Kinga Göncz, ordfører. − (HU) Hr. formand! Jeg vil blot sige et par ord. Jeg vil på den ene side gerne takke for den opbakning, jeg har fået fra skyggeordførerne under disse meget barske forhandlinger, for udvalgets opbakning og navnlig for det spanske formandskabs opbakning. Da forhandlingerne gik i stå, fik det spanske formandskab forhandlingerne tilbage på sporet i begyndelsen af året.
Kompromiset går i alt væsentligt ud på, at Rådet godkendte teksten vedrørende mikrofinansieringsfaciliteten, som Parlamentet vedtog ved førstebehandlingen, hvilket var vigtigt af hensyn til en hurtig iværksættelse. Den anden vigtige del af kompromiset er, at der overføres 60 mio. EUR fra Progressprogrammet og 40 mio. EUR fra margenen, og at bevillingerne til Progressprogrammet kan forøges på ny med maksimalt 20 mio. EUR efter henstilling fra Kommissionen. Jeg vil gerne bede Rådet om at læse meddelelsen om dette spørgsmål, og det er vigtigt at offentliggøre denne, når aftalen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.
Vi vil få rådighed over et meget vigtigt kriseforvaltningsredskab. Jeg vil gerne bede alle om at medvirke til at sikre, at medlemsstaternes informeres herom, således at flere dårligt stillede personer kan anvende dette instrument til at starte virksomheder. Jeg lover på udvalgets og egne vegne at jeg vil overvåge programmets iværksættelse og den efterfølgende drift. Vi håber virkelig, at det bliver en succes.
Viviane Reding, næstformand i Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Jeg tror, at det er vigtigt, at jeg på vegne af Kommissionen fremsætter følgende erklæring, som Parlamentet har anmodet om.
Det finansielle bidrag fra EU-budgettet til faciliteten for perioden 1. januar 2010 – 31. december 2013 er blevet fastsat til 100 mio. EUR, der delvis skal finansieres via en reduktion af bevillingerne til Progressprogrammet på 60 mio. EUR. Ved fremlæggelsen af Kommissionens budgetforslag vil Kommissionen sikre, at der er en tilstrækkelig utildelt margen under udgiftsloftet for udgiftsområde 1 a, således at budgetmyndigheden – Rådet og Parlamentet – kan beslutte at øge bevillingerne til Progressprogrammet med maksimalt 20 mio. EUR i perioden 2011-2013 i overensstemmelse med punkt 37 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning.