Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 19. maj 2010 - Strasbourg

3. Resultatet af topmødet den 7. maj 2010 og Økofin-mødet – Hvad er EU 2020-strategiens politiske relevans i forbindelse med den nuværende finansielle og økonomiske krise? - Følgerne af den økonomiske og finansielle krise for EU 2020-strategien og for styringen af denne – Hvilken betydning har EU 2020-strategien inden for rammerne af den nuværende finansielle og økonomiske krise? (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er

– forhandling under ét om mekanismer til styrkelse af økonomien,

– redegørelser fra Rådet og Kommissionen: Resultatet af topmødet den 7. maj 2010 og Økofin-mødet [2010/269(RSP)],

– mundtlig forespørgsel til Rådet og Kommissionen: Den politiske relevans af EU's 2020-strategi på baggrund af den nuværende økonomiske og finansielle krise (O-0052/2010 – B7-0213/2010), (O-0053/2010 – B7-0214/2010),

– mundtlig forespørgsel til Rådet: Følgerne af den økonomiske og finansielle krise for EU 2020-strategien og styringen heraf (O-0068/2010 – B7-0301/2010),

– mundtlig forespørgsel til Rådet og Kommissionen: Den politiske relevans af EU's 2020-strategi på baggrund af den nuværende økonomiske og finansielle krise (O-0065/2010 – B7-0219/2010), (O-0066/2010 – B7-0220/2010).

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Hr. formand! Alle er klar over, at vi oplever en periode med helt usædvanlig finansiel turbulens. Denne periode har varet et par måneder, men er ikke opstået på et par måneder, men i løbet af et par år, da subprime-krisen opstod i USA.

Krisen opstod således som en finanskrise i den private sektor i det finansielle system, som hurtigt udviklede sig til at påvirke realøkonomien i form af en voldsom nedgang, der rent teknisk var en voldsom recession. Dette medførte en nedgang i produktionen og en betydelig stigning i arbejdsløsheden, som var særlig alvorlig i de lande, hvor ejendoms- eller boligbyggerisektorerne havde stor indflydelse.

Medlemsstaterne og de nationale banker reagerede hurtigt for at forhindre det finansielle system i at kollapse, og der blev ligeledes fokuseret på realøkonomien.

Denne reaktion havde naturligvis konsekvenser for den offentlige økonomi og de offentlige finanser. Vi taler nu ikke længere om private finanser, men om offentlige finanser. Først og fremmest var der en krise i forhold til den finansielle stabilitet i offentlige regnskaber som følge af meget store underskud.

Der var endvidere en krise i forbindelse med statsobligationer. Det er fremgået tydeligt i de seneste måneder, ikke mindst på grund af aktiviteter på meget svingende markeder, som til tider endda helt tydeligt har involveret spekulation. Disse aktiviteter har endvidere medført en betydelig stigning i de renter, som markederne opkræver fra medlemsstaterne, når de udsteder obligationer. Derudover blev hele euroområdet påvirket og var således et problem, som ikke blot berørte et, to eller tre lande, men stabiliteten i hele euroområdet.

Det er situationen. Det er alle disse hændelser eller diagnosen af disse omstændigheder, som EU har taget i betragtning for at handle og afhjælpe problemerne, og EU har efter min opfattelse handlet korrekt i hele denne periode. Det kan have set ud, som om EU har været længe om at træffe beslutninger. Det kan til tider have set ud, som om EU har været urimeligt længe om at træffe enkelte beslutninger, men EU har opnået de rigtige resultater, resultaterne af at have truffet hensigtsmæssige foranstaltninger og – endnu vigtigere – koordinerede foranstaltninger.

Selv om det kan se ud, som om nogle af foranstaltningerne forhindrer os i at se hele billedet, har EU efter min opfattelse fastlagt en hensigtsmæssig strategi i forhold til omstændighederne, som naturligvis skal omfatte kortsigtede foranstaltninger, men som er rettet mere mod løsninger på mellemlang og lang sigt i forsøget på at sikre, at sådan en krise ikke opstår igen.

Som vi allerede har nævnt, vil de kortsigtede foranstaltninger omfatte en injektion af offentlige midler og koordinering på EU-plan. Det drejer sig om den europæiske genopretningsplan, som støttes af Kommissionen. En plan, der har til formål at koordinere de umiddelbare foranstaltninger – en chokbehandling, som medlemsstaterne skal gennemføre for at begrænse skaderne efter denne enorme krise, men som ikke får krisen til at forsvinde.

Et eksempel på disse kortsigtede foranstaltninger er utvivlsomt støtten til Grækenland, som allerede måneder forinden var blevet advaret af Kommissionen om problemer med de offentlige regnskaber. Rådet er i færd med at udarbejde en række henstillinger til Grækenland i relation til artikel 126, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og Rådet og Kommissionen overvåger udviklingen på det pågældende område.

Der udarbejdes ikke blot henstillinger i forbindelse med likviditeten i Grækenlands offentlige regnskaber, men også med hensyn til strukturreformer i pensionssystemerne og nødvendigheden af at foretage reformer i sundhedssektoren. Og den 23. april blev der så vedtaget en handlingsmekanisme over for Grækenland. I går manifesterede denne mekanisme sig for første gang i midler, der blev sendt til Grækenland fra EU-medlemsstater via denne mekanisme.

Dette tiltag er derfor det første udtryk for en kortsigtet foranstaltning, som er af afgørende betydning, når en medlemsstat er i alvorlige vanskeligheder, som det er tilfældet med Grækenland.

Vi skal naturligvis også på kort sigt udarbejde en strategi med henblik på at overvinde krisen, som det også blev understreget meget kraftigt i den mundtlige forespørgsel fra hr. Daul, hr. Verhofstadt, hr. Schulz og andre. Det skal være en afbalanceret og kontrolleret strategi, som naturligvis skal været rettet imod afhjælpning af de meget alvorlige problemer i de offentlige regnskaber, men strategien skal også være rettet imod opnåelse af vækst.

Men en strategi på kort sigt er naturligvis ikke tilstrækkeligt. Vi skal træffe foranstaltninger på mellemlang og lang sigt Der er strukturelle problemer i den europæiske økonomi, strukturelle problemer, som i sidste ende forårsagede svækkelsen af Europa i en meget usikker situation med ekstrem finansiel turbulens.

EU træffer og foreslår foranstaltninger på mellemlang og lang sigt, som det er vigtigt at henlede opmærksomheden på. Det er først og fremmest vigtigt, fordi de er rettet imod den form for krise, der opstod som følge af denne alvorlige økonomiske situation, som påvirker hele EU, men især euroområdet. EU har for at kunne reagere på krisen i den finansielle sektor planlagt en række foranstaltninger, som vil blive drøftet i Parlamentet i de næste par dage: en tilsynspakke, som forhåbentlig vil blive vedtaget hurtigst muligt. Jeg håber endvidere, at Rådet og Parlamentet vil nå til enighed i denne sammenhæng. Som led i denne pakke eller i forbindelse hermed vedtog Økofin-Rådet en foranstaltning i går – regulering af hedgefonde, alternative fonde eller højrisikofonde. Jeg henviser her til forespørgslen fra fru Harms og hr. Cohn-Bendit, som lægger stor vægt på dette aspekt.

Der skal endvidere tages højde for perspektivet for handling i forbindelse med G20 og gennemførelsen af G20's beslutninger.

Vi har også udtalt, at EU har strukturelle svagheder, og at der er behov for strukturreformer. EU 2020-strategien er rettet imod reformer og baseret på medlemsstaternes forpligtelse til at opfylde visse målsætninger gennem en række integrerede retningslinjer. Disse retningslinjer vil være ledsaget af nationale planer, som vil være udformet som det, der kendes som reformplaner. Det bør endvidere nævnes, at de foranstaltninger, som Kommissionen ud over EU 2020-strategien har truffet i forbindelse med produktionssystemet, også er vigtige. Kommissionen fremlagde i sin meddelelse af 12. maj et forslag om styrket samordning af de økonomiske politikker.

EU 2020-strategien er derfor en måde, hvorpå det grundlæggende problem i det produktionsøkonomiske system kan løses, og hvorpå man kan undgå disse grundlæggende svagheder i systemet i fremtiden og gøre EU's økonomiske system konkurrencedygtigt og produktivt. Det er også en måde, hvorpå målsætningerne om teknologisk merværdi kan opfyldes under hensyntagen til den sociale virkning og således også behovet for specialisering på arbejdsmarkedet, beskæftigelsesegnethed samt bekæmpelse af klimaændringer.

Det er imidlertid ikke kun det private finansielle system, den produktive struktur og helt essentielt den private sektor, som er forbundet med problemer. Der er også problemer forbundet med offentlige regnskaber, som er et andet aspekt af EU's foranstaltninger på mellemlang og lang sigt. Det drejer sig om foranstaltningerne i Kommissionens forslag af 12. maj, som Økofin-Rådet indledte en drøftelse af i går, som vil fortsætte. Disse foranstaltninger har til formål at opretholde budgetdisciplin, sikre overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten og fastsætte foranstaltninger til bekæmpelse og forebyggelse af kriser.

Der er med henblik herpå oprettet en såkaldt taskforce, som skal mødes for første gang fredag den 21. maj, med hr. Van Rompuy som formand. Målsætningen er budgetdisciplin, og taskforcen vil følge Kommissionens meddelelse om samordning af økonomiske politikker og budgetpolitikker forelagt af kommissær Rehn.

Det drejer sig om de mere langsigtede foranstaltninger, som også skal omfatte den debat, der er i gang i EU om beskatning af tilskud i den finansielle sektor, og debatten om beskatning af finansielle transaktioner, som endda drøftes af G20, og som også drøftes i EU. Fru Harms og hr. Cohn-Bendit understreger denne problemstilling i deres forespørgsel.

Om dette emne skal det lige nævnes, at alle EU-institutionerne er fokuseret herpå. Det blev drøftet på Det Europæiske Råds møde i december sidste år. Den Internationale Valutafond fik til opgave at foretage en undersøgelse af forholdene omkring beskatning af internationale finansielle transaktioner. Det blev drøftet på Det Europæiske Råds møde i marts, Kommissionen stillede forslag herom den 1. april, og det blev endvidere drøftet i Økofin-Rådet.

Det er således endnu en foranstaltning, som utvivlsomt vil blive drøftet af G20, og som er af stor betydning. Og det er de foranstaltninger, som jeg betragter som foranstaltninger på mellemlang og lang sigt – foreslået af EU. I går blev der endvidere foreslået en reform af det finansielle system på topmødet mellem EU og Latinamerika i Madrid. EU rejser med andre ord disse spørgsmål i alle de fora, hvor det er muligt.

Kort sagt, træffes der foranstaltninger, og der er etableret et grundlag for at opnå det, som er beskrevet som økonomisk styring af EU. Det Europæiske Råd spiller en aktiv rolle i denne forbindelse sammen med Kommissionen og Parlamentet som lovgivnings- og kontrolorgan.

Jeg mener derfor, at vi kan konkludere, at det er korrekt, at krisen tydeligt har vist, at den europæiske monetære union har været mangelfuld, netop fordi der ikke er en økonomisk union, som er fastsat i henhold til traktaten i teorien, men som ikke eksisterer i praksis. Vi har haft en monetær union, men vi bevæger os ikke i retning af en økonomisk union. Disse foranstaltninger, som EU har vedtaget på kort, mellemlang og lang sigt, baner helt klart vejen for EU med henblik på opnåelse af en økonomisk union.

Krisen har svækket vores økonomier og sat EU på prøve, men krisen har ikke ødelagt eller fragmenteret EU. EU har reageret på krisen, og selv om vi til tider har følt, at det er gået langsomt, har EU reageret målrettet. Det har til tider virket, som om EU har tøvet, men der har været enighed i EU, og de foranstaltninger, som er truffet, har været korrekte og hensigtsmæssige i forhold til de udfordringer, som vi står over for i øjeblikket.

Jeg håber, at der på Det Europæiske Råds møde i juni tages skridt i retning af europæisk økonomisk styring og fælles foranstaltninger i EU til overvindelse af krisen. Jeg håber derfor også, at EU vil forberede en hensigtsmæssig fælles holdning til det uhyre vigtige G20-møde i Toronto om reguleringen af det finansielle system og den vigtige forhandling om beskatning af internationale finansielle transaktioner.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg bifalder denne forhandling om EU's reaktion på krisen og om de udfordringer, som vi står over for på kort og længere sigt med hensyn til økonomisk styring. Jeg vil starte med de umiddelbare udfordringer og reaktionen på krisen.

EU traf for 10 dage siden nogle modige og nødvendige beslutninger for at sikre den finansielle stabilitet i Europa. Der var tale om en dobbelt reaktion på den forværrede krise, som var blevet en systemisk udfordring for euroen. Det var en reaktion, som jeg vil kalde en konsolideringspagt.

For det første vedtog vi en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme, som etablerer en finansiel bagstopper på op til 500 mia. EUR, som vil blive suppleret med midler fra IMF i forholdet 2:1. For det andet var der enighed om at fremskynde finanspolitisk konsolidering i de medlemsstater, hvor der er hårdest brug for det.

Med disse beslutninger har Europa sammensat en hensigtsmæssig pakke, som viser EU's borgere, markederne og verden generelt, at vi vil forsvare euroen – vores fælles valuta – uanset hvad.

Vi gør det ikke af hensyn til de forskellige markedskræfter, men af hensyn til bæredygtig vækst og jobskabelse i Europa ved at sikre, at truslerne mod finansiel stabilitet ikke vil ødelægge den økonomiske genopretning, der er i gang – selv om der fortsat er tale om en noget moderat og skrøbelig genopretning. Det er vores ansvar i forhold til EU's borgere, og det lever vi op til helt konkret. I går ydede Kommissionen med koordinering og forvaltning på vegne af euroområdets medlemsstater 14,5 mia. EUR til Grækenland, som IMF har suppleret med 5,5 mia. EUR. Vi sagde, at vi var rede til at opfylde de umiddelbare behov for refinansiering, og vi holdt vores ord.

Dog afhænger det hele naturligvis af en fuldstændig og komplet gennemførelse af programmet, der er udviklet af Kommissionen sammen med den græske regering og i samarbejde med ECB og IMF.

Den Europæiske Centralbank har også truffet ekstraordinære foranstaltninger til tackling af de angreb på euroen, som vi har oplevet for nylig. EU's medlemsstater har derudover forstået betydningen af finanspolitisk konsolidering for at sikre bæredygtighed for offentlige finanser og dermed forudsætningerne for bæredygtig økonomisk vækst.

I sidste uge fremlagde Spanien og Portugal vigtige nye foranstaltninger med henblik på finanspolitisk konsolidering, som er vigtige og vanskelige, og som samtidig er nødvendige for at nedbringe de voksende offentlige underskud i 2010 og 2011. Kommissionen vil foretage en omfattende vurdering af de nye målsætninger og foranstaltninger og fremlægge resultaterne i løbet af de næste to uger.

Jeg ønsker at understrege, at hurtig nedbringelse af det offentlige underskud er en uhyre vigtig del af den finansielle stabilitetspakke, som blev vedtaget den 10. maj af Økofin-Rådet. Det er lige så vigtigt, at begge lande vedtager strukturreformer, som vil bidrage til øget potentiel vækst, især reformer af arbejdsmarkederne og pensionssystemerne.

Selv om fremskyndet finanspolitisk konsolidering er en umiddelbar prioritet i Europa, skal vi samtidig samordne vores økonomiske politikker og finanspolitikker gennem differentiering blandt medlemsstaterne. Den finanspolitiske indsats skal med andre ord være differentieret efter finanspolitisk spillerum og økonomisk sårbarhed.

Lande med meget begrænset eller intet finanspolitisk spillerum skal fremskynde foranstaltningerne, hvorimod andre lande med større finanspolitisk spillerum skal opretholde deres mindre restriktive finanspolitik af hensyn til vækst og jobskabelse i Europa.

Det vil naturligvis være en fejl at stoppe indsatsen her. Vi skal huske, at de første 10 år med euroen har været en succeshistorie: Det er udgangspunktet. Men krisen har vist, at vi skal anerkende de systemiske mangler. Der har ikke været meget "peer pressure", den offentlige gæld blev ikke nedbragt i de gode tider, og makroøkonomiske ubalancer blev ignoreret.

Det er udelukkende derfor, at Kommissionen i sidste uge, den 12. maj, fremlagde en række ambitiøse forslag med henblik på at styrke den økonomiske styring i Europa. Vi ønsker at fremme forebyggende budgettilsyn, afhjælpe de makroøkonomiske ubalancer og fastlægge et permanent og solidt grundlag for krisestyring. Jeg regner med Parlamentets støtte til disse vigtige forslag. Forslagene er vigtige for at sikre, at EU 2020-strategien er en succes i de kommende år.

Vores forslag er baseret på to principper. For det første er forebyggelse altid bedre end afhjælpning – for ikke at tale om at lade en situation udvikle sig til en krise, sådan som vi har oplevet. For det andet skal styrket finanspolitisk tilsyn være ledsaget af bredere makroøkonomisk tilsyn for at kunne sætte fokus på bæredygtig økonomisk udvikling.

Vores forslag består af tre grundlæggende dele. Vi skal først og fremmest styrke både de forebyggende og afhjælpende foranstaltninger i stabilitets- og vækstpagten. Den vigtigste del af styrkelsen af den økonomiske styring er at samordne de økonomiske politikker på forhånd for at sikre, at de nationale budgetter er i overensstemmelse med de europæiske politikker og forpligtelser, der er fastlagt i fællesskab, således at stabiliteten i euroområdet som helhed og i de øvrige medlemsstater ikke påvirkes negativt.

Jeg vil gerne sikre, at der ikke er nogen tvivl om følgende: Det vil ikke betyde, at de nationale budgetter og budgetposter gennemgås minutiøst. Det har vi hverken nogen intention om eller midler til. Det vil i stedet betyde, at de bredere budgetmæssige retningslinjer og den finanspolitiske balance analyseres og gennemgås i henhold til EU's retlige beføjelser som fastsat i traktaten og pagten, inden regeringerne fremlægger de nationale budgetudkast for parlamenterne, således at EU kan udarbejde henstillinger og anmode de pågældende medlemsstater om afhjælpningsforanstaltninger.

Nogle har kritiseret denne beføjelse og hævdet, at der er tale om en overtrædelse af den parlamentariske suverænitet. Jeg er selv tidligere medlem af et nationalt parlament og Europa-Parlamentet, og jeg er helt klar over følsomheden omkring de parlamentariske finanspolitiske beføjelser. Alle kan imidlertid se, at det ikke handler om at hæmme demokratiet eller den parlamentariske suverænitet, men om at sikre at vores medlemsstater overholder de regler, som de selv har indført tidligere. Man skal med andre ord overholde sine egne regler.

Vi skal indføre en ægte europæisk dimension til den økonomiske politik i Europa. Det er ikke tilstrækkeligt blot at overveje de internationale beslutninger bagefter. I EU – især i euroområdet – ved vi kun alt for godt, at nationale beslutninger har grænseoverskridende virkninger, og der skal derfor være bedre koordinering på europæisk plan, inden de pågældende nationale beslutninger træffes.

Dernæst skal vi ud over budgettilsynet øge omfanget af tilsynet for at afhjælpe de makroøkonomiske ubalancer. Hvorfor er dette så vigtigt? Forskellene i konkurrenceevne og afstanden mellem overskuds- og underskudslande i euroområdet er steget i de sidste 10 år. Det er den grundlæggende årsag til, at den finansielle krise har ramt EU så hårdt, især i nogle af medlemsstaterne. Vi skal forebygge og tackle problemerne, når de opstår, og inden de udvikler sig til en krise.

Vi foreslår derfor at definere indikatorer og resultattavler, fastlægge grænseværdier for varsling og udarbejde henstillinger og hurtige varslingssystemer, hvor det måtte være nødvendigt. Disse indikatorer kan f.eks. omfatte produktivitetstendenser, enhedslønomkostninger og løbende regnskabsudvikling.

Det er klart, at det ikke betyder, at vi ønsker at svække medlemsstaternes eksport, naturligvis ikke. Formålet er derimod at skabe balance for den økonomiske vækst i Europa generelt. Vi skal styrke konkurrenceevnen med hensyn til eksport, hvor det er nødvendigt, og med hensyn til den nationale efterspørgsel, hvor det er nødvendigt og muligt. Sådan skal vi spille sammen som et europæisk hold til fordel for hele Europa.

Derudover skal vi gøre enhver, der holder øje med euroområdet, klart og tydeligt opmærksom på, at vi ikke giver op. Hvis vi skal undgå at blive sat på prøve, skal vi have et permanent og stærkt grundlag for krisestyring i euroområdets medlemsstater. Den midlertidige mekanisme, der blev oprettet den 10. maj, er det første målrettede skridt i denne retning, men Kommissionen vil foreslå en mere permanent mekanisme på mellemlang og lang sigt under iagttagelse af strenge politiske betingelser og naturligvis på grundlag af de seneste erfaringer. Det er vigtigt at undgå moralske risici. Derfor skal mekanismen være så lidt attraktiv, at ingen regeringsledere eller lande fristes til frivilligt at udnytte den. Men de seneste erfaringer har vist, at det er bedre at have opbygget en brandstation inden en eventuel ildebrand end at skulle opbygge en brandstation, når branden har udviklet sig til en større skovbrand. Det er bedre at være på den sikre side.

Som konklusion kan man sige, at Kommissionens forslag baner vejen for et meget stort skridt i retning af økonomisk styring i Europa, men jeg ønsker også at henlede opmærksomheden på en anden uhyre vigtig beslutning – der blev truffet samme dag, som vi foreslog disse foranstaltninger – nemlig forslaget om, at Estland optages som medlem af euroområdet på eget grundlag. Jeg vil lige nævne et tal: Hvor den gennemsnitlige gæld i Europa i øjeblikket ligger på ca. 75 %, er gælden i Estland ca. 7,5 % – ikke 75 %, men 7,5 % – på et bæredygtigt grundlag.

Med forslaget sendes et vigtigt signal til alle om, at euroområdet sagtens kan modstå presset, og at bæredygtige økonomiske politikker og finanspolitikker vil være gunstige for medlemsstaterne. Alt i alt vil Kommissionens initiativer, når de er vedtaget, medføre en betydelig forøgelse af den økonomiske styring i Europa og en rimelig udvidelse af euroområdet. Og i Den Økonomiske og Monetære Union må det da være på høje tid at få gang i økonomien.

