Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 10. marts 2010 - Strasbourg

13. Spørgetid (spørgsmål til Rådet)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden (B7-0017/2010).

Vi behandler en række spørgsmål til Rådet.

Spørgsmål nr. 1 af Georgios Papanikolaou (H-0052/10)

Om: Samarbejde mellem EU og Tyrkiet på området for illegal indvandring

De fleste ulovlige indvandrere i EU kommer til Grækenland fra Tyrkiet via dets søgrænser. Derfra fortsætter de og spredes over hele EU.

Eftersom Tyrkiet brændende ønsker at blive medlem af EU, hvilke initiativer agter det spanske formandskab så at tage for at lægge pres på Tyrkiet for at få det til at samarbejde, da et samarbejde er nødvendigt?

Hvordan vurderer formandskabet fremskridtet i forhandlingerne mellem EU og Tyrkiet om tilbagetagelsesaftalen samt aftalen mellem Tyrkiet og Frontex om aftalen om udveksling af oplysninger og Tyrkiets deltagelse i fælles operationer? Underrettes Grækenland om fremskridtet i forhandlingerne?

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Som De ved, er et styrket samarbejde med tredjelande, oprindelses- og transitlande altafgørende for EU’s bekæmpelse af ulovlig indvandring.

Det har været en af de store ændringer og udviklinger, der er sket som følge af det, vi betegner som den samlede migrationsstrategi og den europæiske pagt om indvandring og asyl. Samarbejdet med de lande, hvor migrationen har sin oprindelse, er et af de vigtigste elementer i den nye indvandringspolitik. Før 2004 var der stort set ikke nogen indvandringspolitik i EU, og et af hovedelementerne i den politik, der opstod efter mødet i Hampton Court i 2004, var samarbejdet med oprindelses- og transitlande for ulovlig indvandring.

Som jeg sagde, indgår det i den europæiske pagt om indvandring og asyl, og i den forbindelse bifaldt Rådet i sine konklusioner om udvidelsen i december sidste år iværksættelsen af en styrket dialog om migration med Tyrkiet og anmodede om, at der blev truffet specifikke foranstaltninger om f.eks. tilbagetagelse, grænsekontroller osv.

Med Stockholmprogrammet blev det igen bekræftet, at det er nødvendigt at bekæmpe den ulovlige indvandring, og det fremgår desuden tydeligt af Stockholmprogrammet og Rådets konklusioner fra december 2009, at vi må indgå tilbagetagelsesaftaler med Tyrkiet og i mellemtiden anvende de eksisterende bilaterale aftaler.

Jeg kan fortælle Dem, at den sidste forhandlingsrunde om tilbagetagelsesaftalen fandt sted så sent som i sidste måned, den 19. februar i Ankara, og Rådet vil fortsat støtte Kommissionen i dens bestræbelser for at få afsluttet disse forhandlinger på bedste vis.

Jeg må også nævne samarbejdet mellem Frontex og Tyrkiet. Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004 fremmer dette operationelle samarbejde mellem medlemsstaterne og tredjelande, og det skal også nævnes, at der er igangværende forhandlinger om en aftale mellem Frontex og Tyrkiet, som den, der omtales i denne forordning.

Det drejer sig om en operativ taskforce, der skal udveksle oplysninger, analysere risici, drive forskning og koordinere fælles Frontex-operationer. Det er rammen om det operative samarbejde, der er under udvikling mellem agenturet og de tyrkiske myndigheder.

Vi håber, at disse forhandlinger hurtigst muligt får et positivt resultat, og medlemsstaterne vil under alle omstændigheder blive holdt underrettet om den videre udvikling.

  Georgios Papanikolaou (PPE). – (EL) Mange tak for besvarelsen. Jeg vil gerne komme med et par yderligere kommentarer.

For det første vil det græske parlament i dag eller i morgen sideløbende med dagens forhandling stemme om et lovgivningsinitiativ fra den græske regering, der skal gøre det lettere og mere fleksibelt at få græsk statsborgerskab end tidligere. Det vil naturligvis gøre Grækenland mere tillokkende for indvandrerne, navnlig de ulovlige indvandrere, som tror, at de på et eller andet tidspunkt i fremtiden kan få normaliseret deres status. Jeg vil gerne fra et strategisk synspunkt høre, om formandskabet finder det rimeligt.

For det andet blev det i februar meddelt, at Frontex skal etablere sit første kontor i Piræus for at styrke sin tilstedeværelse ved Det Ægæiske Hav. Er der nogen bestemt tidsplan for det?

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Jeg kan ikke her oplyse Dem om den konkrete tidsplan for de igangværende forhandlinger. Men der er ingen tvivl om, at den politiske vilje til succes er til stede. De oplysninger, De henviser til med hensyn til Grækenland, understreger behovet og muligheden for, at bekæmpelsen af ulovlig indvandring kan styrkes gennem disse tilbagetagelsesaftaler.

Vi må støtte denne dialog og disse forhandlinger, som primært føres af Kommissionen. Jeg må minde Dem om, at Tobias Billström på det svenske formandskabs vegne og Jacques Barrot, Kommissionens næstformand, aflagde Tyrkiet et besøg inden udgangen af sidste år den 5. november 2009.

Besøget blev fulgt op med kontakter fra Kommissionen. Med hensyn til den nye Kommission falder spørgsmålet hovedsageligt ind under kommissær Malmströms ansvarsområde, og hun kender udmærket Stockholmprogrammet, for hun var med til at udforme det og gøre det til en realitet. Jeg har tiltro til, at der kan kompenseres for de oplysninger, som De henviser til, med en meget stærkere ordning for ægte tilbagetagelsesaftaler med Tyrkiet. Jeg kan ikke give Dem en præcis tidsplan på nuværende tidspunkt, men jeg kan fortælle Dem, at Rådets formandskab og Kommissionen nærer et stærkt ønske om at indgå disse tilbagetagelsesaftaler med Tyrkiet. Vi ønsker ikke kun aftaler med Tyrkiet, men også med andre lande, som undertiden fungerer som oprindelses- eller transitlande for ulovlig indvandring.

Jeg må også fortælle Dem, at Frontex-aftalerne med Tyrkiet i dette tilfælde forvaltes direkte af Frontex. I mange tilfælde er drøftelserne tekniske og operative, og selv om Rådet som institution ikke er direkte inddraget i disse forhandlinger, bliver den holdt underrettet om dem, og den vil selvfølgelig under alle omstændigheder oplyse resten af medlemsstaterne, hvilket naturligvis også gælder Grækenland.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL). – (EL) De sagde, at der er igangværende forhandlinger mellem Frontex og Tyrkiet, og at Kommissionen underretter Rådet om disse forhandlinger. Jeg vil derfor gerne have, at De underretter os, og jeg vil gerne vide, om grundlaget for disse forhandlinger mellem Tyrkiet og Frontex handler om respekten for grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet, altså med andre ord anerkendelsen af og respekten for EU's ydre grænser. Jeg skal minde Dem om, at Tyrkiets chikane af Frontex-fly hidtil har skyldtes denne strid.

Jeg vil derfor også gerne spørge, om Tyrkiet har fremsat nogle andre betingelser for indgåelsen af en aftale med Frontex.

  Roger Helmer (ECR). – (EN) Jeg vil gerne rose ministeren for hans fremragende svar og den fine indsats, som vi i Europa gør for at beskytte indvandrernes rettigheder.

Min frygt er, at vi undertiden forsømmer at beskytte vores egne borgeres rettigheder, når de flytter fra et land til et andet. Jeg tænker især på nogle af mine vælgere i East Midlands, som har brugt deres pensionsopsparing på at købe et hus i Spanien kun for at erfare, at de efter at have boet der nogle år har bulldozere lige uden for døren, og at deres ejendomsret og kontraktmæssige rettigheder fuldstændig ignoreres af de spanske domstole og myndigheder.

Det ville glæde mig, hvis ministeren kunne forklare os, hvorfor det er tilfældet, og hvilke tiltag Spanien påtænker at tage for at løse det problem for europæiske borgere i hans land.

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Med hensyn til spørgsmålet om Grækenland skal EU-medlemsstaternes grænser naturligvis respekteres. Målet for disse aftaler er netop, at disse grænser skal respekteres.

Når der er indgået en aftale med et tredjeland, som kan være transitland for ulovlig indvandring, og der er en tilbagetagelsesaftale, hvilket er målet, og EU’s aftaler med det pågældende tredjeland derfor er styrket, hvilket er den samlede strategi og tanken bag den europæiske pagt om indvandring og asyl, betyder det, at EU-medlemsstaternes grænser styrkes. Det er konsekvensen. Hvis vi ikke har en effektiv kontrol med den ulovlige indvandring, fordi der er et manglende samarbejde med andre lande, eller fordi der ikke er nogen tilbagetagelsesaftaler, så svækkes disse grænser i praksis. Målet for disse forhandlinger og tilbagetagelsesaftaler er derfor helt klart at styrke grænserne, hvilket selvfølgelig også gælder Grækenlands grænser.

Med hensyn til spørgsmålet fra parlamentsmedlemmet om de britiske borgere, der er flyttet til Spanien og har investeret en del af deres opsparing dér, kan jeg kun sige, at jeg jo ikke her repræsenterer Spanien som land og dets retlige relationer til borgerne i landet, men Rådet for Den Europæiske Union. De relationer eller problemer, der måtte være, bliver afgjort af de uafhængige domstole i den spanske stat. Jeg vil derfor afholde mig fra at tale på vegne af et specifikt land om specifikke problemer, som ikke er relevante for europæisk lovgivning.

  Formanden. – Spørgsmål nr. 2 af Marian Harkin (H-0053/10)

Om: Vold i hjemmet

Under det spanske formandskabs redegørelse på plenarmødet i januar 2010 understregede formandskabet, at det var fast besluttet på at bekæmpe vold mod kvinder, at stille lovgivningsforslag om bekæmpelse af vold mod kvinder og at oprette et europæisk observationsorgan for vold i hjemmet. Kan formandskabet præcisere, hvilke planer det har på dette område, og hvornår det kan forventes, at disse initiativer bliver iværksat?

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Det er velkendt, at en af prioriteterne for det spanske rådsformandskab er bekæmpelsen af kønsbetinget vold, altså ligestilling mellem mænd og kvinder i EU, hvilket endnu ikke er blevet opnået 50 år efter Unionens oprettelse. Vold mod kvinder er først og fremmest den mest udbredte form for forskelsbehandling og plage i det europæiske samfund og andre samfund i verden, ja, faktisk desværre i stort set alle samfund.

Det er en vigtig målsætning for formandskabet, fordi vi mener, at det er en væsentlig målsætning for Europa. Da det er en målsætning for Europa og et problem med en europæisk dimension, har vi derfor også brug for en europæisk strategi for at bekæmpe fænomenet. Strategien indgår ikke kun i programmet for det spanske formandskab, men også i 18-måneders-programmet for de tre formandskaber med Belgien og Ungarn.

Det glæder os, at Parlamentet er en institution, der altid har spillet en aktiv rolle på området og gentagne gange har krævet foranstaltninger mod kønsbetinget vold. F.eks. opfordrede Parlamentet i en beslutning, som det vedtog i november sidste år, Kommissionen til at udarbejde et generelt direktiv om foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af alle former for kønsbetinget vold. Parlamentet opfordrede også medlemsstaterne til at frembringe mere detaljerede statistikker om kønsbetinget vold.

Det spanske formandskab har været lydhør over for Parlamentets holdning ved som sagt at anse det for at være et alvorligt problem. Helt konkret har EPSCO-Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) opfordret til oprettelsen af et overvågningsorgan for vold mod kvinder og vedtog konklusioner herom den 8. marts på Den Internationale Kvindedag her i mandags. Et direktiv om en beskyttelsesordre mod kønsbetinget vold er også under udarbejdelse. Det er to meget vigtige og grundlæggende spørgsmål, som vi håber bliver udviklet og afsluttet inden udgangen af det seks måneder lange spanske rådsformandskab.

  Marian Harkin (ALDE). – (EN) Jeg takker ministeren og roser det spanske formandskab for at fremhæve problemet med kønsbetinget vold. Alt for ofte bliver problemet bogstaveligt talt holdt bag lukkede døre, for det er dér, størsteparten af volden finder sted, nemlig i hjemmet. Jeg mener, at Deres initiativ helt sikkert vil føre til en større offentlig bevidsthed i hele EU.

De talte om den beslutning, som Parlamentet vedtog i november 2009. En af de ting, som vi krævede i beslutningen, var at få mulighed for at få indført et klart retsgrundlag på området. Jeg spekulerer på, om De ville støtte Kommissionens udarbejdelse af et omfattende direktiv om foranstaltninger mod kønsbetinget vold, og hvad De mener om etableringen af et klart retsgrundlag.

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Som De ved, ændrer Lissabontraktaten retsgrundlaget for den europæiske lovgivning – forordninger og direktiver – idet den samler under fællesskabssøjlen dét, der før hørte under tre forskellige søjler: fællesskabssøjlen, udenrigs- og sikkerhedspolitik og retlige og indre anliggender.

Disse områder er blevet bragt sammen under en enkelt søjle og i en enkelt juridisk person, og det betyder, at den normale og traditionelle fællesskabsmetode anvendes på det udenrigspolitiske område, på det mere specifikke område for retlige anliggender, herunder det retlige samarbejde på det civil- og strafferetlige område, og inden for politisamarbejde. Det betyder, at Kommissionen og også Parlamentet i højere grad er til stede i Domstolen i Luxembourg.

Med hensyn til samarbejdet på det strafferetlige område er der fortsat den mulighed, at en fjerdedel af EU’s regeringer kan tage et initiativ på dette område. Det er dét, der skete med direktivet om kønsbetinget vold. 12 regeringer fremlagde et initiativ, som Rådet og Parlamentet skal træffe en endelig beslutning om, for det er et spørgsmål, der hører ind under den almindelige lovgivningsprocedure.

