Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2009/2103(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

A7-0121/2010

Forhandlinger :

PV 05/05/2010 - 24
CRE 05/05/2010 - 24

Afstemninger :

PV 06/05/2010 - 7.6
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2010)0152

Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Torsdag den 6. maj 2010 - Bruxelles EUT-udgave

10. Stemmeforklaringer (fortsat)
Video af indlæg
Protokol
  

Beslutningsforslag: Forbud mod anvendelse af cyanid i forbindelse med minedrift (RC-B7-0238/2010)

 
  
MPphoto
 

  Alajos Mészáros (PPE). (HU) Hr. formand! Jeg kunne ønske mig et forbud mod anvendelse af cyanid i forbindelse med minedrift over hele EU. Jeg ville gerne kunne afskaffe disse teknologier fuldstændig i fremtiden for at forhindre flere alvorlige naturkatastrofer, hvor forskellige giftstoffer ender i vores grundvand. Der har været et sådant tilfælde i Ungarn, hvor næsten alt liv i floden Tisza døde for 10 år siden. Slovakiet er også berørt af denne ulykke, der indtraf tæt på grænsen, og landet har til hensigt at åbne miner i nærmeste fremtid, hvor man anvender den samme teknologi i guldminer. Dette og tilsvarende spørgsmål er ikke en tvist mellem to EU-lande, men det er i vores fælles interesse at få en mere bæredygtig miljøpolitik. Derfor stemte jeg for, og derfor vil jeg gerne slutte mig til dem, der støtter denne foranstaltning.

 
  
MPphoto
 

  Giommaria Uggias (ALDE).(IT) Hr. formand! Vi er på vej til at gå videre med forbuddet mod anvendelse af cyanid inden for minedrift, for – som mine kolleger nævnte lige før – har disse stoffer haft alvorlige miljøvirkninger, og de udgør en kritisk trussel mod menneskers og dyrs sundhed.

Vores stemmeafgivelse skulle udtrykke vores klare ønske hos delegationen fra det italienske IDV (Værdiernes Italien) i Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa om ikke at forhandle om de grundlæggende rettigheder såsom borgernes sundhed og det naturlige miljø ved at underkaste dem nogle få systemproducenters økonomiske interesser. Her vil jeg gerne sige, at eftersom der her er tale om systemer til udvinding af guld og bestemt ikke kartofler, kan ejervirksomhederne nemt afsætte tilstrækkelige økonomiske og finansielle ressourcer til forskning i teknologier, der er forenelige med sikkerheden for miljø og sundhed.

 
  
MPphoto
 

  Corneliu Vadim Tudor (NI).(RO) Hr. formand! Jeg vil gerne takke de næsten 500 af vores kolleger, der med overvældende flertal i går stemte imod anvendelsen af cyanidteknologier inden for minedrift. Ordet "cyanid" er synonymt med "død". Dette klare afstemningsresultat vil gøre især os rumænere en stor tjeneste. Et af de største naturlige felter i verden ligger i Transsylvanien. Eksperterne skønner, at det indeholder 300 t uran med høj renhedsgrad, 800 t guld og 2 000 t sølv for ikke at nævne store mængder af andre ædelmetaller og grundstoffer. Grådige mafiabander, både lokale og udenlandske, lusker rundt om disse skatte og forstærker konstant den aggressive tone i deres propaganda, som er fyldt med de mest latterlige løgne.

Brugen af cyanidteknologier ville have forårsaget en stor katastrofe gennem forgiftning af miljøet, betyde, at fire bjerge ville blive sprængt væk, at ni kirkegårde ville blive ødelagt og otte kristne kirker blive ødelagt. Og så har jeg ikke en gang nævnt ødelæggelsen af 1 700 km romerske gallerier, og at ruinerne af det romerske citadel Alburnus Maior ville blive fjernet fra jordens overflade, en arkæologisk perle, som UNESCO beskriver som en enestående del af verdens kulturarv. Europa har fået rigeligt med et Tjernobyl og behøver ikke endnu et.

 
  
MPphoto
 
 

  Cristian Dan Preda (PPE).(RO) Hr. formand! Jeg stemte imod beslutningsforslaget i går, fordi jeg blev bedt om det af lokalsamfundet, der anså dette for en trussel mod områdets udvikling.

Jeg mener rent faktisk, at ændringsforslagene af mig selv og mere end 40 af mine kolleger, hvori vi opfordrede til gennemførelsen af en undersøgelse med henblik på at afklare spørgsmålet om konsekvenserne, ville have været en ærefuld og fornuftig gestus. Ellers ville den passion, der er kommet til udtryk her, kun have tjent til at ødelægge en række lokalsamfunds udviklingsmuligheder.

 
  
  

Beslutningsforslag: Kirgisistan (RC-B7-0246/2010)

 
  
MPphoto
 
 

  Joe Higgins (GUE/NGL).(EN) Hr. formand! Jeg vil gerne spørge Dem, hvorfor så mange medlemmer får lov til at tale højt og uhøfligt, mens andre prøver at give udtryk for deres holdning.

(Bifald)

Jeg stemte hverken for eller imod beslutningsforslaget om Kirgisistan. For fem år siden rejste befolkningen i Kirgisistan sig i Tulipan-revolutionen imod det korrupte regime og for en bedre tilværelse. Bakijev-regeringen, der kom til magten, knuste desværre på skændigste vis massernes håb om et bedre liv ved at indføre et korrupt og autoritært regime. Den nye regering består desværre af Bakijevs banditter og rummer ikke meget håb for en ny tilværelse for regionens befolkning.

Jeg støtter mine socialistiske kolleger fra den internationale arbejderkomité i regionen, som kræver nyvalg til parlamentet, men gør det klart, at intet vil ændre sig, medmindre arbejderne og masserne i landdistrikterne får deres egne kandidater og et uafhængigt arbejderparti, der kan ophæve de katastrofale privatiseringer, der er gennemført i løbet af de seneste 20 år, tackle den neoliberale kapitalisme og indføre reelle demokratiske forandringer og nye institutioner, der kontrolleres af det arbejdende folk, og med en reel planlægning af økonomien og en socialistisk føderation for Centralasien.

 
  
  

Betænkning: Alojz Peterle (A7-0121/2010)

 
  
MPphoto
 

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE).(LT) Hr. formand! Jeg er meget glad for, at dette dokument blev vedtaget med stort flertal, dvs. at der nærmest ikke var nogen, der stemte imod. Dette er i sig selv ret forståeligt på grund af de helbredsmæssige virkninger for os alle og vores nærmeste. Jeg lykønsker også Parlamentet og alle borgerne i EU samt ordføreren med at have truffet beslutninger i dag, der kan føre til mere specifikke og målrettede foranstaltninger, ikke bare for at helbrede patienter, der lider af kræft, men også for at sikre forebyggelse af kræft. Desværre er prognoserne, når det gælder kræft, virkelig forskrækkende, og vi skal koncentrere vores indsats om at overvinde denne sygdom.

Jeg stemte for dette dokument, fordi jeg mener, at et integreret syn på kræfttilfælde og kampen mod kræft bør anses for en særlig vigtig del af sundhedsstrategien for både EU og medlemsstaterne. Der er behov for en kollektiv og koordineret indsats fra medlemsstaterne for at nedbringe risikoen ved kræfttilfælde.

 
  
MPphoto
 

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! I betænkningen om foranstaltninger til bekæmpelse af kræft taler man om forebyggelsens betydning i kampen mod denne sygdom.

Vi ved, at en tidligere diagnosticering af denne sygdom øger chancerne for en vellykket behandling. Forekomsten af visse kræftformer kan forudsiges gennem genetisk disponering, levevis osv. Efter min mening kan en mere omfattende screening derfor udgøre et første effektivt og hurtigt skridt til forebyggelse af mange dødsfald. Et andet vigtigt skridt kunne være overførsel og udbredelse af vellykkede behandlingsmetoder til alle lande inden for EU, herunder til centre med mindre erfaring i kræftbehandling med henblik på at forbedre adgangen til effektiv behandling.

Men under alle omstændigheder må vi rose hr. Peterle for hans arbejde i håbet om, at EU vil indføre mere omfattende foranstaltninger i kampen mod denne sygdom.

 
  
MPphoto
 
 

  Vito Bonsignore (PPE).(IT) Hr. formand! Jeg vil gerne udtrykke min værdsættelse af det arbejde, som Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og navnlig ordføreren, hr. Peterle, har udført. Udviklingen af et partnerskab i kampen mod kræft, et så følsomt tema, som det, vi stod over for, tjener hele Parlamentet til ære.

Ifølge oplysninger fra Verdenssundhedsorganisationen dør omkring 2 mio. europæiske borgere hvert år af svulster, og i omkring 10 % af tilfældene er de forårsaget af eksponering for kræftfremkaldende stoffer på arbejdspladsen. Jeg er overbevist om, at målsætningen om at nedbringe antallet af nye tilfælde med 15 % i 2020 også bør forfølges i samarbejde med medlemsstaterne. Europa skal vise, at vi også står samlet på dette område. Efter min mening er artikel 66, som kan sikre adgangen til lægemidler i alle lande, i overensstemmelse med dette grundlæggende princip.

Derfor stemte jeg for denne betænkning.

 
  
  

Betænkning: Patrizia Toia (A7-0120/2010)

 
  
MPphoto
 
 

  Alajos Mészáros (PPE). – (HU) Hr. formand, mine damer og herrer! I det seneste år har vi set en eksplosiv udvikling inden for informations- og kommunikationsteknologier. Den markante udvikling og resultaterne inden for ikt-sektoren bidrog til udviklingen af andre sektorer, der tidligere var stagnerende som f.eks. mekatronik, nanoteknologi samt kontrol- og måleteknologi. Derfor bør vi bifalde Kommissionens initiativ om at anvende ikt til at nå målene for Europa 2020. Jeg glæder mig over, at vi godkendte dette program, og det glæder mig også, at jeg kunne stemme for det. Det er vigtigt, at vi når de planlagte mål inden 2020, nemlig en nedsættelse af CO2-emissionerne og en forbedring af energieffektiviteten. Sektoren for informations- og kommunikationsteknologi kan få strategisk betydning inden for EU's energispareprogram og med henblik på at styrke det europæiske erhvervslivs konkurrenceevne. Men for at nå dette er der behov for standardisering af måleudstyret så hurtigt som mulig, start af forskningsprojekter og gennemførelse af en pakke af foranstaltninger med henblik på at sænke forbruget og forbedre forvaltningen af produktion og serviceydelser.

 
  
  

Betænkning: Vittorio Prodi (A7-0057/2010)

 
  
MPphoto
 

  Barbara Matera (PPE).(IT) Hr. formand! Jeg stemte for og støttede det værdifulde arbejde, som hr. Prodi har udført som afslutning på det vigtige arbejde, der er foregået i Kommissionen.

Jeg repræsenterer det sydlige Italien, som ligger i Sydeuropa i Middelhavsområdet. Vores befolkning har vist os tillid og fortjener ikke at stå uforberedte på klimaændringernes virkninger i vores regioner og landdistrikter, som især er afhængige af landbrug, fiskeri og turisme, og som hovedsagelig består af mere sårbare samfund og sociale grupper.

Derfor mener jeg, at det er vigtigt med solidaritet mellem de forskellige stater og områder, ikke mindst i reaktionen på denne nye strategi, som vi er i færd med at gennemføre. Det er faktisk meget vanskeligt at tale med al den uro, men jeg er ved at være færdig. Jeg glæder mig over indførelsen af instrumentet for Solidaritetsfonden, hvor jeg er ordfører for Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater), som en yderligere støtte til et hurtigt og effektivt svar på klimaændringernes virkninger. Det er nærmest umuligt at tale.

 
  
MPphoto
 

  Laima Liucija Andrikienė (PPE).(EN) Hr. formand! Jeg støtter Kommissionens hvidbog og hr. Prodis betænkning. Jeg mener, at der især er behov for en sådan hvidbog efter samtalerne om klimaændringer i København. De resultater, som vi så i København, er helt klart utilstrækkelige. Det ikkebindende dokument, der blev vedtaget i København, om at holde den globale opvarmning på +2 °C vil stadig betyde opvarmning i Europa, hvilket ville medføre ekstreme regionale klimaændringer.

Vi skal være særlig opmærksomme på, hvordan vi producerer vores energi. Vi skal gøre en større indsats for at indføre en konkret, fælles energipolitik. Vi skal støtte forskning i miljøvenlige teknologier, men også indføre klare politiske rammer for indførelsen af teknologier med vedvarende energi og indførelsen af disse i alle aspekter af vores økonomier.

Jeg håber, at denne hvidbog kan skubbe EU i den rigtige retning og vil føre til en række konkrete politiske foranstaltninger.

 
  
MPphoto
 

  Karin Kadenbach (S&D). – (DE) Hr. formand! Jeg støtter det beslutningsforslag, som hr. Prodi har fremsat i dag. Men ændringsforslaget til betænkningen fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) og navnlig hr. Seeber, som desværre blev vedtaget på plenum, virker noget mere tvivlsomt på mig. Jeg er bekymret over, at de konservative bruger denne metode til at genindføre atomkraft ad bagdøren. Fremme af kulstoffattige energikilder er et velkendt argument fra atomlobbyens side. Jeg vil gerne understrege, at Prodi-betænkningen helt klart går i en anden retning. Som østriger betragter jeg ikke atomkraft som en vedvarende energikilde. Det er meget vigtigt for mig at slå fast, at jeg ikke stemte for dette punkt i dag.

 
  
  

FORSÆDE: Jerzy BUZEK
Formand

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik