Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 20. maj 2010 - Strasbourg

8. Stemmeforklaringer

Mundtlige stemmeforklaringer

Betænkning: Louis Grech (A7-0132/2010)

  Peter Jahr (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg er meget glad for, at små og mellemstore virksomheder (SMV'er) blev nævnt i betænkningen om realisering af et indre marked for forbrugere og borgere. I punkt 46 står der med rette, at adgang til finansiering er deres største problem. Det er korrekt, for det er stadig lettere at opnå finansiering af millioner af euro til en hedgefond end at opnå et lån på 100 000 EUR til en lille virksomhed.

På den baggrund vil jeg gerne se, at man i betænkningen ikke blot beskriver, hvad der ideelt burde ske, men også kræver, at Kommissionen tager konkrete skridt.

Betænkning: Pál Schmitt (A7-0108/2010)

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Hr. formand! En tættere dialog mellem universiteter og erhvervslivet vil efter min mening bidrage til den økonomiske vækst. Jeg er bekymret over den stigende arbejdsløshed blandt unge. Den usikre beskæftigelsessituation, unge mennesker står over for, afholder dem ofte fra at starte en familie eller får dem til at udsætte det for længe, og det har i sidste ende en negativ økonomisk og social indvirkning i forhold til de demografiske ændringer i Europa.

En dialog bør derfor indeholde tiltag, der kan støtte de unges introduktion på arbejdsmarkedet, så man kan udvikle deres potentiale i fuldt omfang. Andre emner bør omfatte brug af uddannelse som redskab til at bekæmpe fattigdom, ulighed og social udstødelse, med særlig opmærksomhed rettet mod handicappede. Af de nævnte grunde støtter jeg betænkningen.

Betænkning: Rebecca Harms (A7-0142/2010)

  Seán Kelly (PPE). – (GA) Hr. formand! Jeg stemte for denne betænkning, og det var det rigtige at gøre.

Hvad angår kerneenergi i almindelighed vil jeg imidlertid gerne sige, at mange borgere er forvirret over den, og i mit eget land er næsten alle imod kerneenergi på grund af de frygtelige katastrofer i Sellafield og Chernobyl. Derfor anbefaler jeg, at Kommissionen undersøger fordele og ulemper ved kerneenergi, og at den offentliggør en rapport, så borgerne kan få mulighed for at træffe en beslutning på basis af fakta snarere end følelser.

Endelig vil jeg gerne lykønske Dem, hr. formand, med det strålende arbejde, De har gjort på Deres første dag i formandsstolen.

  Sergej Kozlík (ALDE). – (SK) Hr. formand! EU giver finansiel bistand til Litauen, Slovakiet og Bulgarien som støtte for deres bestræbelser på at opfylde de forpligtelser, der er forbundet med nedlukningen af kernereaktorer af første generation. Den finansielle nedlukningsbistand, som Bulgarien modtog indtil 2009, var hovedsagelig beregnet til forberedende arbejde. Målet med den foreslåede fortsættelse er at yde Bulgarien bistand, så landet kan drive og sikre sikkerhed og vedligehold ...

(Taleren blev afbrudt)

Hr. Kozlík! De kan ikke skifte emne i Deres udtalelse.

Betænkning: Liem Hoang Ngoc (A7-0147/2010)

  Peter van Dalen (ECR). – (NL) Hr. formand! Enkelte af de ændringsforslag, som ordføreren har stillet til sin betænkning, er intet mindre end forbløffende. Ordføreren forslog at undlade alle formuleringer om sunde offentlige finanser, tilfældene af manglende overholdelse af stabilitets- og vækstpagten, som skal bringes til ophør, og vigtigheden af en streng håndhævelse af stabilitets- og vækstpagten, og 250 medlemmer støttede ham faktisk heri. Forbløffende!

Ordførerens og de andre 250 medlemmers mål er at ødelægge økonomien. Hvordan kan det være, at vi stadig har 250 medlemmer, der nægter at sætte tæring efter næring? To hundrede og halvtreds medlemmer i Europa-Parlamentet, som ikke kan forstå, at slaraffenland ikke eksisterer! Alle medlemsstater vil skulle bløde en masse blod, sved og tårer for at slette deres gæld, få deres finanser i orden igen og styre ind på en ny kurs.

Det er naturligvis en barsk besked, som vælgerne ikke gerne sluger. Men hvis ikke vi gennemfører det, vil hele Europa gå bankerot! Den vej, ordføreren har foreslået, er en opskrift på, hvordan bæredygtigheden af de offentlige finanser kan ødelægges på kort sigt. Heldigvis er ændringsforslagene ikke blevet vedtaget.

  Vicky Ford (ECR). – (EN) Hr. formand! Jeg bifalder denne betænkning om de offentlige finanser. Den er en kolossal forbedring i forhold til det første udkast.

Store gælds- og underskudsniveauer giver anledning til alvorlig bekymring i Det Forenede Kongerige og i mange medlemsstater. Vi skal vænnes fra skattemæssige incitamenter og kvantitative lempelser, og de bør ikke være den gængse norm. Det er nødvendigt at fokusere på at få bugt med vores høje arbejdsløshedsniveauer nu og reducere skattebyrden på beskæftigelse og for SMV'er. Ressourcerne er knappe, og vi er enige i, at hvor der er penge til rådighed, bør de gå til vækstfremmende investeringer som f.eks. forskning og udvikling samt grønnere og mere intelligent innovation. Endelig kan vi ikke lukke ørerne for spørgsmålet om vores aldrende befolkninger. Pensionsordninger skal være gennemsigtige og skal tages med i beregningerne, når man ser på den offentlige gæld.

Der er nogle spørgsmål, som jeg var på vagt over for i denne betænkning. Det er f.eks. nødvendigt at behandle indvandring med varsomhed. Den kan udfylde visse huller i arbejdsstyrken, men skal kontrolleres, og man skal tage lokale faktorer i betragtning. Ja, jeg er enig i, at der ved europæiske problemer er brug for europæiske løsninger, men vi skal være bevidste om den globale økonomi og også respektere vores nationale regeringers grundlæggende magtbeføjelser.

  Philip Claeys (NI). – (NL) Hr. formand! Jeg stemte imod Hoang Ngoc's betænkning, hovedsagelig på grund af den nonchalance, hvormed den opfordrer til endnu større masseindvandring til Europa.

Hvor afskåret fra den virkelige verden kan Parlamentet egentlig blive? Vores byer jamrer allerede som følge af problemerne med den massive og ukontrollerede indvandring. Det er på tide, at vi gennemfører en samfundsøkonomisk analyse på europæisk niveau over indvandringen fra lande uden for EU. Regeringerne i flere medlemsstater, der allerede er blevet konfronteret med dette spørgsmål, har nægtet at beregne omkostningerne ved indvandring og synes at mene, at det ikke ville være ønskeligt at få nogen viden om dette spørgsmål. Hvordan kan det være?

Vi skal også tage de problemer i betragtning, som det vil forårsage i udviklingslandene, der vil opleve hjerneflugt og kanalisering af vitale kræfter i deres samfund til Europa. Deres problemer vil blive endnu mere alvorlige og bevirke endnu større indvandring.

Betænkning: Vincent Peillon (A7-0133/2010)

  Diane Dodds (NI). – (EN) Hr. formand! Jeg stemte imod denne initiativbetænkning om Middelhavsunionen af flere grunde.

Der er ingen tvivl om, at et stabilt Middelhavsområde er en enorm gevinst for et bredere Europa. På et tidspunkt, hvor det økonomiske klima i hele Europa er truet, er det dog helt og aldeles upassende, at Parlamentet overhovedet overvejer de udgifter, der er i forbindelse med en sådan plan. Store møder for statschefer, et sekretariat på 40 mand og naboskabspakker er ikke udtryk for en enkel økonomisk politik på netop dette tidspunkt.

Desuden var jeg imod ændringsforslag 5, hvori der anmodes om, at opgraderingen af forbindelserne mellem EU og Israel under den økonomiske præferenceassocieringsaftale ikke fortsættes. I den fintfølende balance, som Europa skal udvise, vil sådanne opfordringer ikke gøre noget for at overbevise Israel om, at Parlamentet vil fungere som en ærlig mægler.

  Bernd Posselt (PPE). – (DE) Hr. formand! Som ung journalist først i 1980'erne besøgte jeg kong Hassan i Marokko, hvis anmodning om tiltrædelse af EU lige var blevet afvist. Efter mødet skrev jeg en artikel, hvor jeg opfordrede til at danne et Middelhavsfællesskab. Jeg havde det privilegium at arbejde for Otto von Habsburg her, og han sagde, at Middelhavet aldrig havde adskilt Europa og dets naboer, men at det skal knytte dem til hinanden. I sin biografi om præsident Sarkozy skrev Jean-Paul Picaper, at idéen til Middelhavsunionen kom fra den paneuropæiske bevægelse.

Hvorfor nævner jeg dette? Fordi jeg ønsker at gøre det klart, at dette ikke blot er en fransk tvangstanke, som mange har sagt, og ikke er spild af penge, som en tidligere taler har sagt. Næst efter Østpartnerskabet er det EU's væsentligste udenrigspolitiske redskab. Netop derfor skal vi imidlertid sikre, at det udformes rigtigt og med en politisk struktur. Det skal ikke blot være en frihandelszone, for vi ved, med Churchills ord, at Middelhavsområdet, og her henvender jeg mig til mine britiske medlemskolleger, er Europas bløde underliv. Vi skal sikre, at det ikke bliver tilfældet i fremtiden.

Betænkning: Evgeni Kirilov (A7-0123/2010)

  Tunne Kelam (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg støttede betænkningens oprindelige punkt 12, der udtrykte bekymring over brugen af etnisk udrensning som optakt til Ruslands anerkendelse af marionetterne Sydossetien og Abkhasien. Jeg foreslog at opfordre Rusland til uden ophold at respektere sine våbenhvileforpligtelser og straks hæve sin blokade af EUMM’s adgang til Sydossetien og Abkhasien. Efter min mening er det højst uacceptabelt og ydmygende, at EU’s repræsentanter skal anmode om adgang til disse områder, hvilket var aftalt. Set i det lys vil en opfordring til Rusland om at respektere Republikken Georgiens suverænitet og integritet desværre ikke have nogen virkning.

Skriftlige stemmeforklaringer

Betænkning: Louis Grech (A7-0132/2010)

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Det indre marked og euroen udgør to reelle skjolde for EU mod det finansielle, budgetmæssige, økonomiske og sociale uvejr, som de 27 medlemsstater i øjeblikket rider af. Jeg stemte for betænkningen, fordi den bekræfter den centrale rolle, som det indre marked spiller, og giver et vældig godt overblik over, hvad der er på spil i øjeblikket (budgetmæssig koordinering, udvikling af uddannelse og forskning, støtte til SMV’er, styrkelse af og tilgængelighed til Solvit og Enterprise Europe Network). Det er en refleksion og et befordringsbevis, der perfekt supplerer professor Montis, som for nylig fremlagde sin rapport med titlen ”A new strategy for the single market” til kommissionsformand Barroso.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for betænkningen, der behandler aktuelle mangler ved det indre marked. Den økonomiske og finansielle krise har i væsentlig grad været til skade for det indre markeds integrationsproces. Det er ulykkeligt at overvære, hvordan den økonomiske protektionisme igen stikker hovedet frem på nationalt plan, hvilket kan føre til splittelse af det indre marked. Et stort antal SMV’er forlader markedet, fordi deres adgang til finansiering er blevet alvorlig indskrænket i krisetider. Man skal ikke glemme, at SMV’er udgør en væsentlig del af rygraden i den europæiske økonomi og er den primære drivkraft for økonomisk vækst og social samhørighed. Medlemsstaterne bør yde en større indsats i forhold til at gennemføre Small Business Act og reducere bureaukrati og andre administrative og bureaukratiske hindringer for SMV’er.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Jeg stemte imod betænkningen, fordi den taler for elementer, der er yderst belastende for reel bæredygtig vækst og generelt for arbejdstageres og forbrugeres interesser i EU. For det første drager ordføreren ikke kun de forkerte konklusioner, han tager også udgangspunkt i den forkerte præmis i formuleringen af sine forslag, eftersom han påstår, at ”det indre marked sammen med euroområdet er det, der bedst illustrerer tanken bag EU's økonomiske integration og enhed (…) og det er afgjort det mest synlige resultat af den europæiske integration, for så vidt angår EU-borgere”. Han glemmer manglen på grundlæggende social og politisk enhed og overser de faktiske forhold i mange af landene i euroområdet i dag.

Han henviser især til den sociale markedsøkonomi, et vidt begreb, der dybest set betyder liberalisering af markedet på bekostning af de allersidste rester af socialpolitik. Ordføreren tilslutter sig også fuldt ud filosofien om konkurrencedygtighed og Europa 2020-strategien, der ikke kun er ubegrundet, men som vil få endnu mere negative konsekvenser for Europas befolkning.

  Vasilica Viorica Dăncilă (S&D), skriftlig. – (RO) Vi ved alle, at Europa 2020-strategien blev iværksat for at hjælpe EU med at slippe ud af den aktuelle økonomiske krise og forberede dets økonomi på det nye årti. Derfor mener jeg, at Europa 2020-strategien må opsætte realistiske mål for at opnå en grøn, videnbaseret, social markedsøkonomi og bæredygtig udvikling inden 2020. Et andet mål er at skabe arbejdspladser i landbrugs- og miljøsektoren, eftersom EU’s indre marked må udgøre hjørnestenen i Europa 2020-strategien, der tager hånd om udfordringerne ved økonomisk vækst og forbrugerbeskyttelse.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi den argumenterer for, at det indre marked ikke primært er forbundet med økonomiske overvejelser. Det er afgørende at sikre, at der i forbindelse med genoplivningen af det indre marked vedtages en mere samlet og fælles tilgang, hvor forbrugernes og borgernes mål, navnlig de mål, der vedrører økonomiske, sociale, sundheds- og miljømæssige problemer, er fuldt integrerede i et genoplivet indre marked.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Det indre marked og de dermed forbundne politikker har givet den europæiske offentlighed bedre adgang til varer og tjenesteydelser og til et større udvalg til lavere pris. Det indre markeds principper har betydet, at europæiske forbrugere har fået adgang til mere information og bedre beskyttelse af deres rettigheder, men de bliver også stadig mere opmærksom på deres forpligtelser. Derfor er det indre markeds realitet ikke statisk, men dynamisk. Det er en realitet, der er under forandring i en globaliseret verden. Vi må fortsat overveje, hvordan vi kan udvikle det og forbedre gennemførelsen af det. Jeg er enig med ordføreren og vil gerne understrege vigtigheden af EU’s indre marked for selve integrationen, for større social samhørighed, for bæredygtig udvikling, for konkurrenceevnen og for økonomisk vækst, der vil sætte os i stand til at imødegå fremtidige udviklinger og konkurrere i en globaliseret verden.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Etableringen af et integreret, fuldt funktionsdygtigt indre marked er en proces, der er afgørende for styrket europæisk integration, social samhørighed, økonomisk vækst og bæredygtig udvikling i EU. Men den økonomiske krise har utvivlsomt påvirket offentlighedens og forbrugernes tillid til det indre marked. Det er vigtigt, at den europæiske offentlighed forstår vigtigheden af det indre marked, hvordan det virker og vigtigst af alt den gavn, det kan have for offentligheden, forbrugerne og små og mellemstore virksomheder. En genoplivning af det indre marked indebærer, at dets forskellige interessenter må vedtage en samlet og fælles tilgang, hvor forbrugernes og borgernes mål, navnlig de mål, der vedrører økonomiske, sociale, sundheds- og miljømæssige problemer, integreres i et genoplivet indre marked. Dette nye program til konsolidering af det indre marked må nøje overvåges for at sikre, at det lægger vægt på social retfærdighed, garanterer markedets integritet, stimulerer innovation og støtter overgangen til en ny digital tidsalder. Disse absolutte nødvendigheder vil sandsynligvis give det indre marked en konkurrencemæssig fordel i forhold til andre store verdensøkonomier. For at skabe tillid til dette indre marked er det nødvendigt at sikre, at forbrugere beskyttes, og at varetage offentlighedens sociale og miljømæssige behov.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. – (FR) Det er imponerende, at det lykkes ordføreren i fuld alvor og uden at komme til at le at skrive, at det indre marked og euroen har fungeret som Europas beskyttende skjold under den dybe krise, vi har været påvirket af de sidste to år. Intet har beskyttet os, mindst af alt Bruxelles’ Europa. Tværtimod har det skabt alle forudsætningerne for, at vi kan blive ramt med fuld styrke, nemlig fri global bevægelighed for kapital, nedlæggelse af offentlige serviceydelser og systemer til social beskyttelse, større jobusikkerhed og en pengepolitik overladt til en centralbank, der er ligeglad med medlemsstaternes økonomiske behov. Det er konsekvenserne af at etablere et indre marked, der har været ufuldstændigt siden 1992. Det har også bidraget med inerti og været et overflødigt element, der måtte tages i betragtning, når medlemsstaterne tog hånd om tingene. Hvad euroen angår, synes jeg, vi skulle prøve at spørge alle de lande, der lider under spekulation, hvad de synes om dens evne til at beskytte dem. I dag er den en krisefaktor i sig selv.

  Małgorzata Handzlik (PPE), skriftlig. – (PL) Det indre marked er en vigtig bedrift i forhold til integration i EU. Det giver såvel vores borgere som små og mellemstore virksomheder masser af muligheder.

I en rapport om strategien og fremtiden for EU’s marked, der blev udgivet og fremlagt sidste uge, påpeger professor Mario Monti klart, at borgere og forbrugere bør stå i første række blandt dem, der drager fordel af det indre marked. Markedet er ikke altid til fordel for dem. Under det videre lovarbejde bør deres interesser derfor tages med i betragtning, så vidt det overhovedet kan lade sig gøre. Vi bør forsøge at sikre, at f.eks. spørgsmål om anerkendelse af faglige kvalifikationer, korrekt gennemførelse af servicedirektivet, e-handel, små og mellemstore virksomheder og forbrugerbeskyttelse prioriteres højt under vores fortsatte opbygning af det indre marked.

Som professor Monti rettelig bemærkede, kan man mærke en vis træthed i medlemsstaterne over for spørgsmål vedrørende EU’s marked, men det er lige præcis nu, vi mere end nogensinde har brug for et stærkt indre marked, som de seneste måneders krise har vist. Derfor hilser jeg med tilfredshed hr. Grechs betænkning, som jeg havde lejlighed til at arbejde på, og som udgør vores bemærkning i spørgsmålet om forbrugere og borgere på EU’s marked.

  Eija-Riitta Korhola (PPE), skriftlig. – (EN) Denne betænkning kunne ikke være kommet på et mere afgørende tidspunkt. Den aktuelle finanskrise har skabt en følelse af mistillid og ført til flere overvejelser om protektionistiske foranstaltninger fra regeringers side. På lang sigt ville det være ødelæggende for Europas økonomi. Jeg mener, der er en forbindelse mellem de økonomiske problemer og den manglende motivation til at fuldføre det indre marked. Hr. Grech påpeger med rette i sin betænkning, at borgeren er det indre markeds virkelige centrum, og at det bør være økonomien, der arbejder for borgeren, ikke omvendt. I sin rapport ”A new strategy for the single market” advarer hr. Monti om, at det indre marked er mere upopulært end nogensinde, men at der samtidig er mere behov for det end nogensinde. Efter min mening må vi handle beslutsomt for at give det indre marked nyt liv, samtidig med at vi tager borgernes bekymringer i betragtning. Jeg stemte for Grech-betænkningen, selv om den efter min mening kunne have lagt større vægt på SMV’ers situation. Men eftersom de vigtige ændringsforslag blev vedtaget, er resultatet velafbalanceret, og jeg håber, det vil føre til velgennemtænkte lovgivningsinitiativer fra Kommissionen.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Etableringen af et indre marked har altid været og er fortsat et af EU’s vigtigste mål. Et velfungerende indre marked er afgørende for at kunne fremme europæisk integration, social samhørighed, økonomisk vækst og bæredygtig udvikling i EU. På grund af den aktuelle økonomiske krise er der blevet udtrykt tvivl om, hvilket stadie det indre marked befinder sig på. Nogle mener, at det er sårbart for tiden. Hvis det er sandt, er det meget skadeligt for det indre markeds integrationsproces og for selve EU’s historie. På dette stadie er det meget vigtigt at finde et instrument, der klart og utvetydigt informerer den europæiske befolkning om, hvordan det indre marked fungerer, og om de enorme fordele, det kan føre med sig for forbrugere og små og mellemstore virksomheder. Derfor stemte jeg, som jeg gjorde.

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. – (DE) Betænkningen peger i den forkerte retning. Tiden er inde til at beskytte selskaber i de forskellige medlemsstater mod virkningerne af den globale finanskrise og til at indføre klare regler for spekulanter og det frie marked. I stedet ofres de kulturelle og økonomiske forskelle mellem markeder, selskaber og forretningsmetoder til fordel for et globaliseret marked. Derfor stemte jeg imod betænkningen.

  Robert Rochefort (ALDE), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for Grech-betænkningen om at gennemføre et indre marked til forbrugere og borgere. Dette dokument finder faktisk en balance mellem på den ene side målsætningerne for en åben økonomi, der er i stand til at stimulere vækst og jobskabelse og levere en integreret reaktion på de betydelige udfordringer, vi står over for (såsom konkurrenceevne, forskning og udvikling, industripolitik og demografiske og miljømæssige problemer), og på den anden målsætningerne for et økonomisk system, som kan løfte opgaven med at levere forbrugerbeskyttelse og den sociale og miljømæssige beskyttelse, borgerne har brug for. Vi må ikke glemme borgeren og forbrugeren i vores genopretningsstrategi.

Europa må også anlægge en samlet tilgang, der fuldt ud inddrager borgernes interesser og andre horisontale politikområder, især sundhed, social beskyttelse og forbrugerbeskyttelse, arbejdsret, miljøet, bæredygtig udvikling og eksterne politikker. Betænkningen opfordrer Kommissionen til at fremlægge et lovforslag, der skal sikre gennemførelsen af en hensigtsmæssig, overkommelig og effektiv EU-klagemekanisme inden maj 2011, hvilket jeg støtter.

  Carl Schlyter (Verts/ALE), skriftlig. – (SV) Denne betænkning består af den bedste indholdsløse retorik, jeg har set i år, og derfor kan jeg ikke støtte den. Når det er sagt, så indeholder den både gode og dårlige forslag, og derfor undlader jeg at stemme.

Betænkning: Pál Schmitt (A7-0108/2010)

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for betænkningen om dialog mellem universiteter og erhvervsliv, fordi det efter min mening er afgørende, at forbindelsen mellem uddannelse og arbejdsmarkedet styrkes. Det er ikke et spørgsmål om at bringe de studerende på linje med den private sektors ønsker, men om at sætte unge mennesker i stand til at tage højde for arbejdslivets implikationer. Forbindelser mellem universiteter og virksomheder skal styrkes for at gøre det nemmere for studerende at få adgang til arbejdsmarkedet og for virksomheder at acceptere atypiske karriereforløb.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg støtter denne betænkning om et mere aktivt partnerskab mellem universiteter og virksomheder. Universiteter spiller en nøglerolle for en vellykket overgang til en videnbaseret økonomi, men der er også brug for aktiv deltagelse fra andre interessenters side, dvs. virksomheder og statsinstitutioner. For at opnå effektive resultater må uddannelsessektoren omstruktureres og moderniseres, og undervisningsplanerne skal reformeres og gøres tidssvarende for at tilfredsstille arbejdsmarkedets behov. Når betingelserne for, at kandidater kan finde arbejde i små og mellemstore virksomheder, er blevet opfyldt, vil vi have bygget bro over kløften mellem udbuddet af unge specialister og arbejdsmarkedets efterspørgsel.

  Mara Bizzotto (EFD), skriftlig. – (IT) Denne initiativbetænkning indeholder virkelig positive idéer for vores universiteters fremtid. Enhver forandring i det akademiske uddannelsessystem, der kan være med til at modernisere uddannelsesprogrammer og frem for alt bringer kandidaterne og arbejdsverdenen tættere på hinanden, bør hilses velkommen og fremmes.

Nu må det europæiske universitetssystem, et af de vigtigste elementer i vores daglige liv, hvormed vi kan lægge kimen til en robust, varig økonomisk genopretning, åbne sig over for arbejdsmarkedet. Medlemsstaternes institutioner på prioritere at knytte solide forbindelser i form af gensidig udveksling mellem universiteter og virksomheder, og det skal primært være lokale og regionale myndigheder, der har indflydelse på bestræbelser på at føre den økonomiske sektor og uddannelsessektoren sammen. Kun universiteter, der taler med virksomhederne i deres område, kan håbe på at kunne forberede de unge på at komme ud på og forblive på arbejdsmarkedet.

Nu som altid har vi alle brug for uddannelsesinstitutioner, der er moderne, og som frem for alt afspejler de regionale behov. Jeg er overbevist om, at det også er et afgørende element for vores regioners vækst. Derfor stemte jeg for betænkningen.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) I dag er viden vigtigere end nogensinde. Der må gøres mere i forhold til videntrekanten, vedtagelse af en ramme af reformer, der er nødvendige for at gøre viden til en samfundsmæssig værdinorm, og styrkelse af båndene mellem virksomheder og universiteter som f.eks. Det Europæiske Teknologiinstituts videns- og innovationsfællesskaber. Det er afgørende vigtigt, at universiteterne integrerer det økonomiske og samfundsmæssige miljø i deres primære handlingsområde inden for rammerne af deres forsknings- og innovationsprogrammer. Det er afgørende at udvikle en investeringsstrategi for nye kilder til vækst og dermed anspore forskning, udvikling, innovation og uddannelse med henblik på at styrke vores industrielle base, en fortrinlig servicesektor og en moderne økonomi i landdistrikterne. Både offentlige og private højere læreanstalter, universiteter og polytekniske læreanstalter vil spille en meget værdifuld rolle i forhold til at skabe tillid i staterne til disse institutioner. De skal have selvstyre, så de kan bidrage afgørende til Europas udvikling. Det er nødvendigt at styrke de tværfaglige aspekter af uddannelses- og forskningsprogrammer og samarbejdet mellem universiteter. Informations- og kommunikationsteknologier er væsentlige instrumenter til dette formål.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for betænkningen om dialog mellem universiteter og erhvervsliv: Et nyt partnerskab til modernisering af de europæiske universiteter, fordi den fremlægger initiativer, der bidrager til at forbedre europæiske lærendes beskæftigelsesegnethed. Samarbejde mellem uddannelsessektoren og erhvervslivet er afgørende for at bygge bro mellem uddannelsessektorens udbudslogik og arbejdsmarkedets efterspørgselslogik.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg mener, at partnerskaber, der gør det muligt at modernisere universiteter, især dem, der fremmer bedre uddannelse og individuelle kvalifikationer, er afgørende for at forbedre Europas konkurrenceevne. Denne kvalifikation vil blive afspejlet i innovation, forskning og udvikling, som er afgørende for bæredygtig økonomisk og samfundsmæssig vækst. Der må etableres partnerskaber mellem universiteter og virksomheder for at fremme disse arbejdstageres indtræden på arbejdsmarkedet, hvilket vil være med til at reducere de høje ledighedsprocenter, der især opleves for tiden. I den forbindelse ønsker jeg også at gentage vigtigheden af EU’s samhørighedspolitik. Dens midler vil være yderst velegnede til dette formål.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) I marts 2000 i Lissabon og i marts 2002 i Barcelona vedtog Det Europæiske Råd det strategiske mål om at gøre EU til den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, gøre dets uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer til den globale målestok for kvalitet og oprette det europæiske rum for forskning og innovation. Medlemsstaterne har ansvaret for uddannelses- og erhvervsuddannelsespolitik, mens EU’s rolle er at støtte forbedringen af nationale systemer gennem nye instrumenter på EU-plan, gensidig læring og udveksling af oplysninger og god praksis. Den videnbaserede økonomi og hastige teknologiske udvikling udgør udfordringer for videregående uddannelse og forskning i Europa, men de skaber også nye muligheder, som må udnyttes bedst muligt. I den forbindelse er det afgørende vigtigt at etablere kvalitetspartnerskaber mellem de højere læreanstalter og erhvervslivet. Jeg mener, at samarbejde mellem uddannelsessektoren og erhvervslivet på lokalt, regionalt, nationalt og transnationalt plan er afgørende for at bygge bro mellem uddannelsessektorens udbudslogik og arbejdsmarkedets efterspørgselslogik.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Betænkningen om dialog mellem universiteter og erhvervslivet indtager en holdning, som vi ikke betragter som måden at modernisere uddannelsessektoren på. Vi må tage de lurende trusler mod fri, offentlig og demokratisk adgang til uddannelse meget alvorligt. Vi mener, at de fejl, der skyldes Bolognaprocessen, må anerkendes øjeblikkeligt, og i modsætning til hvad ordføreren siger om Bolognaprocessen, må spørgsmålet om mobilitet som et middel til at bringe medlemsstaterne tættere på hinanden og i højere grad bringe dem på lige fod med hinanden afmystificeres.

Endvidere må vi ikke glemme, at Bolognaprocessen ikke er neutral, at der var nyinvesteringer involveret, og at den samtidig har fulgt en politik om at fjerne ansvaret for finansiering af universiteterne fra staten. Spørgsmålet om universiteters selvstyre omtales adskillige gange i betænkningen, og tanken om et ”partnerskab” mellem universiteter og virksomheder tilføjes til dette punkt som en måde at sikre finansiering af institutionerne på. Dette universitet-erhvervsliv-koncept er et skridt væk fra den egentlige mening med og værdi af uddannelse som en universel rettighed og griber uddannelse an ved at kommercialisere den og ribbe den for indhold og kvalitet. Det er en neoliberal tilgang, som vi er imod.

  Filip Kaczmarek (PPE), skriftlig. – (PL) Jeg støttede Schmitt-betænkningen om dialog mellem universiteter og erhvervslivet: Et nyt partnerskab til modernisering af de europæiske universiteter. Jeg vil gerne inderligt takke ordføreren, som desværre ikke længere er medlem af Parlamentet. Jeg gratulerer varmt hr. Schmitt med valget til det ungarske parlament og med valget som formand. Jeg ønsker ham held og lykke.

  Jaromír Kohlíček (GUE/NGL), skriftlig. – (CS) EU befinder sig i øjeblikket i en meget skizofren situation. På den ene side er der tydelig efterspørgsel efter, at universiteter uddanner praktisk orienterede fagfolk på universitetsuddannelserne. På den anden ved dem, der virkelig har forstand på teknisk uddannelse, at de første tre års egentlige studier på universitet skal give de studerende det teoretiske grundlag for videre vellykkede studier. Det er roden til hele misforståelsen. Et forum af universiteter og virksomheder, uanset dets form, vil altid koncentrere sig særligt om ”praktisk anvendelige” kandidater. Men dem, der i virkeligheden forestår grundforskning og vigtig innovation, er primært folk, der har bestået ingeniør-, kandidat- og ph.d.-uddannelser. Hvis de skal kunne opnå vigtige resultater på deres områder, skal disse kandidater naturligvis tilegne sig et ordentligt grundlag inden for de vigtigste tekniske discipliner i de tre første studieår. Det er svært at forestille sig, at de skulle kunne klare sig med matematik på gymnasieniveau og et overfladisk kendskab til de grundlæggende tekniske videnskaber suppleret med en eksamen i enkelt og dobbelt bogholderi og praktisk viden om, hvordan man forbereder projekter til at ansøge om legater. Ansvarlige universitetslektorer taler for et standpunkt, der ikke er meget anderledes end mit, trods alle de forskellige erklæringer, fora, meddelelser og nye partnerskaber. Til fremtidige drøftelser anbefaler jeg derfor, at der skelnes tydeligt mellem universitetsuddannelse i henhold til Bolognaerklæringen og ”traditionel” universitetsuddannelse. De nye, ekstra former for såkaldt livslang læring er naturligvis også ønskværdige.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Dialog mellem universiteter og erhvervslivet er afgørende for de kvalitetsuddannelser, som EU’s unge stræber efter. Samarbejde på alle planer mellem uddannelsessektoren og erhvervslivet er afgørende for at bygge bro mellem uddannelsessektorens udbudslogik og arbejdsmarkedets efterspørgselslogik. Partnerskaber mellem uddannelses- og erhvervsuddannelsesinstitutioner og virksomheder er afgørende for at kunne forbedre de lærendes beskæftigelsesegnethed, iværksætterpotentiale og fortrolighed med arbejdsverdenen. Derfor stemte jeg, som jeg gjorde.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) I sin meddelelse omtaler Kommissionen, at universiteter og højere læreanstalter skal gives reelt selvstyre. Denne form for selvstyre skal gå hånd i hånd med økonomisk selvstyre, og det er urealistisk i den spareperiode, vi kan se frem til. Der er mange eksempler på meget udbytterigt samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet. Behovet for styrket dialog i forbindelse med Bolognaprocessen udtrykkes ikke tydeligt nok, og derfor undlod jeg at stemme.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE), skriftlig. – (LT) Der er næppe nogen af EU’s medlemsstater, der ville betvivle, at samarbejde mellem undervisningssektoren og erhvervslivet er afgørende vigtigt. I betragtning af at krisen har fremhævet ikke kun problemerne med arbejdsløshed, men også vigtigheden af uddannelse, der opfylder markedets behov, glæder det mig, at Parlamentet med sin godkendelse af dette dokument tilstræber at indlede en dialog mellem den akademiske verden og erhvervslivet. Det skal betragtes som noget langsigtet, helt fra begyndelsen af universitetsuddannelserne. Forskellige udvekslingsprogrammer, støtte til praktikpladser i virksomheder, måske endda samråd mellem universiteter og virksomheder om udarbejdelse af læseplaner. Hvis kommende arbejdsgivere integrerer sig med uddannelsessystemet helt fra starten, er der større chance for, at vi kan uddanne specialister, der bedre kan opfylde arbejdsgivernes behov på arbejdsmarkedet.

  Wojciech Michał Olejniczak (S&D), skriftlig. – (PL) Jeg stemte for Parlamentets beslutning A7-0108/2010 om dialog mellem universiteter og erhvervsliv: Et nyt partnerskab til modernisering af de europæiske universiteter (2009/2099 (INI)), fordi den nuværende dynamik på arbejdsmarkedet, den økonomiske udvikling og ændrede udviklingsprioriteter nødvendiggør samarbejde på mange planer. Videregående uddannelser i hele Europa står over for en enorm udfordring. De skal følge med en verden i dynamisk udvikling og markedets foranderlige forventninger til nye medarbejdere. Det er et meget væsentligt aktuelt problem, at uddannelsesmulighederne og -niveauerne ikke svarer til markedets forventninger. Det ville være en uacceptabel fejltagelse at bevare dette system, som er fyldt med uligheder. Alene derfor må de ændringer, vi bør indføre, vedrøre hele uddannelsessektoren og den måde, hvorpå unge mennesker klarer sig på arbejdsmarkedet. Som tidligere formand for Students’ Parliament of the Republic of Poland, en lovbestemt institution, der repræsenterer alle studerende i Polen, møder jeg tit personer, som netop er begyndt på eller er lige ved at afslutte universitetet. Der er ikke særlig stor opmærksomhed på arbejdsmarkedet og dets krav, og uddannelsesniveauet er tilsvarende utilfredsstillende. I både politiske organisationer og studenterorganisationer er der en udbredt opfattelse af, at det vigtige er, hvor mange praktikophold folk har gennemført, hvor mange fag de har studeret, eller hvor mange sprog de kan tale. Men markedet har brug for kvalitet, ikke kvantitet. Derfor er det afgørende, at vi gør noget for at forbedre samarbejdet mellem universiteter, den akademiske verden og erhvervslivet.

  Daciana Octavia Sârbu (S&D), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for Schmitt-betænkningen om at fremme samarbejdet mellem universiteter og virksomheder. Nu om dage må universiteter give sig af med tættere samarbejde med erhvervslivet for på passende vis at kunne leve op til arbejdsmarkedets krav, især i en globaliseret økonomi. I denne forbindelse bør dialog og samarbejde mellem universiteter og virksomheder baseres på gensidighed, tillid og respekt.

Dette mål kan opnås ved at indføre et system med videnkuponer lig det, der er i brug i flere medlemsstater i øjeblikket, og som vil sætte især SMV'er i stand til at forbedre deres forskningskapacitet uden at bringe universiteternes uafhængighed, selvstyre og offentlige natur i fare. Både universiteter og virksomheder kan drage fordel af i fællesskab at udvikle tværfaglige kompetencer og iværksætterevner og af fleksibel tilpasning af forskningsområder, profiler og specialer til behovene i økonomien og hos små og mellemstore virksomheder.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for betænkningen om dialog mellem universiteter og erhvervslivet: Et nyt partnerskab til modernisering af de europæiske universiteter.

EU har brug for at knytte tættere bånd og partnerskaber mellem universiteter og erhvervslivet for at kunne udvikle et samfund baseret på viden og anvendt forskning og forbedre kandidaternes integration på arbejdsmarkedet. Desværre konstateres der stadig oftere uoverensstemmelser mellem kandidaternes evner og de kvalifikationer, som arbejdsmarkedet forlanger.

Jeg opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde mellem- og langsigtede prognoser for de krævede kompetencer for at kunne koordinere studieprogrammerne med den økonomiske udvikling. Endvidere vil jeg gerne henlede opmærksomheden på behovet for at forøge antallet af arbejdspladser, hvilket er en prioritet for EU, især i den aktuelle recession.

Vi opfordrer Kommissionen til ved hjælp af de ressourcer og instrumenter, den har til rådighed, at fremme udviklingen af en iværksætterkultur ved at forenkle procedurer og begrænse bureaukratiet med henblik på at fremme udvekslingen mellem universiteter og erhvervslivet.

Sluttelig vil jeg gerne understrege vigtigheden af livslang læring, især gennem fjernundervisning, der er særligt tilpasset de nye teknologier, og som især er til gavn for personer over 45, der er mere sårbare og udsatte for social udstødelse.

Betænkning: Rebecca Harms (A7-0142/2010)

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) EU beskytter sine borgere. Bortset fra europæiske bestemmelser om farlige produkter, som folk forsøger at få ind på det indre marked, bortset fra fælles foranstaltninger mod terrorisme, bortset fra fælles initiativer til at sikre freden i Europa er EU involveret i nedlæggelsen af kernekraftværker opført i Sovjettiden, der når som helst kan udsætte vores helbred for fare. 24 år efter den forfærdelige ulykke i Tjernobyl glæder det mig at have bidraget til sikkerheden på vores kontinent ved at stemme for denne betænkning. Det er faktisk afgørende, at de foranstaltninger, der iværksættes i Bulgarien i henhold til Kozloduy-programmet, fortsættes i perioden fra 2010 til 2013.

  Gerard Batten, John Bufton og Derek Roland Clark (EFD), skriftlig. – (EN) UKIP anser sikkerheden i forbindelse med elproduktion ved hjælp af kernekraft som meget vigtig, men betragter EU’s støtte til Bulgarien, angiveligt med dette formål, som værende motiveret af politiske overvejelser (ved at forhindre oparbejdning af fissilt materiale i bekvem nærhed til Bulgarien i nabolandet Rusland) og doktrinære overvejelser (indførelsen af urealistiske politikker om vindkraft) samt af et ønske om at finansiere lokale bevaringsprojekter, hvilket ikke hører under samme sagsområde som nedlukning. Derfor har UKIP’s medlemmer af Parlamentet stemt imod de ekstra midler, som betænkningen anmoder om.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) De regler vedrørende kernekraft og radioaktivt affald, der var i kraft i central- og østeuropæiske lande inden deres tiltrædelse, var mindre krævende end de regler, der var gældende for EU på daværende tidspunkt. EU’s intervention og økonomiske støtte var derfor nødvendig med henblik på at styrke beskyttelsen af menneskers sundhed og miljøet. Det forslag, vi skal stemme om, passer ind i denne ramme.

Forslaget om en forordning fremlagt af Kommissionen har til formål at yde økonomisk støtte til nedlukningen af blok 1 til 4 på Kozloduy-kernekraftværket i Bulgarien og at sikre, at der tages hånd om de resulterende radioaktive materialer. Ifølge ordføreren kan sikkerheden komme i fare uden EU-støtte, eftersom reaktorer af typen WWER 440/230 har alvorlige konstruktionsfejl, som det ikke ville være muligt at overvinde.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Beskyttelsen af og støtten til menneskers sundhed og miljøet er områder med høj prioritet i den europæiske udviklingspolitik. I lyset heraf mener jeg, at det er fuldstændig afgørende, at EU sikrer tilstrækkelige økonomiske og tekniske ressourcer til nedlukning af blok 1 til 4 på Kozloduy-kernekraftværket i Bulgarien, som Parlamentet taler for i denne beslutning. Derved lukker Europa en væsentlig producent af højradioaktive udledninger og eliminerer risikoen for alvorlige ulykker. Sideløbende med sikkerhedsvilkårene for nedlukningsoperationer er det afgørende, at Det Europæiske Fællesskab indtager en aktiv rolle i forhold til at hjælpe Bulgarien med at overvinde de negative virkninger, som nedlukningen vil have for den økonomiske konkurrenceevne, bæredygtig energi og arbejdsmarkedets tilstand. I denne forbindelse må EU’s interventionsstrategi sikre støtte til fremme af jobskabelse og bæredygtig industri i de områder, der påvirkes af nedlukningen.

  Rebecca Harms (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) I dag bevilgede Parlamentet 300 mio. EUR til yderligere hjælp til nedlukning af blok 1 til 4 på Kozloduy-kernekraftværket. Jeg støtter beslutningen, idet der vil blive behov for yderligere hjælp for at sikre sikker nedlukning af reaktorerne. Men Parlamentet afviste at benytte disse midler til at finansiere forurenende brunkulsfyrede værker. Også forslaget om at anvende en del af midlerne til at hjælpe Bulgarien med at finde en løsning til endelig bortskaffelse af atomaffald blev forkastet. Det fik mig til at stemme imod det ændrede forslag. Men jeg undlod at stemme om den lovgivningsmæssige beslutning om at tillade EU-finansiering af nedlukning.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Vi kan kun glæde os over ethvert skridt hen imod at nedlægge et kernekraftværk og gennemføre forskningsprogrammer for vedvarende energi og atomaffald. Dette er et skridt hen imod gradvis udfasning af kernekraft, hvilket vi går ind for. Jeg vil dog gerne understrege, at jeg er forbløffet over, at der insisteres på ”endelig bortskaffelse” af atomaffald. I betragtning af de risici, denne metode udgør for vores økosystem, er den ikke nogen langsigtet løsning.

De manglende garantier vedrørende bevilling af økonomisk støtte fra EU til fremme af nedlukningen bekymrer mig også. Hvordan kan vi være sikre på, at en del af de 300 mio. EUR ikke anvendes til at finansiere det nye Belene-kernekraftværk i Bulgarien. Har kommissær Oettinger ikke allerede givet tilsagn om finansiering af dette projekt? Jeg stemmer for betænkningen i håbet om, at Kozloduy-reaktorerne langt om længe bliver lukket ned.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Central- og østeuropæiske landes tiltrædelse til EU og deres brug af kernekraft har ført til behovet for at yde økonomisk støtte til disse lande, så de kan håndtere atomaffald på en effektiv måde og forbedre beskyttelsen af menneskers sundhed og miljøet. Den økonomiske støtte, der blev vedtaget, falder derfor inden for rammerne. Derfor stemte jeg, som jeg gjorde.

  Alajos Mészáros (PPE), skriftlig. – (HU) I sin tiltrædelsesaftale indvilgede Bulgarien ligesom Slovakiet og Litauen i at nedlægge en del af sin kernekraftproduktion. Indtil 2009 blev der ydet økonomisk støtte til permanent nedlukning af Kozloduy-kernekraftværket, men ligesom med de andre medlemsstater blev der anmodet om en forlængelse indtil 2013. Til dette formål vil det modtage omkring 860 mio. EUR i støtte. Men en fuldstændig nedlukning tager lang tid, eftersom det ikke er nok blot at koble kernekraftværket af nettet. I sådanne tilfælde, hvor der er ønske om at lukke et kernekraftværk tidligere end planlagt, må der træffes foranstaltninger til en erstatningsenergiforsyning. Bulgarien har ikke ødelagt sin energiforsyning, men det påvirker nabolandene, som ikke længere modtager elektricitet. Lukningen af fire reaktorer medfører et tab på 1 700 MW elektricitet for Bulgarien.

Uden økonomisk støtte fra EU er den bulgarske regering ude af stand til på sikker vis at bortskaffe det brugte brændsel, hvoraf en del under alle omstændigheder blev bortskaffet et sted uden for EU’s medlemsstater. Jeg er også opmærksom på, at den bulgarske regering ikke har nogen reserver, den kan trække på i tilfælde af permanent nedlukning, og derfor må vi yde støtte. Vi har allerede investeret en hel del penge i permanent lukning af kernekraftværker, men lad os overveje, om det ikke ville være til større gavn, hvis vi moderniserede kernekraftværkerne i stedet for at lukke dem. Jeg tænker ikke specifikt på Kozloduy. Vi er nødt til at støtte en forbedring af sikkerhedsstandarderne i Central- og Østeuropa, eftersom det er på grund af deres lave standarder, at kernekraftværker må lukkes.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Så længe der ikke findes en tilfredsstillende løsning på problemet med endelig bortskaffelse af radioaktivt affald, er det ingen overraskelse, at kandidatlandene ikke ved, hvilken mulighed de skal vælge. Vi må sørge for, at vi ikke yder økonomisk støtte til at forbedre beskyttelsen for mennesker og miljø blot for at opdage, at brændselselementerne bliver solgt og muligvis brugt til militære formål. Det er naturligvis i hele Europas sikkerheds- og miljømæssige interesse at finde en endelig bortskaffelsesløsning. Men videresalg af atomaffald må standses.

Når vi har nået et punkt, hvor nedlukningen af to reaktorer koster 1,78 mia. EUR, er det tydeligt, at eventyret om billig, klimavenlig kernekraft er forbi. Denne betænkning fremhæver nogle af problemerne i forbindelse med kernekraft og nedlukning af atomreaktorer, og derfor stemte jeg for.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) I overensstemmelse med de forpligtelser, som Bulgarien påtog sig i sin tiltrædelsestraktat med EU, må landet lukke blok 1 til 4 på Kozloduy-kernekraftværket, hvilket EU har ydet økonomisk støtte til indtil 2009. Jeg stemte for denne betænkning om støtte til Bulgariens initiativ til at modtage yderligere 300 mio. EUR i støtte frem til 2013 for at gennemføre nedlukningen af Kozloduy-kernekraftværket, rydde op på området og håndtere det resulterende affald på en bæredygtig måde og under forhold, der ikke medfører skader på folks helbred og på miljøet.

Endvidere støtter jeg Kommissionens anmodning om at overvåge og inspicere gennemførelsen af alle de projekter, der skal finansieres af denne bevilling, nemlig forskning/innovation med henblik på at indføre teknologier baseret på vedvarende energikilder for at opfylde kravet om at realisere en yderligere reduktion på 18 000 kt CO2-ækvivalenter som følge af nedlukningen. Særlig opmærksomhed må gives til at omskole arbejdsstyrken for at forhindre, at arbejdsløsheden stiger endnu mere, og til lokalsamfundenes udvikling, især under den aktuelle krise. Alle disse processer må gennemføres på en måde, der er fuldstændig gennemsigtig for borgerne i overensstemmelse med bestemmelserne i alle de multilaterale miljøaftaler, som Bulgarien er underskriver af (Århus, Espoo osv.).

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Som forventet mistede vi Grønne vores sidste chance for at ændre Harms-betænkningen under plenarafstemningen om Fællesskabets økonomiske støtte til nedlukning af blok 1-4 i Kozloduy-kernekraftværket i Bulgarien.

I dag vedtog Parlamentet at give 300 mio. EUR (frem til 2013) til Bulgariens aktuelle program til nedlukning af 4 atomreaktorer i Kozloduy. Dette positive signal over for Bulgarien var årsagen til, at ordføreren og Verts/ALE undlod at stemme om lovforslaget.

Takket være De Grønne har Parlamentet endelig anerkendt, at Bulgarien dårligt nok har en politik for endelig bortskaffelse af atomaffald. Men med hjælp fra PPE og S&D lykkedes det den bulgarske regering at undgå bestemmelser, der ville fremme reelle fremskridt i forhold til endelig bortskaffelse. I øjeblikket overføres de største farer for mennesker og miljø til Rusland, hvortil de mest bestrålede brændselselementer eksporteres.

Ikke desto mindre er det lykkedes Parlamentet at sikre flere bestemmelser om offentlig deltagelse, gennemsigtighed, inspektion og rapportering end i Kommissionens oprindelige forslag. Nu får vi se, om nogle af dem bliver indarbejdet af Rådet, som har det sidste ord, eftersom Parlamentet kun høres i spørgsmål vedrørende kernekraft.

  Viktor Uspaskich (ALDE), skriftlig. – (LT) Ligesom med Bulgariens Kozloduy-kernekraftværk var nedlukningen af Ignalina-kernekraftværket i Litauen en af betingelserne for tiltrædelse til EU. Nedlukningen af Ignalina-kernekraftværket i 2009 har haft alvorlige følger for Litauen. Efter at Litauen genvandt sin uafhængighed i 1991, bidrog Ignalina-kernekraftværket i høj grad til vores økonomi og dækkede over 70 % af vores lands energibehov. På grund af nedlukningen blev vi tvunget til at opgive vores status som energieksportør og blev importør af en lang række energiformer. Ignalina-kernekraftværket var en billig energikilde for industrien og forbrugere, ligesom det var en kilde til indtægter takket være eksporten. Ligesom nedlukningen af Kozloduy vil Ignalinas forsvinden føre til mistet forretningsvirksomhed og færre arbejdspladser for den lokale økonomi. Fuld økonomisk støtte fra EU til Kozloduy og Ignalina er vigtig for at afhjælpe nogle af de økonomiske og sociale følger af nedlukningen af de to kernekraftværker. De seneste års finansielle uro har rystet Litauen og mange af EU’s medlemsstater og har indtil videre sat en stopper for håbet om at opføre nye avancerede kernekraftværker i den nærmeste fremtid. Men det ville være tåbeligt af os helt at opgive kernekraftværker. Atomteknologi er på ingen måde en patentløsning på vores energisikkerhed og naturkatastrofer, men brugen af effektiv og sikker atomenergi kunne bidrage til at overvinde langsigtede strategiske udfordringer.

Betænkning: Lambert van Nistelrooij (A7-0138/2010)

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Strukturfondene, som er etableret i vores regioner, skal knyttes bedre sammen med europæiske lån til forskning og innovation. van Nistelrooij-betænkningen indeholder nyttige anbefalinger til at forbedre anvendelsen af alle disse lån. Det er et ubestrideligt potentiale for finansiering og vækst i vores territorier her. Ligeledes kan større synergier mellem de forskellige finansielle instrumenter kun være til gavn på et tidspunkt, hvor vi er nødt til at kickstarte den økonomiske aktivitet. Sluttelig bør alle disse fonde involveres i gennemførelsen af EU 2020-strategien. Jeg har noteret mig betænkningens kvaliteter og støttede den med min stemme.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Der kan tages mest effektivt hånd om innovation på regionalt plan på grund af nærheden til f.eks. universiteter, offentlige forskningsinstitutioner og industrien og ved at fremme partnerskaber inden for videnoverførsel og ved udveksling af bedste praksis mellem regioner. Samhørighedspolitik er et væsentligt element i den europæiske integrationsproces og en af de mest succesrige EU-politikker, der fremmer konvergens mellem stadig mere forskellige regioner og stimulerer vækst og beskæftigelse. Fremme og anvendelse af vellykkede modeller i videntrekanten er afgørende, og det samme er det at sikre bæredygtig udvikling af regionale strategiske forskningsrammer for innovation sammen med erhvervslivet, forskningscentre, universiteter og offentlige myndigheder. Jeg vil gerne fremhæve potentialet ved regionale ”klynger” af dem, der leder vejen for videnbaseret mobilisering af den regionale konkurrenceevne, og inddragelse af udviklingen af ”klynger” i både programmet for konkurrenceevne og innovation og det syvende rammeprogram. Jeg vil også gerne henlede opmærksomheden på vigtigheden af de videns- og innovationsfællesskaber, der oprettes inden for rammerne af det europæiske åbenhedsinitiativ, som forbinder de vigtigste regionale videnbaserede ”klynger” i Europa. Jeg opfordrer til, at udveksling af viden i regionale ”klynger” fremmes gennem strukturfondene, eftersom disse "klynger” repræsenterer en stor mulighed, især for mindre gunstigt stillede regioner.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg mener, at det er på sin plads at analysere den måde, hvorpå den vejledende ramme for Fællesskabets strategiske retningslinjer 2007-2013 og navnlig "Retningslinje 1.2: bedre viden og innovation til sikring af vækst" blev fulgt af medlemsstaterne og regionerne i deres nationale strategiske referencerammer (NSR) og operationelle programmer. En sådan analyse giver os mulighed for at få et mere konkret indblik i, hvad der er blevet gjort, og hvilke udfordringer der fortsat skal overvindes på et område, der i stadig højere grad er på dagsordenen. I krisetider er det ikke kun nyttigt, men strengt nødvendigt at undgå spild og dobbeltarbejde. Efter min mening er det vigtigt at udføre en grundig vurdering af, hvordan samhørigheds-, forsknings- og innovationspolitikker er knyttet til deres instrumenter (strukturfonde, syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling og rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation), for at gøre dem mere effektive og produktive.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Forskning og innovation er prioriterede områder og absolut afgørende for konkurrenceevnen og den europæiske økonomis succes i den aktuelle globale krise, intense konkurrence og intensiverede indsats for at tage hånd om nye udfordringer såsom klimaforandringer og territorial samhørighed. Denne krise skærper risikoen for regionale skævheder og forværringen af økonomiske og sociale forhold i de mindst gunstigt stillede regioner. I lyset heraf støtter jeg beslutningen, som understreger det akutte behov for at opnå større effektivitet, fleksibilitet og forenkling af adgangen til strukturfondene for derved at sikre hurtig adgang til støtte- og finansieringsmekanismer for nye forretningsprojekter og for at puste nyt liv i små og mellemstore virksomheder. Det er en strategi, der er yderst relevant og vigtig for EU’s territoriale samhørighed, fordi den samtidig sikrer, at krisen bliver til en mulighed for at udnytte styrker og forbedre effektiviteten ved ressourcernes rentabilitet.

  Petru Constantin Luhan (PPE), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for denne betænkning, fordi forskning, udvikling og innovation er nøgleelementer, der kan hjælpe EU med at komme hurtigere og stærkere ud af den aktuelle økonomiske krise og samtidig opfylde de foreslåede økonomiske og udviklingsmæssige mål. Det kræver en sammenhængende politik, der er målrettet og ordentligt finansieret. Men efter min mening må der tages højde for regionernes forskellige sociale og økonomiske forhold. Man må acceptere grænser, og der må udstikkes mål baseret på den aktuelle situation, mens behovene skal identificeres ved at høre alle lokale, regionale og nationale organer.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Innovation er vigtig, men det kan ikke dikteres ovenfra, som Europa 2020-strategien forsøger. Det kan til gengæld støttes ved hjælp af støtteprogrammer. Det giver ikke megen mening, at ansøgere om støtte står over for en jungle af forskellige finansieringsinstitutioner og regler på grund af den manglende koordinering mellem EU og medlemsstaterne. Hvert skridt, vi tager hen imod forenkling, er en god ting, forudsat at de ikke giver mulighed for misbrug. De metoder, der beskrives i betænkningen, ser ud til at være gode, og jeg har stemt for dem.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Samhørighedspolitik er et væsentligt element i den europæiske integrationsproces og en af de mest succesrige EU-politikker, der fremmer konvergens mellem stadig mere forskellige regioner og stimulerer vækst og beskæftigelse, I den aktuelle periode 2007-2013 har alle medlemsstater afsat en betydelig del af deres samlede økonomiske bevillinger til innovations- og udviklingsaktiviteter. Jeg mener, at samhørighedspolitikken befinder sig i en position til at skabe synergier med forsknings- og innovationspolitikker i forhold til kapacitetsopbygning, netværksrelationer og videnoverførsel.

Bedre brug af midlerne vil medføre bedre forsknings-, videns- og innovationskapacitet i de forskellige regioner og styrkelse af det territoriale aspekt af partnerskaber i udformningen og gennemførelsen af offentlige politikker. Denne betænkning er et initiativ, som jeg støtter, fordi jeg mener, at det er afgørende, at der gennemføres synergier mellem strukturfondene beregnet på forskning og innovation og det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling med henblik på større effektivitet i opnåelsen af vidensamfundets mål.

Betænkning: Liem Hoang Ngoc (A7-0147/2010)

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for beslutningen som vedtaget af Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg. I dag er de offentlige finansers langsigtede holdbarhed grundlæggende for den europæiske økonomiske og finanspolitiske troværdighed. Det har den græske krise vist. Stående over for markederne og kreditvurderingsbureauerne er de offentlige magthavere nødt til at demonstrere deres ansvarlighed. Det er også nødvendigt på grund af den demografiske realitet af i dag og i fremtiden. Derfor forkastede jeg med bestemthed de standpunkter, som ordføreren, hr. Hoang Ngoc, slog til lyd for, og som opfordrer til, at politikken i forhold til offentlig gæld videreføres. Vi må formode, at utallige medlemsstaters offentlige finanser ikke er holdbare, og have modet til at gøre noget ved det. Vores båd tager vand ind. Selv om vi endnu ikke er ved at synke, er det på høje tid, at vi begynder at øse.

  Françoise Castex (S&D), skriftlig. – (FR) Under afstemningen torsdag den 20. maj om betænkningen af det socialdemokratiske medlem af Parlamentet Liem Hoang Ngoc om offentlige finansers langsigtede holdbarhed stemte UMP- og MoDem-grupperne i Parlamentet med stor entusiasme for en tekst, som Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) og Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa havde ændret linje for linje for at forvandle den til et neoliberalt manifest. Jeg stemte imod teksten, som er en fornærmelse mod Europas borgere. UMP og MoDem fremmaner de uholdbare underskuds spøgelse for at retfærdiggøre spareforanstaltninger i hidtil uset omfang i hele Europa fra 2011. De foreslår at forvandle stabilitetspagten til en social regressionspagt. I denne tekst går højrefløjen så vidt som at afvise oprettelsen af et europæisk offentligt kreditvurderingsbureau, samtidig med at de private bureauer slår på tromme og fører an i spekulative angreb mod staterne i euroområdet. Men den glemmer, at de voksende underskud først og fremmest er en følge af krisen, bankredningspakkerne og de neoliberale politikkers fiasko. I dag sender højrefløjen regningen til borgerne.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) De enorme underskud og gældsposter, som mange medlemsstater står over for, er virkelig et vigtigt problem, der har forårsaget den finanskrise, vi oplever, og som vi alle er nødt til at gøre noget ved. Men årsagerne til disse finansielle fejltrin er ikke de årsager, som ordføreren påpeger. Statsbudgetter er blevet afsporet, fordi a) staternes forbrug (sociale udgifter, forbrug til vækst) forøges under enhver krise, b) forretningsbankerne blev reddet, og c) skattekonkurrencen er blevet intensiveret med en tydelig reduktion i selskabsskatten gennem de sidste 20 år. Følgelig er vores analyse af fakta fuldstændig anderledes end ordførerens, idet han mener, at regeringerne er ansvarlige for den finansielle afsporing.

  George Sabin Cutaş (S&D), skriftlig. – (RO) Sidste år udgjorde budgetunderskuddene og den offentlige gæld i euroområdet henholdsvis 6,3 % og 78,7 % af BNP, hvilket var langt mere end angivet i stabilitets- og vækstpagten. Stabilitets- og vækstpagtens begrænsninger er blevet fremhævet under den aktuelle krise, idet den ikke har været tilstrækkelig til at harmonisere de nationale økonomier. Derfor støtter jeg en revision af pagten og en undersøgelse af alternative mekanismer til genopretning af konvergensen mellem økonomierne i EU samt etableringen af et europæisk offentligt kreditvurderingsbureau og tættere koordinering af medlemsstaternes budget- og pengepolitikker. Faktisk anser jeg Den Europæiske Centralbanks beslutning i sidste uge om at købe obligationer udstedt af regeringerne i euroområdet som et positivt skridt. Jeg besluttede at stemme imod den endelige betænkning om offentlige finansers langsigtede holdbarhed, fordi disse aspekter, som jeg betragter som grundlæggende for at sikre stabiliteten af det indre marked og for at bevare en moderne velfærdsstat i Europa, er blevet fjernet fra betænkningen.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) I den nuværende situation, hvor mange lande står over for alvorlige vanskeligheder med deres offentlige finanser, er det afgørende at indføre politiske foranstaltninger, der fører til økonomisk og social stabilitet, men især nogle, der stimulerer væksten. Ud over underskuddet må den offentlige gæld analyseres og god praksis på området indføres, så der åbnes mulighed for en mere stabil situation, og en gentagelse af de samme fejl i fremtiden forhindres. Jeg anser det også for afgørende at indføre rimelige kriterier for udtrykket økonomisk genopretning, eftersom medlemsstaterne befinder sig i forskellige situationer. Sluttelig vil jeg understrege behovet for en konkurrencedygtig skattepolitik, ikke kun for EU, men også i forhold til investeringer i tredjelande.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Som den aktuelle krise med sine voldsomme konsekvenser på den økonomiske udvikling, borgernes livskvalitet og den sociale stabilitet har vist, er de offentlige finansers holdbarhed en forudsætning for økonomisk genopretning og pålidelig udvikling. Det står også klart, at revideringen af stabilitets- og vækstpagten er utilstrækkelig. Derfor vil jeg gerne gentage behovet for at styrke EU-institutionernes mekanismer med henblik på større integration og territorial samhørighed for derved at sikre større interventions- og beskyttelseskapacitet med det formål at modvirke risici og afvigelser fra fælles politikker. Jeg vil også gerne understrege de sociale bekymringer, der fremhæves i betænkningen, som advarer mod den store ulighed mellem borgernes indtægter. Det er en situation, der underminerer produktiviteten og den økonomiske konkurrenceevne. Jeg er derfor enig i behovet for at tilskynde medlemsstaterne til at indføre hensigtsmæssige reformer for at tage hånd om disse uligheder. Skattemæssig retfærdighed og effektiv offentlig statsforbrug er afgørende for den økonomiske genopretningsproces og for den sociale samhørighed. Reduktion af fattigdom, sikring af social samhørighed og stimulering af økonomisk vækst og produktivitet er ubestridelige prioriteter i EU, og de vil bestemt få gavn af en gradvis reduktion i skattetrykket på arbejde og på små og mellemstore virksomheder.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. – (FR) Jeg er enig med betænkningen i, at de nuværende niveauer for offentlig gæld og underskud vil blive vanskelige for kommende generationer at bære, men de er også et alvorligt problem i dag. Men jeg er uenig i de foreslåede løsninger. Jeg mener ikke, at en betænkning, der udelader årsagen til den aktuelle eksplosion i gæld og underskud, kan tages alvorligt. I stedet skal man bemærke, at det er medlemsstaternes – og dermed Europas borgeres og skatteyderes – overtagelse af bankers og finanssektorens private gæld, der er årsag til, at disse underskud er vokset så meget. Vi må slå det fast med syvtommersøm, at EU og Eurogruppen kun er skredet til handling nu for at behage de markeder, som De anser for at være rationelle og effektive, men som går i panik, når underskuddet bliver for stort, og går i panik en gang til, fordi de er bange for, at de foranstaltninger, der er iværksat for at reducere det, kan være til hinder for en antydning af økonomisk genopretning. De har mæsket sig ved at tage en høj pris for risikoen ved den græske gæld, som De netop har elimineret ved at vedtage de seneste foranstaltninger. De har vundet på alle fronter og forøget deres egen profit endnu mere. Pyt med konsekvenserne for realøkonomien og folket.

  Sylvie Guillaume (S&D), skriftlig. – (FR) Jeg så mig tvunget til at stemme imod min kollega Liem Hoang Ngocs betænkning, som den europæiske højrefløj og De Liberale færdiggjorde på en måde, der har berøvet den sin substans, så den blot forsvarer dogmatisk overholdelse af stabilitetspagten og dermed spareforanstaltningerne. Budgetpolitik er ikke et mål i sig selv, det er et værktøj, der reagerer på politiske mål. Det burde ikke være besparelser, der blev prioriteret, for så kvæler vi den lille vækst, der er. Det, vi har brug for, er en filosofi om voksende beskæftigelse, som vi er nødt til at forsvare. Med dette for øje må EU tildeles de nødvendige ressourcer til at handle, hvilket indebærer at give os selv værktøjer til at styre økonomien hen over dem, der i øjeblikket er tilgængelige for os i henhold til stabilitetspagten, og som er utilstrækkelige.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Dette dokument beviser ønsker om at skabe et omfordelingssystem, der imødekommer hele samfundet. Dets positive forslag vedrører migrationspolitik. Det afviser de ”vilkårlige nedskæringer”, der er foretaget i offentlige investeringer i krisens navn. Men derefter indføres der en omvendt logik i forhold til bestemte forslag.

Højere pensionsalder, billigelse af stabilitets- og vækstpagten som en løsning på krisen, selv om den tydeligvis er en af årsagerne, ros til Den Europæiske Centralbank for at redde banksektoren og støtte til en social økonomi baseret på et bæredygtigt, konkurrencedygtigt marked – teksten er fyldt med gentagelser af utallige neoliberale dogmer. Krisen vil ikke gøre nogen forskel, for Europa er blindet af sin dogmatisme og vender det døve øre til borgernes krav. Jeg stemmer imod denne betænkning.

  Claudio Morganti (EFD), skriftlig. – (IT) På trods af, at den globale økonomiske og finansielle krise i bekymrende grad rammer nationale budgetters holdbarhed, indeholder betænkningen fremlagt for Parlamentet afsnit, der forhindrer mig i at stemme for.

For det første står der i punkt 59, at vi kan være med til at standse krisen ved at øge beskæftigelsesniveauet, og det foreslås, at der vedtages politikker til fremme af indvandring fra uden for EU, som endda skal føre til tildeling af statsborgerskab. På den ene side blander teksten unødigt det økonomiske spørgsmål sammen med migrationspolitik, oven i købet samtidig med at den ser bort fra den allerede høje arbejdsløshed.

På den anden synes jeg ikke, at Europa skal fremme tildeling af statsborgerskab. Endvidere tilsigter nogle af ændringsforslagene indførelsen af en skat på finansielle transaktioner og et europæisk kreditvurderingsbureau. Vi opnår bestemt ikke bedre regulering af de finansielle markeder ved at indføre en ny skat.

Sluttelig, hvad angår oprettelsen af et offentligt kreditvurderingsbureau, rammer ændringsforslaget ved siden af, for den bedste praktiske måde at beskytte investorers tillid på er ved at garantere kreditvurderingsbureauernes upartiskhed og uafhængighed og ikke ved at underkaste dem politisk indflydelse.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Det ærgrer mig dybt, at det endelig er lykkedes højrefløjen at ”kapre” denne betænkning om offentlige finanser, og at den har ændret dens hovedsigte, så den nu er en meget neoliberal betænkning. Jeg roser ordføreren, hr. Hoang Ngocs, beslutning om at fjerne sit navn fra den.

  Marc Tarabella (S&D), skriftlig. – (FR) Det er ganske enkelt uacceptabelt, at denne betænkning er blevet vedtaget af flertallet bestående af Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) og Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa. Det er grunden til, at Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet sammen med vores ordfører, hr. Hoang Ngoc, har stemt imod den. Hvordan kan man ønske at lade vores medborgere betale for en krise, som banker og spekulanter i høj grad har ansvaret for? De foranstaltninger, som PPE-Gruppen og ALDE-Gruppen taler for, nemlig hurtig konsolidering af de offentlige finanser, nedskæring i det offentlige forbrug, især pensioner og sundhedspleje, og betingelsesløs indførelse af stabilitets- og vækstpagten vil have katastrofale langsigtede konsekvenser for vores samfund. Vi er på vej direkte mod en katastrofe, hvis vi ikke etablerer en skat på finansielle transaktioner, som hr. Hoang Ngoc har foreslået, og hvis vi ikke iværksætter holdbare genopretningsforanstaltninger. Lad os ikke tvinge Europas borgere i knæ.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Hovedformålet med denne betænkning var at analysere de offentlige finansers langsigtede holdbarhed i forbindelse med økonomisk genopretning. Plenarforhandlingen kunne ikke være kommet på et mere passende tidspunkt set i lyset af den enestående økonomiske og finansielle forståelse, der blev opnået i sidste uge blandt europæiske ledere. På den ene side signalerer den vedtagne pakke med foranstaltninger – især frigivelsen af støtte til Grækenland, den fremskyndede omstrukturering af medlemsstaternes offentlige finanser og oprettelsen af en finansiel stabiliseringsmekanisme – stærk solidaritet. Men det må påregnes, at de nødvendiggør en periode med opofrelse, som vil påvirke alle europæere. Disse ofre må fordeles på en retfærdig og afbalanceret måde. Tiden er inde til modige beslutninger på nationalt plan med en lang tidshorisont for øje og uden at hoppe over, hvor gærdet er lavest. De offentlige finanser balanceres ved at nedskære forbruget og forøge indtægterne eller begge dele samtidig.

Under en økonomisk recession har vi ingen anden mulighed end at nedbringe det offentlige forbrug betydeligt ved at eliminere spild og optimere statens drift. Efter adskillige ændringer fokuserer det endelige indhold i beslutningsforslaget på nogle af disse udfordringer. Derfor stemte jeg for.

  Viktor Uspaskich (ALDE), skriftlig. – (LT) I 2009 ramte Litauen og nogle af vores naboer i EU næsten bunden. Gribbene cirkler måske ikke over vores hoveder, men vi føler os stadig ikke sikre. Litauens BNP faldt med 4,1 % fra kvartal til kvartal og i første kvartal af 2010. De fleste litauere forstår, at behovet for hårde ofre og alvorlige foranstaltninger ikke vil forsvinde fra den ene dag til den anden. De offentlige finansers langsigtede holdbarhed er afgørende for at opnå stabilitet og vækst. Løsningen er at nedbringe budgetunderskuddet. I betænkningen bemærkes det ganske præcist, at stor gæld og store underskud truer holdbarheden og kunne få katastrofal indflydelse på beskæftigelse, den offentlige sundhedspleje og pensioner. Vi kan ikke tage let på den beslutning, vi skal træffe – det voksende statsunderskud er ved at udvikle sig til en enorm byrde for kommende generationer. Finansiel stabilitet er vigtig for genopretningen af Litauens og Europas økonomier. Derfor støtter jeg de foranstaltninger, der har været til forhandling denne uge, f.eks. forslagene om Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici og Det Europæiske Finanstilsynssystem. Mere end nogensinde har vi brug for gnidningsløs koordinering af markeder og hedgefonde og bedre tilsyn. Vi er også nødt til at fortsætte med en seriøs gennemførelse af vores internationale forpligtelser. Og det vigtigste er, at det er afgørende at genvinde offentlighedens tillid og genoprette den økonomiske selvagtelse i hvert af vores lande. Det kan vi opnå ved at sikre de offentlige finansers langsigtede holdbarhed, tale lige ud af posen og være gennemsigtige i alt, hvad vi foretager os.

Betænkning: Ricardo Cortés Lastra (A7-0129/2010)

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Betænkningen om samhørighedspolitikkens bidrag til opfyldelse af Lissabonmålsætningerne og EU 2020-målene er væsentlig derved, at den illustrerer, i hvor høj grad denne politik kan bidrage til EU’s fremtid. Strukturfondene, som garanterer samhørigheden af de europæiske territorier og finansiel innovation, er med til at bevirke initiativer, som uden tvivl skaber vækst i regionerne. Jeg mener oprigtigt, at samhørighedspolitikken vil være et afgørende instrument for at opfylde EU 2020-målene, og derfor stemte jeg for betænkningen.

  Mara Bizzotto (EFD), skriftlig. – (IT) De vanskeligheder, der altid er blevet fremhævet af Europas kulturarvs politiske, sociale og økonomiske mangfoldighed – som del af et stort, men uensartet territorium – har siden 1980’erne ført til udviklingen af samhørighedspolitikken. I cykliske faser fra én programmeringsperiode til den næste har Europa stået over for behovet for at opdatere sine samhørighedsmål. Det har det gjort ved at reformere både de midler, af hensyn til hvilke strukturfondene har været, er og fortsat vil være det fundamentale finansielle grundlag for enhver EU-politik, der har til formål at forøge den interne samhørighed, og målene, hvormed de forskellige formål og individuelle initiativer konstant er blevet nyorienteret i overensstemmelse med tidens krav. Jeg går ind for hr. Cortés Lastras initiativbetænkning, for Europa 2020-strategien må inddrages blandt samhørighedspolitikkens mål for perioden 2007-2013 og støttes af målet om territorial samhørighed og af den pragmatiske tilgang, som det er at dele målene på lokalt plan. Kun på denne måde kan vi undgå risikoen for, at Europa 2020-strategien bliver reduceret til noget, hvor eurokratiet fremmer sine egne sager, som det var tilfældet med Lissabonstrategien.

  Alain Cadec (PPE), skriftlig. – (FR) Strukturfondene spiller en afgørende rolle for udviklingen af EU 2020-strategien, for så vidt at de udgør et effektivt instrument for økonomisk udvikling i alle Europas regioner. Hr. Cortes Lastras betænkning påpeger med rette, at Lissabonstrategien kun opnåede konkrete resultater, da den blev knyttet til samhørighedspolitikken. Derfor er jeg enig med ordførerens anbefalinger af de forbedringer, der må gennemføres af forvaltningssystemet i EU 2020-strategien i forhold til Lissabonstrategien. Det er altafgørende at knytte tættere bånd mellem lokale og regionale myndigheder og interessenter fra civilsamfundet inden for rammerne af forvaltning på flere planer. Sammen med ordføreren understreger jeg vigtigheden af en forenklet tilgang til brugen af strukturfondene inden for den fremtidige lovramme. Enkelhed er trods alt en af nøglerne til effektivitet.

  Mário David (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg går fuldt og helt ind for betænkningens forslag om at tilstræbe inddragelse i samhørighedspolitikken for at forfølge målene for EU 2020-strategien. Den nye Lissabontraktat styrker princippet om økonomisk, social og territorial samhørighed, og uden denne solidaritetsklausul er EU i sig selv meningsløst! Det ultimative mål med samhørighedspolitikken er at reducere skævhederne mellem de forskellige regioners økonomiske udviklingsniveauer og gøre noget ved den strukturelle tilbageståenhed i de mindst gunstigt stillede og mest afsidesliggende regioner. I tilgangen til 2020-strategien, som beskæftiger sig med at fremme vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse, er det vigtigt at bemærke, at samhørighedspolitikken kan være et vigtigt instrument i forhold til at opnå de mål, som strategien udstikker.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Det ultimative mål med samhørighedspolitikken er at reducere skævhederne mellem de forskellige regioners økonomiske udviklingsniveauer ved at målrette ressourcer specifikt mod vækst og beskæftigelse. EU 2020-strategien medfører væsentlige og ambitiøse udfordringer for Europa på fem områder, der betragtes som strategiske: (1) beskæftigelse, (2) innovation og forskning, (3) klimaforandringer og energi, (4) uddannelse og (5) fattigdomsbekæmpelse. Som sagt er det en ambitiøs og dristig strategi. Jeg er enig med ordføreren i, at den må formuleres, så den er i harmoni med den fremtidige samhørighedspolitik, og at 2020-strategien også må gennemføres på regionalt og lokalt plan, hvilket ikke skete med Lissabonstrategien. Det er afgørende for økonomisk udvikling og vækst i regionerne. Eftersom jeg stammer fra en region i Portugal, hvis interesser og ønsker ofte tilsidesættes af hensyn til den centraliserede magts interesser, som jeg allerede har udtalt offentligt, mener jeg, at gennemførelsen af EU 2020-strategiens mål på regionalt plan kan være til større gavn for en mere jævnbyrdig regional udvikling.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) I det europæiske udviklingsprojekt kan der opnås store fremskridt i forhold til territorial samhørighed, hvilket er afgørende for kampen mod fattigdom og social udstødelse og for at fremme beskæftigelse og bæredygtig udvikling og for social samhørighed. Jeg er overbevist om, at små og mellemstore virksomheder spiller en afgørende rolle for en vellykket opbygning af Europa. Derfor støtter jeg betænkningens henstillinger om bl.a. at forenkle reglerne for at få adgang til og forvalte bevillingen af de tilgængelige midler med henblik på at tilskynde til brugen af dem og til effektiv gennemførelse på hele EU’s territorium. Regionerne gennemfører mere end en tredjedel af de offentlige investeringer i EU, og forbruget af strukturfondene er i stigende grad koncentreret om mål, der har med vækst og beskæftigelse at gøre. Jeg mener, at EU straks må handle og iværksætte konkrete foranstaltninger til at ”opfylde de særlige behov, der gør sig gældende for regioner, der er karakteriseret af naturlige eller demografiske handicap af alvorlig og vedvarende art, såsom kystområder, øer, bjergegne, grænseegne og afsidesliggende områder”. Jeg vil også gerne gentage, at ”uddannelse og erhvervsuddannelse er de grundlæggende forudsætninger for EU's udvikling og kan gøre det mere konkurrencedygtigt over for de globale udfordringer”.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Ordføreren finder det beklageligt, at EU 2020-strategien ikke i tilstrækkelig grad inddrager en vurdering af Lissabonstrategien, og den holdning deler vi. Lissabonstrategiens erklærede mål – økonomisk vækst, beskæftigelse og social samhørighed – er ikke blevet opfyldt. Tværtimod er situationen på disse områder forværret. Som vi har sagt, er denne situation resultatet af Lissabonstrategiens mål, og sikke mål! Meget specifikt er målene at liberalisere, privatisere gøre arbejdsmarkedsretten mindre reguleret og mere fleksibel. Disse muligheder, instrumenter og mål er nu taget op igen som led i EU 2020-strategien. I forlængelse heraf argumenterer ordføreren for at ”fuldstændiggøre det frie, åbne og funktionelle indre marked”. Men det er altså dette særdeles ”frie, åbne og funktionelle indre marked”, der har været årsag til størstedelen af fattigdommen og den sociale udstødelse i EU og har undermineret dets territoriale samhørighed. Derfor accepterer vi ikke, at samhørighedspolitikken bringes på linje med EU 2020-strategien af hensyn til dens virkelige mål, som er at reducere skævheder mellem de forskellige regioners udviklingsniveauer og etablere reel økonomisk, social og territorial samhørighed.

  Jarosław Kalinowski (PPE), skriftlig. – (PL) Samhørighedspolitikkens primære mål er at tilstræbe en ensartet grad af udvikling i alle EU’s regioner. Takket være de flerårige programmer og strategier, som er blevet indført som led i den politik, har de enkelte regioner, især de fattigste af dem, mulighed for vedvarende økonomisk vækst, forbedret konkurrenceevne og jobskabelse. Over halvdelen af alle investeringer i den offentlige sektor finder sted på regionalt plan, så lokale myndigheder bliver de primære deltagere i gennemførelsen af den aktuelle Lissabonstrategi og i EU 2020-strategiens fremtid. Vi bør fuldt ud støtte gennemførelsen af projekter, som hører under samhørighedspolitikken, og huske på, at dem, der vil få størst gavn af dem, som regel vil være landdistrikter, og forfatterens støtte til partnerskabstilgangen gør det muligt at informere borgerne effektivt om målene for og resultaterne af igangsatte projekter.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Det lader til, at vi stiller midler til rådighed for ugunstigt stillede områder, men at de ender med at blive brugt i relativt velstående regioner. Der er problemer med støttepolitikken i hele EU. På den ene side investeres der penge i at genrejse landsbyer for at forhindre affolkningen af landdistrikterne, og på den anden modvirkes denne indsats af regler om privatisering og deregulering.

Det nytter ikke at have et levende centrum i en landsby, hvis den stort set er afskåret fra offentlig transport, og posthuset er lukket. Betænkningen behandler ikke tilstrækkelig detaljeret problemerne ved samhørighedspolitikken, og derfor har jeg stemt imod.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Denne beslutning er et vigtigt dokument, fordi det udstikker den bedste rute for den sammenknytning, der er behov for mellem samhørighedspolitikken og EU 2020-strategien. I en tid, hvor der er stor opmærksomhed på den europæiske samhørighedspolitik efter 2013, er det virkelig vigtigt at præsentere den som et uundværligt værktøj for overholdelse af EU 2020-strategien og gentage, at samhørighedspolitikker er afgørende for at håndhæve den oprindelige plan om integration i EU. Samhørighedspolitikken har spillet en vigtig rolle for skabelsen af en bedre balance mellem Europas regioner, og den betragtes nu som afgørende vigtig for at overvinde den aktuelle finanskrise, som EU oplever, ved at styrke konkurrenceevnen og lokale potentialer. I en tid, hvor EU’s budget ikke forventes at vokse, og hvor samhørighedspolitikkens budget (ca. 45 % af EU’s budget) er under pres, mener vi, at en god tilknytning mellem samhørighedspolitikkens mål på den ene side og EU 2020-strategiens på den anden er afgørende for at styrke samhørigheden og samtidig bidrage til en positiv reaktion fra alle regioner og medlemmer af offentligheden på de udfordringer, som EU står over for.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Det er en skam, at vores alternative beslutning om samhørighedspolitikken og EU 2020 blev forkastet. Vi, Verts/ALE-Gruppen, har derfor besluttet at undlade at stemme ved den endelige afstemning om Cortés Lastra-beslutningen.

  Elisabeth Schroedter (Verts/ALE), skriftlig. – (DE) Ordføreren, hr. Cortés Lastra, fremlagde oprindeligt en meget afbalanceret betænkning om forholdet mellem samhørighedspolitikken og EU 2020-strategien. Dens mål var at korrigere den omfattende øremærkning af samhørighedspolitikken, som fandt sted under den første Barrosokommission. Den spurgte med rette, om samhørighedspolitikken er et værktøj under Lissabonstrategien og den nye EU 2020-strategi, eller om den har selvstændig betydning og selvstændig værdi. Ordføreren havde fundet en balance mellem disse to aspekter. Vi bør være ham taknemmelig, fordi han talte for samhørighedspolitikkens uafhængighed. Vi støttede hans tilgang. Desværre har de ændringsforslag, som primært blev fremlagt af Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater), kraftigt udvandet betænkningens oprindelige intention. Det beklager vi i Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance meget. Derfor fremlagde vi betænkningen for plenarmødet endnu en gang som en alternativ beslutning, stort set i sin oprindelige form.

Desværre fik den ikke flertal. Det var ikke overraskende i lyset af afstemningen i udvalget. Men vores mål var at bruge denne alternative beslutning til at gøre det klart, at der findes et mindretal i Parlamentet, som ønskede at give regionerne flere rettigheder til selvstændig udvikling, end den nuværende strukturfondperiodes øremærkningsmodel giver mulighed for.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Samhørighedspolitikken er afgørende for at kunne opnå målene med EU 2020-strategien, som er fremme af uddannelse, erhvervsuddannelse og forskning, jobskabelse og økonomisk vækst. Efter Lissabonstrategiens fiaskoer med hensyn til målet om samhørighed, ikke mindst manglen på passende høring af Parlamentet og på deltagelse af regionale og lokale myndigheder, understreger betænkningen vigtigheden af samhørighedspolitikkens bidrag til fremtidige strategiske mål. Det er derfor vigtigt at bevæge sig i retning af en større følelse af ejerskab over strategiens målsætninger blandt lokale og regionale myndigheder og organer.

Regionerne spiller en afgørende rolle som midlet til at nå de økonomiske og sociale aktører, især små og mellemstore virksomheder. I lyset af den horisontale tilgang er det kun gennem en stærk og ordentlig finansieret samhørighedspolitik, at EU’s udvikling kan fremmes, og at EU kan gøres mere konkurrencedygtig over for de globale udfordringer. Europas regionale dimension må styrkes med en strategi, som tager højde for de særpræg, der præger forskellige regioner eller grupper heraf som f.eks. regionerne i den yderste periferi. Af disse grunde betragter jeg samhørighedspolitikken som et afgørende instrument for at realisere EU 2020-strategiens mål, og derfor stemte jeg for betænkningen.

Betænkning: Vincent Peillon (A7-0133/2010)

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Middelhavsunionen er et formidabelt projekt, som kræver stærkt politisk engagement fra Parlamentets side. Jeg stemte for denne betænkning, fordi den indeholder følgende tre idéer, som er meget vigtige: 1) den nye institutionelle struktur skal gøres effektiv hurtigt for at gøre Middelhavsunionen funktionsdygtig, 2) tilstrækkelig finansiering er afgørende, hvis Middelhavsunionen skal kunne opnå sine mål og dermed tydeliggøre de seks primære strategiske projekter (fjernelse af forurening i Middelhavet, transport, vedvarende energi, uddannelse, SMV'er, civilbeskyttelse), 3) Middelhavsunionens succes afhænger af løsningen af regionale konflikter omkring Middelhavet.

  Mara Bizzotto (EFD), skriftlig. – (IT) Middelhavsunionen er et ambitiøst projekt med en række aspekter, der uden tvivl er positive, ikke mindst i forhold til muligheden for i fremtiden at styrke instrumenterne til kontrol af indvandring og bekæmpelse af de strømme af ulovlige indvandrere, der har påvirket Middelhavet i de senere år, ved hjælp af dette politiske og økonomiske partnerskab. Det er endnu en grund til, at Europa kan drage fordel af udsigten til et forum for dialog med landene i Middelhavsområdet, der næsten altid er transitlande for størstedelen af de ulovlige indvandrere, der når frem til kontinentets sydlige kyst.

Den kanal for dialog, der bliver åbnet, må naturligvis ikke tolkes som et instrument, der skal fremme disse strømme, men skal ses som et, der regulerer og bekæmper ulovligheder. Det er op til økonomisk samhandel og en overordnet fredsskabelse i Mellemøstregionen – hvilket Middelhavsunionen skal bestræbe sig på, hvis den skal bidrage aktivt – at fremme social og økonomisk vækst i indvandrernes oprindelseslande. Hvis EU er baseret på et solidt politisk grundlag og har specifikke mål, vil den sætte os i stand til at hjælpe disse mennesker, som i dag i stor stil ønsker at tage til de sydeuropæiske kyster, i deres egne lande. I håbet om, at migration vil blive tillagt større vigtighed på de kommende topmøder i Middelhavsunionen, stemmer jeg for.

  Vito Bonsignore (PPE), skriftlig. – (IT) Ved at stemme for Peillon-betænkningen har vi alle anerkendt, at Middelhavsområdet er et område af stor vigtighed, og at store integrerede regioner som den omkring Middelhavet i en multipolar og indbyrdes afhængig verden er i en bedre position til at håndtere sociale, kulturelle, økonomiske, miljømæssige, demografiske, politiske og sikkerhedsmæssige udfordringer.

Middelhavet rummer på samme tid alle disse udfordringer, der er afgørende for stabiliteten i hele regionen, og som nødvendiggør fælles, beslutsom handling.

På det kommende møde i Barcelona vil stats- og regeringschefer fra Euro-Middelhavslandene samles igen for at vurdere de fremskridt, Middelhavsunionen har opnået.

Efter min mening er der tre politiske spørgsmål, der bør tages op på mødet:

1) Den tid, det har taget at følge op på oprettelsen af det institutionelle arrangement, der blev besluttet i Paris, og den kendsgerning, at man ikke har fået alt det ud af den parlamentariske dimension, som Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-samarbejdet giver mulighed for.

2) Utilstrækkeligheden af de anvendte økonomiske ressourcer og synergier. Selv om de fremskridt, der er opnået, og de betydelige, håndgribelige tilsagn, der er afgivet af nogle af vores lande, herunder Italien, må anerkendes, har Middelhavsunionen ikke opnået store resultater i forhold til at etablere et område med økonomisk fremgang.

3) Vanskeligheden ved beslutsomt at tage hånd om spørgsmål som fred, stabilitet og sikkerhed, hvilket er en væsentlig forudsætning, hvis Middelhavsunionen skal have en politisk dimension og et fælles formål.

  John Bufton (EFD), skriftlig. – (EN) Vi er imod Middelhavsunionen. Den ville fremme masseimmigration fra fattige lande i Nordafrika. Den ville også gøre det nemmere for nordafrikanske medlemmer af al-Qaeda i disse lande at komme ind i Europa og udføre terrorangreb. Desuden bemærker vi den måde, hvorpå EU tildeler Marokko privilegeret økonomisk status på trods af landets voldelige besættelse af Vestsahara og udplyndringen af områdets ressourcer.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Hvis samarbejdet mellem europæiske lande og andre Middelhavslande skal fungere som et effektivt instrument til at skabe fred og fremgang og fremme menneskerettigheder, skal det baseres på principperne om lighed og gensidigt fordelagtigt samarbejde for befolkningen i området. Det må være med til at løse internationale og bilaterale problemer på baggrund af FN’s pagt og folkeretten med særlig vægt på behovet for en retfærdig og holdbar løsning for Palæstina, Vestsahara og Cypern. Desværre nævnes disse spørgsmål ikke i betænkningen, og det samme gælder de uacceptable forhold, hvorunder tusindvis af mennesker, der rejser uden rejsedokumenter, tilbageholdes på øer i og i byer ved Middelhavet, hvilket påvirker vores alles menneskelige værdighed. Hvis der skal være reelt samarbejde, må procedurerne for dialog og forståelse styrkes, og der skal tages hensyn til skævhederne i området i forbindelse med alle handelsaftaler for at sikre lighed mellem staterne. Denne form for samarbejde skal styrke og fremme sociale og kulturelle udvekslinger og være med til at forme fælles politikker og initiativer til beskyttelse af miljøet og bekæmpelse af klimaforandringer.

  Anna Maria Corazza Bildt, Christofer Fjellner, Gunnar Hökmark og Anna Ibrisagic (PPE), skriftlig. – (SV) De svenske konservative har i dag stemt imod betænkningen A7-0133/2010 om Middelhavsunionen (2009/2215(INI)). Det skyldes, at vi ikke kan støtte, at EU’s bidrag til projekter som led i Middelhavsunionen bevilges betydelig større ressourcer i EU’s nye finansielle overslag for 2014-2020. Det er meget vigtigt, at vi har et konstruktivt samarbejde med landene omkring Middelhavet baseret på principperne om ligebehandling, solidaritet, dialog og respekt for hvert lands forskelligheder og egenart. Regionalt samarbejde med EU i Middelhavsunionen må ikke blive en erstatning for integration i EU og medlemskab af EU, hvilket visse kræfter ønsker. Desuden er det afgørende vigtigt, at EU tager ansvar og bevarer sin troværdighed, hvilket vil sige, at det ikke må give tilsagn om penge til forskellige formål uden holdbar finansiering.

  Mário David (PPE), skriftlig. – (PT) Efter at Parisdeklarationen etablerede den nye Middelhavsunion den 13. juli 2008, skulle den tidligere Barcelonaproces have vedkendt sig en ny drivkraft som udtrykt i deklarationen: en fornyet indsats for at forvandle Middelhavsregionen til et sted præget af fred, demokrati, samarbejde og fremgang. Men for EU var 2009 et år med store forandringer (valg til Parlamentet, valg af Kommissionsformand, Lissabontraktatens ikrafttræden, kampen mod den økonomiske og finansielle krise osv.), hvilket har forsinket gennemførelsen af Middelhavsunionen. Jeg mener, at betænkningen korrekt beskriver de næste skridt hen imod at opnå de mål, der blev skitseret, da Middelhavsunionen blev skabt. Jeg ser også frem til resultaterne af det andet topmøde med stats- og regeringschefer, der skal finde sted i Barcelona den 7. juni i år. Det er vigtigt at styrke EU’s relationer i Middelhavsområdet, og jeg mener, at kun politisk dialog og skærpet samarbejde mellem EU og de andre Middelhavslande vil stimulere skabelsen af et område præget af frihed, retfærdighed, fred og bæredygtig og varig fremgang.

  Proinsias De Rossa (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg støttede denne betænkning om Middelhavsunionen. Europa og Middelhavsområdet deler mange grænseoverskridende udfordringer, som der bedre kan tages hånd om gennem en regional integrationsproces med effektive institutioner, der kan overvinde grænserne ved et bilateralt samarbejde. Sådanne udfordringer er så meget mere påtrængende i forbindelse med en krise, og det er i EU’s interesse at gøre noget ved de voksende uligheder mellem de to regioner og derved bidrage til en holdbar og sikker fremtid for indbyggerne i Middelhavsområdet. EU og regeringerne i Middelhavsunionen må prioritere etableringen af unionens institutioner og give dem en sammenhængende politisk strategi, der i kernen rummer fremme af demokrati og menneskerettigheder, herunder sociale rettigheder. Hvis der skal arbejdes for disse mål på en meningsfuld måde, må der indgås fredsaftaler mellem naboerne i Mellemøsten. Det nødvendiggør en afslutning af Israels belejring af Gaza og bosættelsespolitik, kombinerede palæstinensiske tilsagn om ikkevold og statsopbygningsprogrammet samt gensidig respekt for grænserne fra 1967. Jeg vil fortsat modsætte mig en opgradering af associeringsaftalen mellem EU og Israel, indtil Israel begynder at overholde sine menneskeretsforpligtelser.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for betænkningen om Middelhavsunionen, fordi den taler for større medindflydelse til Parlamentet i dette regionale initiativ. Hvis topmødet, der skal finde sted til juni i Barcelona, skal blive en succes, efter at man i to vanskelige år har forsøgt at få projektet i gang, er det afgørende, at Parlamentet kan bidrage, eftersom resultatet er af enorme betydning for Middelhavsunionens succes.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Enhver upartisk observatør ville sige, at Euro-Middelhavspartnerskabet ikke har opnået de fremskridt, man kunne have ønsket, og at der stadig er meget, der skal gøres, før det virkelig tager form og får et egentligt og produktivt indhold. Historisk set har Middelhavet holdt sammen snarere end været splittet. De kulturer, der opstod på dets kyster, udgjorde kernen i det, der var den vestlige civilisation, og begge sider bidrog til at skabe identiteter med tydelige ligheder. Religiøse krige afløste den bro, der havde været der, med en kløft, men broen er der på en måde stadig. Jeg håber, at EU sammen med sine partnere vil tage reelle skridt til at fremme og opbygge et Euro-Middelhavspartnerskab, der er i stand til at overvinde frygt, forskelle og mistillid og overleve ind i fremtiden uden at bryde sammen. Begge sider af et hav, der engang var en stærk civilisations sø, har alt at vinde ved denne udvikling.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) I betragtning af den usikre sociale og økonomiske situation i sydlige lande er en udbygning af forbindelserne til landene omkring Middelhavet nu så meget vigtigere. I den forbindelse mener jeg, at der er akut behov for at handle konkret og effektivt for at konsolidere Middelhavsunionen. Styrkelsen af Euro-Middelhavsrelationerne bliver mere presserende på grund af den indvirkning, det bestemt vil have på konsolideringen af et område med fred og kulturel, økonomisk, politisk og social udvikling. Jeg vil dog gerne understrege de bekymringer, der opstår som følge af situationer i forbindelse med kvinders rettigheder, ligestilling mellem kønnene og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. Det er områder, hvor en styrkelse af europæisk indflydelse kan blive en faktor i forhold til positive forandringer. På den anden side er det enorme potentiale for vedvarende energiressourcer i Middelhavsområdet et eksempel på de fordele, EU kunne opnå og udnytte med henblik på effektive energipolitikker, rent bortset fra at udvide EU’s handelsområde til 800 mio. mennesker.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Vi er fuldstændig uenige med de retningslinjer, der opstilles i denne betænkning, som dybest set sigter mod at forøge EU’s store selskabers økonomiske dominans i den sydlige del af Middelhavet, adgang til og kontrol over naturressourcer, især energi, udnyttelse af arbejdskraften og undertrykkelse af immigranter. Det er bemærkelsesværdigt, at flertallet i Parlamentet lader til at bo i et elfenbenstårn. Komplet intetanende om konsekvenserne af såkaldt ”frihandel” holder de fast i disse politikker og bidrager dermed til en forværring af situationen. Portugal mister f.eks. over 100 000 arbejdspladser i tekstilsektoren, fordi tusindvis af virksomheder går konkurs, hvilket igen skyldes større konkurrence udefra.

Derfor er der brug for et brud med denne udvikling med tiltagende liberaliserende international handel. Denne udvikling har betydet, at de rettigheder, som arbejderne har tilkæmpet sig, og folkets suverænitet er kommet under angreb, de store multinationale selskaber har lagt beslag på naturressourcer og biodiversitet, miljøet er blevet ødelagt, arbejdsløsheden er vokset, millioner af små landmænd er blevet ruineret og fødevaresuveræniteten og -sikkerheden er kommet i fare. Vi forlanger, at der oprettes rimelige og retfærdige økonomiske forbindelser, der tjener folket og landene i begge regioner.

  Sylvie Guillaume (S&D), skriftlig. – (FR) Jeg støttede min franske socialdemokratiske kollega Vincent Peillons betænkning, fordi Middelhavsunionen har til formål at fremme Euro-Middelhavssamarbejdet gennem specifikke strategiske foranstaltninger for både Europa som helhed og for Middelhavsområdet. Faktisk er regional integration nødvendig af hensyn til freden, som er et af de vigtigste spørgsmål, der er på spil med dette samarbejde, og derfor må det styrkes. Jeg synes, at Middelhavsunionen er et fortrinligt instrument til at intervenere med meget hård hånd i områdets vedvarende konflikter og endda til at finde løsninger på dem. Jeg håber, at næste topmøde i Barcelona bliver en succes, at medlemsstaterne virkelig genlancerer Middelhavsunionen, og at en hel række projekter kan tage form i alles interesse, når sekretariatet er blevet etableret i Barcelona.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Denne betænkning har bestemt de fortrin, at den understreger, hvor meget det haster at anerkende to stater, den palæstinensiske stat og Staten Israel, der eksisterer i fred og sikkerhed, og at kæmpe for kvinders rettigheder og imod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. Men der slutter dens fortrin også. Teksten er dybest set et løfte til nuværende og potentielle private investorer i området, hvilket tydeligt ses af de utallige formaninger om nødvendig beskyttelse og finansiel sikkerhed af investeringer. Teksten støtter også Barcelonaprocessen og oprettelsen af et frihandelsområde mellem Europa og Middelhavsområdet, hvilket er fuldstændig i modstrid med de lovgivningsmæssige mål, som situationen kræver.

Jeg stemmer imod denne betænkning. Jeg mener, at de interesser, som borgere i Europa og Middelhavsområdet har, altid skal gå forud for finansmænds. Valgte repræsentanters rolle er at arbejde for almenvellet. Det er beklageligt, at dem, der har udarbejdet denne tekst, ikke har samme prioriteter.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Middelhavsunionen betragtes af nogle mennesker i Europa som nogle få politiske lederes prestigeprojekt. Men jeg mener i høj grad, at det styrkede samarbejde mellem landene omkring Middelhavet er en god ting. Især hvad angår den voksende tilstrømning af indvandrere fra Afrika, er det afgørende, at disse stater koordinerer de foranstaltninger, de iværksætter som reaktion herpå. Middelhavsunionens strukturer giver adgang til den perfekte måde at støtte Frontex’ arbejde på og ikke mindst at involvere de afrikanske stater i projekter på, så økonomiske migranter kan tilskyndes til at blive i Afrika.

De forskellige planlagte projekter såsom en forøgelse i udvekslingen af studerende og de utallige økonomiske programmer, som har til formål at fremme samhandel mellem EU og de afrikanske stater, er også meget positive. Men disse lande må ikke presses til at acceptere et frihandelsområde, for det indebærer en alvorlig risiko for betydelig skade på lokale og regionale markeder. Selv om jeg af de nævnte årsager ikke er helt enig i visse af de fremførte argumenter, er betænkningen afbalanceret, og derfor har jeg stemt for.

  Wojciech Michał Olejniczak (S&D), skriftlig. – (PL) Med henblik på konstruktiv udvikling af forbindelserne mellem EU og tredjelande støtter jeg betænkningen om Middelhavsunionen. For at styrke samarbejdet må vi støtte Barcelonaprocessen, som har været mindre aktiv i den senere tid. Men topmødet for Middelhavsunionens medlemsstater, der efter planen skal finde sted den 7. juni 2010 i Barcelona, er den perfekte lejlighed til at iværksætte aktuelle deklarationer, for EU kan ikke tillade, at det mister betydning i regionen, som det har traditionelle forbindelser til. Institutionelle strukturer såsom næstformandskabet bør udnyttes til at styrke foranstaltninger til større integration mellem samfundene og økonomierne på begge sider af Middelhavet.

  Robert Rochefort (ALDE), skriftlig. – (FR) Den 7. juni 2010 mødes stats- og regeringscheferne fra begge sider af Middelhavet i Barcelona. Det er afgørende, at dette møde fører til reelle fremskridt – her henviser jeg især til oprettelsen af Middelhavsunionens institutioner, men også til fremskridt på områder som økonomi og handel, beskæftigelse, fattigdomsbekæmpelse, landbruget, fødevaresikkerhed, vand og udvikling af landdistrikter. Det er også afgørende, at der bevilges større ressourcer til Middelhavsunionen, hvilket bliver det store spørgsmål ved de kommende økonomiske forhandlinger for 2014-2020.

Med det i baghovedet skal vi huske, at det skal være muligt at kombinere EU-støtte med private fonde og koordinere den med det, Den Europæiske Investeringsbank og investeringsfonde såsom InfraMed tilbyder. Endvidere er styrkelsen af syd-syd-handelen og oprettelsen af et frihandelsområde mellem Europa og Middelhavsregionen afgørende for økonomisk udvikling og fattigdomsbekæmpelse i landene på den sydlige kyst. Disse foranstaltninger omtales tydeligt i den betænkning, der er fremlagt for Parlamentet, og derfor støtter jeg den.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) De ændringsforslag, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre har fremlagt, har ikke indeholdt større overraskelser (alle blev forkastet) bortset fra første del af ændringsforslag 6 (Vestsahara).

Jeg vil gerne gøre det klart, at jeg stemte for ændringsforslag 6, som fremhæver Marokkos ansvar i forbindelse med menneskerettighedskrænkelser i Vestsahara.

Anden del af ændringsforslag 1 (som understregede behovet for at forøge finansieringen af Middelhavsunionen), fremlagt af hr. Brok, blev også forkastet.

Vi stemte for den samlede betænkning (som blev vedtaget med stort flertal).

Betænkning: Evgeni Kirilov (A7-0123/2010)

  George Sabin Cutaş (S&D), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for beslutningen om nødvendigheden af en EU-strategi for Sydkaukasus. Sydkaukasus er strategisk vigtigt for EU. Samtidig kan og må EU hjælpe denne urolige region med at udvikle sig økonomisk og kommercielt. Vi kan bruge handelspolitikken til at fremme respekt for menneskerettigheder, energisikkerhed, demokrati og god regeringsførelse. I min egenskab af min gruppes skyggeordfører på denne beslutning opfordrer jeg indtrængende til, at der indgås frihandelsaftaler med Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. Jeg tror, at sådanne aftaler vil skabe grobund for økonomisk udvikling i området ved at give investeringer et skub og skabe nye arbejdspladser, hvilket vil reducere fattigdomsniveauet.

  Mário David (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg er fuldstændig enig med denne betænkning, idet jeg mener, at EU efter fælleserklæringen fra topmødet om det østlige partnerskab i Prag bør styrke sine partnerskaber mod øst, især med de tre sydkaukasiske lande, med udgangspunkt i en klar og veldefineret strategi. Opretholdelse af freden, grænsernes stabilitet og løsning af grænsestridigheder, fremskridt i retning af demokrati, retsstatsprincippet og fremme af regionalt samarbejde er afgørende for udviklingen i denne region. Derfor mener jeg, at EU’s initiativer skal være præget af tilskyndelse til bæredygtig udvikling baseret på principperne om god regeringsførelse, absolut respekt for menneskerettighederne og politikker om godt naboskab, som skal have fredelig sameksistens mellem disse lande og deres naboer som deres vigtigste mål. I den forbindelse vil jeg gerne fremhæve den vigtige rolle, som vil blive spillet af de lande, der indgår i Den Parlamentariske Forsamling Euronest. Regionens geostrategiske vigtighed, især i forhold til forsyning og transport af råmaterialer mellem øst og vest, må være en vigtig faktor i forhold til at indgå fremtidige aftaler mellem EU og disse lande.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Konflikten mellem Rusland og Georgien – et land, der har erklæret, at det ønsker at blive medlem af EU, og at det deler EU’s idealer – for nylig viser tydeligt, at det er nødvendigt at fastlægge en strategi for Sydkaukasus. Gennem historien har Sydkaukasus, der ligger midt i Ruslands indflydelsessfære, været plaget af blodige konflikter, men nu har området taget nogle forsigtige skridt i retning af stabilisering. Men der findes fortsat potentielle kilder til konflikt, og de skal håndteres med den største alvor og omhyggelighed. Det beviser det anspændte forhold mellem Armenien og Aserbajdsjan tydeligt. Jeg håber, at EU vil bygge videre på sin eksisterende viden om denne region, og bidrage til fred og fremgang mellem folkene i Sydkaukasus. Jeg håber også, at EU vil bidrage til indførelsen af og generel respekt for frihed, demokrati, grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet i regionen.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Udvidelsespolitikken og styrkelsen af EU’s handelsmæssige, politiske og kulturelle forbindelser med tredjelande understreger den strategiske vigtighed af de sydkaukasiske lande Armenien, Aserbajdsjan og Georgien. I betragtning af disse landes geostrategiske placering på grænsen til mægtige Rusland, Tyrkiet og Iran kan og bør EU anlægge en indflydelsesrig tilgang og indtage en samarbejdende rolle, der kan fremme fred og sikkerhed i regionen. Det vil være afgørende for at sikre de bedste forhold for økonomisk udvikling, både kulturelt og socialt, sammen med demokratisering af regionen, som også omfatter Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Processen med at udbygge forbindelserne med henblik på at integrere landene i EU vil bestemt være med til at forbedre standarderne inden for det retslige område, frihed og menneskelige fremskridt. Jeg er også enig i vigtigheden af en udviklingsstrategi for energimarkedet for EU, som betænkningen taler for.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Denne betænkning om EU’s strategi for Kaukasus er blot endnu et led i processen med at udbrede et snævert standpunkt for at skjule de økonomiske og geopolitiske interesser i regionen. Dette standpunkt er meget fokuseret på konflikten i 2008 mellem Rusland og Georgien og på spørgsmålene om territorium og Ruslands suverænitet over Sydossetien og Abkhasien.

Som ordføreren selv udtaler, så er det, der er på spil, at de tre lande i Kaukasus spiller en afgørende rolle som ”transitområde for energikilder” og for ”EU’s energiforsyning” – som EU er stærkt afhængig af – og for ”frihandelsaftaler”, der ”gør landets økonomi mere attraktiv for udenlandske investorer”.

Det er i lyset af disse interesser, at den underforståede støtte til det genlancerede våbenkapløb og den militære oprustning i regionen skal forstås. EU tager del i denne proces ved at involvere sig i sabelraslen mellem USA, Nato og Rusland. Flertallet i Parlamentet er involveret i dette hykleri, for Parlamentet har fremstillet sig selv om ridderen på den hvide hest, der forsvarer staters territoriale integritet, nu hvor det handler om Georgien, men har fremmet, støttet og støtter fortsat Kosovos løsrivelse fra Serbien.

  Jaromír Kohlíček (GUE/NGL), skriftlig. – (CS) Sydkaukasus er et meget interessant område, der efterhånden har været genstand for konstant diskussion i Europa i 200 år. I hele denne periode har Rusland, Iran og Tyrkiet været involveret i en interessekonflikt over disse lande. Landskabets forrevne konturer og den tætskrevne historie antyder de enorme etniske og religiøse forviklinger. Nu har EU også opdaget regionen. Det er virkelig fantastisk, hvordan fru Tagliavini har tilegnet sig den perfekte viden om hele området, herunder de historiske og nutidige kontekster, ud fra forhandlingerne i Georgien. Faktisk bukker jeg mig i støvet for hende. Det er fantastisk, at forfatterne af en betænkning om nødvendigheden af at udvikle en ny EU-strategi for Sydkaukasus, har bemærket en organisation som OSCE. Det er en skam, at de tilsyneladende hverken har fået øje på forholdet mellem staterne i området og Iran eller Tyrkiets specifikke intentioner i regionen. Forfatterne har tydeligvis glemt den ”prægtige” erklæring fra den uafhængige stat Kosovo, og deres utilslørede angreb på Rusland og manglende anerkendelse af lokalvalgene i Abkhasien og Sydossetien indeholder formuleringen ”de facto-myndighederne i de besatte områder”. Det minder mig i høj grad om konklusionerne fra en vis Lord Runcimans mission i førkrigstidens Tjekkoslovakiske Republik. På trods heraf mener jeg, at det i den nærmeste fremtid vil være muligt for de relevante medlemmer at forbedre deres viden om denne del af Europa, og at næste session bliver mere afbalanceret. Af førnævnte årsager vil GUE/NGL-Gruppen undlade at stemme ved den endelige afstemning om beslutningen.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Denne betænkning om EU’s strategi er desværre ikke afbalanceret, hvilket jeg allerede har nævnt i Udenrigsudvalget. Selv om udvalget tog nogle af mine ændringsforslag i betragtning, mener jeg stadig, at betænkningen peger i den forkerte retning. I stedet for at anlægge en neutral og afbalanceret tilgang til spørgsmålet om Georgien benytter den formuleringen fra den amerikanske udenrigspolitik, som har til formål at svække og isolere Rusland. Hvad angår forholdet til Armenien og især situationen i Nagorno-Karabakh, har EU ændret holdning. Det er fuldstændig uforståeligt og bør fordømmes. Ordføreren har tilsyneladende aldrig besøgt området og har derfor ikke kunne danne sig sin egen mening om situationen. Derfor stemte jeg imod Kirilov-betænkningen.

  Rareş-Lucian Niculescu (PPE), skriftlig. – (RO) Jeg stemte imod ændringsforslag 7, fordi det fjernede en væsentlig del af betænkningens tekst, hvor Parlamentet opfordrer Rusland til at respektere Republikken Georgiens suverænitet og territoriale integritet og dets grænsers ukrænkelighed, som er internationalt anerkendt. Den fordømmer også Den Russiske Føderations anerkendelse af de georgiske udbryderregioner Sydossetien og Abkhasiens uafhængighed som værende i strid med folkeretten. Ved med fasthed at give udtryk for denne holdning er man medvirkende til at undgå, at der etableres en præcedens for fremtiden.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Det glæder mig, at alt det, vi ønskede, blev vedtaget i Udenrigsudvalget, og ændringsforslagene fra S&D, PPE og De Grønne blev alle vedtaget. Den endelige afslutning, som var positiv, har været meget nem for os.