Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 19. januar 2010 - Strasbourg

4. Det nylige jordskælv i Haiti (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er erklæringen fra EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og næstformand i Kommissionen, Catherine Ashton.

Vi vil endvidere høre fra kommissær De Gucht, men den første, der får ordet, er Catherine Ashton. Det glæder mig at byde Catherine Ashton velkommen, da jeg har arbejdet meget sammen med hende i anden sammenhæng, og jeg ønsker hende alt godt i den nye stilling.

  Catherine Ashton, EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Mange tak for de venlige ord. Mine damer og herrer, jeg har anmodet om denne forhandling for at opdatere Parlamentet om situationen i Haiti efter det forfærdelige jordskælv den 21. januar. Tabene er katastrofale og ødelæggelsen overvældende. Op imod tre millioner mennesker er ramt af tragedien, og antallet af døde er fortsat stigende.

Det er en massiv humanitær og politisk katastrofe. Vores umiddelbare fokus er at arbejde sammen med FN og den haitianske regering om at afhjælpe lidelserne for befolkningen i Haiti. Vores engagement over for genopbygningen af Haiti er permanent. Der er endvidere mange europæiske borgere, som har mistet livet, og der er ca. 1 000 personer, som fortsat savnes.

EU har reageret hurtigt, ikke for at skabe overskrifter, men for at hjælpe de nødstedte mennesker. Efter rådgivning fra FN modstod vi fristelsen til straks at tage til Haiti. Det ville kun have afledt opmærksomheden og de knappe midler fra hjælpearbejdet. Vi vil naturligvis tage til Haiti, lige så snart det er relevant, og jeg har aftalt med hr. De Gucht, at han vil tage til Haiti i denne uge for at overbringe EU's kondolencer og understrege vores engagement over for befolkningen. Han vil endvidere benytte lejligheden til at gennemgå vores hjælpearbejde indtil nu og drøfte situationen med FN og vores hjælpearbejdere på stedet for at identificere de mest presserende behov i de kommende uger og måneder.

I mellemtiden fortsætter vi med at arbejde på højtryk på alle fronter, herunder med humanitær bistand og politisk og sikkerhedsmæssig støtte. I de sidste par dage har jeg været i løbende kontakt med udenrigsminister Clinton, FN's øverste ledelse, EU's udenrigsministre og Canada, som leder gruppen "Friends of Haiti". Formålet er at sikre en effektiv og koordineret international indsats. Jeg vil rejse til USA i denne uge for at følge op på dette og andre spørgsmål sammen med den amerikanske regering og FN's generalsekretær og andre relevante personer i New York.

FN har anmodet om umiddelbar økonomisk støtte – 575 mio. USD – samt logistisk støtte til transport af humanitær bistand. I går anmodede FN's generalsekretær også om politi- og militærforstærkning til FN's fredsbevarende mission.

Jeg anmodede i går det spanske EU-formandskab om at indkalde til et ekstraordinært møde i Rådet (udenrigsanliggender) for at hjælpe med at mobilisere og koordinere vores indsats. For første gang siden ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten forener vi nu indsatsen fra Kommissionen og Rådet samt medlemsstaterne i en omfattende indsats under min overordnede koordinering. Det er en banebrydende indsats.

Vi havde et produktivt rådsmøde i går. Alle var enige om behovet for en hurtig indsats og tæt koordinering med FN. Hvad angår økonomisk støtte nåede Rådet frem til følgende konklusioner. Rådet bifaldt Kommissionens foreløbige tilsagn om 30 mio. EUR i umiddelbar humanitær bistand ud over de 92 mio. EUR, som medlemsstaterne foreløbig har givet tilsagn om.

Rådet bifaldt Kommissionens foreløbige tilsagn om 100  mio. EUR til umiddelbar bistand til ikkehumanitære formål, f.eks. rehabilitering og genopbygning, og noterede sig Kommissionens foreløbige tilsagn om, at den vil stille 200 mio. EUR til rådighed for aktioner på længere sigt.

Rådet opfordrede til afholdelse af en international konference på Haiti efter en koordineret vurdering af de behov, der er opstået efter katastrofen.

Der er helt overordnet tale om en stor indsats på kort tid. Støtten vil også være rettet imod Den Dominikanske Republik. Indsamling af tilstrækkelige midler er i øjeblikket et mindre problem i forhold til problemet med at få hjælpen ud til de mennesker, der har brug for den. Vi skal sikre, at støtten er rettet imod bæredygtig politisk og fysisk genopbygning. Efter anmodningen fra FN's generalsekretær om hjælp med transport af den humanitære bistand og politiforstærkning opfordrede Rådet mig til at identificere EU-medlemsstaternes bidrag og stille forslag til denne mobilisering. Det arbejder jeg på.

Vi holdt et møde i Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité umiddelbart efter Rådets møde for at følge op på situationen. Der foreligger foreløbige tilsagn om medlemsstaternes bidrag, herunder eventuelle bidrag gennem den europæiske gendarmeristyrke. Rådets forberedende grupper vil i de kommende dage fortsat arbejde intenst på at etablere en hurtig og målrettet indsats.

Rådet (udenrigsanliggender) holder møde igen næste mandag. Vi vil følge op på situationen i Haiti og overveje yderligere aktioner.

Det er nu, at EU's udenrigspolitik skal stå sin prøve i de nye tider med Lissabontraktaten. Befolkningen i Haiti – og vores egne borgere – forventer en hurtig, effektiv og koordineret indsats. Og det er, hvad vi mener, at vi leverer.

Jeg ser frem til at arbejde sammen med Parlamentet om denne opgave og er glad for at være her i dag og fremlægge yderligere oplysninger og høre Deres synspunkter.

  Karel De Gucht, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil starte med at understrege katastrofens omfang, der er uden fortilfælde – hvad angår betydningen for befolkningen, men også hvad angår betydningen for landet som helhed.

Haiti er et af de fattigste lande i verden. Det er et land i en kronisk skrøbelig situation, hvis eksisterende grundlæggende funktioner og kapaciteter er stærkt påvirket. Det internationale samfund er også ramt hårdt. Ansatte i FN, flere ngo'er og Kommissionen savnes stadig, og det er med til at forklare, hvor vanskeligt det er at organisere støtte på stedet. Man må forstå, at det ikke er mangel på kompetence, men at selve støttegrundlaget er ramt. Hjælpeaktionerne gennemføres ikke så hurtigt, som man kunne ønske, selv om det er tydeligt, at der sker fremskridt hele tiden.

Det handler med andre ord ikke blot om at redde menneskeliv. Vi skal rent faktisk redde hele landet. Derfor har den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, anmodet om dette ekstraordinære møde i Rådet, og det har været et meget nyttigt redskab til tackling af problemet. Lad mig lige helt kort nævne fire vigtige udfordringer.

Først og fremmest skal vi naturligvis imødekomme de humanitære behov. Disse er enorme og vedrører hovedsageligt medicinsk hastebehandling af de skadede personer, vand og sanitet – da der f.eks. er risiko for kolera – fødevarer og husly. Det, der er størst mangel på, er operationsfaciliteter, primær sundhedspleje og medicin, vandbehandlingsudstyr, fødevarestøtte, nødindkvartering og logistisk støtte. Det, der er mindst mangel på, er eftersøgnings- og redningskapacitet.

Prioriteterne for den organisatoriske og koordinerede indsats er at færdiggøre behovsvurderingen, få et bedre overblik over de mere detaljerede behov og organisere logistikken omkring transport. Disse spørgsmål vil også blive behandlet inden for rammerne af EU-institutionerne.

Endelig skal vi organisere koordineringen af det internationale hjælpearbejde. Det er altid meget vanskeligt under sådanne omstændigheder. Jeg ønsker at understrege, at de europæiske ECHO- og MIC-hold var på stedet blot timer efter jordskælvet. De har arbejdet på stedet lige siden for at bidrage til behovsvurderingen og koordineringen af bistanden. Vi arbejder sammen med hold fra OCHA, en FN-organisation, og er i løbende kontakt med John Holmes, koordinator for FN's nødhjælp.

Næste skridt er at bygge eller genopbygge statens grundlæggende kapacitet. Dette er meget vigtigt. Haiti skal fungere igen, ikke blot fysisk – de fleste bygninger er forsvundet – men med problemer som de mange ledende skikkelser, der fortsat savnes, og statsstrukturer, som er alvorligt påvirket.

Rådet bifalder, at vi hurtigst muligt vil sende en gruppe EU-eksperter til Haiti med den specifikke opgave at vurdere de mest kritiske behov for den haitianske statslige og civile administration med henblik på at yde teknisk støtte. Vores diplomatiske personale og samarbejdspersonale på stedet er naturligvis bedst i stand til at vurdere situationen, men de er overbebyrdet. Det vil blive mere og mere presserende i de kommende dage. EU kan sammen med Kommissionen og Rådet spille en ledende rolle i reetableringen af de statslige institutioner rent fysisk og med hensyn til bemanding.

Dernæst er der naturligvis planen om at genopbygge landet, hvor vores indsats skal være mere langsigtet end den umiddelbare hjælpefase. Om et par uger forlader mange af de nødhjælpshold og hjælpemidler, som fortsat er på stedet, landet, og der er risiko for – meget typisk for denne form for katastrofe – endnu en katastrofe, hvis vi ikke opretholder vores bistand og støtte.

Vi skal hurtigst muligt udvikle omfattende og koordinerede fælles planer om EU-aktioner til afhjælpning af krisen på mellemlang og lang sigt. Vores tjenestegrene arbejder på sagen. I disse planer skal det sikres, at der er en relevant fordeling af arbejde blandt EU-institutionerne og medlemsstaterne, og at der etableres en dermed forbundet nødrehabiliterings- og udviklingsstrategi med en bæredygtig og glidende overgang mellem umiddelbar nødhjælp og mere langsigtet hjælp.

Vi har opfordret alle medlemsstaterne til at deltage fuldt ud i disse bestræbelser og at føre alle vores aktioner med hensyn til effektiv koordinering og bistand ud i livet. Denne situation vil sætte vores engagement og indsats på en prøve, som vi skal bestå, hvis det skal lykkes at hjælpe Haiti.

Endelig er der den økonomiske indsats. Som den højtstående repræsentant allerede har skitseret, vil Kommissionen yde et stort bidrag, først og fremmest til humanitær bistand – 30 mio. EUR, hvoraf den største del – 22 mio. EUR helt nøjagtigt – er helt nye midler, der lægges oven i den eksisterende humanitære bistand, som vi yder Haiti. Den hurtige genopretningsstøtte – som ikke er humanitær bistand, og hvorunder mine udtalelser om de statslige institutioner naturligvis hører – beløber sig til 100 mio. EUR med en 50 % balance mellem omdirigerede midler og nye midler, og så er der den langsigtede genopbygningsstøtte, hvor der nu er afsat et foreløbigt beløb på 200 mio. EUR.

Derefter må vi se, hvor vi står. Nu hører vi tale om beløb i omegnen af 10 mia. USD. Det forekommer mig at være mange penge, og de kan under ingen omstændigheder matches af Kommissionens budget. Vi må vente og se i forbindelse med donorkonferencen og medlemsstaterne, hvordan vi helt nøjagtigt kan deltage med et højere beløb. Dette er EU-pakken, som nu er fastsat, ud over alle de bidrag, som allerede er givet og vil blive givet af medlemsstaterne.

Som den højtstående repræsentant har udtalt, vil jeg besøge regionen – Haiti og Den Dominikanske Republik – i morgen tidlig for at drøfte situationen med myndighederne, herunder indsatsen for at genopbygge de statslige institutioner. Præsidenten og de store ngo'er vil være til stede. Jeg vil endvidere besøge Den Dominikanske Republik. Det er vigtigt, at vi også møder disse myndigheder, da der er tale om et naboland. Man kan allerede se, at situationen kan ende med at være grænseoverskridende i nogen grad, så det er vigtigt at tale med de dominikanske myndigheder.

Det er alt, hvad jeg har at sige på nuværende tidspunkt. Når jeg vender tilbage mandag eftermiddag, vil jeg rapportere tilbage til Udviklingsudvalget.

  Gay Mitchell, for PPE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg er sikker på, at Parlamentet gerne vil mindes de savnede ansatte i FN og EU og alle de personer, der savnes og lider i Haiti lige nu.

Det glæder mig endvidere, at kommissær De Gucht tager til Haiti, og at han vil rapportere tilbage til Udviklingsudvalget, når han vender tilbage på mandag. Det er en meget velkommen udvikling. Med kommissærens egne ord er katastrofens omfang uden fortilfælde, og det er efter min opfattelse en rimelig beskrivelse af et land af denne karakter, og derfor – og jeg nævner det blot i forbifarten – er jeg af den faste overbevisning, at EU skal være mere synlige.

Nu, hvor vi har en højtstående repræsentant, som er næstformand i Kommissionen, skal denne person være mere synlig i forbindelse med spørgsmål som disse.

EU er den største donor i verden og har doneret 60 % af støtten, og vi er formentlig også den største donor i forhold til humanitær bistand. Men hvor man tydeligt kan se, at der er amerikanske hospitalsskibe på stedet, er den eneste påmindelse om EU de medlemsstater, der kommer ind fra Belgien, Irland og Det Forenede Kongerige osv. EU's tilstedeværelse bør også være synlig. Hvorfor ikke kampgrupper? Hvorfor ikke stående grupper, der udskiftes løbende, og som er altid er klar til at tage til området, når sådan noget som dette sker?

Jeg ønsker at slutte af med at sige, at det, der er sket i Haiti, bunder i fattigdom, og at vi ikke må glemme Haiti, når denne frygtelige tragedie er afhjulpet, og der ikke mere er så meget fokus derpå. Det er på tide at tackle den grundlæggende fattigdom i Haiti én gang for alle.

  Linda McAvan, for S&D-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Vores tanker går i dag til befolkningen i Haiti under denne tragedie, og jeg er sikker på, at alle medlemmer ønsker at kondolere befolkningen i Haiti. Det er en tragedie, men som Gay Mitchell har slået fast, er det en tragedie i et land, hvor 75 % af befolkningen allerede lever under fattigdomsgrænsen. Når vi tænker på fremtiden, er det noget, vi virkelig skal fokusere på.

Offentligheden har reageret helt fantastisk på udfordringen om at hjælpe Haiti. I Det Forenede Kongerige alene er der indsamlet 30 mio. GBP på blot et par dage – fra offentligheden og endda under en finanskrise – så vi ved, at borgerne er med os i vores bestræbelser på at indsamle midler til Haiti.

Jeg ønsker at takke den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, for den indsats, hun har ydet i etableringen af en hurtig indsats fra EU i denne sammenhæng. Vi lærte faktisk i forbindelse med tsunamien, at god koordinering er lige så vigtig som de økonomiske midler, som vi lægger på stedet. Det handler ikke om hvilke lande, der yder støtten, det handler om at få støtten ud, at få den leveret i samarbejde med FN.

På længere sigt glæder det mig, at der vil blive afholdt en international konference på Haiti. Vi skal vurdere alle aspekter af spørgsmålet om Haiti, herunder den udestående gæld, og jeg håber, at problemerne med Haitis gæld vil være på dagsordenen på den internationale konference. Haiti skylder internationale kreditorer 890 mio. USD, og en stor del deraf skal gå til IMF. IMF har givet Haiti et lån på 100 mio. USD. Kan vi konvertere det til et tilskud? Der er ingen mening i at svække Haiti i yderligere 100 år. Jeg håber derfor, at spørgsmålet vil være på dagsordenen på IMF's møde.

Jeg håber ligeledes, at vi kan tage andre spørgsmål op til behandling, og jeg er enig i, at grænsespørgsmålet i forbindelse med Den Dominikanske Republik er lige så vigtigt. Jeg vil endnu en gang takke for den store indsats, og jeg håber, at Parlamentet vil arbejde hårdt på at fastlægge en hensigtsmæssig og koordineret strategi.

  Liam Aylward, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil starte med at ønske den højtstående repræsentant, Catherine Ashton, held og lykke med de mange udfordringer, som hun står over for under sit mandat. Som hun udmærket er klar over, og som FN også har erklæret, er situationen i Haiti den værste humanitære katastrofe i årtier, da antallet af savnede, ofre og dødsfald fortsat stiger.

De menneskelige omkostninger af denne tragedie er ubeskrivelige. Selv om nødhjælpen er begyndt at nå frem, er vi alle klar over de betydelige problemer, som nødhjælpsarbejderne står over for i forsøget på at få hjælpen frem til dem, der har allermest brug for den.

Ngo'er på stedet har oplyst, at skærpet sikkerhed, logistiske problemer og bureaukrati skaber problemer for ydelsen af bistanden og forværrer den katastrofale situation. Det er disse problemer, der får balancen mellem liv og død til at svinge for befolkningen i Haiti.

Der er brug for målrettet lederskab og koordineret støtte i alt det hårde arbejde til afhjælpning af lidelser og kaos. Ngo'er, regeringsorganer, internationale organisationer og lokale myndigheder skal samarbejde for at yde nødhjælp til de mange sektorer og nødstedte.

Det er tydeligt, at Haiti har brug for massiv international støtte lige nu. Reaktionen fra de europæiske borgere og deres enorme generøsitet og solidaritet har været fantastisk. Meddelelsen i går om opnåelsen af et beløb på over 420 mio. EUR i humanitær bistand fra EU til Haiti viser lederskab og engagement, men selve gennemførelsen af støtten skal være koordineret og effektiv.

EU's erklærede målsætning er at konsolidere og styrke den globale nødhjælp. Jeg håber, at Catherine Ashton og hr. De Gucht vil arbejde målrettet på at opfylde denne målsætning under deres respektive besøg i USA, Haiti og andre lande senere på ugen.

Den langsigtede udvikling af det fattigste land på den vestlige halvkugle skal prioriteres. Tildelingen af EU-støtte på 200 mio. EUR for at hjælpe Haiti med genopbygning på lang sigt er en positiv start, men når kameraerne er slukket, og verdens opmærksomhed er rettet imod andre begivenheder, skal EU som global leder kunne leve op til sit ansvar.

  Eva Joly, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, fru højtstående repræsentant, hr. kommissær, mine damer og herrer! Denne nye humanitære krise, som Haiti er kastet ud i, overstiger måske alle tidligere kriser i omfang, og jeg tvivler på, at det er muligt at finde de rigtige ord, når vi skal tale om ofrene, tale til de overlevende og til familierne for at fortælle dem, at vi føler med dem og er os vores ansvar bevidst.

Selv om jordskælvet var meget voldsomt, forklarer det ikke alene skadernes omfang. Det skyldes også den kroniske fattigdom, som Haiti har lidt under i så mange år. Det internationale samfund har indtil videre ikke været i stand til at ændre forholdene i landet. Men endnu værre er det, at de internationale institutioner, Europa og dets partnere ved at pålægge Haiti nogle politikker, som vi nu ved ikke fungerer, har gjort landets sociale væv, dets økonomi og dets institutioner endnu mere skrøbelige.

I 1970'erne var Haiti næsten selvforsynende med fødevarer. Landet dækkede 90 % af sit behov for landbrugsprodukter. I dag importeres mere end halvdelen. Det har klart skadet den lokale produktion. Haiti var allerede før jordskælvet et land uden ressourcer, fordi det var berøvet de ressourcer, det havde ret til.

Først skal vi altså yde Haiti så stor hjælp som muligt for at afhjælpe den akutte nød. I den henseende kan vi kun beklage, at det har været meget vanskeligt at få iværksat den internationale hjælp. Vi skal forbedre vores procedurer for fremtiden. Men vi skal først og fremmest forstå, at den langfristede udviklingsbistand ikke vil være effektiv, hvis vi gennemtvinger det, vi mener, er de rigtige prioriteter, mens alle de, der befinder sig i landet, fortæller os, at vi tager fejl. Vi skal stille spørgsmålstegn ved vores egne metoder, og det vil ikke kunne virke, hvis vi ikke forhøjer de midler, der afsættes til udviklingspolitikken på lang sigt. EU har offentliggjort det støttebeløb, Haiti vil få, og medlemsstaterne har gjort det samme. Det drejer sig om 130 mio. EUR på kort sigt og 200 mio. EUR til de langfristede behov.

Lad mig sammenligne disse tal med andre tal, med de 155 mia. USD, som bankerne i City og Wall Street agter at betale til nogle få tusinde mennesker, som arbejder i bankerne. Det rejser spørgsmålet om, hvilken udviklingsmodel vi ønsker at arbejde for globalt.

Det er nødvendigt at sende øjeblikkelig humanitær hjælp, men det er ikke nok. Den humanitære hjælp kan under ingen omstændigheder erstatte udviklingsbistanden, og udviklingsbistanden må ikke kunne opfattes som et diktat af de lande, som den er beregnet til at hjælpe. Vi kan bedst hjælpe de lande, der har store vanskeligheder, ved at blive ved med at respektere dem og sørge for, at de kan bruge deres egne ressourcer. Vi skal eftergive Haitis gæld og betale vores gæld til landet.

Det er vores pligt over for ofrene i Haiti at hjælpe dem med at genopbygge deres land, der var ødelagt allerede før denne naturkatastrofe, som nu fuldstændigt har lagt det øde.

(Bifald)

  Nirj Deva, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Vi føler med Haitis befolkning i denne lidelsens stund. Jeg vil rose Baroness Ashton og Karel de Gucht for det, der allerede er sket og bliver gjort. Der er ingen tvivl om, at der vil blive afsat midler. Jeg oplevede personligt tsunamien, der ramte Sri Lanka og dernæst Indonesien. Jeg har overværet jordskælv i Tyrkiet. Jeg var vidne til, hvad der skete i Kina. Hver eneste gang noget sådant sker, bliver vi taget på sengen, ikke hvad angår vandrensningstabletter og telte eller rent vand, men infrastruktur. Vi siger, åh, infrastrukturen er ødelagt. Naturligvis er den ødelagt. Vi skal derfor meget hurtigt kunne levere en nødinfrastruktur.

Hvordan kan det gøres? Hvad med et hangarskib? Det har elektricitet, det har atomkraft, det har generatorer til rensning af vand, og det har helikoptere. Kunne vi etablere en global beredskabsstyrke, der ville være parat til at rykke ud med et øjebliks varsel, og som kan levere midlertidige havne, midlertidig husly og al den infrastruktur, der bliver ødelagt? Vi har brug for nytænkning for at finde ud af, hvordan vi kan redde menneskeliv umiddelbart efter en katastrofe.

  Patrick Le Hyaric, for GUE/NGL-Gruppen. – (FR) Hr. formand, fru næstformand og højtstående repræsentant, hr. kommissær! Jeg vil endnu en gang gerne understrege, at vi er dybt berørt af det, Haitis befolkning og Haitis børn gennemlever.

De har nu i syv dage levet og overlevet i et absolut helvede. Den globale bølge af solidaritet varmer os om hjertet, men det er stadig nødvendigt at konsolidere hjælpen og koordinere den bedre med det klare formål at hjælpe Haitis befolkning, der tørster, sulter, er hjemløs og står uden den mest elementære lægehjælp. Vi hylder alle de mænd og kvinder, der deltager i dette arbejde.

EU har besluttet at frigøre de første midler. Men det er ikke nok. EU's bistand skal øges betydeligt, og det globale banksystem skal inddrages. De europæiske fødevareoverskud skal hurtigst muligt sendes til befolkningen i Haiti.

Lad os være ærlige. Vores kontinent har en stor gæld over for Haiti, og det er vores pligt at rette op på mange års dominans og udplyndring. Vi skal drage en lære af den måde, denne ø, Caribiens perle, er blevet kontrolleret på af de internationale finansielle institutioner, som har kvalt landet med en forfærdelig gæld og en lige så forfærdelig rente på gælden.

Europa-Parlamentet bør gøre sig til fortaler for en øjeblikkelig og ubetinget eftergivelse af hele gælden. Vores gruppe ønsker, at man på den kommende konference i Montreal effektivt træffer forberedelser til en international konference om rehabilitering, genopbygning og bæredygtig udvikling i Haiti i samarbejde med Haitis befolkning.

Denne genopbygning skal ske under FN's auspicier, således at Haitis befolkning kan genvinde sin økonomiske og politiske suverænitet. Haiti må ikke blive offer for et magtspil mellem stormagterne. Vi hilser naturligvis USA's hjælpeindsats velkommen, men vi skal være på vagt og ikke tillade, at de nordamerikanske ledere bruger denne frygtelige katastrofe som et påskud til at besætte landet, styre det og oprette militærbaser.

Europa skal fremstå som et eksempel. Europa skal være besjælet af et eneste mål, en eneste bekymring, nemlig at hjælpe Haitis befolkning, Haitis børn.

  Fiorello Provera, for EFD-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! jeg vil gerne udtrykke min absolutte solidaritet med alle dem, der er blevet ramt af denne naturkatastrofe.

I situationer som denne med omfattende ødelæggelser af bygninger og infrastrukturer og med tusindvis af døde er det næsten umuligt at levere effektiv hjælp uden et minimum af offentlig orden og sikkerhed. Enhver hjælpeaktion er vanskelig uden en nøje koordinering af indsamlingen af de nødvendige varer og materialer og uden en velordnet uddeling af hjælpen. Det er nødvendigt at vide, hvad der er brug for, hvem der har brug for det, og hvornår.

Vi skal også holde os en anden ting for øje, nemlig at de offentlige og private donorers gavmildhed ofte er blevet forrådt, og at store beløb ikke er nået frem til dem, der virkelig havde brug for pengene. Derfor er det nødvendigt med et strengt kontrolsystem for at forhindre, at pengene bliver spildt eller stjålet, især når det drejer sig om skrøbelige lande med stor korruption og meget lidt styre. Europa skal bevise sin egen effektivitet. Jeg håber, det vil lykkes.

  Nick Griffin (NI). – (EN) Hr. formand! Den forfærdelige situation i Haiti er chokerende. Det er kun menneskeligt at føle medlidenhed med de uskyldige ofre for denne naturkatastrofe.

Vi er alle sammen godt betalt og har råd til at give. Jeg vil give mine dagpenge for i dag, hvis alle britiske medlemmer vil gøre det samme. Men vores vælgere har ikke råd til Deres gavmildhed med de skatter, de skal betale.

Globaliseringen har ødelagt vores industrier. Bankerne har ødelagt vores økonomier. EU's bureaukrati kvæler vores erhvervsliv, og fidusen med kulstofafgiften kaster millionvis af mennesker ud i en dræbende brændstoffattigdom.

Dødstallene i Haiti er chokerende, men denne vinter vil mere end 50 000 pensionister alene i Storbritannien dø en alt for tidlig død som følge af kulden og prisen på varme.

I Europa vil dødstallene overstige de hundredtusinde, men fordi sandheden er beskæmmende for den politiske elite, og fordi den understreger den generende sandhed, at vi har global nedkøling, vil denne skandale blive begravet lige så stille som vores ældre døde medborgere.

Hundredtusinde af vores egne borgere dør som følge af regeringens svigt og EU's kolde afgifter, men til trods herfor insisterer De på at smide andre folks penge efter en katastrofe i andre folks baghave. Det er ikke medlidenhed. Det stinker af hykleri.

Jeg ved, at stedet her har svært ved at vedkende sig vores kristne arv, men bibelen afslører som altid den evige sandhed, som de fleste her foretrækker at ignorere – Første Timotheusbrev 5,8: "Den som ikke sørger for sine egne, og særlig sørger for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro".

  Michèle Striffler (PPE). – (FR) Hr. formand, fru højtstående repræsentant! Som det er blevet sagt, var katastrofen voldsomt stor på grund af jordskælvets styrke. Den er uden tvivl en af de alvorligste, vi har set, og vi frygter derfor forfærdende høje dødstal.

Jeg vil ikke desto mindre udtrykke min tilfredshed med Kommissionens og medlemsstaternes hurtige reaktion og med deres tilsagn om at sætte en omfattende hjælpepakke på 429 mio. EUR af til afhjælpning af den humanitære nødsituation og til genopbygningen af Haiti. Men vi må beklage, at europæerne ikke har koordineret deres indsats, og at EU's indsats ikke er synlig nok, hvilket står i stærk kontrast til den amerikanske hjælpemaskines effektivitet, og det betyder, at vi glemmer, at EU er verdens største donor af humanitær bistand og udviklingsbistand.

Kommissionen har ligeledes brugt Fællesskabets civilebeskyttelsesordning, som koordinerer medlemsstaternes bistand, og som for øjeblikket udgør kernen i vores krisereaktionssystem. De seneste begivenheder bekræfter, at det er nødvendigt at forbedre EU's reaktion på krisesituationer. Det er afgørende, at vi får en virkelig organisation med civil beskyttelseskapacitet, og derfor vil jeg gerne minde Dem om hr. Barniers forslag fra 2006 om at oprette en europæisk civil beredskabsstyrke, som ligger parat, og som kun mangler at blive ført ud i livet.

Formanden for Det Europæiske Råd, hr. Van Rompuy, talte desuden i dag for en hurtig udrykningsstyrke. USA har i løbet af ganske få dage påtaget sig den ledende rolle i rednings- og koordineringsspørgsmål. Det er vigtigt at erindre om, at OCHA, FN's Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender, har spillet en vigtig rolle i den centrale og globale koordinering, og at OCHA er bedst egnet til at gennemføre en sådan koordinering.

Men det må ikke misforstås. Det drejer sig ikke om at føre flagkrig. Men en god organisering betyder, at der spares penge og tid, og jeg mener, at de europæiske borgere har ret til at vide, hvad EU gør.

  Patrice Tirolien (S&D). – (FR) Hr. formand! Er Haiti dømt til ulykke?

Lige siden landets uafhængighed har naturkatastrofer efterfulgt politiske katastrofer, og vi står i dag over for en tragedie af historisk omfang. Der er døde, tilskadekomne, utallige ødelagte bygninger, og de nationale politiske strukturer og samarbejdsstrukturerne er fuldstændig tilintetgjort.

Vi skal overvinde skæbnen. EU skal deltage i nødhjælps- og genopbygningsbestræbelserne. Det skylder vi de mange bånd, vi har til Haiti. Det er først og fremmest historiske bånd. Haiti er en tidligere koloni, og det var en af de rigeste. Det er også diplomatiske bånd. Cotonou-aftalen betyder, at landet er en privilegeret partner, og det er geografiske bånd, da Haiti er nabo til EU takket være regionerne i den yderste periferi.

Krisen i Haiti er desuden den første prøve for den nye Tjeneste for EU's Optræden Udadtil, som De står i spidsen for, fru Ashton. Det, vi har set indtil videre, har været positivt. Denne katastrofe understreger ligeledes denne strukturs udfordringer og de forbedringer, der skal gennemføres i den, da USA's reaktion, uagtet at vores kontinent har udvist solidaritet, sætter spørgsmål ved vores mobiliseringskapacitet.

Så de bemærkelsesværdige bestræbelser for en europæisk koordinering af indsatsen og medlemsstaternes bidrag må ikke skjule, at drøftelserne vedrørende indsættelsen af en europæisk gendarmeristyrke har været vanskelige. Det er vigtigt, at EU's bidrag styres af FN, men de vanskeligheder, vi har konstateret, bør føre til den konklusion, at EU skal udstyres med en selvstændig, integreret struktur, som har de nødvendige midler til at klare så komplicerede opgaver som humanitær nødhjælp.

Til slut vil jeg gerne understrege, at genopbygningsfasen udgør en enorm udfordring. Der er mange opgaver, administrative, økonomiske, sociale og miljømæssige. Dette er måske året, hvor vi vil se en frisk start for Haiti. Det er en stor politisk udfordring for Europa, som skal træde i karakter og fremstå som en synlig leder i denne proces.

  Charles Goerens (ALDE). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Hver aften minder fjernsynets nyhedsudsendelser os om de ubeskrivelige lidelser i Haiti.

Lidelserne finder måske kun deres sidestykke i den næsten verdensomspændende medfølelse, som Haiti er omgivet af. Denne medfølelse er tydeligvis spontan og oprigtig, men kortlivet. Sandhedens time vil komme om nogle uger, når medierne begynder at interessere sig for andre begivenheder. Hvis ingen tager stafetten op, risikerer Haitis befolkning endnu en gang at stå alene, forladt og overladt til sin egen skæbne.

I et land, hvor der stadig er meget at gøre, først og fremmest rehabilitering og genopbygning, er det vigtigt at sørge for, at de forskellige faser fører til en virkelig udvikling. EU råder over en bred vifte af redskaber og stor erfaring på dette område. Derfor er udfordringerne for samfundet i Haiti, som er fortvivlende fattigt, også sandhedens øjeblik for EU.

Det er i de kommende dage og måneder, at vi skal kunne handle effektivt og beslutsomt. Det er det vigtigste aspekt set ud fra et rehabiliteringssynspunkt, efter at vi har fået genoprettet den sikkerhed og ro og orden, som er en forudsætning for en koordineret indsats i et land, hvor alt er blevet lagt i ruiner efter jordskælvet, herunder også de institutionelle strukturer.

Jeg mener derfor, at det er klogt at understrege ét væsentligt aspekt, nemlig at rehabiliteringen og genopbygningen af Haiti skal gennemføres af haitianerne selv. Det er deres udvikling, vi taler om. Vi kan hjælpe dem i partnerskabets ånd. Det ville være godt, hvis Europa bekræftede dette på de planlagte internationale konferencer om Haiti.

Vi siger ja til partnerskab, nej til paternalisme og neokolonialisme!

  Edvard Kožušník (ECR). – (CS) Hr. formand! Vi kan alle være enige om, at dette er en af de største katastrofer, vi har set i denne region i de sidste 200 år. På vegne af mine kolleger i gruppen De Europæiske Konservative og Reformister og også på vegne af mine landsmænd i Den Tjekkiske Republik vil jeg gerne udtrykke min medfølelse og deltagelse med alle ofrene og med alle dem, der lider. Men uanset denne tragedie er der ikke desto mindre tegn på, at EU selv efter undertegnelsen af Lissabontraktaten stadig savner koordinering og er ude af stand til at reagere hurtigt. Det minder mig lidt om en drage med fire hoveder. Vi har en formand, premierministeren i det land, der har formandskabet, formanden for Kommissionen og den indstillede kommissær. Personligt mener jeg, at vi må erkende, at EU i denne sag er blevet taget på sengen. De, der ikke har sovet i timen, er borgerne i de enkelte medlemsstater, som dag efter dag har leveret konkret og finansiel hjælp.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Vi vil gerne tilslutte os resten af verden og give udtryk for vores deltagelse og medfølelse i forbindelse med den tragedie, der har ramt Haitis befolkning, og vi udtrykker vores fulde solidaritet, men der er visse ting, som vi mener, er afgørende, og som vi gerne vil understrege.

Vi bør begynde med at fordømme alle enkeltpersoner og alle lande, der forsøger at bruge denne katastrofe til at vende tilbage til neokolonialismen. Det synes at være en sådan holdning, der ligger til grund for udstationeringen af tusindvis af væbnede nordamerikanske tropper, til trods for at størstedelen af befolkningen lever i fattigdom og er ofre for multinationale selskabers udnyttelse og fremmed indblanding, især fra USA's side.

Vi skal give humanitær bistand, samarbejde og støtte til genopbygning i hele det omfang, som Haitis befolkning fortjener på grund af deres værdighed og mod. Vi skal huske, at Haiti var det sted, hvor 400 000 afrikanere, der var blevet solgt som slaver af europæerne, gjorde oprør mod slaveriet og gennemførte den første revolution på det amerikanske kontinent.

Der skal sendes koordineret hjælp så hurtigt som muligt, men det skal gøres uden at forfalde til neokolonialisme.

  Roberta Angelilli (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det, der finder sted i Haiti, er en enorm tragedie, som er naturskabt, men som også skyldes, at Haiti ikke er en stat, der er dette navn værdigt, da landet er ude af stand til selv i lille udstrækning at håndtere katastrofen og den humanitære nødsituation, ude af stand til at håndtere hjælpen til civilbefolkningen, som nu er ofre for skruppelløse mennesker.

Røde Kors har udsendt en advarsel. Det er nødvendigt, at EU på konferencen i Montreal den 25. januar taler med én stemme og kræver, at den humanitære indsats koordineres under én ledelse, ellers risikerer vi kaos, og at hjælpen går til spilde, herunder også de meget store og værdifulde beløb, som Kommissionen nævnte i dag, og det samme gælder for medlemsstaternes hjælp.

Til Baroness Ashton vil jeg sige, at der bør gøres en særlig indsats for børn, især forældreløse børn. De skal først og fremmest have hjælp, herunder psykologisk støtte, ellers vil de være dømt til fattigdom og udnyttelse. Vi skal ligeledes sikre, at det internationale samfund ikke kun er rede til at forenkle adoptionsprocedurerne. Det ville blot føre til en form for lovlig deportation af børn, og det har Haiti ikke brug for.

Hr. Frattini, den italienske udenrigsminister, har ret, når han foreslår, at der bygges huse og hjem, således at børnene kan vokse op i værdighed i deres eget land, samt at man fremmer midlertidige rejser til udlandet med ferie og især uddannelse for øje. Jeg skal slutte med et spørgsmål. Er vi rede til på internationalt plan at reducere eller eftergive Haitis gæld?

  Corina Creţu (S&D). – (RO) Hr. formand! Hele verden udviser for øjeblikket solidaritet og deltagelse med ofrene for det katastrofale jordskælv i Haiti, der endnu en gang har understreget, at det er nødvendigt at handle hurtigt og koordineret i sådanne situationer. En begrænsning af tabene afhænger af, hvor effektiv hjælpeindsatsen er, som det allerede er blevet sagt, og de internationale agenturers og organisationers optræden har, som også EU's Kontor for Humanitær Bistand, været forbilledlig. Det samme gælder de enkelte medlemsstater.

Jeg mener, at der bør oprettes en hurtig europæisk operationel interventionsstyrke, for situationen i Haiti viser, at det udover at give den bistand, de overlevende har brug for, er nødvendigt at opretholde den offentlige ro og orden og garantere befolkningens sikkerhed. Vi befinder os for øjeblikket i en situation, hvor vi hører mange protesterende stemmer og beskyldninger om, at det er hensigten at foretage en militær besættelse af landet under påskud af at yde humanitær bistand. Men i en situation, hvor FN-styrkerne ikke er tilstrækkelige eller er blevet overhalet af begivenhederne, bør EU involvere sig endnu mere, især da EU nyder stor troværdighed i regionen.

Jeg tror, at EU skal se i øjnene, at der forestår en omfattende genopbygningsproces i Haiti, samtidig med at det er nødvendigt at stabilisere de statslige strukturer. Naturligvis er det vigtigt at udvise medfølelse med landets indbyggere, der er udsat for disse forfærdelige prøvelser, og i den forbindelse skal der findes konkrete løsninger, der kan lette adoptionsprocedurerne for de børn, der er blevet forældreløse efter denne katastrofe, og den hårdt prøvede befolkning, skal tilbydes konkret hjælp.

  Paweł Robert Kowal (ECR). – (PL) Hr. formand, fru Ashton! Vi lytter til stemmer fra forskellige sider i salen, men de har en ting til fælles, nemlig at EU's reaktion, den politiske reaktion, ikke var tilstrækkelig og ikke godt nok koordineret. Jeg tror, at vi skal takke de velgørende organisationer for, at de spontant og ufortøvet varetog de øjeblikkelig behov.

Derudover bør vi overveje, hvordan tingene kan gøres bedre. Jeg har kun et spørgsmål til fru Ashton, som for første gang står over for en sådan situation i sin nye stilling. Jeg vil gerne spørge, hvad der er den vigtigste konklusion, hun drager af denne begivenhed og af de fejltagelser, vi taler om her, og hvad der er mere vigtigt, hvad vi kan ændre i fremtiden? Det er efter min mening det, det er vigtigt at overveje, og det er også i vid udstrækning vores rolle at gøre os disse overvejelser.

  Philippe Juvin (PPE). – (FR) Hr. formand, fru Ashton! Nu er det nok. Nu er det nok. Det er det samme i alle katastrofer. Franskmændene sender et fly og hjælp, belgierne, italienerne, tyskerne, alle gør det samme, og hver gang gør de det alene. Det er den samme historie hver gang. Og på stedet er resultatet altid det samme, nemlig ingen koordinering, forspildte muligheder for ofrene og manglende organisation.

Hvornår vil det ende? Hvornår vil Kommissionen endelig gøre noget? Kom ikke og fortæl os, at det er kompliceret, for projekterne ligger parat. Vi skal bare bruge dem. I 2006 foreslog hr. Barnier, at der oprettedes en europæisk civil beredskabsstyrke, hvor medlemsstaterne bidrog på et frivilligt grundlag uden at skulle vente på en mulig enstemmighed blandt de 27, men ved at samle de allerede eksisterende nationale civilbeskyttelsesenheder, ved at træne dem sammen og bruge fælles redningsteknikker, fælles kommunikationsmetoder og fælles hovedkvarterer.

Fru Ashton! Det er let. Gør det sammen med dem, der vil. Hvad de andre angår, så vil de slutte sig til os, når det går op for dem, at dette er fremtiden. Der blev afgivet tilsagn efter tsunamien, men alligevel er der intet blevet gjort indtil nu.

Jeg vejer mine ord, når jeg siger, at Kommissionens mangel på handling er kriminel. Hvorfor er Europa dømt til at gentage sine fejltagelser? Fru Ashton! Der er ingen, der anfægter Deres gode vilje, men meddel i dag, at denne europæiske koordinerende styrke vil blive oprettet. Parlamentet vil følge Dem. Hvis De har brug for støtte, er vi her for at hjælpe Dem. Men hold for himlens skyld op med at tale om koordinering, gennemfør denne koordination. Vent ikke på den næste katastrofe!

  Michael Cashman (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg vil sige, at der er folk, der handler, og der er folk, der taler. Jeg vil derfor gerne lykønske Rådet, Kommissionen og den højtstående repræsentant med det, de har gjort. Intet af dette kunne forudses. Vi kunne ikke forestille os, at noget sådant kunne ske.

Jeg har siddet her og lyttet til billig politisk pointscoring over for den højtstående repræsentant, over for medlemsstaterne og over for Kommissionen, og den underliggende tone har været, at fordi det er en amerikansk hånd, der redder et menneske fra ruinerne og redder et liv, så skal man feje denne hånd væk og kalde det neokolonialisme, og at man på en eller anden måde ved at angribe Haiti gør den lidende befolknings liv bedre. Skam Dem.

Lad os sikre, at vi koordinerer indsatsen. Overlad koordineringen til amerikanerne – hvis det redder liv, redder det liv. Glem den politiske retorik.

Baroness Ashton! Tillykke med at have afsat dette beløb. Tak fordi De ikke spiller for galleriet og bruger luftrum for at komme ind i Haiti bare for at tage dertil og vise, at De er der. Hvad ville det hjælpe? Det ville være absolut nyttesløst. Vi skal være vrede på vegne af de mennesker, der har brug for redning, og lad os derfor koordinere indsatsen sammen med amerikanerne. Lad os sparke til FN, således at de leverer den nødvendige hjælp, og lad os holde op med at score billige politiske points.

(Bifald)

  Róża, Gräfin von Thun Und Hohenstein (PPE). – (PL) Hr. formand! Jeg er enig med hr. Juvin i, at den humanitære bistand er dårligt koordineret. Men jeg vil ikke kun tale om den humanitære bistand, men også om det, man kalder teknisk og strukturel bistand eller udviklingsbistand. Katastrofen kunne ikke forudses, men vi ved, hvor forfærdelig en stat Haiti er, og for at gøre tingene endnu værre er landet nu blevet ramt af denne ulykke. Vi har længe vidst, at Haitis situation er meget dårlig, og at landets strukturer fungerer meget dårligt. Vi ved også, at hvis de havde fungeret bedre, og hvis vi havde organiseret bistanden og det tekniske samarbejde bedre før jordskælvet, så ville disse strukturer have kunnet fungere bedre, og som følge deraf ville vi bedre have været i stand til at hjælpe nu, og det ville have reddet mange tusinde mennesker, men sådan var det ikke.

Er det fru Ashtons hensigt i sin egenskab af højtstående repræsentant og medlem af Rådet at gøre en specifik indsats med faste datoer for at koordinere de forskellige europæiske landes tekniske samarbejde, således at de tredjelande, som vi yder bistand til, virkelig også kan udnytte den bistand? Vil vi bruge udveksling af bedste praksis mellem lande, som har stor erfaring, hvor det tekniske samarbejde fungerer godt, og lande, som først lige er begyndt at bruge dette tekniske samarbejde? Vil der blive iværksat en god og stærk europæisk politik, som tredjelande virkelig kan bruge, således at vi ikke yder humanitær bistand i blinde og i hastværk, når hundrede tusinde mennesker uventet befinder sig i en tragisk situation?

  David-Maria Sassoli (S&D). – (IT) Hr. formand, fru højtstående repræsentant, mine damer og herrer! Den store katastrofe, der har ramt Haiti, kræver øjeblikkelig reaktion, og der er igangsat mange redningsaktioner, som gennemføres af de enkelte medlemsstater, selv om der er en del konkurrence mellem de europæiske lande.

Det nye Europa med sin højtstående repræsentant burde kunne yde sin egen hjælp til mennesker, der lider. Jordskælvet har oven i købet ramt det fattigste land i den vestlige verdensdel, hvor 80 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og hvor 54 % lever i absolut fattigdom.

Men denne nødsituation rummer en anden nødsituation, nemlig situationen for børnene, den svageste del af befolkningen, som står tilbage uden familie, uden beskyttelse og ingen stat. Jeg vil derfor opfordre den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender til at overveje, hvad der kan gøres for at tillade, at europæiske lande kan modtage og tage hånd om haitianske børn op til 10 år.

Europa kan modtage dem og tilbyde dem passende levevilkår. Jeg mener for en begrænset periode, indtil forholdene igen gør det muligt for dem at vende hjem til deres eget land. Det kan organiseres, det ville være let for de europæiske lande, og det ville være en fair måde at leve op til nødvendigheden af at udvise solidaritet på, men det ville samtidig undgå, at disse børn bliver udsat for spekulative og ulovlige handlinger. Vi taler om børn, den kostbareste ressource, som vi bør beskytte i Haiti.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE). – (EN) Hr. formand! Vi har i de sidste dage hørt en række klager over, at reaktionen på krisen i Haiti har været langsom og ineffektiv.

Der er mange, som peger på den øgede usikkerhed, den voksende håbløshed blandt de overlevende efter jordskælvet og den forfærdende mangel på fødevarer og tøj.

Det er rigtigt, at disse problemer eksisterer, og det er nødvendigt at få dem løst så hurtigt som muligt. Men vi bør rose de forskellige internationale aktørers indsats, lige fra regeringerne til de civile samfundsorganisationer og enkeltpersoner i verden.

EU hører til dem, der har givet udtryk for sin helhjertede solidaritet med Haitis befolkning. Mange har selv i dag kritiseret den påståede langsomme reaktion på krisen fra EU's side. Men EU drejer sig ikke kun om beslutninger, der træffes i Bruxelles. De nationale regeringer har allerede udsendt mange tusinde mænd og kvinder til at hjælpe Haiti, og de har givet millioner af euro i hjælp.

EU's rolle bør i højere grad fokusere på den mellemfristede og langfristede bistand og sigte på genopbygningen af Haitis byer og landsbyer, infrastrukturen, skolerne og hospitalerne.

EU kan helt sikker være det forum, den paraply, under hvilken Europas mellemfristede og langfristede bistand kan koordineres og uddeles.

Kommissionens og medlemsstaternes nylige tilsagn om at øremærke 500 mio. EUR er bestemt et stort og vigtigt skridt i denne retning, som vi bør bakke op om.

  Enrique Guerrero Salom (S&D). – (ES) Hr. formand! Først vil jeg gerne udtrykke min deltagelse og solidaritet med befolkningen i Haiti, som er blevet ramt så hårdt af denne katastrofe.

EU er ikke en militærmagt, og det ønsker vi heller ikke at være. Men vi er en magt i verden på grund af vores sociale model. Og vi er en magt af betydning på grund af vores udviklingssamarbejde og humanitære bistand, og det er vi stolte af.

I dag udgør Haiti, eller i det mindste den katastrofe, der har ramt landet, en udfordring for de nye institutioner, der er blevet oprettet i henhold til Lissabontraktaten. For øjeblikket skal der gives humanitær bistand, men den tid vil meget snart komme, hvor vi skal genopbygge, fremme udviklingen og tilbyde støtte i bestræbelserne på at gøre landet styredygtigt og genopbygge institutionerne. Og vi skal svare på den haitianske befolknings forventninger med én stemme. Vi skal svare ved at kombinere den højtstående repræsentants opgaver med de opgaver, der falder ind under kommissæren for udvikling og humanitær bistand.

Og hvorfor skal vi arbejde sammen? Det er nødvendigt for at kunne koordinere landenes hjælp mere effektivt, for at sikre bistandens effektivitet, for at Europa kan tale med én identificerbar stemme i verden, for at Europa kan leve op til verdens forventninger i tider som disse, nemlig at hjælpe i denne humanitære krise og fremme udviklingen, i dag i Haiti, i morgen i forbindelse med en anden katastrofe, i overmorgen i en anden del af verden.

  Jim Higgins (PPE). – (EN) Hr. formand! Et af de fattigste lande i verden ødelagt på kun 15 sekunder, offer for et dårligt styre, offer for diktatur og korruption. Halvtreds tusinde mennesker døde, tusindvis stadig savnede og tre millioner hjemløse.

USA's reaktion har været beundringsværdig, FN's lidt mindre, men jeg må erklære mig enig i alt, hvad der er blevet sagt. Hr. Cashman! Vi fører ikke politik i dette spørgsmål, vores indsats har langt fra været tilstrækkelig. Vi er blevet efterladt i USA's slipstrøm.

De logistiske vanskeligheder vil blive overvundet – rent vand, lægemidler, fødevarer og husly – alt dette vil blive tilvejebragt så hurtigt som muligt. Men for at Haiti kan overvinde denne katastrofe og komme sig igen, har landet brug for et demokrati, der fungerer, og en økonomi, der kan brødføde sin befolkning. Rehabiliteringen af landet skal måles over år og ikke kun i ugerne og månederne efter krisen.

Som det gentagne gange er blevet sagt, vil Haiti forsvinde fra fjernsynsskærmene. Fra at være nummer et vil det i de næste par uger gå over til at blive nummer to, dernæst nummer tre, og til sidst vil det forsvinde. Og det er her, vi har den virkelige udfordring. Haiti blev i 2008 ramt af to ødelæggende orkaner. Fattigdom og trøstesløshed fulgte i kølvandet på dem. Verdens ledere gav dengang tilsagn om 600 mio. EUR. Kun 40 mio. EUR nåede frem.

Det, vi har brug for, er Haitis genfødsel, genopvækkelse, genopståen og genudvikling. Haiti skal ledes og styres ordentligt, men først og fremmest skal der fastlægges en klar og gennemførlig strategi, der kan gøre Haiti til det stolte, uafhængige og demokratiske land, som det burde være, men som det ikke er og ikke har været indtil nu, hvilket har ført til den katastrofe, vi ser i dag.

  Roberto Gualtieri (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Haiti oplever en humanitær krise uden fortilfælde, og det berører os dybt. EU har pligt til at yde sit bedste i den fælles internationale indsats og bruge alle de til rådighed værende redskaber.

Med hensyn til de finansielle ressourcer er der sket betydelige fremskridt i de seneste dage og timer. Men der er brug for yderligere overvejelser, hvad angår EU's reaktion på de andre aspekter af krisen. I den forbindelse bør vi, som den højtstående repræsentant så rigtigt har sagt, ikke bekymre os om vores image, men i stedet koncentrere os om det konkrete problem.

Det har nu klart vist sig, at MINUSTAH-missionen har en vigtig rolle at spille, når det gælder civilbeskyttelse og sikkerhed, hvilket udelukker en uafhængig FSFP-mission, men EU's koordinerende rolle til støtte for FN-missionen er stadig afgørende.

I den henseende vil jeg gene minde hr. Juvin om, at en sådan koordinering eksisterer, og at monitorings- og informationscentret fungerer på civilbeskyttelsesområdet, og at situationscentret fungerer på sikkerhedsområdet, og man kan håbe, at dette arbejde vil resultere i udsendelsen af den europæiske gendarmeristyrke, sådan som FN udtrykkeligt har anmodet om.

Det ville være nyttigt at høre fra den højtstående repræsentant og fra Kommissionen, hvordan MIC og situationscentret i praksis reagerer på så svære opgaver og prøvelser, hvordan koordineringen fungerer, og om de har tilstrækkelige ressourcer og redskaber.

Det vil også kunne hjælpe os senere, når vi skal vurdere, om disse redskaber er tilstrækkelige, og hvordan det forholder sig med den konsulære beskyttelse, men det er ikke nu, vi skal føre disse drøftelser. Nu skal der handles og gøres en indsats, og vi støtter helhjertet den højtstående repræsentants aktioner.

FORSÆDE: Stavros LAMBRINIDIS
Næstformand

  Milan Zver (PPE). – (SL) Hr. formand! Også jeg vil gerne udtrykke min deltagelse med ofrene for begivenhederne i Haiti, og jeg vil gerne takke Kommissionen og de europæiske institutioner for deres i det store og hele rigtige reaktion.

Men jeg spekulerer lige som nogle af mine kolleger på, om vi har handlet hurtigt nok. Måske ville det være en god idé, hvis fru Ashton, næstformand i Kommissionen, personligt besøgte hjemstedet for denne tragiske begivenhed. Det kunne vise sig at være vigtigt af flere grunde.

Jeg er uenig med dem, der hævder, at soldaters og andet ordenshåndhævende personales tilstedeværelse kunne varsle begyndelsen til en koloniherretilgang til Haiti. Sådanne udtalelser er efter min mening hverken fair eller hensigtsmæssige.

Det er imidlertid vigtigt, at vi på den næste internationale konference om Haiti vedtager langfristede foranstaltninger til fordel for en genopbygning af de statslige institutioner, så de bliver funktionsdygtige igen. Jeg tænker her især på sundheds- og uddannelsespolitikkerne. Kun sådanne politiker og kun en udvikling på disse områder og af disse institutioner vil kunne gøre Haiti til et mere stabilt land, end det hidtil har været.

  María Muñiz De Urquiza (S&D). – (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne understrege, hvor vigtigt det er, at Europa udviser lederskab, ikke kun hvad angår den humanitære nødhjælp, men også med hensyn til det langfristede samarbejde om at genopbygge landet. Vi skal arbejde sammen med de lokale myndigheder og med Haitis regering, da landet allerede er meget skrøbeligt, uden at vi behøver at gøre det endnu svagere ved at sætte de internationale organisationer i myndighedernes sted. Vi skal ligeledes arbejde sammen med de lokale ngo'er.

Jeg vil gerne udtrykke anerkendelse af det spanske formandskabs hurtige respons, både når det gælder koordineringen af bistanden og med hensyn til at stille de bistandsressourcer, som Spanien allerede havde i landet og i regionen, til rådighed for EU, i og med at Spanien jo er den største bistandsyder i Latinamerika og især i Haiti.

  Marielle De Sarnez (ALDE). – (FR) Hr. formand, fru Ashton! Politik drejer sig først og fremmest om symboler, og derfor mener jeg ikke, at De burde være her, men i Haiti. Derfor mener jeg ikke, at De burde rejse til USA, men til Haiti.

Jeg føler ikke – og jeg er meget ked af at sige det – at De rigtig har forstået omfanget af denne frygtelige tragedie, og Europa har, når det kommer til stykket, aldrig været mere fraværende. Vi er de største donorer, men alligevel eksisterer vi ikke.

Jeg har desuden en følelse af, at jo flere udnævnelser vi foretager, jo flere stillinger og titler vi opretter, desto mindre eksisterer vi, og det burde få os til at stille nogle spørgsmål. Hvor mange katastrofer, skal vi opleve, før EU's ledere endelig lever op til deres ansvar? Hr. Barniers forslag har ligget på bordet siden 2006. Hvad venter vi på for at vedtage det? Hvad venter vi på for at gennemføre det?

  James Nicholson (ECR). – (EN) Hr. formand! Jeg tror, at vi alle har udtrykt, hvad vi føler, og vores tanker går til alle dem, der har mistet livet – FN's folk, Haitis befolkning og de mennesker, der lider, selv om de stadig er i live.

Vi har brug for en god og stærk koordineret indsats og intet – intet som helst – kan stille sig i vejen for det. Giv mig lov til at sige, at jeg er meget glad for de tilsagn, Europa har givet Haitis befolkning. Jeg håber, de bliver ført ud i livet, for det rørte mig, hvad der blev sagt – og det er helt rigtigt – nemlig hvad der vil ske om to uger, når Haiti ikke længere omtales i medierne, og landet ikke længere bliver nævnt i nyhederne. Hvad skal disse mennesker så gøre?

Ja, det er naturligvis nødvendigt at genopbygge Haiti, både på kort og lang sigt, men det vigtigste nu er at få hjælpen delt ud til de mennesker, der lider nød og smerte. Jeg må indrømme, at jeg er fuldstændig enig med hr. Cashmans bemærkninger. Denne situation er alt for alvorlig til, at man forsøger at score billige politiske points.

  Luis Yáñez-Barnuevo García (S&D). – (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne bruge et par sekunder på at lykønske den højtstående repræsentant, Rådet, Kommissionen og EU's indeværende formandskab for den hurtige og koordinerede indsats, de har gjort lige fra begyndelsen.

Måske nød de ikke den samme mediebevågenhed, som blev de 10 000 amerikanske marinesoldater til del, da de ankom til øen, men alt foregik meget hurtigt og effektivt efter min opfattelse, og jeg har stor erfaring. Jeg vil gerne nævne en ting, som ikke er blevet nævnt i forhandlingen, nemlig at 50 % af de overlevende, der blev reddet ud af ruinerne i de første 78 timer, blev fundet af teams fra Europa og medlemsstaterne.

  Frédérique Ries (ALDE). – (FR) Hr. formand! Som det allerede er blevet sagt af fru Joly, er der omstændigheder, hvor ord og tal mister enhver mening og bliver groteske. Som vi har hørt, er der tale om to millioner fordrevne, og måske er det flere, mere end 200 000 døde, et land, der er blevet lagt øde, en hovedstad, der næsten er blevet slettet af kortet.

Situationen kræver, at vi får gravet de sidste overlevende ud – hvis der er nogen tilbage – at vi begraver de døde, leverer mad til de levende, uddeler vand, opererer og genopbygger. Alle rykkede hurtigt, meget hurtigt, ud med deres ressourcer, udstyr, hunde, folk og gavmildhed. Det er en kæmpestor, en storslået indsats, men det er en national indsats.

Det er absolut nødvendigt, at Europa nu forener sine kræfter og giver den idé form, som nogle af os, mange af os, har forsvaret her i Europa-Parlamentet og andre steder i mange år, nemlig oprettelsen af en europæisk civil interventionsstyrke, grønhjelme eller hvidhjelme – farven er uden betydning – folk, ressourcer og fælles strategier.

EU-FAST, det initiativ, der blev startet af hr. Verhofstadt in 2003, eller EuropeAid, startet af hr. Barnier i 2006 – faderskabet har i sidste ende ingen betydning – idéen er, at man skal kunne handle hurtigt, være parate samtidig.

  Liisa Jaakonsaari (S&D). – (FI) Hr. formand! Jeg finder det mærkeligt, at folk har talt om synlighed og sat spørgsmålstegn ved USA's motiver, for lige nu er det hjælp, der er brug for. Det er især tragisk, at der stadig befinder sig mennesker i ruinerne, som måske kunne reddes. Alt, hvad der kan gøres for at forbedre situationen, skal gøres.

Da man for nogen tid siden oprettede krisestyringsstyrkerne for at forstærke den europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder forsvarspolitikken, var den begrundelse, jeg fik, i det mindste i Finland, at disse styrker kunne sættes ind også i tilfælde af naturkatastrofer, og at de kunne hjælpe over alt i verden, hvor sådanne katastrofer kunne ramme, herunder naturligvis også i Europa. Men nu har krisestyringsstyrkerne faktisk intet at lave i de forskelle egne af Europa, hvor de er udstationeret. De har intet at lave. Der er heldigvis ingen krise i Europa, så de har ikke noget at lave. Hvorfor kan man ikke bruge disse krisestyringsstyrker i kriser som denne, når der er brug for hjælp?

  Zigmantas Balčytis (S&D). – (LT) Hr. formand! Vi beskæftiger os i dag efter Lissabontraktatens ikrafttræden formentlig med den største tragedie, der nogen sinde er sket, og vi må forstå den højtstående repræsentants position her ved begyndelsen af sit mandat, hvor man skal løse en meget kompliceret opgave, som, vil jeg endog sige, man aldrig har stået over for før. Ja, det er rigtigt, at vi konstaterer visse mangelfuldheder i dag, og i fremtiden har vi brug for bedre forberedte fælles EU-styrker, som vil kunne deltage i redningsarbejdet. Efter min opfattelse er det største bidrag, vi kan yde i dag, at de penge, der blev nævnt tidligere, bliver sendt til Haiti, så de kan blive brugt så hurtigt som muligt til genopbygning og infrastruktur, som Haitis præsident nævnte, og de kan måske bruges til at fjerne nogle af de ødelagte huse, som ligger i ruiner i gaderne i dag.

  Catherine Ashton, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Som jeg sagde i min indledning, ønskede jeg at komme for at høre Parlamentets synspunkter. Jeg noterer mig og forstår, at medlemmerne føler frustration over, at der er spørgsmål, der kunne have været håndteret bedre.

Medlemmerne stillede spørgsmål om synlighed og koordinering. Der er ingen tvivl om, at fordi USA ligger tættere på, fordi USA har kapacitet til at mobilisere sig så hurtigt, som de gjorde, er de billeder, vi vil se på fjernsynsskærmene, billeder af amerikanerne. Det faktum, at vi samarbejdede så godt og tæt med USA, er også en vigtig del af det, vi gør nu og i fremtiden.

Og der er heller ingen tvivl om, at vi, efter at jeg var blevet vækket om natten og fortalt om jordskælvet, fik mobiliseret vores folk så hurtigt som muligt. 21 medlemsstater reagerede. Vi gjorde et stykke arbejde, hvor Rådet og Kommissionen for første gang stod sammen, og tillad mig at nævne, at det kun er otte dage siden, at jeg stod her foran Dem til min høring.

21 medlemsstater med 11 eftersøgnings- og redningshold, fem felthospitaler, seks avancerede lægestationer, 40 lægehold, seks vandrensningsmoduler, alt dette blev sendt af sted så hurtigt som muligt, og jeg vil gerne takke medlemsstaterne for deres indsats. Jeg vil også gerne takke de tjenestemænd, der arbejdede og stadig arbejder dag og nat for at få dette arbejde gennemført.

Jeg spurgte på et meget tidligt tidspunkt FN i Haiti og generalsekretær Ban Ki-moon, hvor jeg bedst kunne sætte ind. Der var ingen tvivl om, at jeg intet kunne gøre på selve stedet ud over at optage kostbart luftrum, da flyene kredsede rundt over lufthavnen, fordi de ikke kunne lande på grund af landingsbanens tilstand. Jeg er ikke læge, jeg er ikke brandmand. Det var min opgave at varetage koordineringen, at tale med gruppen "Friends of Haiti", koordinere indsatsen med USA for at sikre det bedst mulige resultat af redningsbestræbelserne.

Jeg vil ligesom medlemmerne hylde de lokale ngo'er og folkene lokalt. De forfærdelige ødelæggelser, der skete, havde enorme konsekvenser for FN, som mistede mange af deres overordnede medarbejdere, og for ngo'erne, som ikke har kunnet reagere så hurtigt, som de havde ønsket, simpelt hen fordi mange af deres folk var døde.

Det har ikke gjort situationen lettere, at De har set, at vi har set mennesker, der desperat behøver hjælp, og som spørger om, hvor hjælpen er. Det har været utrolig vanskeligt at få hjælpen frem under disse omstændigheder, og jeg vil endnu en gang understrege, at folk har været utrættelige i deres arbejde på at få dette gjort. Nu er situationen ved at være bedre, hjælpen kommer frem, men De må ikke et øjeblik undervurdere, hvor vanskelig situationen har været i Haiti.

Fungerede det godt? Ja. Er jeg tilfreds? Nej. Nu hvor jeg begynder på den første uge i mit nye job, vil jeg klart sige til Dem, at jeg hører, hvad De har at sige. Jeg hører frustrationen. Jeg forstår den. Og De har ret, når De kritiserer mig og siger, at det ikke er så godt, som det kan blive i fremtiden. De har ret. Det burde og skal blive bedre og bedre.

Jeg skal nu se på, hvad der skete, og lære af det for at sikre, at vi gør mere for at arbejde sammen i fremtiden, men jeg underkender ikke det kæmpestore arbejde, der er blevet gjort, og som stadig gøres time efter time og dag efter dag.

Hvad angår det langsigtede perspektiv, har medlemmerne fuldstændig ret. Når kameraerne er væk, skal vi være der. Vi skal være der fysisk, vi skal være der med den bistand, vi kan give. Jeg er enig i, at gældsspørgsmålet skal inddrages i de drøftelser, der finder sted. Jeg er enig i, at det, der skal gøres, skal gøres i samarbejde med Haitis befolkning og med fuld respekt for den. Jeg er enig i, at det er vigtigt at få genopbygget infrastrukturen, og jeg er enig i, at vi skal sikre, at FN's rolle anerkendes, og vi skal sikre, at de kan opfylde den.

Derfor rejser jeg ikke kun til USA for at tale med udenrigsminister Clinton, men jeg besøger også FN for at tale med generalsekretæren og de centrale folk om, hvad vi kan gøre for at samarbejde i fremtiden, for det er, som De har sagt, af enorm stor betydning.

Lad mig slutte med at komme ind på den reelle situation. Som medlemmerne har sagt, er Haiti et land, hvor mere end 70 % af befolkningen allerede lever under fattigdomsgrænsen. Som det ligeledes er blevet sagt, er det vigtigt, at der bliver taget ordentlig vare på børnene, især de forældreløse børn, og ødelæggelserne vil kræve støtte i årene fremover.

Lad mig fortælle Dem lidt om infrastrukturen for øjeblikket. Hospitalerne, elektricitetssystemet, kommunikationen, vandforsyningen, havnene og lufthavnene er blevet stærkt beskadiget. De vigtigste officielle bygninger, præsidentpaladset, parlamentet, finansministeriet, justitsministeriet, planlægningsministeriet, sundhedsministeriet og indenrigsministeriet er fuldstændig ødelagt. Mange højtstående regeringsembedsmænd savnes. Haitis regering kan ikke fungere. Som De sagde, er Haiti allerede et af de fattigste lande i verden, og fordi det er nødvendigt at genopbygge landets infrastruktur, er jeg som Dem fast besluttet på at sikre, at vi gør det.

(Bifald)

  Karel De Gucht, medlem af Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Jeg vil først gerne sig til hr. Le Hyaric, som ønsker at sende EU's fødevareoverskud til Haiti, at det ikke er EU's holdning af den enkle grund, at Kommissionen foretrækker at købe disse produkter i regionen. Vi skal først se, om vi kan købe produkterne i regionen, før vi sender vores overskud til Haiti.

(EN) Jeg vil for det andet gerne understrege tre ting, hvad angår hele dette spørgsmål om koordinering og civilbeskyttelse osv.

For det første hører civilbeskyttelse under medlemsstaternes beføjelser, og alle forsøg på koordinering skal foretages på det grundlag. Det blev også foreslået i Barnier-rapporten, men vi er endnu ikke nået frem til en afgørelse. Det hører ind under medlemsstaternes beføjelser og ikke Kommissionens.

For det andet er EU's civilbeskyttelse og koordineringen heraf blevet stærkere og mere effektiv siden tsunamien i 2004. Virtuelle øvelser kan desværre ikke afprøve vores effektivitet lige så godt som naturkatastrofer. I denne krise henvender lande, som ikke er medlem af EU, sig til MIC for at finde ud af, hvordan de kan bidrage til hjælpearbejdet ved hjælp af EU-faciliteter.

For det tredje må vi ikke glemme, at humanitær bistand og civilbeskyttelse under den anden Barroso-Kommission er blevet samlet under én kommissær, og det er efter min mening godt. Derudover har vi nu en højtstående repræsentant med dobbeltkasket. Vi har tidligere set, at det ikke er internt i Kommissionen, at der mangler koordinering – det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik – men det er koordineringen mellem de europæiske institutioner og medlemsstaterne og mellem Kommissionen og Rådet, der sommetider halter bag efter. Hele idéen med denne dobbeltkasket var netop, at Rådet og Kommissionen skulle arbejde bedre sammen, og jeg tror, at denne krise har bevist, at der er sket fremskridt.

Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg er lidt ked af det, nogle talere har sagt. Som kommissær kan jeg naturligvis ikke være ked af det, jeg skal blot tage det til efterretning, men disse udtalelser viser ikke anerkendelse nok af vores folk, som i Haiti og i Bruxelles lige fra begyndelsen har arbejdet dag og nat, i weekenden, uden at klage og uden at kræve kompensation. De har arbejdet meget hårdt, og i løbet af nogle timer var de også aktive i Haiti, selv om deres faciliteter også var hårdt ramt.

Så jeg vil bede Dem forstå, at en så omfattende katastrofe ikke kan forudses, at man først kan reagere på den, når den sker, og at man skal vise, at man kan organisere en indsats på meget kort tid. Jeg mener, at Kommissionen har vist, at den kan. Jeg mener, at medlemsstaterne med det samme og massivt bakkede op om vores arbejde, og jeg mener også, at vi skulle forholde os lidt mindre kritisk til dette arbejde.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted under mødeperioden i februar.

Skriftlige erklæringer (Artikel 149)

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg vil gerne udtrykke min solidaritet med Haitis befolkning, som blev ramt af et jordskælv den 12. januar, og jeg hilser EU's tilsagn om hjælp velkommen. EU er verdens største yder af humanitær bistand og udviklingsbistand. Kun nogle få timer efter katastrofen stillede EU 3 mio. EUR til rådighed for det første nødhjælpsarbejde. Der blev frigjort et beløb på 134 mio. EUR til hurtige rehabiliterings- og genopbygningsbestræbelser. Der er blevet afsat 200 mio. EUR til rehabilitering på lang sigt. Det kommer oven i de 92 mio. EUR, der er blevet givet af forskellige EU-lande. Disse beløb, der samlet når op på 429 mio. EUR, vil måske blive yderligere forøget, hvis det skulle vise sig at være nødvendigt. Jeg vil gerne gratulere Kommissionen med koordineringen af bistanden, men jeg er skuffet over, at EU ikke har været synlig nok i Haiti. Det skader EU's internationale image i offentligheden, og det står i kontrast til USA's image, som bidrog med 91,6 mio. EUR. I denne krise har der været et stort behov for lægebehandling, og derfor henstiller jeg, at man øger antallet af læger og sundhedsteknikere, samt at man giver større logistisk støtte.

  Gaston Franco (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg er overrasket over, at EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik ikke tog til Haiti efter jordskælvet. Til trods for at Lissabontraktaten er trådt i kraft, har EU stadig svært ved at vise sit ansigt på den internationale scene, og det er meget beklageligt. Det forekommer mig, at det europæiske kriseberedskabssystem er alt for opsplittet, for kompliceret og ikke godt nok. Når det gælder rehabiliteringen af Haiti (hvortil der er afsat 100 mio. EUR) og landets genopbygning (200 mio. EUR), hvad vil EUF og stabilitetsinstrumentet helt nøjagtigt finansiere? Derudover skal EU for at kunne opfylde FN's anmodning om logistisk og sikkerhedsmæssig støtte efter min opfattelse kunne bruge alle de i Lissabontraktaten indeholdte instrumenter, herunder også militært. Jeg henstiller, at der hurtigt oprettes en europæisk civil beredskabsstyrke som foreslået af hr. Barnier i 2006, således at Europas indsats for fremtiden vil være velplanlagt, velkoordineret og effektiv. Hr. Van Rompuys seneste udtalelser går i den rigtige retning. Han talte for oprettelsen af en humanitær hurtig udrykningsstyrke. Hvordan vil dette projekt helt konkret blive udformet, og hvornår vil det se dagen lys?

  Filip Kaczmarek (PPE), skriftlig. – (PL) De meldinger, vi får fra Haiti, er chokerende. Det er en af de forfærdeligste katastrofer, vi har set. Men vi kan allerede nu drage visse konklusioner, som måske vil være nyttige i fremtiden. Det er tydeligt, at mekanismerne til koordinering af den humanitære bistand ikke er de bedste. Hjælpen til haitianerne ville have været mere effektiv, hvis donorlandene havde haft bedre redskaber til at koordinere deres humanitære bistand. Det er ikke kun EU, der skal forbedre samarbejdet, da der, for at der kan gøres fremskridt på dette område, kræves en konstruktiv analyse og indsats fra alle donorers side. I situationer, som den vi ser i Haiti i dag, kræves der hurtighed, tilstrækkelige midler og fleksibilitet. Det er ikke det rigtige tidspunkt i dag at diskutere, hvem der skal kontrollere lufthavnen i Haitis hovedstad. Det er naturligvis vigtigt, men afgørelser om specifikke løsninger skal træffes på et andet tidspunkt. Nu skal vi gøre alt, hvad vi kan, og koncentrere os om det vigtigste, nemlig at redde menneskeliv.

  Alan Kelly (S&D), skriftlig. – (EN) Det nylige jordskælv i Haiti har vist os, hvor skrøbeligt livet på denne jord kan være. Vi er alle blevet berørt af de billeder og historier, medierne har vist os i de sidste dage. Verdenssamfundets reaktion på denne naturkatastrofe har været overvældende, og jeg vil prise alle dem, der deltager i nødhjælpsarbejdet eller har sendt penge hjemmefra. Der vil gå generationer, før Haitis befolkning vil være kommet sig helt efter denne katastrofe, som de forhåbentlig kun vil opleve en gang i livet. Det er vigtigt, at Europa-Parlamentet viser sin solidaritet med disse mennesker. Det er mit håb, at EU kan spille en førende rolle i bestræbelserne på at give disse mennesker håb om en bedre fremtid. Kortfristet nødhjælp skal efterfølges af bistand på længere sigt med henblik på at hjælpe fremtidens generationer til at rejse sig igen efter disse forfærdelige prøvelser. Den måde, medlemmerne her i Parlamentet fra alle sider af salen har reageret på indtil nu, har været meget opmuntrende. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med mine kolleger om at gøre, hvad vi kan for Haitis befolkning. EU skal stile efter at være et eksempel på, at de velhavende altid er villige til at rækken hånden ud til dem, der ikke er så heldige, som vi er.

  Joanna Katarzyna Skrzydlewska (PPE), skriftlig. – (PL) Vi får hver dag tragiske meddelelser om det katastrofale jordskælv i Haiti. Det fremgår klart af disse nyheder, at Haiti er kastet ud i et totalt kaos og er uden støtte, og at landet derfor ikke kan klare følgerne af denne frygtelige tragedie. Hele verdenssamfundet, og herunder EU, har pligt til at give humanitær bistand til ofrene for denne katastrofe, som står helt uden de mest basale fornødenheder. Derfor vil jeg indtrængende opfordre de relevante EU-instanser til at handle øjeblikkeligt og effektivt for så hurtigt som muligt at få sendt den nødvendige hjælp af sted for at afbøde følgerne af jordskælvet i Haiti.