Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2009/2077(DEC)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

A7-0063/2010

Forhandlinger :

PV 21/04/2010 - 3
CRE 21/04/2010 - 3

Afstemninger :

PV 05/05/2010 - 13.45
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2010)0135

Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Onsdag den 21. april 2010 - Strasbourg EUT-udgave

3. Decharge 2008 (forhandling)
Video af indlæg
Protokol
MPphoto
 

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger:

A7-0099/2010 af Liberadzki for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2008, sektion III: Kommissionen og forvaltningsorganerne (SEC(2009)1089 – C7-0172/2009 – 2009/2068(DEC));– A7-0063/2010 af Sender for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for 7., 8., 9. og 10. Europæiske Udviklingsfond for regnskabsåret 2008 (KOM(2009)0397 – C7-0171/2009 – 2009/2077(DEC))A7-0095/2010 af Staes for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2008, Sektion I – Europa-Parlamentet (SEC(2009)1089 – C7-0173/2009 – 2009/2069(DEC));

A7-0096/2010 af Czarnecki for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2008, Sektion II – Rådet (SEC(2009)1089 – C7-0174/2009 – 2009/2070(DEC));

A7-0079/2010 af Czarnecki for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2008, Sektion IV – Domstolen (SEC(2009)1089 – C7-0175/2009 – 2009/2071(DEC));

A7-0097/2010 af Czarnecki for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2008, Sektion V – Revisionsretten (SEC(2009)1089 – C7-0176/2009 – 2009/2072(DEC));

A7-0080/2010 af Czarnecki for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2008, Sektion VI – Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (SEC(2009)1089 – C7-0177/2009 – 2009/2073(DEC));

A7-0082/2010 af Czarnecki for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2008, Sektion VII – Regionsudvalget (SEC(2009)1089 – C7-0178/2009 – 2009/2074(DEC));

A7-0070/2010 af Czarnecki for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2008, Sektion VIII – Den Europæiske Ombudsmand (SEC(2009)1089 – C7-0179/2009 – 2009/2075(DEC));

A7-0098/2010 af Czarnecki for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2008, Sektion IX – Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (SEC(2009)1089 – C7-0180/2009 – 2009/2076(DEC));

A/-0074/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for regnskabsåret 2008: præstation, økonomisk forvaltning og kontrol med agenturer (2010/2007(INI));

A7-0071/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0188/2009 – 2009/2117(DEC));

A7-0091/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0181/2009 – 2009/2110(DEC));

A7-0075/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Politiakademi for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0198/2009 – 2009/2127(DEC));

A7-0105/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for EF-Fiskerikontrolagenturet for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0201/2009 – 2009/2130(DEC));

A7-0072/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Genopbygningsagentur for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0183/2009 – 2009/2112(DEC));

A7-0068/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0193/2009 – 2009/2122(DEC));

A7-0104/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0195/2009 – 2009/2124(DEC));

A7-0089/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Kemikalieagentur for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0202/2009 – 2009/2131(DEC));

A7-0092/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Miljøagentur for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0186/2009 – 2009/2115(DEC));

A7-0086/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0194/2009 – 2009/2123(DEC));

A7-0067/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0185/2009 – 2009/2114(DEC));

A7-0078/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Lægemiddelagentur for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0189/2009 – 2009/2118(DEC));

A7-0081/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0192/2009 – 2009/2121(DEC));

A7-0087/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0196/2009 – 2009/2125(DEC));

A7-0084/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Jernbaneagentur for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0197/2009 – 2009/2126(DEC));

A7-0083/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0191/2009 – 2009/2120(DEC));

A7-0069/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0187/2009 – 2009/2116(DEC));

A7-0076/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Atomenergifællesskabs Forsyningsagentur for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0203/2009 – 2009/2132(DEC));

A7-0088/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Institut til forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0182/2009 – 2009/2111(DEC));

A7-0093/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Eurojust for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0190/2009 – 2009/2119(DEC));

A7-0090/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Agentur for Grundlæggende Rettigheder for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0184/2009 – 2009/2113(DEC));

A7-0085/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0199/2009 – 2009/2128(DEC));

A7-0073/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Den Europæiske GNSS-Tilsynsmyndighed for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0200/2009 – 2009/2129(DEC));

A7-0094/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Fællesforetagende for ITER og Fusionsenergiudvikling (Fusion for Energy) for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0261/2009 – 2009/2187(DEC));

A7-0077/2010 af Mathieu for Budgetkontroludvalget om decharge for gennemførelsen af budgettet for SESAR-fællesforetagendet for regnskabsåret 2008 (SEC(2009)1089 – C7-0262/2009 – 2009/2188(DEC)).

 
  
MPphoto
 

  Jean-Pierre Audy (PPE).(FR) Hr. formand! Jeg har bemærket, at Revisionsretten ikke er til stede i dag. Vi er nødt til at høre Revisionsrettens holdning, så vi bedre kan forstå, hvad det drejer sig om. Er der en forklaring på fraværet? Jeg bemærker også, at Rådets pladser er tomme, selv om vi skal behandle decharge for Rådet, som vi har nogle betænkeligheder over for. Er der også en forklaring på Rådets fravær?

 
  
 

(Mødet udsat kl. 09.10 og genoptaget kl. 09.20)

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Mine damer og herrer! Rådet behøver ikke være til stede. De har ikke pligt til at være her, men vi forventede selvfølgelig, at højtstående repræsentanter for Revisionsretten kom til stede. De er her ikke, hvilket overrasker os meget, da det ikke kan skyldes transportproblemer. Det er ikke ret langt fra Luxembourg, og de kan uden problemer køre i bil herhen. Vi bør dog indlede vores forhandling, da vi endnu ikke ved, hvorfor de ikke er kommet.

Vi vil indlede forhandlingen uden dem. Vi ved, at afstemningerne er udsat og vil finde sted om et par uger i Bruxelles. Det har vi allerede besluttet. Derfor har vi kun én mulighed. Vi er nødt til at indlede forhandlingen uden at vide, om de vil kunne være her inden for den næste halve eller hele time.

 
  
MPphoto
 

  Jean-Pierre Audy (PPE).(FR) Hr. formand! Jeg vil gerne sige, at vi, uden at kende årsagen, forstår, at Revisionsretten ikke er til stede, og at den gør et fremragende arbejde med revisionen af EU-institutionerne. Jeg vil imidlertid protestere mod Rådets fravær, da vi er nødt til at drøfte tingene med det, især når det drejer sig om decharge vedrørende dets virksomhed. Derfor protesterer jeg mod Rådets fravær i dag.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Mine damer og herrer! Under alle omstændigheder kan vi indlede forhandlingen. Det vigtigste er, at vi kan påbegynde arbejdet.

 
  
MPphoto
 

  Edit Herczog (S&D). (EN) – Hr. formand! Jeg vil gerne påpege, at vi ikke kun bør bebrejde Rådet. Parlamentets generalsekretær er her heller ikke. Dechargen har et budskab til generalsekretæren vedrørende Parlamentet, så vi ville være meget glade, hvis han også var til stede i dag.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Jeg er sikker på, at generalsekretæren kommer – det er der slet ingen tvivl om.

 
  
MPphoto
 

  Jens Geier, stedfortræder for ordføreren. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne gentage, at jeg finder det temmelig vanskeligt at drøfte noget, når dem, vi skal give decharge, og som vi gerne vil drøfte årsagerne til, at vi giver decharge eller udsætter decharge, med, eller hvad vi nu har at tale med dem om, er fraværende.

Jeg kender mange af Parlamentets medlemmer fra udvalget. Vi kender også vores respektive holdninger. Det er i orden, at vi udveksler dem igen her til morgen, men det hjælper ikke rigtig noget. I denne forbindelse vil jeg gerne foreslå, at vi i udvalget overvejer formelt at invitere de institutioner, vi drøfter, til den næste forhandling om decharge og udsætter forhandlingerne, hvis de ikke er til stede.

Decharge til EU-institutionerne kommer på et vanskeligt, men vigtigt tidspunkt. En af finanskrisens følger er, at alle regeringer skal gennemgå deres respektive budgetter og sørge for, at de opfylder kravene. Vi befinder os i det første år af en ny lovgivningsperiode for Europa-Parlamentet og har med en nydannet Kommission at gøre. I forbindelse med decharge handler det imidlertid om 2008-budgettet, som var den tidligere Kommissions ansvar. Dette åbner for et væld af nye perspektiver.

Blandt disse nye perspektiver bør vi forvente en ny måde at tænke på og en ny tilgang fra medlemsstaternes side, da de i Lissabontraktaten, for første gang, er angivet som medansvarlige for gennemførelsen af EU-budgettet.

Hvad angår budgetrevisionen 2008, var det ordførerens hensigt at sikre, at Kommissionen koncentrerer sig fuldt og helt om mulighederne for at forbedre budgetkontrollen, og at medlemsstaterne også inddrages i dette. I Budgetkontroludvalget har vi i Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet sat som vores mål, at alle fremtidige dechargebetænkninger – på grundlag af Revisionsrettens bedømmelse – skal være bedre end de foregående. Det afhænger fuldstændig af, om Rådet påtager sig sin nye centrale rolle på baggrund af medlemsstaternes betydning.

Det ville være lige så nyttigt, hvis Revisionsretten undersøgte, hvordan man kan rette op på den ubalance, der er resultatet af den årlige regnskabsaflæggelse og mange EU-programmers flerårige varighed og den måde, de gennemføres på af Kommissionen og medlemsstaterne.

Som budgetmyndighed er vi stadig meget bekymrede med hensyn til nogle helt konkrete ansvarsområder, navnlig dem, hvor EU vil gennemføre sine politiske prioriteter. Eksempelvis er samhørighed i EU af afgørende betydning, og derfor er de midler, der tilføres strukturpolitikken, særlig vigtige. Her er vi nødt til resolut at fortsætte kampen for at fjerne fejlkilder ved hjælp af enklere regler og ved at kræve uretmæssigt udbetalte midler tilbagebetalt. Vi skal have finere instrumenter til at måle resultater med, og vi opfordrer Revisionsretten til at udvikle disse instrumenter, så man helt præcist kan identificere fejlkilderne.

Vi ved, at den handlingsplan for strukturfondene, der sikrer tilbagebetaling, omsider er ved at blive gennemført, og nu skal vi så vente på, at den giver resultater. Førtiltrædelsesstøtte har til formål at give mulighed for grundlæggende forandringsprocesser i de pågældende stater, og problemer med målsætning og gennemførelse skal løses. Det er imidlertid ikke godt, når målet for tiltrædelsesprocessen effektivt saboteres ad bagvejen.

Derfor vil jeg opfordre Parlamentet til at afvise forsøget fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) på at bruge ændringsforslag til at vende op og ned på Europa-Parlamentets holdning til Tyrkiets tiltrædelsesproces, som det fremgår af beslutningen om situationsrapporten. Vi glæder os til udnævnelsen af en ny generaldirektør for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), så den løbende debat, der har været, kan blive bragt til ophør, og til Kommissionens forslag om reformen af OLAF, så der kan ske forbedringer af dette kontors vigtige arbejde.

Endelig er der de udenrigspolitiske aktiviteter. Vi er nødt til at se beviser på, at EU er indstillet på at bidrage til at løse globale problemer. Disse aktiviteter skal være yderst effektive, selv under de vanskeligste omstændigheder. I de kommende måneder skal vi drøfte den nuværende forvaltning af EU-midler på dette område med Kommissionen, og hvordan midlerne vil blive forvaltet i fremtiden af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.

Vi gør dog fremskridt. Vores gruppe glæder sig især over de skridt, Kommissionen tager, f.eks. vedrørende medlemsstaternes årlige forvaltningsrapporter, da vi hermed kommer tættere på virkeliggørelsen af et gammelt krav fra Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet. Det samme er tilfældet med de finansielle korrektioner og tilbagebetalingerne, da dette også er en mulighed for at reducere en uacceptabelt høj fejlprocent.

Disse ting giver os bl.a. lejlighed til, på trods af visse betænkeligheder, at opfordre til at give Kommissionen decharge. Jeg ser frem til Deres kommentarer.

 
  
MPphoto
 

  Inés Ayala Sender, ordfører.(ES) Hr. formand! Vi står foran en vigtig opgave i dag, nemlig at give decharge til 7., 8. og 9. Europæiske Udviklingsfond og den del af 10. Europæiske Udviklingsfond, der svarer til 2008. Dette er desuden et vigtigt tidspunkt, hvor der finder store institutionelle ændringer sted, og hvor diverse globale katastrofer har vist, at der er mere og mere brug for europæisk bistand. De har også vist, at bistanden skal koordineres, den skal være effektiv, og først og fremmest skal den være gennemsigtig, så alle europæere fortsat kan støtte og opretholde et positivt syn på bistanden.

Endvidere er dette også et afgørende tidspunkt institutionelt set. Gennemførelsen af Lissabontraktaten og oprettelsen af posten som Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt Tjenesten for EU's Optræden Udadtil giver os to muligheder. På den ene side har vi en chance for at foretage væsentlige forbedringer af den eksterne bistands anvendelse og effektivitet, men på den anden side er der også store spørgsmålstegn på grund af vores bekymring over den høje risiko for, at den øgede effektivitet, som vi med så stort besvær har opnået for den europæiske udviklingsbistand, sammen med Revisionsretten og Kommissionen, vil blive undergravet af en yderligere omorganisering, af uklarheder i beslutningstagningen og ansvarskæden og især af en opsplittet forvaltning. Kommissionen er nødt til at give os større sikkerhed, så vi undgår disse hindringer, og derfor må vi have klare, konkrete informationer så snart som muligt om, hvordan det nye system bliver, og hvordan det kommer til at påvirke udviklingsstøtten.

For det første, hvad angår indeværende regnskabsår, vil jeg gøre opmærksom på behovet for fuld integration af EUF i budgettet – og dette er som sagt vores krav – for at forbedre dens sammenhæng, gennemskuelighed og effektivitet og styrke dens kontrolsystem. Derfor fastholder vi, at det er afgørende, at Kommissionen, sammen med Parlamentet, husker på dette krav i forbindelse med den kommende finansielle ramme.

Det er også vigtigt at styrke den fælles programmering med henblik på at opnå større koncentration og bedre koordinering og visioner i arbejdet. Derfor er vi i den 10. EUF nødt til at fokusere på et begrænset antal områder.

Det er vigtigt at undgå de skadelige virkninger, der følger af en for stor spredning, uden dog at undervurdere de lokale ikkestatslige organisationers kapacitet og effektivitet, da de er effektive. Det er en kompleks og næsten umulig opgave, men vi håber, vi kan gøre fremskridt sammen med Kommissionen.

Det glæder os også, at revisionserklæringen i dette regnskabsår har været positiv, bortset fra metoden til at skønne hensættelser til imødegåelse af Kommissionens omkostninger. Der er ingen væsentlige fejl i de underliggende transaktioner, selv om vi stadig finder mange tilfælde af ikke kvantificerbare fejl i forbindelse med både forpligtelserne til budgetstøtte og betalingerne – som derfor skal forbedres.

Vi er også meget bekymrede over, at det endnu en gang ikke er lykkedes Revisionsretten at få adgang til vigtige bilag vedrørende betalinger, som udgør 6,7 % af årets udgifter i forbindelse med samarbejdet med internationale organisationer. Vi må have en endelig metode og en ad hoc-tidsplan, der kan hindre, at oplysninger og bilag vedrørende denne fælles finansiering undergraves af manglende gennemskuelighed.

Endvidere mener vi, at den finansielle gennemførelse har været tilfredsstillende, idet den 7. EUF er blevet lukket, og restbeløbet er overført til den 9. EUF. Vi glæder os desuden over den hurtige gennemførelse af den 10. EUF, der trådte i kraft den 1. juli 2008, og vi håber, at Kommissionens indsats vil kulminere i afvikling af de resterende gamle og hvilende betalinger.

Midler er endnu et vigtigt spørgsmål. Selv om der har været nogle drøftelser, bekymrer det os også, at de midler, som forvaltes af Den Europæiske Investeringsbank (EIB), ikke er omfattet af revisionserklæringen og derfor bør gøres til genstand for regelmæssige rapporter fra EIB.

 
  
MPphoto
 

  Bart Staes, ordfører. (NL) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg har tænkt over, hvad decharge egentlig er. Decharge er en parlamentarisk procedure, en offentlig procedure. Det er en – offentlig – kritisk undersøgelse af den økonomiske forvaltning. Jeg havde ansvaret for denne procedure vedrørende Europa-Parlamentet i regnskabsåret 2008. Denne undersøgelse fremmer parlamentsmedlemmernes samt borgernes forståelse af Parlamentets særlige indretning, ledelsesstruktur og arbejdsmetoder. Borgerne har jo ret til at vide, hvad deres skattepenge går til. Det drejer sig om store pengebeløb. Vi taler om et budget for Parlamentet på 1,4 mia. EUR for 2008. Budgettet for 2011 bliver sandsynligvis på 1,7 mia. EUR. Det er et ekstremt højt beløb.

Proceduren er vigtig, og det samme er Budgetkontroludvalgets arbejde. Udvalgets kritiske tilgang sikrer fremskridt, som det jo er set ved tidligere lejligheder. Eksempelvis bevirkede Budgetkontroludvalgets kritiske holdning, at der blev indført en statut for Europa-Parlamentets medlemmer og en vedtægt for parlamentariske assistenter, den var årsag til, at vi foretog en kritisk undersøgelse af købet af bygninger her i Strasbourg, og den sikrede, at der blev gennemført en EMAS-procedure, som har nedbragt vores arbejdes miljøpåvirkning.

Alt dette er gode nyheder. Takket være vores kritiske holdning er det lykkedes os at reducere elforbruget med 25 % over tre år. Det er lykkedes os at bruge 100 % grøn elektricitet. Det er lykkedes os at nedbringe CO2-udledningerne med 17 %. Det er lykkedes os at reducere, kompostere eller genbruge 50 % af vores affaldsstrømme.

