Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 19. januar 2010 - Strasbourg

9. Proceduremæssige rettigheder i straffesager (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om

– mundtlig forespørgsel til Rådet om proceduremæssige rettigheder i straffesager af Sarah Ludford, Elena Oana Antonescu, Carmen Romero López, Heidi Hautala og Rui Tavares for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (O-0155/2009 – B7-0343/2009);

– mundtlig forespørgsel til Kommissionen om proceduremæssige rettigheder i straffesager af Sarah Ludford, Elena Oana Antonescu, Carmen Romero López, Heidi Hautala og Rui Tavares for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (O-0156/2009 – B7-0344/2009).

  Sarah Ludford, spørger. – (EN) Hr. formand! Jeg erkender fuldt ud, at disse to mundtlige forespørgsler, som blev fremsat den 1. december sidste år, er blevet overhalet af begivenhederne, men denne forhandling er stadig umagen værd for at anerkende, at spørgsmålet om proceduremæssige rettigheder atter er helt tilbage på bordet efter flere års beklagelig fravær og for at understrege den påtrængende nødvendighed og vigtighed af dette program.

Parlamentet har vedvarende i det sidste årti klaget over, at proceduremæssige garantier og forsvarsrettigheder ikke har fået samme opmærksomhed for slet ikke at tale om indsats som foranstaltninger, der har haft til formål at forbedre hastigheden og effektiviteten af efterforskning og retssager. Vi har støttet sidstnævnte, fordi flere kriminelle så fanges. Alle, der i princippet afviser den europæiske arrestordre, tager mafiaforbryderes og undslupne røveres, voldtægtsforbryderes og terroristers parti. Men det er et spørgsmål om balance og om at få den "europæiske arrestordre plus" og dermed retfærdigheden hele vejen rundt gennem proceduremæssige garantier til at ledsage forenklet retsforfølgelse på tværs af landegrænserne. Modstandere af den europæiske arrestordre ønsker naturligvis heller ikke EU-foranstaltninger vedrørende rettigheder. De ønsker kun den "europæiske arrestordre minus".

Men anvendelsen af den europæiske arrestordre uden tilstrækkelige proceduremæssige garantier har i nogle tilfælde ført til en retsnægtelse, fordi gensidig anerkendelse ikke er blevet ledsaget af et solidt grundlag for gensidig tillid. Et af disse tilfælde er et medlem af min egen valgkreds, Andrew Symeou. Andrew har siddet i fængsel i Grækenland i seks måneder, mens han afventede en retssag for en anklage om manddrab, der tilsyneladende skyldes en forveksling af identiteter, og politibrutalitet, er jeg bange for at sige, over for vidner, og jeg mener, at den europæiske arrestordre er blevet misbrugt. Da der blev indgået aftale om den i 2002, var det med den forståelse fra alle sider, at denne foranstaltning, som ville bevirke, at EU-borgere kunne retsforfølges og fængsles i en anden medlemsstat, hurtigt ville blive efterfulgt af garantier om retten til en retfærdig rettergang og garantier mod rettergangsfejl. Dette løfte blev svigtet af medlemsstaterne, da de ikke godkendte Kommissionens forslag fra 2004, der omhandlede en rimelig bred rammeafgørelse om proceduremæssige garantier, og nu er en fragmenteret tilgang det bedste, vi kan få. Jeg er taknemmelig for, at den blev relanceret af det svenske formandskab, men det er kun en køreplan baseret på etaper.

Vi skal betragte glasset som halv fuldt og være optimistiske, selv om jeg beklager, at Rådet desværre kun lover at overveje – ikke lovgive om Eurokaution, der ville have hjulpet Andrew Symeou, som udtrykkeligt er blevet nægtet kaution, fordi han er udlænding. Dommere bliver i øjeblikket bedt om at håndhæve domme og afgørelser fra domstole i andre medlemsstater uden først at undersøge kendsgerningerne, og de vil blive udsat for stigende kritik og offentlig bekymring, hvis der ikke sikres overensstemmelse med minimale proceduremæssige garantier og forsvarsrettigheder i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning i straffesager i hele EU. Det er ikke kun individuelle borgere, der frygter ringe retsgarantier. Det afskrækker også dommere samt politi og anklagere fra at samarbejde.

Jeg mener i øvrigt, at menneskerettighedsgarantien i den europæiske arrestordre skal være en udtrykkelig betingelse for udlevering, selv om Kommissionen hader dette. Takket være Det Liberale Demokratiske Parti anføres det i den britiske lovgivning om gennemførelse af foranstaltningen, at domstolen skal konstatere, at den europæiske menneskerettighedskonvention ikke er overtrådt. Mærkeligt nok er de britiske domstole tilsyneladende tilbageholdende med at påberåbe sig denne bestemmelse for at blokere udleveringer. Hvis alle medlemsstater reelt overholdt deres forpligtelser i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention, ville der ikke være behov for EU-foranstaltninger. Problemet er ikke manglen på standarder, men manglen på praktisk overholdelse, og mange medlemsstater indbringes af den grund for domstolen i Strasbourg. I betragtning af at EU-traktaten og nu traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde forpligter EU-landene til at overholde den europæiske menneskerettighedskonvention, er dette skamfuldt og uacceptabelt. Vi har derfor brug for en europæisk gennemførelsesmekanisme, der fremover vil blive sikret gennem Kommissionens kompetencer ved krænkelse og EF-Domstolens tilsyn. EU's foranstaltninger skal derfor være i overensstemmelse med den europæiske menneskerettighedskonvention og ikke være i strid med eller underminere den og skal samtidig tilføre merværdi med hensyn til styrket praktisk gennemførelse.

