkommende.
Så derfor vil jeg sige tak til Parlamentet og tak til hr. Busuttil for samarbejdet. Det styrker dette initiativ, så det bliver nemmere for vores medborgere at rejse. Jeg vil også gerne tilføje, at vi i dette temmelig kølige Parlament kan drømme om før eller siden at besøge alle disse pragtfulde lande som f.eks. Seychellerne og Bahamas...
Marie-Christine Vergiat, for GUE/NGL-Gruppen. – (FR) Fru formand! Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre går ind for EU's aftaler med disse seks lande, som virkelig er drømmerejsemål.
Som vi hørte, vil disse aftaler betyde, at borgere fra disse seks lande samt EU-borgere i fremtiden vil være fritaget fra visumpligt i forbindelse med kortvarige ophold – i det mindste vil nogle af dem være det, da det kort sagt ikke gælder, hvis man ønsker at arbejde eller udøve en lønnet beskæftigelse enten som lønmodtager eller som udbyder af tjenesteydelser. Det betyder, at de, der er undtaget fra reglerne, er forretningsfolk, sportsudøvere og kunstnere – i hvert fald hvis de skal udføre en engangspræstation – journalister og praktikanter og andre.
Lad os ikke være vanskelige og lad os hilse dette fremskridt velkommen, for vi ved jo godt, hvor mange administrative formaliteter vores ambassader kræver, når de udsteder visa til borgere fra sydlige lande.
Jeg er sikker på, at alle medlemmer – i hvert fald dem, der stadig er til stede - har hørt om disse sager, hvor kunstnere bliver forhindret i at deltage i en festival eller sportsfolk ikke kan deltage i konkurrencer. GUE/NGL-Gruppen går ind for at afskaffe alle visa i forbindelse med kortvarige ophold. De er i modstrid med princippet om fri bevægelighed for personer og kaster borgerne fra disse lande ud i en ond cirkel, idet de opmuntres til at ansøge om visum til et kortvarigt ophold for så, når de har fået det, ikke at ville vende tilbage til deres lande igen af frygt for, at de ikke kan få et visum igen. Til gengæld slår vi i vores lande hele tiden ned på dem, som har visum til kortvarige ophold, og således viser der sig efterhånden en ond cirkel. Dette fører til splittelse i familierne, mellem de migranter, der lever i vores lande, og deres familier, som forbliver i deres oprindelseslande. Derfor mener vi, at disse aftaler er et positivt skridt i retning af en anden indvandringspolitik, hvor det vil være tilladt for mennesker at bevæge sig lige så frit som kapital og varer.
Men vi har dog alligevel en lille bemærkning af teknisk art. Vi bemærkede, at den engelske term "valid passport" på fransk blev oversat med "passeport ordinaire", men vi mener ikke, at det betyder det samme. Det ville derfor glæde os at få en afklaring af dette, idet vi mener, at den korrekte oversættelse ville være "passeport en cours de validité".
Vi er også overraskede over – ordet "overrasket" er måske en høflig måde at udtrykke det på – vi er derfor overraskede over, at disse aftaler ikke gælder for de fjerneste regioner i Frankrig, når de gælder for de fjerneste regioner i Portugal.
Carlos Coelho (PPE). – (PT) Fru formand! Jeg vil bare gerne støtte Simon Busuttils betænkning, hvori Kommissionens initiativ godkendes, idet jeg fremsætter de følgende tre mindre bemærkninger. For det første modbeviser vi med denne afgørelse, der letter bevægeligheden, tanken om et Fort Europa. For det andet smækker vi ikke dørene op på vid gab for alle og enhver. Som Kommissionens næstformand Barrot mindede os om, åbner vi dem i overensstemmelse med reglerne. Som han også sagde, har landene overholdt reglerne og kan blive taget af negativlisten.
Efter min mening er det vigtigt, at vi har en europæisk tilgang til området, og at vi undgår at "vælge og vrage" mellem landene ved at godkende nogle og udelukke andre. Hele det europæiske område skal enten godkendes eller afvises. Endelig er garantier for gensidighed afgørende i disse aftaler, som Simon Busuttil og næstformand Barrot understregede. Vi kan ikke så godt bede Europa om at åbne sine døre for andre lande, hvis disse lande ikke åbner deres døre for Europa, og dette er i vidt omfang tilgodeset i disse aftaler.
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. – (FR) Fru formand! Først vil jeg gerne takke fru Vergiat, for hun har fuldstændig ret – det er ganske rigtigt "passeports en cours de validité" – og for det andet vil jeg gerne sige, at dette er en mulighed, som vi ønsker at gøre brug af i videst muligt omfang.
Efter min mening gjorde hr. Coelho og før ham hr. Busuttil det også klart, at vi skal være meget nøjeregnende angående gensidigheden, og at vi også behøver virkelig europæisk solidaritet. Vi kan ikke udsætte en medlemsstat for risikoen for, at der igen bliver indført visumpligt. Vi har brug for virkelig solidaritet fra alle medlemsstater og fra EU.
Endnu engang vil jeg takke hr. Busuttil for, at han har beskrevet problemet klart og tilbyder os Europa-Parlamentets støtte på denne måde.
Simon Busuttil, ordfører. – (MT) Fru formand! Jeg vil gerne takke alle, der har udtalt sig. Både mine kolleger og Kommissionens næstformand, Jacques Barrot. Hvis jeg skulle sammenfatte denne institutions politiske budskab i et enkelt begreb, ville det helt klart være princippet om gensidighed. Det er vigtigt for os. Det har en betragtelig betydning i den aftale, vi nu behandler, ligesom aftaler med andre tredjelande er afgørende. Kommissionens næstformand ved, at der er adskillige andre tredjelande, som endnu ikke lever op til princippet om gensidighed over for alle EU's medlemsstater. Et af dem er USA, der for nylig har inkluderet et antal lande i sit visumfritagelsesprogram, men har udelukket andre. Brasilien, som der for nylig er blevet ført forhandlinger med, er et andet eksempel på dette. Jeg opfordrer til, at man insisterer på princippet om gensidighed, hver gang der bliver indgået en aftale, og efter min mening er det denne slags aftale, der kan udgøre grundlaget for, at det sker andre steder.