Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 21. januar 2010 - Strasbourg

3.1. Angreb på de religiøse mindretal i Egypten og Malaysia

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om beslutningsforslaget om angreb på de religiøse mindretal i Egypten og Malaysia⁽¹⁾.

  Marietje Schaake, forslagsstiller. – (EN) Hr. formand! I ugen for den egyptiske ortodokse jul fandt der et angreb sted, hvor 20 koptiske egyptere blev dræbt og såret. Selv om angrebet kan ses som en forbrydelse udført af enkeltpersoner, nødvendiggør forskellige andre bekymrende episoder vores fortsatte opmærksomhed over for respekt for alle minoriteter i Egypten.

Vold og had kan ikke accepteres i en religions navn. Folk har en universel ret til religionsfrihed såvel som til frihed fra religion. Etnisk og religiøs mangfoldighed nødvendiggør et årvågent samfund, der kan forlige forskelligheder i åben debat, et samfund, hvor folk uanset baggrund eller overbevisning ved, at deres frihedsrettigheder er garanterede.

Et åbent samfund kan kun realiseres, når adskillelse mellem kirke og stat gennemføres i forfatningen og i hele regeringsapparatet. Sikkerhedsforanstaltninger må ikke være den eneste måde at håndtere et pluralistisk samfund på. På trods heraf har Egyptens været i undtagelsestilstand de sidste 28 år. Åben debat er måske den mest effektive medicin mod ekstremisme og vold. Derfor kan ytringsfrihed, både online og offline, ses som den egyptiske regerings bedste værktøj til at lette spændingerne i samfundet.

Og derfor er det meget svært at forstå og acceptere, at omkring 30 aktivister, politikere og bloggere er blevet anholdt af regeringsstyrker, mens de var på vej til den sydegyptiske by Nag Hammadi for at kondolere over for familierne til dem, der blev dræbt under den sekteriske vold. Anholdelserne er et særlig slående eksempel på det, der er blevet et mønster af indblanding i borgernes ytringsfrihed fra den egyptiske regerings side.

Der er noget helt galt, når folk behandles som kriminelle, blot fordi de forsøger at vise sympati og solidaritet med deres landsmænd. I alt for mange tilfælde bliver argumentet om opretholdelse af den offentlige ro og orden misbrugt. Siden 2008 har egypterne været ude af stand til at få hemmeligt telefonnummer, men kontrollen er ikke total. Nye regler er trådt i kraft, der pålægger brugere af wi-fi at betale for en forbindelse, og til dette formål skal de oplyse en e-mail-adresse, hvortil brugernavn og adgangskode kan sendes. På den måde kan regeringen aktivt kontrollere brugerne. Desuden er et lovforslag om regulering af nettet under forhandling i parlamentet. Det muliggør idømmelse af fængselsstraf for "offentliggørelse af multimedieindhold uden regeringens tilladelse."

Og det på trods af, at den egyptiske forfatning slår fast, at "ytringsfrihed eller meningsfrihed er garanteret. Enhver person har ret til at udtrykke sin mening og offentliggøre den mundtligt eller skriftligt eller med et fotografi eller på andre måder, der er i overensstemmelse med loven." Selvkritik og konstruktiv kritik er garantien for den nationale strukturs sikkerhed.

I lyset af de aktuelle sekteriske spændinger opfordrer jeg indtrængende den egyptiske regering til at afholde sig fra at indføre undtagelsesbestemmelser, der begrænser grundlæggende frihedsrettigheder. En passende reaktion på forbrydelser udført i en religions navn er helt på sin plads. Men det bør ikke bruges som undskyldning for at undertrykke hele befolkningen med love, der begrænser ytringsfriheden. Først når grundlæggende frihedsrettigheder beskyttes af forfatningen, og lovgivning på alle niveauer er fri, er der mulighed for et åbent samfund i Egypten. Den egyptiske regering bør lede sine borgere på vejen mod frihed, og Europa bør være landets stærkeste partner.

  Fiorello Provera, forslagsstiller. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Den beslutning, jeg har fremlagt, er en reaktion på nogle tragiske begivenheder, der fandt sted for nylig i Egypten og i andre lande – så sent som i går i Nigeria – og har til formål at gøre Parlamentet opmærksom på en mere og mere alvorlig og utålelig situation, nemlig at medlemmer af det kristne samfund bliver forfulgt og dræbt.

Beslutningen er ikke rettet mod den egyptiske regering, som har grebet ind for at sikre, at de ansvarlige bliver retsforfulgt. Det er derimod en lejlighed til at reflektere over et enormt og bekymrende emne. Hvert år bliver tusindvis af kristne dræbt rundt om i verden, i Vietnam, Nordkorea, Kina, Nigeria, Malaysia, og millioner af andre bliver dagligt forfulgt på alskens forskellige måder på grund af deres tro. Både antallet af angreb og den ondskabsfuldhed, hvormed de udføres, er stigende og mødes af tavshed eller ligegyldighed, og det er nødvendigt at gøre noget straks.