Jeg håber, at Kommissionen og Rådet er enige i, at standarden for direktiver, der garanterer grundlæggende rettigheder, skal være høj. Medlemsstaternes initiativ vedrørende tolkning og oversættelse, som foreslår den tekst, Rådet vedtog sidste oktober, er mindre ambitiøst end Kommissionens tekst og skal forbedres. Vi frygter derfor, at den første foranstaltning ikke afspejler de højeste standarder. Jeg håber, vi vil være mere ambitiøse og skabe præcedens for de næste faser af opbygningen af proceduremæssige garantier, der efter tolkning og oversættelse efterfølges af andre foranstaltninger, som f.eks. juridisk rådgivning, ret til information, ret til at tage kontakt med konsulære myndigheder osv. Jeg ønsker derfor, at Rådet og Kommissionen garanterer, at foranstaltningerne i køreplanen vil blive gennemført hurtigt nok til at opretholde fremskridtet hen imod ægte garantier for retten til en retfærdig rettergang, der burde have været indført for længst.

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Hr. formand! Det glæder mig, at denne forespørgsel er fremsat af Baroness Ludford, som netop har talt, fru Antonescu, fru Romero, fru Hautala og hr. Tavares, fordi vi står bestemt over for et spørgsmål af overordnet betydning, nemlig proceduremæssige garantier i forbindelse med straffesager. Jeg vil her sige, at vi er enige i at øge profileringen af det emne, De har rejst, og vi er enige i, at det skal harmoniseres på europæisk plan.

I Deres forespørgsel anførte De i begyndelsen, at det svenske formandskab har gjort betydeligt fremskridt. Det svenske formandskab sikrede bestemt et vigtigt fremskridt på dette område. I oktober vedtog Rådet generelle retningslinjer for teksten om ret til tolkning og oversættelse i straffesager, og en måned senere i november vedtog Rådet en plan for arbejdet med henblik på yderligere foranstaltninger vedrørende proceduremæssige garantier som svar på Baroness Ludfords opfordring til handling. De har selv nævnt nogle af dem, Baroness Ludford, f.eks. retten til at blive oplyst om rettigheder – gentagelsen er bevidst – og forpligtelser i straffesager, retten til retshjælp, retten til juridisk rådgivning, retten til at tage kontakt med familien og konsulære myndigheder, særlige garantier, der skal indføres, og retten til særlig opmærksomhed for udsatte tiltalte. Dette var angående Rådet under det svenske formandskab.

Her vil De måske sige, at det er alt sammen meget godt, men er der enighed med Parlamentet om fortsat at behandle dette arbejde som en prioritet? Og her kan vi sige til Dem, at ja, det er en prioritet at fortsætte denne tilgang. Hvordan? Gennem hvilke initiativer?

Det første, som det spanske formandskab vil gøre, er via samarbejdet med Parlamentet at forsøge at sikre vedtagelsen af direktivet om retten til tolkning og oversættelse i straffesager, som 13 medlemsstater har foreslået. Det var ikke muligt at fortsætte med det forslag, som Kommissionen havde fremsat, og 13 medlemsstater har i stedet fremsat dette initiativ. Vi ønsker, at dette initiativ godkendes – naturligvis i samarbejde med Parlamentet. Bortset fra det håber vi, at Kommissionen vil fremlægge de relevante initiativer vedrørende de øvrige aspekter af proceduremæssige garantier. Vi er også meget opsatte på, at dette sker så hurtigt som muligt, så vi kan indlede vedtagelsesprocessen for dem – igen i et samarbejde mellem Rådet og Parlamentet.

Til sidst vil jeg gerne fortælle, at det spanske formandskab planlægger at afholde et seminar i Madrid i marts sammen med Kommissionen og det europæiske retsakademi vedrørende spørgsmålet om fælles standarder for proceduremæssige garantier. Det viser, Baroness Ludford, at vi er helt enige med Dem og alle, der har støttet denne forespørgsel, i, at disse forhold omgående skal reguleres og harmoniseres på europæisk plan, og naturligvis i, at Parlamentet til enhver tid skal holdes informeret om, hvordan arbejdet skrider frem.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Tak for denne forespørgsel. De ved, hvor stor pris jeg sætter på proceduremæssige garantier. Det er korrekt, at Kommissionen i mange år har kæmpet for at sikre, at fælles minimumsregler vedrørende forsvarsrettigheder anvendes reelt i alle straffesager i Europa. Det er nødvendigt for det retlige samarbejde, og det er nødvendigt for den afgørende gensidige tillid mellem medlemsstaterne. Kommissionen har arbejdet utrætteligt for at sikre, at europæisk lovgivning vedtages på dette område. Det er endvidere korrekt, at køreplanen blev vedtaget af Rådet den 30. november 2009 takket være det svenske formandskab. Dette er et grundlæggende skridt i fastlæggelsen af europæisk lovgivning om proceduremæssige minimumsrettigheder. Medlemsstaterne er i denne retsakt nået til enighed om anvendelsesområdet for lovgivningen og om behovet for at indføre den som en prioritering i samarbejde med Parlamentet. Ligesom Dem har jeg netop lyttet til hr. López Garrido, som gav en særdeles god forklaring af, hvordan det spanske formandskab, der også havde samme mening, vil vedtage disse indledende foranstaltninger, som vil sikre os en række minimumsgarantier.

Det er korrekt, at køreplanens etapevise tilgang til sidst forekom os at være en god løsning. Denne tilgang vil sætte os i stand til at opfylde den ønskede målsætning. Den etapevise tilgang betyder ikke kun, at der kan foretages en grundigere analyse af hver rettighed inden for rammerne af lovgivningsforslaget, men også at hver rettighed kan behandles separat i forhandlingerne. Derved kan vi undgå forhandlinger på tværs af sektorer, der nogle gange kendetegner lovgivningstekster med et for bredt grundlag, og som kan give nogle medlemsstater mulighed for at kapre forhandlingerne med henblik på at opnå på meget specifikke punkter. Jeg er, fru Ludford, derfor sikker på, at den nye Kommission vil arbejde så hurtigt som muligt for at fremsætte alle de lovgivningsforslag, der er omhandlet i køreplanen, og få dem vedtaget ved næste lejlighed.

Hvad angår retten til tolkning og oversættelse, som er første punkt på køreplanen, har Kommissionen bemærket det initiativ, som en række medlemsstater har fremsat. Dette initiativ er, må jeg sige, baseret på Kommissionens forslag fra juli 2009 og de forhandlinger, der blev gennemført i Rådet i anden halvdel af 2009. Det er dog korrekt, at medlemsstaternes initiativ ikke er i fuld overensstemmelse med den europæiske menneskerettighedskonvention eller med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis.

Kommissionens gamle forslag, som gjorde tolkning af møder mellem den tiltalte og dennes forsvarsadvokat obligatorisk, følges ikke helt op af medlemsstaternes initiativ, der begrænser denne ret til kommunikation, som finder sted i tilstedeværelse af politimyndigheder og under retssagen. Kommissionens forslag omhandlede endvidere retten til oversættelse, en mere omfattende ret i Kommissionens tekst.

Der er naturligvis opgaver på dette område, som skal løses i samarbejde mellem Parlamentet og Rådet, og vi kan efter min mening nå frem til en ambitiøs tekst om proceduremæssige rettigheder. Dette er afgørende, hvis vi vil skabe et ægte europæisk retligt område. Vi vil også sikre, at teksten er i overensstemmelse med de standarder, der er fastlagt i den europæiske menneskerettighedskonvention og i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis samt chartret om grundlæggende rettigheder. Jeg er derfor sikker på, at vi kan regne med, at Parlamentet vil handle i denne henseende, og igen bemærker jeg, at det spanske formandskab også vil bidrage med dets støtte.

  Elena Oana Antonescu, for PPE-Gruppen. – (RO) Hr. formand! Selv om der er gjort fremskridt på området for gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager, er der kun sket meget begrænset fremskridt, når det drejer sig om at garantere og sikre rettighederne for mistænkte og tiltalte.

Fælles standarder er en grundlæggende forudsætning for, at der kan skabes gensidig tillid til medlemsstaternes retlige systemer. Den manglende balance mellem mistænktes og tiltaltes rettigheder på den ene side og de instrumenter, som anklagemyndigheden råder over, på den anden side kan bringe princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i fare. Derfor har det initiativ, som det svenske formandskab lancerede i 2009 med det formål at fremlægge en køreplan for konsolidering af mistænktes og tiltaltes proceduremæssige rettigheder, markeret et meget vigtigt skridt fremad.

Hvad angår retten til tolkning og oversættelse, fastlagde Lissabontraktaten, der trådte i kraft den 1. december, en ny institutionel ramme. Forslaget til en rammeafgørelse, som behandles i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, skal omdannes til et forslag til et direktiv, så arbejdet med denne sag kan fortsættes.

