Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 24. februar 2010 - Bruxelles

13. EU 2020 – Opfølgning af Det Europæiske Råds uformelle møde den 11. februar 2010 (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling om redegørelse fra Rådet og Kommissionen om EU 2020 – Opfølgning af Det Europæiske Råds uformelle møde den 11. februar 2010.

  Formanden. – Hr. Van Rompuy! Da dette er Deres første tale i Parlamentets plenarforsamling, er vi blevet enige om at give Dem lidt ekstra tid. Hr. Van Rompuy ønsker her i starten af sin mandatperiode at forelægge sit syn på andre spørgsmål, institutionelle spørgsmål, for Parlamentet. Ville De kunne klare Dem med 15-20 minutter?

  Herman Van Rompuy, formand for Det Europæiske Råd. – (EN) Hr. formand! Det glæder mig at have lejlighed til at deltage i en forhandling sammen med Dem, ikke kun for at redegøre for stats- og regeringschefernes uformelle møde for to uger siden – det var trods alt et uformelt møde uden nogen formelle konklusioner at redegøre for – men også for at benytte lejligheden til at mødes med Dem tidligt i min mandatperiode. Hvis jeg havde afventet den første formelle lejlighed til at redegøre for et møde i Det Europæiske Råd, nemlig mødet i slutningen af marts, ville jeg ikke være mødt op i Parlamentet før i slutningen af april, ca. fem måneder efter min udnævnelse til formand for Det Europæiske Råd. Lad mig derfor benytte lejligheden til at forklare, hvordan jeg betragter min rolle og opgave. Det vil jeg bruge et par minutter på, så det ikke bliver nødvendigt at vende tilbage til det ved senere lejligheder.

Der har naturligvis altid været en formand for Det Europæiske Råd, men det er ikke det samme som en "præsident for EU", som nogle medier taler om. Så hvad har ændret sig? Tre små ting, som dog tilsammen og over tid vil kunne gøre en betydelig forskel.

For det første er der kontinuiteten. Tidligere fik vi en ny formand hver sjette måned, dvs. efter hvert andet eller tredje møde. Mulighederne for at udvikle en langsigtet strategi var ringe. Vores partnere i tredjelande var forvirrede over at skulle møde en ny regeringschef, hver gang de deltog i et topmøde med EU. Større kontinuitet er afgørende for at kunne opbygge forbindelser og udføre en seriøs opgave.

For det andet er der postens karakter af et fuldtidsjob. Tidligere formænd har samtidig skullet lede deres nationale regering. Det betød i bedste fald, at de kun i halvdelen af tiden kunne beskæftige sig med EU-anliggender. Ved at gøre varetagelsen af formandsposten i Det Europæiske Råd og dermed forbundne opgaver, bl.a. den eksterne repræsentation, til et fuldtidsjob, har Det Europæiske Råd nu fået bedre mulighed for at udfylde sin rolle i det europæiske institutionelle system.

For det tredje vil stats- og regeringscheferne nu vælge den person, som, de ønsker, skal varetage denne post, i stedet for at det sker vilkårligt på grundlag af et tilfældigt rotationssystem. Jeg håber også, at dette varsler godt for den opbakning, som formanden kan regne med.

Disse tre ændringer er alle pragmatiske forbedringer af den tidligere institutionelle struktur, men set i lyset af at Det Europæiske Råd samtidig bliver en selvstændig institution, får det bedre mulighed for at udføre sin opgave i henhold til traktaterne, nemlig at fastlægge EU's "overordnede politiske retningslinjer og prioriteter".

Nogle iagttagere har tillagt denne rolle væsentlig større betydning, andre mindre. Nogle mener på den ene side, at formanden for Det Europæiske Råd er en form for "præsident" og kan sammenlignes med en udøvende regeringschef i eksempelvis Frankrig. Andre betragter på den anden side alene formanden som en mødeleder i forbindelse med regeringschefernes møder. Formanden er i virkeligheden ingen af delene. Formanden er bestemt ikke en præsident med egen udøvende magt. Den siddende formand skal give udtryk for stats- og regeringschefernes fælles holdninger. Der er på den anden side ikke kun tale om en mødeleder, der giver ordet til de forskellige medlemmer af Det Europæiske Råd på dets møder. Den opgave, som består i at forberede og følge op på møderne, repræsentere EU udadtil – f.eks. sammen med kommissionsformanden ved G20-topmødet – og være en forbindelse mellem de nationale hovedstæder og institutioner, rækker tydeligvis ud over opgaven med blot at lede møder.

Den faste formands opgave er at styrke den fælles kurs: intet mere, intet mindre. Hvor er vi på vej hen? Hvordan skal vi stille os over for vores naboer? Hvem er vores vigtigste strategiske partnere i verden? Hvor ønsker vi at være om 10 eller 20 år? Disse er alle afgørende spørgsmål.

Med hensyn til min forbindelse til Parlamentet er traktaten ret kortfattet og fastlægger blot, at jeg skal forelægge Dem en rapport "efter hvert møde i Det Europæiske Råd". Det betyder mindst fire gange om året, og de fleste år nok snarere fem eller seks gange, og kan i fremtiden nå op på ti gange. Der vil ikke gå længe, før mange af Dem vil være trætte af at se mig! Jeg vil fortsat fremme anden almindelig kontakt med medlemmerne af Parlamentet, f.eks. øge antallet af de møder, som jeg er begyndt at holde med gruppelederne, og mine månedlige møder med formanden for Parlamentet.

Min rolle må bestemt ikke forveksles med kommissionsformandens rolle. Hr. Barroso leder en udøvende myndighed, som er valgt af og er ansvarlig over for Parlamentet. Kommissionen fremsætter lovgivnings- og budgetforslag for Dem, hvilket jeg ikke gør. Kommissionsformanden har tæt daglig kontakt med Parlamentet, ikke mindst i forbindelse med arbejdet med disse lovgivnings- og budgetforslag. Min opgave er snarere at sørge for, at stats- og regeringscheferne sammen kan blive enige om en overordnet strategi for EU, både med hensyn til EU's interne udvikling og med hensyn til EU's eksterne forbindelser. Jeg holder et ugentligt møde med hr. Barroso. Vi er begge yderst opmærksomme på behovet for at undgå kompetencekonflikter eller misforståelser med hensyn til, hvem der er ansvarlig for hvad. Offentligheden og tredjelande kan muligvis have vanskeligt ved at forstå forskellen mellem kommissionsformanden og formanden for Det Europæiske Råd. Jeg er dog helt sikker på, at vi er på rette spor.

Det er i den forbindelse også vigtigt at huske på, at jeg er formand for Det Europæiske Råd, ikke for Ministerrådet. Det er to forskellige institutioner. Det almindelige Råd, som sammen med Parlamentet udgør den lovgivende magt, vil fortsat være ledet af et formandskab, som hver sjette måned går på skift mellem medlemsstaterne. Det er kun på udenrigsområdet, hvor den udøvende magt er koordineret, at Rådet har en fast formand i skikkelse af Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen og højtstående repræsentant for udenrigsanliggender.

Jeg tager her et sidespring for at rose Catherine Ashtons arbejde. Hun står over for adskillige udfordringer på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område og i forbindelse med oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og fortjener vores opbakning. Det bliver mit privilegium at arbejde tæt sammen med hende om at repræsentere EU udadtil.

Lad mig sige nogle få ord om selve Det Europæiske Råd.

Det første formelle møde under mit formandskab finder sted i slutningen af næste måned. Stats- og regeringschefernes uformelle sammenkomst tidligere på måneden i Solvay-biblioteket nogle få hundrede meter herfra var imidlertid udbytterig. Hvad enten det skyldtes bibliotekets mere intime omgivelser eller den fysiske beliggenhed i nærheden af Parlamentet, var vores drøftelser frugtbare.

Jeg kan som sagt ikke redegøre for nogen formelle konklusioner, da der var tale om et uformelt møde. Jeg kan allerhøjest dele min egen personlige udlægning af drøftelserne med Dem. Denne udlægning har jeg fremsat i et brev til medlemmerne af Det Europæiske Råd, og jeg ved, at det er blevet rundsendt i Parlamentet. Min hensigt med dette uformelle møde var at forberede vores kommende drøftelser om, hvordan vi forbedrer Europas økonomiske resultater, i takt med at vi kommer ud af den aktuelle økonomiske krise. Vi skal bl.a. se på vores mål og ambitioner – og vi har i den forbindelse en meget nyttig rapport fra kommissionsformand Barroso – men vi skal også se på, hvordan vi kan forbedre vores håndtering af disse spørgsmål. En af de vigtigste opgaver, som EU står over for, er at finde ud af, hvordan vi styrer vores integrerede europæiske økonomi – verdens største marked – så vi kan forbedre vores økonomiske resultater.

Da vi første gang udvekslede synspunkter om dette, så vi på, hvordan vi fastsætter mål, hvordan vi følger op på dem, og hvordan vi evaluerer resultater. Det handler i store træk om at koordinere udøvelsen af de nationale kompetencer, samtidig med at vi gør fuld brug af EU's kompetencer og tilgængelige instrumenter. Det er derfor en opgave, som er særdeles velegnet for Det Europæiske Råd. På mødet i Solvay-biblioteket blev alle medlemmer af Det Europæiske Råd enige om, at vi har behov for en bedre og mere målrettet økonomisk koordinering i EU, både i forhold til den makroøkonomiske politik – navnlig i euroområdet – og den mikroøkonomiske politik. En stor del af dette er meget teknisk, men lad os blot holde fast i tanken om at reducere antallet af fælles økonomiske mål og koncentrere os om fire eller fem. Disse mål bør være målbare og kunne opdeles i nationalt fastsatte mål. Der er ingen fornuft i at have resultattavler for eksempelvis 65 forskellige datasæt.

Alle medlemmer af Det Europæiske Råd er desuden villige til at påtage sig et større ansvar i en fælles europæisk strategi for vækst og beskæftigelse. Et sådant personligt engagement er uundværligt, og vi er nødt til at omsætte vores anbefalinger på papir til reelle forpligtelser. Det glædede mig, at alle rundt om bordet delte denne ambition. Uanset om man kalder det bedre koordinering, bedre forvaltning eller sågar bedre økonomistyring, er nøglen den fælles indsats for at skabe resultater.

Vi drøftede også kort, hvordan vi kan forbedre gennemførelsen af EU's tiltag i forbindelse med genopbygningen af Haiti. Vi ønsker at gå videre med denne drøftelse og sikre en bedre anvendelse af traktatens artikel 214 om koordinering af humanitær bistand. Vi vil på næste møde i Det Europæiske Råd fortsætte drøftelserne om, hvordan EU strategisk bør reagere på klimakonferencen i København. Vi drøftede naturligvis også – om end uventet – situationen i Grækenland. Jeg påtog mig at sørge for, at der blev taget hånd om dette inden for EU's institutionelle ramme og ikke uden for den, og at den indgåede aftale blev godkendt af alle 27 stats- og regeringschefer samt kommissionsformanden og chefen for Den Europæiske Centralbank. Denne grad af enighed vidnede om Grækenlands accept af sit ansvar for at nedbringe sit underskud på en troværdig måde og om vores solidaritet med Grækenland, hvis det bliver nødvendigt. Jeg ser meget frem til at høre Deres holdning til alle disse spørgsmål, ikke mindst til, hvordan vi kan imødegå alle de udfordringer, som EU står over for.

Jeg kan forsikre Dem om, at jeg har ét overordnet mål for de kommende år, og det er at sørge for, at EU kan blive stærk nok internt til, at vi kan fastholde vores egen sociale model og udadtil forsvare vores interesser og udbrede vores værdier. Jeg mener, at alle EU-institutionerne kan og skal samarbejde omkring disse mål.

(Bifald)

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Lad mig først og fremmest lykønske hr. Van Rompuy med et særdeles godt uformelt møde i Det Europæiske Råd, som for første gang blev afholdt under hans ledelse.

Da vi alle var nået til enighed om en vigtig erklæring om Grækenland, drøftede vi EU 2020-strategien – en strategi for bæredygtig vækst og beskæftigelse. Jeg havde lejlighed til at fokusere på de store politiske spørgsmål, som vi står over for, på udfordringerne, og på den linje, som Kommissionen formelt vil foreslå næste onsdag.

Den europæiske økonomi var i fremgang før krisen. Der var blevet skabt 18 mio. nye arbejdspladser og et mere dynamisk erhvervsklima. Disse fremskridt blev imidlertid tilintetgjort af finanskrisen og dens konsekvenser for mange erhvervsområder. BNP faldt således med 4 % på et enkelt år, og arbejdsløsheden røg helt op på 10 %, hvilket er et stort slag for vores velstand og en reel trussel mod vores samfund. Opgaven bliver samtidig vanskeligere, for vi har en aldrende befolkning, en voksende produktivitetskløft i forhold til vores konkurrenter og svagheder på uddannelses- og forskningsområdet. Vi har imidlertid også mange styrker. Vi har verdens største markedsøkonomi, vi har det indre marked, og vi har euroområdet. Alt dette har vist sig at være et vigtigt aktiv i krisen.

I dag står EU imidlertid over for et vigtigt valg, og jeg vil sige et afgørende valg for de kommende generationer. At håbe på, at de gode gamle dage vender tilbage, er ikke en valgmulighed. En valgmulighed er begrænsede ændringer – den laveste fællesnævner, som sikrer visse reformer og en vis vækst. Vi ville imidlertid aldrig få det tilbage, som vi mistede under krisen. Denne valgmulighed ville resultere i et Europa, som ikke er med helt forrest i den nye globale verdensorden. Minimale ændringer, en form for tilpasning.

Jeg mener, at vi kan og skal være mere ambitiøse. Vi kan stræbe efter en økonomisk strategi, der bringer Europa på rette spor med hensyn til konkurrenceevne, og som kan skabe millioner af nye arbejdspladser. Det kan imidlertid ikke gøres ved hjælp af en halvhjertet indsats og gradvise ændringer. Vi må indse, at vi skal handle hurtigt, og erkende, at vi ikke kan beskytte vores europæiske levevis og forsvare vores sociale modeller ved at fortsætte, hvor vi slap. Disse sociale modeller vil tværtimod blive bragt i fare, hvis vi ikke tilpasser os en langt mere udfordrende global situation.

Det kræver en fælles indsats. Vi har behov for medlemsstaterne, vi har behov for EU-institutionerne, vi har behov for interessenterne og samfundet generelt, og vi har specifikt behov for Parlamentets aktive inddragelse og støtte i forbindelse med udformningen af denne strategi og videreformidlingen af den til befolkningen.

Kommissionen opstiller i næste uge de vigtigste punkter i den strategi, som den formelt vil foreslå EU-institutionerne. Den vil have fokus på intelligent og bæredygtig vækst for alle.

Den første vigtige vækstmotor skal være viden – viden og innovation, som skaber fremtidens idéer, fremtidens kompetencer og fremtidens teknologier. Vi skal for det andet skabe flere arbejdspladser for at fastholde vores europæiske samfundsmodel. Vores mål skal være sunde, blomstrende og trygge samfund, hvor alle føler, at de kan bidrage med deres del. Det betyder, at vi skal sikre folk beskæftigelse og kvalifikationer, og det betyder, at vi skal gå til fattigdomsproblemet med krum hals. Dette problem er ikke kun et nationalt problem. Det er et problem, som kræver en fælles europæisk løsning.

Vores sociale markedsøkonomi skal være stærk, for at vi kan udnytte fremtidens muligheder. Jeg taler om bæredygtig vækst, erkendelse af vigtigheden af at tackle klimaændringerne og erkendelse af presset på ressourcerne. Jeg mener hermed en konkurrencedygtig økonomi, en styrkelse af det indre marked og en sikring af bedre investeringsvilkår – særlig for SMV'er – en europæisk økonomi, der kan holde stand på et globaliseret marked.

Disse prioriteter er ikke nye. Den kendsgerning, at det endnu ikke er lykkedes os at gennemføre disse mål, gør dem imidlertid endnu vigtigere, ikke mindre vigtige. Dér, hvor vi er nødt til at foretage en radikal ændring, er ikke i vores opskrift på, hvad den europæiske økonomi har behov for, men i vores tilgang til, hvordan det kan gøres.

Hvad skal der til for at opnå det ønskede resultat? Strategien skal for det første være en helhedsstrategi. Det kan ikke nytte noget med en bland selv-strategi, der giver alle mulighed for at vælge de nemme dele, "feel good"-delene, og overlade de virkelige udfordringer til de andre. Der er stadig mange uafklarede spørgsmål, når jeg tænker på gennemførelsen af det indre marked, på kvaliteten af vores afgiftssystemer og på den måde, som vi bruger penge på i en tid, hvor der er massivt pres på de offentlige finanser, for blot at nævne nogle få.

Vores strategi skal for det andet inddrage alle dele af samfundet. Vi kan ikke få det europæiske samfund tilbage på rette spor og fremtidssikre det, hvis vi skaber en social konflikt. Det er grunden til, at en proaktiv tilgang til jobskabelse og løsning af fattigdomsproblemet er så væsentligt. Det er også derfor, at vi har været så fornuftige at gennemføre en reform af finansmarkederne. Vi ønsker en stærk finansiel sektor, der kan finansiere innovation og hjælpe virksomheder med at vokse, en sektor, der anerkender sit bredere ansvar over for samfundet og staten, som kom den til hjælp i nødens stund, og en sektor, som accepterer, at et effektivt tilsyn på europæisk plan er nødvendigt i dag.