Min betænkning introducerer også et nyt begreb, nemlig "imagetab" for Parlamentet. Det betyder, at selv den mindste effekt af finansielle midler kan forårsage store imagetab for Parlamentet. Det bør vi være opmærksomme på. Vi glæder os meget over udnævnelsen af en risikoforvalter inden for administrationen den 24. februar. Jeg vil gerne opfordre den pågældende til at henvende sig til de ansvarlige udvalg for at drøfte, hvordan man kan mindske risikoen for svig her i Parlamentet. Som sagt er en kritisk tilgang af største betydning. Derfor opfordrer jeg til gennemsigtighed og åbenhed, til oprettelse af et kontrolsystem og til ansvarlighed og ansvarliggørelse.

Jeg foreslår, at der gives decharge, da jeg ikke har fundet alvorlige tilfælde af svig eller misbrug eller større skandaler. Det skal der ikke være tvivl om. Min betænkning er dog kritisk. Jeg har villet vise, at vi kan gøre det endnu bedre. Formålet med betænkningen er at sikre, at vi, når vi nærmer os det næste valg i 2014, ikke har nogen skandaler, store eller små, med os, og at vi ikke plages af den slags ubehagelige historier i pressen.

I min betænkning har jeg forsøgt at give generalsekretæren og Parlamentets øverste ansvarlige for administrationen en række midler til at beskytte mod kritik. Jeg har gennemgået en række betænkeligheder. En af disse bunder i, at generalsekretæren udarbejder sin årsrapport på grundlag af generaldirektørernes erklæringer, hvor jeg langt ville foretrække, at der også var en anden vurdering. Jeg foreslår, at vi ser endnu nærmere på hele det komplicerede udbudssystem, da dette udgør en større risikofaktor. Jeg foreslår, at det sikres, at der ikke anvendes offentlige skatter til den frivillige pensionskasse, der har et aktuarmæssigt underskud på 121 mio. EUR.

Til sidst vil jeg gerne sige et par ord om, hvordan min betænkning er blevet til. Jeg stræbte efter et positivt samarbejde med mine skyggeordførere, og der er stillet nogle meget konstruktive ændringsforslag. Jeg er dog ked af, at Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) på et tidspunkt stillede omkring 50 ændringsforslag i et forsøg på at fjerne vigtige dele af min betænkning. Jeg kan forestille mig, at der må have været nogle forstyrrelser mellem nogle af Parlamentets strukturer og de medlemmer, som ville gøre dette. Dette er beklageligt, synes jeg, idet mit primære mål som proeuropæisk, men kritisk medlem af Parlamentet var at anvende en meget konstruktiv og meget positiv synsvinkel i denne dechargebetænkning.

 
  
MPphoto
 

  Ryszard Czarnecki, ordfører. – (PL) Hr. formand, hr. Šemeta! Jeg må sige, at der er sket betydelige forbedringer i alle de institutioner, som jeg har beskæftiget mig med – Domstolen, Revisionsretten, som ikke er til stede i dag, Det Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget, Den Europæiske Ombudsmand og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse – men det betyder ikke, at alt er perfekt.

Lad os bare sige ligeud, at Rådets finanser er de mindst gennemsigtige. Også samarbejdet med Rådet om decharge for budgettet lader meget tilbage at ønske. Budgetkontroludvalget har godkendt mit forslag om at udsætte en beslutning om decharge til Rådets generalsekretær vedrørende gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret 2008. Situationen er den samme som sidste år. Budgetkontroludvalgets koordinatorer mødtes med repræsentanter for Rådet med det spanske formandskab ud fra den formodning, at der ville være en positiv indstilling til de fremskridt med samarbejdet, som blev gjort sidste år, og som var resultat af den forlængede dechargeprocedure. I år var de svar, der kom på de spørgsmål, som jeg og koordinatorerne havde stillet, desværre helt utilfredsstillende, og de rejste temmelig stor tvivl. Derfor har jeg, med opbakning fra koordinatorerne i alle de politiske grupper, besluttet at udsætte dechargebeslutningen. Der er spørgsmål vedrørende finansiering af diverse aspekter af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, årsregnskaber og afslutningen af regnskaber uden for budgettet, som stadig er uklare. Der skal ske endelige forbedringer med hensyn til kontrol af fakturaer og offentliggørelse af administrative beslutninger som retsgrundlag for budgetposter. Desuden er det paradoksalt, at mange af de tal, som Rådet fremlagde, vedrørte den forrige budgetperiode.

Hvad Domstolen angår, kan vi få øje på visse svagheder i interne procedurer for afholdelse af offentligt udbud, og det samme kan Revisionsretten. I denne forbindelse kan vi tilslutte os Revisionsrettens bemærkning om, at det er nødvendigt med en forbedring af udbudsprocedurerne i denne institution. Det glæder os, at sagsbehandlingstiden er blevet nedbragt, men vi har dog samtidig bemærket, at der stadig er mange verserende sager. Vi glæder os over oprettelsen af den interne revisionsenhed. Vi glæder os ligeledes over den anvendte praksis med at medtage informationer om fremskridt i forbindelse med forrige års decharge i aktivitetsberetningen. Jeg vil kraftigt understrege, at vi beklager Domstolens vedvarende modvilje mod at offentliggøre medlemmernes erklæringer om økonomiske interesser.

For Revisionsrettens vedkommende gav den eksterne revision ikke anledning til at fastslå, at de midler, Retten har fået tildelt, anvendes uretmæssigt. Jeg vil gentage forslaget om at overveje muligheden for at rationalisere strukturen for Revisionsretten, f.eks. ved at skære ned på antallet af medlemmer og ikke behandle Revisionsretten som en særlig form for politisk gruppe.

Med hensyn til Det Økonomiske og Sociale Udvalg afdækkede Revisionsrettens revision ingen alvorlige uregelmæssigheder. Det bør henstilles, at bestemmelser om økonomiske aspekter vedrørende personale fortolkes og anvendes på samme måde af alle EU-institutionerne, så ingen af institutionernes personale får privilegeret behandling. Det er udmærket, at man har vedtaget den administrative samarbejdsaftale mellem Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Vi opfordrer begge institutioner til at orientere om de fremskridt, der er gjort med at harmonisere deres interne kontrolstandarder.

Vi har ingen alvorlige forbehold vedrørende Regionsudvalget og Den Europæiske Ombudsmand. Vi bemærker, at Den Europæiske Ombudsmand har øget antallet af stillinger i betydelig grad. Det er spørgsmålet, om institutionen bør øge antallet af stillinger så hurtigt, selv om den har mere arbejde.

For at opsummere er der kun et problem med Rådet. Der er ingen problemer med de øvrige seks institutioner.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Vi er nødt til at overholde den tildelte tid.

Jeg har nogle informationer. Vi har været i kontakt med formanden for Revisionsrettens kabinetschef, og vi har set på Europa-Parlamentets seneste forhandlinger i 2008 og 2009. Hverken Revisionsretten eller Rådet var til stede under forhandlingerne. Revisionsretten og Rådet var altså ikke til stede under vores forhandlinger.

Hr. Caldeira, formanden for Revisionsretten, bemærkede desuden, at det er Revisionsrettens holdning med hensyn til dens tekniske funktioner, at den deltager i Budgetkontroludvalgets møder, men holder sig i baggrunden under politiske drøftelser i plenum. Hr. Caldeira vil kontakte mig i løbet af dagen og gøre rede for Revisionsrettens holdning vedrørende vores forhandlinger.

Vi så på de seneste to år, og Revisionsretten var ikke til stede. Hvis vi vil arrangere det næste gang, kan de måske være til stede næste år. De er naturligvis blevet underrettet om vores møde, men de har ikke været til stede de seneste to år. De vil naturligvis være til stede i oktober og november, hvor de skal forelægge deres rapport.

 
  
MPphoto
 

  Gerben-Jan Gerbrandy (ALDE).(NL) Hr. formand! Jeg kan fuldt ud acceptere, at Revisionsretten ikke er her i dag, men Deres oplysning om Rådets fravær, også i de seneste år, viser blot, at dette er et strukturelt snarere end et enkeltstående problem. Det er typisk for Rådets adfærd, når det drejer sig om ansvarlig udnyttelse af EU-midler, og Deres oplysninger er rent faktisk kun med til at stille Rådet i et endnu dårligere lys på grund af dets fravær. Derfor vil jeg foreslå, at vi sender et klokkeklart signal fra Parlamentet til Rådet og udsætter dagens forhandling om decharge til Rådet, så vi undlader at behandle det emne i dag.

 
  
MPphoto
 

  Ryszard Czarnecki, ordfører. – (PL) Hr. formand! Mange tak for Deres omhyggelige fremlæggelse af kendsgerningerne omkring de foregående år. Jeg vil dog gerne understrege meget kraftigt, at Lissabontraktaten er trådt i kraft, og med den styrkes Europa-Parlamentets rolle. I denne forbindelse har vi ret til at forvente – af årsager, som er mere praktiske og politiske end formelle – at repræsentanter for Rådet, som den tidligere taler nævnte, er til stede under denne yderst vigtige forhandling, måske den vigtigste set ud fra de europæiske skatteborgeres og vælgeres synsvinkel. Rådets fravær er en komplet misforståelse, og jeg er tilbøjelig til at erklære mig enig i den forrige talers forslag om, at vi i denne situation bør udsætte den del af forhandlingen, der vedrører Rådet, og vente, indtil repræsentanterne for Rådet møder op. Jeg vil gerne understrege endnu en gang, hvad jeg sagde før, nemlig at Rådet ikke har vist sin vilje til at samarbejde konstruktivt med os som repræsentanter eller koordinatorer for Budgetkontroludvalget, og dets fravær i dag forekommer at være endnu et udslag af denne manglende samarbejdsvilje.

 
  
MPphoto
 

  Edit Herczog (S&D).(EN) Hr. formand! Når vi gennemgår dechargeproceduren og stemmer om den, vil Europa-Parlamentet tage fuldt ansvar for 2008. Det er nu, vi tager ansvaret fra Kommissionen, Rådet og andre institutioner og lægger det på vores skuldre. Det er ikke kun en formalitet, men et meget vigtigt tidspunkt.

Jeg mener dog, vi er blevet enige om at fortsætte forhandlingen, så det vil vi gøre. Vi må ikke glemme, at der er en objektiv forklaring, nemlig at det ikke er så nemt at komme hertil fra Spanien. Det ved jeg, fordi jeg kom fra Aserbajdsjan via Baku og Madrid og derefter ad landevejen. Jeg er klar over, at dette ikke er den rette dag at gå videre med dette. Jeg synes, det er tilstrækkeligt, hvis vi beder disse institutioner og de andre, der er involveret i dechargeproceduren, om at vise interesse og være til stede ved afstemningen i maj. Det er mit forslag.

 
  
MPphoto
 

  Jean-Pierre Audy (PPE).(FR) Hr. formand! Vi er vant til, at Rådets pladser er tomme. Det er ikke første gang, så der er ingen grund til hykleri. Jeg finder det endnu en gang beklageligt. Hvad forhandlingen angår, går jeg ind for, at den skal fortsættes.

Afhængigt af administrationens vurdering mener jeg heller ikke, vi har beføjelse til at ændre dagsordenen, da den blev fastlagt med Deres bemyndigelse, da De erklærede sessionen for genoptaget. Jeg går derfor ind for at fortsætte forhandlingen, selv om jeg endnu en gang beklager Rådets fravær.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. – Mine damer og herrer! Jeg vil kontakte både Revisionsretten og Rådet i dag. Jeg vil gøre klart rede for vores forventninger til fremtiden med hensyn til Rådet og Revisionsretten og gøre dem opmærksom på, at de bør være til stede ved disse møder. Jeg vil også tale med hr. Zapatero personligt om dette, da han leder det roterende formandskab. Jeg vil finde en løsning på dette i dag, som kan gælde fremover.

 
  
 

– Dette er et mirakel! Mine damer og herrer! De talte om den indflydelse, vi har fået med Lissabontraktaten. Det er en fantastisk indflydelse. Rådet vil være til stede om et par minutter! Tak fordi De kom, hr. formand! Jeg vil kontakte formanden for Revisionsretten. Han skal være til stede under vores forhandling ligesom de andre institutioner. Jeg vil kontakte dem alle i dag.

Vi vil nu fortsætte forhandlingen, og jeg vil desuden bede Dem overholde den tildelte taletid.

 
  
MPphoto
 

  Véronique Mathieu, ordfører.(FR) Hr. formand, hr. Šemeta, hr. López Garrido! Velkommen! Jeg er meget glad for at se Dem og tale til Dem. I perioden 2000-2010 har der været en stigning på 610 % i EU's bidrag til de decentraliserede organer. Bidragene er steget fra 95 mio. til 579 mio. EUR, selv om personalet i disse organer er øget med ca. 271 %.

I 2000 beskæftigede agenturerne 1 219 personer, mens tallet i dag er 4 794. Disse tal omfatter dog ikke Det Europæiske Genopbygningsagentur, som blev lukket i 2008, og hvor vi i dag stemmer om decharge for sidste gang – eller snarere senere i Bruxelles.

Der er tale om en betydelig generel stigning. Ikke desto mindre har EU mødt mange udfordringer i perioden 2000-2010. For det første to udvidelser i 2004 og 2007 med 12 nye medlemsstater, og der har været andre udfordringer såsom beskæftigelse og erhvervsuddannelse, immigration, miljø, luftfartssikkerhed og mange flere.

I denne forbindelse yder de decentraliserede organer, som blev oprettet for at imødekomme et specifikt behov, et direkte bidrag på grund af de færdigheder, de udvikler, til EU's fremskridt i forhold til disse kolossale udfordringer. Samtidig er medlemsstaterne nødt til at have et tæt samarbejde om disse spørgsmål, og agenturerne er et vigtigt forum for denne udveksling. Endelig bringer placeringen af agenturerne forskellige steder i EU Europa tættere på borgerne og giver mulighed for en vis decentralisering af EU-aktiviteterne.

Rækkevidden af de opgaver, som disse organer har fået overdraget, og stigningen i deres antal, størrelse og budgetter kræver imidlertid, at institutionerne opfylder deres egne forpligtelser som budgetmyndighed. Parlamentets budgetkontrolfunktion skal også, i lighed med Kommissionens og Revisionsrettens interne revisionstjeneste, styrkes for at sikre en korrekt overvågning af disse organer. Det fritager dem imidlertid ikke for kravet om at overholde de gældende regler.

Hvad angår decharge for 2008, vil jeg gerne gøre opmærksom på nogle problemer, som desværre går igen hos mange organer. Der er tale om svagheder i offentlige udbudsprocedurer, urealistisk rekrutteringsplanlægning og mangel på gennemsigtighed i procedurerne for personaleudvælgelse, en stor mængde fremførsler og bortfald af driftsbevillinger samt svagheder i planlægningen af aktiviteter, hvor der mangler konkrete målsætninger.

Vi bemærker, at nogle af agenturerne, selv om de gør en indsats, stadig har svært ved at anvende EU's finans- og budgetforordninger, ikke mindst på grund af deres størrelse. De mindste agenturer har sværere ved at overholde de belastende procedurer, som er pålagt ved EU-reglerne. Hvad dette angår, forventer jeg, at den interinstitutionelle arbejdsgruppes hurtige konklusioner sikrer, at de samme problemer ikke gentages år efter år. Disse vanskeligheder er imidlertid ikke til hinder for, at der kan gives decharge for regnskabsåret 2008.

Anderledes forholder det sig med Det Europæiske Politiakademi (CEPOL). Selv om der kan konstateres nogle forbedringer i ledelsen af CEPOL i forhold til situationen i 2007, har revisionen afsløret nogle umiskendelige uregelmæssigheder i anvendelsen af de administrative og finansielle bestemmelser. Derfor foreslår vi udsættelse af decharge.

Til sidst vil jeg gerne fremhæve den indsats, som nogle af agenturerne har gjort for at forbedre deres ledelse. Nogle har påtaget sig at gå videre og indført regler, som er prisværdige, og jeg vil nævne et par stykker. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, hvor jeg gerne vil tilføje, at den har været særdeles effektiv i sin rolle som koordinator for agenturerne, har indført en risikovurderingsproces. Det Europæiske Miljøagentur har indført et forvaltningskontrolsystem til overvågning af fremgangen med dets projekter og anvendelsen af dets midler i realtid. Endelig har Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene oprettet et system til overvågning af de informationer, det stiller til rådighed. Til sidst vil jeg naturligvis opfordre agenturerne til at følge dette eksempel.

 
  
MPphoto
 

  Algirdas Šemeta, medlem af Kommissionen.(EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke Budgetkontroludvalget og især ordføreren, hr. Liberadzki, og hans medordførere for de betænkninger, de har udarbejdet, og for henstillingerne om decharge til Kommissionen for regnskabsåret 2008. Jeg vil også gerne takke fru Ayala Sender for hendes betænkning om gennemførelsen af Den Europæiske Udviklingsfond og fru Mathieu for hendes grundige analyse af gennemgående problemer for agenturerne.

Decharge-proceduren for 2008 er nu ved at være til ende. Det har været en intens tid, men hvad der er vigtigere, har det været starten på en ny konstruktiv dialog mellem vores institutioner. At opnå en ren revisionspåtegning fra Revisionsretten er fortsat kommissærkollegiets mål. Dette mener jeg, vi klart har bevist gennem vores seneste indsats.

Der sker allerede fremskridt, idet der er indført forenklinger og bedre forvaltnings- og kontrolsystemer i programperioden 2007-13, og de forskellige handlingsplaner viser efterhånden deres positive indflydelse på fejlprocenten. Det bliver muligt at tage et vigtigt spring fremad med en ny generation af programmer for den næste regnskabsperiode, som er under udarbejdelse. Formålet med disse er større balance mellem målrettede udvælgelseskriterier, udgiftskontrol og kvalitet i udnyttelsen af midlerne.