Vi var bekymrede over tidsplanen og anvendelsesområdet for de kommende initiativer vedrørende proceduremæssige rettigheder. Derfor besluttede vi at indgive disse forespørgsler til Kommissionen og Rådet. Kort efter de blev indgivet i december, fremlagde 13 medlemsstater, herunder Rumænien, et initiativ til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv. Jeg er sikker på, at vi under den samlede proces vil kunne forbedre denne tekst, hvad angår både dens anvendelsesområde, integriteten af procedurer samt kvaliteten af tolkning og oversættelse.

Med hensyn til de øvrige foranstaltninger, der er anført i køreplanen, mener vi, at de har til formål at sikre adgang til rettigheder samt ret til juridisk rådgivning og retshjælp, ret til særlig opmærksomhed for udsatte tiltalte og ret til at blive oplyst om rettigheder og de involverede omkostninger. Vi ville gerne se en klarere forpligtelse fra Rådet og Kommissionen, så forslag til en forordning fremlægges så hurtigt som muligt.

De forskelle, der i øjeblikket findes mellem medlemsstaterne, kræver, at der omgående vedtages fælles standarder.

  Carmen Romero López, for S&D-Gruppen. – (ES) Hr. formand! Jeg vil byde det spanske formandskab velkommen og samtidig understrege, at dette er det første initiativ vedrørende proceduremæssige rettigheder. Vi har drøftet dette emne, men det blev hængende i luften, da det svenske formandskab udløb.

Dette udkast til initiativ er allerede forelagt Parlamentet, og den første forhandling har allerede fundet sted. Vi mener derfor, at forespørgslen er relevant og vil fortsætte med at være relevant på grund af emnets vigtighed. Der kan bestemt indføres forbedringer på området, og vi håber, at der vil ske fremskridt, når initiativet gennemgår de forskellige faser.

Som hr. Barrot påpegede, var Kommissionens forslag bestemt mere ambitiøst, og vi skal derfor forbedre den nuværende tekst i Parlamentet. Det er på ingen måde en ny tekst, fordi den allerede er blevet drøftet af Parlamentet og Kommissionen med modstand fra medlemsstaterne.

Det svenske formandskab forsøgte med sin køreplan at få gang i tingene igen, men situationen blandt medlemsstaterne er på trods af denne indsats stadig vanskelig. Situationen ændredes klart efter Lissabontraktaten, fordi Parlamentet nu træffer beslutningerne. Vi mener derfor, at Kommissionen og Rådet skal undersøge proceduremæssige rettigheder igen i det nye scenarie, som vi nu befinder os i.

Vi ønsker, at disse proceduremæssige rettigheder overvejes som en pakke. Det er ikke muligt at anerkende retten til oversættelse uden at anerkende retten til retshjælp eller retten til at blive oplyst om rettigheder. Derfor skal Kommissionens planer om at fortsætte med fremsættelsen af disse rettigheder år efter år efter vores mening hurtigt godkendes, så emnet kan overvejes så hurtigt som muligt.

Det er korrekt, at antiterrorlovgivningen tilsidesætter garantierne, men hvis vi vil skabe et område med retfærdighed og frihed, skal vi have tillid til vores værdier, så vi også kan overføre dem til det europæiske projekt.

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Parlamentet foreslog den 6. september 2001 etableringen af den europæiske arrestordre. Vores forslag ville stadig have samlet støv på hylderne, hvis det ikke havde været for begivenhederne i New York fem dage senere. Hr. Bin Laden hjalp med at gøre arrestordren til virkelighed, og der var mig, der havde æren af at føre foranstaltningen gennem Parlamentet.

Parlamentet insisterede på daværende tidspunkt på, at den skulle ledsages af proceduremæssige minimumsrettigheder i straffesager. Kommissionen fremlagde sine forslag i 2002 og påtog sig at sikre en hurtig indsats. Hvorfor har de så indtil for nylig siddet fast i Rådets indbakke? Hvorfor har Kommissionen ikke sat himmel og jord i bevægelse for at få alle sine forslag godkendt og ikke få dem godkendt enkeltvis?

Den europæiske arrestordre har erstattet udlevering. Den har reduceret den nødvendige tid til udlevering betydeligt. Den har stimuleret den direkte kontakt mellem medlemsstaternes retlige myndigheder. Den har udelukket afgørelser baseret på politiske hensyn, hvad angår medlemsstaternes udlevering af deres egne statsborgere.

Den har i betydelig grad styrket retsstatsprincippet på vores kontinent, men den europæiske arrestordre er baseret på gensidig tillid, og der er alt for mange tilfælde, hvor vores borgere sætter spørgsmålstegn ved denne tillid.

To medlemmer af min valgkreds tilbageholdes i øjeblikket i Ungarn, hvor de afventer en retssag. Selv om en anmodning om udlevering af dem blev fremsendt for mere end ét år siden, og selv om de har været der i to måneder, er de endnu ikke blevet tiltalt, og deres retssag kan ligge måneder ud i fremtiden. Den ene har mistet sit job og sin families hovedindtægtskilde. Begge må undvære deres pårørende, og de kan begge være uskyldige i de forbrydelser, de anklages for.

