Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2010/2646(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

O-0032/2010 (B7-0308/2010)

Forhandlinger :

PV 15/06/2010 - 19
CRE 15/06/2010 - 19

Afstemninger :

Vedtagne tekster :


Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Tirsdag den 15. juni 2010 - Strasbourg EUT-udgave

19. Sport, især om spilleragenter (forhandling)
Video af indlæg
Protokol
MPphoto
 

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel til Kommissionen af Doris Pack for Kultur- og Uddannelsesudvalget om sport, især om spilleragenter (2010/2646(RSP)) (O-0032/2010 – B7-0308/2010).

 
  
MPphoto
 

  Doris Pack, spørger. – (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! I hr. Belets betænkning om professionel fodbold fastslog Europa-Parlamentet allerede, at det går ind for en bedre regulering af sportsagenternes og i særdeleshed spilleragenternes aktiviteter, og ved den lejlighed bad vi om et passende direktiv. Nu beskæftiger vi os atter med dette emne.

Den juridiske situation er uklar. Da spilleragenter ofte arbejder på tværs af grænser, er den nationale lovgivning ikke en passende metode til at kontrollere disse aktiviteter – end ikke hvis den allerede findes. Idrætsforbundene har til gengæld begrænset juridisk spillerum. Som ikkestatslige aktører har de ikke ret til at fastsætte omfattende bestemmelser. I 2000 måtte FIFA f.eks. lempe sin licensprocedure for agenter af netop denne grund.

I 2009 offentliggjorde Kommissionen en undersøgelse, der specielt pegede på bekymrende forbindelser mellem spilleragenter og kriminelle aktiviteter. Der blev bl.a. talt om hvidvaskning af penge, bestikkelse, væddemål og skattesvig. Sådanne forbindelser skader sportens integritet og er uforenelige med dens sociale rolle. Desuden fremgik det af Kommissionens undersøgelse, at de finansielle strømme fra spillerhandler almindeligvis mangler gennemsigtighed, hvilket forklarer systemets sårbarhed over for førnævnte kriminelle anslag. Der er særlig stor risiko ved formidlingen af unge spillere, hvor agenten kan udnytte spillernes ungdom og manglende erfaring – eksempelvis ved først at love unge afrikanere en fremtid som professionelle fodboldspillere i Europa for sidenhen at droppe dem, hvis han ikke finder en klub til dem, så de strander i Europa som ulovlige indvandrere uden arbejde eller støtte.

På denne baggrund har vi brug for et europæisk lovgivningsinitiativ. Det ville sætte os i stand til at regulere dette emne ensartet i EU, at lukke de juridiske smuthuller og at støtte idrætsforbundene i deres indsats for en velordnet og gennemsigtig spillerformidling. I denne henseende bør vi gøre det til vores særlige mål, sådan som vi har nævnt i vores beslutningsforslag, at forbyde kommission til agenter, der formidler mindreårige spillere. Forhåbentlig får vores forslag opbakning på morgendagens plenarmøde, og forhåbentlig vil det tilskynde Kommissionen til at gøre noget ved dette emne.

 
  
MPphoto
 

  Androulla Vassiliou, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil først og fremmest takke fru Pack for at stille denne mundtlige forespørgsel på vegne af Kultur- og Uddannelsesudvalget.

Jeg er helt klar over den politiske betydning af dette spørgsmål. Jeg vil minde Dem om, at Kommissionen nu har offentliggjort resultaterne af den uafhængige undersøgelse af sportsagenter. Denne undersøgelse indeholder en omfattende analyse af emnet. Vi har f.eks. erfaret, at der i medlemsstaterne findes omkring 6 000 aktive agenter inden for alle discipliner. 95 % af disse er imidlertid aktive inden for bare fire sportsgrene: atletik, basketball, fodbold og rugby, og i denne gruppe er fodbold klart dominerende.

Undersøgelsen viser også, at kun et begrænset antal medlemsstater regulerer agenternes virke med en specifik lov. De fleste lande sætter ganske enkelt deres lid til de generelle bestemmelser i enten arbejdsmarkedslovgivningen eller aftaleretten. Nogle internationale idrætsforbund har også vedtaget bestemmelser om agenter – særligt inden for førnævnte discipliner: atletik, basketball, fodbold og rugby.

Skønt de eksisterende offentlige og private bestemmelser kan være i strid med hinanden og skabe juridisk usikkerhed, viser resultaterne af undersøgelsen, at der kun er få hindringer for den frie udveksling af agenters aktiviteter i EU. Undersøgelsen fremhæver imidlertid en række tvivlsomme praksisser vedrørende agenters aktiviteter – f.eks. udnyttelse af unge spillere mv. Vi skal løse sådanne problemer for at bevare integriteten og retfærdigheden i sportsbegivenheder.

Sportsverdenen har forsøgt at løse disse problemer i nogen tid. Derfor har en række styrelsesorganer vedtaget foranstaltninger til regulering af agenternes aktiviteter. De regler, som sportsorganerne har indført, kan have en fordel: Sportslige sanktioner er undertiden den bedste måde at afskrække skrupelløse aktører på, uanset om der er tale om agenter, klubber eller spillere. Men sportslige myndigheder har ikke hjemmel til at undersøge og straffe handlinger, som medlemsstaterne betragter som forbrydelser: korruption, hvidvaskning af penge, skatteunddragelse og ulovlig immigration. Sportsverdenen ønsker hjælp fra EU-institutionerne til at håndtere udfordringerne fra agenterne.

Kommissionen spiller en vigtig rolle. Vi kan hjælpe med at udvikle de fælles principper og standarder, der kan tjene som et minimalt regelsæt for lande og idrætsforbund i Europa. I øjeblikket vurderer vi, hvilken form for indsats på EU-plan, der vil være mest hensigtsmæssig. Vi overvejer forskellige muligheder, men der er behov for flere drøftelser og høringer, inden vi kan træffe en endelig afgørelse.

 
  
MPphoto
 

  Ivo Belet, for PPE-Gruppen. – (NL) Hr. formand, fru kommissær! Jeg vil først komme med en henvisning til fodbold-VM i Sydafrika, der atter viser, hvor fantastisk sport kan være, og hvor stort det er for landet, kontinentet og i særdeleshed det lokale samfund. Det gør det desto vigtigere for os at frede sporten for de kriminelle vildskud, som fru Pack allerede har nævnt, eller at gøre en energisk indsats for at bekæmpe sådanne vildskud.

For at citere ordlyden i den netop nævnte undersøgelse, hvis resultater nu er kendt, "påvirkes sport i stigende grad af organiseret kriminalitet". Det er trist, men sandt. Vi taler om menneskesmugling – nogle gange af unge børn – og også om alle mulige former for finansiel uredelighed. Det er klart, at idrætsforbundene selv hverken har mulighed for eller beføjelser til at håndtere denne uredelighed på effektiv vis. Der er derfor et klart behov for et europæisk initiativ.

Vi råder allerede over forskellige lovgivningsinstrumenter – i traktaten og i visse direktiver – der giver os mulighed for at træffe foranstaltninger. Jeg vil gerne nævne et par forslag til aktioner. For det første kan vi arbejde på at opstille strenge kriterier for alle sportsagenter i hele EU. Det gør man bedst ved hjælp af licenssystemer for klubber og via et obligatorisk register for spilleragenter. Idrætsforbundene kan pålægge dette, men EU kan bestemt være en drivkraft i denne forbindelse. EU kan f.eks. koordinere aktiviteter blandt de forskellige nationale tilsynsmyndigheder.

En anden foranstaltning kunne være indførelsen af fuldstændig gennemsigtighed i de finansielle strømme, der cirkulerer i spilleragenternes verden, da de i øjeblikket er roden til de fleste onder. Vi kender ikke til disse lyssky finansielle strømme, hvilket betyder, at de fortsat kan bruge førsteklasses sportsbegivenheder til hvidvaskning af penge og til bestikkelse.

Et tredje forslag – som fru Pack allerede har diskuteret – handler om et forbud mod aflønning af spilleragenter, der forsøger at tjene penge på formidling af mindreårige spillere. Vi bør bestemt træffe foranstaltninger på dette område. Vi råder over tilstrækkelige instrumenter til ikke kun at lægge pres på de professionelle idrætsforbund for at presse dette igennem, men også til at tage egne initiativer.

Tilbage i 2007 opfordrede Europa-Parlamentet med et meget stort flertal Kommissionen til at tage initiativet i kampen imod vildskuddene i sportsagenternes verden. Denne undersøgelse indeholder en række specifikke forslag. Skønt de er gode, er de helt klart utilstrækkelige. Vi er glade for at høre, at De agter at sætte tingene op i et højere gear. Der har været krav om dette selv inde fra selve sektoren – fra den europæiske sammenslutning af spilleragenter. Vi har haft megen kontakt med dem, og de presser selv på for at få EU til at gå i aktion for at fjerne de rådne frugter. Jeg foreslår, at vi følger deres opfordringer af hensyn til sporten og dens utrolig vigtige sociale rolle.

 
  
MPphoto
 

  Mary Honeyball, for S&D-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Det er bestemt heldigt, at vi taler om dette under VM, da det mere end næsten nogen anden sportsbegivenhed illustrerer sportens store betydning for folk: At mange millioner mennesker ser fodbold, og at der investeres utrolig megen glæde og passion i sporten.

Derfor er det utrolig vigtigt, at vi sørger for en ordentlig regulering af fodboldspillet og andre sportsgrene, og at vi nu træffer de længe debatterede foranstaltninger vedrørende spilleragenter. Som nævnt foregår der desværre nogle meget alvorlige ting: misbrug, hvidvaskning af penge, korruption, udnyttelse af mindreårige spillere – alvorlige forbrydelser, som vi skal træffe de længe planlagte foranstaltninger imod. Findes der noget bedre tidspunkt at gøre det på end nu, hvor hele verden synes at være fuldstændig opslugt af fodbold?

 
  
MPphoto
 

  Emma McClarkin, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg støtter fuldt ud indsatsen for at gøre sportsagenternes og specielt fodboldagenternes aktiviteter mere gennemsigtige, og efter min mening bør EU støtte de forskellige styrelsesorganer, så de kan gøre dette. Vi skal kaste lys over den mørke verden, hvor udnyttelsen kan gå i svang, og vi skal f.eks. se på dobbeltrepræsentation, hvor en agent kan repræsentere en spiller i den samme klub, som forsøger at skrive kontrakt med ham.

Enhver lovgivning, der skal regulere denne sektor, skal imidlertid komme fra de nationale idrætsorganisationer eller fra kilder som f.eks. FIFA og UEFA. Det er virkelig ikke EU's opgave at regulere sportsverdenen og specielt ikke i betragtning af dette problems globale natur. Vi skal føje merværdi til sport, hvor det er muligt, men vi bør kun intervenere på anmodning fra sportens styrelsesorganer, hvor vi klart kan bringe værdi eller klarhed.

 
  
MPphoto
 

  Marie-Christine Vergiat, for GUE/NGL-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Jeg glæder mig over spørgsmålet fra formanden midt under VM. Kommissionsundersøgelsen har bekymrende aspekter, idet den afdækker risiciene for sportens etik og rygte.

Hvis sportsverdenen fortsat skal være den primære aktør inden for regulering ved at stole på tusindvis af godgørende mænd og kvinder, der holder sportsånden, som vi elsker den, i live, fordi det er en faktor for individuel udvikling, bør staterne støtte dem og straffe udskejelser og angreb på den offentlige orden.

Disse udskejelser findes inden for sportsvirksomheder, hvor spillerne i stigende grad bliver varer og agenterne mæglere, der sælger spillerne som varer. Der er astronomiske summer involveret i transferaktioner, og man tramper i stigende grad på de mindreåriges rettigheder.

Disse udskejelser er et grænseoverskridende fænomen, hvor pengene styrer, og det er desværre blevet styrket af EU-Domstolens retspraksis. De ledende organer inden for visse sportsgrene, specielt fodbold, ønsker hjælp fra EU's organer. Jeg vil sige til kommissæren, at vi er nødt til at handle, og jeg er ked af, at Frankrig netop har vedtaget en lovgivning, der virker i modsat retning.

 
  
MPphoto
 

  Seán Kelly (PPE). (GA) Hr. formand! For halvanden time siden sagde kvinderne, at det var for sent at diskutere kvindespørgsmål. Nu nærmer vi os midnat, og nu diskuterer vi sportsanliggender.

Vi har i det mindste mulighed for at diskutere dette, hvilket ikke var muligt før Lissabontraktaten. Nu har vi mulighed for det, og det er godt, at vi griber chancen – specielt når vi taler om unge mennesker og sportsagenternes aktiviteter.

Som fru Pack sagde, er der mange eksempler på unge mennesker, der får løfter om en fremtid som store stjerner. Men hvad sker der? De fjernes fra deres hjem, familier og skoler, og efter et år eller to kasseres de. Det er, hvad der sker for de fleste af dem.

Nu har EU en chance for at gøre noget ved dette og fastsætte love og straffe for at beskytte unge mennesker mod disse agenter. Vi bør se på det, der foregår inden for forskellige sportsgrene og i forskellige lande, indsamle oplysningerne og gøre, hvad der er bedst for specielt de unge og for sporten som helhed.

 
  
MPphoto
 

  Emine Bozkurt (S&D).(NL) Hr. formand! Jobbet som sportsagent er ikke beskyttet, og det er underlagt lidt eller intet tilsyn og da slet ikke straffe for dårlig opførsel i form af f.eks. menneskehandel. EU har gennemført en undersøgelse og fundet tilfælde af krænkelser, men hidtil har det ikke gjort noget ved situationen. Der skal imidlertid gøres noget. Jeg er meget bekymret over de mindreårige spilleres sårbarhed – specielt dem, der kommer fra udviklingslandene, og som ofte er ofre for menneskehandel. EU skal slå hårdt ned på dette.

Beslutningen indeholder detailforslag om at standse aflønning af agenter for mindreårige spiller, håndhæve større gennemsigtighed i finansielle transaktioner ved transferaktioner og indføre mere regulering fra medlemsstaternes side i betragtning af, at idrætsforbundene ikke i øjeblikket har situationen under kontrol. Det er nødvendigt med særforanstaltninger for at håndtere de fribytteragtige forhold. Kommissionen skal føre øget tilsyn med og straffe uredelighed, der trods alt ofte er grænseoverskridende. Endvidere skal de mindreårige spilleres rettigheder til enhver tid sikres effektivt.

 
  
MPphoto
 

  Iosif Matula (PPE).(RO) Hr. formand! Jeg glæder mig over det foreslåede initiativ fra Ivo Belet om indførelsen af et standardsystem til beskyttelse af sportsfolk, der benytter sig af spilleragenter, da det vil reducere forekomsten af magtmisbrug på dette område i form af manglende gennemsigtighed i handler, hvidvaskning af penge og menneskehandel.

Som jeg ser det, skal vi rette den nødvendige opmærksomhed mod ikke bare fodbold, men også alle de øvrige sportsgrene. I øjeblikket findes der f.eks. omkring 6 000 aktive spilleragenter i Europa inden for 30 forskellige sportsgrene og med en samlet skønsmæssig årlig omsætning på flere hundrede mio. euro. Under disse omstændigheder bliver det langt fra nogen let opgave at indføre et fælles regelkodeks for udstedelse af licenser til spilleragenter.

Vi vil også skulle støtte en tydeligere definition af agentens funktioner som f.eks. manager eller mellemhandler. Hvis vi ser fremad ...

(Formanden afbrød taleren)

 
  
MPphoto
 

  Piotr Borys (PPE).(PL) Hr. formand! Der er én god ting ved at have forhandlingen på dette sene tidspunkt: Drøftelserne afholdes ikke under transmissionen af VM-kampe, så vi har tid til forhandlingen. Alvorligt talt er vi ifølge Lissabontraktaten forpligtet til at træffe alvorlige foranstaltninger i en situation, der er forkert, og som det ikke har været muligt at løse i seks år. Om to år afholder Polen og Ukraine EM i fodbold, så jeg er yderst tilfreds med beslutningen fra hr. Belet, fru Pack og fru Vassiliou – der har været aktivt involveret i dette – om, at der er behov for en harmonisering af lovgivningen på dette område. Systemet er bestemt ikke gennemsigtigt, og det tynges af årtiers korruption. Handelen med unge spillere antager enorme proportioner og fører til mange situationer, hvor penge deles – selv efter en vellykket transfer og udbetalingen af høje vederlag. Transfergebyrerne er så høje, at de ofte giver klubberne gæld. Derfor har vi brug for en ny ....

(Formanden afbrød taleren)

 
  
MPphoto
 

  Androulla Vassiliou, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Vi er sikkert alle enige om sportens betydning samt om, at den kan være til glæde for os alle. Jeg takker alle for deres input og forslag, som jeg har lyttet opmærksomt til.

Der hersker ingen tvivl om, at der er behov for en EU-indsats. Idrætsforbundene har ikke hjemmel til at intervenere i nogle af de værste tilfælde af uredelighed. Sådanne problemer antager nu en grænseoverskridende dimension, efterhånden som sport bliver mere globaliseret.

Internationaliseringen af professionel sport gør det vanskeligt at vælge en national strategi for problemer af systemisk art. EU kan spille en koordinerende rolle og hjælpe med at sikre en harmoniseret tilgang til agentspørgsmålet. Vi kan f.eks. bruge den nye kompetence, som EU har fået, til at harmonisere kriminalretten. Mange aktører inden for sportsverdenen vil bestemt glæde sig over vores støtte.

Uanset hvad vi vælger at gøre, vil vi selvfølgelig arbejde tæt sammen med de relevante forbund, og jeg agter som bekendt meget snart at offentliggøre en meddelelse om sport, som bestemt vil gå mere i dybden med dette emne. Det vil være forkert at have en forudindtaget holdning til de drøftelser, vi skal have med Europa-Parlamentet og selve sportsverdenen. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med Dem om den videre behandling af dette emne.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Jeg har modtaget et beslutningsforslag(1)i henhold til forretningsordenens artikel 115, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted på torsdag.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

 
  
MPphoto
 
 

  Liam Aylward (ALDE), skriftlig. – (EN) I denne kommercialiseringens og professionalismens æra er agenter en uundgåelig del af det sportslige landskab. Ifølge Kommissionens rapport findes der 6 000 aktive agenter i EU, der skaber en omsætning på over 200 mio. EUR i forbindelse med transferaktiviteter for spillere og atleter.

Fodbold er den eneste sportsgren, hvor agenter er aktive i alle EU's medlemsstater. Fodbold i Europa er en stor forretning, og det er meget væsentligt, at fair play og integritet er centrale elementer i sporten. Det er bekymrende, at der forekommer ulovlige handler og transferaktioner med unge spillere på tværs af grænserne. Det finder især sted i forbindelse med fodboldklubbernes søgen efter talent. Det skønnes, at omkring 20 000 unge afrikanere, der blev bragt til Europa for at spille fodbold, nu lever ulovligt i EU, fordi de ikke sikrede sig en karriere som fodboldspiller. En bedre grænseoverskridende regulering, overvågning samt harmoniserede mindstestandarder for agentkontrakter vil bidrage til at løse dette problem, og de er nødvendige for at sikre fodboldens integritet.

I betragtning af emnets grænseoverskridende dimension vil jeg opfordre Kommissionen til at give sig selv en effektiv og stærk rolle for at beskytte mindreårige og standse ulovlige spillerhandler.

 
  

(1) Se protokollen

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik