Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 22. oktober 2009 - Strasbourg

4. Problemet vedrørende udviklingslandenes begrænsede adgang til visse vacciner (forhandling)

  Formanden. – Det første punkt er den mundtlige forespørgsel til Kommissionen af Charles Goerens for Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa om problemet vedrørende udviklingslandenes begrænsede adgang til visse vacciner (O-0100/2009 – B7-0214/2009).

  Charles Goerens, spørger. – (FR) Hr. formand! I forbindelse med denne forespørgsel til Kommissionen vil jeg gerne hjælpe med at uddybe, hvilke muligheder der er for at få fjernet den uretfærdighed, der består i, at 80 % af verdens befolkning nægtes adgang til vacciner i almindelighed og vaccine mod influenza A (H1N1) i særdeleshed.

Problemet er ikke nyt. Faktisk dukker spørgsmålet op hvert år sammen med influenzasæsonen. For det meste opstår nye sæsonbetonede influenzavira i udviklingslandene. Så går laboratorierne i ilandene i gang med at fremstille ny vaccine. De kan først påbegynde produktionen, når de har fået virusstammer fra det land, hvor den nye type influenza er opstået, og det er normalt et uland. Når vaccinen er udviklet, er der kun lige nok til at beskytte befolkningen i ilandene. Resultatet er, at befolkningen i de sydlige lande ikke er beskyttet mod pandemier.

Jeg henvender mig til Kommissionen for at spørge den, hvad den agter at gøre for at fjerne denne uretfærdighed. Er det moralsk forsvarligt, at den sundhedsbeskyttelse, en befolkning kan regne med, er afhængig af landets økonomiske midler? Jeg vil derfor gerne vide, om Kommissionen kan fortælle os, hvilke midler den kan mobilisere for at afhjælpe situationen. Hvilken strategi ville Kommissionen i givet fald vælge, og hvilke partnerskaber ville den indgå med de berørte stater, institutionerne i FN-systemet og den private sektor i bestræbelserne på at sikre borgerne i ulandene adgang til vaccine?

Jeg nævnte det ikke i min skriftlige forespørgsel, men udgør WHO's system til beskyttelse af intellektuel ejendomsret en hindring for produktionen af vacciner i ulandene? Ville EU i givet fald være villig til at igangsætte en debat i WHO med henblik på at fjerne denne hindring?

Jeg vil gerne stille et sidste spørgsmål. Kan Kommissionen skitsere de foranstaltninger, der skal træffes for at forbedre sundhedsinfrastrukturen i ulandene, hvilket er en væsentlig forudsætning for mere retfærdig adgang til vacciner?

  Leonard Orban, medlem af Kommissionen. – (RO) Hr. formand! Jeg vil gerne takke parlamentsmedlem Charles Goerens for hans spørgsmål, som giver mig anledning til både at behandle aspekterne af pandemien med influenza A (H1N1) og de mere overordnede aspekter af Europa-Kommissionens bidrag til at forbedre sundhedsinfrastrukturerne i ulandene.

EU har reageret på pandemien med influenza A (H1N1) både indadtil og udadtil. Faktisk har vi at gøre med en krise, der kræver en global løsningsmetode, både af hensyn til en effektiv beskyttelse af vores egne borgere og af solidaritetshensyn til mindre udviklede lande.

Vi taler om effektivitet i form af de hurtige varslingssystemer, den tætte overvågning af pandemiens og selv virussens udvikling samt vurderingen af virkningen af de forebyggende og helbredende foranstaltninger, der er truffet i de lande, hvor pandemien startede, og det er alt sammen centrale elementer i udarbejdelsen og tilpasningen af vores egne strategier. Imidlertid taler vi også om solidaritet, fordi EU som primær sponsor af offentlig udviklingsbistand og nøglepartner for en lang række ulande skal støtte disse lande i kampen mod nye trusler.

I vores strategi over for disse trusler er hverken Kommissionen eller EU som helhed startet på bar bund. På baggrund af fortilfældet med fugleinfluenza, der kom af H5N1-virus, har EU sammen med internationale organisationer som WHO, Verdensbanken m.fl. kunnet indføre effektive procedurer for informationsudveksling og koordinering af teknisk bistand samt finansielle instrumenter såsom Verdensbankens trustfond. Som WHO's generaldirektør fru Chan siger, har verden aldrig været så godt forberedt til en pandemi. Kommissionen har allerede spillet en særlig vigtig rolle og gør det fortsat i disse systemer, som nu er udvidet til at dække enhver type influenza.

For så vidt angår ulandenes generelle adgang til vacciner, har den nye influenzapandemi pustet nyt liv i den mere end to år lange debat i WHO og i arbejdsgruppen, der står for forberedelserne til influenzapandemien. Denne arbejdsgruppe er nedsat på anmodning fra Verdenssundhedsforsamlingen og som reaktion på Indonesiens beslutning, som Charles Goerens henviste til i sin skriftlige forespørgsel.

WHO præsenterer i denne uge i Geneve sine første henstillinger fra gruppen, som EU har været aktivt medlem af. I overensstemmelse med Verdenssundhedsforsamlingens resolution skal de endelige henstillinger præsenteres for WHO's bestyrelse, som skal mødes i slutningen af januar. Til den tid skal den optimale balance findes mellem at sætte skub i forskning i og hurtig udvikling af nye lægemidler fra primært den private sektor, hvis vigtigste incitament i dag er de intellektuelle ejendomsrettigheder, og at sikre retfærdig adgang til de produkter, der udvikles under denne forskning.

EU tager forbehold over for enhver begrænsning af udvekslingen af biologisk materiale, som man måtte behøve for at udføre de relevante forskningsaktiviteter. Et aktivt internationalt samarbejde på et åbent grundlag, koordineret af legitime institutioner som WHO og organisationens netværk, er afgørende for hurtig udvikling og distribution af løsninger på pandemien.

I tilfældet med influenza A (H1N1), som vi ikke havde vaccine nok på lager til at klare, har der også været spørgsmålet om produktionskapacitet, og hvem der har førsteret til den, når store ordrer placeres af lande, der har de nødvendige midler. Det løfte, som en række vaccinefabrikanter og siden også visse lande har afgivet om at øremærke 10 % af deres produktion, afgive ordrer på donationer eller sælge til en reduceret pris til ulande, er et opmuntrende tegn på global solidaritet.

Fra Kommissionens side finder vi det afgørende at yde tredjelande bistand til at håndtere pandemien, og den må ikke begrænse sig til adgang til vacciner, når de er tilgængelige. Det er af yderste vigtighed at fortsætte den støtte, der ydes af Kommissionen og medlemsstaterne under forskellige former med sigte på konsolidering af sundhedsinfrastrukturerne, sammen med bistand til projekter, støtte til sektorbudgetter og overordnede budgetter i partnerlandene og endda støtte til internationale organisationer.

Overholdelsen af princippet om at give landene mulighed for at påtage sig ansvaret for deres egen udvikling og løfterne om at yde effektiv bistand skal navnlig garanteres ved, at opmærksomheden fortsat rettes mod prioriterede sygdomme og indgreb. Strategien til håndtering af en pandemi er faktisk først og fremmest baseret på sundhedsinfrastrukturer, der er bedre udstyret og kan klare en tidlig behandling af sygdomstilfælde, så der findes tilgængelige og retfærdigt fordelte forebyggende ressourcer.

I tilfælde af en alvorlig krise vil Europa-Kommissionen kunne mobilisere sine ressourcer til humanitær bistand og nødhjælp og vil også kunne udvise fleksibilitet i anvendelsen af ressourcer, der allerede er allokeret til partnerlande, som har anmodet om bistand. Under sådanne alvorlige kriser vil ngo'er og faktisk også større institutionelle netværk absolut have stor betydning. Kommissionen ved derfor, at den kan regne med, at disse instanser træder effektivt i aktion.

  Gay Mitchell, for PPE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Den uundgåelige og gentagne opdukken af en influenzaepidemi har rykket vaccinationsspørgsmålet frem på forsiden igen. Det har imidlertid været et langvarigt og vedholdende problem for den tredje verden. Den mundtlige forespørgsel her til morgen rejser et glimrende spørgsmål om den vestlige verdens hykleri og forskelsbehandling, når den kræver materialer fra ulandene til fremstilling af vacciner til at beskytte sine egne rige borgere for derefter at have den frækhed at sælge de selvsamme vacciner tilbage til de fattige.

Ud over at dække den tredje verdens behov for at få lignende adgang til influenzavaccinationer må vi arbejde på at indføre et system, hvorved de fattigste mennesker i verden, som næsten uvægerligt er mere udsat for sygdomme, får den mulighed, som vi i Vesten tager for givet, nemlig at beskytte sig mod sygdomme, der kan forebygges. Tuberkulose er et godt eksempel på kontrasten mellem os og vores naboer i den tredje verden. I Europa får børn rutinemæssigt BCG-vaccinationen, der er over 80 % effektiv. Det har medført, at tuberkulose ikke længere er den vedholdende trussel, den engang var i Europa.

Sammenlign så dette med ulandene, hvor 26 % af de dødsfald, der kunne være forebygget, skyldes tuberkulose. Tuberkulosens følger i disse lande forværres af, at det er en meget smittefarlig luftbåren sygdom, som spreder sig let i indelukkede områder som de meget udbredte slumkvarterer i mange ulande. Læg så til, at 50 % af aidspatienterne i Afrika syd for Sahara, hvor hiv/aids er udbredt, vil udvikle tuberkulose. Vi kan dermed se, hvor heldige vi er, at vi bor i et forholdsvis kontrolleret immuniseret område, fordi vi har de programmer, vi har.

Hvis man vil finde en solskinshistorie om immuniseringens kraft og behovet for udviklingsstøtte generelt, behøver man blot at se på eksemplet med mæslinger i Afrika, hvor dødsfald som følge af mæslinger faldt 90 % fra 2000 til 2006, primært på grund af vaccinationsprogrammer.

Det er klart, at vaccination virker, og det er klart, at vi har et ansvar over for folk, der lider under manglen på vaccinationer. Jeg opfordrer indtrængende til, at Europa-Parlamentet fastholder presset for at sikre, at denne mulighed også er tilgængelig for de fattigste af de fattige.

Må jeg lige komme med en bemærkning til forretningsordenen: Gør venligst noget ved Parlamentets elevatorer. Jeg nåede kun lige frem her til tiden, fordi dørene satte sig fast, og elevatoren kørte op og ned. Alle klager over det. Noget må gøres.

  Formanden. – Hr. Mitchell! Med hensyn til spørgsmålet om elevatorerne, som De her rejser, vil jeg gerne afsløre noget, der måske er en hemmelig del af Præsidiets forhandlinger. På det seneste møde i Præsidiet kritiserede jeg den situation, som De netop beskrev, og som med skam at melde ikke kun er et problem i Strasbourg. I Bruxelles har det også i ugevis været rent ud umuligt at bevæge sig rundt i de forskellige labyrinter af parlamentsbygninger, fordi elevatorerne var ude af drift.

Præsidiet vil give sagen videre til de relevante tjenester, så elevatorfunktionen på den ene eller anden måde bliver forbedret.