Jeg og de øvrige kommissærer deler imidlertid de ønsker, De har givet udtryk for i Deres beslutning om decharge. Vi ønsker en snarlig, målbar fremskyndelse af de seneste års fremskridt med forbedringen af den økonomiske forvaltning af EU-budgettet, herunder større ansvarlighed og ansvarliggørelse af de vigtigste interessenter. Et tæt og intenst samarbejde mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet er afgørende i denne henseende. Vi er dog alle klar over, at en fremskyndelse her og nu af konkrete og vedvarende fremskridt ikke er tilstrækkeligt. Hvis vi vil have resultater, må vi have et nyt partnerskab med alle interessenter og ikke mindst en aktiv inddragelse af medlemsstaterne og Den Europæiske Revisionsret.

Kommissionen vil ikke vente, til ændringerne af finansforordningerne træder i kraft, med at opfordre medlemsstaternes myndigheder til at leve fuldt ud op til deres ansvar, der er øget i henhold til Lissabontraktaten, og planlægge de foranstaltninger, som er nødvendige for at forbedre den økonomiske forvaltning.

Jeg mener også, at Revisionsretten har en afgørende rolle at spille med dens uafhængige revisionserklæring vedrørende Kommissionens økonomiske forvaltning. Enhver ændring i opdelingen af revisionserklæringen efter område ville ændre på den andel af budgettet, som er tilknyttet de forskellige farveområder.

Det ville glæde Kommissionen særdeles meget, hvis Revisionsretten i den nærmeste fremtid ville overveje at skelne mellem områder, hvor der er forskellig fejlrisiko, og informere os om den faktiske merværdi af de forvaltnings- og kontrolsystemer, der er indført i lovgivningen for 2007-13. Jeg håber også, at Revisionsretten, når medlovgiveren har vedtaget en acceptabel fejlrisiko, vil tage højde for dette nye begreb på den måde, den finder passende.

Kommissionen vil imødekomme anmodningen og udarbejde og tilsende Parlamentet en ny dagsorden for 2010 og frem. Kommissionen vil gøre sit yderste, sammen med de øvrige aktører, for at fremskynde nedbringelsen af fejlprocenten, så yderligere 20 % af budgettet kan få en grøn klassificering af Revisionsretten i 2014.

Inddragelse af alle interessenter i den fælles målsætning, nemlig at forbedre den økonomiske forvaltning og beskytte Unionens økonomiske interesser, vil være en central del af denne nye dagsorden, som jeg vil orientere Dem om allerede i næste måned. De bekymringer, De har givet udtryk for i beslutningen om decharge for 2008, vil blive taget behørigt i betragtning. Jeg ser frem til en konstruktiv debat.

 
  
MPphoto
 

  Michael Gahler, ordfører for udtalelsen fra Udenrigsudvalget.(DE) Hr. formand! I regnskabsåret 2008 udgjorde udbetalingerne inden for politikområder, som Udenrigsudvalget er ansvarligt for, omkring 5 mia. EUR. Set i bakspejlet står det klart, at der stadig er utilstrækkelige bevillinger til kategori IV. Revisionsretten har konstateret nogle unøjagtigheder og anser Kommissionens overvågnings- og kontrolsystem vedrørende bistand til tredjelande, udvikling og førtiltrædelse for kun at være delvis effektivt. Kommissionen henviser til Revisionsrettens specifikke synsvinkel, som udelukkende ser på det enkelte år og kun kan evaluere en del af Kommissionens arbejde, og hævder, at årsagen ligger i de fleste programmers og deres relaterede kontrolsystemers flerårige karakter. Efter min mening er det vigtigste, at Revisionsretten hverken taler om svig eller underslæb.

Det drejer sig i langt højere grad om at håndtere EU's bistand til tredjelande omhyggeligt, præcist og så effektivt som muligt og om grundig dokumentation og ansvarlighed, da det er generende, når projekter ikke færdiggøres, eller der er usikkerhed om deres resultater. Det går ud over vores udenrigspolitiks succes. Når Revisionsretten har konstateret, at fejlprocenten er nedadgående, er det således en ros til den tidligere Kommissions arbejde inden for bistand til tredjelande, udviklingssamarbejde og udvidelsespolitik.

Vi er tydeligvis også ved at se effekten af ændringer af lovrammen. Særberetningen om førtiltrædelsesstøtten til Tyrkiet omtaler for første gang en forbedret kontrol af anvendelsen af midlerne, som blev muliggjort i 2007 på grund af det nye førtiltrædelsesinstrument. Det skal af fremtidige rapporter og revisioner fremgå, hvor ansvarligt modtagerne forvalter EU-bistanden, og med hvor gode resultater. Vi skal kunne justere vores udenrigspolitik fleksibelt, så vi effektivt kan forsvare vores udenrigspolitiske interesser.

Derfor opfordrer vi Kommissionen til at gå videre med forbedringen af den finansielle lovgivning, den nye finansielle ramme, budgetreform og, først og fremmest, med udviklingen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Alt i alt kan jeg dog anbefale, at der gives decharge for regnskabsåret 2008 på Udenrigsudvalgets område.

 
  
  

FORSÆDE: Rainer WIELAND
Næstformand

 
  
MPphoto
 

  Ingeborg Gräßle, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender.(DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi har allerede haft en interessant morgen sammen. Jeg havde egentlig planlagt en helt anden tale. Den vil jeg ikke holde nu, da jeg ikke mener, at vi bare kan ignorere, hvad der skete i dag.

Det, vi er oppe imod, er, at hverken Parlamentet eller de andre institutioner på nogen måde tager decharge alvorligt. Den eneste institution, der er nødt til at tage det alvorligt, er Kommissionen. Det er den, vi taler til, og den, som ifølge traktaten skal gives decharge. Hvad alle de andre, dvs. de øvrige institutioner, angår, indeholder traktaten ingen bestemmelser om decharge. Det er et problem for os. Nu kan vi forestille os, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, hvis den bliver en institution, måske ikke vil være til stede her om to år. Vi vil så opleve, hvad vi allerede ser nu, nemlig at alle andre institutioner ikke engang finder det nødvendigt at møde op her og høre, hvad Parlamentet som lovgiver vedrørende budgettet, har at sige til dem. Rådet er nu ved at gøre dette år til en prisværdig undtagelse, som det svenske formandskab også gjorde sidste år.

Hvis vi betragter det, der sker her, som en grundlæggende parlamentarisk rettighed som grundlag for decharge, kan jeg kun advare mod at føre det forslag, som er på bordet, ud i livet og gøre Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til endnu en institution, idet dette ville bebude afslutningen på vores indflydelse, da det er så nemt at undslippe denne indflydelse. Den eneste anden institution, der er repræsenteret, er Parlamentet. Jeg vil gerne rette en særlig tak til formanden for Parlamentet for at have forsvaret vores rettigheder i morges og for at tilkendegive, at han vil tale med alle de andre.

Hvad er meningen med at give os rettigheder med hensyn til decharge, hvis vi ikke tager det alvorligt og heller ikke tvinger andre til at tage det alvorligt: Derfor er vi nødt til at se meget grundigt på selve dechargeproceduren. Vi kan ikke fortsætte på samme måde.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til endnu en gang at henvende mig til Rådet. Efter Lissabontraktatens ikrafttræden er Rådet nu en institution og formanden for Rådet en anden institution. Vi forventer, at denne situation straks lovfæstes i budgetlovgivningen. De må sørge for, at Deres ansvar forankres behørigt i budgetlovgivningen, og dette gælder også for formanden for Rådet. De er nødt til at lovfæste Deres forpligtelser, og jeg vil gerne opfordre Dem til at betragte det som en hastesag.

 
  
MPphoto
 

  Jutta Haug, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed.(DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil bare gøre opmærksom på en enkelt ting, som er en veritabel skandale. Jeg taler her om Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme, ECDC, i Stockholm. Siden maj 2005 har højt kvalificerede folk i dette center måttet arbejde i absolut fjendtlige omgivelser. Hidtil har den svenske regering ikke været i stand til at indgå en hjemstedsaftale med ECDC, selv om de var desperate efter at få dette agentur, sådan som alle medlemsstater altid er meget ivrige efter at få et agentur.

Ingen af de ansatte har endnu fået et cpr-nummer, det såkaldte folkbokföring-nummer. Imidlertid bliver dette nummer brugt af offentlige myndigheder, institutioner og private virksomheder til at identificere deres kunder. Derfor kan børn født i Sverige f.eks. ikke blive registreret, leverandører af el, gas, telekommunikation og tv vil ikke levere deres ydelser, udlejere vil ikke give langsigtede lejekontrakter, og der er problemer med at få adgang til læge- og hospitalsydelser. For ægtefæller betyder det, at det er umuligt at blive selvstændige i Sverige. Der er også store vanskeligheder med at få arbejde. Og jeg kunne blive ved. En ting står klart, nemlig at visse grundlæggende rettigheder, som er nedfældet i EU-retten, simpelthen nægtes personalet i ECDC i Sverige. Som resultat heraf er alt dette blevet forelagt Parlamentets Udvalg for Andragender. Under alle omstændigheder er det en uholdbar situation …

(Formanden afbrød taleren)

 
  
MPphoto
 

  Wim van de Camp, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. – (NL) Hr. formand! Der er ikke så meget mere at sige om budgettet for 2008 fra Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelses side. Drøftelserne i udvalget og betænkningerne har allerede kastet lys over de fleste spørgsmål. Vi oplevede en ret væsentlig underudnyttelse vedrørende Solvit i 2008, men dette vil løse sig selv i 2009 og 2010. Ikke desto mindre vil jeg opfordre kommissæren til at sørge for, at budgettet for Solvit anvendes fornuftigt. Jeg forstår, at budgetterne skal anvendes ansvarligt, men jeg kan se, at der stadig er utilstrækkelig information på dette område.

Dette fører mig videre til direktivet om tjenesteydelser, hvor jeg har en enkelt bemærkning. Direktivet blev indført i december 2009, og der er ganske enkelt et stort behov i EU for informationer om dette direktiv.

En anden ting drejer sig om medlemsstaternes faktiske toldkontrol. Det er ikke et emne, som nødvendigvis skal drøftes her, men vi har set, at medlemsstaterne ikke udfører tilstrækkelig kontrol af importerede varer, og jeg vil gerne endnu en gang appellere til Kommissionen om, at den gennemdrøfter dette sammen med medlemsstaterne for at sikre, at importerede varer uden undtagelse underkastes den korrekte kontrol

Endelig er budgetreglerne, som flere af mine kolleger og kommissæren allerede selv har bemærket, stadig meget komplicerede på en række områder, hvilket også betyder, at de relevante kontrolmekanismer er meget komplicerede. Derfor vil jeg gerne tilslutte mig alle opfordringerne til, at de forenkles og, under alle omstændigheder, forbedres.

 
  
MPphoto
 

  Inés Ayala Sender, ordfører for udtalelsen fra Transport- og Turismeudvalget.(ES) Hr. formand! Jeg vil gerne bede Dem betragte begyndelsen som et indlæg til forretningsordenen, da jeg gerne vil vide, inden denne forhandling slutter, om Parlamentet har inviteret både Revisionsretten og Rådet til at overvære denne forhandling, og jeg vil gerne vide, hvilken dokumentation der er, eller få den udleveret. Jeg vil også gerne vide, hvorvidt Rådet var til stede under dechargeforhandlingen sidste år – selv om fru Gräßle har sagt, at det svenske formandskab var her.

Kan jeg bede Dem sætte uret i gang nu til min tale om decharge, hvad angår transport?

Vi vil gerne indlede med at gøre opmærksom på vores tilfredshed med den høje udnyttelsesprocent, som Transport- og Turismeudvalget har konstateret med hensyn til forpligtelses- og betalingsbevillinger for transeuropæiske transportnet, som for begges vedkommende var på næsten 100 %.

Vi vil selvfølgelig bede medlemsstaterne om at sørge for, at der stilles tilstrækkelige midler til rådighed fra nationale budgetter, og jeg vil endnu en gang gøre opmærksom på, at Parlamentet altid har støttet et højere finansieringsniveau til disse net. Vi håber, at dette års gennemgang af transportnetprojekterne bliver en lejlighed til at vurdere, om disse udgifter har været tilstrækkelige og effektive. I hvert fald har overvågningen været effektiv.

Vi glæder os også over, at årsregnskabet for Forvaltningsorganet for Det Transeuropæiske Transportnet er lovligt og formelt rigtigt, selv om forsinkelserne med hensyn til ansættelse bekymrer os. Kommissionens Generaldirektorat for Mobilitet og Transport har imidlertid oplyst, at forsinkelserne vil blive indhentet.

Samtidig finder vi den lave udnyttelsesprocent for betalingsbevillingerne til transportsikkerhed, den endnu lavere udnyttelsesprocent for Marco Polo-programmet, som får støtte fra Parlamentet, og den usædvanlig lave udnyttelsesprocent for bevillinger til passagerrettigheder foruroligende.

På baggrund af projektets størrelse finder vi også den utilstrækkelige udnyttelse af betalingsbevillinger inden for Galileo-programmet foruroligende og beklager den totale mangel på oplysninger vedrørende turisme. Vi håber, der vil blive rettet op på denne mangel på oplysninger inden for den nye institutionelle ramme.

 
  
MPphoto
 

  Jean-Pierre Audy (PPE).(FR) Hr. formand! Jeg er i syv sind, om jeg skal tage ordet. Jeg er ked af disse bemærkninger til forretningsordenen. Jeg vil gerne indlede med at byde Rådet velkommen og takke ministeren for at komme. Jeg mener, det er kutyme at invitere Rådet til at tage ordet, efter at Kommissionen har talt. Rådet tog imidlertid ikke ordet før den politiske forhandling, selv om det talte i slutningen af forhandlingen. Det kunne måske være en god idé at tilbyde Rådet taletid med særligt henblik på at svare på synspunktet fra vores ordfører, som foreslår, at meddelelse af decharge til Rådet udskydes.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Vi vil aftale med Rådet, om det mener, det har behov for taletid.

 
  
MPphoto
 

  László Surján, ordfører for udtalelsen fra Regionaludviklingsudvalget.(HU) Hr. formand! Decharge er en juridisk handling, og jeg mener ikke, at Regionaludviklingsudvalget har nogen grund til at indvende noget imod en meddelelse af decharge. Samtidig er en decharge også en politisk vurdering, hvori det præciseres, om vi har nået de mål, vi satte os i 2008, og om vi har fået et tilstrækkeligt udbytte af udgifterne.

Der er en hel del fejlopfattelser i forbindelse med vurderingen af samhørighedspolitikken, også her i Parlamentet. Jeg vil gerne yderst kraftigt gøre opmærksom på, at ikke alle fejl skyldes svig. Vi overvurderer ofte den kritik, der – i øvrigt helt med rette – fremføres af Revisionsretten eller under andre revisioner. Jeg vil gerne påpege, at vi ikke har gennemsigtige sammenligningstal. Vi har brug for en ensartet metode til måling af effektivitet og produktivitet og endda absorptionskapacitet, som spiller en afgørende rolle for, hvordan vi skal gå videre med samhørighedspolitikken.

I 2008 var det kun 32 % af udgifterne, der vedrørte denne planlægningscyklus, mens resten blev taget fra udgifterne vedrørende cyklussen før 2006. Det er derfor svært at bedømme, hvor godt det lykkedes os i 2008 at nå målene i den nye cyklus. Visse medlemsstater nåede ikke engang 32 %. Alle bærer en del af ansvaret for forsinkelserne med hensyn til at udnytte midlerne fuldt ud. De anbefalinger, Kommissionen og Parlamentet har fremført i henseende til forenklinger, og som vi er kommet med siden 2008 som reaktion på krisen, har alle tjent det formål at skabe forbedringer fra vores side. Bolden ligger på medlemsstaternes banehalvdel. Det er her, der skal skabes betydelige fremskridt.

 
  
MPphoto
 

  Edit Bauer, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling.(HU) Hr. formand! Jeg vil gerne minde om, at i henhold til artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde er fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder en af de grundlæggende værdier i EU, som skal respekteres i alle EU's handlinger, og som derfor også skal kunne overvåges i dechargeproceduren for gennemførelsen af EU-budgettet. Til dette formål er det uomgængeligt nødvendigt, at statistikker over anvendelse af budgettet er tilgængelige i en passende opdeling.

Vi bemærker med beklagelse, at på trods af alle vores bestræbelser er de oplysninger, der ville gøre det muligt at tjekke budgetudgifter i forhold til køn, stadig ikke tilgængelige. Det gælder først og fremmest de områder, hvor der især opfordres til at bringe diskriminationen til ophør, f.eks. ved hjælp af Den Europæiske Socialfond.

Jeg vil gerne nævne særligt ét emne, nemlig den forsinkede etablering af Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder. Det var meningen, at Instituttet skulle åbne i 2008, men dets officielle åbning sker faktisk først i juni i år. Det giver naturligvis også forskellige problemer i budgetproceduren. Eftersom midtvejsevalueringen af forskellige flerårige programmer skal ske i 2010, vil jeg endnu en gang bede Kommissionen om at udvikle et overvågnings- og vurderingssystem, som vil gøre det muligt at gennemføre ligestillingsprincippet i de forskellige budgetposter og tjekke virkningen af at anvende de forskellige budgetposter på afhjælpning af ubegrundede forskelle.

 
  
MPphoto
 

  Gay Mitchell, ordfører for udtalelsen fra Udviklingsudvalget.(EN) Hr. formand! Set fra et udviklingsmæssigt synspunkt ligger betydningen af en budgetdecharge i at forsikre skatteyderne i hele Europa om, at pengene bruges effektivt og produktivt i udviklingslandene, hvad angår bistandens effektive virkning, og at de svarer til vores mål om 0,7 % officiel udviklingsbistand. Vi skal bruge vores aktuelle bistandsbudget effektivt, dvs. ikke blot mere bistand, men bedre bistand.

Vi skal bruge EU-midler som grobund for lokale løsninger. Vi skal finde muligheder for at give mennesker i udviklingslandene ejerskab til deres udvikling ved f.eks. i særlig grad at fremme enkeltpersoners, familiers og befolkningsgruppers ejerskab af jord.