For det første må alle give tilsagn om at ændre det klima af religiøst had, der spreder sig, og tilskynde til tolerance over for og accept af mangfoldighed. Europa kender udmærket til tragedien ved krige, hvor katolikker og protestanter i århundreder har bekæmpet hinanden, for ikke at nævne jødeudryddelserne. Netop på grund af sin historie må Europa engagere sig på denne front.

Et andet initiativ kunne være at gennemgå nationale love, i hvilke vi finder bestemmelser, der forfølger kristne eller andre religiøse mindretal. Samarbejde med ikkestatslige organisationer kunne være vældig nyttigt i dette projekt, men der er også behov for årvågenhed for at sikre, at hvis der findes religionsfrihed, så håndhæves den også.

Denne forhandling kunne være en lejlighed til at fremlægge et udkast til en betænkning fra Parlamentet om religionsfrihed i verden.

  Mario Mauro, forslagsstiller. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Denne beslutning handler faktisk om religionsfrihed. Der er altså ikke tale om et identitetskorstog eller et forsøg på at skabe problemer for den ene eller den anden regering, men om en fordømmelse af, at folk den dag i dag dør, fordi de tror på Kristus, eller bliver udsat for diskrimination, fordi de ikke har samme tro som andre.

Derfor er alle de politiske grupper enige i, at der er et problem i forhold til religionsfrihed, og at det internationale samfund må gribe ind med alvor og beslutsomhed.

Derfor anmoder vi Rådet og Kommissionen og frem for alt den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender om at være særlig opmærksom på situationen for mindretal, herunder kristne mindretal, med henblik på at støtte og gennemføre initiativer, der har til formål at fremme dialog og respekt mellem samfund, og vi opfordrer indtrængende alle religiøse myndigheder til at tilskynde til tolerance og til at forhindre episoder baseret på had og voldsepisoder.

  Véronique De Keyser, forslagsstiller. – (FR) Hr. formand! Den episode, der fandt sted i Egypten, kunne utvivlsomt have fundet sted andre steder. En bil kører forbi døren til en koptisk kirke, og der affyres skud mod menneskemængden. Resultatet var syv døde (seks koptere og en politibetjent). De egyptiske myndigheder reagerer hurtigt. Den offentlige anklager beslutter, og jeg citerer, at de tre mistænkte for begivenhederne i Nag Hammadi skal stilles for statens særlige sikkerhedsdomstol, anklaget for overlagt mord.

I Malaysia er det navnet Allah, som de kristne og muslimske samfund skændes om, en strid, der resulterer i, at kirker endevendes og plyndres.

Disse nye historier, der kunne beskrives som banale, har følger andre steder, i hele verden, også i Europa. Den voksende religiøse intolerance og fanatisme bringer en grundlæggende frihedsrettighed i fare for alle, nemlig trosfriheden, uanset om man er religiøs eller agnostiker. Over hele verden begås der forbrydelser mod minoriteter, det være sig kristne, jødiske eller muslimske. Og over hele verden dræbes eller fængsles ikkereligiøse mænd og kvinder, fordi de ikke respekterer de ritualer, dogmer eller religiøse skikke, som de har løsrevet sig fra.

Som ikkereligiøs støtter jeg fuldt og fast denne beslutning, som er en opfordring til tolerance, ikke en stigmatisering af Egypten eller Malaysia. Men bortset fra de sager, der er blevet nævnt, vil jeg gerne påpege det ansvar, som påligger en stat, der er opmærksom på sine borgeres ret til ytringsfrihed. Jeg mener, at en verdslig stat i kraft af sin struktur er den bedste garanti for det rum, en trosmangfoldighed kræver. Det er i denne form, en stat bedst kan beskytte sine borgere og fremme dialogen mellem sine samfund.

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS
Næstformand

  Ryszard Antoni Legutko, forslagsstiller. – (EN) Hr. formand! Oplysningerne om vold mod kristne i Egypten og Malaysia udgør kun toppen af isbjerget. Der er tre ting, jeg gerne vil nævne.

For det første har kristne været udsat for brutal vold i mange af verdens lande, ikke kun to. For det andet er kristne blevet den absolut mest forfulgte religiøse gruppe i verden. Tallene er forbløffende – vi taler om millioner, ikke tusinder eller hundredtusinder. For det tredje har reaktionen fra europæiske samfund, europæiske regeringer og EU indtil videre været utilfredsstillende, nærmere bestemt forsagt, frygtsom, ubeslutsom, politisk korrekt, eller der har slet ingen reaktion været.

Vi må handle beslutsomt, ellers vil dem, der forfølger kristne, få det indtryk, at de har vores stiltiende velsignelse. Ønsker vi virkelig det?

