Forhandlinger

Torsdag den 20. maj 2010 - Strasbourg

3. Middelhavsunionen (forhandling)

  Formanden. – Første punkt på dagsordenen i dag er betænkning af Vincent Peillon for Udenrigsudvalget om Middelhavsunionen [2009/2215(INI)] (A7-0133/2010). Jeg vil give ordet til ordføreren i fire minutter.

  Vincent Peillon, ordfører. – (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne starte med at rette en varm tak til alle de af mine kolleger, som har været involveret i denne betænkning. Det er virkelig et kollektivt arbejde. Vi nåede frem til 28 kompromiser. Kompromiser, som berigede snarere end udvandede den strategiske vision, vi ønskede at give denne betænkning, vores engagement i Middelhavsområdet. Jeg vil derfor gerne rette en varm tak til Marietta Giannakou for Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater), Ivo Vajgl for the Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, Hélène Flautre, og ordførerne for udtalelserne fra Udvalget om International Handel, fru De Sarnez, og Udvalget om Industri, Forskning og Energi, fru Tzavela.

Det, der var vigtigt for os, var at gøre det klart, at der står strategiske spørgsmål på spil her for Europa. Det er ikke blot et spørgsmål om at tro, at den sydlige del af Middelhavsområdet har brug for os. Vi har også brug for den sydlige del, særlig i krisetider. Hvis vi ønsker at have en langsigtet vision, hvis vi ønsker bæredygtig vækst i en multipolar verden, så har vi også brug for den sydlige del.

I lyset heraf skal Europa bestræbe sig på at gøre Middelhavsunionen til et område med fred, sikkerhed og velstand for dens 800 mio. indbyggere og se på dette arbejde som en langsigtet prioritet. Det er denne fælles vilje, der gjorde det muligt for os at nå til enighed, for vi ved, at den økonomiske indsats, den demografiske indsats, den geopolitiske indsats, vi står over for, ligesom den sociale og kulturelle indsats forudsætter, at vi er i stand til at arbejde sammen med den anden side af Middelhavet. For os er indsatsen også af kulturel og civilisationsmæssig art.

Vi ved, at Parlamentet i to år har arbejdet med viden om problemerne med at oprette en Middelhavsunion. Vi har ikke undgået spørgsmålet om de konflikter, der udspiller sig i den sydlige del, men vi ønskede på det kraftigste at fastslå, at det netop var strategien for Middelhavsunionen med specifikke projekter, paritet mellem nord og syd i de beslutningstagende organer og muligheden for f.eks. at bringe israelere og palæstinensere til det samme bord, der var den rigtige metode til at bidrage til en løsning af disse konflikter, og at det ikke skulle være et krav, at Middelhavsunionen skulle forfølge alle målene samtidigt, og at den skulle fokusere på disse specifikke aktiviteter.

Med dette projekt – og jeg håber virkelig, at det andet topmøde mellem stats- og regeringscheferne vil blive afholdt i Barcelona den 7. juni – ønskede Europa-Parlamentet at sende et stærkt budskab til stats- og regeringscheferne for at fortælle dem, at de skal indgå en forpligtelse, for at dette topmøde skal blive en succes. På denne baggrund har vi påpeget de strategier, som vi mener er nødvendige i dag. For det første må vi fjerne visse hindringer, som naturligvis omfatter de finansielle og økonomiske vilkår.

Derfor håber Parlamentet, at EU vil indgå en finansiel forpligtelse, der står i forhold til det, som står på spil, for det første i form af det, der er tilbage af de finansielle perspektiver 2007-2013, og at EU's forpligtelse i de finansielle perspektiver 2014-2020 vil blive meget større, så de seks største projekter kan gennemføres. Vi må forbedre det økonomiske og juridiske klima. Vi må forbedre den regionale syd-syd integration. Ud over de økonomiske betingelser er der også behov for nye politiske betingelser, og derfor har vi lagt vægt på kulturel integration, uddannelse, kulturelle projekter og mænds og kvinders rettigheder.

Afslutningsvis må Europa i denne krise se sig langt omkring. Vi må ikke ofre det langsigtede perspektiv til fordel for det korte perspektiv. Vi må påtage os vores ansvar. Europa har brug for den sydlige del af Middelhavsområdet.

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Det er mig en fornøjelse at tale her i dag om Middelhavsunionen og den betænkning, som hr. Vincent Peillon har udarbejdet. Dette værdifulde bidrag fra Parlamentet er særlig relevant, da der heri skitseres nogle af de nøgleudfordringer, som Middelhavsunionen står over for i de kommende måneder – og jeg er i øvrigt helt enig med hr. Peillon i hans introduktion af betænkningen.

Nu, hvor Lissabontraktaten er trådt i kraft, har EU en styrket og mere sammenhængende institutionel identitet og et mandat til at handle mere effektivt på verdensscenen. Samtidig har de fleste regeringer i Middelhavslandene forfulgt en ambitiøs dagsorden med økonomiske reformer, og den europæiske naboskabspolitik ændrer forholdet mellem EU og dets naboer i Middelhavsområdet.

Siden 2004 er de politiske kontakter vokset i omfang og intensitet. Handelen er vokset med dobbeltcifrede tal godt hjulpet på vej af en stabil liberaliseringsproces og lovgivningsmæssig konvergens. EU's bistand er blevet skræddersyet til partnernes reformbehov, og omfanget af den er øget betydeligt i den aktuelle finansielle ramme.

Det er, hvad vi har opnået i vores bilaterale forbindelser. I Middelhavsområdet mere end nogen andre steder må vores netværk af bilaterale forbindelser mellem EU og individuelle nabolande i Middelhavsområdet suppleres med syd-syd integration og samarbejde og oprettelse af et virkelig regionalt økonomisk område. Regional integration kan yde et lige så vigtigt bidrag som nationale reformer til at øge investeringer og vækst, nedbringe velstandskløften mellem Europa og dets naboer i Middelhavsområdet og parallelt hermed sikre større konvergens omkring vores fælles værdier og i vores demokratiske praksis.

Syd-syd integration og integrationsprojekter inden for regionen såsom Agadir-frihandelsaftalen er også nøglen til skabelse af de fem millioner job, der er nødvendige hvert år for at opfylde regionens unge befolknings behov. Lanceringen af Middelhavsunionen i Paris i 2008 gav et nyt afsæt for Euro-Middelhavspartnerskabet, bidrog kraftigt til medejerskab og fælles ansvar via et system med medformandskab, fokuserede mere på konkrete projekter og stillede et teknisk sekretariat til rådighed til fremme af regional integration og forøgelse af investeringerne.

Som vi alle ved, er gennemførelsen af den blevet forsinket af de øgede spændinger i Mellemøsten, men der er sket fremskridt med lanceringen af indirekte forhandlinger mellem Israel og Den Palæstinensiske Myndighed. Der er nu plads til forsigtigt håb om, at de politiske forhold i regionen kan blive mere befordrende for samarbejde.

På baggrund af de store globale udfordringer såsom den internationale økonomiske og finansielle krise, klimaændringer og energisikkerhed skal Middelhavsunionen kunne håndtere den politiske situation i Mellemøsten, lancere den operationelle drift af Middelhavsunionens sekretariat og gøre status over de fremskridt, der er gjort siden juli 2008.

Det er en mulighed for en kollektiv reform af vores engagement og politiske vilje til at skabe et område med fred, stabilitet og fælles velstand i Middelhavsområdet. For at nå dette mål bør partnerne også se specifikt på den fremtidige udvikling af Unionen og på, hvilke resultater den kan medføre i praksis i form af projekter, job og vækst.

Middelhavsområdet er meget dynamisk, og den unge generation kræver flere job og bedre muligheder. De kræver større ansvarlighed og en demokratisk repræsentation, bedre uddannelse og lettere mobilitet, så de kan rejse og studere. Deres krav er ikke altid lette at imødekomme, men i sidste ende bør det være dem, der nyder godt af vores kollektive indsats.

Hvis vi gennemfører praktiske projekter såsom adgang til vand, fødevarer og energikilder og øgede muligheder for civilbeskyttelse, vil det være i vores befolkningers interesse.

Middelhavsunionen handler om at gøre mennesker, iværksættere, ngo'er, universiteter og frem for alt unge til centrale elementer i civilsamfundet, samarbejdet og den økonomiske udvikling. Bedre inddragelse af borgerne bør også opnås via fuld deltagelse og inddragelse af valgte repræsentanter.

Derfor er Kommissionen fuldt overbevist om, at en levende og stærk parlamentarisk dimension styrker partnerskabets demokratiske legitimitet. Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-samarbejdets rolle bør konsolideres yderligere, og dens arbejde koordineres bedre med andre af partnerskabets organer.

Vi ønsker alle, at Unionen skal fungere, og vi ved alle, at den vil blive bedømt på sin evne til at udforme konkrete projekter for regionen. Energisammenkoblinger, motorveje til søs, der forbinder havnefaciliteter i den sydlige del af Middelhavsområdet med europæiske havnefaciliteter, og solenergiplanen for Middelhavsområdet er områder, der indebærer et betydeligt potentiale i form af investeringer, jobskabelse og styrkelse af handelsforbindelserne. Hvis vi ønsker at udnytte dette potentiale, må den private sektor og de største finansielle institutioner arbejde hånd i hånd. Hvis det skal ske, har vi brug for en katalysator, og det er sekretariatet for Middelhavsunionen.

Efter 43 Euro-Middelhavspartneres hårde arbejde igennem adskillige måneder, nåede vi omsider frem til at vedtage en juridisk status for sekretariatet, til at udpege generalsekretæren og til at godkende et foreløbigt budget for sekretariatets drift. Det centrale i vores forbindelser med partnerlandene i Middelhavsområdet er vores ønske om at fremme sikkerhed, vækst og stabilitet i regionen. Men der er også den konstante overbevisning om, at vi deltager i et endnu mere ambitiøst projekt, nemlig etableringen af en region med fred og bekræftelse af vores fælles mål og værdier.

Jeg er sikker på, at vi med Europa-Parlamentets engagement, i samarbejde med parlamenterne i EU's medlemsstater og i vores partnerlande og med et kraftigt incitament fra Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-samarbejdet vil kunne tage udfordringen op.

  Marielle De Sarnez, ordfører for udtalelsen for Udvalget om International Handel. – (FR) Hr. formand! Barcelona-topmødet er uden tvivl usikkert. Konflikten mellem israelere og palæstinensere giver uden tvivl genlyd, men lad det nu være. Middelhavsunionen er den eneste mulige reaktion, vi har til rådighed til at fremskynde udviklingen i landene i den sydlige del af Middelhavsområdet, styrke forbindelserne mellem dem og forbedre dialogen på begge sider af Middelhavet. Regionen skal intensivere sin økonomiske udvikling og aftaler om kulturel udveksling. Den har brug for specifikke fremtidige projekter, der mobiliserer energi og inddrager et stort antal lande.

Med dette in mente vil vi gøre alt for at fremme private og offentlige investeringer, og Kommissionen bør være mere aktiv og bør intensivere sin rolle som investor. Den bør også tage bedre hensyn til virkningerne af liberaliseringsprocessen ved udformningen af den nye generation af associeringsaftaler.

Endelig bør Agadiraftalen udvides for at forbedre udviklingen af syd-syd-udvekslingerne. Hvad angår landbrugspolitikken bør den beskytte behovet for fødevaresuverænitet, og som vi alle ved, er energi en vigtig sektor. Det er vigtigt, at projekterne først og fremmest gennemføres i disse landes interesse for at imødekomme deres behov og bidrage til deres udvikling til trods for eller snarere på grund af vanskelighederne. Genlanceringen af Middelhavsunionen er mere pressende end nogensinde før.

  Niki Tzavela, ordfører for udtalelsen for Udvalget om Industri, Forskning og Energi. – (EL) Hr. formand! I vores betænkning om Euro-Middelhavs-markedet bekræftede vi, at vi anbefaler opretholdelse og udvikling af grundlæggende infrastrukturer, der gør en økonomi til en enkelt og samhørig økonomi, og det er interessant, at den aktuelle økonomiske situation med den økonomiske krise nu helt klart viser, at der er samhørighed og fællesnævnere i den sydlige del af Middelhavsområdet. Vi må holde os dette for øje i forbindelse med den fremtidige udvikling.

I min betænkning lægges der særlig vægt på flydende naturgas, der på meget kort sigt kan være den økonomiske drivkraft for Euro-Middelhavsmarkedets økonomi, ikke blot med hensyn til forsyning, men også med hensyn til salg, og på vedvarende energikilder, en anden form for økonomi i Euro-Middelhavsområdet, men som er mere kortsigtet. En enkelt bemærkning. EU's strategi og politik med hensyn til energi til Nordeuropa er rigtig godt dokumenteret. Hr. kommissær, der er en enorm svaghed i energipolitikken og -strategien for Sydeuropa.

(Formanden afbrød taleren)

  Marietta Giannakou, for PPE-Gruppen. – (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske hr. Peillon og ordførerne fra de andre udvalg, fru De Samez og fru Tzavela, med deres betænkninger. Betænkningen om Middelhavsunionen er vigtig, fordi den fokuserer på øjeblikkelige og kvatificerbare mål. Deres resultater kan være meget specifikke, fordi Parlamentet via betænkningen opfordrer til, at specifikke budgetter via de finansielle perspektiver øremærkes til bistand til sekretariatet for Middelhavsunionen i Barcelona og naturligvis til, at de forskelle, der findes, ikke berører Unionens mål som sådan. Disse mål er vækst, forbedrede individuelle rettigheder og menneskerettigheder, kulturelle udvekslinger, energispørgsmål og alt andet, der kan knytte de mennesker, som bor der, til Middelhavsområdet.

Naturligvis er Rådet og det spanske formandskab, som jeg formoder har en særlig interesse i Middelhavsunionen, fraværende, og jeg må sige, at det overrasker mig, for Rådet burde have hørt alt det, ordføreren og medordførerne har sagt, og alt det, der er blevet understreget her. Dette er med andre ord bestræbelser, som overvinder de specifikke vanskeligheder, der har forhindret programmerne i at blive gennemført, som de skulle.

Konflikten mellem Palæstina og Israel kan naturligvis ikke løses via Middelhavsunionen, men tilstedeværelsen af embedsmænd i sekretariatet giver håb om, at konflikten ikke vil lægge pres på os i vores bestræbelser på at fremme Middelhavsunionen med de ovenfor beskrevne kriterier.

Det er navnlig vigtigt for Middelhavsunionen at udsende et budskab om demokratisk udvikling, ligestilling mellem mænd og kvinder og også en indsats for at udvikle et civilsamfund i landene i Nordafrika.

  Raimon Obiols i Germà, for S&D-Gruppen. – (ES) Hr. formand! Det, jeg bedst kunne lide ved denne betænkning – og jeg vil gerne lykønske ordføreren, hr. Peillon – er, at den er præcis og specifik. Jeg ville ønske, at denne betænknings præcision også gjaldt dens emne, nemlig Middelhavsunionen.

Dette skyldes, at det mindste, der kan siges er, at der i Middelhavsunionen i øjeblikket er en klar mangel på tydelighed. Jeg tror, at lederne, som skal mødes – håber vi – den 7. juni i Barcelona, ville stå sig godt ved at følge de specifikke, præcise prioriteter i Peillon-betænkningen.

For det første den politiske sammenhæng. Middelhavsunionen kan ikke fortsætte med at være blokeret eller lammet af konflikten i Mellemøsten, men samtidig kan den heller ikke ignorere den. Den må så vidt muligt yde et positivt bidrag til løsning af konflikten.

For det andet skal der udvikles og gennemføres gode projekter på en professionel og intelligent måde.

For det tredje skal der findes passende ressourcer og finansielle forpligtelser.

For det fjerde skal der gøres fremskridt med etablering af positive forbindelser, der undgår hindringer og sammenstød, og som i stedet søger synergier mellem Middelhavsunionen og EU's middelhavsstrukturer.

Vi må søge tydeliggørelse og engagement omkring disse fire centrale punkter, disse fire nøgleudfordringer, og jeg tror, at denne betænkning er et godt instrument, en god køreplan, der kan hjælpe os til at nå frem til denne aftale.

  Ivo Vajgl, for ALDE-Gruppen. – (SL) Hr. formand, kommissær Füle! Først vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Peillon, for hans konstruktive, åbne og kreative engagement, som har resulteret i denne betænkning. Jeg håber, at den vil være af interesse ikke blot for de af os, som har bidraget til udarbejdelsen af den, men også for andre. Betænkningen omhandler en region, som gennem historien har været et dynamisk centrum for kulturelt og spirituelt liv og økonomisk og kommerciel innovation. I dag er den desværre kilde til talrige problemer, der berører os alle og også resten af verden, og som vi gerne ser løst.

Middelhavsunionen er et vigtigt projekt, men desværre er udviklingen af den ikke gået så hurtigt, som vi kunne have ønsket. Jeg ser gerne, at sekretariatet oprettes i Barcelona og efterfølges af hurtige fremskridt i gennemførelsen af prioriterede projekter. Projekterne skal være drivkraften bag eller målet med Middelhavsunionens arbejde. Samtidig må vi dog erkende, at der er nogle udestående spørgsmål af politisk art, særlig det palæstinensiske spørgsmål, og Vestsaharas endnu ikke klarlagte status, og disse spørgsmål har forhindret de krævede fremskridt. Derfor må vi bestræbe os på at forbedre dialogen, skabe større tolerance og opbygge tillid i regionen.

I denne henseende vil Parlamentet helt klart kunne spille en meget vigtig og aktiv rolle, og jeg håber, at alle de involverede parter vil hilse Parlamentet velkommen som en af de aktører, der kan bidrage til en løsning af problemet.

Lad mig til slut tilføje, at det er meget vigtigt, at vi lægger tilstrækkelig vægt på de kommende generationer, at vi fremmer udvekslingen af studerende inden for rammerne af Middelhavsunionen, og at vi støtter EMUNI-universitetet, deltagelsen af gamle institutioner og højere uddannelse og kulturelle fora. Det vil hjælpe os til at øge forståelsen og de indbyrdes forbindelser.

  Malika Benarab-Attou , for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Middelhavsunionen har aldrig været så vigtig for vores fremtid, som den er nu. Sammen har vi i betænkningen om Middelhavsunionen forsøgt at støtte en anden vision for Middelhavsområdet. Mere end blot et simpelt frihandelsområde er det en Union baseret på den fælles civilisation blandt mennesker, der deler grundlæggende værdier.

Jeg vil gerne tale om den mest alvorlige hindring for vores middelhavsambitioner, nemlig den vold, som det palæstinensiske folk, der er blevet besat, uddrevet og dræbt af Israel, er udsat for, mens Europa ikke påtager sig sit historiske ansvar i denne konflikt og virkelig handler for freden ved at anerkende staten Palæstina i henhold til de internationale love, som vores demokratier er baseret på.

I den kommende uge vil en officiel delegation fra Parlamentet aflægge besøg i Gazastriben i et forsøg på at forstå, hvorfor de flere hundrede millioner euro, som europæerne sender til palæstinenserne, ikke når frem til skoler og hospitaler i Gaza, som jeg besøgte i januar. Jeg var chokeret og fortvivlet over at erfare, at formanden for Udenrigsudvalget uden at informere hverken sine medlemmer – som jeg er et af – eller medformændene for denne delegation besluttede ikke at besøge Gaza med Parlamentets delegation efter instruktion fra den israelske ambassade.

Ved at boykotte vores delegation til Gaza miskrediterer vores formand hele Parlamentet, der har vedtaget en beslutning om Goldstone-betænkningen, der fordømmer den omstændighed, at kontakter med befolkningen i Gaza blokeres af den israelske hær, og kræver denne blokade hævet øjeblikkeligt. Vi må huske på denne beslutning og Parlamentets holdning.

Da det nu forholder sig sådan, opfordrer jeg hr. Albertini til at gå af som formand for Udenrigsudvalget, som jeg er medlem af, fordi han ikke har levet op til kravene i forbindelse med embedet.

Hvad er idéen i at finansiere og observere valg, hvis vi nægter at anerkende dem, der har valgt stemmeurnerne frem for våbnene?

Endelig er en anden hindring for en virkelig broderlig Middelhavsunion de ofre, der drukner på deres vej fra den sydlige del, til dels fordi de europæiske grænser er fuldstændig lukkede for dem. Vores aktuelle migrationspolitik er ikke længere acceptabel. Som UNDP anbefaler, skal vi være i stand til at sikre, at mobiliteten for borgere fra syd svarer til vores egen mobilitet mod syd. Vi må være tro mod vores projekt og vores værdier. Vores børn vil takke os for det, og vi vil være stolte repræsentanter for vores folk.

  Willy Meyer, for GUE/NGL-Gruppen. – (ES) Hr. formand! Middelhavsunionen står over for reelle hindringer, og jeg anmoder EU, alle institutionerne og Parlamentet om beslutsomhed, betydeligt mere beslutsomhed, når det gælder om at forsøge at overvinde disse hindringer.

Den første og største af disse – der er ingen tvivl herom, og andre medlemmer har også rejst dette spørgsmål – er konflikterne, nemlig den palæstinensiske konflikt og en holdning fra den israelske regerings side, som systematisk tilsidesætter folkeretten og de aftaler, landet selv har underskrevet, såsom Annapolisaftalen om bosættelserne. Konflikten i Vestsahara, og den militære besættelse af den nordlige del af Republikken Cypern. Der er naturligvis her tale om klare hindringer for enhver institution, der ønsker at have den form for forbindelser mellem begge sider af Middelhavet. Indtil disse konflikter er løst, udgør de en reel hindring.

Den gruppe, jeg repræsenterer, kræver større engagement, større overbevisning i reaktionen over for alle disse aktører, der er ansvarlige for tilsidesættelse af folkeretten.

Vi bør dog heller ikke glemme, at et andet problem, vi står over for, er de økonomiske og sociale ubalancer, der findes i hele Middelhavsområdet. Efter min mening er enhver løsning, der søger at håndtere disse ubalancer i tilknytning til handel ved blot og bart at foreslå frihandelsaftaler, ikke på rette vej. Den rette vej ville være at tage hensyn til disse ubalancer og at forsøge at nå frem til handelsaftaler baseret på komplementaritet og solidaritet. Faktum er, at mange af landene langs Middelhavets kyster befinder sig i absolut fattigdom og i den dybeste forarmelse.

Det vigtigste ville dog være, og her må jeg insistere, større engagement fra EU's side som reaktion på disse konflikter, der hærger i øjeblikket. Jeg taler om Palæstina og Vestsahara. Der er endog konflikter såsom konflikten i Vestsahara, hvor EU gør præcis ingenting. Ikke blot gør det ikke noget, det opgraderer også den avancerede status, som Marokko i øjeblikket nyder godt af, og søger også i forbindelse med Israel at opgradere associeringsaftalen til en aftale om avanceret status.

  Nikolaos Salavrakos, for EFD-Gruppen. – (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske ordføreren, hr. Peillon, med den værdifulde betænkning, han har præsenteret for os. Vi ved alle, at Middelhavsområdet er et sted, hvor mange kulturer mødes. Samtidig er det dog et nervecenter og en "kogekeddel", der har boblet nu i mange år. Klimaændringer, den økonomiske og finansielle krise, indvandring, forurening, overfiskning og skader på det naturlige miljø er nogle af de problemer, som europæere og ikkeeuropæere i Middelhavsområdet står over for.

Der må lægges særlig vægt på spørgsmålet om illegal indvandring og effektiv grænsekontrol i landene i Middelhavsområdet, særlig Grækenland og Italien, som er adgangsporte til EU for illegale indvandrere. Der udkæmpes en daglig kamp langs disse landes grænser. Der må også lægges vægt på en styrkelse af energisektoren, på udnyttelse af vedvarende energikilder, og på solenergiprogrammet for Middelhavet for at fremme økonomisk vækst i landene i den sydlige del af Middelhavsområdet.

(Formanden afbrød taleren)

  Louis Bontes (NI). – (NL) Hr. formand! I 2008 meddelte den franske præsident, Nicolas Sarkozy, at han havde haft en drøm om Middelhavsunionen. Unionen skulle give ny drivkraft til målene for Euro-Middelhavs-samarbejdet, mål, der er baseret på gensidig anerkendelse af fælles værdier såsom demokrati, retsstatsforhold, god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne.

Jeg undrer mig over, hvordan man kan tale om fælles værdier, når der i et land som Mauretanien ikke er nogen religionsfrihed, der er værd at tale om, fordi Islam der har været dominerende i langt over tusind år. Syrien er ifølge landets forfatning officielt en folkedemokratisk og socialistisk orienteret enhedsstat. I praksis er Syrien dog et diktatur. Marokko har besat Vestsahara, og i Tunesien tilsidesættes menneskerettighederne regelmæssigt. Jeg kunne fortsætte med en lang liste over disse lande, men jeg må være opmærksom på min begrænsede taletid.

Er dette lande, vi ønsker at have flere kulturelle udvekslinger med? Er dette lande, med hvem vi ønsker at oprette et frihandelsområde, der skal følges op af fremme af fri bevægelighed for personer over Middelhavet? Resultatet heraf vil være endnu mere Islam i Europa. Vi kan ikke tillade, at Europa bliver Eurarabien. Ikke nu, ikke nogensinde! Før denne drøm bliver et mareridt, må vi sætte en stopper for processen.

Vi havde en anden drøm om Middelhavet tilbage i 1995, som tog form af Barcelonaerklæringen, og så gjorde vi det bare igen i 2005. Bortset fra at disse projekter har kostet de europæiske skatteydere adskillige milliarder, har de ikke givet nogen resultater. Hold op med at spilde skatteydernes penge og hold op med drømme! Al respekt for hr. Albertini, der har indtaget en modig holdning. Han har min gruppes støtte.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Euromed-regionen udgør et strategisk område for EU's politik. Vi kan ikke håndtere grundlæggende spørgsmål såsom miljø, religiøse værdier, kultur, infrastruktur, landbrug, energi, sikkerhed og migrationsstrømme uden en ansvarlig bistand fra de tredjelande, der grænser op til Middelhavet.

Alligevel står der stadig meget tilbage at gøre i forbindelse med samarbejdsrammen. Man kunne sige fra Barcelona til Barcelona og så derfra. EU må øge sit engagement i processen med at forny og kontrollere de individuelle associeringsaftaler med de tredjelande, der grænser op til Middelhavet, og det må finansiere de største strategiske projekter, infrastruktur- og havneprojekterne.

På den anden side må vi på det kraftigste beskytte sammenlignelige produktionssektorer på begge sider af Middelhavet, særlig landbrug, for at sikre en bæredygtig udvikling og lovrammer, der er så ensartede som muligt. Vi håber derfor, at EU's styringsrolle over for Middelhavslandene vil blive styrket for at bekræfte et grundlæggende princip, nemlig samarbejde, der repræsenterer politisk succes, iværksættersucces inden for rammerne af øgede garantier for beskyttelse af individet.

Jeg vil også gerne fremsætte et forslag for fru Benarab-Attou. Angrib gerne hr. Albertini, som er en stærk leder af udvalget, men når han er til stede, så han kan forsvare sig. Dette er et vigtigt kendetegn ved enhver demokratisk valgt forsamling.

  Pier Antonio Panzeri (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg mener, at vi tager et meget vigtigt skridt fremad med vedtagelsen af denne betænkning, og den vil være meget nyttig i forbindelse med Barcelonatopmødet den 7. juni, et topmøde, der, som vi ved, vil blive vanskeligt på grund af de fastlåste forhandlinger mellem israelere og palæstinensere og også på grund af forskellige usikkerheder og vanskeligheder med hensyn til fastlæggelsen af den administrative udformning af den nye sekretariatsstruktur.

På baggrund af disse problemer er Peillon-betænkningen blevet udarbejdet på den eneste mulige måde, idet den dels understreger, at konflikterne ikke må forhindre håndgribelige fremskridt i retning af multilateralt samarbejde inden for bestemte sektorer, samtidig med at det erkendes, at Middelhavsunionen ikke vil blive en virkelig succes, hvis ikke disse konflikter bilægges.

Derfor indebærer den virkelige udfordring nu et klart, solidt politisk engagement som resultat af Barcelonatopmødet, som endelig gør det muligt for den nye institutions strukturer at fungere og forpligte sig til at yde de nødvendige midler til de store projekter, der er det vigtigste mål. Europa må erkende, at det må vende sine politiske og økonomiske bestræbelser og sine egne interesser mod syd, for det er her, det kan finde løsninger på mange af de problemer, det i øjeblikket kæmper med.

  Niccolò Rinaldi (ALDE). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! I årevis har en uafhængig forsker, Gabriele Del Grande, på internettet offentliggjort antallet af mennesker, der dør i forsøg på at krydse Middelhavet i både lejet af organiserede kriminelle grupper. Hans omhyggelige regnskab er nu nået op på 4 200 ofre, hvoraf 18 døde i marts i år. Det er et rent blodbad.

I mange år har den ældre graver i Lampedusa frivilligt givet de få lig, der findes, en anstændig begravelse med et kors og en blomst. Disse to europæiske borgere handler på vores vegne også. De handler for at råde bod på vores politiske fiasko. Deres spontane indsats understreger det presserende behov for en ny politisk struktur og substans i modsætning til den tvungne tilbagesendelse på havet, som den italienske regering anvender i strid med folkeretten, hvilket blot øger folks desperation.

Middelhavsunionen bør derfor repræsentere en ny humanitet, idet vi må huske på, at tiden er ved at løbe fra os. I dag er over halvdelen af befolkningen fra Marokko til Tyrkiet under 18 år. Middelhavsområdet vil derfor ændre sig hurtigt.

  Takis Hadjigeorgiou (GUE/NGL). – (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne starte med at takke hr. Peillon for det arbejde, han har udført. I betænkningen opfordres medlemsstaterne i Middelhavsunionen til at indføre en åben dialog i gensidig respekt og forståelse, ved at fremme menneskerettigheder og frihedsrettigheder, og det er noget, vi støtter. Samtidig omfatter den dog ikke nogen konkrete forslag til bekæmpelse af de eksisterende politiske problemer, som området kæmper med. Jeg kan forstå hr. Peillons logik bag det, han siger, og som kan betragtes som nyttigt for at få Middelhavsunionen fra start. På den anden side er det dog en enorm fejltagelse at vende det blinde øje til og lade som om, at der ikke sker noget i Gaza f.eks., og det forhindrer os i at løse problemerne.

Det, der bekymrer mig, er, at vi i EU langsomt lærer at leve med problemer frem for at løse dem. Vi må blive mere proaktive i forbindelse med de grundlæggende spørgsmål, der optager os. Behovet for, at Israel indgår i en øjeblikketlig, retfærdig og bæredygtig løsning af det palæstinensiske spørgsmål, nævnes overhovedet ikke. Behovet for, at Tyrkiet udviser den nødvendige respekt for alle medlemmer af Middelhavsunionen uden undtagelse, nævnes overhovedet ikke. Behovet for at Tyrkiet trækker sine besættelsesstyrker ud af en medlemsstat som et nødvendigt udtryk for respekt – det allermindste, efter min mening – for europæisk ret, nævnes ikke.

Middelhavet skyller op på kysterne ved adskillige tusind byer og landsbyer med forskellige kulturer, som har været forenet af det samme hav i over titusind år. Blot en by ud af disse tusindvis af byer og landsbyer langs Middelhavets kyster er imidlertid ubeboet. I stedet for at være beboet af mennesker, er den beboet af rotter, firben og slanger. Menneskenes huse er sammen med deres hukommelse eroderet. Alt, hvad der er tilbage, er tusindvis af menneskers drømme, og mange af disse mennesker døde som flygtninge. Det mindste vi kan gøre for de levende er at levere byen Famagusta tilbage til dens indbyggere. Dette burde have været et grundlæggende krav i betænkningen om Middelhavsunionen, for vi arbejder for union, ikke splittelse i Middelhavsområdet.

(Formanden afbrød taleren)

  Gerard Batten (EFD). – (EN) Hr. formand! Initiativbetænkninger er normalt blot varm luft, men hvis de vedtages, er de et udtryk for Europa-Parlamentets politiske vilje.

I denne betænkning foreslås det, at der oprettes en union bestående af 17 ikke-EU-lande med en parlamentarisk forsamling og et sekretariat med midler til projekter, der er virkelig ambitiøse. Finansieringen af disse projekter ville løbe op i mange milliarder euro, der naturligvis skal betales af borgerne i Europa. Hvor disse penge skal komme fra, nævnes ikke. Virkeligheden må ikke trænge sig ind på fantasien.

Denne betænkning er virkelig tosset! Men inden vi griner ad den, bør vi huske på, at EU i henhold til Lissabontraktaten har en juridisk ret til at underskrive den form for traktat, der er på tale her. Med denne betænkning foreslås det, at der oprettes en union af ikkeeuropæiske lande, som senere kan optages i EU. Det er det, denne betænkning virkelig handler om.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Hr. formand! Da Middelhavsunionen blev grundlagt for næsten to år siden, var det som bekendt hensigten, at den skulle knyttes til Barcelonaprocessen for at skabe tættere forbindelser mellem Middelhavslandene og EU. Denne proces er dog tydeligvis gået i stå på grund af konflikten mellem de arabiske lande og Israel. EU har indgået en associeringsaftale med Israel og ydet finansiel støtte, herunder 440 mio. EUR i genopbygningsbistand til Gazastriben. Borgerne i EU spørger med rette, hvorfor deres skattepenge pumpes ind i Gazastriben, når alt dér regelmæssigt bombes fladt igen, og de kræver, at der drages konklusioner heraf. Det er også muligt, at Hamas drager fordel af denne bistand.

Gennem årene har EU haft held til at fungere som en upartisk mægler i Gazastriben. Topmødet i Middelhavsunionen i Barcelona, der efter planen skal afholdes i starten af juni, vil sandsynligvis også bryde sammen på grund af konflikten mellem Israel og de arabiske lande. Navnlig i krisetider er det efter min mening vigtigt at vurdere planer mere indgående, og om nødvendigt lægge dem på hylden. Under denne krise har vi ikke råd til projekter, der kun handler om prestige, eller projekter, der blot er bundløse huller i jorden.

  Dominique Baudis (PPE). – (FR) Hr. formand! I opfølgningen til Barcelonaprocessen er Middelhavsunionen en mulighed for at udvikle vores forbindelser til landene øst og syd for Middelhavet. Som det understreges i Vincent Peillons fremragende betænkning, kan vi ikke ignorere hverken denne regions potentiale eller de risici, den indebærer.

Lad os i det mindste have åndsnærværelse til at erkende, at Middelhavsunionen med bombningen af Gaza og den fortsatte kolonisering af palæstinensiske områder er blevet malet op i et hjørne. Det politiske aspekt er blokeret. Vi er end ikke sikre på, om det planlagte topmøde i Barcelona rent faktisk vil finde sted. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi i de kommende dage eller timer hører, at det er blevet udsat på ubestemt tid. Vi bør imidlertid ikke give op. EU bør påtage sig et større ansvar for at finde frem til en politisk løsning. Vi kan ikke tillade, at USA monopoliserer politisk krisestyring i denne region, vores region, og begrænse os til at sikre udviklingen af den. Vores sikkerhed og vækst afhænger af udviklingen og stabiliteten i Middelhavsområdet, og det er grunden til, at Middelhavsunionen stadig er det bedste instrument, der står til vores rådighed.

  Maria Eleni Koppa (S&D). – (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at lykønske ordføreren med hans meget omfattende betænkning. Middelhavsunionen kan måske yde et afgørende bidrag til at skabe balance i Euro-Middelhavsforbindelserne og til at styrke tilliden mellem landene i området. Middelhavsområdet bør være et område med fred, stabilitet og sikkerhed, hvor de demokratiske principper og menneskerettighederne respekteres fuldt ud. Der er sociale og økonomiske forskelle mellem Middelhavslandene. Udfordringen er blevet endnu større på grund af den økonomiske krise. Den handler om at opnå en reel tilnærmelse mellem Unionen og Middelhavslandene gennem vækst, samarbejde og handel. Energiforsyningssikkerhed og kampen mod klimaændringerne samt havmiljøet er også områder, hvor der er behov for et tæt samarbejde.

Det er selvfølgelig ikke i Middelhavsunionen, regionale konflikter skal tages op. At dyrke samarbejdets ånd, føre en politisk dialog og udfolde fælles bestræbelser på at nå specifikke mål vil imidlertid bidrage enormt til at opbygge den tillid, som er nødvendig, hvis der skal opnås levedygtige løsninger. For at alt dette kan ske, og for at Middelhavsunionen kan få succes, er der dog brug for passende økonomiske ressourcer, og denne gang må vi ikke være efterladende.

  Bastiaan Belder (EFD). – (NL) Hr. formand! Mange tak for at klemme mig ind, idet jeg blev opholdt af et hastemøde i Udenrigsudvalgets Udvidede Præsidium. Tak for Deres forståelse.

I punkt 5 i hr. Peillons betænkning opholder han sig med rette ved behovet for en retfærdig og holdbar løsning på den arabisk-israelske konflikt. Ordføreren opfordrer EU og alle medlemsstaterne i Middelhavsunionen til at gøre deres yderste for at opnå dette. Som formand for Israel-delegationen går jeg stærkt ind for sådanne fredsbestræbelser, men jeg tror, de først vil blive effektive, når to betingelser er opfyldt, nemlig a) at den foreslåede tostatsløsning klart forstås som den samtidige beståen af en jødisk, dvs. israelsk, stat og en palæstinensisk, og b) at medlemsstaterne i EU og i Middelhavsunionen fremmer et klima med gensidig tillid mellem de stridende parter i Mellemøsten. Her står den almindelige kamp mod antisemitismens endemiske onde, uanset dens form (herunder i form af antizionisme), i centrum. De kunne også udpege det samme antal israelere og palæstinensere til Deres sekretariat, men vi ville stadig skulle kæmpe sammen for at vinde gensidig tillid. Det er prøvestenen.

  Francisco José Millán Mon (PPE). – (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne indlede med at pointere, at jeg mener, at enten en repræsentant for Rådsformandskabet eller eventuelt det aktuelle franske medformandskab for Middelhavsunionen burde have talt under forhandlingen i dag. Deres fravær er stærkt beklageligt.

Det er et prioriteringsområde for EU at sikre, at dens nærmeste naboer udgør et område med fred, fremgang, frihed og sikkerhed. Det burde være Middelhavsunionens fremmeste formål, og jeg håber, unionen vil afholde sit andet topmøde i næste måned.

Jeg vil gerne lykønske hr. Peillon og takke helt særligt for hans fordomsfri og yderst konstruktive indstilling.

Trods EU's nærhed til Middelhavsområdets sydlige bredder er der betydelige forskelle, der adskiller os økonomisk, politisk, socialt, demografisk og kulturelt osv. Nogle af disse skævheder skyldes alvorlige mangler i vores nabostater.

Det er afgørende vigtigt at fremme en tæt dialog og et tæt samarbejde inden for rammerne af Middelhavsunionen og at igangsætte de væsentlige fælles projekter, man har fundet frem til i unionen, såvel som at fremme den bilaterale dimension i associeringsaftalerne for at styrke forholdet mellem begge bredder og kunne mindske disse skævheder. For at opnå dette skal også vores naboer gennemføre reformer. Stilstand må ikke være en mulighed.

Jeg vil gerne kort fremføre yderligere tre punkter. For det første er det meget vigtigt, at Middelhavsunionens sekretariat i Barcelona bliver fuldt funktionsdygtigt snarest muligt.

For det andet, og det hænger tæt sammen med det foregående punkt, må Middelhavsunionen ikke blive taget som gidsel i konflikter som f.eks. den i Mellemøsten. Middelhavsunionen kan fremme en løsning, men den påstår ikke at være nøglen til løsningen, og den skal ikke blokeres af disse konfrontationer.

Endelig skal for det tredje Middelhavsunionen også være særligt opmærksom på det, der kendes som kapitel fire i Euro-Middelhavssamarbejdet, nemlig indvandring, sikkerhed, social integration og retfærdighed.

  Formanden. – Jeg vil blot undskylde på vegne af Rådet. Rådets repræsentant kunne ikke komme i dag, fordi det er torsdag morgen, og forhandlingen om denne betænkning var oprindelig planlagt til mandag.

  Bernd Posselt (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne bede om, at De på trilogen forlanger, at Rådet altid er repræsenteret her torsdag morgen. Under nogle rådsformandskaber, og min beskedenhed forbyder mig at sætte navn på dem, var repræsentanten til stede selv en torsdag eftermiddag. Jeg mener, at Rådet bør være til stede i størstedelen af plenarforsamlingens mødeperiode.

  Formanden. – Tak, det vil jeg gøre. Jeg forsøgte blot at forklare, hvad Rådet sagde. Det vil jeg gøre. Mange tak.

  Josefa Andrés Barea (S&D). – (ES) Hr. formand, hr. kommissær! På vegne af Udvalget om International Handel vil jeg gerne takke fru De Sarnez for den måde, hun har arbejdet sammen med os på.

I dag er der mere end nogensinde før brug for Middelhavsunionen, for støtte til store projekter og for institutionel udvikling. I dag er der mere end nogensinde før brug for at finde løsninger hvad angår krisen, forskning, klimaændringerne, vand, nye energimodeller, en bæredygtig udvikling. Vi skal derfor fremme og indgå handels- og økonomiske forbindelser i området, på kort og mellemlang sigt, skabe en frihandelszone, fjerne toldbarrierer og åbne nord-syd- og syd-syd-markederne.

På topmødet i Barcelona vil det spanske formandskab give mulighed for en ny aftale, en ny situation, et nyt samarbejde, demokratisering, økonomiske og sociale svar. Med Barcelona-topmødet kan vi bringe os i en position, hvor vi kan påtage os lederskabet i Middelhavsområdet.

  Mario Mauro (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Befolkningernes nærhed i Middelhavsområdet ses i dag, som påpeget af hr. Rinaldi, især på baggrund af det centrale indvandringsforhold.

EU bør opprioritere dette forhold, idet migrationsstrømme kan give og har givet menneskelige, sociale, kulturelle og økonomiske problemer, der faktisk vil påvirke fremtiden for de to modsatte bredder ved Middelhavet. Befolkningernes gensidige nærhed i Middelhavsområdet ses også i det økonomiske og sociale samarbejde inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og mellem EU og Middelhavslandene.

I denne henseende skal vi med vores rodfæstede tilstedeværelse på alle niveauer i regionen kunne indtage en førende rolle for at undgå, at Middelhavsunionen gentager inkonsekvenserne fra Barcelona. Hvor mange fejl blev der begået, hvor mange gange troede vi, vi var på vej fremad, mens vi faktisk bevægede os baglæns?

Derfor har vi først og fremmest brug for at igangsætte en social, kulturel og menneskelig dialog baseret på gensidig forståelse og fremme af de positive værdier, der understøtter vores civilisation, men denne uomgængeligt nødvendige faktor afhænger af et vellykket samarbejde primært på økonomisk niveau.

Den hastige vækst hvad angår aftaler og handel har gavnet og vil fortsat gavne udviklingen af afbalancerede økonomiske og sociale forbindelser mellem parterne. Desuden skal vi politisk set ufortøvet fortsat og konstant tilstræbe en dialog om sikkerhedspolitik for at udvikle endnu stærkere forbindelser mellem de pågældende lande.

  Formanden. – Overhold venligst Deres tid. Klokken er 10.57, og vi har afstemning kl. 12.00.

  Mario Pirillo (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det kommende topmøde for stats- og regeringscheferne den 7.-8. juni i Barcelona er helt klart en vigtig anledning til at lancere Middelhavsunionen i praksis. Det udgør derfor en ekstraordinær mulighed for at lægge et blivende fundament under et reelt og stærkere samarbejde for fred og sikkerhed.

Netop af den grund skal vi drage fuld fordel af muligheden, så vi kan fastlægge en udviklingsstrategi, og så vi kan definere projekter, der kan bidrage til at give området nyt liv og fremme den økonomiske vækst. Jeg håber, at man på mødet vil styrke initiativer som f.eks. "sol for fred" og Desertec, som er vigtige redskaber til oprettelse af et gensidigt afhængigt regionalt energimarked.

Endelig skal Middelhavsunionen sætte skub i den videnskabelige og teknologiske forskning og innovation og bruge eksisterende forskningsinstitutter til at øge konkurrencedygtigheden i de lokale virksomheder, der er for svage til at imødegå udfordringerne på det globale marked. Jeg er overbevist om, at Unionens vækst kan styrke Europas enhed.

  Cristian Dan Preda (PPE). – (RO) Hr. formand! Jeg vil gerne sige, at næsten to år efter igangsætningen af Middelhavsunionen er tiden inde til, at vi gør status over dette nye føderationsprojekt og også reflekterer over dets udviklingsmuligheder. På denne baggrund bifalder jeg hr. Peillons betænkning, og ligesom mine kolleger vil også jeg gerne lykønske forslagsstilleren.

Når jeg ser frem mod topmødet i Barcelona i juni, finder jeg det meget vigtigt, at vi genbekræfter Parlamentets forpligtelse til at få dette projekt til at lykkes i et område, der, som vi alle ved, ligger, hvor tre kontinenter mødes, og som geostrategisk og kulturelt er indlysende vigtigt for Europa. Jeg er noget bekymret over hr. Baudis' skepsis med hensyn til muligheden for, at dette topmøde udsættes. Jeg håber, det ikke vil ske, og at vi bruger alle de institutionelle ressourcer, vi har til rådighed, for at sikre, at topmødet bliver til noget. Det vil ikke blot være en lejlighed til at reflektere, men også markere en institutionel succes, idet man i Middelhavsunionen er nødt til at overvinde politiske hårdknuder og institutionelle vanskeligheder under gennemførelsen af de seks strategiske projekter, som udgør selve kernen i institutionen.

Middelhavsunionens holdbarhed og troværdighed afhænger af dens funktionsevne. For at kunne fungere har unionen ikke kun brug for tilstrækkelige midler til at gennemføre projekterne og drive sekretariatet. Jeg mener, at der også er brug for en større grad af inddragelse af civilsamfundet samt nationale og parlamentariske grupperinger såvel som af Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavsområdet (PFEM) for at sikre Middelhavsunionens demokratiske berettigelse.

  Roberta Angelilli (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Et af Parlamentets politiske prioriteringsområder skal være at bidrage til, at det kommende topmøde i Barcelona bliver en fuldkommen succes efter to års dødvande siden topmødet i Paris i 2008. Der er mange mål, som også er nævnt her i dag, lige fra håndtering af illegal indvandring til bekæmpelse af krænkelser af menneskerettighederne, men der er også et betydeligt økonomisk aspekt, idet Middelhavsområdet har et enormt potentiale, i første omgang på området for vedvarende energi.

Derfor skal vi bakke helt og holdent op om solenergiplanen for Middelhavsområdet og industrielle initiativer som f.eks. Desertec samt inddrage virksomheder og universiteter for at udvikle samarbejdsprojekter i praksis. Fredsprocessen er prioriteten, og den skal helt bestemt ledsages af en økonomisk udviklingsproces netop for at garantere den nødvendige sociale samhørighed, som kan bidrage til at løse konflikter.

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS
Næstformand

  Olga Sehnalová (S&D). – (CS) Hr. formand! Middelhavsunionen er utvivlsomt også et modigt interkulturelt projekt, hvis succes bl.a. afhænger af viljen til at overvinde forskellige kulturelle og sociale traditioner. Kulturel diversitet fører til gensidig berigelse, hvis dens impulser opfattes åbent som muligheder og ikke som trusler. En af disse muligheder er tilgangen til ligestilling mellem kønnene i samfundet. Det er et lidt ømtåleligt område i denne region. Middelhavsunionen skal derfor vie dette område en passende opmærksomhed og ikke kun på grund af de forpligtelser, ministerkonferencen indgik her i Marrakech i november 2009 om at støtte ligestillingen i både bogstav og ånd og styrke kvindernes rolle i samfundet, herunder deres deltagelse i det offentlige liv, samt bekæmpe vold mod kvinder. Det er et af de nøgleområder, der kan frigøre og levere et enormt menneskeligt potentiale i hele regionen, hvilket ikke kan give andet end gode resultater. Dobbelte standarder og modvilje mod ændringer undskyldes ofte hovedsagelig med vaner og traditioner, men de kan ikke accepteres, tværtimod bør de afvises som en hindring af udviklingen i Middelhavsområdet.

  Lara Comi (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg mener, at EU skal yde mere støtte til Middelhavsunions-projektet både politisk og økonomisk. Topmødet for de 43 stats- og regeringschefer inden for Middelhavsunionen vil finde sted den 7. juni i Barcelona, og i Europa-Parlamentet må vi håbe på, at dette møde bliver en succes for igangsættelsen af Middelhavsunionens institutioner og gennemførelsen af projekterne. Som skyggeordfører for Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) for udtalelsen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi har jeg gjort opmærksom på forhold, som jeg finder vigtige, som f.eks. oprettelse af et Middelhavs-frihandelsområde, forsknings- og uddannelsessektorens deltagelse, udvikling af bredbånds- og informationsteknologien og også øgede muligheder for små og mellemstore virksomheder. Særligt i forbindelse med det sidste punkt er SMV'er og virksomhedsudvikling allerede én af de strategiske sektorer. De største projekter skal have tilført tilstrækkelige midler fra europæiske og internationale finansielle institutioner, og derfor skal man i de nye projekter bestræbe sig på at inddrage så mange europæiske partnere som muligt.

  Charles Tannock (ECR). – (EN) Hr. formand! Præsident Sarkozys forslag om en Middelhavsunion var højdepunktet under det franske EU-formandskab. Siden da ser det ud til at have mistet noget af sin glans. Det er måske ikke nogen dårlig ting, for EU er selv ved at udvikle en robust og vellykket sydlig dimension under sin egen naboskabspolitik. Det følger næsten to årtiers udvikling af Barcelona-processen og dens politiske apparat.

Europas skatteydere synes med rette ikke ret godt om en dobbelt indsats og spild af ressourcer, og der hersker nogen forvirring om alle disse konkurrerende processer. Uanset skæbnen for Middelhavsunionen på topmødet den 8. juni må vi dog ikke lade den østlige dimension i den europæiske naboskabspolitik halte bagefter. Desværre har vi ikke udviklet den tilsigtede Euronest-forsamling på samme måde som Euromed-forsamlingen, der længe har været aktiv. Det skyldes hovedsagelig problemerne i forbindelse med Belarus' deltagelse.

Endelig bakker min ECR-Gruppe fuldt op om hr. Albertini, der er formand for Udenrigsudvalget, med hensyn til at trække sig fra ledelsen af besøget i Mellemøsten. Dette har været kontroversielt og blev drøftet i morges i det udvidede præsidium. Vi vil være imod ethvert mistillidsvotum mod formanden for Udenrigsudvalget fra den socialdemokratiske gruppe.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Hr. formand! Middelhavsområdet har været den europæiske kulturs vugge og drivkraften bag den i årtusinder, og derfor bifalder jeg i høj grad denne fælles indstilling.

Middelhavsregionen er imidlertid også en bro for næsten ubegrænset indvandring til EU. Efter vores mening udgør et af de væsentligste problemer i Middelhavsområdet, med andre ord den illegale indvandring, en del af de seks strategiske hovedprojekter, og det bør derfor inkluderes hurtigst muligt. Kun via en fælles indstilling i Middelhavslandene, herunder landene i Nordafrika, kan strømmen af illegale indvandrere bremses. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan dæmme op for bølgen af flygtninge, hvor den begynder. Ud over at fokusere på bekæmpelse af den organiserede menneskesmugling skal EU også i stigende grad fokusere på at bekæmpe fattigdom ved at øge bevidstheden og informere i de lande, hvor indvandrerne kommer fra. Det skal gøres klart for de mennesker, som ønsker at emigrere, at gaderne i Europa ikke er brolagt med guld, at Europa ikke kan sørge for job, velstand og asyl til alle, og at mange af disse traumatiske rejser ender med tilbageholdelse og deportation.

  Raffaele Baldassarre (PPE). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Trods oprettelse af unionen og afholdelse af topmødet for stats- og regeringschefer mangler vi stadig en klar definition af EU's Middelhavspolitik og en langsigtet strategisk vision for udvikling og stabilisering af regionen.

Alligevel er der et enormt potentiale i Middelhavsområdet. En tredjedel af den globale, maritime trafik passerer nu gennem Middelhavet og når vores farvande via Suezkanalen fra Kina, Asien, europæiske lande og Indien. Kystlandene i Mellemøsten og Afrika er avancerede udviklingslande, og for os har de afgørende betydning på visse grundlæggende områder, herunder området for migrationsstrømme.

Vi skal derfor lave en bedre definition af Middelhavsunions-institutionernes funktionelle struktur, idet vi tilfører sekretariatet økonomiske ressourcer og fastlægger kriterierne for medlemskab og gennemførelse af projekter. Nøgleområderne omfatter landbrug, transport, motorveje til søs, transnationale korridorer, vedvarende energi og solenergiplanen. Med den franske diplomat og forfatter Paul Morands ord er Middelhavsområdet først og fremmest en anti-ørkenens civilisation. Lad os forsvare disse ord.

  Diane Dodds (NI). – (EN) Hr. formand! Jeg vil undlade det mest relevante spørgsmål i formiddag, som er, hvordan i alverden de europæiske skatteydere skal betale for hele dette apparat og sekretariatet, som man har foreslået og talt om her i Parlamentet i formiddag? Jeg vil gerne tilkendegive, at der ikke er nogen tvivl om, at stabilitet i Middelhavsområdet absolut er godt for det bredere EU.

Sammen med bistanden fra EU følger imidlertid et ansvar hos de selvsamme lande, som ønsker at drage nytte af institutionerne og de forbedrede økonomiske muligheder. Jeg vil gerne meget hurtigt fokusere på ét aspekt, nemlig de marokkanske myndigheders afvisning i år af et tusind ton læggekartofler fra Nordirland. En handel, der har foregået i mere end 20 år. Kartofler, der var blevet inspiceret i henhold til de sædvanlige regler, før de forlod mit land, og derefter blev afvist af de marokkanske myndigheder under et nyt styre.

Jeg forstår – og respekterer – at kommissær De Gucht er ved at undersøge sagen, men jeg ønsker at understrege, at det er absolut nødvendigt, at de, der håber på at nyde, også udviser ansvarlighed.

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Det har bestemt været en god og inspirerende drøftelse. Jeg er enig med dem, der siger, at vi har spildt en masse tid, især ved opbygningen af et sekretariat. Det kommer jeg tilbage til om et øjeblik.

Vi står stadig med nogle meget vigtige spørgsmål. Hvordan sikrer vi, at Middelhavsunionen ikke bliver taget som Middelhavs-gidsel under det, der måtte foregå i Mellemøstprocessen? Hvordan sikrer vi, at topmødet finder sted, og at det bidrager til at skabe den fremdrift, De talte om? Og hvordan løser vi problemet med den mellemstatslige holdning vis-a-vis Fællesskabets holdning, for så vidt angår Middelhavsunionen? Jeg vil komme med fem meget korte bemærkninger.

Den første er, at jeg gerne vil udtrykke min anerkendelse af det spanske formandskab. Vi har arbejdet meget hårdt sammen med det spanske formandskab de seneste måneder. Vi indviede sekretariatet den 4. marts sammen, og det spanske formandskab arbejder meget hårdt på at sikre, at topmødet i Barcelona finder sted.

Min anden bemærkning er, at det er meget vigtigt, at sekretariatet ikke blot påbegynder sit arbejde, men også at det bliver finansieret. Indtil nu finansieres det kun af Kommissionen. Vi vil sende én ekspert til at sikre, at der er overensstemmelse mellem projektet og EU's politik. Sekretariatet bør være lille – omkring 40 personer – og det bør være det instrument, der gør det muligt for os at få stadig flere projekter til gavn for medlemmerne af Middelhavsunionen.

Det er også vigtigt at sige i denne forbindelse, at der foregår en række sektormøder, som vil få positiv effekt. I næste uge er der finansministermøde i Marseilles, og i næste måned mødes landbrugsministrene i Cairo.

Middelhavsunionen er en meget væsentlig del af vores naboskabspolitik, men størstedelen af vores arbejde med disse lande ligger i det bilaterale forhold, hvor mange af de sydlige partnere gerne vil opnå en avanceret status. Efter min opfattelse betyder avanceret status også avancerede forpligtelser fra vores partneres side generelt, herunder i relation til menneskerettigheder og mobilitet, der også er spørgsmål af meget stor vigtighed. Jeg er enig med de medlemmer her, som opfordrede os til at sikre større synergi mellem bilaterale og multilaterale tilgange.

Min sidste bemærkning er, at vi er fast besluttet på at arbejde sammen med Parlamentet. En af de næste muligheder bliver drøftelsen af naboskabspakken, hvor vi vil vurdere både de bilaterale og de multilaterale rammer for vores naboskab.

  Vincent Peillon, ordfører. – (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne komme med tre korte kommentarer.

For det første har vi ikke udvist manglende respekt for nogen, da slet ikke mennesker, som måske er ofre, men vi fandt, at medlidenhed, moralsk indignation og fornærmelser ikke udgør nogen politik.

For det andet har vi naturligvis ikke ignoreret de konflikter, der er i hverken Cypern eller Sahara eller selvfølgelig de palæstinensiske områder. Mente vi imidlertid seriøst med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik eller under de forskellige forhandlinger, der har fundet sted, at det var op til Middelhavsunionen at tackle disse spørgsmål? Man kan ikke være alt for alle, og en forvirret indstilling er ikke opskriften på effektivitet.

For det tredje er også jeg ked af, at Rådet ikke er her. Det er ikke noget godt tegn, når man finder ud af, at denne manglende politiske vilje giver os grund til at tro – Dominique Baudis har ret – at topmødet den 7. juni er på vippen. Hvordan det nu end forholder sig, har Parlamentet påtaget sig sine forpligtelser. De mennesker, der konstruerede EU, gjorde det med en langsigtet vision og en skarp fornemmelse – efter de broderkrige, der delte os – for betydningen af specifikke politikker. Det er den samme ånd, vi ønskede at udvikle i forbindelse med Middelhavsområdet i denne betænkning.

Med et Europa, der slås med en alvorlig krise, er vi nødt til at kunne definere en vækststrategi, som jeg sagde det tidligere. Vi er også nødt til at sikre, at vi ikke vender os mod os selv. Når man vender sig mod sig selv, når man indstiller udvekslingerne med verden udenfor, så begynder man at dø. Derfor mener jeg, at dette kollektive arbejde er et vigtigt arbejde, og jeg håber, at stats- og regeringscheferne – som i den seneste tid ikke har levet op til deres historiske ansvar – lytter og lægger vel mærke til disse ord.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen vil finde sted i dag kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Petru Constantin Luhan (PPE), skriftlig. – (RO) Middelhavsunionen og Østpartnerskabet er to samarbejdsinitiativer, hvis formål er at befæste EU's naboskabspolitik. Jeg mener, at Parlamentet nøje skal overvåge udviklingen i disse initiativer, særligt på dette afgørende tidspunkt, hvor de globale geopolitiske og økonomiske balancer bliver omdefineret. Dette initiativ vil bidrage til at skabe et klima af tillid, der er egnet til at opnå fælles mål, hvad enten de drejer sig om økonomi, kultur eller uddannelse eller vedrører regional sikkerhed.

Jeg ønsker at understrege, at man kun vil opnå virkelige fremskridt i et stærkt, regionalt samarbejde, hvis man gennemfører storstilede projekter og fører dialog på alle niveauer. Ud over de seks specificerede, strategiske investeringssektorer mener jeg, at der er behov for at igangsætte nye projekter på områder som f.eks. fødevarer, landbrug og kultur.

  Erminia Mazzoni (PPE), skriftlig. – (IT) Barcelona-processen gik i stå af politiske grunde, først og fremmest på grund af de regionale konflikter i Middelhavsområdet, men teknisk set er den stadig i live, som det ses af de store integrationsprojekter, EU støtter med egne midler, og af de fremskridt, der er sket med hensyn til at definere Middelhavsunionens institutionelle struktur. Siden sin grundlæggelse i Napoli i 2003 har Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-området udført sine koordineringsaktiviteter og demokratiske kontrol med gennemførelsen af disse projekter, og disse aktiviteter er forbundet med en række store udfordringer i regionen, som f.eks. rensning af havet, transport, vedvarende energiformer, uddannelse, små og mellemstore virksomheder og civilbeskyttelse. Den politiske handlekraft, der er nødvendig for at få Euro-Middelhavs-strategien i luften, har imidlertid manglet. Beslutningen om Middelhavsunionen er en vigtig politisk handling, og efter mere end to årtier, hvor der er brugt betydelig energi på udvidelsen mod øst, bidrager den til at gøre Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne opmærksomme på nødvendigheden af at ændre deres geopolitiske tankegang og placere fremme af forbindelserne med landene i Middelhavsområdet i hjertet af deres udenrigspolitik, begyndende med vedtagelsen af en fælles holdning til konflikten i Mellemøsten.

  Tokia Saïfi (PPE), skriftlig. – (FR) Denne betænkning om Middelhavsunionen er et udtryk for Parlamentets interesse og investering i en dialog mellem de to sider af Middelhavet. Indvielsen af Middelhavsunionens sæde i Barcelona og udpegelsen af dens første generalsekretær er et afgørende skridt i forbindelse med at specificere de projekter, der skal gennemføres inden for rammerne af denne union. Middelhavsunionen er ikke desto mindre stillet over for visse politiske spændinger. Den israelsk-palæstinensiske konflikt blokerer stadig for dens udvikling. Der er utallige eksempler, bl.a. afbrydelsen af processen efter hændelser i Gaza, boykot af et tidligere topmøde i Istanbul. I denne vanskelige sammenhæng håber vi inderligt, at det andet topmøde i Middelhavsunionen, der er planlagt til afholdelse i Barcelona den 7. juni, vil give unionen ny drivkraft og også ny dynamik til den og til de missioner, den skal udfylde. Vedvarende regionale konflikter vil utvivlsomt vanskeliggøre dens mission, hvis ikke de løses, men vi beder stats- og regeringscheferne i Middelhavsunionens medlemsstater om at leve op til deres politiske og historiske ansvar. Mødet i Barcelona vil markere vores engagement i Middelhavsområdet.

  Richard Seeber (PPE), skriftlig. – (DE) Middelhavsunionen, der blev grundlagt for næsten to år siden på basis af Barcelona-processen og under fransk ledelse, står stadig over for mange udfordringer. Den politiske dialog mellem EU og dets sydlige naboer er ikke begrænset blot til emnerne migration og økonomiske aftaler. Den omfatter også områder som f.eks. katastrofestyring, energi og miljø.

Middelhavsregionen er hårdt ramt af vandmangel og tørke. I 2007 levede en tredjedel af europæerne i regioner, hvor der var mangel på vand. Dette problem er endnu mere akut i Maghreblandene, som ikke har de nødvendige tekniske og økonomiske ressourcer til at udnytte vandet mere effektivt. Ved pludselige og voldsomme regnskyl kan oversvømmelser forårsage endnu mere skade på grund af den problematiske infrastruktur i disse regioner.

Vand er grundlæggende for alt liv, og derfor er det nødvendigt, at vi øger vores finansielle og økonomiske samarbejde. Projekter til forbedring af miljøbeskyttelse kan kun gennemføres på baggrund af et forbedret samarbejde mellem landene i Middelhavsregionen.