Utallige kvinder dør hvert år under barsel. Omkring fire millioner dør hvert år af aids, malaria og tuberkulose. Der findes tæt ved én milliard analfabeter i udviklingslandene. Derfor har Parlamentet, Kommissionen og Rådet fastlagt en målsætning om, at 20 % af de grundlæggende udgifter skal bruges på uddannelse og sundhed. Jeg er interesseret i at se, om vi har indfriet disse mål.

Når jeg besøger udviklingslandene, gør de intelligente og beredvillige unge mennesker, jeg møder, altid indtryk på mig. Disse unge mennesker er akkurat lige så dygtige som unge mennesker alle andre steder. De har brug for muligheder og opmuntring for at blive foretagsomme. At investere i uddannelse er afgørende her. Derfor var Parlamentet, Kommissionen og Rådet enige om disse mål. Nu skal vi via revisionssystemet sikre, at vi når disse mål.

Jeg vil gerne sige her i Parlamentet på de par sekunder, jeg har til rådighed, at man efter min mening kan få mennesker ud af deres frygtelige fattigdom bl.a. ved at investere i at tilvejebringe ejerskab af land i udviklingslandene. Jeg kan give et eksempel på, hvor det har virket, nemlig i mig eget land i det 18. og 19. århundrede. Hvis man ser på, hvorfor Irland er delt, skyldes det, at de mennesker, der har haft succes, fik tildelt små jordarealer.

Det er på tide at ophøre med kun at tænke på mennesker som bistandsmodtagere og i stedet tænke på dem som mennesker, der evner at gøre noget selv, hvis de får støtte til det.

 
  
MPphoto
 

  Ville Itälä, for PPE-Gruppen.(FI) Hr. formand! Allerførst vil jeg gerne takke Rådet, og jeg værdsætter, at Rådet er til stede, for spørgsmålet er, om Rådet virkelig vil tage ansvar, når det drejer sig om at bruge skatteydernes penge, og om Rådet vil vise mere respekt for Parlamentet og for samarbejdet. Det er derfor vigtigt, at Rådet er til stede.

I min tale vil jeg fokusere på Parlamentets decharge, og jeg takker hr. Staes for hans meget høje samarbejdsniveau. Jeg er enig med ham i den meget fornuftige og grundlæggende opfattelse, at Parlamentet kun kan fungere godt, hvis beslutningstagningen er tilstrækkeligt åben og gennemsigtig. På den måde kan vi sikre, at der ikke forekommer skandale. Vi ved, at uanset hvor små beløb vi taler om, vil vores rygte lide skade i lang tid, hvis der begynder at forekomme uredelighed. Det er yderst vigtigt at forhindre det i at ske. Vi taler ikke om Parlamentets penge, men om skatteydernes penge. Systemet skal derfor være vandtæt, således at vi i sidste ende kan påtage os ansvaret for det.

Der var mange gode principper i hr. Staes' betænkning, men i min egen gruppe fandt vi, at betænkningen burde være kortere og mere koncis, hvorfor vi fjernede noget af indholdet i betænkningen. Desuden mener vi, at betænkningen burde have indeholdt konkrete punkter om parlamentsmedlemmers og selve Parlamentets andel i det faktiske lovgivningsarbejde.

F.eks. har vi tilføjet nogle punkter omhandlende politik for fast ejendom, hvor der stadig er masser af plads til forbedringer. Vi har brug for at få en præcis forklaring på, hvorfor der er problemer på dette område. Det er grunden til den lange forhandling. Vi ønsker at få at vide, hvorfor besøgscentret allerede er et par år forsinket i forhold til tidsplanen. Hvad kan problemet være her? Vi ønsker svar på disse spørgsmål.

Vi bør ønske tillykke med, at Parlamentet nu endelig, men hurtigt har fået nye regler for både medlemmer og hjælpere. Det har rigtignok betydet en stor forbedring, men der er stadig meget, der skal ændres.

Lad mig give et eksempel. I henhold til de nye regler skal jeg først flyve her fra Strasbourg til Finland, og kun derfra kan jeg flyve til Bruxelles. Selv om jeg havde en gruppe på besøg i Bruxelles eller en betænkning, jeg skulle forberede i morgen, ville det ikke gøre nogen forskel. Jeg kan ikke rejse direkte til Bruxelles herfra. Hvis jeg gjorde det, ville jeg ikke få mine rejseudgifter betalt eller få nogen anden form for dækning.

Jeg forstår ikke, hvorfor vores liv skal være så besværligt, når vi ved, at det tager en dag at rejse herfra til min hjemby Turku i Finland, og at det tager nok en dag at komme tilbage derfra, hvis jeg ønsker at tage til Bruxelles for at lave noget arbejde dér. Da jeg spurgte, hvorfor det forholder sig sådan, svarede administrationen, at jeg kunne flyve til Finland via Rom eller Athen. Jeg har ikke noget kontor i Rom eller Athen og heller ikke noget arbejde dér. Det er og foregår alt sammen i Bruxelles.

Hvis vi har to arbejdspladser, er det rimeligt, at vi kan arbejde begge steder. Der er stadig områder, hvor vi skal tilbage på sporet. Det kommer vi tilbage til i næste års betænkning.

 
  
MPphoto
 

  Edit Herczog, for S&D-Gruppen.(HU) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne begynde med at sige tak. Hr. Staes' og EU-Revisionsrettens fremragende og grundige arbejde har gjort det muligt for os at udarbejde en omhyggelig regnskabsopgørelse over anvendelsen af 2008-budgettet for så vidt angår Parlamentet. Jeg skylder også en tak til mine medlemskolleger, hvis ændringsforslag har bidraget til at forbedre betænkningen.

Vi var generelt enige om vurderingen af fakta. Hvor vi var uenige, drejede det sig hovedsagelig om, hvordan de fundne fejl kunne korrigeres. Når vi nu skal stemme om dechargen, påtager vi os som valgte parlamentsmedlemmer fuldt juridisk ansvar for 2008-budgettet. Vi bekræfter over for borgerne i Europa, at Parlamentet har anvendt pengebeløbene til de fastlagte formål og i overensstemmelse med reglerne. I disse tider, hvor krisen betyder store byrder for den enkelte borger, skal vi være særligt omhyggelige, når vi bruger skatteydernes penge. De standarder, vi pålægger os selv, skal være højere end dem, vi pålægger andre, da det er nøglen til vores troværdighed og integritet. Samtidig skal vi være klar over, at det opsyn, vi udøver, ikke i sig selv er tilstrækkelig garanti for, at midlerne er blevet anvendt forstandigt og i overensstemmelse med reglerne. Det er kun muligt, hvis vi også indfører et pålideligt og solidt, internt kontrolsystem. Det mener vi socialdemokrater er det vigtigste. Jeg vil derfor gerne fokusere på dette punkt.

Vi er nødt til at lægge stor vægt på en hensigtsmæssig funktion i det interne kontrolsystem i de institutioner, der overvåges, for vi er overbeviste om, at det er bedre at forhindre problemer end at skulle finde løsninger på dem senere hen. Institutionel uafhængighed er en væsentlig garanti for, at det interne kontrolsystem fungerer ordentligt. Det giver garanti for objektivitet og sikrer, at internationale regnskabsregler og bedste praksis overholdes. Standarderne i sig selv udgør dog ikke nogen garanti for et effektivt, internt kontrolsystem. Der skete forbedringer i så henseende i 2009. Der findes ikke noget internt kontrolsystem, uanset hvor komplekst det måtte være, der er fejlfrit, eftersom det er lavet af mennesker, og derfor meddeler vi decharge hvert år.

Det er efter min mening vigtigt at understrege, at vi støttede alle de ændringsforslag, der var konkrete, opnåelige og realistiske, men forkastede enhver generalisering, som ikke bidrager til at forbedre, men snarere tilslører vores holdning. Vi forkastede alle forslag, der ville medføre en forringelse af de politiske gruppers uafhængighed. Vi er overbevist om, at uafhængigheden hos Parlamentets grupper ikke kan adskilles fra deres økonomiske ansvar. Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet udfører sit arbejde i fuld bevidsthed om dette ansvar. Hvis de andre politiske grupper ønsker at forbedre deres egne aktiviteter, er de velkomne til at gøre det. Med disse tanker beder jeg Dem godkende denne betænkning og meddele decharge på vegne af Europa-Parlamentet.

 
  
MPphoto
 

  Gerben-Jan Gerbrandy, for ALDE-Gruppen.(NL) Hr. formand! Jeg er en stor fan af det britiske rockband Genesis. De har et fantastisk nummer, ‘Dance on a Volcano’, og jeg kom til at tænke på dette nummer i denne uge, som har været ganske domineret af vulkansk aske. Ikke fordi sangen fik mig til at ønske at danse i Island, nej, jeg kom til at tænke på den i forbindelse med formiddagens forhandling om dokumentationen for udgifterne i 2008, endnu et år, for hvilket Revisionsretten ikke har kunnet give sin godkendelse. Det er heri, jeg ser en parallel til dansen på vulkanen, nemlig en vulkan, der er fyldt, ikke med lava eller aske, men med mistro. Europa er udsat for mange former for stærkt pres, som f.eks. presset på euroen og pres fra konflikten mellem EU's og medlemslandenes synspunkter. Det er allerede nok til at få denne metaforiske vulkan til at tilspidses, så vi kan godt undvære en ringe økonomisk ansvarlighed og offentlig mistro, der får vulkanen til at gå i udbrud.

Hvordan kan dette forhindres? Som jeg ser det, er der kun én vej, og den hedder gennemsigtighed, størst mulig gennemsigtighed i alle institutioner. Gennemsigtighed i Rådet – og dermed medlemsstaterne – netop fordi det er hovedkilden til de uregelmæssigheder, der findes hvert år. Jeg er for øvrigt glad for, at Rådet stadig er her. Jeg opfordrer også medlemsstaterne til langt om længe at sørge for gennemsigtighed i deres anvendelse af EU-midler ved at offentliggøre en redegørelse over disse udgifter hvert år. Jeg begriber ikke, hvorfor de fortsat modsætter sig dette. Jeg er overbevist om, at hvis medlemsstaterne behandlede deres egne penge på samme måde, ville deres borgere finde det uacceptabelt.

Ret skal dog være ret. Der er også brug for større gennemsigtighed i vores eget Parlament. Hr. Staes har med rette udarbejdet en meget kritisk betænkning, og efter de mange forbedringer i de seneste år er det nu på tide én gang for alle at åbne vinduerne og med denne gennemsigtighed vise offentligheden i Europa, at vi kan håndtere deres penge ansvarligt, eftersom det er, hvad det i grunden handler om.

Mit sidste punkt drejer sig om de fælles forbindelser mellem Rådet og Parlamentet. For ca. 40 år siden var det nødvendigt med en venskabelig overenskomst, for at de to parter kunne arbejde relativt fredeligt i stedet for at slås i rendestenen. Overenskomsten viste sig meget nyttig dengang, men det ville være rimeligt at sige, at den ikke længere fungerer, for vi slås nu i rendestenen. I min optik er det dog vigtigere, at Rådet og Parlamentet nu er stærke og modne institutioner, der som sådan bør kunne overvåge hinanden på moden vis selv uden en venskabelig overenskomst. Jeg vil gerne spørge Rådet, nu det er her, om det kan svare herpå, og om det er enig i, at det er muligt for de to institutioner at overvåge hinanden effektivt uden en venskabelig overenskomst.

Med gensidig åbenhed i stedet for en venskabelig overenskomst kan Rådet og Parlamentet danse sammen i harmoni uden frygt for, at jorden giver efter under deres fødder, eller for, at yderligere mistro i offentligheden medfører et udbrud.

 
  
MPphoto
 

  Bart Staes, for Verts/ALE-Gruppen.(NL) Hr. formand, hr. kommissær, hr. López Garrido, mine damer og herrer! Jeg taler nu for min gruppe og ikke som ordfører for Parlamentets decharge. Det får jeg lejlighed til at gøre senere.

Jeg vil gerne bringe et par emner på banen. Det første vedrører Kommissionens decharge. Det er et spørgsmål til både kommissæren og Rådet og drejer sig om, at 80 % af vores midler faktisk bruges i medlemsstaterne, og at Parlamentet i mange år har været fortaler for nationale forvaltningserklæringer. Ordfører Liberadzki beskriver de nye muligheder meget klart i en række punkter. Vi har en ny traktat, og den nye ordlyd i artikel 317 stk. 2 i denne traktat gør det muligt for Kommissionen at fremsætte forslag til indførelse af obligatoriske nationale forvaltningserklæringer snarest muligt. Jeg vil gerne bede Dem, kommissær Šemeta, om at berøre dette i Deres svar. Er de klar til at tage fat på denne mulighed? Fire medlemsstater har allerede indført det, hvilket skal hilses velkomment, men de gør det på fire forskellige måder, så lad os i nogen grad koordinere denne indsats.

Rådet vil sige: Fair nok, men der er praktiske indvendinger. Nogle medlemsstater er føderale stater med fælles enheder, som f.eks. Belgien med Vallonien, Bruxelles og Flandern, så hvordan skal den føderale minister i Belgien kunne skaffe en national forvaltningserklæring? Det er dog ikke noget problem. Denne nationale minister skal simpelthen indgå en aftale med sine regionale ministre, afvente deres regionale politiske erklæringer og forvaltningserklæringer og derefter fremlægge dem alle for Parlamentet og offentligheden. Derefter vil han f.eks. kunne sige, at det går godt i Vallonien og Bruxelles, men ikke i Flandern, eller vice versa, osv.

Det andet emne vedrører hr. Liberadzkis beslutning, der omhandler Revisionsrettens særlige rapport om Kommissionens forvaltning af førtiltrædelsesbistand til Tyrkiet. Efter min mening er ordlyden ikke så god. I visse henseender og i visse punkter er den i nogen grad blevet misbrugt til at vanskeliggøre tiltrædelsesforhandlingerne. Sammen med hr. Geier har jeg stillet en række ændringsforslag om sletning. Jeg har også fremsat et forslag til tekstforbedring, og jeg beder mine medlemskolleger tage dette i betragtning.

Endelig vil jeg gerne sige til Rådet, at jeg håber, De lytter efter, hr. formand. Er De parat til lidt senere at svare på, om De vil eller ikke vil imødekomme anmodningen fra ordføreren, Budgetkontroludvalget og Parlamentet om at svare før 1. juni 2010 og fremskaffe de dokumenter, der er anmodet om i punkt 25 og 26 i beslutningen? Er De parat til allerede nu at svare på, om De vil eller ikke vil imødekomme dette? Dette er yderst vigtigt for os for at afgøre, om forbindelserne mellem Rådet og Parlamentet er, som de bør være.

 
  
MPphoto
 

  Richard Ashworth, for ECR-Gruppen.(EN) Hr. formand! Jeg taler for det britiske Konservative parti, som igen i år vil stemme imod en decharge for budgettet. Det er en holdning, som vi altid har haft, og som vi fortsat vil have, indtil vi ser, at det tillægges større vigtighed at opnå en positiv erklæring om sikkerhed fra Revisionsretten.

Jeg vil dog gerne offentligt anerkende de fremskridt, der er sket under den foregående Kommission med hensyn til forbedringer i de økonomiske forvaltningsstandarder. Revisionsretten bemærker især fremskridt inden for områderne landbrug, forskning, energi, transport og uddannelse. Jeg roser Kommissionen for de forbedringer, den har foretaget. Det er meget opmuntrende.

Der er dog meget, der skal gøres. Revisionsretten har endnu en gang negativt kommenteret svaghederne i kontrolsystemerne, de talrige uregelmæssigheder og den langsomme inddrivelse af pengebeløb, der skyldes til EU.

Det er også klart, at selv om ansvaret i sidste ende ligger hos Kommissionen, er det medlemsstaterne og Rådet – i særdeleshed Rådet – som skal være langt mere ansvarsbevidste ved anvendelse af EU-midler, og som skal vise, at de tillægger det langt større vigtighed at opnå en positiv erklæring om sikkerhed.

Vi fungerer under Lissabontraktaten, og som medlemmer af Europa-Parlamentet skylder vi de europæiske skatteydere en forsikring om, at budgettet giver valuta for pengene, og ligeledes at der er integritet i EU's regnskabsprocedurer. Indtil Revisionsretten mener, den kan give denne positive erklæring om sikkerhed, vil jeg og mit parti fortsat stemme imod en decharge for budgettet.

 
  
MPphoto
 

  Søren Bo Søndergaard, for GUE/NGL-Gruppen.(DA) Hr. formand! Denne diskussion handler om, at vi som EU-parlamentarikere ikke kun samlet – men også hver for sig – tager ansvar for forvaltningen af EU’s penge i 2008. Når diskussionen er forbi, og når afstemningerne er gennemført til maj, er det os, som borgerne skal stille til ansvar.

Lad mig sige det straks: Vores gruppe er kritisk over for den måde, EU har forvaltet skatteydernes penge på i 2008. Selvfølgelig er meget godt og fortjener ingen anmærkninger. På nogle områder er der oven i købet sket fremskridt i forhold til 2007. Men der er stadig for mange områder, hvor vi må sige, at det ikke er acceptabelt. F.eks. Kommissionens regnskab. For så vidt angår strukturfondsmidlerne, konkluderer Revisionsretten, at mindst – og jeg gentager mindst – 11 % af midlerne er blevet udbetalt i strid med reglerne. Noget skyldes fejl og mangler, andet skyldes svindel og svig. Men det ændrer ikke noget ved, at milliarder af euro alene på dette område ikke skulle have været udbetalt.

Kan det accepteres? Ja, vi kender alle undskyldningerne. Kommissionen siger, at det er medlemsstaternes skyld, fordi de skal stå for kontrollen. Medlemsstaterne siger, at det er Kommissionens skyld, fordi reglerne er alt for indviklede. Og sådan kan ansvarsforflygtigelsen fortsætte.