Vi må for det tredje ikke forveksle en overordnet vision for den europæiske økonomi med spørgsmålet "hvem gør hvad?". Vi skal ikke drøfte kompetencer. Det, som vi skal få øjnene op for, er fordelene ved en europæisk tilgang. Det er ret indlysende, at der i en globaliseringstid, hvor vi er nødt til at tale med USA, med Kina, med Rusland og med andre, er fordele ved en fælles tilgang, som på f.eks. G20-topmødet, hvor vi anmodede USA's præsident om at anerkende disse topmøder – et forslag, som reelt blev fremsat af EU under det franske formandskab af den franske præsident og mig selv. Vi er helt klart nødt til at indse, at vi har større indflydelse, hvis vi står sammen. Det giver ingen mening at erkende, at vi er afhængige af hinanden på globalt plan, men ikke på europæisk plan. Det er derfor, at vi er nødt til at stå sammen.

Der vil stadig skulle iværksættes en masse tiltag på nationalt plan. Der er naturligvis nationale ansvar, som vi forventer, at primært regeringerne påtager sig, men vi forventer også, at regeringerne oprigtigt engagerer sig i en europæisk strategi. Den europæiske strategi er nødvendig, ikke for at centrere magten i Bruxelles – det er slet ikke vores hensigt – men for at bidrage til de uundværlige reformer i vores samfund og sikre vores borgere større velstand og bedre trivsel.

Det vil kun lykkes os, hvis vi er parate til at samarbejde og ikke modarbejder hinanden, og vi har derfor behov for troværdighed og ansvarsfuldhed på alle niveauer. Vi har behov for en stærk og reel koordinering på det økonomiske område. Lissabontraktaten giver os disse instrumenter, og vi vil benytte dem.

På dette Europæiske Råd så jeg, at der var en bevidsthed om problemet. Jeg kan sammenligne disse drøftelser med drøftelserne for fem år siden, da vi drøftede Lissabonstrategien. Lad mig helt oprigtigt og meget åbent fortælle Dem, at jeg blandt stats- og regeringscheferne så, at der var en langt større bevidsthed om behovet for at stå sammen og om europæisk økonomis eksterne begrænsninger. Jeg håber inderligt ikke, at snæversynede nationale interesser atter vil stå i vejen for behovet for en tættere koordinering og et effektivt europæisk forvaltningssystem.

Vi har også behov for vigtige, markante tiltag på EU-niveau, som kan vise, hvad det er, vi forsøger at opnå, dvs. nogle konkrete planer. Vi vil snart fremlægge nogle af dem, nemlig en innovationsplan, et program for opnåelse af nye kvalifikationer, en egentlig erhvervspolitik, en digital dagsorden, grønne teknologier og en specifik plan eller specifikke tiltag mod fattigdom. Der er tale om projekter, som i sig selv har en værdi og betydning, projekter, som viser, hvorfor Europa kommer med en del af løsningen, og som viser, at EU ikke blot taler, men handler.

Lad mig slutte af med at opfordre Dem, Parlamentet, til at vise Deres stærke opbakning til disse projekter i alle dele af EU i Deres egenskab af lovgiver, budgetmyndighed og mester i fællesskabstiltag.

  Joseph Daul, for PPE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. Van Rompuy, hr. Barroso, mine damer og herrer! Det Europæiske Råd den 11. februar var det første, som blev afholdt under ledelse af hr. Van Rompuy, og jeg vil gerne byde ham velkommen her til hans første plenarmøde i Parlamentet.

Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) har store forventninger til Dem, hr. Van Rompuy. Jeg glæder mig over den positive og pragmatiske ånd i de taler, som De har holdt siden Deres udnævnelse, og jeg sætter pris på den tone, som De ønsker at slå an i Det Europæiske Råd, men jeg forventer, at De og Ministerrådet er opmærksom på, at Deres forhold til os, medlemmerne af Parlamentet, har ændret sig i kraft af Lissabontraktaten. Vi er nu lovgivere på lige fod, og det har ikke kun retlige, men også politiske konsekvenser.

Jeg vil nu gå over til de konkrete forhandlinger den 11. februar, som naturligvis drejede sig om 2020-strategien, men også om euroen og økonomi- og finanspolitikken, eftersom spekulationen mod den græske statsgæld og euroen uden tvivl var uventede gæster i Solvay-biblioteket.

Jeg vil gerne stille følgende spørgsmål: Skyldes svækkelsen af vores fælles valuta alene den græske krise, eller er euroen mål for direkte angreb fra dem, som er utilfredse med dens og eurolandenes indflydelse?

Vil vi desuden afvente, at situationen i visse eurolande forværres, før vi griber ind, sådan som det var tilfældet med Grækenland? Hvis ikke, hvilke planer skal så rette op på tingene i de lande, der er i størst risiko? Det er et spørgsmål til Dem, hr. Van Rompuy.

Jeg stiller disse spørgsmål, for selv om jeg glæder mig over de solidariske foranstaltninger, der blev truffet den 11. februar, tvivler jeg alvorligt på, om vi europæere reelt har styr på situationen. Hvordan står det ellers til, hvis ikke den græske advarsel har vist, at vi i høj grad er nødt til at træffe modige beslutninger for omsider at sørge for, at vores valuta, euroen, afspejler den politiske magt bag den?

Vi taler naturligvis en masse. Vi taler om økonomisk styring, vi taler også om pengepolitisk styring, men vi kunne gøre tingene langt enklere og bestemt mere effektivt, hvis vi udviklede og gennemførte en egentlig budgetkoordinering blandt eurolandene. Den forhenværende franske premierminister Edouard Balladur anerkendte for nylig selv behovet for at afskaffe suverænitet på visse områder – hvilket ikke er let for en franskmand – og har talt for, at eurolandenes nationale budgetter skal godkendes af Eurogruppen, allerede inden de forelægges for de nationale parlamenter.

Jeg vil gerne holde fast i denne dristige idé, og jeg anmoder Det Europæiske Råd om seriøst at overveje og analysere den. Eurolandene ville gennem en egentlig koordinering af deres budgetter opnå en hidtil uset indflydelse og spillerum. Denne indflydelse ville i høj grad give dem mulighed for at påvirke udviklingen af nye internationale regler, men det ville samtidig kræve, at de europæiske kræfter forenes i de internationale finansielle organisationer, hvor eurolandene skal tale med én stemme.

Lad mig komme med et slående eksempel – som blev nævnt af hr. Barroso, mener jeg – nemlig eksemplet med IMF, hvor stemmerne vægtes i forhold til størrelsen af landenes økonomier. USA har ud fra disse kriterier 16,7 % af stemmerne, Japan 6 %, Kina 3,6 % og de seks medlemmer, som grundlagde EU, 18,49 %. Hvis eurolandene imidlertid gjorde fælles front i IMF, ville de have 23 % af stemmerne, og alle EU-landene ville tilsammen have 32 % af stemmerne, dvs. dobbelt så mange som USA.

Det er den reelle magtbalance i verden. EU er imidlertid stadig opdelt og kan derfor ikke udnytte sin fulde gennemslagskraft. Kan vi acceptere det længere? Det mener PPE-Gruppen ikke. Det er på tide, hr. Van Rompuy, at eurolandene får øjnene op for denne situation og tager ved lære af den. De ville da være rustet til det, som de snart er nødt til at gøre af nødvendighed, nemlig for alvor stå sammen i stedet for at klamre sig til denne falske økonomiske uafhængighed, som ikke er andet end en farlig forestilling.

  Stephen Hughes, for S&D-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Siden den økonomiske og sociale krise startede, har over 7 mio. mennesker i Europa stillet sig op i arbejdsløshedskøen. Det er ret sandsynligt, at over 25 mio. mennesker vil være arbejdsløse ved udgangen af året. Vores økonomiers og offentlige finansers sunde tilstand, som vi siden starten af 1990'erne har kæmpet så hårdt for at sikre, er blevet ødelagt på under to år. Vi har trods dyre genopretningsforanstaltninger foreløbig kun formået at forhindre systemet i at bryde fuldstændig sammen.

Den økonomiske vækst er stadig utrolig svag, og mange har mistet troen på et hurtigt opsving. Frygten for fremtiden plager vores samfund, uligheder af alle slags er blevet mere udbredte, og nogle af medlemsstaterne har desperat brug for solidaritet og beskyttelse på EU-plan efter at være blevet mål for hensynsløs og ukontrolleret spekulation. Krisen har alvorligt undergravet Europas internationale konkurrenceevne og svækket vores politiske indflydelse.

Det er den dystre situation, hvorfra Europa nu skal finde en ny vej frem med henblik på at beskytte sin model for økonomisk og social udvikling.

På forårstopmødet vil De, hr. Barroso, spørge Det Europæiske Råd, hvor vi ønsker, at Europa skal være i 2020. Det er et meget vigtigt spørgsmål, men kan vi tillade os at drøfte en fjern fremtid uden først at finde en løsning for de millioner af europæere, som lige nu mærker konsekvenserne af krisen på deres liv, og som bekymrer sig om, hvad der vil ske i morgen – vil de stadig have et arbejde, vil de kunne finde et nyt arbejde? Hvilke svar kan De give dem?

Jeg kan ikke tage tilbage til min region i morgen og fortælle folk, at de ikke behøver at bekymre sig, for vi har en plan for 2020. Jeg har behov for løsninger på deres umiddelbare bekymring og frygt, og jeg vil gerne kunne fortælle dem, at de kan beholde deres arbejde, at der snart vil blive skabt nye arbejdspladser, og at disse arbejdspladser vil være anstændige job med en anstændig løn.

Den eneste politiske dagsorden med et mellemlangt sigte er i øjeblikket den, som Det Europæiske Råd fastsatte i december, nemlig konsolideringen af de offentlige finanser. Medlemsstaterne forventes at påbegynde konsolideringen inden 2011 og inden for to år bringe deres offentlige underskud ned under grænsen på 3 %. Arbejdsløsheden vil samtidig stadig stige, og væksten vil være for svag til at nedbringe arbejdsløsheden.

Der er andre måder at få Europa ud af krisen på, nemlig ved at gøre befolkningen til centrum for vores politiske dagsorden – navnlig dem, som har været hårdest ramt af krisen. Jeg vil gerne opfordre hr. Van Rompuy og hr. Barroso til at genoverveje karakteren af den såkaldte exitstrategi. Europa bør vælge en moralsk anstændig vej ud af krisen, en human vej, der er baseret på vores grundlæggende værdier – hvilket faktisk også er en klogere vej ud fra et økonomisk synspunkt.

Det vil ikke blive tilfældet, hvis den makroøkonomiske politik udelukkende fokuserer på en hurtig konsolidering. Det ville betyde nedskæringer i de offentlige investeringer, inden for almen og erhvervsfaglig uddannelse og på social- og sundhedsområdet. Konsolideringen kan ikke ske gennem skattestigninger alene. Europas vækstpotentiale ville lide endnu større skade, end det allerede har gjort, og opsvinget ville som følge heraf blive meget langsomt, og en stor del af de nuværende arbejdsløse ville blive langtidsledige.

Europæerne fortjener en mere afbalanceret og socialt ansvarlig politisk tilgang. Vi mener, at denne tilgang bør omfatte en strategi, der skal få folk ind på arbejdsmarkedet, og som bør udgøre en integreret del af 2020-strategien og være retningsgivende for denne strategi i årene frem til 2015.

Den bør kombinere den makroøkonomiske politiske dagsorden med strukturpolitikker på det økonomiske, sociale og miljømæssige område med henblik på at skabe mindst 5 mio. nye arbejdspladser netto inden 2015, særlig i den grønne økonomi. Det Europæiske Råd bør på topmødet i marts klart melde ud, at det har til hensigt at gøre dette til et vigtigt mål i den nye strategi.

En passende koordinering af den økonomiske politik, der rækker et godt stykke ud over stabilitetspagtens kontrollerende rolle, bør sikre, at en gradvis finanspolitisk konsolidering i de forskellige medlemsstater kombineres med fastholdelsen af vigtige offentlige udgifter på vækstområder og vigtige socialpolitikker.

Det vil kræve et politisk tankespring med hensyn til den økonomiske styring i EU og i særdeleshed i euroområdet.

På topmødet i marts eller juni bør Det Europæiske Råd give sin formand mandat til i tæt samarbejde med Kommissionen at fremlægge en ambitiøs plan for styrkelse af den økonomiske styring i EU, som kan vedtages på Det Europæiske Råd i december 2010.

Vi er nødt til at udfordre den gamle måde at gøre tingene på, hvis vi vil lære af den aktuelle krise og hurtigst muligt lægge den bag os. Dette er en chance for at gøre EU relevant for befolkningen og ikke kun for markederne. Det kan kun blive en realitet, hvis 2020-strategien reelt handler om mennesker og om beskæftigelse – dvs. hvis den omfatter en ambitiøs dagsorden for det sociale område og for anstændige arbejdspladser.

Jeg opfordrer Dem på vegne af min gruppe til at gøre alt i Deres magt for at sætte befolkningen og ikke mindst de mest udsatte i centrum for det europæiske projekt.

  Guy Verhofstadt, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Lad mig først og fremmest gå direkte til det, som jeg vil sige, er det mest akutte problem i dag. Vi kan tale nok så meget om 2020, men vi har et mere akut problem nu, nemlig euroområdet og Grækenland. Vi bliver nødt til at finde en løsning på dette problem.

Efter min mening skal Parlamentet tage initiativet på dette område. Det er vigtigt at finde ud af, hvad der reelt skete i Grækenland. I dag har vi fået modsigende oplysninger. Grækenland siger, at det har givet alle oplysninger til EU og EU's institutioner. Samtidig siger Kommissionen og Eurostat, at de ikke har modtaget alle de nødvendige oplysninger. Og på samme tid bagatelliserer investeringsbankerne, Goldman Sachs, Morgan Stanley og Deutsche Bank, også deres handlinger med hensyn til Grækenland.

Jeg mener derfor, at det er Parlamentets opgave at arrangere høringer med det relevante udvalg hurtigst muligt, således at vi kan høre alle de relevante parter i denne sag og finde ud af, nøjagtig hvad der foregår med hensyn til Grækenland. Vi kan ikke kaste os ud i drøftelser om afhjælpende foranstaltninger, om løsninger eller om reformer i EU, hvis vi ikke først har kortlagt, hvad der faktisk skete i Grækenland i 2008 og 2009 og tidligere, og jeg mener, at det er absolut nødvendigt, at de forskellige parter høres af Parlamentet.

Det andet punkt er, at vi også skal håndtere Grækenlands gældsproblem. Efter min mening er der kun én god løsning på dette problem. I går læste jeg artiklen af George Soros i Financial Times om emnet, og for et par dage siden læste jeg Joschka Fischers artikel i tysk presse. Han siger det, som mange mennesker siger, nemlig at den bedste løsning på det græske gældsproblem er en europæisk løsning – euroobligationer eller en europæisk monetær fond – der ikke skal koste de europæiske skatteydere penge, men som er en fremtidssikret løsning. Jeg mener også, at det er Parlamentets opgave at anmode Kommissionen og Rådet om at overveje denne mulighed og tilsidesætte EU's nuværende medlemsstaters nationale interesser for at undersøge denne mulighed.

For det tredje mener jeg, at det væsentligste element i disse forhandlinger naturligvis er, hvad vi skal gøre med hensyn til 2020. Efter min mening er Grækenland et meget godt eksempel på det, der gik galt i forhold til Lissabonstrategien. Lissabonstrategien var for svag. Kløften mellem den tyske økonomi og den græske økonomi er blevet udvidet i løbet af de seneste ti år, og den blev større, ikke mindre, efter Lissabonstrategien. Det, der er nødvendigt, er, at Kommissionen og Det Europæiske Råd som deres første beslutning anerkender, at den åbne koordinationsmetode ikke var en god metode, at den var en for svag metode. Vi har brug for et stærkere instrument i EU. Dette stærkere instrument er økonomisk styring i EU.

Jeg håber, at De om få dage, i begyndelsen af marts, jeg tror, det er den 3. marts, fremlægger et dokument herom, hr. Barroso. Jeg håber, at dette dokument indeholder en mere ambitiøs strategi end indholdet af det, der blev konkluderet eller ikke konkluderet på det uformelle topmøde. Det er fortsat en mellemstatslig metode med åben koordination. De gør det lidt bedre og lidt hurtigere, men i sidste ende er det stadig en åben koordinationsmetode, der bygger på foranstaltninger på det mellemstatslige plan. Vi anmoder om, at De stiller Dem i spidsen for dette, altså for denne økonomiske politik og for denne økonomiske styring, og om at De i samarbejde med Olli Rehn, fremlægger et ambitiøst forslag om indførelse af økonomisk styring i EU. Det giver ingen mening at have en monetær union på den ene side, men ingen økonomisk, social og politisk union på den anden side. Problemerne i Grækenland er et lysende eksempel herpå.

(Bifald)

Jeg mener, at tiden er inde til, at vi må forvente et ambitiøst forslag fra Kommissionen, og jeg håber, at Kommissionen den 3. marts vil fremlægge et forslag, der er langt mere ambitiøst end de efter min mening skuffende konklusioner på det uformelle topmøde.