Direktivet er allerede under forberedelse og er en konsekvens af den mulighed, som traktaten giver regeringerne for at tage dette initiativ, og som efter vores opfattelse har et korrekt og tilstrækkeligt retsgrundlag, for det drejer sig om det retlige samarbejde på det strafferetlige område.

Vi taler om forbrydelser, der omfatter mishandling og vold mod en person, hvilket er en forbrydelse i alle Unionens lande. Det handler derfor om at beskytte ofrene for disse forbrydelser. Retsgrundlaget er samarbejdet på det strafferetlige område, og det er derfor fuldt muligt, sådan som Rådets juridiske tjeneste har sagt, at udvikle det via denne juridiske tekst, som skal undersøges og drøftes i Parlamentet.

Jeg håber, at det vil ske hurtigt, for jeg tror, at det er dét, som millioner af kvinder og også mænd i EU venter på. De venter på denne beskyttelse, der, som De med rette sagde, nu skal komme ud fra de lukkede døre, ikke kun på nationalt niveau, men også på europæisk niveau. Den skal blive en del af den europæiske dagsorden. Det er formålet med det initiativ, som 12 regeringer i EU har fremlagt.

  David Martin (S&D). – (EN) Jeg vil gerne ligesom fru Harkin rose det spanske formandskab for at sætte vold mod kvinder øverst på sin politiske dagsorden.

Jeg spekulerer på, om formandskabet mon vil se nærmere på et eksperiment, der fandt sted for 20 år siden. Edinburgh City Council, der blev støttet med midler fra Den Europæiske Socialfond, kørte en kampagne under mottoet "Zero Tolerance" i forbindelse med vold mod kvinder.

Konklusionen var, at der er brug for en holistisk tilgang til problemet. Der er brug for en informationspolitik, boligmyndighederne skal involveres, politiet skal involveres, og de retlige myndigheder skal involveres.

Agter Rådet at undersøge projektet for at se, hvilke konklusioner, der kan drages heraf?

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) De kom kort ind på, at vold i hjemmet naturligvis ikke kun er rettet mod kvinder, men også mod børn, og vold i hjemmet er også et problem inden for ældreplejen som følge af de overdrevne krav, der stilles. I hvilket omfang vil disse former for vold i hjemmet også falde ind under beføjelserne for det planlagte europæiske observationsorgan for vold i hjemmet?

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Det er klart, at tankegangen bag dette initiativ – som støttes af Parlamentet med henblik på lovgivning, i dette tilfælde via de mest effektive juridiske kanaler, nemlig retssystemet i en demokratisk stat – er det, der med rette blev kaldt for "zero tolerance" over for kønsbetinget vold. Det indebærer, at kønsbetinget vold betragtes som noget, der i århundreder har været dybt forankret, også fra et kulturelt synspunkt, i de sociale strukturer i vores samfund.

Vi har derfor brug for en global og omfattende strategi til bekæmpelse af kønsbetinget vold, så den kan blive effektiv, for det er en form for vold, der er meget svær og ekstremt vanskelig at udrydde. Til trods for de fremskridt, der er gjort i bekæmpelsen af denne form for vold på nationalt plan, beskæftiger vi os stadig konsekvent med denne plage, der ofte kun er toppen af isbjerget, for det er kun en lille procentdel af den vold, der virkelig finder sted, som indberettes, så den fortsætter med at eksistere.

Vi har derfor brug for en global omfattende strategi, og vi må anvende alle de juridiske redskaber, som vi råder over, og skabe opmærksomhed om problemet i medierne og sikre, at uddannelsessystemerne tager højde for problemet. I mandags vedtog EPSCO-Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) denne omfattende globale strategi i kampen mod kønsbetinget vold, altså "zero tolerance".

Med hensyn til parlamentsmedlemmets spørgsmål om eksistensen af vold mod børn og ældre mener jeg, at vi taler om vold mod de svage og de svageste. Udtrykket "survival of the fittest", som vi har i mange af vores lande og i mit land, handler naturligvis om den vold, der udøves mod en svagere person, hvilket til gengæld er udtryk for fejhed hos den person, som er voldelig over for den sårbare person, uanset om det er kvinder, børn eller ældre. Det er det fænomen, der kommer til udtryk i denne situation.

Rådet og Parlamentet opfordrede faktisk Kommissionen til at overveje muligheden af at tage initiativ til et europæisk år for bekæmpelse af vold mod børn, unge og kvinder. Det bliver bragt på bane i Daphne III-programmet. Det er et udtryk for det behov for beskyttelse, som bør gælde alle sårbare personer, hvilket bestemt omfatter børn og ældre, som er de to grupper, De nævnte.

  Formanden. – Spørgsmål nr. 3 af Bernd Posselt (H-0054/10)

Om: Donaustrategien

Hvilke foranstaltninger planlægger Rådet med sigte på som varslet at kunne forelægge et udkast til Donaustrategi endnu i år, og hvilke er de indholdsmæssige hovedpunkter?

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Donaustrategien er et af elementerne på programmet for de tre formandskaber (Spanien, Belgien og Ungarn). Som De kan forestille Dem, var det på initiativ af Ungarn, at denne strategi blev indarbejdet i programmet.

De tre lande er derfor forpligtet til at fremme udviklingen af denne EU-strategi for Donauregionen, og i den sammenhæng opfordrede Rådet i juni sidste år Kommissionen til at fremlægge den inden udgangen af dette år. Vi venter på, at Kommissionen fremlægger den.

Det, Kommissionen har gjort, er at iværksætte en offentlig høring. Den offentlige høring varer frem til marts i år, og derefter vil Kommissionen undersøge resultaterne af høringen og fremlægge strategien, som vi håber bliver formelt vedtaget til december i form af en meddelelse fra Kommissionen. Vi må vente på, at denne meddelelse bliver udarbejdet.

Under alle omstændigheder vil jeg gerne sige, at der den 25. februar blev holdt et vigtigt møde i Budapest med regeringerne fra Østrig, Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Tyskland, Ungarn, Rumænien, Slovakiet og Slovenien, hvor der blev gjort fremskridt med hensyn til indholdet i strategien og vedtaget vigtige konklusioner om de væsentlige elementer i den fremtidige strategi. Det handler om, at disse lande skal gå sammen i EU og anvende EU-midler på finansiel neutral vis for at nå målet om fremskridt og en betydelig økonomisk, social og turismerelateret udvikling.

Vi venter derfor på en meddelelse fra Kommissionen om det her, lige så snart høringen er afsluttet. Når det er sket, vil Rådet tage stilling, lige så snart det har fået meddelelsen fra Kommissionen.

  Bernd Posselt (PPE). – (DE) Tak for Deres fornuftige og udtømmende svar. Jeg har lige to korte tillægsspørgsmål. For det første, i hvor høj grad beskæftiger Donaustrategien sig med transport og kultur? Jeg mener, at begge områder er særlig vigtige, når det gælder et grænseoverskridende samarbejde. For det andet, er der allerede en endelig liste over de lande, der er omfattet, eller er det noget, der stadig skal besluttes, eftersom Parlamentet foreslog en udvidelse?

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Listen over lande er ikke, som De nok kan forstå, noget, som rådsformanden kan beslutte. De regeringer, som jeg lige har nævnt, er interesseret i at udvikle denne strategi, og vi må vente på, at Kommissionen offentliggør sin meddelelse.

Jeg vil gerne sige, at disse lande mener, at EU skal spille en førende rolle i strategien, navnlig Kommissionen, så samarbejdet i Donauregionen kan fremmes.

På det møde den 25. februar, som jeg henviste til tidligere, blev det erklæret, at strategien for Donauregionen skal anvendes til at øge velstanden, sikkerheden og freden for de borgere, der lever i regionen, gennem et samarbejde og en koordinering på tværregionalt og tværnationalt niveau.

Det blev også slået fast, at følgende strategiske politikområder skulle indgå i strategien: infrastruktur, innovation, kulturelle og kunstneriske aktiviteter, bæredygtig økonomisk udvikling, turisme, fødevaresikkerhed, økonomi, samarbejde med små og mellemstore virksomheder, forskning og udvikling, migration, sport, uddannelse, beskæftigelse, sundhed, sociale anliggender sammen med andre områder, som omfattende og ambitiøst behandles i dokumentet.

Jeg mener, at Donaustrategien er et vigtigt dokument, og jeg takker Dem derfor for Deres spørgsmål, som har givet mig lejlighed til at nævne det. Jeg mener, at det er et ambitiøst mål, og jeg gentager endnu engang, at vi venter på afholdelsen af denne høring og på Kommissionens meddelelse, men den politiske vilje er der naturligvis. De tre formandskaber og rådsformandskabet har den politiske vilje til at iværksætte denne Donaustrategi.

  Paul Rübig (PPE). – (DE) Donau er en flod, og med floder skal man også være opmærksom på, hvor rene de er. Jeg mener derfor, at det er vigtigt at finde ud af, hvilke rensningsanlæg og spildevandsanlæg man overvejer at opføre for at forbedre flodvandets kvalitet. For os ville målet være, at Donau er af drikkevandskvalitet fra sit udspring til sit udløb i havet. Mit andet spørgsmål er, hvordan man bedre kan udnytte vandkraft til produktionen af energi, men også og først og fremmest til opbevaringen af vand, så vi kan få en større energiforsyningssikkerhed i Europa?

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) En vellykket EU-strategi for Donau afhænger af en ambitiøs handlingsplan og identificeringen af visse specifikke projekter, som kan forbedre borgernes liv i Donauregionen.

Jeg vil gerne vide, om man er gået i gang med at identificere disse strategiske projekter for at udvikle Donauregionen og hvilke kriterier der ligger til grund for udvælgelsen af disse projekter.

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Jeg er naturligvis overbevist om, at det mål, som hr. Rübig henviste til, bliver medtaget i strategien for Donauregionen, hvis dimensioner jeg allerede har været inde på.

Målsætningerne i denne strategi er virkelig vigtige og berører en lang række spørgsmål, der påvirker hverdagen for de folk, som lever i området. Det drejer sig derfor om økonomi, kulturelle dimensioner og beskyttelse af miljø og naturressourcer, hvilket naturligvis omfatter vand.

Som det er blevet sagt, er miljøet tæt knyttet til regionen, og jeg er overbevist om, at det tydeligt kommer til at indgå i strategien, som skal styres af de lande, som fremmer den. Det er de lande, som jeg nævnte, der mødtes for få dage siden i Budapest for at arbejde videre med målene og få præciseret strategien, da den endnu ikke er tilstrækkelig defineret.

Jeg tror derfor, at det er for tidligt, og jeg henviser her til indlægget fra det andet parlamentsmedlem, at tale om udvælgelseskriterierne for projekter eller valget af projekter, hvoraf jeg har nævnt nogle her. Man kunne også tilføje andre, f.eks. navigation, energisikkerhed, bekæmpelsen af klimaændringer, konsekvenserne af den ændrede situation på finansmarkederne og generelt set alle de områder, som denne strategi og gennemførelsen heraf sandsynligvis kan forbedre.

Jeg mener, at vi alle må arbejde sammen i EU, for vi taler om et europæisk spørgsmål, som påvirker hele EU og dets vigtigste politikker. Jeg er f.eks. sikker på, at samhørighedspolitikken vil være i centrum, ikke kun den sociale samhørighed, men også den territoriale samhørighed, som indgår i Lissabontraktaten som et nyt aspekt. Det er en form for samhørighed og en dimension af samhørighedspolitikken, der optræder i Lissabontraktaten, og som passer meget godt ind i dette initiativ til en Donaustrategi.

  Formanden. – Da de vedrører samme emne, behandler vi følgende spørgsmål under ét:

Spørgsmål nr. 4 af Konstantinos Poupakis (H-0055/10)

Om: Den europæiske sociale model og bekæmpelse af fattigdom

I tider med økonomisk afmatning og krise har de arbejdsløse, de lavtlønnede og pensionister, der lever af en beskeden pension, vanskeligst ved at sikre en menneskeværdig levestandard. Mobilisering af Den Europæiske Socialfond og Fonden for Tilpasning til Globaliseringen har ikke haft tilstrækkelig virkning, eftersom 80 millioner af vore medborgere lever under fattigdomsgrænsen. Den europæiske sociale model er ikke alene baseret på gode økonomiske resultater men også på et højt niveau af social beskyttelse.

Hvordan agter formandskabet som led i en fælles politik i samarbejde med de kommende formandskaber at understøtte de lavere økonomiske og sociale lag med henblik på at hjælpe dem med at overleve og samtidig beskytte de grupper af vore medborgere, der er truet af fattigdom og social udelukkelse, for at sikre et virkeligt socialt Europa?

Spørgsmål nr. 5 af Liam Aylward (H-0102/10)

Om: Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse

Der er afsat 17 mio. EUR til det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse – 2010. Skønt det europæiske år vil skabe større opmærksomhed om disse specifikke emner, er der behov for en effektiv fælles indsats for at gøre en væsentlig forskel for de millioner af mennesker i EU, der lider under fattigdom og social udstødelse. Hvilke foranstaltninger agter Rådet at træffe med henblik på vedtagelse af konkrete tiltag i løbet af indeværende år? Vil Rådet venligst forklare, hvorledes dette europæiske år og det dertil knyttede budget konkret vil blive anvendt til at opnå langsigtede resultater?

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Formandskabet deler parlamentsmedlemmets synspunkter med hensyn til målet om at yde et højt niveau af social beskyttelse, navnlig af de grupper, der trues af fattigdom og social udstødelse, da det er en af hjørnestenene i den europæiske sociale model. Det gælder især i en tid med økonomisk tilbagegang.

Det menes, at der i øjeblikket kan være 5 mio. flere arbejdsløse end i begyndelsen af den økonomiske krise. Det betyder, at mange husstande har færre indtægter, og mange udsættes for fattigdom og overdreven gældsætning. Det er også sandsynligt, at der fortsat vil være en høj arbejdsløshed, og at denne langvarige arbejdsløshed vil resultere i social udstødelse.

Derfor vil de sociale konsekvenser af den økonomiske krise i de kommende måneder være et vigtigt punkt på den europæiske politiske dagsorden og naturligvis helt sikkert også på de tre formandskabers europæiske dagsorden.

Vi har et instrument til dette formål, nemlig erklæringen af 2010 som det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, der har fire specifikke mål: Erkendelsen af personers ret til værdighed og til at spille en aktiv rolle i samfundet, et engagement fra offentligheden om at indgå sociale inddragelsespolitikker, et mere samhørigt samfund og naturligvis en langsigtet indsats på alle regeringsniveauer for at bekæmpe fattigdom og social udstødelse. Indsatsen skal være særlig rettet mod at beskytte de mest sårbare, hvilket er et koncept, som jeg anvendte i mit svar på et tidligere spørgsmål, for det er i sidste ende dem, der er hårdest ramt af både fattigdom og social udstødelse. Det gælder børn, kvinder og de ældre.

Vi vil derfor naturligvis støtte de forskellige initiativer, der måtte komme med hensyn til fattigdom og social udstødelse og bekæmpelsen heraf, og jeg må sige, at jeg håber, at det bliver en central målsætning i hele EU’s vækst- og jobskabelsesstrategi. En af de fastsatte målsætninger i det dokument, som Kommissionen fremlagde den 3. marts, er at begrænse antallet af personer, som risikerer at blive ramt af fattigdom, med 20 mio.

  Konstantinos Poupakis (PPE). – (EL) Mange tak for besvarelsen.

I betragtning af at arbejdsløsheden, som De selv sagde, nåede op på 10 % i 2009, at 45 % af de arbejdsløse europæere fortsat er uden arbejde efter et år, og der er dukket fleksible former for beskæftigelse op på grund af en manglende klar institutionel ramme, hvilket har ført til, at der er 19 mio. fattige arbejdsløse, vil vi dog gerne vide, for De har altid været meget præcis, og det hilser jeg velkommen, hvilke specifikke og øjeblikkelige foranstaltninger og aktive og passive beskæftigelsespolitikker De agter at vedtage på europæisk niveau i overensstemmelse med princippet og ånden i den europæiske sociale model for at tackle problemet med de fattige arbejdstagere og arbejdsløse, navnlig de langtidsledige, som står med basale overlevelsesproblemer.

  Liam Aylward (ALDE). – (EN) Kan Rådet skitsere, hvordan det agter at sikre, at henstillingen om aktiv inddragelse, der er et instrument til bekæmpelse af familiers fattigdom, som EPSCO-Rådet bakker op om, integreres i EU’s 2020-strategi og gennemføres, så det sikres, at der sker fremskridt inden for bekæmpelse af fattigdom?

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Jeg må endnu engang sige, at det er første gang, at der har været en intention om at have en så ambitiøs europæisk strategi for dette problem. Altså en strategi for bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse og navnlig for aktivt at inddrage langtidsledige og de ældre, og her vender vi så igen tilbage til konceptet med de mest sårbare i samfundet.

Til at begynde med har EU som svar på den økonomiske krise, som vi oplever, gennemført en samordnet politik, en øjeblikkelig og kortsigtet chokbehandling, hvor offentlige midler bliver indsprøjtet i det finansielle system. Det udløste det, som økonomer kalder for de automatiske stabilisatorer, som er den sociale beskyttelse, som ydes i velfærdsstaterne. Det betød, at der var en reaktion, som i det mindste havde en afbødende virkning for de personer, som var blevet arbejdsløse, og som på kort sigt har svært ved at finde et nyt arbejde.

Der har med andre ord været en reaktion, som man skal tage højde for, for det er en eksisterende, nuværende, øjeblikkelig og kortsigtet reaktion fra EU. Herudover overvejer EU en strategi for bekæmpelse af fattigdom, der skyldes langvarig ledighed, baseret på praktik, specialisering, efteruddannelse eller uddannelse, som ikke slutter, mens man er ung, for at skabe beskæftigelsesmuligheder. Det er en meget vigtig del af EU’s 2020-strategi, som jeg før nævnte, og det blev indføjet i konklusionerne fra EPSCO-Rådets møde, som er blevet omtalt så mange gange her og blev holdt denne uge.

Det er en europæisk strategi, der tæller blandt de målsætninger, som EU vil prioritere, nemlig dem, der er fastsat i EU’s 2020-strategi. En af disse kvantificerbare målsætninger – og vi får at se, om de bliver vedtaget den 25.-26. marts på Det Europæiske Råd, som skal behandle Kommissionens meddelelse – er en reduktion på 25 % i antallet af personer, som risikerer at blive fattige.

Vi skal huske på, at Europa har 80 mio. personer, der risikerer at blive fattige. Vi skal reducere det tal med 20 mio. og samtidig øge den erhvervsaktive del af befolkningen, og det er mellemlange målsætninger, der indgår i strategien, og som derfor vil forme en lang række koordinerede europæiske strategier.

I sidste ende er det afgørende at koordinere vores beskæftigelsespolitikker og socialpolitikker. Det fremgår ret tydeligt af Lissabontraktaten, at vi skal koordinere vores beskæftigelsespolitikker og socialpolitikker.

Det er det, som EU på grund af krisen er begyndt at gøre. Det er den bedste måde at tackle denne situation på, nemlig ved at anvende de instrumenter, som vi har her i EU, og som udgør EU, såsom det indre marked eller de europæiske strukturfonde.

  Vicky Ford (ECR). – (EN) Den økonomiske virkning er tilsyneladende værre i nogle medlemsstater end andre. Jeg takker Dem for at tale om pensionister. Som jeg har forstået det, har Kommissionen mulighed for at tilbageholde strukturfondene, hvis en medlemsstat ikke overholder EU-lovgivningen.

Kan formandskabet undersøge, om henstillingerne i Auken-betænkningen, som vi stemte om i Parlamentet sidste marts, er blevet efterkommet? De handler om boligejere i Spanien. Det har haft katastrofale følger for europæiske pensionister, og nogle af dem er blevet tvunget ud i fattigdom og social udstødelse.

  Ádám Kósa (PPE). – (HU) Jeg har kun ét spørgsmål. Fattigdom rammer især to sociale grupper, nemlig de lavtuddannede og de handicappede. Det fremgår af spørgsmålet, at to budgetfaciliteter ikke på tilstrækkelig vis har kunnet løse problemet effektivt for disse to grupper. Mit spørgsmål er, om Det Europæiske Råd ønsker at undersøge, hvordan man kan hjælpe disse to sociale grupper og forbedre deres situation mere effektivt?

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Det første spørgsmål om pensionister, der ejer en ejendom i Spanien, ligner meget et andet spørgsmål, som jeg fik stillet tidligere, og svaret er meget lig det svar, jeg gav tidligere.

Det er et spørgsmål om at præcisere anvendelsen af den nationale lovgivning i en medlemsstat, som jeg må henvise til. Jeg kan ikke tale på vegne af Rådet om denne sag, som har sine juridiske kanaler i en medlemsstat. Hvis det var sket i enhver anden medlemsstat, er jeg sikker på, at sagen var blevet behandlet på præcis samme måde, nemlig gennem de nationale juridiske kanaler.

Hvad angår spørgsmålet om sårbare personer, er jeg bestemt enig i, at vi især må rette fokus på de to grupper, som parlamentsmedlemmet nævnte. Det gælder især også nu, hvor vi har et andet instrument, vi kan bruge, nemlig EU’s charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som det omhandler særlig sårbare personers rettigheder, uanset om der er tale om ældre eller handicappede, deres værdighed og deres deltagelse i det sociale og kulturelle liv. Det handler under alle omstændigheder om at beskytte dem og beskytte deres fysiske værdighed og mentale integritet mod nedværdigende eller umenneskelig behandling.

EU har udviklet forskellige instrumenter til bekæmpelse af denne situation, herunder en detaljeret undersøgelse af situationen. Jeg vil gerne nævne et interessant resultat fra Eurobarometer 2007, der viser, at halvdelen af europæerne mener, at alle de ældre, som er de mest sårbare, behandles dårligt og endda udsættes for overgreb som følge af den manglende opfyldelse af deres behov. Knap halvdelen af europæerne mener, at samfundet behandler disse personer dårligt, netop fordi de er sårbare.

Medlemsstaterne og EU har anvendt den åbne koordinationsmetode til at udveksle erfaringer mellem medlemsstaterne om dette problem. Med hensyn til dette spørgsmål skal det også siges, at vi i nogle tilfælde har at gøre med sager, der er omfattet af den nationale lovgivning. Det er sager, der henhører under national kompetence, og det tilkommer derfor medlemsstaterne at tackle dem, bl.a. på grundlag af subsidiaritetsprincippet.

EU kan støtte disse politikker, men ikke fuldstændigt erstatte dem. EU kan støtte dem, men jeg tror også, at det er noget, der som nævnt har at gøre med den sociale dimension. Jeg vender igen tilbage hertil, for jeg mener, at det er vigtigt. Den sociale dimension i strategien for vækst og jobskabelse vejer meget tungt i Kommissionens dokument, som skal drøftes af stats- eller regeringscheferne.

Jeg synes, at den sociale dimension skal kunne rumme de problemer, som De henviser til, og som der ikke blev lagt så meget vægt på i den tidligere strategi. Jeg mener, at vi i fremtiden skal være meget opmærksom på den sociale indvirkning af den økonomiske krise, da vi oplever en krise, som har en social indvirkning.

  Robert Atkins (ECR). – (EN) Hvad agter ministeren som formandskabets repræsentant at gøre for at beskytte grupper af borgere, som risikerer at ende i fattigdom og social udstødelse som en direkte følge af Spaniens politik over for britiske og andre nationale fastboende borgere i forskellige regioner i Spanien, hvis ejendomme bliver eksproprieret, og som lider under en tvivlsom byplanlægningspolitik? Ministeren kan på vegne af formandskabet ikke længere knibe uden om dette spørgsmål. Han må lægge pres på den spanske regering og opfordre dem til at træffe de nødvendige foranstaltninger.

  Daniel Hannan (ECR). – (ES) Mange tak for Deres tilstedeværelse, hr. López Garrido! Mit spørgsmål vedrører den fattigdom, som rammer europæiske borgere i nogle områder af Spanien. Jeg er klar over, at De her repræsenterer den udøvende magt og ikke de spanske domstole, og at de ikke er talsmand for regionen Valencia, men vi har brug for et svar. Der sker krænkelser, som ikke har noget at gøre med den skrevne lov, men snarere vedrører lovgivningens anvendelse, og det er et problem, der kan løses. Jeg beder Dem ikke om andet, end at den spanske regering undersøger de nævnte krænkelser.

  Formanden. – Deres spanske er imponerende. Jeg vil igen lade det være op til ministeren at beslutte, om han ønsker at behandle spørgsmålet.

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Jeg ønsker ikke at misbruge min stilling som rådsformand til at forsvare en bestemt regering eller en bestemt national lovgivning. Jeg ønsker ikke at misbruge stillingen, for jeg er sikker på, at jeg ville blive kritiseret for at bruge denne platform til at forsvare de tiltag, der tages i en bestemt medlemsstat eller af den nationale eller regionale regering i et bestemt land.

De er udmærket klar over, at dette spørgsmål skal behandles på nationalt niveau gennem de kanaler, der eksisterer på nationalt niveau. Spanien og alle EU’s 27 medlemsstater har en retsstat og et tilstrækkeligt retssystem til at afgøre den slags påstået misbrug.

Retssystemet fungerer i alle medlemsstaterne, og jeg er sikker på, og jeg tænker ikke kun på tilfældet med Spanien, at i andre europæiske lande, hvor der sikkert også er problemer med misbrug eller krænkelser af lovgivningen, har retsstatens kanaler for at løse dem.

Det er det, der sker i ethvert europæisk land, når den slags finder sted. Jeg ønsker ikke at undlade at svare eller direkte sige, at jeg ikke vil svare, men De må være klar over, at når De stiller et spørgsmål i Parlamentet, er det muligt, at jeg ikke ønsker at bruge min stilling som rådsformand til at svare på et spørgsmål, der er et nationalt anliggende.

  Formanden. – Spørgsmål 6 er trukket tilbage.

Da de vedrører samme emne, behandler vi følgende spørgsmål under ét:

Spørgsmål nr. 7 af Justas Vincas Paleckis (H-0057/10)

Om: Visumordning mellem Den Europæiske Union og Rusland

Spanien skal under sit formandskab af Rådet sørge for, at visumpligten for europæiske og russiske borgere afskaffes. Det kan blive en lang proces, som i høj grad vil afhænge af Ruslands evne til at gennemføre den handlingsplan, der er udarbejdet med dette mål for øje.

Et bevis på, at EU er ved at åbne sig for den russiske enklave Kaliningrad og omvendt er EU's og Ruslands udvikling hen imod "nedbrydning af visummuren". Både Rusland og EU er interesseret i antiisolationspolitikken for Kaliningrad-området og principperne om grænseoverskridende samarbejde. Derfor har nabolandene Polen og Litauen forhandlet sig frem til forenklede formaliteter ved passage af grænsen for befolkningen i grænseområdet, men de er endnu ikke trådt i kraft.

Hvordan tager Rådet hensyn til den særlige situation, der gør sig gældende for Kaliningrad-enklaven, i dialogen mellem EU og Rusland om visumspørgsmålet? Hvordan kan denne dialog udnyttes til indgåelse af aftaler om den lokale trafik mellem EU's medlemsstater (Litauen, Polen) og Den Russiske Føderation, og derigennem til forenkling af formaliteterne ved passage af grænsen for befolkningen i grænseområdet?

Spørgsmål nr. 8 af Laima Liucija Andrikiene (H-0080/10)

Om: Forbindelserne mellem EU og Rusland: det spanske formandskabs dagsorden

Det spanske EU-formandskab har fastlagt en ambitiøs dagsorden, når det drejer sig om forbindelserne mellem EU og Rusland ­– det ønsker at få afsluttet forhandlingerne med Rusland om den nye partnerskabs- og samarbejdsaftale (PSA), hvilket er en aftale med Rusland om visumfrihed, samt at gøre fremskridt med hensyn til en frihandelsaftale mellem EU og Rusland

For at kunne indgå en frihandelsaftale med EU, skal Rusland først blive medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO). Er der en reel udsigt til, at Rusland bliver medlem af WTO inden for den nærmeste fremtid? Har Rådet en særlig strategi for, hvordan Rusland kan forpligtes til at blive medlem af WTO?

Kan Rådet se en betydelig fremgang med hensyn til forhandlingerne med Rusland om den nye PSA?

Mener Rådet, at ideen om en frihandelsaftale med Rusland er passende med tanke på de uenigheder, der er inden for EU på dette område? Mener Rådet, at Rusland er mere parat til visumfrihed end andre EU-partnere, som f.eks. Ukraine, Moldova eller Georgien?

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Jeg kan forstå, at der er to spørgsmål, nemlig ét, der drejer sig om visum og visumpligten for europæiske og russiske borgere, og et andet, der drejer sig om forbindelserne mellem EU og Rusland efter topmødet i Stockholm og Ruslands medlemskab af WTO. Det er de to spørgsmål, sådan som jeg har forstået dem.

Med hensyn til visumspørgsmålet vil jeg gerne bemærke, at Rådet i 2003 vedtog bestemmelser om et særligt transitdokument og et forenklet jernbanetransitdokument. Tre år senere konkluderede Kommissionen, at systemets ikrafttrædelse foregik uden problemer, og at begge parter var tilfredse.

Fra et langsigtet perspektiv, vi taler om enklaven Kaliningrad i forhold til resten af Den Russiske Føderation, afhænger den såkaldte forenklede transitordning af den fremtidige gennemførelse af aftaler om visumpolitik mellem EU og Den Russiske Føderation.

I en fælles erklæring efter mødet om retlige og indre anliggender i Det Permanente Partnerskabsråd EU-Rusland, som fandt sted den 2. december sidste år, besluttede deltagerne at drøfte mulige ændringer af EU’s aftale med Rusland om udstedelsen af visa for at gøre det lettere for europæiske og russiske borgere at rejse, navnlig for indbyggerne i enklaven Kaliningrad.

Til gengæld håbede EU og Rusland ifølge den samme fælles erklæring at forhandle og indgå aftaler om lokal grænsetrafik mellem Rusland og de europæiske nabolande, som måtte være interesserede. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1931/2006 om fastsættelse af regler for lokal grænsetrafik ved medlemsstaternes ydre landgrænser og om ændring af Schengenkonventionen tillader i den sammenhæng, at medlemsstaterne indgår bilaterale aftaler med tredjelande om anvendelsen af reglerne for lokal grænsetrafik.

Forhandlingerne om disse aftaler hører i dette tilfælde ind under de pågældende medlemsstaters og Den Russiske Føderations ansvarsområde. Rådet har i øvrigt erfaret, at der også er forhandlinger undervejs mellem Litauen og Rusland og mellem Polen og Rusland.

Hvad angår spørgsmålet om de strategiske forbindelser mellem EU og Rusland, kan Rådet oplyse Parlamentet om, at der efter topmødet med Rusland i Stockholm i november vil blive afholdt et andet topmøde under Spaniens formandskab. Det bliver afholdt i Rusland mellem EU og Rusland, hvilket betyder, at der er et nyt grundlag for forbindelser mellem de to parter.

Der er naturligvis altid en risiko for, at der opstår komplekse vanskeligheder i disse forbindelser, og der kan også opstå uenigheder, men EU og Rusland har et bredt og mangesidet forhold. Vi har stigende økonomiske og handelsmæssige forbindelser, og vi må indrømme, at vi er meget indbyrdes afhængige med hensyn til energi og fælles interesser på andre områder, der vedrører problemer, som endda rækker ud over vores respektive lande, og udfordringer, herunder globale udfordringer, som vi må tackle, og som vi så vidt muligt bør tackle i fællesskab.

Det vil derfor altid være fordelagtigt for os at søge at styrke vores forbindelser med Rusland, samtidig med at vi holder fast i vores principper og de værdier, som EU bygger på.

Med hensyn til Ruslands tiltrædelse af WTO er det noget, som EU støtter, men det er Rusland, der må træffe de videre foranstaltninger.

Med hensyn til den nye aftale mellem EU og Rusland er begge parter enige om, at det vil være nyttigt med en bred ny aftale. Partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Rusland, som blev forhandlet på plads i 1990’erne, er i mange henseender forældet. Der er sket en hel del, og mange ting har ændret sig siden 1990’erne, og vi må arbejde hen imod denne nye aftale, som vi er ambitiøse med. Vi har sat målet højt, og vi ønsker om muligt at dække alle områderne i forbindelserne mellem EU og Rusland.

Der er sket fremskridt på nogle områder i forhandlingerne. På andre områder går det langsommere fremad, hvilket er tilfældet med handel og investeringer. Under alle omstændigheder er det meget vigtigt for os, at vi har solide bestemmelser og solide aftaler med Rusland om handel, investeringer og energi.

Hvad angår frihandelsaftalerne, er vi enige om at forhandle om en frihandelsaftale, når Rusland er blevet medlem af WTO, hvis og når det sker.

Hvad angår liberaliseringen af visumordningen, er det et spørgsmål af stor politisk betydning, der berører de russiske og europæiske borgere meget direkte. Jeg tror, at vi på dette område er enige om så vidt muligt at forenkle visumordningen.

Det ideelle ville være at liberalisere visumordningen, altså at fjerne visumpligten, men der er naturligvis stadig meget, der skal gøres i den retning. Derudover må vi skabe ligevægt mellem de fordele, der er på spil, som har med sikkerhed at gøre, og det skal altid gøres på gensidig basis.

Med hensyn til Ukraine, Moldova og Georgien har disse lande alle en særlig ordning, når det gælder visumpolitik, og vi kan ikke på nuværende tidspunkt forudsige, hvor store fremskridt disse tre lande vil gøre i forhold til de visumforhandlinger, som vi fører med Rusland.

  Bernd Posselt (PPE). – (DE) Jeg vil gerne igen komme ind på de to mest kritiske punkter. Det første handler om demokrati, retsstaten og menneskerettigheder. Det er her, at der er de største mangler. Hvor intensiv er dialogen om disse kritiske punkter? Vi har en følelse af, at udviklingen her snarere går tilbage end fremad.

Mit andet punkt vedrører energisikkerhed. Hvordan ser det helt præcist ud med energiforhandlingerne?

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Som parlamentsmedlemmet ved, er energisikkerhed en af EU’s prioriteter eller centrale strategiske målsætninger. I EU, og navnlig efter at mange EU-medlemsstater direkte kom til at lide under gaskrisen mellem Rusland og Ukraine i begyndelsen af 2009, lægger vi ekstremt meget vægt på energisikkerhed, og vi mener bestemt, at det er en af EU’s hovedmålsætninger, der er naturligt forbundet med hovedmålsætningen om at bekæmpe klimaændringerne.

Rådets og rådsformandskabets strategi for energi og energisikkerhed er at arbejde hen imod en større differentiering med hensyn til leverandører og energikilder og distributionen. Vi er derfor nødt til at udvide vores muligheder og undgå oligopoler eller overdreven afhængighed.

Nogle europæiske lande er helt klart overdrevent afhængige af energi fra Rusland, og det skyldes også, at Europa i lang tid var delt op i det 20. århundrede, og at der i nogle tilfælde ikke er direkte sammenkoblinger mellem de europæiske lande.

Da krisen opstod, så vi, at nogle af de lande, der ikke var berørt af krisen, ikke kunne hjælpe de berørte lande, fordi der ikke var nogen sammenkoblinger. Derfor er energimålsætningerne i Europa ekstremt vigtige på mellemlang og lang sigt, og vi går derfor ind for at diversificere energikilderne og fremme projekter såsom Nabuccoprojektet eller projekterne for Nordstream eller Southstream, som er forbundet med Rusland, og opnå noget, der i øjeblikket ikke eksisterer i Europa: et fælles energimarked. For at nå disse målsætninger, hvilket bliver lettere med Lissabontraktaten, som indfører beføjelser på energiområdet, som vi ikke havde før, er det altafgørende at indgå nogle strategiske forbindelser med Rusland om energi og andre områder.

Desuden har vi andre instrumenter i Lissabontraktaten, der har med udenrigspolitik at gøre. Lissabontraktaten styrker den europæiske udenrigspolitik. Der er en formand for Det Europæiske Råd og en højtstående repræsentant, og der bliver oprettet en tjeneste for EU's optræden udadtil. Med andre ord er EU’s eksterne vision blevet styrket, hvilket vil styrke vores forhandlinger med andre lande på alle områder, herunder økonomi og energi. Det er derfor den vision, jeg kan give Dem for forbindelserne med Rusland.

Vi forhandler om en aftale med fokus på energi. Forhandlingerne er lige begyndt, og de tegner meget lovende, men ligesom med alle andre aftaler afhænger aftalen naturligvis af yderst komplekse forhandlinger, der til gengæld indgår i en række forhandlinger om denne samarbejdsaftale, som vi ønsker at opdatere, da der som sagt er sket mange ting i Europa i de sidste 15-20 år. En af disse ting er det vigtige forhold, som vi må have med Rusland, der, som alle ved, er et af de lande, der i de senere år har oplevet de fleste forandringer.

  Bogusław Sonik (PPE). – (PL) Med hensyn til spørgsmål nr. 9, som jeg skulle stille på vegne af min kollega fru Morkūnaitė-Mikulėnienė, og som er forbundet med det foregående spørgsmål, agter Rusland at oprette et atomkraftværk i nærheden af EU’s østlige grænse i provinsen Kaliningrad, og Belarus har lignende planer. I betragtning af erfaringerne fra Tjernobyl giver disse planer anledning til skepsis over den pågældende risiko. Agter Rådet at tage spørgsmålet om miljøsikkerhed op i den næste forhandlingsrunde med Rusland? Fra vores synspunkt er det ret vigtigt.

  Janusz Władysław Zemke (S&D). – (PL) Jeg vil gerne vende tilbage til spørgsmål nr. 7 og 8 og til forbindelserne mellem EU og Rusland. Hr. López Garrido sagde ganske rigtigt, at disse forbindelser skal bygge på værdier, men hvis det er tilfældet, har EU særlige forpligtelser over for menneskerettighedsforkæmperne i Rusland.

Jeg vil i den forbindelse gerne stille følgende spørgsmål: Bør medlemsstaternes og hele EU’s politik ikke indeholde særlige visumregler for menneskerettighedsforkæmpere i Rusland? Det vil gøre det relativt nemmere for sådanne personer at få visum.

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Hvad angår indlægget om nuklear sikkerhed, må jeg sige, at der her er tale om et nationalt ansvarsområde, som er reguleret i Det Internationale Atomenergiagenturs internationale aftaler, altså i konventionen om nuklear sikkerhed, som Belarus, Rusland, Euratom og de fleste medlemsstater i EU er parter i.

Rådet er af den opfattelse, at kontraherende parter, der kan blive berørt af et planlagt nukleart anlæg beliggende i deres umiddelbare nærhed, skal høres. Derfor skal den aftale, som er ved at blive forhandlet på plads mellem Euratom og Rusland om en fredelig anvendelse af atomenergi, indeholde bestemmelser om kontrollerbare krav til den nukleare sikkerhed og beskyttelsen af de ansattes sundhed og sikkerhed. Jeg vil også gerne minde Dem om, at dette spørgsmål regelmæssigt bliver behandlet i forbindelse med dialogen mellem EU og Rusland om energi.

Med hensyn til vurderingen af konsekvenserne i en international kontekst kan Rådet konstatere, at Belarus er part i Espookonventionen om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne, der indeholder bindende forpligtelser med henblik på at vurdere de miljømæssige konsekvenser og de mulige miljørisici. I dette tilfælde mener Rådet dog, at det i overvejende grad er projektlederne, der har ansvaret for at foretage en miljøvurdering.

Den Russiske Føderation er ikke en kontraherende part i denne konvention. Vi ser gerne, at Rusland alligevel frivilligt anvender Espookonventionen. Det har landet også gjort i nogen tid i forbindelse med eksisterende atomkraftværker.

Endelig var der med hensyn til parlamentsmedlemmets spørgsmål om menneskerettigheder i Rusland en tidligere debat, hvor der blev stillet spørgsmål om menneskerettigheder, og jeg tror, at kriterierne for at forsvare menneskerettighederne eller rapportere om krænkelser af menneskerettighederne gælder, uanset hvor de finder sted. Derfor er intet land fritaget for, at der med rette tages afstand fra de krænkelser, der begås, for det har vi endda en moralsk forpligtelse til at gøre, og vi fordømmer og bør fordømme disse krænkelser, når de finder sted i EU eller en af medlemsstaterne.

At koble det sammen med visumpolitikken er et spring, der i øjeblikket er meget svært at tage. Der er generelle visumforhandlinger undervejs. Jeg mener, at det er inden for rammerne af disse generelle visumforhandlinger, at man kunne foreslå en anden strategi for at forenkle visumordningen, men som sagt har vi på nuværende tidspunkt meget brede visumforhandlinger med Rusland, og jeg tror, at vi må fokusere på en generel visumordning.

Det skyldes, at det virkelig kan have den bedste indvirkning på den frie bevægelighed for personer, og det kan endda give europæerne og hele Europa den bedste mulighed for, at deres værdier følges og deles af andre borgere uden for EU.

  Formanden. – Spørgsmål, der på grund af tidsnød ikke er blevet besvaret, bliver besvaret skriftligt (se bilag).

Spørgetiden er afsluttet.