Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 23. november 2009 - Strasbourg

21. Tilpasning af Europa-Parlamentets forretningsorden til Lissabontraktaten (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning af David Martin for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om tilpasning af Europa-Parlamentets forretningsregler til Lissabontraktaten (2009/2062(REG)) (A7-0043/2009).

  David Martin, ordfører. – (EN) Hr. formand! Først vil jeg gerne takke Dem for Deres tolerance og Deres tilstedeværelse.

Da jeg første gang stillede op til Parlamentet i 1984, sagde jeg til en af mine daværende kolleger, Ken Collins, et skotsk medlem, at jeg overvejede, om det var forkert af mig, fordi Parlamentet ikke virkede til at have ret meget slagkraft i forhold til lovgivningsspørgsmål. Ken sagde til mig, at det var korrekt, at Parlamentet ikke havde ret meget slagkraft, men at det sagtens kunne bide sig fast alligevel.

Dette Parlament bed sig fast i forhold til at udnytte retten til at blive hørt i lovgivningsspørgsmål. Siden har vi haft Den Europæiske Fælles Akt, som bragte Parlamentet fra babystadiet til barndommen, Maastricht, som bragte os gennem puberteten, Nice- og Amsterdamtraktaten, som bragte os ind i voksenalderen, og nu Lissabontraktaten, som jeg tror giver Parlamentet de fulde rettigheder som et voksent parlament, der kan sammenlignes med enhver anden demokratisk institution i EU.

Jeg er beæret over at have mulighed for at fremlægge en betænkning, som tilpasser vores forretningsorden, så der kan tages hensyn til de nye beføjelser, vi har som følge af Lissabontraktaten.

Jeg er beæret, men for at være ærlig er jeg også lidt skuffet, for denne betænkning skulle egentlig have heddet Corbett-betænkningen. Min kollega Richard Corbett gjorde alt det hårde arbejde med denne betænkning før valget. Han gjorde det meget let for mig i forhold til betænkningens Lissabonaspekter. Selv om vi var uenige om de aspekter i betænkningen, der ikke var relateret til Lissabontraktaten, har Richard Corbett gjort et fremragende stykke arbejde i forhold til Lissabonaspekterne, og jeg behøvede sådan set bare at samle stafetten op.

Betænkningen forbereder os på de nye beføjelser, vi får inden for handelspolitik, hvor vi nu skal give en fuld, samstemmende udtalelse sammen med Rådet i alle handelsspørgsmål, og vores nye beføjelser i forhold til landbrug og fiskeri, hvor vi nu deltager i den fælles beslutningstagning. Den finjusterer vores funktion med hensyn til udnævnelsen af Kommissionen, etablerer et nyt forhold mellem Parlamentet og de nationale parlamenter og baner vej for, at Parlamentet kan få nye medlemmer.

De fleste emner er som sagt blevet behandlet uden nogen form for uenighed. Lad mig kort nævne de steder, hvor vi oplevede en vis uenighed mellem grupperne, selv om jeg i parentes skal bemærke, at de politiske grupper har udvist et fremragende samarbejde i denne sag. Alle de primære skyggeordførere og koordinatorer har ydet stor støtte, men der er et par problemstillinger, som vi ikke har kunnet finde en løsning på.

Den første gælder spørgsmålet om, hvem der skal være formand for vores delegation til COSAC. Skal det være formanden for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, eller skal det være en næstformand i Parlamentet, som det er i øjeblikket? Jeg mener, at det skal være en næstformand, og udvalget har besluttet, at det skal være formanden. I sidste ende vil plenarforsamlingen træffe beslutningen, men jeg vil gerne påpege, at COSAC handler om mere end interinstitutionelle relationer. COSAC behandler også politiske anliggender, og det er derfor, vi historisk har haft en næstformand som leder af delegationen.

Hvad angår vores forhold til de nationale parlamenter, har vi i udvalget været noget skuffede over, hvor meget vi skulle gå i detaljer, og i hvor høj grad reglerne skulle bestemme dette forhold. Det er lykkedes mig at indgå et kompromis med hr. Brok, som har været yderst imødekommende i denne sag, om en række detaljer, men som stadig giver formanden for Parlamentet tilstrækkeligt råderum til at forhandle med kollegerne i de nationale parlamenter om den præcise udformning af samarbejdet med de nationale parlamenter.

Et tredje emne, der har skabt uenighed, er, hvordan subsidiaritetsprincippet skal håndteres. Vi fandt let en løsning i forhold til den rolle, som udvalgene skal spille i denne henseende, og har var der enighed. Det eneste område, der viste sig, var spørgsmålet om, hvad der sker, hvis et udvalg siger, at der ikke er noget brud på subsidiaritetsprincippet, og at lovgivningsprocessen skal fortsætte. Skal der være en sikkerhedsventil, så medlemmerne af Parlamentet kan rejse spørgsmålet her i Parlamentet? Jeg har fremlagt et ændringsforslag, og andre har fremlagt lignende ændringsforslag, der går ud på, at hvis en tiendedel af medlemmerne i Parlamentet mener, at der er tale om et subsidiaritetsspørgsmål, skal sagen drøftes her i Parlamentet. Jeg synes, at det er en fornuftig sikkerhedsventil.

Den sidste problemstilling, som jeg gerne vil nævne, er spørgsmålet om observatører, og om, hvorvidt vi skal have observatører forud for, at de 18 nye medlemmer indtager deres pladser. Min holdning er, at det skal vi helt bestemt. Det afgørende spørgsmål – og også her var der enighed i udvalget – er imidlertid, om disse observatører skal være personer, som ellers ville være blevet valgt til Parlamentet. Dette er afgørende for vores troværdighed. Hvis vi bare lader medlemsstaterne udpege hvem som helst til rollen som observatør – og der går rygter om, at nogle medlemsstater vil udpege nationale parlamentsmedlemmer – synes jeg, at det vil være helt uacceptabelt.

Jeg vil gerne slutte med at sige, at jeg glæder mig over, at Parlamentet efter afstemningen i denne uge vil have en forretningsorden på plads den 1. december, fra det øjeblik, hvor Lissabontraktaten træder i kraft, der gør det muligt for os straks at udøve vores nye beføjelser. De, der har æren for dette, er de mennesker, som arbejdede i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender før sommerferien, og jeg vil gerne igen takke Richard Corbett for hans store indsats i denne sag.

(Bifald)

  József Szájer, for PPE-Gruppen. – (HU) Hr. formand, mine damer og herrer! Til glæde for mange af os træder Lissabontraktaten snart i kraft. Processen har varet længe, og det skyldes i det væsentlige ikke Parlamentet, at ratificeringen har taget så lang tid. Det er netop derfor, at den øjeblikkelige gennemførelse af vores tilpassede forretningsorden heller ikke skyldes Parlamentet.

Jeg vil gerne begynde med det punkt, som ordføreren netop sluttede med, nemlig at det er af afgørende betydning, at vi reelt kan udøve disse rettigheder så hurtigt som muligt. Parlamentet har virkelig fået mange nye rettigheder. Lissabontraktaten styrker i betydelig grad Parlamentets indflydelse og dermed demokratiet, samtidig med at den fremmer demokratiets status i Europa. Vores opgave i denne sag er gennem denne forhandling og på grundlag af den nye lovgivning at sikre, at vi reelt kan udøve disse rettigheder.

Jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Martin, og hr. Corbett for det arbejde, de har gjort i denne sag. Betænkningen dækker alle hovedpunkterne såsom opretholdelse af kontakten med de nationale parlamenter, en strengere og meget tydeligere defineret anvendelse af subsidiaritetsprincippet, komitologiprocedurerne og Parlamentets nye rettigheder i den fælles beslutningsprocedure, end det er tilfældet i dag, samtidig med at spørgsmål om budgetprocedurer er med i denne betænkning, som vi helt bestemt støtter.

Samtidig skal vi sikre, at disse rettigheder ikke kan misbruges, og jeg vil gerne gøre opmærksom på dette med henblik på afstemningen om ændringsforslagene. Et lille mindretal skal ikke kunne misbruge eller hæmme den faktiske lovgivningsproces. Vi må finde fleksible løsninger. Vi bemærkede under ratificeringen af Lissabontraktaten, hvordan en enkelt person, en enkelt præsident i en medlemsstat, kunne drive gæk med hele systemet. Der er netop derfor, at der kun skal medtages garantier, som ikke kan misbruges i ekstrem grad. Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) støtter denne betænkning, og vi lykønsker begge ordførere, hr. Corbett og hr. Martin.

  Ramón Jáuregui Atondo, for S&D-Gruppen. – (ES) Hr. formand! Jeg vil også gerne begynde med at sige, at Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Parlamentet er meget stolt af, at to af vores venner og kolleger, David Martin og Richard Corbett, har medvirket til denne vigtige reform. Jeg vil gerne lykønske dem, og jeg håber, at det vil give genlyd i hele Parlamentet.

Den anden ting, som jeg vil sige, er, at det er en virkelig vigtig handling, vi er i gang med, for det er efter min mening af stor politisk betydning, at den nye forretningsorden træder i kraft den 1. december sammen med den nye traktat. Vi sender et budskab til det europæiske politiske system om, at Parlamentet forbereder og tilpasser sig ved at have et instrument til den nye traktat. Der er selvfølgelig mange reformer, som passer ind sammen med denne tanke.

Da jeg synes, at det er tid til en sammenfatning, vil jeg gerne sige, at vi naturligvis tilslutter os betænkningen som helhed, men hvad angår de reformer og ændringsforslag, der stadig afventer vores stillingtagen, vil jeg gerne sige to ting, som jeg finder passende.

Den første er, at mens der var en vis forvirring på Formandskonferencen om, hvilke typer ændringsforslag der skulle vedtages eller accepteres på grundlag af, hvorvidt de er en følge af Lissabontraktaten i den strengeste forstand, vil jeg gerne udtrykke vores ønske om, at det bliver formanden for Parlamentet, som skal beslutte, hvorvidt enkelte af reformerne af forretningsordenen ikke er hensigtsmæssige. I den henseende er jeg enig i, at det er formanden, som skal træffe beslutningen, og vi vil acceptere hans beslutning.

Endelig vil jeg gerne sige, at jeg mener, at en reform af forretningsordenen er så vigtig, at det kræver enstemmighed. Jeg mener, at det vil være rigtig godt for os, hvis vi kan enes om ændringsforslagene før afstemningen på onsdag, så vi kan opnå fuld enighed på tværs af Parlamentet.

  Formanden. – Jeg kan oplyse, at jeg efter indlæggene fra repræsentanterne for de politiske grupper vil oplyse Dem om de tekniske procedurer vedrørende afstemningen om denne betænkning.

  Andrew Duff, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! ALDE-Gruppen glæder sig over at kunne godkende Corbett/Martin-betænkningen, som baner vejen for, at Parlamentet kan påtage sig det store ansvar, der følger af traktatens ikrafttræden. Det er vigtigt, at Parlamentet forbereder sig på at blive et all-round-parlament – dvs. at vi skal begynde at gøre alting effektivt og hensigtsmæssigt på tværs af det politiske spektrum.

Jeg har en hurtig bemærkning vedrørende vores behandling af de nationale parlamenter. Traktaten foreslår meget passende, at vi forbedrer samarbejdet mellem os og de nationale parlamenter, men traktaten er yderst diskret – den siger nemlig intet om, nøjagtig hvilken form sådan et samarbejde skal antage. Vi bør derfor forberede os på at høre de nationale parlamenter om deres tilgang til traktaten, før vi selv fastlægger detaljerede forskrifter i vores egne procedurer.

De forsøg, der indtil videre er gjort i COSAC's regi, viser en stor forskel mellem de nationale parlamenters tilgang til subsidiaritetsspørgsmålet. Det er efter min mening hensigtsmæssigt, at Parlamentet anerkender disse forskelle, og at vi afstår fra at formalisere de præcise metoder til samarbejde og reaktion på forvaltningen af subsidiaritetsmekanismen på det nuværende stadium. Men bortset fra det støtter ALDE-Gruppen fuldt ud de fremsatte forslag.

  Gerald Häfner, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Parlamentet arbejder hurtigt, det gør sit hjemmearbejde og kan skride til handling. Det er værd at påpege på dette stadium.

Det har taget syv år for Lissabontraktaten at træde i kraft. I vores tilfælde har det kun taget et par uger – da Parlamentet har brugt lang tid på grundige forberedelser til denne begivenhed – at få godkendt den nye forretningsorden på dette grundlag, så vi straks, når traktaten træder i kraft, kan begynde at arbejde i henhold til den nye forretningsorden.

Forretningsordenen bør fastlægges på grundlag af bred enighed. Det er derfor, vi primært har begrænset os til de ændringsforslag, som er direkte forbundet med den nye traktats ikrafttræden. Andre ændringsforlag skal drøftes mere grundigt. Det får vi tid nok til her i Parlamentet. Presserende sager skal imidlertid behandles med det samme.

Efter min mening er det vigtigt, at disse ændringsforslag indeholder nye bestemmelser om de forenklede og de almindelige ændringer af traktaten. Efter min opfattelse er det vigtigt, at vi enstemmigt støtter ændringsforslag, som har til formål at forbedre samarbejdet med de nationale parlamenter. I andre artikler vil vi gerne gå endnu længere, særlig i forbindelse med f.eks. vores repræsentation, dvs. Parlamentets repræsentation, i COSAC, men det er noget, vi kan drøfte på et senere tidspunkt. På nuværende tidspunkt glæder jeg mig over den brede enighed, der er opnået, og jeg ønsker særlig at takke ordførerne.

  Ashley Fox, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne udtrykke min bekymring over, at vi ikke har fået mulighed for at drøfte hr. Broks ændringsforslag vedrørende gennemførelsen af den nye statut for medlemmerne.

Elmar Brok foreslog, at ansvaret skulle flyttes fra Præsidiet, som afholder lukkede møder, til Parlamentet med dets offentlige møder. Jeg mener, at vores vælgere har ret til at vide ikke alene, hvad vi selv betaler, men også detaljerne vedrørende de tillæg og ydelser, vi modtager. Jeg beklager, at De ser anderledes på dette, hr. formand.

Hvad der er mere foruroligende, er, at De af frygt for at tabe en afstemning eller måske for overhovedet at afholde en afstemning tyer til et processuelt arrangement for at forhindre en drøftelse. Det er udemokratisk, og det lugter af hykleri på et tidspunkt, hvor alle taler om at gøre EU mere gennemsigtigt og bringe det tættere på borgerne. Hvis EU skal øge gennemsigtigheden, må vi skride til handling og ikke bare forfalde til diverse floskler om emnet.

Det er ganske enkelt ikke acceptabelt at behandle vores vælgere som champignoner, at holde dem nede i mørket og overdænge dem med gødning. Jeg kan forsikre Dem om, at denne sag ikke går væk af sig selv, og at De vil komme til at forholde Dem til en afstemning før eller senere.

  Formanden. – Jeg tror, der er tale om en misforståelse. Vi kan drøfte alting. Der er ikke lukket af for noget i denne henseende. Det bedste eksempel er vores indlæg af et minuts varighed. Jeg bliver nødt til at svare Dem med det samme, fordi der ikke er lukket af for nogen emner, men vi må gå fra beslutning til beslutning, idet vi følger reglerne her i Parlamentet og intet andet. Men De har i høj grad åbnet op for denne debat.

  Ashley Fox, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Kan De forklare, hvorfor en afstemning om hr. Broks ændringsforslag blev tilladt i udvalget og vedtaget, men at det blev besluttet, at det ikke var i overensstemmelse med forretningsordenen her på plenarmødet?

  Formanden. – Hvis De gerne vil drøfte det, kan vi gøre det lige efter mødet, men jeg vil ikke forstyrre vores debat her på plenarmødet.

  Hans-Peter Martin (NI). – (DE) Hr. formand! Demokratiet har brug for en revolution. Det siger jeg altid i disse tider, og denne gang retter jeg særlig bemærkningen mod Dem, hr. formand. Hvad er det, De laver her? De gør livet unødigt besværligt for de mennesker, der deler det europæiske ideal, men som på grund af deres grundlæggende principper ikke ønsker at være medlem af et politisk parti, og dermed skyder De Dem selv i foden.

Hvad henviser jeg til her? Jeg henviser til artikel 192, stk. 1. Denne bestemmelse, hvoraf det fremgår, at grupperne kan vælge en koordinator, er blevet indført ad bagdøren og er gået ubemærket hen for mange. Tidligere havde vi altid en tilføjelse om, at den pågældende bestemmelse skulle gælde mutatis mutandis for løsgængerne. Denne fortolkning gælder ikke længere. Jeg skrev et brev til Dem. To måneder senere svarede De og gentog bare dette. Læs venligst mit brev igen. Jeg beder Dem forstå, at De er meget tæt på at lade et Parlament, som jeg i princippet støtter, udarte til et Parlament med to klasser. Hvordan kan De i lyset af Deres personlige baggrund gøre sådan noget? For vi har som løsgængere ikke mulighed for at få de relevante oplysninger i tide og tage aktivt del i beslutninger vedrørende betænkninger og lignende. I denne henseende skal forretningsordenen ændres.

Derudover vil jeg gerne vide, hvorfor hr. Corbett, som ikke blev genvalgt af de radikale på højrefløjen, netop fordi han gjorde sådan noget, har fået lov til at sidde med i plenarmødet i dag, praktisk talt i rollen som tilsynsførende. Dette er et Parlament med to klasser. Vi bliver tvunget til at indgive en klage, selv om jeg meget gerne ville undgå dette.

  Formanden. – Tak. Som De ved, drøfter vi fortsat det spørgsmål, som De har rejst, og jeg vil bede Dem om ikke at drage forhastede konklusioner. Vi ønsker at finde en løsning på spørgsmålet, men som De ved, foreslog gruppen af løsgængerne ikke en kandidat, og derfor er de ikke involveret i visse dele af arbejdet. Gruppen har ikke en kandidat, som alle løsgængerne kan acceptere. Vi vil imidlertid finde en løsning på dette problem.

Formandskonferencen har besluttet, at der ikke på onsdag under afstemningen om Martin-betænkningen vil blive stemt om de dele af betænkningen, som ikke er forbundet med Lissabontraktaten, fordi de kræver en bredere drøftelse. Det er, fordi vi gerne vil være sikre på, at afstemningen finder sted på onsdag, og fordi vi gerne vil stemme om de spørgsmål, der er forbundet med gennemførelsen af Lissabontraktaten. Det besluttede Formandskonferencen, og vi er nødt til at gennemføre den beslutning.

  David Martin (S&D). – (EN) Hr. formand! Naturligvis forstår og tilslutter jeg mig Deres beslutning, men vi ønsker ikke, hvad vi ellers har set tegn på her i dag, upassende ævl og kævl her i Parlamentet på onsdag, når vi skal stemme om dette vigtige fremskridt for Parlamentets forretningsorden.

I morgen vil jeg bede Dem omdele de ændringsforslag, som De mener, er "Lissabonspørgsmål" og dermed omfattet af Lissabontraktaten, så vi kan få det afklaret og få en meget klar afstemningsliste for onsdag, så der ikke kommer nogen skænderier, når vi når frem til onsdag.

  Formanden. – Det skal jeg selvfølgelig nok gøre, men jeg vil lige mødes med hr. Casini og flere andre, så de kan se listen først. Jeg ville også vise Dem listen som ordfører, men vi har ikke haft mulighed for det endnu, for De var her ikke tidligere. Dette er kun et teknisk spørgsmål, ikke andet.

  Íñigo Méndez de Vigo (PPE). – (ES) Hr. formand! Jeg deler den foregående talers bekymring. For at kunne stemme skal vi følge den rette fremgangsmåde på onsdag, og når det drejer sig om en så vigtig betænkning, skal vi vide på forhånd, hvilke ændringsforslag De betragter som acceptable.

Jeg accepterer derfor det, De siger, og vi vil gerne have dem i morgen.

  Formanden. – Det var Parlamentets tjenestegrene, der skulle udarbejde listen, og jeg har først fået den for to timer siden. Den er derfor helt ny, og jeg viser Dem den med det samme.

  Carlo Casini (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi vil naturligvis respektere Deres beslutninger, men jeg har forstået det sådan, at der er visse forbehold med hensyn til nogle af ændringsforslagene, nemlig dem, som ikke er direkte relateret til Lissabontraktaten.

Måske tager jeg fejl, men for mig har det indtil nu set ud, som om Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har haft generelle beføjelser til at fremsætte forslag til ændringer af retsforskrifterne. Det kan det gøre, hvis ændringsforslagene fremsættes af en gruppe af medlemmer, enkelte medlemmer, eller hvis det er på udvalgets eget initiativ.

At man nu har benyttet lejligheden til at foretage et par rettelser, også med henvisning til andre aspekter, i forbindelse med den bredere reform af forretningsordenen under Lissabontraktaten, kan efter min mening ikke betragtes som uacceptabelt – så meget desto mere som ret mange af ændringsforslagene afspejler Lissabontraktatens ånd i forretningsordenen, nogle gange i form af bestemmelser, som gengives teknisk og materielt i den, men meget oftere gennem en henvisning til ånden bag traktatens bogstav. Man behøver bare tænke på Parlamentets rolle, som er blevet styrket i relation til Rådet, men som også er blevet styrket med forretningsordenen, for så vidt angår de interne forbindelser med institutioner i Parlamentet. Vi respekterer naturligvis Deres beslutning, hr. formand, men jeg fandt det nødvendigt at komme med disse bemærkninger.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D). – (HU) Hr. formand! Denne forhandling afspejler også det forhold, at den vigtige reform, der nu gennemføres i EU's og Europa-Parlamentets historie, er af så stor betydning, at vi sandsynligvis ikke kan afslutte opgaven med kun en enkelt betænkning. Samtidig lykønsker jeg hr. Martin og hr. Corbett og dem, som har deltaget i forhandlingen. Men rent juridisk er der stadig en del aspekter, som skal afklares.

Lad mig bare komme med et eksempel. Det glæder mig, at Parlamentet har haft noget at sige til støtte for chartret om grundlæggende rettigheder, som det støtter enstemmigt. Men vi ved godt, at netop i forbindelse med dette charter har flere lande anmodet om en undtagelse, for ikke at nævne at også dette charter indeholder spørgsmål og uløste problemer såsom spørgsmålet om sprogrettigheder, der skal drøftes i morgen aften. Indtil videre har Europas kommissærer faktisk sagt, at de ikke er en del af Fællesskabets lovgivning.

Af hensyn til både Lissabontraktaten og chartret om grundlæggende rettigheder skal vi derfor klart have præciseret, hvilke aspekter af fællesskabslovgivningen, som Kommissionen og Parlamentet har ret til at reagere på, for så kan vi i fremtiden undgå at høre kommissær Barrot eller Leonard Orban sige, at vigtige spørgsmål som Slovakiets lov ikke henhører under fællesskabslovgivningen.

  Diane Dodds (NI). – (EN) Hr. formand! Jeg står her i dag som demokrat. Jeg står her i dag som en, der har et demokratisk mandat, et mandat, der er magen til det mandat, som alle, der er valgt til Parlamentet, har.

Jeg står her også som en, der kommer fra et land, eller en region, i Det Forenede Kongerige, som har været meget ulykkelig på grund af dem, der søger at ødelægge demokratiske politikker. Jeg kom derfor med store forventninger til, hvordan demokratiet vil blive behandlet her i Parlamentet.

Men alligevel kan jeg konstatere, at jeg her i mit første mandat som demokratisk valgt til Europa-Parlamentet er blevet udelukket fra koordinatormøder, at jeg ikke har noget at skulle have sagt på Formandskonferencen.

Det er bestemt spørgsmål, som er genstand for forhandlinger, og det glæder mig meget at høre, at De forsøger at løse disse problemer. Men jeg opfordrer Dem indtrængende til at finde en løsning på disse spørgsmål meget hurtigt, for det er vigtigt, at Parlamentets demokratiske mandat bliver respekteret. Jeg opfordrer Dem også til at mødes med de løsgængere, der er demokrater, og som ønsker at få afgjort disse spørgsmål.

  Elmar Brok (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske hr. Martin med hans betænkning, for den handler om spørgsmål, som vi er nået til enighed om, og som vi er nødt til at forholde os til. Men det skal også siges, at Europa-Parlamentet takket være Lissabontraktaten er blevet et fuldgyldigt demokratisk parlament med lige rettigheder. Det er også på tide, at Parlamentet husker, hvem der er hjørnestenen i dette Parlament, nemlig de enkelte medlemmer, parlamentsudvalgene og de politiske grupper.

Der er alt for mange tegn på, at det er Formandskonferencen og Præsidiet, som træffer beslutningerne. Jeg har også bemærket mange tegn, der tyder på, at der er et ønske om at hindre udvalgene i at arbejde direkte og på eget initiativ med udvalgene i de nationale parlamenter og i stedet gør det at styre igennem bureaukratiet til en del af processen.

Jeg har bemærket, at møder mellem formændene for udvalgene i de nationale parlamenter har deltagelse af næstformændene og ikke formændene fra Europa-Parlamentets udvalg. Med hensyn til medlemmernes rettigheder er det ikke, hvis et udvalg fremsætter et beslutningsforslag til plenarforsamlingen, Parlamentets tjenestegrene eller andre organer, der skal beslutte, om disse forslag er forkerte. Det er noget, der skal besluttes af medlemmerne selv. Hvis forslagene er dårlige, får de ikke støtte fra flertallet.

Der er tydeligvis en frygt for, at medlemmerne vil blive bedt om at træffe beslutninger, der er skadelige for deres karriere, og derfor skal de beskyttes mod sig selv. Det er den eneste måde, jeg kan fortolke forslagene på, for de sigter helt klart mod at begrænse Parlamentets og det enkelte medlems beføjelser. Jeg har en fornemmelse af, at imperiet slår til igen.

  Roberto Gualtieri (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Med vedtagelsen af Martin-betænkningen har Europa-Parlamentet udført en nødvendig opgave her i lyset af Lissabontraktatens snarlige ikrafttræden. Det er sket med denne nøjagtige, præcise tekst, som i vores forretningsorden indfører vigtige ændringer på grund af Lissabontraktaten; det drejer sig om Europa-Parlamentets styrkede rolle i lovgivningsproceduren, budgetproceduren og den overordnede institutionelle balance i EU.

Af disse nyskabelser nævner jeg med glæde dem, der vedrører procedurerne for traktatændringer og Parlamentets funktion med at fremsætte forslag samt ændringerne i relation til de nationale parlamenters rolle, som giver Parlamentet et særligt ansvar, nemlig ansvaret for at gøre denne styrkede rolle til en kilde til demokratisk legitimitet for den europæiske integration og ikke en bureaukratisk hindring.

Formanden traf en god beslutning, da han løste problemet med de ændringsforslag, som ikke er direkte relevante for emnet for denne betænkning, da der senere bliver tid til en mere konsekvent og systematisk behandling af spørgsmålet om, hvorvidt der skal foretages en mere tilbundsgående revision af vores forretningsorden.

Det er rigtigt, at der stadig er ting, som kan fjernes fra det arbejde, som Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har udført, men der er også andre, som det ville være godt at tilføje. Her tænker jeg på det vigtige ændringsforslag om, hvordan spørgsmålet om observatører skal behandles, da disse observatører skal vælges blandt de kandidater, der ikke blev valgt til Europa-Parlamentet.

  Paulo Rangel (PPE). – (PT) Hr. formand! Jeg vil gerne indledningsvis lykønske ordførerne og især hr. Martin og hr. Corbett og sige, at jeg som medlem af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) primært har været bekymret over de foreslåede ændringer til forretningsordenen.

Jeg vil gerne understrege, hvad der for mig er det afgørende spørgsmål, som endnu ikke er blevet nævnt her i aften, nemlig de nationale parlamenter.

At Parlamentet er blevet stærkere rent demokratisk skyldes helt klart forretningsordenen og Lissabontraktaten, men det europæiske demokrati er også resultatet af båndet mellem nationale parlamenter.

Formålet med dette forslag til ændring af forretningsordenen er den retlige oprettelse af disse to demokratiske instanser og dermed konsolidere demokratiet. På den ene side har vi det demokrati, der opstår af Europa-Parlamentets instrumenter, dets kontrolinstrumenter og dets lovgivende rolle, og på den anden side er der det demokratiske samarbejde mellem de nationale parlamenter gennem andre instrumenter.

Derfor er jeg helt for disse forslag. Jeg er ikke enig med hr. Duff i, at vi bør udskyde etableringen af forbindelser til de nationale parlamenter til et senere tidspunkt. Jeg mener godt, at vi kan gøre det nu, i lyset af Lissabontraktaten, og jeg synes, det er meget vigtigt, at vi gør det.

Jeg vil også sige, at jeg støtter forslaget fra mine kolleger, hr. Szájer og hr. Brok, med hensyn til repræsentation i Konferencen af De Europæiske Parlamenters Europaudvalg (COSAC), og endelig at jeg er helt enig i det, min kollega hr. Brok og andre medlemmer har sagt om, at det er Parlamentet og medlemmerne, der bestemmer, ikke Parlamentets tjenestegrene.

  Mario Mauro (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi er nu vidne til en grundlæggende ændring i vores, de europæiske institutioners, karakter. Hvis fællesskabsmaskinen skal fungere ordentligt i den nærmeste fremtid, er det op til vores politiske færdigheder og vores kapacitet til så hurtigt som muligt at give os selv lovgivningsmæssige instrumenter i Parlamentet som institution, dvs. instrumenter, som sætter os i stand til at udnytte den overflod af muligheder, der ligger i Lissabontraktaten.

Af netop den grund mener jeg, at det, det virkelig drejer sig om, paradoksalt nok er at styrke både EU's føderale dimension og subsidiaritetsdimensionen.

Det er afgørende for vores fremtid, især fordi vi ikke i denne fase har taget hensyn nok til borgerne som enkeltpersoner, dvs. til selve politikkens raison d’être.

Lad mig forklare, hvad jeg mener. Det harmoniseringsniveau, som vi har nået, kan beskrives som tilfredsstillende. Europa har stor betydning i vores borgeres dagligdag. Men i stedet for at sætte den enkelte, familien og alle andre i centrum for politikkerne har EU og medlemsstaterne udnyttet subsidiariteten til at fremme institutionernes interesser.

Derfor er det vigtigere nu end nogensinde før at sikre subsidiaritetsprincippet i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Vi skal have et overvågningssystem, som sikrer, at de lovforslag, som forelægges Parlamentet, rent faktisk bliver vurderet, især i henseende til dette subsidiaritetsprincip. Se, det ville være et rigtig godt udgangspunkt for institutioner, som sikrer og ikke kontrollerer borgernes liv.

  Íñigo Méndez de Vigo (PPE). – (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne vende tilbage til spørgsmålet om ændringsforslagenes antagelighed, som De nævnte før.

I medfør af artikel 157, stk. 3, er det op til Dem, men jeg vil bede Dem tage hensyn til de kloge ord fra formanden for Udvalget for Konstitutionelle Anliggender, hr. Casini. Jeg mener ikke, at det kan overlades til Parlamentets tjenestegrene at bestemme, hvilke ændringsforslag der vedrører Lissabontraktaten, og hvilke der ikke gør. Desuden har Parlamentet en suveræn ret til at beslutte, om et ændringsforslag er nødvendigt eller ikke, her hvor vi, som alle siger, står over for en ny begyndelse.

Jeg vil derfor bede Dem bruge denne vigtige beføjelse, som De har i henhold til forretningsordenen, med Deres vante forsigtighed, hr. formand. Jeg håber, at De træffer den rette beslutning, og at vi alle vil synes, at det er den rette.

  David Martin, ordfører. – (EN) Hr. formand! Mange tak til alle de medlemmer, der har taget ordet under denne forhandling. Jeg vil gerne følge op på noget, som hr. Méndez de Vigo sagde.

Hr. Casini har været meget klog, som han ofte er det i disse spørgsmål, fordi der er ændringsforslag, som absolut intet har at gøre med Lissabon, og det er helt klart, at de ikke har noget at gøre med Lissabon. Vi kunne bestemt have levet med, at nogle af dem kom til afstemning i Parlamentet, men det ville måske være mere rimeligt, hvis vi havde en særskilt, fuldstændig og åben diskussion om dem, før vi stemmer om dem.

Jeg vil gerne samtidig slå fast, at intet hindrer medlemmerne i at fremsætte forslag, f.eks. af den slags, som hr. Fox nævnte, som ville berøve Præsidiet nogle af dets beføjelser i forbindelse med gennemførelsen af medlemmernes statut. Det er ikke nogen god ide, synes jeg, men intet hindrer medlemmerne i at have dette spørgsmål som emne for en forhandling i Parlamentet.

Ændringsforslag såsom de nationale parlamenters rolle er måske ikke stricto sensu Lissabonændringsforslag, men hr. Casini har helt ret i, at de er relateret til ånden i gennemførelsen af Lissabon, fordi vores forhold til de nationale parlamenter bliver ændret som følge af Lissabontraktaten.

Derfor vil jeg bede Dem i Deres visdom bestemme, at disse ændringsforslag er antagelige, men at ændringsforslag vedrørende Præsidiets funktion, dvs. antallet af næstformænd i udvalgene osv., helt klart ikke henhører under Lissabon og derfor ikke skal sættes til afstemning i denne uge.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag, den 25. november. 2009.