  Heidi Hautala, forslagsstiller. – (FI) Hr. formand! Det er beklageligt, at der foregår så mange forskellige konflikter i verden under dække af religion. I denne forbindelse skal det siges, at der er vældig mange forskellige fundamentalistiske tendenser i verden i forbindelse med den kristne, islamiske og andre religioner. Personligt har jeg mødt færre af disse fundamentalistiske aspirationer hos buddhismen. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at Parlamentet vedtager en holdning, når denne form for voldelige episoder mellem religiøse grupper finder sted.

Jeg vil dog gerne sige, at Parlamentet i går blev gjort opmærksom på, at 33 menneskerettighedsforkæmpere var blevet vilkårligt anholdt, da de forsøgte at støtte de koptiske kristne, der omtales i beslutningen, og som var udsat for vold. Nu vil jeg gerne sige til de egyptiske myndigheder, at vi er nødt til at sikre, at folk ikke på denne måde forhindres i at forsvare andre. Vi må insistere på, at menneskerettighedsforkæmpere i andre situationer ikke bliver fængslet eller behandlet uretfærdigt. I dette tilfælde er det et ubestrideligt faktum, at disse 33 personer, der ville beskytte kopterne, blev behandlet umenneskeligt i fængslet. Deres ophold foregik under umenneskelige forhold.

Jeg håber, at Parlamentet i fremtiden altid vil være opmærksom på tilfælde af vold mod en religiøs gruppe og ikke kun koncentrere sig om forfølgelse af kristne.

(Bifald)

  Bernd Posselt, for PPE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Tunesien, Egypten og Malaysia har en lang tradition for tolerance. Det bevises af navne som Tunku Abdul Rahman, grundlægger af den uafhængige stat Malaysia, og præsident Sadat, hvis tale her i Parlamentet var som et magna carta for den kristne-islamiske sameksistens.

Og det er netop derfor, vi må støtte disse landes regeringer i deres kamp mod islamisk ekstremisme og antikristne angreb. Her i Europa har vi naturligvis som et primært kristent kontinent en særlig forpligtelse til at forsvare kristne i hele verden, for hvis vi ikke gør det, hvem gør så?

Men det her handler tydeligvis om selve religionsfriheden, og jeg vil f.eks. gerne takke den malaysiske regering for, at Hans Majestæt Yang di-Pertuan Agong og premierministeren gjorde deres holdning i sagen klar den 9. januar. Vi ønsker dem held og lykke i kampen for religiøs tolerance, som landet var og fortsat er et lysende eksempel på, og det er noget, som vi som partnere, der kan tale åbent om spørgsmål, som vedrører menneskerettighederne, må bevare i Egypten, Tunesien og Malaysia.

  Peter van Dalen, for ECR-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Religionsfrihed er et afgørende element i menneskerettighederne. Desværre oplever vi, at kristne har det særlig vanskeligt i mange lande, hvor den islamiske tro er dominerende. Det gælder bl.a. i Egypten. Koptiske ortodokse kristne, men også romersk-katolske og protestantiske kristne og jøder befinder sig i en institutionaliseret ugunstig situation i Egypten. F.eks. undertrykkes muslimer, der konverterer til kristendommen. Det sker bl.a. ved, at der bliver ved med at stå i deres identitetspapirer, at de er muslimer, fordi religiøst frafald er forbudt ved lov.

Nærmere bestemt inden for de sidste 10 til 20 år er volden mod koptere vokset enormt. Der er allerede rapporteret om over 100 angreb med tusinder af ofre. Efter min mening har den egyptiske regering en vattet holdning. Tre mænd er blevet anholdt, men generelt tolereres vold mod kristne. Jeg opfordrer Rådet og Kommissionen til at indlede en direkte dialog med Egypten om spørgsmålet for at sikre, at regeringen dér anlægger en anden tilgang. Hvis Kairo nægter det, mener jeg, at det skal have konsekvenser for vores bilaterale forhold til Egypten.

  Joe Higgins, for GUE/NGL-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Alle, som går ind for demokratiske rettigheder og religiøs ytringsfrihed, vil uden tøven fordømme mordet på kristne i Egypten og brandbombeangrebet mod kristne kirker i Malaysia. Vi bør også bemærke os det voksende antal angreb mod religiøse minoriteter i selve Europa og fordømme det i lige så høj grad.

I Malaysia har forskellige elementer i de økonomiske og herskende eliter længe anvendt del og hersk-taktikken langs racemæssige og religiøse linjer. Den nuværende regering under Den Nationale Front gør sig skyldig i hykleri i denne forbindelse, for mens den offentligt forkynder en "ét Malaysia"-politik, der påstås at være åben over for alle religioner og minoriteter, forsøger den i kulissen at afstive sin egen position hos flertallet, de muslimske malajer, ved hjælp af religiøse og racemæssige skel, som den gjorde i forbindelse med afgørelsen om "Allah".