  Joseph Daul, for PPE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Europa har endelig reageret. Stats- og regeringsledere er endelig i gang med at løse problemerne, bl.a. ved for 10 dage siden at træffe beslutning om en støtteplan for vores fælles valuta, euroen. Det er en plan, som nøjagtigt afspejler omfanget af den europæiske solidaritet – og dermed modsiger alle dem, der har betvivlet denne solidaritet – men som stadig er utilstrækkelig og skal ledsages af foranstaltninger med henblik på nedbringelse af vores nationale budgetunderskud og opnåelse af enighed blandt de 27 medlemsstater om de sociale og finanspolitiske budgetter. Jeg tror, at alle er enige her til morgen, og at alle har været enige i de sidste 14 dage. Lad os komme i gang! Planen var en realitet sidste onsdag med Kommissionens beslutning, som jeg bifalder, om at øge overvågningen radikalt og gennemføre en stabilitetspagt.

Mine damer og herrer, vi vil ikke kunne frigøre os, før vi har gennemført alle disse foranstaltninger. Vi vil ikke kunne frigøre os, før vi har det fornødne politiske mod, da de foranstaltninger, som vi allerede skulle have truffet i fællesskab på EU-plan og individuelt på nationalt plan, skal træffes nu. Det gælder både for højrefløjs- og venstrefløjsregeringer. Jeg beklager meget, at de tyske socialdemokrater ikke havde det fornødne mod, da de stemte i den tyske Bundestag om den europæiske støtteplan.

Vi skal drage erfaringer fra alt dette. Først og fremmest skal vi være grundigt informeret om de nationale offentlige regnskaber, ligesom vi skal være grundigt informeret om EU's offentlige regnskaber. Jeg ønsker at anmode Kommissionen om at sikre, at dette krav opfyldes, og pålægge sanktioner og ikke blot høfligt kritisere enhver stat, der ikke opfylder denne forpligtelse. Det er ingen hemmelighed, at alle er bange for fartfælder, alle er bange for sanktioner og antallet af klip i kørekortet, når de kører på vejene. Det er sådan, at vi er skabt, så der skal være sanktioner. Det er alfa og omega i enhver seriøs politik på dette område.

Dernæst skal de 27 medlemsstater koncentrere sig om deres budgetpolitikker meget tidligt i processen. Kommissionen anmodede netop om dette i sidste uge. Jeg har selv anmodet om det i Parlamentet for et par uger siden. Jeg ved, at det irriterer medlemsstaterne, når vi anmoder dem om at tage sig sammen, men det må de vænne sig til fra nu af, hvis de fortsat forvalter deres offentlige finanser, som om de boede på en øde ø, som om de ikke var forbundet med hinanden med en valuta og dermed udøvelsen af den nødvendige fælles budgetdisciplin.

Derudover gælder det samme for nationale budgetter som for social- og finanspolitikken. Jeg gentager, at jeg godt kan forstå frustrationen hos nogle, når de anmodes om at gøre noget for andre, som arbejder mindre og pensioneres tidligere. Men det kan heller ikke fortsætte. Det er den sidste erfaring, jeg har draget af krisen. Euroen vil kun være bæredygtig, hvis vi kollektivt giver os selv midlerne til at gøre den bæredygtig. Jeg ønsker ikke at modsige præsident Obamas finansielle rådgiver, hr. Volcker, som har udtalt, at euroen formentlig vil kollapse, hvis vi ikke ændrer vores kultur og adfærd. Vi skal fokusere mindre på nationale hensyn og mere på europæiske hensyn. Vi skal droppe de kortsigtede politikker, der er udformet med henblik på at forhindre vores nationale regeringer i at falde et par points i meningsmålingerne, og lægge planer på mellemlang og lang sigt, sådan som det også kræves af vores entreprenører med henblik på at kunne investere og ansætte.

PPE-Gruppen ønsker, at Europa vågner op til dåd. PPE-Gruppen anmoder Kommissionen om at gøre sit arbejde, som er at fastlægge incitamenter over for medlemsstaterne. De medlemsstater, der rydder op i deres offentlige finanser, skal belønnes, og de medlemsstater, der ikke rydder op, skal straffes!

Kommissionen må ikke være bange for at benytte sig af denne fremgangsmåde, hr. Rehn. Det vil være til europæernes og medlemsstaternes fordel. Det største problem for EU's borgere, som drøftes på alle vores møder i øjeblikket, er usikkerheden omkring deres opsparinger. Jeg forstår godt disse borgere, som har arbejdet hele livet for at spare op. Det er således det første løfte, som vi skal afgive – at borgernes opsparinger er sikret. Det er helt klart Kommissionens opgave og selve formålet med Kommissionen.

Det er kun i denne sammenhæng, mine damer og herrer, at EU 2020-strategien vil give mening. Vi vil kun kunne vinde slaget om arbejdsløshed, uddannelse, erhvervsuddannelse, forskning og innovation, hvis vi træffer fælles foranstaltninger med hensyn til offentlige regnskaber. Jeg sagde det i går, og jeg siger det hver dag: Hvis der skal foretages besparelser i alle medlemsstaterne, skal vi også som medlemmer af Parlamentet og som europæiske tjenestemænd foregå med et godt eksempel, ellers vil det virke utroværdigt.

Det er alt, hvad jeg har at sige, og jeg håber fortsat – jeg har oplevet et par meget alvorlige og omfattende kriser – at denne krise i det mindste kan tjene som en ny start for Europa og de europæiske borgere.

  Martin Schulz, for S&D-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Denne forhandling finder sted på grund af en meget alvorlig situation, som udgør en trussel imod EU. Vi har mange årtiers "laissez faire"-ideologi bag os, og i disse årtier er enhver, der har sat spørgsmålstegn ved det kapitalistiske økonomiske systems påståede overlegenhed, blevet ignoreret. Dette økonomiske system har forårsaget en meget omfattende finansiel, økonomisk og beskæftigelsesmæssig krise og den største krise i forhold til institutionernes moral og legitimitet siden afslutningen af Anden Verdenskrig.

Det er et dårligt system. Det er til en vis grad umoralsk og samtidig forkvaklet. Jeg kan give et eksempel, da mange af EU's borgere ikke forstår den terminologi, der anvendes. Hvad betyder handel med "credit default swaps" og "credit default insurance" egentlig? Det betyder, at man kan tegne en forsikringspolice, som derefter kan købes og sælges som en vare. Jeg ønsker at forklare det i praktiske forhold. Jeg er sikker på, at hr. Dauls dejlige landejendom er dækket af en brandforsikringspolice. Hvis jeg, Martin Schulz, kan købe hr. Dauls brandforsikringspolice, og hvis jeg modtager udbetalingen af forsikringen i stedet for ham, når hans ejendom brænder ned, har jeg helt enkelt blot brug for en person, f.eks. hr. Cohn-Bendit, som er villig til at sætte ild til huset, og så er jeg sikret for livet.

Det er et forkvaklet system. Det bør ophæves, og denne praksis bør forbydes. Det er præcis de samme mekanismer, som vi drøfter, og eksemplerne fra den virkelige verden er ikke sjove. Et eksempel omhandler pensionsfonden i lærernes fagforening i Californien, som ønskede at købe et tysk luftfartsselskab via en hedgefond. Det lykkedes ikke for pensionsfonden, men den købte noget andet i stedet. Pensionsfonden gik imidlertid konkurs. Denne situation har skabt store økonomiske problemer for en hel generation af lærere, som har betalt til fonden i 40 år. Det er realiteterne for dette økonomiske system, som nu har overskredet sine grænser, og som skal holdes i kort snor.

Nu er det regeringernes tur. Det er det, som hr. López Garrido og hr. Rehn har understreget. Det er alt sammen udmærket, men det er os, der handler, det er os, der er drevet til at handle, og som efter min opfattelse handler alt for sent. Der burde meget tidligere have været fastsat bestemmelser på mange områder, og vi har ofte opfordret til handling i Parlamentet. Nu fastsætter vi endelig bestemmelser om hedgefonde, men hvornår oprettes mon det europæiske kreditvurderingsinstitut? Er det virkelig rimeligt, at et amerikansk kreditvurderingsinstitut netop på det tidspunkt, hvor spekulationerne om Grækenland har nået sit højdepunkt, søger sit næste mål og sænker Portugals kreditværdighed? Hvad er det for institutioner, der kan afgøre en hel nations skæbne? Disse institutioner skal kontrolleres og reguleres. Men der skulle slet ikke have været truffet foranstaltninger nu. Der skulle have været truffet foranstaltninger for mange år siden, og det opfordrede vi også til dengang, men vores opfordringer blev overhørt. De blev overhørt af de samme regeringer, som i dag hævder, at de håndterer krisen.

(Protest)

Hr. Langen, jeg ved, at De stiller et ændringsforslag i eftermiddag for at sikre, at Parlamentet ikke holder møde under karnevalet i Tyskland. Det er udmærket. Der er blot det ved det, at hver gang De er til stede, er der karnevalsstemning i Parlamentet. Det beklager jeg dybt.

Der er strukturunderskud i EU, som institutionerne har ansvaret for at håndtere. Vi har tilsyneladende oprettet en økonomisk og monetær union. Situationen er dog den, at vi har en monetær union, men ikke en økonomisk union. Vi har i Europa et patchwork-tæppe, der består af forskellige økonomiske politikker. I alt 16 suveræne stater kan ikke finde ud at samordne deres økonomiske politikker, hvoraf nogle ikke er i overensstemmelse med hinanden, inden for et fælles valutaområde. Det udgør en stor risiko. Arnold Schwarzenegger og hans smukke stat, Californien, er gået konkurs, men det påvirker på ingen måde dollaren, da den økonomiske politik i Californien er en del af USA's fælles valutaområde. Hvis 2,8 % af bruttonationalproduktet for euroområdet sættes på spil som i tilfældet med Grækenland, vil det være en alvorlig risiko for os. Vi skal af med dette underskud, og det er grunden til, at vi har brug for økonomisk styring. Enhver, der fortsat er modstander af dette tiltag, har ikke været opmærksom på advarslerne.

Vi står midt i en meget alvorlig krise med hensyn til legitimitet. Man er ved at indse, at dette økonomiske system er slået fejl, og der er ikke længere tillid til det. Man har oplevet, at de nationale og internationale institutioner drives af dette system, og derfor er der heller ikke længere tillid til institutionerne. Mange gemmer sig igen bag den nationale retorik med hensyn til denne globaliserede og europæiserede udfordring. Uforeneligheden mellem den manglende tillid til vores økonomiske system og vores statslige institutioner og mange af de statslige institutioners tilflugt til at træffe nationale foranstaltninger frem for at finde løsninger i de internationale strukturer, er farlig for EU som helhed.

Vi har derfor brug for økonomisk styring, og vi har i sidste ende også brug for styrke til at gennemføre vores egne regler. Endelig bør hr. Daul, som er formand for gruppen, der omfatter repræsentanter fra Nea Dimokratia, være lidt mere tilbageholdende i sin kritik af andre parter.

  Guy Verhofstadt, for ALDE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Efter min opfattelse vil hverken nationalistisk eller marxistisk retorik give os de løsninger, der er nødvendige for at komme ud af den krise, vi befinder os i.

(Bifald)

Det, vi oplever i øjeblikket, er efter min opfattelse ikke en monetær krise i EU, det er ikke en gang en krise for vores fælles valuta, snarere en krise i relation til styring af EU. Det er situationen på nuværende tidspunkt. Jeg vil endda gå så vidt som til at hævde, at det er en krise, som er opstået på grund af medlemsstaternes fastforankrede tro på, at de kan løse Europas problemer med statslig tilgang, når et monetært område skal styres af en fælles tilgang på grundlag af de europæiske interesser, som er de interesser, som Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union i sagens natur repræsenterer.

Jeg har derfor tre budskaber, som jeg ønsker at sende her til morgen under denne forhandling. Det første budskab, hr. López Garrido, er henvendt til Rådet. Man kunne måske anmode det spanske formandskab om at opfordre medlemmerne af Rådet til at udvise lidt mere diskretion i forhold til eurokrisen, for hver gang der findes en løsning for at fremme euroen, er der en eller anden stats- eller regeringsleder, som føler sig foranlediget til at sige sin mening og sabotere den løsning, som netop er fundet. Jeg mener derfor, at man først og fremmest skal anmode Rådet om at udvise lidt mere diskretion og lade Kommissionen og Den Europæiske Centralbank komme med nogle løsninger.

Det andet budskab er henvendt til Kommissionen. Efter min opfattelse traf hr. Rehn nogle modige beslutninger i onsdags, og det er et skridt i den rigtige retning, som Kommissionen skal arbejde videre med. Indtil videre er der nedsat en arbejdsgruppe. Rådets arbejdsgruppe vil mødes for at drøfte løsninger en gang i oktober eller hen imod slutningen af året. Men det er efter min opfattelse alt for sent. Det er op til Kommissionen, som har initiativretten, at udarbejde en ambitiøs samlet pakke i de kommende uger og måneder. Det er det, der skal til. Vi kan ikke vente på, at Rådets arbejdsgruppe fortæller os, hvad der skal gøres. Det er Kommissionen, som skal tage dette initiativ. Det er Kommissionen, der skal udarbejde en omfattende pakke, som den skal fremlægge for Rådet og Parlamentet, og som efter min opfattelse skal indeholde fire punkter.

For det første en styrkelse af stabilitets- og vækstpagten. Det betyder rent faktisk sanktioner. Jeg går personligt ind for hr. Rehns idé, og jeg håber, at alle er enige om, at det er en god idé. Hr. Rehn udtaler, at Kommissionen som led i denne pakke skal have til opgave at gennemgå budgetterne, inden de godkendes af de nationale parlamenter. Det er ikke et spørgsmål om subsidiaritet eller mangel på subsidiaritet, det er et spørgsmål om loyalitet over for stabilitets- og vækstpagten og euroen. Vi kan ikke på den ene side sige, at vi er medlemmer af stabilitets- og vækstpagten og euroområdet, og på den anden side, at vores budget ikke har noget med euroen at gøre, eller at det udelukkende hører under medlemsstaternes kompetenceområde.

For det andet skal denne pakke efter min opfattelse integreres i en overbevisende EU 2020-strategi. Det, som Rådet har lagt frem, hr. López Garrido, er på ingen måde overbevisende. Vil der blive draget en konklusion i juni? Hvad vil De konkludere i juni med hensyn til EU 2020-strategien? Vil konklusionen være den samme som i forbindelse med Lissabonstrategien, som slog fejl? Vil det være den åbne koordinationsmetode, der skal anvendes igen? Hvis De mener det alvorligt, skal Kommissionen være i besiddelse af alle de instrumenter, som er nødvendige for rent faktisk at håndtere EU 2020-strategien, denne økonomiske strategi, der skal hjælpe os ud af krisen.

Det tredje budskab, som det er meget vigtigt at sende, er betydningen af at oprette en europæisk valutafond til erstatning af den stabiliseringsmekanisme, som blev oprettet, da den pågældende mekanisme, som hr. Rehn også selv understregede, ikke vil kunne løse opgaven. Jeg ønsker at gentage, at der er tale om en statslig mekanisme, som blev udarbejdet i Økofin-Rådet, og som kræver enstemmighed. Alle lån, der udstedes, skal godkendes af samtlige medlemsstater. Det er et system, der ikke kan fungere på lang sigt, og det er derfor nødvendigt at oprette en europæisk valutafond, som styres af Kommissionen og om nødvendigt af ECB. Men valutafonden skal ikke træffe de beslutninger, som hører under ansvarsområdet for de medlemsstater, der indgår i euroområdet. Endelig skal vi have et europæisk obligationsmarked.

Det er, hvad vi forventer af Kommissionen, hr. Rehn. Vi ønsker, at Kommissionen skal være tilstrækkelig ambitiøs og modig til at fremlægge en ambitiøs pakke, der omfatter disse fire punkter til forhandling med både Rådet og Parlamentet.

(Bifald)

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Verts/ALE-Gruppen har endnu en gang besluttet at være positivt indstillet over for den finansielle stabiliseringsmekanisme, som blev vedtaget i weekenden med drøftelser af krisen i Bruxelles for næsten to uger siden.

Vi ønsker at kombinere vores støtte med en klar forpligtelse til at opnå en mere samordnet økonomisk politik og finanspolitik. Dette er ikke noget nyt for Verts-ALE-Gruppen. Det har været vores tradition i mange år. Jeg ønsker dog henvendt til hr. Rehn og hr. López Garrido at sige, at vi ønsker en seriøs beslutning og ikke blot fortsat at lindre krisens symptomer, men i stedet at imødegå den overordnede udfordring, som krisen repræsenterer.

Efter vores opfattelse har vi forsøgt at lindre symptomerne siden 2008. Vi har forsøgt at redde bankerne siden 2008, da Lehman Brothers gik konkurs. Jeg ønsker endnu en gang at understrege, at vi skal være ærlige over for EU's borgere. Euroen blev ikke stabiliseret i næstsidste weekend. I stedet blev endnu et stort antal tyske og franske banker reddet. Aktiepriserne viste meget tydeligt, hvad der var sket. Vi må imidlertid ud af denne onde cirkel med at redde bankerne, som koster os mange milliarder euro. Vi ved ikke længere, hvor midlerne skal komme fra, og vi er de eneste, der tør tage små skridt i retning af statsregulering af de finansielle markeder med aftalen fastsat i Rådet (økonomi og finans) (Økofin-Rådet).

Det vigtigste aspekt af det, vi anmoder om i dag, er, at staterne vender tilbage til de finansielle markeder og træffer målrettede foranstaltninger. De skal ikke mere styres af bankerne og spekulanterne, som alle klager over. Det er korrekt, at bankerne er en vigtig del af systemet, men der må være noget helt galt med systemet, hvis vores stater igen og igen kan nå helt ud til afgrunden, og hvis det politiske system lader dette ske.

Jeg ønsker helt kort at opsummere situationen. Det er på tide at træffe klare beslutninger om bestemte spørgsmål. Der er noget, som tyder på, at nogle af EU-medlemsstaterne bevæger sig i den rigtige retning, men der skal efter vores opfattelse være forbud imod giftige aktiver og short selling overalt i EU, der skal være tæt kontrol med hedgefonde, og vi skal holde op med at tale om at indføre beskatning af finansielle transaktioner og rent faktisk gøre noget ved det. Vi har brug for denne afgift, bl.a. for at refinansiere det, vi forsøger at opnå med offentlige midler. Bankernes og spekulanternes involvering må ikke længere blot være et emne, som man drøfter. Vi kan helt reelt sikre deres involvering ved at indføre denne afgift.

Et andet spørgsmål, som er meget vigtigt for mig, er fremtiden for en koordineret budgetpolitik i EU, budgetdisciplin med andre ord. Jeg har et indgående kendskab til begrebet i tysk sammenhæng. Jeg foreslår imidlertid, at vi på grundlag af krisestyring og afstemning om Europa 2020-strategien endnu en gang skal nå til enighed om, hvad vi egentlig ønsker, og hvordan medlemsstaterne og Europa skal præsentere sig selv for EU's borgere om fem eller 10 år med hensyn til statens ansvar. Skal den europæiske strategi anvendes som murbrækker over for statens sociale ansvarlighed? Jeg vil meget gerne vide, hvilken opfattelse De har af følgende: børnehaver, skoler, universiteter, biblioteker, ældrepleje, hospitaler, museer og teatre.

Min kollega, hr. Cohn-Bendit, udtalte for en uge siden, at Grækenland har brug for mere tid til at iværksætte en genopretningsplan. Jeg er bekendt med den katastrofale økonomiske situation i mange af medlemsstaterne, og nogle af medlemsstaterne har efter min opfattelse brug for tid til at beslutte, hvad der skal gøres. Som jeg har nævnt, vil det være det absolut værste, EU kan gøre, at anvende strategien som murbrækker over for det sociale sikringssystem på dette tidspunkt. Det forhindrer os dog ikke i at gennemgå vores budgetpolitik nøje for at sikre, at de forskellige generationer behandles lige. Som medlemmer af Gruppen De Grønne har vi støttet denne form for budgetter i Tyskland mange gange.

Jeg ønsker at fremhæve et endeligt punkt. Det vil være det værste, der kunne ske, hvis vi opgiver vores klimapolitik og opnåelsen af bæredygtig udvikling på nuværende tidspunkt, som nogle har antydet. Vi skal fortsat fokusere på innovation inden for industrien og erhvervslivet, en klimavenlig tilgang til produktion og organisering af den offentlige transport. Vi skal sikre arbejdspladser ved hjælp af innovation og bæredygtighed i fremtiden, men det koster penge. Indførelsen af nye afgifter er et tabuemne. Jeg er imidlertid overbevist om, at vi kun vil overvinde krisen, hvis vi kan bryde tabuet omkring statslig indgriben, statens rolle og behovet for intelligente afgifter.

(Bifald)

  Timothy Kirkhope, for ECR-Gruppen. (EN) – Hr. formand! Det er desværre blevet tendensen for nogle af fortalerne for EU at mene, at løsningen på ethvert problem er mere integration. Men denne tilgang er forkert. EU har ikke brug for flere mekanismer til gennemførelse af vedtagne politikker, men derimod den politiske vilje til at opfylde forpligtelser, som allerede er indgået, men som ikke er gennemført.

Jeg håber derfor inderligt, at EU 2020-initiativet, der helt klart er nødvendigt for at overvinde den grundlæggende økonomiske krise, som Europa befinder sig i, ikke slår fejl på samme grundlag. Med hensyn til krisen i euroområdet får vi imidlertid at vide, at EU for at undgå lignende kriser i fremtiden skal have yderligere beføjelser for at kunne anmode om forudgående fremlæggelse af suveræne regeringers budgetudkast og pålægge medlemsstaterne strengere sanktioner – men der burde allerede have været budgetoplysninger til rådighed, selv om de var unøjagtige og mangelfuldt gennemgået.

Vil kvaliteten af oplysninger og kompetencen hos dem, der analyserer de pågældende data, være bedre blot på grund af en mere krævende procedure? Tidligere var der også fastsat sanktioner. De var bare ikke troværdige. En stramning af de pågældende sanktioner vil ikke gøre mere sandsynligt, at de pålægges. Vil de nye foranstaltninger blive taget mere alvorligt? Derudover er udstedelse af gældsbeviser, som kan forøge EU-budgettet, og direkte garanti for EU-udlån en afvigelse, som underminerer principperne for fornuftig offentlig finansiering, som vi skal forestille at styrke.