  Michael Cashman, for S&D-gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne bringe Parlamentet ud af elevatoren og tilbage til vaccinerne, som kan forebygge dødsfald. Jeg synes, det er det, vi skal fokusere på. Naturligvis støtter jeg den opfordring, vi har hørt i forbindelse med influenza A-virus (H1N1), men jeg ønsker et meget bredere perspektiv. Hr. kommissær, faktisk er der systemer, der virker, og vacciner virker. Se blot på pneumokokfremkaldt sygdom. Det er en bakterieinfektion, som forårsager lungebetændelse, meningitis og blodforgiftning, og den er forholdsvis ukendt trods sin dødelige status som den sygdom, der på verdensplan dræber flest børn under fem år, selv om den kan forebygges med vaccine.

Pneumokokbakterier er den væsentligste årsag til lungebetændelse, som tager livet af to mio. børn om året. Det er en global sundhedsmæssig udfordring med løsningsmuligheder. Det vil måske interessere Dem at vide, at Kommissionen og mange medlemsstater allerede har givet løfte om at støtte immuniseringen af verdens fattigste lande gennem støtte til GAVI, IFFIm og AMC, hvilket De ikke nævnte.

Men vi kan og skal gøre mere for at prioritere pneumokokfremkaldt sygdom inden for de eksisterende sundheds- og udviklingsprogrammer og bearbejde ulandene til at gøre det samme. AMC for pneumokokker er en hidtil uset mulighed for landene for at beskytte deres børn mod denne dræber, der kan forebygges. Og dog er det triste forhold det, at under 20 af 71 støtteberettigede lande har ansøgt om AMC-støtte, der ellers kan redde så mange liv.

Jeg vil gerne minde Parlamentet om, at udvidet adgang til livsvigtige vacciner er det primære håndtag, vi kan dreje på for at nå millenniumudviklingsmål 4, nemlig en nedbringelse af børnedødeligheden med to tredjedele inden 2015. Vi må sikre os, at vi gør disse vacciner tilgængelige for de lande, der har mest brug for dem. Med så enkelt et greb vil vi simpelthen kunne redde millioner af børns liv. Der er udstedt en skriftlig erklæring her i Parlamentet om sagen, herunder samling af patenter. Jeg opfordrer indtrængende medlemmerne til at underskrive den og gøre en forskel.

  Frédérique Ries , for ALDE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Som vi ved, igangsætter de fleste af vores medlemsstater i denne uge første bølge af influenza A-vaccinationer, mens vi samtidig er tvunget til at erkende de magre fremskridt, der gøres med hensyn til ulandenes adgang til vaccine.

Det er netop blevet sagt: Millioner af mennesker og primært børn dør hvert år i disse lande af en hel hær af sygdomme, som bl.a. min kollega Gay Mitchell tidligere nævnte.

Jeg siger ikke, at løsningen er enkel, især – ikke kun, men især – fordi spørgsmålet om adgang til vaccinen på ingen måde kan sammenlignes med adgang til lægemidler. Det er der mindst to specifikke grunde til, nemlig det beskedne antal producenter og den fortsat vanskelige kontrol med kølekæden. Der er dog positive elementer, nemlig at virusset i øjeblikket ikke muterer, og at der skulle være tre mia. doser til rådighed hvert år. Det er åbenlyse fakta, og de kræver og tilskynder til, at vi lancerer en strategi på globalt plan.

Jeg gerne slutte min begrænsede taletid med at sige, at jeg derfor mener, at EU bliver nødt til at give sin helhjertede støtte til WHO's opfordring til en fair fordeling af vacciner, først og fremmest til sygdomme med høj dødelighed, og at vi også må skabe betingelser for og opmuntre til udviklingen af private og offentlige partnerskaber, så vi effektivt kan bekæmpe manglen på vacciner i verden.

  Marisa Matias, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil først og fremmest gerne understrege betydningen af Charles Goerens' forespørgsel, som er et grundlæggende spørgsmål om retfærdighed. Vi er alle fuldstændig klar over, at en influenza A-pandemi vil ramme landene i Syd, sammen med konsekvenserne af virusspredningen, og ikke landene i Nord. Hvert år sidder vi med hænderne i skødet, mens tusinder af borgere dør som følge af pandemier, som allerede er udryddet eller kan behandles i de nordlige lande, og det er en meget lang liste med bl.a. malaria, denguefeber, gul feber og tuberkulose. Listen er endeløs, og dog gør vi intet ved problemet.

Faktisk bruger vi den sydlige verden som leverandør af gratis prøver med nye virusstammer, så vi kan forbedre behandlingen i det nordlige lande, men vi har ikke en effektiv løsning på disse problemer. Jeg vil derfor blot gerne føje nogle flere spørgsmål til dem, der allerede er stillet.

Vil vi rent faktisk gerne behandle problemet som et folkesundhedsspørgsmål eller som et forretningsanliggende? Hvis vi ønsker at behandle det som et folkesundhedsproblem, skal vi sikre lige adgang til behandling i alle egne af verden, og vi skal derfor være mere effektive i vores indsats. Når det er sagt, vil jeg gerne spørge, og jeg håber, at det ikke er tilfældet, om vi venter på, at der endelig bliver overskud af vacciner på lager i Europa, eller på, at bivirkningerne bliver for skadelige, førend vi viser vor generøsitet og pludselig begynder at sende de nødvendige vacciner til den tredje verden.

Endelig vil jeg gerne spørge, om EU, om vi europæere og om Kommissionen føler sig godt tilpas med et system eller en model, hvorefter de nordlige lande håndterer pandemier ved hjælp af en forebyggelsesmodel, mens de sydlige lande får palliativer eller simpelthen rester fra de riges bord.

  Formanden. – Det er nu hr. Guerrero Saloms tur til at få ordet, og jeg vil gerne sige, at jeg er meget glad og også bevæget over for første gang at kunne give ordet til en mangeårig god ven og kollega.

  Enrique Guerrero Salom (S&D). – (ES) Hr. formand! Tak for de pæne ord. Det er en ære at arbejde for den institution, som De i øjeblikket er næstformand for.

Jeg tager ordet for at støtte formålet med dette punkt, nemlig at yde støtte til ulandene til at forebygge og bekæmpe pandemien med influenza H1N1.

Ud over pandemien vil jeg dog også gerne påpege, at diverse sygdomme rammer ulande hårdere end ilande. Mange sygdomme, som er blevet udryddet i ulandene, koster stadig tusinder af mennesker livet i den tredje verden.

Disse lande må beskytte indbyggernes sundhed, men mangler midlerne til det. For at bekæmpe aids, tuberkulose, malaria og andre smitsomme sygdomme har disse lande brug for vacciner, som de i øjeblikket hverken har adgang eller råd til.

Jeg vil gerne tilskynde Kommissionen til, sådan som kommissæren har beskrevet, at søge alliancer, fremme programmer, motivere donorlande og arbejde på at sikre, at ulandene får adgang til generiske lægemidler til priser, som deres borgere har råd til.

  Leonard Orban, Medlem af Kommissionen. – (RO) Hr. formand! Ud over hvad jeg sagde i begyndelsen af min tale, vil jeg også gerne understrege følgende: Europa-Kommissionen yder permanent sundhedsrelateret finansiel bistand til utallige ulande som led i projekter, programmer og budgetstøtte.

For at overholde nationale prioriteter vil Kommissionen sammen med sine partnere undersøge, hvordan vi kan bruge disse ressourcer til at styrke metoderne til bekæmpelse af pandemien. Det, jeg allerede har sagt implicit, vil jeg gerne gentage eksplicit: Europa-Kommissionen har ikke de tekniske og finansielle instrumenter til at købe vaccinerne selv.

Men ved at arbejde tæt sammen med WHO og indgå alliancer og underskrive aftaler med diverse interessenter vil vi gøre, hvad vi kan for at imødekomme de anmodninger, der er fremkommet på dette område.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.