Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 11. marts 2010 - Strasbourg

2. Investering i teknologi med lav CO2-udledning (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel til Rådet og Kommissionen (O-0015/2010 – B7-0011/2010) af Herbert Reul om investering i udvikling af teknologi med lav CO2-udledning.

  Herbert Reul, spørger. – (DE) Fru formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet! Denne forespørgsel skal ses i forbindelse med, at Kommissionen i 2007 fremlagde en plan om fremme af teknologi på området for energi med lav CO2-udledning, så den hurtigt kunne tages i brug. Der blev stillet meget specifikke forslag til foranstaltninger: Europæiske industriinitiativer, især inden for vind-, sol- og bioenergi, CO2-opsamling og -lagring, elnet og kernespaltning, bæredygtig omdannelse af europæiske energiinfrastrukturnet, oprettelse af en europæisk energiforskningsalliance, løbende opdatering af europæiske energiteknologisystemer og etablering af en styregruppe for strategiske energiteknologier.

Dengang stod der et ubesvaret spørgsmål tilbage, nemlig spørgsmålet om finansiering. Under syvende rammeprogram for forskning stilles der årligt 886 mio. EUR til rådighed til energiforskning. Det står imidlertid alle klart, at det ikke er nok. I 2009 offentliggjorde Kommissionen sin meddelelse om finansiering af teknologier med lav CO2-udledning, hvor den beskrev behovet for at tredoble midlerne til energiforskning i de kommende ti år. Det ville betyde, at der skulle investeres 50 mia. EUR. I meddelelsen beskrives det, hvordan pengene til de vigtigste teknologier med lav CO2-udledning skal fordeles, således at Europa kan komme ud af sin kraftige afhængighed af fossile brændstoffer og sikre en kraftigere reduktion af CO2-emissioner. Ifølge den endelige plan afsættes der omkring 6 mia. EUR til forskning i vindenergi, som ifølge Kommissionen kan udgøre op til en femtedel af EU's energiforsyning i 2020, 16 mia. EUR til solenergi for at udvikle nye fotovoltaikkoncepter og en større industrikoncentration af solenergianlæg samt 9 mia. EUR til forskning i bioenergi, som skal dække 14 % af EU's energibehov. For at integrere vedvarende energi i energimarkedet skal der afsættes 2 mia. EUR til elnet, således at halvdelen af nettet kan operere ud fra princippet om intelligente net. Ud over til vedvarende energi forventes der afsat yderligere 13 mia. EUR til 12 projekter inden for CO2-opsamling og -lagring og 7 mia. EUR til atomforskning. Ifølge finansieringsforslaget skal der afsættes yderligere 11 mia. EUR til programmet "intelligente byer", så der også kan findes gode løsninger på dette område.

Kommissionen foreslog dengang, at offentlig-private partnerskaber er den mest troværdige måde at finansiere energiforskning på, men kunne ikke beskrive i detaljer, nøjagtig hvordan finansieringsbyrden i sådanne ordninger kan fordeles mellem de to. I dag er fordelingen på energiforskningsområdet, at 70 % finansieres af private, 30 % af det offentlige. Dette gælder dog ikke atomforskning. Ifølge EU er der behov for en kraftig forøgelse af den offentlige finansiering. I projekter, hvor risiciene er højere, bør offentlig finansieirng spille en større rolle, fastslog Kommissionen. For at optimere indsatsen opfordrede Kommissionen til, at der oprettes EU-programmer, især på områder med en klar merværdi på EU-plan, f.eks. hvor programmer er for dyre for den enkelte medlemsstat. I dag finansieres 80 % af de offentlige investeringer i ikke-atomenergiforskning på nationalt plan. I meddelelsen besvarer Kommissionen ikke spørgsmålet om, hvor pengene i sidste instans skal komme fra. Ifølge Kommissionens beregninger er der behov for yderligere 75-80 mia. EUR.

Det er grunden til, at vi i mit udvalg har koncentreret os om at skabe lidt større klarhed om et par områder i forbindelse med finansiering. Jeg vil gerne minde Dem om spørgsmålene. For det første: hvordan forventer Kommissionen at fastlægge sine prioriteringer for 2010-2020-køreplanen for at støtte finansieringen af teknologier med lav CO2-udledning? Hvornår indføres der politiske initiativer på dette område? For det andet: hvordan forventer Kommissionen at kunne stille flere ressourcer fra EU's budget til rådighed? Og hvordan er Kommissionen specifikt forpligtet til at sikre, at midlerne begynder at strømme, før der bliver adgang til ressourcerne fra ottende rammeprogram? Vil Kommissionen sikre, at budgetterne for de forskellige industriinitiativer bliver overholdt? Sidst, men ikke mindst, hvordan vil Kommissionen, og det gælder naturligvis også Rådet, stille flere midler fra EU-budgettet til rådighed til finansiering af andre teknologiske muligheder end dem, der er specificeret i meddelelsen, herunder lagringsteknologi, havenergi osv.? Jeg behøver ikke læse alle spørgsmålene højt. Vi har stillet spørgsmålene her, og nu vil vi gerne have svar fra Rådet og Kommissionen.

  Pedro Luis Marín Uribe, formand for Rådet. − (ES) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil starte mit indlæg med at understrege vigtigheden af den strategiske energiplan, og at den kommer til at fremskynde udviklingen og anvendelsen af teknologi til ren, bæredygtig og effektiv energi.

Uden denne plan bliver det ikke muligt at nå de mål, vi har sat os for 2020, og heller ikke at gennemføre den brede overgang til en økonomi med lav CO2-udledning, som vi gerne ser inden 2050.

Det glæder mig at se, at der er bred enighed mellem Parlamentet og Rådet om vigtigheden og nødvendigheden af både planens målsætninger og de ressourcer, der skal stilles til rådighed.

Rådet (transport, telekommunikation og energi) forventer at vedtage konklusionerne om den strategiske energiteknologiske plan på sit møde fredag den 12. marts. Disse konklusioner bliver en vigtig referenceramme for Det Europæiske Råds forårssamling den 25. marts, hvor klimaændringerne er på dagsordenen.

Udkastet til konklusioner, som skal drøftes på Rådets møde, kommer til at indeholde emnet finansiering, selvom dette emne vil blive drøftet med behørig forsigtighed. Vi ønsker ikke at foregribe forhandlingerne om dette spørgsmål i forbindelse med de næste finansielle rammer.

Og nu vil jeg beskrive hovedelementerne i udkastet til konklusioner. For det første er tiden inde til at gå fra teknologiske køreplaner til praktisk gennemførelse af europæiske industriinitiativer. Det skal gøres trin for trin, men så hurtigt som muligt.

For det andet skal vores tilgang til fremtidigt samarbejde om energiforskning i Europa fokusere på effektiv anvendelse af offentlige midler og opbygning af fleksible, offentlig-private partnerskaber med erhvervslivet. Vi opfordrer Kommissionen til at oprette en platform, der omfatter alle de interesserede finansorganisationer, så de kan dele information og god praksis og samtidig koordinere deres aktioner i det omfang, de finder det nødvendigt.

Det kan på baggrund af det mellemlangsigtede offentlig-private finansieringsbehov for at støtte især større demonstrationsprojekter blive nødvendigt at hæve andelen af offentlige investeringer på EU-plan. Det skal vi derfor tage hensyn til, både når vi reviderer budgettet, og når vi forhandler om de næste finansielle rammer.

For det fjerde skal vi støtte medlemsstaternes regeringer og tilskynde dem til at indføre hensigtsmæssige incitamenter og sende konsekvente signaler, så denne politik kan blive gennemført. De skal om nødvendigt også forhøje den offentlige finansiering af udviklingen af teknologier med lav CO2-udledning.

For det femte samarbejder Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank om at forbedre koordinationen af og kontinuiteten i finansieringen af demonstrationsprojekter i energisektoren, som involverer store teknologiske risici. De søger også at mobilisere og skabe adgang til andre både offentlige og private finansieringskilder.

Endelig arbejder Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank med at udvikle optimale finansieringspakker til større demonstrationsprojekter, og vi opfordrer derfor Kommissionen til at analysere nye måder at kombinere ressourcer fra forskellige kilder og at udvikle et ad hoc-værktøj til finansiering af den kommercielle lancering af teknologier med lav CO2-udledning.

Alle disse elementer er et klart budskab om fremtidig investering i udviklingen af teknologi med lav CO2-udledning. Trods de stramme budgetter, vi står over for, vil Rådet på mødet fredag udsende et budskab om sit engagement og i positive vendinger give udtryk for, hvor vigtig denne sag er på EU-plan, og hvor vigtigt det er, at den enkelte medlemsstat investerer i teknologi med lav CO2-udledning.

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! Selvom jeg er her i stedet for min kollega Günther Oettinger, et det en stor glæde at diskutere fremtiden for teknologi med lav CO2-udledning med Dem.

Jeg har personligt deltaget i udviklingen af den europæiske strategiske energiteknologiplan, den såkaldte SET-plan, i den forgangne Kommission, og jeg er fast overbevist om, at denne teknologi er en af hjørnestenene i den energipolitik, som vi skal udvikle i fællesskab i de kommende år.

I Parlamentets betænkning om SET-planen fra juni 2008 stilles der et meget klart forslag om det rette ambitionsniveau. Dette niveau bør vi ikke sænke. I dag har De stillet tre klare spørgsmål, som jeg nok skal besvare.

Først vedrørende vores prioriteringer for 2010 til 2020 og iværksættelsen af de europæiske industriinitiativer, så passer disse seks initiativer godt til vores prioriteringer – vind-, sol- og bioenergi, bæredygtig fission, intelligente net og CO2-opsamling og -lagring er prioriteringer, som både Parlamentet og Rådet tilslutter sig.

På Deres foranledning har vi også prioriteret energieffektivitet ved at udvikle et nyt dedikeret initiativ – Intelligente byer – for at udløse markedspotentialet for energieffektiv teknologi i byer og regioner. For at prioritere aktiviteterne under dette initiativ har Kommissionen sammen med interessenterne udviklet teknologikøreplaner for perioden 2010-2020. Disse køreplaner indeholder konkrete mål, og hvilke aktiviteter der skal gennemføres for at nå dem. Initiativerne er modne til at blive iværksat i år, 2010. Intelligente byer vil blive iværksat næste år.

Deres andet spørgsmål vedrører behovet for forudsigelige, stabile og tilstrækkelige budgetter til SET-planen i indeværende finansieringsperiode og efter 2014. Vi skønner, at behovet for offentlige og private investeringer til udvikling af teknologi med lav CO2-udledning i SET-planen vil være 8 mia. EUR årligt. I dag investeres der årligt 3 mia. EUR i EU, hvilket betyder, at der er brug for yderligere 50 mia. EUR for perioden 2010-2020. At slå bro over denne køft bliver en af de centrale institutionelle diskussioner i de kommende år. Indsatsen skal koncentreres dér, hvor den er mest effektiv, således at vi undgår dobbeltarbejde og skaber den største potentielle indvirkning på markedet.

Det er klart, at investeringer på EU-plan, dvs. enten fra syvende rammeprogram eller det europæiske genopretningsprogram for energiområdet, ikke er nok. De potentielle midler fra de 300 millioner emissionshandelstilladelser, der er afsat til demonstration af CO2-indsamling og -lagring og innovativ vedvarende teknologi, er heller ikke nok. Det svarer i aktuelle priser til omkring 4 mia. EUR. Der er derfor brug for en stor indsats, både i den private og offentlige sektor. Den offentlige sektor omfatter både EU og naturligvis medlemsstaterne. For at sige det lige ud, skal de fleste penge komme fra dem, der har dem.

For det tredje spurgte De, om Kommissionen forventer at finansiere andre teknologimuligheder og stille forslag til flere industriinitiativer. Der vil helt sikkert dukke andre andre teknologier, der fortjener en indsats på EU-plan, op i fremtiden, så SET-planen skal være fleksibel, som vi allerede har vist med det nye initiativ om energieffektivitet, Intelligente byer, som vi som allerede nævnt forventer at iværksætte i 2011. Vi vil holde nøje øje med de mest lovende teknologier gennem SET-planens informationssystem. SETIS, som det hedder, fungerer allerede med hensyn til lagring og havteknologi for at vurdere disse teknologiers potentiale og identificere de bedste muligheder for at gøre en indsats på EU-plan. Vi har også tilskyndet til etableringen af en ny teknologiplatform om vedvarende energi, opvarmning og afkøling, der er tænkt som en hjælp til de involverede sektorer til bedre at definere deres teknologioverførsel.

Det glæder mig at se, at denne dimension får den støtte, som den fortjener. Det er nøglen til, at vi når vores energipolitiske mål, nøglen for Europa og for vores fremtid.

  Jean-Pierre Audy, for PPE-Gruppen. – (FR) Fru formand, hr. minster, hr. kommissær! Det glæder mig at se, at De er tilbage i deres stilling som miljøkommissær, hr. Potočnik. De erstatter vores industrikommissær, tak for det og tak for Deres tale.

Jeg glæder mig over min kollegas, hr. Reuls, spørgsmål, for det er ganske berettiget, at han spørger til, hvordan Kommissionen ser på dette vigtige område, ikke-CO2-udledende energi og finansiering af ny teknologi. Verdens befolkning stiger. Vi har brug for 40 % mere energi i 2030, og jeg vil tilføje, at 80 % af denne forbrugerefterspørgsel kommer fra lande uden for OECD.

Løsningen på disse store udfordringer er ikke at indføre en ny ideologi med at sænke vores energiforbrug eller at søge tilflugt i tidligere tiders tankemåde. EU har derfor pligt til at gribe ind, og jeg vil lige sige lidt om noget, der deler os i vores politiske grupper, og det er atomenergi.

På atomenergiområdet har vi nogle medlemsstater med en lang tradition. Det gør ikke EU til noget særligt, men det betyder, at vi har pligt til at bidrage til debatten og til finansieringen. Atomenergi er, som vi ved, en ikke-kulstofholdig energikilde, og vi har brug for finansiering, især for midlerne fra kulstofkvoterne til at investere i forskning, udvikling og uddannelse på alle disse områder.

Vi fremsætter nogle ændringsforslag med det specifikke formål at forbedre de fremlagte beslutningsforslag, og jeg vil slutte med at sige lidt om nukleare biprodukter, som er en kilde til stor bekymring for vores borgere. Der er to muligheder i verden: langsigtet lagring, som er det, USA har valgt. Vi i Europa skal vælge en anden tilgang, som er genindvinding i form af genanvendelse. Det er den mulighed, som Rusland, Japan og Frankrig har valgt.

Det er på denne baggrund, at vi, der er ansvarlige for sikkerheden, skal sætte vores lid til videnskaben og til viden, og det gælder alle disse spørgsmål.

  Teresa Riera Madurell, for S&D-Gruppen. – (ES) Fru formand, hr. statssekretær, hr. formand for Rådet, hr. kommissær! Vi ved alle, at alle er enige om, at jo hurtigere vi skaber en grøn økonomi, jo hurtigere kommer vi ud af den økonomiske krise.

I en række undersøgelser har man beregnet, at der, hvis vi når målet med en andel på 20 % af vedvarende energi, vil være 2,8 mio. europæiske arbejdstagere beskæftiget i den sektor i 2020. Desuden anslås det, at to tredjedele af de nye job vil blive skabt i små og mellemstore virksomheder. Nøglen til det ligger i udviklingen af grøn teknologi.

For at gøre dette til virkelighed tilslutter min gruppe sig tre hovedmålsætninger. For det første skal vi have et fast tilsagn om at øremærke ressourcer til den strategiske energiteknologiplan (SET-planen). Det er ikke nok bare at omgruppere og omdøbe de støtteprogrammer, vi allerede har. Vi er enige i, at vi skal have ændret vores mål til en reel forøgelse af de ressourcer, der er afsat til forskning i vedvarende energi og energieffektivitet. Det skal vi gøre her og nu, i den næste revision af de finansielle overslag og naturligvis i forhandlingerne om de nye.

Hvis vi for det andet ønsker at skabe de job, vores økonomi har brug for for at komme ud af krisen, er det vigtigt, at vi opprioriterer demonstrationsfasen for innovative teknologier og gør det lettere for dem at komme ud på markedet.

Endelig kan den potentielle oprettelse af grønne job ikke styres i den rigtige retning, hvis vi ikke har en højtkvalificeret arbejdkraft. Vi skal investere i uddannelse og viden for at styrke båndene mellem erhvervslivet og den akademiske verden, og vi skal fremme kvalifikationerne til avanceret forskning og udvikling, så vi kan afbøde eventuelle mangler på markedet for vedvarende energi.

  Fiona Hall, for ALDE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Vi kan fastlægge alle de mål, vi har lyst til, for håndteringen af klimaændringerne, men vi når dem ikke og især ikke de langsigtede mål for 2050, medmindre vi investerer kraftigt og systematisk i udvikling og forbedring af bæredygtig, kulstoffattig teknologi.

USA kritiseres med rette for ikke at have tilsluttet sig målene for en reduktion af drivhusgasudledninger, men EU er langt fra USA's nuværende investeringsniveau. Uden ordentlige investeringer vil EU's program for investeringer i lavemissionsøkonomi sakke agterud, og det betyder, at de hundredtusindvis af job, som kan skabes her i EU og i regioner som min egen, det nordvestlige England, der allerede begynder at foretage omstillingen til en lavemissionsøkonomi, går til USA og Kina, hvis vi ikke investerer.

Det skuffer mig, at Kommissionen gik bort fra det tidligere udkast til SET-planen, som indeholdt en klar angivelse af kilderne til de nødvendige investeringer. Vil Kommissionen nu udtale sig klarere, især om den årlige milliard euro, der kommer til at mangle, som kommissæren netop sagde?

Endelig er det naturligvis vigtigt at skabe forbedringer i atomteknologien, især i henseende til sikker drift og affaldshåndtering, men min gruppe mener, at "bæredygtig nuklear fission" er selvmodsigende. Vil kommissæren omdøbe det sjette europæiske initiativ, så det bare kommer til at hedde "atomenergiinitiativ"?

  Claude Turmes, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg synes grundlæggende, at denne SET-plan er en tom skal, for der er ingen penge bag den. Vi er nødt til at tænke på, hvor pengene skal komme fra. Hvad værre er, så er de instrumenter, som Kommissionen havde – NER300, genopretningsplanen og visse midler fra Den Europæiske Investeringsbank – i højere grad øremærket til de såkaldte teknologier med lav CO2-udledning, som er de mindst effektive og indebærer de største risici.

Allerede i 2008 og 2009 var over 70 % af alle investeringer på markedet i Europa rettet mod vedvarende energi, nemlig vind, sol og biomasse. Så hvordan kan det være, at vi laver en SET-plan og øremærker penge på EU-plan, som grundlæggende giver en mindre andel til vedvarende energi, end markedet allerede optager i dag, samtidig med at pengene går til CO2-lagring og til nuklear fusion, som ikke er medtaget i dokumentet, men som modtager langt den største del af EU-midlerne?

Vores problem er, at vi på grund af visse lobbier ikke har modet til at fastlægge de rette prioriteringer, og jeg mener, at selv IEA, der ikke er en græsrodsorganisation, har en ekstremt klar dagsorden. 55 % af alle CO2-reduktioner vil komme fra energieffektivitet. Hvorfor har vi ikke afsat midler til energieffektivitet i EU's genopretningspakke? 30-35 % af alle CO2-drivhusgasreduktioner vil komme fra vedvarende energi, mens i bedste fald kun 10 % vil komme fra kulstofbinding og 10 % fra atomkraft. Det er tal ifølge IEA, ikke en græsrodsorganisation. Så selv i Europa er vi bagud i forhold til det, IEA fortæller regeringerne om, hvordan vi fordeler midlerne.

Det eneste fornuftige er at fastsætte klare prioriteringer. Nr. et: energieffektivitet, nr. to: vedvarende energi, fordi det sænker kulstofudledningen uden samtidig at udgøre en risiko, og så er der de andre teknologier.

  Giles Chichester, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg beklager, at venstre side af Parlamentet er helt besat af atomenergi, for det er grunden til, at vi i dag skal tage stilling til to beslutninger, som i vid udstrækning har samme indhold, bortset fra spørgsmålet om atomenergi, især da det bevisligt er den eneste teknologi, som kan levere store mængder elektricitet til Europa med en ekstremt lav CO2-udledning.

Hvis vi skal ophøre med at bruge fossilt brændsel, især olie og kul, skal vi have alle de lavemissionsenergiteknologier, vi kan få. Mange af dem er stadig mere potentielle end produktionsklare, og vi er nødt til at se realistisk på, hvor meget det er lykkedes for os at nå målene for energi fra vedvarende kilder. EU er kendt for at fastlægge meget ambitiøse mål og for aldrig at nå dem. Det skal vi gøre bedre.

I mellemtiden skal vi hurtigst muligt øge andelen af Europas elforbrug fra atomenergi. Derfra får vi allerede nu den største del af vores elektricitet, men når vi skifter over til og udvikler alternative og nye teknologier, skal vi have en vis basisproduktion til belysning og f.eks. til el-bilerne.

Det ligger et enormt potentiale i ny grøn teknologi såsom solvarme fra Sahara og vindmølleparker i Nordsøen, for ikke at nævne kulstofindsamling og -lagring og grundlæggende forbedringer af energieffektiviteten, hvor jeg, i det mindste på dette punkt, er enig med min grønne kollega på den anden side af salen, men alt det kræver massive investeringer, og det er det grundlæggende punkt i disse spørgsmål i dag.

  Marisa Matias, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Fru formand, hr. kommissær, hr. rådsformand! Vi er her for at drøfte genopfindelsen af et europæisk energisystem gennem investeringer i lavemissionsteknologi.

Jeg synes, at det er en af de største udfordringer, som det også nævnes i meddelelsen. Det er en af de udfordringer, vi skal fokusere på, men der er ingen præciseringer her, så det er vigtigt at stille spørgsmål og søge afklaringer. Åbenbart er der ingen økonomisk afklaring, men heller ikke nogen politisk afklaring.

Vi taler om energieffektitet, om kulstofindsamling, atomenergi, biobrændsel, solenergi, og vi taler om energieffektivitet som den billigste måde at reducere udledninger på. Det slår mig, at der er andre, meget billigere måder at reducere kulstofudledninger på, som ikke er blevet nævnt i meddelelsen, f.eks. at reducere energiforbruget, mikroproduktion, distribution og forskellige former for distribution og forskellige projekter, som ikke kun behøver være store strukturer, samt adgang til energi. Jeg mener, at vi på den måde bestemt kan bidrage til en større finansiel afklaring og dermed vælge den billigste plan.

Som led i den politiske og den finansielle afklaring skal vi derfor diskutere, hvad der efter min mening er et utroligt vigtigt spørgsmål, nemlig at vægten altid ligger på offentlig-private partnerskaber, som om de var løsningen på alt.

Når vi spørger, hvor pengene kommer fra, siger Kommissionen, at de kommer derfra, hvor de er. Jeg må indrømme, at jeg ikke bliver klogere af at få at vide, at pengene kommer derfra, hvor de er, når jeg ikke får at vide, nøjagtig hvor det er.

En ting er sikker, når vi forlader os på offentlig-private artnerskaber, som jo systematisk sker, når vi taler om lavemissionsteknologier, nemlig at hvis vi ikke ved, hvor pengene skal komme fra, og hvis vi ved, at der er offentlig-private partnerskaber, så ved vi fra starten, hvem der kommer til at betale. Det er skatteyderne, som betaler, forbrugerne, som helt tilfældigt også er skatteydere. Vi ved også, at de, der betaler mindre, er institutioner og private organisationer, at det er dem, som investerer, som betales for at investere, men som i sidste instans beholder pengene selv.

Uden denne afklaring forekommer det mig, at vi nok en gang systematisk overlader regningen på omlægningen af den europæiske energimodel til de kommende generationer.

  Christian Ehler (PPE). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! I princippet er vi alle enige om, at SET-planen er en god plan. Vi er enige om store dele af indholdet, men vi har to problemer. Dels kan vi, og her henvender jeg mig til hr. Turmes, ikke lægge pres på medlemsstaterne og Kommissionen, hvis vi fortsætter en ideologisk debat, hvor emnet altid er atomenergi. Det er det afgørende punkt i vores afstemning i dag. Vi er kommet frem til et kompromis om SET-planen, og dette kompromis går ud på, at vi har specificeret de kriterier, der skal være opfyldt, før vi vil støtte den, og disse kriterier er klart defineret, nemlig bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed. Vi har sagt, at vi vil arbejde uden begrænsninger med hensyn til specifikke teknologier, og igen får vi en ideologisk debat om atomenergi, som er en diskussion, man godt kan tage, men som i sidste instans ikke giver mening i forbindelse med SET-planen.

Jeg indrømmer, at det, De siger om spørgsmålet om, hvad der rent faktisk kan opnås med SET-planen, er rigtigt. Har vi fået svar på spørgsmålet om, i hvilket omfang medlemsstaterne er parate til at finde en sammenhængende, politisk tilgang? Det, Rådet har fremlagt i dag, er en række banaliteter. Problemet er ikke så meget, hvad vi lægger ind i SET-planen, men mere samspillet mellem midlerne til forskning, innovation og SET-planen, spørgsmålet om demonstrationsanlæg og gennemførelse af de europæiske direktiver i national lovgivning. Vi befinder os nu i en situation, hvor vi skal sige helt klart, at vi kan lave endnu en SET-plan, og at vi kan vedtage en sådan plan, men det, vi har brug for, er konkrete foranstaltninger. Og derfor skal vi ikke altid skændes om detaljer. Vi skal lægge mere pres på Kommissionen og medlemsstaterne, så der sker noget på gennemførelsesfronten.

  Marita Ulvskog (S&D). – (SV) Fru formand! Ønsketænkning er ikke nok til at sikre overgangen til bæredygtig, vedvarende energi og et klimavenligt samfund. Der er også brug for betydelige investeringer. Den private sektor skal i vid udstrækning påtage sig sin del af ansvaret for finansieringen af grundforskningen, og medlemsstaterne skal også forpligte sig mere. Desuden skal der afsættes flere penge over EU's budget.

Budgettet skal simpelthen tilpasses de politiske prioriteringer for sol- og vindenergi, energieffektivitet osv. Vi skal omprioritere og omfordele midlerne fra EU-bugettet. Kun på den måde kan SET-planen og Parlamentets medlemmer bevare deres troværdighed.

  Chris Davies (ALDE). – (EN) Fru formand! Det er tre år siden, Rådet satte sig det mål, at der skulle være op til 12 demonstrationsprojekter inden for kulstofopsamling og -lagring i drift i 2015, og der er ikke sket meget endnu.

Ja, vi har har fundet frem til en finansieringskilde, og vi har nu et udkast til beslutning fra Kommissionen, som venter på at blive godkendt af Parlamentet, om, hvordan denne finansiering skal anvendes, men først i slutningen af næste år vil vi være i stand til at finde frem til et projekt, som vil være kvalificeret til at modtage denne finansiering. Så tidsplanen er meget stram, og det bliver stadig vanskeligere at overholde fristen i 2015. Tingene skrider ved hvert eneste skridt på vejen.

Må jeg bede Kommissionen tage dette med i sine overvejelser. For det første må denne tidsplan undersøges. Kan der på nogen måde skæres dage, uger af den? Og kan vi navnlig lægge så meget pres på Den Europæiske Investeringsbank som muligt for at få den til at holde sig inden for den tildeling, den har fået i udkastet til beslutning?

For det andet bør Kommissionen, så snart Parlamentets komitologiprocedure er blevet afsluttet, fremsætte en meddelelse om tidsplanen. Den bør offentliggøre denne. Dette vil bidrage til at sikre, at tingene skrider mindst muligt. Det vil sikre, at alle arbejder i retning af en række faste frister.

Endelig bør man huske på, at den største enkeltfaktor i forsinkelsen sandsynligvis vil være den ansøgningsprocedure, som projektudviklere skal gennemgå for at få anlægstilladelse til rørledningerne og lignende til fjernelse af CO2. Det kan blive meget langvarigt. Det vil kunne gøre tidsfristen fuldstændig uopnåelig.

