Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 19. april 2010 - Strasbourg

18. Luftfartssikkerhedsafgifter (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning af hr. Leichtfried for Transport- og Turismeudvalget om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om luftfartssikkerhedsafgifter (KOM(2009)0217 – C7-0038/2009 – 2009/0063(COD)) (A7-0035/2010).

  Jörg Leichtfried, ordfører. – (DE) Fru formand! I øjeblikket har vi en situation, hvor alle gør, hvad de har lyst til på området for europæisk luftfartssikkerhed og luftfartssikkerhedsafgifter. Ingen gør det helt rigtigt. Det må vi så betale prisen for. Det er noget, som vi ikke bare skal acceptere, og hensigten med betænkningen er at ændre situationen. Hvad vil den helt præcist ændre, og hvad er det hensigten, at den skal ændre?

Jeg vil gerne lige på forhånd sige, at der på næsten alle punkter, og jeg vil gerne takke mine kolleger herfor, er enighed om, at betænkningen kan skabe større gennemsigtighed. Denne gennemsigtighed betyder på den ene side, at flyselskaberne fremover vil kunne indhente oplysninger, så de kan forstå, hvilke sikkerhedsafgifter de vil blive afkrævet af lufthavnene, hvad de skal bruges til, og om de er for høje, hvilket i øjeblikket stadig er tilfældet, og i næste omgang, at passagererne naturligvis også skal kunne forstå, hvad flyselskaberne afkræver dem. Jeg har også her en mistanke om, at flyselskaberne nogle gange med vilje begrænser deres gennemsigtighed, selv om de erklærer, at de gør en stor indsats for at være gennemsigtige.

Et punkt, der i den sammenhæng er meget vigtigt, er, at der i Europa er mange forskellige måder at finansiere sikkerhedsfaciliteter på. Der er stater, der finansierer dem udelukkende gennem skatter. Der er stater, hvor det kun er slutbrugerne, der betaler, og der er andre, som har et blandet system.

Vores tanke var at sikre, at disse systemer kan bevares. Vi ønsker ikke at påbyde en medlemsstat, hvordan sikkerhedsafgifterne skal finansieres Vi ønsker blot at sikre, at den, der betaler, også i sidste ende ved, hvad han betaler for.

Der er eller var forskellige forslag om, hvilke lufthavne der skal være omfattet, og vi har besluttet, at det er et spørgsmål om sikkerhed. Det handler ikke om indtægter eller fortjenester, men om sikkerhed. Vi har derfor besluttet, at alle kommercielt drevne lufthavne skal være omfattet, og jeg synes også, at det var en rigtig beslutning.

Endelig er vi nået til et punkt, som der er stor enighed om her i plenarforsamlingen, nemlig punktet om, at der skal gøres forskel mellem afgifter til sikkerhedsfaciliteter og sikkerhedsforanstaltninger omfattet af EU-reglerne og afgifter til mere vidtgående sikkerhedsforanstaltninger, der omtales som "strengere foranstaltninger".

Vi siger, at alt det, der falder ind under EU-området, bliver, som det er, og hver medlemsstat kan gøre, som den vil. Hvis der dog træffes mere vidtgående sikkerhedsforanstaltninger, skal de pågældende medlemsstater selv finansiere dem. På den ene side skal det sikre, at det gøres omhyggeligt, at der ikke bare træffes hurtige sikkerhedsforanstaltninger, uden at det overvejes, om de virkelig er nødvendige, og at der også skal tages hensyn til, hvad det indebærer for passagerer, flyselskaber og lufthavne.

Det skal dog også sikres, at vi i den forbindelse anvender princippet om, at sikkerhed også er en offentlig pligt. Angreb på flyselskaber er som regel ikke rettet mod flyselskaberne selv, men mod de stater, som flyselskaberne kommer fra, og vi mener derfor også, at sikkerhed i princippet stadig skal være en offentlig pligt og derfor finansieres af det offentlige.

Jeg vil gerne kort sige noget mere om ændringsforslagene, som der er kommet utrolig mange af, nemlig hele tre. Jeg synes, at de alle er meget velbegrundede og velfunderede. Jeg mener især, at de to ændringsforslag fra Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance er værd at støtte, ikke fordi hr. Lichtenberger sidder ved siden af mig, men fordi de indeholder sociale krav til lufthavnspersonale. Jeg synes, at det er meget vigtigt, navnlig i en tid, hvor flyselskaber og lufthavne er under pres.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Forslaget til direktiv om luftfartssikkerhedsafgifter er resultatet af debatten om finansiering af flysikkerhed, som har ligget på bordet siden 2001. Det kommer som følge af de stigende sikkerhedsudgifter, der blev indført efter terrorangrebene den 11. september 2001, og fastlæggelsen af EU’s rammebestemmelser for luftfartssikkerhed.

Kommissionen søger med sit lovgivningsforslag at indføre en gennemsigtig og ikkediskriminerende ramme for opkrævning af flysikkerhedsafgifter i Europa. Derudover mener Kommissionen, at luftfartssikkerhedsafgifterne skal fastlægges i samråd med lufthavnsbrugerne og stå i forhold til omkostningerne. Jeg vil gerne lykønske hr. Leichtfried for hans fantastiske arbejde med denne betænkning og også takke medlemmerne af TRAN-udvalget, som også har bidraget til betænkningen.

Jeg mener, at betænkningen er helt i tråd med Kommissionens påtænkte mål, og jeg bifalder den støtte, som Kommissionens forslag hermed får.

Jeg vil gerne lige fremhæve to bestemte spørgsmål, der bliver behandlet i betænkningen. For det første indføres der faktisk et nyt element i betænkningen, nemlig det vigtige og til tider meget kontroversielle spørgsmål om, hvem der skal betale for luftfartssikkerheden. Det blev der ikke taget fat på i Kommissionens forslag, og det skyldes, at næsten alle medlemsstaterne insisterer på, at de ikke er i stand til at indgå forpligtelser i den retning, selv om de erkender, at den offentlige finansiering af luftfartssikkerhed skal være tilladt.

Valget skal derfor efter vores mening overlades til de enkelte medlemsstater, og dermed behandles efter subsidiaritetsprincippet.

Med det i tankerne og under hensyntagen til holdningen i den betænkning, der skal vedtages, vil Kommissionen gerne bemærke, at ændringsforslag 32, som skal forpligte medlemsstaterne til at finansiere strengere foranstaltninger, vil give anledning til intensive drøftelser med Rådet om det foreslåede direktiv. Jeg er dog overbevist om, at ordføreren var klar over det og forventede denne strid med Rådet.

Det andet spørgsmål er mere for klarhedens skyld og handler om den konsekvensanalyse, der skal foretages forud for vedtagelsen af nye flysikkerhedsforanstaltninger efter rammeforordningen. Det er bestemt en yderst berettiget foranstaltning, men De skal være klar over, at vi allerede har indført nogle mekanismer, og vi bør ikke overbebyrde os selv.

For det første er der ekspertgruppen vedrørende luftfartssikkerhed (Stakeholders’ Advisory Group on Aviation Security), som bl.a. består af repræsentanter for luftfartsindustrien, og den er fuldt ud inddraget i udformningen af foreslåede foranstaltninger til luftfartssikkerhed.

For det andet sikrer forskriftsproceduren med kontrol, at Parlamentet kan udøve sin vetoret, hvis det finder det nødvendigt.

Jeg takker Dem mange gange for den fremragende betænkning. Vi glæder os meget til at arbejde sammen med ordføreren og Parlamentet og komme videre med sagen.

  Hans-Peter Martin (NI). – (DE) Fru formand! Jeg er ked af at måtte bebyrde plenarmødet, men i henhold til artikel 151 føler jeg mig nødsaget til at fremsætte en personlig bemærkning. Jeg stod for et øjeblik siden for skud. Det er typisk, hvis man bor i Østrig. Der er en gruppe dér, som efter internationale standarder tilhører den ekstreme højrefløj. De har partiledere, der gør visse håndbevægelser i luften og ikke regner det for noget. Det er også personer, der ikke kan bære at tabe ved demokratiske valg, og derfor afviser enhver form for håndtryk eller kontakt. Hvis De vinker til dem, ser de kun én ting, nemlig dét, de har reel erfaring med, Hitler-hilsnen.

Det er naturligvis problemer, der blot viser, at mit fædreland desværre ikke har formået at gøre op med fortiden, og at vi ikke kun får at gøre med ét ekstremt højreparti, som er repræsenteret her, men snart med to. Jeg vil bare gerne gøre det klart igen: Det er os, der er demokrater. Højreekstremisterne sidder derovre. Jeg er stolt over at tilhøre en politisk gruppe, der i afgørende grad har medvirket til at sikre, at vi ikke længere har en ekstrem højregruppe her i Parlamentet og forhåbentligt aldrig vil få det igen. Løsningen er derfor at have mere demokrati og ikke mere højreekstremisme, fjendtlighed over for folk og sarkastisk foragt for folk. Det er mænd, der i forvejen har sagt, at jeg burde søge psykiatrisk hjælp, fordi de ikke kunne bære at tabe valget på demokratisk vis.

  Formanden. – Spørgsmål efter proceduren med blåt kort om en personlig bemærkning i henhold til artikel 151 er ikke tilladt. Deres anmodning om at tale om dette punkt kan derfor ikke godtages.

  Zoltán Balczó (NI). – (HU) Fru formand! Det her er et "blåt kort"-spørgsmål til den foregående taler. Jeg vil gerne have et halvt minut til at stille spørgsmålet.

  Ioan Mircea Paşcu (S&D). – (EN) Fru formand! Dette indlæg, som i øvrigt er fuldt acceptabelt, griber ind i forhandlingen om et punkt. Jeg foreslår, at De lægger denne slags ting mellem betænkningerne.

  Formanden. – Mange tak. Vi fortsætter nu med forhandlingen. Jeg tillod denne personlige bemærkning, fordi det foregående indlæg til forretningsordenen direkte henviste til hr. Martin. Vi fortsætter nu med forhandlingen og retter også vores fulde opmærksomhed mod den.

  Artur Zasada, for PPE-Gruppen. – (PL) Fru formand! Først vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Leichtfried, for en glimrende betænkning og for et ideelt samarbejde under vores arbejde med dokumentet.

Vi skulle besvare fire spørgsmål, men først skulle vi have sat rammerne for opgaven, hvilket var varetagelsen af flypassagerernes interesser, og det var den vigtigste del af vores arbejde. De fire spørgsmål, som vi stillede os selv, drejede sig om at besvare et spørgsmål om gennemsigtighed, eller hvilke grupper der kunne få lov til at deltage i proceduren. Der var et spørgsmål om direktivets anvendelsesområde, eller i hvilke lufthavne direktivet kan anvendes. Der var et meget vigtigt spørgsmål om finansiering, som Kommissionen ikke var i stand til at besvare. Sammen med hr. Leichtfried fandt vi dog frem til en løsning, og det takker jeg ham især for. Jeg taler om de strengere foranstaltninger, som skal finansieres af medlemsstaterne.

Et andet spørgsmål vedrørte den uafhængige tilsynsmyndigheds kompetence til at fastlægge afgifter for luftfartssikkerhed. Under vores arbejde udarbejdede vi en fælles holdning, som jeg finder meget ambitiøs. Det er i dag en udfordring for Rådet og Kommissionen. Jeg tror, at vi som flypassagerer, og i modsætning til skibs-, bil- og togpassagerer, ikke bør betale for denne form for sikkerhed. Det er en gestus over for Rådet, et kompromis, og jeg forventer en lige så ambitiøs holdning fra Rådet i dag.

  Saïd El Khadraoui, for S&D-Gruppen. – (NL) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Lad mig starte med at takke ordføreren for et fremragende stykke arbejde, som nogle måske endda ville kalde for et fantastisk stykke arbejde. Tak for det, og tak til dem, der har bidraget til det.

Jeg skal lige minde Dem om, at finansieringsproblemet ikke er nyt. Sagen har faktisk været undervejs, siden vi vedtog en europæisk forordning om anvendelsen af sikkerhedsforanstaltninger på europæisk niveau i kølvandet på angrebene den 11. september 2001. Parlamentet har lige fra starten af understreget, at finansieringsproblemet er alvorligt, og at vi må finde en europæisk løsning på det. Det har Rådet dog altid hindret. Som en opfølgning på denne forhandling bør vi endnu en gang opfordre Rådet til at overholde de aftaler, det tidligere har indgået med os, navnlig den aftale, der vil give os mulighed for at udarbejde et separat forslag om spørgsmålet, og forpligte sig til at samarbejde med os om en løsning.

Vi skal naturligvis tage visse hensyn. Det første og vigtigste hensyn er gennemsigtighed. I øjeblikket ser vi ikke præcist på, hvem der skal betale regningen i de enkelte medlemsstater. En af de ting, vi i hvert fald ønsker, er at afholde en høring om spørgsmålet, indgå aftaler og så holde os til de aftaler. Med andre ord ønsker vi at se, at indtægterne fra sikkerhedsafgifterne rent faktisk går til at finansiere sikkerhedsforanstaltninger og ikke f.eks. en eller anden form for parkeringshus. Det er af afgørende betydning, og det bør gøres klart, at vi ikke giver os på dette punkt.

Et andet vigtigt hensyn er, at vi er nødt til at skelne mellem de sikkerhedsforanstaltninger, vi allerede er blevet enige om på europæisk niveau, og andre yderligere foranstaltninger, som de enkelte medlemsstater har truffet. Hvad det første hensyn angår, er gennemsigtighedsreglerne klare og skal anvendes. Hvad det andet hensyn angår, må vi gøre det klart, at det finansielle ansvar ligger hos medlemsstaterne, og at det er dem, der må afholde udgifterne til yderligere sikkerhedsforanstaltninger. Det ville også være en fordel at samordne sikkerhedsforanstaltningerne på europæisk niveau, og hvis medlemsstaterne selv beslutter at indføre kropsscannere eller andet, så må de også bære de deraf følgende finansielle byrder.

  Gesine Meissner, for ALDE-Gruppen. – (DE) Fru formand! Jeg vil gerne først takke ordføreren, hr. Leichtfried, også på vegne af fru Hennis-Plasschaert. Hun kan ikke være her i dag. Hun tilrettelagde det hele sammen med Dem og var også fuldt ud tilfreds.

Vi kan også sige, at en anden ting, der vidner om betænkningens værd, er, at der har været stor enstemmighed her i Udvalget. Det er også, ligesom forespørgslen til mundtlig besvarelse, et spørgsmål om forbrugerbeskyttelse og ligeledes et spørgsmål om luftfartssikkerhed. Vi vil gerne have sikkerheden på plads. Vi vil dog også gerne have, at forbrugerne ved, hvor meget de betaler for den. Det er allerede blevet bemærket, at systemerne i de enkelte medlemsstater er meget forskellige, og det ønsker vi stort set heller ikke at ændre på. Vi ønsker ikke at påtvinge nogen noget. Vi vil dog gerne have, at det skal være gennemskueligt, hvordan udgifterne er sat sammen, og hvilken andel forbrugerne skal betale. Det oplyses der ikke altid om på nuværende tidspunkt. Altså, vi vil gerne vide, hvilken andel af billetprisen der reelt er relevant for sikkerheden, for i øjeblikket er det kun en andel af billetprisen, der går til sikkerhed. Derefter vil vi også have garanti for, at det, der betales til sikkerhed, rent faktisk også bruges til sikkerhed, og at ingen tjener på det. Jeg mener, at vores tilgang til emnet også er en fuldstændig logisk tilgang.

Der er et kritisk springende punkt mellem det, Parlamentet ønsker, og det, som medlemsstaterne mener er godt, og det er spørgsmålet om, hvem der skal betale de yderligere sikkerhedsforanstaltninger, der går videre end det, vi i Europa ønsker for passagererne. Her har vi faktisk sagt, at det er medlemsstaterne, der må betale. Det er et spørgsmål om national sikkerhed, som de nationale stater også må vise stor interesse for. Naturligvis ønsker staterne ikke at betale for det. Som tidligere bemærket i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt vi ønsker kropsscannere eller ej, bliver vi uden tvivl også nødt til at overveje, om vi ønsker dem i hele Europa eller ej, og hvem der i sidste ende skal betale for dem. Vi må selvfølgelig også spørge os selv, om de virkelig skaber mere sikkerhed.

Så denne slags flysikkerhedsafgifter skal anvendes på gennemsigtig vis...

(Formanden afbrød taleren)

  Anna Rosbach, for EFD-Gruppen. – (DA) Fru formand! Engang var en lufthavn et sted, hvor man købte en flybillet, afleverede sin bagage, viste sit pas og fløj fra eller ankom til. I dag er en lufthavn blevet til en slags by med alle mulige faciliteter, men samtidig også et rent Fort Knox med sikkerhedsforanstaltninger, som kun peger i én retning: Der bliver flere og flere af dem.

Jo, fly forulykkede i gamle dage, og det gør de desværre stadigvæk. Derfor er det vigtigt, at samme regler gælder både inden for og uden for EU. I denne sammenhæng er EU for lille til at være en isoleret ø. Her ser vi nytten af at have samme regler, samme gennemskuelige regler, for fly fra alle lande. Det gælder altså også for afgiftsområdet. Alle, både passagerer og flyselskaber, skal være klar over, hvad en luftfartssikkerhedsafgift dækker over. Ingen skal fare vild i en jungle af uigennemskuelige afgifter og gebyrer. Passagererne skal vide præcist, hvad afgiften dækker. De skal hverken være udsat for nationale særafgifter eller ekstra penge til flyselskaber. Jeg støtter helhjertet Transport- og Turismeudvalgets betænkning…

(Formanden fratog taleren ordet).

  Mathieu Grosch (PPE). – (DE) Fru formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne først takke ordføreren og de andre grupper for deres arbejde. Vi havde en interessant debat i Transport- og Turismeudvalget. Jeg mener dog, at vi allerede har indgået mange kompromiser med Rådet, der ligesom tidligere ikke har været villig til at gå på kompromis her. Det er, når vi begynder at tale om gennemførelse, at debatten bliver livlig. Her bør vi som Parlament også kunne forvente Kommissionens støtte til idéen om, at sikkerhedsafgifterne skal gælde alle lufthavne. Vi må ikke gentage det, vi allerede har gjort på andre områder, uanset om der er tale om ground handling eller flyafgifter, nemlig at acceptere undtagelser, der berører to eller fem mio. passagerer.

Den anden ting, og det ligger mig endnu mere på sinde, er naturligvis at sikre passagererne gennemsigtighed – hvem betaler hvor meget for hvad – og det er tydeligvis en opgave for lufthavnene og flyselskaberne. Det er efter min mening en ret vigtig betragtning.

Og med det kommer jeg nu til det tredje punkt, nemlig betaling, som er et område, hvor der naturligvis altid er stridigheder. Med hensyn til finansiering mener jeg personligt, at den offentlige sikkerhed skal finansieres med offentlige midler. Vi går allerede på kompromis ved at overlade nogle ting til det såkaldte subsidiaritetsprincip. Det er altid et effektivt træk her i Parlamentet, og det gælder også Kommissionen. Hvis man ikke kan nå til en løsning med Rådet, kalder man det bare for et spørgsmål om subsidiaritet. Det er jeg personlig ikke særlig glad for, men sådan er det nu engang. Jeg mener derfor, at vi i det mindste bør holde fast i det, vi har sagt her, nemlig at særlige foranstaltninger, strengere foranstaltninger, helt sikkert skal finansieres af offentlige midler. Sikkerhedsafgifterne og sikkerheden generelt er steget kraftigt i de senere år. Derfor har denne sag også et økonomisk aspekt. Vi taler nu om ca. 30 % af udgifterne. Hvis vi taler om sikkerhed, og hvem der betaler for den, vil det også få et økonomisk aspekt i fremtiden. Derfor er disse tre punkter afgørende for mig. Jeg håber, at vi i det mindste med de nuværende krav kan nå frem til et positivt resultat med Rådet og Kommissionen.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Fru formand! Den lovgivning, der bliver foreslået, skaber en ramme for fastlæggelsen af luftfartssikkerhedsafgifter, som er gennemskuelige, ikkediskriminerende og giver ret til at klage. Lufthavnssikkerhed er medlemsstaternes ansvar.

Passagererne er dog dem, der i sidste ende betaler for sikkerhedsforanstaltningerne via prisen på deres billetter. Derfor har passagererne ret til at få at vide, hvor meget der ud af den endelige billetpris går til at betale for sikkerhed.

Direktivet om luftfartssikkerhedsafgifter og direktivet om lufthavnsafgifter bør harmoniseres. Parlamentet har ved flere lejligheder anmodet om, at de omtalte flysikkerhedsafgifter i dette direktiv kun anvendes af virksomheder og lufthavnsoperatører til at indføre flysikkerhedsforanstaltninger. Parlamentet har også anmodet om gennemsigtighed og om, at sikkerhedsafgifterne er i overensstemmelse med de forfulgte målsætninger.

Medlemsstaterne kan også anvende strengere sikkerhedsforanstaltninger, som de dog selv skal afholde alle udgifter til. Disse sikkerhedsforanstaltninger skal imidlertid ikke hindre passagertrafikken i lufthavnene. Desværre støder vi især her i Bruxelles på uendeligt lange køer, som passagererne må stå i for at rejse.

Jeg vil også gerne nævne forbuddet mod at medbringe væsker om bord. Det betyder, at forskellige artikler kan blive konfiskeret. Desværre er der f.eks. i lufthavnen i Bruxelles en langtrukken procedure, der både indebærer yderligere afgifter og konfiskering af artikler. Denne procedure gør det desværre ikke muligt at modtage artiklen senere på adressatens adresse.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Fru formand! Indførelsen af sikkerhedsforanstaltninger har resulteret i nye økonomiske omkostninger for luftfartsmarkedet, som lufthavnsoperatørerne og flyselskaberne straks og behændigt vil vælte over på passagererne.

Det er derfor passende at se på mekanismer til beskyttelse af passagererne, så man kan forhindre, at der på uigennemskuelig vis tilføjes fingerede beløb i form af skjulte sikkerhedsafgifter med det formål, at snedige entreprenører i luftfartsindustrien uberettiget opnår en gevinst. Afgifterne skal nøje svare til omkostningerne i forbindelse med varetagelsen af passagerernes sikkerhed.

Vores pligt er derfor at vedtage klare og gennemsigtige regler, der kan fjerne det anarki, der i øjeblikket præger sektoren, og forhindre operatørerne i fremover at udnytte obligatoriske foranstaltninger til beskyttelse af passagerer til at opnå uberettigede økonomiske fordele.

Det er nødvendigt at fastlægge regler og ikke oprette flere institutioner og myndigheder, som bebyrder passagerer, luftfartsselskaber og også skatteyderne med endnu flere yderligere omkostninger.

Hvis vi vil hjælpe Europa med at blive konkurrencedygtigt, skal vi ikke oprette nye myndigheder. Myndigheder skaber ikke den merværdi, som kan øge borgernes levestandard. Jeg takker Dem for Deres opmærksomhed.

  Formanden. – Vi havde et teknisk problem her, så det varede lidt mere end et minut. Uret virker dog nu igen, så alt skulle nu forhåbentlig gerne køre efter den fastlagte tidsplan.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Fru formand, hr. kommissær! Konsekvenserne af den vulkanske askesky for Europas luftrum, der som bekendt forårsagede mange tusinde flyaflysninger, er et godt eksempel på, hvorfor luftfartssikkerhed er vigtig. Der er allerede stor uenighed om, hvem der skal afholde udgifterne til dette, hvem der så at sige skal betale for naturkatastrofen, og i hvilken udstrækning begrænsningerne er berettiget. Mens transportministrene vånder sig over dette, må vi beslutte, hvilke omkostninger i forbindelse med anti-terror- og sikkerhedsforordningerne, som bliver mere og mere restriktive, vi kan lægge over på passagererne. I sidste ende kan de omkostninger, der følger af statens opgave, nemlig varetagelsen af den offentlige sikkerhed, ikke bare uden videre væltes over på borgerne. Det er kun, hvis landene selv tager det økonomiske ansvar for de strenge sikkerhedsforanstaltninger, som er blevet foreskrevet, at vi kan forhindre risikoen for en kraftig stigning i antallet af kropsscannere og andre temmelig latterlige sikkerhedsforanstaltninger.

Mens vi stadig kæmper med SWIFT-aftalen, indgår USA aftaler i kampen mod terror med Kommissionen og andre luftfartsorganisationer om at udveksle passageroplysninger. Manglen på flyveledere og deres stigende arbejdsbyrde, som kan få fatale følger for luftfartssikkerheden, blev desuden skubbet i baggrunden i debatten. Siden liberaliseringen i 1990’erne og visionen om et forenet europæisk luftrum har det fortrinsvis været omkostningerne, og ikke så meget sikkerheden, der er kommet i forreste række. Det, der er klart, er, at askeskyen kun har forskudt piloternes strejke, som er blevet bekendtgjort. Så man kan se ironisk på det og håbe, at vi ikke går fra en kaotisk flysituation til en anden.

  Christine De Veyrac (PPE). – (FR) Fru formand! Jeg vil også gerne lykønske vores ordfører, hr. Leichtfried, med hans tekst og samarbejdsånd i denne sag, og jeg støtter især hans forslag om finansieringen af luftfartssikkerhed, eftersom vi drøfter luftfartsikkerhed her og ikke sikkerhed i luften.

Vores udvalg har i mange år kæmpet for at få accepteret princippet om, at de strengere sikkerhedsforanstaltninger skal finansieres af medlemsstaterne, og jeg støtter fuldt ud vores ordfører på det punkt. Faktisk vedrører sikkerheden ikke kun de rejsende, men alle borgerne, og det er medlemsstaternes ansvar at træffe foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme.

Det er derfor ikke berettiget kun at lade flypassagererne bære omkostningerne for sikkerhedsforanstaltningerne i lufthavne og om bord på fly, især ikke eftersom medlemsstaterne enten delvist eller helt finansierer sikkerhedsforanstaltningerne på transportmidler som toge og skibe. Jeg mener derfor, at vi må gøre front mod Rådet og forsvare ændringsforslag 32 i den betænkning, som Transport- og Turismeudvalget har vedtaget, til den bitre ende.

Jeg vil gerne kort komme ind på et andet punkt. Selv om jeg støtter den positive udvikling inden for ikkeforskelsbehandling og gennemsigtighed, som teksten vil få, mener jeg ikke, at målet med dette direktiv er at indføre et enkelt og ens system for sikkerhedsafgifter i Europa.

Selv om jeg respekterer de fælles regler, skal medlemsstaterne have lov til at beholde de nuværende systemer til afgiftsopkrævning. I stater som Spanien, Italien eller Frankrig er afgifterne godkendt af deres parlamenter, og i de tilfælde er det den myndighed, der har kompetence til at behandle klager vedrørende lovbestemmelser, der må fungere som uafhængig tilsynsmyndighed. Det handler ændringsforslag 40 om, som jeg håber mange af Dem vil støtte, når vi skal stemme om det.

  Inés Ayala Sender (S&D). – (ES) Fru formand! Trods de indlysende vanskeligheder, som vi står med denne uge, og som skyldes den nuværende mangel på et fælles europæisk luftrum og ikke mindst en reel fælles myndighed, der kan kontrollere og forvalte dette fælles luftrum, nærmer vi os lige så stille det mål, som vi har fastlagt, og denne tekst er endnu et redskab, der skal bringe os videre i den retning.

Jeg er bekendt med ordføreren, hr. Leichtfreids, vedholdenhed, og jeg lykønsker ham med hans arbejde og også med hans særlige interesse for flytransport og sociale spørgsmål. I det her tilfælde føler jeg dog, at vi er ofre for en vis grad af naivitet og maksimalisme, og at vi i vores stræben efter perfektion løber en risiko for ikke at nå det bedste resultat.

Selv om jeg går fuldt ud ind for at skabe et fælles system, herunder en uafhængig tilsynsmyndighed, der kan fastsætte rimelige og gennemskuelige afgifter, og tage hensyn til miljømæssige og sociale kriterier og passagerbeskyttelse osv., mener jeg stadig, at der mangler nogle aspekter, som jeg gerne vil have Kommissionen til at præcisere. Jeg henviser f.eks. til det, som fru De Veyrac lige har sagt. Jeg kan ikke se nogen klar anerkendelse af det system, hvor et nationalt parlament vedtager afgifter i form af en parlamentarisk aftale, da det er dét organ, der skal gennemføre dem. Jeg har også svært ved at se, og det vil jeg gerne have Kommissionen til at kaste lys over, hvor anvendelig denne tekst er på grund af uenighederne med Rådet og ikke mindst den overensstemmelse eller mangel på samme, der efter min mening er mellem denne tekst og det generelle direktiv om lufthavnsafgifter.

I betragtning af den store usikkerhed og uenighed, der hersker med hensyn til, hvem der skal betale for denne sikkerhed, som jeg indrømmer er offentlig sikkerhed, tror jeg, at vi må gøre det klart, at, når vi taler om, at medlemsstaterne betaler, er det den brede offentlighed, der skal betale. Når vi taler om medlemsstaterne, lyder det som en abstrakt person, men det er det ikke. Det er hver eneste af de borgere, der rejser. Jeg frygter derfor, at vi i sidste ende kun får et meget lille fremskridt at se.

Jeg ser derfor gerne, at Kommissionen giver os sin opfattelse af tekstens fremtid.

  Marian-Jean Marinescu (PPE). – (RO) Fru formand! Det er rigtigt, at lufttransport er den mest sikre transportform. Flyvehændelser med globale ramifikationer, ligesom den, der fandt sted for 10 dage siden, eller det kaos, som vulkanudbruddet forårsagede, konfronterer os med spørgsmålet om hele luftfartssektorens sikkerhedskæde: lufthavne, flyselskaber, kontroltårne, fly, besætninger og passagerer. Der er behov for en særlig tæt forbindelse og åben kommunikation mellem alle disse led.

Passagerer, der er optaget af deres egen rejse og komfort, kan ikke forstå behovet for sikkerhedsforanstaltninger, uanset hvor slappe eller strenge de måtte være, og de afholdte udgifter, medmindre de er klar over, hvilken betydning dramatiske og tragiske hændelser som hændelsen den 11. september 2001 har haft. Terrortrusler, pilotfejl, tekniske fejle, misforståelser mellem piloten og kontroltårnet og uforudsete atmosfæriske forhold er alle faktorer, der må forudses, og der må træffes strenge foranstaltninger for at anvende reglerne både i teori og i praksis.

Jeg går ind for at vedtage særlige foranstaltninger i de ovennævnte scenarier. Foranstaltningerne skal dog være gennemsigtige. Passagererne har ret til og skal kunne rejse sikkert, på samme måde som de har ret til at kende sandheden. Desværre er kommunikation og gennemsigtighed træk ved luftfartssektoren, som hurtigst muligt bør forbedres. Det er en opgave for lufthavne og flyselskaber, som må være mere åbne og gennemsigtige. På den anden side må passagererne også erkende, at de anvendte sikkerhedsforanstaltninger i lufthavne og på fly, uanset hvor strenge de end måtte være, i sidste ende og udelukkende er til deres egen fordel.

  Thomas Ulmer (PPE). – (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne først takke hr. Leichtfried for en fremragende betænkning, der indeholder gode og bæredygtige forslag.

Hvad handler det i bund og grund om her? Det handler om at styrke gennemsigtighed, forbrugerbeskyttelse, sikkerhed, koordinering og kvalitetskontrol. Jeg vil dog gerne advare mod at skabe en ny myndighed, der skal tage sig af disse spørgsmål. Jeg ser positivt på subsidiariteten i betænkningen, og den skal der helt sikkert holdes fast i. Det er også meget vigtigt for mig, at der bliver en klar skelnen mellem skatter og afgifter, og alle regeringsopgaver, uanset om der er tale om optagelse af fingeraftryk, fotos, politiopgaver, bekæmpelse af terror eller lignende, skal helt klart finansieres gennem skatter og ikke gennem forbrugerafgifter. Hvis individuelle stater herefter har en vital interesse i at træffe mere vidtgående sikkerhedsforanstaltninger, så mener jeg, at de også på det område har en pligt til at afholde udgifterne. Den, der vedtager regeringsrelaterede sikkerhedsforanstaltninger, skal også betale for dem. Jeg mener, at det er en anden sag med teknisk eller personlig sikkerhed, som passagererne bestemt kan betale for, når bare formålet er gjort klart.

Det er dog værd at bemærke, at der i den konsekvensanalyse, som Kommissionen har forelagt os, er tale om et beløb på omkring 0,1 % af den samlede billetpris for disse foranstaltninger. Vi skal derfor ikke sætte målet for højt.

Jeg tror, at vi er ved at få et bæredygtigt kompromis i stand, også med Forbundsrepublikken Tyskland, som her har store forbehold over for subsidiaritetsområdet. Jeg håber, at det endelige resultat kommer til at ligge tæt op ad vores forslag.

  Zuzana Roithová (PPE). – (CS) Fru formand! Selv om jeg til fulde støtter forslaget, fordi det i høj grad øger gennemskueligheden af satserne og beregningen af sikkerhedsafgifter for alle de europæiske forbrugere, der bruger lufttransport, er jeg overrasket over, at der ikke er mere harmonisering på dette vigtige område. Jeg er bekymret over, at passagererne på grund af visse lufthavnes dominerende position kommer til at betale overdrevet høje sikkerhedsafgifter, der ikke direkte afspejler sikkerhedsforanstaltningernes niveau, hastighed eller kvalitet ved check-in.

I Kommissionens evalueringsrapport for de to første år efter direktivets ikrafttræden skulle den have været meget mere dristig og foreslået en fælles og bindende metode for beregningen af sikkerhedsafgifter i hele EU.

Jeg er helt enig i kravet om strengere foranstaltninger, såsom kropsscannere, som skal finansieres af staten og ikke af passagererne, navnlig da der fortsat er en debat om behovet for dem og de dermed forbundne sundhedsmæssige risici. Sidst, men ikke mindst er jeg bekymret over fortolkningen af bestemmelserne om, hvem der skal afholde udgifterne til de sikkerhedsforanstaltninger, der indføres direkte af flyselskaberne og ikke af lufthavnene, da disse udgifter så måske skal afholdes af passagererne, og det betyder efter min mening, at der er en potentiel risiko for misbrug i form af høje afgifter.

  Ioan Mircea Paşcu (S&D). – (EN) Fru formand! Hr. Leichtfried har ret. Udgifterne til yderligere sikkerhed skal i sidste ende afholdes af medlemsstaterne. Passagererne og alle borgerne betaler trods alt allerede medlemsstaterne for den generelle sikkerhed.

Staten kan ikke bare sige til sine borgere, at de får præcis det, de betaler for. Dens forpligtelser går videre, for staten er ikke bare en tjenesteudbyder, der udelukkende er motiveret af udbytte. Jeg minder Dem om denne enkle sandhed, for på trods af dette princip, er det passagererne og ikke deres stater, der i sidste ende betaler regningen for yderligere luftfartssikkerhed, sådan som ordføreren med rette bemærker.

Derudover er det ofte private underleverandører og ikke staten, der sørger for den yderligere sikkerhed, som passagererne betaler ekstra afgifter for, og de lader ofte hånt om passagerernes rettigheder og dækker sig bag den fortrolighed, der generelt præger sikkerhedsområdet. Det bør der simpelthen sættes en stopper for.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Fru formand! I betragtning af at sikkerhedsafgifterne i EU er blevet behandlet på meget forskellig vis, mener jeg, at det er vigtigt at anvende en objektiv foranstaltning her. Det ville give stor mening at gøre en blanding af passagerantal og den maksimale last ved start til beregningsgrundlaget. Det er dog vigtigt, at der er en klar forbindelse mellem de afkrævede sikkerhedsafgifter og de tjenester, der rent faktisk ydes. Det er vigtigt at definere luftfartssikkerhed, og vi må også vide præcist, hvad vi betaler for. Det præcise beregningsgrundlag for sikkerhedsafgifterne skal være forståeligt. Oplysninger om afgiftsstørrelse, og hvad de består af, skal være frit tilgængelige. Gennemsigtighed er bydende nødvendigt her. Derfor har vi brug for uafhængige reguleringsmyndigheder, så vi hurtigt og effektivt kan modvirke enhver konkurrenceforvridning.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Denne forhandling om luftfartssikkerhed har været fascinerende og viser, at vi alle har vores egne erfaringer på området.

I mit tilfælde mistede jeg al den ost, som jeg ville have med om bord, fordi det var smøreost. Jeg syntes, at det var overdrevet, men mener dog ikke desto mindre, at vi har fået forbedret hele systemet. Kommissionens forslag går et skridt videre, for hvor der er sikkerhed, er der også afgifter, og den vigtigste regel er gennemsigtighed. Betænkningen og Kommissionens forslag støtter hinanden indbyrdes.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvem der skal opkræve afgifterne, mener jeg, at subsidiaritet stadig er den bedste metode, for det er trods alt ikke medlemsstaterne, men borgerne, der betaler. Det eneste spørgsmål er, om alle skatteyderne skal betale, eller om det kun er dem, der er passagerer.

Det er ikke et nemt spørgsmål at besvare, men jeg anser subsidiaritetsaspektet i vores forslag for at være i tråd med de aktuelle ordninger for luftfartssikkerhed.

Parlamentet går et skridt videre ved at se på hele luftfartsindustrien. Vi får at se, hvad den debat fører til. Jeg synes, at Kommissionen har fremsat et meget hæderligt forslag, og det glæder mig, at Parlamentet i det store og hele har accepteret det og som altid går lidt videre end Kommissionens forslag. Jeg mener, at forslaget kommer på det rette tidspunkt, og at dets anvendelsesområde er passende.

  Jörg Leichtfried, ordfører. – (DE) Fru formand! Jeg bliver næsten helt flov over al den ros, så jeg skal gøre det kort. Jeg vil dog gerne benytte mig af lejligheden til at takke de ordførere og skyggeordførere, der har arbejdet tæt sammen: hr. Zasada, fru Hennis-Plasschaert, fru Lichtenberger og hr. Kohlíček. Vi har i snart et år gjort en stor indsats i denne sag. Det er sådan, jeg opfatter europæisk politik, ikke som et forum for mundhuggeri og spil for galleriet, som andre kolleger måske gør.

For det andet vil jeg gerne henvende mig til Rådet og rette en appel til det. Transport- og Turismeudvalget er faktisk et meget fredeligt udvalg, der arbejder og afvikler debatter i god ro og orden, og vi er i den ånd i høj grad kommet Rådet i møde på halvvejen med hensyn til denne lov. Vi har fra starten af været meget villige til at gå på kompromis. Jeg vil dog gerne advare Rådet om at lade tingene være, som de er nu. Hvis De er villig til at gå på kompromis, må De også kunne forvente kompromiser fra Deres modstandere eller partnere.

Hvis Rådet nu slet ikke er villig til at komme Parlamentet i møde på halvvejen, vil holdningen i udvalget også ændre sig. Det er ikke kun min mening. Jeg har allerede hørt fra nogle kolleger, at hvis Rådet ikke er villig til at møde os på halvvejen, så vil vi også se anderledes på kropsscannere og måske heller ikke være så villige til at møde Rådet på halvvejen. Det er slet ikke i sagens interesse og må absolut ikke ske. Derfor appellerer jeg til Rådet og medlemsstaterne om at komme videre. Vi har nu fået Lissabontraktaten. Rådet og medlemsstaterne må begge komme videre, for ellers kommer vi måske igen til at høre: Come on, let’s SWIFT again!

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted på det næste plenarmøde i Bruxelles.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Nessa Childers (S&D), skriftlig. – (EN) Hr. Leichtfried skal have ros for en grundig og vigtig betænkning, der effektivt har taget fat på mange af de spørgsmål, der stod åbne i Kommissionens forslag. Der er dog nogle spørgsmål, som fortsat er uafklarede, og de skal betragtes i en ny sammenhæng som følge af den langvarige nedlukning af det europæiske luftrum. Luftfartsindustrien står til at tabe over 1 mia. EUR som følge af den vulkanske askesky, så EU må handle hurtigt og beslutsomt for at afbøde det økonomiske slag for luftfartsindustrien. Selv om hr. Almunia skal roses for sine opmuntrende kommentarer om krisen i dag, har vi som parlamentsmedlemmer også mulighed for med denne betænkning at hjælpe en industri, der lige er blevet tvunget i knæ for tredje gang i de sidste ti år. Parlamentet og vores kolleger i Det Europæiske Råd og Kommissionen bør begynde at overveje at dække de foreslåede sikkerhedsudgifter med statsmidler, navnlig hvis en lav passagertærskel ikke bliver overskredet. Mens disse foranstaltninger ikke var populære før udbruddet i sidste uge, er vi nu i en situation, hvor enhver forspildt chance for at yde bistand til luftfartsindustrien kan vise sig at være skæbnesvanger.

  Debora Serracchiani (S&D), skriftlig. – (IT) Jeg vil gerne takke hr. Leichtfried for hans glimrende indsats med betænkningen om luftfartssikkerhedsafgifter, som blandt sine mange aspekter behandler et vigtigt punkt: forbrugerbeskyttelse og passagerrettigheder.

Der er behov for klare og gennemsigtige regler, for hvis flyselskaberne afkræver passagererne mere for sikkerhedsforanstaltninger, bør disse oplysninger efter min opfattelse gøres tilgængelige, så passagererne ikke lider økonomiske tab.

Jeg mener, at det kun er rimeligt, at forbrugerorganisationerne deltager i høringerne og derved får et indblik i prissætningen på sikkerhedsforanstaltningerne, som de så kan sammenholde med billetprisen. Det er den eneste mulige måde at sikre øget gennemsigtighed og mere information for passagererne på.