Tilfælde som dette kan være en belastning for det europæiske retlige samarbejde. De bringer skam på regeringernes manglende handling i Rådet. Spørgerne bag denne mundtlige forespørgsel har ret: De kræver Europas omgående opmærksomhed.

(Taleren accepterede et blåt kort-spørgsmål, jf. artikel 149, stk. 8)

  Formanden. – Tak, hr. Watson! Jeg var lige ved at kalde Dem den europæiske arrestordres "Godfather", men tænkte, at det kunne misforstås.

  William (The Earl of) Dartmouth (EFD). – (EN) Hr. formand, hr. Watson! De nævner Bin Laden og 11. september som begrundelse for, at vejen blev banet til vedtagelsen af den europæiske arrestordre. Hævder De dermed, at den europæiske arrestordre kun skal anvendes mod terrorister og mordere og i tilfælde af alvorlige voldelige forbrydelser?

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Om forlov så anførte jeg ikke hr. Bin Laden som begrundelsen. Jeg sagde, han hjalp os med at sætte skub i tingene. Det har aldrig været tanken, at den udelukkende skulle omhandle terrorforbrydelser. Det var tanken, at den skulle omhandle alle alvorlige forbrydelser. Modstanderne af den er dem, der reelt er modstandere af retsstatsprincippet på vores kontinent og den beskyttelse, som den europæiske arrestordrer sikrer vores borgere.

  Heidi Hautala, for Verts/ALE-Gruppen. – (FI) Hr. formand! Hr. Watson har helt ret, når han siger, at Parlamentet fra begyndelsen insisterede på, at den europæiske arrestordre skulle ledsages af klare proceduremæssige minimumsrettigheder i straffesager. Vi kan nu klart se den type problemer, som mange medlemsstater har, fordi den europæiske arrestordre er bygget på sand. Den er bestemt bygget på sand, fordi det forudsættes, at medlemsstaterne kan stole på andre medlemsstaters retlige systemer, og at retsstatsprincippet og standarder for retfærdig rettergang overholdes i de forskellige medlemsstater.

Ligesom andre her kunne jeg også komme med eksempler på, at dette faktisk ikke er tilfældet, og hvor påtrængende det er, at Kommissionen handler, som min kollega foreslog for et øjeblik siden. Vi skal oprette et omfattende system, der sikrer minimumsrettigheder i straffesager. Lissabontraktaten vil efter min mening give os denne mulighed, fordi nu er Parlamentet en fuldstændig kompetent lovgiver sammen med Rådet, og det var bekræftende at høre hr. Barrot sige, at han har tillid til dette partnerskab mellem Kommissionen og Parlamentet. Kommissionen og Parlamentet skal nu danne en magtakse, der kan overvinde modstanden fra de medlemsstater, som ikke har ønsket fremskridt på dette område.

Jeg lovede at fortælle Dem en historie om, hvad der sker, hvis retsstatsprincippet ikke overholdes, når den europæiske arrestordre overholdes. I Finland tilbageholdes i øjeblikket et tjetjensk par, Hadižat og Malik Gataev. De ankom fra Litauen, hvor de i årevis har drevet et børnehjem for mindreårige ofre for krigen i Tjetjenien. Det viser sig, at sikkerhedspolitiet i Tjetjenien lukkede deres aktiviteter under påskud af, at der havde været mindre tilfælde af vold i familien. Det var måske primært inden for familien og ikke noget, der faktisk nærmede sig f.eks. alvorligt overfald. Nu befinder parret sig i Finland. De søger om asyl, og Litauen kræver, at de udleveres. Sagen høres næste mandag ved domstolen i Helsinki.

Hvad har det så med denne situation at gøre, når den almene opfattelse her er, at Finland skulle kunne stole på, at parret i Litauen vil få en retfærdig rettergang? Vi har meget troværdige beviser på, at det faktisk ikke er tilfældet, og jeg vil sige, at der er en række daglige eksempler som dette, hvor den europæiske arrestordre faktisk har været meningsløs. Vi skal komme videre med dette, da det ellers bliver helt umuligt for os at skabe den tillid mellem medlemsstaterne, der uden tvivl er nødvendig, hvis vi skal kunne indgå i retligt samarbejde.

  Janusz Wojciechowski, for ECR-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Jeg vil også komme med et eksempel ligesom fru Hautala. En vis ung mand fra Polen blev idømt livstid i Storbritannien for voldtægt i en retssag baseret på indicier, som fandt sted under påvirkning af en stærk smædekampagne i medierne, og som efter nogle iagttageres mening ikke opfyldt i hvert fald polske standarder for en retfærdig rettergang. Manden afsoner nu sin livstidsdom i et fængsel i Polen, selv om polsk lovgivning ikke giver mulighed for livstidsdomme for voldtægt, kun mord. Maksimumsstraffen for voldtægt er 12 år. Vi har derfor en situation, hvor en person, som sidder i et polsk fængsel, er blevet idømt en straf, der ikke er i overensstemmelse med principperne i polsk lov.

Jeg nævner dette eksempel for at illustrere problemet og som et argument for det omgående behov for at fastlægge bestemte generelle standarder, hvad angår både proceduremæssige rettigheder i straffesager og efter min mening reglerne for håndhævelse af domme. Der opstår nemlig flere og flere situationer, hvor forbrydere dømmes i ét land og afsoner deres dom i et andet. Jeg støtter derfor idéen om standarder og idéen om et direktiv.

  Rui Tavares, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Hr. formand! EU skal have to ben for at kunne gå: Det ene er medlemsstaterne, og det andet er deres borgere, som repræsenteres af deres valgte repræsentanter i Parlamentet.

Når medlemsstaterne har løst deres problemer, sker det ofte, at de lukker deres retlige systemer. Efter at de har tilladt, at deres politiske systemer kommunikerer, glemmer de at tage sig af alt det andet og glemmer at lægge et fundament, der kan skabe tillid mellem EU's borgere. Dette er et af disse tilfælde.

Det europæiske mandat sætter helt klart skub i tingene og gør livet lettere for de retlige systemer i EU. Andre rettigheder, f.eks. retten til tolkning og oversættelse (hvor vi har haft glæden og æren af at samarbejde med vores kollega, fru Ludford), er grundlæggende, hvis de europæiske borgere skal have tillid, hvis de kommer i berøring med de retlige systemer i andre medlemsstater.

Jeg er glad for, at jeg sammen med mine kolleger kan anmode Kommissionen og Rådet om hurtigt at udforme tekster, der via den fælles beslutningsprocedure kan bringe denne proces videre for andre proceduremæssige rettigheder i straffesager.

  William (The Earl of) Dartmouth, for EFD-Gruppen. (EN) – Hr. formand! Jeg har bedt om ordet i aften, fordi to medlemmer af min valgkreds – Michael Turner og Jason McGoldrick – som det er blevet nævnt, sidder fængslet i bygning 2 i det centrale fængsel i Budapest, Ungarn. De har været fængslet siden den 3. november, og de er endnu ikke kommet for en dommer. Der er faktisk ikke berammet en dato for retssagen. Forholdene i fængslet er belastende. De holdes adskilt og har ingen kontakt med hinanden. De deler en lille celle med tre andre indsatte. De opholder sig i cellen 23 timer i døgnet. De har fået bevilget tre telefonsamtaler og ét brusebad om ugen. De har tilladelse til ét familiebesøg om måneden.

Kort sagt er de i isolation. Sprogbarrieren gør isolationen endnu værre. De beskyldes for en økonomisk forbrydelse. De er ikke mordere eller terrorister. De sidder udelukkende i fængsel på grund af den europæiske arrestordre.

Den europæiske arrestordre fejede uden videre alle de beskyttelsesforanstaltninger mod arrestation, der er etableret i Storbritannien gennem et årtusinde, bort. De ryster på hovedet, hr. Watson! Det ville være bedre, hvis De undskyldte. Forveksling af identitet og identitetstyveri betyder, at det, der skete for Jason og Michael, til enhver tid kan ske for enhver britisk statsborger.

Labour-Partiet, Det Liberale Demokratiske Parti og Det Konservative Parti stemte alle for den europæiske arrestordre. For at citere Zola, "J'accuse" – jeg anklager – partierne i det britiske politiske establishment. Deres støtte til den europæiske arrestordre har bragt alle i Storbritannien i fare for vilkårlig arrestation.

  Krisztina Morvai (NI). – (HU) Hr. formand! Som ungarer og advokat i straffesager burde jeg skamme mig i dag her i Parlamentet, hvad angår spørgsmålet om manglen på proceduremæssige garantier, idet to af mine kolleger, der ellers repræsenterer to forskellige politiske holdninger, har nævnt Ungarn som et oplagt eksempel. Selv om jeg skammer mig, er jeg enig med dem, fordi jeg selv har haft lignende oplevelser. Jeg beder Dem alle, de få medlemmer, der stadig er til stede under forhandlingen af dette vigtige emne, at overveje følgende: Når De nu har kendskab til så alvorlige krænkelser af loven som i tilfældene med udlændinge, der politisk set er fuldstændig ligegyldige for den ungarske stat og den ungarske regering, hvad tror De så, der sker med dem, der er modstandere af den ungarske regering, fordi de politisk går imod regeringen?

15 personer er i øjeblikket varetægtsfængslet, fordi de har forsøgt at gøre modstand mod den ungarske regerings korruption. Til gengæld blev der indledt straffesager mod dem på grundlag af fabrikerede anklager om terrorisme. Indtil videre er der ikke fremlagt ét eneste bevis. Myndighederne føler sig ikke forpligtede til at påberåbe sig nogen form for beviser. De er fængslet under de samme forhold, De tidligere har hørt om, afskåret fra deres familier, fra offentligheden og fra medierne. Lad os gå sammen og gøre noget for at normalisere situationen i Ungarn, så det bliver umuligt at udnytte manglen på proceduremæssige garantier i straffesager til politiske formål. Ungarn skal indføre sådanne garantier.

  Carlos Coelho (PPE). – (PT) Hr. formand! Hr. López Garrido vil næppe have noget imod, at mine første ord er henvendt til næstformanden i Kommissionen, hr. Barrot. Jeg ved ikke, om vi vil få lejlighed til at se ham på plenarmødet, inden den nye Kommission tiltræder, så jeg vil for alle tilfældes skyld takke ham for hans indsats, intelligens og fantastiske samarbejde med Parlamentet på dette område inden for retlige og indre anliggender.

Jeg vil tilslutte mig dem, der mener, at dette område er meget vigtigt. Vi ønsker ikke kun at opbygge et sikkert Europa. Vi ønsker også at opbygge et retfærdigt Europa, så ethvert initiativ, der vedrører proceduremæssige rettigheder, er afgørende.

Vi skal iværksætte foranstaltninger med henblik på at støtte ofre og fremme respekten for rettighederne for de borgere, der tiltales. Dette budskab rummer efter min mening to meget klare appeller, hvor den ene sendes til Rådet på foranledning af hr. Watson, som formulerede det meget bedre end mig i sin tale.

Det er latterligt, at vi efter otte år stadig er i denne fase af processen og kun overvejer bestemte typer rettigheder. Vi skal arbejde mere effektivt og hurtigere. Dette er et job for Rådet og Parlamentet, og kommissær Barrot bør også bruge sin indflydelse over for sin kollega, den næste kommissær og den næste Kommission.

Kommissionen skal tage initiativet på alle andre områder, der vedrører proceduremæssige rettigheder, ikke kun dem, der vedrører tolkning og oversættelse.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Hr. formand! Spørgsmålet om grundlæggende proceduremæssige rettigheder i straffesager er ét af de centrale emner, der bør genlyde på området for retlige og indre anliggender.

I udkastet til en rammeafgørelse defineres i princippet et sæt grundlæggende proceduremæssige rettigheder, nemlig retten til juridisk rådgivning, retten til tolkning og oversættelse, retten til særlig opmærksomhed for udsatte tiltalte og retten til at tage kontakt med konsulære myndigheder. Den liste over grundlæggende rettigheder skal betragtes som strengt demonstrativ, fordi EU's rolle er at sikre, at medlemsstaterne respekterer det bredest mulige udvalg af grundlæggende rettigheder, også hvad angår medlemsstaternes medlemskab af Europarådet, og hvad går dets konvention.

Vi skal søge at fremme en sådan regulering af proceduremæssige rettigheder i straffesager, der ville sikre alle deltagere i straffesager de tidligere nævnte rettigheder, uanset om de er ofre og krænkede parter eller tiltalte, med henblik på at nå frem til en retfærdig og demokratisk dom, der fuldt ud opfylder formålet med evt. idømte straffe, som ikke kun omfatter repression, men også rehabilitering og uddannelse.

  Gerard Batten (EFD). – (EN) Hr. formand! Udvalget opfordrer Rådet til at fortsætte dets arbejde med at indføre fælles europæiske proceduremæssige rettigheder i straffesager. En eksisterende fælles procedure i form af den fælles europæiske arrestordre har fjernet de århundrede gamle beskyttelsesforanstaltninger mod uretfærdig arrestation og fængsling, som englænderne tidligere havde. Dette er ikke et akademisk argument. Den europæiske arrestordre ødelægger uskyldige menneskers liv. Et medlem af min valgkreds, Andrew Symeou, er blot én ud af et stigende antal mennesker, der udleveres, uden at en engelsk domstol har beføjelse til at overveje umiddelbart overbevisende beviser mod dem og forhindre ubegrundet udlevering. Udlevering er nu blevet reduceret til en bureaukratisk formalitet. Hr. Symeou har siddet fængslet i seks måneder i det berygtede Korydallosfængsel uden kaution eller udsigt til en retssag. Kynismen i Det Liberale Demokratiske Parti får én til at tabe vejret. De græder nu krokodilletårer i London over hr. Symeous skæbne, selv om de i høj grad bærer ansvaret for de fælles procedurer, der har skabt den, og når de er her, arbejder de for mere af den samme lovgivning. De fælles procedurer handler om at sænke de europæiske retlige standarder i stedet for at hæve dem.

Jeg har et forslag. Hvis De ønsker højere standarder inden for europæiske straffesager, så bør De indføre habeas corpus, retten til at blive stillet for en domstol og de væsentligste bestemmelser i Magna Carta og Bill of Rights 1689 som de fælles europæiske standarder.

  Georgios Papanikolaou (PPE). – (EL) Hr. formand! Det er afgørende, at vi når så langt frem med etableringen af en fælles europæiske referenceramme for proceduremæssige rettigheder i forbindelse med domfældelse. Det centrale er selve tilliden. Vi ønsker, at europæiske borgere i berøring med det retlige system har tillid til, at deres grundlæggende rettigheder respekteres. Vi ønsker også tillid mellem medlemsstaterne i deres samarbejde og den endelige domfældelse for personer, der stilles til regnskab. Endelig har vi brug for tillid fra os alle, når det gælder domfældelse. Så længe vi ikke fremmer disse fælles rammer på europæisk plan, uanset om vi kan lide det eller ej, vil der være tilfælde, hvor nogle kriminelle udnytter smuthullerne, og hvor vi ikke opnår den domfældelse, vi ønsker, netop fordi en sådan ramme ikke findes.

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Hr. formand! Efter at have lyttet til talerne vil jeg gerne sige, hvor meget det glæder mig at høre, at mange medlemmer fra meget forskellige grupper er enige i behovet for at harmonisere proceduremæssige garantier på europæisk plan og udforme en ægte europæisk lov om proceduremæssige garantier.

Alle talere og alle grupper i Parlamentet er enige i behovet for at udforme en ægte europæisk lov om proceduremæssige garantier. Det viser vigtigheden af og behovet for den europæiske integrationsproces og vigtigheden af et Europa for borgerne, et europæisk retligt område og gennemførelsen af Lissabontraktaten. Dette emne er fokus for det spanske formandskabs program for de næste seks måneder og har fået uimodsigelig støtte i alle de taler, jeg har hørt, baseret på forskellige argumenter og set fra forskellige perspektiver: behovet for at arbejde hen imod harmoniserede proceduremæssige garantier.

Jeg vil også kommentere det meget vigtige punkt, som fru Flašíková Beňová nævnte vedrørende behovet for at tage dette skridt netop nu, hvor EU skal til at undertegne konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder som anført i Lissabontraktaten.

Endelig vil jeg sige, at Rådet og det spanske formandskab vil arbejde for at sikre, at alle disse proceduremæssige garantier gennemføres i praksis gennem de direktiver, som Kommissionen vil fremlægge til rette tid, og det direktiv, som allerede er under behandling baseret på et initiativ fra 13 medlemsstater, så vidt jeg husker.

Jeg har en sidste bemærkning om den europæiske arrestordre. Den europæiske arrestordre er kun blevet nævnt i forbindelse med kritik. Den europæiske arrestordre er et grundlæggende eksempel på EU og samarbejdet mod organiseret kriminalitet i EU. Jeg har ret til at råbe dette fra hustagene, idet jeg kommer fra Spanien, et land, der stadig lider under terrorisme, og for hvilket den europæiske arrestordre er et afgørende våben i kampen mod terrorisme.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Ministeren har ret, og hr. Coelho udtrykte det særdeles godt tidligere, da han sagde, "et Europa med sikkerhed, et Europa med retfærdighed". Ja, hr. Watson, den europæiske arrestordre har været meget effektiv og nyttig, selv om det er korrekt, at vi samtidig skal få det europæiske retlige område til at fungere, og det er på dette område, at vi skal arbejde for et Europa med retfærdighed, så der reelt er tillid til den måde, retfærdighed sikres på i hele Europa.

I den henseende vil jeg endnu en gang takke spørgerne bag forespørgslen og igen oplyse dem, at Kommissionen på grundlag af den tekst, der afspejler Rådets tilgang fra den 23. oktober 2009, med hjælp fra Parlamentet og det spanske formandskab vil sikre, at dette bliver en tekst af højere kvalitet end den nuværende. Jeg vil tilføje, at vi naturligvis vil være omhyggelige med at udforme alle de nødvendige lovgivningsforslag til rette tid, så initiativer fra medlemsstaternes side ikke er nødvendige.

Kommissionen arbejder allerede på forslaget om en meddelelse om rettigheder. Kommissionen vil søge at få vedtaget alle de foranstaltninger, der er omhandlet i køreplanen, så hurtigt som muligt. Den anslåede periode på et år til håndhævelse af hver foranstaltning er kun vejledende. Hvis forhandlingerne tillader det, vil Kommissionen med glæde sætte yderligere skub i tingene. Det er fuldstændig klart.

Jeg er overbevist om, at holdningerne er ændret, og at vi med det flerårige Stockholmprogram har en reel forpligtelse til at skabe resultater på dette område. Jeg må endvidere sige, at jeg har gjort alt, hvad der er muligt for at skabe fremskridt på området for proceduremæssige garantier, da det har været mit ansvar, og at vi efter min mening nu er godt på vej, selv om vi har valgt en etapevis tilgang. Jeg takker Parlamentet og det spanske formandskab, idet jeg er overbevist om, at der vil blive gjort betydelige fremskridt for at opnå et Europa med retfærdighed i 2010.

  Formanden. – Tak, hr. kommissær. Jeg er sikker på, at der er mange uden for Parlamentet, der vil tilslutte sig Carlos Coelhos tak til Dem for Deres engagement og arbejde som kommissær i denne periode. Mange tak.

Forhandlingen er afsluttet.