Så må jeg bede om en udtalelse fra Kommissionen, hvori der insisteres på, at udviklere, der ansøger om EU-støtte, begynder at ansøge om anlægstilladelse nu. Lad dem følge deres udtalelser op med penge.

  Konrad Szymański (ECR). – (PL) Fru formand! Den fremlagte beslutning viser meget godt, hvordan klimapolitikken har forrang frem for energisikkerheden i EU. Den viser også klart en del af dette parlaments forudindtagede antinukleare holdning. Sagen er, at nuklear energi er den eneste kommercielt dokumenterede energikilde med lav kulstofudledning, men til trods herfor kritiseres den meget kraftigt i beslutningen. EU's begrænsede finansielle ressourcer skal investeres i udvalgte energikilder, blot fordi de er bæredygtige, og dette er en kraftig markedsintervention. Denne politik vil helt sikkert begrænse udgifterne til store, strategiske infrastrukturprojekter, som der allerede er behov for i dag, og til støtte til samkøringslinjer. Der vil ganske enkelt ikke være penge nok til energisikkerhed. Derfor kan vi ikke tilslutte os denne beslutning her i dag.

  Arturs Krišjānis Kariņš (PPE). – (LV) Fru formand, hr. minister, hr. kommissær! Vi ved alle, at narkomaner er meget farlige, for de går ikke af vejen for noget for at få deres næste fix. Vi ved faktisk, at enhver form for afhængighed er et uvelkomment fænomen, der må udryddes. I EU er vores økonomi afhængig, og denne afhængighed fremmes af importeret olie og gas. Det er den situation, vi må ændre. Vi må øge investeringerne i teknologier, som direkte vil øge udnyttelsen af sol, vind, vand og biomasse i EU. Ydermere er der adskillige stærke argumenter for, hvorfor det netop skal være disse teknologier. For det første, hvis vi ikke investerer i disse teknologer, vil vores afhængighed af olie og gas blot vokse, og situationen vil forværres, for disse ressourcer vil blive en stadig større mangelvare i hele verden, og priserne vil stige mere og mere. For det andet vil vi, når vi foretager disse investeringer, samtidig kunne tilskynde navnlig SMV'erne, hvis vi giver dem visse fordele, når de skal ansøge om finansielle ressourcer og midler. For det tredje vil vi ved at investere i nye teknologier, overvinde de nuværende hindringer for afbalancering af elnettene med de forskellige mængder elektricitet, der frembringes af sol og vind. Tiden er inde til handling. Vi må mindske vores afhængighed af importeret olie og gas, og vi må støtte investering i netop de teknologier, der vil øge og fremme en større udnyttelse af energikilder fra sol, vind, vand og biomasse.

  Britta Thomsen (S&D). – (DA) Fru formand! Der er grund til at glæde sig over SET-planen. Uden de 59 milliarder euro, som der nu bliver investeret i gode energiprojekter, så når vi ikke vores mål om 20 % vedvarende energi i 2020. To tredjedele af midlerne i SET-planen er investeringer i reel og bæredygtig vedvarende energi. Det gælder f.eks. solceller, vindmøller og biomasse. Men SET-planen er ikke kun vigtig og rigtig, fordi den sikrer os renere energi. SET-planen er også afgørende i vores forsøg på at lægge den sociale og økonomiske krise bag os. Med disse massive investeringer i moderne energiteknologi vil vi kunne skabe hundredetusinder af nye grønne jobs. Vi vil også kunne gøre EU til et videncentrum, når det gælder grøn og bæredygtig teknologi. Men vi skal også huske, at der følger et ansvar med disse investeringer. Et ansvar for at sikre, at de mange mennesker, der i dag arbejder inden for energisektoren, får mulighed for omskoling og opkvalificering. Derfor skal investeringerne i teknologi gå hånd i hånd med investeringer i mennesker.

  Liam Aylward (ALDE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne fremføre to korte punkter. Det første vedrører betydningen af investering i kulstoffattige teknologier, og det andet vedrører kulstofopsamling i landbruget.

For det første er det realistisk set vigtigt, at EU retter sin opmærksomhed og sit budget mod den strategiske energiteknologiplan for EU. Hvis EU skal nå sine mål for 2020, er der ingen tvivl om, at en øget målrettet investering i kulstoffattige teknologier er vigtig.

For det andet må forskningen og investeringerne i kulstofopsamling og -lagring øges som en praktisk metode til at bekæmpe klimaændringer. Her kan landbruget spille en nøglerolle i kulstofopsamlingen, og det kan bidrage til målene for 2020.

Jordbiomasse og naturligt kulstofdræn – kulstof i jorden – kan medføre en ekstra fordel for landmændene ved at begrænse erosion og anvendelse af kunstgødning. Der er behov for yderligere forskning og investering for fuldt ud at udnytte landbruget og landbrugsjorden til at opsamle kulstof og bidrage til at nå målene for 2020.

Hvis vi skal opnå målbare resultater, skal innovation og forskning i kulstoffattige teknologier støttes effektivt og på passende vis.

  Vicky Ford (ECR). – (EN) Fru formand! Jeg glæder mig over initiativet om at tale om investeringer i kulstoffattige teknologier, men mere specifikt om energibesparelse og levering af en mere sikker og diversificeret energiforsyning. Jeg vil gerne se specifikt på anvendelsen af EU-midler.

Den region, jeg repræsenterer, har allerede en EU-fond på over 250 mio. EUR til økonomisk vækst baseret på kulstoffattige teknologier. Dens ambitioner er værdige, men denne fonds resultater med hensyn til gennemførelse af betydningsfulde investeringer lever langt fra op til forventningerne.

East of England, herunder Cambridge University, er også hjemsted for førende forskningsfaciliteter, og der er underskrevet over 250 kontrakter i min region om tilskud fra syvende rammeprogram. Jeg har set megen fremragende innovativ forskning, men der er store problemer med kompleksitet, navnlig for SMV'er, bureaukrati og manglende fleksibilitet, når man skal tilpasse sig udviklingen og videnskaben. I nogle tilfælde er der forfærdende historier om, at EU selv har foretaget betalinger for sent.

Når vi overvejer, hvordan skatteydernes penge skal investeres i fremtiden, bør vi se på erfaringer med, hvad der allerede er sket, og sikre os, at vi bruger dem bedre i fremtiden.

  Marian-Jean Marinescu (PPE). – (RO) Fru formand! Hvis EU skal nå de klimamål, det har sat sig, skal der udarbejdes en strategi, der støtter en gradvis overgang til en kulstoffattig industri og brugen af bæredygtig energi.

Anvendelsen af nye teknologier kan nedskære energiforbruget i bygninger med op til 17 % og kulstofemissionerne fra transport med op til 27 %, men indførelse af intelligent forbrugsmåling vil kunne nedbringe energiforbruget med op til 10 %. Der kræves en standardmetode til måling af energiforbrug og kulstofemissioner for at opnå et optimalt offentligt og privat energiforbrug. Med dette in mente må vi fastsætte fælles funktionelle minimumsspecifikationer og interoperable intelligente netværk på europæisk plan.

Kommissionen må medfinansiere så mange store projekter som muligt for at lette anvendelsen af intelligent måling og intelligente netværk som standard, herunder i medlemsstater, der stadig ikke har disse teknologier.

Jeg vil gerne spørge, om Kommissionen i øjeblikket agter at stille ekstra ressourcer til rådighed fra EU-budgettet for at tilskynde SMV'er til at udvikle teknologier til bæredygtig kulstoffattig energi.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Fru formand! Vi har behov for en ambitiøs og intelligent industripolitik, der sætter EU i stand til bevare både sin globale konkurrenceevne og job og produktion inden for EU. Investeringerne i udviklingen af kulstoffattig teknologi vil hjælpe EU til at overvinde den økonomiske krise og kan skabe i omegnen af 2,7 mio. job i 2020.

EU må investere i europæiske initiativer, der fremmer vedvarende energikilder og deres indførelse i det europæiske elnet, samt biobrændstoffer og grøn transport. Der kan opnås hurtige resultater gennem investeringer i intelligente byer og energieffektivitet i bygninger, særlig boliger.

Jeg opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at øge budgetterne til energieffektivitet i boliger og til i forbindelse med midtvejsevalueringen af anvendelsen af strukturfondene at vedtage de nødvendige foranstaltninger til at sikre en bedre absorption af EFRU-satsen på 4 % til energieffektivitet i boliger. Dette vil gøre det muligt at øge denne sats i perioden 2014-2020.

  Zbigniew Ziobro (ECR). – (PL) Fru formand! Forhandlingen om investering i kulstoffattige teknologier er en forhandling om metoder til tilpasning af medlemsstaternes økonomier til kravene om begrænsning af drivhusgasemissionerne. Uanset at klima- og vejrforholdene på vores kontinent i de seneste få måneder har givet argumenter til de videnskabsfolk, som sætter spørgsmålstegn ved menneskets indflydelse på klimaet gennem CO2-emissioner, bør vi dog alligevel, når vi taler lavemissionsteknologier i denne sammenhæng, stille følgende spørgsmål: Hvordan kan de nødvendige midler til udvikling af rene teknologier sikres for at opnå de størst mulige virkninger på kortest mulige tid?

Jeg mener, at den ordning, der indføres til støtte for forskning og udvikling, bør være så fleksibel som muligt for at gøre det muligt at forvalte ressourcerne på en måde, der passer til den videnskabelige forsknings dynamik. Spørgsmålet er, om og på hvilken måde det er planen at skabe passende støttemekanismer til investering i lavemissionsteknologier?

Endelig vil jeg også gerne tilføje, at uanset hvilke argumenter der måtte findes for at investere i udvikling af lavemissionsteknologier, så bør dette ikke ske på bekostning af samhørighedspolitikken.

  Bogdan Kazimierz Marcinkiewicz (PPE). – (PL) Fru formand! I Kommissionens meddelelse af 23. januar 2008 "Støtte til hurtig demonstration af bæredygtig elproduktion fra fossile brændstoffer", som udgør en del af klima- og energipakken, fremgår det, at EU vil støtte opførelsen af 10-12 demonstrationsanlæg til opsamling og lagring af CO2. I slutningen af 2008 tog Europa-Parlamentet også dette spørgsmål op i en beslutning. I punkt 11 i dette dokument anførtes det, at de foranstaltninger, som Kommissionen havde afsløret, ikke var tilstrækkelige til at skabe de ønskede incitamenter til opførelse af mindst 12 demonstrationsanlæg i 2015, mens det i punkt 18 blev anset for at være absolut nødvendigt, at i det mindste de 12 demonstrationsanlæg øremærket til bistand skulle dække alle tænkelige kombinationer af teknologier til kulstofopsamling og lagring.

De finansielle midler skal dog komme fra salget af 300 mio. tilladelser til CO2-emissioner i reservebeholdningen til nytilkomne, kendt som NER300. Det beløb, der skal anvendes til støtte for opførelsen af demonstrationsanlæggene, vil altså komme til at afhænge af markedsprisen på tilladelser. Det anslås, at dette vil være mellem 7 og 12 mia. EUR. Det kan udledes af Kommissionens beslutninger i forslaget, at støtte under NER300 vil omfatte seks projekter vedrørende kulstofopsamling og -lagring i kraftværker og to i industrien.

Ønsker Rådet i samarbejde med Kommissionen at støtte opførelsen af yderligere to til fire anlæg og i bekræftende fald hvordan?

  Roger Helmer (ECR). – (EN) Fru formand! Vi har hørt en masse nonsens i dag om grønne job. Faktum er, at vores besættelse af bæredygtige energikilder allerede øger omkostningerne til elektricitet og tvinger europæiske borgere ud i brændstoffattigdom. Højere energipriser betyder, at energiintensive virksomheder i Europa ganske enkelt vil give op og flytte til mere gunstige områder. Højere energipriser betyder lavere vækst og højere arbejdsløshed, og de koster job. Jeg har kun set en enkelt formel undersøgelse af spørgsmålet om grønne job. Det var i Spanien, og den viste, at der for hvert eneste job, der blev skabt i den grønne sektor, gik 2,2 job tabt andre steder.

Hvis vi virkelig seriøst ønsker kulstoffattig elektricitet, er der kun en løsning, og det er atomkraft. I hele Europa begynder man at tale om ny nuklear kapacitet, og det er godt. Hvis vi ønsker fortsat at have lys i lamperne, har vi brug for en renæssance for atomkraft, og det skal ske hurtigt.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE). – (PT) Fru formand! Forskning og teknologi spiller en afgørende rolle i udvikling af et kulstoffattigt samfund. Det er absolut nødvendigt at investere i radikale sociale ændringer baseret på byers bæredygtighed, decentraliseret energiproduktion og industriens konkurrencedygtighed. Det er en vigtig politik for et fremgangsrigt og bæredygtigt samfund, som er forberedt på de udfordringer, som klimaændringer, energisikkerhed og globalisering medfører, og som er førende i verden inden for rene teknologier.

Den strategiske energiteknologiplan for EU sigter mod at bidrage til netop dette mål. Jeg glæder mig over de grundlæggende retningslinjer, der præsenteres i meddelelsen om, hvordan interventionerne skal tilrettelægges mellem den offentlige og den private sektor, mellem fællesskabsfinansiering, national og regional finansiering.

Det er dog vigtigt at øge den offentlige finansiering til videnskabelig forskning i rene teknologier. Europa skal også skabe betingelser, der fremmer større private investeringer på dette område. Det er nødvendigt hurtigt at gå fra ord til handling.

Prioriteterne i EU's fremtidige finansielle overslag og ottende rammeprogram for forskning og udvikling skal være energisikkerhed, bekæmpelse af klimaændringer og miljø. Kun på denne måde kan vi opretholde vores industris konkurrenceevne, fremme økonomisk vækst og skabe job.

  Patrizia Toia (S&D). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Dette er ikke blot en rutinemæssig forhandling, det er derimod meningen, at den skal være meget specifik og stille klare og præcise spørgsmål – hvilke ressourcer er der, og hvor får vi dem fra – og jeg håber, at Parlamentet forventer lige så klare og præcise svar her i dag og på de kommende rådsmøder den 12. og den 25. marts.

Vi ønsker at fortælle Kommissionen og Rådet, at EU, som har svunget flaget for kampen mod atmosfæriske emissioner og klimaændringer foran verden, nu må være konsekvent, hvis det ikke ønsker at miste troværdighed. Det må gøre alt, hvad det kan, for at nå disse mål. Vi må være helt klar over, at det at tale om en lavemissionsøkonomi betyder en form for kopernikansk revolution for produktionssystemet. Det betyder ændring af mange ting, klare prioriteter og politisk vilje, men først og fremmest tilstrækkelige ressourcer og instrumenter.

Vi ved også, at denne kopernikanske revolution er afgørende for, at vores produktionssystem, den europæiske industri, kan forblive konkurrencedygtig. I mange lande, i mange forskningscentre og på mange universiteter er de intellektuelle ressourcer parate, færdighederne er der, og viljen er der. Tiden er nu inde til at sætte tingene i gang. Alle må gøre det, som kommissæren og Rådet har sagt. Medlemsstaterne, virksomhedslederne og den private sektor må gøre det. Jeg mener dog, at den vigtige opgave med at samle dette komplekse partnerskab ligger hos EU.

  Mairead McGuinness (PPE). – (EN) Fru formand! Vi er alle enige om, at større energieffektivitet er det første skridt på vejen, men jeg vil gerne i mit bidrag henlede opmærksomheden på den politiske forvirring og uro, der omgiver bioenergi.

Jeg tror, at især Parlamentet og Kommissionen og Europa generelt gik bort fra en del af bioenergien, da vi oplevede fødevareprisstigningerne i 2007 og 2008. Få af os taler om virkeligheden for de fleste landmænd i Europa nu, som befinder sig i en tillidskrise, fordi priserne er kollapset. Alligevel sendes der ikke noget sammenhængende politisk budskab til dem om arealudnyttelse og anvendelse af deres jord til dyrkning af energiafgrøder.

Især i Irland løber regeringen væk fra dette område. Hør her, det industrien har brug for, er politisk vished. Politikerne leverer ikke denne vished, og vi har høstet belønningen herfor.

Når vi taler om investering i forskning, og forskningen ikke gennemføres, fordi vi ikke vil træffe de rigtige politiske beslutninger, så spilder vi vores tid.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D). – (HU) Fru formand, hr. kommissær! Finansiering af omstillingen til grønne kulstoffattige teknologier vil være særlig vanskelig i de nye medlemsstater. En potentiel og meget vigtig kilde for de centraleuropæiske og de baltiske lande ville være anvendelse af de emissionskreditter, de har optjent under Kyotoprotokollens emissionshandelsordning, hvorved der drages fordel af disse landes klimaressourcer. Betingelsen herfor ville naturligvis være, at der indføres en post-Kyoto-ordning eller støtte fra Det Europæiske Råd og Kommissionen til vores bestræbelser på at opnå en ordentlig betaling for vores resterende klimaressourcer. Som ordfører for biogas er jeg helt bekendt med omkostningerne til nye teknologier, og jeg er klar over, at den teknologiske udvikling vil være meget stor. Det er meget vigtigt at forfølge dette punkt inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik f.eks. ved at ændre sammensætningen af husdyrfoder, ved at indføre andre pløjemetoder end dybdepløjning og ved at indføre nye, innovative teknologier.

  Bogusław Sonik (PPE). – (PL) Fru formand! En af de vigtigste prioriteter i strategien for EU på længere sigt bør være at skabe en innovativ økonomi, f.eks. ved at omlægge det nuværende energisystem ved hjælp af en model baseret på lave emissionsmængder, navnlig rene kulstofteknologier. Omkring 80 % af den primære energi, som forbruges i EU, kommer fra fossile brændstoffer. I de seneste årtier har vi udviklet vores netværk og forsyningskæder til perfektion i forhold til at forsyne samfundet med energi fra netop disse kilder. Vi har baseret vores økonomiske vækst og fremgang på olie, kul og gas, og det er vanskeligt at ændre dette fra den ene dag til den anden.

Den strategiske energiteknologiplan for EU, som udgør en hjørnesten i Unionens energi- og klimapolitik, er et fornuftigt skridt i retning af at gøre EU til en innovativ økonomi, naturligvis under den forudsætning, at Unionen tager hensyn til finansieringen af rene kulstofteknologier. Hvis Europa ønsker at nå ambitiøse reduktionsmål på et rimeligt omkostningsniveau, er det afgørende, at vi øger bevillingerne til forskning inden for rene, bæredygtige og effektive energiteknologier og koordinerer indsatsen med hensyn til at kombinere kræfter, potentiale og ressourcer i både den offentlige og den private sektor.

Tidligere tiders industrielle revolutioner har vist, at ny teknologi kan ændre vores levevis for altid. I dag står vi med en unik realistisk mulighed for at vælge en ny model for energiproduktion. Investeringer i udvikling og fremme af nye kilder til ren og vedvarende energi kan dog kun gennemføres, hvis Fællesskabet sikrer tilstrækkelig finansiering og medtager disse investeringer på listen med EU's strategiske målsætninger.

  Fiorello Provera, for EFD-Gruppen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! I forhandlingerne om EU's valg på energiområdet ligger én ting fast, nemlig at den vigtigste, billigste og mest bæredygtige energikilde, som vi har til rådighed, er den energi, som vi sparer. Af naturlige, historiske, kulturelle og økonomiske årsager er bjergområderne et forbillede, hvad angår nedbringelse af energiforbruget i takt med vores moderne livsstils ændrede behov, og de er velegnede til storskalaforsøg med vedvarende energikilder med lave kulstofemissioner.

Bjergområderne frembringer næsten al Europas hydroelektriske energi. F.eks. producerer alene den provins i Italien, som jeg stammer fra, 12 % af hele landets hydroelektriske energi. Desuden har man stor erfaring med at opføre særligt energieffektive bygninger i bjergområderne. Vi har opført beboelsesejendomme, som takket være avancerede teknologier er helt selvforsynende med både el og varme, og som endda leverer mere energi, end de forbruger. Bjergområderne bruges ofte til eksperimenter, og de er således ideelle til forsøg med bedre udnyttelse af biomasseenergi, solenergi, geotermisk energi og varmepumper. Og de er navnlig ideelle til forsøg med helt nye systemer til energidistribution.

Bjergene er fulde af energi, ren energi, som ligger lige for vores fødder. Derfor anmoder vi Kommissionen om at inddrage bjergområderne i dens strategi, granske erfaringerne fra områderne og anerkende deres ret til rimelig kompensation for al den vedvarende energi, som de allerede har leveret. I artikel 174 i Lissabontraktaten anerkender man bjergområdernes betydning, og derfor afventer vi med spænding initiativer fra Kommissionen rettet mod gennemførelse af denne artikel og rettet mod en europæisk politik vedrørende bjergområder, som også omfatter energiområdet.

Jeg opfordrer derfor Kommissionen til at følge anbefalingerne i Durnwalder-rapporten i Regionsudvalget. Ligeledes opfordrer jeg Kommissionen til at medtage bjergområdernes energispørgsmål og produktionskapacitet inden for vedvarende energi og passiv konstruktion i vurderingen af de europæiske områder.

Bjergområderne udgør 40 % af det europæiske landområde, og der bor 90 mio. mennesker i disse områder. De er hidtil blevet betragtet som ugunstigt stillede områder. Men hvis vi gennemfører en nyskabende og sammenhængende energipolitik, kan områderne overvinde dette handicap og yde et afgørende bidrag til at opnå målsætningerne i den integrerede energi- og klimaændringsstrategi som bevis på, at energimæssig selvforsyning til en rimelig pris er mulig, hvis den politiske vilje er til stede.

  Rareş-Lucian Niculescu (PPE). – (RO) Fru formand! Europæisk landbrug beskyldes ofte for at være en væsentlig kilde til global opvarmning. Dette er naturligvis ikke helt korrekt. På den anden side kan vi heller ikke se bort fra det bidrag, som landbruget kan yde i forhold til at nedbringe kuldioxidemissionerne.

Dette emne er jo allerede blevet behandlet af andre talere. Kulstofoplagring, biomasse og investeringer i at nedbringe forbruget af kunstgødning er blot eksempler på, hvordan landbruget påvirkes af dette problem. I forhold til drøftelserne om investeringer i teknologier med lav CO2-emission mener jeg derfor, at landbruget skal prioriteres højt og ikke ignoreres, således som det bl.a. var tilfældet i en anden strategi på europæisk plan, nemlig EU 2020-strategien.

  Karin Kadenbach (S&D). – (DE) Fru formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet! Jeg taler på egne vegne og vil gerne sige til mine kolleger, at nuklear teknologi efter min mening ikke er løsningen og heller ikke en vedvarende energikilde.

Vores opgave består i at træffe foranstaltninger, som gavner vores børn og vores fremtid på længere sigt. Det er derfor meget vigtigt for os at nedbringe CO2-emissionerne, men denne nedbringelse må ikke ske på bekostning af miljøet. Med andre ord skal vi være meget opmærksomme på, hvilke foranstaltninger vi yder støtte til, og hvilke foranstaltninger vi investerer i. Det nytter ikke at skære ned på CO2-udledningen, hvis vi derved ødelægger miljøet.

2010 er biodiversitetens år, og det er særdeles vigtigt, at vi også her fører til referat, at alle investeringer og foranstaltninger også skal ses i lyset af et ønske om at beskytte miljøet af hensyn til vores børn, vores fremtid og biodiversiteten.

  João Ferreira (GUE/NGL). – (PT) Fru formand, hr. kommissær! I forhandlingen om overgangen til en kulstoffattig økonomi må vi ikke glemme, at denne overgang næppe vil være gnidningsløs. Om få år vil vi blive konfronteret med konsekvenserne af den gradvise udtømning af og mangel på den primære energikilde, som vi er afhængige af, nemlig fossile brændstoffer. Disse brændstoffer udgør også råmaterialet for mange særdeles vigtige industrier, f.eks. den kemiske og den farmaceutiske industri.

Det er bydende nødvendigt for menneskeheden, at vi forvalter klodens tilbageværende oliereserver med megen omtanke, dvs. først og fremmest med måde.

Vedtagelsen af protokollen vedrørende udtømning af olieressourcerne, som blev fremlagt i Uppsala i 2002 og i Lissabon i 2005 af en gruppe videnskabsfolk og specialister fra flere lande, der indgår i Association for the Study of Peak Oil and Gas, er på denne baggrund afgørende med hensyn til at introducere en plan med fokus på fornuftig forvaltning af disse ressourcer, afhjælpning af manglen på dem og en kontrolleret overgang til andre primære energikilder.

  Alajos Mészáros (PPE). – (HU) Fru formand! Efter min mening har kerneenergi ikke fået den opmærksomhed i denne betænkning, som teknologien fortjener. Løsningerne, hvor man sigter mod at udvikle alternativ energi, herunder bio-, vind- og solenergi, har alle lange udsigter, og det er slet ikke sikkert, at de giver gevinst i sidste ende. I lyset af sidste års gaskrise og den trussel, som klimaændringerne udgør, er vi imidlertid nødt til at handle hurtigt i vores energistrategi. Kernekraft er den største CO2-frie energikilde i EU, og den dækker i øjeblikket en tredjedel af vores elektricitetsbehov. Det er ganske enkelt uundgåeligt, at vi må videreudvikle denne energikilde på forsvarlig vis. Det ville være hensigtsmæssigt, hvis vi alle indså dette.

  Seán Kelly (PPE). – (GA) Fru formand! Jeg har lyttet til forhandlingen, som jeg finder meget spændende, og jeg har læst alt, hvad jeg kan, om dette emne.

Jeg vil blot fremdrage to punkter. For det første spørgsmålet om, hvor finansieringen skal komme fra, og for det andet spørgsmålet om, hvordan forskningen og udviklingen skal koordineres.

I mine øjne er der her mulighed for, at eksperter fra Parlamentet, Rådet og Kommissionen samles i en styregruppe. Formålet skal være dels at tilvejebringe den finansiering, der er nødvendig i de offentlig-private partnerskaber, eventuelt med mål for hvert land, og dels at føre tilsyn med og koordinere forskningen. Der skal være tale om forskning, udvikling og demonstration, og en del af finansieringen skal afhænge af vellykkede resultater. Ellers vil hver enkelt professor i Europa kaste sig ud i forskningsaktiviteter, som i sidste ende ikke vil være koordinerede.

  Zoltán Balczó (NI). – (HU) Fru formand! Vi har hørt mange smukke ord om kulstoffattige teknologier fra repræsentanterne for Rådet og Kommissionen, som imidlertid ikke berørte det helt centrale spørgsmål om, hvor finansieringen skal komme fra. Der findes en gruppe af medlemsstater, som har en kilde klar, nemlig de tidligere socialistiske lande, som klart har overgået deres Kyotoforpligtelser og i høj grad bidraget til, at EU kunne holde hovedet højt ved konferencen i København. Disse lande er berettigede til at nyde godt af deres CO2-kvoter, og alligevel ønsker Kommissionen og de 15 oprindelige medlemsstater at forhindre dette. I Ungarns tilfælde drejer det sig om flere hundrede milliarder forint. Ved konferencen i København enedes Ungarn og Polen om at bruge tilsvarende summer på grøn infrastruktur. Disse midler udgør altså kilden. Indtil nu har forslaget mødt døve øren, og dette tyder på, at det virkelig er sandt, at de nye medlemsstater faktisk kun er andenrangsmedlemmer af EU.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Fru formand! En af EU’s hovedmålsætninger er at udvikle en kulstoffattig økonomi. Hensigten er, at 20 % af den samlede energiproduktion skal baseres på vedvarende energikilder inden 2020.

Rumænien har opstillet et mere ambitiøst mål på 24 %. Undersøgelser viser, at Dobrogearegionen i det sydøstlige Rumænien ligger nummer to på listen over områder i Europa, hvad angår potentiale for vindenergi. Regionen overgås kun af det nordlige Tyskland. I regionen er man netop nu ved at udvikle den største landbaserede vindmøllepark i Europa, som vil bestå af 240 møller og frembringe 600 MW vedvarende energi. Projektets første fase gennemføres i løbet af i år, når de 139 installationer sættes i drift. Hele projektet færdiggøres i 2011 i områderne Fântânele og Cogealac i provinsen Constanţa.

Gennemførelsen af dette projekt er vigtig for Rumæniens energiforsyningssikkerhed, da det vil bidrage til at begrænse energiimporten.

  Antonio Cancian (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! På baggrund af det, som jeg har hørt her til formiddag, mener jeg, at vi kan enes om et par punkter, nemlig effektivitet, besparelser, vedvarende energikilder og nye teknologier. Dette er dog ikke tilstrækkeligt, medmindre vi tager afgørende fat på to andre områder.

Det første er området for kerneenergi. Alene ordet og det at berøre emnet skræmmer os. Lad os gennemføre forskning og forsøge at være ansvarlige i denne forskning. Det andet område vedrører finansiering. Som jeg har kunnet fornemme her til formiddag, er vi bange for at tale om offentlig-private partnerskaber. Alene den tanke, at den private sektor kan spille en rolle i et initiativ sammen med den offentlige sektor, betragtes næsten som noget fremmed, skamfuldt og mistænkeligt.

Partnerskaber af denne art er uundgåelige i betragtning af de økonomiske ressourcer, som vi har at gøre godt med. Desuden er det vigtigt, at den offentlige sektor indgår i et samspil med den private, da det offentlige skal lære at agere som en virksomhed og i overensstemmelse med en bæredygtig politik.

  Christian Ehler (PPE). – (DE) Fru formand! Jeg skal gøre mit indlæg kort. I grupperne har vi ført meget langvarige, men berettigede forhandlinger om ideologiske spørgsmål vedrørende nye teknologier. Lad os dog for en gangs skyld sammen stille et spørgsmål, som Rådet og Kommissionen skal besvare. Vi har drøftet Set-planen i lang tid. Hvilke midler findes der til at gennemføre den? Hvilke tidsrammer arbejder vi med? Hvilke foretagender deltager fra medlemsstaterne?

  Claude Turmes (Verts/ALE). – (DE) Fru formand! Jeg vil ikke tale om ideologi i denne forbindelse. Det kan vi gøre en anden gang. Men jeg mener, at ideologerne i virkeligheden befinder sig på den anden side her i Parlamentet.

Kommissionen vil have to håndgribelige instrumenter til rådighed i de kommende uger. Det første er finansieringsfaciliteten for risikodeling, hvor der stadig findes midler. Disse midler kunne nu bruges på en fornyet indsats for vedvarende energikilder og energieffektivitet. Jeg har ladet mig fortælle, at Kommissionens generaldirektorat for forskning blokerer for udbetaling af midlerne. Direktoratet ønsker ikke at bruge dem på energiområdet, men hellere på ikt og andre områder. Måske har kommissæren noget at berette i denne henseende?

Det andet instrument består af de mindst 15 % af de midler, som åbenbart stadig findes i den økonomiske genopretningsplan, og vi har i Parlamentet fastslået, at disse midler skal bruges på energieffektivitet, navnlig på intelligente byer. Kan De også fortælle mig noget om dette, hr. kommissær?

  Iosif Matula (PPE). – (RO) Fru formand! Når vi i dag her i Parlamentet forhandler om investeringer i kulstoffattig teknologi, understreger det, at EU ønsker at stadfæste sin førende rolle, ikke kun med hensyn til at nedbringe energiforbruget og gøre det mere effektivt, men også med hensyn til at sikre et sundt miljø. Jeg mener, at vores rolle nu består i at fremme områder som forskning og innovation for at udpege de løsninger, som kan danne grundlag for et bæredygtigt europæisk energisystem. Vi må derfor fastlægge finansieringskravene på dette område med det mål at øge EU's konkurrenceevne på verdensplan.

Jeg mener, at det er afgørende at vi fokuserer på det potentiale, der ligger i grøn energi på regionalt og lokalt plan. Den region i Rumænien, som jeg stammer fra, rummer et stort potentiale for geotermisk energi, som ikke udnyttes tilstrækkeligt i øjeblikket. Dette er der flere årsager til, men jeg mener, at vi må tildele de lokale myndigheder en vigtig rolle i denne sammenhæng for at opmuntre dem til at udvikle offentlig-private partnerskaber.

  Pedro Luis Marín Uribe, formand for Rådet. − (ES) Fru formand! Jeg har med interesse fulgt formiddagens forhandlinger, og jeg kan med glæde bekræfte, at Rådet deler mange af de synspunkter, som kommer til udtryk i Parlamentet. Jeg har tillid til, at de konklusioner, som vi vedtager i morgen, vil sætte os i stand til at skabe et solidt fundament, som imødekommer de ytrede bekymringer og gør det muligt for os at opnå umiddelbare fremskridt i lanceringen af industriinitiativer.

I mine øje er vi tydeligvis enige om, at disse initiativer er afgørende, hvis vi skal mindske vores energiafhængighed, øge vores effektivitet, fortsat gøre teknologiske fremskridt og derved give europæisk teknologi et yderligere boost samt naturligvis tage hånd om de udfordringer, der ligger i klimaændringerne.

Initiativerne er også nødvendige for at fastholde Europas konkurrenceevne og skabe arbejdspladser. Jeg mener at kunne berolige hr. Helmer med, at der findes andre undersøgelser end den, som han har læst. Disse undersøgelser, hvoraf nogle er gennemført af Kommissionen selv, viser den positive indvirkning på beskæftigelsen – en indvirkning, som vil blive endnu større på længere sigt.

Vi foreslår derfor, at vi gør brug af en række fælles principper og fremgangsmåder som rettesnor for nuværende industriinitiativer. Dette vil naturligvis bl.a. kræve, at vi etablerer de finansielle redskaber og fastsætter de kriterier for offentlig intervention, som kræves for at understøtte udviklingen af disse teknologier.

Der er lagt megen vægt på de finansielle aspekter, og Rådet har også fokus på dette område. Rådet kan dog ikke forpligte sig til at omfordele midler uden at respektere Kommissionens initiativret og Parlamentets bemyndigelser på dette område. I mellemtiden vil de gældende finansieringsaftaler derfor skulle anvendes.

Ikke desto mindre må vi insistere på vigtigheden af at øge vores budgetter for at kunne udvikle disse nye teknologier, ligesom vi må stå fast på, at prioritering af disse forøgelser skal være et grundlæggende element i de kommende drøftelser i de europæiske institutioner, navnlig her i Parlamentet.

Jeg kan også forsikre, at Rådet har gjort og fortsat vil gøre alt, hvad der står i dets magt, for at garantere, at den strategiske energiteknologiplan finansieres tilstrækkeligt inden for både de nuværende og de kommende finansielle rammer.

Kommissæren har allerede påpeget det, men jeg vil gerne minde om, at private initiativer og finansieringskilder generelt også spiller en vigtig rolle. Dette er et område, hvor vi skal arbejde hånd i hånd for at sikre, at de offentlige økonomiske ressourcer får maksimal effekt. Vi er nødt til at opnå en multiplikatoreffekt i stor skala, som sætter os i stand til at gennemføre disse initiativer, som er afgørende for Europas fremtid.

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! Først vil jeg gerne takke for, at denne forhandling afholdes. Jeg har fulgt den meget tæt, og der er mange elementer, som vi bestemt vil tage hensyn til i vores fremtidige virke.

Lad mig indlede med en kort historie. Efter oliekrisen i 1970'erne oplevede vi en hidtil uset begejstring for innovation, som gav os konkurrencefordele, selv under hensyntagen til miljøet, men denne begejstring var kun kortvarig. Efter at olieprisen var blevet ved med at falde tilstrækkeligt længe, valgte vi at droppe investeringer i forskning, udvikling og anvendelse, se bort fra nye teknologiers markedsmæssige berettigelse og ændre vores forbrugsmønstre. Vi blev lullet ind i en periode med falsk tryghed, hvor vi var afhængige af billig, udenlandsk energi. Det var en periode præget af illusionen om bæredygtighed.

I øvrigt var investeringerne i forskning og udvikling på energiområdet umiddelbart efter oliekrisen omkring fire gange højere, end de har været i de senere år.

Hvor står vi så i dag efter denne periode med tilbageholdende og uansvarlig udvikling uden proaktive indfaldsvinkler? Som reaktion på de trusler, der ligger i klimaændringerne, og i forsøget på at løse problemerne med energisikkerhed og -afhængighed mener jeg også, at en proaktiv vision er en realistisk og nødvendig indgangsvinkel og ikke en dagdrøm.

På baggrund af dette og de forhold, der fremhæves i den EU 2020-strategi, som vi vedtog for et par dage siden, ser vi intet alternativ til grøn vækst. Vi har behov for flere rene industrivirksomheder, ikke flere virksomheder inden for oprensning. Vi har behov for incitamenter, hvad angår priser og omkostninger, og vi skal sende de rette signaler. Vi skal fokusere på energieffektivitet eller, om De vil, ressourceeffektivitet, som er et af hovedelementerne i EU 2020-strategien.

Jeg vil nu vende mig mod et andet emne, nemlig den Set-plan, som vi drøfter. Alle skøn vedrørende den nødvendige finansiering, der fremlægges i Set-planen, er baseret på teknologiske køreplaner. Der er her gjort et meget grundigt stykke arbejde. Hvis vi ser på forslagene, hvad vi har på tegnebrættet, og hvordan vi anslår den krævede finansiering i fremtiden, kommer vi frem til følgende tal: 6 for vindenergi, 16 for solenergi, 19 for bioenergi, 13 for kulstofopsamling og -lagring, 7 for kerneenergi, 2 for intelligente net, 5 for brændselsceller og brint, 11 for intelligente byer, 5 for den europæiske energiforskningsalliance og 1 for grundforskning. Sammenlagt giver det 75.

Hvad angår tallet 7 for kerneenergi, må jeg være fair og sige, at fusionsenergi ikke er medregnet, og at denne energiform er et vigtigt element, som bør medtages. Men hvis vi ser på tallene, mener jeg, at Kommissionen sender et ret tydeligt signal om, hvor vi skal lægge hovedparten af vores investeringer.

Det næste emne, jeg vil berøre, er finansieringskilderne og køreplanerne. Som jeg sagde i indledningen, skal finansieringen primært findes dér, hvor de største kilder er, nemlig i industrien og medlemsstaterne. Der er altså tale om EU's budget, nuværende og kommende finansielle overslag, det europæiske genopretningsprogram for energiområdet, EU's emissionshandelsordning og naturligvis de øvrige instrumenter, der findes. Navnlig bør Den Europæiske Investeringsbank tages med i overvejelserne i denne henseende.

Der melder sig et vigtigt spørgsmål om investeringernes opbygning i forhold til de forskellige initiativer, der foreslås. I mine øje er det indlysende, at offentlige og private investeringer vil være opbygget forskelligt på grund af forskelle med hensyn til tætheden til markedet og de markedssvigt, som man risikerer inden for de forskellige slags teknologier, og som der skal tages hånd om. Jeg mener, at De har at gøre med en vigtig sag, navnlig når De begynder at drøfte de næste finansielle overslag. Ligeledes mener jeg, at vi må genoverveje vores prioriteringer og revurdere, hvordan vi skal investere i fremtiden.

Jeg vil gerne nævne, at vi i løbet af 2010 vil iværksætte alle initiativer bortset fra initiativet "intelligente byer", som kom til senere på Deres foranledning, og som hovedsageligt handler om ressourceeffektivitet. Men tro endelig ikke, at de aktiviteter, som vi taler om her, ikke er i gang endnu. Det er de, navnlig inden for forskning. Den europæiske energiforskningsalliance har allerede arbejdet med dette område i nogle år.

Endelig vil jeg gerne nævne, at vi med Set-planen faktisk iværksætter noget meget specifikt på EU-plan. De ved sikkert, at jeg under mit tidligere mandat kæmpede meget hårdt for at få et europæisk forskningsrum. På europæisk plan administrerer vi omkring 5 % af de samlede forskningsmidler, så medmindre vi forener vores kræfter på EU-plan – dvs. på europæisk plan – og undgår dobbeltarbejde, kan vi ikke regne med at opnå reel succes. Vi skal ikke kun se på det europæiske budget. Vi skal slå midlerne sammen for at øge vores forskningskapacitet.

Set-planen er i øjeblikket det bedste eksempel på fælles programudformning på EU-plan. Der kommer også andre aktiviteter, og det med rette, men efter min mening må vi ikke undervurdere det, der foregår her. Her taler vi om offentlig-private partnerskaber, som er bydende nødvendige, og som er et af de emner, jeg vil rette Deres opmærksomhed mod i fremtiden. I øvrigt har vi jo også finansforordningen, hvor De vil drøfte emnet. Her skal der være mulighed for at løbe risici, hvis vi virkelig ønsker at tage hånd om disse spørgsmål.

Jeg mener, at vi står over for en af de vigtigste nye udviklingstendenser i Europa, når vi taler om Set-planen og den fælles programudformning, som ligger bag. Vi har den europæiske energiforskningsalliance – de bedste forskningsorganisationer samlet i et åbent miljø – som allerede i dag samarbejder om alle disse vigtige emner.

Til slut vil jeg gerne sige, at det i mine øjne er vores altoverskyggende pligt at lægge vores politiske vægt bag dette program.

  Formanden. – Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget to beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5.

– Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted på torsdag den 11. marts 2010 kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg anerkender, at målet med denne meddelelse fra Kommissionen er at fremskynde udviklingen af nye teknologier med et større potentiale med hensyn til lavere kulstofemissioner i kraft af øget energieffektivitet og brug af vedvarende energi. Men jeg beklager, at de europæiske regioner stadig savner en mere veldefineret rolle i denne strategi.

Det er nødvendigt at garantere de regionale myndigheder den fornødne finansiering, f.eks. ved at sikre finansiering under testfasen i forbindelse med pilotprojekter eller investeringer under forsknings- og testfasen ved projekter om vedvarende energi.

Jeg mener, at det er vigtigt at medtage f.eks. geotermisk energi. Denne vedvarende energikilde har et stort ekspansionspotentiale i områder med vulkaner. Den er særlig vigtigt for fjerntliggende regioner og øregioner i Unionen, og der er ikke er opstillet mål for den.

I denne sammenhæng skal de offentlige og private investeringer øges, så vi kan udvikle energiteknologier og nå de ønskede mål med hensyn til en kulstoffattig økonomi og desuden bidrage til at overvinde de markedssvigt, der refereres til i klima- og energipakken.

  András Gyürk (PPE) , skriftlig. – (HU) Efter min mening er det væsentligt, at Kommissionen ved udarbejdelsen af den strategiske energiteknologiplan tog hensyn til den støtte, der kræves til forskning i og udvikling af grønne teknologier. Dette er så meget desto vigtigere, fordi solenergi, bioenergi og brintteknologi i de fleste tilfælde endnu ikke er kommercielt rentable teknologier på nuværende tidspunkt. Som USA's energiminister Steven Chu ganske korrekt påpeger, er der behov for forskningsresultater i Nobelprisklassen for at gøre grønne teknologier konkurrencedygtige i forhold til traditionelle fossile brændstofteknologier. En alvorlig mangel ved planen for grøn teknologi er dog, at vi ikke har nogen anelse om, hvor mange EU-midler der vil blive afsat til at gennemføre den. I betragtning af de 16 mia. EUR, der skønnes nødvendige til forskning i solenergi, eller de anslåede 5 mia. EUR til brintrelateret teknologi, er dette et vigtigt element. På nuværende tidspunkt er der ingen tegn på, at den næste finansielle ramme over en periode på syv år vil sikre øgede ressourcer til forskning i grønne teknologier. Vi er udmærket klar over, at støtte i form af offentlige midler ikke kan erstatte indsatsen fra private investorer. Ikke desto mindre skal EU og medlemsstaterne øge de midler, der afsættes til forskning i grøn teknologi, væsentligt. Eventuelle indtægter fra en ordning for handel med emissioner kan udgøre et godt grundlag for dette. Der står meget på spil. Vi kan ikke lade planerne vedrørende energipolitik og klimabeskyttelse lide samme skæbne som Lissabonstrategien med dens selvmodsigende resultater.

  Jim Higgins (PPE), skriftlig. – (EN) For at omsætte kulstoffattige teknologier i praksis må vi tage hånd om problemet med mangel på ingeniører og andet højtuddannet personale, som skal konstruere og producere disse avancerede teknologier. Dette kan vi gøre ved at etablere eller styrke uddannelses- og stipendieordninger for at sikre, at arbejdstagernes færdigheder opgraderes i tide i forhold til den økonomiske genopretning. Vi skal sikre et udbud af højt kvalificerede og veluddannede arbejdstagere med den rette kombination af teoretiske og praktiske færdigheder. Derudover skal vi tackle de fortsatte hindringer for mobilitet i EU, navnlig for forskere og højtuddannede, og behandle spørgsmålet om gensidig anerkendelse af ingeniørers kvalifikationer på tværs af EU. De finansielle markeder og institutioner er generelt forsigtige med at investere, navnlig i forhold til SMV'er. Der findes en række EU-ordninger til støtte for innovation, som dog skal synkroniseres og koordineres bedre, hvad angår både udbud og efterspørgsel. Vi skal lette samarbejdet mellem SMV'er og forskningsinstitutter, idet vi fremmer intellektuel ejendomsret og teknologioverførsel. Virksomhederne i elektronindustrien skal selv være mere proaktive, hvad angår støtte til klyngeinitiativer og deltagelse i klynger. Endelig skal vi fremme forskning og innovation gennem skatteincitamenter eller innovationskuponer og ved at forbedre betingelserne for investering af risikovillig kapital, f.eks. for private investorer og venturekapital på tværs af grænserne.

  Wojciech Michał Olejniczak (S&D), skriftlig. – (PL) Det er en kendsgerning, at den globale opvarmning skyldes menneskelig aktivitet, og det er bydende nødvendigt at bekæmpe denne proces og dens negative følgevirkninger. Problemerne kan bl.a. bekæmpes ved at bruge rene og vedvarende energikilder. Men hvis disse energikilder skal spille en afgørende rolle i det europæiske energisystem, skal to betingelser være opfyldt. For det første er der behov for en forøgelse af den finansiering, der er til rådighed for forskning i udvikling af disse energikilder. For det andet behøver vi øget finansiering til investeringer i indførelse af de seneste lavemissionsteknologier. Investeringer i udvikling af de lavemissionsteknologier, der omhandles i den strategiske energiteknologiplan for EU, er vigtige for hele EU. De er dog særligt vigtige for de lande, hvis energiindustrier af historiske årsager udleder store mængder CO2. Dette gælder bl.a. Polen. Udvikling og forbedring af teknologier til opsamling og lagring af kulstof (CCS) har afgørende betydning for hele den polske økonomi.

(1) Se protokollen.