Det spørgsmål, som vi må stille os, er: Ville vi godkende et regnskab i en sportsklub, i en fagforening eller et politisk parti, hvor 11 % af udgifterne på et centralt område var blevet udbetalt i strid med reglerne? Jeg er enig med dem som siger, at det kræver grundlæggende strukturelle forandringer at ændre denne situation. Derfor skal regnskabsgodkendelsen bruges til at presse sådanne ændringer igennem. Dette pres skal også lægges på Rådet.

Sidste år i april afviste Parlamentet med stort flertal at godkende Rådets regnskab for 2007. Vi sagde, at vi ikke kunne tage ansvar for et regnskab over for vælgerne, så længe Rådet ikke formelt ønskede at mødes med Parlamentets relevante udvalg og offentligt svare på vores spørgsmål. For at vise vores gode vilje valgte vi alligevel i november at godkende Rådets regnskab. Men under den klare forudsætning, under den klare forudsætning, at der skete ændringer i år.

I dag må vi konstatere, at disse ændringer ikke er sket. Et konkret eksempel: År efter år flytter Rådet millioner af euro fra kontoen oversættelser til kontoen rejser. Det er altså ud over den rejsekonto, som allerede er der i forvejen. Derfor er det oplagt at spørge Rådet: Hvorfor gør man det? Hvad bruges alle disse rejsepenge til? og Hvilke lande får glæde af det? Uformelt, uden for referat vil Rådet godt svare. Men indtil i dag (det kan være det ændrer sig) har Rådet nægtet at svare åbent og offentligt. Og det er bare ikke godt nok. Derfor er det vores opfattelse, at en godkendelse af Rådets regnskab må afvente en interinstitutionel aftale, hvoraf Rådets forpligtigelser til åbenhed og samarbejde med Parlamentet klart fremgår.

Vores kritik af Rådet og Kommissionen er klar. Den deler vi med mange kolleger fra andre politiske grupper. Men netop fordi vores kritik er så klar, har vi også en forpligtelse til at være kritiske over for os selv, når det gælder vores egen (Parlamentets) økonomiske forvaltning. Derfor beklager vi, at betænkningen fra Budgetkontroludvalget endte med at blive mindre kritisk, end den oprindeligt var fra ordførerens side. Derfor støtter vi også, at de kritiske passager indføjes igen. Og jeg håber, at der ved afstemningen i maj vil være bred opbakning til, at netop vores vilje til selvkritik giver vores kritik og krav til Rådet og Kommissionen endnu mere styrke og autoritet.

Afslutningsvis vil jeg blot sige tak til alle kollegerne i Budgetkontroludvalget, som igen i år har gjort en indsats for mere åbenhed og ansvarlighed i EU’s omgang med borgernes penge.

 
  
MPphoto
 

  Marta Andreasen, for EFD-Gruppen.(EN) Hr. formand! Dechargen er en af de vigtigste handlinger, vi har ansvaret for. Vi bliver effektivt indkaldt til at godkende den måde, hvorpå de europæiske skatteyderes penge er blevet anvendt, og vi skal fundere vores beslutning på Revisionsrettens beretning.

Revisorernes beretning for 2008 frikender kun 10 % af budgettet. Resten er behæftet med fejl i forskellig grad og omfang. Ville nogen bestyrelse godkende driften af en virksomhed under sådanne omstændigheder? Nej, naturligvis ikke.

Situationen har været uændret i de sidste 15 år, og Parlamentet har altid meddelt decharge på grundlag af forbedringer i anvendelsen af EU's midler. Jeg beklager at måtte sige, at det, skatteyderne ønsker at vide, er, om deres penge er gået til den rette person, til det rette formål og med det rette beløb. Vi bør træffe beslutning om decharge på denne baggrund.

I årenes løb er det eneste fremskridt, Kommissionen, Parlamentet og Rådet har opnået, at ansvaret er flyttet over på medlemsstaterne. Det er sandt, at programmerne gennemføres i medlemsstaterne, men den institution, som de europæiske skatteydere betror deres penge til, er Kommissionen. Det er den institution, der frigiver pengene, og som derfor bør gennemføre de nødvendige kontroller, inden den gør det.

For at gøre ondt værre drøfter Kommissionen og Parlamentet nu en acceptabel fejlrisiko. Hvorfor acceptere nogen fejl – det nye navn for uregelmæssighed – når den økonomiske kompleksitet i EU svarer til den, der er i en mellemstor bank? Sidste år blev Rådets decharge udskudt fra april til november, fordi Parlamentet sagde, at det ikke var tilfreds med deres økonomiske forvaltning, selv om revisorerne ikke kritiserede deres økonomiske forvaltning. Da situationen var uændret i november, traf Parlamentet den beslutning at meddele Rådet decharge. Nu er alt skytset igen rettet mod Rådet, og der foreslås en udskydelse.

Tager vi vores ansvar alvorligt, eller leger vi politik her? Er decharge et spil mellem institutionerne, som det er sagt førhen? Kan skatteyderne fortsat acceptere dette spil? Det handler om deres penge.

Jeg opfordrer alle mine kolleger til at udøve jeres ansvar med fornøden omhu og tilbageholde decharge til Kommissionen, til Parlamentet, til Rådet, til Den Europæiske Udviklingsfond og til Revisionsretten, som ikke offentliggør erklæringen om økonomiske interesser, indtil alle disse institutioner dokumenterer en fornuftig økonomisk forvaltning.

 
  
MPphoto
 

  Ryszard Czarnecki, ordfører. (PL) Hr. formand! Der er et problem, for på opslagstavlen kan jeg se navnet på hr. López Garrido, som skal tale for Rådet, men han skal svare på det, jeg sagde om Rådets budget og deres manglende gennemførelse af bl.a. budgettet – hvilket han ikke har hørt, fordi han kom meget sent.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Hr. Czarnecki, jeg beder Dem tage ordet for en bemærkning til forretningsordenen.

 
  
MPphoto
 

  Ryszard Czarnecki, ordfører. – (PL) Hr. formand! Jeg ønskede at sige meget kort, at jeg gerne vil give ministeren en chance for at svare på min kritik, og at jeg gerne vil bede om et minut til at gentage den.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – De havde ret, da De sagde, at hr. López Garrido er på talerlisten. Vi får se. Han har helt den samme frihed til at tale, som De har.

 
  
MPphoto
 

  Martin Ehrenhauser (NI).(DE) Hr. formand! Jeg tror, at alle medlemmer af Budgetkontroludvalget er enige om ét punkt, nemlig at vi har brug for løsninger til systemet med EU-agenturer. Af den grund vil jeg gerne foreslå 11 tilgange til en løsning. Med dem ville vi kunne spare 500 mio. EUR om året uden at forringe kvaliteten i administrationen.

Mine 11 tilgange til en løsning er som følger: 1) Der er behov for et tilstrækkeligt, primært lovgrundlag. Heller ikke med Lissabontraktaten er dette grundlag skabt. 2) En øjeblikkelig fastfrysning, indtil man i en uafhængig analyse én gang for alle har fastslået en merværdi af denne decentralisering. 3) Lukning af syv agenturer og sammenlægning af individuelle agenturers administrative opgaver. 4) Fremover skal hvert agentur høre direkte ind under en enkelt EU-kommissær, og frem for alt bør EU-kommissæren for interinstitutionelle forbindelser og administration være ansvarlig for horisontale spørgsmål. 5) Reduktion i antallet af bestyrelsesmedlemmer. Antallet af ordinære medlemmer bør ikke overstige 10 % af pladserne eller i alt 20. 6) Der skal være et katalog over placeringskriterier, som skal tages i betragtning, når placering af agenturer fastlægges – som vi allerede har hørt det af fru Haugs tale, er det yderst påkrævet. 7) EU-agenturerne bør ikke være underlagt EU's personalevedtægt. 8) Alle agenturdirektører bør vælges for en fast periode på forslag fra Kommissionen og først efter samråd med og godkendelse fra Europa-Parlamentet. 9) En klar aftale om arbejdsindsats og ydelser mellem Kommissionen og agenturerne med klart definerede kvantitative kriterier, der opsummeres af Revisionsretten i en årlig rangordning af ydelserne. 10) Alle agenturer bør overføre økonomiske oplysninger til en database. Så ville det være helt ligetil for os som budgetordførere at foretage statistiske analyser. Indtil nu har det været umuligt, fordi oplysningerne kommer i papirform. 11) Subsidiaritetsprincippet. Kommissionen mangler stadig at tage kravet om begrundelse i betragtning.

Så løsningerne er nu på bordet. Hr. Geier, fru Gräßle, det er på tide, at De også tillader denne løsning her i Parlamentet.

 
  
MPphoto
 

  Diego López Garrido, formand for Rådet.(ES) Hr. formand! Jeg er henrykt over at være her under denne forhandling, selv om jeg ikke formelt var inviteret. Jeg er ikke formelt blevet inviteret af Parlamentet til at deltage i denne forhandling. Da jeg hørte, at Parlamentet og nogle af dets medlemmer spurgte efter min tilstedeværelse her, skyndte jeg mig på trods heraf og med glæde herhen for at deltage i forhandlingen.

Jeg mener, at Rådets budget for regnskabsåret 2008 blev gennemført korrekt, således som det kan udledes af Revisionsrettens årsberetning. Der har været en eller to taler – f.eks. hr. Søndergaards – hvor gennemsigtighed er blevet nævnt, mangel på gennemsigtighed eller ikke tilstrækkelig gennemsigtighed. Her ønsker jeg at sige det meget klart, at Rådet mener, at det er fuldstændig gennemsigtigt, med hensyn til hvordan det gennemfører sit budget, og at det derfor anvender de indførte bestemmelser korrekt, sådan som det kræves i finansforordningen.

Som De ved, offentliggør Rådet desuden en rapport om det foregående års økonomiske forvaltning på sin hjemmeside. Jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på, at Rådet i dag er den eneste institution, der har offentliggjort en foreløbig rapport om sit 2009-regnskab, som er tilgængelig for offentligheden.

Ligeledes havde formanden for Coreper og generalsekretæren for Rådet for nylig, helt præcist den 15. marts, et møde med en delegation fra Parlamentets Budgetkontroludvalg. På dette møde gav de alle de oplysninger, Parlamentets Budgetkontroludvalg ønskede om gennemførelsen af Rådets budget for 2008.

Hr. Gerbrandy spurgte om nødvendigheden af at gå videre med gensidig kontrol fra begge institutioner i budgetspørgsmål, uden en "venskabelig overenskomst". Det er, hvad hr. Gerbrandy sagde. Hvis Parlamentet ønskede at gennemgå denne overenskomst, ville Rådet være villigt til at overveje det og drøfte en ny overenskomst på basis af gensidighed mellem de to institutioner. Der er derfor ikke noget problem i at drøfte denne situation og måske indgå en ny overenskomst, der om muligt vil blive bedre end den, vi har haft hidtil.

Det er, hvad Rådet gerne vil understrege i forhold til denne formiddags forhandling. Jeg er meget taknemmelig for den mundtlige invitation, men jeg gentager, at jeg ikke var formelt inviteret til dette møde.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Tak, hr. minister. Mange tak for Deres venlighed ved at efterkomme vores ønske. Det giver mig anledning til at sige, at Kommissionen heller aldrig modtager en formel invitation til at deltage i dette møde. Jeg har været medlem af Parlamentet i nogen tid og har bemærket, at i tilfælde som Deres, hvor Rådet er repræsenteret her – selv når det ikke er egentlig nødvendigt – bidrager det i høj grad til et formandskabs succes. Af den grund takker jeg Dem igen mange gange.

 
  
MPphoto
 

  Jean-Pierre Audy (PPE).(FR) Hr. formand, hr. Šemeta, hr. López Garrido! Tak endnu en gang for, at De har sluttet Dem til os. Mine første ord er en tak til min medlemskollega hr. Liberadzki, idet jeg taler for Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) i forbindelse med meddelelse af decharge til Kommissionen.

Jeg vil også gerne takke ordførerne for de andre politiske grupper såvel som Revisionsretten og særligt dens formand, hr. Caldeira, som gør et kolossalt arbejde ved at klarlægge disse ekstremt komplicerede procedurer for os.

Vores gruppe vil stemme for en meddelelse af decharge til Kommissionen, hr. Šemeta, og jeg vil gerne nævne den rolle, Deres forgænger hr. Kallas spillede med hensyn til at opnå denne positive udvikling, idet han udførte et betydeligt arbejde sammen med os, især under den foregående embedsperiode.

For det første, hvad angår årsregnskabet har Revisionsretten afgivet en positiv erklæring om sikkerhed. Derfor, hr. Ashworth, vil de Konservative måske i det mindste stemme for årsregnskabet. Her vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke hr. Taverne og hans forgænger hr. Gray.

Hvad angår regnskaberne kan jeg ikke undlade endnu en gang at udtrykke bekymring over en negativ egenkapital på 50 mia. EUR, og jeg forstår stadig ikke, hvorfor vi ikke i regnskaberne indfører de tilgodehavender, vi har fra medlemsstaterne, som løber op i ca. 40 mia. EUR, og som udgør skyldige pensioner til personale.

Med hensyn til de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed siger nogle, at Revisionsrettens erklæring er negativ. Faktum er, at vi ikke aner noget om det. Jeg har læst og genlæst den erklæring. Vi ved ikke, om vi i henhold til artikel 287 i traktaten står med en positiv udtalelse om de underliggende transaktioner eller ej. Retten har udarbejdet nogle udtalelser – fem punkter – til os, men vi ved det ikke. Ydermere foreslås det i beslutningen, at Retten udfører denne opgave, som er foreskrevet i traktaten. Det er i denne sammenhæng, vi skal mødes for sammen at gennemgå alle disse dechargeprocedurer om kontrolomkostninger.

Hvad angår metoderne beder vi vores regeringer om nationale erklæringer om sikkerhed, som vi aldrig får. Jeg foreslår, at nationale revisionsorganer inddrages i revisionskæden, så de kan udstede certifikater til deres regeringer til inkludering i dechargeproceduren.

Jeg foreslår også, at tidsfristerne afkortes. Kan De begribe, at vi skriver april 2010, og at vi taler om 2008-regnskaberne? Tidsfristerne skal afkortes. Jeg foreslår en undersøgelse af det konsoliderede regnskab. Jeg er ikke enig i at udskyde en decharge med hensyn til Rådet, da Revisionsretten ikke er kommet med kommentarer i relation til Rådet.

Jeg vil sluttelig foreslå en interinstitutionel konference med deltagelse af Kommissionen, Rådet, alle de nationale parlamenter, som kontrollerer lederne, og de nationale revisionsorganer, så vi kan udvikle vores dechargeprocedure på meget tekniske områder, og så vi kan gøre tingene meget lettere at forstå, end de er i dag.

 
  
MPphoto
 

  Barbara Weiler (S&D).(DE) Hr. formand, kommissionsrepræsentanter og, frem for alt, Rådet, mine damer og herrer! Vi hører dette hvert år under forhandlingen om forbedringer i gennemførelsen af fordelingen af EU-midler: mere præcis og mere effektiv kontrol med udgifterne i alle organer og institutioner, mere gennemsigtighed for Parlamentet og også for borgerne. Rådets tilstedeværelse i dag er det første tegn på, at der også er ændringer på vej i Rådet. Fantastisk, og vi er fornøjede – som De har hørt – men det er bestemt ikke nok for os. Det er netop den forskel, De nævnte – De mener, De har skabt fuld gennemsigtighed, mens vi mener, De endnu ikke har besvaret vores spørgsmål fra forhandlingen i slutningen af november, og det viser, at vi endnu ikke samarbejder så godt med hinanden, som vi burde. De talte om overenskomsten fra 1970, som De ønsker at ændre og udvikle. Det er alt sammen meget godt, men vores forventning kan næppe siges at være ny. Vi har nævnt den nogle gange, og nu reagerer De, som om det var noget helt nyt.

Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet vil støtte hr. Czarneckis betænkning. Vi er enige i hans og de andre gruppers kritik. Vi vil ikke meddele Rådet decharge, hverken i dag eller i næste måned. Jeg er derfor overrasket over fru Andreasens anmodning, eftersom jeg selvsagt mener, at medlemsstaterne er ansvarlige for 80 % af midlerne. Det fritager ikke Rådet for dets ansvar, da Rådet ikke er en fjerde eller femte institution i EU, men arbejder sammen med medlemsstaterne.

Jeg er imidlertid enig i, at vores kritik ikke har nogen egentlige konsekvenser. Som hr. Audy har påpeget, skal vi udvikle vores værktøjer. Hvert år viser vi Rådet det gule kort ved at nægte meddelelse af decharge, og der sker intet. Vi skal derfor udvikle vores værktøjer med ikke kun håndgribelig kritik, men også konsekvenser – hvad sker der, hvis Rådet ikke samarbejder med os. Det vil muligvis også medføre konstitutionelle ændringer.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Mange tak, fru Weiler. Jeg har lige tjekket forretningsordenen igen: Vi må ikke synge sange i plenarforsamlingen uden først at spørge Formandskonferencen. Men vi har lov til at lykønske en kollega. Hr. Chatzimarkakis har fødselsdag i dag. De får to et halvt minuts taletid. Tillykke!

 
  
MPphoto
 

  Jorgo Chatzimarkakis (ALDE).(DE) Hr. formand! Tak, det var meget venligt af Dem. Vedtagelse af betænkningerne om de europæiske organers og institutioners budgetforvaltning, kommissær Šemeta, er én af vores vigtigste forpligtelser som repræsentanter for befolkningen i Europa – det er vores suveræne pligt. Spørgsmålet om, hvad Europa har brugt skatteydernes hårdt tjente penge til, er af afgørende betydning for, at det europæiske integrationsprojekt bliver accepteret.