I ECR-Gruppen ønsker vi, at euroen er en succes, både af hensyn til dem, der har valgt at deltage, og dem, der indgår i den bredere europæiske økonomi, men det kræver, at medlemsstaterne tager deres ansvarsområder alvorligt, at de er ærlige over for hinanden og ønsker at opfylde deres indgåede forpligtelser.

Kommissionen mener selv, at dens forslag vil medvirke til at fremme en økonomisk og monetær union betydeligt. Det er ikke overraskende, at den franske version af teksten fra topmødet i marts henviste til "regering" i modsætning til den engelske, som henviste til "styring" ligesom Kommissionen havde gjort. For nogle er en centraliseret europæisk økonomisk "regering" tilsyneladende ambitionen, men det vil ikke løse de problemer, som vi står over for. Det vil ikke være til fordel for EU's borgere, vores medlemsstater eller – efter min opfattelse – EU.

  Lothar Bisky, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Det fremgår af de seneste rådsmøder, at der er vidtrækkende ændringer på vej. Vi oplever i øjeblikket en regeringsstyringsproces i relation til europæisk politik. I Lissabonstrategien fremhævedes Parlamentets rolle og en styrkelse af denne rolle. Det har vi også været fortalere for.

Der indgås nu grundlæggende aftaler mellem regeringerne, og der bruges ufatteligt mange midler. De nationale parlamenter har indtil nu ikke haft meget at sige på dette område, og det må vi sætte en stopper for. De foranstaltninger, som regeringerne har truffet, har resulteret i, at der er brugt enorme beløb på at redde banker, som selv er ansvarlige for at have bragt sig i voldsomt økonomisk uføre. De pågældende regeringer har reddet kasinokapitalismen med skatteydernes penge. De har imidlertid været meget tøvende i forhold til at redde de stater, der er meget forgældet. Det er dog lykkedes dem at finde 750 mia. EUR. Spørgsmålet er, om trykning af pengesedler vil redde den økonomiske udvikling. Jeg mener, at det er mere sandsynligt, at det vil redde bankernes kapital. EU skal imidlertid være mere end blot et frit indre marked med en fælles valuta.

Hr. Barroso har ret, når han udtaler, at vi uden en økonomisk union kan glemme alt om at oprette en monetær union. Jeg kan imidlertid ikke se nogen klare udveje. Opretholdelsen af den fejlslagne stabilitets- og vækstpagt har relativt lidt med den fornuftige samordning af den økonomiske politik at gøre. Det, vi mangler, er en social union. Vi mangler en ny varig og effektiv regulering af den finansielle sektor. Vi har brug for en samordnet skattepolitik og lønpolitik og beskatning af finansielle transaktioner. Selv om vi har talt om denne afgift i lang tid, er det aldrig blevet til noget.

Det er på tide at sikre den sociale stat ved hjælp af EU-institutionerne, ikke at ødelægge den. Grækenland og andre lande er bekymrede, da de kan se, hvilke foranstaltninger der træffes på det sociale område. Det er på tide at kæmpe for harmoniseringen af sociale standarder på højt plan.

Hedgefonde skal forbydes, og skattely skal ophæves. Vi gør meget små fremskridt i overvindelsen af krisen på de finansielle markeder. I lyset af den hast, hvormed spekulanterne handler, yder vi en alt for lille indsats. I nødsituationer som dem, som vi ofte oplever, er det helt forkert at nationalisere de milliarder, som bruges på tab, og privatisere indtægterne. Bankerne må ikke have direkte adgang til skatteydernes penge med støtte fra staten. Én ting står klart, og det er, at vi under de nuværende omstændigheder skal redefinere begrebet "bankrøver".

  Niki Tzavela, for EFD-Gruppen. – (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg ønsker at benytte lejligheden til at takke Dem personligt for Deres store og effektive arbejde i forbindelse med den økonomiske krise i Grækenland. Jeg ønsker også at takke alle de politiske grupper i Parlamentet for den støtte og solidaritet, de har vist Grækenland.

Jeg har tre forslag, som jeg ønsker at anmode om støtte til. Hvad angår vedtagelse af et permanent instrument til økonomisk styring foreslår Bruegel-instituttet, som er en tænketank på det økonomiske område, følgende: Den Europæiske Centralbank skal garantere europæiske obligationer på op til 60 % af hvert lands bruttonationalprodukt, der er tale om de såkaldte "blå obligationer". Hvor obligationerne overstiger loftet på 60 %, skal overskuddet lånes på markedsbetingelser. Det er de såkaldte "røde obligationer". Det er et forslag om et permanent instrument til økonomisk styring. Vi har ikke brug for at oprette nye mekanismer osv., og et permanent instrument kan vedtages meget hurtigt.

Jeg har to ad hoc-forslag med hensyn til Grækenland. Den Internationale Valutafond kan forlænge tilbagebetalingsperioden for lånet til Grækenland fra tre til fem år. Hvis man ydede samme forlængelse til vores europæiske låntagere, ville det være meget lettere og mere realistisk for Grækenland at tilbagebetale sin gæld, og det ville være et godt budskab at sende markederne. Det andet forslag er følgende: Støttebeløbet til Grækenland kunne anvendes til at tilbagebetale vores obligationer. Der vil være tale om rationel forvaltning, hvis Europa ville frigive midler nu, som skal gives til Grækenland i fremtiden, og bruge dem til at udvikle Grækenlands økonomi. Den græske regering er i øjeblikket i defensiven. Den forsøger at skrabe penge sammen til at nedbringe sin gæld. Vi kan imidlertid ikke samtidig forsøge at stimulere vækst. Derfor ønsker jeg henvendt til kommissæren at påpege, at det vil være en god idé at støtte parallelle foranstaltninger med henblik på stimulering af væksten.

Jeg vil slutte af med at understrege, at jeg håber, at krisen i Grækenland vil være den eneste pris, som EU skal betale for den hurtige etablering af den økonomiske styring, som vi skulle have etableret for 10 år siden. Vi må håbe, at krisen i Grækenland er den eneste pris, som vi skal betale.

  Formanden. – Fru Tzavela, jeg afbryder ikke, fordi De er fra Grækenland – og dette spørgsmål er naturligvis meget vigtigt – men fordi De har talt i over et minut. De bedes venligst være opmærksom på taletiden næste gang.

  Nicole Sinclaire (NI) . – (EN) Hr. formand! Da De blev udnævnt til formand for Parlamentet sidste år, udtalte De, at De ville behandle alle grupper lige. Jeg har bemærket under denne interessante forhandling, at hr. Schulz overskred taletiden med to minutter – alle grupper overskred taletiden – men De henvendte Dem kun til én gruppe. Kan De forklare dette?

  Formanden. Jeg holder øje med tiden, fru Sinclaire. Taletiden blev ganske rigtigt overskredet med nogle sekunder. Det parlamentsmedlem, der talte for et øjeblik siden, overskred taletiden med flest sekunder, men jeg tillod dette, fordi fru Tzavela repræsenterer Grækenland, og der var tale om en udtalelse fra en person, der bor i Grækenland, og fordi spørgsmålet efter min opfattelse er vigtigt. Som regel lader jeg ikke talerne overskride den fastsatte taletid, men jeg tror, at vi alle kan være enige om, at fru Tzavelas udtalelse var særlig vigtig.

  Francisco Sosa Wagner (NI). – (ES) Hr. formand! Vi var nødt til at nå helt ud til kanten af afgrunden, før regerings- og statslederne forstod, at vejen frem ikke er mere nationalisme, men mere Europa.

Nogle af de foranstaltninger, der er truffet, er rettet imod fremme af Europa, f.eks. begrænsningen af vetoretten i Rådet eller den eventuelle oprettelse af en europæisk offentlig statskasse.

Selv om det er i sidste øjeblik, har vi endelig også erkendt, at vi alle er i samme båd, og at der ikke er nogen idé i at håndtere individuelle situationer, især ikke ved hjælp af improvisering.

Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt denne holdning er et sidespor, eller om det i modsat fald er starten på reel europæisk økonomisk styring, for det, vi ikke har brug for, mine damer og herrer, er styring. Det, vi har brug for, er autentisk regeringsførelse, hvis vi skal opfylde de målsætninger, som grundlæggerne af EU fastlagde.

Parlamentet skal derfor fremme alle de reformer, som har til formål at styrke Europa og etablere reel budgetdisciplin og finanspolitisk disciplin samt glemme alt om nostalgisk suverænitet.

Mine damer og herrer, en styrkelse af Kommissionen og Parlamentet er den eneste måde at opbygge Europa på, ellers vil EU forsvinde som en tyv i natten.

  Corien Wortmann-Kool (PPE). – (NL) Hr. formand! Jeg har i hvert fald erfaret, at, hvis der går ild i hr. Dauls landejendom, skal man slukke ilden først. Derfor støtter Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) redningspakken, som Rådet og Kommissionen har vedtaget, fuldt ud.

At en pakke, der involverer flere hundrede milliarder euro, var uundgåelig og blev fastlagt på en enkelt weekend, viser tydeligt, at der er stort behov for strengere og mere konsekvente budgetregler.

Der var enstemmighed i Rådet. Lad os vise samme enstemmighed. Desværre har jeg imidlertid bemærket efter at have lyttet til hr. Schulz, formand for Gruppen for det progressive forbund af socialdemokrater i Europa-Parlamentet, at der ikke er enstemmighed i Parlamentet. Alle medlemmer af Parlamentet ønsker et Europa med bæredygtig økonomisk vækst, arbejdspladser til borgerne og sunde virksomheder. Vi kan kun opnå disse forhold, hvis vi har en stabil valuta og en stabil økonomi.

En stabilitets- og vækstpagt, der håndhæves, er af afgørende betydning for en ambitiøs EU 2020-strategi. For begge dele afhænger succesen af fornuftig europæisk styring. Det er essensen af den beslutning, som vi drøftede med grupperne i Parlamentet i sidste uge. Kommissær Rehn fortjener vores støtte, og det er efter min opfattelse uansvarligt, at vores kolleger fra S&D-Gruppen ikke støtter forslaget.

Selv om spekulanternes uansvarlige adfærd ikke er årsagen, har de pustet til ilden i forbindelse med eurokrisen. Efter PPE-Gruppens opfattelse skal kommissær Barnier arbejde energisk på forslag med henblik på at begrænse uansvarlig adfærd på de finansielle markeder.

  Hannes Swoboda (S&D). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er to ting, som Fru Wortmann-Kool ikke har ret i. Vi ønsker helt klart ikke, at hr. Dauls landejendom brænder ned. Vi ønsker ikke, at der er nogen ejendomme, som brænder ned. Vi ønsker at tage forholdsregler, det er vores målsætning.

Derudover støtter vi fuldt ud de foranstaltninger, som hr. Rehn har foreslået. Det forholder sig blot således, at de i nogle tilfælde ikke er vidtrækkende nok, da hovedparten af foranstaltningerne først blev foreslået, da hr. Dauls ejendom allerede brændte. De udtalte helt korrekt, at vi skal forhindre, at ejendommen overhovedet bryder i brand, og det er det afgørende punkt, jeg ønsker at drøfte. Hr. López Garrido udtalte i dag, at det har taget irriterende lang tid at træffe beslutningerne. Det forholder sig også således, at vi har brugt irriterende lang tid på at tage højde for de ændringer, der er sket i EU i de sidste 10 år.

Hr. Rehn har helt korrekt påpeget, at forskellene mellem de enkelte eurolande med hensyn til konkurrenceevne er steget og ikke faldet. Det, hr. Rehn undlader at nævne, er meget vigtigt for os, nemlig at forskellen mellem rig og fattig er stigende i Europa. Hvis dette lyder som marxisme for hr. Verhofstadt, er det for os et spørgsmål om socialsikrings- og socialpolitik. Men for nogle er det simpelthen uinteressant.

Spørgsmålet er, hvordan De har tænkt Dem at få accepteret de økonomiske foranstaltninger og strenge budgetkrav, som De helt korrekt foreslår, når borgerne begynder at forstå, at Europa og euroområdet er karakteriseret af en stigende forskel mellem rig og fattig. Dette er uacceptabelt, og det er derfor, at der er mere modstand imod de nødvendige foranstaltninger, end det normalt ville have været tilfældet.

Vi opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til at handle. Vi skal mindske forskellene i forbindelse med konkurrenceevne. De har efter min opfattelse helt ret, når De påpeger, at vi skal fremme konkurrenceevnen i lande som f.eks. Grækenland og Spanien. Det handler ikke om at forværre konkurrencevilkårene i Tyskland, Holland, Østrig eller andre lande, men om at forbedre konkurrencevilkårene i de økonomisk svage lande. Det er helt klart den rette strategi, men hr. Rehns forslag indeholder ingen specifikke foranstaltninger til gennemførelse heraf.

De talte i dag om reformen af arbejdsmarkedet og pensionssystemet. Det er den rette tilgang, men det er ikke tilstrækkeligt blot at gennemføre en reform af arbejdsmarkedet og pensionerne. Vi skal endvidere se på budgettet. Hvis vi ikke udvikler vores infrastruktur, og hvis vi ikke benytter os af alle de midler, vi har til rådighed i EU 2020-strategien, herunder grønne teknologier osv., vil det ikke lykkes os at opfylde denne målsætning. Jeg opfordrer Dem derfor til at fokusere på at fremme konkurrenceevnen og socialsikringen i Europa.

  Adina-Ioana Vălean (ALDE). – (EN) Hr. formand! Jeg har en kommentar til situationen i de medlemsstater, som ikke er medlemmer af euroområdet, men som alligevel deler samme tankegang. De politiske ledere i vores lande har forsøgt at sælge idéen om, at et EU-medlemskab skal opfattes som sikring imod hårde økonomiske perioder, men situationen har vist sig at være anderledes. Euroen angribes konstant fra alle sider til trods for alle bestræbelser, og vi ved alle, at nye midler blot er en hurtig løsning på et meget større problem. Situationen er usædvanlig alvorlig, og vi har brug for usædvanlige løsninger.

Vi kan lige så godt se det i øjnene. Der er ingen måde at undgå større økonomisk integration på, og det betyder derfor tættere politisk samarbejde. Da den eksisterende ubalance skaber store forskelle mellem medlemsstaterne og for at sikre finansdisciplin, har vi brug for fornuftig styring, sanktioner og overholdelsesmekanismer på europæisk plan. Vi skal finde måder, hvorpå vi kan fremme investeringer, tiltrække kapital og målrettet nedskære bureaukratiske udgifter. Vi skal sikre, at regeringerne træffer intelligente foranstaltninger. I Rumænien, f.eks., skærer regeringen i pensionerne og lønningerne i stedet for at mindske de bureaukratiske udgifter eller midler til politiske klienter. I Rumænien er der flere ansatte i den hemmelige efterretningstjeneste end i FBI, men i stedet for at skære ned på dette område skærer vi ned på læger og lærere.

Jeg ønsker indtrængende at opfordre Kommissionen til at stå ved de foreslåede foranstaltninger og ikke give efter for medlemsstaternes pres, da kun ganske få kan foregå som eksempler nu om dage.

  Philippe Lamberts (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Ja, der er brug for ansvarlighed i forbindelse med de offentlige udgifter. Der er brug for afbalancering af vores budgetter. Det kræver ansvarlig forvaltning af udgifterne, og det er der talt tilstrækkeligt om på nuværende tidspunkt. Det kræver naturligvis øget gensidig overvågning mellem ligeværdige. Men nej, jeg vil gerne understrege over for medlemmerne af Rådet – og jeg kan tilføje, at det især er henvendt til de mandlige medlemmer frem for de kvindelige medlemmer – at det er forkert at foregive, at vi kan tackle de nuværende udfordringer udelukkende ved at mindske udgifterne, da det helt sikkert vil tvinge Europa ud i en recession, som vil ødelægge den sociale struktur og den sociale samhørighed, der er en del af EU's identitet. Hvis vi ønsker at bringe balance i de offentlige finanser igen, som er den eneste løsning, og være i stand til at investere igen – det er nemlig ikke blot et spørgsmål om at mindske underskud, men om at investere i vores fremtid – skal vi finde nye indtægtsstrømme. Det betyder, at den finansielle sektor skal bidrage, og det betyder, at der skal indføres beskatning af finansielle transaktioner og banker, og det handler ikke om at vælge det ene frem for det andet. Det betyder, at dem, der har draget størst fordel af situationen, skal bidrage, og her taler jeg om energisektoren. Det betyder, at der skal sættes en stopper for uddelingen af gaver, f.eks. alle de skattereformer, der er gennemført, til samfundets rigeste borgere eller virksomheder, som drager fordel af skattely, og yde en indsats for at bekæmpe skattesnyd. Det betyder også, at der skal nedbrydes endnu et tabu, mine damer og herrer. Ikke tabuet om skat, men om suverænitet, som medlemmerne af Rådet – og desværre med støtte fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) – vil forsvare til sidste blodsdråbe. Det er åbenbart bedre at have skattesuverænitet og problemer end at komme til bunds i problemerne.

Endelig ønsker jeg med hensyn til finansielt tilsyn at opfordre …

(Formanden afbrød taleren)

  Derk Jan Eppink (ECR). – (EN) Hr. formand! Formanden spurgte netop, om der er en exitstrategi i forbindelse med krisen, og jeg vil sige, at det er der. Den kaldes finansiel konservatisme. Vores strukturelle problem har været, at det offentlige overforbrug er fortsat alt for længe. Den offentlige sektor har i mange år været ude af kontrol. Selv i gode tider har den tyske regering under hr. Schröder ligget over loftet på 3 %, og så er der naturligvis Grækenland, der har slået alle rekorder, fordi den politiske klasse i Grækenland er helt ude af stand til at forvalte penge.

Vi har haft stabilitets- og vækstpagten. Hvad var det, som hr. Prodi udtalte om stabilitets- og vækstpagten i 2002? De ved det godt, De var chef for hr. Liikanens kabinet. Han udtalte, at stabilitets- og vækstpagten var uhensigtsmæssig. Vi var derfor nødt til at ændre den. Der var tale om traktaternes vogter. Vi ændrede pagten og lod den køre af sporet – som vi kan se resultaterne af i dag. EU vil stå over for finansiel konservatisme i mange år endnu, og det vil være af meget stor betydning.

Vi har brug for innovation, flere frie markeder og mere iværksætterkultur, hr. Schulz. Har vi brug for beskatning, hr. formand (fra Spanien)? Nej, det vil forværre situationen. EU vil stagnere, og De vil være en omvendt Robin Hood.

Jeg forstår borgernes vrede – borgere med pensioner og opsparinger. Jeg forstår de tyske skatteydere. De ved, at de vil være nødt til at betale prisen, men de tyske skatteydere kan ikke altid betale. Det forekommer mig at være en anelse prætentiøst af hr. Verhofstadt (hvis han stadig er til stede) at anmode fru Merkel om at holde op med at tale om euroen. Og det fra en tidligere regeringsleder, der skabte problemer i sit eget land. Hvad er det, han prøver at bevise?

  Patrick Le Hyaric (GUE/NGL) . – (FR) Hr. formand! Der vil nok ikke kunne falde ro over de finansielle markeder, hvis ikke man dropper det hellige princip, der forsvares, og som er total fri bevægelighed af kapital, og den såkaldte frie konkurrence, som i virkeligheden betyder urimelig konkurrence.

I dag lægges der en stor sum penge på bordet, men formålet er rent faktisk at forsikre de finansielle markeder, hvorimod det for borgerne kun vil give problemer. Den Internationale Valutafond er tilbage i den europæiske fold. Hvorfor blev vi ikke konsulteret om denne beslutning? Nu spiller De med musklerne og ønsker rent faktisk at have flere beføjelser ved at forsøge at indføre, at de nationale budgetter overvåges af Kommissionen.

Der tales uophørligt om underskud og gæld. Men hvorfor taler vi aldrig om eksisterende indtægtsmuligheder? Vi har et underskud i øjeblikket, fordi vi konsekvent har sænket skatterne på kapital og skabt betingelserne for en mere og mere ulige fordeling af velfærden. Derfor skal de foranstaltninger, som skal træffes, omfatte en ændring af statutterne og Den Europæiske Centralbanks rolle. Vi har brug for ægte solidaritet …

(Formanden afbrød taleren)

  Mario Borghezio (EFD). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Hvor længe vil euroen klare sig i sin nuværende form? Måske vil den endda være omstruktureret inden for et år eller to!

Jeg er ikke enig i, at det er hensigtsmæssigt at skabe endnu et underskud på 750 mia. EUR for at dække et tidligere underskud, eller at disse foranstaltninger er tilstrækkelige til at opbygge den samfundsøkonomiske fremtid for 500 millioner europæere, og jeg er heller ikke enig i tankegangen om, at euroen skal opretholdes, som den er, problemet skal løses med en euro, der er så lav som mulig, og med nedsættelse af renten for at skyde kapital i produktive investeringer til vores industrier, som kæmper for at overleve, frem for til offentlig finansiering.

Jeg er ikke enig med Kommissionen, der forventer en gennemgang og revision af regnskaberne i medlemsstaternes budgetter inden de nationale parlamenters gennemgang. Farvel til suverænitet. Jeg tager afstand fra en økonomisk og finansiel strategi, hvor der ikke tages højde for specifikke behov.

  Hans-Peter Martin (NI). – (DE) Hr. formand! Jeg er imod Rådets uacceptable antieuropæiske tilgang. De klager over krisen, og nu indfører De et økonomisk protektorat, selv om De bærer det største ansvar for mange af årsagerne til krisen. De har ikke gjort det muligt at fastsætte regler, når der har været behov for det. Et af eksemplerne på dette er Eurostat. De tjenestemænd, der har været genstand for så stor fordømmelse, og som jeg ofte har kritiseret på andre områder, fremhævede problemerne i Grækenland samt i Spanien og Portugal meget tidligt i forløbet. Kommissionen anmodede om, at Eurostat fik de relevante beføjelser til at foretage undersøgelser. Hvem blokerede for dette træk? Spanien, Det Forenede Kongerige – hr. Martin er her ikke – Tyskland, hr. Daul og hans kolleger fra Frankrig og Østrig, som ikke ønsker at få gennemgået regnskaberne, fordi de selv ved, hvor meget de har at skjule. Det gælder endvidere for hr. Grasser, den tidligere finansminister, som nu hele tiden er i de tyske medier frem for at blive retsforfulgt i Østrig.

Det, vi virkelig har brug for, er naturligvis ikke en nødregering. De vil ikke gøre det, som USA fornuftigt nok gjorde i en lignende krise, og som var at indføre Glass-Steagall-loven for at øge bankernes kapital, kontrollere conduit-bankerne og minimere de systemiske risici. Det, vi har brug for i stedet, er demokratisk legitimitet, et tokammersystem, som én gang for alle kan sætte en stopper for meningsløsheden i forhold til Rådet, som udadtil er så proeuropæisk, men som i virkeligheden træffer beslutninger uden demokratisk legitimitet, og skabe ægte demokrati i Europa.

  Othmar Karas (PPE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! For det første fremhæver krisen meget tydeligt traktaternes begrænsninger, vores egne svagheder, dobbeltmoralen i håndteringen af EU, underskuddene, fejlene og den manglende seriøsitet.

For det andet viser krisen også, at enhver, der ikke gør sit hjemmearbejde, skader sig selv og i sidste ende EU. Dette gælder for medlemsstaterne, men også for Kommissionen og Parlamentet.

For det tredje må Kommissionen ikke være afhængig af medlemsstaternes tilslutning for at kunne opfylde sine forpligtelser, når EU fastsætter målsætninger og regler for sig selv samt procedurer og sanktioner. Proceduren i forbindelse med underskud og sanktioner skal automatiseres.

For det fjerde ønsker jeg at opfordre Rådet til at sætte en stopper for Eurostat-blokaden. Det skal være muligt for Eurostat at foretage undersøgelser i medlemsstaterne, når det anses for at være nødvendigt, og Eurostats ansatte skal kunne tale med de nødvendige personer i erkendelse af, at det er det rette at gøre. Vi har brug for oplysninger, men uden forudgående bemyndigelse.

For det femte nævnte De hedgefonde, og vi har endnu ikke truffet nogen beslutning om dette emne. Jeg ønsker at opfordre Rådet til at indlede forhandlinger med Parlamentet hurtigst muligt, således at vi kan nå at få gennemført førstebehandlingen vedrørende regler om hedgefonde inden sommer.

For det sjette må vi i forhold til emnet om beskatning af finansielle transaktioner ikke blot tale om det, men gennemføre det i praksis. Kommissionen skal hurtigst muligt fremlægge et forslag om beskatning af finansielle transaktioner i Europa.

Min syvende kommentar er rettet imod Rådet. Vi forpligter os til at foretage en konsekvensanalyse af alle de nationale retsakter, som er relevante for EU.

Den ottende kommentar handler om, at vi skal undersøge virkningerne af de pågældende foranstaltninger på realøkonomien, og vi skal have mere Europa og mindre mellemstatslighed.

(Formanden afbrød taleren)

  Udo Bullmann (S&D). – (DE) Hr. formand, hr. López Garrido, mine damer og herrer! Jeg har et meget specifikt spørgsmål, som vil gøre det muligt for os at komme ud af følelsen af magtesløshed og forvirring, som denne krise har skabt, hvor ingen ved, hvordan krisen er opstået, og hvordan vi skal overvinde den. Hr. Schulz har henvist til de meget kritisable spekulative produkter og credit default insurance og den skadelige praksis med short selling, som har bragt Grækenland meget tæt på en katastrofe, og som eventuelt kan være et stort problem for Portugal og mange andre lande. Henvendt til hr. López Garrido, som ofte har deltaget i Økofin-Rådets møder i de seneste måneder, ønsker jeg at spørge, hvorfor det ikke har været muligt for medlemsstaterne at træffe fælles foranstaltninger for at forbyde disse produkter?

Jeg har stillet dette spørgsmål i Tysklands hovedstad i de seneste par uger og måneder, og det har taget måneder, faktisk indtil i går aftes, at indføre et forbud imod den skadelige praksis med short selling. Man kan spørge sig selv om, hvorfor vi skal vente, til alt går galt, inden vi træffer de relevante lovforanstaltninger, der allerede er fastsat, for at beskytte borgerne og økonomierne i Europa. Jeg tror, at det har noget at gøre med Rådets kedelige og nedslående langsommelighed, når det kommer til handling, som De allerede har henvist til. Jeg vil gerne lave en aftale med Dem. Parlamentet stiller konkrete forslag. I forbindelse med reguleringen af tilsynsorganerne og drøftelsen af hedgefonde har vi foreslået, at vi skulle træffe relevante foranstaltninger på europæisk plan, og vi ønsker at stille samme forslag i forbindelse med derivatmarkeder, hvis De, hr. Langen, vil lade handling følge ord.

Vi opfordrer Dem indtrængende til at sikre, at Rådet endelig indleder et samarbejde om at fastsætte lovgivning, således at vi i Europa kan handle og ikke længere skal vente uendeligt på, at Rådet skal foretage et træk. Vi skal have de rette værkstøjer til rådighed i Europa, hvis vi skal opnå fremskridt. Lad os sammen sikre, at der sker noget i Rådet. Men det afgørende punkt er, at Rådet skal tage fat på lovgivningen.

  Marielle De Sarnez (ALDE). – (FR) Hr. formand! Det er formentlig den alvorligste krise, som Europa nogensinde har oplevet, og der er derfor behov for hurtig handling. Vi skal træffe beslutninger – og gode beslutninger – og det kan ikke vente indtil oktober.

Redningsplanen var den første beslutning, der blev truffet – formentlig for sent – men bedre sent end aldrig. Nu skal vi hurtigst muligt følge op på denne plan med oprettelsen på lang sigt af en reel europæisk valutafond, et europæisk obligationsmarked og et europæisk kreditvurderingsinstitut, for – som alle ved – kan den fælles valuta ikke fungere uden budgetmæssig, skattemæssig, økonomisk og politisk konvergens. Derudover kan markederne og spekulanterne helt enkelt tage styringen, indtil Europa viser sin vilje til at blive styret. Der tales så meget om økonomisk styring, men måske burde vi koncentrere os om spørgsmålet om den reelle styring af EU, som har været meget mangelfuld i den senere tid.

Vi skal efter min opfattelse fastsætte to målsætninger. Gælden skal naturligvis nedbringes, men vi skal nedbringe den på en realistisk og troværdig måde, og vi skal samtidig oprette det spillerum og gennemføre de reformer, der er nødvendige for at forberede os på fremtiden. Vi skal gøre begge dele samtidig. Derfor er det af afgørende betydning at skabe synergier mellem medlemsstaternes nationale budgetter – jeg ville have foretrukket, at Kommissionen havde formuleret det på denne måde – og det er derfor, at det utvivlsomt er uhyre vigtigt at gennemføre en reform af vores skattesystem og dirigere systemet hen imod udvikling og vækst samt harmonisere systemet. Der vil ikke kunne etableres nogen monetær union, hvis der ikke er budgetmæssig og politisk konvergens.

  Pascal Canfin (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand, hr. Rehn! Som De ved, er der to måder, hvorpå man kan nedbringe underskud. Man kan spare på udgifterne eller hæve skatterne. Alle stater kan spare på udgifterne samtidig – individuelt – uden europæisk koordinering. Men hvis de skal hæve skatterne og mere specifikt indføre beskatning af kapital, virksomheder, indtægter og banker, skal der være koordinering på europæisk plan.

Deres meddelelse i sidste uge indeholdt absolut ingen gennemgang af dette spørgsmål. Mit spørgsmål, som er et ret almindeligt spørgsmål blandt medlemmerne fra alle grupperne, er følgende: Vil De i løbet af de næste par uger foreslå en skattekoordineringsplan for at gøre det muligt for medlemsstaterne at genoprette tilstrækkeligt spillerum til at hæve visse skatter, som er noget, de ikke kan gøre individuelt? Det er den fordel, som Kommissionen kan give på nuværende tidspunkt. Desværre virker det ikke, som om De har nogen planer på dette område. Hr. Verhofstadt udtalte, at De har initiativretten. I den nuværende situation har De pligt til at tage et initiativ på dette område.

  Peter van Dalen (ECR). – (NL) Hr. formand! Man kan frygte, at støttepakken for Grækenland ikke vil fungere. Det forholder sig jo sådan, at ingen lande i verden nogensinde har kunnet nedbringe et budgetunderskud på 14 % til 3 % på tre år. Det vil ikke forholde sig anderledes for Grækenland. Der er stor modstand i Grækenland imod opstramningsforanstaltninger, og det er derfor meget sandsynligt, at Grækenland vil blive skubbet tilbage i en negativ vækstspiral med stærkt faldende forbrugsudgifter, selv om der rent faktisk er behov for forbrug for at betale lån plus renter tilbage.

Athen vil derfor på et tidspunkt igen gøre opmærksom på, at Grækenland ikke kan betale tilbage. Der er en god chance for, at Europa derefter vil afskrive lånene med den sædvanlige forklaring om, at man ikke har noget valg, og at man skal forhindre, at situationen forværres. Hr. formand, det, vi skal lære af krisen, er følgende: Vi skal være ærlige og holde ord. Landene i euroområdet skal have orden i deres budgetter, offentliggøre ærlige tal, opfylde kravene i stabilitets- og vækstpagten og nedbringe deres gæld. De lande, som ikke opfylder disse krav, skal forlade euroområdet.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL). – (EL) Hr. formand! Den største arbejdsløshedsmarch i ti år finder sted i Grækenland i morgen. Græske arbejdstagere demonstrerer imod regeringens foranstaltninger, arbejdstagere, som hverken arbejder mindre eller får større betaling end deres kolleger – De kan selv se dataene.

Det er yderst hyklerisk at kalde denne trepartsfinansieringsmekanisme en "rednings- og solidaritetsmekanisme", hr. Rehn. Det er en europæisk straffemekanisme, med Den Internationale Valutafond som bussemand. I seks måneder har vi foreslået, at De gør brug af artikel 122 i Lissabontraktaten. I seks måneder har vi opfordret Den Europæiske Centralbank til at ændre sin politik. I seks måneder har vi opfordret Dem til at undersøge de uacceptable amerikanske kreditvurderingsbureauer. Det undlod De at gøre. De lod spekulanterne gå amok, De bragte Den Internationale Valutafond ind i euroområdet, og nu beder De om hårde stramningsprogrammer. Denne mekanisme skal drøftes af Europa-Parlamentet i overensstemmelse med artikel 218 i Lissabontraktaten. Vi har brug for en reel forhandling om solidaritetspolitikken.

  Marta Andreasen (EFD). – (EN) Hr. formand! Vi kan alle huske den pompøse præsentation, som den spanske premierminister kom med tidligere på året. Spanien følger dog ikke efter Grækenland med et underskud på 11 % i BNP. Bureaukraterne i EU kigger sig straks omkring for at finde nogen at skyde skylden på, men faktum er, at det er disse bureaukrater, der er ansvarlige for krisen, for de bragte landene ind i euroområdet, vel vidende at deres økonomier ikke var klar til det – eller har vi ansat 1 000 mennesker i Eurostat blot for at indsamle data?

Hedgefondene udnytter måske situationen, men de forårsagede ikke krisen. EU kræver nu besparelser, men er det realistisk at forvente en reduktion af den offentlige sektor i Grækenland, hvis 20 % af arbejdsstyrken er ansat af staten, og 50 % af de små og mellemstore virksomheder har staten som deres eneste kunde? Nu er der blevet fremlagt en redningspakke, men i virkeligheden har de fleste af de lande, som skal forestille at bidrage til den, ikke pengene til det, hvilket er tilfældet med Det Forenede Kongerige.

Under alle omstændigheder benytter EU altid lejligheden...

(Formanden afbrød taleren)

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Hr. formand! For hurtig centralisering og europæisering, måske også i forbindelse med indførelsen af en europæisk valuta, er en del af årsagen til de aktuelle problemer. Faktum er, at den europæiske valuta ganske enkelt ikke kan være en hård valuta på lang sigt, for den har sammenbragt meget forskellige nationaløkonomier, hvoraf nogle befinder sig i en svag position, under den samme monetære politik.

Nu opfordres der til en fælles, centralt styret økonomisk politik, som skal supplere den fælles valuta, og som næsten nærmer sig europæisk økonomisk styring. Det er uden tvivl rigtigt, at svage nationaløkonomier skal underkastes strenge kontroller af deres budgetter og deres gældsstyringsstrategi, hvis de ønsker at forblive i euroområdet. Den form for centralisering, som manifesterer sig i, at Bruxelles udøver budgetmyndighed over alle medlemsstaterne, ville dog efter min mening være en massiv og ukorrekt indgriben i medlemsstaternes suverænitet. Det ville egentlig bare gøre det endnu værre.

Krisen skal ikke bruges som undskyldning for at indføre mere EU-centralisering, hvilket er noget, mange mennesker har ønsket sig siden før Lissabontraktatens ikrafttræden. Hvis vi virkelig vil tage ved lære af den aktuelle krise, skal vi måske finde en helt anden struktur for den europæiske monetære politik. Det kunne være noget i stil med en europæisk hård valutaunion i et kerne-Europa, hvor de nationaløkonomier, der ikke opfylder konvergenskriterierne, udelukkede sig selv fra euroområdet.

Vi ved, at der snart står stramningsprogrammer på dagsordenen i hele Europa. Én ting står klart: Hvis medlemsstaterne og de europæiske borgere skal foretage besparelser, så skal EU gøre det samme, måske ved at undersøge de overlappende myndighedsområder og dobbeltarbejdet i skoven af agenturer og udrede sine budgetkontroller. Vi her i Parlamentet skal også overveje, om vi ved at øge vores personalebudget og sekretariatsgodtgørelsen sender det rigtige signal på et tidspunkt, hvor der indføres besparelser over hele linjen.

FORSÆDE: Stavros LAMBRINIDIS
Næstformand

  Werner Langen (PPE). – (DE) Hr. formand! Den dag, vi fejrede 60-årsdagen for Schuman-planen, den 9. maj 2010, stedte Rådet formelt Monnet-metoden til hvile med Kommissionens hjælp. Der er f.eks. valgt et retsgrundlag for den økonomiske bistand, som forhindrer Parlamentet i at blive involveret, navnlig artikel 122, stk. 2. Kommissionen har tolereret alt dette. Jeg er enig i hr. Verhofstadts kritik. Det er ikke en system- eller eurokrise, men en regeringskrise. Når jeg ser den spanske formand for Rådet her, bliver jeg nødt til at spørge mig selv om, hvad det spanske formandskab egentlig har opnået. Det er ikke kommet med nogen idéer eller nogen incitamenter. Mens vi drøfter det vanskeligste af de problemer, som Europa står over for, organiserer De glimrende topmøder i Madrid – det bebrejder vi Dem ikke – men det kræver, at vi er her.

Kommissionen har accepteret alt det, som den er blevet udsat for. Den har ladet sig holde for nar af Rådet, og efter alvorlige fødselssmerter har den født en meddelelse, som ikke indeholder et eneste konkret forslag. Jeg kan kun være enig med hr. Bullmann i den henseende. Hvor er de konkrete forslag? Får vi endnu en gang et solidt grundlag for drøftelser for de næste to eller tre år? Det er ganske enkelt ikke nok. Vi ønsker, at Kommissionen har mod til at tage initiativ i forbindelse med Monnet-metoden, fællesskabsmetoden og de fælles institutioner og forslag.

Alle her ved, at medlemsstaternes samarbejde om økonomiske og finansielle spørgsmål skulle have været indført for længe siden. Det er årsagen til krisen. Den skyldes gældsniveauet i medlemsstaterne og det forhold, at de har mistet kontrollen over det. Den alternative taktik, som er rettet mod områder af finansmarkedet, repræsenterer en forkert tilgang. Hr. Schulz har ikke talt, som om han var egnet til mere end blot at være leder af sit parti, men han har ret i én ting, og det vil jeg gerne fortælle ham. Vi beklagede også, at vores græske kolleger i denne gruppe ikke støttede pakken i det græske parlament. Jeg mener, at det er uansvarligt. Vi skal dog også påpege, at alle de kriseramte europæiske stater, alle dem, der blokerede de nye tiltag, herunder Storbritannien, Ungarn, Portugal og Spanien, har socialistiske regeringer.

  Juan Fernando López Aguilar (S&D). – (ES) Hr. formand! Den aktuelle session i Europa-Parlamentet startede for et år siden, og der har ikke været et eneste plenarmøde, hvor vi ikke har drøftet krisen. Det er rigtigt, at vi ikke har noget vigtigere at tale om end en krise, som har ødelagt 20 mio. arbejdspladser i Europa. Det er dog meget vigtigt, at vi definerer vores mål korrekt, for en dårlig formuleret ligning er umulig at løse.

Krisen er ikke "eurokrisen i Grækenland". Det er en krise, der har vist tre uacceptable asymmetriske forhold, som skal løses.

Det første er et asymmetrisk forhold mellem realøkonomien og finansøkonomien.

Det andet er det asymmetriske forhold mellem den monetære union og manglen på en finanspolitisk, budgetmæssig og økonomisk-politisk union, der er i trit med den monetære union.

Det tredje er krisens ondskab og udfordringer og på trods heraf de udmattende langsommelige svar- og beslutningstagningsmekanismer, som er typiske for EU.

Vi er derfor kommet bagud med at svare alle de millioner af arbejdsløse mennesker, der regner med os, og vi skaber problemer, som ikke forekommer i andre lande, der håndterer krisen med større beslutningskompetencer.

Vi har set ekstraordinære beslutninger på samme tid, nemlig Kommissionens meddelelse, Ministerrådets ekstraordinære beslutninger i sidste uge og selvfølgelig 2020-strategien.

Disse ekstraordinære foranstaltninger er dog ikke gratis. De ledsages af store krav, restriktioner og trusler om straffe for lande, der ikke er i stand til at begrænse udgifterne, og som derfor også kunne kompromittere væksten.

I går talte vi her i Parlamentet om den europæiske menneskerettighedskonvention og handlingsplanen for Stockholmprogrammet. Vi fik lejlighed til at huske på, at Europa ikke udelukkende kan opbygges med et indre marked og en monetær union. Europa bygger i princippet ikke på disse ting, men på borgerskab. Det er derfor tid til endnu en gang at huske på, at flere millioner europæere udtrykker deres utilfredshed med det Europa, som vi tilbyder dem, med det Europa, der kommer med flere trusler og straffe til lande, som ikke indvilliger, end incitamenter til en vækstmodel, der kan genoprette beskæftigelsen og den sociale samhørighed og hjælpe med at bekæmpe fattigdom.

Uden borgernes Europa er det umuligt at løse denne krise.

  Sylvie Goulard (ALDE). – (FR) Hr. formand! Jeg vil først og fremmest gerne takke kommissæren og det spanske formandskab for alt det, der er opnået i den seneste tid, om end det er sent. Det er ikke let at styre et skib gennem en storm.

De har nedbrudt flere barrierer på 14 dage end i alle de foregående år tilsammen, og jeg vil opfordre Dem til at fortsætte ud ad den samme vej. Jeg har en meddelelse til Dem hver især. Først og fremmest vil jeg gerne sige til det spanske formandskab, at De i juni er ansvarlig for Europa 2020-strategiens vedtagelse. De skal ikke lægge navn til denne latterliggørelse. Lissabonstrategien har ikke fungeret. Nogle af de problemer, som Sydeuropa står over for, skyldes manglende konkurrenceevne. Som hr. Verhofstadt sagde, har vi brug for en anden måde. Vi har også brug for økonomisk overvågning. Vi har lige fået forklaret, at Parlamentet går for vidt. Jeg er ordfører for Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici. Jeg har bemærket, at ordet "systemisk" i løbet af den mest turbulente weekend i de seneste par uger blev ytret adskillige gange. Deres formandskab er ansvarligt for denne pakke. Vær ambitiøs! De har vores støtte. De skal ikke lytte til de personer i Rådet, som udnytter manglen på regulering.

Min anden meddelelse er henvendt til hr. Rehn, hvis mod jeg hylder. Jeg støtter fuldt ud Kommissionens forslag om, at de nationale parlamenter skal arbejde sammen med EU langt tidligere. Der er dog brug for en meget forsigtig tilgang i den forbindelse, ellers får alle populisterne og alle Europas kritikere en enestående mulighed. De har vores støtte, men lad os forsøge at anlægge en mere inddragende tilgang over for de nationale parlamenter i stedet for at give indtryk af, at "Bruxelles" dikterer alting. Jeg noterer mig, at det er de samme nationale parlamenter, som påstår at være demokratiets beskyttere, der har bragt Europa i den aktuelle situation ved år efter år at stemme for budgetter med underskud.

  Kay Swinburne (ECR). – (EN) Hr. formand! Vi befinder os i en situation, som vores regeringer selv har skabt. Det er ikke, fordi der ikke var nogen regler til at forhindre disse kriser i at finde sted i første omgang. Hvis regler såsom stabilitets- og vækstpagten og Maastrichtkriterierne var blevet overholdt, ville vi ikke have den samme gældskrise, som vi for øjeblikket har i mange medlemsstater. Jeg befinder mig i en meget mærkelig situation, hvor jeg drager paralleller mellem adfærden og de finansielle færdigheder hos vores medlemsstaters regeringer og hos vores investeringsbanker.

Vi sidder hver uge i Økonomi- og Valutaudvalget og drøfter vores bankers upassende adfærd og siger, at de ikke har overholdt reglerne, eller at de har anvendt dem fleksibelt med økonomisk konstruerede regnskabsforanstaltninger. Det er præcis det, vores regeringer også har gjort. Vi kræver ansvarlig virksomhedsledelse, og alligevel viser antallet af finansielle virksomheder uden for balancen, særlige virksomheder (SPV'er) og ikkeangivne eventualforpligtelser, som vores regeringer er engageret i, ikke, hvordan man foretager ansvarlig forvaltning.

I Det Forenede Kongerige har vi været chokerede over forskellen mellem det underskud, som den afgående regering har angivet, og det, som vi faktisk har fundet, når vi har åbnet regnskaberne. Den nye ledelse i Det Forenede Kongerige giver os et klart mandat til at kontrollere, hvordan det reelt står til med økonomien. Jeg håber virkelig, at resten af Europa også vil gøre det samme – gøre noget ved deres finanser og finde en vej fremad.

  Cornelis de Jong (GUE/NGL). – (NL) Hr. formand! Vi har brug for en koordineret europæisk politik for at håndtere konsekvenserne af krisen, men Europa skal ikke længere ledes af store virksomheder, for ikke at glemme de store finansielle institutioner.

To gange har regeringer været nødt til at komme vores finansielle institutioner til undsætning, uden at disse institutioner har betalt bare noget af regningen selv. I de seneste to år har bistanden til disse institutioner fra Nederlandene alene medført en stigning i renteudgifterne på 2,5 mia. EUR. I den samme periode brugte den største nederlandske pensionsfond, ABP, 1 mia. EUR på græske statsobligationer for at opnå en noget højere rente. Med andre ord fortsætter spekulationen som før, og snart skal vi måske også redde pensionsfondene.

EU 2020 skal aflevere regningen det rette sted. I stedet for at foretage ekstreme nedskæringer på afgørende offentlige tjenester skal omkostningerne dækkes af de højestlønnede og spekulanterne i form af f.eks. en delvis gældseftergivelse for lande såsom Grækenland og en bankafgift. På den måde bevarer vi den europæiske sociale model.

  Nikolaos Salavrakos (EFD). – (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne sige, at jeg i teorien støtter forslagene fra hr. Olli Rehn, som jeg er dristig nok til at anse for at være Europas politiske overhoved og en person, der fortjener vores særlige respekt.

Det, jeg vil sige og påpege, er dog, at voldsom feber er lige så farlig som underafkøling, både for menneskekroppen og i økonomien. Vi må ikke springe fra den langsomme tilpasning af Maastricht, som hele Europas økonomi gik igennem i mange år, til en tvungen og pludselig tilpasning, der forlænger recessionen. De rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere. Derfor vil jeg gerne påpege, at den fortsatte globale økonomiske uro primært skyldes dannelsen af store uønskede reserver på globalt niveau og skal bekæmpes gennem forsøg på at stimulere væksten på europæisk niveau, så vi kan håndtere denne krise rationelt.

  Mario Mauro (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Hr. Verhofstadt klagede over, at nationalistisk og marxistisk retorik ikke er nok til at føre os ud af krisen. Jeg vil forsøge mig med EU-retorik. For blot nogle få uger siden forpligtede mange af os her i Parlamentet sig til solidaritet med Grækenland. Hvad er formålet egentlig med Europa, hvis det ikke er at støtte medlemsstater i nød?

Men hvad er formålet med euroen og eurogruppen, hvis de ikke fremmer en kultur med ansvarlighed og stabilitet? Hvad vil der ske, hvis solidaritet bliver synonym med et EU, der i strid med disse traktater reduceres til at betale regningen for de lande, som ofrer ansvaret for deres borgeres fremtid for den aktuelle flygtige konsensus?

Er det EU-retorik, hvis vi beder Kommissionen om at være uafhængig og handlekraftig og ikke tage hensyn til de regeringer, der pynter på tallene, hr. kommissær? Er det EU-retorik, hvis vi beder om nye regler for finansmarkederne? Er det EU-retorik, hvis vi klager over fejl i opbygningen af euroen, som der stadig ikke findes nogen fælles finans- og pensionspolitikker for?

Det er rigtigt, at vi befinder os midt i en krise, men denne krise blev ikke skabt på baggrund af et overskud eller for meget af Europa, men på baggrund af et underskud eller for lidt af det. EU skal på det kraftigste irettesætte medlemsstaterne og få dem til at tage ansvar, være stabile og tjene de kommende generationer. Alt dette er ikke retorik, hvis de initiativer, vi taler om, opbygges og gennemføres på en enkel måde og udgør en del af en politisk strategi, der foregriber begivenhedernes gang, så vi ikke er tvunget til at være bagefter.

  David-Maria Sassoli (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Et folkets Europa og ikke et staternes Europa. Den krise, vi befinder os i, er en krise, der skyldes de europæiske politikkers manglende evne til at regulere markedet. For at redde euroen skal de politiske institutioner styrkes, og den mellemstatslige logik skal glemmes, så der bliver plads til europæisk forvaltning.

Dette er ikke retorik, for for nogle få minutter siden råbte den tyske kansler, Angela Merkel, vagt i gevær i Berlin og erklærede, at euroen er i fare. At råbe vagt i gevær uden at komme med stærke og overbevisende foranstaltninger risikerer en yderligere svækkelse af den fælles valuta for investorerne og markedet og en svækkelse af hele Europa. Forestil Dem markedernes reaktion i de kommende timer, taget i betragtning at euroen brød sammen igen for blot nogle få minutter siden.

Når vi forlader Parlamentet, kan vi være blevet fattigere og mere usikre. Ny europæisk forvaltning alene vil give os mulighed for at forsvare den fælles valuta, fremme vækst, beskæftigelse og social integration. Vi skal kassere den gamle tilgang til koordinering af de nationale politikker og udstyre os selv med stærke beslutningstagningsinstrumenter.

Ny europæisk forvaltning skal sikre tre interventionsniveauer, en vækstpolitik, egnede finansielle instrumenter og krisehåndtering. Redningspakken på 750 mia. EUR var vigtig, men vi har indset, at det ikke er nok. I dag har vi brug for et stærkt politisk initiativ, som kan vejlede markedet og give mulighed for større mobilitet af ressourcerne. De monetære politikker og budgetpolitikkerne har vist sig at være utilstrækkelige i forhold til at sikre produktivitet og konkurrenceevne. Vi må ikke være bange for at investere i frem for alt de europæiske interesseprojekter såsom infrastruktur, energi, miljøet, viden og menneskelig kapital.

Parlamentet har et stort ansvar, nemlig at styrke medlemsstaternes evne til at gå væk fra den mellemstatslige politik og indføre den europæiske ånd på ny gennem dets egen uafhængighed.

  Wolf Klinz (ALDE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! De europæiske regeringer drives af markederne. Endelig reagerer de, men de reagerer efter hændelsen og ikke på forhånd. Det er skandaløst, at regeringerne og Kommissionen først reagerer, når de reelle svagheder kan ses på markederne.

De skulle selv have identificeret disse svagheder på et tidligt tidspunkt. Da euroen blev indført, vidste vi, at vi ikke ville have en fælles monetær politik og finanspolitik, hvilket normalt er tilfældet i individuelle stater. Derfor har vi truffet foranstaltninger for at finde en erstatning, men vi har ikke overholdt disse foranstaltninger ordentligt. Reglerne blev meget hurtigt brudt, helt fra starten, selv af de større medlemsstater. Vi har brug for et andet sæt effektive regler med sanktionsmekanismer, herunder en udhængningspolitik, en fratagelse af stemmeretten og en standsning af betalingerne fra de europæiske fonde, indtil bøderne er blevet betalt.

For det andet står det klart, at der er interne spændinger i euroområdet, som står over for sin styrkeprøve, i form af forskellige grader af konkurrenceevne. Kommissionen må gøre noget i denne sag. Den skal undersøge de enkelte medlemsstaters budgetter for at fastlægge, om de udgør en risiko for euroområdet.

Vi ved selvfølgelig godt, at retten til at udarbejde et budget er en af de nationale parlamenters centrale rettigheder. Det er imidlertid ikke en grund til ikke at udvikle en fælles europæisk tilgang. Den er der et presserende behov for. Vi har brug for mere Europa og ikke mindre Europa. Dette kan meget vel være vores sidste chance. Hvis Kommissionen og Rådet ikke forhandler med Parlamentet, er jeg bange for, at resultatet bliver en kæmpe katastrofe på et eller andet tidspunkt i fremtiden.

  Janusz Wojciechowski (ECR). – (PL) Hr. formand! Jeg er enig med hr. Mauro i, at der i kampen mod kriserne ikke har været nok handling fra EU's side. I de seneste år har vi koncentreret os om politisk integration – vi har beskæftiget os med Lissabontraktaten og styrket de politiske institutioners kompetencer – men vi har forsømt et samarbejde om at bekæmpe krisen. Jeg tænker på en række forskellige kriser, som kræver samarbejde og solidaritet. Her tænker jeg ikke blot på finanskriser.

Mens vi afholder denne forhandling, er flere lande i EU, herunder mit eget land, Polen, blevet ramt af en enorm oversvømmelse. Folk er blevet dræbt, og der har været alvorlige materielle skader. Folk forventer, at EU kommer og hjælper dem i den slags situationer, men der har ikke været meget af den hjælp. EU er svagt, fordi dets budget er for lille, og det har ikke nok penge til specifikke foranstaltninger. Politisk forstærkning følges ikke op af en passende finansiel forstærkning. Jeg håber, at tendensen til at reducere budgettet ikke stiger yderligere som følge af denne krise, for så vil vi være endnu svagere og mere hjælpeløse.

  Jean-Pierre Audy (PPE). – (FR) Hr. formand! Tiden er nu kommet til, at vi i forbindelse med denne krise, som ikke blot er europæisk, men også global, skal være sandfærdige og klarsynede samt tage ansvar.

Der er ved at blive etableret global forvaltning. Hvilken indflydelse vil europæerne få? Hvordan skal vi påvirke denne globale forvaltning, hvis vi ikke er i stand til at etablere vores egen europæiske forvaltning? Ingen kan have undgået at se, at efter 50 år med integration bragte stigende national egoisme os i fare for 50 år med opløsning. Ingen kan have undgået at se, at vi forsøgte at skabe borgerskab uden borgerne, drive politik uden vælgerne, skabe tillid til idealet om en retsstat uden selv at overholde reglerne.

Efter Berlinmurens fald genforenede vi vores kontinent med en tro på vores styrke, men vi var for stolte til at se vores svagheder. Og hvad sker der så nu? Krisen rammer os lige i ansigtet på et tidspunkt, hvor vores europæiske integration er skrøbelig og består af dårligt styrede og i nogle tilfælde korrupte stater. EU's solidaritetskæde testes for øjeblikket, og vi ved alle, at en kæde ikke er stærkere end dens svageste led. Vi gør ret i at redde de svageste, for det er på tide, og det vil være vores styrke, der redder dem. Det er ikke EU-lovgivningen, der er utilstrækkelig, men dens gennemførelse i medlemsstaterne og Kommissionen, som ikke i tilstrækkelig grad har overvåget medlemsstaterne, har været mangelfuld.

Vi har ikke brug for mindre Europa, men mere Europa, et sandhedens Europa, der er klarsynet og tager ansvar. Vi skal selvfølgelig respektere Stabilitets- og Vækstpagten, der skal forbedres. Men vi står nu over for den opgave at genvinde borgernes tillid, hvilket vil sige at skabe vækst og arbejdspladser. Vækst vil sige investeringer. Hvis den offentlige sektor ikke investerer, kan vi ikke forvente, at den private sektor gør det.

Ud over en industripolitik af afgørende betydning foreslår jeg i forbindelse med de 10 år med EU 2020-strategien en stor europæisk investeringsplan på 1 000 mia. EUR med henblik på at gøre EU til det mest konkurrencedygtige område i verden, for så vidt angår transeuropæiske netværk, infrastruktur, sammenkoblinger, højhastighedstog, bredbåndstjenester, motorveje, vand, rum, forskning, sundhed, energi og uddannelse, hvilket skal opnås via en reform af vores budgetstøtteforanstaltninger i samarbejde med alle de offentlige interessenter og særlig EIB.

  Elisa Ferreira (S&D). – (PT) Hr. formand, hr. kommissær! Da den økonomiske og monetære union blev 10 år gammel, mente Kommissionen, at euroen var EU's største succes. Nu ville det være vanskeligt for os at komme med den erklæring uden at modificere den, for krisen har vist, at den økonomiske og monetære union er et uafsluttet projekt.

De minimumsforanstaltninger, der var nødvendige for at redde det, blev truffet i en krisesituation, men vi må ikke narre os selv – de presserende forhold, de vigtigste medlemsstaters direkte interesser og de smertefulde og langsomme beslutninger har skabt det usikre billede, som offentligheden og verden har af euroen og EU.

Vi er nødt til at se i øjnene, at EU og euroen er en integrationsproces, ikke blot et mellemstatsligt samarbejde. De er en uafsluttet proces, som enten skal styrkes nu eller er i alvorlig fare for at forsvinde. Der er tre emner, som skal behandles. For det første er det vigtigt at konsolidere de instrumenter, der er blevet etableret i denne krisesituation. Der skal etableres en europæisk valutafond, der skal ske fremskridt i forbindelse med euro-obligationerne og den lovgivningsmæssige struktur, og der skal ske fremskridt, hvad angår en europæisk dimension for håndtering af bankkriserne.

For det andet er det vigtigt at forstå, at der ikke findes nogen stærk valuta, hvis økonomien er svag. Prognosen om en vækst på 1 % i EU er ikke bæredygtig, både hvad angår den demografiske opbygning og kampen mod arbejdsløshed, og 2020-strategien er ikke andet end en samling gode idéer, hvis der ikke findes nogen midler til at realisere den.

For det tredje er finanspolitisk konsolidering vigtig, hr. Rehn, men den kan ikke eksistere side om side med stigende divergens mellem de medlemsstater, som udgør EU – konvergenspolitikken skal revideres i en fart.

  Mirosław Piotrowski (ECR). – (PL) Hr. formand! For tredje gang retter Europa-Parlamentet nu sin opmærksomhed mod en centralt udarbejdet tiårsplan med titlen Europa 2020. Planen har udløst antipati i mange medlemsstater, ikke kun på grund af de associationer, den skaber til historisk forældede politiske systemer, men også fordi dens forgænger, Lissabonstrategien, var en enorm fiasko.

Under den foregående vigtige forhandling henledte jeg opmærksomheden på dokumentets mangel på engagement i den aktuelle finansielle og økonomiske krise i EU. Siden da har både Rådet og Kommissionen iværksat tiltag med henblik på en stabilisering af euroområdet og medlemsstaternes økonomier. Den annoncerede kapitalindsprøjtning i form af mange hundrede milliarder euro skal genoprette økonomierne i de vesteuropæiske nationer, som kæmper med enorme sundhedsmæssige budgetunderskud. Dette må dog ikke ske på bekostning af finansielle bistandsprogrammer til nye medlemsstater, herunder Polen, som ikke har tilsidesat økonomiske indikatorer.

Hvis Europa 2020 på nogen måde skal bevares, så skal dette emne behandles på en afbalanceret måde.

  Jaime Mayor Oreja (PPE). – (ES) Hr. formand! Jeg mener, at den værste krise, vi kan opleve, ikke blot er den krise, som vi befinder os i for øjeblikket, men den krise, som vi vil opleve, hvis vi ikke politisk tager ordentligt ved lære af det, der sker.

Vi har levet over evne, særlig i nogle lande. Vi er gået væk fra realøkonomien og har taget den fiktive økonomi til os, på vores statsbudgetter og samtidig i vores familier og privatliv.

Vi har ikke været i stand til at forstå, at vækst ikke er det samme som at blive fed, hvilket gælder for alle levende organismer. Vækst kræver en indsats og en målestok, mens opfedningsprocessen omfatter mangel på målestok og balance sammenlignet med det arbejde, vi udfører, og den velfærd, som vi nyder.

Krisen forbliver ikke statisk. Billedet af krisen for nogle få måneder siden var et andet, et helt andet end det billede, vi ser i dag. Billedet af krisen vil om nogle få måneder være et andet end det billede, vi ser i dag.

Denne krise var økonomisk og finansiel og vil få en stigende social dimension, som omfatter en social konflikt. Det betyder, at mens vi befinder os i denne fase, før konflikten bliver en social konflikt, skal de af os, som er involveret i politik, være klar over, at den primære krise er en tillidskrise. Det er ikke blot en eurokrise.

Lad os analysere alle de politiske processer og valgprocesserne i de seneste måneder. Der er en tillidskrise, og det betyder, at vi skal spørge os selv om, hvordan vi skal ændre os, hvordan vi skal ændre vores attitude – vores politiske, institutionelle og personlige attitude. I den henseende skal Parlamentet i stedet for at tænke på andre institutioner spørge sig selv, hvilket bidrag det kan yde for at ændre den institutionelle og politiske attitude her i Parlamentet.

Jeg vil vove at påstå, at der i dag, efter vi har hørt mange årsager til krisen – bureaukrati, agenturer, regeringer – er to emner, hvor vi skal foretage ændringer. For det første har Europa brug for et minimumssamhørighedsniveau fra Parlamentet. Det kan ikke blanke sig selv af i en så grundig forhandling om to koncepter i det europæiske samfund. For det andet skal vi turde fortælle sandheden om, hvad det er, der sker for os.

  Anni Podimata (S&D). – (EL) Hr. formand! For det første vil jeg gerne bruge ti sekunder på at genoprette sandheden. Hr. Langen, som ikke er til stede i Parlamentet, sagde, at det var uacceptabelt, at græske medlemmer havde stemt imod det treårige stabiliseringsprogram i det græske Parlament. Jeg vil gerne påpege, at det ville være en god idé, hvis hr. Langen gentog sine anbefalinger på det næste møde i Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater), for de medlemmer, som var ansvarlige for at regere landet indtil for nogle få måneder siden, tilhører PPE.

For at vende tilbage til det mere generelle spørgsmål så er det en kendsgerning, at den aktuelle krise har fremhævet kroniske sygdomme og svagheder, hvad angår den økonomiske koordinering af euroområdet og det globale økonomiske forvaltningssystem, og følgelig har der ophobet sig en enorm, ukontrolleret magt i det globale finansielle system. Så i dag skal vi først og fremmest håndtere spørgsmålet om demokrati, og Europa skal her sætte sig i førersædet, hvis det vil respektere sine værdier og sin historie.

Beslutningen om at etablere en støttemekanisme for stabilitet i euroområdet er et vigtigt skridt, det er der ingen tvivl om. Men en krisestyringsmekanisme er ikke nok, vi skal finde frem til problemets årsager, ikke blot på nationalt, men også på europæisk niveau. Vi er ved at begå en fejl og underminerer vores fælles fremtid og de kommende generationers fremtid ved kun at lægge vægt på omgående økonomisk genopretning og undervurdere virkningen af vækst, beskæftigelse og de grundlæggende strukturer i velfærdsstaten, som er blevet udviklet over flere årtier.

De forslag om at styrke det økonomiske samarbejde, som kommissæren præsenterede den 12. maj kan være med til at opbygge et mere samhørigt Europa med færre makroøkonomiske ubalancer under to forudsætninger: For det første at de ikke er begrænset til en ufleksibel anvendelse af Stabilitets- og Vækstpagten, og for det andet at de fuldt ud omfatter særlige mål for en bæredygtig vækst og beskæftigelse inden for rammerne af 2020-strategien.

  Paulo Rangel (PPE). – (PT) Hr. formand! Flere af kollegerne fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) har allerede tegnet et yderst fyldestgørende billede af situationen. Jeg mener, at der nu er brug for at nævne medlemsstaternes rolle.

Det forholder sig således, at hver enkelt medlemsstats nationale regering også spiller en rolle her, hvad angår indførelse af krav og betingelser for en styrkelse af den fælles valuta og udvikling af dette projekt om monetær og økonomisk integration. Jeg vil i den forbindelse gerne sige, at vores parti – det parti, der er knyttet til PPE-Gruppen, og som er Det Socialdemokratiske Parti i Portugal (PSD) – støtter regeringens stramningsforanstaltninger, for vi mener, at der skal rådes bod på de fejl, som er blevet begået i løbet af de 15 år med en socialistisk regering i Portugal, og som nu desværre er synlige for alle. PSD vil støtte foranstaltninger, der har til formål at rode bod på disse fejl.

Ikke desto mindre vil vi, samtidig med at vi støtter stramningsforanstaltningerne, også kritisere den portugisiske regering – og det er et godt eksempel for andre i en lignende situation – for den skærer ikke ned på udgifterne. For at reducere underskuddet er det væsentligt ikke blot at øge skatterne, men også skære ned på udgifterne, og regeringen skal have modet til at træffe foranstaltninger til at reducere udgifterne, reducere underskuddet og betale af på noget af den offentlige gæld.

Det gælder for Portugal, og det gælder også for andre medlemsstater, som befinder sig i en vanskelig situation. Vi er som parlamentsmedlemmer også i vores lande ansvarlige for at forsvare de foranstaltninger, der er nødvendige for, at euroen kommer stærkere ud på den anden side og for, at dette integrerede område og denne drøm – PPE-Gruppens drøm, og den drøm, som vi alle deler – kan blive virkelighed. Derfor forholder vi os kritisk til regeringer, som ikke har modet til at træffe de nødvendige foranstaltninger i deres lande.

  Göran Färm (S&D). – (SV) Hr. formand! På en række vigtige områder har denne fælles økonomiske politik også en effekt på EU-budgettet. Vi taler om finansieringen af det strategiske flagskibsprojekt Europa 2020. Vi taler om omkostninger, garantier osv., hvad angår lånemekanismen og kontrollen med finansmarkederne. Vi taler ikke mindst om en række nye pligter, som er et resultat af Lissabontraktaten. I Europa-Parlamentet er vi meget bevidste om, at mange medlemsstater for øjeblikket befinder sig i en ekstremt vanskelig økonomisk situation, ofte med alvorlige nationale budgetproblemer.

På den anden side står det klart, at EU i denne situation kan hjælpe ved at træffe foranstaltninger, der er vigtige for en økonomisk genopretning af medlemsstaterne, og som vil sætte fornyet skub i væksten og skabelsen af arbejdspladser. EU-budgettet skal derfor fokusere på områder, hvor EU kan skabe merværdi – europæisk merværdi – og hvor medlemsstaternes og EU's budgetter kan supplere og være til støtte for hinanden. Det betyder imidlertid også, at medlemsstaterne ikke kan overdrage flere væsentlige ansvarsområder til EU uden at tilvejebringe de nødvendige ressourcer.

Jeg tænker på forskningspolitik, flagskibsprojekter og investeringer i uddannelse og infrastruktur, som er nødvendige, hvis vi skal have en bedre økonomisk fremtid. Derfor mener jeg, at det er utrolig vigtigt, at ånden i denne i stigende grad fælles økonomiske politik også afspejles i en konstruktiv holdning i forhandlingerne om EU-budgettet for 2011, i midtvejsrevisionen af det langsigtede budget og i forhandlingen om den nye finansielle ramme efter 2013. Ellers vil vi ikke kunne bevæge os fremad og iværksætte fælles foranstaltninger til fremme af vækst og arbejdspladser.

  Theodoros Skylakakis (PPE). – (EL) Hr. formand! Som græsk medlem af Europa-Parlamentet vil jeg gerne her i Parlamentet gentage noget, som jeg lige fra begyndelsen har sagt offentligt i Grækenland, og udtrykke min taknemmelighed for den hjælp, som mit land har modtaget fra den europæiske støttemekanisme, der sammen med barske, men for det meste uundgåelige foranstaltninger har forhindret den græske økonomi i at bryde helt sammen.

Det ville være praktisk, hvis mekanismen for Grækenland var blevet vedtaget med samme hast, som støttemekanismen blev iværksat for andre økonomier, da Europa endelig indså, hvilken risiko vi alle sammen løb. I dag er første gang jeg har set reel beslutsomhed, både i Parlamentet og i de andre institutioner, om at se direkte og realistisk på de faktiske økonomiske blindgyder i Europa. Hvorfor er vi havnet i denne situation? Den primære årsag er, at vi har brugt over evne og ladet gælden vokse. Vi brugte, da der ikke var nogen krise, vi brugte under krisen, vi bruger nu på vores vej ud af krisen. Enhver, som gerne vil vide, hvad der sker, når man hele tiden bruger mere, end man har, kan bare komme til Grækenland.

Den europæiske valutafond og de andre institutioner, som er blevet foreslået i det beslutningsforslag, der er til forhandling, er et skridt i den rigtige retning. Hvis den skal skabe reelle incitamenter, skal fonden dog ikke blot tage højde for gældens og underskuddets absolutte størrelse, men også for det tempo, hvormed gælden og underskuddet reduceres. Vores egentlige problem, og jeg siger dette til venstrefløjen, er, at de 4 mia. mennesker i den tredje verden, som lever for 200 EUR om måneden, har opdaget kapitalismen og kræver globale ressourcer og markeder fra os, de rige, som lever for 2 000 EUR om måneden. Vi i Vesten har ikke monopol på den kapitalisme, som den gamle europæiske model var baseret på. Hvis vi ikke gennemfører ændringer, hvis vi ikke skynder os med strukturelle ændringer, konkurrenceevne og innovation, må vi simpelthen leve mere fattigt.

  Danuta Maria Hübner (PPE). – (EN) Hr. formand! Der er ingen tvivl om, hvor alvorlig den aktuelle krise er, og "anvendelsesomkostningerne" i forbindelse med hidtil usete politiske metoder er meget høje. Det er myndighedernes og de politiske beslutningstageres opgave at træffe foranstaltninger, der gør det muligt både at genoprette den ligevægt, som blev ødelagt af det dårligt fungerende marked, og at korrigere de mislykkede forvaltningspolitikker. Dette er ved at ske, men det vil stadig vise sig, hvor hurtigt og ved hjælp af hvilke politiske foranstaltninger EU-medlemsstaterne kommer tilbage på sporet med vækst.

Mere lovgivning er ikke nogen garanti mod risiciene ved den aktuelle krise. Eftersom vi har valgt vejen med mere lovgivning, skal den gå hånd i hånd med øget enkelhed og reducere kompleksiteten på de finansielle markeder. Det står endvidere klart, at finanspolitiske og monetære politikker ikke er nogen erstatning for strukturelle reformer. Strukturelle reformer skal være rettet mod de grundlæggende svagheder i EU's økonomi, nemlig stærkt stigende gæld og underskud, aldring, den meget sandsynlige nye inflationsbølge, risici som følge af klimaændringspolitikker, lav produktivitet og mangel på konkurrenceevne.

Med færre offentlige midler skal der gøres mere, derfor skal de offentlige midler anvendes mere effektivt, både på europæisk og nationalt niveau. Erhvervsvenlige lovgivningsmæssige rammer, effektiv forvaltning, ikkeforvridende skatter, høje beskæftigelsesrater, særlig blandt kvinder, et godt uddannelsessystem, forskning og innovation – alt det udgør en minimumspakke af foranstaltninger, som skal skabe vækst, arbejdspladser og konkurrenceevne. Den europæiske vinderstrategi skal uden tvivl baseres på finanspolitiske stramninger, men den skal have fokus på innovation, den eneste måde til at sætte bæredygtigt skub i produktiviteten og væksten.

Kommissionen og Europa-Parlamentet skal genvinde deres strategiske rolle og gå efter modige europæiske løsninger. Både borgere og markeder har brug for mere Europa.

  Gay Mitchell (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg tager det for givet, at suveræne stater skal holdes ansvarlige for de forpligtelser, de har indgået, og skal opfylde aftalte målsætninger, så der starter jeg. Det er dog også tid til at kigge sig omkring og se, hvilke andre handlinger der bidrager til den seneste uro. I 1930'erne bidrog guldstandarden og protektionismen til en forværring af recessionen. I modsætning hertil har vi i EU haft solidaritet og den institutionelle evne til via Den Europæiske Centralbank og Kommissionen at tage ved lære af fortidens fejl.

Institutionernes arbejde har været imponerende, taget i betragtning at der er 27 EU-medlemsstater, herunder 16 euromedlemsstater. Vores institutioner har endvidere samarbejdet med US Federal Reserve, Bank of England, den japanske centralbank og andre. På trods heraf har markederne – de såkaldte markeder – i alt væsentligt været skeptiske over for næsten alle de foranstaltninger, der er truffet. Jeg går helt ind for frie markeder – protektionisme fungerer ikke. Men er vores markeder frie? Markederne var blevet bearbejdet og påvirket til at føre os ind i krisen i første omgang. Er der nu ikke en begrundet mistanke om, at magtfulde interesser har kapacitet til at gå i lag med suveræne stater og vinde, og at nogle – uanset målsætningen – anvender denne magt til at fremme deres egen dagsorden og udnytter markederne til deres egne formål?

En politisk dagsorden kunne f.eks. omfatte bekymringer om, hvorvidt euroen i fremtiden kunne erstatte dollaren som valuta for fastsættelse af prisen på olie. En erhvervsmæssig og økonomisk dagsorden kunne ganske enkelt omfatte samling af mere magt og rigdom gennem ødelæggelse af suveræne rettigheder i EU, herunder fælles suveræne rettigheder. Det er tid til, at de politiske ledere tænker over, hvad det lige er, der sker. Jeg gentager: Medlemsstaterne skal disciplineres, herunder den medlemsstat, jeg kommer fra. Det skal naturligvis ske. Men vi sætter en masse fokus på medlemsstaterne og ikke ret meget på, hvad der ligger bag nogle markedsaktiviteter.

Jeg vil gerne høre fra formandskabet for Rådet og fra kommissæren. Hvad bliver der gjort for at kontrollere dette? Se, hvor vi blev ført hen, da vi tidligere ikke overvågede disse mennesker. Så Deres tilgang skal ikke kun være enstrenget – det er tid til en tostrenget tilgang.

  Alajos Mészáros (PPE). – (HU) Hr. formand! Europa 2020-strategien er en meget vigtig strategi, særlig nu i en tid med stigende finansiel og økonomisk krise. Denne krise har sat fokus på så grundlæggende spørgsmål og negative processer, at hvis vi ikke integrerer disse i vores strategi, kan det bringe udfaldet af vores økonomiske politik i fare.

Vi må ikke lade euroens anseelse blive beskadiget, men skal gøre alt, hvad vi kan for den monetære unions bæredygtighed. Jeg repræsenterer det land, der senest tiltrådte euroområdet. Slovakiets borgere anser euroens indførelse for at være en succeshistorie, og derfor bidrager landet også til at beskytte euroen med alle tilgængelige midler.

Vi må gøre opmærksom på, at den monetære krise kan få alvorlige politiske konsekvenser. Disse kan omfatte øget euroskepsis og usikkerhed blandt de lande, som forbereder sig på at tiltræde euroområdet. Vi skal hjælpe og opmuntre de lande, der endnu ikke har indført den fælles valuta.

I udarbejdelsen af EU 2020-strategien skal der især lægges vægt på politikker, som sikrer en bæredygtig udvikling. Selv om arbejdet med løsninger til diversificering af energiforsyningen i Centraleuropa er i gang, skal der også i stigende omfang anvendes alternative energikilder med henblik på at reducere klimaforandringerne. Vi skal også gøre folk opmærksom på, at kapaciteten af de aktuelle alternative energikilder er begrænset. Set i forhold til vores langsigtede energisikkerhed er atomenergi den løsning, der kan garantere en tilstrækkelig mængde energi med det laveste niveau af kuldioxidemissioner, og derfor skal vi lægge stor vægt på det relaterede spørgsmål om sikker opbevaring og produktion af brændstof. Det er også nødvendigt at sætte skub i yderligere forskning i moderne energiteknologier såsom innovation, der omfatter fusionsbaserede reaktorer. Der opstår mange vigtige spørgsmål, som vi gerne vil inkorporere i vores strategi, og vi står over for den store opgave at forbedre koordineringen og integrationen af forskellige områder. Kun ved at gøre det kan vi sikre, at der ud over en monetær union også kan opnås den vigtige økonomiske union.

  Marian-Jean Marinescu (PPE). – (RO) Hr. formand! Jeg er meget glad for de foranstaltninger, som Kommissionen og Rådet har foreslået. Hvis disse foranstaltninger var blevet vedtaget for nogen tid siden, kunne vi have undgået en lang række af de virkninger af krisen, som vi oplever. Mangel på økonomisk styring førte til, at der blev truffet beslutninger under pres, uden nogen form for rådføring med Europa-Parlamentet. Derudover er der ingen foranstaltninger på plads til overvågning af de vedtagne foranstaltninger.

Sidste år fik bankerne tilført store pengesummer. Dette var en nødvendig foranstaltning, men at bankerne blev reddet har ikke hjulpet med at mildne krisen senere hen. Krisen er fortsat. Stabilitets- og Vækstpagten er ikke blevet opfyldt. Uacceptable underskud er blevet forøget. Medlemsstaterne har truffet forskellige foranstaltninger i lignende situationer. Nogle har besluttet sig for at fortælle deres borgere sandheden og vedtage stramningsforanstaltinger. Manglen på fælles regler har forskellige virkninger på Europas borgere, selv om alle medlemsstaterne har været med til at udløse krisen. Vi kan ikke forbruge mere, end vi fremstiller, og vi kan heller ikke bruge mere, end vi indkasserer.

Vi har brug for økomisk stabilitet. Derfor er forslagene om at etablere en ny finansiel stabilitetsmekanisme eller en europæisk valutafond absolut nødvendige. Disse foranstaltninger skal dog understøttes af en sammenhængende økonomisk genopretningsstrategi samt af kontrol- og sanktionsmekanismer. På den måde vil vi kunne sige, at vi vil indføre reel, effektiv økonomisk styring til gavn for alle medlemsstaterne.

  Mairead McGuinness (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil overholde Deres regel. Jeg glæder mig over det spanske formandskabs kommentarer om produktive systemer og fokus på konkurrenceevne. Jeg tror, vi har brug for lidt flere samtaler her i Parlamentet, i Rådet og i Kommissionen.

Hvad angår Deres kommentarer om den langsomme reaktion, skal vi se nærmere på det, for der er et problem med sløvhed i det europæiske system med hensyn til reaktion. Medlemsstaterne kunne have reageret hurtigere, da bankkrisen ramte. Det er vi i stand til at gøre, men det lader til, at vi ikke har gjort det i det her specifikke tilfælde.

Endelig leder Kommissionen efter fire søjler til en ny strategi. Jeg tror, at Kommissionen skal undersøge sin egen rolle i denne krise. Jeg mener, at overvågningen af reglerne i Stabilitets- og Vækstpagen skete på baggrund af en "blød" magttilgang, som ikke fungerede. Hvis vi alle sammen, ligesom andre også har sagt, havde overholdt reglerne, ville vi ikke have dette problem. At få mere magt fungerer kun, hvis man faktisk bruger den magt, man allerede har.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Hr. formand! Under den aktuelle økonomiske krise lader Europa 2020-strategien til at være en reel udfordring. På den anden side skaber den også muligheder. Den kan give et vigtigt incitament, hvad angår støtte til de økonomiske og sociale reformer, der er nødvendige på lang sigt. Solidaritet og tilpasningsevne skal være de principper, som den er baseret på.

Jeg mener, at tildelingerne til samhørighedsfondene skal bevares, eftersom de spiller en afgørende rolle for en reduktion af den uensartede økonomiske udvikling EU-regionerne imellem. På den anden side siger det sig selv, at de målsætninger, der vedtages på EU-niveau, ikke automatisk kan blive nationale målsætninger. De skal tilpasses i overensstemmelse med mulighederne i hvert enkelt land. Den rumænske regering har oprettet en arbejdsgruppe på højt plan, som fastlægger nationale målsætninger. Samtidig hjælper den med at koordinere udarbejdelsen af et udkast til den nationale reformplan.

  Antigoni Papadopoulou (S&D). – (EL) Hr. formand! Markedernes og bankernes adfærd minder om et kobbel ulve, som den svenske finansminister kaldte dem, et kobbel ulve, der er klar til at sønderrive de økonomisk svage lande. Det første offer var Grækenland efterfulgt af Spanien og Portugal. I forbindelse med Grækenland så vi, at spekulanterne ramte landet nådesløst fra den ene side, og EU's solidaritet, der kom meget sent og på meget barske betingelser og tvang den græske befolkning til at yde meget ubehagelige ofre og indlede berettigede strejker, fra den anden. Det ser ud til, at hovedpersonerne i den internationale økonomiske krise nu er staterne, ikke bankerne.

Vi skal tage ved lære af denne modgang. EU har brug for mere solidaritet i Fællesskabet, bedre overvågning af det finansielle system, større national overholdelse af stabilitetspagten, mere koordineret finanspolitik og foranstaltninger, der forebygger konkurrencemæssige ubalancer. Europas befolkning ønsker et mere humant Europa med færre uligheder medlemsstaterne imellem. Tiden er inde til et mere realistisk og befolkningsvenligt program for EU 2020, hvor der er taget højde for tidens udfordringer.

  Olle Schmidt (ALDE). – (SV) Hr. formand! Europa har brug for mere samarbejde og mere solidaritet – ikke protektionisme og nationalisme. Det ved vi – det har historien lært os.

Jeg har svært ved at forstå den frygt, som finansministrene tydeligvis føler, når de står over for dette forslag om forudgående undersøgelse af medlemsstaternes budgetter. I de seneste måneder har selv de mest hærdede finansministre med god grund været bange. Der kan så sandelig spores en stemning af national selvhævdelse her. De må hellere end gerne undersøge andre lande, men ikke mit. Undersøg Grækenland, Spanien og Portugal, men ikke mit land. Noli me tangere – rør mig ikke!

Vores indbyrdes gensidige afhængighed kræver åbenhed og tillid. De svenske og finske regeringer har begge erfaringer med alvorlige kriser fra 1990'erne, og de bør begge fuldt ud støtte kommissær Rehns forslag.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! En ansvarlig budgetpolitik i alle EU-landene er blot det første skridt hen imod en løsning på den aktuelle situation. Det næste skridt, som helt sikkert er sværere at gennemføre, må være at stræbe efter en velovervejet ændring af strukturen af vores arbejdsstyrke. Det skal siges, at en stor del af EU's borgere er beskæftiget i de ikkeproduktive sektorer, særligt offentlig administration, og den produktive sfære er ikke i stand til at støtte et så stort antal bureaukrater, som udelukkende besværliggør livet ved hele tiden at finde på flere regler og restriktioner.

Se engang på Asien, hr. kommissær. De har ikke en lige så høj procentdel uddannede mennesker dér eller lige så mange universiteter, som vi har. Men de har en lille offentlig administration og et ukompliceret iværksætterklima, hvilket gør det muligt at udvikle den naturlige konkurrenceevne, som mange mennesker besidder. Et ukompliceret, gennemsigtigt iværksættermiljø, mindre administration og mere plads til vores borgeres uafhængige, selvstændige og kreative aktiviteter – det er den bedste vej ud af de aktuelle problemer.

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Hr. formand! Den økonomiske krise er ikke nogen midlertidig sygdom, som EU-medlemsstaterne snart kommer sig over og bliver fuldt ud økonomisk raske. Tilgangen til EU's og medlemsstaternes økonomiske politik er behæftet med systemiske fejl. Målet om en fælles valuta, evt. for 27 lande eller derover, er baseret på den falske antagelse, at én valuta kan være passende for mange meget forskellige økonomier. Værdien af en valuta skal afspejle sundhedstilstanden for den økonomi, den tjener.

Der er dog også andre specifikke problemer. EU's og de enkelte medlemsstaters tilslutning til globaliseringen er opskriften på en katastrofe. Vi kan ikke tillade, at varer og arbejdstagere fra lande med lave lønninger strømmer ind i Europa. Vi kan ikke konkurrere med disse varer uden at sænke lønniveauerne til deres niveauer. Lovpligtige mindstelønsniveauer forhindrer ikke, at vores arbejdstagere i det skjulte undermineres af vandrende arbejdstagere, af at vores befolkningers arbejdspladser outsources, eller af at vores produktion flyttes til den tredje verden.

  Tunne Kelam (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke kommissær Rehn for hans venlige ord og tillid til Estlands indsats for at tiltræde euroområdet, og jeg kan forsikre Dem om, at Estland med den aktuelle økonomiske byrde på 7,5 % af BNP ikke vil bidrage til en stigning i den gennemsnitlige gældskvote i EU. Jeg regner også med, at mine kolleger i euroområdet vil kunne acceptere Estland som et positivt eksempel. Det ville også sende et opmuntrende signal til Letland og Litauen og overbevise deres befolkninger om, at det giver god mening at gøre en indsats, og at alle ansøgerlandene vurderes ud fra deres kvalifikationer.

Det er ikke blot et privilegium at tiltræde euroområdet lige for tiden. Det betyder, at vi skal forpligte os til solidaritet og komme med vores bidrag til konsolideringspagten fra starten af, men jeg er overbevist om, at dette er den rette beslutning. Vi skal ikke blot se EU som en mulighed for at modtage, men først og fremmest som en chance for at yde et bidrag for at nå vores fælles mål.

  Danuta Jazłowiecka (PPE). – (PL) Hr. formand! Dagens forhandling om økonomisk styring i EU er en grundlæggende forhandling, for den vedrører en fortsat styrkelse af den europæiske integration. I lyset af deres avancerede økonomiske tilknytning burde medlemsstaterne alle sammen føle sig lige ansvarlige for en europæisk stabiliseringsmekanisme og for hele den økonomiske situation i Europa.

Jeg tror ikke, nogen af os skal være i tvivl om, at præcis overvågning af offentlige forpligtelser og udgifter (formanden afbrød taleren), koordinering af processen til udarbejdelse af budgetter og planer for reformer i medlemsstaterne på et tidligt tidspunkt og en mekanisme til ydelse af bistand i krisetider er foranstaltninger, som peger i den rigtige retning. En samvittighedsfuld gennemførelse af principperne i Stabilitets- og Vækstpagten skal prioriteres. Det er vigtigt for at sikre budgetmæssig og makroøkonomisk stabilitet i EU. Mens et sæt straffe og princippet om, at de sorte får hænges ud offentligt, er væsentlige for at disciplinere medlemsstaterne i forbindelse med indførelse af pagtens principper og væsentlige reformer, har jeg mine forbehold med hensyn til bødestraffe. For disse straffe, som anvendes i forbindelse med medlemsstater, der allerede befinder sig i en vanskelig økonomisk situation, kunne få den modsatte virkning, en negativ virkning på økonomierne i disse lande…

(Formanden afbrød taleren)

Derfor vil jeg gerne anmode om, at vi planlægger Europas fremtid på en ansvarlig måde.

  Liisa Jaakonsaari (S&D). – (FI) Hr. formand! I krisetider er den psykologiske reaktion enten at krølle sig sammen, bebrejde andre, lede efter fjender eller forsøge at finde løsninger. Europa er nu vidne til denne trestrengede tilgang. På den ene side er nationalismen og protektionismen på vej frem i mange lande, på den anden side søges der efter nye løsninger, hvilket er tilfældet med Kommissionen. Vi skal sætte stor pris på dem. Jo stærkere det politiske system er i EU og på nationalt niveau, desto bedre kan vi tæmme markedskræfterne. Ellers vil det gå galt.

Jeg mener, at der er én ting, som vi kan stoppe med, og det er at latterliggøre Grækenland. Den græske nation, den græske premierminister og de græske politikere har nu fortjent vores respekt, eftersom de træffer nogle meget svære beslutninger. Som hr. Schmidt sagde, var Finland og Sverige Grækenland i de tidlige 1990'ere. Vi skulle træffe beslutninger, der var lige så svære, men det lykkedes os.

  Formanden. – Jeg må desværre afbryde Dem. De vil her i Parlamentet bemærke, at jeg, selv om hun sagde nogle meget pæne ting om Grækenland, afbrød hende, da der var gået præcis ét minut, så jeg forsøger at være så objektiv, som jeg kan her.

  Michael Theurer (ALDE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! I den aktuelle forhandling om et fungerende system til europæisk økonomisk forvaltning forsømmes det langsigtede perspektiv efter min mening. Tiden er nu inde til at integrere de kortsigtede stabiliseringsforanstaltninger i en langsigtet strategi. Vi har brug for en vision om en markedsøkonomi. Det grundlæggende princip om den sociale markedsøkonomi er allerede fastlagt i Lissabontraktaten. Nu skal vi bringe det til live.

Den sociale markedsøkonomi var den vellykkede model bag det økonomiske mirakel i Tyskland. Walter Eugen, det økonomiske mirakels ledestjerne, bemærkede så tidligt som i 1950, at de økonomiske aktiviteter i en stat skulle være fokuseret på at udarbejde reguleringssystemer for økonomien og ikke på at forvalte de økonomiske processer. Derfor opfordrer jeg til en reguleringsstrategi, med andre ord at staten træffer foranstaltninger for at påvirke de grundlæggende betingelser for økonomiske aktiviteter ved hjælp af generel lovgivning. Det er ikke staten, der skaber arbejdspladser, men den skal etablere lovgivningsmæssige rammer for skabelse af arbejdspladser, og det er det, vi skal fokusere på. Konkurrenceevne er ikke begyndelsen på, men resultatet af økonomiske aktiviteter.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Hr. formand! I Europa 2020-strategien skal vi finde frem til årsagerne til den aktuelle krise. Ville det give mening at indføre en monetær union i stil med USA uden den nødvendige centrale finanspolitiske styring? Svaret er nej. Euroen må ikke få lov til at lave EU om til en enorm omfordelingsmekanisme baseret på obligatorisk solidaritet. Hvis vi skal have en monetær union, skal det være en hård monetær union.

Fremover skal de frie finansmarkeder desuden ikke anses for at være adskilt fra realøkonomien. Derfor har vi brug for klare regler i Europa 2020-strategien med henblik på håndtering af spekulanter og hedgefonde. Den vej, som Østrig har foreslået, og i går også Tyskland, hen imod en skat på finansielle transaktioner, der omfatter beskatning af de overskud, som bankerne og den finansielle sektor laver, er helt klart den rette tilgang. Lad os gå foran med et godt eksempel over for skatteyderne og endelig minde den finansielle sektor om dens forpligtelser. Vi skal også være mere modige, når det kommer til at anvende reglerne over for medlemsstaterne. Enhver stat, som med vilje forfalsker sine tal, skal ganske enkelt smides ud af euroområdet. Lande, der begår svig, skal gå.

  Paul Rübig (PPE). – (DE) Hr. formand, hr. Rehn, mine damer og herrer! Europa 2020-strategien omfatter en specifik udfordring for os. Generelt skal vi fokusere på de små og mellemstore virksomheder (SMV'er). Vi skal sørge for, at de små og mellemstore virksomheder i 2020 har en gennemsnitlig mindstekapitalkvote på 20 %.

Vi har brug for stærke SMV'er i Europa, for de ansætter to tredjedele af arbejdsstyrken, fremstiller 50 % af bruttonationalproduktet og betaler 80 % af skatterne. Kommissionen har simpelthen glemt at medtage målsætninger om en styrkelse af de små og mellemstore virksomheder i dette program.

Jeg opfordrer specifikt Dem, hr. Rehn, til at gøre en indsats for SMV'erne og udarbejde målsætninger om at styrke disse virksomheder og deres medarbejdere.

  Milan Zver (PPE). – (SL) Hr. formand! Forhandlingen i dag har været en af de bedre forhandlinger, vi har haft om den finansielle og økonomiske krise, særlig i forhold til hvordan den har udviklet sig i Grækenland, og de fleste af bidragene har i alt væsentligt været centreret omkring spørgsmålet om, hvordan vi skal styre EU i fremtiden. Jeg er dog også enig i det, som de talere, der forsøger at placere skyld for denne situation, har påpeget. Efter min mening er det den rette vej fremad, og det er vigtigt, at vi vælger den vej. Vi skal stille spørgsmål om nogle af de europæiske institutioners ansvar, og ikke blot institutionernes kollektive ansvar, men om, hvem der præcist er ansvarlig for hvad.

Lad mig derfor foreslå, at vi f.eks. går i rette med hr. Almunia, den tidligere kommissær for økonomiske og monetære anliggender, eftersom han var ret kritisk over for nogle lande i løbet af sin embedsperiode, og så kom spørgsmålet om Grækenland. Jeg opfordrer ham til at præcisere sin rolle i denne historie, og hvis han ikke gør det, bør han tage sin afsked.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Hr. formand! For det første har vi i løbet af de seneste par uger iværksat foranstaltninger med henblik på at håndtere en finanskrise, der allerede er indtruffet – en finanskrise, som skyldes mangel på lovgivning, mangel på overvågning og mangel på forvaltning. Gennem de aktuelle foranstaltninger forsøger vi at foregribe disse situationer, så de ikke sker i fremtiden, og de skal hilses velkommen.

Vi klarer os alle sammen bedre, når der er nogen, som kigger os over skulderen. Det gælder både regeringer og enkeltpersoner. Så jeg sætter pris på det, der er blevet gjort og sagt her i dag, og jeg mener, at vi fra i dag også skal gå over til at behandle de finansielle terrorister i vurderingsbureauerne og spekulanterne, som ødelægger folks liv og forsøger at vælte suveræne regeringer. Ved at anlægge en sådan tostrenget tilgang – behandle forvaltning på politisk niveau og behandle de finansielle terrorister – kan vi muligvis se frem til en bedre fremtid.

  Karin Kadenbach (S&D). – (DE) Hr. formand, hr. Rehn, hr. López Garrido! Vi taler i dag om fælles europæisk økonomisk styring. Jeg mener, at det er på tide, vi indser, at markedet ikke har nogen uafhængig værdi, og at Europas befolkning ikke skal tjene markedet, men at markedet derimod er der for at tjene befolkningen, de 500 mio. europæere.

Jeg er overbevist om, at vi har brug for konsolidering og vækst, men begge begreber er altid forbundet med et andet aspekt, med andre ord socialt ansvarlig konsolidering på den ene side og bæredygtig vækst på den anden. Vi har brug for tillid for at opnå dette, og Europas befolkning har brug for perspektiver. Vi vil dog kun kunne tilbyde dem disse perspektiver, hvis vi kan love dem, at de kommer til at bo i et Europa, hvor de kan være med i velstanden, eller iværksætte foranstaltninger for at sikre, at det sker. I fremtidens Europa skal vækst ikke kun gavne de få.

  Rachida Dati (PPE). – (FR) Hr. formand! For det første er det rigtigt, at den pludselige opståen og omfanget af krisen i Grækenland har skabt en hel del frygt blandt vores medborgere, en frygt, som jeg tror er reel. Det betyder dog ikke, som en af mine kolleger lige har sagt, at vi skal pege fingre ad Grækenland. Det er imidlertid vigtigt, det haster – som vi har sagt i et stykke tid nu – at tage ved lære, så vi kan skabe et mere politisk Europa og bevæge os hen imod økonomisk styring. Økonomisk styring skal nu foreslås som en hastesag.

Jeg kan forstå, at Kommissionen foreslår en forudgående undersøgelse af de nationale budgetter. Personligt mener jeg ikke, at vi skal skifte strategi. Det, der er et grundlæggende og presserende behov for, er europæisk økonomisk styring og ikke Kommissionens forudgående undersøgelser af de nationale budgetter. Jeg mener, at dette forslag ikke blot ville vise forfatningsmæssige uoverensstemmelser, men også skabe forsinkelser og kompleksitet, hvilket i hvert fald ikke er, hvad Europa har brug for lige for tiden. Det, der er et presserende behov for, er europæisk økonomisk styring og ikke forudgående undersøgelser af de nationale budgetter.

  Vasilica Viorica Dăncilă (S&D). – (RO) Hr. formand! Vi ved alle sammen, at Europa 2020-strategien blev lanceret med det formål at hjælpe EU ud af den aktuelle økonomiske krise og forberede sin økonomi i det nye årti. Det er imidlertid en alvorlig sag, at Europa 2020-strategien ikke engang indeholder klare retningslinjer for en revision af en af de vigtigste fælles politikker, nemlig reformen af den fælles landbrugspolitik.

Det, der gør det endnu mere alvorligt, er, at henvisningen til landbruget som et væsentligt politisk instrument til opfyldelse af målsætningerne i EU 2020-strategien først blev foretaget i sidste øjeblik. Derfor er vi slet ikke overraskede over, at der henvises for lidt til landbrugspolitikken i dette dokument. I den henseende omfatter EU 2020-strategien nogle idéer om den fremtidige fælles landbrugspolitik. Den tildeler dog ikke landbrugspolitikken nogen vigtig strategisk rolle som del af en større, global tilgang under hensyntagen til de enorme udfordringer, som udsigterne til en tostrenget stigning i den globale efterspørgsel efter fødevarer og klimaforandringerne udgør.

  Czesław Adam Siekierski (PPE). – (PL) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi har ikke nogen detaljerede analyser af årsagerne til krisen i euroområdet og det økonomiske sammenbrud i Grækenland eller af de farer, som andre lande står over for. Er den globale finanskrise, som blev til en økonomisk krise, skyld i denne situation, eller har vi her at gøre med vores egne fejl, forsømmelser og mangel på handling?

Lad os sige klart og ærligt, at der ikke var nogen koordinering af finanspolitikken i EU. Stabilitets- og Vækstpagten blev ikke overholdt, og der var ikke nogen finansiel disciplin. De nationale budgetter var ofte adskilt fra virkeligheden – høje omkostninger, lave indtægter og mangel på ansvar med hensyn til regering af staten. Jeg vil gerne spørge om følgende: Hvor var Den Europæiske Centralbank? Hvor var Kommissionen?

Lad os helt ærligt sige, at problemet bunder i, at medlemsstaterne ikke tillader, at EU-institutionerne overvåger, evaluerer og analyserer deres budgetter. I de seneste år har vi primært koncentreret os om Lissabontraktaten, og vi har ofret mindre opmærksomhed på den økonomiske union, og særlig den monetære union.

  Diego López Garrido, formand for Rådet. – (ES) Hr. formand! Vi kan virkelig sige, at EU befinder sig i en situation svarende til andre situationer i dets smertefulde historie, der er blevet løst på en gunstig måde. Europa befinder sig ved en skillevej, ligesom det gjorde efter Anden Verdenskrig, der resulterede i oprettelsen af det, som dengang ikke blev kaldt EU. Det var det, der skete, da Berlinmuren faldt, da Europa blev genforenet, da det europæiske monetære system i øvrigt befandt sig i en krise. Svaret var at gå videre og vedtage en ny traktat. Det samme gjorde vi i begyndelsen af dette århundrede med Lissabontraktaten, og det er den eneste vej ud af en vanskelig situation som den, vi befinder os i nu.

De andre alternativer er tydeligvis populisme eller protektionisme, og det er ikke en mulighed. Det klare valg er at arbejde i retning af et Europa, der finder løsninger på sine mangler, hvilket viste sig, da denne yderst alvorlige krise indtraf, en krise, hvis lige vi her i Parlamentet aldrig har set.

Reaktionen på en situation med deregulerede markeder, med manglende konkurrenceevne i produktionssystemet, som har alvorlige konsekvenser med en social virkning i form af arbejdsløshed, med et underskudsproblem, hvor 20 lande ud af de 27 har indledt procedurer i forbindelse med for store underskud, og med en indlysende mangel på økonomisk styring i EU er derfor ikke mindre Europa, men mere Europa. Det er sådan, vi skal reagere på situationen lige nu.

Det skal siges, at der har været en reaktion, at EU har reageret, og jeg henviser derfor til tidligere taler af kommissær Rehn og mig selv, hvori vi redegør for, hvordan EU har reageret. Lige nu går tingene dog endnu hurtigere, og jeg tror, vi må reagere hurtigere, og vores reaktion skal bidrage til at løse de grundlæggende problemer, der stadig findes i EU, og som er blevet sat på prøve som følge af denne krise.

Jeg vil derfor foreslå, at EU-institutionerne, og naturligvis Parlamentet, samarbejder om de fem aspekter, hvor jeg mener, vi bør reagere hurtigt. Vi må sætte farten op, afrunde eller færdiggøre den opgave, der var planlagt og startede på den rigtige måde.

Det første aspekt er solidaritet. Vi må uddybe solidariteten inden for euroområdet, og derfor var støtten til Grækenland så rigtig, og derfor var beslutningen om at oprette en fond på 750 mio. EUR – over en periode på tre år, så den er endnu ikke fuldstændig permanent – så rigtig, så vi kan forebygge eventuelle vanskelige situationer med offentlige regnskaber eller ubalancer i offentlige regnskaber. Jeg mener, at dette er et grundlæggende element, og at det var rigtigt af Rådet at foreslå og vedtage det den 9. maj. Parallelt hermed har Den Europæiske Centralbank handlet, og den griber nu ind og opkøber gæld fra medlemsstaterne via de kanaler, der er tilladt i Lissabontraktaten.

For det andet har Parlamentet netop i dag behandlet en pakke om finansielt tilsyn. Vi har til en vis grad fået en forsmag på denne med vedtagelsen af forordningen om hedgefonde i Økofin-Rådet i går. Derfor kan vi gøre det, naturligvis kan vi gøre det. Denne forordning er udarbejdet, men vi må afslutte forhandlingerne mellem Rådet og Parlamentet om hele pakken for finansielt tilsyn snarest muligt. Denne pakke regulerer i øvrigt også kreditvurderingsbureauerne, fordi kreditvurderingsbureauerne – i tilknytning til et af de forslag eller spørgsmål, som medlemmerne har fremsat – vil blive underlagt den europæiske myndigheds tilsyn.

For det tredje må vi forpligte os til konkurrenceevne. Det er derfor meget vigtigt, at 2020-strategien vedtages og lanceres af Det Europæiske Råd i juni, og at der fastsættes mål heri, herunder om fattigdom og social integration, der endnu ikke er blevet kvantificeret. Det bør være en strategi med sin egen styring, og denne styring skal være langt mere krævende end den praktisk taget ikkeeksisterende styring i Lissabontraktaten, som hr. Verhofstadt sagde tidligere. Den bør også anvende positive incitamenter for at sikre, at målene, såsom anvendelse af europæiske fonde eller strukturfondene, nås.

Det fjerde vigtige element er pakken om samordning af de økonomiske politikker, som kommissær Rehn fremlagde den 12. maj, og som blev behandlet på Økofin-Rådets møde i går. Det er meget vigtigt, at vi overholder Lissabontraktaten, idet der i artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) står, at medlemsstaterne samordner – ikke at det er bedre eller ønskeligt, nej de er forpligtede – deres økonomiske politikker og deres beskæftigelsespolitikker, og at de også kan samordne deres social- og arbejdsmarkedspolitikker. I denne forbindelse mener vi, at gennemførelsen af artikel 136 i TEUF, der realiseres med dette forslag fra Kommissionen, er meget vigtig, og vi må også fremskynde dens gennemførelse i praksis.

Endelig mener jeg også, at vi må fremskynde forhandlingerne eller beslutningen, som jeg mener må rejses på G20-mødet, om en afgift på internationale finansielle transaktioner.

Jeg vil gerne anmode Parlamentet om at støtte disse meget betydelige og vigtige punkter, som vil være et skridt i retning af det, der beskrives som økonomisk styring af EU, så der kan træffes en beslutning herom snarest muligt. Vi kan ikke vente meget længere.

Jeg tror ikke, at enighed i EU nogensinde har været så vigtig som nu, og jeg taler ikke blot om enighed mellem EU's medlemsstater, men også mellem institutionerne. Parlamentet er en europæisk institution, Kommissionen er en europæisk institution, og Rådet er også en europæisk institution. Institutionerne skal samarbejde denne gang, så skridtet i retning af styring af EU og løsning af de grundlæggende problemer, der er opstået, kan stadfæstes. Lad dette være et udtryk for vores forpligtelse til at indlede en ny politisk fase i EU, der er til gavn for borgerne, som forventer, at vi gør det. Forvent ikke noget andet. Forvent, at vi gør netop det.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne sige tak til parlamentsmedlemmerne for en meget seriøs og vægtig forhandling, der afspejler situationens alvor i Europa. Lad mig begynde med at sige, at jeg sætter stor pris på Europa-Parlamentets brede støtte til en styrkelse af den økonomiske styring. Jeg har også lyttet meget indgående til minister López Garrido og vil gerne takke det spanske formandskab for dets støtte og for det fremragende samarbejde om dette spørgsmål og om andre spørgsmål.

Jeg er helt enig med de medlemmer, der har krævet en økonomisk union som supplement til den monetære union. Det er vejen frem, og det er den lære, vi må drage af denne krise. Vi må arbejde videre på tre stærke sider. For det første må vi alle være årvågne for at finde en øjeblikkelig løsning på krisen i Grækenland og andre steder i Europa. Vi har undgået en ny Lehman Brothers på europæisk jord, men vi er helt sikkert ikke på den sikre side endnu, og derfor må vi med agtpågivenhed og beslutsomhed fortsat beskytte den finansielle stabilitet i Europa og dermed beskytte den stadig sårbare økonomiske genopretning på vores kontinent.

For det andet må vi fremskynde, intensivere og færdiggøre lovgivningsreformen om de finansielle markeder, bankafgifter, short selling og kreditvurderingsbureauer. Det er meget bedre at handle på europæisk plan og at gøre det snarest muligt.

Vi må skabe rammerne for korrigering af systemiske fejl på de finansielle markeder, og her er jeg helt enig med fru Jaakonsaari og hr. Swoboda. Markedet kan være en god tjener, men det er en dårlig herre, og som hr. Theurer sagde, må vi arbejde for grundtanken om en social markedsøkonomi for at skabe en troværdig lovramme for finansielle markeder gennem færdiggørelse af lovgivningsreformen.

For det tredje må vi gå videre til beslutninger om styrkelse af den økonomiske styring i Europa. Vi må styrke stabilitets- og vækstpagten gennem præventiv fiskal overvågning. Vi må indføre praktisk gennemførlige sanktioner, og de skal være regelbaserede, som hr. Kallas sagde, og vi må give Eurostat revisionsbeføjelser...

(Formanden afbrød taleren)

  Formanden. – Kære kolleger, det er afslutningen på en meget vigtig forhandling. Jeg anmoder venligst om, at De forsøger at holde samtalerne her i salen på et minimum og respekterer kommissærens afsluttende bemærkninger. Kommissæren har ordet.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg er vant til dette, men det skulle glæde mig, om der var nogen interesse i Parlamentet for det, jeg vil sige nu.

Umiddelbar kriseløsning, fuldstændig finansiel markedsreform og styrkelse af økonomisk styring. Det er de tre hovedopgaver, vi må kaste os over snarest muligt.

Jeg er enig med hr. Marinescu, som henviste til Kommissionens meddelelse, og det er rent faktisk mere, end nogen ville have troet for blot et halvt år siden. Læs venligst de 10 sider i meddelelsen om styrkelse af den økonomiske styring i Europa. 10 sider lyder ikke af meget, men de er fulde af konkrete initiativer. Det er tungt stof, hvilket er det, der er behov for i Europa. Jeg vil inden længe fremsætte nogle konkrete forslag, lovgivningsforslag.

Vi har taget initiativet, og vi vil gå videere. Hr. Verhofstadt sagde, at vi ikke bør afvente taskforcen. Vi bidrager aktivt og konstruktivt til arbejdet i taskforcen, der ledes af præsident Herman Van Rompoy, men ja, vi vil gøre brug af vores initiativret, og vi vil inden længe fremsætte konkrete lovgivningsforslag om styrkelse af den økonomiske styring.

Det er essensen i fællesskabsmetoden, og det er også det, parlamentsmedlemmerne har anmodet om i dag, og med rette. Vi har ikke den luksus at have meget tid til vores rådighed. I stedet må vi handle uden tøven. Det er nu absolut nødvendigt at komme videre med disse initiativer.

Jeg vil derfor slutte med at sige, at vi har brug for en alliance mellem institutionerne til forfølgelse af disse mål. EU har altid skabt de bedste resultater i en alliance mellem Parlamentet og Kommissionen, så jeg regner med Parlamentets støtte i denne henseende. Det er også vigtigt, at vi inddrager de nationale parlamenter ved at gennemføre en integrerende strategi, som fru Goulard har foreslået.

Men vigtigst af alt bør vi huske på, at Europa-Parlamentet kan hjælpe os alle her i EU til at arbejde hurtigere og beslutsomt. Så overbevis venligst jeres valgkredse og hjælp os til at overbevise medlemsstaterne og ikke blot det spanske formandskab, der er meget overbevist. Jeg har tillid til, at parlamentsmedlemmerne kan og vil lade deres stemmer høre, og jeg regner med, at de indtager en meget stærk og beslutsom holdning til Europa 2020-beslutningen under denne uges samling i Parlamentet.

Alt, hvad vi har brug for, er fuld kraft fremad for at styrke den økonomiske styring i Europa.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  George Sabin Cutaş (S&D), skriftlig. – (RO) Hvis der kan drages nogen lære af den aktuelle økonomiske krise, så må det være solidaritet. Det er ikke noget nyt, at vi lever i en globaliseret verden, hvor landenes økonomier er indbyrdes afhængige. Landene har imidlertid ikke opgivet deres isolationslogik, hvor løsninger på økonomiske udfordringer anvendes på nationalt plan uden hensyntagen til deres bredere virkninger.

Lissabonstrategien slog fejl på grund af manglende politisk vilje fra medlemsstaternes side til at tage føringen med hensyn til at realisere dens mål. For at sikre, at EU 2020-strategien bliver en succes, hvor Lissabonstrategien fejlede, skal de nationale reformprogrammer overvåges mere effektivt på europæisk plan. Social inddragelse skal også være det vigtigste mål for god økonomisk styring, og statslige udbydere skal lære at sætte mennesker over finansiel profit.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Lidt over 10 år efter indførelsen af euroen bekræftes de advarsler, vi fremsatte dengang. Integrationen af økonomier, der befinder sig i meget forskellige udviklingsfaser med nominelle konvergenskriterier og individuelle penge- og kurspolitikker – alt sammen noget, der er indført for at opfylde stormagternes behov – har forværret divergenskrisen i EU, hvilket har ført til en situation, hvor der sættes spørgsmålstegn ved de perifere økonomier.

Stillet over for den krise, de har skabt, har de spekulative finansielle hovedstæders beslutningscentre – og deres institutionelle forlængelser i EU-institutionerne og i regeringerne – netop iværksat et nyt og anderledes angreb på mennesker og arbejdstagere i Europa. Herremændene i EU har besluttet at tilrane sig medlemsstaternes budgetbeføjelser, og de har ikke gjort det i solidaritetens navn, et begreb, der i stigende grad er dem fremmed, men i den stabilitets navn, som stormagterne kræver for euroen. Dette er en uacceptabel krænkelse af demokratiet og folkenes suverænitet. Denne krænkelse ledsages af foranstaltninger, som er ren social terrorisme, som de nationale regeringer ydmygt har underlagt sig. Svaret på den såkaldte "europæiske økonomiske styring" og på den igangværende integrationsproces' stadig mere antidemokratiske karakter gives af arbejdstagere over hele Europa, der kæmper. Denne kamp og dens drive mod fremskridt vil medføre den nødvendige ændring.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Det er beklageligt, at Det Europæiske Råd og Kommissionen er kommet her for at erklære, at de træffer foranstaltninger til at løse de finansielle og produktionsmæssige problemer inden for rammerne af budgetdisciplinen, og at de præsenterer oprettelsen af en taskforce som en stor trumf for langsigtede foranstaltninger.

Selv om de indrømmer, at de tøvende foranstaltninger, de har truffet, er blevet forsinket, så har repræsentanterne for det spanske formandskab og Kommissionen igen bekræftet, at de vil fortsætte ad den samme kapitalistiske integrationsvej og gå videre med den. De løber rundt som hovedløse høns. De foretrækker at ignorere, at den såkaldte "midlertidige stabiliseringsforanstaltning" og den tilknyttede fond kun vil være et middel til at mindske smerterne ved finanskrisen, som bruges til at skjule det faktum, at kun et brud med de aktuelle politikker og en kursændring kan medføre sociale fremskridt. Med henblik herpå er det vigtigt at prioritere produktion, offentlige tjenesteydelser af høj kvalitet, skabelse af job med rettigheder, lønninger, pensioner, man kan leve af, social inklusion og en retfærdig deling og fordeling af indtægterne.

Alt dette kræver dog en reel økonomisk og social samhørighed med en klar styrkelse af EU's budget, solidaritet, flere offentlige politikker og statens overvågning af de vigtigste økonomiske sektorer.

  Edit Herczog (S&D), skriftlig. – (HU) Vejen ud af den økonomiske krise er fuld af huller, og derudover har de finanspolitiske problemer i Grækenland og andre medlemsstater skabt uro i euroområdet. Disse problemer har rejst spørgsmålet om, hvorvidt Europa er i stand til at konkurrere med USA's eller Kinas økonomiske styrke. EU må derfor med sin EU 2020-strategi give et effektivt svar på den økonomiske og finansielle krise og sikre, at den økonomiske kapacitet i denne blok med 500 mio. mennesker forbliver konkurrencedygtig, med andre ord at EU 27 ikke sakker bagud i forhold til dets økonomiske og politiske rivaler. Kompleksiteten af de udfordringer, vi står over for i dag, kræver en integreret række politiske instrumenter. EU må især prioritere forskning og innovation i forbindelse med håndtering af udfordringer såsom klimaændringer og en løsning på den voksende globale konkurrence. Da det i perioden efter krisen er blevet vigtigere end nogensinde at stimulere vækst og jobskabelse via forskning og innovation, foreslår jeg, at dette fastsættes som det primære mål i EU 2020-strategien. Det er dog berettiget, at vi er bekymrede over, at vores aktuelle budget ikke i tilstrækkeligt omfang opfylder de monetære behov, som udfordringerne i det 21. århundrede medfører. Som medlem af Budgetudvalget anmoder jeg Kommissionen om at foreslå en ny budgetmodel, der er modig og ambitiøs, men også praktisk gennemførlig, for at sikre EU 2020-strategiens succes.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE), skriftlig. – (FI) Det er fremragende, at Europa 2020-strategien tager hensyn til unge. Den går dog ikke langt nok. Indholdet er begrænset og pessimistisk. Der er ikke fastsat nok konkrete mål, og der er behov for flere. Ungdomsarbejdsløshedstallene er alarmerende. De er over dobbelt så høje som for andre arbejdsløshedskategorier. Næsten halvdelen af de unge i Letland og Spanien er arbejdsløse. Jo længere mennesker er arbejdsløse, desto større er risikoen ikke blot for fattigdom, men også for udstødelse. Unge, der kun har ringe erhvervserfaring, er ringere stillet på arbejdsmarkedet, særlig når det gælder personalenedskæringer. Prognoserne tyder på, at der vil blive mangel på arbejdstagere. Vi kan dog ikke tage det for givet, at unge, som er arbejdsløse nu, vil være i stand til at opfylde dette fremtidige behov for arbejdstagere. Det er ikke nødvendigvis en så enkel procedure at integrere langtidsledige unge tilbage i samfundet. Der er behov for konkrete foranstaltninger. De unge har brug for job, ikke for løfter. Det er meget vigtigt, at vi tager ansvaret for fremtiden, og at børn og unge forbliver det centrale element i alle vores planer.

  Lívia Járóka (PPE), skriftlig. – (HU) Lanceringen af EU 2020-strategien, der skal harmonisere medlemsstaternes økonomiske politikker og beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikker i henhold til fælles principper, er måske ikke den vigtigste opgave, vi står over for. Jeg glæder mig over, at strategien ud over aspekterne omkring en bæredygtig social markedsøkonomi, miljøbeskyttelse og innovation også lægger stor vægt på bekæmpelse af fattigdom og udstødelse, med andre ord på en styrkelse af den sociale samhørighed, der er en forudsætning for ovennævnte mål og en af grundsøjlerne i det spansk-belgisk-ungarske formandsprogram. Jeg mener, det er et vigtigt skridt fremad, at Kommissionen i anden halvdel af dens integrerede retningslinjer for strategien fastsætter ambitiøse, kvantitative mål i denne henseende. To af disse mål er, at 75 % af befolkningen i den arbejdsdygtige alder skal være i beskæftigelse, og at antallet af mennesker, der lever under den nationale fattigdomsgrænse, skal nedbringes med 25 %. Med henblik på overvågning og kontrol med fremskridt med at nå disse mål og en vurdering af kampen mod social udstødelse er det værd at overveje "Laeken-indikatorerne", der blev vedtaget i 2001, sammen med deres komponenter, der i mellemtiden er blevet udvidet og defineret mere detaljeret. Laeken-indikatorerne giver et detaljeret og pålideligt billede af den stilling, som forskellige sociale grupper indtager i visse segmenter af det offentlige liv. I de seneste år har flere EU-institutioner, herunder Eurostat, anvendt dem med succes.

  Danuta Jazłowiecka (PPE), skriftlig. – (PL) Hovedformålet med den Europa 2020-strategi, vi drøfter, bør være at sikre økonomisk vækst i EU og at øge beskæftigelsen. De foranstaltninger, vi træffer, bør sigte mod at øge økonomisk aktivitet og på denne måde nå en bæredygtig økonomisk vækst på lang sigt. De indikatorer, som Kommissionen har foreslået, bør suppleres med en indikator for infrastrukturmætning på områderne teleinformatik, transport, energi, miljø og sociale anliggender. En veludviklet infrastruktur er grundlaget for en effektiv funktion af det indre marked, der igen fører til vækst i den interne efterspørgsel og økonomiske aktivitet. Derudover er en veludviklet infrastruktur nødvendig for at nedbringe forskellene i udvikling mellem regioner, hvilket fører til større konkurrenceevne og stærkere økonomisk, social og territorial samhørighed. Desuden vil jeg gerne nævne beskæftigelsesindikatoren, som bør prioriteres. De skridt, vi tager, bør koncentrere sig ikke blot om strukturelle reformer, men også om bedre forberedelse og brug af EU's arbejdsstyrke og intellektuelle kapital. Jeg går ud fra, at ingen af os er i tvivl om, at vi parallelt med gennemførelsen af EU 2020-strategien har behov for stærkere lederskab og større politisk ansvarlighed fra medlemsstaternes side og også fra Kommissionens side i forbindelse med gennemførelsen af strukturreformer. I denne sammenhæng ville det være en hjælp at gennemføre en grundig evaluering af EU 2020-strategien omkring 5 år efter dens indførelsen, med andre ord ved udløbet af den nuværende Kommissions mandat. Dette ville muliggøre en styrkelse af den politiske ansvarlighed og en koordinering af aktionerne og resultaterne.

  Sandra Kalniete (PPE), skriftlig. – (EN) Ved gennemførelsen af EU 2020-strategien bør der lægges vægt på økonomisk samhørighed, hvilket betyder, at det fortsat er afgørende, at de økonomiske forskelle mellem regioner i EU, der halter bagefter, og dem, der er mere velstående, nedbringes. Jeg mener, at EU i stor stil bør lægge vægt på solidaritetsprincippet og på instrumenter til udligning af forskellene i indtægter. Der bør fokuseres på de regioner i EU, som har lidt mest under den økonomiske og finansielle krise, og den specifikke situation i hver af disse regioner bør vurderes, og der bør reageres på passende vis på de tilknyttede udfordringer.

I Europa 2020-strategien betragtes landbrugssektoren som enhver anden sektor i vores moderne økonomi, og jeg hilser dette velkommen. Jeg går stærkt ind for en fælles landbrugspolitik, der sikrer ens spilleregler for alle medlemsstaterne. Retfærdig konkurrence på det indre marked er nøglen til det europæiske landbrugs konkurrenceevne på globalt plan. Der skal være synergi mellem 2020-strategien og reformen af den fælles landbrugspolitik efter 2013 – begge må fokusere på fremme af intelligent, grøn vækst.

  Filip Kaczmarek (PPE), skriftlig. – (PL) Den polske minister for kultur og national kulturarv, Bogdan Zdrojewski, har påpeget, at et aspekt, der bør indgå i Europa 2020-strategien, er kultur. Jeg må indrømme, at ministerens argument er overbevisende. For det, han ønsker at gøre, er at "understrege behovet for at udnytte kulturens og de kreative industriers – Europas intellektuelle og sociale kapital – fulde potentiale.

De kreative industrier kan behandles som noget, der vil gøre det muligt for Europa at opnå en konkurrencemæssig fordel. Europa 2020-strategien blev drøftet på et uformelt møde mellem kulturministrene i marts i år. Som et resultat af disse drøftelser opfordrede det spanske formandskab Rådet til at anerkende og udnytte Europas kreative potentiale via kultur og dets tilknyttede industrier i 2020-strategien og medlemsstaterne og Kommissionen til at arbejde på deres respektive områder for at nå målene ... via repræsentative initiativer i tilknytning til innovation, konkurrenceevne, den digitale dagsorden og social integration.

Jeg håber, at disse opfordringer vil blive hørt og gennemført i praksis.

  Iosif Matula (PPE), skriftlig. – (RO) Den omfattende økonomiske krise i de seneste få år har bidraget til, at de mål, som EU fastsatte i starten af dette århundrede, er slået fejl. Det er grunden til, at det er vigtigt for os at påvise manglerne ved Lissabondagsordenen og fokusere på de positive resultater, der er nået, og undgå fortidens fejltagelser. Jeg mener, det er vigtigt, at vi nu kan tage ved lære af den fejlslagne Lissabonstrategi, og at vi er i stand til at træffe foranstaltninger til afbødning af virkningerne heraf i fremtiden. Jeg mener, at vi har den store fordel, at vi kender årsagerne til, at strategien slog fejl, og vi kan med succes undgå dem som en del af den nye EU 2020-strategi. Jeg vil navnlig gerne her fokusere på en styrkelse af flerniveaustyring. Vi må inddrage de lokale og regionale myndigheder samt det civile samfund i styringsprocessen, da de lokale og regionale myndigheder ifølge EU's statistikker nyder den største tillid blandt almindelige mennesker. Samtidig er en styrkelse af det regionale aspekt en af prioriteterne i EU 2020-strategien. I denne henseende mener jeg, at den fremtidige samhørighedspolitiks rolle må være at finde frem til og udnytte specifikt lokalt potentiale.

  Rareş-Lucian Niculescu (PPE), skriftlig. – (RO) Det fremgår klart af betænkningen, nøjagtigt hvor stort et bidrag struktur- og samhørighedsfondene har ydet til Europas økonomi og til realiseringen af de mål, der er blevet præsenteret for os som en del af EU 2020-strategien. Nogle idéer bør fremhæves: den nøglerolle, som byerne spiller i realiseringen af disse mål, og forsknings og uddannelses rolle.

Samtidig vil jeg gerne give udtryk for min fortvivlelse over, at rapporten ikke er mere detaljeret og ikke omfatter den rolle, som fondene for udvikling af landdistrikter spiller. Ved at give det økonomiske liv i landdistrikterne nyt liv, modernisere landbruget i Europa, hjælpe unge landmænd til at etablere sig og sprede bedste praksis, yder fondene for udvikling af landdistrikter selv et vigtigt og velkomment bidrag til den generelle økonomiske udvikling i EU.

  Kristiina Ojuland (ALDE), skriftlig. – (ET) Ved udformningen af Europa 2020-strategien har Kommissionen helt sikkert haft held til at give udtryk for mange af de ting, vi kunne ønske os, men den ser ud til at have glemt virkeligheden, som den ser ud lige nu. Adskillige medlemsstater, herunder Estland, har foretaget store nedskæringer for at skabe ligevægt i det nationale budget. Estland opfylder Maastrichtkriterierne for euroområdet, og har samtidig været i stand til at stabilisere sit eget budget. Samtidig vil følgerne af den uansvarlige budgetpolitik, der indtil nu er blevet ført i flere medlemsstater, helt klart blive ved at hjemsøge os i mange år fremover. Når man tager hensyn til den komplicerede økonomiske situation i øjeblikket, er det uklart, hvordan Kommissionens strategi og de store projekter, der indgår i den, vil kunne løse dette problem. Vi kunne lære af vores fejltagelser, så vi i modsætning til den fejlslagne Lissabonstrategi ville have en klar forståelse af, hvordan vi vil nå de fastsatte mål, hvilke finansielle ressourcer vi vil kunne anvende, og hvorvidt vores ressourcer vil sætte os i stand til at nå nogen af målene. Vi har ikke brug for smukke ord på EU-plan. Også hver enkelt medlemsstat må bestræbe sig på at opnå ligevægt på budgettet og opnå økonomisk vækst. Samtidig med at vi noterer os de struktuelle ændringer, der finder sted i verdensøkonomien, særlig den øgede konkurrence og de demografiske ændringer i Europa, må vi i stedet for imponerende, men tomme idéer, fokusere på en radikal reform af hele det økonomiske og sociale system i EU. Det er i dag den eneste måde, hvorpå vi kan undslippe et velfærdssamfund, der, selv om det stadig er bekvemmeligt, hurtigt bliver ukonkurrencedygtigt og derfor forringes. Vi må nødvendigvis træffe nogle upopulære beslutninger, men ved at træffe disse beslutninger i dag, vil vi tilpasse os langt hurtigere til den nye virkelighed.

  Sirpa Pietikäinen (PPE), skriftlig. – (FI) Den økonomiske krise består af tre indbyrdes forbundne kriser. Det er finanskrisen, krisen i realøkonomien, der fulgte i dens kølvand, og krisen i de offentlige økonomier, der nu følger i de foregående krisers kølvand.

Disse kriser afslører problemer med europæisk og global kontrol og tilsyn. Den økonomiske krise er nemlig i vid udstrækning en krise i det system, der engang var fremherskende, og en politisk krise. Hverken finansverdenen eller den økonomiske aktivitet kender længere deres begrænsninger. Det er ikke muligt at håndtere aktivitet, der går ud over grænserne blot ved at tage tilflugt til nationale redskaber. Der er behov for regionale og globale regler.

Det fremgår af Hr. Montis betænkning, der blev fremlagt i sidste uge, at en enkelt ad hoc-løsning på hver enkelt krise ikke længere er nok for Europa. Vi har behov for forudsigelige og langsigtede løsninger og redskaber, der kan hjælpe os til at forvalte kriser bedre, end vi gør nu. Det afgørende her er medlemsstaternes vilje og evne til at samarbejde, og den lader stadig meget tilbage at ønske. Rådet fortjener ros for dets beslutsomme indsats for at løse den krise, der har truet hele EU, men ikke for dets meget hurtige indsats. Medlemsstaternes reelle indsats fulgte kun, fordi det var nødvendigt. Smøleriet fik sandsynligvis situationen til at eskalere.

En af de mest indlysende handlinger i fremtiden er behovet for en reform af EU's budget og sikring af, at de nationale budgetter er mere nøje afstemt med de fælles mål. Finanskontrol og -regulering effektiviseres allerede, men vi har stadig behov for flere foranstaltninger for at sikre, at alle finansielle produkter bringes inden for en effektiv og bæredygtig forordnings anvendelsesområde.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) Nedbringelse af fattigdomsniveauet i EU med 25 % inden 2020 er et mål, der hænger nøje sammen med vækst i beskæftigelsen i befolkningen, hvilket er en prioritet i politikken for social inklusion. Derfor er der behov for en langsigtet strategi for bekæmpelse af fattigdom med storstilede mål for nedbringelse af fattigdom, hvis "nøglepunkter" skal omfatte en stigning i beskæftigelsessatsen og i job af god kvalitet, herunder også for kvinder, unge, ældre og fattige arbejdstagere.

Denne strategi skal omfatte foranstaltninger, der sigter mod at opnå en balance mellem arbejdsliv og privatliv og større deltagelse på et åbent arbejdsmarked, hvilket også indebærer en fjernelse af adgangsbegrænsningerne for rumænske og bulgarske arbejdstagere. Et andet mål for nedbringelse af fattigdommen er at fastsætte en mindsteindkomst på mindst 60 % af den justerede nationale middelindkomst, en mindsteløn på mindst 60 % af gennemsnitslønnen i relevante sektorer på nationalt plan sammen med en koordineret boligstrategi i Europa. Alle disse foranstaltninger skal ledsages af en klar tidsplan, der er let at gennemføre og overvåge.

  Joanna Katarzyna Skrzydlewska (PPE), skriftlig. – (PL) Et af målene i Europa 2020-strategien er at øge beskæftigelsessatsen i aldersgruppen 20-64 år til 75 %. Et andet mål er bekæmpelse af fattigdom, der skal forbedre situationen for 20 mio. mennesker. Disse virkninger er meget ønskelige og meget ambitiøse. Vores mål er et moderne arbejdsmarked med en meget specialiseret, præcist målrettet og meget effektiv arbejdsstyrke. Jeg tror dog, at det vil være svært at nå. I øjeblikket fuldfører 15 % af de unge ikke en fuld sekundær uddannelse. Over 30 % fuldfører tertiær uddannelse, men finder til trods herfor ikke arbejde, fordi de kvalifikationer, de har erhvervet, ikke opfylder arbejdsmarkedets behov. Programmet for livslang læring tager ikke højde for den særlige situation, som mennesker, der ikke har en universitetsuddannelse, befinder sig i. Hvis vi imidlertid taler om fattigdom, er de samme sociale grupper mest udsat for den, nemlig arbejdsløse, dårligt uddannede og ældre. En sådan høj arbejdsløshed er utvivlsomt en virkning af krisen, der bl.a. har forårsaget et fald i industriproduktionen til det samme niveau som for 20 år siden. Jeg støtter Kommissionen i dens vedvarende bestræbelser på at gøre EU's økonomi mere konkurrencedygtig i forhold til USA og Japan, men jeg vil foreslå en mere realistisk strategi i en yderst vanskelig finansiel situation.

  Csaba Sógor (PPE), skriftlig. – (HU) Den økonomiske og finansielle krise har gjort det nødvendigt i mange medlemsstater at indføre omkostningsbesparende foranstaltninger og at reformere eksisterende strukturer. Det har endnu en gang vist sig at være tilfældet, at en krise kan fremskynde gennemførelsen af større ændringer og reformer. EU skal også overveje, hvilken retning det skal bevæge sig i for at tage de nye udfordringer op og øge konkurrenceevnen, og om det vil være i stand til at harmonisere medlemsstaternes interesser bedre og dermed styrke den interne samhørighed. Jeg tror, at den øgende kontrol med den særlige situation i de nye medlemsstater under gennemførelsen af reformerne er af afgørende betydning, ikke blot for Europa 2020-strategiens succes, men også for selve EU's fremtid. Jeg opfordrer Rådet til at være mere opmærksom på dette spørgsmål, særlig med hensyn til strukturelle ændringer inden for den fælles landbrugspolitik og samhørighedspolitikken.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Der kan påvises forskellige aspekter af Lissabonstrategien, hvor der har været ringe succes. Kun få af de fastsatte mål blev nået, og der er flere årsager hertil, bl.a. manglende politisk vilje og manglende instrumenter – ikke mindst finansielle. Lokale og regionale myndigheder har også påpeget, at de ikke var involveret nok, hverken i udformningen eller gennemførelsen af strategien, og at europæiske og nationale mål ikke stemte særlig godt overens.

Alt dette tilføjede Lissabonstrategiens program en manglende troværdighed, der også er et resultat af den omstændighed, at den ikke blev gennemført på en tilstrækkelig ansvarlig måde, selv om den var udformet meget detaljeret. I en tid med økonomisk uvished, skrøbelige offentlige finanser og høj arbejdsløshed, skal den nye 2020-strategi ses som en mulighed for at overveje, hvilken retning offentligheden ønsker, EU skal tage. Alligevel vil det være vanskeligt for alle at gå i samme retning, så længe medlemsstaterne og deres regioner – særlig regionerne i den yderste periferi – forbliver så ulige, som de er i øjeblikket.

Måske er tiden også inde til, at vi kan udvikle nye former for økonomiske, finansielle og endog budgetmæssige forbindelser, særlig inden for euroområdet. Jeg er overbevist om, at sådanne forbindelser kan yde et afgørende bidrag til realisering af de mål, der i øjeblikket fastsættes, særlig målene i tilknytning til territorial samhørighed.

  Jarosław Leszek Wałęsa (PPE), skriftlig. – (PL) I marts fremlagde Kommissionen en ny økonomisk udviklingsplan for Europa. Efter Lissabonstrategien er Europa 2020 det nye forsøg på at genoprette den europæiske økonomi. Denne gang er udfordringen dog vanskeligere, fordi planen skal gennemføres i en situation med økonomisk krise. Intelligent vækst, bæredygtig vækst og inklusiv vækst er de prioriteter, der foreslås i den nye strategi, og de definerer, hvor EU ønsker at være i 2020.

Inden vi begynder at handle på disse prioriteter, må vi dog drage nogle erfaringer af det økonomiske kollaps, der har bredt sig permanent over hele verden. De europæiske økonomier er tæt forbundet med hinanden. Ingen af medlemsstaterne er i stand til effektivt at modstå globale trusler på egen hånd. Når vi handler sammen, er vi stærkere, og derfor har vi behov for en tæt koordinering af de økonomiske politikker i alle EU-landene, hvis vi skal komme helskindede ud af krisen og skal kunne gennemføre principperne i Europa 2020. Hvis vi ikke gør dette, kan det føre til endnu et tabt tiår, en varig opbremsning af væksten og massearbejdsløshed.

Den nye strategi er baseret på meget ambitiøse tanker. I denne forbindelse må vi gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, at dette forsøg på at udvikle en ny økonomisk strategi for Europa ikke blot bliver ønskedrømme og ikke ender som Lissabonstrategien, der skulle ændre EU til den mest dynamiske, videnbaserede økonomi i verden i 2010, men som var en eklatant fiasko.

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS
Næstformand