(Taleren indvilgede i at besvare et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8).

  William (The Earl of) Dartmouth (EFD). – (EN) Hr. formand! Jeg ønsker at spørge Guy Verhofstadt om, hvorvidt han slår til lyd for, at lande uden for euroområdet skal komme lande i euroområdet til undsætning? Er det, hvad De slår til lyd for?

  Guy Verhofstadt, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Måske vil det i den nærmeste fremtid blive nødvendigt at komme Det Forenede Kongerige til undsætning, for jeg har konstateret, at Det Forenede Kongeriges underskud på statsbudgettet er endnu højere end Grækenlands.

(Bifald)

Hvis jeg ikke tager fejl udgør statsunderskuddet for øjeblikket 12,9 % af BNP. Jeg mener derfor, at det vigtigste for øjeblikket er, at vi har en troværdighedsstrategi i forhold til euroområdet, og jeg er meget sikker på, at Det Forenede Kongerige en dag, måske ikke i morgen, men i overmorgen, vil blive medlem af euroområdet. Vær vis på det.

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg håber, at den britiske børnehave vil være høflig nok til at lytte et øjeblik.

(Afbrydelser)

Jeg ville egentlig have indledt mit indlæg med EU's 2020-strategi, men nu vælger jeg i stedet at tage udgangspunkt i Grækenlands situation, navnlig i lyset af indlægget fra Parlamentets højrefløj. Efter min mening er det, der er til mindst hjælp i tvisten om situationen i og fremtiden for Grækenland, en antigræsk, nationalistisk eller antieuropæisk holdning. Som jeg ser det, bliver fejl, som er blevet begået over lang tid, nu afsløret i Grækenland, og der sker ofte det, at mere kommer for en dag i krisetider end i fremgangstider.

Jeg vil gerne fortsætte, hvor Guy Verhofstadt slap. Hvis vi ikke ønsker en antieuropæisk udvikling, bliver vi nødt til at drøfte, hvem der her i EU's hovedkvarter er ansvarlig for, at disse ting kunne skjules i Grækenland gennem så mange år, og muligvis sågar i hele den forberedelsesperiode, der gik forud for den monetære union. Jeg mener, at De bærer en meget stor del af ansvaret i denne forbindelse, hr. Barroso. Dette er noget, som De bliver nødt til at afsløre, for på nuværende tidspunkt har vi kun set toppen af isbjerget med hensyn til ansvar, men vi har ikke set den struktur, som er baseret på uansvarlighed, der gemmer sig nedenunder.

For det andet er der også meget, der skal ændres i Grækenland. Vi bliver nødt til at tage en, helst venskabelig, drøftelse med Grækenland om dette inden for euroområdets rammer. Hvis denne hjælp er nødvendig, og det tror jeg, at den bliver, og hvis det er nødvendigt at aktivere den europæiske solidaritet endnu engang, og det vil jeg ikke på nogen måde udelukke på nuværende tidspunkt, skal Grækenland gennemføre nogle mærkbare forandringer. Et eksempel er den alt for store offentlige sektor. Hvis jeg skal tro de grækere, som jeg har talt med, er 25 % af de græske arbejdstagere offentligt ansatte, og det er ikke engang en god offentlig sektor. Det er så afgjort nødvendigt med en reform af den.

Det er imidlertid ikke kun på udgiftssiden, ændringerne skal foretages, da der tydeligvis også er noget helt galt på indtægtssiden. Jeg tror, at Papandreou er på rette spor med sin hensigt om at offentliggøre de højestlønnedes selvangivelser i Grækenland. Det er ikke nødvendigt at købe cd'er fra Schweiz. Man kan gøre tingene på en helt anden måde. Dette vil meget hurtigt kaste lys over det forhold, at indtægterne, også i Grækenland, kan øges betragteligt, hvis skatteunddragelse i sidste ende forebygges, og hvis de personer i Grækenland, der lever i sus og dus, betaler deres skat som almindelige hæderlige borgere.

Min kollega, Sven Giegold, vil sandsynligvis komme nærmere ind på eurobonds senere. Jeg ønsker lige at kommentere EU's 2020-strategi med en enkelt sætning. Hr. Barroso nævnte ikke Lissabonstrategiens fiaskoer med et eneste ord. Efter min mening lover den manglende evaluering af Lissabonstrategien overhovedet ikke godt for den nye strategis succes eller mulige succes. Strategien er i princippet ikke dårlig som en integreret strategi, men ...

(Formanden afbrød taleren)

  Timothy Kirkhope, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Verhofstadt for, at han erindrede os alle om venstrefløjens forfejlede økonomiske politik i Det Forenede Kongerige. Vi er meget taknemmelige for hans råd, og jeg håber, at mine kolleger og jeg vil være i stand til at afhjælpe det efter det kommende parlamentsvalg.

Allerede inden den nylige krise var de europæiske økonomier ved at tabe terræn til vores største rivaler og konkurrenter. Vores vækstniveau var lavere, vores arbejdsløshed højere, vores relative handelsposition var faldende, og dette gjaldt også vores del af den globale produktion. Vi havde lanceret Lissabonstrategien, men uden tilstrækkelig overbevisning eller engagement, og det er ingen overraskelse, at den ikke er blevet en succes. Europa 2020 må ikke gå samme vej. Det glæder mig meget, at min gruppe var blandt de første til at fremlægge forslag, som kan bidrage til dette fremskridt.

Det, der er nødvendigt nu, er at udstikke en ny kurs for vores økonomier. Vi skal anerkende, at det ikke er regeringerne, der skaber produktive arbejdspladser eller højner levestandarden. Det er kun konkurrencedygtige virksomheder og succesrige iværksættere, der kan gøre dette. Vores medlemsstater og EU's institutioner skal således støtte dem ved at mindske deres byrder. Vi kan ikke forvente at få en dynamisk økonomi, hvis vi stiller endnu større krav til dem, der skaber vækst og arbejdspladser, ved at indføre høje skatter og bureaukratisk lovgivning. Vi skal tilskynde til mere forskning og udvikling, bedre videregående uddannelser og bedre erhvervsuddannelser, som netop fremhævet af formanden, hr. Barroso. Det indre marked skal køres i stilling igen og udvides til at omfatte nye områder.

Vi har sat alt på spil. I næsten tre århundreder har de stærkeste økonomiske magter i verden også været dem med de mest liberale og mest demokratiske forfatninger, hvor tanken om frihed og økonomisk velstand har gået hånd i hånd. Vi indleder nu en ny æra. Inden udgangen af dette århundrede kan en væsentlig del af den økonomiske kraft have skiftet hænder, nemlig til stater med udemokratiske regeringer. Det er langt fra sikkert, at den form for autoritære kapitalisme udvikler sig nænsomt til den demokratiske og ansvarlige kapitalisme, som vi oplever i dag i Europa og i Vesten.

Vi håber, at disse stater vil gennemføre liberaliseringer. Vi vil venligt opfordre dem til at gøre det, men vi kender risikoen. Det er i vores borgeres interesse, at det med 2020-programmet lykkes os at stimulere skabelsen af gode arbejdspladser og højere levestandarder, og det er i den frie verdens interesse, at 2020-programmet viser vejen til en stærkere økonomisk fremtid for alle vores borgere.

  Lothar Bisky, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Ifølge ordsproget er det i nødens stund, man kender sine venner. 27 regeringer i EU forsøger, hver på sin måde, at redde deres egne banker og storindustrier. Dette har indtil videre resulteret i en større gældssætning for hvert af disse lande og i katastrofale opsparinger for borgerne. Den eufemistiske løntilbageholdenhedspolitik, nedbringelsen af de indirekte lønomkostninger og privatiseringen af livsrisici, såsom alder, familie, sygdom og ønsket uddannelse, er alle blevet nævnt.

Bankerne bruger nu de statslige redningspakker til at spekulere mod statsbudgetterne. Bankerne har allerede opnået større fremskridt end staterne. Hypo Real Estate og Commerzbank, der i Tyskland blev reddet ved hjælp af milliarder af euro af skatteydernes penge, ligger helt i spidsen med hensyn til handelen med statsobligationer til overpris i Grækenland. Skatteydernes penge bruges til spekulation, og det drejer sig om penge fra almindelige, ærlige lønmodtagere, der ikke har en bankkonto i Schweiz som dem, de rige flygter til.

(Afbrydelser)

I må tro mig, når jeg siger, at jeg ikke på nogen måde finder det behageligt at bruge negative eksempler fra Tyskland. Et af de tyske regeringspartier opfordrer imidlertid uophørligt til skattelettelser, mens den græske regering samtidig opfordres til at indføre skatteforhøjelser. Hvem skal så finde disse penge? Jeg frygter, at det hovedsagelig bliver dem, der allerede har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Var det ikke verdens tidligere største eksportør, Tyskland, der for år tilbage adskilte lønstigninger fra produktivitet, hvilket resulterede i social dumping?

I det antikke Grækenlands teater betød en krise en mulighed – ja, udfordringen ved et vendepunkt. For at finde sådan et vendepunkt må vi kræve, at der endelig fastsættes en lovpligtig minimumsløn. Samme arbejde udført på samme sted skal udløse samme løn. Der er behov for en harmonisering af skattetyperne i EU, men først og fremmest er det nødvendigt med en egentlig europæisk lovgivning og kontrol af finansmarkederne og en reel EU-politik på økonomi- og finansområdet, som samordnes på grundlag af solidaritet med bindende sociale mål og miljømål.

  Nigel Farage, for EFD-Gruppen. – (EN) Hr. formand! EU's formand, denne dag er længe ventet. Vi fik at vide, at vi, når vi fik en formand, ville se en kæmpestor, global politisk figur, nemlig manden, der ville blive den politiske leder for fem hundrede millioner mennesker, manden, der ville repræsentere os alle på den globale scene og manden, hvis stilling var så vigtig, at han selvfølgelig ville få en højere løn end præsident Obama. Jeg er imidlertid bange for, at vi må nøjes med Dem. Jeg beklager, men efter Deres optræden tidligere… Jeg ønsker ikke at være uforskammet, men De har faktisk karisma som en fugtig karklud og ligner en andenklasses bankmand.

(Protester)

Det spørgsmål, som jeg ønsker at stille, og som vi alle vil stille, er, hvem er De egentlig? Jeg havde aldrig hørt om Dem, og ingen europæere havde nogensinde hørt om Dem. Hr. rådsformand! Jeg vil gerne vide, hvem der stemte på Dem?

(Højlydte protester)

Jeg ved godt, at folk af Deres type ikke er vilde med demokrati, men hvilke muligheder har EU's borgere for at fjerne Dem? Er dette den europæiske form for demokrati?

Jeg har dog en fornemmelse af, at De er kompetent og dygtig og farlig, og jeg slet ikke i tvivl om, at De har til hensigt at blive det europæiske demokratis og de europæiske nationalstaters stille snigmorder. De synes at nære en afsky for selve nationalstaternes eksistens, men måske skyldes dette, at De kommer fra Belgien, der selvfølgelig mest af alt er et ikke-land.

(Reaktioner)

Siden De tog roret, har vi imidlertid været vidne til, at Grækenland er blevet reduceret til intet andet end et protektorat. De har overhovedet ingen legitimitet til at bestride denne stilling, og jeg kan med overbevisning sige, at jeg taler på vegne af flertallet i Det Forenede Kongeriges befolkning, når jeg siger: Vi kender Dem ikke, vi ønsker Dem ikke, og jo hurtigere, De bliver sendt på porten, jo bedre.

  Formanden. – Som De selv sagde, Nigel Farage, ønskede De ikke at være uforskammet.

Jeg foretrækker, at vi går videre. Indvilger gruppeformanden i at besvare et spørgsmål jf. proceduren med blåt kort?

  Joseph Daul, for PPE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Ønsker Nigel Farage at anvende traktatens artikel 9 og simpelthen anmode om udmeldelse af EU? Det ville gøre Nigel Farage lykkelig.

  Martin Schulz, for S&D-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg er meget skuffet over Dem. Det er uacceptabelt for en gruppeformand at kalde EU's præsident for en "fugtig karklud" her i Parlamentet i stedet for at fremkomme med politisk kritik.

(Bifald)

Jeg forventede af Dem, at De ville reagere på det og kalde til orden. Det er ikke acceptabelt, at denne mand frit kan træde Parlamentets værdighed under fode. Til Joseph Daul ønsker jeg at sige, at dette ikke er et spørgsmål om, hvorvidt Det Forenede Kongerige skal melde sig ud af EU. Det ville måske være bedre for Nigel Farage, at han stillede sit mandat til rådighed, hvis han virkelig mener, at EU og Parlamentet er så forkasteligt.

(Bifald)

  Formanden. – I dag gentager jeg det, som jeg sagde til Nigel Farage for to måneder siden, nemlig, at indlæg af denne art, hvor der rettes personlige angreb mod bestemte personer, ikke er acceptable i Parlamentet. Jeg påpegede dette over for Nigel Farage, da jeg talte med ham derom. Jeg vil sige, Martin Schulz, at jeg har gjort og gør nøjagtig, som De har foreslået.

  Nigel Farage (EFD). – (EN) Hr. formand! Det kan godt være, at De ikke kan lide at høre det, jeg siger, men prøv lige at tænke over Deres adfærd. Efter den irske befolknings "nej" i en folkeafstemning sagde De, at vores gruppe ved at støtte dette "nej" havde åbnet døren på vid gab for fascisme. De sagde, at vi som gruppe i Parlamentet havde opført os som Hitler og nazisterne i den tyske rigsdag. Daniel Cohn-Bendit har kaldt os psykisk syge. De ved godt, at det i sidste ende… Det kan ikke kun gå den ene vej…

(Formanden afbrød taleren)

  Formanden. – Jeg beklager, Nigel Farage. Det var ikke en personlig erklæring. Vi skal opretholde orden og overholde alle Parlamentets forretningsordensbestemmelser.

  Frank Vanhecke (NI). – (NL) Hr. formand! Lad mig først og fremmest stille og roligt fastslå, at disse forhandlinger foregår i dette parlament, i Bruxelles, i Belgien. I den aktuelle økonomiske situation kan vi uden nogen overdrivelse beskrive Belgien som værende Nordsøens Grækenland, da Belgien næst efter Grækenland og Italien har den største statsgæld målt i procenter i hele Europa. Vi er grundlæggende et sygt land i Europa, og, hvis jeg må sige det sådan, skal dette på ingen måde opfattes som en ros til en af de tidligere talere, Belgiens forhenværende premierminister, hr. Verhofstadt. Han kunne sågar lære grækerne et eller flere tricks, hvad angår svindel og kunstig oppustning af budgettet!

Lad os imidlertid ikke hidse os alt for meget op over det. Lad os især ikke påstå, at vi vil være i stand til at afværge krisen ved at forøge statsgælden gennem det berygtede forslag af Guy Verhofstadt om et europæisk statslån, som er en lov, nogen skal betale regningen for før eller senere. Vi har tværtimod flere gange oplevet, at det er EU-beslutninger, der har ført os ind i krisen, nemlig EU's beslutninger om at kyle Maastrichtkriterierne og stabilitets- og vækstpagten ud af vinduet, for blot at holde facaden, fordi det skulle se ud, som om Europa var på vej frem.

Det er ligeledes den samme eurokratiske stædighed, der nu påtvinger os Tyrkiets tiltrædelsesstrategi. Den økonomiske og geografiske virkelighed bliver nu skubbet til side, og de europæiske borgere skal betale i dyre domme for den potentielle tiltrædelse af et land, der ikke engang er europæisk. Løsningen er ikke "mere Europa". Løsningen er nationalt ansvar og den enkelte medlemsstats forpligtelse til at sætte tæring efter næring.

  Corien Wortmann-Kool (PPE). – (NL) Hr. formand, hr. kommissionsformand og naturligvis hr. formand Van Rompuy! Vi glæder os over Deres tilstedeværelse her i dag. Deres bemærkninger ved forhandlingernes begyndelse afspejlede klart Deres ønske om at gribe arbejdet ambitiøst an, men ligeledes Deres ønske om at udøve Deres funktion i overensstemmelse med hensigten i Lissabontraktaten. Jeg vil på forhånd lykønske Dem med dette.

Deres tilstedeværelse er vigtig i forbindelse med den kommende 2020-strategi, da det er af afgørende betydning for genetableringen af Europas rolle i verden. De kender vores prioriteringer, hr. rådsformand og hr. kommissionsformand Barroso! De centrerer sig om en grøn, social markedsøkonomi. Dette betyder, at vores første opgave bør være at få de små og mellemstore virksomheder, der fungerer som kraftcentret for vores jobskabelse, på fode igen. Her mener vi ikke bare handels- og servicefagene, men ligeledes den europæiske industri, som vi skal gøre konkurrencedygtig igen på verdensplan. Vi mener også EU's landbrugssektor og produktionen af fødevarer af høj kvalitet, der ligeledes er konkurrencedygtig på verdensplan. Dette betyder, at vi har brug for SMV'er, der bygger på viden, innovation og bæredygtig teknologi.

2020-strategien skal baseres på et sådant grundlag. Et sådant grundlag er ensbetydende med en strategi for at overvinde krisen, som vil kunne kombineres med en stærk stabilitets- og vækstpagt og med den nødvendige reform af medlemsstaternes offentlige udgifter. Den tidligere Lissabonstrategi indeholdt for mange uklare målsætninger og var et tydeligt bevis på den åbne koordinationsmetodes fiasko, hr. formand for Rådet. Mit spørgsmål til Dem er derfor, hvilke konkrete målsætninger, De vil fastlægge for derved at tvinge medlemsstaterne til endelig at udvise et ægte engagement i forbindelse med denne nye strategi i overensstemmelse med Lissabontraktatens bestemmelser om nærhedsprincippet?

  Marita Ulvskog (S&D). – (SV) Hr. formand! I henhold til Kommissionens egne tal lever 80 millioner EU-borgere for øjeblikket under fattigdomsgrænsen. Det er uværdigt, og det er ligeledes en hindring for enhver anden form for udvikling. Samtidig står en mand som Nigel Farage her i Parlamentet og lader det fyge om sig med fornærmelser på et tidspunkt, hvor Europa er i krise, og vi har virkelig mange emner på dagsordenen. Han burde afbrydes og burde ikke få lov til at deltage i næste uges møder i Strasbourg. Det ville være en mild straf for den adfærd, han har udvist.

Vores opgave nu består i at udarbejde en ny Lissabonstrategi, med andre ord, EU 2020-strategien. I denne forbindelse er det væsentligt at gøre sig klart, at social samhørighed og bæredygtig udvikling er af afgørende betydning for den økonomiske vækst. Den første, der slipper vores afhængighed af f.eks. fossilt brændsel, lægger sig i spidsen for skabelsen af nye, grønne arbejdspladser. Vi har imidlertid brug for midler, hvis dette skal lykkes. Mindst 50 % af den finansiering, som EU og medlemsstaterne har lagt til side for at få os ud af krisen, skal investeres i en ny grøn aftale, der kan skabe disse nye grønne arbejdspladser. Det syvende og ottende rammeprogram skal være rettet mod forskning og udvikling vedrørende vedvarende energi.

Kommissionen skal ligeledes gøre en ihærdig indsats for at hindre den sociale udstødelse, der for øjeblikket sker forskellige steder i Europa, og styrke arbejdsmarkedets parter. I de senere år er EU med rette begyndt at blive anset for at udgøre en trussel mod fagforeningsbevægelsen. Dette skal der sættes en stopper for. Det første skridt kunne være en revidering af det kontroversielle direktiv om udstationering af arbejdstagere, eller, som det nu kaldes i Europa, "løndumpingdirektivet", der skaber så meget vrede og så mange konflikter. Det har vi haft nok af her i Parlamentet i dag.

  Lena Ek (ALDE). – (EN) Hr. formand! Målet med EU 2020 bør være at frigive de europæiske borgeres potentiale. Alt for ofte glemmer vi, at vores vækststrategier udarbejdes til gavn for borgerne og vores børns fremtid.

Der hersker ingen tvivl om, at Lissabonstrategien blev til en fiasko, da man forsøgte at gøre den altomfattende. En dagsorden, der var så bred, medførte, at man mistede fokus og mulighederne for at nå de ambitiøse mål, der blev fastlagt

For at gøre 2020-strategien mere effektiv skal formatet ændres fuldstændigt. Arbejdet skal målrettes de få konkrete områder, hvor de grundlæggende forudsætninger for bæredygtig vækst skal berøres.

Som EU's eneste direkte valgte organ og med sine ubegrænsede beføjelser til fælles beslutningstagning får Parlamentet et ord at skulle have sagt i 2020-strategien. For at sikre legitimitet og åbenhed vil det derfor være klogt af Kommissionen og Rådet at inddrage Parlamentet i det igangværende arbejde med 2020-strategien.

Ligesom åbenhed og gennemsigtighed er af afgørende betydning for skabelsen af et borgernes Europa, er disse faktorer ligeledes centrale instrumenter til at undgå kriser i de offentlige finanser, såsom dem, der for øjeblikket rammer lande i hele EU.

Alle peger fingre ad Grækenland, men der er også andre medlemsstater, der har undgået at opfylde standarder, ført EU bag lyset med hensyn til deres underskud og snydt med deres finansielle statistikker. Den åbne koordinationsmetode har forvandlet sig til et hemmeligt spil og offentlig ydmygelse.

Det skal erindres, at det samme gælder for regeringerne som for borgerne. Frihed indebærer ligeledes ansvar. Det er nu på tide, at medlemsstaternes regeringer tager dette ansvar alvorligt, fordi de problemer, som vi står over for, er alvorlige.

  Philippe Lamberts (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er enig i forslaget om at mindske antallet af mål i EU 2020-strategien til et begrænset antal, forudsat at disse i det mindste er ambitiøse. De skal først og fremmest være ambitiøse, for så vidt angår vores miljøpåvirkning. Det handler derfor ikke blot om klimaet, og efter vores mening ligger målet på 20 %, for lige at vende tilbage til det, langt under det, der reelt er behov for. Ikke engang 30 % kan siges at være ambitiøst.

For det andet skal der fastlægges et ambitiøst mål om en reduktion af ulighederne f.eks. en mindskelse af fattigdommen i Europa på 50 % inden 2020, og dette ville bestemt ikke være for meget at bede om. Der skal ligeledes fastlægges et ambitiøst mål med hensyn til uddannelse, forskning, udvikling og innovation og naturligvis et ambitiøst mål med hensyn til jobskabelse.

Disse mål er allerede blevet nævnt, men de skal kunne måles og skal være bindende. Det er lige meget, om det er en bonus-malus-ordning eller noget andet, men det er nødvendigt med resultater. Vi kan imidlertid ikke opnå disse resultater uden komponenter af absolut altafgørende betydning.

Den første komponent er en effektiv markedslovgivning, og i denne forbindelse vækker udviklingen vedrørende overvågningen af de finansielle markeder samt Rådets udtalelser stor bekymring, hr. Van Rompuy.

For så vidt angår den anden komponent, vil jeg gerne fremhæve Joseph Dauls udtalelse. Det er sandt, at medlemsstaterne bliver nødt til at afgive mere af deres suverænitet, især på finansområdet, hr. Daul. Jeg er spændt på at høre, hvordan Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) forholder sig til dette. Uden en stærk finanspolitisk konvergens vil vi ikke være i stand til at genskabe stabiliteten i de offentlige finanser og basere vores beskatningssystem på et bæredygtigt grundlag. Vi tænker på energiområdet, og vi tænker naturligvis på beskatningen af finansielle transaktioner.

  Kay Swinburne (ECR). – (EN) Hr. formand! Jeg støtter retningen i EU's 2020-strategi, især i disse tider med økonomisk krise, og opfordrer kraftigt EU til at fokusere på Europas eksisterende komparative økonomiske fordele og konkurrencefordele og benytter alle de tilgængelige værktøjer og ressourcer, især inden for F&U, til at skabe ægte EU-merværdi.

Jeg vil søge at opnå en prioritering af færdiggørelsen af det indre marked for varer og tjenesteydelser og en ambitiøs tilgang til oprettelsen af et indre marked for innovativ forskning. Der bør tilskyndes bredt til forskning og udvikling både på universiteterne og i det private erhvervsliv i Europa, således at vi kan lægge os i helt frem spidsen med hensyn til nye bæredygtige industrier og teknologier.

Vi skal imidlertid være på vagt over for lovgivning, der har til formål at hindre disse udviklingsprocesser. Det er nødvendigt, at vi styrker forbindelsen mellem den private sektor og den akademiske forskning og gør en indsats for at fremme omsætningen af viden i job- og velstandsskabende aktiviteter. Vi bliver nødt til både at øge adgangen til finansiering af innovation og at sørge for, at den administrative byrde mindskes for især SMV'erne og mikroenhederne. I kølvandet herpå vil SMV-fremmende indkøbspolitikker og adgang for SMV'erne til at deltage i offentlig-private partnerskaber være en begyndelse.

En EU 2020-strategi, hvori der fokuseres på innovation inden for områder med eksisterende ekspertise…

(Formanden afbrød taleren)

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL). – (EL) Hr. formand! I dag gennemfører arbejdstagere i den private og offentlige sektor i Grækenland enorme massemøder vedrørende arbejdsløshed.

Vreden har bredt sig som en løbeild, og arbejdstagerne er ophidsede over de strenge foranstaltninger, som den græske regering træffer efter krav fra EU, og især efter krav fra det nylige møde i Det Europæiske Råd, hvor Rådet i stedet for at træffe foranstaltninger til fordel for de svage økonomier, i stedet for at træffe foranstaltninger, der kan sætte en stopper for spekulationerne og fremme beskyttelse i form af økonomisk og social solidaritet, i stedet for at acceptere, at stabilitetspagten ikke eksisterer, og at en genoplivning heraf vil forværre recessionen, og i stedet for at acceptere, at Lissabontraktaten har fejlet fælt, forbereder 2020-strategien som en udvidelse og fortsættelse af traktaten.

De behandler Grækenland som det sorte får ved at diktere foranstaltninger, der rammer arbejdstagerne, som ikke kan bebrejdes krisen, og som indvarsler tilsvarende foranstaltninger i forhold til andre lande.

Den græske befolkning og den europæiske befolkning vil om kort tid behandle jer, som Argentinas befolkning behandlede Den Internationale Valutafond.

  Rolandas Paksas (EFD). – (LT) Hr. formand! Det er symbolsk, at vi i dag, 20 år efter faldet af den mur, der delte Europa, taler om Europa 2020. Jeg vil først og fremmest tilslutte mig de grundlæggende prioriteringer Europa 2020-strategien, nemlig viden og innovation, et samfund med høj beskæftigelse og en konkurrencedygtig og bæredygtig økonomi. Jeg foreslår, at vi tilføjer yderligere to prioriteringer, nemlig udvikling af infrastruktur og en effektiv energipolitik. Selv om vi fremhæver styrkelsen af energisikkerheden som en af de væsentligste prioriteringer i EU's energipolitik og sigter mod at sikre en diversificering af energikilder og -forsyningsveje, skal vi huske de vigtige projekter Rail Baltica og Via Baltica, der ikke blot er af stor betydning for Litauen. Efter min opfattelse skal vi i forbindelse med udarbejdelsen af en ny strategi foretage en vurdering af årsagerne til, at vi ikke nåede målene i Lissabonstrategien. Vi skal ikke blot fastlægge nye strategiske mål og opgaver, men omsætte de drøftelser, der ofte bruges for meget tid på, i konkrete tiltag med præcise frister.

FORSÆDE: Dagmar ROTH-BEHRENDT
Næstformand

  Francisco Sosa Wagner (NI). – (ES) Fru formand! Efter min mening giver denne krise mulighed for, at vi målrettet og med overbevisning kan arbejde os hen imod skabelsen af et stærkt Europa. I dette stærke Europa bliver vi sandsynligvis nødt til at undvære udtrykket "forbedret koordination", da dette betyder, at alt afhænger af de områder, der skal koordineres, og uundgåeligt fører til stilstand og manglende klarhed.

Vi er klar over, at de europæiske landes finanser og offentlige underskud vil stå for skud, indtil vi bevæger os frem mod en europæisk finansiel integration, og indtil der udstedes eurobonds.

De europæiske institutioner kan under alle omstændigheder allerede træffe konkrete tiltag, og her vil jeg ikke fokusere på alle de tomme ord om koordination. For det første er det Den Europæiske Centralbanks opgave at samordne den finansielle overvågning, og for ...

(Resten af indlægget er af tekniske årsager ikke tilgængeligt)

  Werner Langen (PPE). – (DE) Fru formand, hr. Barroso, hr. Van Rompuy! En vellykket 2020-strategi forudsætter, at den, i modsætning til Lissabonstrategien, faktisk gennemføres. Målene var ikke, som anført af tidligere talere, forkerte. Hovedårsagen for strategiens fiasko var, at medlemsstaterne ikke overholdt reglerne og opfyldte deres forpligtelser. Desuden var Kommissionen ikke tilstrækkelig modig, hr. Barroso. Den udviste ikke tilstrækkelig mod i forbindelse med gennemførelsen ved at stille krav om reformer eller håndhæve sin egen strategi.

De har nu et bredt flertal bag Dem med den nye Kommission i deres anden embedsperiode, og jeg håber, at De vil forbedre alt, at de vil genskabe dynamikken i Europa, at De vil fremme teknologien, og at omfordelingen ikke blot skal blive ved snakken, men at vi kommer til at konkurrere med verdens øvrige økonomiske regioner. Disse regioner er ligeglade med, om europæerne er indbyrdes enige, eller om de gennemfører nye omfordelingsprogrammer. De har deres egen dynamik, og vi skal have et modstykke hertil. Det er denne opgave, som denne strategi skal gøre det muligt for os at løse.

Der er indtil videre kun blevet fremlagt udkast, og jeg håber, at de bliver forbedret, da disse udkast i høj grad synes at afspejle en "plejer"-mentalitet. De indeholder ikke for alvor nogen nye tilgange. Der er ikke engang rigtig noget nyt fra Rådet og den nye formand for Det Europæiske Råd. Vi har imidlertid brug for denne strategi for at kunne holde trit med resten af verden. Det er derfor nødvendigt at fastlægge nye rammebetingelser. Vi skal tænke grundigt over tidligere tiders klimamål. Vis skal fremme teknologien og ikke fortsætte med at lægge hindringer i vejen herfor.

Som et kollegialt organ opfordres Kommissionen til ikke at forsvare de enkelte kommissærers interesser, men at indtage en ledende rolle i Europa. De kan være sikker på vores ubetingede støtte. Først når dette sker, vil 2020-strategien blive en succes. Den vil ikke blive en succes med regeringernes kujonagtige adfærd og den stædige insisteren på, at nogen skal betale for det, som den relevante partner i Europa ikke selv klarer.

  Stéphane Le Foll (S&D). – (FR) Fru formand, hr. Barroso, hr. Van Rompuy! For det første vil jeg sige, at alle er enige i målene i 2020-strategien. Europas nuværende problem består i at kæmpe sig ud af en alvorlig krise, og denne situation er kendetegnet ved, at vi har en utrolig svag eller sågar negativ vækst på verdensplan.

Det er derfor nødvendigt med politisk opmærksomhed, og der er efter min mening to mål med denne. Det er først og fremmest nødvendigt at finde ud af, hvordan vi skal organisere os politisk. I de udtalelser, der udarbejdes, skal der tages højde for to aspekter: Det er vores ansvar og af absolut afgørende betydning at tilskynde til koordinering af de økonomiske politikker, og det er vores ansvar at fastlægge mål og tilvejebringe værktøjer til at nå disse mål.

Dette fører mig til det andet mål, som efter min opfattelse er centralt, og som samtidig udmønter sig i et spørgsmål. Det er nødvendigt med et budget for at nå forvaltningspolitiske mål. I dag konfronteres Europa med det dilemma, der består i, at jo større underskud, medlemsstaterne har, jo mindre vil de smide i Europas fælleskasse, og deres underskud er allerede af en anseelig størrelse. Vi har således en ringere mulighed for at sætte blus under væksten igen.

Hvad er løsningen på dette dilemma? Det er mit spørgsmål til Dem. Det afhænger af to elementer. For det første, hvilke retningslinjer vil De lægge vægt på under drøftelserne af de finansielle overslag med medlemsstaterne? For det andet, vil De kunne gå i retning af en innovativ tankegang, der vil gøre det muligt for både Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling at påtage sig et meget større ansvar – og hvorfor ikke – at gøre det muligt for Europa at optage lån til finansiering af sine behov, som er en fremtidig vækst?

  Sylvie Goulard (ALDE). – (FR) Fru formand, hr. formand! Efter Lissabonstrategien har vi nu 2020-strategien. Er det blot en navneforandring eller er det en kursændring? Dette spørgsmål er især møntet på hr. Barroso. Da jeg læste Deres bidrag til det uformelle rådsmøde, og da jeg hørte Deres indlæg i dag, som på passende vis omhandlede antallet af fattige i EU og nødvendigheden af at udvikle den finansielle regulering, sagde jeg til mig selv, at det var ærgerligt, at hr. Barroso ikke havde fungeret som en rigtig kommissionsformand de seneste par år! Hvis det havde været tilfældet, ville De have kunnet gøre alt det, som De foreslår i dag. I dag hævder De, at krisen var årsagen til, at De blev hindret i at gøre det, men det er for let at skyde skylden på krisen. Når alt kommer til alt, kan alle synder tilgives, så lad os ikke spilde mere tid.

Jeg henvender mig derfor håbefuldt til hr. Van Rompuy for som det første at give ham en varmere velkomst end den, han tidligere fik af et andet medlem, ikke af de andre. Vi sætter vores lid til Dem. Det er lettere paradoksalt, men vi sætter vores lid til, at De kan relancere Europa, et rigtig europæisk samfund, og De kommer fra et land, der ved, hvad ordet "samfund" betyder i forbindelse med den almene interesse, hr. Van Rompuy.

Hvis De kan håndtere dette, vil De få Parlamentets støtte, og jeg mener, at vi, for så vidt angår 2020-strategien, ikke må lade os besnære af ord. Hvis ord overhovedet skal have en mening, skal vi frem for alt tænke på mellemlang sigt, tænke globalt og tænke længere end til nationale interesser. Jeg er enig i hr. Lamberts udtalelse om, at Rådets medlemmer lige nu ikke formidler store europæiske visioner om finansiel overvågning til os. De står med begge fødder på bremsen.

Jeg foreslår derfor et enkelt mål, som De faktisk nævner i Deres dokument til Rådet, og det består i at udfolde ethvert aspekt af den økonomiske og monetære union, at konsolidere de forskellige områder og, naturligvis, at konsolidere solidariteten. Jeg erindrer ligeledes Rådet om, at Grækenlands problemer dels kan henføres til grækerne selv og dels til den manglende solidaritet.

  Reinhard Bütikofer (Verts/ALE). – (DE) Fru formand! Det er let at fastlægge forkromede mål. Det er noget, vi alle gør, når vi tager hul på et nyt år. Vi sætter forkromede mål, men spørgsmålet om, hvorvidt de forbliver en drøm, en prædiken, eller hvorvidt de udvikler sig til en dagsorden afhænger af, om vi kommer med konkrete svar på spørgsmålene om, hvem, hvad, hvordan, hvor meget og hvornår. Det er netop dette, vi skal se med hensyn til Europa 2020-dagsordenen. Efter min mening ramte hr. Daul sømmet på hovedet i begyndelsen af disse forhandlinger. Spørgsmålet er, om vi er indstillet på at afgive national suverænitet med hensyn til den økonomiske politik, eller om vi hellere ville undvære EU's samhørighed eller euroen eller det, som vi har brugt flere årtier på at bygge op? Alternativet er faktisk så dramatisk, som skildret her. Jeg ville også gerne have hørt nogle tydelige erklæringer fra repræsentanten for Tysklands Kristelige Demokratiske Union (CDU), da det som bekendt er de tyske konservative, der så ofte har stået i vejen for dette.

Jeg ønsker ikke blot at høre, at formanden for Det Europæiske Råd stille forsikrer os om, at Rådet ønsker at fastlægge retningslinjer på dette område, for jeg vil også gerne se, at Kommissionen og Parlamentet aktivt påtager sig denne opgave og energisk arbejder for at udarbejde disse retningslinjer for en fælles europæisk økonomisk styring. I denne forbindelse bør hånden ikke blot føres af fru Merkel og hr. Sarkozy, men der bør gøres en ihærdig indsats for at samle Europa inden for rammerne af en fælles økonomisk politik.

  Charalampos Angourakis (GUE/NGL) . – (EL) Fru formand! Mens vi drøfter resultaterne af det Det Europæiske Råds uformelle møde, strejker hver og en i hele den græske arbejdsstyrke i protest mod netop disse foranstaltninger og mod netop disse resultater. De protesterer over selve EU og over den politik, som centrum-venstre- og centrum-højre-regeringerne enstemmigt har vedtaget, og som indebærer, at der træffes foranstaltninger til skade for græsrødder og til skade for arbejdsmarkedet for at opnå en ren og skær beskyttelse af monopolernes fortjeneste.

EU, regeringerne og Kommissionen forsøger at terrorisere arbejdstagerne i hele EU i et forsøg på at få dem til at bukke sig ved udsigten til lavinen af foranstaltninger til bekæmpelse af græsrødderne. I denne krig reagerer arbejdstagerne imidlertid med massestrejker, demonstrationer og massemøder, som jeg slet ikke har hørt hr. Barroso kommentere, og disse demonstrationer og strejker organiseres af de klassebevidste fagforeninger i adskillige EU-lande.

Det eneste svar, som arbejdstagerne kan give som modspil til den front, som de pengestærke partnere har trukket op, til EU's ensretning, til de kompromissøgende fagforeningsledere, til regeringens brede angreb på løn og pension, er en udvikling i deres interesse.

  Mario Borghezio (EFD). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Der er formelt blevet udvist solidaritet over for Grækenland, men i realiteten var formålet blot at trække en stram og restriktiv politik ned over hovedet på EU's medlemsstater.

På den afsluttende pressekonference anførte hr. Van Rompuy med al ønskelig tydelighed, at målet er at etablere en form for EU-diktatur og omdanne Rådet til en imperiejunta med endnu større magt over medlemsstaterne.

Avisen Independent afslørede, at han før topmødet sendte et brev til stats- og regeringslederne, hvori han i et af bilagene skrev, at Rådets medlemmer var ansvarlige for deres regeringers økonomiske strategi, og at de også bør holdes ansvarlige for den i EU-sammenhænge. Uanset om man vælger at kalde det politisk koordinering eller økonomisk styring, er det kun Rådet, der er i stand til at affatte og opretholde en europæisk strategi. Han tilføjede ligeledes, at Det Europæiske Råd er meget ambitiøst, at det ønsker kontrol og ønsker at fungere som en leder, om end inden for rammerne af høringsbestemmelserne, og at dette var årsagen til, at han havde foreslået, at Rådet skulle mødes hver måned.

Dette er EU's arkitekters imperieperspektiver, og de fremgår også af et projekt, der cirkulerer i Kommissionens gange, hvori der opfordres til at gøre 80 % af EU-medlemsstaternes gæld til EU-gæld.

Den kampagne for en økonomisk superstat, der er blevet lanceret de seneste dage, er tilbøjelig til at forvandle ikke blot Grækenland, men alle EU's 27 medlemsstater til protektorater.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Fru formand! EU har nu vedtaget en post-Lissabonstrategi, som det har været forsigtig nok til at støvsuge for enhver form for målbare mål. Et fokus på en grøn økonomi vil i sig selv ikke være tilstrækkeligt til at sikre Europas konkurrenceevne som et produktionscentrum. Ud over kravet om en velfungerende energiforsyning og -infrastruktur vil dette efter min mening forudsætte veluddannede arbejdstagere og ikke bølge efter bølge af vandrende arbejdstagere, der oversvømmer arbejdsmarkedet med billig arbejdskraft.

Hvis det er nødvendigt at gøre de nationale arbejdsmarkeder mere fleksible, må det ikke føre til, at man lister en ophævelse af overgangsperioderne for de nye medlemsstater ind ad bagdøren. I krisetider, hvor stadig flere personer bliver arbejdsløse eller er nødt til at skaffe smør på brødet ved at udføre deltidsarbejde eller lavtlønnet, usikkert arbejde, er tiden ikke inde til, at EU giver fornyet drivkraft til nutidens nådesløse konkurrence på arbejdsmarkedet.

EU bør generelt ikke opføre sig despotisk. EU må ikke straks tilbagetrække økonomisk støtte fra strukturelt set svage regioner, fordi der ikke er blevet gennemført reformer, og det bør ikke engang true med at gøre dette. Vi har bestemt ikke brug for et nyt rådgivende udvalg til at foretage en vurdering af målene, som sandsynligvis vil ende i en skuffe igen. I stedet for en øget centralisme, bliver vi nødt til at flytte tilskuddene tilbage til det nationale plan igen. Europa 2020 må ikke blive startskuddet til en ny konkurrencemaraton og privatiseringsflugt. Denne strategi skal i stedet sikre de europæiske borgeres velstand.

EU har en chance nu for at få status som et værn mod globalisering, og dette vil sandsynligvis være EU's eneste chance.

  Mario Mauro (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer, hr. rådsformand! Det kan godt være, at De, som hævdet af hr. Farage, er relativ ukendt, men jeg ved, at Deres idealer er dybt rodfæstet i den europæiske tradition og kultur, og dette beundrer og respekterer jeg Dem for.

Netop af denne årsag tillader jeg mig at kommentere Deres meget rationelle indlæg ved at trække paralleller fra fodboldens verden. De tanker, De har gjort Dem om Deres rolle, synes at svare til rollen for en halfback, en midtbanespiller, der har til opgave at skabe orden i spillet på et hold, som efter de regelændringer, der blev indført med Lissabontraktaten, måske synes, at det er vanskeligere at score mål, dvs. at nå sine mål.

På baggrund af dette eksempel mener jeg, at det er op til Parlamentet at sætte mere på spil end de andre medspillere, altså at være en angriber, der gang på gang finder på nye indgangsvinkler til spillet med inspiration fra de nye regler for at styrke holdets angrebsevne og for at gøre det muligt for vores hypotetiske centreforward, dvs. Barroso-kommissionen, at score.

Hvad vil der ske, hvis vi ikke følger denne strategi, som jeg støtter helhjertet? Vi kommer til at trække os tilbage til en defensiv position, og vi kommer til at score et selvmål til skade for vores medborgeres interesser.

Netop derfor anmoder jeg hr. Van Rompuy om at støtte Parlamentets nye, ledende rolle og se den som en mulighed i stedet for en hindring. Vi er alle nødt til at gribe denne historiske mulighed, at spille en historisk rolle og udføre en historisk opgave, og jeg er overbevist om, at De er den rette person til at lede os.

  Juan Fernando López Aguilar (S&D). – (ES) (Begyndelsen af indlægget er af tekniske årsager ikke tilgængeligt) … Når vi taler om 2020-strategien, taler vi ikke blot om post-Lissabonstrategien, men derimod ligeledes om strategien til anerkendelse af fiaskoen med hensyn til at gennemføre Lissabonstrategien, eller sagt på en hårdere og mere grov måde, strategien til anerkendelse af Lissabons fiasko. Denne strategi blev udformet med henblik på at sikre vækst og bæredygtighed, men den er ikke blevet gennemført, da det ikke i kraft af denne er lykkedes at sikre hverken økonomisk, miljømæssig eller social bæredygtighed.

På det finansielle plan har Europa opbygget den monetære union, men er milevidt fra ikke blot at have opbygget den økonomiske union, men sågar også fra at have koordineret den økonomiske politik og de skattemæssige incitamenter, der burde ledsage den monetære union.

På energiområdet mangler der stadig at blive udviklet en fælles europæisk politik. På det sociale område hersker der i hele Europa utilfredshed blandt arbejdstagerne, fagforeningerne og de mest ugunstigt stillede grupper, der er bekymret over bæredygtighedsaspektet i den model, der stillede os bedre, da vi blev europæere, altså netop den vellykkede model, der sikrede velfærd og social samhørighed.

I lyset af det uformelle rådsmøde, der blev afholdt den 11. februar, ønsker jeg at vide, hvilke tilsagn Rådet, Kommissionen og alle de europæiske institutioner vil afgive for at styrke engagementet med hensyn til den sociale pagt, der blev nævnt i indlægget af den nuværende formand for Rådet for de kommende seks måneder, den spanske premierminister, José Luis Rodríguez Zapatero?

En social pagt, hvori det tydeligt kan fastslås, at Europa denne gang vil forpligte sig til at sikre finansiel og miljømæssig bæredygtighed og ligeledes til at bevare den sociale model, der stillede os bedre, da den gjorde os til europæere.

  Jean Lambert (Verts/ALE). – (EN) Hr. formand! Hr. Barroso talte tidligere om, at han ønskede en ambitiøs strategi, og det er korrekt, at dele af EU 2020-dokumentet er ambitiøse, men målet for drivhusgasemissionerne er bestemt ikke ambitiøst – det er derimod ynkeligt, og det fører os ikke frem til vores mål Vi bør sigte mod 40 % inden 2020. Problemet er naturligvis ikke blot klimaet, men ligeledes tilgængeligheden af ressourcer og en øget ressourceeffektivitet.

Der er samtidig meget i denne strategi, som det lader til, at vi tidligere har set, og det gælder ikke mindst, at den økonomiske vækst i stadig højere grad skinner igennem som et mål i stedet for som en indikator. Økonomisk vækst bør ikke være målet med en strategi. Der er mange områder i EU, hvor vi har forsøgt at adskille vækst og transport, energiforbrug osv., og vækst har længe været adskilt fra arbejdspladser. Så lad os nu ikke tale, som om vækst på en eller anden måde kan skabe arbejdspladser?

Det er også nødvendigt, at vi ikke blot ser på, hvordan vi kan reducere fattigdommen, men ligeledes, hvordan vi kan mindske ulighederne, da dette påviseligt indebærer konkrete fordele, og vi bliver også nødt til at sikre os, at vores finansielle institutioner ikke underminerer de ambitiøse mål, som vi måtte fastlægge.

  Othmar Karas (PPE). – (DE) Hr. formand, hr. van Rompuy! For det første ønsker jeg at takke hr. Van Rompuy for det brev, som De har sendt os. Jeg kan informere Dem om, at jeg støtter de principper, de værdier og den kurs, som De beskrev i brevet. Jeg glæder mig over, at De i dag har sagt, at De ønsker at mødes cirka hver måned, da det er Deres opgave at få stats- og regeringslederne og medlemsstaterne ind på det europæiske spor igen. Lissabonstrategien var i sig selv ikke forkert, men metoderne var forkerte, og den politiske vilje manglede, før målene kunne gennemføres i medlemsstaterne. Det må være Deres opgave at koordinere blandt medlemsstaterne inden for områder, hvor Kommissionens og EU's beføjelser er utilstrækkelige.

De sagde meget præcist, at markedet ikke er tilstrækkeligt. Vi ønsker så afgjort en social markedsøkonomi. Den monetære union er utilstrækkelig. Vi har brug for en politisk union. Den første test for os alle bliver 2011-budgettet, der allerede skal baseres på Europa 2020-strategien. Europa 2020 er ikke målet, men det er det instrument, som vi vil bruge til at gøre det, som vi bliver nødt til at gøre som reaktion på den finansielle og økonomiske krise. Der er behov for en øget koordination i budgetpolitikken, finanspolitikken, den økonomiske politik, forskningspolitikken og uddannelsespolitikken, for vi kan ikke forbedre vores konkurrenceevne baseret på økonomiske mål alene. Small Business Act skal derfor gennemføres i medlemsstaterne. Vores motto bør være "små virksomheder først", da dette vil skabe arbejdspladser i regionerne.

Der er tre ting, som jeg gerne ville se sker. Det er nødvendigt med en analyse af virkningerne af alle Kommissionens forslag vedrørende den virkelige økonomi, og ikke kun banksektoren, hr. Barroso. Det er nødvendigt med en gennemgang af vores finanser, hvori der også tages højde for de demografiske ændringer og den sociale sikkerhed og pensionssystemerne. Det er ligeledes nødvendigt med en fælles pakke, der omfatter koordinering, proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, strategien for at overvinde krisen, og Europa 2020, således at disse elementer ikke modsiger hinanden.

  Alejandro Cercas (S&D). – (ES) Fru formand, hr. Van Rompuy, hr. Barroso! Jeg synes virkelig godt om det, der er blevet sagt i dag. Jeg håber, at teksten vil være den samme næste uge, for som vi alle har forstået, og som De har forstået, vil dette betyde, at vi kan og skal fastlægge mål for os selv, og at vi kan vælge vores fremtid.

Det vil betyde, at der ikke er nogen økonomisk determinisme, at der er en politisk stemme, en stemme for borgerne og en stemme for fremtiden i vores egne hænder. Det vil betyde, at økonomien begrænser os og tilvejebringer midler til os, men at vi sætter målene, og at økonomien er til for samfundet i stedet for omvendt.

Det vil betyde, at vi, som det tidligere blev sagt, har behov for en langsigtet strategi og ikke blot en kortsigtet strategi, for jeg mener, at det er det, vi kan lære af tidligere tiders fejltagelser. Det, vi kan lære fra tidligere tider, er at vi har oplevet en betydelig økonomisk vækst, men at dette er sket på spekulationsbasis, hvor der ikke er taget højde for retfærdighed, ærlighed, miljøet, fremtiden eller de fremtidige generationer.

Jeg håber derfor inderligt, at vi næste uge vil være i besiddelse af dokumenter, der indeholder en ambitiøs dagsorden, som går i retning af bæredygtighed, og som forener økonomiske, sociale og miljømæssige hensyn, fordi disse er indbyrdes afhængige.

Jeg vil nu gerne sige et par ord om dagsordenens sociale dimension, for det er her borgernes krav, drømme og frygt kommer til udtryk, nemlig de drømme og den frygt, som præger personer på og uden for arbejdsmarkedet, og personer, der er ofre for finansmarkedernes arrogance, som har taget styringen over den virkelige økonomi og ødelagt den.

Netop her ligger håbet om, at vi vil sætte en stopper for dette, og at vi vil udarbejde en politik for fuld beskæftigelse, for kvalitetsarbejdspladser, for arbejdspladser, der kan rumme alle, og at vi omsider vil fremme de positive aspekter i Europas mål i stedet for at kæmpe en kamp om at sænke den sociale standard.

  Sven Giegold (Verts/ALE). – (DE) Fru formand, hr. Barroso, hr. Van Rompuy! Krisen i den europæiske økonomi er så dyb, at vi bliver nødt til at forvente meget konkret forslag i denne situation, nemlig specifikke forslag, der er i overensstemmelse med dem, som forskellige talere har fremlagt. Parlamentet har på mange måder anmodet om økonomisk styring i Europa.

Der skal fremlægges et forslag om, hvordan de risici, som vedrører et højt gældsniveau, kan fordeles, således at Grækenland og andre lande ikke bukker under som følge af høje rentesatser. I overensstemmelse med Økonomi- og Valutaudvalgets anmodning i går er det nødvendigt at fremlægge et forslag om, hvordan vi kan afhjælpe ubalancen. Det er ikke kun de lande, der har underskud, som skal straffes og foretage ændringer. Det er ligeledes nødvendigt at gennemføre reformer i de lande, der har for store overskud. Det er nødvendigt med europæiske statistikker, der er uafhængige, og vi skal træffe effektive foranstaltninger for at hindre skattekonkurrence. Parlamentet har fået forelagt forslag omhandlende disse emner. Nu er det op til Dem endelig at føre dem ud i livet.

  Jean-Pierre Audy (PPE). – (FR) Fru formand, hr. Van Rompuy, hr. minister, hr. Barroso, mine damer og herrer! Endelig er formanden for Rådet til stede her sammen med os, og jeg ønsker ham velkommen! Indledningsvis skal jeg imidlertid gentage, at jeg i høj grad beklager, at Deres første politiske skridt var at undlade at komme og præsentere Dem for de europæiske borgeres repræsentanter efter den 1. december, som var den dato, hvor De officielt tiltrådte.

De er politiker, ligesom vi er, og politik kan ikke udøves uden demokrati, hr. Van Rompuy. Den demokratiske lærestreg efter den franske og nederlandske folkeafstemning i 2005 og efter mange andre befolkningers mening, hvis disse var blevet hørt, er at borgerne siger, at de ikke er EU-modstandere, men at de føler, at EU opbygges uden dem og nogle gange mod dem.

Det er derfor takket være fru Merkel, der sad på Deres post i 2007, og hr. Sarkozy, der lige var blevet valgt til Frankrigs præsident, at borgerne igen blev placeret i centrum for den europæiske integration med Lissabontraktaten, hvori Deres høje stilling blev oprettet.

De må forstå, hr. Van Rompuy, at man intet kan gøre uden borgerne og deres repræsentanter, ligesom dette Parlament må forstå, at man intet kan gøre uden medlemsstaterne og således stats- og regeringslederne.

Lad os gå til sagens kerne. De europæiske borgere lider, da de ikke længere forstår den enorme, globale ødelæggelse, der foregår om ørerne på dem. De har til opgave at give det mening, at udstikke kursen, at overbevise Rådet om, at Europa ikke er et problem, men en løsning. Europa udsætter ikke for farer, det beskytter. Europa lider ikke, det handler.

Hvilke tanker har De gjort Dem om verden og om EU's placering heri? Kan De fortælle os, hvilken rolle mellemstatslighed spiller i Deres europæiske strategi, herunder især med hensyn til den økonomiske styring, som vi mangler, og oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil?

EU har to ben at gå på, hr. Van Rompuy. Medlemsstaterne og regeringerne og borgerne. Vi leder efter chefen, og De er netop chefen! De bør endvidere ikke sidde på passagersædet, men derimod på førersædet, og EU's fremtid vil afhænge af Deres evne til at styre medlemsstaterne i retning af en politisk union. Tak for deres tilstedeværelse, hr. Van Rompuy. De er en yderst kompetent person. Frygt ikke borgerne eller deres repræsentanter. Elsk Dem, og de vil gengælde Deres kærlighed.

  Sergio Gaetano Cofferati (S&D). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! I forbindelse med fastlæggelsen af midtvejsstrategien, er det nødvendigt, at EU tager højde for virkningerne af den økonomiske krise, der i dag går hård ud over denne del – og også andre dele – af verden, og naturligvis de mangler, der udmøntede sig i de beskedne resultater af den tidligere strategi, Lissabonstrategien fra 2000.

Krisen giver os nogle konkrete fingerpeg med hensyn til udvikling og fuld beskæftigelse, hvis vi ønsker at indarbejde dette mål i vores tiltag, hvilket efter min mening er nødvendigt.

For det første er det nødvendigt med lovgivningsinstrumenter og overvågning af det finansielle system og af bankerne for at sikre, at de negative forhold, som vi betaler den skyhøje pris for i dag, ikke bliver gentaget.

For det andet skal vi foretage massive investeringer i innovation, forskning og undervisning, især hvis vi ønsker at bevæge os i retning af en grøn økonomi. For at muliggøre betydelige investeringer skal EU imidlertid indføre eurobonds og et bonus- og sanktionssystem, således at de økonomiske mål kan nås. Disse faktorer er de væsentligste mangler i Lissabonstrategien.

Vi bliver nødt til at indføre ensartede omfordelingspolitikker med hensyn til såvel beskatning og lønninger. Desuden er det nødvendigt med en koordineret industripolitik for sektorer med henblik på at beskytte den historiske produktionsstruktur i denne af verdens regioner. Afslutningsvis bliver vi nødt til at omstrukturere og relancere den sociale dialog for at styrke samhørigheden og begrænse risiciene ved langtidsledighed, som vi skal finde os til rette med.

  Pilar del Castillo Vera (PPE). – (ES) Fru formand, hr. Van Rompuy, hr. Barroso, der ikke er til stede, men som jeg også henvender mig til! Det må siges at have været godt at se jer samlet, og det er efter min mening, fordi vi har set, at vi er på vej fremad, og at der fokuseres på det, der burde være grundlaget for en fælles strategi i de kommende ti år, og det, synes jeg, er utrolig vigtigt.

Det, der vakte min største interesse med hensyn til det forslag, vi har set på skrift, og det, som De har sagt, er at det kun er nødvendigt at fastlægge få mål, nemlig kun de højst prioriterede mål, som skal være håndgribelige og målbare, og de skal vurderes konstant, således at vi kan se, om vi gør fremskridt i den retning.

Efter min mening er dette af afgørende betydning, og det er en væsentlig ændring i forhold til Lissabonstrategien.

Jeg vil fremhæve et mål, nemlig det indre marked. Europas indre marked blev undfanget for mere end 20 år siden. I dag, 20 år senere, er der stadig en lang vej, før vi opnår et ægte indre marked inden for størstedelen af områderne. Dette skyldes i et vist omfang, at der er tale om meget nye sektorer, såsom det digitale marked, men i andre tilfælde er der tale om en sådan splittelse og hindringer i et sådant omfang, at vi berøver den europæiske økonomi den omfattende ramme, der er nødvendig for at kunne udvikle konkurrenceevnen i det omfang, det er nødvendigt i denne økonomi, og dermed fremme vækst, der igen vil fremme beskæftigelsen.

Vi har brug for kraftige politiske impulser, for "plejer" er død, hr. Van Rompuy og hr. Barroso. Vi har brug for en stærk ledelse, og De har et stort ansvar. Jeg giver Dem naturligvis min fulde støtte til at gøre dette muligt.

  Udo Bullmann (S&D). – (DE) Fru formand, hr. rådsformand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil kort berøre to punkter. For det første vil jeg gerne vide, om vi allerede har en Europa 2020-strategi, der er den sikre vej til en succes?

Nej, det har vi indtil videre ikke. Og jeg skal sige Dem, hvorfor vi ikke har det. Hvis De i Kommissionen og medlemsstaterne siger, at der først skal foretages en hurtig konsolidering af budgetterne, og at man først derefter skal kaste blikket på økonomien og beskæftigelsen, har De forregnet Dem. Hvis man ikke tror på det, så læs Den Internationale Valutafonds erklæring fra i går. Efterspørgslen i den private sektor er langt fra genoprettet. Vi er bekymrede over de offentlige investeringer. Hvis man ikke følger en integreret strategi, der er centreret om konkrete beskæftigelsesmål, er det udelukket, at vi kan håndtere krisen.

For det andet vil jeg gerne vide, om vi har en løsning på gældskrisen i de lande, der er under mest pres? Nej, det har vi indtil videre ikke. Det er ikke kun ét land, der har begået fejl. Hvis man imidlertid læser oplysningerne grundigt og lytter til analytikerne, ved man også, at mindst halvdelen af det græske overforbrug kan tilskrives spekulation, dvs. den form for spekulation, som Kommissionen i fem år ikke ville regulere, nemlig hedgefondene. Nu regulerer vi endelig disse forretninger, men hvad betyder det egentlig i praksis?

Vi har behov for en europæisk valutafond, der kan hjælpe disse lande. Vi skal kunne tilbyde lån til fornuftige rentesatser, ikke blot uden for euroområdet, men også inden for, og gøre disse betingede. Vi skal imidlertid udarbejde en europæisk politik for løsning af krisen, og det skal vi gøre lige nu.

  Enikő Győri (PPE). – (HU) Fru formand, mine damer og herrer! I min egenskab af medlem af trioformandskabet og som ungarsk parlamentsmedlem har jeg med stor glæde fulgt det stærke europæiske engagement og den tro, som hr. Van Rompuy har lagt for dagen i forbindelsen med udøvelsen af sit nye embede. Det er helt korrekt, at tiden nu er inde til at fastlægge, hvordan rådsformandskabet skal håndteres. Jeg er overbevist om, at Europa i krisens kløer har brug for en stærk hånd og retningssans ved roret. Det er også et troværdighedsspørgsmål for det nye program at undgå sin forgængers, Lissabonstrategiens, skæbne. Dette siger jeg også i kraft af, at jeg er fra et tidligere kommunistisk land. I denne fjerne krog af Europa er der, måske forståeligt nok, en naturlig modvilje mod bombastiske langsigtede planer.

Jeg har en bemærkning vedrørende institutionerne og en indholdsmæssig bemærkning. Med hensyn til bemærkningen vedrørende institutionerne skal vi beslutte, hvem denne strategi er målrettet. Hvis den er rettet mod EU’s ledere, er det, der er blevet gjort hidtil, tilstrækkeligt, og den stramme tidsplan er fornuftig. Hvis vi imidlertid tror, at den er rettet mod EU’s borgere, som vi ønsker at få over på vores side, som vi ønsker at samarbejde med og ikke imod for at forme et stærkere, mere konkurrencedygtigt EU, der giver borgerne flere fordele, end det er tilfældet i dag, skal vi fortsætte i overensstemmelse med Lissabontraktaten og reelt inddrage Parlamentet og, hvad vigtigere er, også de nationale parlamenter. Dagens forhandlinger udelukker ikke en behandling af spørgsmålet her i Parlamentet på almindelig vis, eller af ordførerens erklæring i udvalgene og i de politiske grupper.

På indholdssiden må det væsentligste mål være jobskabelse. Det skal være udgangspunktet for enhver ny strategi. Hvordan opnås dette? Det ved vi meget lid tom på nuværende tidspunkt. Det, vi ved, er færre prioriteringer, kortlægning af flaskehalse, strammere koordinering af den økonomiske politik. Det er alt sammen meget fint, men lad os nu tage i betragtning, at vi ikke skal kaste det over bord, som har fungeret godt. EU er blevet styrket i kraft af de nuværende fællesskabspolitikker, og det er i strid med de grundlæggende traktater at kassere samhørigheds- og landbrugspolitikker, der fungerer godt for EU-borgerne. For det andet er formålet med den nye strategi at tjene alle regioners og ikke blot visse virksomheders eller landes interesser. Samhørigheden vil medvirke til, at EU’s konkurrenceevne også bliver forbedret. For det tredje skal strategien skræddersys til landene. Dette vil gøre hele projektet troværdigt.

  Anni Podimata (S&D). – (EL) Fru formand! Dagens forhandlinger om 2020-strategien er meget interessante, men vi er alle fuldt ud klar over, at Rådets uformelle møde den 11. februar var domineret af det såkaldte græske spørgsmål. Vi er også klar over, at det uformelle topmøde kulminerede i stats- og regeringschefernes erklæring, hvori de gav politisk støtte til Grækenland og udtrykte vilje til at iværksætte tiltag for at stabilisere euroen samt påpegede, at Grækenland ikke har anmodet om økonomisk støtte fra EU.

Jeg vil benytte lejligheden til at erindre om Parlamentet om, at den græske regering og den græske premierminister gentagne gange har fremhævet, at Grækenland ikke beder om penge, at landet ikke beder de tyske eller østrigske eller svenske eller andre europæiske skatteydere om at betale sin gæld, som Grækenland vil håndtere og begrænse ved egen hjælp med udgangspunkt i de foranstaltninger, der allerede er blevet offentliggjort.

Mens vi er ved det, er det ikke sandt, at Grækenland har sagt, at det har givet alle oplysninger om Goldman Sachs-obligationsbeholdningen, men derimod at Grækenland omgående vil give oplysningerne, hr. Van Rompuy. Jeg kan ikke at kommissionsformanden er til stede, men jeg vil endvidere udtrykke undren over, hvorfor det kun var de græske myndigheder og Grækenland, der blev anmodet om oplysninger om en praksis, som blev anvendt til fulde i adskillige medlemsstater i euroområdet i løbet af ti år fra 1998 til 2008, hvilket fremgår af adskillige nylige artikler i den udenlandske presse.

Grækenland beder ikke om penge. Grækenland beder om noget andet. Noget, der bør give sig selv, ikke blot som følge af Grækenlands deltagelse i euroområdet, men ligeledes mere generelt som følge af Grækenlands medlemskab af EU, nemlig politisk støtte, solidaritet og grundlæggende og uforfalsket tillid. Denne støtte skal ikke blot udtrykkes med ord, den skal have substans og indhold og skal ikke blot trækkes væk og undermineres, lige så snart vi er kommet uden for de lukkede døre.

Grækenland anmoder sine partnere om ikke at gøre eller sige noget, der kan sætte gang i spekulationerne, og at undlade at så tvivl om, hvorvidt Grækenland vil være i stand til at opnå resultater med de foranstaltninger, det har offentliggjort, da dette i sidste ende ville underminere Grækenlands indsats.

Vi må ikke stikke hovedet i busken. Vi ved alle, at spekulanter med Grækenland som dække har rettet skytset mod euroområdet og euroen. Lad os derfor træffe alle de fornødne foranstaltninger for at beskytte euroområdet og euroen.

(Bifald)

  Paolo De Castro (S&D). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! På egne vegne og på vegne af hele Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, som jeg er formand for, må jeg dybt beklage, at landbrugsfødevaresektoren ikke er nævnt med et eneste ord i 2020-strategien.

Det er absurd, at Kommissionens foreslåede strategi for de kommende 10 år ikke omfatter den væsentlige udfordring, som fødevaresikkerhed, vækst og fastholdelse af arbejdspladser i landdistrikterne udgør.

Hvordan kan man forestille sig et grønt og bæredygtigt Europa uden at tage højde for, at 45 % af hele EU’s område forvaltes af landbrugere? Hvordan kan man undlade at tage højde for de næsten 30 mio. personer, der arbejder inden for dette område? Disse arbejdstagere skal sikres og beskyttes. Inden vi retter blikket mod nye arbejdspladser, skal vi beskytte de nuværende.

Jeg erindrer om, at landbruget er synonymt med en lang række centrale tjenesteydelser, der bl.a. vedrører fødevarer, biologisk mangfoldighed, landskabet og miljøet, og at disse opgaver udføres for at fremme det sociale og økonomiske liv i landdistrikterne.

Det spanske formandskab har ligeledes stædigt fastholdt, at det er nødvendigt med en stærk fælles landbrugspolitik. Jeg er derfor bekymret over denne meget alvorlige udeladelse, som jeg håber, at Parlamentet vil være i stand til at bringe i orden.

  Liisa Jaakonsaari (S&D). – (FI) Fru formand! Dette er tigerens år, og Kina er økonomisk set en tiger.

På nuværende tidspunkt er Indien en byggeplads af kolossale dimensioner, og jeg tror, at udviklingen i Indien vil få en enorm indvirkning på Europa. Netop derfor er det nødvendigt med en ny rytme, nemlig den nye begyndelse, som EU 2020 symboliserer. Vi har behov for en fælles økonomisk politik, en intelligent skattepolitik og mod til at anerkende vores strukturelle svagheder, som er forskning og produktudvikling. Disse emner er blevet fremlagt meget tilfredsstillende her.

Jeg har to spørgsmål. Hvordan skal vi fremover overvåge gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten på baggrund af denne græske tragedie og den lærestreg, vi har fået i forbindelse hermed? Mit andet spørgsmål går på, hvilke gulerødder og piske, vi skal anvende for at sørge for, at EU’s 2020-strategi bliver mere vellykket end Lissabontragedien, som medlemsstaterne var inderligt ligeglade med?

  Marian-Jean Marinescu (PPE). – (RO) Fru formand, hr. formand for Rådet! Jeg glæder mig over, at De er til stede her i dag. Jeg forstår ikke, hvorfor Rådet forsøger at træffe en beslutning med sådan et hastværk uden en foregående seriøs høring af Parlamentet. Vi har brug for 2020-strategien, da Lissabonstrategien har vist sig ikke at være effektiv. De dokumenter, der cirkulerer, er imidlertid generelle og indeholder ingen klare erklæringer om de fremtidige udfordringer.

Et eksempel er det sociale aspekt. De væsentligste sociale problemer i Europa er befolkningens stigende aldring og arbejdstagernes manglende høje kvalifikationer.

På denne baggrund er bevillingen af mindre end 2 % af BNP til forskning, udvikling og innovation den første fejl, som skal rettes hurtigt. Forskning og udvikling kunne baseres på offentligt-private partnerskaber og på en tilskyndelse til forretningsfolk til at investere i forskningslaboratorier og -institutter for at hinder hjerneflugten til USA eller Japan.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Fru formand! Jeg vil forsøge at gøre det kort, så jeg kan holde mig inden for tidsbegrænsningen. Jeg er skuffet over, at kommissionsformanden ikke længere er til stede, men jeg mener, at den hovedansvarlige for det interinstitutionelle samarbejde er her.

Som et væsentligt skridt i retning af at gøre 2020-strategien vellykket vil jeg derfor især fokusere på, hvor afgørende det er, at de forskellige EU-institutioner stopper med at konkurrere mod hinanden, og at vi reelt samarbejder om de instrumenter, som er altafgørende for, at vi kan nå målene i 2020-strategien.

Det er derfor af meget stor betydning, at national egoisme fuldstændig omdannes til en national ansvarsfølelse og ligeledes en europæisk ansvarsfølelse, for medmindre vi berører harmoniseringen af socialpolitikken og harmoniseringen af skattepolitikken hurtigst muligt, vil det ikke være muligt at opfylde de mål i den økonomiske politik eller i vores fælles europæiske økonomi, som vil forvandle os til en virkelig konkurrencedygtig region i en globaliseret verden.

  Andrew Duff (ALDE). – (EN) Fru formand! Jeg er særdeles taknemmelig over, at hr. formand Van Rompuy gengav sin jobbeskrivelse, men jeg forstår stadig ikke helt, hvorfor han afslår at besvare min parlamentariske forespørgsel. Jeg anmoder ham om at tage hans tilgang til parlamentariske forespørgsler op til fornyet overvejelse.

Jeg ønsker ligeledes at undskylde Nigel Farages skandaløse opførsel over for hr. formand Van Rompuy. Jeg kan forsikre ham om, at langt størstedelen af de britiske parlamentsmedlemmer vil udvise stor respekt over for ham.

  Georgios Papanikolaou (PPE). – (EL) Fru formand! Hele Europas og ikke kun Europas øjne har, som adskillige talere allerede har sagt, hvilet på Grækenland på det seneste.

På baggrund af den verdensomspændende økonomiske krise, er det naturligvis ikke kun Grækenland, der har alvorlige økonomiske problemer. Vi ved alle, at der også er flere lande.

Vi er vidner til et angreb fra spekulanter af et hidtil uset omfang, som på det sidste desværre har været i form af bagvaskelse af værste skuffe i nogle medier.

Hvorom alting er, kan jeg forsikre alle de tilstedeværende om, at Grækenland ikke er gået bankerot, og at Grækenland ikke kollapser. Grækenland har heller aldrig anmodet om økonomisk støtte. Det, som Grækenland har anmodet om og anmoder om nu, er politisk støtte. Det, som Grækenland har anmodet om og anmoder om nu, er, at de øvrige medlemmer i ØMU’en udviser reel solidaritet, da det er det, der i sidste ende står på spil.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Fru formand! Ved årets begyndelse nåede arbejdsløshedstallet op på 10 %, mens adskillige medlemsstaters underskud er vokset. EU’s borgere venter på omgående løsninger på de aktuelle grundlæggende udfordringer, nemlig de demografiske ændringer og klimaændringerne samt den økonomiske og finansielle krise.

EU skal prioritere investeringer i skabelse og bevarelse af arbejdspladser inden for uddannelse, sundhedspleje, landbrug og transport- og energiinfrastrukturer. EU har behov for en bæredygtig energistrategi og en moderne, sikker og effektiv transportinfrastruktur. Vi skal investere i energieffektivitetsforanstaltninger til fordel for såvel private boliger som for moderniseringen af industrianlæg, hvilket vil gøre det muligt for os at skabe mere end to mio. nye arbejdspladser inden 2020.

Desuden er en reduktion i forurenende emissioner ensbetydende med en modernisering af industrifaciliteterne i hele EU og ikke en flytning af EU’s industri til tredjelande. Til sidst, men ikke mindst, gør den aldrende befolkning og den faldende fødselsrate det nødvendigt at gennemføre reformer af de sociale systemer, således at enhver borger i EU kan sikres et værdigt liv.

FORSÆDE: Stavros LAMBRINIDIS
Næstformand

  Maroš Šefčovič, medlem af Kommissionen. (EN) – Hr. formand, mine damer og herrer! Mødet kom til at vare lidt længere end beregnet, og kommissionsformanden blev nødt til at forlade det pga. andre forpligtelser, men jeg vil med glæde besvare spørgsmålene på vegne af hr. formand Barroso og på vegne af Kommissionen.

Til at begynde med vil jeg gerne takke alle de tilstedeværende for en fascinerende forhandling, for mange interessante idéer og for den entusiasme og støtte, De viser i forbindelse med 2020-strategien. Uden Deres støtte hverken kan eller vil EU’s 2020-strategi blive en succes. Jeg kan forsikre Dem om, at Kommissionen vil være meget modig, og omdrejningspunktet i EU’s 2020 vil være borgerne, beskæftigelse og fattigdomsbekæmpelse. Jeg kan ligeledes forsikre Dem om, at vi har fået en lærestreg af Lissabonstrategien, og at vi derfor vil fokusere på et mindre antal mål, og at vi så afgjort vil opnå forbedringer inden for styreformer.

I Kommissionen glæder vi os meget over den store interesse og over Parlamentets forhåbentlig store støtte. Vi glæder os også meget over det høje aktivitetsniveau i Rådet, hvor det er særdeles tydeligt, at atmosfæren i dag adskiller sig i væsentlig grad fra atmosfæren for fem år siden, da vi drøftede parametrene i Lissabonstrategien.

Vi er imidlertid ikke færdige. Vi bliver nødt til at sikre lokal og regional støtte til denne strategi og, frem for alt, bliver vi nødt til at få borgernes opbakning til den. Vi skal sørge for, at borgerne ikke opfatter strategien som endnu en administrative øvelse, men at de opfatter den som en strategi til forbedring af levevilkårene i Europa og i de europæiske lande og regioner. Jeg anmoder medlemmerne om at hjælpe os med at udføre denne opgave. Lad os ikke konkurrere institutionerne imellem, lad os derimod samarbejde, lad os fokusere på prioriteringerne, og lad os levere de konkrete resultater.

I EU’s 2020-strategi ønsker vi at indføre en indbyrdes forbundet ordning bestående af tre søjler, der bygger på en intelligent, mere miljøvenlig og rummelig økonomi, og disse søjler skal danne grundlag for fleksible initiativer, der skal være målrettet flaskehalsene og de problemer, som får den europæiske økonomi til at miste pusten, og som hindrer, at økonomiens potentiale kan udnyttes fuldt ud. Vi ønsker at fokusere mere på uddannelse og undervisning, således at de europæiske arbejdsstyrker kan beholde den konkurrencemæssige fordel, som Europa fortjener. Vi vil sørge for, at EU’s 2020-strategi fortsat vil være knyttet til stabilitets- og vækstpagten, da en solid finanspolitisk situation er af afgørende betydning for den økonomiske stabilitet.

I dag har vi talt meget om Grækenland, og jeg ønsker at gøre det klart, at der var bred enighed om, at euroområdets medlemsstater om nødvendigt skal iværksætte målrettede og koordinerede tiltag for at beskytte den finansielle stabilitet i euroområdet. Kommissionen vil samarbejde tæt med Grækenland og føre tilsyn med, hvordan Grækenland gennemfører henstillingerne. En delegation under ledelse af Kommissionen i samarbejde med ECB og med teknisk bistand fra IMF er nu taget til Athen for at vurdere, om det er nødvendigt, at Grækenland træffer yderligere foranstaltninger.

Lad mig gøre det helt klart. Vi har værktøjerne til at sikre den finansielle stabilitet i euroområdet, hvis der bliver behov for det. Disse omfatter navnlig euroområdets medlemmer, Kommissionen og Centralbanken, og vi er parate til at fastlægge en europæisk ramme for koordinering af tiltaget. Alle faser i denne proces skal imidlertid have tid til at udvikle sig, og det er nu op til Grækenland at tvinge reformerne igennem og træffe de nødvendige foranstaltninger. Efter min mening er vi klar til at iværksætte modige tiltag med hensyn til både EU’s 2020-strategi og situationen i Grækenland.

  Herman Van Rompuy, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg glæder mig over disse forhandlinger, og jeg er glad for, at jeg takkede ja til indbydelsen til at deltage i dette møde, allerede på dette tidlige tidspunkt i processen forud for 2020-strategien, for drøftelserne er kun lige begyndt. Vi afholdt drøftelser for nylig, den 11. februar, vi har et forårsmøde i Rådet i slutningen af marts, og vi færdiggør 2020-strategien, dvs. strategien for beskæftigelse og økonomisk vækst, ved udgangen af juni måned. Vi har derfor et godt stykke tid til at udveksle synspunkter og fastlægge kursen en gang for alle.

Jeg glæder mig derfor over de europæiske ambitioner, som jeg har observeret i dette forum her i eftermiddag, og jeg glæder mig over den utålmodighed med hensyn til at komme i gang, som jeg har fornemmet. Et af indlæggene har jeg ikke andet end foragt tilovers for, men jeg vil ikke kommentere det nærmere.

For så vidt angår den økonomiske strategi, vil jeg opdele den i tre perioder. Den første periode er den periode, som vi stadig befinder os i, nemlig den, der er præget af finanskrisen og alle konsekvenserne heraf. Jeg vil bruge en anden retorik end den, der er blevet anvendt her i eftermiddag gennem hele forhandlingen. Jeg må hellere forklare mig nærmere. Jeg ønsker at bruge en retorik, der også afspejler det positive ved EU, for selv om det kan komme som en overraskelse for nogen, er der også sket positive ting for nylig. Vi har taget konsekvensen af og fået indtil flere lærestreger af krisen i 1930’erne. I dag er det et år siden, den store krise fandt sted, og i dag, i 2010, har vi faktisk positiv vækst i de fleste lande igen. Det skete ikke i 1930’erne. Dengang varede krisen faktisk til slutningen af 1930’erne.

Hvorfor oplever vi denne positive vækst nu? Fordi vi har truffet foranstaltninger. Vi har truffet foranstaltninger for at redde finansinstitutter, og det er ikke, fordi vi som sådan holder specielt meget af dem, men fordi der ikke findes nogen økonomi uden dem. Vi har ført en intelligent valutapolitik. Vi har tilført økonomien likviditet, hvilket ingen gjorde for 70 år siden. For mindst 16 lande har vi oprettet et valutastabilitetsområde på trods af alle problemerne. I 1930’erne blev der foretaget konkurrerende devalueringer. Det er der ikke sket i dag. Vi har ført en risikobehæftet budgetpolitik, hvor vi har anvendt budgetunderskud til at stimulere økonomien. Vi gjorde ikke det, man gjorde i 1930’erne, nemlig at genskabe budgetligevægten så hurtigt som muligt. Derfor har vi beskyttet vores indre marked, som ikke er fuldendt. Vi skal forbedre det, og hr. Monti vil udarbejde nogle konkrete forslag til os. Vi har imidlertid ikke fået tilbagefald til 1930’ernes protektionisme. Vi har derfor fået en lærestreg af den omfattende krise, som vi lige har gennemlevet.

Jeg vil sågar gå videre end det og sige, at G20 eksisterer takket være EU. Vi var dem, der tog initiativet til at oprette denne globale styring, der er i sin vorden. Det er første gang, de såvel nye som gamle stormagter har samarbejdet om at bekæmpe krisen, om end ufuldstændigt, men vi vil fortsat arbejde i den retning, der er fastlagt. Europa og EU bør således ikke altid sættes i den defensive position. Der er også kommet nogle meget positive ting ud af det.

Nu skal vi forlade denne strategi, den såkaldte strategi for at overvinde krisen. Vi skal finde en balance mellem at gå for hurtigt væk fra de finanspolitiske stimulanser og på mellemlang sigt finde tilbage til den budgetligevægt, der er absolut nødvendig for at finansiere vores pensionssystem, vores socialsikringssystem og vores sundhedssystem. Det er således en vanskelig balance, vi skal finde, og stabilitets- og vækstpagten indeholder redskaberne hertil, da pagten ikke indeholder krav om en omgående tilbagevenden til budgetligevægt. Den kræver en trinvis strategi, hvor vi først skal nå et trin på 3 % og herefter på mellemlang sigt budgetligevægt. Vi har efter min mening ført og fører fortsat en klog politik.

For så vidt angår Lissabonstrategien, er vi bekendt med svaghederne heri, men vi må imidlertid heller ikke glemme, at den finansielle og økonomiske krise fuldstændig har spændt ben for gennemførelsen af Lissabondagsordenen. Der har selvfølgelig været undtagelser, som jeg ikke vil nævne her, fordi de er velkendte. Jeg vil imidlertid sige, at vi har behov for omfattende reformer eller vigtige reformer, og at disse vigtige reformer på europæisk og nationalt plan vil forudsætte budgetmæssige prioriteringer. Som jeg har gentaget i de skriftlige konklusioner, som medlemmerne har læst, er det ikke et tilfælde, at vi ønsker at knytte budgetdrøftelserne, der faktisk foregår inden for de juridiske rammer i stabilitets- og vækstpagten, til økonomiske reformer. Dette skyldes, at hvis vi f.eks. siger, at vi bliver nødt til at gennemføre mere forskning og udvikling, bliver vi nødt til at bevilge midler hertil i de nationale budgetter og i EU’s finansielle overslag. Dette betyder, at det er nødvendigt at foretage nogle budgetmæssige prioriteringer.

En anden konsekvens af de valg, vi foretager i forbindelse med Lissabonstrategien, er at de mål, vi foreslår, ikke altid vil være bløde mål. Det kan sagtens være, at det drejer sig om hårde mål. Det er i disse situationer, det bliver vanskeligt. På den ene side har vi kravet om reformer og på den anden side gennemførelsen af reformerne. Jeg siger ikke, at det er tilfældet her, men uden for Parlamentet, på europæisk plan, kræver borgerne kraftige foranstaltninger, omfattende reformer, hårde reformer, og når borgerne rejser tilbage til deres hjemland igen, ser jeg få resultater af dette. Det er derfor nødvendigt med en konsekvent holdning. Det er ikke kun EU, der vil gennemføre reformer. Vi kan tilskynde til dem, stimulere dem og skabe de bedste rammer for dem, men det er på nationalt plan, en lang række reformer skal gennemføres, og det er derfor et spørgsmål om at vise betydelig politisk vilje, og politisk engagement er det vigtigste.

Det siges ofte, at vi har brug for flere bindende foranstaltninger. Vi bør imidlertid overveje dette. Jeg har udarbejdet en hel del forslag, som efter min mening er mere intelligente end bindende foranstaltninger. Dog har selv stabilitets- og vækstpagten, der indeholder mange bindende foranstaltninger, forsømt at få nogle lande tilbage på sporet. Metode er derfor ikke alt, metode løser ikke alt og uden politiske aftaler og uden engagement er metoder værdiløse.

Med hensyn til den økonomiske strategi er det meget nemt for nogle at sige, at vi skal indføre flere strenge foranstaltninger. Lissabontraktaten indeholder imidlertid ingen bestemmelser om økonomiske retningslinjer. Det var ikke mig, der egenhændigt udarbejdede Lissabontraktaten. Det var der andre, der gjorde, men den indeholder ikke bestemmelser om sanktioner, bøder eller negative foranstaltninger, for så vidt angår gennemførelsen af de økonomiske retningslinjer. Hvis De nøje gennemlæser artikel 121, vil De være fuldstændig klar over dette. Politisk engagement på såvel europæisk som nationalt plan er derfor af afgørende betydning, og uden dette politiske engagement, vil alt forblive status quo.

Til sidst et enkelt ord om Grækenland. Jeg er overbevist om, at vi har udsendt det rigtige budskab. Vi har udsendt budskabet om, at ansvaret ligger hos den græske regering, der skal håndtere en utrolig vanskelig situation, som er gået i arv. Det kræver nogle modige foranstaltninger. Den 11. februar fortalte den græske regering, at den ville træffe supplerende foranstaltninger, hvis de nuværende foranstaltninger ikke var tilstrækkelige til at opnå en reduktion på 4 % af BNP i 2010. Vi har forpligtet os til at gennemføre mere tilsyn, ikke kun på Kommissionens initiativ, men ligeledes med bistand fra Centralbanken og sågar fra eksperter fra Valutafonden. Jeg mener derfor, at vi virkelig har konkretiseret og defineret ansvaret meget tydeligt. Om nødvendigt er der naturligvis et solidaritetsredskab. Grækenland har sagt, at det ikke ønsker at gøre brug af dette, men vi har lagt os fast på to budskaber, nemlig et budskab om ansvarlighed og et budskab om solidaritet, hvis dette bliver nødvendigt.

Vi skal naturligvis drage konklusioner af det, der er sket i Grækenland i de senere år. I euroområdet skal vi ligeledes være mere proaktive med hensyn til både dataindsamling og selve politikken. Denne krise var også en udfordring forstået på den måde, at vi i højere grad skal gennemføre koordinationspolitikken. Enhver krise er faktisk en udfordring. Vi skal tage ved lære af alle kriser. Vi skal nok komme til at tage ved lære. På samme måde, som vi tog ved lære af krisen i 1930’erne, skal vi nu også tage ved lære af finanskrisen, nemlig mere lovgivning, øget tilsyn med bonusordninger og en mere vidtrækkende bankvirksomhedspolitik. Vi skal også tage ved lære af alle Grækenlands og andre landes erfaringer.

Jeg er af den opfattelse, at jeg har mærket de samme ambitioner her i Parlamentet, at jeg har mærket den samme politiske vilje til at føre en økonomisk politik og strategi, der kan afhjælpe de vanskeligheder, som vi står over for i dag. Jeg er enig med det, som mange af medlemmerne har sagt, nemlig at ansvaret ikke kun påhviler en eller to personer, men at alle de europæiske institutioner og alle medlemsstaterne skal påtage sig et kollektivt ansvar. Hvis ikke, kan vi ikke redde vores sociale model. Hvis ikke, vil vi miste vores position i verden. Det er derfor med dette for øje, jeg har besøgt Parlamentet her i dag, og det er med dette for øje, jeg vil fortsætte mit arbejde.

(Bifald)

  Formanden. – Mange tak, hr. rådsformand. Deres tilstedeværelse her på Deres første plenarmøde har bestemt været en stor fornøjelse. I Grækenland har vi et udtryk for nogen, som påtager sig nye, tunge forpligtelser. Vi siger: σιδηροκέφαλος, som betyder, at man ønsker den pågældende et hoved af jern, så vedkommende kan modstå alt, der vil ramme ham i et vanskeligt forløb. Jeg synes, at De har bevist, at De er ved at udvikle det, hvis ikke De allerede har det. Mange tak for Deres besøg.

Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Elena Oana Antonescu (PPE), skriftlig. – (RO) Den økonomiske krise har sat et dybt, negativt spor i EU-landenes potentiale for økonomisk vækst. Vi har fulgt drøftelserne om dette emne og har konstateret, at opmærksomheden har været rettet mod foranstaltninger til at overvinde krisen og sætte gang i den økonomiske vækst på finansmarkederne igen. Det er utvivlsomt en god idé at håndtere de alvorligste problemer først. Det er imidlertid vigtigt, at vi indser, at situationen ikke længere er den samme som før krisen. Det er faktisk den økonomiske model, der skal ændres. Den skal i højere grad baseres på innovation og ikkeforurenende energikilder samt fokusere på borgernes sundhedstilstand. Vi kan ikke få en dynamisk økonomi, hvis ikke vi har motiverede arbejdstagere. Vi kan heller ikke få en bæredygtig økonomi, hvis vi kun støtter miljøbeskyttelse med halvhjertede foranstaltninger. For at genskabe potentialet for økonomisk vækst skal vi efter min mening begynde med at ændre selve den økonomiske model, og deri skal der fokuseres på det, der skaber innovation og personlig motivation. At overvinde krisen er i bund og grund ikke et problem, der vedrører den økonomiske politik eller finanspolitikken.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig. – (LT) Europa har allerede taget ved lære, i og med at vi ikke har været i stand til at gennemføre de mål, der er fastlagt i Lissabonstrategien, og jeg håber, at Europa vil lære af de fejl, der forårsagede den økonomiske og finansielle krise. Jeg anmoder Dem derfor om i fremtiden først og fremmest at være mere opmærksom på jobskabelse og ikke bare skabe enhver form for arbejdspladser, men forsøge at sikre fuld beskæftigelse af høj kvalitet under hensyntagen til arbejdsmarkedets behov og sikre social integration. For det andet er det meget vigtigt at kæmpe for ligestilling og udryddelse af fattigdom, især for så vidt angår personer i de mest sårbare grupper, da de rammes hårdest af fattigdom i disse hårde tider. Jeg ønsker ligeledes at henlede opmærksomheden på uddannelsessystemerne og betydningen af at erhverve nye kvalifikationer. Da EU’s medlemsstaters arbejdsmarkeder undergår en dynamisk forandring, er det nødvendigt at sørge for, at arbejdstagerne har de kvalifikationer, der er nødvendige på fremtidens arbejdsmarked. Det er således absolut nødvendigt at investere i intern personaleuddannelse og livslang læring. Vi burde være mest opmærksomme på et af samfundets alvorligste problemer, nemlig den stigende ungdomsarbejdsløshed. Hvis unge mennesker ikke får mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet, risikerer vi, at Europa taber en hel generation af unge på gulvet. På EU’s stats- og regeringslederes uformelle møde den 11. februar om Europa 2020-strategien, blev det meget væsentlige emne om styring taget op. Selv om Rådet har store ambitioner på dette område, opfordrer jeg Dem imidlertid til at sikre, at Parlamentet, de nationale parlamenter og forskellige rådsområder kommer til at deltage endnu mere aktivt.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) I disse forhandlinger holder de ansvarlige i EU sig langt væk fra borgernes reelle problemer. De eksempler, som vi fortsat finder i forbindelse med vores besøg og i vores kontakt med arbejdstagere, landbrugere, fiskere og ejere af mikro- og småvirksomheder, viser, at EU’s strategier og politikker udelukkende gør beskæftigelsessituationen endnu mere ustabil og medvirker til øget arbejdsløshed og udnyttelse.

På et tidspunkt, hvor arbejdsløshedstallet er nået så langt op som til 23 mio., og mere end 85 mio. borgere er ramt af fattigdom, er det ikke acceptabelt at videreføre de politikker, der var årsagen til denne situation.

Vi fastholder derfor, at det er nødvendigt at sætte en stopper for stabilitetspagten og erstatte den med en udviklings- og beskæftigelsespagt, som indeholder en prioritering af oprettelse af arbejdspladser med rettigheder og en produktionsforøgelse.

Det er nødvendigt, at vi river os løs fra den såkaldte Lissabonstrategi og i stedet bakker op om en strategi for socialt fremskridt, som prioriterer bekæmpelsen af fattigdom, støtter offentlige tjenesteydelser af god kvalitet og sociale ressourcer samt fremmer ligestilling og kvinders rettigheder. Dette betyder, at vi skal udvikle en budgetpolitik, som indebærer en hurtigere bevilling af fællesskabsstøttemidler og en hurtigere og lettere overførsel af midlerne til medlemsstaterne…

(Stemmeforklaring forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 170)

  Kinga Göncz (S&D), skriftlig. – (HU) EU’s 2020-strategi kan kun blive vellykket, hvis medlemsstaterne viser tilstrækkelig engagement til at føre den ud i livet. Ud over en utvetydig accept af det nationale ansvar er det af afgørende betydning for strategiens succes, at fællesskabspolitikkerne gennemføres sammen med de ledsagende ressourcer, der er tilvejebragt for at indhente det forsømte, til regionaludvikling og landbruget, der alt sammen vil bidrage til økonomisk vækst og jobskabelse. Den ledelsesstyrede arbejdsmetode, der er ved at tage form nu, og som bygger på statsledernes øgede politiske ansvarlighed, indeholder også en stærkere garanti for en vellykket gennemførelse, end det var tilfældet i forbindelse med Lissabonstrategien. 2020-strategien indeholder ligeledes en angivelse af den næste budgetperiodes prioriteringer, men indeholder ikke oplysninger, der kan lægges til grund for en detaljeret drøftelse på nuværende tidspunkt. Følgelig skal man lige nu fremhæve betydningen af en fælles landbrugs- og samhørighedspolitik for den næste syvårsbudgetperiode, som vi tager hul på i 2014. Uden en økonomisk, social og territorial samhørighed er der intet stærkt, konkurrencedygtigt Europa. Konvergens regionerne imellem styrker EU’s konkurrenceevne.

  Lívia Járóka (PPE), skriftlig. – (HU) En af de væsentligste udfordringer, som EU står over for, er revurderingen af Lissabonstrategien og den dertilhørende bekæmpelse af fattigdom og udstødelse samt styrkelse af den sociale samhørighed. 2020-initiativet, der udgør et af fundamenterne i det spansk-belgisk-ungarske trioformandskab, skal modsvare de langsigtede demografiske og sociale udfordringer, som EU står overfor. Dette er ensbetydende med ikke mindre end en omstrukturering af det europæiske arbejdsmarked og uddannelsessystem. I lyset af EU’s nuværende beskæftigelsesstrategis fiasko skal 2020-programmet så afgjort medføre oprettelse af flere og bedre arbejdspladser, og der skal hovedsagelig fokuseres på en højere andel af kvinder og dårligt stillede grupper på arbejdsmarkedet. Det er prisværdigt, at der på både Kommissionens dagsorden og i det kommende trioformandskabs handlingsplan er lagt vægt på faktorer, der er af altafgørende betydning for programmets succes, f.eks. foranstaltninger til bekæmpelse af sort arbejde, den sorte økonomi og reduktion af antallet unge, der forlader skolen i utide, samt forbedring af vilkårene for selvstændige. Da den samfundsøkonomiske udstødelse skyldes adskillige indbyrdes afhængige faktorer, kan den kun afhjælpes gennem en mere omfattende handlingsplan, der berører alle områderne samlet, end gennem de projektbaserede idéer, der hidtil har været i overtal. For at strategien kan blive en succes, skal isolerede initiativer tages af bordet til fordel for foranstaltninger, der er indarbejdet i en afbalanceret politisk pakke, hvori der fokuseres på tidlige indgreb, og hvori der kan sikres reelle forbedringer af alle de virkelige foranstaltninger til bekæmpelse af social udstødelse, som fremgår af Laeken-indikatorerne.

  Iosif Matula (PPE), skriftlig. – (RO) Den nuværende økonomiske krise er den alvorligste i de seneste årtier, og følgerne af den afspejles ved, at vækstpotentialet i hele EU er blevet halveret. Denne økonomiske nedtur ledsages desuden af en stigning i befolkningens aldring, hvilket hæmmer indsatsen for at bringe EU's økonomier på fode igen. På baggrund af denne tilbagegang skal 2020-strategien, som forventes at videreføre Lissabonstrategien, skabe de nødvendige betingelser for bæredygtig vækst og finanspolitisk konsolidering. Det skal være meget lettere at få adgang til livslang uddannelse, og universiteterne skal være meget mere åbne for at modtage atypiske studerende. Bedre sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel og større mobilitet på arbejdsmarkedet vil give arbejdstagerne flere muligheder der, hvor efterspørgslen efter deres kvalifikationer er størst. Moderne socialsikrings- og pensionssystemer skal kunne reducere fattigdom og udelukkelse. Beskæftigelsespolitikken skal fokusere på fleksibilitet på arbejdsmarkedet, hvor de ansatte skal påtage sig ansvaret for deres arbejdsliv gennem videreuddannelse samt tilpasning til forandring og mobilitet. Det er vigtigt at tilpasse sig det nuværende økonomiske klima og den aldrende europæiske befolkning, så vi kan tilbyde dem, der er midlertidigt arbejdsløse, den rette støtte.

  Rareş-Lucian Niculescu (PPE), skriftlig. – (RO) Jeg er enig med dem af mine kolleger, som har rejst spørgsmålet om landbrugets fravær fra EU 2020-strategien. Jeg mener, at landbruget er et område, der kan bidrage til EU's udvikling og samtidig en vigtig sektor, fordi det er selve hjertet i den europæiske levevis. Sidst, men ikke mindst skal der rettes særlig stor opmærksomhed mod landbruget, fordi det er blevet ramt utrolig hårdt af den økonomiske krise. For at se omfanget af følgerne behøver vi bare at se på faldet i realindtægt pr. arbejdstager inden for landbruget, som er helt oppe på 35 % i nogle af EU's medlemsstater.

  Ioan Mircea Paşcu (S&D), skriftlig. – I lighed med hr. Van Rompuys udtalelse vil jeg koncentrere mig om gennemførelsen af Lissabontraktaten. I teorien ser den højtstående repræsentants dobbeltfunktion godt ud, men i praksis skaber det på grund af dens enestående karakter problemer, som traktatens forfattere ikke havde forudset. Fordi der ikke findes en næstformand, også med to funktioner, skal den højtstående repræsentant i stigende grad vælge mellem at blive i Bruxelles og f.eks. være til stede i Parlamentet eller flyve til en fremmed hovedstad, hvor EU også har brug for at være repræsenteret på højt plan. Naturligvis kan Lady Ashton fungere som næstformand, men hvis hun gør det, bliver det på ad hoc-plan på bekostning af enten Rådet eller Kommissionen. Og hvis det roterende formandskab griber ind for at genskabe balancen, ender vi med mere bureaukrati, ikke mindre bureaukrati.

  Czesław Adam Siekierski (PPE), skriftlig. – (PL) Europa 2020 skal ikke gentage fejlene fra forgængeren, Lissabonstrategien. Den nye strategi er i vid udstrækning skabt af den økonomiske krise, hvis følger den skal håndtere. Samtidig skal vi kompensere for vores manglende indsats. Da bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten er så stramme, hvordan kan det da være, at EU har et underskud på 7 % og gæld på 80 % af BNP? Hvem er ansvarlig for det? Det, vi mest af alt ønsker for EU, er at komme tilbage til hurtig vækst, og det er primært det, strategien skal føre til. De nuværende bestemmelser i strategien viser ikke, hvordan det skal lykkes, og heller ikke, hvordan vi skal forene Europas sociale velfærd med de demografiske problemer, med sundheds-, social- og pensionssystemernes dårlige resultater. Og hvad med arbejdstiden? Og endelig, hvad med indførelsen af et system til kontrol med og overvågning af banker og andre finansielle institutioner? Eller hvordan ønsker vi at øge produktiviteten? Vi har brug for en ny tilgang til disse nye udfordringer.

  Bogusław Sonik (PPE), skriftlig. – (PL) Prioriteringen inden for den nye Euro 2020-strategi er, at den skal være en mere intelligent og miljørigtig videnbaseret markedsøkonomi. For at nå dette mål skal vi frem for alt koncentrere os om at styrke det indre marked og øge den fri udveksling af tjenesteydelser. EU's rolle bør være at fremme iværksætteri og ligeledes at lempe virksomhedernes administrative byrder ved at fjerne juridiske og økonomiske barrierer. Støtte til navnlig små og mellemstore virksomheder er vigtig. At ophæve kravet om, at mikrovirksomheder skal indgive årsregnskaber og at forbedre adgangen til låntagning kan være vigtige skridt i denne retning. Resultaterne af Eurobarometerundersøgelsen om iværksætterånd viser, at EU stadig halter bagefter USA, men også, at over halvdelen af alle unge i EU gerne vil være iværksættere inden for de kommende fem år. Jeg mener også, at det er vigtigt, at vi koncentrerer os om at skabe økonomisk vækst baseret på viden og på at skabe en konkurrencedygtig, sammenhængende og mere miljøvenlig økonomi. Derfor bør vi også rette opmærksomheden mod og afsætte flere midler til udvikling og forberedelse af unge til at håndtere de langsigtede udfordringer.

EU bør gennemføre en europæisk digital dagsorden så hurtigt som muligt for at bidrage til etableringen af et ægte fælles marked inden for internethandel, så forbrugerne kan udnytte fordelene ved konkurrencedygtige pristilbud i andre medlemsstater, og SMV uden hindringer kan arbejde på det europæiske marked.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D), skriftlig. – (HU) EU 2020-strategien skal stå på to søjler. På den ene side solidaritet blandt medlemsstaterne, så vi sikrer, at ingen medlemsstater sakker agterud på grund af krisen. På den anden side skal medlemsstaterne også udvise solidaritet med Fællesskabet ved at påtage sig de i fællesskab besluttede forpligtelser. Under debatten om EU's fremtid må vi ikke glemme de politikker, som fungerer. Den fælles landbrugspolitik og samhørighedspolitikken er ægte resultater af europæisk integration og symboler på solidaritet mellem medlemsstater og lande. Som ungarsk medlem af Parlamentet og politiker fra en ny medlemsstat mener jeg, at de prioriteringer, som Kommissionen har formuleret, har samme vægt. Dvs. opbygning af et videnbaseret samfund, der skaber innovation, styrker social integration, skaber nye job og en mere konsekvent holdning til klimaændringer inden for rammerne af en bæredygtig udvikling.

Svækkelsen af de foregående fælles politikker må ikke være prisen for et stærkere samarbejde på ovennævnte områder. Fødevaresikkerhed ved hjælp af den fælles landbrugspolitik bliver stedse vigtigere i det 21. århundrede, da fødevarer og drikkevand får samme strategiske betydning som olie havde i det 20. århundrede. Hvis vi virkelig ønsker at styrke EU's globale konkurrencedygtighed, kan det ikke nytte noget, at nogle af regionerne sakker agterud på grund af en forældet infrastruktur og dårlige uddannelsesmæssige, sociale og sundhedsmæssige ydelser. Derfor skal vi stadig have en stærk samhørighedspolitik baseret på solidaritet.

  Traian Ungureanu (PPE), skriftlig. – (RO) EU 2020-strategien skal markere et gennembrud. Ellers bliver EU 2020 bare Lissabon 2, en strategi, vi er nødt til at skifte ud om ca. 10 år med en anden strategi. EU 2020 skal helt tydeligt markere starten på post-Lissabon-fasen. Vi skal fastlægge prioriteringer for den strategi, vi iværksætter, så de reformer, der følger i kølvandet på EU 2020, overlever på mellemlang og lang sigt.

Der er tre prioriterede områder, der skal med i EU 2020. Det første er aktiv støtte til SMV baseret på samspil mellem fællesskabsprogrammer og makroøkonomiske politikker. Denne tilgang vil sikre et sundt økonomisk miljø for private virksomheder. Det andet er et uddannelsessystem, der forbereder arbejdsstyrken til at opfylde markedets behov. Denne proces vil sikre et bedre beskæftigelsesniveau i medlemsstaterne. Endelig skal Parlamentet spille en større rolle. Det kan sikre udveksling af de korrekte oplysninger fra medlemsstaterne, som kan bruges til at hindre en udvidelse af kløften mellem medlemsstaternes økonomier. En EU 2020-strategi baseret på klare prioriteringer vil hurtigt igen skabe økonomisk vækst i EU, navnlig i denne situation med finansielt og økonomisk pres.