Der er også enorme økonomiske skel i Malaysia. Det er det mest ulige samfund i Sydøstasien. Den nuværende regering regerer på grundlag af nepotistisk kapitalisme. Dette er resultatet, med udbredt udnyttelse på arbejdspladserne og stærkt indskrænkede fagforeningsrettigheder. Den bedste baggrund for religiøs frihed og demokrati i Egypten og Malaysia og andre steder er jo økonomisk retfærdighed og demokrati, hvor velstand og magt er i hænderne på det store flertal af arbejdere og fattige, ikke hos store selskaber og nepotistiske kapitalister.

  Daniël van der Stoep (NI). – (NL) Hr. formand! I går blev der indledt en forfærdelig politisk retssag i Nederlandene mod lederen af vores parti, Geert Wilders. Hr. Wilders retsforfølges som nederlandsk parlamentsmedlem og leder af Frihedspartiet i det nederlandske parlament for at udtrykke sin mening. Hr. Wilders forfølges af den venstreorienterede elite, fordi han advarer Nederlandene, Europa og verden om en fascistisk ideologi, der kaldes islam. Det er en uhyrlig skandale!

Islamificeringen af Nederlandene og Europa truer Europas jødisk-kristne og humanistiske kultur, og mens mange, herunder Parlamentet, står på hovedet for at tillade en tsunami af islamificering at skylle hen over dem, kæmper Frihedspartiet for den europæiske kultur. De barbariske handlinger, der har fundet sted i Malaysia, Egypten og mange andre steder rundt om i verden, f.eks. så sent som denne uge i Nigeria, er resultatet af den intolerante og fascistiske ideologi, der kaldes islam. I islamiske lande bliver ikkemuslimer systematisk ydmyget og myrdet. Begivenhederne i Malaysia og Egypten kan ikke betragtes som isolerede episoder, men udspringer af en ideologi, der forlanger respekt, men ikke selv udviser det. Parlamentet kan sikre, at disse forfærdelige begivenheder aldrig vil finde sted i Europa ved sammen med Frihedspartiet at tage kampen op mod islamificeringen af Europa. Det opfordrer vi Dem alle til at gøre.

  Filip Kaczmarek (PPE). – (PL) Hr. formand! Her i Parlamentet taler vi ofte om forskellige fobier og deres skadelige sociale virkninger. Jeg tænker på fremmedhad og homofobi. Desværre er listen over fobier længere end som så. Der findes også et fænomen, der kaldes "kristofobi" – angst for kristendommen. Ligesom med andre fobier er de sociale følger også skadelige og nogle gange tragiske, og det er præcis derfor, vi bør drøfte de tilfælde af krænkelser af kristnes rettigheder, der finder sted forskellige steder i verden.

Vi drøfter tilfælde, der involverer tilhængere af andre religioner og endda folk, der ikke er tilhængere af nogen religion. Kristne bør heller ikke berøves vores opmærksomhed. Vi gør det, fordi religionsfrihed er en af EU's grundlæggende værdier. Det er netop derfor, vi fordømmer og altid vil fordømme enhver form for vold, diskrimination og intolerance over for ledere og tilhængere af enhver religion. Vold, der begås på grund af ofrets tro, er afskyelig, og der er ingen tvivl om, at det fortjener vores kritik.

  Konrad Szymański (ECR). – (PL) Hr. formand! Religionsfrihed er en rettighed, der har været anerkendt i internationale og europæiske konventioner om menneskerettigheder i over 50 år. Samtidig har vi i mange år stået over for en voksende bølge af religiøst had, som oftest har ramt kristne i hele verden. Den antikristne kommunismes plads er i dag hovedsageligt overtaget af militant islam. I Egypten og Malaysia garanterer forfatningerne religionsfrihed, men på grund af pres fra radikale islamiske kredse beskyttes kristnes religionsfrihed ikke i tilstrækkelig grad af de to landes regeringer.

EU, som har nye udenrigspolitiske instrumenter til rådighed, må i højere grad blande sig og kæmpe imod kristofobien, der er årsag til overfald, plyndringer og drab. Det er kun ideologiske fordomme, der får EU til at tøve. Vores troværdighed er på spil.

  Bogusław Sonik (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne støtte min kollega hr. Proveras idé om, at der bør udarbejdes en betænkning om religionsfrihed. Jeg vil gerne minde alle om, at hr. Mauro og jeg i sidste valgperiode fremlagde et forslag om at udarbejde en betænkning om situationen for kristne i lande, hvor de er i mindretal, i lande, hvor islam er den dominerende religion. Desværre vedtog Præsidiet ikke forslaget, men måske ville det være umagen værd at skrive sådan en betænkning. Nu fremsætter jeg samme forslag igen.

Den beslutning, vi vedtager i dag, skulle sende et klart budskab. Det koptiske mindretal udgør 10 % af Egyptens befolkning, men selv om det kun var 0,5 %, er det Parlamentets pligt at reagere, især i en situation, hvor menneskerettighederne krænkes så voldsomt.

Jeg har læst brevet fra formanden for Folkeforsamlingen til hr. Buzek omhyggeligt. I brevet forsikrer han om, at de begivenheder, jeg har omtalt, er isolerede hændelser. Det har jeg svært ved at tro. Kopterne har været forfulgt i Egypten i årevis. Lad os denne gang forsøge at sikre, at vores hjælp til denne undertrykte minoritet ikke ender med tomme erklæringer.

  Ryszard Czarnecki (ECR). – (PL) Hr. formand! Det er ikke kun Egypten, og det er ikke kun Malaysia, men også Sudan, Nigeria og mange andre lande i Afrika, mange lande i Asien og mange samfund, der behandler kristne som et nødvendigt onde og nogle gange som en fjende. Lad os ikke skjule disse kendsgerninger, lad os ikke opføre os som en struds, der gemmer hovedet i sandet. Det er et reelt problem, og Parlamentet for et kristent Europa, kristne traditioner og en kristen arv må tale om det.

Men vi bør også have dårlig samvittighed. For et øjeblik siden talte det medlem, der havde ordet før mig, med rette om Parlamentets undladelsessynder i sidste valgperiode. Jeg kan huske forhandlingen for et par uger siden, hvor vi med rette fordømte angrebene mod og undertrykkelsen af det muslimske uygur-mindretal i Kina. Men på det tidspunkt afviste visse politiske grupper ændringsforslag, der havde til formål at fremhæve, at kristne også lider i Kina og er ofre for diskrimination. Vi må ikke acceptere en situation, hvor vi forsvarer nogle religiøse mindretal, men forsvarer andre mindre eller slet ikke.

  Eija-Riitta Korhola (PPE). – (FI) Hr. formand! Vi har hørt bekymrende nyt fra flere sider om forbrydelser mod kristne i Egypten og Malaysia. Hvad angår Malaysia, vil jeg gerne starte med at sige, at vi er dybt bekymrede over angrebene mod kirker i det, der traditionelt har været et tolerant og moderat land.

For det andet vil jeg nævne det eksemplariske arbejde, islamiske ikkestatslige organisationer har udført for at fremme religiøs tolerance. Den malaysiske premierministers udtalelser om brugen af navnet Allah udløste offentlige mishagsytringer mod kristne samfund. Islamiske ikkestatslige organisationers eksemplariske holdning og en kompromisløs offentlig indstilling til premierministerens udtalelser har ikke desto mindre fået situationen til at falde til ro. Det er beklageligt, at vi ikke inddrog det i vores beslutning, for efter min mening er vi alt for sjældent opmærksom på positive situationer. Bør muslimer ikke også roses, når der er grund til det?

Religiøs tolerance skal fremmes både af dem, der har den politiske magt, og på græsrodsniveau. Det er lige så vigtigt at indse, at der er sket fejl, som det er at anerkende fremskridt og tilbyde at støtte det.

  Dominique Baudis (PPE). – (FR) Hr. formand! Handlinger udført af fanatiske forbrydere, der har dræbt kristne i Egypten, må ikke tilskrives en hel befolkning og dens regering. Det ville være uretfærdigt at drage Egypten og egypterne til ansvar for denne forfærdelige massakre, som gerningsmændene vil blive stillet for retten for.

Vi må ikke blande én forbryders handlinger sammen med et helt lands politik! Lad os ikke sætte en hel befolkning i bås med fanatikere. Sluttelig, når vi forsøger at stille os imellem de koptiske kristne og deres muslimske landsmænd, kaster vi benzin på ekstremisternes bål, for de ønsker at fremstille østlige kristne som agenter for Vesten.

  László Tőkés (PPE). – (HU) Hr. formand! Det er netop kommet frem, at det egyptiske regime for et par dage siden anholdt flere aktivister, der kæmper for kopternes rettigheder, mens de var på vej til det sted, hvor forbrydelserne fandt sted ved bebyggelsen Nag Hammadi. Der ville de forsvare og støtte de koptiske kristne samfund, som havde oplevet, at flere af deres medlemmer var blevet dræbt juledag. De egyptiske myndigheder, som er partiske til fordel for det muslimske flertal, forsøger at nedtone de voldelige handlinger, der blev begået mod det koptiske mindretal, og blokerer nu de kristnes lovlige selvforsvar med deres diskriminerende partiskhed til fordel for den ene side. Det har USA's regering kritiseret i utvetydige vendinger. Når vi ved, at de koptiske kristne, der betragtes som indfødte egyptere, i over 1 500 år ofte har været ofre for grufuld undertrykkelse, må EU forsvare dem med endnu større kraft og tydelighed, end det gør i øjeblikket.

  Anna Záborská (PPE). – (SK) Hr. formand! Tak, fordi De igen gør opmærksom på krænkelserne af religionsfriheden i visse lande ligesom tilbage i 2007 og 2008. Jeg gad vide, om det er EU's svaghed eller ligegyldighed, der forhindrer det i at være en mere konsekvent fortaler for overholdelse af menneskerettighederne i området? Vi bliver ved med at høre de samme klager og foreslå de samme foranstaltninger.

Egypten og Malaysia hører til de lande, hvor kristne lever under ekstremt farlige forhold. De risikerer forfølgelse og at blive smidt ud af deres hjem, bortført og dræbt, og deres kirker bliver lukket. Det sker fra Maghreblandene til Iran, i Indien, Kina, Pakistan og mange andre lande. De kristne bliver som regel forfulgt af ekstremistiske grupper. Men det udgør en fare for alle kristne, jøder og muslimer. Jeg opfordrer til, at EU's repræsentanter og Parlamentets delegationer benytter sig af enhver lejlighed til at forbedre dialogen, den religiøse tolerance og respekten samt forskellige kulturers sameksistens.

  Mitro Repo (S&D). – (FI) Hr. formand! Jeg er særlig bekymret over situationen i Egypten på grund af den historiske, etniske og politiske baggrund, der er knyttet til den. Faktisk udgør de koptiske kristne stadig en betydelig minoritet. Omkring 10 % af Egyptens befolkning, otte millioner mennesker, er koptiske kristne, og det er netop derfor, de er en tidligere majoritet. Det er de stolte af, og det samme er de af deres orientalske kristne tradition. Derfor var den provokation, der fandt sted under julehøjtideligheden i januar, særlig åbenlys og overlagt. Desuden er mange koptere med vold blevet presset til at ændre tro, og der har været eksempler på voldtægt og andre forbrydelser.

Situationen i Egypten er et meget slemt eksempel for andre lande, hvor der er risiko for samme form for hævnspiral, og det er præcis derfor, EU er nødt til at være årvågen og gribe ind øjeblikkeligt, når der er problemer, og understrege vigtigheden af fredelig dialog mellem religiøse grupper.

  Ivo Vajgl (ALDE). – (SL) Hr. formand! Når der finder et mord sted, især et religiøst motiveret et, er der ikke meget, vi kan gøre, ud over naturligvis at væmmes og fordømme det.

Men denne nye episode og denne nye forbrydelse i Mellemøsten er faktisk tegn på en overordnet udvikling og vedvarende intolerance over for religionsfrihed og manglende respekt over for dem, der er anderledes. Det vil sige, at man kan opleve manglende respekt for religiøse værdier fra mange sider.

Årsagen til, at Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa har foreslået, at denne forhandling skulle udsættes, eller snarere at forhandlingen om respekt for menneskerettigheder og religionsfrihed i Egypten og Malaysia skulle afholdes separat, er, at vi er nødt til at gribe sagen an med en hel del takt og behandle hvert land for sig. Egypten er bestemt ikke et af de værste eksempler på religiøs intolerance, tværtimod.

  Charles Tannock (ECR). – (EN) Hr. formand! Den muslimske verden har beklageligvis oplevet en generelt mere og mere militant religiøs holdning til interne ikkemuslimske grupper, hvilket især og som oftest vil sige kristne.

Kopterne, der repræsenterer en af verdens ældste kristne kirker, har en stor diaspora i London, som jeg repræsenterer. Deres ledere er kommet til mig og har klaget over en beklagelig forværring i situationen i Egypten, organiseret af Det Muslimske Broderskab. Selv om præsident Mubaraks regering har gjort sit bedste for at beskytte dem, er tingene blevet værre.

Vi har været vidner til en lignende historie med de assyriske kristne i Irak og de kristne i Palæstina og Pakistan, og nu kan vi for første gang endda opleve det i Malaysia.

Parlamentet har – efter min mening alt for længe – ignoreret kristne mindretals rettigheder i resten af verden, men de håber på beskyttelse fra EU og USA. Derfor hilser jeg beslutningen velkommen.

  Gerard Batten (EFD). – (EN) Hr. formand! Forfølgelsen af kristne og andre religiøse mindretal vokser i de islamiske lande. Kristne, der har boet i lande som Egypten og Middelhavsområdet i næsten 2 000 år, udsættes i stigende grad for forfølgelse og fordrivelse fra deres forfædres hjemland. Det skyldes de intolerante fundamentalisters og den ekstremistiske islamistiske ideologi, islamfascismens, voksende styrke.

De vestlige medier beskæftiger sig uhyre sjældent med forfølgelsen af kristne mindretal og andre. Medierne bør ikke kun berette om forfølgelsen, når den finder sted; de bør også forklare den brede offentlighed om årsagerne til den. De bør forklare, hvem der gør det – nemlig muslimske fanatikere – og hvorfor de gør det: på grund af den islamiske ideologis intolerante og voldelige brudlinjer.

Demokratiske regeringer i hele verden bør lægge maksimalt diplomatisk pres på lande som Egypten for at sætte en stopper for denne utålelige forfølgelse.

  Neelie Kroes, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Kommissionen er dybt rystet og trist over begivenhederne på den koptiske juleaften i Nag Hammadi i det sydlige Egypten, hvor syv koptere og en muslimsk politibetjent blev dræbt under en såkaldt "drive-by-shooting".

Vi ved med sikkerhed, at myndighederne gjorde en hurtig indsats for at finde og arrestere de mistænkte for denne frygtelige forbrydelse, og en grundig undersøgelse og en hurtig retsforfølgning vil sende et klart signal om, at vold baseret på religiøs indflydelse er uacceptabel i det egyptiske samfund.

Egyptens forfatning sikrer tros- og religionsfrihed. Vi hører imidlertid om klager over forskelsbehandling af kopterne og andre religiøse mindretal som f.eks. Bahá’í-samfundet på arbejdspladser og i retssystemet. Vi er opmærksomme på de problemer, som adskillige kristne konvertitter som f.eks. Maher El-Gohary og Mohammed Hegazy oplever med egyptiske domstole. Vi tog disse emner op i vores regelmæssige politiske dialog med Egypten.

Vi kan forstå, at regeringen forsøger at se på nogle af kopternes klagepunkter – f.eks. ved at fjerne de hindringer, der forsinker og begrænser opbygningen og indretningen af kirker. Vi glæder os over og ansporer til sådanne tiltag og opfordrer regeringen til at finde og løse de primære årsager til religiøse spændinger i det egyptiske samfund samt til at standse alle former for forskelsbehandling af folk fra andre religioner.

Hærværket mod kirker i Malaysia efter en højesteretsafgørelse vedrørende brugen af ordet "Allah" giver anledning til alvorlig bekymring. Både regeringen og oppositionen – inklusive det Panmalaysiske Islamiske Parti og 130 muslimske ngo'er – har på det stærkeste fordømt disse angreb. Regeringen har øget sikkerhedsforanstaltningerne for at sikre alle de steder, hvor der foregår gudsdyrkelse, og den har også bekræftet sit tilsagn om at beskytte Malaysias sociale og religiøse harmoni samt tradition for religiøs og etnisk mangfoldighed.

Ifølge den malaysiske føderale forfatning er islam føderationens religion, men andre religioner kan praktiseres i fred og harmoni alle steder i føderationen.

Vi opfordrer myndighederne til snarest muligt at indlede en altomfattende tværreligiøs dialog med alle religiøse overbevisninger for at fremme den gensidige forståelse, så Malaysia fortsat kan udvikle sig fredeligt i etnisk og social harmoni. I denne henseende har det malaysiske indenrigsministerium et særligt ansvar for at forklare befolkningen, hvad der står på spil.

Vi fordømmer på det stærkeste alle former for religiøst betinget intolerant adfærd over for enhver person, uanset hvor de måtte forekomme. Desværre er intet land immunt over for dette. Vi opfordrer de offentlige myndigheder til fuldt ud at beskytte alle religiøse samfund inklusive kristne mod forskelsbehandling og undertrykkelse.

Kommissionen giver høj prioritet til religions- eller trosfrihed som centrale principper i EU's menneskerettighedspolitik ved at rejse spørgsmålet i politisk dialog med lande, hvor problemet varer ved, ved at støtte lokale menneskerettighedsprojekter og ved aktivt at fremme religions- eller trosfrihed i FN-fora.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Carlo Casini (PPE), skriftlig. – (IT) Ved at stemme for det fælles beslutningsforslag fremhæver jeg den meget alvorlige vold i Malaysia som svar på et rent nominalistisk emne.

Det er helt sikkert, at både kristne og muslimer kun tror på én Gud, der i lige høj grad er Gud for alle mennesker, troende såvel som ikketroende. Det faktum, at Gud kaldes forskellige ting, er helt klart mindre væsentligt. At påstå, at den muslimske Gud kun er muslimsk og derfor kun kan påkaldes af muslimer ved hjælp af et traditionelt muslimsk navn, svarer til en tilbagevenden til det nedarvede og tribale synspunkt om, at der er én Gud for hver gruppe af mennesker. Det strider med andre ord mod den monoteistiske tanke, der gør universelle religioner som kristendom og islam til store religioner, der er tæt på folk i modsætning til afgudsdyrkelse og polyteisme.

Lige så alvorlig er forfølgelsen af kopterne i Egypten. Det var på Middelhavets kyster, at monoteistiske religioner, der hævder at være, og som rent faktisk er, kræfter til fremme af broderskab og fred, blev født. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at det netop er ved Middelhavets kyster – i Jerusalem, der er en hellig by for dem, der tror på Gud, Allah og Jehova – at man finder det primære udklækningssted for konflikter.

Det er netop Egypten, der er det mest magtfulde land i området, hvor kristne og muslimer skal leve i fredelig sameksistens for at spille en fredsskabende rolle i hele det sydlige Middelhavsområde.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg støtter det fælles beslutningsforslag om de seneste angreb på kristne trossamfund, fordi det stærkt fordømmer alle former for vold, forskelsbehandling og intolerance baseret på religion eller tro. Jeg finder det helt afgørende at støtte alle initiativer, der har til formål at fremme dialog og gensidig respekt mellem forskellige grupper, og som skal beskytte grundlæggende rettigheder som f.eks. tanke-, tros- og religionsfrihed.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Mænd og kvinder i hele verden lider fortsat under de mest brutale former for forfølgelse, simpelthen fordi de tror på Gud på samme måde, som han agtes og æres fra Atlanterhavet til Uralbjergene. Efter erklæringer fra bl.a. Kina, Indien, Irak, Pakistan, Tyrkiet og Vietnam fordømte Parlamentet i dag chikanerierne af kristne i Egypten og Malaysia.

Europa betragter alt dette med relativ ligegyldighed. Der er tilmed nogle, der forsvarer den manglende handling med respekten for andre folks kultur og trosfrihed. Europas tavshed i dette spørgsmål – der er helt overraskende i en region, hvis oprindelse, kultur og traditioner er besjælet af den kristne tro – truer med at blive øredøvende ...

Det minder mig om kommentaren fra Bolognas kardinale ærkebiskop til tidligere forfølgelser – der meget rammende illustrerer tidens ånd – hvor han bemærkede, at folk er mere tilbøjelige til at bekymre sig om isbjørnenes skæbne end om de tusindvis af kristne, der lever et truet liv.

  Jacek Olgierd Kurski (ECR), skriftlig. – (PL) Det nye år, 2010, er startet med blodige forfølgelser af kristne i mange dele af verden. Europa-Parlamentet kan ikke forholde sig passivt over for disse forbrydelser og voldshandlinger. Situationen for de kristne er lige så dramatisk i lande, der ikke nævnes i dagens beslutning – f.eks. Nordkorea, Irak, Indien og Sudan. Der er et stigende antal angreb på katolikker i Vietnam. Som medlem fra Polen, der har en rodfæstet kristen tradition samt en lang tradition for fredelig sameksistens mellem mange forskellige religiøse samfund, vil jeg gerne udtrykke min solidaritet med ofrenes familier. De egyptiske og malaysiske myndigheder skal give de kristne samt medlemmerne af andre religiøse mindretal og trossamfund muligheden for at nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder eller blive mødt af sanktioner fra EU. Derfor skal vi tilslutte os beslutningen om de seneste angreb på kristne trossamfund.

  Csaba Sógor (PPE), skriftlig. – (HU) De nylige angreb på kristne trossamfund i Egypten og Malaysia kan betragtes ud fra to forskellige perspektiver. For det første skal vi understrege, at EU som et samfund af europæiske stater, der har opnået en høj grad af demokratisering og retssikkerhed, i menneskerettighedernes, minoritetsrettighedernes og den religiøse tolerances ånd ikke tavst må forbigå sådanne hændelser, uanset hvor i verden de måtte forekomme. Vi skal gøre det klart over for de regeringer, der ønsker at fortsætte de gode forbindelser med os, at Europa kræver af sine partnere, at de respekterer de alment accepterede universelle menneskerettighedsnormer, og at den fremtidige udvikling af forbindelserne kan påvirkes af problemer med menneskerettighederne. Samtidig skal vi ikke glemme de menneskerettighedskrænkelser, der finder sted på EU's område.

I nogle tilfælde skal den religiøse tolerance samt menneske- og minoritetsrettigheder – inklusive rettighederne for medlemmer af mindretalskirker – også udvikles yderligere i EU's medlemsstater. Hvis EU vil være et eksempel for verden, kan det ikke tillade, at nogen på dets område forskelsbehandles på grund af vedkommendes religiøse overbevisning, etniske oprindelse eller medlemskab af et nationalt mindretal. Vi kan se, at den gældende lovgivning i Egypten også sikrer religionsfrihed, men at kristne oplever, at det modsatte er tilfældet. Vi kan desværre også finde lignende eksempler på uoverensstemmelser mellem loven og gældende praksis i EU's medlemsstater.

(1) Se protokollen.