Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2009/2173(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0025/2010

Indgivne tekster :

A7-0025/2010

Forhandlinger :

PV 08/03/2010 - 20
CRE 08/03/2010 - 20

Afstemninger :

PV 09/03/2010 - 6.10
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2010)0050

Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Mandag den 8. marts 2010 - Strasbourg EUT-udgave

20. Betænkning om konkurrencepolitikken 2008 (kort præsentation)
Video af indlæg
Protokol
MPphoto
 
 

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A7-0025/2010) af Sophia in ’t Veld, for Økonomi- og Valutaudvalget om konkurrencepolitikken 2008 (KOM(2009)03742009/2173(INI))

 
  
MPphoto
 

  Sophia in 't Veld, ordfører.(EN) Hr. formand, kommissærer, kære kolleger, også dem, der forlader salen i dette øjeblik! Denne betænkning blev vedtaget med et stort flertal i Økonomi- og Valutaudvalget (ECON), og den er frugten af alle de politiske gruppers fælles indsats. Jeg vil gerne takke alle skyggeordførerne – som stadig er til stede, så vidt jeg kan se – for deres fremragende samarbejde.

Økonomi- og Valutaudvalget hilser navnlig den vægt, der lægges på forbrugerne, velkommen. Den forrige kommissær, fru Kroes, gjorde et fremragende stykke arbejde med at gøre forbrugeren til det centrale element i konkurrencepolitikkerne, og vi har tillid til, at kommissær Almunia vil bygge videre på dette.

Dette bringer mig til det første store spørgsmål, nemlig spørgsmålet om karteller. Vi har indgående drøftet spørgsmål som de mest effektive sanktioner, retfærdigheden i høje bøder og gennemførligheden af strafferetlige sanktioner.

Inden jeg går nærmere i detaljer med vores drøftelser, vil jeg dog gerne minde de europæiske virksomheder om, at den bedste garanti for at undgå sanktioner er simpelthen ikke at indgå i karteller. De tror måske, at de narrer konkurrencemyndighederne, men i realiteten skader de forbrugeren. Karteller er ikke en smart ting. De er forkastelige.

Vi hilser derfor Kommissionens faste holdning om konkurrencebegrænsende adfærd velkommen. Det er vigtigt, at sanktionerne straffer dårlig adfærd, navnlig gentagne overtrædelser, men de må samtidig fremme overholdelse. Sanktioner skal have en tilstrækkelig afskrækkende virkning. Høje bøder er et effektivt redskab, men som et enkeltstående redskab er de måske for døve. Vi opfordrer derfor Kommissionen til at udarbejde forslag til en række mere avancerede og mere effektive redskaber. I betænkningen foreslår vi, at den ser på spørgsmål såsom individuelt ansvar, gennemsigtighed og virksomhedernes ansvarlighed, kortere procedurer, en betimelig proces og udvikling af europæiske standarder og programmer for virksomhedsoverholdelse.

Et andet nøglespørgsmål er statsstøtte. I forbindelse med den økonomiske krise er der blevet ydet enorme beløb i statsstøtte. Ekstraordinære omstændigheder kræver ekstraordinære foranstaltninger. Vi erkender dette, men vi bør ikke være blinde for, at indrømmelse af statsstøtte har sin pris. Den forvrider konkurrencen og fører til rekordstor offentlig gæld og budgetunderskud. Regningen for denne hændelse vil blive givet videre til fremtidige generationer. Vi har pligt til at begrunde hver eneste cent, der er blevet brugt. Jeg er derfor glad for, at Økonomi- og Valutaudvalget indtrængende opfordrer Kommissionen til at foretage en gennemgribende evaluering af resultaterne af de ekstraordinære statsstøtteforanstaltninger.

Vi ser navnlig gerne en evaluering af den statsstøtte, der er ydet til den såkaldte grønne genopretning. For to år siden blev vi overtalt til at acceptere genopretningspakken, og statsstøtteforanstaltningerne, idet vi blev lovet, at den ville blive brugt til gennemførelsen af den længeventede omstilling til en bæredygtig videnøkonomi. Nu spørger vi, har pengene rent faktisk medført denne omstilling? Hvad er de blevet brugt på? Hvem var modtagerne, og hvad har de rent faktisk gjort for grøn genopretning?

Vi har også brug for klarhed om statsstøttens indvirkning på den finansielle sektor og navnlig dens mulige konkurrenceforvridende virkninger.

Jeg vil nu gerne sige nogle få ord om spørgsmålet om vertikale begrænsninger. Vi ved, at den nuværende aftale vil blive revideret i maj i år. Kommissionen gik tidligere meget ind for at inddrage Europa-Parlamentet i revisionsprocessen. Til min skuffelse har jeg dog læst om den seneste udgave af forslagene i medierne. Da jeg dengang bad Kommissionen om at få de samme dokumenter, som var blevet lækket til pressen, måtte jeg vride armen hårdt om for at få dem, og jeg kan ikke lægge skjul på min irritation over dette. Kommissionen burde sætte en stopper for den systematiske og forsætlige lækning til pressen. At nægte, at det sker, vil helt ærligt være en fornærmelse mod vores intelligens.

Kommissionens forslag åbner mulighed for diskrimination af onlinedetailhandlende, som ikke har noget fast forretningssted. Jeg har benyttet mig af min ret som ordfører til at fremsætte et ændringsforslag, hvori Kommissionen anmodes om at rette op på denne situation. I det 21. århundrede må vi fremme og ikke kvæle konkurrence fra onlinedetailhandlende. Vi opfordrer Kommissionen til at sætte forbrugerinteresserne over velerhvervede rettigheder.

Vi beder Kommissionen om at gennemføre de undersøgelser af sektoren, der burde have været gennemført for længe siden, navnlig af onlinereklame, som Parlamentet har bedt om adskillige gange. Hvis Kommissionen ikke ønsker at gøre dette, vil vi gerne høre begrundelserne for dens afslag.

Endelig hilser vi kommissær Almunias løfte om at inddrage Parlamentet indgående i udformningen af konkurrencepolitikkerne meget velkommen. Den økonomiske krise har klart vist behovet for større demokratisk legitimitet i konkurrencepolitikkerne, og i denne forbindelse antager jeg, at hændelsen med dokumentet om vertikale begrænsninger blot var en fejltagelse. Vi anerkender Kommissionens uafhængighed – og som liberal gør jeg det helt sikkert – men vi forventer også, at Kommissionen inddrager Parlamentet nøje i udformningen af konkurrencepolitikkerne i overensstemmelse med de retningslinjer, der er fastsat i betænkningen.

Vi ser frem til at modtage Kommissionens svar.

 
  
MPphoto
 

  Michel Barnier, medlem af Kommissionen. (FR) Hr. formand! Jeg vil naturligvis gerne takke fru in 't Veld på vegne af min kollega og ven, hr. Almunia, for hendes betænkning om konkurrencepolitikken 2008. Jeg vil også gerne takke hr. Bütikofer og hr. Bilan, der som ordførere for henholdsvis Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse også har bidraget til denne betænkning.

Fru in 't Veld, Kommissionen har noteret sig, at Parlamentets beslutning i år vedrører en lang række spørgsmål, som De mindede os om for et øjeblik siden. Ud over Kommissionens beretning om konkurrencepolitikken, omfatter den også Kommissionens beretninger om, hvordan forordningerne fungerer, og om revision af forordningerne om koncentrationer.

Efter Kommissionens mening har beslutningen to mål. For det første gør denne beslutning det muligt for os at forbedre indholdet af vores årlige beretninger om konkurrencepolitikken og for det andet, og hvad der er endnu vigtigere, vil den fungere som grundlag for Kommissionens indledning af en detaljeret dialog med Parlamentet. Jeg vil overdrage Parlamentets seneste opmuntring til at føre denne dialog videre til hr. Almunia

Denne dialog er faktisk vigtig for, at alle politikker kan fungere godt, og efter vores mening omfatter dette konkurrencepolitikken. Parlamentet har mindet os om sit ønske om, at konkurrencepolitikken skal fungere inden for rammerne af den fælles beslutningsprocedure. Fru in 't Veld, lad mig tale åbent. Kommissionen har ikke beføjelser til at ændre traktatens bestemmelser om retsgrundlaget for denne konkurrencepolitik. Vi er dog parate til fra sag til sag at undersøge, om den fælles beslutningsprocedure kan anvendes på nye initiativer, når deres mål går videre end konkurrencepolitikken.

På dette punkt meddelte kommissær Almunia i januar, at Parlamentet ville blive fuldt ud inddraget i alle lovgivningsinitiativer vedrørende erstatningssøgsmål, der anlægges af privatpersoner. Ligesom Parlamentet mener Kommissionen ikke, at den aktuelle økonomiske krise kan berettige en slækkelse af konkurrencereglerne om kontrol med koncentrationer eller om statsstøtte. Kommissionens aktuelle optegnelser viser klart, at den har stået meget klart fast på disse principper: forhindring af enhver konkurrenceforvridning, selv i krisetider, samtidig med at den forbliver fleksibel og åben med hensyn til procedurerne, når det er nødvendigt.

2008, det år, hvor den økonomiske og finansielle krise startede, var meget specielt. Beretningen om konkurrencepolitikken afspejler Kommissionens meget ambitiøse arbejde i denne sammenhæng, i tæt samarbejde med dens partnere på nationalt og europæisk plan.

Krisen toppede i 2009. Nøglekapitlet i denne beretning for 2009 vil være helliget konkurrence på baggrund af denne økonomiske og finansielle krise. Beretningen bør tilpasses i andet kvartal i år. Den vil blive forelagt for Parlamentet af kommissær Almunia. Det vil helt sikkert være en lejlighed for Parlamentet og Kommissionen til at indlede en konstruktiv debat endnu en gang.

Fru in 't Veld fremhævede i sin tale ligeledes spørgsmålet om vertikale restriktioner, og hun fremsatte et ændringsforslag. På dette punkt er Kommissionen overbevist om, at den har fundet en fornuftig balance.

På den ene side tillader gruppefritagelse leverandørerne at vælge deres distributører og nå frem til en aftale med dem om videresalgsbetingelserne for de leverede produkter med hensyn til både salg på fysiske forretningssteder og onlinesalg. Det gør det muligt for dem at beslutte, hvad der er den bedste metode til at distribuere deres produkter og beskytte deres varemærke.

På den anden side skal godkendte distributører frit kunne benytte internettet, og de betingelser, der gælder for onlinesalg, skal svare til de godkendte betingelser for salg på fysiske forretningssteder for at undgå unødvendige begrænsninger af deres brug af internettet. Dette betyder, at forslaget bidrager til Kommissionens generelle politik for fremme af onlinemarkedet og onlinehandel.

 
  
MPphoto
 

  Seán Kelly (PPE).(EN) Hr. formand! Ordføreren nævnte karteller. At der findes karteller og at bevise, at de findes, er to forskellige ting. Jeg ved, at mange landmænd i Irland mener, at fabrikkerne navnlig inden for landbrugssektoren driver et kartel. Da vi er en ønation bliver transport af kvæg – navnlig nu med de øgede, næsten overdrevent strenge restriktioner – stadig vanskeligere, så fabrikkerne har det hele for sig selv.

Det skal også bemærkes, at priserne stiger langsomt, ensartet, men de falder hurtigt, ensartet. Som følge heraf er prisdifferencen mellem kvæg i Irland og Storbritannien et eller andet sted mellem 150 EUR og 200 EUR pr. stk. Som sagt kan det være vanskeligt at bevise. Men måske kan kommissær Barnier bruge sin gode antenne til at undersøge det og måske hjælpe med til at træffe korrigerende foranstaltninger.

 
  
MPphoto
 

  Andreas Schwab (PPE).(DE) Hr. formand! Indledningsvis vil jeg gerne takke formanden og kommissæren for præsentationen, og jeg vil først og fremmest gerne påpege, at kontrol med indholdet af den europæiske konkurrencelovgivning i allerhøjeste grad er i forbrugernes interesse. Jeg glæder mig over, at Kommissionen denne gang for første gang har medtaget sit eget kapitel om konkurrencelovgivning og dens betydning for forbrugerne. Det er navnlig glædeligt efter Kommissionens fem år lange forbud mod kommunikation om den europæiske konkurrencepolitik.

Den vanskelige fase af gennemførelsen af den europæiske konkurrencelovgivning om navnlig retten til bistand og medlemsstaternes bistand til bankerne, står endnu foran os. I 2008 var det ikke noget problem. I denne henseende er det klare budskab i denne beretning, at Kommissionen skal overvåge denne meget nøje, så det indre marked og også de europæiske forbrugere ikke påvirkes negativt af den.

I denne forbindelse er behandlingen af små og mellemstore virksomheder særlig vigtig. I beretningen går man klart ind for, at mellemstore industrivirksomheder får specialbehandling, når det gælder pålæggelse af bøder i kartelsager.

De vertikale ordninger på onlinemarkedet er efter vores mening strenge, men en vurdering, som der nu foreslås efter afstemningen i Økonomi- og Valutaudvalget, forekommer efter vores mening forhastet, og vi vil derfor gerne støtte betænkningen fra Økonomi- og Valutaudvalget.

 
  
MPphoto
 

  Antolín Sánchez Presedo (S&D).(ES) Hr. formand! Beretningen om konkurrencepolitikken 2008 omfatter for første gang et afsnit om karteller og forbrugere. Også for første gang nævnes der pålæggelse af tvangsbøder. Derudover næves der i beretningen vigtige initiativer såsom de ledsagende retningslinjer for klima- og energipakken og en hvidbog om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af kartel- og monopolreglerne.

I beretningen nævnes ligeledes konkurrencepolitikkens rolle i krisetider. Virkningerne af denne politik har bidraget til at stabilisere og afbøde statsstøtten. Når vi en gang begynder at komme ud af krisen, vil det være nødvendigt at korrigere de forvridninger, den har forårsaget, og genoprette ens spilleregler for at undgå moralsk risiko.

I beretningen opfordres der til, at bilindustriens fremtid defineres, til at der lægges vægt på de problemer, som SMV'er oplever, og til, at der gennemføres en undersøgelse af distributionskæden inden for fødevareindustrien med opfølgningsforanstaltninger for mejeriprodukter.

Der slås også til lyd for en mere avanceret og legitim konkurrencepolitik, der styrker Parlamentets rolle. Derfor støtter vi den, og jeg vil gerne lykønske ordføreren med det opnåede resultat.

 
  
MPphoto
 

  Zigmantas Balčytis (S&D).(LT) Hr. formand! Som skyggeordfører vil jeg først og fremmest gerne lykønske min kollega, fru in 't Veld, med udarbejdelsen af denne fremragende betænkning. Jeg mener, at betænkningen klart fremhæver de områder, som Kommissionen navnlig bør henlede opmærksomheden på. For det første er der overvågning af statsstøtteforanstaltninger. Under krisen har Kommissionen givet medlemsstaterne mulighed for at anvende statsstøtteforanstaltninger i særlige tilfælde. Da sådanne foranstaltninger blev indført hurtigt, må Kommissionen undersøge, om disse foranstaltninger blev anvendt hensigtsmæssigt, om de var produktive, og om krisen har forårsaget en protektionistisk reaktion fra medlemsstaternes side, da protektionisme og splittelse af de indre marked er skadelig for konkurrencen og blot svækker EU's stilling i den globale økonomi. Jeg er også glad for, at ordføreren tog hensyn til udtalelsen fra ITRE-udvalget om problemerne på EU's indre energimarked, navnlig den omstændighed, at det er umuligt at sikre dette markeds konkurrenceevne og generelle funktion, så længe der er energiøer, og energiinfrastrukturerne ikke er sammenkoblet og fungerer ordentligt.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag den 9. marts 2010 kl. 12.00.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik