Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Forhandlinger
Torsdag den 6. maj 2010 - Bruxelles EUT-udgave

11. Højtideligt møde
Video af indlæg
PV
MPphoto
 

  Formanden. − Hr. vicepræsident, Deres excellencer, kære kolleger, kære venner, det er en stor ære for mig at byde Joseph Biden, USA's 47. vicepræsident, velkommen til Europa-Parlamentet.

(Bifald)

Vicepræsident Biden har været en central figur i amerikansk politik og ven af kolleger her i Parlamentet gennem mange år. Han blev første gang valgt til det amerikanske Senat i 1972, hvor han blev en af de yngste senatorer i landets historie. Han blev valgt seks gange, inden han blev amerikansk vicepræsident i november 2008.

Som tidligere formand for Senatets udenrigsudvalg og dets retsudvalg er han vant til at sige sin mening og forsvarer undertiden sager, der langt fra er populære på det pågældende tidspunkt. Han skaber opinionen, han følger ikke opinionen. Det er en af grundene til, at Deres tale i Europa-Parlamentet i dag, hr. vicepræsident, er så vigtig og betydningsfuld for os alle. Jeg vil gerne endnu en gang takke Dem for den meget varme velkomst og de meget konstruktive og frugtbare diskussioner sidste onsdag i Washington.

Kære kolleger, i den nuværende multilaterale og multipolare verden kan og bør Europa og USA arbejde sammen i et partnerskab for global stabilitet og de oplyste værdier, vi tror på. Vicepræsident Bidens besøg i EU i dag er et signal om dette engagement.

Uden et stærkt og effektivt transatlantisk partnerskab som ligeværdige partnere – USA og EU – kan vi ikke finde varige løsninger på de mange udfordringer, vi står over for, nemlig klimaændringer, energisikkerhed, den økonomiske krise, der stadig rammer os alle, terror eller fremme af menneskerettigheder, forsvar for frihandel og forbedring af de globale styreformer.

Kære kolleger, for 25 år siden nærmest på dato talte præsident Ronald Reagan til Parlamentet, den 8. maj 1985. Det var den seneste og hidtil eneste gang, at en amerikansk præsident har talt til de demokratisk valgte repræsentanter for Europas befolkning. Deres tilstedeværelse her i salen i dag, hr. vicepræsident, er et symbol på fornyelsen af denne dialog på højeste plan mellem vores to kontinenter.

Her i Europa har vi en ny traktat, der giver os i Parlamentet fornyet styrke og muligheder for at handle, og som er så vigtig for hele EU. I USA er der efter et år med præsident Obamas ledelse nyt håb for verden. Hr. vicepræsident, Deres tale kunne ikke komme på et bedre tidspunkt.

Hr. vicepræsident, det er mig en stor fornøjelse at byde Dem velkommen til Europa-Parlamentet her i eftermiddag. Ordet er Deres.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Joe Biden, vicepræsident for Amerikas Forenede Stater.(EN) Hr. formand! Tak for Deres velkomst. Det var en fornøjelse at have Dem i Washington og i Det Hvide Hus, og det er en stor ære og et stort privilegium at få lov til at tale til en så ærværdig forsamling.

Jeg har været medlem af et parlament med bare 435 medlemmer i alt. Dette er en endnu større ære. Jeg kan huske præsident Reagans tale her i 1985, og jeg vil gerne citere en irsk digter – William Butler Yeats – der talte om sit Irland og skrev i et digt ved navn Easter Sunday 1916: "All’s changed, changed utterly; a terrible beauty has been born". Meget har ændret sig siden 1985, meget har ændret sig, og en forfærdelig skønhed er født.

Som De allerede ved, er jeg ikke kun glad for at være tilbage i Bruxelles for anden gang som vicepræsident. Som De ved, omtaler nogle amerikanske politikere og amerikanske journalister Washington DC som den frie verdens hovedstad. Men for mig at se kan denne fantastiske by med sin tusindårige historie, som er Belgiens hovedstad, hjemsted for EU og NATO's hovedkvarter, med fuld ret gøre krav på denne titel. Som lovgiver gennem mere end 36 år i vores parlament føler jeg det som en særlig ære at tale til Europa-Parlamentet.