Jeg vil gerne først takke alle ordførerne for deres indsats. Men jeg ser lys og skygge i betænkningerne. Jeg ser lys i den samlede budgetforvaltning. Imidlertid forholder det sig sådan, at overalt, hvor EU selv kontrollerer og forvalter midlerne, kører det tingene i overensstemmelse med reglerne. Om det er effektivt eller ej, er en helt anden sag. Som Parlament bør vi være mere opmærksomme på effektivitet, når det gælder politikker, politiske spørgsmål og gennemførelse, særligt hvad angår Europa 2020.

Der er skygge på området for samhørighedspolitik. I 11 % af tingene overholdes reglerne ikke, og den procentandel er for høj. Det er derfor meget vigtigt, at EU gør en større indsats for at få de midler tilbage, der er udbetalt forkert. Budgetkontroludvalget har derfor vedtaget et ændringsforslag stillet af Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa. Vi ønsker at få pengene 100 % tilbagebetalt.

I 2010 har jeg den ære at være ordfører for Kommissionens decharge. På grund af den forsinkede ikrafttræden af Lissabontraktaten bliver det ikke nogen nem opgave. Vi skal meget tæt overvåge, om enkelte kommissærers nye ansvarsområder medfører endda mindre gennemsigtighed og mindre klarhed, hvad angår ansvarsområder. Vi skal og vil undersøge dette meget nøje.

Lad mig omtale to områder. For det første de såkaldte ikke-statslige organisationer og for det andet den venskabelige overenskomst. I 2008 og 2009 tilsammen har EU udbetalt over 300 mio. EUR til ngo'er, der omfatter hæderlige organisationer som f.eks. Deutsche Welthungerhilfe. Der er imidlertid også nogle, som ønsker at ødelægge EU's ry, nemlig Counter Balance, som har angrebet Den Europæiske Investeringsbank. Det er uacceptabelt, og vi skal gøre noget ved det. Vi har brug for et register over og en definition af sådanne ikke-statslige organisationer, for de modtager mange skattepenge.

Hvad angår den venskabelige overenskomst vil jeg gerne takke hr. López Garrido. Jeg vil gerne takke Dem for at komme her. Jeg vil også gerne understrege det historiske element i at sætte spørgsmålstegn ved og revidere den venskabelige overenskomst efter 40 år. Det er et kæmpestort skridt. Når man ser på Parlamentets betydning i kraft af den nye Lissabontraktat, er det også et nødvendigt skridt. Vi skal sikre gennemsigtighed, her og i Rådet.

 
  
MPphoto
 

  Ashley Fox (ECR).(EN) Hr. formand! Endnu en gang får Parlamentet forelagt regnskaber, der er under standarden, med anmodning om at meddele decharge for regnskaberne. Det er regnskaber, for hvilke Revisionsretten har nægtet at give en positiv erklæring om sikkerhed – regnskaber, som stadig ikke er lovlige og i orden. Revisorerne har igen sagt, at disse regnskaber er befængt med uregelmæssigheder, og alligevel forventes det, at vi godkender dem uden videre.

Jeg er glad for, at fru Mathieu har anbefalet en udskydelse af dechargen for Det Europæiske Politiakademis regnskab. Vi vil støtte den anbefaling, da OLAF har brug for mere tid til at afslutte sin undersøgelse. Der har været fremført påstande om besvigelser på akademiet, herunder personales brug af skatteydernes penge til indkøb af møbler til personlig anvendelse.

Jeg kan meddele Parlamentet, at de britiske Konservative ikke vil acceptere disse uregelmæssigheder. Vi vil nægte at meddele decharge, indtil Revisionsretten måtte give en positiv erklæring om sikkerhed.

Tilliden til politikere er så lav som ingensinde før, og hvis vi tolererer et sådant spild, vil vores anseelse blive yderligere forringet. Hver gang vi meddeler decharge for regnskaber, der er under standarden, opmuntrer vi til mere spild og flere besvigelser. Hver gang vi stemmer for at meddele decharge, sender vi et signal til Rådet, til Kommissionen og til vores vælgere om, at vi ikke tager dette spørgsmål alvorligt.

Mit parti vil se særlig nøje på, hvad parlamentsmedlemmerne fra Labour og Liberaldemokraterne beslutter sig for at stemme i dette spørgsmål. De kan ikke hævde derhjemme, at de vil skabe ændringer i politik – rydde op i og reformere politik – og så år efter år stemme for en godkendelse af disse regnskaber, der er under standarden. Enhver, der mener en reform af systemet og beskyttelse af skatteyderne alvorligt, bør stemme imod at meddele decharge.

 
  
MPphoto
 

  Bastiaan Belder (EFD).(NL) Hr. formand! I betragtning af de høje fejlprocenter går jeg ikke ind for at meddele decharge til Kommissionen. Vi gør stadig ikke nok for at forenkle reglerne, særligt reglerne for strukturfondene. Fire uafhængige rådgivende grupper har fremlagt et forslag, som Kommissionen endnu ikke har givet et tilfredsstillende svar på. Det er virkelig uomgængelig nødvendigt med en uafhængig og ekstern efterprøvning inden for Kommissionens Udvalg for Konsekvensanalyse. Hvis dr. Stoibers gruppe på højt niveau lægger vægt på dét, bør denne gruppe også få tilført tilstrækkelige ressourcer til den nødvendige sekretærbistand. Desuden er et bredere mandat påkrævet. Vi skal nedbringe ikke blot de administrative byrder, men også omkostningerne til overholdelse af materielle bestemmelser, og mandatet bør ikke være begrænset til eksisterende lovgivning. Ny lovgivning bør også underkastes en kritisk analyse. Dette ville bidrage til en strukturel reduktion i den regelbyrde, der på urimelig vis hindrer myndigheders og virksomheders funktion.

 
  
MPphoto
 

  Monika Hohlmeier (PPE).(DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Allerførst vil jeg gerne omtale problemerne med udviklingsbistand, som næsten altid understreges af Revisionsretten, og takke fru Ayala Sender for et godt og usædvanlig behageligt samarbejde.

For det første er der ofte et problem med budgetstøtte. Det betyder, at der endog er mistanke om, at i lande, hvor vi forsøger at hjælpe befolkningen lidt, anvendes budgetstøtten delvis af korrupte og totalitære regimer til at undertrykke uønskede befolkningsgrupper eller endog kritikere. Jeg er yderst kritisk over for denne budgetstøtte. Den bør reduceres eller indstilles for de landes vedkommende, hvor vi tydeligvis har problemer med anvendelse af budgetstøtten.

For det andet har vi nu som før det problem, at betalingerne ofte indeholder fejl, at der mangler koordinering og målretning af udviklingsbistandsprojekter mellem de forskellige institutioner og niveauer i et land, og der synes ikke at være fastlagt nogen prioritering. Det er afgørende, at dette anliggende opprioriteres, så vi kan forbedre projektbæredygtighed og -effektivitet i de lande, hvor mennesker virkelig lider hård nød.

Ligeledes finder jeg det nu som før afgørende, at udviklingsbistand og Den Europæiske Udviklingsfond generelt integreres i det samlede budget.

Med hensyn til førtiltrædelsesbistand til Tyrkiet vil jeg gerne sige, at jeg var overrasket over, at den helt normale kritik, som i andre lande for længst ville have medført blokering og tilbageholdelse af midler, så hurtigt har medført et lille problem i samarbejdet mellem Tyrkiet og Kommissionen. Jeg betragter det som helt sædvanligt, at vi først fastlægger strategi og mål, derefter tidsrammer, projektretning, målingskriterier og endelig metode til overvågning af gennemførelsen.

Hvis alt dette mangler, og der gennemføres projekter, som så benævnes som succeser, har jeg imidlertid et problem med den måde, hvorpå programmet gennemføres. Af den grund finder jeg det personligt nødvendigt, at i det mindste en del af støtten tilbageholdes, indtil vi får passende forsikringer om, at midlerne vil blive anvendt ordentligt. Vi har nu indgået et kompromis, men jeg finder det nødvendigt at overvåge problemet, eftersom andre lande som f.eks. Bulgarien, Rumænien og Grækenland vil blive berørt. Jeg mener, det er nødvendigt, at alle behandles ens og ikke forskelligt.

Jeg beder derfor om, at der på området for bygningspolitik sørges for en mellemlang bygningsstrategi ved hjælp af en tydelig bygge- og økonomiplanlægning. Store projekter bør figurere som særskilte budgetposter og være underlagt et rapporteringssystem i relation til byggeriets udvikling, og vi bør ikke betale flere omkostninger til mellemfinansiering for långivere. Eftersom vi er så store institutioner, har vi brug for bygninger, og de skal planlægges omhyggeligt og gennemsigtigt.

Mit sidste punkt er, at jeg finder det nødvendigt og presserende at forenkle programmerne, da det er årsagen til, at problemerne opstår i de enkelte lande, og det må ikke blot forblive et retorisk krav, det skal gennemføres nu.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Jens Geier (S&D).(DE) Hr. formand, hr. kommissær, hr. López Garrido! Jeg er henrykt over, at De er her og på den måde viser Rådets anerkendelse af denne vigtige forhandling. Vi kender alle dette lille trick: Hvis man ønsker at bringe nogen i forlegenhed, skal man stille dem et spørgsmål som f.eks., smækker du egentlig stadig dine børn en lussing? Selv hvis personen siger nej, har vedkommende underforstået indrømmet førhen at have smækket sine børn lussinger.

Dechargebetænkningen for Parlamentet ved hr. Staes, hvis arbejde jeg gerne vil takke for, er en kritisk betænkning, og i det mindste på nogle områder synes jeg, den har fulgt denne logik. Selvkritik er godt, men den bør være præcis. Jeg har haft mange drøftelser i min gruppe om, hvordan vi kunne forkaste den ene eller anden ordlyd i betænkningen om Parlamentets decharge. Nogle af os har været udsat for mere end et svagt pres i vores hjemlande desangående.

Jeg ønsker dog over for Dem at gengive mine svar på disse spørgsmål om, hvorfor vi har forkastet denne eller hin ordlyd i betænkningen om Parlamentets decharge. Der er forslag, som allerede er en realitet. Vi kunne stille dem igen, men hvorfor? Der er forslag, som ikke er nyttige, som f.eks. tanken om at gøre Budgetkontroludvalget til en slags alternativ, intern revisionsmyndighed eller en mellemmand mellem præsidiet og plenarforsamlingen. Dog er der mange gode forslag i denne betænkning, som alle er vedtaget.

Så er der forslag i betænkningen, som kun delvist er realiseret, som f.eks. i ændringsforslag 26, der nu er på bordet. I dette ændringsforslag kræves der etablering af et internt kontrolsystem i Parlamentets grupper. Intet turde være mere indlysende. Imidlertid har dette længe, og netop af den grund, været en realitet i Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater. Hvis min gruppe erklærede sig indforstået hermed, ville vi handle, som om der var noget, vi skulle indhente. Derfor kan vi, hvad dette eksempel angår, kun erklære os indforstået, hvis dette faktum også afspejles i betænkningen. Jeg foreslår derfor, at den følgende sætning indføjes i dette punkt: Sådan som det forholder sig i S&D-Gruppen.

 
  
MPphoto
 

  Olle Schmidt (ALDE).(SV) Hr. formand! Selv om der stadig er mange problemer, er der sket forbedringer i kontrollen med og revisionen af EU's midler, og kontrol og revision bliver til stadighed grundigere. Det ser vi resultaterne af, hvilket er glædeligt, men der kan gøres mere. Vores motto bør være ikke at spilde så meget som én cent. Hvad udviklingsmidler angår, er EU verdens største bistandsyder. Det er godt, at vi gør en forskel i verden og viser vores solidaritet med de fattigste mennesker i verden. Jeg tror, EU-borgerne er tilfredse med at fortsætte sådan, men pengene skal anvendes bedst muligt. De skal ikke gå til korrupte ledere, som fylder deres egne lommer, og vi skal heller ikke spilde penge på projekter og initiativer, der ikke er fremadrettede og af en tilstrækkelig god kvalitet.

Her i Parlamentet har vi et særligt ansvar i så henseende. Jeg har indsendt en række ændringsforslag til Udvalget, og ordføreren har behandlet dem relativt velvilligt. Det handler om, at EU skal være tydeligere og forlange, at de lande, der modtager støtte fra EU, værner om de mest grundlæggende menneskerettigheder som f.eks. ytringsfrihed og pressefrihed. Sådan forholder det sig desværre ikke i øjeblikket.

Lad mig give et meget tydeligt eksempel, nemlig EU's bistand til Eritrea. I Eritrea bliver systemkritikere smidt i fængsel uden rettergang og uden overhovedet at få at vide, hvad de er anklaget for. De har vansmægtet under rædselsfulde fængselsforhold i årevis. Hvad har de gjort? De har kritiseret landets lederskab og dets præsident.

Vi bør være skarpere her. EU skal kunne gøre sin bistand betinget af, at modtagerlandene respekterer de mest grundlæggende menneskerettigheder, og jeg synes, betænkningen burde have været mere overbevisende og tydeligere i så henseende. Jeg tror, det er, hvad Europas skatteydere ville forvente af os.

 
  
MPphoto
 

  Peter van Dalen (ECR).(NL) Hr. formand! Staes-betænkningen indeholder et meget vigtigt punkt med overskriften "Medlemmerne som offentlige personer". Denne overskrift er meget rammende. Hvert parlamentsmedlem er en offentlig person og skal til enhver tid over for offentligheden kunne gøre rede for, hvordan han eller hun arbejder, og skal især kunne retfærdiggøre, hvordan han eller hun har anvendt de budgetter, skatteyderne har sørget for. Faktisk håndterer vi alle her skatteydernes penge, og derfor har borgerne ret til at vide, hvordan vi bruger disse penge.

Der er sket en hel del forbedringer med hensyn til regnskabspligt i Parlamentet i de seneste år, men det kræves endnu ikke af parlamentsmedlemmerne, at de skal stå til regnskab for alle deres midler. Jeg refererer især til det maksimum på 4 200 EUR om måneden, som hvert medlem har til sin rådighed til almindelige udgifter. Nu er jeg nødt til at betale et betragteligt beløb hvert år til en ekstern regnskabsfører for at varetage regnskabspligten. Det er besynderligt. Vi burde helt enkelt varetage den i overværelse af Parlamentets tjenestegrene, sådan som vi gør i forbindelse med vores rejse- og underholdsudgifter. Derfor beder jeg Dem indtrængende om at støtte ændringsforslag 33 til punkt 65 om dette emne.

 
  
MPphoto
 

  Sidonia Elżbieta Jędrzejewska (PPE).(PL) Hr. formand! Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor, eller EPSO, er en interinstitutionel enhed med ansvar for udvælgelse af personale til EU's institutioner. Jeg er meget glad for, at man har taget dette emne op i dechargebetænkningerne. Det er nødvendigt at undersøge og eliminere de geografiske skævheder blandt kandidater og blandt heldige kandidater til tjenestemandsstillinger i EU's institutioner. Det er især uacceptabelt, at der fortsat er en underrepræsentation af borgere fra de nye medlemsstater, herunder Polen, og ikke kun i EU's offentlige tjeneste. Dette fænomen er efter min mening særlig åbenlyst blandt ledende personale på mellemhøjt og højt niveau. Der opstår også tvivl på grund af den lange rekrutteringsprocedure og forvaltningen af lister over heldige kandidater. Ofte siger heldige kandidater, som er blevet udvalgt i konkurrencer – som har været heldige i en konkurrence – ja til et job uden for EU's institutioner, fordi de simpelthen ikke kan vente så længe, og så er hele rekrutteringsproceduren spildt.

Jeg er glad for, at EPSO har iværksat et afhjælpningsprogram og accepteret Revisionsrettens kommentarer, og at det allerede har accepteret nogle af Parlamentets kommentarer. Jeg vil afgjort nøje følge virkningen af afhjælpningsprogrammet og til stadighed huske på, at EPSO's målsætning frem for alt bør være at nå de bedst mulige kandidater med tilbud om EU-institutioner, at udvælge de bedst mulige kandidater og skabe den bedst mulige liste over heldige kandidater, hvor alle medlemsstaterne er forholdsmæssigt repræsenteret.

 
  
MPphoto
 

  Ivailo Kalfin (S&D).(BG) Hr. formand, hr. kommissær, hr. López Garrido, mine damer og herrer! Jeg vil gerne ytre min mening om EU-agenturers varetagelse af ansvarsområder. Allerførst vil jeg dog gerne undskylde på vegne af min kollega, Georgios Stavrakakis, som ikke kunne komme til forhandlingen om dette emne, selv om han har arbejdet på betænkningen i de seneste måneder som skyggeordfører for Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet. Han kan ikke komme på grund af de meget omtalte transportproblemer.

Efter S&D-Gruppens opfattelse skal problemer i relation til gennemsigtig og lovlig anvendelse af EU's budget prioriteres, og forvaltning af offentlige finanser generelt afhænger i stort omfang af, om disse problemer bliver løst med held. Af den grund vil jeg også gerne takke ordføreren, fru Mathieu, såvel som medlemmerne af Revisionsretten og lederne af agenturerne, som vi har arbejdet sammen med i meget stor udstrækning. Jeg vil gerne påpege, at revision af budgetagenturer er en yderst kompliceret og besværlig affære, da deres praksis og kompetencer varierer i betydelig grad.

Lad mig indlede med det generelle udsagn, at 2008 beviser, at agenturerne fortsat for hvert år forbedrer gennemførelsen af deres budgetter. Jeg vil gerne gøre et sidespring og sige til de medlemskolleger, som ikke måtte forvente nogen kommentarer fra Revisionsretten til støtte for budgettet, at den dag, Revisionsretten ophører med at komme med kommentarer, vil tilliden til dette organ formindskes. Det er et faktum, at antallet af fejl er for nedadgående, og at gennemsigtighedsniveauet og disciplinen er for opadgående, efter at der er indført budgetter. Denne udvikling tages også i betragtning af Revisionsretten, samtidig med at agenturledere gør en stadig større indsats for at forbedre regnskabs- og kontrolsystemer.

Der er naturligvis stadig mangler, som nævnt af Parlamentet og Revisionsretten. Årsagerne til disse mangler er både objektive og subjektive. Den gode nyhed er, at de alle kan afhjælpes, og det er man i gang med.

Det største problem opstod med Det Europæiske Politiakademi, CEPOL. Problemerne i denne organisation har stået på i adskillige år og skyldes bl.a. ændringen i regnskabssystemet, uafklarede spørgsmål i forbindelse med værtsstat, udeladelser vedrørende indberetninger om kontrakter og anvendelse af offentlige midler til andre formål end de tiltænkte. Selv om der i nogle få år er givet bevillinger, der har givet et resultat noget langsommere end forventet, støtter jeg i år en udskydelse af dechargen med hensyn til gennemførelse af dette agenturs 2008-budget, indtil der er udført en ny revision, og akademiets nye ledelse påtager sig et klart ansvar for at sikre, at uregelmæssighederne og de juridiske uoverensstemmelser elimineres så hurtigt som muligt.

Det andet problem havde at gøre med Frontex og især agenturets evne til at anvende de ressourcer, det fik tildelt. Agenturets leder gav tilfredsstillende svar på dette spørgsmål under udvalgshøringerne.

Der er en række tiltag, vi fremover skal tage skridt til med hensyn til budgetkontrol i agenturerne. Jeg vil koge dem ned til tre foranstaltninger. For det første skal agenturlederne fortsætte deres indsats for at iagttage en strengere budgetdisciplin. For det andet skal der træffes foranstaltninger til forenkling af regnskabsreglerne, særligt hvad angår medfinansierede og selvfinansierede agenturer. Endelig skal vi undersøge et forslag fra Revisionsretten om indførelse af kriterier, der viser, hvor stor succes disse agenturer har i udførelsen af deres opgaver.

 
  
MPphoto
 

  Markus Pieper (PPE).(DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Et par kommentarer om anvendelsen af EU-midler i udvidelsesprocessen. Her skulle vi evaluere en særlig rapport fra Revisionsretten om anvendelse af førtiltrædelsesbistand til Tyrkiet. I Budgetkontroludvalget er vi meget skuffede over resultaterne i Revisionsrettens rapport. I den foregående periode blev midlerne brugt af Kommissionen uden nogen form for strategi eller effektiv revision, og frem for alt havde projekterne ikke nogen konkret tilknytning til udvikling hen imod en tiltrædelse. Selv med det nye instrument til førtiltrædelsesbistand (IPA), der trådte i kraft i 2007, er Retten ikke i stand til at bedømme effektiviteten af de anvendte midler. Og vi taler dog om 4,8 mio. EUR frem til 2013.

Til at begynde med herskede der en følelse af hjælpeløshed i udvalget. Hvor og hvordan kan vi få nogen politisk indflydelse på anvendelse af førtiltrædelsesbistand, hvis den næste vurdering fra Retten først finder sted efter 2012? Budgetkontroludvalget opfordrer derfor Kommissionen til at revidere IPA-programmet som en hastesag. Indtil der vurderes at være sket fremskridt, opfordrer vi også til, at midlerne fastfryses til det årlige niveau i 2006. Her har vi begyndelsen til et kompromis.

Desuden foreslår vi, at IPA generelt – generelt og uden særskilt reference til Tyrkiet – anvendes fleksibelt, herunder til særlige former for medlemskab eller samarbejde eller naboskaber eller lignende. Under tiltrædelsesforhandlinger kan det vise sig at være en meget dårlig investering at fokusere udelukkende på et EU-medlemskab.

Kritikken fra de Grønne og venstre side i salen går så på, at med disse krav ville vi blande os i udenrigspolitik, og Tyrkiet ville således få særbehandling. Nej, hvis ikke vi her reagerer ved åbenlyse underskud, så sikrer vi særbehandling. Hvis vi gør undtagelser med Tyrkiet, kan vi også indstille arbejdet med budgetkontrol for Kroatien, Rumænien, Bulgarien og Grækenland. Når alt kommer til alt, handler det om det samme.

Jeg opfordrer Kommissionen til ikke at se til med lukkede øjne, blot fordi det er Tyrkiet, men i stedet støtte Tyrkiets tiltrædelse i overensstemmelse med de tiltrædelseskriterier, som Fællesskabet selv har fastlagt.

 
  
MPphoto
 

  Christel Schaldemose (S&D).(DA) Hr. formand! Jeg vil i dag tale om Parlamentets dechargebetænkning. Vi sidder med, hvad jeg vel synes er den mest grundige, den mest kritiske og den mest fremadrettede EP-dechargerapport nogensinde. Og det er godt. Derfor vil jeg gerne sige tak til hr. Staes for et konstruktivt stykke arbejde.

Det er usædvanligt, at en institution meddeler decharge til sig selv, og det kræver faktisk en høj grad af ansvarlighed, af åbenhed og kontrol. Men betænkningen bidrager faktisk til at sikre, at vi som Parlament kan påtage os det ansvar og viser åbenhed og sikrer bedre kontrol. Så det er selvfølgelig heldigvis godt.

Men det være sagt, så er der stadigvæk også plads til forbedringer. Her vil jeg blot nævne nogle af de forhold, som jeg synes nogle af ændringsforslagene tager højde for. Jeg synes, vi skal gøre mere for at give borgerne mulighed for at følge med i vores arbejde. Det kan vi sikre ved at give borgerne lettere adgang til vores betænkninger på hjemmesiden – også de kritiske af dem. Jeg synes også, det er vigtigt, at vi ser på, hvordan vores udbudsprocedurer fungerer her i Parlamentet. Det er et højrisikoområde, og også her er der gode ændringsforslag. Derudover synes jeg også, vi skal se på, om ledelsesstrukturen kan forbedres og gøres endnu mere gennemskuelig både for os parlamentarikere og også for borgerne med henblik på at kunne være med til at kontrollere Parlamentet. Endvidere synes jeg selvfølgelig også helt banalt, at vi ikke skal bruge penge på at ombygge vores kontorfaciliteter her i Strasbourg. Vi skal i stedet sørge for, at vi kun har ét sæde.

Jeg kommer fra et land, fra Danmark, hvor vi har en lang tradition for gennemsigtighed, for åbenhed og kontrol, særlig hvad angår brugen af skatteborgernes penge. Det er værdier, som jeg sætter højt, og som jeg mener også skal gennemtrænge EU i højere grad. Jeg synes, at dechargebetænkningen for Europa-Parlamentet viser, at vi i Parlamentet tager dette på os og tager et skridt i den rigtige retning. Det gør også, at vi bedre kan tillade os at give kritik af de andre institutioner.

 
  
MPphoto
 

  Esther de Lange (PPE).(NL) Hr. formand! Der er allerede sagt meget i denne forhandling, så jeg vil begrænse mig til to punkter. Det første er Parlamentets decharge. Når det kommer til stykket, er man, hvis man ønsker at overvåge andre, nødt til at være særlig kritisk i forhold til sit eget budget. Hr. Staes har fremlagt en betænkning herom, som jeg for seks eller syv år siden ville have givet min fulde opbakning, men i løbet af de seks til syv år er mange forhold blevet bedre. Eksempelvis tilbagebetales kun faktisk afholdte rejseudgifter, og man har lavet en vedtægt for medlemmernes assistenter. Pudsigt nok nævnte hr. Staes disse eksempler i sin tale for lidt siden, men det er en skam, at disse resultater endnu ikke fremgår i betænkningen. Jeg håber, det kan korrigeres ved afstemningen om to uger, så betænkningen i sidste ende bliver afbalanceret. Jeg har stor tiltro til, at det sker.

Det andet punkt er af generel karakter, hr. formand, da jeg tror, vi kommer til at se en vanskelig budgetdrøftelse i de kommende år. På trods af de ekstra opgaver, vi har fået tildelt efter Lissabon, forventes det ikke, at vores budget stiger i den nye periode, hvilket betyder, at i sammenhæng med EU's udgifter vil det blive mere og mere nødvendigt at nå flere politiske mål på samme tid med en enkelt udgift. Det kræver en Revisionsret, der reelt kan revidere flerstrengede udgifter og ikke kun se på, om reglerne er overholdt. Det er vores Revisionsret i øjeblikket ikke i stand til. Hvis vi således ønsker at udarbejde et effektivt budget for den nye budgetperiode, som også er reviderbart, er det nødvendigt med ændringer i Revisionsretten. Jeg foreslår derfor, at Revisionsretten fremover faktisk deltager i forhandlinger om budgetter og budgetkontrol, og jeg vil gerne, om Kommissionen fortæller mig, hvordan den har til hensigt at tackle denne udfordring.

 
  
MPphoto
 

  Derek Vaughan (S&D).(EN) Hr. formand! Jeg har ønsket at tale om Parlamentets decharge og vil allerførst takke ordføreren for det fremragende arbejde, han har udført, og det store arbejde, han sammen med mange andre har udført.

Jeg tror, det siger sig selv, at alle her i Parlamentet ønsker forbedret åbenhed og gennemsigtighed, og at skatteyderne får noget for deres penge, men vi skal sikre os, at alle ændringer i vores procedurer faktisk medfører forbedringer. Jeg er ikke sikker på, at alle anbefalinger i den aktuelle betænkning vil medføre forbedringer. F.eks. vil anbefalingen om at fjerne badeværelserne i denne bygning vise sig at blive meget dyr, i lighed med forslaget om at udskifte hele flåden af Parlamentets køretøjer.

Der er også nogle anbefalinger i betænkningen, som allerede er inkluderet i budgetforslagene for 2011, som f.eks. en revidering af Europarl TV for at sikre, at det er effektivt og udfylder sin funktion, og kravet om en langsigtet bygningsstrategi, som allerede er på plads, eller som i det mindste kræves fremover. Der er også anbefalinger i betænkningen, som dækker områder, hvor der allerede er sket eller er ved at ske forbedringer.

Men selvfølgelig er der nogle positive forslag i betænkningen, og de bør absolut støttes – f.eks. reduktion af papirspildet. Vi ser alle dynger af papirudprint hver dag, og her må der bestemt være mulighed for reduktioner.

Jeg bifalder også kravet om rationalisering af eksterne undersøgelser og samarbejde med andre institutioner om disse undersøgelser, så vi kan undgå dobbeltarbejde og opnå nogle effektivitetsbesparelser. Jeg forstår det sådan, at nogle af forslagene vil blive stillet igen i forbindelse med Parlamentets budget for 2011.

I betænkningen anmodes der også om en årsberetning fra risikoforvalteren, og også dét synes jeg er en god idé. Alt dette viser, at der er behov for en afbalanceret drøftelse af dechargen for Parlamentet. Jeg er ikke i tvivl om, at Budgetkontroludvalget vil sikre, at det varetager sine ansvarsområder fremover, samt rapportere fremover om, hvordan anbefalingerne i denne betænkning gennemføres og behandles.

 
  
MPphoto
 

  Paul Rübig (PPE).(DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Allerførst vil jeg gerne sige, at jeg var glad for, at jeg kun skulle rejse til Strasbourg denne uge og ikke Bruxelles, for jeg har meget kortere at rejse til Strasbourg, og det var derfor en stor fordel, at jeg kunne rejse uhindret trods de afbrudte flyforbindelser.

Mit næste punkt omhandler budgetkontrol. Vi får stadig den samme gamle stak papir, der viser, hvad der skal igennem plenarforsamlingen denne uge. Jeg ville være glad, hvis vi kunne få en computer her på vores arbejdspladser, især da vi kan se alt elektronisk, således at vi ved afstemning har ændringsforslagene på vores egne sprog foran os, og afstemningen kan foregå målrettet. Vi har hundredvis af afstemninger, altid ved middagstid, og det ville være fint, hvis vi ikke behøvede at slæbe papiret rundt med os, men havde teksterne i elektronisk form. EU burde trods alt føre an teknologisk set.

For det tredje skal vi, når vi rejser nogle steder, lave alt dette bogholderi, som på det seneste er blevet meget bureaukratisk. Det er en stor byrde oveni for os som parlamentsmedlemmer, men også for Parlamentets administration. Den ekstra revision giver ekstra betingelser. Vi bør nedsætte en arbejdsgruppe her, som vender tilbage til det væsentlige – korrekt og præcis regnskabsføring – så vi kan reducere den bureaukratiske byrde med 25 % og ikke øge den med 50 %, som det er sket i de seneste måneder.

Hvad struktur angår, vil jeg gerne bede Kommissionen undersøge, om vi, på baggrund af at mange lande i øjeblikket er i krise på grund af den økonomiske situation, bør fokusere mere på investeringer i Samhørighedsfonden og Regionalfonden og mindre på forbruget af EU-finansiering. Selv en forøgelse af fondene til 1,27 % af bruttonationalproduktet (BNP) ville være fornuftigt for at opnå mere på investeringsområdet.

 
  
MPphoto
 

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D).(RO) Hr. formand! Jeg vil gerne indlede med at nævne gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2008, Sektion III – Kommissionen og forvaltningsorganerne. Vi bifalder de frivillige initiativer lanceret af Danmark, Nederlandene, Sverige og Det Forenede Kongerige om udarbejdelse af nationale forvaltningserklæringer.

Vi tror fuldt og fast på, at der vil ske fremskridt, når der bliver indsendt nationale forvaltningserklæringer for alle de midler fra EU, som er under delt forvaltning. I den henseende henstiller vi til Kommissionen, at den kommer med anbefalinger til udarbejdelse af disse forvaltningserklæringer.

Hvad angår forskningsrammeprogrammet er vi bekymrede over, at det nuværende program ikke dækker behovene i et moderne forskningsmiljø. Vi mener, at der skal ske en modernisering og en yderligere forenkling af det fremtidige rammeprogram.

Jeg vil også gerne nævne gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) for regnskabsåret 2008. Det er anført i dette agenturs regnskab, at der er posteret renteindtægter på mere end 143 000 EUR for regnskabsåret 2008, hvilket indikerer, at agenturet i lange perioder har en stor likviditet. I denne henseende henstiller vi indtrængende til Kommissionen at undersøge ikke blot mulighederne for i fuldt omfang at gennemføre likviditetsstyring på baggrund af behov, men også og i særdeleshed udvidelsen af ENISA's mandat både efter 2012 og hvad angår kompetencer.

 
  
MPphoto
 

  Richard Seeber (PPE).(DE) Hr. formand! Hvis vi ønsker et EU, som anerkendes af dets borgere, er det afgørende vigtigt, at borgerne også ved, hvad der sker med de penge, de betaler i skat. Derfor er fru Schaldemoses krav om større gennemsigtighed aldeles berettiget, og jeg tror, det europæiske projekt står og falder hermed.

Det drejer sig dog ikke kun om gennemsigtighed, men også om læsbarhed. Nu er vi jo betalt for at tage os af den slags sager på fuld tid. Jeg mener, at når borgerne af og til kigger på sådan et dokument, bør de også kunne stille noget konkret op med det. Derfor skal vi kræve af Kommissionen, at den arbejder på læsbarheden af sine dokumenter, særligt dem, der vedrører budgetrammerne. Så ville borgerne meget hurtigt finde ud af, hvor stort eller lille EU's budget er, og hvor meget der altid forlanges af EU.

At medlemsstaterne forventer, at EU gør noget, men på den anden side ikke er så parate til at bidrage økonomisk, er et politisk problem, vi alle har, og det er et område, som Kommissionen bør håndtere i de kommende år.

 
  
MPphoto
 

  Franz Obermayr (NI).(DE) Hr. formand! Et par ord om den særligt kritiske diskussion om instrumentet til førtiltrædelsesbistand til Tyrkiet. Denne er øget støt siden 2002, selv om Tyrkiet tager flere skridt tilbage end frem. Den seneste særrapport fra Revisionsretten afslører væsentlige problemer. Midlerne er ikke blevet anvendt effektivt og ikke blevet vurderet i tilstrækkeligt omfang.

Jeg opfordrer derfor Kommissionen til inden dechargen at forklare EU-borgerne, hvad der præcist er sket med de årlige 800 mio. EUR til Tyrkiet.

Nu til de forskellige agenturer generelt. Den ukontrollerede vækst i samt etablering, genetablering og udvidelse af EU's agenturer er næsten tredoblet siden 2000 og står i klar modsætning til kravene i Lissabonstrategien om mindre bureaukrati. Det omfatter også det nye Europæiske Asylstøttekontor.

Selv om vi taler om 2008, vil jeg gerne nævne Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug. Jeg vil virkelig gerne vide, om det sov, da hårde stoffer blev legaliseret i Tjekkiet i begyndelsen af året, for nu har vi, takket være de åbne grænser, en forrygende narkotikaturisme. Så vi er hårde negle, når det gælder rygere, men bliver taget på sengen, når det gælder hårde stoffer.

 
  
MPphoto
 

  Daniel Caspary (PPE).(DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Også jeg vil gerne omtale spørgsmålet om førtiltrædelsesbistand. Revisionsretten siger klart i sin rapport, at den ikke på basis af de eksisterende programmer er i stand til at efterprøve, om midlerne bliver anvendt rigtigt. Kommissionen har altså iværksat programmer, som vi ikke kan overvåge, og hvis effektivitet vi ikke kan tjekke.

I sin udtalelse har Budgetkontroludvalget udtrykt en klar holdning, og nu foregår der en utrolig lobbyisme fra tyrkisk side. Hvad angår budgetdecharge er spørgsmålet her ikke, om Tyrkiet kommer ind i EU eller ej. Det drejer sig ikke om, hvorvidt vi ønsker at stille andre venligtsindede landes repræsentanter tilfreds, det drejer sig om, at vi tjekker, om programmerne reelt er effektive, og om, at pengene når frem til de rette modtagere og ikke bliver aftappet et eller andet sted. Det drejer sig også om, at vi behandler EU-borgernes skattepenge ordentligt. Derfor vil jeg sætte stor pris på, om flertallet i Parlamentet træffer den rigtige beslutning, når der skal stemmes om den.

 
  
MPphoto
 

  Andrew Henry William Brons (NI). – Hr. formand! Jeg repræsenterer et parti, der er imod hele EU-projektet og vores lands medlemskab af EU. Det kan give folk den mistanke, at vi vil være imod en decharge for regnskaber uanset grundlag. Denne mistanke vil jeg gerne afvise.

Mens vores holdning som udgangspunkt ville være at protestere imod en godkendelse af næsten alle fremtidige udgifter, havde jeg håbet, at vi kunne støtte dechargen for regnskaber, hvad tidligere udgifter angår, hvis dokumentationen retfærdiggjorde det, selv om vi misbilligede formålene med disse udgifter. Vi vil dog opponere imod en decharge for regnskabet som helhed på grund af mængden af uregelmæssigheder.

Vi ønsker ikke at blande vurdering af udgifters lovlighed eller manglende lovlighed sammen med accept eller misbilligelse af deres formål. Jeg håber, at alle andre, uanset om de accepterer formålene med en udgift eller ej, vil indtage samme holdning.

 
  
MPphoto
 

  Christa Klaß (PPE).(DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi drøfter decharge for 2008-budgettet, men decharge giver altid anledning til at se frem, og jeg mener, at vi især i denne sammenhæng skal fokusere på de mange agenturer, vi har etableret. Vi skal naturligvis tildele disse agenturer økonomiske ressourcer, men vi skal også sikre, at de kan udføre et væsentligt og selvstændigt arbejde.

Jeg tænker her på Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), der er ansvarligt for den kemiske industri, og som skal påtage sig yderligere opgaver i den kommende periode, hvor det skal være ansvarligt for biocider. Vi skal sikre, at der gøres et effektivt og fremadrettet stykke arbejde, som også er i overensstemmelse med vores politikker, og jeg beder derfor om, at vi alle sikrer, at disse agenturer kan arbejde godt og effektivt for os også fremover.

 
  
MPphoto
 

  Algirdas Šemeta, medlem af Kommissionen.(EN) Hr. formand! Jeg vil gerne endnu en gang understrege Kommissionens dedikerede indsats for at forfølge de fremskridt, vi har gjort de seneste år, således at vi yderligere forbedrer anvendelsen af midler. Jeg vil selvfølgelig kigge omhyggeligt på de dechargebeslutninger, Parlamentet vedtager om to uger, og Kommissionen vil sikre en hensigtsmæssig opfølgning.

Jeg vil også gerne takke Dem for en meget god drøftelse i dag. Jeg synes, at mange gode idéer er kommet frem under drøftelsen, og jeg vil gerne nævne et par af dem.

Først spørgsmålet om nationale forvaltningserklæringer, som er rejst af Bart Staes og andre medlemmer. Her vil jeg gerne minde Dem om, at sammen med kommissær Lewandowski har vi sendt et brev til Budgetudvalget, hvor vi skriver, at vi vil fremsætte et forslag om nationale forvaltningserklæringer i den næste revision af finansforordningen. Jeg tror, at det sammen med forslag om forenklinger og med indførelse af begrebet acceptabel fejlrisiko vil give betydelige forbedringer i forvaltningen af strukturfondene. Det var hr. Søndergaard meget bekymret for.

Spørgsmålet om interne revisioner og interne kontrolsystemer blev rejst af fru Herczog. Jeg deler hendes syn på dette til fulde og vil blot sige, at vi i næste uge vil drøfte revisionsstrategien for 2010-12 og vil lægge meget større vægt på en forbedring af de interne kontrolsystemer i Kommissionen.

Jeg deler også de synspunkter, hr. Audy og nogle andre medlemmer har udtrykt om dechargeproceduren. Jeg mener, vi skal igangsætte en drøftelse af, hvordan vi forbedrer dechargeproceduren, så vi kan sikre, at de fleste dechargeresultater gennemføres hurtigst muligt. Vi skriver nu 2010, og vi drøfter dechargen for 2008, da det var umuligt at gennemføre noget i 2009. Jeg tror, at der er brug for en indgående drøftelse mellem interessenterne og Revisionsretten. Jeg er helt enig i Deres synspunkter og i synspunkterne hos andre medlemmer, som har talt om dette spørgsmål.

Jeg mener også, det er meget vigtigt at tage fat på spørgsmålet om, hvorvidt EU's midler anvendes effektivt. I vores generelle revisionsstrategi lægger vi stor vægt på at forbedre revisionen med hensyn til også at revidere effektiviteten i anvendelsen af EU's midler. Jeg tror, vi vil se resultater heraf i fremtiden.

Hvad angår Tyrkiet vil Kommissionen følge op på anbefalingerne til, hvordan mål og overvågning af udviklingen forbedres. For alle udgiftsområder skal vi forbedre anvendelsen af udgifterne, lige fra fastlæggelse af mål til vurdering af effekt.

De hidtil opnåede resultater viser, at EU fortsætter sin indsats for at forbedre anvendelsen af skatteydernes penge og giver borgerne noget igen for dem. Denne udvikling er også et resultat af Deres virke som dechargemyndighed, idet De altid er opmærksomme på, hvordan EU's budget anvendes, kritiserer, når det ikke er tilfredsstillende, men også bakker op, når der sker fremskridt. Det er et vigtigt budskab at formidle til borgerne i EU.

Lad mig derfor afslutte med at sige særlig tak til Parlamentet for dets støtte til Kommissionens indsats for at opnå en bedre økonomisk forvaltning af EU's budget.

 
  
MPphoto
 

  Jens Geier, stedfortræder for ordføreren.(DE) Hr. formand! Blot for at dagsordenen bliver korrekt, så repræsenterer jeg ordfører Bogusław Liberadzki, som i lighed med mange andre her i Parlamentet er blevet offer for transportproblemerne i denne uge. Det er jeg meget glad for at gøre, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at gennemgå enkelte af de bemærkninger, der er fremført under forhandlingen.

Til en begyndelse har De, kommissær Šemeta, til min store tilfredshed understreget, at Kommissionen vil tage skridt til en yderligere styrkelse af ansvarligheden hos de ledende aktører med hensyn til forvaltning af EU's midler. Vi ved alle, hvad det betyder. Vi ved faktisk alle, at det betyder, at vi skal minde EU's medlemsstater, der forvalter en stor andel af EU's midler, om deres ansvar for at gøre det i overensstemmelse med god praksis, for vi ved også alle, at flertallet af de fejl, der sker i anvendelsen af EU's midler, begås af medlemsstaterne og på dette niveau.

Derfor er det også temmelig utilfredsstillende at høre kolleger fra Gruppen af De Europæiske Konservative og Reformister og Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati, der alle, inklusive hr. Czarnecki, har andre forpligtelser, kraftigt kritisere Kommissionen under forhandlingen og sige, at Kommissionen vil blive nægtet decharge. Jeg ville have forventet, at mine medlemskolleger ville bakke op om at kræve nationale forvaltningserklæringer i Parlamentet og også i medlemsstaterne, for det er dér, der begås fejl, og dér, samarbejdet er utilstrækkeligt. Så er det temmelig utilfredsstillende at høre kolleger fra ECR-Gruppen sige, at alt, hvad der sker her, er under standarden, når de udmærket ved, at ansvaret ligger et helt andet sted.

Endnu en gang vil jeg gerne nævne førtiltrædelsesbistand, for jeg synes, at der er et par ting, der skal sættes på plads. Jeg vil gerne minde Dem om, at Budgetkontroludvalget støttede ordføreren med et lille flertal. Jeg vil også gerne minde Dem om, at under sin rapportering søgte repræsentanten for Revisionsretten at minde ordføreren om, at hans betænkning handlede om Kommissionens optræden i henseende til det, der blev betragtet som kritisabelt, og ikke om Tyrkiets optræden. Vores medlemskolleger fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) har stemt for ændringsforslag i dechargen for Kommissionen, som vi gerne vil have fjernet med det samme, fordi det her åbenlyst handler mindre om anvendelse af skatteydernes penge og mere om, hvor tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet fører hen. At beslutte dette på nuværende tidspunkt er ikke den rigtige vej at gå.

 
  
MPphoto
 

  Inés Ayala Sender, ordfører.(ES) Hr. formand! I min afsluttende tale vil jeg gerne takke kommissær Šemeta og Kommissionens tjenestegrene med ansvar for udviklingsbistand og humanitær bistand for deres omhyggelige og effektive samarbejde i denne proces.

Jeg ønsker også at give det spanske formandskab den anerkendelse, det fortjener for den indsats, det gør i denne dechargeprocedure, særligt dets tilbud om at igangsætte en forhandling om at udskifte den interinstitutionelle aftale med Rådet, eftersom den eksisterende tydeligvis har været forældet i en rum tid. Jeg vil dog også udtrykke min afvisning af den improviserede procedure fra Parlamentets side, idet man her tydeligvis ikke havde tænkt på formelt at invitere hverken Revisionsretten eller Rådet før kl. 9 i dag.

At kritisere deres fravær, når vi ikke engang har bekvemmet os til at invitere dem, forekommer mig at grænse til latterlighed og onde hensigter. Jeg mener, at hvis vi ønsker at blive respekteret og at kunne håndtere vores nye ansvarsområder, skal vores interinstitutionelle procedurer være strengere, mere seriøse og mindre opportunistiske.

Som afslutning på forhandlingen om decharge for Den Europæiske Udviklingsfond ønsker jeg blot at udtrykke min taknemmelighed for det fremragende samarbejde, jeg har haft med mine kolleger, især fru Hohlmeier, og at bifalde de væsentlige forbedringer, der er opnået med hensyn til effektiv og gennemsigtig gennemførelse af EU's udviklingsbistand.

Af alt det positive, der kommer ud af EU's arbejde, anerkender borgerne særligt EU's udviklingsbistand, og de opfordrer endda til, at den synliggøres og udvides. De bliver dog også bekymrede, hvis det ikke gøres klart, hvorfor vi hjælper visse regeringer med budgetbistand, eller hvis vi ikke forklarer årsagerne eller giver tilstrækkelig garanti for en streng kontrol, hvor omstændighederne ændrer sig som følge af statskup, korruptionsskandaler, krænkelser af menneskerettighederne eller tilbageskridt på vejen mod demokrati og ligestilling.

De betydelige fremskridt, vi har noteret os, er en god grund til, at vi meddeler decharge for Den 7., 8., 9. og 10. Europæiske Udviklingsfond, men vi er nødt til at fortsætte forbedringerne. Parlamentet vil fortsat være særlig opmærksomt på at sikre, at de opnåede forbedringer ikke sættes på spil i det nye interinstitutionelle system efter Lissabon og rammerne for EU-Udenrigstjenesten, så borgerne vedblivende kan føle stolthed over den europæiske udviklingsbistand.

 
  
MPphoto
 

  Bart Staes, ordfører.(NL) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil naturligvis gerne takke alle mine medlemskolleger, som har talt om min betænkning, særligt hr. Itälä, hr. Gerbrandy, fru Herczog, hr. Geier, hr. van Dalen, fru Schaldemose, fru de Lange og hr. Vaughan. Jeg tror, at alt er blevet sagt, selv om jeg er overrasket over produktet af denne betænkning. Det er tredje gang, jeg har været ordfører for Parlamentets decharge, og jeg føler, at der er en ændring i opfattelsen.

Første og anden gang var det relativt let at fremføre kritik i Parlamentet. Tredje gang er det blevet sværere. Det er tydeligt, at Parlamentet pludselig er blevet mere nærtagende og sandsynligvis mangler selvkritik. I pressen har nogle anklaget mig, og nogle medlemskolleger har udfordret mig om det, idet de siger, at det er alt sammen meget godt, men det, du skriver, giver euroskeptikerne vind i sejlene. Det er jeg uenig i. Jeg er et parlamentsmedlem, som er både proeuropæisk og kritisk, og hvis jeg støder på forhold, der efter min mening kan forbedres eller ændres, eller forhold som f.eks. den frivillige pensionsfond, der tidligere er blevet forbundet med uregelmæssigheder, er det min pligt at sige det. Vi proeuropæiske parlamentsmedlemmer skal påpege disse forhold, for det er sådan, vi tager vinden ud af sejlene på euroskeptikerne, der lever på den slags halve sandheder – undertiden vaskeægte løgne. Det er op til os at fortælle det, som det er, og det vil jeg altid gøre. Jeg vil aldrig skøjte hen over misbrug. Det er min grundlæggende holdning.

 
  
MPphoto
 

  Ryszard Czarnecki, ordfører. (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Geier, som har bemærket, at jeg somme tider siger, hvad jeg tænker. Jeg må sige, at jeg kommer til at lære herlige ting fra Rådets repræsentant – en spansk minister, som altid forsvinder, når han ved, at Rådet vil blive kritiseret. Han var her ikke i begyndelsen, da jeg talte, og han er her ikke nu, hvor jeg ønsker at tale igen.

Det er ikke noget tilfælde, at af de syv institutioner, som jeg har haft lejlighed til at vurdere, er de seks mere eller mindre i orden, og én giver vedvarende problemer. Jeg minder alle her om, at for et år siden var det det samme. Rådet blev meddelt decharge så sent som i november. Jeg tror dog, det vil ske tidligere i år, men jeg ønsker ikke at tillade en situation, hvor vi modtager et dokument for 2007 og ikke for 2008. Det viser, at der enten hersker kaos i Rådets generalsekretariat, eller at de behandler Parlamentet som en uintelligent skoledreng. En situation, hvor alle EU-institutionerne er lige, men Rådet mener, det er mere lige, ganske som i George Orwells Kammerat Napoleon, er en højst foruroligende situation.

Jeg mener dog retfærdigvis, at der i det, Rådets repræsentant sagde, var ét meget vigtigt forslag. Det vedrører, som jeg forstår det, en nyorientering i forhold til den berømte venskabelige overenskomst fra 1970, hvorved det anerkendes, at det Parlament, der fandtes for 40 år siden, som dengang stadig blev udpeget af de nationale parlamenter og ikke valgt, nu bør behandles mere seriøst. En nyorientering i forhold til denne venskabelige overenskomst er et rigtig godt træk, som jeg er Rådet meget taknemmelig for. Jeg mener, jeg stillede et sådant mundtligt ændringsforslag ved afstemningen i maj.

 
  
MPphoto
 

  Véronique Mathieu, ordfører.(FR) Hr. formand! Jeg vil gerne først takke skyggeordførerne, som virkelig har arbejdet meget effektivt sammen med mig om udarbejdelsen af denne betænkning, og dernæst alle medlemmerne i Udvalgets sekretariat, for denne opgave var meget krævende.

Jeg ønsker også at takke de medlemmer, som har talt under forhandlingerne, og jeg er helt enig i deres bekymringer. Det fremgik klart af deres taler, at de ønsker en øget gennemsigtighed i og overvågning af EU's fonde, hvilket er helt forståeligt.

Jeg vil afslutningsvis også gerne påpege, at de omhandlede agenturer også har en politisk rolle – det skal påpeges, for det er også meget vigtigt – og at de for at kunne udføre denne vigtige, politiske rolle effektivt har et arbejdsprogram. Dette arbejdsprogram skal virkelig være i overensstemmelse med EU's arbejdsprogram og skal – håber jeg – overvåges af vores tre institutioner.

Visse agenturer arbejder naturligt og spontant sammen med dem, men andre er langt mindre imødekommende, og i sådanne tilfælde har vores institutioners tekster ikke nogen bindende virkning. Det skal vi tænke meget alvorligt over, hr. formand.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Jeg vil kort tilføje, at tjenesten har meddelt mig, at de hurtigt har gennemgået referaterne fra de seneste år. I den seneste lovgivningsperiode vedtog Rådet en holdning og deltog i forhandlingen én gang, og det var kun i en andenbehandling, for dechargen var oprindelig blevet udsat i 2009, og Rådet var kun til stede i anden runde. I den henseende er opfattelsen af, at vi er på vej mod en forbedring, bestemt ikke forkert.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen vil finde sted under mødeperioden i maj.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

 
  
MPphoto
 
 

  Ivo Belet (PPE), skriftlig.(NL) Parlamentet skal være et forbillede, hvad angår økonomisk gennemsigtighed og intern budgetkontrol. Vi kan ikke være hårde nok ved os selv i den henseende. I så stort et parlament med så mange medlemmer og medarbejdere kan tingene ikke fungere perfekt hele tiden. Overalt, hvor mennesker arbejder sammen, er der ting, der går galt. Selv de strengeste interne kontrolsystemer kan ikke forhindre det. Alligevel må vi også anerkende, at der i de seneste år er gjort en stor indsats for at bringe tingene i orden.

Jeg vil gerne give to eksempler. For det første den nye vedtægt for medlemmernes assistenter, som efter årelange diskussioner endelig er på plads. Det misbrug, der fandtes, er nu så godt som elimineret. Det andet eksempel er tilbagebetaling af udgifter. Også på dette område er der taget affære og indført klare og præcise regler. Har det løst alle problemer? Bestemt ikke. Det må bifaldes, at man har strammet de interne kontrolsystemer yderligere, men at give et vagt indtryk af, at der dækkes over forhold, er i mine øjne uacceptabelt, for det er ikke sandt. Jeg vil afslutningsvis med hensyn til fremtidige budgetforhøjelser gerne sige, at vi skal have mod til at forklare offentligheden, at Lissabontraktaten betyder en hel del ekstra arbejde, og at det absolut er berettiget med et større budget til kommunikation og kontakt med besøgende.

 
  
MPphoto
 
 

  Indrek Tarand (Verts/ALE), skriftlig.(EN) Generelt er vi tilfredse med tingenes tilstand i øjeblikket med hensyn til EU's budget. Dog er der stadig plads til forbedringer. Betydelige forbedringer, vil jeg mene. Forresten mener jeg, at Frankrig har besluttet at sælge et Mistral-krigsskib til Rusland, og vi tror, Frankrig oprigtigt vil fortryde den handling.

 
  
  

(Mødet udsat kl. 12.00 og genoptaget kl. 15.00)

 
  
  

FORSÆDE: Gianni PITTELLA
Næstformand

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik