Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 19. april 2010 - Strasbourg

16. Beføjelse til delegation af lovgivning (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A7-0110/2010) af Szájer for Retsudvalget om beføjelse til delegation af lovgivning (KOM(2009)0673 – 2010/2021(INI)).

  József Szájer, ordfører. – (HU) Fru formand, hr. Šefčovič! Mange talere indleder deres tale til Parlamentet med at sige, at deres emne er vigtigt, meget vigtigt eller endda blandt de vigtigste. Det vil jeg også gerne sige, men gør det med meget større vægt, idet emnet for denne forhandling, nemlig Parlamentets beføjelse til delegation af lovgivning til Kommissionen, måske er den vigtigste og dog ofte en overset nyskabelse i Lissabontraktaten.

De, der kritiserede Lissabontraktaten, talte om et demokratisk underskud. Jeg vil gerne sige, at denne ændring, dvs. garantien for Parlamentets beføjelse til delegation af lovgivning, er en af de betydeligste udvidelser af Parlamentets kompetenceområde. Det betyder, at repræsentanter, der er valgt direkte af borgerne, fremover i Parlamentet og i kraft af deres beføjelser som lovgivere vil kunne overvåge og nedlægge veto imod Kommissionens gennemførelsesafgørelser og beslutninger. Dette element i Lissabontraktaten, som ofte nævnes i forbindelse med udvidelsen af Parlamentets beføjelser, nemlig at den fælles beslutningsprocedure bruges hyppigere og hyppigere, og at de områder, hvor Parlamentet kan deltage, er vokset og vokset, udgør med andre ord sammen med spørgsmålet om Parlamentets beføjelse til delegation af lovgivning ikke blot en kvantitativ, men også en betydningsfuld kvalitativ udvidelse. Den lange, seje kamp, vi har kæmpet i mange år, og som parlamentsmedlemmerne stadig kæmper, har således ført til, at vi fremover får garanti for, at de beslutninger, der træffes af Kommissionen, og som ikke falder ind under dens egen kompetence, men vedtages ved hjælp af delegerede lovgivningsbeføjelser, overvåges af Parlamentet. Man kan selvfølgelig sige, at denne overvågning formelt set allerede foregår. På en måde er det sandt nok, men med nogle frister og under nogle omstændigheder og med et lovgivningsmæssigt og interinstitutionelt samarbejde, som ikke har muliggjort en effektiv overvågning. Jeg vil også gerne henlede opmærksomheden på, at denne nye mulighed, dvs. Lissabontraktatens artikel 290, også vil ændre Parlamentets arbejde de kommende år, især hvis vi medlemmer tager disse beføjelser alvorligt og reelt er i stand til at træffe beslutninger om disse anliggender.

Hvis verden udenfor og lægfolk på området også skal forstå, hvad alt dette her handler om, eftersom det er et teknisk meget komplekst emne, som ikke desto mindre vedrører en demokratisk institution og tjener til at eliminere det såkaldte demokratiske underskud i Europa, bør vi påpege følgende: Det, dette her betyder, er, at Parlamentet og Rådet, EU's to lovgivende organer, ikke selv kan behandle alle detaljer. Parlamentet har mødeperioder hver måned, og sommetider er der omstændigheder som i disse dage, hvor vi er her, men ikke kan stemme, selv om Parlamentet trods alt skal gennemgå de spørgsmål, som Rådet eller Kommissionen i henhold til delegation af lovgivning behandler. Fremover bliver dette muligt.

I min betænkning har jeg stræbt efter at gøre det klart, at Parlamentet insisterer på disse rettigheder. Vi vil ikke acceptere nogen yderligere forpligtelse ud over, hvad der er fastlagt i traktaten. Vi vil ikke acceptere det, for vi ønsker at udøve vores rettigheder fuldt ud, og jeg tror, at der bliver mere demokrati i Europa som følge heraf. Hvis vi skal gøre det, vil det naturligvis være nødvendigt med et tæt samarbejde med Kommissionen og Rådet, men vi må ikke glemme, at kompetencen nu ligger hos lovgiverne og dermed Parlamentet og Rådet. Jeg vil gerne takke alle mine kolleger for samarbejdet om dette komplekse emne og ønske, at Parlamentet fremover vil bruge sine nye beføjelser til fulde.

  Maroš Šefčovič, Kommissionens næstformand. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne indlede med at takke hr. Szájer for hans højt kvalificerede betænkning, for i Kommissionen sætter vi stor pris på den støtte, som Parlamentet har stillet i udsigt til den horisontale tilgang til de delegerede retsakter.

Lovgiveren kan naturligvis frit regulere alle spørgsmål om delegerede retsakter inden for hver basisretsakt, men der er brug for nogle retningslinjer for at undgå spredt fægtning.

Dette var formålet med den meddelelse, som Kommissionen allerede udarbejdede i december for at angive over for lovgiveren, hvad der ville være den foretrukne proces frem mod en god og praktisk tilgang til lovgivningen i fremtiden.

Jeg vil gerne understrege, at Kommissionen bakker kraftigt op om en fælles forståelse eller endda en interinstitutionel aftale mellem de tre institutioner om de delegerede retsakter, fordi det vil bringe lovgivningsforberedelserne i den nødvendige orden.

Om indholdet kan jeg blot gentage, at Kommissionen hilser betænkningen særdeles velkommen. Vi er måske nok uenige på nogle bestemte punkter, men vi har de samme mål. Vi ønsker præcision, effektivitet, åbenhed og en klar og fair magtbalance.

Hvis jeg må være lidt mere specifik, vil jeg gerne kort kommentere enkelte dele af betænkningen.

Med hensyn til den begrænsende karakter, som artikel 290 og især andet afsnit har, så er vi her en smule uenige om lovgiverens midler til at kontrollere de delegerede retsakter. Men vi vil ikke ind i en juridisk kontrovers, for vi mener, at det er meget vigtigt at søge praktiske løsninger, når det gælder specifik lovgivning.

Hvad angår varigheden af delegationen af beføjelser, hilser vi tanken om stiltiende fornyelse særdeles velkommen og støtter den, fordi vi fandt den meget konstruktiv, og vi kan sige, at der allerede findes løsninger af denne art flere steder i lovgivningen.

Jeg har en anden specifik kommentar til varigheden af retten til at gøre indsigelse. Her vil jeg igen sige, at vi har den samme dagsorden, for vi er også i det store og hele enige med ordføreren om en standardfrist på to måneder med mulighed for forlængelse med yderligere to måneder. Det kunne fastsættes ved en fælles forståelse mellem vores tre institutioner, hvilket vi forhåbentlig får fremover. Jeg tror, vi allerede har set omkring 10 positive eksempler på, hvordan dette er blevet anvendt i det nuværende lovgivningsarbejde.

Med hensyn til hasteproceduren har vi allerede haft nogle klare eksempler på, at der er emner som fødevaresikkerhed eller sikkerhed ved legetøj, der sommetider kræver en meget hurtig behandling, hvorfor jeg tror, at vi må finde en endnu hurtigere måde at arbejde på end denne hasteprocedure med tidlig tilkendegivelse, som ordføreren foreslår.

Jeg vil gerne slutte med en konklusion på tilpasningen, fordi det er meget vigtigt for Parlamentet. Her vil vi igen tilråde en pragmatisk tilgang, fordi dette Parlament sammen med Kommissionen allerede har udrettet et stort arbejde med at tilpasse over 250 basisretsakter efter den pragmatiske tilgang.

Nu mener vi, at vi må prioritere de områder, hvor vi ikke hidtil har tilpasset retsakterne til forskriftsproceduren med kontrol inden Lissabontraktatens ikrafttræden. Jeg mener, vi skal fokusere på dem. Igen bliver det en enorm arbejdsmængde, men vi overvejer allerede, hvordan vi kan gribe det an på den mest pragmatiske og fleksible måde.

  Jo Leinen, ordfører for udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed. – (DE) Fru formand, hr. kommissær! Parlamentet har ventet længe på dette øjeblik, hvor vi nu er på lige fod med Rådet med hensyn til at kontrollere delegationen af lovgivning. For at illustrere det kan jeg fortælle, at der i 2008 var 6 000 delegerede retsakter, med andre ord et bjerg af standardelementer, som blev omdannet til en slags sekundær lovgivning af Kommissionen og den gamle komitologiprocedure. Parlamentet havde meget få rettigheder i denne proces. Vi blev orienteret, men vi var ikke medlovgivere. Det har Lissabontraktaten nu ændret.

Med hensyn til kontrol med de delegerede retsakter er vi nu på lige fod med Rådet, og vi ønsker også at benytte denne ligestilling fuldt ud. Det betyder, at når kommissæren hævder, at hasteproceduren er mulig, så får vi også brug for information så tidligt som muligt. Vi ønsker at modtage information lige så tidligt som Rådet.

  Carlos Coelho, for PPE-Gruppen. – (PT) Fru formand! Jeg vil gerne indlede med at lykønske hr. Szájer med den glimrende betænkning, han har forelagt os. Som det rettelig er sagt, styrker Lissabontraktaten Parlamentets beføjelser og den demokratiske kontrol. Jeg mener derfor, at Parlamentet fortjener lykønskninger med både hr. Szájers glimrende betænkning, som jeg netop nævnte, og med, at de nye regler fjerner det gamle komitologisystem, som vi så ofte har kritiseret her i Parlamentet.

Vi har nu artikel 290 i Lissabontraktaten, og jeg noterer mig, at hr. Szájers betænkning indeholder forslag til en række arbejdsmetoder, som beskytter Parlamentets rettigheder. Med denne nye bestemmelse kan Parlamentet koncentrere sig om væsentlige basisretsakter og give Kommissionen en fleksibilitetsmargin til at færdiggøre ikkevæsentlige elementer af basisretsakter inden for de grænser, som lovgiveren har fastlagt. Som hr. Leinen med rette sagde, er vi nu på lige fod med Rådet, og Parlamentet har derfor ikke en underlegen stilling.

Jeg vil nu gerne understrege nogle aspekter af hr. Szájers betænkning, som jeg finder særlig vigtige. Det første er vores afvisning af enhver bestemmelse, der pålægger lovgiveren flere forpligtelser ud over dem, der allerede ligger i artikel 290. Det andet er, at Kommissionen må sikre tidlig og løbende information og relevante dokumenter. Det tredje er, at perioderne først bør løbe fra den dag, hvor alle sprogversioner – jeg gentager alle sprogversioner – er modtaget. Det sidste aspekt er, at der skal tages hensyn til Parlamentets ferieperioder.

  Eva Lichtenberger, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Fru formand! Disse ofte undervurderede strukturelle spørgsmål med hensyn til det indbyrdes forhold mellem de tre institutioner er særdeles vel opsummeret i hr. Szájers betænkning. Samarbejdet var særdeles konstruktivt, og det vil jeg gerne takke hjerteligt for.

Vi har med Lissabontraktaten skabt nye forbindelser, og disse nye forbindelser må ikke igen blive undermineret ad bagvejen. Det er faktisk det, det hele handler om. Formålet var at stille Parlamentet og Rådet lige, også med hensyn til delegerede retsakter, og at sikre, at det for det første kan lade sig gøre og for det andet kan garanteres under hele proceduren.

Det, der derfor er absolut mest centralt for os, er, at der skabes egnede betingelser, f.eks. at vi får klar adgang til dokumenterne i god tid for at kunne træffe de nødvendige beslutninger, og desuden, at ingen procedurer foregår efter fælles forståelse, men ud fra aftaler, der er fastlagt og ikke kan gøres betingede af politiske vilkårligheder eller dagens politiske dagsorden.

Derfor har vi brug for faste sunde regler, der kan beskytte Parlamentets rettigheder i praksis, frem for at de kun forholder sig teoretisk til dem. Jeg vil gerne takke hr. Szájer for det glimrende samarbejde, og jeg håber, at vi også kan bruge det til at opnå det, vi skal opnå for vores kolleger.

  William (The Earl of) Dartmouth, for EFD-Gruppen. – (EN) Fru formand! Ordføreren gør ret i at henvise til det demokratiske underskud. Det elitære projekt EU har et demokratisk underskud, som er blevet større, fortsat bliver større og efter Lissabontraktaten vil blive endnu større. Jeg må sige, at det morer mig, at ordføreren trods sin veltalenhed ser artikel 290 som en løsning.

Vores fortolkning af artikel 290 er, at dette giver Kommissionen lejlighed til at supplere eller ændre lovgivningen. En sådan lejlighed er vidtrækkende og bredspektret og åben for næsten ubegrænset fortolkning. Vi vil hævde, at beskyttelsen mod uhensigtsmæssig brug af de beføjelser, der derved er delegeret til Kommissionen, er klart utilstrækkelig. Måske vil ordføreren svare på, hvorfor der er en tilstrækkelig beskyttelse. Det betyder derfor, at der yderligere flyttes beføjelser fra det valgte Parlament til den udpegede Kommission, uanset hvad der står i Lissabontraktaten.

Vi har altid hævdet og gør det fortsat, at Lissabontraktaten mangler demokratisk legitimitet, mest fordi vi blev lovet en folkeafstemning i Det Forenede Kongerige af alle tre store politiske partier, hvorefter de alle tre løb fra løftet. Artikel 290 er derfor et produkt af den illegitime Lissabontraktat. Det øger det demokratiske underskud – jeg vil gerne høre fra ordføreren, hvorfor det ikke gør – og vi bør derfor være imod.

  Hans-Peter Martin (NI). – (DE) Fru formand! Som glødende proeuropæer var jeg imod Lissabontraktaten, præcis fordi den gør den slags argumenter mulige, som vi lige har hørt, og fordi den ikke har skabt klare og udtrykkelige regler, som jeg frem for alt andet ønsker for de kommende generationer. Jeg er dog realistisk, og jeg vil sige, at nu må vi leve med den. Det er meget vigtigt endnu en gang at sige meget udtrykkeligt, at denne artikel 290 kan fortolkes på den måde, at ikke kun Rådet, men også Parlamentet selv kan tilbagekalde den relevante delegation og det på en temmelig enkel måde. Det kommer vi til at minde os selv om gang på gang.

Naturligvis er det, hr. Leinen sagde, også sandt, nemlig at vi nu allerede har tusindvis af basisretsakter liggende i en gråzone med hensyn til gennemskuelighed, hvilket fortsat er vand på antieuropæernes mølle – antieuropæerne, som er modstandere af det europæiske projekt EU, som burde fungere på de områder, hvor vi har desperat brug for det. Endnu en gang har det meget at gøre med åbenhed. Det forekommer mig derfor meget vigtigt, at det i punkt 10 foreslås, at ordningerne for bl.a. transmission af dokumenter fastlægges entydigt.

Ikke så få af os kender loven om informationsfrihed, Freedom of Information Act, og ved, hvordan de gør tingene i USA. Hvorfor kopierer vi så ikke bare den og gør det muligt for borgerne og for os selv her i Parlamentet at få de relevante dokumenter uafhængigt og ikke som en nådesbevisning og efter massivt politisk pres? Hvorfor gør vi ikke dette til en ret, når vi nu allerede løber den store risiko at have tusindvis af delegerede retsakter liggende? I den forbindelse vil jeg bare sige god arbejdslyst. Vi vil være konstruktive partnere på vejen mod en revolutionering af demokratiet.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Fru formand, hr. kommissær! Med hensyn til delegeringen af beføjelser til Kommissionen kommer Lissabontraktaten med noget nyt. Faktisk henviser artikel 290 præcis dertil. Delegerede retsakter er nemlig almengyldige bestemmelser, der kan ændre unødvendige aspekter af en basisretsakt, og dermed udløse et mandat til at delegere beføjelser til Kommissionen.

I praksis gør dette det muligt at definere et mandat sammen med varigheden af delegationen, som er den tidsramme, som Parlamentet og Rådet har til at gøre indsigelser, og betingelserne for at tilbagekalde mandatet. Parlamentet og Rådet udøver kontrol, men kun efter vedtagelse af de delegerede retsakter. Delegerede retsakter kan også offentliggøres inden for den tidsramme, som Parlamentet og Rådet har til at gøre indsigelser. Men jeg vil bede kommissæren garantere større åbenhed, også under udarbejdelsen af de delegerede retsakter.

  Maroš Šefčovič, næstformand i Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne svare på medlemmernes indlæg. Jeg er absolut enig med hr. Leinen i, at Lissabontraktaten medførte enorme ændringer. Det blev understreget af ordfører Szájer. Jeg vil gerne forsikre Dem om, at vi er fuldstændig klar over det, og at vi vil bruge proceduren med den største respekt for lovgiveren, fordi det er meget vigtigt for vores indbyrdes forhold og for vores gode samarbejde.

Med hensyn til akutte situationer og hasteprocedurer vil jeg gerne forsikre alle her om, at vi kun vil bruge dem i ekstreme og usædvanlige tilfælde. Vi ved, at hvis vi misbruger dette instrument, vil det slå skår i vores forhold, og det er bestemt ikke vores hensigt.

Med hensyn til hr. Coelhos og fru Lichtenbergers kommentarer vil jeg også gerne forsikre Dem om, at vi vil gøre vores yderste for at garantere, at Parlamentet modtager en tidlig udgave af alle dokumenter samtidig med Rådet og med alle de nødvendige oversættelser. Vi ved, at Lissabontraktaten medførte den meget store ændring, at Parlamentet, når det gælder lovgivningsmæssige eller finansielle anliggender, er på lige fod med Rådet.

Desuden planlægger vi at udvikle en ny type samarbejde, hvorved Parlamentet bliver inddraget i forberedelsen af de delegerede retsakter, og vi vil gerne gøre det på et meget solidt grundlag. De vil derfor også finde dette nye samarbejde udtrykt i den rammeaftale, som vi i øjeblikket forhandler med Parlamentet om.

Hvis jeg går videre til kommentarerne fra the Earl of Dartmouth og hr. Martin om de ubegrænsede beføjelser, som artikel 290 kunne give Kommissionen, mener jeg ikke, at det reelt er tilfældet, fordi det er Dem selv, lovgiveren, der skal beslutte (eller ikke) at delegere beføjelser til Kommissionen. Det er Dem, lovgiveren, som vil få chancen for at tilbagekalde denne beføjelse eller gøre indsigelse mod de forslag, som Kommissionen forelægger. Så jeg kan ikke erklære mig enig i, at vi går ind i en gråzone, for jeg mener, at lovgiverens beføjelser er meget tydeligt fastlagt i traktaten, og Kommissionen vil naturligvis respektere det.

  József Szájer, ordfører. – (HU) Fru formand! Jeg vil gerne takke mine kolleger for denne forhandling, eftersom udarbejdelsen af betænkningen blev muliggjort af det meget tætte samarbejde mellem de politiske partier og udvalgene, og her vil jeg gerne fremhæve Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, som vil få mange sådanne opgaver i den kommende periode. Jeg vil også gerne tilføje, at dette er en kamp. En kamp med Kommissionen, en kamp med Rådet, for det er en kamp for vores rettigheder. Denne betænkning handler om tydeligt at bekræfte, at det er vores rettigheder, og at vi insisterer på dem. Det er meget lettere at gøre det i en situation, hvor udvalgene og kollegerne fra de øvrige partier står bag mig, så vi kan gøre det klart for vores partnerinstitutioner, at Parlamentet insisterer på det bestemteste på disse spørgsmål. Med henblik på at vi kan udøve vores rettigheder effektivt, opfatter jeg samtidig hr. Šefčovičs ord som en opmuntring til, at den generelle tilpasning kan accelereres i de kommende måneder, og at vi faktisk kan udvide disse rettigheder så meget som muligt. Vi mener, det er vigtigt på især de områder, hvor der førhen ikke fandtes en fælles beslutningsprocedure.

Et andet meget betydningsfuldt aspekt, som kollegerne også har nævnt her, er, at adgangen til information er vigtig. Denne adgang skal fastlægges i en interinstitutionel aftale, og der er drøftelser på vej med Kommissionen og Rådet herom. Men vi vil gerne vide, hvad Rådet foretager sig, hvordan det rådfører sig om disse anliggender. Med hensyn til om vores rettigheder er blevet udvidet eller indskrænket, beder jeg medlemmerne læse betænkningen og se på lovgivningen. Jeg kan ikke fortolke sidstnævnte anderledes, end at vores rettigheder er blevet udvidet. Hidtil har vi ikke haft noget at sige om, hvad der skete med de beføjelser, vi tidligere delegerede. I praksis var der ikke tildelt Parlamentet nogen rolle i denne proces. De lyttede til os af høflighed, men tidsfristerne var så korte, at Parlamentet end ikke havde møder i den periode. Nu kan vi på den anden side nedlægge veto eller tilbagekalde disse beslutninger og er end ikke forpligtet til at begrunde det – med andre ord er det så afgjort en udvidelse af rettighederne. Vi sidder med lovgivningsmagten, og vi delegerer beføjelser til Kommissionen. Derfor kan jeg ikke se det anderledes, end at det er en udvidelse af vores rettigheder. Det er nu op til os alene her i Parlamentet at beslutte, om vi vil benytte disse rettigheder i fremtiden.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet

Afstemningen finder sted på næste plenarmøde i Bruxelles.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Raffaele Baldassarre (PPE), skriftlig. – (EN) For det første vil jeg gerne takke hr. Szájer for det fremragende arbejde, han har udført på så kort tid. De delegerede retsakter bliver af enorm betydning for EU's lovgivning og balancen mellem EU's institutioner. Derfor er det grundlæggende, at de udarbejdes og besluttes i fuld åbenhed, så Parlamentet og Rådet sættes effektivt i stand til demokratisk at kontrollere Kommissionens udøvelse af den beføjelse, den har fået delegeret. I den henseende, som det anbefales i hr. Szájers betænkning, vil der være spørgsmål, der er yderst vigtige, og som vil kræve større engagement af os. Det er bl.a. Parlamentets mulighed for at tilbagekalde delegationen til hver en tid og at sikre, at Parlamentet og Rådet får samme rettigheder med hensyn til deres inddragelse i delegationsprocessen. Endelig vil jeg gerne understrege, at Kommissionen bør prioritere at forelægge alle de lovgivningsforslag, der er nødvendige for at tilpasse regelværket til bestemmelserne i artikel 290 og 291, herunder regelværket på politikområder, der i henhold til Lissabontraktaten nu er omfattet af proceduren med fælles beslutningstagning.

  Zita Gurmai (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg hilser udbyttet af hr. Szájers betænkning hjertelig velkommen. At definere det nye lovgivningssystem er en vanskelig og kompliceret opgave. Jeg er overbevist om, at Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og navnlig artikel 290 og 291 styrker EU's demokratiske karakter og medfører en rationalisering af EU-lovgivningen. Indførelsen af det nye begreb lovgivningsmæssige retsakter (basisretsakter) har vidtrækkende konsekvenser. I betænkningen understreges de beskedne forskelle mellem de vigtigste medlovgivere, kompetencerne og den detaljerede dagsorden for, hvordan de arbejder sammen. Det reelle spørgsmål er, hvilken type kontrolmetoder der bør indføres på vegne af Rådet og Parlamentet, hvis Kommissionen får flere lovgivningsmæssige kompetencer og udvidet sine lovgivningsmæssige beføjelser, hvilket betyder en øjeblikkelig forøgelse af Fællesskabets interesser. De nye retlige rammer for TEUF rummer redskaberne, men der er ikke høstet praktisk erfaring med deres tilpasning på EU-plan. Endelig opfordrer jeg medlovgiverne til at indgå en interinstitutionel aftale så snart som muligt mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen om gennemførelsen af artikel 290, da der er akut behov for større gennemsigtighed.

  Rafał Trzaskowski (PPE), skriftlig. – (PL) Delegationsproceduren er en meget vigtig overgang til kvalitet, som kommer med Lissabontraktaten, selv om den fortsat står i baggrunden. Den bør behandles som en opfyldelse af traktaten, uden hvilken Parlamentets position ikke ville være fuldt konsolideret i forhold til de øvrige institutioner i beslutningsprocessen. For det er kun ved denne procedure, at vi vil få fuld lovgivningsmagt og en rolle i gennemførelsen af ethvert stykke lovgivning. Vi kender udmærket frustrationen ved den omstændelige forhandling med Rådet i proceduren med fælles beslutningstagning og i tilfælde af beslutninger, hvor gennemførelsen strider mod den interinstitutionelle aftale. Hidtil har "komitologi" været et udtryk for medlemsstaternes manglende tillid til Kommissionen, mens Parlamentets rolle fremover i gennemførelsen af en retsakt giver processen større legitimitet. Parlamentet og indirekte EU-borgerne vil se, at de befinder sig tættere på gennemførelsen af EU-lovgivningen, og det er sådan, vi bør betragte delegationsproceduren. Hvis det imidlertid skal give mening, må Parlamentet have fuld adgang til information, og her er jeg fuldstændig enig med de øvrige deltagere i denne forhandling.

  Zbigniew Ziobro (ECR), skriftlig. – (PL) Tanken med indførelsen af muligheden for delegation af lovgivning er at sikre, at lovgivningen og især lovgivning af teknisk art bliver suppleret og ajourført mere effektivt, uden at der er brug for at indlede en fuld lovgivningsproces hver gang. Delegationen bør derfor ses som et redskab til at forbedre lovgivningsprocessen på EU-plan.

Samtidig er det væsentligt at sikre hensigtsmæssig kontrol med Kommissionens anvendelse af de beføjelser til lovgivning, den har fået delegeret. Parlamentet og Rådet skal bl.a. have tilstrækkelig tid til rådighed til at udøve retten til at gøre indsigelse imod planlagte forordninger. Først og fremmest må de dog have tilstrækkelig adgang til dokumenter, analyser og bidrag, der er udarbejdet under forberedelserne til udkast til delegerede retsakter. Kun på denne måde vil Kommissionens beføjelser til at offentliggøre delegerede retsakter være til reel nytte med hensyn til at forbedre lovgivningsprocessen i Unionen og samtidig fastholde væsentlig kontrol over og åbenhed i Kommissionens aktiviteter. Det er også væsentligt at udvikle egnede mekanismer til samarbejde mellem Parlamentet og Kommissionen, så Parlamentet bliver holdt ajour med det forberedende arbejde, der er i gang, og kan indhente bred viden om arten af de spørgsmål, der overvejes.

Beslutningen om beføjelse til delegation af lovgivning, som er resultatet af et kompromis mellem alle politiske grupper, indeholder en korrekt redegørelse for ovenstående anliggender og fortjener Parlamentets opbakning.