Præsident Obama og jeg var det første kandidatpar i de seneste 50 år i USA, der kom ind i Det Hvide Hus fra vores lovgivende organer, så vi kommer begge til vores udøvende embeder med stor respekt for det arbejde, De udfører her i det europæiske demokratis højborg. Sammen med mine tidligere kolleger i den amerikanske Kongres repræsenterer De og jeg mere end 800 mio. mennesker. Prøv at tænke over det et øjeblik.

To folkevalgte organer, der former lovgivningen for næsten en ottendedel af planetens befolkning, det er virkelig bemærkelsesværdigt. Under Lissabontraktaten har De nu fået flere beføjelser og et bredere ansvarsområde, der følger med denne øgede indflydelse, og det hilser vi velkommen. Vi hilser det velkommen, fordi vi, USA, har brug for stærke allierede og alliancer, der kan hjælpe os med at løse problemerne i det 21. århundrede, hvoraf mange er de samme som i det forgangne århundrede, men hvor mange også er anderledes.

Jeg vil gerne sige det så direkte, som jeg kan. Obama/Biden-administrationen tvivler ikke på behovet for, og bakker stærkt op om, et energisk EU. Vi mener, at dette er absolut væsentligt for USA's fremgang og sikkerhed på langt sigt. Så det tvivler vi ikke på.

Da jeg var formand for udenrigsudvalget i det amerikanske Senat i alle disse år, havde jeg lejlighed til at mødes med mange europæiske lovgivere fra de nationale lovgivende organer, herunder nogle af Dem, der sidder her i salen i dag. Så jeg kan se efter alle disse år, hvilket vigtigt skridt det har været at oprette det eneste multinationale, direkte valgte parlament i verden. Så meget har ændret sig.

Det glæder mig, at De gennem den transatlantiske dialog på det lovgivningsmæssige område opbygger et tæt forhold til den amerikanske Kongres, og jeg håber, at det kontor, De åbnede i Washington i sidste måned, vil styrke disse bånd.

Kære venner, for 65 år siden i denne uge, underskrev de nazistiske ledere mindre end 200 km syd for, hvor vi opholder os nu, en betingelsesløs overgivelse, der bragte Anden Verdenskrig i Europa til ophør. Næste dag brød der jubelscener ud på Times Square og Piccadilly Circus. Jublende menneskemængder dansede ned ad Champs-Elysées og torve og pladser overalt i den allierede verden. Her i Bruxelles sang kirkegængere ved en takkegudstjeneste den britiske, belgiske og amerikanske nationalsang. På denne glædens dag, den 8. maj 1945, lå dette kontinent i ruiner, hærget af totale krige to gange på mindre end 30 år. Dengang må et fredeligt, forenet Europa, et Europa-Parlament, have virket som ren fantasi for enhver. Men takket være viljen hos Deres medborgere og statsmænd som Paul-Henri Spaak, som denne fantastiske sal er opkaldt efter, og Robert Schuman og Jean Monnet, og de visioner, der førte til, at et parlament fødtes, og som gav ham præsidentens frihedsmedalje fra præsident Lyndon Johnson, står vi her, forsamlet i denne sal. Står De her.

Det, der begyndte som en simpel pagt mellem et halvt dusin nationer om etablering af et fælles marked for kul og stål, voksede til et økonomisk og politisk kraftværk. Et fællesskab viet den frie tanke, den frie bevægelighed og det frie initiativ. Et Europa, som en historiker har kaldt "Ikke så meget et sted, som en tanke". Jeg står her for på ny at bekræfte, at præsident Obama og jeg selv tror på denne tanke og på en bedre verden og et bedre Europa, som den allerede har bidraget til at etablere. Et Europa, hvor alle medlemsstater nyder godt af samhandelsaftaler og bekæmper miljøødelæggelser med én stemme, et Europa, der hævder de kulturelle og politiske værdier, som mit land deler med Dem alle. Et helt Europa, et frit Europa og et fredeligt Europa.

(Bifald)

Som præsident Obama sagde i Prag for lidt over et år siden, er et stærkt Europa en stærkere partner for USA – og vi har brug for stærke partnere. Derfor vil vi gøre alt, hvad vi kan for at støtte Deres store projekt. Fordi de seneste 65 år har vist, at når amerikanerne og europæerne bruger deres energi på et fælles mål, er der nærmest intet, vi ikke kan opnå. Gennem Marshallplanen genopbyggede vi Europa sammen og foretog den måske største investering i menneskehedens historie. Sammen opbyggede vi verdens længstvarende sikkerhedsalliance, NATO, og en militær og politisk styrke, der har bundet USA og Europa sammen og bragt os endnu tættere på hinanden i de efterfølgende årtier. Sammen etablerede vi det største handelspartnerskab i verdenshistorien, der omfatter omkring 40 % af verdenshandelen og bidrager til at indvarsle en hidtil uset fremgang og teknologisk innovation. Sammen har vi givet bistand og håb for dem, der lider i humanitære katastrofer flere steder, end jeg kan nævne, fra Vestbalkan til Congo og til vores igangværende arbejde i Haiti i dag.

Til skeptikerne, der til trods for alle disse resultater, stadig stiller spørgsmålstegn ved det transatlantiske forholds tilstand eller mit lands holdning til et forenet Europa, vil jeg sige, at selv om USA og de nationer, De repræsenterer, ikke var forenet af fælles værdier og en fælles arv for mange millioner af vores borgere, mig selv inklusive, ville alene vores globale interesser binde os uløseligt sammen.

Forholdet mellem mit land og Europa er i dag lige så stærkt og vigtigt for os alle, som nogensinde før. Dette århundrede har medført nye udfordringer, som ikke er mindre farlige end de tidligere i det 20. århundrede, og i fællesskab – sammen – møder vi dem en efter en. De er vanskelige, der vil opstå uenighed, men vi møder dem i fællesskab. Klimaændringer er en af de største trusler, som vores planet står over for. USA og Europa arbejder på at sikre, at alle lande, og især de store økonomier, bidrager til en global løsning. Vi ønskede alle at tage og tog også et stort skridt fremad i København. Nu skal vi gennemføre alle disse emissionsreduktioner, finansieringen og gennemsigtigheden, som kræves i denne aftale, og vi skal hjælpe de mest sårbare nationer, fra Arktis i nord til øerne i Stillehavet, der rammes først af denne lurende krise.

I de urolige områder i Afghanistan og Pakistan arbejder vi sammen for at sprænge, afvikle og bekæmpe al-Qaeda og Taliban-krigerne og om at uddanne en afghansk hær og politistyrke, så deres regering i sidste ende kan beskytte sin egen befolkning og ikke udgøre en trussel for sine naboer. For at opbygge Afghanistans statsapparat har USA, EU og medlemsstaterne indsat betydelige både økonomiske og menneskelige ressourcer. Selv om det ikke altid har været populært at støtte disse vigtige missioner, ved både De og jeg, at de er nødvendige. Som ledere har vi pligt til at forklare vores befolkninger, at dette er nødvendigt for vores kollektive sikkerhed, selv om jeg, og tro mig som politiker, der har opstillet gennem de seneste 38 år, forstår jeg, at det ikke er nemt. Jeg kan forsikre Dem for, at det ikke er mere populært i mit land end i nogen af Deres.

Derfor står USA og Europa også side om side for at forhindre Iran i at skaffe sig atomvåben, en udvikling, der ville bringe landets borgere i fare og true dets naboer, herunder nogle af vores nærmeste allierede. Sammen er vi slået ind på den hidtil ubetrådte sti, hvor vi har relationer med de iranske ledere, og, mine damer og herrer,

(Bifald)

til trods for, hvad nogle skeptikere mener, mente præsidenten, hvad han sagde, Nemlig, at vi vil række hånden ud mod enhver, der vil løsne sin knyttede næve. I begyndelsen af denne administrations embedsperiode erklærede præsident Obama, at vi er parate til at forhandle med Iran på grundlag af gensidige interesser og gensidig respekt. Sammen med vores allierede har vi gjort det klart over for de iranske ledere, hvordan de kan begynde at genopbygge tillid hos det internationale samfund, herunder ved at give adgang til deres hidtil hemmeligholdte berigelsesanlæg og ved at bytte lavberiget uran for brændsel til en forskningsreaktor. Men som verden har været vidne til, har de iranske ledere hånligt afvist vores fælles bestræbelser i god tro og fortsætter med at træffe foranstaltninger, der truer den regionale stabilitet. Jeg vil gerne sige det ligeud. Irans atomprogram udgør en krænkelse af landets forpligtelser i henhold til ikkespredningstraktaten og risikerer at starte et atomkapløb i Mellemøsten. Tænk, hvor ironisk det ville være, hvis der nu, hvor jerntæppet er faldet og de gensidige trusler om gensidigt garanteret ødelæggelse mellem supermagterne blev mindre, opstod et nyt våbenkapløb i en af de mest ustabile dele af verden. Det ville være ironisk, og vores børn, børnebørn og oldebørn ville efter min mening ikke tilgive os, hvis vi tillader, at dette sker.

Desuden støtter den iranske ledelse terrororganisationer, og dens støtte fortsætter ufortrødent, og styret forfølger samvittighedsløst de borgere, der demonstrerer fredeligt for retfærdighed, og svigter det, der er enhver regerings pligt over dens egne borgere. Teheran står over for et klart valg. At overholde de internationale regler og igen slutte sig til fællesskabet af ansvarlige nationer – hvilket vi håber på – eller blive stillet over for yderligere konsekvenser og voksende isolation.

I lyset af den trussel, som Iran udgør, lægger vi vægt på vores allieredes sikkerhed. Derfor iværksatte vi det faseopdelte, fleksible missilforsvarsprogram for at afskrække og forsvare dette kontinent mod missilangreb.

(Bifald)

Mine damer og herrer, vi samarbejder også inden for NATO for at forberede os på en række fremtidige sikkerhedstrusler, inklusive energisikkerhed og cybersikkerhed, og vi støtter fortsat et tæt sikkerhedssamarbejde mellem NATO og EU.

Sidste år reagerede USA og Europa hurtigt og beslutsomt, da verden våndede sig under den værste finanskrise siden depressionen. Derved bidrog vi i fællesskab til at forhindre det, som folk forudsagde, nemlig et totalt sammenbrud i verdensøkonomien. I dag følger præsident Obama og jeg selv den økonomiske og finansielle krise i Grækenland og EU's bestræbelser på at løse krisen nøje. Vi hilser støttepakken, som Europa overvejer i samarbejde med Den Internationale Valutafond, velkommen, og vi vil både direkte og gennem IMF støtte Deres bestræbelser på at redde Grækenland.

Disse eksempler og mange andre, jeg kunne have nævnt, viser, hvorfor Europa fortsat ikke bare er USA's største handelsparter, men vores vigtigste allierede.

Mine damer og herrer, vores forgængere mødtes i denne uge for mere end seks årtier siden for at opbygge institutioner, der havde til formål at sikre, at de mørkeste kapitler i det 20. århundrede ikke vil blive gentaget i resten af det århundrede eller i det 21. århundrede. Disse institutioner – denne institution – har været en stor succes, men nu er vi begyndt at fokusere på udfordringerne i dette nye århundrede, som jeg nævnte indledningsvis.

Verden har forandret sig. Den har ændret sig virkelig meget. En forfærdelig skønhed er født. Måske er den mest komplekse trussel, som vi står over for i dag, truslen mod vores egne borgere fra ikkestatslige aktører og voldelige ekstremister, navnlig hvis – Gud forbyde det – det lykkes disse voldelige ekstremister at få fat i masseødelæggelsesvåben. Denne svøbe har ingen respekt for grænser – ingen. Ingen enkelt nation, uanset hvor stærk eller rig, hvor organiseret eller hvor kvalificeret den er, kan imødegå denne trussel alene. Den kan kun bekæmpes effektivt, hvis vi gør fælles front, og det er præcis, hvad vi skal gøre.

De nye beføjelser, som Parlamentet her har fået gennem Lissabontraktaten, har givet Dem en større rolle i denne kamp og en større tilskyndelse til at lede ansvarligt. Den amerikanske regering og Europa-Parlamentet har kæmpet om, hvordan man bedst kan beskytte borgerne uden at give køb på de grundlæggende rettigheder, som alle vores samfund er bygget på. Jeg er helt overbevist om, at vi både skal – og kan – beskytte vores borgere og bevare vores friheder.

Siden præsident Obama og jeg tiltrådte sidste år, har jeg været styret af vores forfatnings krav om at tilstræbe en tættere union. Med henblik herpå var en af vores første embedshandlinger at ophæve en afhøringspraksis, der skabte få resultater, og som vi ikke kunne fortsætte med god samvittighed.

(Bifald)

Vi beordrede lukningen af opsamlingscentret i Guantánamobugten, som var blevet et symbol på uretfærdighed og et kampråb for terrorister.

(Bifald)

Og vi sætter pris på den støtte, som så mange af Dem har ydet i disse bestræbelser, selv om det har været vanskeligt for Dem.

Vi gjorde mange af disse ting, fordi præsident Obama og jeg ligesom De afviser det kunstige valg mellem sikkerhed og vores idealer. Vi tror på, at vi kun bliver stærkere ved at holde fast i vores principper, og at vi ved at kompromittere dem rent faktisk kun undergraver vores bestræbelser i den overordnede kamp mod voldelig ekstremisme. For hvad er deres mål? Deres mål er at ændre de ting, vi værdsætter – ændre vores adfærd. Otte dage efter angrebet den 11. september fortalte jeg en gruppe på tusinder af universitetsstuderende i mit land, at de ikke må lade 9/11-tragedien sætte en stopper for vores måde at leve på, for det er netop, hvad terroristerne ønskede. Jeg fortalte dem også, at USA ikke kan vinde denne kamp, hvis vi kæmper alene.

Disse bemærkninger passer ikke kun til stemningen dengang, men jeg mener, at de har vist sig at være sande – og de er ikke mindre sande i dag. Jeg behøver ikke fortælle dette publikum om Europas stolte tradition for at beskytte borgerne mod statslig indgriben i deres privatliv – et engagement, der bunder i respekten for den enkeltes iboende værdighed. Vi kalder dem for umistelige rettigheder. Vi indskrev dem i vores forfatning, og USA's engagement i privatlivets fred er også stort, lige så stort som Deres. Vores fjerde forfatningsændring beskytter den enkelte mod undersøgelse og beslaglæggelse fra statens side, hvilket en af vores mest berømte jurister en gang betegnede som "retten til at være i fred". USA's højesteret har gjort det klart, at privatlivets fred er en grundlæggende ret, der beskyttes af forfatningen. Ligesom EU har vores højesteret betegnet denne rettighed som et spørgsmål om personlig værdighed.

Personligt har jeg i 36 år af min karriere forsvaret retten til privatlivets fred. I det amerikanske Senat bedømmer organisationer de medlemmer, der er mest engagerede i borgerrettigheder, og alle årene har jeg – og senere præsident Obama – været blandt de fire udvalgte. Jeg fortæller Dem dette, ikke på grund af mig selv, men for at beskrive vores administrations engagement i individuelle rettigheder. At ændre på dette nu ville være forræderi mod alt det, jeg har sagt, at jeg stod for i mit land gennem de seneste 37 år. Da jeg var formand for Senatets retsudvalg, som har ansvaret for at godkende de dommere, som præsidenten udnævner, var jeg som sagt konsekvent blandt de flittigste fortalere for borgerrettigheder, og jeg gjorde det til min prioritering at fastslå de kommende dommeres synspunkter vedrørende privatlivets fred, før jeg besluttede, om de kunne blive dommere eller ej.

Præsident Obama og jeg mener også, at statens primære, mest grundlæggende og mest højtidelige pligt er at beskytte sine borgere – de borgere, den tjener – og deres rettigheder. Præsident Obama har sagt, at det at sørge for sikkerheden i vores land er det første, han tænker på, når han vågner om morgenen, og det sidste, han tænker på, inden han går i seng om aftenen. Jeg går ud fra, at alle verdens ledere ser sådan på deres rolle. Og den fysiske sikkerhed er en præcis lige så umistelig rettighed som privatlivets fred. En regering, der frasiger sig sin pligt til at garantere sine borgeres sikkerhed, krænker deres rettigheder præcis lige så meget, som en regering, der gør systemkritikere tavse eller fængsler sigtede for forbrydelser uden rettergang.

Så mens vi samles her i dag, bruger vores fjender alle de midler, de kan få fat i, til at gennemføre nye og ødelæggende angreb som dem mod New York, London, Madrid og mange andre steder rundt om i verden. For at stoppe dem skal vi bruge alle de legitime redskaber, vi råder over – retshåndhævelse, militær efterretningsteknologi – der er i overensstemmelse med vores love og værdier. Vi kæmper på mange fronter, lige fra de tapre mænd og kvinder i militærtjeneste i udlandet til de tålmodige og utrættelige efterforskere, der undersøger komplekse og mistænkelige økonomiske netværk.

Alene i denne uge anholdt vores toldere og grænsepoliti en mistænkt for forsøget på at bringe en bombe til sprængning på Times Square i New York, da han forsøgte at flygte ud af landet. Det er vigtigt, at vi bevarer al vores kapacitet i henhold til lovgivningen til at standse sådanne angreb. Derfor mener vi, at programmet til sporing af terrorfinansiering er vigtigt for både vores og Europas sikkerhed. Det har givet os vigtige ledetråde i terrorefterforskninger på begge sider af Atlanten, forpurret planer og i sidste ende reddet liv. Det har indbyggede overlapninger, der sikrer, at personoplysninger respekteres og udelukkende bruges til terrorbekæmpelse. Men jeg bebrejder Dem ikke, at De anfægter det. Vi forstår Deres bekymring. Derfor arbejder vi sammen om at løse problemerne, og jeg har fuld tillid til, at det vil lykkes os både at bruge dette redskab og garantere privatlivets fred. Det er vigtigt, at vi gør dette, og det er vigtigt, at vi gør det så hurtigt som mulig.

Som tidligere amerikansk senator ved jeg også, hvor vanskeligt det kan være at træffe de svære valg, som de globale udfordringer kræver, og samtidig være tro mod de lokale værdier. De er alle ude for dette skisma, hver gang De stemmer her i Parlamentet, formoder jeg. Jo længere vi fortsætter uden en aftale om programmet til sporing af terrorfinansiering, jo større er risikoen for et terrorangreb, der kunne have været forhindret. Som ledere har vi et fælles ansvar for at gøre alt, hvad vi kan inden for lovens rammer for at beskytte de 800 mio. mennesker, vi tjener i fællesskab. Vi har før været uenige, vi vil helt sikkert blive uenige igen, men jeg er ligeledes overbevist om, at USA og Europa kan løse det 21. århundredes udfordringer – som vi gjorde i det 20. århundrede – hvis vi taler med og lytter til hinanden og er ærlige over for hinanden.

(Bifald)

Mine damer og herrer, Winston Churchill lærte os, at mod er det, der skal til, for at rejse sig og tale. Mod skal der også til at sætte sig og lytte. I eftermiddag er det mig, der har haft ordet. Men vær forvisset om, at jeg, min regering og min præsident er tilbage og lytter til vores allierede. Mine damer og herrer, det er ingen tilfældighed, at Europa var min første oversøiske destination som vicepræsident, og det samme gjaldt præsidenten. Det er ikke noget tilfælde, at vi allerede har været her adskillige gange siden da. USA har brug for Europa, og med al respekt vil jeg påstå, Europa har brug for USA. Vi har brug for hinanden mere end nogensinde.

(Bifald)

Så jeg betragter denne uges jubilæum som en velkommen mulighed for på ny at bekræfte de bånd, som vores folk knyttede for så længe siden i stridens bål. Nu som dengang kigger europæere og amerikanere mod hinanden, før de kigger i retning af nogen andre, i deres stræben efter idealer og i deres søgen efter partnere. Nu som dengang er vi beærede og taknemmelige over at stå ved Deres side i de kampe, der måtte komme. Så igen står jeg her for entydigt at sige, at præsident Obama og Joe Biden går stærkt ind for et forenet, frit og åbent Europa. Vi støtter på det kraftigste det, som De står for her. Vi ønsker Dem held og lykke, Gud velsigne Dem alle, og måtte Gud beskytte alle vores tropper. Mange, mange tak skal De have.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Formanden. − Mange tak, hr. vicepræsident. Det var et fantastisk grundlag for fremtidigt samarbejde og vores fremtidige samtaler. Som De sagde, skal vi lytte til og tale med hinanden. Det er meget vigtigt.

Jeg vil gerne takke Dem for at have gentaget de vigtigste ord fra sidste uge, Europa har brug for USA. Vi husker det 20. århundrede – Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig, jerntæppet – vi kæmpede side om side og vandt vores sejre sammen som demokratier. Som De tilføjede i dag, har USA brug for Europa. Det vil vi huske. Det er et godt udgangspunkt for vores partnerskab og samarbejde.

Hr. vicepræsident, endnu en gang mange tak.

(Bifald)

 
  
  

FORSÆDE: Libor ROUČEK.
Næstformand

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik